Er fremtiden en fremskrivning af fortiden gennem nutidens n\u00e5le\u00f8je? Eller g\u00e5r det hele i ring, som nogen hygger sig med at p\u00e5st\u00e5? Det sidste kan ikke v\u00e6re tilf\u00e6ldet, for ingen kan v\u00e6re s\u00e5 dum at gentage fortidens fejl. S\u00e5dan noget som religion, noget de troede p\u00e5 for at g\u00f8re det hele nemmere, troede de. Det m\u00e5 aldrig ske igen.<\/p>\n\n\n\n
Bedst som jeg sover, men lige f\u00f8r jeg skulle til at v\u00e5gne af mig selv, bliver jeg v\u00e6kket af Lear. Han er min mentor, og han siger at vi skal afsted med det samme. Ikke det mindste er der tid til, det undrer mig, jeg er ikke vant til noget der haster. Vi g\u00e5r gennem gangene, jeg i natt\u00f8j med en sl\u00e5brok over. Vi g\u00e5r hastigt, for mig lidt ubekvemt i sl\u00e5brok og sutter, og slutter os til en k\u00e6de, som Lear giver tegn til, og starter med det samme. Vi kommer udenfor de beskyttede omr\u00e5der og standser ved en nyligt anlagt base, hvorfra de eksterne ekspeditioner skal udg\u00e5. Alle spredes, de fleste bliver modtaget og ledsaget mod hver sin destination. Jeg f\u00f8lger med Lear til en slags forhal, og vi g\u00e5r m\u00e5lrettet mod dens anden ende. Jeg generer mig en smule over min p\u00e5kl\u00e6dning, men s\u00e5 bliver vi passet op af en mindre men kraftig, smykkebeh\u00e6ngt kvinde med sit f\u00f8lge. Rosina.<\/p>\n\n\n\n
– Du kommer for sent!<\/p>\n\n\n\n
– Til hvad?<\/p>\n\n\n\n
– Til din audition!<\/p>\n\n\n\n
– Undskyld, jeg vidste ikke noget om en aftale.<\/p>\n\n\n\n
– Det taler ikke til din fordel. Ansvaret for information p\u00e5hviler den der skal bruge den!<\/p>\n\n\n\n
Efter at v\u00e6re lukket ind gennem flere hold d\u00f8re og have hilst p\u00e5 flere hold mennesker bliver jeg anbragt p\u00e5 en stol midt i en sal. Ved endev\u00e6ggen noget der ligner et kontor med arbejdsborde, ved et af dem sidder en midaldrende kvinde. Hun stiller mig nogle sp\u00f8rgsm\u00e5l, og kommer med m\u00e6rkelige kommentarer, som jeg n\u00e6sten ikke kan forst\u00e5. Jeg svarer h\u00f8fligt, mens jeg undrer mig over hendes fremtoning. Mellem avlsudvalgte og gensorterede mennesker er jeg ikke vant til at se afvigende individer. Jeg ser, at der p\u00e5 endev\u00e6ggen over tableauet er anbragt et \u00f8je og en stemme. \u00d8jet overv\u00e5ger mig, og stemmen siger:<\/p>\n\n\n\n
– Hvordan vil du bed\u00f8mme denne persons muligheder for at indg\u00e5 i din arbejdsgruppe?<\/p>\n\n\n\n
– Det kan jeg ikke bed\u00f8mme, svarer jeg, – ud fra et f\u00f8rsteh\u00e5ndsindtryk. En persons s\u00e6rpr\u00e6gede fremtoning skal ikke stille sig i vejen for samarbejdsrelationer, eller andre relationer. Om de kan opbygges, arbejdsrelationerne, er noget der viser sig hen ad vejen.<\/p>\n\n\n\n
Ordene ‘hen ad vejen’ udtalt langsomt, med betoning p\u00e5 hver stavelse. Under seancen har jeg f\u00f8lt mig ubekvem til mode i mit ydmyge antr\u00e6k mellem alle de ulasteligt p\u00e5kl\u00e6dte, siddende med sl\u00e5brokkens ene kant i h\u00e5nden, som for at holde den bedre lukket til. Men nej, det er nok bedre at slappe af, slippe sl\u00e5brokken og egenkontrollen en smule.<\/p>\n\n\n\n
Kvinden ved skrivebordet rejser sig og g\u00e5r, st\u00f8ttet af to hj\u00e6lpere, tilbage over gulvet mod udgangen bag min stol. Har aldrig set en cerebral parese f\u00f8r, m\u00e5 jeg indr\u00f8mme.<\/p>\n\n\n\n
I det samme n\u00e6rmer en anden person sig forfra, og bev\u00e6ger sig hen mod mig p\u00e5 en p\u00e5tr\u00e6ngende m\u00e5de, som en irriterende selskabsklovn. Han har selskabst\u00f8j p\u00e5, beh\u00e6ngt med sp\u00f8g og sk\u00e6mt artikler, p\u00e5 maven p\u00e5sp\u00e6ndt en flaske, som han laver masturberende bev\u00e6gelser p\u00e5 med et fjoget grin, samtidig med at han n\u00e6rmer sig og tr\u00e6nger indenfor den fysiske intimsf\u00e6re, s\u00e5 jeg m\u00e6rker varmen og lugten fra ham. Han afleverer nogle replikker, men dem er jeg for distraheret til at h\u00f8re ordentligt efter.<\/p>\n\n\n\n
– Hvordan har du det med denne type? sp\u00f8rger stemmen p\u00e5 v\u00e6ggen. – Er det en, du vil kunne samarbejde med?<\/p>\n\n\n\n
– Det er nok v\u00e6rre, svarer jeg, – her skal jeg arbejde med en spontan aversion. Det bliver sv\u00e6rt.<\/p>\n\n\n\n
– Arbejde? Aversion? sp\u00f8rger selskabsklovnen med et forbl\u00f8ffet udtryk. – Jeg skaber hum\u00f8r!<\/p>\n\n\n\n
– Kan det t\u00e6nkes, sp\u00f8rger stemmen, – at aversionen fortager sig gennem n\u00e6rmere bekendtskab?<\/p>\n\n\n\n
– Det kan det vel, i teorien. Jeg kender fortilf\u00e6lde. Man kan affinde sig med det i en form for overb\u00e6renhed, men det efterlader altid en kvalme, som m\u00e5 skylles v\u00e6k igen.<\/p>\n\n\n\n
– Det forst\u00e5r jeg ikke! siger selskabsklovnen, – det er mig der kommer med overskuddet, og dig der ikke vil modtage det!<\/p>\n\n\n\n
– Det er muligt, men det er ikke den slags overskud jeg tager n\u00e6ring fra.<\/p>\n\n\n\n
En tredje person er ankommet i mellemtiden, og bliver st\u00e5ende p\u00e5 gulvet, lidt til venstre set fra min plads. Selskabsklovnen g\u00e5r. Personen siger ikke noget, men skutter sig utilpas eller utilfreds. S\u00e5 t\u00e6nder han en sm\u00f8g. Det er lang tid siden, jeg har set nogen ryge en sm\u00f8g. Efter f\u00e5 sug smider den gnavne sm\u00f8gen p\u00e5 gulvet og tr\u00e6der den ud. Derefter tager han en karamel op af lommen, putter den i munden, smider papiret over skulderen og g\u00e5r hastigt, med h\u00e6nderne i lommerne og en tillukket attitude.<\/p>\n\n\n\n
– Det er ikke n\u00f8dvendigt at sp\u00f8rge, siger jeg uden at vente p\u00e5 stemmen fra v\u00e6ggen. – Her ville jeg gribe ind \u00f8jeblikkeligt. Der var overtr\u00e6delser af alle regler.<\/p>\n\n\n\n
– Hvorfor gjorde du det s\u00e5 ikke? Her sidder du parat i din uniform til kampsport, og s\u00e5 udnytter du ikke chancen til en lille demonstration!<\/p>\n\n\n\n
– Det er ikke en uniform, og jeg ved ikke hvad kampsport er. Jeg g\u00e5r ud fra, at alle er klar over det skadelige i konfrontation, konflikt, kamp, og at alle er i stand til at klare sig uden den slags primitive ytringer.<\/p>\n\n\n\n
Her kommer en figurant der forestiller en overeksponeret machotype.<\/p>\n\n\n\n
– Hvis de andre ikke var parodier, s\u00e5 er denne her i hvert fald! griner jeg.<\/p>\n\n\n\n
Figuranten stiller sig i positur. Benene spredt, som for at g\u00f8re sig bredere og beherske rummet. Skuldre og overarme muskelsp\u00e6ndt, som for at \u00f8ge volumen og tage sig st\u00f8rre ud. Fremskudt hage og strammede k\u00e6bemuskler, der sender b\u00f8lger af ansp\u00e6ndthed over kindbenene op til tindingerne og gennem halsmusklerne ned til bryst og skuldre. Ansigt og mimik fortrukket i et sk\u00e6vt smil, \u00f8jenbrynene s\u00e6nket og \u00f8jenl\u00e5gene smalt tillukket. Han bev\u00e6ger sig hen mod mig i en gangart med bredt svungne og overdrevet kontrollerede bev\u00e6gelser.<\/p>\n\n\n\n
Jeg griner ikke mere.<\/p>\n\n\n\n
– Hvad er det for et latterligt skuespil? Findes s\u00e5dan noget stadig? Var det ikke den slags, der udryddede sig selv for mellem tredive og fyrre generationer siden? Skal det virkelig v\u00e6re n\u00f8dvendigt at genoplive s\u00e5dan nogle primitive dominereattituder? En frast\u00f8dende p\u00e5mindelse om den modbydelige arv, som vi gjorde s\u00e5 stor indsats for at udrydde! Det vil tage mig lang tid at komme mig over det! Er I klar over hvad I g\u00f8r? Det er mental tortur! Skulle det v\u00e6re n\u00f8dvendigt?<\/p>\n\n\n\n
Det er sv\u00e6rt for mig at holde mig i ro, s\u00e5 ophidset er jeg. Jeg gemmer ansigtet i h\u00e6nderne og bukker mig fremad med hoved og h\u00e6nder skjult mellem kn\u00e6ene.<\/p>\n\n\n\n
Da jeg hulkende retter sig op er machomonsteret g\u00e5et, og endnu en figurant kommet p\u00e5 gulvet. Det er en ung, yngre, meget smuk kvinde som beslagl\u00e6gger hele min opm\u00e6rksomhed. I \u00e9t eneste lynglimt ser jeg hver eneste del af hendes krop, om det s\u00e5 er ankel, skulder, nakke, ryg, h\u00e5nd, kn\u00e6, som berusende udtryk for feminin sk\u00f8nhed. Hvis man m\u00e5ler puls og blodtryk p\u00e5 mig vil man se udslag. Jeg t\u00f8rrer t\u00e5rerne, sidder og nyder forevisningen uden at kommentere. Den komplet velskabte, fuldendt harmoniske kropsbygning, det vidunderlige, bl\u00f8dt formede ansigt med det s\u00f8rgmodigt dr\u00f8mmende smil. En blidhed der lammer og fremkalder beskyttelsestrang. Uimodst\u00e5elig. Hun siger ikke noget, poserer ikke, men bev\u00e6ger sig roligt og afslappet rundt, som i tanker. Jeg h\u00e5ber ikke hun danner par med machokarikaturen.<\/p>\n\n\n\n
– Kunne du forestille dig at arbejde sammen med en person som denne? sp\u00f8rger stemmen fra bagv\u00e6ggen.<\/p>\n\n\n\n
– Ubetinget, siger jeg stille. – S\u00e5 beh\u00f8vede jeg ikke t\u00e6nke p\u00e5 andet.<\/p>\n\n\n\n
– Tak, siger stemmen. – Din audition er afsluttet. Der voteres. V\u00e6r venlig at tage plads udenfor. Der vil v\u00e6re et svar inden for kort tid.<\/p>\n\n\n\n
Udenfor har Lear ventet. Han har sj\u00e6ldent v\u00e6ret s\u00e5 irritabel, og irettes\u00e6tter mig spydigt, som i d\u00e5rligt behersket irritation.<\/p>\n\n\n\n
– Du skal ikke vente dig noget af dette her! siger han. – En slap, ukoncentreret pr\u00e6station! Du lader dig hele tiden distrahere af noget uv\u00e6sentligt!<\/p>\n\n\n\n
– Hvad er det, der var s\u00e5 uv\u00e6sentligt?<\/p>\n\n\n\n
– Den f\u00f8rste. Du tog ikke stilling til hendes handicap!<\/p>\n\n\n\n
– Nej, jeg tog stilling til hendes udsagn. Var det uv\u00e6sentligt?<\/p>\n\n\n\n
– Det er som man tager det. Og den n\u00e6ste. Du tog kun stilling til hans fremtoning.<\/p>\n\n\n\n
– Det er jo fordi den gjorde mig d\u00e5rlig. Og fordi han kun kunne sige det rene vr\u00f8vl.<\/p>\n\n\n\n
– S\u00e5 var der ham med cigaretten. Her kommenterede du ogs\u00e5 kun fremtoningen.<\/p>\n\n\n\n
– Han sagde jo ikke noget. Men jeg kritiserede ikke fremtoningen, selvom den irriterede mig. Jeg kritiserede adf\u00e6rden.<\/p>\n\n\n\n
– Og den fjerde? Han sagde heller ikke noget, men du overreagerede. Det blev helt pinligt!<\/p>\n\n\n\n
– Jeg troede det var l\u00f8gn. Nu har jeg besv\u00e6r med at f\u00e5 den d\u00e5rlige oplevelse ud af hovedet igen. Det kan tage tid.<\/p>\n\n\n\n
– Og det var en f\u00f8lelsesm\u00e6ssig overreaktion. Lige som med den sidste. Du er til audition, men s\u00e5 g\u00e5r du lige i f\u00e6lden og bliver afledt af en smuk kvinde!<\/p>\n\n\n\n
– Hvad er du ude p\u00e5? Jeg bad ikke om dette, jeg blev taget p\u00e5 sengen, jeg reagerede spontant, det er hvad det var, s\u00e5 m\u00e5 de se om de kan bruge det til noget! Du skal ikke patronisere, det passer ikke til en person af format, og det g\u00e5r du jo for at v\u00e6re!<\/p>\n\n\n\n
Lear ryster p\u00e5 hovedet, g\u00e5r hen over gulvet, tager en lommebog frem og g\u00f8r notater, m\u00e5ske om noget helt andet.<\/p>\n\n\n\n
Pausen har ikke varet l\u00e6nge, da jeg kaldes ind igen. Lear f\u00f8lger mig et par skridt bagefter, men bliver bedt om at vente udenfor. I salen genkender jeg de fem figuranter i en gruppe mellem fire andre personer. De er nu i neutral p\u00e5kl\u00e6dning, jeg stadig i sl\u00e5brok. Den sk\u00f8nne er stadig sk\u00f8n, nu i arbejdst\u00f8j. En af personerne kommer frem og modtager mig.<\/p>\n\n\n\n
– Velkommen, siger han, med den samme stemme som f\u00f8r kunne h\u00f8res fra bagv\u00e6ggen. – Din optagelse er enstemmigt bekr\u00e6ftet. Dit reaktionsm\u00f8nster var optimalt. Vi vil gerne se dig p\u00e5 projektet. M\u00e5 jeg pr\u00e6sentere dig for Rosina, hun er ekspeditionens leder, hun vil introducere dig for resten af holdet.<\/p>\n\n\n\n
Rosina som Libidel og leder af ekspeditionen, det er noget jeg m\u00e5 tage stilling til. Hun er jo en Libidel, s\u00e5 det skal ikke genere hende at v\u00e6re seksuelt aktiv konstant, kun afbrudt af toilet, bad og m\u00e5ltider. Man skal passe p\u00e5 med at komme hende n\u00e6r, s\u00e5 deltager man straks i noget sex med hende. Spild af tid, kr\u00e6fter og hum\u00f8r. Dem der skal massere hendes \u00f8mme muskler, de l\u00e6ger der skal unders\u00f8ge hende og behandle hende, kan kun komme til mens hun er optaget med en anden. Ja, det er hvad de siger og de siger s\u00e5 meget, men alligevel. Havde hun s\u00e5 bare v\u00e6ret den sk\u00f8nne fra figuranterne, men det er Rosina langtfra. Jeg spekulerer allerede p\u00e5 hvordan jeg kan m\u00f8de den sk\u00f8nne igen.<\/p>\n\n\n\n
Det siges, at man for kun er et par menneskealdre siden begyndte at vove sig ud i naturen for f\u00f8rste gang. Kun p\u00e5 korte ture, kun i kort tid ad gangen, s\u00e5 skyndte man sig hjem igen. De havde v\u00e6ret ude i de beskyttede kl\u00f8fter, fortalte de, nede i bunden var der t\u00e6tte skove med rivende str\u00f8mme og stillest\u00e5ende moser. S\u00e5dan en natur, der havde passet sig selv i snesevis af generationer, uden mennesker til at blande sig. Tykke, gamle tr\u00e6er, uvejsomt vildnis, overalt ufremkommeligt med v\u00e6ltede stammer, nye og gamle, nogle n\u00e6sten r\u00e5dnet v\u00e6k. Massevis af buske og unge tr\u00e6er, krybende og slyngende planter, og svampe. En m\u00e6ngde forskellige svampe, enkeltvis og i klynger, nogle p\u00e5 bunden, andre p\u00e5 d\u00f8de tr\u00e6er. Og insekter. N\u00e5r der ikke var vinter, var der insekter. Luftens dis og de svirrende insekter beskrev de, oplyst af solstr\u00e5lerne som skar sig skr\u00e5t ned gennem l\u00f8vtaget, spaltedes af lodrette stammer og krogede grene, glimtede i gr\u00e6ssets og edderkoppespindenes dugperler. Og dyndet, der hellere ville suge st\u00f8vlerne af dem end give dem fast grund at st\u00e5 p\u00e5. S\u00e5dan nogle idylliske landskaber kan vi ikke se l\u00e6ngere. Kl\u00f8fterne blev d\u00e6kket til under sandflugterne, moserne fyldt op og str\u00f8mmene \u00e6ndrede deres l\u00f8b. Vejret og klimaet blev lige s\u00e5 ug\u00e6stfrit som de \u00f8delagte landskaber.<\/p>\n\n\n\n
Det var dengang de byggede vindmaskinerne og solpanelerne, kl\u00e6dt i beskyttelsesdragter. Heltemodigt. Det er stadig risikabelt at g\u00e5 ud, enten bliver man bl\u00e6st v\u00e6k af sandstorme, eller overfaldet af myggesv\u00e6rme. Begge dele kostede livet for uforsigtige pionerer.<\/p>\n\n\n\n
Vi lever i en sp\u00e6ndende tid. Med korte mellemrum f\u00e5r vi nye meddelelser, ofte opmuntrende, men ikke altid.<\/p>\n\n\n\n
For det f\u00f8rste, de meget omhyggelige m\u00e5linger af naturens tilstand uden for hulerne viser, at vi nu kan bev\u00e6ge os ud, i lidt l\u00e6ngere tid ad gangen. Men kun for de udvalgte. Reproduktionen er det, vi v\u00e6rner allermest om i vores hulesamfund, og vi skal ikke uds\u00e6tte de kommende generationer for arvelige defekter. Derfor kommer man kun med, hvis man ikke skal have b\u00f8rn.<\/p>\n\n\n\n
For det andet er der igen fundet et ukendt hulesystem, det gemmer sikkert p\u00e5 endnu mere viden om de perioder der gik forud, om tiden f\u00f8r de store katastrofer.<\/p>\n\n\n\n
Jeg m\u00e5 v\u00e6lge. To muligheder for ny viden af afg\u00f8rende betydning. Ud i terr\u00e6net, ind i bjerget? M\u00e5ske f\u00e5r vi vished om \u00e5rsagen til de store katastrofer, om de skyldes v\u00e6ldige naturkr\u00e6fter, kollision med et andet himmellegeme. Om menneskene selv skabte dem, om de bidrog, og i hvilket omfang. Hvis ikke, bliver spekulationerne om fortiden ved med at v\u00e6re spekulationer.<\/p>\n\n\n\n
Ligner det s\u00e5 min dr\u00f8m? Turen til det indre, som jeg dr\u00f8mte mig til, og som gav mig lysten til at unders\u00f8ge det i virkeligheden?<\/p>\n\n\n\n
Det kan jeg ikke svare p\u00e5. Jeg havde h\u00e5bet at finde ordnet materiale med genstande og skrifter, om ikke lagt frem til udstilling, s\u00e5 dog i overskuelig tilstand. Det var der ikke tale om. Der er stadig grund til at beskytte fundene, kun adgang for udvalgte specialister med ansvar for f\u00f8rst at redde det unders\u00f8gte fra at blive \u00f8delagt, derefter g\u00f8re det tilg\u00e6ngeligt for videnskaben og forskningen, inden for en lang r\u00e6kke omr\u00e5der. Ark\u00e6ologerne tr\u00e6der de f\u00f8rste skridt ind i det nye ukendte. Derfor blev jeg ark\u00e6olog. Spor kan \u00f8del\u00e6gges, viden kan hindres i at komme frem, hvis man er for klodset, det ved jeg godt.<\/p>\n\n\n\n
Og s\u00e5 kommer denne ekspedition. Jeg blev godkendt til at deltage. Nysgerrigheden og interessen lokker mig, men det g\u00f8r sk\u00f8nne kvinder ogs\u00e5, siger erfaringen. Hvis de har brug for min beskyttelse.<\/p>\n\n\n\n
Der kan teoretisk set findes omr\u00e5der andre steder p\u00e5 jordens overflade, med bedre klima og mere forudsigelige vejrsituationer. Det er den egentlige opgave for nutidens pionerer. At s\u00f8ge efter s\u00e5danne omr\u00e5der, beskrive dem og analysere mulighederne for at bos\u00e6tte sig der.<\/p>\n\n\n\n
De sikrede omr\u00e5der er udvidet til hele dalen og et stykke op ad bjergskr\u00e5ningerne, helt op til hvor der aldrig har vokset noget. Det vil sige hele landskabet. Alt vi kan se herfra h\u00f8rer til det sikrede omr\u00e5de. Ikke at vi tager det i besiddelse, for det er en forkert m\u00e5de at behandle naturen p\u00e5. Det er ogs\u00e5 forbudt. Men vi kan komme der, hvis vi f\u00e6rdes sk\u00e5nsomt og med respekt, kort sagt s\u00e5 det ikke kan ses at vi har v\u00e6ret der. Alligevel er der trampet stier i flere retninger, hvilket kan accepteres, n\u00e5r det holder sig i den umiddelbare n\u00e6rhed af ekspeditionens omr\u00e5de, og fortoner sig n\u00e5r man kommer l\u00e6ngere ud.<\/p>\n\n\n\n
Det har altid v\u00e6ret livsfarligt at bev\u00e6ge sig udenfor, det har man vidst i masser af generationer. Forresten m\u00e6rkeligt at vi stadig t\u00e6ller i generationer, men vi har ikke rigtig andet at kende tiderne p\u00e5. Vistnok en overlevering fra urtiden. L\u00e6ngde, m\u00e5l, v\u00e6gt, varme og kulde, og tid, den slags har vi m\u00e5leenheder for. De er allesammen for\u00e6ldede, tager udgangspunkt i nogle upr\u00e6cise st\u00f8rrelser, men godt indarbejdet s\u00e5 det er sv\u00e6rt at \u00e6ndre dem.<\/p>\n\n\n\n
Vi kan g\u00e5 ud i omgivelserne, se dag og nat, sommer og vinter, og m\u00e6rke de forhistoriske tidsregninger i \u00e5r og dag, som giver mening her. Opleve en verden fremmed for vores, og farlig. Man kan d\u00f8 af at opholde sig der. Tilladelser gives kun for hundrede af de dage man bruger her ude, en forsigtighedsregel. Blevet bedre siger de. I begyndelsen, dengang vores forg\u00e6ngere flygtede fra farerne og samlede sig dybt inde i bjergene, d\u00f8de man af at v\u00e6re ude i ganske kort tid. De sagde ikke om det var gift, str\u00e5ling, som ogs\u00e5 er gift, kv\u00e6lning, eller farlige infektioner, man d\u00f8de af. S\u00e5 man gik ikke ud. Nu sendes folk ud for at unders\u00f8ge verdens almindelige tilstand. Jeg ved ikke hvorfor, man kan jo ogs\u00e5 d\u00f8 af nysgerrighed. Hvad vi l\u00e6rte som b\u00f8rn i den allerf\u00f8rste barndomstid hvor vi kunne tale, lytte og forst\u00e5. Det var farligt at v\u00e6re nysgerrig. Nu er det tilladt, flere og flere bliver bedt om at v\u00e6re nysgerrige.<\/p>\n\n\n\n
Egentlig er det nok et ret beskyttet liv vi lever. Men ind imellem skulle man tro, at vi kun venter p\u00e5 noget andet. Vi har det godt, ingen dr\u00f8mmer om at undv\u00e6re beskyttelsen, og ingen \u00f8nsker det anderledes. Er det nu rigtigt? Vi ved, at der findes en verden udenfor, og vi ved, at der sandsynligvis er en slags liv udenfor. Det er menneskeligt liv jeg t\u00e6nker p\u00e5, for planterne og enkelte dyr er der jo, dem kan vi se. De f\u00e5 der vover sig udenfor i deres n\u00f8dvendige opgaver kommer p\u00e5 h\u00e5rdt arbejde. Vi f\u00f8lger dem, og h\u00e5ber for dem at de snart vender hjem, s\u00e5 de kan komme ud af deres telte, kapsler og beskyttelsesdragter. Selvom de er vant til sn\u00e6vre forhold m\u00e5 det f\u00f8les stramt og sn\u00e6rende. De kommer kun sj\u00e6ldent til skade, og fejres n\u00e5r en sp\u00e6ndende mission lykkes for dem.<\/p>\n\n\n\n
Jeg skal deltage i den historisk-ark\u00e6ologiske ekspedition. Den drager ud sammen med den biologisk-zoologiske ekspedition, som ledes af Rosina. Hun siger at alle sm\u00e5 b\u00f8rn skal falde i s\u00f8vn i mors arme og v\u00e5gne op i mors arme, ellers f\u00e5r man besv\u00e6rlige b\u00f8rn. P\u00e5 samme m\u00e5de skal hun falde i s\u00f8vn i en elskers arme og v\u00e5gne op i en elskers arme, ellers f\u00e5r de en besv\u00e6rlig ekspeditionsleder. Ja tak, siger vi, det kan vi godt forestille os. Men det beh\u00f8ver ikke v\u00e6re den samme, siger hun, det m\u00e5 gerne v\u00e6re en anden man v\u00e5gner op til, for man skal ikke regne med at en enkelt kan holde til det hele. En otte-ti p\u00e5 skift, det skulle v\u00e6re passende, s\u00e5 er der altid en der er frisk, siger hun. S\u00e5 det er heldigt nok, at ekspeditionen er sammensat af netop ti, med hende som eneste kvinde. S\u00e5 kan det ikke g\u00e5 galt, alle kan komme til, ingen n\u00e5r at blive tr\u00e6t af det ensformige, men for Rosina skal det v\u00e6re ensformigt, og fors\u00f8ger man noget nyt bliver man rettet. Fra hun v\u00e5gner til hun l\u00e6gger sig til at sove skal det st\u00e5 p\u00e5 mindst tre gange, helst fire. Lige s\u00e5 tit som hun spiser, men mellem m\u00e5ltiderne. Hendes assistent laver en plan, s\u00e5 alle har noget at g\u00e5 efter. Planen kasseres af de andre og m\u00e5 laves om, for assistenten er kommet til at s\u00e6tte sig selv p\u00e5 tre gange hver gang de andre har to. Til sidst finder de et kompromis og bliver enige.<\/p>\n\n\n\n
Rosina. At danse med Rosina, som jeg pr\u00f8vede ved festen, noget jeg ikke havde oplevet f\u00f8r. Rosina er ikke s\u00e6rlig h\u00f8j, men fast i det, massiv kunne man sige. Dansen sker p\u00e5 hendes initiativ, hun tager min h\u00e5nd eller hvor hun nu har fat, jeg slynges rundt, hun er et gravitationsfelt som jeg ikke kan undslippe. Modsat Isa, sammen med Isa sv\u00e6ver vi, dans med hende er som en v\u00e6gtl\u00f8s flyvetur, med f\u00e6lles sanser, f\u00e6lles s\u00f8gen og f\u00e6lles m\u00e5l. Ligesom n\u00e5r vi elsker. P\u00e5 ekspeditionen med Rosina vil jeg bytte mig fra vagterne med hende, der er nok nogen der vil.<\/p>\n\n\n\n
Den biologisk-zoologiske ekspedition skal kortl\u00e6gge biotoper, arter, populationer, variationer og udbredelser. Der skal laves en registrering fire gange om \u00e5ret, s\u00e5 man kan f\u00f8lge forandringer og udviklinger.<\/p>\n\n\n\n
Den historisk-ark\u00e6ologiske ekspedition f\u00e5r denne gang lov til at komme med, fordi der nu er givet adgang til at afs\u00f8ge terr\u00e6net for ruiner og andre rester af menneskelig virksomhed. Ligesom den biologisk-zoologiske ekspedition i omr\u00e5der, der f\u00f8r var udenfor vores r\u00e6kkevidde. Vi skal l\u00e6ngere ud end man tidligere har turdet. Resultaterne fra vores fund m\u00e5 have inspireret til de nye tilladelser.<\/p>\n\n\n\n
Mens den biologisk-zoologiske ekspedition skal finde kaniner, flagermus og kakerlakker, t\u00e6lle gr\u00e6sser, buske og tr\u00e6er, skal den historisk-ark\u00e6ologiske ekspedition lede efter spor fra svundne civilisationer. Unders\u00f8ge de \u00e5bne vidder og se efter forandringer der ikke kan v\u00e6re naturlige, om muligt drage dybt ind i klipperne, finde andre tunnelsystemer, t\u00e6nk hvis der skulle v\u00e6re gemt flere fantastiske oplysninger om fortiden. Til at begynde med kun p\u00e5 korte ture, og indtil vi finder disse tunnelsystemer, kun i den tid hvor der er lyst. Senere glemmer vi m\u00e5ske aftalen om at dele vagterne hos Rosina, det kan jo ske hvis vi finder noget sp\u00e6ndende der g\u00f8r os nysgerrige og beslagl\u00e6gger vores opm\u00e6rksomhed. Mig lokker Rosina ikke, jeg har altid foretrukket leg og eksperiment for rutine.<\/p>\n\n\n\n
Sastro anslog en eftert\u00e6nksomhed. Som om han ville resumere over de resultater der var indsamlet, men ikke ville stille sig i vejen for festen. Det satte noget i gang, noget som m\u00e5 ligge parat n\u00e5r det skal bruges. Det er om de den dybe indsigt, de brede perspektiver og de endelige m\u00e5l.<\/p>\n\n\n\n
T\u00e6nk p\u00e5 hvordan, hvis vi nu kunne t\u00e6nke os tilbage til den pr\u00e6kataboliske tidsalder, de tider hvor der var mennesker nok, hvor de var ved at blive for mange, de blev jo for mange, der var rigeligt at tage af. Det havde nok v\u00e6ret en fordel at avle lidt p\u00e5 dem dengang. Med metoder de kendte. Kunne det lade sig g\u00f8re under de forhold? Det kunne det nok ikke. Befolkningens v\u00e6kst var endnu ikke opfattet som et problem. Egen befolknings. Kunne menneskenes mentalitet v\u00e6re andet end ukr\u00e6nkelig? Egen mentalitet. Enhver tanke om det var blasfemisk og kriminel. Mennesket var n\u00e6rmest guddommeligt, med den tids begreber. Vi m\u00e5 ikke lave om p\u00e5 menneskets natur! blev der sagt. Og vi kan heller ikke! De havde religioner, og religionerne forb\u00f8d at g\u00f8re noget som helst ved det guddommelige menneske. Om Gud vil! var mottoet. Inshalla! De greb ikke ind i tide, folk fik lov til at formere sig med alle de fejl og mangler de havde, og civilisationerne styrtede sig selv ud i tilintetg\u00f8relsen! Mods\u00e6tninger, stridigheder, konfrontationer, kamp, krig, massakrer, folkedrab, det var hvad de kunne finde ud af. T\u00e6nke sig en hel art, der styrter sig ud i tilintetg\u00f8relsen, fordi de hverken ville indse problemerne eller g\u00f8re noget ved dem! Det kunne v\u00e6re l\u00f8st ved at sortere de aggressive fra. Som vi gjorde, vi, de overlevende. Tvunget af barsk n\u00f8dvendighed, men det hjalp!<\/p>\n\n\n\n
– Havde de bare vidst hvad vi ved, om at udrydde menneskenes d\u00e5rlige egenskaber, s\u00e5 var katastroferne nok aldrig sket!<\/p>\n\n\n\n
– Er der s\u00e5 en forklaring p\u00e5 hvorfor de s\u00e5 ikke gjorde noget ved det? De var jo n\u00e6sten – s\u00e5 vidt vi ved fra de tilg\u00e6ngelige kilder – de var jo lige s\u00e5 bevidste om processerne som vi er i vores tid?<\/p>\n\n\n\n
– Det kan vi nok ikke f\u00e5 noget entydigt svar p\u00e5. En forklaring synes at v\u00e6re magt. Vi ved jo at deres intelligens og evne til at l\u00e6re, den var fuldst\u00e6ndig som vores. Men n\u00e5r de skulle tr\u00e6ffe valg og beslutte sig, s\u00e5 vandt magten over intelligensen. B\u00e5de magtstrukturerne og beslutningsstrukturerne var jo, som vi ved, simple og primitive. I vores tid har vi udviklet procedurer for vores valg og afstemninger, som tager h\u00f8jde for den viden der foreligger. S\u00e5dan var det bestemt ikke i forhistorisk tid. Alle kunne deltage i valg og afstemninger om alt muligt, men ikke alle var klar over hvad der foregik, ikke alle var klar over hvad der var galt, hvad der kunne g\u00f8res og hvad der stod p\u00e5 spil. Derfor gik det galt. Ligesom nu var der flere der ikke vidste besked end dem der vidste besked. Nu stemmer vi kun om det vi ved noget om. S\u00e5 undg\u00e5r vi det v\u00e6rste.<\/p>\n\n\n\n
Men vi kunne da godt lege med kontrafaktiske h\u00e5b. T\u00e6nk engang hvis de store katastrofer aldrig havde v\u00e6ret der. Katastroferne gjorde jo en ende p\u00e5 civilisationerne, menneskeheden blev stort set udryddet. Hvis det der skete ikke var sket, var det s\u00e5 blevet mindre modbydeligt? Der var masser af bestialske borgerkrige. De var fortsat selv uden katastroferne, indtil det var dem der blev katastroferne. Migrationerne, som vi har l\u00e6st om, hele folkeslag p\u00e5 flugt fra egne som andre havde gjort ubeboelige. S\u00e5 sk\u00f8d de dem der flygtede, dem der ikke kunne, dem der lige havde reddet sig i sikkerhed, dem der ville sl\u00e5 sig ned i mere fredelige egne, hvad de egne bestemt ikke blev mere fredelige af. Det med at deles om pladsen og mulighederne passede ikke ind i mentaliteten.<\/p>\n\n\n\n
Hvis det ikke var sket, var der s\u00e5 kommet endnu flere r\u00e6dselsfulde borgerkrige i stedet for?<\/p>\n\n\n\n
Kun vi, de overlevende, l\u00e6rte at omg\u00e5s hinanden i fred. Vi l\u00e6rte det p\u00e5 den h\u00e5rde m\u00e5de, javel.<\/p>\n\n\n\n
Vi havde aldrig f\u00e5et afskaffet vores d\u00e5rlige egenskaber uden at l\u00e6re det p\u00e5 den h\u00e5rde m\u00e5de.<\/p>\n\n\n\n
Som det nogle gange kan ske, var der enkelte imellem, som ikke var helt idiotiske, og som kunne se at menneskene og folkene sagtens kunne indrette sig bedre med hinanden. Det synspunkt m\u00f8dte stor modstand. Det blev aldrig muligt at beslutte s\u00e5dan noget, for de f\u00e5 der ikke var helt idioter kunne aldrig f\u00e5 nok tilslutning, og derfor heller ikke nogen indflydelse. Alle idioterne fra n\u00e6r og fjern blev ved med at \u00f8del\u00e6gge alt for hinanden, og s\u00e5 kunne ingen l\u00e6ngere se forskel p\u00e5, om det var os der \u00f8delagde det for de andre, om det var de andre der \u00f8delagde det for os, om alle \u00f8delagde alting for hinanden, om alle \u00f8delagde alting for sig selv, det kunne komme ud p\u00e5 et. For det var hvad der skete. Til sidst var det ikke muligt at leve videre nogen steder, og de f\u00e5 mennesker der var tilbage m\u00e5tte grave sig ned og leve i huler for at beskytte sig. Dernede var der meget sn\u00e6vert og meget trangt. Alle der kun t\u00e6nkte p\u00e5 at gavne sig selv og skade de andre blev ved med at bek\u00e6mpe hinanden, indtil der ikke l\u00e6ngere var nogen af idioterne tilbage. Kun de flinke, hensynsfulde og besindige overlevede, det er dem, alle de nulevende hos os stammer fra.<\/p>\n\n\n\n
Der var s\u00e5dan nogle steder, kun ganske f\u00e5 steder, enkelte huler, hvor nogle af de f\u00e5, nogle af dem der ikke var helt idiotiske, fandt sammen og s\u00f8gte tilflugt. De havde indset at menneskene og folkene godt kunne indrette sig fornuftigt med hinanden, og de sagde til hinanden, at hvis man skulle overleve under de sv\u00e6re forhold p\u00e5 de meget trange steder, s\u00e5 var man n\u00f8dt til at tilpasse sig. De begyndte at l\u00e6re af sig selv og af de andre hvordan man kunne leve sammen p\u00e5 meget lidt plads og med meget f\u00e5 muligheder, og de fandt ud af, at den bedste m\u00e5de at tilpasse sig, ud over at blive ved og ved med at blive klogere, det var ved at styrke de egenskaber der gjorde det muligt, og sv\u00e6kke de egenskaber der gjorde det umuligt. Og hvordan kunne det g\u00f8res bedre end ved at forbedre menneskene? Menneskene m\u00e5tte lave sig selv om! Der var dem der hverken kunne forliges med forholdene eller lave sig selv om. De faldt fra, flygtede, forsvandt, var aldrig mere at se. Og der var dem der ville give det et fors\u00f8g. Det har vistnok v\u00e6ret b\u00e5de vanskeligt og ubehageligt for dem. Kurser og tr\u00e6ninger, principper for opdragelse og uddannelse til samfundsmedlemmer, det var sv\u00e6rt. Sammen med evig overv\u00e5gning og social kontrol, for man kunne aldrig v\u00e6re alene, de m\u00e5 have f\u00f8lte det som en urimelig byrde og en modbydelig straf for nogle forbrydelser som alle andre havde beg\u00e5et. De sammenlignede det med overfyldte f\u00e6ngsler uden luft, vand og afl\u00f8b. Mange blev vanvittige, flere tog livet af sig. Andre spekulerede over mulighederne og fremtiden, satte sig sammen for at t\u00e6nke, og kom i tanker om forg\u00e6ngernes metoder fra avlsarbejdet dengang de havde husdyr. Det var hvad de besluttede, det var hvad de fors\u00f8gte, gjorde, udrettede, gennemf\u00f8rte. Midt i deres uoverstigelige problemer, i bestr\u00e6belserne for ikke at udd\u00f8, for at redde fremtiden for de n\u00e6ste generationer, ville de forbedre sig selv. De inds\u00e5, at hver gang der blev f\u00f8dt et barn med vanskeligt sind og stridbart temperament ville det blive sv\u00e6rere, og hver gang der blev f\u00f8dt et barn med positivt og omg\u00e6ngeligt sind ville det blive lettere. De bestr\u00e6bte sig p\u00e5 at videref\u00f8re de bedste egenskaber og bremse de d\u00e5rligste. Det var egentlig ret enkelt. Vi ved ikke pr\u00e6cis hvordan de greb det an, om det foregik frivilligt eller ved overtalelse, muligvis uden deres bevidste indblanding men ved naturlig selektion, muligvis fordi de aggressive og voldelige blev ved med at sl\u00e5 hinanden ihjel, s\u00e5 kun de blide og fredsommelige blev tilbage og lod hinanden leve. I hvert fald blev resultatet som vi har det nu, hvor vi er fri for de voldsomme og dominerende og kun har venlige og behagelige mennesker tilbage.<\/p>\n\n\n\n
Lidt efter lidt var mennesket blevet domesticeret. P\u00e5 tide, kunne man sige. Alt for sent, kunne man ogs\u00e5 sige.<\/p>\n\n\n\n
Tendensen fortsatte gennem generationerne, menneskene blev gladere, klogere og smukkere. Konkurrence, kappestrid, strid, kamp, konfrontation var afskaffet. Det samme var ejendomsret, personers magt og dominans over hinanden, og over samfundets funktioner. Kun \u00e9n regel var g\u00e6ldende n\u00e5r ting af enhver art skulle besluttes, og det var argumentets ret. Den regel indf\u00f8rte man allerede dengang. Alle holdninger skulle kunne begrundes, selv begrundelserne skulle kunne begrundes, og argumentationsk\u00e6den skulle i ethvert tilf\u00e6lde kunne f\u00f8res helt tilbage til grundforuds\u00e6tningen, som var samfundets livsbetingelser, og helt frem til slutform\u00e5let, som var samfundets overlevelse. Alle andre form\u00e5l skulle v\u00e6re delm\u00e5l i forhold til dette, eller i hvert fald ikke v\u00e6re i modstrid til det. N\u00e5r en holdning til et sp\u00f8rgsm\u00e5l p\u00e5 den m\u00e5de var argumenteret igennem, kunne man tr\u00e6ffe afg\u00f8relser i stor enighed. Den fremgangsm\u00e5de ville v\u00e6re ut\u00e6nkelig i de primitive forhistoriske samfund, for deres f\u00e6lles m\u00e5l var f\u00e5 og sm\u00e5, deres individuelle m\u00e5l dannede et virvar af s\u00e6rinteresser, dem blev der taget hensyn til, og de dominerede altid over f\u00e6llesinteresserne.<\/p>\n\n\n\n
Ja, og s\u00e5 blev der fundet et arkiv. Det vil sige resterne af et arkiv, der var blevet \u00f8delagt under sammenstyrtningerne. Et hold ark\u00e6ologer og historikere brugte m\u00e6ngder af tid og kr\u00e6fter p\u00e5 at l\u00f8se en masse puslespil ud af kaosset. Ikke en opgave der i art adskilte sig v\u00e6sentligt fra andre rekonstruktioner af fundet materiale, men det gjorde den i omfang. Jeg kom ikke selv i direkte forbindelse med det arbejde, for jeg blev udvalgt til Rosinas hold med at tilrettel\u00e6gge de ydre ekspeditioner. Det fjerner ikke min mistanke om at det kunne dreje sig om de reolsystemer, jeg kom til at skubbe til engang hvor jeg havde vovet mig alene ind i et u\u00e5bnet afsnit, selvom det var strengt p\u00e5budt at v\u00e6re mindst to. Som jeg n\u00e6sten kun kom til at puste til. Det er mit held, at ingen andre lader til at have f\u00e5et samme mistanke, og det er mit held, at jeg ikke selv skulle dykke ned i puslespillet, for s\u00e5 s\u00e5 kunne jeg nok ikke holde min hemmelighed skjult l\u00e6ngere. Men det viste sig, at netop det arkiv rummede optegnelser over de tanker og overvejelser, man gjorde sig i de allersidste af de perioder fundene stammer fra. Det var ved at g\u00e5 op for de fleste, at den var helt gal. De katastrofale forandringer var p\u00e5 det tidspunkt ikke l\u00e6ngere til at standse. Der havde ikke manglet advarsler, i en periode p\u00e5 flere generationer havde der lydt advarsler, de var vokset i m\u00e6ngde og styrke, men igen var de ikke tr\u00e6ngt igennem til kredse med afg\u00f8rende indflydelse, for i de kredse satsede man som s\u00e6dvanlig p\u00e5 at vinde fordele for sig selv og bek\u00e6mpe alle andre. Dokumenterne stammede fra tidens offentligt tilg\u00e6ngelige medier, fra korrespondancer mellem statsmagterne, og fra de samme statsmagters hemmeligstemplede arkiver. De viste en stigende bekymring blandet med en fanatisk forn\u00e6gtelse af problemerne. Bekymringerne l\u00e5 hos folkene og deres repr\u00e6sentanter, forn\u00e6gtelserne hos magthaverne.<\/p>\n\n\n\n
Man har siden fundet dokumenter der viser det allerv\u00e6rste. De nye oplysninger stiller nye sp\u00f8rgsm\u00e5l og rejser nye teorier om \u00e5rsagerne til katastroferne. Der var nemlig st\u00e6rke grupperinger, statslige, religi\u00f8se, kommercielle og andre, der ville \u00f8ge egen dominans ved at sv\u00e6kke andres, og som s\u00e5 en fordel i at reducere befolkningerne, fordi befolkningstallet i sig selv blev set som den st\u00f8rste kilde til alle problemerne. V\u00e5ben til masseudryddelse var der nok af, det var bare med at bringe dem i anvendelse. P\u00e5 de andre, selvf\u00f8lgelig. Teorierne gik p\u00e5 at der blev startet gensidige masseudryddelser med det form\u00e5l at skaffe bedre levemuligheder, for sig selv og sine egne. Det form\u00e5l havde v\u00e6ret det b\u00e6rende princip hos utallige generationer af magthavere, uden n\u00f8dvendigvis at udrydde hinandens folk helt. Til sidst gik det ud af proportion og helt ud af kontrol. En enkel m\u00e5de at bringe det hele til oph\u00f8r p\u00e5. Opsummere alle verdens lidelser med \u00e9n enkelt b\u00f8lge af lidelser, der skulle f\u00e5 alle lidelser til at forsvinde. Det lykkedes. Individets dybtliggende overlevelsesinstinkt besejrede mennesket. Kampen for sig selv var kampen mod de andre. De fredeligt indstillede blev elimineret med det samme, de kamplystne der forsvarede sig med angreb liges\u00e5dan, de der gravede sig ned tog lidt l\u00e6ngere tid.<\/p>\n\n\n\n
Man m\u00e5 f\u00f8le sig taknemmelig for at det tog rigtig lang tid for vores forg\u00e6ngere i den lille overlevelseslomme, som blev rammen for vores samfund. At det lykkedes for dem, ved ganske enkle midler, ved at tilpasse befolkningen s\u00e5 den ikke l\u00e6ngere kunne g\u00e5 i kamp mod nogen. S\u00e5 menneskene kunne l\u00f8se opgaver hver for sig eller i f\u00e6llesskab, i stedet for at strides indbyrdes. Og man m\u00e5 v\u00e6re taknemmelig over at der tilsyneladende ikke andre steder findes rester af befolkninger, der kan have bevaret det aggressive sind og de kamplystne egenskaber. Det er jo et af de sp\u00f8rgsm\u00e5l, som jeg sammen med antropologerne p\u00e5 Rosinas biologisk-zoologiske ekspedition skulle v\u00e6re med til at udforske. Om der findes andre civilisationer, som det i givet fald vil v\u00e6re muligt at dele jorden med. Om man kan bes\u00f8ge dem uden at blive smittet med deres mikrober og omvendt smitte dem med vores. For ikke at tale om tanker, for at undg\u00e5 at sprede smitte med skadelige tanker.<\/p>\n\n\n\n
Jeg dr\u00f8mmer om biologiske og ark\u00e6ologiske ekspeditioner som dem vi h\u00f8rte om, ude i de uber\u00f8rte og uvejsomme omr\u00e5der, overgroet med uendelige skove og uigennemtr\u00e6ngelige kratbevoksninger. Sammenfiltrede slyngplanter, stride buske med skarpe torne, brusende b\u00e6kke med slimede stenbrinker, bundl\u00f8se og stinkende sumpe. Ind imellem en godt skjult indgang til et ukendt, forgrenet gangsystem i klippen. Afm\u00e6rket som destinationer i ekspeditionernes logb\u00f8ger, forsynet med koordinater og beskrivelser, ikke l\u00e6ngere ukendte steder. Ved de st\u00f8rste fund anl\u00e6gges st\u00f8rre lejre, de kan blive p\u00e5 stedet og forts\u00e6tte med at fungere mens klimaet skifter i jordrotationens rytmer, i \u00e5revis. Hist og her fund fra gamle lejre, rester fra tidligere ekspeditioner, som sandsynligvis gik til grunde uden andre spor. Nysgerrigheden kan ikke styres, arbejdet m\u00e5 videref\u00f8res, jeg m\u00e5 tilkalde holdet, s\u00e5 vi kan videref\u00f8re unders\u00f8gelserne og registreringen. Der hentes udstyr og mandskab, vi opretter forposter og anl\u00e6gger lejre. Nogle af disse lejre bliver beboet, enkelte bliver permanente. Det er sp\u00e6ndende tider. Men det st\u00f8rste, det er at finde en sten h\u00f8jt oppe, hvor tr\u00e6erne er mindre og luften klarere, s\u00e6tte sig p\u00e5 den og se ud over de kolossale vidder hvor intet tegn p\u00e5 menneskelig aktivitet er at se. Solnedgange i ubeskrivelig sk\u00f8nhed og total ensomhed. Dem vil jeg stj\u00e6le, s\u00e5 tit jeg kan komme til det. Derfor kan jeg godt styre min nysgerrighed lidt endnu. Det er koldt der oppe, det f\u00f8les v\u00e5dt efter solnedgang, der er myg, insekter og kryb som jeg aldrig f\u00f8r har set. Jeg har telt, sovekapsel og net med, bliver der og sover og v\u00e5gner tyve eller tredive gange, i hvad man efter den forhistoriske tidsregning kan kalde flere uger, f\u00f8r jeg g\u00e5r tilbage og rapporterer mine fund.<\/p>\n\n\n\n
Men jeg dr\u00f8mmer. Her er ikke l\u00e6ngere slugter med ufremkommeligt krat og brusende b\u00e6kke, i hvert fald ikke her i n\u00e6rheden. Dem \u00f8delagde sandflugterne. Heller ikke gamle lejre. Men vi kunne jo udruste ekspeditioner for at rejse ud og anl\u00e6gge nogle nye, l\u00e6ngere v\u00e6k. Det kunne jeg rigtig godt t\u00e6nke mig at v\u00e6re med til.<\/p>\n\n\n\n
Ja, det kan v\u00e6re farligt at bev\u00e6ge sig udenfor. Vi h\u00f8rer om ekspeditioner der vendte hjem efter kortere eller l\u00e6ngere tid, med st\u00f8rre eller mindre resultater. Men vi h\u00f8rer ikke om dem der aldrig vendte hjem. Dem ved vi ikke noget om, naturligt nok. Blev de udslettet, fandt de den lykkeligste af alle tilv\u00e6relser? Risikoen er der for at blive som dem der aldrig vendte hjem. Et af form\u00e5lene med vores ekspedition er at finde efterladenskaber fra andre civilisationer, men t\u00e6nk hvis vi finder en der er i live. Chancerne er ikke store, det kan vi godt regne ud. Vores eget samfund for eksempel, det er efter en overfladisk betragtning godt skjult, var det i hvert fald f\u00f8r vi satte solfangere og vindmaskiner ud. Og ekspeditionslejre. Andre samfund kan v\u00e6re endnu bedre skjult og mere besv\u00e6rlige at finde. Hvor langt skal vi i det hele taget ud for at m\u00f8de nogen. Vi har ikke befordringsmidler til at forcere de landomr\u00e5der vi kender, det m\u00e5 ske til fods, og vores lille gruppe er ikke i stand til at flytte vores udrustning ret langt. H\u00e5bet er, s\u00e5 vidt jeg kan se, at vi finder vand. Vi m\u00e5 bev\u00e6ge os nedad i terr\u00e6net indtil vi st\u00f8der p\u00e5 vand. Bedst med et sammenh\u00e6ngende havomr\u00e5de, men en flod eller en s\u00f8 kunne v\u00e6re en begyndelse. Hvis vi st\u00f8der p\u00e5 vand, har vi allerede f\u00e5et en slags resultat, og s\u00e5 m\u00e5 vi sende et par stykker tilbage for at samle nye hold. For s\u00e5 skal vi bygge et fart\u00f8j, helst flere indtil vi har en lille fl\u00e5de, og s\u00e5 kan vi komme omkring. Det skal v\u00e6re s\u00f8dygtige fart\u00f8jer, ikke elendige baljer som i tr\u00e6ningslejrens cisterne. Ogs\u00e5 biologerne, m\u00e5ske navnlig dem, vil v\u00e6re interesseret i vandomr\u00e5der, for de rummer betydeligt st\u00f8rre muligheder for at finde liv end de forbl\u00e6ste h\u00f8jsletter.<\/p>\n\n\n\n
Chancerne for at finde andre samfund bliver st\u00f8rre, jo bedre vi er i stand til at bev\u00e6ge os rundt. Ja, det er spekulationer, et sted mellem \u00f8nsket\u00e6nkning og skr\u00e6kscenarier. Alene m\u00f8det med s\u00e5dan et ukendt samfund. Hvem er de, hvordan lever de, hvordan vil de tage imod os? Kan vi regne med at de er lige s\u00e5 fredelige som os? T\u00e6nk nu hvis det er mennesker der ser p\u00e5 os med den st\u00f8rste mist\u00e6nksomhed og uvilje, bare fordi vi er anderledes? Fra forhistorisk tid ved vi, at der fandtes mennesker der straks greb til v\u00e5ben n\u00e5r de s\u00e5 mennesker der ikke lignede dem selv. Hvad hvis vi m\u00f8der en gruppe, der har rendyrket deres xenofobi, ligesom vi har rendyrket vores omg\u00e6ngelighed? Vi skal nok ikke regne med at s\u00e5dan et m\u00f8de bliver uden problemer. Og hvordan med forst\u00e5elsen. I forhistorisk tid talte man masser af forskellige sprog, og de forstod bestemt ikke altid hinanden. De sprog kan i mellemtiden have udviklet sig endnu l\u00e6ngere v\u00e6k i hver sin retning. Vi ved jo, at den slags ting \u00e6ndrer sig hurtigere i sm\u00e5 sprogomr\u00e5der end i store. Nej, det er problematisk. En ting der kan g\u00f8re det endnu mere bet\u00e6nkeligt er smittefaren. Vi mistede jo langt tilbage i historien alle dem der ikke kunne t\u00e5le de pludselige forandringer. Vi og vores mikrober indrettede sig efter hinanden, vores immunsystem tilpassede sig, og vi er p\u00e5 den m\u00e5de en sj\u00e6lden v\u00e6kst mellem alt det der omgiver os udenfor. Andre stammer der har levet et isoleret liv ligesom vores, kan have udviklet helt andre biologiske styrker og s\u00e5rbarheder. Et m\u00f8de med dem kan blive fatalt for den ene, den anden, eller for begge parter. Der skal holdes afstand og udvises p\u00e5passelighed. Jeg h\u00e5ber at holdet har mikrobiologer med, og at de medbringer deres laboratorium. N\u00e5r jeg t\u00e6nker p\u00e5 alt det der kan g\u00e5 galt, forestiller jeg mig andre stammer der blev isoleret som vores kort efter katastroferne, som udviklede deres egen helt anderledes overlevelsesstrategi, og ikke som os fik adgang til bevarede arkiver om forhistorien. S\u00e5dan et m\u00f8de ville blive kort. Det vil v\u00e6re langt mindre kompliceret at gense overlevende fra vores egne tidligere ekspeditioner, med meget st\u00f8rre sproglig, kulturel og biologisk forligelighed. Det var nok at foretr\u00e6kke.<\/p>\n\n\n\n
Jeg f\u00f8ler mig skyldig. Jeg har ikke nogen steder at hente lindring for min skyld. Er det savnet af en religion der melder sig? En tilgivende, alm\u00e6gtig skaber og vedligeholder, som kan tage min skyld p\u00e5 sig og rense mig for det der plager mig? Vr\u00f8vl, m\u00e5 jeg sige til mig selv. En tr\u00f8st, en mental narresut for voksne. Jeg har trods alt sv\u00e6rt ved at tro, at de forhistoriske religioner skulle tjene et s\u00e5 egoistisk form\u00e5l som at rense sig selv for skyld. De m\u00e5 have haft v\u00e6sentligere budskaber til menneskene end at g\u00f8re individet skamfuldt og skyldbetynget, og derefter gennem bod og renselse g\u00f8re det skyldfrit og ubekymret. Og dog, det kan jeg jo ikke vide. Man kan let forestille sig de forhistoriske mennesker s\u00e5 primitive, at de helst t\u00e6nkte p\u00e5 sig selv f\u00f8r alt muligt andet, og at de sagtens kunne finde p\u00e5 at udrette betydelige ting, g\u00f8re stor gavn eller stor skade, bare for deres egen frelses skyld. S\u00e5 primitive var de jo, s\u00e5 ivrige var de for at handle p\u00e5 en ubegrundet tro p\u00e5 en eller anden fuldst\u00e6ndig vanvittig religion. Og de kunne finde p\u00e5 at sige, at selvom de godt vidste at deres religion var fuldst\u00e6ndig vanvittig, var de n\u00f8dt til at tro p\u00e5 den, for ellers blev de ikke lukket ind i himlen n\u00e5r de d\u00f8de!<\/p>\n\n\n\n
Egoisme, handle vanvittigt for at redde egen frelse i vanvittig indbildning, det kunne v\u00e6re grundforklaringen p\u00e5 at de forhistoriske mennesker ikke var i stand til at videref\u00f8re udviklingen, men m\u00e5tte g\u00e5 til grunde.<\/p>\n\n\n\n
Men hvordan l\u00f8ser jeg s\u00e5 min skyld? Jeg kan ikke forklare at det var mig der kom til at pille ved reolsystemerne og kom til at skubbe til dem, og kom til at f\u00e5 dem til at brase sammen. Ikke endnu.<\/p>\n\n\n\n
Jeg har h\u00f8rt fra Lear, der satte mig p\u00e5 ekspeditionsholdet efter den m\u00e6rkv\u00e6rdige test jeg skulle igennem. Pokkers. Jeg var ellers n\u00e6sten sikker p\u00e5 at den test var en dr\u00f8m. Han har talt med Sastro, siger han. Sastro er blevet gammel, og f\u00e5r snart lov til at tr\u00e6kke sig fra de r\u00e5d han har siddet i og v\u00e6ret samlende person for i l\u00e6ngere tid end nogen anden. Der sker l\u00f8bende udskiftninger i r\u00e5dene, men Sastros afgang efterlader flere tomme pladser end man er vant til, og der skal suppleres flere steder, der skal mere end \u00e9n til at erstatte ham. De har talt om mig. Det kommer lidt p\u00e5 tv\u00e6rs, synes jeg. Det m\u00e5 overvejes grundigt. Ikke s\u00e5dan at jeg kan sige nej, det kan man ikke tillade sig. Men det kommer temmelig uforberedt, jeg f\u00f8ler mig slet ikke parat til det. Sjovt nok, jeg kunne ikke godkendes til at f\u00e5 b\u00f8rn, men jeg kan godt godkendes til at sidde i et r\u00e5d der skal tr\u00e6ffe vigtige beslutninger for samfundet, om det nu bliver i form af en ledig post i et af r\u00e5dene for vandforsyningen, f\u00f8devareproduktionen, om det bliver en domstol der skal bemandes, eller r\u00e5det for forskning og udvikling, som nok er det der ville interessere mig mest. De andre ting har jeg ikke forstand p\u00e5. Lear kom med en antydning om f\u00e6llesr\u00e5det. Det er en slags r\u00e5d for r\u00e5dene, dets opgave er at holde \u00f8je med forholdet mellem de indsatser der g\u00f8res p\u00e5 de andre r\u00e5ds omr\u00e5der. Det har kun r\u00e5dgivende funktion, ligesom alle de andre r\u00e5d, men det er h\u00f8jt respekteret og der bliver lyttet til det, fordi det har tradition for anbefalinger og henstillinger, der er grundigt gennemt\u00e6nkte, gennemarbejdede og gennemargumenterede.<\/p>\n\n\n\n
– Vores opgave, som de siger i f\u00e6llesr\u00e5det, – er at g\u00f8re os selv overfl\u00f8dige. Vi skal s\u00f8rge for at de n\u00f8dvendige r\u00e5d er til stede, ikke p\u00e5tage os opgaver, som kan l\u00e6gges ud i andre r\u00e5d.<\/p>\n\n\n\n
F\u00e6llesr\u00e5det kan indstille til at danne nye r\u00e5d, det kan alle andre ogs\u00e5. Beslutninger tages i forsamlingen, n\u00e5r r\u00e5det for argumenters afpr\u00f8vning har set efter om begrundelserne er holdbare. R\u00e5det for argumenters afpr\u00f8vning er et s\u00e6rligt r\u00e5d, som skal granske alle argumenter for r\u00e5denes funktion og form\u00e5l, og argumenternes styrke og dybde. N\u00e5r der stilles forslag, kommer der ogs\u00e5 indvendinger. B\u00e5de forslag og indvendinger skal v\u00e6re velbegrundede og gennemargumenterede, det skal r\u00e5det for argumenters afpr\u00f8vning st\u00e5 inde for. De skal kunne f\u00f8res helt ned til grundforuds\u00e6tningerne og helt frem til slutform\u00e5let. Kan de ikke det, m\u00e5 de afvises. Forslag der ikke kan tiltr\u00e6des bliver ikke helt afvist, forslagsstilleren kan selv arbejde videre med det, men det bliver uden r\u00e5denes st\u00f8tte, indtil det kan argumenteres godt nok.<\/p>\n\n\n\n
Lear forklarer, at r\u00e5det for argumenters afpr\u00f8vning registrerer henvendelser i alle sager. Deres register viser at jeg, Tino, har v\u00e6ret flittig til at rette anbefalinger og kritik til r\u00e5det, at mine anbefalinger har v\u00e6ret konstruktive, og tit har v\u00e6ret “t\u00e6nkt originalt”. Han antyder ogs\u00e5, uden helt at indr\u00f8mme det, at den m\u00e6rkv\u00e6rdige test til ekspeditionsholdet var en f\u00e6lde de lokkede mig i, for de vidste at jeg var ivrig efter at komme med p\u00e5 de ekspeditioner. Men at den egentlige grund, hvad han ikke sagde, eller en sideeffekt som han sagde, var at unders\u00f8ge min egnethed som deltager i r\u00e5dene. Og at den var faldet heldigt ud. Navnlig det med at t\u00e6nke originalt, for den evne var ikke fremtr\u00e6dende i alle r\u00e5dene.<\/p>\n\n\n\n
Jeg m\u00e5 t\u00e6nke mig om. B\u00e5de Sastro og Lear sidder i f\u00e6llesr\u00e5det, og indstiller mig m\u00e5ske til at overtage en af Sastros pladser, enten i f\u00e6llesr\u00e5det eller i et af sektorr\u00e5dene. Isa sidder i forvejen i forskningsr\u00e5det og i f\u00e6llesr\u00e5det, begge steder er der i \u00f8vrigt flest kvinder, m\u00e5ske en af grundene til at jeg bliver spurgt. Jeg m\u00e5 tale med Isa om det. Hun kunne v\u00e6re en formildende omst\u00e6ndighed, der er ikke meget andet der virker tillokkende ved at sidde i et r\u00e5d. Men det er jo en pligt, som det er vanskeligt at undsl\u00e5 sig fra.<\/p>\n\n\n\n
Jeg bryder mig ikke l\u00e6ngere om at g\u00e5 i formation. Hvis jeg havde holdt mig i tr\u00e6ning og vedligeholdt min fysik, havde jeg sikkert kunnet det endnu. Men vi spadserer sammen, han og jeg, i hver sit tempo, uden beskyttelsesdragt. Jeg h\u00e5bede at kunne regne med hans fortrolighed. Han f\u00e5r heller ikke min, hvad skulle han ogs\u00e5 bruge den til. Eller er Nima faktisk en hun? Det bliver jeg vist aldrig klar over. Jeg er holdt op med at dele mine tanker, som jeg er holdt op med at dele min gangart. M\u00e5ske har han lagt m\u00e6rke til det. Eller hun. M\u00e5ske er vi enige om at holde en f\u00e6lles reservation op mellem hinanden. Jeg ved det ikke. Det kan ogs\u00e5 v\u00e6re noget man kalder respekt. Vi deler hverken gangart eller tanker, vi kender hinanden helt igennem, vi beh\u00f8ver ikke dele noget mere. Vi kalder ikke tankerne ned p\u00e5 jorden l\u00e6ngere, vi lader dem flyve. Vi holder vores tanker flyvende og forstyrrer dem ikke. Det er frihed. Vi beh\u00f8ver ikke engang blive enige om det, vi beh\u00f8ver ikke blive enige om noget, for vi er enige. Det er fred. Det er f\u00e6llesskab, hvor man kan v\u00e6re i fred for hinanden. Vi er frie i f\u00e6llesskabet, fordi vi er fri for f\u00e6llesskabet. Hvad han eller hun synes om mig er ligegyldigt, og han eller hun har det p\u00e5 samme m\u00e5de. Han eller hun kan synes at jeg er en idiot, ligesom jeg tit opfatter ham eller hende som en nar. Det g\u00f8r ikke noget. Den slags generer vi ikke hinanden med. Vi har ikke brug for hinanden l\u00e6ngere, og hvis den ene falder fra, skal den anden nok klare sig uden at der sker noget s\u00e6rligt ved det. Egentlig er det m\u00e6rkeligt at vi er s\u00e5 meget sammen, det kan kun skyldes vane. Enhver af os kan rejse sig og g\u00e5, og aldrig vende tilbage, og der kan s\u00e6tte sig en anden, og efter en tid vil jeg kende denne anden s\u00e5 godt, at der heller ikke beh\u00f8ver siges mere mellem mig og den anden. Freden lader sig ikke bryde. Alligevel er det s\u00e5 l\u00e6nge siden at jeg n\u00e6sten ikke kan huske det, den st\u00f8rste fryd jeg kendte til, at v\u00e6re alene i stilheden. Unddrage sig andres n\u00e6rv\u00e6r. Unddrage andre sit n\u00e6rv\u00e6r. Unddrage verden sin tilstedev\u00e6relse, som skjult iagttager. N\u00e5r jeg t\u00e6nker tilbage, kan jeg ikke huske at have oplevet de samme lykkelige fornemmelser siden.<\/p>\n\n\n\n
Ud i ensomheden, sammen med myggene. Der m\u00e5 jeg give mig tid til at overveje tingene. Jeg har \u00e9n mulighed for at slippe. Det er at fort\u00e6lle om dengang jeg kom til at v\u00e6lte nogle skabe med arkiver, s\u00e5dan at en m\u00e6ngde gennemorganiseret og gennemregistreret materiale om vores forhistorie blev forvandlet til kaos. Det var det mest skamfulde jeg i al min tid har v\u00e6ret ude for, men jeg fortalte ikke om det. Fors\u00f8gte at d\u00e6kke over mit uheld og kom ikke engang under mistanke. Hvis jeg nu afsl\u00f8rer min l\u00f8gn, bliver det nok sv\u00e6rere at indstille mig til pladser i r\u00e5dene. Var det en l\u00f8gn, ikke bare en fortielse? Det kommer ud p\u00e5 et. At fortie er at tilbageholde viden, det er bevidst fravalg af viden, alts\u00e5 bedrag, ikke til at skelne fra l\u00f8gn. Det er en af de overvejelser jeg skal g\u00f8re her ude, sammen med solnedgangene, myggene og nattekulden. Eller sandstormene. Men uden Isa. Uden hende, uden alle mine andre gamle k\u00e6rester, som jeg elskede med og legede med, og som ingen kan forhindre mig i at repetere, gang p\u00e5 gang, i form af festlige kavalkader hver gang jeg skal falde i s\u00f8vn. Dem kan jeg til enhver tid genoplive for mit indre blik.<\/p>\n\n\n\n
Men jeg kan ikke sp\u00f8rge dem. Afg\u00f8relsen bliver min egen.<\/p>\n\n\n\n
—–<\/p>\n\n\n\n
Det var Tinos udsagn, det seneste af en r\u00e6kke. Det er hans stemme vi har l\u00e5nt det meste af tiden. Nu m\u00e5 det v\u00e6re p\u00e5 tide at jeg selv tager over. Tino er godt klar over at han hele tiden havde mig med, hans vidne fra fortiden, p\u00e5 sin rejse gennem ungdommens forn\u00f8jelser og eskapader, gennem sin historiske interesse for den fortid, der blev \u00e5benbaret for ham gennem afd\u00e6kningen af de forhistoriske forbrydelser. Dem der gjorde liv p\u00e5 jord vanskeligt og siden umuligt. S\u00e5 godt som umuligt. Han og hans lille samfund af overlevere, de repr\u00e6senterede og repr\u00e6senterer stadig sikkerhedsventilen, undtagelsen fra den totale udslettelse. Han vender sig om uden at kunne se mig. Meget muligt forveksler han mig med sin gamle ven inde i stenen, Nima. Har han gennemskuet mig?<\/p>\n\n\n\n
– Nu tror du m\u00e5ske, siger han, – at der kommer en hymne for et eller andet, for livet, d\u00f8den, denne verden, den hinsides verden, hvilken en af de mange du v\u00e6lger. Det g\u00f8r der ikke. Sig det ikke til nogen! Det forts\u00e6tter bare. Livet er let at stoppe. For den enkelte, for individet, gruppen, samfundet, arten. Livet som s\u00e5dan kan ikke standses. Det vil forts\u00e6tte. Om ikke her, s\u00e5 andre steder. Om ikke p\u00e5 denne klode, s\u00e5 p\u00e5 andre. I n\u00e5ede jo ikke engang at finde ud af hvor mange levende verdener der kunne v\u00e6re, ude i rummet? Tilgivelse for hvad I gjorde, skal I ikke g\u00f8re jer nogen forh\u00e5bning om. Tilgivelse for hvad I ikke gjorde? Den ligger det endnu tungere med. Den st\u00f8rste af alle synder, det var den I begik. Undladelsessynden! I skal ikke forvente nogensinde at blive tilgivet for alt det I kunne have gjort, men ikke gjorde. Det vil overstige vores velvilje. Selvom vi er langt venligere, fredeligere, mere omg\u00e6ngelige og fornuftige end I nogensinde har v\u00e6ret.<\/p>\n\n\n\n
Egentlig h\u00f8rer jeg ikke efter hvad Tino siger, for han siger ikke noget. Det er hans tanker, der l\u00e6gger sig mellem mine, blander sig med mine og pr\u00f8ver at g\u00f8re sig til mine.<\/p>\n\n\n\n
Invasive tanker.<\/p>\n\n\n\n
Selvom han ikke kan s\u00e6tte sig helt ind i sine forg\u00e6ngeres tankegang, fra de svundne forhistoriske tider, s\u00e5 kan alle de fund af artefakter og arkivalier, som han og hans kolleger arbejder med, hj\u00e6lpe med at s\u00e6tte ham p\u00e5 sporet. Han bryder sig ikke om hvad han har set. Det bliver nok andre end ham, der skal g\u00e5 videre i arbejdet med at transcendere videnskaben og myterne, og opstille en slags trov\u00e6rdig forklaring p\u00e5 hvad der var galt med den epoke, der \u00f8delagde det hele for de n\u00e6ste. Den epoke som jeg var en del af, det ved jeg, det piner mig med en ub\u00e6rlig samvittighed. Trods det, at jeg kan have sv\u00e6rt ved at tr\u00e6nge ind i Tinos tanker, endnu sv\u00e6rere end han har ved at tr\u00e6nge ind i mine, s\u00e5 kan jeg godt forst\u00e5 noget af det der r\u00f8rer sig i ham. Det er tankens privilegium, den kan v\u00e6re til stede overalt og til alle tider. Tanken er det sprog, vi kan kommunikere med hinanden p\u00e5, gennem tid og rum, lige s\u00e5 tilg\u00e6ngeligt for Tino som for mig. Tanken kan bev\u00e6ge sig hvor den vil, indtil den st\u00f8der p\u00e5 gr\u00e6nser der selv for tanken er h\u00e5rde som sten, hvad enten man st\u00f8der p\u00e5 dem udefra eller indefra. Det er tankens gr\u00e6nser, t\u00e6nkeevnens egen begr\u00e6nsning. Men s\u00e5 er der andre tanker p\u00e5 begr\u00e6nsningens anden side, de l\u00f8ber parallelt, de kan aldrig n\u00e5 hinanden, men de kan finde en frekvens at svinge sammen p\u00e5.<\/p>\n\n\n\n
Induktionstanker.<\/p>\n\n\n\n
S\u00e5 det er godt nok, at han tror jeg er Nima. Det kan ogs\u00e5 v\u00e6re at han faktisk er den af os to der ved mest om det. Lad mig bare v\u00e6re den Nima, som for ham repr\u00e6senterer fortiden der er skyld i alt ondt. Det kommer jeg alligevel aldrig til klarhed over.<\/p>\n\n\n\n
Og Tino g\u00e5r videre, ud i landskabet som han skal unders\u00f8ge, m\u00e5ske forberede for kolonisering, m\u00e5ske for at m\u00f8de andre venlige folk. Forh\u00e5bentlig uden at gentage de fejltagelser han beskylder sin frygtelige forhistorie for. Hvis nogen skulle have forebygget de r\u00e6dsler, hans samtidige og is\u00e6r deres forg\u00e6ngere gik gennem, som vores egne efterkommere kommer til at m\u00f8de, m\u00e5 det vel v\u00e6re den fortid som var vores samtid. Os. Kunne vi det? Han skal overveje om han vil tr\u00e6de ind i r\u00e5dene, som de har foresl\u00e5et ham. For han har et valg. Han g\u00e5r videre, ind i fremtiden. Jeg f\u00e5r ikke nogen absolution. Ingen syndsforladelse at tage med hjem til mig selv og mine mange medskyldige fra min samtid. Det g\u00f8r ondt, men jeg ved at s\u00e5dan er det. Han beder mig om ikke sige det til nogen, men her i vores fortrolige kreds g\u00e5r det vel an. Det kan ikke v\u00e6re en hemmelighed. Det beh\u00f8ver ikke engang siges, det kan n\u00f8jes med at t\u00e6nkes. At undladelsessynden skulle v\u00e6re vores virkelige arvesynd. V\u00e6rre end nogen anden t\u00e6nkelig arvesynd. Jeg kan ikke frig\u00f8re mig fra tanken om at han, ligesom sine samtidige, i den grad er blevet s\u00e5 mild og har f\u00e5et fremavlet et s\u00e5 omg\u00e6ngeligt temperament, at han slet ikke er i stand til at udtrykke sin vrede ordentligt. Vr\u00f8vl, ikke ordentligt, det er bare mig der er pr\u00e6get af min samtids normale m\u00e5de at udtrykke vrede p\u00e5. Som bestemt ikke er ordentlig. Han kan ikke udtrykke sin vrede s\u00e5 st\u00e6rkt som vi er vant til i vores forhistoriske samtid. Skulle han g\u00f8re det, sl\u00e5r ingen apokalyptiske r\u00e6dselsskildringer til. Det s\u00e6tter hans dom i relief. Han kan ikke tilgive os for at sjuske med vores fremtid og hans fortid. Men han siger at livet forts\u00e6tter, med os eller uden. Det er hans dom.<\/p>\n\n\n\n