Havn i aftensol

Hvem er i øvrigt denne Bramberg? Margit har tidligere omtalt ham. Hele dagen har solskinsvejret lokket, men arbejdet på afdelingen udelukker at man kan nyde det. Efter arbejdstids ophør går jeg en tur på havnen, det er et godt sted at opleve solnedgangen. Allerede på afstand får jeg øje på den store motorcykel. Der er flere mennesker ude i samme ærinde, men ikke andre fra sygehuset end Margit, helt som forventet. Så er der selvfølgelig Margits venner fra det virkelige liv, som vi kan kalde det, både Ronnie og Havne-Torben. Tomme og halvfyldte flasker, kapsler og cigaretskod. Margit med en flaske vand med skruelåg, hun er i bagvagt. Næsten blikstille i bassinet indenfor molen, måger i modlys mod en rød bræmme langs horisonten.

– Kan du huske denne konsulent? spørger Margit. – Fra en eller anden consulting group, de ville rationalisere sygehusdriften. En rigtig sælgertype, en der har lært at tale sygehusjargon uden at vide hvad det handler om. Blander det med managementjargon som eye-opener, wake-up call, ice-breaker. Siger det dig noget? Det er mange år siden. Han tog sygehusledelsen med på middage og værtshusbesøg, direktøren og lakajerne fulgte ham villigt men brændte ham af, de kom desværre til at glemme deres del af aftalen. Han er kommet igen! Jeg kunne ikke komme på hvor jeg havde mødt ham før, det ved jeg nu. Ingen mentalterapi kan sammenlignes med en tur i terrænet, og så her ned på havnen et øjeblik, så er det indre ur stillet efter jordens omløbshastighed. Jo! det krævede en længere tur rundt i baghovedet at finde ham.

– Temporal neocortex, hippocampus.

– Ja ja! men det føles som baghovedet. De var to, og de blev kaldt Knold og Tot. Vi vidste ikke hvem der var hvem, for de blev aldrig omtalt enkeltvis. De kom fra samme uddannelse, vistnok jura, og de kom ind i samme forvaltning. De var stræbsomme, de elskede konkurrence, de udfordrede hinanden og satte hinanden på prøve. De fik gennemført de mest uhyrlige ting, bare for sportens skyld. De fandt en eller anden naiv politiker, så hjalp de ham med hans mest vanvittige mærkesag. Det bedste var hvis det stred mod lovgivningen, for så var det mere sportsligt! Jeg tror, de morede sig, de gav kager til kaffen fredag eftermiddag hvis noget var lykkedes. De noterede sejre og holdt styr på pointstillingen. De veg ikke tilbage for nogen metoder. De hjalp hinanden, og når de senere sad i stillinger hvor de kunne benytte sig af hinanden, så forhandlede de og fandt en pris. De blev eksperter i at gå udenom reglerne, og nød stor respekt i indforståede faglige kredse, og opfattede sig nærmest som kunstnere. Deres rævestreger blev først oprullet da de kom i klemme, det måtte jo ende sådan. Der blev rejst sag mod en kendt politiker, en af dem de begge havde hjulpet på skift. Han indså, at tro hjælpere der afsløres i noget uregelmæssigt, må skaffes af vejen. Man kan ikke fyre folk der ved for meget, hvis man vil lukke munden på dem må de forfremmes. Så den ene blev direktør i en styrelse, den anden blev headhuntet som partner i et stort konsulentfirma. Hør, var det ikke godt husket? Temporalcortex eller hippocampus! Det er jo mange år siden. Så blev han kaldt hertil, konsulenten! Fordi amtsborgmesteren gerne ville sætte sig et minde, og det skulle være hurtigt, inden amterne bliver nedlagt. De tre centralsygehuse skulle udbygges, især det i hans egen hjemby, det skulle udvides ordentligt. Investeringer der binder fremtiden. Det kender du altsammen.

– Vi har vel stadig en sundhedsplan. Den er uændret.

– Det er jo derfor der skal bruges kreative projektkonsulenter!

– Han kan ikke sætte en politisk vedtagelse ud af kraft.

– Det kan han da sagtens, med politikernes hjælp! En af byens store sønner havde fået kræft, og overvejede at testamentere et større beløb til sygehuset her. Konsulenten kender alle advokater, han fik lynhurtigt opsnuset patientens advokat, som han overtalte til at overbevise sin klient om ikke at lade donationen gå direkte til sygehuset, men til at skænke det et par strålekanoner. Det ville passe meget bedre ind i sundhedsplanen, selvom den skulle blive ændret.

– Gør du noget ved det, nu du har al den viden?

– Det kan du tro. Jeg rejser!

– Tag det lidt med ro. Din viden kan blive nyttig.

– Politikere skal behandles som børn! Arne, din gamle chef, han greb det helt forkert an. Jo, han behandlede dem som børn, men han patroniserede, det fik han ikke noget ud af. De blev trodsige! Der er ingen grund til at gøre beslutningstagere til modstandere. Politisk styring af noget så vigtigt er det rene vanvid, det ved vi jo alt om! Politikerne vil bestemme, de føler sig berettigede til det, bare fordi de vandt valget! Som at sætte tolvårige til at køre busser. Det er sjovt at køre bus, man skal lige prøve hvor meget gas den kan tage uden at vælte i svingene. Man skal lige prøve om den kan køre gennem pløjemarker og over grøfter, hvilke viadukter den kan komme under, hvor mange trafikskilte og medtrafikanter den kan nedlægge uden at gå i stå. Se nu sundhedsvæsenet! Hvis politikerne ikke skal ødelægge det hele, skal de overvåges konstant!

– Jamen er problemet ikke, at de netop er valgt til at ødelægge det hele? Forresten – jo, jeg har mødt ham! Konsulenten.

Konsulentvenner

og andre forbrødringer

Forvaltningschefens konsulentvenner har været hele vejen rundt på alle sygehusets afdelinger, uddelt spørgeskemaer og stillet spørgsmål. Deres formål er efter sigende at samle forslag til driftsforbedrende ændringsforslag. Men det nøjes de ikke med, de opfatter sig som hørende til det kreative segment og insisterer på at levere idéer. Originale idéer, ellers er det jo ikke kreativt, og afdelingerne må være indstillet på at implementere dem inden for budgettet uden yderligere ressourcer. Det er prisen for at få lov til at være laboratorium for en kreativ udviklingsproces.

Ved et af de obligatoriske projektmøder på neurologisk foreslår en af konsulenterne, at afdelingen skal prøve at sløjfe morgenkonferencen.

– Er I klar over hvad den konference betyder af forsinkelser? siger han. – Dagligt ligger der patienter og venter på jer! Plejepersonalet står parat til ingen nytte det ene kvarter efter det andet! I kontrolperioden har der været tre eksempler på, at det har kostet sengedage, fordi patienten ikke blev klar til udskrivning hurtigt nok! I har intern telefon og mobiltelefon, sms er opfundet, det samme er e-mail. Tiden er løbet fra de tidskrævende konferencer, der lader alting vente. I skal være online!

Sådan et indledningsspørgsmål må berettige et par modspørgsmål.

– Er I da vanvittige? må jeg spørge dem. – Konferencen er det der holder afdelingen sammen! Vil I også tage udvalgsmødet fra politikerne? Morgenmødet fra direktionerne? Eksercitsen fra kasernerne? Gudstjenesten fra kirkerne? Konferencen er ikke et ritual, den er afdelingens nerve, dens kommandocentral! Skal vi dø af informationsmangel? Tænk hvis vi alle sammen skulle gå rundt med dagen hugget ud i småbidder af alle de små afbrydelser, telefon, e-mail, sms? Du kan tro nej!

– Jamen det er en betingelse for at overholde sengedagsmålet! kunne de tænkes at svare. – Der er potentiale for at få liggetiden skåret yderligere ned, men det kan vi ikke så længe konferencen er den flaskehals den er!

– I er altså vanvittige! vil jeg fortsætte. – Det har du lige bekræftet. I tror på at man kan øge effektiviteten ved at korte liggetiden af!

– Nej, men vi ved at man kan afkorte liggetiden ved at øge effektiviteten!

– Så må vi stille det forkætrede spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor skal liggetiden afkortes?

– Du ved da godt, at sengedage koster penge. Sengedagsprisen er afregningstaksten for udenamts patienter, og for de færdigbehandlede, som kommunerne skal betale!

– Ja, men det er jo præcis der hvor vi har misforståelsen! Det er ikke sengedagene der koster penge, men det er dem, der skrives på regningen. Du bliver aldrig ansat her på afdelingen før du sætter virkeligheden før debiteringen. Vi afkorter liggetiden, men det du ikke har blik for, er at de samme procedurer skal udføres alligevel, nu på kortere tid! Det betyder større pres på personalet, større krav til procedurerne, større krav til journalen, større hastværk med skrivningen, større krav til at journalen bliver læst, større krav til øjeblikkelig registrering og dokumentation, større risiko for uforudsete begivenheder, større konsekvenser af uforudsete begivenheder! Mere arbejde på kortere tid, flere fejl, flere genindlæggelser! Tiden bliver presset, arbejdsgangen hektisk, personalet stresset, informationen til patienten forhastet, din forventede gevinst bliver på rekordtid forvandlet til tab!

Her må han forventes at være uden svar, så jeg kan gøre det færdigt.

– Nu skal jeg fortælle dig hvad du skal gøre. Lad ro og overblik indfinde sig. Lad sygeplejerskerne løse deres opgaver i den rigtige rækkefølge. Giv patienten en chance for at huske hvad der bliver sagt. Den menneskelige faktor, husk den, den kræver tid. Tør jeg betro vores erfaringer til sådan en som dig? Skal jeg fortælle dig hvordan det er? Kvalitet i arbejdet kræver viden og samarbejde. Sikkerhed i arbejdet kræver koncentration. Kommunikation med patienten kræver at man lytter, i ro og med respekt. Arbejdsmiljø lever af glæden ved veludført arbejde. Alt det kan man opnå, når det kan lade sig gøre at gøre tingene ordentligt. Her på stedet blander vi de mindre hastende opgaver mellem de hastende, vi spreder opgaverne ud, for så kan vi fordele belastningen, så kan vi nå det hele, så slipper vi for at vågne op midt om natten af skræk for at have glemt noget vigtigt.

Jeres idé om at beregne normeringer og afdelingsbudgetter ud fra konterbare ydelser som sengedage, er tåbelig, farlig og udtryk for en primitiv værdiopfattelse. Lad os tale sammen når I har fundet ud af at beregne efter de diagnoserelaterede grupper. De er også tåbelige, de er udtryk for samme primitive værdiopfattelse, fordi det eneste de kan er at omsætte ydelser til faktura!

Ja, sådan noget kunne jeg faktisk godt have sagt ved projektmødet. Jeg kan ikke være sikker på at huske helt rigtigt, om jeg i det hele taget sagde noget eller spurgte dem om noget, men det var nok noget i den retning.

Med samtlige af de andre afdelingers veto bliver der i hvert fald ikke noget ud af at nedlægge morgenkonferencen.

Jeg møder frem ved det næste projektmøde, og de to fra personalekurset er ikke at se, men jeg genkender straks seniorkonsulenten. Måske skulle man beklage et pludseligt afbud til en tidligere aftale, og spørge til hvordan aftenen på kroen var forløbet. Man kan også lade være. Konsulenten lader kun flygtigt til at genkende mig, som han må genkende alle de afdelingsledere han har haft i interview. Enkelte af dem hilser han hjerteligt på. Er der mon andre, der har fundet på at slippe af med ham på samme måde? Har de også fået hjælp af stakkels Sonja?

Det forbliver uopklaret. Denne seniorkonsulent, der i mit rummelige men ydmyge kontor lignede en gangsterleders bodyguard fra en dårlig hollywoodfilm, forsøger i her det store auditorium at illudere fuldt udviklet sølvryg fra de centralafrikanske bjergstrøg. Grånende manke, lidt for firkantet jakkesæt, som for at skjule et skudsikkert panser, eller måske bare for at kontrollere en vis overvægt. Og så stemmen, den samme sonore klang som på lægegangen, men nu i fri dressur, ganske velegnet til auditoriet, med fuld bugstøtte godt hjulpet af panseret. På en måde illuderer han ganske godt en truet dyreart.

Hvad han siger, efterlader sig ikke noget spor. Armbevægelser, imponerepositur, farverigt lysbilledshow, uddeling af visitkort og foldere om hans firma med referenceliste, det er hvad man skal huske.

Seniorkonsulenten fremhæver privathospitalerne og siger at her kan de offentlige sygehuse lære noget.

Margit tager ordet og går imod påstanden, kalder det et tomt postulat uden belæg, og fremhæver de usammenlignelige opgaver, det elektive og det akutte.

– Det er jo vores egne læger og sygeplejersker, der arbejder der i deres fritid! De yder den samme kvalitet, behandlingen er den samme, det er kun indpakningen der er forskel på. På privathospitalerne kan man vælge menu fra byens bedste restaurant, med rødvin til, vi har catering-ordninger, så helt det samme niveau kan vi ikke tilbyde. Vi kan lære noget af privathospitalerne, for lægerne har det meget bedre der. De bliver respekteret, de skal kun lave lægearbejde, og så kan andre lave alt det andet arbejde. Det kan vi lære noget af. Til gengæld har privathospitalerne ikke alle de andre pligter som vi har: Vi skal stå for forskning og udvikling, træning og uddannelse af fremtidens generationer. Vi kan lære af privathospitalerne, at patienten får udleveret et visitkort med den behandlende læge og sygeplejerske, og at der lægges vægt på kontinuitet i patientkontakten. Til gengæld kan de lære af os, hvad der skal til for en stram økonomistyring. Det er vist først set for nylig, at enkelte af privatklinikkerne giver overskud. Men der er jo også tale om et ideologisk felttog!

Ingen svarer, og konsulenten ser på sit ur. Jeg kan lige så godt supplere Margit, nu hun er så godt i gang.

– De private skal hverken uddanne læger eller sygeplejersker, siger jeg, – de har ingen akutte opgaver, de tager sig kun af det planlagte, de risikerer kun det sikre, de tør kun lave det der ikke kan gå galt. De bevæger sig kun efter det der giver penge. Lægerne udnytter hullerne i overenskomsterne, de kan være på lønningslisten to steder på én gang og tjene dobbelt så meget. Det ændrer ikke på den samlede kapacitet, men det giver visse patienter mulighed for at komme frem i køen foran andre. Er det ikke netop hvad man ønsker, rent politisk: Ulighed?

– Nej, svarer konsulenten, – det ønsker vi såmænd ikke, men det forandrer heller ikke det faktum, at de private er bedre til at tjene penge…

– Som jeg lige var inde på! supplerer jeg, – de laver kun det der er penge i!

– Og hvis der ikke var alle de andre grunde, fortsætter konsulenten, – så er der den grund tilbage, at ingen politiker kan være dygtig nok til at stå i spidsen for en kompleks organisation. Derfor er det meget farligt, hvis det offentlige bliver ved med at stå for alle de funktioner, vi alle sammen er afhængige af!

– Det var dog fantastisk! indskyder Margit. – Jeg begynder at indse, hvor farlig markedsøkonomien er! Demokratiet er en samfundsform, der er klemt i en knibtangsmanøvre mellem to skrækscenarier: Fra den ene front truer totalitarismen, fra den anden truer markedsliberalismen! Det er fremtidens form for totalitarisme, nu i ny iklædning, markedet! Nej, politikerne har ikke forstand på noget af det de træffer beslutninger om, det har du ret i, det skal de jo heller ikke, de skal være generalister, de skal aldrig, aldrig falde i den fælde at blande sig i indholdet! De har ansvaret for at ansætte nogen der kan!

– Det er jo det, der er problemet! siger konsulenten med et skævt smil, – for de der kan, sidder allesammen ude i det private erhvervsliv til en løn, det offentlige ikke er i stand til at betale.

– Jamen så passer dit regnestykke jo ikke! Skulle vi få bedre og billigere ydelser ved at hyre topledere til topgager? De sidder der kun i egen interesse, ikke i institutionens! De er ikke en brøkdel af deres løn værd!

Konsulenten ser igen på sit ur, og af hans afsluttende bemærkninger bør tilhørerne kunne udlede en stærkt selektiv opmærksomhed, da han ikke ofrer indvendingerne yderligere kommentarer. Mødet er slut, og et par af tilhørerne finder konsulentfirmaets referenceliste frem fra de spredte bunker af efterladte papirer, og noterer sig hvilke virksomheder der har været så letsindige at lægge navn til sådan et show. De fleste af firmaerne er i de seneste år forsvundet sporløst.

Ingen ansatte på sygehuset har lyst til at se det forsvinde sporløst, og forvaltningschefen må gå tilbage til sit udvalg og berette om lettere skepsis fra sygehusets ledende medarbejdere.

Nyt slagsmål i udvalget, ny dramatik i forvaltningen, revnede budgetter over hele linjen og flere fyrede sygehuschefer, dog kun et par stykker i denne omgang. I kølvandet personlige intriger og faglige stridigheder. Godt at man kan holde sig fri af det, og passe sit arbejde. Jeg lader mig kun modvilligt inddrage som talsmand for afdelingerne, og kun når det kan gøres indlysende retfærdigt, moralsk holdbart og fagligt forsvarligt. Og kun når afdelingerne kan blive enige. Rivegilderne og magtkampene i overlægerådet udvandrer jeg fra, det er der ikke længere tid til.

Chefkonsulenten, som forvaltningschefen headhuntede til at forestå en sammenlægning af institutionerne, er en af hans gamle kolleger fra en tidligere ansættelse, måske en han skylder en vennetjeneste. Pudsigt, sådan var det også med den tidligere forvaltningschef, hver forvaltningschef sin konsulentkollega. Denne er en virksomhedsrådgiver, som har levet af at skære koncerner til ved at frasælge tabsgivende virksomheder, så det kunne forbedre afkastet til aktionærerne. I hans kølvand ligger kvæstede industrier som tabte markedsandele og betydning, med mistede udviklingspotentialer og fremtidsvisioner, men som en kort overgang håbede at kunne præstere bedre tal på bundlinjen med meget lavere lønomkostninger. Det er dem, han har ført på referencelisten. På middelalderens markeder sørgede kvaksalverne for at være over alle bjerge, når patienterne opdagede virkningen af deres behandlinger. Denne virksomhedsrådgiver nåede ikke at slippe væk i tide, for samtidig med at det private erhvervsliv smækkede døren i for ham, bad forvaltningschefen ham om at kigge på sygehusvæsenet, og sådan er denne rådgiver, der nåede at få tilnavnet virksomhedsslagteren, blevet ansat som projektkoordinator, men nu med nye titler som skiftevis chefkonsulent og seniorkonsulent.

Han er overbevist tilhænger af at flytte aktiviteter fra offentligt forbrug til privat produktion, så frådseriet med skatteydernes penge kan forvandles til nyttig indtjening. Han begyndte med at foreslå frasalg af køkkenet, teknisk afdeling, rengøringstjenesten og portørtjenesten som selvstændige virksomheder.

– De er tabsgivende! siger han, – sælg alle servicefunktioner fra. Det kan de private få mere ud af. De kan præstere billigere ydelser, og de kan tjene penge, i modsætning til det offentlige!

Nu vil han sælge laboratoriet, fysioterapien og røntgenafdelingen, så der kan dannes private kliniske servicevirksomheder. Hvis man slår alle nabosygehusenes kliniske serviceafdelinger sammen, kan de blive rentable, mener han, og rentabilitet er uden sammenligning det højeste mål over alle.

– Skær ind til benet! Det endelige mål er at splitte det hele op, de kliniske afdelinger med senge- og behandlingsafsnit skal også være selvstændigt indtægtsgivende enheder, de skal registreres som aktieselskaber og handles til højstbydende. Med tiden! Når tiden er moden altså, i mellemtiden skal det forberedes grundigt.

Det enerådende flertal i sygehusudvalget er begejstret.

De ustandselige forsøg på at måle og veje alle aktiviteter på afdelingerne når langt omkring med stor detaljeringsgrad, hvilket passer administratorgruppen godt, men driver det kliniske personale til vanvid, navnlig et par af overlægerne. Det bliver brugt imod dem.

– Nå, I vil nok ikke vurderes på jeres resultater?

– Joh, men ikke når det skal være jer der definerer kriterierne!

Det svar giver kun anledning til et hånligt skuldertræk.

Forsøgene på afdelingerne føres videre, de suger ressourcerne ud og udmatter personalet. Ingen kompensation. Belønningen er jo de indkalkulerede store rationaliseringsgevinster.

Men pludselig sker der noget. På institutionsplan opgiver man alle igangværende forsøg og retter ind efter importerede metoder, der får monopol under det importerede navn Diagnose Relaterede Grupper. Udviklet til at udskrive fakturaer med, måske kan de også bruges til at sammenligne omkostningsniveauer på sygehusene.

Rapport fra en elevtid

Christina, journalisten fra vagtværelset, er på egnen igen, og gør endnu et forsøg på at samle nye oplysninger. Hos mig ved at anvende sin genkendelige metode. Det ligeledes genkendelige forløb fører dog ikke til nogen hidtil ukendte oplysninger.

– Hvorfor interesserer det dig så meget?

Pause. Et nyt glas vin og en rygepause for åbent vindue og jakken over de bare skuldre.

– Vi var to journalistelever, siger hun, – vi fulgtes ad. Vi lavede næsten alle vores opgaver sammen. For snart mange år siden havde vi et fælles årsprojekt, emnet var egnens tilfredshed med det lokale sygehus. Hvorfor netop dette sygehus? Ja, det kunne have noget at gøre med min venindes forældres sommerhus her ude ved stranden. Der ude forberedte vi vores undersøgelse. Det var ikke så svært, vi kunne bruge en metode vi fandt i en lærebog.

Hun knipser skoddet ud gennem det åbne vindue. Jeg kigger ned for at se om det har ramt nogen.

– Vi spurgte folk på gågaden mellem reklameskilte og tøjstativer, vi bankede på tilfældige døre mellem stokroser og gadespejle, vi ringede op til tilfældige telefonnumre mellem pizzabagere og bilværksteder. Alle var glade eller meget glade, og der var kun ros eller stor ros til sygehuset at tage med hjem til opgaven. Vi lavede et spørgeskema til patienterne på alle afdelinger fra dagkirurgisk til langtidsmedicinsk, og der blev næsten kun krydset af i rubrikkerne “Tilfredsstillende” og “Yderst tilfredsstillende”. Det var oplysende men ikke specielt oplysende. Positive og særdeles positive svar viser at spørgsmålene er stillet forkert. Eller at folk er bange for at sige noget der skader dem. Derfor fandt vi på at lave en rundspørge blandt de praktiserende læger, de var vel også en slags brugere af sygehuset. Vi fik projektet godkendt, men arbejdet skulle beskyttes med tavshedspligt. Det er alting jo inden for sundhedsvæsenet, og det er alting også der handler om kildebeskyttelse, og vi havde lært om kildebeskyttelse som noget af det vigtigste inden for journalistfaget. En af hensigterne med opgaven var netop at træne os, som de sagde, vi skulle øve os i at håndtere kildebeskyttelse i omgang med klassificeret materiale. Jeg ved ikke om det var deres måde at vise interesse for projektet. Vi havde en erklæring om vores dobbelte diskretion, den tog vi med rundt ved interviewene. Den blev hver gang læst meget omhyggeligt. Da rapporten med lægernes interviews var afleveret og bedømt, fortalte studievejlederen, at den var godkendt. Interessant og veludført, sagde han, desuden afdækkede den stof med et stort potentiale til nærmere undersøgelser. – Men den må gemmes væk! nærmest råbte han, – behandles som om den ikke findes! ligegyldigt hvor meget det kribler i fingrene på jer!

Sådan sagde han. Det forstod vi ikke meget af, før vi gik til studievejleder, til lektorer, professorer og rektorer, og fik besked på at rapporten godt kunne bruges, men kun internt, som læreeksempel på hvor vigtigt det er at bevare kildens tillid, selv – eller især når – kilden har overtrådt sin egen tavshedspligt. Hvad der indsamles i fortrolighed, kan ikke afsløres, uanset eventuel evidens om uventet betændte forhold! Ærgerligt, men sådan blev det. Godt materiale, desværre uanvendeligt til andet end undervisningsbrug. Alt for mange af udsagnene kunne bringe kilderne i vanskeligheder, hvis de slap ud. Hvorfor skulle man som journalist lægge hindringer i vejen for at få fremtidige oplysninger? sagde de, – og dermed for sit eget arbejde? Og hele branchens, for den sags skyld? Det kunne vi jo godt forstå, hvis vi ville, sagde han.

Studievejlederen undrede sig over, hvordan to unge forholdsvis uprøvede studerende som os, kunne lokke sådan nogle afslørende udsagn ud af lægerne. Som ellers var kendt for at beskytte hinanden kollegialt, udadtil som indadtil, og som kun ville udtale sig i bundter, som om de var bundet af et broderskab, stærkere end lægeløftet. Men, som han skrev i noterne til opgaven, ”…de studerende var to ualmindeligt charmerende unge piger med et smittende humør, hvilket måske havde stimuleret de udspurgtes talelyst.” Det ville være en mistillidserklæring at antyde noget sådant over for de interviewede, så det måtte henstå uafklaret.

– Kan man så ikke få jeres rapport at se?

– Den er ikke længere tilgængelig. Vi fik jo besked på at lægge den langt væk.

To gange er Christina kommet forbi igen, har i alt været her tre gange, og hver gang forsøgt at få oplysninger ud af mig, men jeg har ikke sagt noget hun ikke ved på forhånd. Og nu vil jeg ikke sige mere, før hun viser mig den hemmelige rapport hun gemmer på.

Pressen er til daglig ikke særlig interesseret i sygehuset, og heller ikke ret god til at holde sig orienteret om dets hverdag. Men lejlighedsvis får den færten af at der skal ske noget, det er når man kan læse noget spændende i sygehusudvalgets dagsordener og mødereferater. I sådanne tilfælde kan man risikere at have journalister og fotografer til at snuse rundt og stille høflige forespørgsler.

En journalist fra den lokale avis har fundet på at lave en serie indlæg om virksomhedsbesøg, som han kalder det, for at sætte temaartikler op med lidt baggrundsstof. Jeg indvilger i at give ham et interview. Mens jeg overvejer betingelserne. Dels forærer man journalisten ophavsretten til ens egne udsagn, tænker jeg, dels åbner man mulighed for brug og misbrug af udsagnene i enhver sammenhæng. Uden at journalisten selv tager noget af ansvaret. I så fald kan det jo være spændende at høre hvad Christina vil sige.

– Når man vil fastlægge hvor i landet man skal drive hvilke specialer, siger jeg til journalisten, når vi omsider er kommet til emnet, – så kan man anlægge flere forskellige synsvinkler på det. En er at imødekomme befolkningens behov for sundhedsydelser. Det er svært, for det er aldrig lykkedes at fastlægge hvor stort behovet er. Der er heller ikke nogen der kan sige, hvilke sundhedsydelser der efterspørges, for behandlingsmulighederne udvikler sig hele tiden. Hvordan kvantificere en efterspørgsel, når udbuddet ændres konstant? Det traditionelle princip om at tildele behandling i kvoter pr. hundredetusinde indbyggere er jo både uanvendeligt og primitivt. Der er dem der synes at det er meget lettere at lege købmandsbutik, for så kan man se ydelserne som varer, sygehusene som leverandører og patienterne som kunder, og så kan man få at vide, hvor meget folk vil give for ydelserne. Det er meget lettere! Men det er hasard.

En tredje mulighed er at give betingelser for faglig blomstring og vækst. Det kræver både patientunderlag og økonomiske ressourcer. Det gør de andre metoder også, men det vigtigste er de menneskelige ressourcer, uddannelsen, arbejdsklimaet. Og set fra den synsvinkel må vi jo indrømme, at der er indbygget nogle væsentlige barrierer i systemet. Jeg ved næsten ikke hvor de største forhindringer ligger, om det er hos politikerne eller hos kræmmerne, hos dem der vil betale mindst mulig for det, hos dem der vil tjene mest mulig på det. Det er to sider af samme sag, og det virker tilsammen som gift for kvaliteten og udviklingen på området.

– Det kan du da ikke mene! indvender journalisten, formentlig udenfor referat. – Den sunde konkurrence må vel fremme både produktiviteten og kvaliteten, som i alle andre virksomheder? Uanset om der bliver styret på budgetter eller på overskud?

– Jeg ved ikke hvor du har den idé fra. Jo, jeg ved godt hvorfra, tror jeg. Jeg kender ikke konkurrence for noget særlig positivt. Den har i hvert fald ikke noget at gøre indenfor sundhed og sygdom.

– Jo da! er konkurrence ikke incitamentet til al stræben? Anstrengelsen for at gøre det så godt som overhovedet muligt…

– Såh – mener du det? Bliver man bedre af at rage frem foran de andre? Sådan fungerer det ikke i min verden. For at tingene skal lykkes, må vi gøre plads for hinanden. Vi behøver ikke løbe i hælene af hinanden, vi behøver ikke overhale hinanden, for vi er forskellige nok til at gå ad hver sit spor. Vi maser os aldrig på hvor der er trængsel, for hvis nogen meget gerne vil, så må de da endelig komme til. Nej! I stedet koncentrerer vi os om det vigtigste. At gå i tæt og frugtbart samarbejde, og hele tiden udvikle det der er vigtigst, sådan arbejder vi som neurologer, ikke ved konkurrence. Vi har vores specielle områder, og jeg er stadig specialist på nogle felter som blev mine, fordi der simpelthen ikke var andre. Sammen udviklede vi hele feltet. Nu er mit mål ikke længere at beherske faget, det er at holde det i fortsat udvikling, og min opgave er at vise de unge mulighederne. Udvikling foregår i samarbejde, aldrig i konkurrence! Det er hvad jeg forstår ved et godt fagligt miljø.

Interviewformen undrer mig. Jeg har ikke tidligere prøvet at blive udspurgt af en, der giver sig til at diskutere med den udspurgte, modsiger det man siger og fremsætter modsynspunkter. Det er nok fordi jeg ikke har prøvet at være i forhør. Eller at jeg har glemt hvordan det var.

I vejrtrækningspausen får intervieweren ikke kuglepennen et øjeblik fra blokken. Jeg fortsætter.

– Men man må undre sig. Vi oplever indgreb i de fagligt betingede strukturer, vi angribes af sværme af ignoranter. Politikere og administratorer skal ikke nødvendigvis holde sig fra det de ikke har forstand på, men de skal kende konsekvenserne. Der er grusomme eksempler på meningsløse overgreb. Hæderkronede afdelinger, respekteret i hele den faglige verden, ja hele hospitaler, som smuldrede ind til ingenting, fordi politikerne flyttede rundt på midler og normeringer, fordelte ressourcer og kapacitet efter økonomiske og politiske kriterier, de kaldte dem demografiske, i stedet for efter faglige. I blank uforstand. Politikere behøver ikke dynamit for at fjerne institutioner! De behøver ikke vente på jordskælv eller borgerkrig, de kan gøre det helt udramatisk og langt mere effektivt ved at udpine det faglige miljø. Bombede institutioner kan genopstå, det kan udpinede institutioner ikke. Man kan ikke genrejse et fagligt miljø der er spredt for alle vinde. Ikke her, hvor betingelserne én gang er ødelagt. I en anden landsdel måske, i et helt andet land, et sted hvor de rigtige personer kan mødes og et fagligt miljø kan finde betingelser for at opstå og måske udvikles. Ethvert frø kræver grobund, næring og vanding. Det gør vi også. Grobunden er patientgrundlaget. Næringen er de faglige kvalifikationer. Vandingen er de nødvendige ressourcer! Så skal forvildede frø af vilje, energi og arbejdslyst nok slå rod. Forudsat de får fred og ro til det! Og at politikerne kan holde fingrene fra resten!

I avisen ses et par dage senere en dobbeltside med fotografier af bygninger og personale, og femten korte udsagn af den slags, hvor journalistpraktikanter spørger tilfældige mennesker på gaden. Min egen udredning er skåret ned til fem linjer. Det hele er blevet til, at behovet for sundhedsydelser må bestemmes af, hvad patienterne vil betale for, så vil den faglige viden slå rod, og politikerne få den kvalitet de efterspørger.

Hvordan får man nu fat på Christina. Journalisten har fisket efter personstof, men det hører vist under Christinas område. Journalisten kom med et par antydninger, der afslørede en bedre information end han ville indrømme. Men jeg gav ham ikke noget at arbejde med. Christinas telefonnummer har jeg vistnok liggende på et visitkort, men jeg skal ikke opsøge hende. Hun må komme selv, som hun normalt gør, uden aftale. Og det skal være hende der afslører sin viden, ikke mig.

Eksternt samarbejde

som kan være nyttigt, når det interne ikke fungerer

Forberedelserne af det neurologicenter, som jeg i sin tid var kommet til amtet for at udvikle, er gået helt i stå. I stedet gør jeg hvad jeg kan for at styrke det faglige samarbejde inden for specialet, mellem alle afdelingerne, mellem alle amterne. Den udvikling er til gengæld gået videre, der bliver diskuteret over telefonen og på email, der bliver udvekslet laboratoriesvar, billeddiagnostik og scanninger, og vi beder hinanden om gode råd hvorsomhelst der er faglige, teknologiske og økonomiske ressourcer. På samme måde kan vi udveksle personale mellem de nærmeste af afdelingerne. De studerende går i turnus, reservelægerne og første reservelægerne besøger med jævne mellemrum hinandens afdelinger.

Sygeplejerskerne gør det samme, men med en anden rytme over længere perioder. Hvilket giver bedre udbytte, og kun en lille smule mere arbejde for deres administrationer. Det er mest de yngre sygeplejersker der får lejlighed til at komme rundt, sygeplejerskerne på de ledende poster bliver på posten og passer kontinuiteten på deres afdeling. Det plager dem i nogen grad, navnlig når de ser hvilke impulser de unge kommer tilbage med, og de to afdelingssygeplejersker på min afdeling kalder deres nye oversygeplejerske til møde om hvordan de kan blive en del af processen uden at miste kontrollen.

– Det skal bestemt ikke være noget problem! siger Ellen. – At få nye impulser, og samtidig lære fra sig, det er en meget vigtig del af faget!

– Jamen vi vil jo gerne kunne komme tilbage…

– Det er godt at høre. Men for at vove noget skal man kunne slippe det, man står midt i, overlade det til andre, det er svært, det er en tillidssag, men det kan man godt når man stoler på, at der umuligt kan komme nogen i mellemtiden der er bedre.

Det sidste siger hun med et smil, og tilføjer straks, at naturligvis kan der laves en aftale om orlov. Og endnu bedre: sætte det i system for en periode, indgå en aftale om udveksling mellem to eller tre udvalgte afdelinger, forudsat positiv interesse fra de pågældende afdelinger.

Kort efter kommer hun tilbage og kan fortælle, at flere afdelinger i landet har taget godt imod forslaget.

Samtidig med dette foregår der også en grænseoverskridende udveksling af medarbejdere, på anden måde. Afdelingen får besøg af kandidater fra Polen, Slovakiet og Rumænien, dels som ferievikarer, dels som en naturlig følge af det faglige samarbejde i det internationale netværk. Jeg ser allerede mig selv i en funktion der minder lidt om mit forbillede, Stefan i England. Ikke uden en vis tilfredshed. Politikerne og de administrative chefer har ikke nogen anelse om den fagligt udviklende civilcourage der udøves på afdelingerne. Det foregår ikke i det skjulte, det er heller ikke åbenlyst for enhver, det er bare et spørgsmål om at udnytte mulighederne kreativt inden for de begrænsninger der er. På et tidspunkt vil nogle af de kvikke hoveder i administrationen måske finde ud af nogle mærkelige sammentræf, det kan være personsammenfald mellem nye PhD’er og tidligere ansatte på afdelingen, det kan være afdelingens navn nævnt i forbindelse med legater, forskningsprojekter og artikler i internationale tidsskrifter. Giv dem tid, det bliver interessant at se hvornår de finder ud af det, hvordan de bliver gjort opmærksom på det, og af hvem. De opdager det ikke selv, administratorer læser ikke videnskabelige artikler.

Det sker også, at nogle af afdelingens internationale medarbejdere får lyst til at blive. I det mindste så længe det faglige miljø er udfordrende nok. To af kollegerne er krigsflygtninge fra Mellemøsten. De vil gerne tilbage til det, der i flygtningesammenhæng kaldes deres oprindelseslande, men endnu hellere vente til de kan gøre det uden at blive skudt. Og når nu arbejdet på afdelingen er så spændende, og når de nu kan være med til noget der både kan gavne faget, dem selv, og dermed deres lands befolkninger på længere sigt, så vil de gerne bruge ventetiden på noget fornuftigt. De finder værelser i en gade nær havnen. Udenfor arbejdstid hjælper de til hos den libanesiske grønthandler i samme gade, og sidder bagefter i bagbutikken, hvor der undertiden samles en lille gruppe af flygtninge. På den anden side af gaden har en ingeniør fra Irak åbnet en pizzarestaurant, der er bedre plads, og så sidder de ovre hos ham. Nu hvor det er blevet sommer sætter både neurologen og ingeniøren, nu grønthandleren og pizzamanden, stole udenfor, og gaden er blevet et fast mødested for kunstnere og musikere, lokale, tilrejsende og turister.

Fra gaden er der fri udsigt tohundrede meter ned til havnekiosken, hvor Margits venner sidder udenfor med deres bajere under bænken. Jeg tilkalder Margit med en vinkende gestus, da jeg ser hende sidde på denne bænk. Margit kommer gående, og sætter sig på stolen ved siden af, uden for grøntforretningen, under parasollen og omgivet af frugt- og grøntkasser, forbipasserende og kunder. Med mellemrum tager vinden havnens lugte med sig, ellers lugter der mere af persille, porrer, løg, og hundrede krydderier.

– Hvor bliver Ronnie og Eigil af? spørger jeg.

– De tør ikke komme her ind! siger Margit. Og til Ahmet: – Men hvor bliver kvinderne af?

– De tør ikke komme her ud! kommer Ahmet mig i forkøbet. – De er herinde. Vil du se?

Han kalder ind i butikken, og fra en dør til baglokalet kommer en bedstemor og to unge kvinder frem, med håret tildækket og ærmerne smøget op over de våde arme.

– Kommer de ikke her ud og sætter sig? spørger Margit.

Ahmet kalder ind i mørket, men der bliver vinket afværgende.

– De er på arbejde! siger Ahmet grinende.

– Hvad så med dig, skal du ikke på arbejde?

– Det her er mit arbejde! griner Ahmet igen. – Jeg skaffer kunderne.

– Du skræmmer dem væk! siger Margit. – Se nu de to der henne, der ikke tør komme. Sælger du øl?

– Nej, det gør jeg ikke! Jeg sælger saftevand, og sodavand.

– Det dur ikke til de to, de kan lugte forskel på lang afstand.

– Hvis jeg får kvinderne her ud, får du så dine venner her hen? spørger Ahmet med et grin.

– Stop, du må nok hellere lade være, foreslår Margit. – De venner der er ikke noget at vise frem for unge piger. Men jeg vil gerne ha’ en sodavand. Du har ikke kaffe?

– Så skal du dér over, siger Ahmet og peger.

– Det må vente til solskinnet kommer over på hans side. En sodavand, tak.

Et byrådsmedlem går forbi langs havnefronten, han drejer ikke ind i gaden, vender heller ikke blikket i dens retning. Gaden med det nye internationale miljø virker stødende på visse personer, og under en debat i vinter omtalte de lokale hellige og skriftkloge det som et nyt Babylon, hvorefter pizzamanden straks malede et skilt til sin forretning med påskriften “Det ny Babylon”. De lokale politikere begyndte også at kritisere sygehuset. De der er mest imod de fremmede, som de benævner vores tilrejsende specialister, kalder sygehuset en flygtningemagnet og min afdeling et asylcenter. Sådanne skilte kommer der dog ikke op på afdelingerne. Svend Svendsen er også kritisk over for det nye befolkningsislæt, og desuden yderst tilfreds med regeringens stramme asylpolitik. Det overrasker ikke nogen. Jeg har nævnt for ham, at han hellere skulle se det der foregår som en tiltrængt egnsudvikling, til erstatning for dem der rejste i deres ungdom og aldrig kom tilbage. Den udvikling har genoplivet mange hensygnende lokalsamfund, og i mange brancher ses flere og flere iværksættere med inspiration udefra, men her frakobles hans selektive høresans.

En fond,

som af ukendte grunde er ukendt for Svend Svendsen

Ved en afskedsreception et par dage senere møder jeg Svend Svendsen, som genoptager emnet.

– Hvorfor har du alle de fremmedarbejdere ansat? spørger han. – Kan de noget? De kan da ikke tale dansk!

– Åh nej – de kan ikke sproget så godt som en her fra egnen, men de kan faget. Men hvorfor har du dem boende? De fleste bor i dine ejendomme.

– Det er svært at leje ud til andre!

– De kan måske godt betale husleje?

Det svarer han ikke på, så jeg fortsætter.

– De er en gevinst for vores afdeling, de gør den kendt rundt om i verden. Vi er en afdeling med specialfaglig kompetence på internationalt niveau, og vi samarbejder med mange af samme slags i mange lande. Verdens bedste specialister sidder spredt rundt om på afdelinger i forskellige lande, og de hjælper hinanden med vanskelige problemer. Vores afdeling får patienter med sjældne sygdomme, som vi ikke selv har erfaring i. Det sker en gang imellem. Så inviterer vi specialister der har prøvet det før til at komme her over for at hjælpe os. Vi lærer af dem, vi suger deres viden ud af dem så godt vi kan, vi bruger den ny viden her på afdelingen, vi bliver allesammen dygtigere. Vi kunne også sende patienterne videre i stedet for, men så ville vi aldrig lære noget. Vi sender ikke problemerne væk, vi henter erfaringen hertil! De udlændinge der arbejder hos os, hjælper os med at blive dygtigere. Kan du forstå det? Vi rejser også selv ud når vi bliver spurgt, for der er også nogle ting, som vi er de bedste til. Men hvis ingen kender os, bliver vi ikke spurgt. Vi rejser en del, hvis du har lagt mærke til det, for der er rigtig mange der gerne vil lære af vores erfaring. Det er den bedste måde at udveksle viden på her i faget.

– Det her er ikke noget universitetshospital! grynter Svend Svendsen, og understreger sine ord ved at skubbe hagen frem, så meget det nu lader sig gøre, stikke næsen i vejret og se snu ud.

– Det behøves heller ikke! Vi kan nøjes med at gøre afdelingen her til en universitetsafdeling. Jeg er da ligeglad med hvilken institution den hører under, bare den kan gøre sit arbejde. Hvis det hjælper at lægge den under et universitet, så lad os dog gøre det! Foreløbig løser vi både patienternes og fagets problemer ved at lade patienterne blive hvor de er, og lade faget rejse til dem, så får alle patienter den bedste behandling, og alle afdelinger den bedste uddannelse.

– Hvor kan jeg se den trafik beskrevet? Hvor meget koster det?

– Mon ikke regnskabsafdelingen har alle rejsebilag.

Ved Svend Svendsens næste besøg på lægegangen har han uden held afstemt regnskabstal for afdelingens rejseaktiviteter.

– Det passer jo ikke hvad du siger! – Der er overhovedet ikke konteret rejsebilag hos løn- og personaleafdelingen! Sig mig, hvad er det der foregår?

– Åh nej, svarer jeg hurtigt, – du må undskylde mig. Det er fordi disse rejser slet ikke konteres over afdelingens lønregnskab. Det havde jeg glemt.

– Hvad skal det sige? Skal det sige, at du har bundet mig en historie på ærmet? At I slet ikke rejser til andre amter og til andre lande som du prøvede at bilde mig ind? For du vil da vel ikke påstå, at der føres dobbelt bogholderi? Hvad, hvad? Kreativ bogføring?

Svend Svendsen ser med sit snu smil ud som en ikke særlig snu kortspiller, der med eftertryk smider en afgørende trumf på bordet.

– Jeg ved ikke hvad du vil kalde det. De udgifter vi taler om, vedrører ikke afdelingens regnskab, derfor indgår de heller ikke i lønafdelingens bogføring.

– Du bliver nødt til at udtrykke dig klarere! Du taler jo om aktiviteter der ikke finder sted, og udgifter der ikke bogføres!

– Jamen det gør de da. Bare ikke i afdelingens regnskab.

– Nu er det vist lige før du bliver nødt til at ringe til din sagfører!

– Jeg står skam i jævnlig kontakt med en advokat om disse ting…

– Ja, det må man sandelig håbe for dig!

– Det er fondens advokat.

– Fonden?

– Du kender vel Borgernes Fond til Byens Ungdom.

– Den har jeg vist hørt om en gang. Findes den endnu? Hvad bruges den til?

– Jeg tror at det vil interessere dig, og det undrer mig, hvis du ikke kender den bedre, den er over halvtreds år gammel, og den beskæftiger sig med noget der interesserer dig. Nemlig at sørge for, at de unge mennesker bliver her i byen, i stedet for at rejse væk og aldrig komme tilbage.

– Ja, det kunne jeg forestille mig! Nej, den har aldrig interesseret mig, for den er gennemsyret af – fagforeninger og den slags!

– Det var da kedeligt. For den har penge. Og den har stor indflydelse på mange ting. Noget der også burde interessere politikerne, for eksempel sygehusvæsenet.

– Hvordan det?

– Fondens formål er at holde på de dygtige unge mennesker, så de ikke forlader byen. Og om muligt trække andre dygtige unge mennesker til byen. Den interesserer sig navnlig for sundhedsområdet. Jeg blev bedt om at være rådgiver på min afdelings område, som afløser for min gamle chef Arne. Faktisk gjorde fonden også den gang hvad den kunne for at knytte mig nærmere til området, de ville lokke mig til at bosætte mig her, men det må som bekendt indtil videre afvente en politisk beslutning om specialecentret – eller skal vi sige, det tværfaglige neurologiske behandlings- og forskningscenter. Det var det, jeg skulle være med til at udvikle, da jeg kom her for mange år siden. Forresten er jeg ikke længere ung nok til at falde ind under fondens bestemmelser. Men den stiller det der svarer til godt halvanden stilling til rådighed for afdelingen. De penge må kun gå til forskning og uddannelse, ikke til afdelingens drift. Du kan tro, revisoren og advokaten er nøjeregnende! Det er den fonds midler, der gør at vi kan deltage i forskningsprojekter. Det er også fonden, der betaler hotelregningerne, når vi har de bedste udenlandske læger i byen for at se til vores patienter og lære os hvordan vi skal behandle dem.

Det kan ikke ses på Svend Svendsen, om det han hører vækker mishag, eller om han bare er begyndt at tænke i andre baner.

– Jeg er født og opvokset her! siger han, – jeg har altid klaret mig selv! Og jeg har aldrig mærket noget til den fond!

– Det var da en skam, at de overså dig, du har sikket været et oplagt emne. Donationerne kom fra testamentariske gaver fra byens store sønner. Men på den anden side – der var slet ikke brug for at holde på dig, du blev jo på egnen alligevel! Det kan jo være at de indså, at du sagtens kunne klare dig selv?

– Ja, og sådan skulle det være med alle mennesker! Jeg giver ikke en hatfuld for dem der skal klare sig for penge, som andre har skrabet sammen! Og de store sønner, som du siger, det var ikke andet end præster, lærere og forstandere, typisk radikale, socialdemokrater og – ansatte! Ikke en eneste ærlig næringsdrivende!

– Glem ikke lægerne! Der var faktisk mange. Også praktiserende, altså en slags næringsdrivende.

Svend Svendsen forlader fnysende kontoret. Det var nok ikke retfærdigt at bilde ham den historie ind. Der foregår faglig udveksling på den måde, men for det meste inden for specialer hvor det altafgørende er det perfekte håndelag, som inden for nogle få sjældne og yderst specialiserede kirurgiske indgreb. Også i neurokirurgien. I sådanne tilfælde tilkalder man en kirurg med international stjernestatus inden for sin behandling, han skal bookes gennem en manager, hans kalender er lige så overtegnet som en rockstjernes. Så gør man alt for at forberede ham grundigt og detaljeret, med journaludskrifter, snitbilleder og scanninger, så han på forhånd ved præcis hvordan det står til, hvad der skal gøres og hvad der skal passes på. Han beder om flere oplysninger, dem får han over nettet. Så sætter han sin managers kalender til side, hvis han kan se at det haster. Når han ankommer, installerer man ham på byens bedste hotel ligesom enhver anden berømthed, og når han møder op i operationsstuen er han omgivet af landets største specialister på området, klædt på som operationsassistenter. Når han er færdig, har patienten fået den bedst tænkelige behandling, og alle der var med har lært noget.

Helt det samme cirkus har vi ikke på vores afdeling. Her foregår tingene altovervejende over nettet, vi søger second opinion i Indien, Brasilien, Canada, Polen, Japan og Australien.

Jeg lader ham blive i troen, Svend Svendsen. Det passer godt i hans verdensbillede, hvor denne landsdel er verdens navle, og ikke et randområde med en residualbefolkning, som han selv tilhører. Lad ham selv opdage bedraget. Det kan være en barmhjertighedsgerning at bedrage folk. Især hvis det er åbenlyst, især hvis det fører til åbenbaringer eller andre nyttige ting. Forresten – når han finder afdelingens rejsebilag, så kan han se, hvor utrolig billig denne trafik er. Det bliver morsomt at se hans reaktion. Forresten – han har vist ikke adgang til regnskabsafdelingens bilag. Men han kan stille dem et spørgsmål, bede om en udskrift fra ressourcestyringssystemet. Det bliver helt morsomt, når han ser hvordan det fungerer.

Senere på dagen ringer Svend Svendsen, han synes ikke at de tal han får frem fra systemerne giver nogen mening, han synes heller ikke at det er nogen god idé at tilskynde til indvandring og øge integrationsindsatsen.

I den følgende tid ser man Svend Svendsen gennemgå et tilstandsskift. Måske indbildning, prøver jeg at berolige mig selv, man behøver ikke se modstandere alle vegne. Modstandere er kun samarbejdspartnere, der er lidt besværligere end andre. Det kunne vel også bare skyldes et af hans forbigående humørskift. Men i stedet for som før at synge med i de uvidendes kor om den almindelige utilfredshed, udtaler han sig nu målrettet kritisk om afdelingen og snuser i dens papirer. Jeg spekulerer på om Svendsen er ude på at finde små huller, administrative fodfejl, skønhedspletter, alt hvad der kan bruges til at miskreditere afdelingen, dens mellemamtslige og især dens internationale samarbejde. Det vil ligne hans arbejdsmetode. “Jeg går hele vejen,” er en af hans faste replikker. Især når det går ud på at skade andre.

– Amtets økonomi er ikke gearet til sådan et samarbejde! siger Svend Svendsen ved en senere lejlighed, hvor samtalen kommer ind på de neurologiske kontakter over amts- og landegrænserne, – vi skal tilbyde samme sundhedsydelser som alle andre amter, det er hvad ressourcerammen er fastsat efter, og ikke mere! Det er ikke en forskningsafdeling! Desuden skal man absolut ikke give næring til yderligere indvandring!

Den melodi kender jeg. Alle integrationsbestræbelser er sat i stå eller sættes i stå. Kraftige politiske vinde vil gerne blæse alle flygtninge og indvandrere helt tilbage til deres oprindelseslande. Sammen med deres efterkommere der er født og opvokset her i landet. Det påstås endda, at der er fred og ingen fare der hvor de kommer fra, selvom de har været flygtninge på livstid og ingen aner hvor de egentlig kommer fra. Og det påstås uheldigvis samtidig med at de udsendte i diplomatiet, eksportfirmaerne og de humanitære organisationer evakueres, efterhånden som sikkerhedssituationen bliver mere og mere ustabil. Der kan ikke garanteres for de udsendte medarbejderes sikkerhed, men de flygtninge hvis asylansøgning afvises er jo ikke udsendte medarbejdere, de skal bare ud. Så for dem er der ingen sikkerhedsproblemer. At de kastes i armene på dem de flygtede fra, det er ikke vores problem. At de havner i krydsfeltet af rivaliserende stammer og militser, at de risikerer henrettelse som rebeller fra den ene part og at likvideres som stikkere af den anden, det er ikke vores problem, heller ikke at deres forbrydelse består i at have hjulpet den besættelsesmagt som tilfældigvis er vores, de skal bare ud. Umenneskeligheden er stor i oprindelseslandet, umenneskeligheden er ikke mindre i værtslandet, sådan er det bare. Og værtslandet, det er altså hos os. Og det er dybt beskæmmende.

Dagny og Lilly

som patienter, nu med behov for assistance

Familiær ophobning af sygdomstilfælde er lige så udbredt inden for neurologien som inden for andre specialer. Det tager de diagnoserelaterede grupper ikke højde for, men det ved man i faget. Dagny klarer sig stadig, højt oppe i firserne, med reduceret bevægelighed men med uindskrænket humør og robust livsglæde. Lilly, hendes yngste datter, har desværre ikke arvet noget af dette, har derimod arvet samme sygdom, endda i en mere aggressiv form. Langt om længe har Lilly fået svar på sin ansøgning om pension. Først skal hun gennem en arbejdsprøvning, for at få sin arbejdsevne vurderet. Er den nedsat, kan hun søge om at komme i revalidering, herefter muligvis i fleksjob. Hvis vurderingerne er negative, kan hun søge om pension, men først når alle andre muligheder er udtømt. Lilly kan ikke klare noget som helst arbejde, hun kan stadig komme ud af sin seng og for det meste finde ud på badeværelset, hun kan også komme ned på gaden, det er en del af problemet, for hun ved ikke hvad hun lavede for fem minutter siden, og hun ved ikke hvor hun er på vej hen. At Dagny dagligt skænder på hende hjælper ikke noget. Men arbejdsprøves, det skal hun, en lægelig diagnose siger noget om sygdom men ikke noget om arbejdsevne. Uanset hvad hun fejler skal hun testes til forskellige jobs der ikke eksisterer, og som hvis de oprettes, hun aldrig vil få adgang til. Den eneste type job hun måske kan klare, det er at sidde på et tæppe og passe på en tallerken med mønter i en tunnel på en undergrundsstation. Trækken i gangene vil hurtigt tage livet af hende. Anstændige samfund tilbyder ikke deres ældre og svage borgere den slags jobs, men vi har ikke længere noget anstændigt samfund. Vi har heller ikke nogen undergrundsstationer her ude. Og i storkøbmandens indkøbscenter vil hun blive smidt ud efter to minutter.

Den langvarige og ydmygende sagsbehandling fører til, at Lilly tilkendes pension. Til Dagnys store lettelse, da de bor sammen og stadig fastholder deres mor og barn roller med Dagny som den ansvarlige, navnlig på det seneste, hvor Lillys åndsevner er mærkbart aftagende.

Det kostede energi grænsende til uautoriseret magtanvendelse at overbevise kommunens Seniorservice, eller pensionistkontrollen som den kaldes til daglig, om det akutte behov for en plejebolig til erstatning for Dagnys og Lillys utidssvarende første sals lejlighed lige neden for sygehuset. Jeg lavede udkast til en artikelserie om udsatte ældre neurologiske patienters stilling i kommunen, påviste det kommunale svigt som et klart lovbrud, og drøftede udkastet med en af Ellens bekendte der sidder i kommunens socialudvalg. Så kom der gang i sagen. Inden der kom noget i avisen. Hvad der måske heller ikke kommer, artiklen ligger i skuffen og afventer udfaldet.

Udluftning

der ikke afværger lugt-tinnitus

Jeg gør klar til hjemtur efter ugens arbejde. På vej ind gennem forhallen i den gamle hovedbygning møder jeg igen det metalliske blik fra hver af nichernes to beboere. Man bør ved lejlighed undersøge hvem de er. På soklen er der navneplader. I. C. Schultz står der, hos lægen. Og A. P. Svendsen, hos borgmesteren. Er der ikke noget genkendeligt ved denne borgmester? Som om man har siddet i møde med ham for nylig, måske endda på samme værtshus. Svendsen – selvfølgelig. Svend Svendsen fortæller jo, at han stammer her fra egnen, aldrig bortrejst, aldrig hjemkommet, her har hans slægt siddet i generationer som stopklods for al udvikling. Både egnens udvikling og Svend Svendsens egen. Hvilket man egentlig ikke skulle tiltro stifteren af en institution som dette sygehus.

Midt i arbejdet med at pakke weekendkufferten ringer det på døren. I det lille forrum står posen med de tomme flasker parat bag døren for at komme med når jeg skal køre, de klirrer kraftigt fordi den indtrængende person hurtigt slår døren helt op for at komme ind, væk fra eventuelle udspionerende blikke.

Christina. Hun smækker døren i og tager bestik af flaskesamlingen.

– Som du dog hygger dig!

– Hold da op, siger jeg, – du har selv drukket halvdelen!

– Ikke af dem der. Hvem kommer her foruden mig?

Jeg mærker den kemiske krigsførelse slå ud fra hendes frakke og tørklæde, som hun hænger fra sig på en bøjle.

– Det har du slet ikke godt af at vide. Og hvorfor duftslør?

– Det har du heller ikke godt af at vide. Der er ellers ikke megen service på dette hotel.

Jeg ser på uret. Hun sætter sig i min sofa, skubber kufferten til side og trækker mig ned til sig.

– Se ikke sådan på klokken! Du skal vel ikke nå en færge?

Det regner jeg sådan set ikke med, der er ikke længere færgeforbindelser på strækningen. Dengang der var, kørte jeg heller aldrig efter nogen bestemt færge, jeg havde en ordning med at køre op i den opmarchbane der kom først om bord. Det kostede lidt ekstra.

– Jeg kom til at tænke på din rapport, siger jeg. – Den du gemte langt væk.

– Nå, han er lidt interesseret? Skal vi så se hvor meget han kan presses for?

– Næ tak! Så nysgerrig har jeg aldrig været. Men måske kan den bruges, hvis nogen skulle holde taler ved jubilæer og afskedsreceptioner?

– Du kan nok forstå, at den rapport ikke kan offentliggøres. Men den kan godt lægges til rette som kilde til fremtidens historiske viden om fortiden – og det blev den!

– Hvordan det?

– Vi gemte den oppe i lokalhistorisk arkiv.

– Er du tosset? Så er den så godt som offentliggjort!

– Nej! Måske er jeg tosset, men så tosset er jeg ikke. Jeg smuglede den ind. Jeg klemte den ned i en mappe med gamle regnskaber og bilag fra sygehusets første tid. Der kommer nok nogen og roder på et eller andet tidspunkt, om ikke før så når sygehusets historie skal skrives.

– Den er allerede skrevet! For sygehuset fejrer hundrede års jubilæum om få år.

– Ja, vi hørte at der skulle skrives et jubilæumsskrift.

– Jubilæumsskriftet er allerede i trykken, jeg har haft et udkast til gennemsyn og kommentar. Der er ikke noget med om din rapport.

– Vi ventede selvfølgelig til jubilæumsskriftet var i trykken! Så gemte vi den så godt at den ikke kan findes, for hvem interesserer sig for gamle regnskabsarkiver? Den er hverken registreret i kartotekerne eller ført i databaserne. Den dukker måske op ved næste jubilæum.

– Så kan den ligge til evig tid! Sygehuset bliver nedlagt, og så gider ingen længere rode i gamle arkiver.

Hun har selv taget en flaske hvidvin med og trækker den op.

– Glas har du vel?

– Det har jeg vel.

– Bare et enkelt? Du skal vel køre?

– Rigtigt gættet.

Vi skåler. Resten forløber uden et ord. Der tæppes af, slukkes lys, den ene beklædningsgenstand efter den anden lander på stoleryggen eller falder til gulvet, og to afklædte legemer lægger sig mod hinanden.

– Hold kæft, siger hun bagefter. – Det var simpelthen rekord!

– Hvad mener du?

– Jeg kom inden vi var begyndt på noget som helst. Surt! Men så kom jeg en gang mere. Du kan jo stadig!

Smilet i øjenkrogen er uudgrundeligt, i mundvigen ikke. Hun sætter sig op, hælder endnu et glas op og tænder en cigaret. Jeg finder et askebæger frem og åbner vinduet på klem. Hun trækker tæppet over sig.

– Så demonstrativ! Vi rygere bliver da også mere og mere forfulgt. Må du ikke lugte af røg når du kommer hjem?

– Røg, alkohol, parfume. Det er hvad man udsættes for selv uden at forlade værelset! Helt uskyldigt, har ikke del i nogen af tingene, alligevel ikke til at tage fejl af. Du skal ikke bekymre dig.

Jeg får øje på hendes undertøj på stolen. Det er glat, småt, fylder ikke ret meget. Sandsynligvis silke. Nu hænger trusserne tomme og minder ikke på nogen måde om deres daglige indhold. Alligevel har jeg lagt mærke til elastikken som har det med at dele ballen i to med en diagonal fure. Et alvorligt kritikpunkt. Elastikken på Britts trusser holder sig under ballen og tegner formen perfekt. Desuden er Britts undertøj ikke glat, hun foretrækker noget mere blødt og lunt.

– Hvorfor bruger du silkeundertøj? spørger jeg.

– Bryder du dig ikke om det? Jeg kan godt li den måde det rører ved mig på. Nu ingen andre gider!

Jeg tager en skjorte på.

– Ikke allerede! Du er ikke brugt op endnu.

Hun skodder i askebægeret og trækker mig ned til sig. Ti minutter senere kan motionsløberne og hundelufterne i parken udenfor ikke være tvivl om hvad der foregår bag det halvåbne vindue.

Lidt senere bliver hun rolig, rejser sig og vakler besværet mod døren.

– Godt at vi har en som dig! Jeg låner lige dit bad.

– Ved enden af gangen, til venstre.

– Du har det sgu nemt! siger hun bagefter, mens hun snor sig i sit tøj igen. – Man kommer jo bare du ser på én. Nej, se ikke sådan på mig igen! Det er uretfærdigt! Hvad er det du gør?

Hun falder mig om halsen og suger sig fast. Giver mig et kys og sniger sig ud af døren og gennem korridoren, langs panelerne for ikke at blive set. Da hun er gået og jeg selv skal i bad, ligger duftene i badeværelset så tungt at det næsten er omsonst at vaske sig. Og selvom jeg vasker mig ekstra omhyggeligt, hænger de stadig i næse og svælg, selv efter en spaghetti bolognese med ekstra hvidløg på en landevejsrestaurant på vejen hjem. Fornemmelsen er nok bare reminiscenser efter en lidt for kraftig duftbelastning. Kan indtryk brænde sig fast i lugtesansen som på nethinden? Jo, som erindring, men også som kvalme og ubehag? Kan man få lugt-tinnitus? Krisebehandlere har hørt om det, det bruges i torturkamrene.

Hjembesøg

og Stefan i praktik

Hjemme viger Stefan ikke fra min side. Til daglig, siger Britt, er Signe og Malene begge begyndt at opføre sig som hans storesøstre. Bortset fra det kan Britt godt holde sammen på den lille familie med de temmelig uens børn, men når jeg ankommer fredag aften, må jeg føre parallelle samtaler de første timer, den ene med Britt og pigerne, den anden med Stefan. Det er krævende, i betragtning af at man godt kan være lidt træt efter en uges koncentreret arbejde og fem timers koncentreret bilkørsel. Men ingen af parterne tolererer svigt i min opmærksomhed.

– Han trænger meget til sin far! siger Britt.

Det har jeg gennemskuet, og nu hvor Stefans alder gør det muligt, kommer han somme tider med på arbejde, i en kort skoleferie, som vagtplanerne ikke tager hensyn til. Så sover Stefan i en ekstra seng på vagtværelset, tilmeldes kantinens betalingsordning, er med på havnen og på korte restaurationsbesøg, og i dagtimerne hvor hans far passer sit arbejde, afsøger han terrænet på sin cykel. Byen, havnen, standen, sommerhusområderne, golfbanerne og plantagerne.

– Hvad er det for nogle baner, der er inde i skoven? spørger han en aften, mens vi deler en velvoksen rødspætte med kartofler og persillesovs på fiskerestauranten, med havneudsigt og aftensol.

Jeg kender ikke skoven ret godt, og kan ikke svare.

– Skal vi så ikke tage der ud? Så kan du se!

Det finder jeg ikke nogen grund til at afslå, vi spænder hans cykel bag på bilen og kører til strandhotellets parkeringsplads, hvorfra vi cykler og går i tyve minutter indtil Stefan finder hvad han søger. Det er en flere kilometer lang og måske hundrede meter bred rydning i plantagen, tydeligt anlagt efter den rette linjes princip, som i øvrigt også dominerer inde i de omgivende granplantninger, hvor træerne er plantet i række og geled, som i marchkolonner.

– Se derhenne! siger Stefan og peger ud i det fjerne. – Der henne i midten, der er der ingenting. Sidste år var der et lille tårn, med en trappe op! Når man var der oppe, kunne man se rundt i alle retninger.

Vi er allerede på vej hen over rydningens ujævne skovbund. Da vi efter en rum tid når til det sted, Stefan har udpeget, standser han.

– Det var lige her, det stod! Det var lavet af træ. Det gyngede når man gik op i det!

Som Stefan siger, kan man se i flere retninger. Den rydning vi går ad, krydses af to andre. Dette er krydsets centrum, det giver i alt seks retninger, hvor man har uhindret syn mindst en kilometer i hver retning.

– Se! siger Stefan, den her bane er mere flad. Det var den ikke sidste år. Og derhenne er der et skur, det var der heller ikke sidste år.

– Det tårn, der ikke er der mere, det var nok et jægerskjul.

– Hvorfor det?

– For så kunne jægerne sidde der oppe og se alle rådyrene, når de kommer ud fra skoven om morgenen.

– Skød de så rådyrene?

– Det tror jeg.

– Så er det godt, at tårnet er kommet væk! Hvorfor skød de rådyrene?

– Ellers bliver rådyrene for mange. Der er ingen vilde dyr til at holde dem nede.

– Så er det jo jægerne, der er de vilde dyr!

– Det kan man sige. De skyder dem nok stadigvæk, men nu kan de ikke have jægerskjul her længere. Det er en landingsbane, vi står på. Man kan ikke have tårne på landingsbaner.

– Der er da ikke nogen flyvemaskiner!

– Der kommer nok heller ikke ret mange. Hvis vi lytter efter, kan vi måske høre om der kommer nogen. Det skal være inden vi kører hjem på fredag.

De næste dage cykler Stefan igen omkring i byen og omegnen, men hører ikke noget. Det gør han om fredagen. Lige efter at vi har pakket bilen og er på vej ud af byen.

– Hør! råber Stefan, – nu er den der!

Jeg holder ind i vejkanten og slukker motoren. Ganske rigtigt, et enkeltmotors privatfly tæt ved, uden tvivl under landing. Lyden bliver mere dæmpet, og dør ud.

– Lad os komme der hen! foreslår Stefan.

– Der nytter ikke noget. Det er allerede mørkt. Med risiko for at vi ikke kan finde tilbage igen.

Unødvendigt mundhuggeri,

som med fordel kan springes over

Fremmødt efter endnu en god rolig weekend. Stefan er igen vokset af en håndfuld nye oplevelser, som han kan dele med sin far.

Igen – nej, det er nok ikke led i en samlet plan. Der er ikke gået lang tid siden avisen bad om interview, denne gang er det lokalradioen. Interviewprogrammet er led i en serie udsendelser om forskellige arbejdspladser på egnen, nu vil programværten med dette indslag skildre en populær sygehusafdeling, og med dette sigte falder valget ikke overraskende på neurologisk. Lungemedicinen var på i sidste måned, med fokus på astma og allergi.

Jeg lytter nysgerrigt efter underliggende hensigter, som for eksempel at forberede positive holdninger til en måske forestående strukturreform. Den mistanke lader til at være ubegrundet. Journalister kan jo heller ikke følge med i alting. Påfaldende, at han ikke nævner ministerens turné rundt i landet for at forberede nogle strukturelle omlægninger. Men det kan vel på den anden side heller ikke være tilfældigt.

Interviewet indledes med en gennemgang af specialet. Jeg fortæller om neurologisk anatomi, sygdomme, patientgrupper og behandlingsmuligheder. Intervieweren kan godt høre at patienterne er det centrale.

– Hvor bekymret er du for dine patienter?

– Sender vi direkte?

– Vi sender forskudt. Hvorfor?

– For så havde jeg været nødt til at sige: Det var dog et godt spørgsmål! Men et spørgsmål behøver ikke være godt bare fordi der ikke er noget svar. Og jeg kan ikke svare, for jeg ved ikke hvordan man måler bekymring.

– På en skala fra en til ti?

– Vi gør et forsøg. Vi bryder dit spørgsmål ned til delspørgsmål. Jeg er bekymret for de akutte patienter, om de får deres diagnose hurtigt nok. Det er nok en bekymring til to på skalaen, for det er lidt et spørgsmål om tillid til mine medarbejdere, og den fejler ikke noget. Jeg er bekymret for udredningen, jeg er bekymret for at den rigtige behandling igangsættes hurtigt nok. Det er også en toer. Så er jeg bekymret for opfølgningen på de ordinerede foranstaltninger for de hjemsendte. Det er til et syvtal, for her er vi afhængige af kapaciteten på de afdelinger vi arbejder sammen med. Jeg er bekymret for tilbagefald som følge af kapacitetsproblemer overalt i systemet, ikke mindst hos kommunerne. Det er en ren tier, for vi kan slet ikke forsvare det overfor patienterne. Og så er jeg bekymret for specialets udvikling, for rekrutteringen, for forskningen. Den bekymring svarer nærmest til tolv. For det går tilbage, både med afdelingens resultater og dens renommé, vi er ikke i stand til at tiltrække kvalificerede medarbejdere, og forskningen går i stå. Det jeg er allermest bekymret for, det er om de folkevalgte og den administrative ledelse forstår virkeligheden på vores institutioner i sundhedsvæsenet. Den bekymring svarer til et tyvetal på ti-skalaen.

– Hører jeg dig sige, at de ansvarlige instanser ikke er deres ansvar voksen?

– Jeg ved ikke hvad du hører mig sige, men jeg ved hvad jeg siger, og jeg kan godt gentage det…

– Skal jeg forstå dig sådan, at du mener at politikerne prioriterer forkert?

– Jeg tror, lytterne forstår hvad jeg siger, men lad mig bare gentage, hvis du synes vi har tid…

– Det du siger, det er at de besluttende myndigheder ikke stiller nok midler til rådighed –

– Nej, det siger jeg ikke. Jeg taler om at forstå, og jeg taler ikke i koder. Du spørger, jeg svarer, og du får mig ikke til at ændre et ord. Men nu du spørger til min bekymring for patienterne, så er der også den stigmatisering, som visse patientgrupper er ude for. Som så mange andre svage grupper kommer disse patienter ud i vanskeligheder, som de selvhjulpne samfundsgrupper overhovedet ikke kan forholde sig til.

– Mener du marginalisering?

– Det hedder stigmatisering. Det ved du vel?

– Jo – men vi skal jo have alle lyttere med…

– Man skal heller ikke tale upræcist til sine lyttere. De kunne føle sig stigmatiseret. Det kan ikke nytte noget at forvirre begreberne, marginalisering er ikke det samme som stigmatisering.

– Hvad så med udstødning?

– Det ligger ikke i ordet. Stigmatisering, sætte et tegn på, et mærke, brændemærkning. Tatovering af fanger. Skære næsen af trælle, så man kan kende dem igen. Vi har ikke noget godt ord på dansk. Mærkning har de hugget i fødevareindustrien, stempling har de hugget i fodboldindustrien, og når så magtfulde organer annekterer et ord, ændres betydningen. Stigmatisering kan bruges direkte uden betydningstab.

– Jeg vil jo bare gerne bruge ord, alle forstår. Vi er i gang med at lave en liste over de nemme ord der kan bruges i stedet for de svære ord.

– Siger du også lave i stedet for udarbejde?

– Ja, det er da helt sikkert.

– Det forstår jeg bedre. Det giver jo ikke megen mening at udarbejde i bukserne.

Globale

såvel som lokale nyheder i radioen

Fra lokalradioen til værelset, tilberede og spise aftensmad og vente på udsendelsen. I køkkenet til radioens orienteringsudsendelse, dybt korrupte regimer i Afrika syd for Sahara, tyndt befolkede lande seksten en halv gange større end Danmark, uden infrastruktur men med stammemilitser, etniske udrensninger og befolkninger der udhungres, fordi de rige lande underminerer deres markeder gennem eksportstøtte og importrestriktioner. Logisk nok, eksportstøtte må vel gå til eksport. Her på værelsesgangen i tekøkkenet med nyrøget fisk fra fjorden, hentet på vejen forbi havnen, serveret med nye kogte kartofler til nyhederne, fortrinligt. Nydelsen skal holde stand mod ubehaget ved endnu et mislykket forsøg fra udenrigsministeren på at forklare hvor nødvendigt det var at gå i krig i et mellemøstligt land uden om FN. Dertil dild, sennepssauce og salat, samt et indslag om en storpralende italiensk gangsterboss, der besynderligt nok samtidig er regeringschef, her troede man lige at Italien lå nord for Middelhavet og ikke syd for Sahara. Orker hverken færdigretter på værelset eller fastfood på restaurant, der kan man heller ikke selv vælge radioprogram. Præcis sytten femogfyrre slås om til lokalradioen, det gøres kun af nødvendighed, for dens sendeflade består næsten kun af pinlige reklamer og ulidelig støj kaldet baggrundsmusik. Mon de lokale nyheder er lige så absurde som de globale. Lokalnytredaktionen har skåret mit interview til, mikset det op med udsagn fra tre andre, en første reservelæge, vores afdelingssygeplejerske og en sundhedsassistent, og derefter rørt alle indslag rundt til en på forhånd gennemtygget gryderet. De femogtyve minutter der blev optaget blev til tyve sekunder, intet tilbage af de sekvenser hvor intervieweren kvajede sig. Men beroligende at høre god overensstemmelse mellem de forskellige personalegrupper. Skal huske at takke medarbejderne for deres loyalitet over for afdelingen.

Rygterne begynder

I horisonten løber rygter om at amterne skal nedlægges. Det har der rumsteret politiske idéer om i årevis. Tiden er løbet fra den gamle kommunalreform, både kommuner og amter er blevet for små og opgaverne for store, derfor groede en mængde tværgående institutioner og fælles organisatoriske specialenheder frem. Det gode ved dem er, at de samarbejder på rent fagligt grundlag, på tværs af alle administrative grænser. Det fungerer upåklageligt, og det må vel også være logisk at samarbejde om de ting, man hver især ikke har tilstrækkelig specialviden om. På den anden side kan man da godt se for sig de politisk-administrative ledere efterladt med et vist kontroltab, og det værste for politisk-administrative ledere er nu engang at være ude af kontrol. Hvis alle de områder der har udviklet sig som velfungerende faglige fællesskaber, igen skal komme under kontrol af dem der er sat til at bestemme over det uden at vide noget om det, er det nødvendigt med en reform. Sådan blev det kaldt for at give det en slags positiv klang. En reform af hensyn til den politiske kontrol, men derfor behøver man jo ikke kalde den en kontrolreform. En sådan ny reform skal i givet fald forberedes grundigt, for processerne kommer til at tage mange år, og der må naturligvis sørges for at alting kan fungere undervejs under omlægningerne. Så det ligger nok ikke lige for i den nærmeste fremtid, og ingen lader til at tage rygterne helt alvorligt.

Alligevel har der været en minister forbi for at introducere tankerne.

– Han må tage sig bedre tid! bliver der sagt, – eller også må han blive klogere.

Hvordan man udholder

et stormøde

Derefter direkte til stormødet, som ledelsen indkaldte for at orientere om næste fase i drifts- og strukturprojektet. Det falder sammen med et møde, ministeren holder, for han er på en rundtur for at introducere en strukturreform, som han nu kalder det. Meningen er at amterne skal nedlægges. Som om det skulle gøre nogen forskel. Betydningen af administrative strukturer er stærkt overvurderet. Medmindre man er administrator, for så er det nok meget vigtigt.

Alle afdelingsledere og mellemledere er med. Det giver mange overlæger, og de blander sig gerne, stiller spørgsmål og udfordrer de administrative ledere. Sidder roligt og hører de mange indlæg og meningsudvekslinger. Margit sætter sig ved siden af mig.

– Hvis mødet bliver for kedeligt, hvisker Margit, – så kan man altid observere sære typer.

– Vil du træne klinisk blik? hvisker jeg tilbage, så går vi der over.

Vi rejser os og finder to pladser langs væggen.

– Signalement? fortsætter Margit. – Diagnose. Se sygehuschefen, den ny. Ubegavet, karakterløs, udklækket på forvaltningen, belønnet med denne stilling for lang og tro tjeneste. Ingen forventer noget af ham. Alle ser ham som det næste offer for et budget der ikke holder. Hans budget holder ikke, og han opdager for sent hvor det bærer hen. Han virker usikker. Er ikke på pladsen om et år.

Der småsnakkes i salen, roen er ikke faldet på. Jeg lytter, og Margit fortsætter.

– Souschefen. Nikkedukke. Fuldt berettiget manøvreret ud på et karrieremæssigt sidespor. Fanget i bundgarnet som de kalder det, den fælde alle går i der stræber for lavt. Kunne måske være blevet til noget for ti år siden, det er for sent nu, fordi en stilling som hans ikke tillader lederegenskaber. Skulle være blevet i forvaltningen, for sin egen og for sygehusets skyld.

Chefsygeplejersken. Prægtig, standhaftig, fagligt og menneskeligt velfunderet og ubestikkelig. En favnende personlighed, som en selvfølge også mor og centrum i en stor og blomstrende familie. Alles fortrolige, lige fra de nyansatte ufaglærte til de anciennitetstruede administratorer. Misbruger ingens tillid. Må snart vise tegn på overbelastning og omkostningerne ved at være et ideal, ellers er der noget der ikke stemmer!

Jeg siger ikke noget men erklærer mig enig. Der er ro i salen, mens sygehuschefen indleder mødet. Margit må holde inde, jeg fortsætter ad samme spor inden i hovedet, uden at høre efter hvad der siges fra podiet.

Forvaltningschefen. Dygtig, men fejlplaceret økonomisk fagidiot. Burde sidde som leder i det private erhvervsliv, der kan han ikke gøre skade på andre end medarbejdere og aktionærer. To attributter: stok og gulerod, som efterligning af enevoldskongernes scepter og guldæble. Fagligt ansvar og engagement kender han ikke noget til, uberegneligt som incitament og derfor uanvendeligt, det henregner han ligesom lægeløfte og edsaflæggelse under det kunstneriske indtryk. Har to ansigter, det ene over for institutionerne og sine medarbejdere, det andet over for politikerne, hans formelle arbejdsgivere, men er domptør over for alle, især politikerne, ellers ville det gå helt galt.

Forvaltningsmedarbejderne. Ensporede teoretikere uden føling med sygehusverdenens virkelighed, attributter: primitive managementteknikker og costbenefit idéer til sygehusdrift som til maskinfabrikker. Den ene: Ærgerrig, fremadstræbende. Sigter mod avancement, både som sygehuschef og som forvaltningschef. Har regnet ud at han skal holde sig fra mellemlederstillinger på institutionsniveau. Den anden: Totalt desillusioneret, falleret tidligere sygehuschef. Har fået tildelt et kontor i afdelingen til opbevaring af omplacerede institutionsledere, blev sandsynligvis ofret i et tidligere budgetslagsmål. Uforståeligt at forvaltningen fremviser netop dette eksemplar, det kan kun være for at skræmme de unge håbefulde.

Udvalgsformanden. Han hedder Vrissum. Ikke nogen vindende person, ikke noget behageligt udseende, ikke selskabeligt anlagt, ikke særlig kendt i befolkningen, men det behøves heller ikke, man skal bare stå højt nok på partilisten, så bliver man valgt. Førhen energisk medlem af partiets yderligtgående højrefløj, nu pragmatiker. Har sikkert altid været medløber, en retningsløs vindfløj. Følger de magtfulde, derfor højrefløjen. Lægger sig efter meningsmålinger, god lytter hvis han selv skal sige det, hvilket de rigtige venner nok har ret i, det vil sige de magtfulde. Andre har sværere ved at se det. For nogle år siden kunne man høre forskel når han sagde sin mening og det modsatte, det kan man ikke nu. Mulig forklaring: At han ikke længere mener noget. Prototypen på en levebrødspolitiker, stiller op til Folketinget.

Den anden politiker. Opfatter det som sin opgave at fastholde umistelige værdier og være konsistent på sine holdninger. Høj moral forankret i humanisme, menneskerettigheder, åbenhed og demokrati. Den førstes diametrale modsætning, sigter mod forbedringer uden sans for egen fordel. Er i sagens natur kvinde, og ny i politik, hvilket hun konstant må høre for, men også kan benytte sig af ved lejlighedsvis at stille alle de naive spørgsmål der ellers aldrig bliver stillet. Sådan kan hun afsløre motiver, der ellers aldrig ser dagens lys. Udelukket fra indflydelse i sygehusudvalget på grund af inhabilitet, da hun ved mere om sagerne end de fleste politikere. Sidder heller ikke i panelet men blandt tilhørerne, meget passende i hendes egenskab af oversygeplejerske på neurologisk afdeling. Ellen.

Svend Svendsen. Også en slags politiker. Kender lidt til ham efterhånden. Magtmenneske, ensporet og egennyttig indtil det skamløse. Tilsvarende gennemskuelig og forudsigelig. Arbejdsmetode: At spinde folk ind i afhængighedsforhold. Slogan: Svend Svendsen har lange arme. Modstandere: Dem som det ikke lykkes ham at gøre afhængige. Livslang hævner, særdeles ubehagelig modstander.

Der skal være konkurrence mellem specialerne bliver der sagt, det er hvad politikerne ønsker sig, bliver der sagt, for konkurrence giver højere effektivitet og billigere ydelser, bliver der sagt. Ligesom med kopimedicinen. God idé med globalisering og parallelimport, sådan punkteres medicinalindustriens markedsmonopoler. Hvordan fik ortopædkirurgien og oftalmologien egentlig så stor succes? Vandt de i fri konkurrence med andre specialer? Var der ikke noget med det faglige baglands lobbyarbejde, stod de ikke med en mængde færdiguddannede specialister, instruerede de ikke sundhedsministeren i at fremsige tre diagnoser han kunne huske, var det ikke knæ, hofter og grå stær? Lærte han dem ikke udenad som en papegøje, fyrede han dem ikke af i tide og utide, og blev der ikke oprettet slutstillinger? Måske kunne man en dag lære ham at sige apopleksi og cerebral parese? Det kunne være sjovt, eller er det for svært, det går nok bedre med Parkinson og Alzheimer. Faktisk lider mange ministre af kognitivt deficit, det høres på deres stereotype udtalelser og manglende evne til at besvare konkrete spørgsmål. De plaprer perseverant videre på de indlærte remser, uanset hvad de bliver spurgt om. Goddag mand økseskaft syndromet. Der kan uden betænkning foreslås et par hurtige neurologiske diagnoser. Stakkels mennesker, der er ingen sygdomserkendelse, den slags opdager man ikke selv, og vi må ikke antyde noget om det til tredjepart, det forhindres af det sundhedsfaglige personales tavshedspligt. Desuden har vi ikke for mange nyuddannede specialister der skal anbringes, vi har bare for mange patienter, og vores patientgrupper egner sig ikke til lobbyvirksomhed. Vi selv siger kun hvad vi ved, vi stiller tal til rådighed, vi stiller viden til rådighed. Det er langtfra nok. Politik fører ifølge sin egen indre logik direkte til handling mod bedre vidende, imod al anstændighed og sund fornuft, for der er politisk vilje til det! Sådan er vilkårene bliver der sagt.

Ministeren selv er med ved mødet. En voldsom distraktion indfinder sig øjeblikkeligt hver gang politikere og administratorer omtaler de ministerielt beordrede omlægninger som øvelser.

– “Øvelsen går ud på at…”

Man sættes ud på et sidespor i peptalkens første minutter, når en minister med sin sprogbrug viser disrespekt for sit ansvarsområde, og dermed manglende format. Gør sig til skydeskive for hån, spot og latterliggørelse. Man mister lysten til at høre resten, åh, de tåbelige idéer om de første fem minutter, hvor taleren skal være slagfærdig for at vinde tilhørernes opmærksomhed. Beklager, at opmærksomheden i sådanne situationer går i pausestilling, tankerne søger ind i deres eget indre liv, tankestrømmene, og man undskylder sig med et øjebliks produktiv distraktion. Fanget i uopmærksomhed, affinde sig med mistanke om snigende præsenildemens, et ganske hyggeligt alibi for at undgå tidsspilde på overflødigt nærvær. Af alle berigende selskaber er eget selskab i konstruktiv ensomhed dog det bedste. Der må kunne udvikles metoder til at lade de uudtømmelige indre kilder tilflyde sine omgivelser. Helst som underviser for de yngre læger, naturligvis de af dem der har fået lyst til faget, tænk at kunne tilføre sådanne unge mennesker den entusiasme, som vores egne forbilleder kunne give os dengang. Som Arne kunne. Og ikke mindst Stefan, generationens internationale uudtømmelige guldgrube af viden, erfaring og engagement. Ovre fra England udøvede han en mental indflydelse som hverken kendte til grænser eller afstand. Så stor, at man i største respekt fandt på at opkalde en søn efter ham, en søn der dog ikke ser ud til være benådet med stort set andre af forbilledets egenskaber end netop navnet. Det er en vidtløftig ambition, at se sig selv som åndelig fader for neurologer i vækst. Tænke sig engang at se bølger af kompetente, højt kvalificerede neurologer, de virker over hele verden, de kommer fra alle lande, de bedste er dem som man selv har sat i gang, andre er oplært af nogen som man en gang har inspireret, det hele udspringer fra en skole som man har været med til at udvikle, og derfor kender i alle detaljer. Det er en drøm, det må erkendes, det er stærkt selvovervurderende, det må erkendes, men drømmen ligger der, den får en til at stå tidligt op, gå dybt ned i hverdagens problemer, planlægge for sin afdelings fremtid, modstå uvidenhedens vedvarende ukrænkelige, overvældende majoritet, gå sent i seng og drømme kreativt hele natten. Endda i afsavn fra den mest vidunderlige kvinde der findes. Det vides ikke om drømmen kan blive virkelighed, men det er formålet.

En høg lander på brystet af en due, det ser ud som om duen slet ikke er fanget i flugten, men villigt byder sig til. Det er pudsigt, så høgens ansigt ligner Nielsens, og duens ligner Vrangstrups. Høgen står klar til at udse sig de bedste lunser fra duens bryst, men duen har listet høgens ene fod i en snøre, og venter på at den bliver distraheret af et eller andet. I mellemtiden dukker et mylder op af små kartoffelformede gnavere, de kommer nærmere, og de skulle egentlig være et endnu lettere bytte for høgen, efter duens mening. Men gnaverne er glødende smådjævle i forklædning, det ses ved at de udstråler varme, og denne varme bliver stærkere når de nærmer sig hinanden ligesom grillkul, hver for sig er de gråsorte, to og to begynder de at lyse rødt på den side der vender mod hinanden, og nu hvor de står i ring om due og høg, bryder de i brand. Klare flammer i brintens, kullets og svovlets spektralfarver. Høgen må se at komme væk, men er fanget i sin snøre, og imens basker duen sig fri og flyver væk. Smådjævlene spredes igen så ilden dør ud, og høgen genkender deres ansigter som administrative chefer og ikke mindst politikere.

Jeg vågner ved at Margit står bøjet over mig og kontrollerer min puls.

– Undskyld, siger jeg, – jeg faldt vist i søvn…

– Stress! siger Margit. – Tag for pokker en pause! Du trænger vist til at se familien.

Margit kan ramme de bløde punkter. Der er kun en dag til weekend. Ved hver uges slutning fyldes man af en indre uro, der kan udgøre en lettere fare for koncentrationen i hverdagen. Som i ungdommen, når man blev tabt for omverden på grund af en ny kæreste. Her er det hver gang den samme, tilmed omgivet af tre herlige unger, der vokser alt for hurtigt.

Problemer som omgivelserne kan bidrage med

Tilbage