Arbejdet måtte gøres, herom ingen diskussion, og arbejdet blev også gjort uden diskussion, fordi det var et så vanvittigt vigtigt arbejde, og der var så meget der måtte gøres, og alle til rådighed værende kræfter måtte nødvendigvis sættes ind på det, ikke kun dem der var til rådighed, der måtte også skaffes endnu mere arbejdskraft, for det var slet ikke muligt at lade arbejdet ligge ugjort, lad os sige det var ikke en option, og arbejdet blev også gjort, og der blev også sat alle disponible kræfter ind på det, og tilvejebragt supplerende arbejdsstyrker, fordi det foruden at være så vanvittigt vigtigt at få arbejdet gjort og at det derfor var et så vanvittigt nødvendigt arbejde, at det af samme grund også var så vanvittigt spændende at være med til det, se på det og planlægge det og tilrettelægge det, og selvfølgelig så vanvittigt interessant at udføre det, slet og ret at arbejde.
Men aller vigtigst skulle arbejdet gøres, fordi det i sig selv var så vanvittigt vigtigt at arbejde, hvilket også i sig selv var selve grunden til arbejdet, og til at få alle med, hverken mere eller mindre, resten var bare afledte resultater muligvis med tilsigtede og derfor påskønnelsesværdige resultater og desuden i ukendt omfang en del muligt utilsigtede bivirkninger, som selvfølgelig måtte indgå i risikovurderingerne. Når alt arbejdet af de indiskutabelt indlysende grunde og trods andre tungtvejende grunde faktisk blev gjort, når der blev lagt så mange vanvittige kræfter ind på det, undskyld så vanvittigt mange kræfter, var det nærliggende at tænke at det måske også med en vis men ret lille sandsynlighed kunne gå vanvittigt galt, trods alle risikovurderinger, udført om ikke i bedste vidende så dog i bedste mening, måtte man håbe. Hvordan skulle arbejdet egentlig sikres mod at gå galt, når så vanvittigt mange kræfter i sig selv var så vanvittige, hvilket som bekendt ikke kunne give den bedst mulige sikkerhed mod fejltagelser.
Fejltagelser giver læring som bekendt, og arbejdet fortsatte uanfægtet, med fejltagelser der ikke blev talt så meget om sammenlignet med de forventede resultater, der var store, epokegørende, uangribelige, definerende for nye paradigmer for arbejdet, indeholdende nye målsætninger, standarder og pejlemærker, samt nye definitioner af hvad der skulle forstås ved vellykket arbejde, og hvad dertil måtte høre af fantastiske resultater med forskellige former for direkte og indirekte afkast, hvoraf måske ikke alt var så vanvittigt endda, i hvert fald mindre vanvittigt end vanvittig vigtigt, herunder måske også alle fejltagelserne, hvis de da ikke allerede var fejet ind under alle gulvtæpperne, det vil sige afrapporteret, arkiveret og glemt.
På et tidspunkt, hvor arbejdet var skredet så forbilledligt frem, så ustoppeligt havde lagt nye resorter under sig og erobret ufattelige områder af viden og summer af erfaring til brug for videreudvikling, meldte to spørgsmål sig, et større og et mindre.
Det større var spørgsmålet om arbejdets formål. Der havde vist sig så mange former for inerti i arbejdets tilrettelæggelse, styring og udvikling, at arbejdets egen fornemmelse for sit egentlige formål var forsvundet, i hvert fald forstummet, således at arbejdet i sig selv på en epokegørende måde havde erobret definitionsretten, og dermed var blevet definerende for sit eget formål. Der var i slipvinden fundet utrolig mange sideformål og en underskov af delmål, som skulle opfyldes for at gøre arbejdet effektivt, vellykket og muligt at udføre, det var ikke noget problem, men selve arbejdets hovedformål var det endnu ikke lykkedes for nogen at gøre tilfredsstillende rede for.
Det mindre, knap så afgørende af de to spørgsmål, var opstået i erkendelsen af at det faktisk var af en vis betydning ikke alene at arbejdet skulle gøres, men også at der som logisk følge heraf og som nødvendig forudsætning herfor, måtte være nogen til at udføre det. Dette spørgsmål havde fortonet sig en smule, ikke meget men dog så meget at det i hvert fald var forsvundet ud af syne for de arbejdende, i gamle dage kaldt arbejdstagerne, formentlig også for arbejdets rekvirenter, i gamle dage kaldt arbejdsgiverne, datidens generøse givere af arbejde, som samtidig ganske uegennyttigt skænkede arbejdstagerne løn for det udførte arbejde mod at træde ind som aftagere af arbejdets produkt og indehavere af eneretten til det. Så mange spørgsmål var der blevet stillet som endnu ikke kunne besvares og derfor ikke længere måtte stilles, i hvert fald ikke offentligt i alles påhør. Måske ændrede skiltene, mindesmærkerne og erindringstrofæerne ikke noget, måske var problemet ikke så fatalt så det gjorde noget, måske kunne man gennem en koncentreret indsats igen finde frem til arbejdets formål, målrettet og målsøgende skulle det være, så arbejdets formål kunne genetableres, rekonstrueres, eller i yderste fald nytænkes, hvis arbejdets formål absolut skulle være nødvendigt for at sikre dets fortsatte, nødvendige status, respekt og rehabilitering.
Arbejdets oprindelse var et emne af stigende interesse, studeret i historiske kilder, og endda også med stigende opmærksomhed og deraf følgende stigende betydning. Hvad var der før arbejdet, og hvad ville der være efter arbejdet. Tiden, dette fænomen, en så afgørende forudsætning for alt arbejde, at ingen længere stillede spørgsmålet om hvad der kom først, tiden eller arbejdet – tiden, med hvilken både arbejdsindsatsen og arbejdsresultatet kunne måles, sammen med dets ressourceforbrug og afkast selvfølgelig, gevinst og belastning, akkumulation af viden og læring med afsmittende virkning på indhold og kvalitet – formålet ufortalt. Forskerne der arbejdede i feltet for dette studium i arbejde og tid, foreslog dog at udelade ordet selvfølgelig fra samtlige forudgående linjer, det ville fremstå uvidenskabeligt at fremføre betragtninger om noget som helt selvfølgeligt skulle kunne følge af sig selv.
Men altså, til dette arbejdets og tidens iboende problem, dette at der af nævnte, påviselige grunde, måtte være nogen til stede for at gøre det, for at påbegynde, udføre og gennemføre det, og bruge tiden til det. Et problem der i sig selv var arbejdskrævende, for såvidt angik de beskrivende og dokumenterende aktiviteter, ja endda arbejdsskabende, for at nævne de mere positive sider, set fra de arbejdsinteresseredes side.
Og så opstod det, ingen vidste hvorfra, det kom så hurtigt at ingen nåede at tage patent på det, men at alle straks så den geniale tanke bag, at kombinere arbejde og tid i ét begreb – arbejdstid. Hvor smukt.
Som det ser ud for nærværende er der to muligheder, med hver sine fordele. Den ene at anvende menneskelig arbejdskraft, traditionelt, med de velkendte styrker og svagheder. Til fordelene hører kort forberedelses og etableringstid, til ulemperne den iboende ustabilitet, kendetegnet for biologiske organismer, som mennesker jo er, desuden en stor træghed i oplæring, omstilling og opgradering. Den anden mulighed er AI-baserede løsninger. Tilbyder stor stabilitet og enkel omstilling til ændrede procesforløb. Kræver langt mere planlægning og forberedelse ved opstart, hvilket dog også kan løses i AI-regi efter de seneste udviklinger indenfor selvreplicerende styringssystemer.
Og sådan blev det klart, at ikke alt om arbejdet kunne forklares. Jo, hvad det var, hvordan, hvor langt, hvor meget, hvor svært, hvor hurtigt, hvor skadeligt, hvor usundt, hvor sundt, hvem og hvornår, det kunne forklares. Men det sidste spørgsmål måtte stå ubesvaret. Som med alle spørgsmål om f.eks. livet og alt det udenom, måske til og med om selve universet. Det lod sig i modsætning til alle de andre spørgsmål ikke forklare uden en gud. Spørgsmålet hvorfor.
For nok havde man for længe siden erkendt at der kunne være fordele ved sådan noget som spil, sport og religion, men nu har man opdaget at samme fordele kan opnås ved noget så simpelt som arbejde, nemlig at holde folk beskæftiget! Lad dem foretage sig noget de er optaget af! Her kommer konkurrence ind i billedet, andet kan den måske ikke bruges til, men sætte rekorder, det er godt! Personlige rekorder kan man altid sætte, hvor længe kan man opholde sig i en sauna, i iskoldt vand, i en ørken, i en elevator med elevatorstop og propfyldt med parfumerede fruer, for kamp og kappestrid forudsætter at man er flere, hvem vinder over hinanden i udholdenhed, ubehagelighed, ulidelighed, tåbelighed, hvem kan grine højst, hurtigst, længst, hvor glade skal vi være, hvor bekymrede skal vi være, hvem er vi, hvor danske skal danskerne være på en skala fra et til ti, hvor danske skal vi selv være, når vi trækker dem fra der ikke undlader at kalde sig selv danskerne, hvor meget vrøvl kan man stampe frem på ti linjer i avisen eller et minut i et tv-program, behøver det være godt, skidt med det bare der er seere nok, det store flertal går jo ikke efter hvad der er godt men hvor der er mange, er det derfor det er så vigtigt at genåbne alle festivaler og sportsarenaer hvor man mærker suset af mængden, er det derfor man elsker den magt mængden udtrykker, og som gør indtrykket af protester og demonstrationer afhængige af hvor mange der deltager, for det meste skygger forsamlingens størrelse for forsamlingens budskab, det kan jo godt være at demonstrationens budskab er kærlighed og fred, men dens udtryk er kampens og konfrontationens, for fredelige kærlighedsbudskaber trænger ikke igennem til deltagerne så stærkt som de voldelige, er det ikke lidt af et paradoks, er det ikke den grøft venligt mente offentlige forsamlinger ofte falder i, når de infiltreres med elementer der hellere vil vække opsigt og derfor griber til voldsomhed, som er godt for at få opmærksomhed hver gang, men fuldstændigt ødelægger de demonstrerendes budskab.