Beretning om fortiede hændelser
Er det den verden I ønsker? Konflikterne mellem vanvittige og magtbegærlige statsledere, der kalder deres minoritetsgrupper for terrorister, skal de vanvittige og magtbegærlige statsledere have lov til at smadre hele generationer af de befolkninger de har ansvaret for, på kort sigt gøre dem til traumatiserede krigsofre, på langt sigt ødelægge deres fremtidsmuligheder? At de ikke tager det mindste hensyn til fremtiden, men skaber grundlaget for konflikter, der kan videreføres i det uendelige, og skabe generationer efter generationer af traumatiserede, utilpassede, konfliktskabende grupper i større eller mindre tribaliserede enheder, der kun har udsigt til at bekæmpe hinanden efter at de succesfuldt havde skaffet sig af med med de forhadte tyranner, diktatorer, autokrater, magtbegærlige statsledere.
Terroristerne er ikke oprørere fra minoritetsgrupper, der reagerer mod undertrykkelse. Terroristerne er magthaverne, der undertrykker deres befolkninger. Herskere, tyranner, diktatorer, autokrater. Statsledere, uanset om de kom til magten efter statskup, som arvinger til riget, som Guds udvalgte, som marionetter for økonomiske og territoriale interesser, som folkevalgte. Uanset om valget der bragte dem til magten var skævvredet af svindel, om det var korrumperet, eller om det fulgte alle regler og retningslinjer. En statsleder kunne sagtens udvikle sig til terrorist, som det kunne ske ved at forskyde magtbalancen, ved at hæve det politiske niveau, det lovgivende og det udøvende, over det kontrollerende. Vigtigere end at en statsmagt er indsat ved demokratisk proces og uangribelig valghandling, er at den underkaster sig og efterlever nøjagtig samme love som gælder for enhver anden. En politiker må aldrig udtale sig som den minister, der fnysende sagde: “Skulle jura stå højere end politik? Må jeg da være fri!” En politiker står til ansvar for de love, som politikerne selv har vedtaget og underskrevet. Selvom det ikke lige var de samme politikere, men i så fald må de ændre lovene, hvis det kan gøre dem tilfredse. Vi er alle lige for loven, og lovgiverne er hverken mere eller mindre lige for loven end andre.
Der blev holdt en sjælden rigsretssag, fordi præsidenten var beskyldt for at få en fremmed statsleder til at rejse tiltale mod en af hans modstandere. Hvorfor rejse tiltale? Fordi der snart skulle holdes nyvalg. Præsidenten havde fået denne fremmede statsleder til at rejse tiltalen ved først at love ham militær støtte, og derefter tilbageholde støtten indtil denne tiltale blev rejst. Det var selvfølgelig forfatningsstridigt, og kunne fremtvinge præsidentens afgang. Men rigsretssagen skulle ikke holdes ved en domstol, men i parlamentet. Og parlamentsmedlemmerne fra præsidentens parti syntes ikke at brud på forfatningen var noget særligt, når det nu kunne sikre hans og dermed deres eget genvalg.
Når denne adfærd var muligt under den gældende forfatning, er der ikke noget at sige til at den eneste løsning var at få landet selv til at revne. En forfatningsændring var jo umulig at gennemføre, der ville aldrig blive kvalificeret flertal for at vedtage den. Så måtte man splitte landet i mindst to, der kunne lave nye forfatninger uden at slæbe den gamle med.
Civilisationers sammenbrud er aldrig noget kønt syn. Det bliver vores heller ikke. Troen på at det kan undgås er en drøm. Den drøm har et sprog. På det sprog kan man tale om en fremtid hvor alt er godt og en teknologi der klarer alt. I den vildeste fantasi en drøm om at det ikke må være dyrere at være borger i dette land, har du hørt noget så åndssvagt? Et land, det er som et vådt halmstrå at klynge sig til, et punkteret badedyr, midt i civilisationernes undergang. At tro på at man som regering kan redde situationen ved at fortsætte med det der har skabt katastrofen, er i bedste fald latterligt.
PA var fundet og vendt tilbage, dvs. resterne af ham. Sofia som engang havde kendt PA spurgte Nalle om PA ikke egentlig havde været et ret dårligt bekendtskab for ham.
– Han var min vejleder, mentor og åndelige forbillede. Men jeg må indrømme, så mødte jeg dig, og derefter Mahmoud. Det var andre vinkler på tilværelsen som jeg fandt hos jer. Du som den positive, altid beredte, Mahmoud som den skeptiske, tvivlende. Men I er begge to ærlige og optaget af at finde det bedste i mennesker og gøre det bedste for dem, og det har jeg haft glæde af. Helt modsat PA med alle hans gerninger og alt hans væsen. Og så opstod en mindre kamp indvendigt i mig, mellem PA og jer to. Du ved jo, at nok forekommer der grusomheder overalt i verden omkring os, dem er vi kun vidne til indtil vi selv bliver ofre for den, men de er dog intet imod de kampe vi kæmper mod vores egne indre spøgelser, for dem kan vi aldrig vinde over. Sagde jeg kamp? Ja, sådan var det. Jeg ville ikke opgive uden kamp, og så kæmpede jeg. Det tror jeg ikke du opdagede. Men jeg opdagede at det var en kamp mod mig selv, og da jeg havde indset det, sluttede jeg fred. Det var ikke engang svært, det var let. Alt det andet var svært, alt det der gik forud for min indre fredsslutning, det var det svære. Jeg befriede mig selv for alle de krav, jeg havde stillet op for mig selv, alle de ønsker om at få held med tilværelsen, med mit eget liv, selv med drømmene om Peggy, alle de krav, ønsker og drømme fik jeg fred med. Ja, nu tror du nok at jeg er blevet troende eller har set lyset inde i en lignende blindgyde, men sådan er det ikke. Jeg valgte bare at se på det som du gør, og som Mahmoud gør. Det er at se ud, og få øje på verden. Når man ser ind, får man kun øje på sig selv, og det er ikke nok. Og verden har brug for at vi får øje på den og behandler den godt, for ellers ødelægger vi det hele for os selv. Så enkelt er det.