Gartneren

Gartneren

Det var efterår og desuden en ganske almindelig morgen, og Bernard besluttede at tage på arbejde. Lidt omstændeligt, men kunne lade sig gøre hvis det var tørvejr, hvis føret var fremkommeligt, hvis man kunne komme frem for trafikken, hvis man havde lyst og kræfter til at overvinde de praktiske besværligheder. Det havde han hver morgen, men særlig meget nu hvor luften bar denne krydrede, fortættede duft af moden frugt, afhøstede marker og det begyndende forfald efter sommerens kulmination. Selv her inde i byen kunne man mærke det. Selvom efterårets dufte egentlig var et landligt fænomen, kunne visse af dem snige sig helt her ind, i særlige bymæssige varianter. Bernard fornemmede sansninger af skovbund, muld, forrådnelse, nu og da mosebund, nu og da svampe. Han kørte fem meter tilbage, for han var allerede kommet forbi, og denne svamp kunne kun erkendes et ganske bestemt sted. Var der noget i husrækken og plankeværkerne der kunne forklare duften, og hvorfor den kun var her? Tænk at man kan lugte. Lugtesansen som den eneste af alle sanser endnu ikke svækket. Som man dog husker lugte. Det kan da ikke være helt elendigt at være født som hund.

Der var også lyde i erindringerne, der lød stemmer i hans hoved lige bag det sted hvor ørerne sad. Duftene og lydene hørte til efteråret, og hvert år når de igen indfandt sig blev han mindet om en togrejse i sin ungdom.

– Åh disse morgener i det tidlige efterår, bestemthed, klarhed! År efter år. Igen og igen, umiskendeligt – Snus! mærk duftene!

Der hørte bestemte forestillinger til sansningen. Han kunne ikke placere dem men heller ikke undgå dem, og de kom hver gang. De handlede om Anna der bollede bag hans ryg. Det havde hun i overført betydning gjort hvert eneste år i deres åbne forhold, men i Bernards efterårssansning foregik det meget mere konkret. Ryg mod ryg sad de i hver sin togkupé, og mens Anna bollede, støttede han hende med ryggen, stemmede imod med fødderne og tog af for hvert eneste stød der forplantede sig gennem den tynde væg. Uden at vide hvem Anna var, uden at vide hvad Anna egentlig foretog sig, og endnu inden han nogen sinde havde set hende, havde han allerede følt en kolossal lyst til at deltage, den fornemmelse kunne han godt huske.

Dette, som enten var erindring eller ønsketænkning, sad han og tænkte på mens en anden del af hans opmærksomhed var henvendt på respiratoren og kørestolen, al dens mekanik der gjorde det muligt for ham at passe sit arbejde, men det kunne jo gå i stykker hvert øjeblik som al anden mekanik. Han gennemtænkte hvordan han skulle tilkoble batteriets oplader og luftslangerne. Reservekoblinger med i tasken. Somme tider var der strømafbrydelse. Ikke så sjældent endda, museet havde ikke noget nødstrømsanlæg, og hvis strømmen gik var der ikke andet at gøre end at køre hjem igen mens der var strøm på batterierne.

Tidsplanlægning, ekstra ventiler, ekstra batterier, vejrudsigt til hjemturen, Annas rygstøtte. Hun havde bevaret alt det umiddelbart tiltrækkende gennem alle årene. Gennem alle aldringsprocesserne, som hun aldrig havde gjort noget forsøg på at modvirke. Derfor, måske netop derfor, var Anna stadig ligesom en uimodståelig lille unge der lige er vågnet, med uimodståelig appel om et knus. Barnlig, gråhåret og rynket. Det forsvarsløse, det skrøbelige, der kaldte på beskytteren i ham selvom det var mange år siden han kunne levere noget i den retning. Det uimodståelige. Han mærkede varmen i sit indre og følte sig privilegeret. Og så var det alligevel Anna der stadig havde kræfterne, og Bernard der stadig ikke ønskede at ligge hende til last.

Midt i disse tanker, direkte op fra disse drømme, vågnede Bernard og befandt sig i en hospitalsseng. Droppet, slangerne og kanylerne, og det faktum at han lå i hvide dyner og ikke på en sky, bekræftede at han ikke var død. Smerterne en yderligere bekræftelse. Desuden sad Anna og Johannes ved hans side. De var i samtale og opdagede ikke den første del af hans vågenhed. Han lå roligt og lod sig ikke mærke med at han var vågen, mens han lurede dem af.

Da han hørte at de ikke planlagde hans begravelse men livligt diskuterede et uheld som han havde været indblandet i, blev han nysgerrig og gav sig forsigtigt til kende. Han mødte deres forbavsede udtryk, men valgte at se det som lettede smil, og spurgte om de vidste hvorfor han lå her. Han hørte nu en mere kontrolleret udlægning af det han netop havde hørt dem diskutere, og kunne forstå at han var indbragt til hospitalet, fundet bevidstløs. Få minutter mere på fortovet havde gjort det af med ham.

Bernard mente at der skulle mere til for at gøre det af med ham. Men så talte de om en skadejournal. Han bad om at få den at se, men opdagede i det samme, at det ikke var muligt for ham at bevæge sig, ikke engang at række en hånd ud efter de papirer der blev rakt ham. Anna fortalte ham, at det ikke kun var fordi respiratoren havde svigtet, der var også tegn på vold.

Han prøvede at komme i tanker om hvad der kunne være sket, men det lod sig ikke gøre. Der opstod nogle forestillinger om den kære unge der nu var ældet, og om en voldsom aktivitet i en togkupé med hende og nogle uniformer som hovedaktører. De billeder lå i hans hoved i forvejen og var ikke opstået undervejs til arbejdet.

Det næste han så for sit indre blik var ham selv på vej til museet, han så sig selv blive passet op bagfra, ledsaget af to uniformsklædte personer og ført ad en anden rute gennem byen. Ad en omvej, den vej var forkert, tænkte han, protesterede og prøvede at forklare. De to gik på hver side af ham men overhørte ham og skiftedes til at korrigere kørestolens retning, som om de var uenige om hvor turen skulle gå hen.

Sådan endte det lille optog i en bydel, hvor han ikke havde været i mange år men alligevel mente at kende. De gjorde holdt udenfor en stor og prangende kontorbygning, ualmindelig grim og pågående i sin imposante byggestil, med facade og indgangsparti i dimensioner beregnet til mennesker i tredobbelt størrelse. Ved ankomsten lagde han mærke til nogle ramponerede messingskilte uden på bygningen.

Pudsigt, så tilfældige ting der kunne komme op i hukommelsen. Consultants, human resources, management. Bygningen bar ligesom skiltene et oprindelig fornemt men voldsomt forfaldent præg, med dekorativ facadebeklædning i felter af natursten, dele af felterne og hele felter var faldet af og lå på fortovet, andre steder manglede hjørner, og de hang skævt som familieportrætter i en bombet lejlighed, alt dette gav tilsammen det modsatte af et fornemt indtryk. Gadens andre bygninger var også forsømt og i dårlig vedligeholdelsestilstand.

Bernards ledsagere ledte efter sideindgange og fandt en, så de ikke behøvede gå ind gennem den overdimensionerede karruseldør i facaden. Den var i stykker og lagt på siden, så indgangen lignede en kæmpemæssig mejetærsker til afgrøder i mandshøjde, måske hele menneskemængder, det ville den sikkert være god til. Det hele interimistisk afspærret med bomme og pigtråd.

De to uniformerede ledsagere hjalp ham gennem pigtråden og op gennem bygningens etager ad brede marmortrapper, sandsynligvis fordi elevatoren var ude af funktion. I hvert fald fire etager blev han på det nærmeste båret op, inden de var ved bestemmelsesstedet. Hjælperne pustede og Bernard håbede at de først ville finde en elevator der virkede når det var for sent, som det en gang var sket for ham selv ved et besøg hos Isabella.

Inden han gravede videre i hukommelsen ledte han efter tegn, der kunne afsløre om det var oplevelse, drøm eller indbildning.

Han skulle i forhør, viste det sig. Han var udmærket klar over at det kunne være farligt for ham at komme i forhør, for hans tilstand var i forvejen ikke alt for stabil. Derfor tog han et par forholdsregler. Han bad om sikkerhed for strømforsyning til kørestolen og respiratoren. Og han bad om en sundhedsfaglig person til overvågning af hans tilstand. Begge dele blev forholdsvis hurtigt imødekommet, dog var han i tvivl om den sundhedsfaglige persons kompetence.

Forhøret foregik hos et inkvisitionsfirma, som havde fået opgaven overdraget af et multinationalt kapitalkonglomerat. Både firmaet, konglomeratet og udlicitationen var udførligt dokumenteret i organisationens arkiv som han stadig passede, selvom de ikke indgik med nogen navne, men han kunne huske både tilstrækkeligt og detaljeret, så han var godt informeret på forhånd.

Der kom nye uniformerede personer ind. Bernard vidste, at inkvisitionsfirmaet var dannet på grundlag af en voldsbande han huskede fra gamle dage. De to der skulle stå for forhøret mindede også i statur og attitude temmelig meget om tidligere bandemedlemmer. Bandemedlemmer der var blevet ældre, med distingverede grå stænk i tindingerne, iført et anerkendt forhørsfirmas uniformer med logo. De låste dørene bag sig, tog uniformsjakkerne af, stod i ærmeløse trøjer og afslørede lettere ældede, men stadig voluminøse overarme med tatoveringer. Disse svarede ikke alt for godt til firmaets logo. Fedme og tatoveringer var ikke noget bevis, men tilstrækkeligt for Bernard til at associere videre. Forestillingerne om Anna i en helt anden togkupé end hans smeltede sammen med glemte sammenstød med voldelige ungdomsbander.

Han var ikke tryg ved situationen. Kunne få problemer hvis de havde tænkt sig tage ham i længere tids forhør, eller hvis de blot tilbageholdt ham i mere end seks timer uden opsyn.

Den ene af de tidligere uniformerede men nu ærmeløse gav sig til at pille ved respiratoren. De andre gjorde sig lystige over den og en af dem spurgte hvor dens indsugning var. Han fandt den, vendte bagdelen til og slap en fjert direkte ned i luftindtaget, så Bernard kort efter kunne mærke det på sine udåndinger. Imens lynede en anden hans jakke op og pissede på hans skjorte. Så tog de proppen af en lille flaske og vædede et stykke vat, som de anbragte i luftindtaget. De grinede og sagde at han var praktisk anbragt, Bernard, passende fikseret til deres formål. Det sortnede for hans øjne og dunkede i hans hoved. Han kunne ikke garantere for hvad han sagde i den halvt bevidstløse tilstand, mens han vågnede halvt op fire eller fem gange. Hver gang han vågnede hældte de nye dråber på vattotten. Det lykkedes heller ikke for ham at advare dem om eksplosionsfaren, selv i vågen tilstand kunne han kun udtrykke sig med stort besvær på grund af respiratoren, og det forekom ham usandsynligt at de havde fået ham til at sige noget sammenhængende under bedøvelse, men sikker kunne han ikke være. Hvis der gik en gnist mens han var påvirket af æter, ville de for altid have forspildt chancen for at få informationer ud af ham.

De slog ham, hvor de kunne komme til. Først med læderbælter. I hans forsvarsløse situation beskyttede kørestolen dog mod slag bagfra. Forhørsbødlerne gjorde ikke noget forsøg på at løfte ham ud af kørestolen. De kunne som ingenting vælte ham ud på gulvet, men regnede sikkert ud, at selv det ville forringe hans værdi for dem som informator.

Herefter fornemmede Bernard uden overgang at han var med på en biltransport. Her var der også tale om en gradvis opvågnen som den der endte i sengen hvor han lå nu. Mens han blev en smule mere klar i hovedet standsede kørslen, og han blev båret ud og anbragt ublidt på jorden i sin kørestol, hvorefter bilen kørte fra ham igen. Han kunne ikke orientere sig. Han kunne høre men ikke skelne noget med øjnene, bortset fra lys og skygge. Der var smerter men uklart hvorfra. Det var koldt og mørkt, det blæste og han fik regn i ansigtet og blev våd, denne gang ikke af pis, og kunne hverken kontrollere luftslanger eller batterier. Efter en rum tid hvor det lod til at blive lyst igen kom nogen ham til undsætning, og efter endnu en køretur blev han ført gennem døre, med en elevator der fungerede, og hen ad gange til et lokale, hvor han blev lagt i en hospitalsseng.

Anna og Johannes havde under Bernards ransagning af sin hukommelse fortalt hvad de vidste, mens de gættede sig til resten, og lidt efter lidt måtte han erkende at han var blevet slået langt tilbage. Han var blevet undersøgt, sagde Anna, og det var ikke sandsynligt at han ville blive rask nok til at komme hjem igen foreløbig.

Rygleje. Uanset forestilling eller virkelighed er dette et permanent rygleje, den næstsidste station. Man hører om folk der rejser sig fra et. Jeg gør mig ingen forestillinger, og kan under ingen omstændigheder opnå noget bedre end at komme op i siddende stilling. Alligevel, rygleje, det er så passivt, næsten opgivende. Jeg skal skrive. Alle andre fornødenheder klaret med nogle slanger. Slanger sørger for min indgang og min udgang, velsignet være alle de slanger. De giver mig noget at leve af og noget at sove på, men de kan hverken give mig noget at erindre fra eller skrive på.

“At jeg skal skrive mine erindringer, at jeg skal fortælle baggrunden for mit arbejde med organisationerne, arkiverne og aktionerne. Jo, jeg burde have undgået dette. Jeg var den gang ganske almindelig, uden væsentlige skader eller skavanker, med alle muligheder i behold. Vi havde krig, jeg kom i skudlinjen. Nej, jeg blev udsat for vold. Den groveste vold der lader sig gøre, før døden indtræder. Det var kun på marginaler at jeg overlevede. Overlevede jeg kun marginalt? kan man være mere eller mindre død? At man kan være mere eller mindre levende er noget andet, alle grader er tænkelige, jeg har kendt folk på alle stadier. Kort sagt mistede jeg min førlighed, jeg har ikke længere hænder og fødder, og der er ingen kontrol over resten af mit legeme. De tog mit kønsliv, de tog mit syn, jeg har mistet talens brug. En række væsentlige menneskelige kontaktflader er således berøvet mig, og jeg skriver dette fra en brønd af isolation, som på den ene side er min uafvendelige skæbne, men som på den anden side har hjulpet mig til at få hold på tankerne.”

Bernard printede skitsen ud og så den igennem.

Nej, det er for meget. Og det passer heller ikke, jeg kan jo godt nå tastaturet og skrive på det, altså må der være hænder. Og jeg har en synsrest. Det vil kræve en omfattende redegørelse for den fiktive baggrund, krigssituationen og de voldelige overgreb. Javel, krig og vold har vi nok af, det er ikke mangelstof. Om igen.

Og hvad er det for noget bavl med absolut at skulle se det gode i alting. Som om det der er skidt også er godt for noget. Sådan må jeg aldrig gøre igen.

Det var en fordel, da jeg fik programmet der kunne udtale ordene. Alle vokalerne og nogle af konsonanterne, mens man skriver dem. Hvis man skriver hurtigt nok og uden fejl, kan man få nogle ord til at lyde næsten rigtigt, hvis det er enkle ord. Mere komplicerede ord bliver håbløse, og hvis den ikke kender ordet, staver den sig gennem det. Alligevel, hvilken lettelse for blinde og svagtseende, da det kom frem. Jeg flød over, jeg var sprængfærdig. Det jeg ville sige trængte sig på men fik ikke afløb. Det var forfærdeligt, ikke at have nogen metode til at få det ud. Så kommer dette hjælpemiddel. Det kan hvad jeg beder det om. Det kan langt mere end jeg har brug for. Jeg har kun brug for at sige hvad jeg mener, og til det skal jeg bruge alfabetet. Gerne med medhør. Nu kan jeg det hele og så ved jeg ikke hvad jeg skal bruge det til. I stedet for at flyde over tørrer jeg ud. Mit behov var der dengang der ikke var nogen muligheder. Nu er mulighederne der, de har erstattet behovet. Skal det være sådan? Før havde jeg ikke lyst til at sige noget. Regnede med at være tavs så længe de havde frataget mig bevidstheden. Kan man som bevidstløs i respirator tale tydeligt? Skulle vistnok have modtaget meddelelser til diskret overbringelse. Den største sikkerhed mod at lække informationer må vel være at man ikke kender dem.

“Lå afmægtig efter hjemkomsten, kunne ikke tale eller meddele mig på anden måde, havde mistet kontakten med omgivelserne, med familien og personer i øvrigt. Havde ligget hen på denne måde i måneder. Havde igen og igen gennemlevet al erindring, havde genkaldt det erindrede liv med alle glæder og alle sorger, al jubel, al tragedie. Der dukkede faktisk forlængst glemte episoder op. Jeg fik styrke til at forsage oplevelser fra det ydre liv, affandt mig med det indre skuespil som eneste kilde, eneste partner, eneste publikum.”

Ja, måske. I hvert fald mere generaliseret. Ingen konkrete hentydninger til tilfældige ydre omstændigheder. Ydre liv, lad gå. Det kan vel også have en slags begrænset berettigelse. Og uden behov.

“Ganske få effekter i det ydre liv havde stadig betydning, og kun ganske få ting skete. Morgentoilette, måltider gennem slanger. Alt blev der taget hånd om af kyndige, professionelle hænder. Bekvemt nok, ikke alvorligt ydmygende. Men enkelte ting var vigtigt. En af plejerne vidste at jeg satte pris på programmer i radioen med klassisk musik. Ikke fordi de alle var gode, det var de ikke, men fordi man så dog kunne slippe for det værste bras. Enkelte var virkelig gode. Havde denne plejer vidst blot en lille smule om min baggrund, så vidste han sikkert også hvilke perioder jeg interesserede mig for, og hvilke anmeldere og studieværter jeg kunne holde ud. Den viden havde han ikke, men jeg må alligevel beundre hans intuitive evne – eller held – til at vælge de rette ting inden for de rammer, han havde til rådighed. Jeg fik en gang imellem tilsendt en æske konfekt og blandet lakrids fra datteren. Vi var begge klar over, jeg og plejeren, at den var ment som en lokkemad for børnebørnene, og at den normalt var et forvarsel for deres ankomst. Med samme intuition som han valgte den rette musik for mig, valgte han også de rette stykker fra konfektæsken for mig, inden familien kom på besøg. Faktisk nød jeg lakridserne, navnlig de stærke, men i min vurdering tillagde jeg dem nogle kvaliteter de ikke havde, og fantaserede mig tilbage i min barndom, hvor man stadig kunne få ægte ren lakrids, med denne egenartede duft og smag af originalitet og uforfalskethed. På mit afmægtighedsleje havde de moderne efterligninger af lakrids fået betydning som de få sanselige højdepunkter der var tilbage, når livet ikke længere bød på skønne kvinder, spisekortet ikke længere på skønne retter og koncertprogrammet kun lejlighedsvis på skønne værker.”

Åh ja. Det kan være, det slet ikke kan lade sig gøre. Nu handler det om at koncentrere sig. Lige på sporet. Ikke for mange sidespring og svinkeærinder. I øvrigt har jeg ingen datter, mig bekendt. Ikke engang en svigerdatter, Maria er jo nærmest et barnebarn. Og dem jeg kalder børnebørn må være oldebørn. Nå, det kan vel være ligemeget, når det slet ikke er mig, det handler om.

“Jeg kan høre, har en synsrest, jeg kan styre hovedet og nakkemusklerne, og det er nok til at kommunikere ud gennem et apparat, der er stillet mig til rådighed gennem en udviklingsfond for handicaphjælpemidler. Jeg er faktisk engageret som medudvikler og testpilot på produktet, og kan derfor uden videre få foretaget forbedringer når jeg konstaterer mangler, og det må jeg efter omstændighederne anse for et privilegium.”

Det var dog utroligt. Jeg må være for distræt. Ryger af sporet hvert øjeblik. Den eneste chance er at køre lidt videre i blinde og bagefter sortere det ud, der kan bruges. Improvisation for åben båndoptager. Med lidt held kommer der noget anvendeligt i kassen. Ved lejlighed burde man lære sig selv at beherske denne disciplin.

“Undskyld mig, at jeg bringer dette på bane. Jeg gør det ikke af andres tilskyndelse, ikke af egen drift, men fordi det skal gøres. Jeg er måske ikke den rette til at gøre det, måske heller ikke til at afgøre hvordan det skal gøres, men betyder det nu så meget, nogen skal jo gøre det. Og herefter må vi trække betragtningsvinklen tilbage fra mit fremskudte standpunkt til det universelle standpunkt, for det er der jeg vil tale fra. Når jeg nu har sagt dette, og dermed tilkendegivet, at mit eget tilfældige udsagn, min egen eksistens, skal underkaste sig det universelle, på samme måde som en dråbe underkaster sig havet, kan jeg formentlig gå videre til en kort præsentation af mig selv. Kort og præcis, til understregning af, at jeg kun er et ubetydeligt led i en større helhed, at intet flytter sig ved mit initiativ alene, kun i bølgende sameksistens af symbiotiske masser.”

Lad gå. Sådan kunne man måske begynde. Og så komme ind med det andet forvirrende personbras lidt senere og i små doser. Om nødvendigt.

“Men jeg er perceptionshandicappet, multitraumatiseret og fungerer som en dybt fysisk/psykisk udviklingshæmmet. Om årsag og virkning er det umuligt at sige noget. Det har været en selvforstærkende udvikling, den er nu blevet til en selvforstærkende afvikling. Om jeg er perceptionshandicappet på grund af min hæmmede fysisk/psykiske udvikling, eller om jeg er udviklingshæmmet på grund af mit perceptionshandicap, ved efterhånden ingen, og spørgsmålet om hvorvidt hæmmelse og handicap skyldes de multiple traumer eller om disse traumer er en følge af diverse handicaps, har været genstand for hede drøftelser på specialistniveau. Selv er jeg ikke i tvivl: faktorernes orden er ligegyldig. Uanset hvad der kom først, sansernes svigt, kroppens svigt eller sindets svigt, er den samlede defekt større end summen af de tre enkeltdefekter.”

Der kan man se. Det lader til, at den subjektive synsvinkel alligevel er den nemmeste. Måske den eneste farbare. Første person ental. Måske flertal: Vi er nødt til at se hvad der sker. Subjekt og objekt i ét. Den prisværdige og uundværlige selvkritik åbenbarer sig bare ikke i selve det øjeblik hvor ordene fødes. Den skal kobles på bagefter som et filter. Den reagerer ikke på et subjekt, kan kun censurere på et objekt, men i tilblivelsesøjeblikket er teksten et subjekt, først når den er nedfældet bliver den til et objekt. Der kan altså ikke være tale om en direkte selvcensur, kun en selvcensur på anden hånd. Måske er dette et gode? Så står den da i det mindste ikke i vejen for, at tingene i det hele taget kan komme frem. Lad os fortsætte lidt endnu på samme måde, så kan vi destillere produktet bagefter. Hvordan var det nu, der blev sagt om censur: Sådan råber censuren det ud, som den har slettet! Camus? Jeg understreger alvoren, rædselen, afmagten, ved at censurere omhyggeligt. Blandt alle mine virkemidler er censuren dog det kraftigste penselstrøg.

“Jovist er jeg en palæozoisk orm, sanseligt set. Mine største lidenskaber, herunder lidenskaben til denne kvinde, kan jeg ikke beskrive mere udtømmende end ved ønsket om at slukke min tørst i hende. Jeg vil inddrikke hende og hendes vidunderlighed i store slurke, mens jeg snuser og sanser mig frem, jeg snuser mig frem til hende, jeg sanser mig frem over hele hendes krop, og jeg indtager hende i en gurglende og slubrende sanserus. Vel er mine sanser rudimentære i forhold til den mere rendyrkede og konsekvente fordøjelseskanal hos ormen, vel er min fordøjelseskanal forsynet med hjælpeudstyr, dekadente indretninger som lemmer, beregnet til at bevæge sig frem til føden med, og sanser, beregnet til at orientere sig efter føden med, men det er udviklingsmæssige krusninger på overfladen af det essentielle: Fordøjelseskanalen er vores væsen. Ved fordøjelseskanalens indgang har vi fået anbragt de sanseapparater, der skal sikre os livets ophold, ved dens udgang de organer, der skal sikre dets videreførelse. I kønsakten mobiliserer vi alle de basale sanser og urinstinkter på én gang, bliver som orme påny og realiserer vores oprindelige herkomst som partikler i livets ur-suppe, hvoraf alle de aldrig prøvede muligheder kommer. Dette er guddommeligt. Javel, jeg bekender mig som værende et animalsk væsen. Jeg er ikke en plante, jeg er et dyr. Jeg kan bevæge mig frit rundt og efter lyst omslutte og opsuge andre individer, nærmere betegnet kvinder, min egenart er fordøjelseskanalens, min retning er fremad, mit sprog er at sluge, suge, drikke, og min højeste lyst er at indtage det skønne.

Og hvilken skøn tanke. Desværre adskiller jeg mig fra andre orme ved, at de kan bevæge sig rundt, og det kan jeg ikke, hvilket skyldes en erhvervet og ikke nedarvet defekt. Erindringen om bevægelsen fremad, kombineret med fordøjelseskanalens glubende sanserus, den har jeg i behold.”

Ja, det kan man vist kalde en slags suppe. Det bliver noget af en opgave at skumme den af for urenheder. Mon der overhovedet bliver noget tilbage.

“Og vi lever stadig i alt livs ur-suppe. Dens pH-værdi er vores basisvilkår. Og vi flyder med den, selvom nogle spræller mere end andre. Vi flyder, og vores livsform er bølger. Jeg siger med vilje ikke rytmer men bølger. Vi kan sætte bølger i gang, lade os rive med af dem, men vi kan ikke stoppe dem. Vi kan lade dem dø ud, hvilket vil sige vente på at de dør ud af sig selv. For det har vi ikke nogen indflydelse på, og det er den lære vi har fået fra alle verdens magtfulde despoter, som altid har været vældig gode til at sætte bølger i gang, men som også har været ude af stand til at dæmme op mod deres egne bølger, eller de bølger der blev sat i gang af andre. Om de så nåede at myrde millioner af mennesker og hele folkeslag i deres forsøg på det.”

Gad vide, om dette med bølger er banalt stof, eller om det stammer fra udødelige citater. Kunne det være originalt, opstået netop nu og her? Det lyder som om det er sagt før. Det giver for meget detektivarbejde at censurere på den slags.

“Bølgerne forplanter deres energi videre. Gennem ursuppen, tværs over oceaner, ind på fjerne strande. Den største bølge er den, der ikke hæmmes af en anden bølges nylige tilbageslag. Den bedste bølge er den, hvis tilbageslag ikke hæmmer den næste. Hvis det du satser på er at ride med på en bølge, må du være forberedt på at blive skyllet væk af den næste. Den læ du finder bag en bølge varer kun kort.”

Som man dog kunne blive ved. Der må være nogle folk, der lever ved havet, som har den slags ordsprog med i deres kulturelle arv. De stammer sikkert fra et oceanisk arkipelag.

“Som du nok kan regne ud, har erkendelsen af vores livsvilkår i ursuppen under bølgernes dynamik sat sig spor i vort sprog, selv i vores ordsprog. Det handler om dynamikken, det forgængeliges filosofi. Men at satse på de blivende kvaliteter svarer til at lade sig bære af den kontinuerlige række af skiftende bølgetoppe. Dette er paradokset. Kvaliteterne kan kun være blivende, når de hviler på en række af stadigt skiftende bølgetoppe, og man kan jo dårligt forestille sig noget mere forgængeligt end bølgetoppe som grundlag for det uforgængelige. Men det er når vi taler om kvalitet i forbindelse med det dynamiske, og vi taler kun om kvalitet. Med stabilitet er det noget helt andet. Den kan sagtens undvære kvaliteten, den har det endda meget nemmere uden kvalitet, den når jo i forvejen ikke halvvejs op til bølgetoppene, der hvor den ligger urokkeligt, solidt støttet på bunden.”

Nu må seancen bringes til afslutning. Sikke noget bras. Hvis noget af det skal bruges, må det kunne koges ned til to linjer. Højst ti.

Bølger. Statik og dynamik. Koder og akkreditiver. At komme i rette hænder eller ikke. En bestillingsseddel, en liste over personer der skal ekspederes og som selv er ekspederet. Hvis listen kommer i rette hænder bliver personerne på listen belønnet i stedet for aflivet eller omvendt. Var det ikke noget med Liszt? En klaverstemmer kommer ikke til at forveksle Liszt med en liste.

“At passe en bunke oplysninger om menneskelige skavanker, egennytte og svigt. Bjerge af dokumentation for kvalifikationsbrister, undladelsessynder, procedurefejl, langsommelighed, forhaling, vrangvilje. Ophobede forstoppelser af direkte afvisning, modarbejdelse, obstruktion, bortkomne sagsakter og hele sager, destrueret bevismateriale. Utilsløret bekæmpelse af klienters berettigede krav. Alt sammen hos beslutningstagere, myndigheder og den brogede skare af personer der har indflydelse på andre menneskers velfærd. At sætte det hele sammen i en database og undersøge forbindelseslinjer, røde tråde og årsagssammenhænge, personsammenfald. Min isolationsbrønd og ursuppe giver mening. Mit ihærdige arbejde med kartotekerne gennem niogtredive år har udløst små to håndfulde solstrålehistorier og et utal af udsigtsløse ørkenvandringer. Næste vellykkede sag kan fejres med et tisagsjubilæum. Næste år bringer under alle omstændigheder et fyrreårsjubilæum. Begge begivenheder vil udløse blomster. Man tager vel årstidens blomster med. Fyrreårsjubilæets buket kan forudses. Forårsbuket. Tulipaner, løgplanter. Påskeliljer. Det er mange år siden, der har været en blomsterforretning i kvarteret. Men i parken på det gamle fæstningsområde, hvor alle træer blev ryddet for at skaffe brændsel under belejringen, er der stadig nogle ukuelige bestande af blomsterløg, der skyder hvert år. Derhen en tidlig forårsmorgen, hvor frosten er gået af jorden, i kørestolen og med en langskaftet planteske, for at grave dem op. Det skal være når skuddene er kommet mellem to og fem centimeter op af jorden, så man netop kan se dem, for det kan hurtigt blive for sent.”

Det er længe siden, Victor har været her. Der er alligevel et nærvær. Faktisk er det som om han er kommet nærmere og har været her hele tiden på en diskret måde. Ikke længere så fræk bare at mase sig på og kigge ud gennem ens øjne og spærre for udsigten. Dengang stod han simpelthen for meget i vejen og man risikerede at køre galt med cyklen. Han er blevet meget bedre til at træde til side, og til at dele udsigten, og det er en stor fordel at man kan bytte synsvinkel med hinanden efter behov. Er vi ved at blive ligeværdige? Her er helt komfortabelt i selskab med Victor. Det tvungne rygleje bliver til en magelig hvilestilling, hvor man kan tage plads i de bløde polstrede møbler i Victors baghoved, med et storslået udsyn gennem hans øjne. Han har aldrig været særlig snakkesalig, men han er god til at vise ting frem, meget bedre end hvis han skulle forklare det. Husk, han var et visuelt menneske. Han orienterede sig ikke efter sidetallene i en bog men efter illustrationerne. Var han analfabet? Nej forresten, han skrev breve. Bernard tog sig i det, var høflig og ville ikke uopfordret komme ind på breve, bodelinger og Isabella.

“At gå rundt i en have sammen med Victor. Der er plæner og trægrupper, eksotiske vækster fra alle egne. Det må være en botanisk have. En prydhave, også en nyttehave. Roser, nelliker, chrysantemer, meloner, tomater, persille, rosmarin, basilikum. Haven er oprindelig et maleri af Victor, men det viser sig at være udstyret med dybde og mange lag bagved, bare man kommer ind bag overfladen. Der løber små stier gennem haven, ind og ud mellem tætte beplantninger, de forbinder skyggefulde, vinoverdækkede pergolaer med solbeskinnede urtehaver og idylliske panoramaer med pinjer og cypresser. Man bliver mødt af tætte og krydrede dufte, og går fra efterår til forår på to minutter. Victor går foran. Han holder selv beskærekniven.”

– Du skal passe din have, siger Victor. – Give plads for det gode og fjerne det dårlige. Og Bernard kommer til at tænke på Candide, filosoffen som humorist, tager en anden beskærekniv mens han griner højt indvendigt, og svæver rundt i haven mens han skærer det dårlige væk og gør plads for det gode. Haven bugner af vækster og bliver skønnere og skønnere på ingen tid. Victor er gartneren og Bernard den lydhøre elev. Victor advarer ham mod at røre visdommens træ som står midt i haven. Bernard lystrer og samler løg fra afblomstrede tulipaner og arrangerer dem i nye bede, de skyder trofast igen år efter år. Hvert eneste løg er som en levende model af Lucs krystalspire, men Bernard skærer dem ikke igennem for at se om de indeholder sten eller liv. Victor er Gartneren, Bernard staver hans titel med stort og bliver hans profet. Og livet skal fortsættes. Var der ikke noget med en lille dreng – ja, Johannes, selvfølgelig. En dag må Johannes også lære Gartnerens håndværk, et sted skal han begynde.

Han skal opleve gartnerens arbejde med podning, stilkinger og blomsterløg, og vil straks være vundet for tanken. Det kan være nødvendigt at gå tæt med beskærekniven! Johannes ser godt efter og tager ved lære, der er så mange små kneb, der er så mange gode teknikker, men også mange fejltagelser at begå, og det træ man hver gang må gå udenom. Og så er der en hensigt med det hele, derfor må Johannes også tilegne sig et overblik, fastholde et perspektiv, for det nytter ikke noget at blive ved med at pille i de samme små detaljer. Johannes synes at det er irriterende at kigge ud gennem de mange par øjne og vil tage de mangedoblede briller af, men så spørger Bernard om han ønsker at gå hele udviklingshistorien fra Rift Valley en gang til, forfra og alene, det forstår Johannes ikke helt, men i stemmen lyder ekko fra Victor og mange andre stemmer som Victor har kendt men Johannes ikke har mødt endnu. Johannes siger provokerende at det kunne han da egentlig godt tænke sig, og stemmerne bliver lidt svagere mens de ønsker ham god tur og siger at på den tur kom ingen ret langt. Det gør man kun ved at tage ved lære af dem der gik den forrige etape.

Johannes blev kaldt til sygehuset. Bernard lå på ryggen i en hvid seng på en enestue. Slangerne var fjernet, hans øjne var lukket til, der var hverken puls eller åndedræt. Ved hans hovedgærde hang en hvid plasticpose. Den var fuld af blomsterløg. Johannes var klar over at de skulle plantes. Han tog fem op der var ved at skyde, og arrangerede dem på en papirserviet over Bernards bryst. De lå som små kim af liv, snavsede og forkomne, med deres rødder fulde af jordpartikler som de i befippelse spildte på det hvide papir. Hver af dem lignede en lidt skæv spire, sprængfærdigt struttende af liv, som de undseligt og beskyttende krøb sammen om fordi de var så små. Johannes tog resten af løgene med i lommen. Han tog afsked med Bernard og gik ud gennem alle rummene i Marcos billede med vindue på vindue. Der væltede minder frem fra alle årene. De ville ikke passe i rammerne, der var alt for mange rammer med helt forkert facon.

– Du skal tage vare på en arv, sagde Luc da Johannes havde siddet længe hos ham og prøvet at afstemme erindringer. – Der var nogen der sagde at han var skør. Hvem kan sige sig fri for det. Det kan da godt være at han var skør, men han var et godt menneske. Andre ville sige at han var sig selv. Han troede aldrig rigtig på at du kunne løfte arven efter ham, er du klar over det? Det var fordi han ikke selv vidste hvori den bestod. Jeg ved, at du kan. Du er endnu mere skør.

Så fik Johannes lov til at smage hans marc de Bourgogne.

Johannes ledsagede Anna ved begravelsen hvor de omfavnede hinanden i fælles sorg, og han lagde mærke til at hun var blevet gammel. Hun snakkede uafbrudt, fortrinsvis om bagateller som ingen hæftede sig ved, og bekymrede sig over at nu var der kun Mathias og Luc tilbage fra hendes generation. I forbifarten tilføjede hun mellem bagatellerne, at der havde været regulære invasionsstyrker i lejligheden, med maskinpistolskytter hele karreen rundt for at dække alle udgange. De havde gennemsøgt alt, med hvad Anna så som en ret tvivlsom ransagningskendelse og en endnu mere tvivlsom arrestordre på Bernard. Som på det tidspunkt havde været død i tre dage.

En uge efter begravelsen så Johannes Bernards sidste papirer igennem, og satte blomsterløg på hans grav.

Møde med Peter

Endelig var det lykkedes for Johannes at få en aftale med Peter, og i overensstemmelse med aftalen at mødes med ham på en café. De gik straks derfra og slog følge hen ad gaden. Peter var om ikke ældet, så dog tydelig modnet, hærget, brugt. Mager. Johannes besluttede at have ham under observation for narko. Peter slæbte ham gennem byen, gennem kvarterer de begge havde kendt fra deres ungdom, og fortsatte samtalen under hele turen. Det blev til en enetale. Johannes gav ham tid og rum og lod sig kun beslaglægge delvist. Høfligt lyttende, lad den anden få talerum, og man kan bevare eget tænkerum. Indtil der kommer noget væsentligt. Ens eget tænkerum, uindtageligt for alle tænkelige omverdeners angrebsforsøg. Men uforeneligt med den ideale samværsform, modelsamfundet. Var alt det med modelsamfundet alligevel for udvendigt, for lidt vedkommende, uden egentlig, direkte, personlig menneskelig appel?

De kalder det den ultimative eskapisme at beskæftige sig med objektive kendsgerninger i den omgivende verden, ting, der ikke direkte har at gøre med jegets og selvets sfærer, oplevelser og følelser.

Det må så være den ultimative inskapisme at gøre det modsatte, at krybe indad i sig selv, søge alt i sig selv, ikke blot tilfredsstillelsen og rusen, men også kampen og udfordringerne, livets storme og brydninger, og trygheden, ur-livmoderen, altings ophav, altings årsag, at søge det hele i dig selv, hvilket fint lader sig gøre ved det modsatte af at vende vrangen udad, men i stedet vende det hele indad, både ydersiden og indersiden, sanserne, følelserne og tankerne. Indeni er der igen en yderside, som også kan krænges indad, og sådan fortsætter den søgende, du kan blive ved og ved at gå gennem lagene indefter, implodere lige ind til åbenbaringen, det indre lys, den inderste, ultimative visdom. Så er den søgende blevet vis, du har opnået den fuldendte salighed og balance, og har samtidig frigjort dig fra det ydre liv og dets pseudoværdier. Det medfører også, at du er blevet ligeglad, og ikke har flere meddelelsesbehov.

Accelerationen indefter medfører en kollaps af udgående signaler, du udsender ikke mere lys, ligesom et astronomisk sort hul, heller ikke noget af det indre lys. Du er den vise. Du har ikke noget budskab til verden, du har ingen interesse i at udbrede din visdom eller inspirere andre, for i din værdiskala er dit indre blevet det eneste, intet andet har prioritet, og al udadrettet virksomhed vil være spildt, alle resultater, som kan komme andre personer til gode, eller som kan få gavnlig virkning på nogen som helst omgivelser, er fuldstændig uden betydning, for det eneste der har betydning, er dit eget inderste.

Det kan ske, at der ved et uheld alligevel flyder en inspiration fra dig, dine disciple sidder tæt i kreds for at vente på at der skulle komme et udslip, og nogle af dem finder en stump at tolke på, og tror de har fundet vejen ved dit eksempel. Men det giver ikke engang anledning til et skuldertræk eller et øjenbrynsløft hos dig selv, du er jo den vise, og så håbløst uinteressant og ligegyldigt er alt det, der vedrører andre.

Når du ikke kan huske noget fra et tidligere liv, eller fra et mellemliggende interpersonelt, kosmisk liv i total sameksistens, så skyldes det, at dengang du blev født blev du samtidig udstyret med en slags hurtigtvirkende senildemens. Du må nok hellere sige juvenildemens, i betragtning af alderen. Det er nu ikke rigtigt, det er kun for at illustrere det, for det fungerer ikke helt på den måde. Det fungerer tvært imod sådan, at fra fødslen har du dine artsbestemte evner, men du har også nogle medgivne erfaringer. De indeholder alt det du har lært i dit kosmiske liv, i din egenskab af en del af altet. Man kan også kalde det instinkter.

Men straks efter at du er blevet født får du nogle personlige sanseindtryk at arbejde med, de giver dig nye aktuelle og personlige erfaringer. De vokser i betydning, og når du også får erfaringer med dine egne handlinger og effekten af dem, overlejrer dine egne erfaringer snart de medfødte. Snart er de universelle erindringer glemt på grund af det nystartede aktive liv med alle dets muligheder. Og sådan er det indrettet for at give de bedste betingelser for at udvikle din fremtid, den skal ikke være begrænset bare fordi det universelle ikke synes at det er bedst og rigtigst.

Meningen er, at alt skal afprøves. Nu prøver du det ene og en anden prøver noget andet. Selvfølgelig giver det ikke lige vilkår, men lige vilkår har heller aldrig været livets mening. Træer sår deres frø i alt lige fra den fedeste muld til den magreste klippeknold. I en motorvejsrabat, en golfbane eller en sporvognsskinne. Det giver ikke lige muligheder. På samme måde kommer mennesker til verden lykkeligt uvidende om de vilkår de er født ind i, men ulykkeligt uden indflydelse på dem. Det er de biologiske muligheder afgrænset af den sociale uafvendelighed.

Jamen det hele er tilfældigt. Det er simpelthen et spørgsmål om statistik. Man kan bede computeren om at foretage en randomisering. Der er også nogen, der mener, at intet er tilfældigt. At alt har en årsag. Al respekt for sådanne synspunkter, de må vel beskyttes som henhørende under privatlivets fred og/eller bevaringsværdig kulturarv. Men man behøver ikke ligefrem udbrede den slags. Ligesom det ikke er nogens pligt at udbrede i ethvert selskab at man er dranker, nylig skilt, er depressiv eller har bændelorm. Hvis man altså henholdsvis er eller har det. Det smitter jo ikke nødvendigvis. Man kan behandles for alkoholisme, depressioner og bændelorm, og man kan ændre sin status af fraskilt. På samme måde kan man ændre synspunkter. Også på om det er forudbestemte henholdsvis tilfældige begivenheder der indvirker på menneskelivet og dagligdagen. Det eneste der kræves er en smule livserfaring, lidt vilje og en smule forståelse af hvordan disse ting kan anvendes. Og hvad vælger du så som fortolkningsskabelon, randomiseringen eller prædestinationen? Det afhænger af dit temperament, for hvad er lettest at skubbe til, det tilfældige eller det forudbestemte? Er dit temperament tilfældigt eller forudbestemt? Hvor er din vilje egentlig henne? Tag den dog i brug.

I konsekvens af sine egenskaber og sit karriereforløb hos Herbert var Peter gået ind i krigserhvervet. Havde ingen militær uddannelse, men var interesseret i våben og handlede med dem for Herbert. Så sig i spejlet. Maskingeværet stod godt til et hovent ansigtsudtryk. Benyttede sine forbindelser fra logen, blev lejesoldat gennem en forretningsforbindelse. Blev sendt i træningslejr og derefter i guerillakamp, skiftede side efter hvem der betalte bedst, og hvem der havde krigslykken. Som han havde lært det i forretningslivet. Kalkulerede sine egne strategiske placeringer som en børsspekulant sine papirer. Gik over og forhandlede kontrakter med militære modparter, som var eller kunne være marionetter for multinationale koncerner.

I krigstjenesten afstumpedes han, oplevede grusomheder og deltog i dem. Myrdede og voldtog. Især voldtægt stod godt til en arrogant attitude og et hånligt skuldertræk. For nogle trossamfund var voldtægt accepteret, ja nærmest påbudt, når offeret var af en anden tro. De trossamfund blev Peter inspireret af men ikke indrulleret i. Blev selv udsat for vold, begik mytteri, blev fængslet og domfældt men undslap.

Blev igen udsendt, fulgte med en våbentransport til et skjult sted i en mørkelagt krigszone, og derefter tilfældigt involveret i koncernernes egen markedskrig. Market modelling.

Det heroiske i krigen bestod i at skabe grobund for øget omsætning, skabe efterspørgsel, lægge hindringer i vejen for konkurrenterne og ødelægge deres markeder. Smadre landsbyer fordi de hører til konkurrenternes marked. Befolkningen står som de andre aktiver til erobrernes disposition.

Til sidst kom Peter hjem og havde kun volden tilbage som sprog. Fik vanskeligheder med sin resocialisering, afvist af selv voldsbanderne, som han måtte flygte fra. Hjemvendt men ikke i stand til at fungere i social sammenhæng. Efter masser af forsøg på lukrativ beskæftigelse og lige så mange fiaskoer endte han i kloakkerne sammen med andre udskudte. Peter forsøgte smarte fremstød, men de mislykkes fordi de stoppede på halvvejen, og fordi han ikke længere havde noget netværk, de gamle forsvundet, omkommet, flygtet, de nye kom aldrig til at stole tilstrækkeligt på Peter, som var slidt op, alt for meget sig selv, med ødelagt karakter, fremtoning og sprog.

En gang imellem vågnede han fra sin isolation og autisme, virkede i de perioder overfladisk set socialt velfungerende, gik på værtshus og besøgte sin gamle mor. Hun bad ham blive, til en kop kaffe, til aftensmad, til overnatning og så videre. Peter kunne holde hende ud i et kvarter. Så gik han igen på værtshus. Måske kom han om natten op for at sove hos Katharina, nu da hun boede så centralt. Om morgenen undgik han at blive til morgenmad, frokost, snak. Kun et bad, og straks videre, han skulle afsted. Katharina måtte nøjes med at lufte ud og gøre rent efter ham. Hun gav ham penge og indkøbsseddel med, for hun kunne ikke gå på trapper og ikke længere komme på gaden. Næste nat kom han måske igen, men kun sjældent huskede han at købe noget med hjem. Og et par dage efter var han igen ude i sin isolation.

Katharina kunne ikke mere komme ud af sin seng.

– Peter, er du der?

Hun syntes at der var en lyd. Sandsynligvis bare et vindue eller en dør der klaprede i vinden. Men Peter var der ikke. Hun talte til ham alligevel, bad ham skynde sig at købe de ting, hun havde skrevet ned. Og bad ham hente et glas vand. Han viste sig heller ikke den næste aften. Der gik en uge. Så ventede Katharina ikke længere på Peter. Der gik endnu to uger og måske et par dage mere. Så væltede Peter ind i en brandert. Han lagde sig på bænken i forstuen nedenunder som han plejede. Måtte dog rejse sig igen og slå vinduerne op for stanken, som mindede for meget om krigszonerne. Langt ud på næste dag undrede han sig over den vedvarende lugt og gik op ad trappen og ind i soveværelset og fandt sin mor levendegjort af maddiker.

Med den viden, suppleret med Peters detaljer, og med egne tanker kredsende i sit private tænkerum, lod Johannes Peter vise vej gennem sin ungdoms univers.

– I dette kvarter, sagde Peter, – passerer din fortid revy. Her ligger alle oplevelserne. Vender tilbage til dette sted gang på gang. Ja, når du har boet her hele den første del af dit liv, kan du vel dårligt tænke dig andet. For en fremmed må det virke temmelig ligegyldigt, men for dig selv betyder det noget.

Johannes blev mindet om at Peter yndede at sige du om sig selv. Her fulgtes han med sin gamle ven, som havde tilbudt ham et hurtigt aftensmåltid og en overnatning. Samtidig kunne de bruge aftenen til at gennemgå et notat, han havde fundet hos Bernard og præsenteret for Peter på en noget kejtet måde, syntes han selv Han ville gerne vide om Peter kunne belyse noget af det Bernard var blevet udsat for, og som formentlig havde ført til hans død.

De gik gennem byen, og Peter snakkede uafbrudt med sig selv, ind imellem lidt til Johannes, som indvilgede i at følge med fordi han også gerne ville gense kvarteret, som han dog havde et helt andet forhold til. Det var nyt for ham, at Peter kunne have forhold til noget som helst.

– Skumringstime med gylden vesthimmel, ny frisk og skarp vind, og bylarmen aftaget noget, spisetid. Som i et provinshul. I store byer aftager bylarmen ikke ved spisetid. Er du en fremmed, er du en hjemvendt?

En snakkende Peter med spørgsmål til sig selv.

– Du må være en hjemvendt, for her kommer ingen fremmede. Ikke just noget kønt sted. Ikke noget charmerende eller tiltrækkende kvarter. Alle disse ens gader, ens gadehjørner, ens facader, ens fortrapper og indgangsdøre, ens huse med ens mennesker. Let at fare vild. Nu og da en butik eller et værksted, men intet imod hvad der var en gang. Her en kirke, glemt navnet. Der en skole, den og boldbanen kendte vi jo alle. Og knejperne. Dunsten. Dengang så velkendt, nu anonymt. Fattigt kvarter, det er det stadigvæk. Belastet. Kriminalitet, prostitution og vold. Men du vender tilbage. Du er ikke skræmt af dårlige minder fra din barndom, fra din ungdom, du har rod her. Kvarteret ikke ændret. Heller ikke menneskene, jo, nogle er blevet ældre, andre skiftet ud, men de nye er som de gamle og helheden er bevaret. Som renset for turister. Som der altid har været. Jeg ved, hvad det er du søger her. Du søger turisttomheden! Oprigtigheden, ærligheden. Roen. Autenticiteten. Forudsigeligheden. Men det er ikke noget godt skjul. Alle ved noget om dig. Mere eller mindre men noget. For meget. Vi ved at du er kommet igen, og hvor længe det er siden du var her sidst.

– Nu skal du se den gamle lejlighed! Når du har boet så mange forskellige steder i verden, føler du dig hjemme overalt. Den skulle ligge lige henne på det næste gadehjørne. Nåda, selve gaden er nok blevet lagt om. Trafikregulerende foranstaltninger, det må du nok sige. Og det er slet ikke færdigt oppe i den anden ende, gaden ligger hen som grusbunker, med de nye fliser og kantsten parat i stakke, og en hel lille håndværkerby af arbejdsskure.

Johannes mente det nærmere lignede nedbrydning end trafiksanering. Brostenene lå bunket op som barrikader og lagre af kasteskyts. Arbejdsskurene var kasser og presenninger, en trøstesløs koloni af ly for husvilde. Udgravningerne lignede gamle bombekratere.

– Nå, men her lå lejligheden. Her på hjørnet i stueetagen. Det var en underlig lejlighed, men den var jo også sat sammen. En tidligere butik, en garage og en lille portnerloge. Garagen lå i midten, den skulle man enten igennem eller udenom, alt efter hvad den blev brugt til. Boede her et par år. Lidt under to år. Kontor i portnerlogen, værksted og møderum i garagen, to voksne og to børn i butikken. Men det fungerede. Det lå centralt, var nemt at komme til. Men hvor er det dog bygget om. Det skal nok forestille at være pænt, men hvor er det dog dødt. Al den gamle stemning er væk.

Dødt, ja. Johannes så et gadehjørne med en åbentstående port lige i hjørnet. Den var gabende tom, og der var slået brædder for vinduerne i stueetagen.

– Men du må videre. Om to hushjørner, så er du der. Du har vel ikke noget imod trapper? Giver god kondition. Du plejer jo at løbe hele vejen op. Sjette etage, under taget, få vejret igen, god udsigt. Nej, i aften går du op, stille og roligt. Hvor børnene er? Hvilke børn? Hos deres mødre. Sådan er det. Trist for dig selv, men børnene har det godt. Nok bedst på den måde. Og denneher lejlighed har du bare lånt. Han er ude at rejse, ham der har den. Vistnok.

De masede sig vej op ad trappen, Peter låste sig ind og satte vand til en kop kaffe over i køkkenet.

Denne lejlighed så ganske rigtigt ud som en der var lånt. Intet af inventaret kunne være Peters. Og det så ikke ud til, at Peter bevægede sig ret meget udenfor køkkenet.

Her blev Johannes distræt. Han så ud i luften og hørte for tredje gang ikke Peters spørgsmål.

– Er du klar?

Peter havde talt så længe om unødvendigheder, at Johannes var faldet i staver. Peter havde sat sig til rette i en flugtstol og gjort sig parat til forhør. Nu tog Johannes blyant og papir og var også parat.

Lejesoldats fragmenterede hukommelse

– Det begynder i bjergene, sagde Peter langsomt. – En morgen i bjergene. Smuk som alle morgener. Lyde fra dagen der vågner. Fugle. Har glemt hvilke. Lugten af lang tids tørke. Her falder ingen dug. Solen, den rejser sig over de fjerne tinder. Kender ikke deres navne. Stråleglans på bjergsiden. Der ligger landsbyen. Landskabet. Regn er sjælden, og når den kommer er den ikke kun velsignelse men også forbandelse. Skyller alt væk. Der er hverken skov eller krat, alligevel har mennesker altid slået sig ned her. For at søge tilflugt, for at beherske trafikken i dalstrøgene. Strategisk beliggenhed. Bjergfolkets historie er tusindårig. Terrasser, kunstvanding fra tusindårige kanaler fra bjergene, beskedent agerbrug, løsdrift af geder, beskedent husdyrbrug.

– Denne morgen. I dag hedder du Badger. Kodenavn tildelt ved lodtrækning. Badger kører gennem morgengryet i det kuperede og barske landskab. Med i vognen har du Beaver, Otter og Fox. To sidder stille bagi, gaber og strækker sig. Beaver småsover på forsædet ved siden af. Landsbyen i syne forude, geder glor og bræger efter vognene. Vognen foran rejser en støvsky, Badger holder lidt tilbage for at undgå støvskyen. Du ligger som nummer to i rækken, ifølge stående instruks skal du holde to vognlængders afstand til forankørende. Den bliver kørt af Mole, der har kommandoen i fortroppen. I alt er der seks køretøjer på missionen. Materiellet fordelt nogenlunde ligeligt mellem køretøjerne. Automatrifler, morterer, skulderbårne raketstyr. Ammunition. Radiokommunikation. Alt skal tilbage igen.

Du husker kommandantens morgenopsang. Han besvarede selv alle spørgsmålene.

“Hvorfor denne aktion?”

“Fordi det er en ordre. Ikke flere spørgsmål!”

“Hvorfor er denne landsby vort mål – hvorfor skal den besejres?” “Fordi vi skal kontrollere trafikken gennem dalen. Det skal ske herfra. Beliggenheden er strategisk. Terrænet levner os ingen anden mulighed.”

“Hvorfor skal den udslettes?”

“Fordi den repræsenterer nordvestprovinsen, som er i opposition til de stammer, vi gør store anstrengelser for at alliere os med for at nå målet, som er kontrol over forbindelseslinjerne.”

“Hvorfor vil vi opnå denne kontrol?”

“Fordi den er en delopgave i det projekt, vi er hyret til at gennemføre, nemlig forbedret fodfæste for marionetregeringen, som ser ud til på længere sigt at være den bedste garanti for kartellernes fremgang i denne del af kontinentet. En fremgang, der vil betyde forbedret samhandel med landene i regionen, og dermed forbedrede betingelser for os.”

“Hvorfor skal vi udslette civilbefolkningen?”

“Fordi den er konkurrenternes marked. Fordi den altså ernærer fjenden.”

“Hvorfor skal vi dræbe kvinder og børn?”

“Fordi vi skal hindre genvækst af bjergfolket. Fordi der kun kan rejses erstatningskrav så længe der er erstatningsberettigede tilbage. Punkt et: der må ikke kunne genopstå et bjergfolk, punkt to: der må ikke være nogen, der senere kan rejse et krav. Ikke flere spørgsmål, blev der sagt!”

– Kortegen modtages af et par glammende hunde, enkelte høns flakser kaglende op. Pludselig gør vogn 1 brat holdt, og Badger blokerer bremserne. På en gang springer alle ud af vognene, to og to til hver side. Badger og Beaver springer hen mod det nærmeste hus, sparker til døren, der er stænget forsvarligt af, finder et par vinduer der kan brydes op, og smider hver en håndgranat ind. De er allerede i gang med at bryde døren op til nabohuset, da håndgranaterne under dumpe drøn lægger det første hus i ruiner. De kommer ind i et køkken, hvor der ikke opholder sig andet end et par høns, går videre ind i et rum, der har forbindelse til to kamre, i hvert af dem rykker forskræmte mennesker sig i lejerne, flest børn, og efter et par korte salver med automatvåbnene springer Badger og Beaver mod udgangen. Næste hus er sammenbygget af korte længer omkring en lille gårdsplads, som de får adgang til ved at skyde hængslerne af den tunge træport. Fra baghuset træder en gammel mand frem med hænderne løftet, han synker sammen i en regn af kugler. I et vindue ses en ældre kvinde smutte væk bag et forhæng, de skræver over den gamle mand og trænger gennem en labyrint af små rum, indtil de hører barnegråd og kvindernes bønfaldende skrig fra det inderste rum, hvor en flok forskræmte mennesker har forskanset sig.

– Beaver dækker udgangen og gårdspladsen, Badger lader automatvåbnet panorere et par gange hen over den sammenstuvede klump af mennesker, der på få øjeblikke bliver til en bunke af ubevægelige kroppe på gulvet. Ved udgangen sparker Badger udforskende til en dynge af tøj, der ligger i hjørnet, og flår den fra hinanden, da den føles tung. Under tøjet skjuler sig en pige på omkring otte år med sort halvlangt hår og store mørke øjne. Stum rædsel er i hendes blik.

Endnu en salve. Blikket i de mørke øjne fæstner sig i hans, det bliver fastere for hver kugle der gennemryster den lille krop. Lige indtil det stivner og ikke mere vil forandres trods flere kugler. De kan ikke udviske det. Det lader sig aldrig senere udviske. Samme aften kommer patruljen hjem til lejren, delingens tab opgøres til tre tilskadekomne, heraf to behandlingskrævende, den ene efter skudsår og den anden med en brækket fod efter et sammenstyrtningsuheld, en mistet jeep, tre mistede automatvåben, diverse skader på udstyr og udrustning. Der var uventet modstand. Badger kan ikke koncentrere sig. Blikket. Den otteårige skønhed. Blikket sidder fast som en harpun der ikke kan trækkes ud. Rekylen fra automatriflen flår stadig din skulder bagover og vil ikke holde op.

Det er ikke den sidste kommandoaktion. Fem gange efter massakren i bjergene deltager Badger i lignende aktioner, også med større tal på fjendens tabsside. Du ser andre blikke briste under maskingeværild. Erindringen forsøger du at slå ihjel med medicin, narkotika og kemiske midler. Uanset hvad du prøver, træder den otteårige prinsesse fra bjergene frem på alle tider af døgnet. Dette barn tilegner sig en overjordisk skønhed, hun tager alle disse børn, mødre og bedstemødre i hånden, omfavner og trøster dem. Deres stumme anklager, deres uendelige fortvivlelse, deres sjælesønderrivende modstand mod at opgive dette liv i utide, samles i dette ene blik. Badger ser mange liv afsluttes. Du bringer mange liv til afslutning. En overgang tror du, at det er noget du kan vænne dig til…

– En dag, fortsatte Peter, – kom en efterretningsofficer fra hovedkvarteret. Ud til kommandocentralen for at fortælle, at vores kommandant var omkommet. Usædvanlig situation. Det var ikke kommandantens overordnede der fortalte det, det var en fra efterretningstjenesten.

Næstkommanderende var blevet underrettet og forsøgte at komme situationen i forkøbet. Inden efterretningsofficeren ankom samlede næstkommanderende os i messen og forberedte os på problemerne. “Der er lagt en strategi,” sagde han, “en fælde for os. Vi er i mediernes søgelys, vores udtalelser og vores reaktioner bliver observeret nøje.” Det vidste vi jo godt. Derfor har vi altid måttet vide hvordan vi opførte os, og hvordan vi skulle forholde os til netop denne kommandant. Problemløst var det ikke, men problemet var ikke ukendt. Heller ikke nyt. Det eneste nye var dødsfaldet. “Intet må kunne tolkes som at vi har lagt pres på ham”, fortsatte han. “Intet må kunne forstås som at vi kan have forvoldt ham de mindste vanskeligheder. Vores opgave var at undgå dette. Vi har bestræbt os på at undgå dette. Derfor har vi været tålmodige, og vi har alle, og I har alle, tålt de sværeste ydmygelser uden synlige påvirkninger. Nu har vi problemet! Det må ikke kunne udlægges sådan, at forhold her i lejren skulle have foranlediget hans selvmord. Vi holder hånden over ham. Ja, nu har vi dæleme problemet. Den onde lyne mig dæleme! Vi må for enhver pris ikke blotte nogen eventuelle, gamle og glemte mislyde. Vi må for enhver pris ikke henlede opmærksomhed på tænkte, bilagte stridigheder. Alle har haft det bedste forhold til kommandanten! Ingen har haft de mindste uoverensstemmelser med kommandanten! Alt af denne slags er fra dette øjeblik erklæret for at være fri fantasi! Og vil være at strafforfølge. Forstået?” Han råbte og fik råbende svar på kommando: “Var vores kommandant et problem?” “Nej!” “Var vi kommandantens problem?” “Nej!” “Har vi altid elsket vores kommandant?” “Ja!” “Har vores kommandant altid elsket os?” “Ja!”

Peter trak vejret langsomt.

– Vi stod og hørte på det pis. Vi hørte, at vi havde mistet garanten for vores fortsatte eksistens. Vi kunne blive mistænkt for at have drevet kommandanten til selvmord. Vi hørte på, at samarbejdspolitikken mellem denne kommandant og lokalmilitserne havde været forlægningens eneste berettigelse og vores eneste håb i denne vanvittige udpost. Den sandsynlige fremtid var nu at blive ofret i den næste træfning. Det kunne vare en uge eller en måned.

Jeg var den eneste der vidste at det ikke var selvmord. Jeg havde lige dræbt ham. Ja, jeg slog ham ihjel! Det var mig! Og jeg havde det godt med det.

Nu havde Peter vel fundet ud af, at det ikke altid går at sige du om sig selv.

– Først fortalte jeg ham, hvor dumt et svin han var. Det vidste han godt, men han lod mig tale, fordi hans pistol i min hånd var rettet mod hans tinding. Jeg prøvede at tale nuanceret og nævnede indledningsvis en enkelt ting, jeg ville sige ham tak for. Jeg gav mig tid. Det var som om han anede en sprække. Jeg havde kontrol med situationen, men han troede at jeg var imødekommende. Han foregav forhandlingsvilje. Han foreslog selv en løsning. Den var fantastisk. Den ville imødekomme alle kampenhedernes forventninger. Den ville også imødekomme alle mine udtalte og ikke udtalte krav. Jeg lod som om jeg var til at påvirke. Han var selvfølgelig klar over, at han ikke kunne honorere det han lovede. Det var jeg også.

Så tilgav jeg ham. Jeg tilgav ham hans synder. Det havde jeg det fint med. Det havde jeg det virkelig fint med. Jeg mærkede direkte og fysisk, hvordan tilgivelsens velsignelse kan virke. Den helt rigtige metode til at læge psykiske skrammer. Ikke nødvendigvis forsoning men tilgivelse. Du bliver mægtig i det øjeblik du kan tilgive! Du sætter dig over synderen. En stor synd kræver en stor tilgivelse, og du føler dig Skaberen nær. Det var fantastisk. Jeg kunne skænke ham livet og tilgivelsen. Jeg var mægtig! Og kommandanten? Han var lettet. Forundret men lettet. Jeg ved ikke, om han oplevede den samme rus ved tilgivelsens nådegave som jeg selv. Jeg gav den, han modtog den. Måske var han bare lettet ved udsigten til at komme ud af den klemme, han sad i. Måske forestillede han sig, at jeg var ved at fortryde mit forehavende. Eller at jeg var ved at glide af på mit forsæt, miste mit mod, blive svag.

Jeg iagttog ham faktisk. Jeg nød at iagttage disse skift, den måde hans sindelag hele tiden rettede sig ind efter mit sindelag. Når jeg blev brysk, blev han ængstelig. Når jeg blev patetisk, blev han snu. Sådan havde han aldrig før indrettet sig efter en underordnet med lavere rang. Der kørte uden tvivl nogle taktiske kalkulationer i hans hjerne for fulde omdrejninger. Jeg må tilstå, jeg gjorde lidt teater ud af situationen. Kattens leg med musen. Kunne jeg egentlig blive en god forhørsofficer? Daglig sadistisk tortur mod uskyldige ofre, et symbolsk brusebad, skifte til civil og gå hjem og være en hyggelig familiefar. Det kunne jeg sikkert nemt have gjort – hvis jeg havde haft en familie. Og hvis den psykiske prægning var fortsat. Få måneder mere, og jeg havde været den perfekte psykopat, loyal og afstumpet.

– Men jeg havde tilgivet ham, forladt ham sine synder. Lagde armen om ham i en halv omfavnelse. Han virkede rolig, lettet, eller sikker på sit psykiske overtag. Så skød jeg ham.

Jeg skød ham i tindingen med hans egen pistol. Han så forbavset ud og slog voldsomt med nakken og med arme og ben, så sank han sammen, og jeg slap mit greb om ham. Jeg havde dræbt ham, og det havde jeg det godt med. Det var endnu bedre end at tilgive ham. Tilgivelsen var en stor tilfredsstillelse, denne var større. Fuldendt.

Jeg havde det fint med dette drab. Modsat alle de andre drab jeg havde udført men som psykopaten havde beordret, og som er grunden til at jeg kommer her. Jeg havde det fint med dette ene drab. Det fører mig ikke til kriseterapi. Ikke at det opvejede de andre drab, det kunne det ikke, slet ikke ophæve deres virkning på mig – det hjalp ikke på et eneste af dem – men dette ene drab var jeg afklaret med. Ud af talløse drab var jeg tilfreds med dette ene. Isoleret set. Som det eneste. Det kan ikke hjælpe mig, det kan ikke ændre mig. Det kan ikke slette minderne, det kan ikke udfri mig af de onde drømme, som vender tilbage, hjemsøger mig i sovende og vågen tilstand, uden pause. Det kan ikke retfærdiggøre noget af det andet jeg har gjort. Men det kan lære mig noget. I min forfængelige indbildning kan det også lære andre noget.

– Ja, jeg havde dræbt ham.

Selvom ingen havde den fjerneste anelse om at det var mig, blev vi alle trukket til forhør. Jeg blev trukket til forhør. Jeg blev tæsket og torteret. Jeg observerede deres metoder. Jeg tror egentlig ikke, de brugte tortur for at få noget ud af os, det hjalp heller ikke, for vi kunne ikke mærke noget. Jeg tror de gjorde det af hensyn til sig selv. Jeg tror, det var en bevidst handling for at indgive hinanden fælles skyld. Fælles skyld kan bruges til at dække over hinanden et langt stykke. Sammenhold baseret på frygt. Loyalitet af frygt, langt bedre end loyalitet af ære, stolthed, patriotisme og andet flygtigt bras. Næ, en god gang frygt, den kan man regne med, den kan holde sammen resten af livet. Torturen var ikke til for at knuse os, vi var fanger og som sådan værdiløse og ligegyldige, vi var allerede knust. Men vi kunne bruges som deres redskab til at knuse hinanden. Binde hinanden op på fælles skyld. Altså blev vi torteret.

– Ja, jeg blev også forhørt. Og her er, hvad jeg kan huske jeg sagde til forhørsdomstolen. Jeg sagde det inden de havde stillet spørgsmålet. De var kun kommet til at få bekræftet min identitet og tæske mig af hensyn til sammenholdet. Bag deres masker af brutalitet og loyal frygt så de endog en smule forbavsede ud, da jeg sagde: “Jo, jeg skød ham! Det vil jeg gerne indrømme. Nogen skulle jo. Han var en skændsel på nationen og på menneskeheden. Det er muligt, at det jeg har gjort er det samme som at sætte sig over loven eller alt hvad du siger, men igen: det skulle gøres. Nogen var nødt til at gøre det, uanset omkostningerne. Han skulle fjernes, han trængte til at dø, han måtte ikke leve længere. Det er det vigtigste. Jeg tog ansvaret for at gøre det, og jeg tager konsekvenserne. Det er muligt, at I er nødt til at tage konsekvenser, der medfører straf for mig, men det forandrer ikke min tilfredshed med det der er gjort, min lettelse over at det blev gjort, det fratager mig ikke glæden ved at vide, at jeg nu kan dø med lidt bedre samvittighed. Jeg er parat til at gøre det igen, hvis det kunne lade sig gøre. Hvis det skulle blive nødvendigt. Det får jeg nok ikke mulighed for, men så er der andre, der tager over. Skade, at det hver gang skal koste et liv for den, der vover det. Det er store omkostninger, men det kan være det værd. Det kan være en god anvendelse af dette liv, som der ellers ikke er så meget respekt for længere.”

Mere sagde jeg ikke under forhøret. Sandt at sige nåede jeg ikke engang det halve, resten er det jeg havde planlagt at sige. Men jeg blev afbrudt efter få sætninger, med et kraftigt slag på munden, rejst op, stille og roligt slæbt ud mens de tørrede blod af skranken og gulvet, blev ført til en celle med voksdugsmadras, og så hørte jeg ikke mere. Men torturen holdt op. Jeg ved ikke om der gik to dage, tre uger eller hvor mange. Tiden uden tortur var ikke mildere end alle ugerne med tortur, for de fik mig til at genopleve mine egentlige rædsler, alt det, drabet på kommandanten satte punktum for. Men som det ikke fik mig til at glemme.

Jeg kom igen under forhør. “Vil du være ved det, du har gjort.” “Nej!” “Vi kan forstå, at du fortryder. Er du indforstået med, at der er en straf.” “Ja!” “Vi kan forstå, at du er modtagelig for straf. Du skal få den! Klæd dig af, stil dig under muren. Kan du mærke en stille regn? Alle dine medfanger står på balkonen på anden etage. De pisser på dig. Kan du mærke at regnen ind imellem hænger godt ved? De skider også på dig. Er du klar over, hvad de mener om dig? Nå, men bortset fra det skulle du jo gennemgå din straf. Spul ham, det er jo afskyeligt. Spul ham grundigt. Så han kan være klar til at få sin straf. Hvilken straf skal han have?”

Der lød en mumlen fra fangerne på anden etage.

“Vi vil se anklageskriftet!” “Hvad fanden vil I med det? Skulle der måske være en enkelt af jer, der kan læse?”

Fangerne på anden etage kiggede på hinanden og stak hovederne sammen.

“Ja, det er der faktisk.” “Vi diskuterer ikke litteratur! råbte forhørslederen. Vi vil fandeme ha’ en afgørelse, der er ikke tid til votering og den slags pjat!” “Så send ham bare her op, ind til os, råbte de muntert på anden etage. – Helt ind!”

Og der rejste sig en brovtende latter.

Jeg blev slæbt op på anden etage, led her en uge under påtrængende og uappetitligt selskab.

En dag så vi en rettergang. Den blev holdt på gårdspladsen. De tiltalte stod lænket i en lang række. Vi hørte forhørslederen:

“Har du været i krig? Har du kæmpet?”

Svaret uhørligt.

“På hvilken side?” Svaret udeblev.

“Har du dræbt?”

Uhørligt svar. Tiltalte fik at vide, at endnu kunne Gud nå at gribe ind og redde ham ved at strække sin hånd ud under ham, men det ville kun ske, hvis han havde haft Gud på sin side. Ikke særlig sandsynligt, da Gud ifølge flertallet af de hellige skrifter ikke går ind for drab. Han blev dømt. Eksekutionen bestod i at blive skubbet ud fra tårnet. Så skulle Gud nok kunne nå at strække sin hånd ud under ham. Fair nok. I stedet for det sidste måltid var den dømte på forhånd idømt et lavement af hygiejniske grunde. Nedenfor var en bulldozer og en vandkanon beskæftiget med at holde området ryddet. Den var monteret med et skjold over førersædet som værn mod det der måtte komme ovenfra. Gud havde ikke hidtil benyttet sig af benådningsmuligheden. Lægerne fra et nærliggende hospital havde sagt, at de sagtens kunne bruge en masse transplantationsorganer, bare de ikke var smidt ud fra et tårn. Derfor var der også indrettet en uautoriseret sektionsstue, der arbejdede mere skånsomt og efter anerkendte medicinske omend ugudelige metoder. Men indtægterne ved organsalget opvejede omkostningerne ved klinikkens drift og betænkelighederne ved gudløsheden, og det gik til og med hen og blev en helt god forretning, hvilket også afspejledes i noteringerne, finansielle eller hellige. Vi vidste ikke, om vi var ført for en privatpraktiserende domstol eller en hellig, det var ikke til at se forskel. Men inden det med klinikken blev indført, havde vi gentagne gange hørt rygter om trusler fra rentehungrende investorer om at nedlægge domstolene på grund af deres dårlige rentabilitet, og alt blev forbedret til alles tilfredshed.

Jeg slap for tårnet og for sektionsstuen, en dag blev jeg løsladt. Et underligt tomrum. Forbrydelse og ingen straf. Måske blev domstolen alligevel nedlagt.

Peter lukkede af og blev fjern, stenhård i blikket. Velkendt for Johannes, som straks så sig selv som terapeut, dette lignede kriseterapi mere end alt andet. Inden han overvejede nogle af gruppernes interviewmetoder kom Peter ham i forkøbet.

– Jeg kan ikke give undskyldning. Jeg skal ikke bruge tilgivelse. Jeg skal ikke i behandling. Jeg hængte svinet op. På noget, jeg havde lavet. Ja, det gjorde jeg. Bedre med ham i fængsel end mig. Bare på grund af en ekspedition af et andet svin. Jeg ekspederede ét svin. Hængte et andet op på det. De havde begge to været med i bjergene. De var begge to svæklinge. Hylede om natten, når vi havde været på aktion. Skrøbelige stakler. Burde have været hjemsendt. Eller skrevet på tabslisten.

Men det var forræderi. Svinet havde lækket oplysninger. Vi blev lokket i baghold. Det var ubeskriveligt.

Johannes så en Peter med strammede kæbemuskler og hænder der krummede sig til kløer. Peter fortsatte langsomt, med fortrukket ansigt og krummede kløer, knæ og hofter, parat til spring.

– Jeg opsøgte ham. Vi havde afdækket begivenhedsforløbet. Det var nok et par år senere. Eller fem. Hvem i alverden kan huske det. Vi mødtes i hans jagthytte. Han lettede op da jeg kom. Jeg havde meldt min ankomst. Han var forberedt. Han fortalte om tiden bagefter. Efter massakrerne. Først en kamp for at komme videre, det var svært. Så en kamp for at genvinde andres respekt, det var endnu sværere. Endelig, selvrespekten. I det hele taget at finde den. Det var umuligt og måtte opgives. Overfaldet af desperation. Meningsløshed. Meningsløsheden i at leve videre. Halvhjertede selvmordsforsøg. Senere – forsøg på at leve med skammen, for nu bar han hele folkets skam, ikke kun sin egen. Til sidst ventede han bare på dommen. Bare vente i flere år. Ensformige dage, ens rytmer, ikke muligt at skelne dagene fra hinanden. Hver dag tredive cigaretter. Hver dag kaffe klokken 7, 10, 13, 16, 19 og 22. Samme tid, samme antal, ikke altid samme kvalitet. Ikke fordi han var kræsen, det var for det meste en elendig kaffe, men selv den kunne være udsolgt. Dagene adskilte sig kun ved kaffen. De forskellige slags kaffe. Så han kunne mærke at han dog levede. Og den evige skam, som man ikke kunne tale om med nogen, og den evige venten. Anger, ja, men over massakren, ikke over forræderiet.

Al hans jammer over de ensformige dage. Hvorfor husker jeg det. Jeg sagde: “Jeg kan ikke benåde dig. Jeg har heller ikke magt til at tilgive dig. Ikke på egne vegne, ikke på gruppens vegne, ikke på hans ofres vegne, ikke på nogens vegne, heller ikke på Faderens, sønnens og Helligåndens.”

Det accepterede han og sagde, at han ikke havde forventet nogen tilgivelse.

Han virkede befriet, da jeg bad ham gå med udenfor. Vi gik et par hundrede meter ind i skoven. Vi drejede ind i tykningen. Jeg afsikrede. Han vendte sig om med front imod mig, han ville nok ikke udsætte hverken sig selv eller mig for en situation hvor han blev skudt bagfra.

Han modtog mit første skud midt mellem øjnene, det andet i brystbenet præcist i hjerteregionen. Begge skud ville alene og hver for sig have været dræbende. De faldt med lidt under et sekunds mellemrum. Vi var lige i starten af jagtsæsonen, så på afstand kunne de formentlig forveksles med en dobbeltløbet haglbøsse, selvom lyden fra pistolen unægtelig var anderledes.

Det var ved at blive aften. Luften var klar, himlen endnu lys efter den nyligt nedgåede sol. Jeg ventede på, at naturens lyde skulle udjævne hullerne efter de to skud. Fuglene genoptog deres afbrudte aftensang.

Jeg gik tilbage til jagthytten og anbragte et spor. Svinets ring og tegnebog, som jeg havde taget med ind, lagde jeg i en konvolut i en skrivebordsskuffe. Pistolen lagde jeg i det indbrudssikrede riffelskab, nøglerne havde han jo på sig. Dem lagde jeg tilbage i hans lomme. Der var to ejere af jagthytten. Den ene lå nu i fredfyldt rygleje i tykningen, den anden, det andet svin, stod imens i et eller andet skovbryn og ventede på en buk, som meget belejligt ikke ville anvendes som alibi og derfor udeblev.

Det andet svin nægtede sig skyldig, men blev dømt.

– Kan du huske Lucs sværd, flammesværdet?

Det kunne Johannes uden problemer. Og den episode, det indgik i.

– Tror du han låner det ud?

Det tvivlede Johannes oprigtigt på, men foreslog Peter at gå direkte til Luc med spørgsmålet.

– Det gør jeg ikke.

Det var der ingen forklaring på, selvom Johannes udfrittede, insisterende og måske provokerende. Peter måtte være bange for Luc.

– Kan du hente det til mig? Du får det igen med det samme.

Det så Johannes ikke nogen mulighed for, og slet ikke nogen grund til, så længe han ikke vidste hvad Peter skulle bruge det til.

– Retfærdighed!

Johannes ville ikke love noget. Den mand med erfaring i alle typer skydevåben ville låne et antikt håndvåben. Uforsvarligt, uansvarligt af mange grunde. Et ritualdrab under planlægning, det var hvad der faldt ham ind. Eller Peter havde gjort sig for store forestillinger om Lucs fantasifortælling om sværdet og dets evner. Forresten var det uvist om Luc havde det endnu, og hvor han i givet fald havde gjort af det.

Det lykkedes ikke for Johannes at få Peter til at fortælle om Herberts gamle inkassofirma der havde stået bag den hårdhændede behandling af Bernard, og hvem der kunne have overtaget det. Sandsynligvis havde han heller ikke nogen viden der kunne bruges.

Peters bekendelser

Da Peters mor døde, blev han alene med hendes hus. Han fik det solgt med inventar og indbo, uden at besigtige det. Inden han havde taget sig sammen til at finde noget andet at bo i var pengene fra salget væk, soldet op, frastjålet. Peter var i sin ungdom god til at samle værdier omkring sig, nu blev han både snydt og bedraget. Han levede på gaden, ind imellem sammen med de underjordiske i kloakkerne. Oftest alene, udstødt, selv i kloakkerne ville de ikke have ham.

– Vi hælder dig i den store kanal, der fører direkte til det hellige land!

Han fik ikke at vide om det skulle forstås som til havs, til komposteringsanlægget eller bare til filterværket ved pumpestationen.

En af Peters kloakvenner opsøgte Johannes.

– Vi kunne ikke vride navne ud af ham på andre han kendte!

Kloakvennen var en tidligere advokat, sagde han.

– De tog min bestalling fra mig, det er en del år siden, men jeg ved stadig noget om hvordan man retter henvendelser til myndighederne, når man skal opspore personer men kun har ufuldstændige oplysninger.

Han pustede og så tørstig ud. Johannes gav ham en øl. Og en til, da den var drukket ud.

– Myndighederne er ikke hvad de har været. Det centrale personregister er solgt videre flere gange, og det er dårligt vedligeholdt. I øvrigt er der ikke nogen der ved, hvem der har det for tiden. Men der dukker somme tider nogle kopier og gamle udskrifter op på auktioner og loppemarkeder, sådan nogle kopier har myndighederne fået fat i, og de udskrifter dommerkontoret fik adgang til dækker netop Peters og dine årgange. Heldigt nok! Vi fandt en forbindelse mellem Peter og dig ved gammeldags håndkraft. Den pegede på dig som et godt bud mellem en række personnumre, der lå tæt op ad Peters.

Advokaten ville ikke forlade drikkevarerne før Johannes indvilgede i at køre ham ud til den tidligere pumpestation for at hente Peter.

– Ja, du synes måske det er et stort arbejde at gøre for et så sølle skrog, men det var nu ikke særlig besværligt. Jeg behøvede bare kigge i deres registerudskrift. Elementært, det er jo nabonumre!

Johannes fulgte kloakadvokaten tilbage, hentede Peter, hjalp ham i bad og indrettede et rum hvor han kunne anbringe ham foreløbig. Men Peter viste sig at være voldsomt plejekrævende, og Johannes undersøgte alle muligheder for at løse Peters situation. Ikke mindst gik han i museets kældre og kiggede i Bernards gamle arkiver, som aldrig var blevet solgt, og i dem fandt han oplysninger om nogle personer, der sad i ledelsen for en plejeinstitution. Oplysningerne blev i og for sig ikke betragtet som belastende dengang de beredvilligt var afgivet, men det ville de afgjort være nu.

Det var den samme institution som Herbert boede på den sidste tid før sin død. Det var nok grunden til, at Bernard i sin tid havde samlet oplysningerne. Johannes fik et møde med forstanderen og formanden for bestyrelsen, og det blev godkendt, at Peter kunne rykkes frem på ventelisten, til trods for at der egentlig ikke var plads på den gerontopsykiatriske afdeling, og selvom der efter det oplyste ikke var nogen formue, en diskretionsklausul var nok. Allerede efter halvanden uge kunne Peter flytte ind på en ledig plads. Og efter en måned fik Johannes som svar på en forespørgsel at vide, at Peter havde haft en god periode, ind imellem med klare øjeblikke. Han besøgte Peter.

– Glemme! Kan man glemme. Skal man glemme? Skal man ikke hellere huske? Væk! Forsvind erindring! Kan den tavle da aldrig vaskes ren?

Peter rystede på hænderne. De tog magten fra ham. Og han havde ikke længere magten over dem. Faktisk var armene spændt fast med et par remme på hans armlæn.

– Hukommelse – smerte. Og ondskab. Andres ondskab, okay. Egen ondskab. Den er værst. Har udøvet ondskab. Har forvoldt smerte. Har været – grusom.

Han sad sammensunken og så mørk ud.

– Øjnene! stønnede han og så frem for sig. Han bad om noget af drikke.

Johannes førte glasset til hans læber. Heller ikke læberne var under fuld kontrol.

– Hent min management supervisor! Jeg skal have syndsforladelse.

Kan en management supervisor det? Johannes udtrykte sin tvivl.

– Min kan. Han er god. Han siger at jeg altid skal gøre mit bedste. At jeg altid er i stand til det. Han får mig til at tro på mig selv.

Johannes indvendte, at en syndsforladelse, det havde en management supervisor vel ikke ret meget at gøre med.

– Nå. Hvad ved jeg. Så min psykiater! Ham der spørger. Om alt muligt – nej, han er ikke god. Han får mig til at tænke for meget, det er ikke meningen. Jeg skal bare høre at jeg er god. Ligesom da jeg var lille. Min mor. Tog mig op på skødet. Holdt mig fast. Hun hviskede. Jeg var den dejligste i hele verden. Kun når jeg havde været rigtig slem. Jo værre jo bedre. Jeg fandt på ulykker for at komme på skødet. Høre at jeg var dejlig. Hun brugte det som straf, hun troede jeg hadede det. Jeg elskede det. Min eneste måde at få hende til at sige det. “Du er den dejligste”. Lod som om jeg hadede det. Hun skulle tro straffen virkede, og hun blev ved. Ingen andre kunne blive ved på den måde, hun var den eneste der ikke gennemskuede mig. Jeg tror ikke hun mente det. At jeg var dejlig. Men det var meget rart at høre det.

Johannes tog Peter med ud i parken og skubbede ham en tur. Kørestol og remme til armene. Peter i et af sine nærværende øjeblikke. Talte meget.

– Kommandosoldat. Professionel skarpskytte. Teknik som bare fanden. Overlegen teknik – ha ha ha! Rolige hænder. Ved du måske hvordan man skal holde på en skyder? Når du har noget på kornet. Kalibreret trådkors. Omhyggelig indskydning. Afstand. Vindretning, egenbevægelse. Når du ved, at nu er den der. Er du i tvivl, kan du aldrig ramme. Ondskab? Arbejde. Voldelige overgreb? Taktiske operationer. Okay, det forekommer. Også mod civile. Har deltaget i utallige. Begyndte at tvivle. Rutine? Nej. Kan det nogensinde blive rutine. Kan man glemme? Kunne jeg nogensinde glemme. Efterhånden overbevist. Hvorledes bekræfte tvivl? Noget kan glemmes, ikke alt.

– Jeg skal slette! råbte Peter. – Hjælp mig ud hvor man kan slette. Ikke pisse, ikke skide, jeg skal slette! Ren tavle, ren hukommelse. Øjnene! Kan ikke slettes. Alle årene? Øjnene! Smukke, sørgmodige øjne. Otte år eller deromkring. Barn, kønt barn. Blikke der mødes. Dybe blikke. Blikke som en brønd. Den nyfødtes blik. Dråber i brønden, ringe i vandet. Skudt, væk. Ét skud, én rekyl. Rekylen bliver ved. Skubber dig baglæns. Resten af livet. Du kan give gaver til børnene, bamser, slik. Men du er her for at slå ihjel! Du kan være venlig overfor civilbefolkningen, men de kys du giver dem, er dødskys. Husk det! De har været i berøring med fjenden, de er smittet, de er forrædere, dødsens. Du skyder nogen og kysser andre, også dem har du dræbt. Alle årene? Glemt. Søvnløshed, mareridt. Angst? Måske. Skyld, sprut, narkotika, journaler. Psykiatri? Medicin. Blikket? Forandret. Først den nyfødte, brønden. Derefter rædsel. Så vrede. Dom, hævn, straf. Hån og medynk. Alle årene. Nu kun blikket. Armene!

Han gjorde tegn til at få løst armene. Johannes gjorde dem fri. Peter tegnede i luften foran sig. Han malede. Johannes kunne genkende et portræt, ligesom la Gioconda. Han vendte kørestolen. Bakkerne i det fjerne skulle illudere maleriets baggrund. Peter trak konturerne op. Håret noget større end hos Leonardo. Smilet markeret forsigtigt. Smilet som alle smils antydning og derfor indeholdende dem alle. Øjnene betonet igen og igen.

Peter så tomt frem i luften. Hans hænder var rolige og kærtegnede den imaginære kind i luften foran sig. Fortvivlelse i hans ansigt. Kunne ikke græde.

Johannes havde lyst til at høre hvad der i sin tid havde ledet Peter ind på den vej, der førte ham gennem Herberts mistænkelige forretninger frem til forskellige former for monopoliseret voldsanvendelse. Havde ikke lyst til at bringe det på bane mens Peter var i ustabil tilstand, det måtte vente. Men det varede ikke længe, så begyndte Peter at tale selv.

– Husker du Luc? spurgte han. Det kunne Johannes bekræfte.

– Luc og Johannes, Johannes og Luc, sukkede Peter med et smertefuldt smil, og lod hovedet dreje fra side til side, langsomt, tungsindigt.

– Kunstnerpis! Luc og Marco, pissekunstnere, lortekunst! Marco okay business. Bernard, skide pseudointellektuel! Mathias, skide pseudointellektuel! Socialistpis! Johannes…

Han vuggede igen med hovedet, opgivende. Spyttede som for at spytte Johannes’ navn ud.

– Johannes, Johannes – åååh… Herbert! Robert okay, Herbert okay okay!

Peter gled igen ind i den kontaktløse tilstand. Audiensen forbi. Johannes så den æteriske afspejling af smilet med de uendeligt mange facetter og de uendeligt mange tolkninger, som han måske fejlagtigt havde set som la Gioconda. Det var et helt andet portræt. Peter sænkede armene og opgav at tolke yderligere. Ved hver eneste jagt på blikket for at fastholde det, gribe det og forstå det, undveg det. En ubetydelig forskydning, en lille drejning, kun en nuance men alligevel et helt anderledes udtryk, en spørgende tøven, en koket opfordring, en åbning for en ny tolkning. Jagten på det uhåndterlige objekt, det skælmske smil, der hele tiden unddrager sig fangst og fastholdelse længe nok til at blive betragtet. Jagten på blikket var det sidste der fortonede sig fra de rester af sind, der var tilbage i forhenværende bandemedlem, krigsfreelancer, eller kommandosoldat Badger.

Hvad var det, der fik en korporal til at gå til grunde af fortvivlelse da han havde set fjenden og skudt ham? Hvad var det, der fik en løjtnant til at bryde sammen, da han havde mistet en menig under en træfning? Hvad var det, der fik en oberst til at ryste i både stemmen og knæene, da en deling gik tabt under en feltaktion? Hvad var det, der fik en general til at bortforklare, at tre kompagnier var mistet på grund af hans fejlkalkulationer? Hvad var det, der fik en hærchef til at fejre, at han mod et offer på et par divisioner havde vundet en diskutabel og forbigående fordel på den usikre vestflanke?

Havde urtidskrigernes totale sejrs- og blodrus så småt forladt deres efterkommere, eller sås den kun hos folk, der fulgte begivenhederne på afstand, som hos hærcheferne, politikerne, hos publikum ved fjernsynsskærmen.

Eller havde rusen alligevel så mange alvorlige eftervirkninger, at de kun kunne behandles i samfund, der stillede sig solidarisk med krigeren og kunne hædre ham, imponeres og le højt over hans bedrifter i stedet for at græmmes og skamme sig over dem.

På tilbageturen blev Peter og Johannes gået i møde af hjemmets forstander, som slog følge. Ude i et lidt følsomt ærinde. Ganske vist havde Johannes fået dørene åbnet til en plejehjemsplads for Peter, med god hjælp i gamle efterretningssager. Men han måtte alligevel kautionere. En formssag, for at undgå uregelmæssigheder der kunne påkalde sig mistanke. Hvad begge var indforstået med behøvede naturligvis ikke nævnes, og selv her i det fri kunne man ikke gardere sig mod aflytning. Forstanderen kastede et fagligt og udeltagende blik på Peter og derpå et beklemt og bønfaldende på Johannes, som han trøstede med, at dette ikke ville vare evigt. Johannes skrev under.

– Hent flammesværdet! bad Peter da de var kommet ind på værelset. – Lucs flammesværd. Han har det endnu.

Johannes var sikker på at han ikke kunne få Luc til at udlevere det, og spurgte Peter hvad han ville med det.

– Mellemværende. Rette en fejl. Genoprette en balance.

Nu hvor remmene var løst op, gjorde han med højre hånd en vandret bevægelse forbi sin strube. Det kunne være tegn på et ønske om at tage sit eget liv, bevægelsen var ukontrolleret, svær at tyde. Det kunne lige så godt betyde et ønske om at tage en andens liv.

Johannes var ikke sikker på hvad Peters fagter kunne betyde, og hvad Lucs sværd skulle hjælpe ham med. Men han kunne godt tænke sig, nu lejligheden var der, måske en af de sidste, at høre fra Peter selv, om han, Johannes, og kredsen omkring Bernard, Anna, Luc, Mathias og Marco, og det de gerne diskuterede og forholdt sig til, om det havde haft nogen indflydelse på Peters beslutninger dengang. Hans valg af selskab, mål og midler, karriere og den slags. Han huskede Peter dengang ofte udtrykke sig negativt om det de talte om, næsten uanset hvad de talte om. Der kunne jo være tale om en demonstrativ modreaktion fra Peters side, i så fald en stor skam at ingen opdagede det, eller i det mindste tænkte over det. Og, syntes Johannes, i bekræftende fald, en altfor stærk modreaktion. Der er jo ingen mening i at ødelægge sit eget liv bare for at demonstrere sin uenighed med andre. Sådan tænkte Johannes. Men han sagde ikke noget. Peter sad i sin kørestol og lod sit hoved falde næsten ned til sine knæ og ryste på det, som i fortvivlelse. Herefter skete intet. Johannes kunne gå uden afklaring.

Næste gang Johannes var på besøg var han blevet tilkaldt.

– Tror du på afsindige forbrydelser?

Spørgsmålet blev stillet i et af Peters klare øjeblikke, som indtraf med stadig længere mellemrum.

Personalet havde ringet efter Johannes, som var ankommet efter en time.

– Er dette mit dødsleje? spurgte Peter. – Besynderligt. Før var tiden ikke inde. Nu er den inde. Til at betro. Før var lysten der. Nu er den der ikke. Ikke mere rekyl i raketten. Dødsleje? Ingen forskel på det og andre lejer.

Johannes spurgte hvad han havde tænkt sig at gøre med den der i sin tid blev dømt i Peters sted.

– Glem det! Ikke rode op. Kan ikke betale sig. Ødelagt den mands liv. Mig? Ham selv. Ikke lave om på nu. Fik livsvarigt! Godt. Ellers havde jeg skudt ham. Tilfældigt hvem af de to. En skudt, en dømt. Man får medaljer eller livsvarigt. Det er tilfældigt. Han skal rådne op til han dør. Det er ikke tilfældigt. Gør som du synes, jeg er da ligeglad. Kan jeg så få tilgivelse? Du har jo været præst? Nå, næsten.

Johannes prøvede at forklare. Tilgivelse var ikke hans sag, og Peter skulle ikke forvente noget før han havde gjort hvad han kunne, for at hjælpe den han fik uskyldigt dømt. Alle de uhyrlige forbrydelser Peter havde begået i det fremmede var utilgivelige. Og uoprettelige. Men den anden forbryder, som han havde angivet og fået dømt på falsk grundlag, ham kunne Peter endnu nå at yde en smule retfærdighed.

– Det gider jeg ikke! Det kan du gøre. Det er dig der gider. Vi står alle til dødsstraf, efter min mening, dem og mig. Kan jeg så få tilgivelse?

Johannes sagde at han ikke var Kristus og gik.

Flammesværdet havde han taget med ud til Peter uden at spørge Luc. Han stillede det fra sig i krogen bag døren, med spidsen mod gulvet, og var ikke nervøs for at glemme at hente det igen.

Tilbage og ud gennem korridorerne. På dette sted, på denne gennem tiderne særdeles overlevelsesduelige institution, havde Johannes engang set Herbert forsvinde som Peter var på vej til nu. Og genset Jane med datter. Denne yngre reproduktion af Jane, dengang teenager – var det ikke Clara hun hed – hun måtte nu være i fyrrerne eller halvtredserne, med andre ord i den alder hvor man er uden alder.

Senere var Cyrinthe også gået i opløsning her, det var vel firmaets speciale, og nu Peter. Man skulle have været præst, så meget man sidder hos døende. Og så var der ikke engang nogen grund til det. Forgæves besøg.

Johannes så Peter en forsvinding nær, undsluppet dom og straf, undsluppet Den Retfærdige Gartners beskærekniv. En stor fejl. Peter i live men som en ligegyldig, tom skal. Peter utvivlsomt døende, men lidt for ung til en naturlig død. Johannes og Peter jævnaldrende, men Johannes mærkede ikke nogen alder trykke. Peter var ikke syg. Fra sin ungdom gode kræfter og god form. Stadig stærk, ingen fysisk svækkelse indtil sit bevægehandicap. Mental svækkelse? Mental stilstand. Mentalt ophør. Mon man dør, fordi der ikke er mere liv? Brugt op, rinder ud, som en flamme uden næring, som et lys hvis væge ikke kan finde mere at opsuge. Ikke mere af værdi, ikke flere uudnyttede potentialer, pengene passer, intet at lade gå til spilde, ingen efterladte i sorg, ingen regnskaber at gøre op – og dog. Peter. Har spredt sorg omkring sig i al sin tid. Men aldrig blevet hjemsøgt af nogen straf. Uafsluttede regnskaber i massevis. Blandt dem en uskyldig dømt – næ, ikke uskyldig, men fejlagtigt dømt, skyldig i noget helt andet. Og værre. Som Peters medskyldige.

Peter døde to uger senere. Hjemsøgelse og straf kom indefra. Ligsynet viste ikke tegn på skader fra skarpe våben. Men forstanderen fortalte, at Peter var blevet observeret siddende og stirre på et gammelt, smukt dekoreret sværd i dagevis, og hvis nogen gjorde forsøg på at flytte det, hylede han op med rædsel i stemmen. En stemme som selv uden disse hyl lød som en rædsom rallen i dødskamp. Johannes tog til institutionen, hentede Lucs sværd for at sætte det tilbage, mente ikke at have andet at gøre krav på, og gjorde ikke forsøg på at minde nogen om en sag der burde gå om.

Lucs replikker

Johannes var ubehageligt berørt men ikke rystet, han var godt forberedt fra barndommen. Havde haft Peter i forhør, Peter havde ikke svaret på hvad han blev spurgt om, men i stedet afsløret krigsforbrydelser, mytteri og forræderi. Det satte Johannes sig til at skrive ned, mens han stadig kunne huske det. Af hensyn til arkivet, som han stadig sørgede for at vedligeholde når der var tid til det.

Midt under forsøget på at udrede Peters meritter var der kommet meddelelser om at Marco havde sprængt sig selv i luften sammen med hele sit uindtagelige bjergkloster. Frivilligt eller ufrivilligt, men her skulle han have taget alt lige fra kulturskatte til finansforbrydere med sig som gidsler. Det skulle endda være sket for flere år siden, hvilket Johannes mente at kunne bekræfte, men officielle meddelelser kommer ofte med et vist efterslæb, især når det drejer sig om noget der ikke er bekvemt for myndighederne at udsende meddelelser om. Myndighederne. Der kunne vist rejses berettiget tvivl om legitimiteten, om hvem der havde tildelt myndighederne den myndighed, som de til tider udøvede så nidkært. Luc kunne ikke bringes til at interessere sig for den slags profane spørgsmål, han var beskæftiget med at overgå til en permanent spekulativ tilstandsform i takt med tabet af kontrol over den fysiske.

Johannes tænkte at det var på tide at få bragt ham sammen med børnenes familielæge gennem mange år og Lucs gamle ven, Mathias. Ham havde de ikke set meget til i flere år, hvilket vel kunne ses som et sundhedstegn hos børneflokken. Mathias kunne altid tilbyde et interessant modspil til Lucs fabulerende friløb. Allerede ved Bernards begravelse havde Anna henledt Mathias’ opmærksomhed på at han og Luc efter hendes opfattelse stadig kunne have glæde af hinanden, de eneste tilbageværende, som hun havde sagt. Hun foreslog et møde mellem de to gamle uden hende, for hun havde lagt mærke til en dæmpende virkning, hendes tilstedeværelse i den senere tid kunne have på Lucs talestrømme. Som hun udtrykte det. En helt usædvanlig iagttagelse og selvindsigt fra Annas side, tænkte Johannes. Han måtte give hende delvis ret, mente at det ikke behøvede skyldes uenighed, men, som han havde bemærket over for hende, at hun og Luc for det meste gik forbi hinanden, fordi deres tankegang kredsede om meget forskellige emner, som de behandlede meget forskelligt. Uden at opfatte den sammenligning som en kritik af hendes ofte temmelig jordnære emnevalg, tog hun den som en hentydning til Lucs virkelighedsfjerne svæveture, efter hendes mening uden jordforbindelse, hen over påtrængende problemer i den nære verdens virkelige begivenheder.

– Du laver en aftale med Mathias en eller anden anden dag! sagde hun til Johannes. – Luc kan altid sættes på. Jeg holder mig væk. Sammen er de jo uudholdelige!

Det forslag fra Annas side passede godt til Johannes’ formål. Han ville arrangere et møde, men behøvede ikke sige noget til Luc før i sidste øjeblik.

Johannes kontaktede Mathias, som stadig var i fin form trods høj alder. Og tilbød at hente og bringe, da det efterhånden ville være urealistisk at prøve at flytte rundt på Luc.

Mens Johannes var undervejs for at hente Mathias blev Luc underrettet om deres snarlige ankomst. Som sædvanlig var der hverken svar eller reaktion at spore på sådan en meddelelse. I stedet for at tænke på besøget foretog han en rundtur på værkstedet for at underkaste enkelte af sine igangværende projekter nogle små justeringer.

Da Mathias var ankommet, måtte også Johannes på værkstedet for at hente Luc, som i mellemtiden var blevet utilbøjelig til at løsrive sig fra sit arbejde. Men Johannes vidste, at Luc bare skulle have tid til at vænne sig til tanken, han var ikke så hurtig til at omstille sig som før i tiden. Han kom lidt efter ind igen uden at afbryde sin påbegyndte talestrøm, ledsaget af Johannes hjælperen.

Mathias og Johannes gav sig god tid, man afbrød ikke uden videre Lucs replikker. Når han talte, var dialog unødvendig. Tilhørere med en nogenlunde årvågen mimik var alt hvad han behøvede for at holde en samtale i gang, og han kunne godt skelne dem fra malerierne på væggene og skulpturerne på gulvet, som forholdt sig helt stille.

Mathias sad også helt stille, og Johannes gik rundt i baggrunden som en tjener der skulle holde sig parat hvis der kom bud efter ham. Mathias lyttede sig ind på monologen og agerede tilhører, selvom han ret beset ikke kunne vide hvem talen var rettet mod.

Mathias og syndromerne

Det var to gamle venner der mødtes, ingen høflighedsfraser, kun en overfladisk afklaring af det udvortes, verdenssituationen, og det indvortes, omgangskredsen, helbredet og humøret.

– Hvordan ligger det egentlig med din religiøsitet? spurgte Mathias, deltagende som at høre til en kronisk lidelse. – Er der noget med at du er blevet troende for nylig?

Luc viftede affærdigende med hånden og remsede langsomt op.

– Anarkist, humanist, socialist, ateist! – Jeg interesserer mig for religion ligesom for alle andre kulturfænomener, jeg interesserer mig for tro ligesom for andre psykiatriske tilstande. Har ikke noget stærkt engagement selv. Deltager ikke, står udenfor, iagttagende og nysgerrig. Og undrer mig. Stadig. Mere og mere.

Mathias smilede.

– Den kender vi. Som i gamle dage. Det lød bare som om dit engagement havde ændret sig. Hvis du nu gør et simpelt tankeeksperiment, så kan vi til gengæld sige noget om din religiøsitet, din tro og din Gud. Den gælder for alle mennesker. Prøv at forestille dig din Gud i en verden, hvor der ikke er mennesker?

– Utænkeligt! sagde Luc. For at tænke skal jeg være til, og jeg er et menneske. En verden hvor der ikke er mennesker? Så er jeg der heller ikke, og kan ikke forestille mig noget.

– Jamen så må jeg udtrykke mig tydeligere. Det primære er ikke at du tænker, men hvad du tænker på. Sæt dig selv til side. Tænk over, om din Gud og en verden uden mennesker giver mening, eller om det ikke gør.

– Jeg ved godt hvor du vil hen! svarede Luc. – Hvis jeg hopper med på din idé, anerkender jeg simpelthen kreationismen. Den går ikke, du gamle!

– Det er enklere end det, sagde Mathias. – Det er bare en selv-test. Du behøver ikke svare. En lakmusprøve på dit gudsbegreb: giver dit gudsbegreb mening i en verden uden mennesker, eller gør det ikke?

Luc tænkte sig lidt om og Mathias fortsatte.

– Hvis dit gudsbegreb ikke giver mening i en verden uden mennesker, må jeg sige at så er dit gudsbegreb ikke godt nok. Eller også er din Gud ikke stor nok. Hvis du forudsætter mennesker for at dit gudsbegreb kan have en mening, gør du mennesket til forudsætning for Gud, sætter altså mennesket højere end Gud. Om igen! Du må kassere dit gudsbegreb og din religiøsitet. Prøv med et andet.

– Det kan jeg da godt regne ud, sagde Luc. Du spurgte om en Gud uden mennesker giver mening. Jeg siger, at det giver ikke mening, for det er menneskenes Gud. men det gør heller ikke nogen forskel. Jeg ved godt, at min tro ikke er stor. Jeg regner i det hele taget ikke menneskenes tro for noget særligt. Heller ikke de frelstes, de er bare mere tåbelige end gennemsnittet. Til gengæld er min Gud stor! Troen er lille fordi vi kun er mennesker, men min Gud er stor. Min Gud er umådeligt meget større end den Gud der beskrives i de hellige skrifter, og i traditionerne. Den verden min Gud har skabt er umådelig meget større end den der fortælles om i Bibelen!

– Ja, det er meget godt, sagde Mathias. – Din tro er lille men din Gud er stor? Hvem opstiller kriterierne for din tro? Du kræver, at din Gud skal være den suveræneste blandt suveræne, det ultimative subjekt. Hvem stiller kravet? Du selv, og du kan ikke løse paradokset. Men det skal du heller ikke. Du skal bare underkaste dig. Det er løsningen. Træf dit valg, for pokker! Underkast dig, vis os eksemplet, vejen og lyset. Strit ikke længere imod. Giv efter! Lad det bemægtige sig dig. “Ikke endnu!” råber du. “Min selvbeherskelse, min selvkontrol, min selvrespekt. Det er værdier, jeg sætter pris på!” Frelst – hvilken rutsjetur i dine egne øjne! Utænkeligt at slippe kontrol. Slut. Finito! Punktum! Uden desperation og forvirring ingen fremdrift, ingen retning. Længe leve fremdriften, vi vil have fremdrift, vi vil have retning!

Men hvis du vil have retning, så vend dig mod noget der er stort. De religiøse systemer er alle noget, der er større end mennesket. De store religioners skrifter er større end mennesket. Bibelen er større end mennesket, Koranen er større end mennesket. Vedaerne er større end mennesket.

Det er fordi de ikke anvender mennesket som målestok, men indsætter noget overmenneskeligt, noget guddommeligt.

De store filosofiske og naturvidenskabelige systemer inklusive de fysiske og matematiske verdensmodeller, er mindre end mennesket. Aristoteles’, Galileis, Descartes’, Hegels, Einsteins, osv. systemer er mindre end mennesket.

Grunden til at de er mindre end mennesket er at de skal kunne overskues af mennesker! Den menneskelige erkendelsesevne er deres begrænsning. Filosofi og matematik er discipliner i udnyttelse af det menneskelige erkendelsesapparat. De defineres ud fra sandheder der kan erkendes af mennesker. Nøjagtig som storslalom og højdespring er discipliner i udnyttelse af det menneskelige bevægeapparat. De filosofiske og naturvidenskabelige systemer foregiver heller ikke at være mere end menneskers værk.

Alle politiske og samfundsteoretiske systemer er mindre end mennesket, for de omhandler menneskets måde at opføre sig på med hinanden. Men de religiøse systemer er større end mennesket. Selvom de også handler om menneskets måde at opføre sig på med hinanden, det er nærmest en slags sidegevinst. Men det er ikke ensbetydende med at religionerne er Gud. Det er ikke ensbetydende med, at de kommer af Gud eller står for Guds regning. De er større end mennesket fordi de kommer af traditionen, fordi de sætter individet på plads som en detalje i helheden, og fordi de ikke kan rummes af et enkelt individ, ikke engang af en enkelt generation.

De er større end mennesket, fordi mennesket ikke har nogen ambition om at forstå dem eller overskue dem, præge dem eller lave dem om, men må give afkald på overblikket for at leve i dem, må underkaste sig dem i fuld tillid og indordne sig efter dem. Dette gælder naturligvis ikke de forbigående nyreligiøse og kommercielle bevægelser, kun de rigtige religioner, de store af dem, som er udviklet gennem generationer og traditioner. Jeg siger ikke at de er gode, at de er smukke eller den slags, vorherrebevares. Jeg siger bare at de er større end mennesket. De har det som store gamle byer. Man kan leve i dem og dø i dem, føle sig hjemme i dem og være tryg i dem, føle sig ét med dem og stå inde for dem. Og ligesom store gamle byer udelukker store gamle religioner ikke hinanden. De kan godt leve i fordragelighed og indbyrdes accept, idet de dog nøje vogter på de fordele og de fortrin, de kunne tilegne sig i forhold til hinanden. Man kan rejse fra den ene til den anden, finde nyt rodfæste i den anden, man kan rejse tilbage igen og finde hvile i sin gamle tryghed, dog med erindringen om tabet af det fremmede, man kan slå sig ned på strækningen mellem dem og endog langt afsides fra denne strækning, og der kan man leve og dø, hvis det er det man vil, men man kan ikke være i mere end én by ad gangen, og hvis det skal være troværdigt, heller ikke i mere end én tro!

Johannes lytteren sad og overværede de to gamles udlægninger over for hinanden. Uvilkårligt associerede han til kardinaler, Østerlands vise mænd, imamer, ayatollaher, rabbinere, munke, fakirer. Det må være de samme begreber de tumler med verden over. Mere eller mindre kyndigt, mere eller mindre i lyset – eller i mørket – af nogle mere eller mindre kanoniserede tekster. Det var ikke til at se hvad Luc tænkte.

– Nu kommer min påstand, sagde Mathias. – Rigdommene i de store religioner er deres komplekse, modsætningsfulde, paradoksale egenskaber, der gør dem så varierede og overraskende som livet selv. Man kan sige at de ligner liv. For mange mennesker er de trådt i livets sted. Dette blændværk har forført så mange gennem årtusinderne, at det fuldstændig har præget historiens gang, og bestemt ikke kun for det gode.

Mennesket kan ikke skabe liv eller gøre døde ting levende. Men generationer, årtusinder og traditioner, kan bruge religionen til at skabe en erstatning for liv, et billede af liv.

Dette billede foretrækkes af masserne frem for livet selv. Det er stort og rummeligt, det indeholder nogle af livets egne essenser, og det er overskueligt, men liv er det ikke. Det er et menneskegjort blændværk, men så righoldigt, at det bekvemt kan tilfredsstille den trang efter viden og sammenhæng, som er så fremtrædende hos nysgerrige og sandhedssøgende mennesker.

Dets navn er religion. Der er mange af dem. Nogle påstår at de udelukker hinanden, andre accepterer tilstedeværelsen af alternativer, men kun få accepterer fraværet af en religion.

Mathias holdt en lille pause, holdt glasset med portvinen op mod den lysende skumringshimmel og sammenlignede farven.

– Synd for dig, at du er farveblind, gamle dreng! sagde han. – Haha! Vi må håbe, du får perfekt farvesyn i dit næste liv!

– Skal du gøre nar? vrissede Luc arrigt. – Ikke af mig, af livet! Hvordan kan du tillade dig at tage det næste liv for givet? Hvis du tror på et nyt liv efter døden betyder det at du mangler respekt for det liv du lever nu!

– Undskyld! sagde Mathias, – det var malplaceret galgenhumor. Men både du og jeg taler om livet efter døden, vi bruger det som metafor. Det er tilladt. Jeg var for mange år siden leder af en forskergruppe på instituttet for klinisk frelsemedicin, og vores gruppe havde længe set religiøsitet som en psykiatrisk problemstilling, før den efterhånden skaffede sig belæg for at kalde det en fysiologisk problemstilling, et somatisk patologisk fænomen. Vi undersøgte navnlig en særlig tilstand, der indtrådte hos stærkt religiøst angrebne i et fremskredent stadium. Det var en tilstand, de troende selv beskrev som: et liv i Gud, et liv med Jesus, under beskyttelse af Gud den almægtiges nåde, en hvilen i Gud, en vandren med Frelseren ved sin side, eller tilsvarende. Mange varianter alt efter religiøst tilhørsforhold. Vi sorterede omhyggeligt de psykiatriske tilfælde fra. Det var en vanskelig opgave i sig selv. Jeg og andre introducerede en workshop-betegnelse for fænomenet. Spiritual Satisfaction Syndrome kaldte vi det. På instituttet for klinisk frelsemedicin havde vi diskussion om denne betegnelse. Den første arbejdstitel var Spiritual Salvation Syndrome, men jeg selv gjorde mig til talsmand for at undgå denne specifikt religiøst associerende betegnelse, og i stedet brugte en bredere. Det tiltrådte man så, dels af praktiske grunde, dels ud fra hensynet til almindelig videnskabelig redelighed, for der kunne være god grund til at forvente at der senere ville blive brug for en mere specifik betegnelse som Spiritual Salvation Syndrome, hvis der kunne udskilles en særlig gruppe, en mere specifik underkategori.

Diskussionerne førte dog til at syndromet uofficielt, men uafvendeligt, fik arbejdstitlen Minor Mathias Syndrome, MMS, mens betegnelsen SSS blev reserveret til det endnu ikke fuldstændigt definerede Spiritual Satisfaction Syndrome. Der var mange pjankede forskere på instituttet dengang.

– Men hvad vigtigere var – og det var baggrunden for hele denne diskussion om syndromerne og deres klassificering – Vi havde, eller jeg havde, fundet en metode til at konstatere religiøs frelse ved en klinisk test. Prøverne kunne gentages af andre – det kan de stadig, til enhver tid – og opfylder så vidt de videnskabelige ædruelighedskriterier. Nu kan vi endda, ved hjælp af scanning, elektronmikroskop, elektro- og kemostimulation samt en betragtelig mængde datakraft lokalisere forandringer i de transmissionsveje, der leder signalerne rundt i hjernevævet. Nogle af disse forandringer er karakteristiske for grupper, der er inddraget i religiøse forestillingsverdener, og som synes at have fundet en vis fred i det. Ikke kun religiøs frelse i snæver, traditionel forstand, den kan udløse disse forandringer, men det kan alle andre former for frelse også, frelse i forhold til alle mulige ideologiske og politiske doktriner og så videre, dog ikke med så klare kliniske tegn som man får hos de gode gammeldags religiøst forrykte. Skål! Der er andre, beslægtede forandringer, der er karakteristiske for grupper, der har været ude for massive psykiske traumer og massivt psykisk stress, men det kan man på en enkel måde se forskel på i profilen fra et par af de mange målinger.

– Det er jo egentlig interessant, fortsatte han efter en koncentreret betragtning af væsken i glasset og behagsytringer over dens duft og smag, – at man nu kan påvise disse frelsetilstande efter en enkel klinisk test! Tidligere var man henvist til at bruge hunde til at afgøre det, for de kunne lugte det, det er påviseligt. Enkelte mennesker påstod at de også kunne, hvilket dog måtte anses for at være mere end tvivlsomt. Men disse metoder, også metoden baseret på hundens lugtesans, var for usikre.

Luc afbrød.

– Fantastisk! sagde han. – Er det ikke over tres år siden, du fortalte om det for første gang? Og du er ikke kommet videre? Eller er du? Du insisterer på at pakke den religiøse dimension ned i et hjørne af bevidsthedslivet, og forklare den videnskabeligt. Er det omsider lykkedes for dig? I øvrigt vrøvler du, har vrøvlet i mindst tyve minutter. I tres år og tyve minutter. Opdagede du ikke den fælde jeg lagde for dig, med at min Gud er den største? Det jeg prøvede at få dig til at indse, det er at der ikke er nogen Gud! Og du skulle gå for at være tænksom og veluddannet?

– Ting tar tid, sagde Mathias, – for at svare på det første. Der er intet nyt i at erkendelser udvikles over generationer. Dengang var det nyt og spændende, nu er det historie, banalt og lidt kedsommeligt. Men jeg havde ret. Det nye er egentlig bare teknikken. Det er stadig lidt dyrt, desværre, men ikke så vigtigt. Vi behøver ikke undersøge alle mistænkte tilfælde, bare vi ved at det kan lade sig gøre. Du spørger om det lykkedes for mig, og det kan jeg bekræfte. Spørgsmålet er afklaret, og vi kan gå videre til næste emne. Ikke for at svare på det andet, for du ved udmærket, at vi er helt enige, jeg kan godt afkode dit sprog, jeg ved at det var en spøg, ikke en fælde!

– Se den himmel! sagde Luc. – Flot augusthimmel, højt eftermiddagslys. Og nætterne snart igen til at se stjerner i. Lige nu står Orion midt på sydhimmelen, og Karlsvognen står lodret på sin vognstang der mod nord. Ja, du kan ikke se noget af det fordi vi har dagslys, solen står i vejen, men de er der alligevel. Sommerdag er det samme som vinternat, med den forskel at Jorden er kommet over på den rigtige side, så solen ikke står i vejen. Ja, forstår du det? Dag er den side der vender mod solen og nat den side der vender væk fra solen, vi kan kun se den del af himmelen der vender væk fra solen, derfor ser vi hver nat et nyt udsnit, og når der er gået et halvt år er vi kommet om på den anden side af solen, og så kan vi se præcis den del af nattehimmelen der vender i den retning hvor vi nu har dag. Vi kan ikke se stjerner med solen i øjnene, kun ved solformørkelser. Jeg kan udpege stjernebillederne når som helst, dag og nat, med få graders nøjagtighed. Mit indre ur går efter stjernedøgn og ikke efter soldøgn.

– Jaja, sagde Mathias, – solskin og solsystem forstår jeg godt. Fortsæt du bare.

– Luther siger, fortsatte Luc, – at Gud er subjektet. Du kan intet gøre, du kan ikke selv beslutte om du skal tilhøre Gud eller ej, for Gud vælger for dig! Koranen siger, at Gud er den eneste skaber, og at du, mennesket, ikke kan ændre noget ved det, for mennesker er ikke i stand til at skabe noget som helst!

Altså: Til helvede med katolikkerne! De tror de selv har en indflydelse på om de bliver frelst! Altså: Til helvede med kunstnerne, for de kan ikke skabe noget, alt det skabte tilkommer Gud! Du kan nok høre: Der er en afgrund til forskel mellem Gud og mennesker. Gud har hele initiativet, du selv har intet! Alligevel taler både Bibelen og Koranen om dit eget valg, udmåler din belønning hvis du underkaster dig, og din straf, hvis du ikke underkaster dig Guds vilje. Det gamle testamente gennem profeterne, det nye gennem Jesu lignelser, evangelisterne og kirkefædrene. Koranen direkte gennem Guds egen tale, ifølge de troende, ganske vist forvansket ved mundtlig overlevering, senere afskrifter og imamers udlægning. Der står mennesker bag al djævelskab. Javel! Der er tre instanser i hierarkiet: profeterne, den nedstegne Frelser og den ophøjede Gud selv, og de indrømmer dig alle tre et initiativ: selvvalg. Du træffer et valg og tager et ansvar. Du skal bare sige ja eller nej til tro og underkastelse, ansvaret er følgerne. Jeg siger dig bare: Sikke noget sludder! Skulle tro og underkastelse give ansvarsfritagelse? Sikke noget vrøvl, Vorherre bevares for noget sludder, Gud Fader i Helvede for noget vrøvl! Men samtidig siger jeg dig: Her meddeler Skaberen sig til os hele tiden, vi beundrer Skaberens værk og er i sandhed troende, og så skal der sidde nogle såkaldte eksperter og smagsdommere og afgøre om vores tro er sand eller ej! Må vi være fri! Vi skal tro på Gud den Almægtige, Skaberen, Allah, eller hvordan vi efter ringe evne er i stand til at benævne denne overmenneskelige magt. Men vi skal da ikke tro gennem mennesker! Hverken gennem profeter, evangelister eller kirkefædre, må vi da være fri! Der er kun én autoritet: Gud! Alle andre selvbestaltede ayatollaher, teologer, paver og levebrødspræster, imamer, rabbier, skriftkloge, prædikanter, kardinaler, mullaher, biskopper og stiftsprovster, er at regne for enten velmenende idioter eller selvberigende entreprenører! Smid de kræmmere på porten, som Jesus gjorde i Templet. Til Helvede med dem! Og tilbage til den rene tro, som Gud fremstiller den selv hele tiden. I sin sande kirke: Naturen! Universet! Dit sind! Erkendelsens grænser! Bag dem er Gud uopnåelig og enerådende. Måske. Sagde vi ikke, at der er en afgrund til forskel mellem Gud og mennesker? Og vi siger dig: Der er ikke noget i vejen med din tro, for din Gud er den rigtige Gud, den eneste Gud, hvad du så end kalder din Gud, for det er din Gud selvfølgelig ligeglad med.

Men der er noget i vejen med dine profeter. Dine profeter er alt for små. Det kan jo ikke være meningen at dine profeter skal spærre vejen og spænde ben for alle de næste profeter, bare fordi de næste er lidt større end dem selv, men det er lige hvad de prøver på! Hele tiden. De kan dog ikke spænde ben for den eneste, sande Gud, selvom de gerne ville.

Derfor: Lad ikke profeternes profetier, skriftkloges skrifter, evangelisters evangelier, skygge over den evige almægtige Skabers eget ord til dig. Din Gud taler direkte til dig! Det gør din Gud hver dag, hvert eneste øjeblik, hele tiden. Derfor er Gud til stede i os alle. Din Guds skaberværk ser du med dine øjne og hører med dine ører. Du kan selv undersøge det i dine mikroskoper og i dine teleskoper. Noget af det fatter du, men endnu mere fatter du ikke. Gud selv ser du ikke, for Gud er overalt, både i det du forstår og bag det du ikke forstår, og du kan ikke se forskel. Og det du ikke forstår er uendeligt meget større end det du forstår, og det bliver det ved med uanset hvor meget du forstår, for så stor er forskellen mellem dig og din Gud: uendelig! Hellige skrifter: Lad dem være en lære om, hvordan mennesker til alle tider har prøvet at forstå, selvom de intet ved. Mere er de ikke, men selv det er dog noget. De er ikke guddommelige som selve skaberværket, men de er værdifulde dokumenter om de mennesker, der har skrevet dem, om deres gode viljer og om deres onde viljer.

Brugsanvisninger på hvordan du skal leve dit liv på jord? Glem det! Det beskæftiger din Gud sig ikke med. Men det gør de mennesker der vil beherske verden. Derfor: Pas på! Pas vanvittig meget på med den slags. Det du fik med fra din Gud er din samvittighed! Det du bliver påtvunget af andre er løgn! Og nu hvor jeg har sagt så meget vrøvl, næsten værre end det du sagde lige før, så ved du også hvad fanden det er, det vi kalder Gud. Gud er det samme som det vi kalder virkeligheden! Virkeligheden kan være svær at forstå, men det hjælper ikke at pakke den ind i løgne for at gøre det lettere!

Luc gav Johannes et tegn. Det betød, at nu skulle Benjamin eller Maria komme og skifte posen på hans urinkateter. Johannes gjorde mine til at skifte det selv, men det modsatte Luc sig under protest. Da Johannes havde fortalt, at de begge var taget til byen, indvilgede Luc under forudsætning af, at de kørte ud på toilettet af hensyn til Mathias, som dog måtte forudsættes at have et uanstrengt forhold til den slags.

– Der er to modsætninger! fortsatte han, da han var kommet på plads igen. – To modstillede principper, om du vil, som nat og dag. Det ene er Gud og det andet Satan. Det ene er liv, det andet fravær af liv. Lys og mørke, varme og kulde, yin og yang, eller hvad du vil. Det dybsindige ligger ikke i, at der findes modsætninger, eller at der er to. Man kan også bruge tre eller fire. Det interessante ved dem er ikke deres egenart eller at de findes, men at modsætningerne kan bruges til at beskrive noget andet. Den gengiver og belyser strukturen i nogle svært overskuelige og komplekse sammenhænge, det interessante ved modsætninger er at de skaber overblik.

Du kan sammenligne det med det der sker, når vi ser et stykke grafik i sort og hvidt. Kun de naive og forblindede kunne finde på at sige: “Jeg bekender mig til det hvide, kun det hvide og intet andet end det hvide. Jeg forsager det sorte og alle dets gerninger og væsen”.

Eller hvad med et dekorativt arbejde udført i relief, og de frelste siger: Hellig, hellig, hellig er de fremhævede partier! Fri os fra basisplanet.

Jeg hørte engang en sige: “Jeg hader dig”. Ikke til mig, naturligvis, det er endnu aldrig sket. Til en anden, måske til Marco eller et andet fjols. Men hvilken idioti at komme med et sådant udsagn. Navnlig når man ikke siger hvem man elsker i stedet for. Ingen polaritet! Udsagn af den slags kan kun bruges til at vise at man er dum.

Men ved hjælp af to modsætninger, som lys og skygge, kastes perspektiv over tilværelsen. Ved hjælp af sort og hvidt skildrer grafikken nogle fænomener, der er meget mere sammensatte end de to grundelementer, og som ikke en gang handler om modsætningsforholdet mellem hvidt og sort.

Man kan bruge modsætningerne til at kaste strejflys på et objekt og undersøge det. Modsætningspar: lys-skygge, varm-kold, god-ond, progressiv-konservativ, ung-gammel, tradition A-tradition B, kultur A-kultur B, Gud-Satan, Gud-ikke Gud, Eva-Maria, ja-nej, plus-minus, ét-nul, osv.

Strejflyset giver kontrast. Kontrasten er bærebølgens op og ned, det kan transportere budskaber. Du er velkommen med flere eksempler. Og så kom da for pokker med de tre og de fire, eller hvor mange grundkategorier du vil. Det svarer bare til at jeg lægger nogle flere farver på i stedet for sort og hvidt, jeg kan bruge alle de kategorier jeg vil. Mine penselstrøg er bærebølger. De kommunikerer, du skal bare stille ind på frekvensen, så kan du forstå. Skitser – du kender skitseprocessen, den søgende, i begyndelsen famlende, senere fabulerende, til sidst den suverænt sikre proces, der leder mod et mål. Dobbeltstreger, begynderfænomener. En skitse der gradvis bliver levendegjort. Ikke lineært fremadskridende som et stykke strikketøj, men i flere samtidige retninger, søgende. Skitsen søger og finder først sit mål i tredje forsøg. Skal den illustrere vejen til målet, eller skal den udviske de to mislykkede forsøg og lade det tredje fremstå som det eneste gyldige? Skal den forlade skitsens metode og blive til strikketøj? I strikketøj masker man op, når man finder en fejl, helt tilbage til fejlen, og går videre derfra. I skitsen maler man over, det gør man løbende, indtil der er opnået et udtryk, der kun kan svækkes ved videre bearbejdning, på det tidspunkt er der opnået en balance mellem det man giver og det man får igen, og det kan ikke blive mere præcist.

Til at begynde med har man slet ingen viden, hverken om opgaven, udgangspunktet eller målet. Alt er i begyndelsen uden mål og retning. Alligevel søges der en bestemmelse. Denne bestemmelse kan kun søges ved at gøre forsøg. Et forsøg kan udtrykkes som en lille bevægelse, der giver ringe i vandet. Hvad udtrykker ringene. Kan de tolkes? Der opstilles hypoteser, og der gøres nye forsøg. Nogle gøres for at få afsløret, hvilke hypoteser der var rigtige og hvilke der var forkerte. Når der er skitseret og gennemført en serie forsøg, og resultaterne er aflæst og tolket, bliver den næste forsøgsserie klarere, mere målrettet. Til sidst kan man konkludere gennem hele rækken af hypoteser og forsøgsserier, man kan forudsige hvor målet er, og give det rette svar på opgavens løsning, allerede inden den endelige fuldtræffer sættes ind, og det kan man gøre med forhåndsviden om træfsikkerhed. Men det kræver erfaring.

Har jeg her snakket om videnskabelig metode? Næ, jeg talte om den kunstneriske proces! Tilegnelse af færdigheder på et lærred og på en violin ligner hinanden som proces. Ligner den også den videnskabelige metode? Jamen i så fald har de to måder at anskue tingene på jo meget tilfælles. Forskellen er kun, at den kunstneriske proces tillader en større portion subjektivitet. Faktisk tillades subjektiviteten nogen gange at dominere.

Hvor er så det religiøse henne i denne sammenhæng? Blev det tabt i svinget? Næ, det gjorde det såmænd ikke. Men set i det lys, vi lige nu har skildret kunst og videnskab i, nemlig i objektivitetens/subjektivitetens polariserende og kontrastgivende strejflys, står det religiøse som den fundamentale subjektivitet. Ikke din egen subjektivitet, Ha! Det er Guds subjektivitet. Det er Gud, der er subjektet, alt andet, også du og jeg, er objekter, husker du Luther, husker du Koranen.

Skalaen er: Gud – absolut subjektivitet. Kunst – subjektivitet og objektivitet i interessant blanding. Videnskab – ren, i hvert fald tilstræbt, objektivitet. Samfundsliv, forretning og krig – Satans værk!

Eller du ville måske sige menneskets værk, men så er menneskene også nogle sataner. Og så tror du nok at jeg er en puritaner og en vækkelsesprædikant. Og det er også som ind i Helvede hvad jeg er. Men kun for dem der gider høre, for jeg går ikke ud og udbreder budskaber! Det har jeg gjort hele mit liv, og jeg står ved hvert billede og hver ting jeg har lavet, hvad enten jeg har solgt dem eller ej. Ligesom Skaberen øver jeg også streng selvcensur, og det betyder at der stadig står noget ufærdigt bras ude i værkstedet. Det betyder også at de ting jeg fortæller dig, siger jeg kun til dem hvor det ikke betyder noget. Forstod du det? Ellers må du hellere glemme det hele igen. Du er ligesom affaldsspanden ude i værkstedet, fra dig kommer der heller ikke noget videre!

Mathias og Luc

Det var ikke til at se hvem den sidste replik var rettet imod, Mathias eller Johannes. Ikke usædvanligt for Luc, hans udtalelser havde ikke altid nogen bestemt retning.

Johannes havde så vidt muligt haft noget mellem hænderne hele tiden og var tilmed gået ud med skraldespanden under ordstrømmen. Han tænkte på om Luc var ved at udvikle sig til prædikant, for det var helt unødvendigt at gå ind i debatten om de emner han åbnede, Luc lukkede den selv af igen og behøvede ingen hjælp. Maria deltog ivrigt og foretagsomt, mens hun ordnede det praktiske. Kom dog med bemærkninger som viste at hun fulgte med i alt hvad Luc talte om, og som han modtog interesseret.

Mathias og Luc. Gamle venner fra ungdomstiden. Johannes talte gerne med dem begge. Helst hver for sig, for når de var sammen klarede de sig uden ham. I det selskab bliver man let overflødig, reduceres hurtigt til den der henter forfriskninger. Men i dag havde han selv kontaktet Mathias og inviteret ham til at komme på besøg hos sin gamle ven, så der var vist ingen undskyldning for at gå fra dem. Heller ikke alle Lucs behov kunne han overlade til Mathias, som naturligvis kunne indfri dem, men ikke nødvendigvis på Luc’s foretrukne måde, så det kunne også være uhøfligt at overlade dem til sig selv.

Tænkte i øvrigt over hvorfor Mathias havde holdt mund så længe. Hvorfor han ikke havde spurgt Luc om hans forhold til trossamfund som fænomen, i al snakken om Gud og mennesker. Den tangent ville Mathias nok ikke lokke Luc ud ad, han kendte vel svaret.

At sidde her over for de to gamle i en trekant og fundere over forskellige måder at blive gammel på. Forveksling ikke mulig, hvor var de dog forskellige. Luc – mistet en stor del af sin førlighed. Sad det meste af dagen, skulle tit hjælpes, protesterede over kørestolen, nægtede at bruge hjælpemidler. Udsat for en moderat til kraftig legemlig svækkelse, men kun legemlig. Det stærke sind som altid, upåvirket. Lucs kraft efterhånden samlet i blikket, om muligt endnu mere udtryksfuldt og nuanceret end tidligere. Lucs ældning som eksponent for en åndelig forfinelse. I hans blik, i hans milde øjenomgivelser, og i en meget Luc’sk måde at være til stede på, et selektivt nærvær. Han diskuterede ivrigt alle abstrakte emner, rummede historien og videnskaben, filosofien og religionen, som han favnede i dybden og i bredden. Helt uden at tage sig af de aktuelle spørgsmål, de konkrete og nærværende, helt uden at tage stilling til hverdagens praktiske anliggender. Ikke blot nægtede han at tage stilling, han nægtede også at høre om dem og lægge mærke til dem. Opdagede ikke ting der skulle gøres, opdagede ikke om de blev gjort eller om de var gjort. Blev passet og plejet, men beskæftigede sig ikke med det og kommenterede det ikke.

Mathias – den samme naturlige værdighed, han altid havde udstrålet. Desuden efter alle årene en betydelig autoritet, der forekom lige så naturlig hos ham. En medfødt eller erhvervet autoritet? Han lignede en personlighed. Hvis man kunne forestille sig en statsmand med både kvalifikationer og ballast til posten, og samtidig scenevant uden at være servicevant, kunne den beskrivelse passe på Mathias. Han så og hørte alt, havde overblik og kunne prioritere, og han havde situationsfornemmelse. Dertil var der over ham et anstrøg af gammel libertiner med glimt i øjet, hvilket selvsagt måtte høre med til enhver stor personlighed, ældet med værdighed. Hans form for nærvær var absolut og altfavnende, af en helt anden art end Lucs. Han tillod sig oven i købet den luksus at være fysisk velfungerende. En smule overvægtig, hvilket egentlig stod meget godt til hans øvrige udtryk af overskud.

Hvis tilstand var mest stabil? Luc så svagest ud, men han havde siddet på denne måde i flere år uden synlige forandringer, Mathias så stærk ud, men kunne også ligne et øjebliksbillede af den længst mulige henstand med de ubønhørlige aldringsprocesser. Jævnaldrende, sidst i firserne eller først i halvfemserne. Midt i halvfemserne for Lucs vedkommende? Ti år mere kunne gøre noget ved dem begge.

Johannes var vant til at have Skaberen eller et af hans substitutter ved sin side, og overvære langstrakte monologer. Derfor kunne han nu og da i distraktion forveksle både Luc og Mathias med dette selskab. Luc: Skaberen den tvivlende, den lidende. Dolorosa. Mathias: Skaberen den sejrsbevidste, den vitale. Pantekrator. Både fremtoning og emnevalg gjorde forveksling mulig, og normalt skete der ikke så meget ved det, for samtalerne kunne genoptages fra hvilket som helst af de tabte spor, og både Skaberen og især Luc genoptog og fortsatte uden videre hinandens udviklinger.

I dag var denne person dog umiskendeligt Luc. Mere ivrig og nærværende end ellers, mere Luc end Luc plejede at være. Sandsynligvis fordi han sad overfor ungdomsvennen Mathias, som han trods alt kendte længere tilbage end Johannes. Det meste af samtalen foregik mellem de to gamle, hen over hovedet på Johannes, det kunne så forklare hans momentane distraktioner. Luc Skaberen, med distraktionen, det fluktuerende nærvær. Mathias – ? Det måtte lige overvejes en gang. Mathias modsætningen, modpolen, negationen, polaritetens kontrast – Skaberens anden side. Mathias Satan? Vel var han ej. Tåbelig tanke udsprunget af det tvangsmæssige formale princip om modsætninger og polariseringer. Forventning om forklaring gennem forenkling. Mod bedre vidende, i bevidsthed om den almengyldige lov: Forenkling er forfalskning. Men hvorfor ikke afprøve idéen et øjeblik. Det er nemt at aflive grundløse påstande og uholdbare hypoteser. Et praktisk eksperiment kan være hurtigere end at udvikle en logisk slutningssekvens. Easy come easy go.

– Vi kan ikke have at gøre med eksklusive moralbegreber, forsøgte Mathias. – Vi kan ikke have at gøre med love og normer, der kun gælder for de udvalgte. Vorherrebevares. Tiden er løbet fra klassemoral og standsnormer. Kan du forestille dig en moral, der kun gælder for nogle samfundslag og for enkelte grupper og ikke for andre? Ja, ikke for at minde dig om din alder, men både du og jeg burde kunne huske, at sådan var det faktisk en gang. Men den går ikke længere! Og på samme måde, kan vi have at gøre med en eksklusiv etik, der bygger på racisme? Artschauvinistiske forestillinger? Alt dette hører fortiden til, det er permanent begravet, fremtidens historikere vil få vanskeligheder med at sætte sig ind i det, de vil mangle forudsætninger for at forstå det!

Johannes rystede en smule på hovedet. Gammelmandssnak. Har de ikke hørt efter i timen, er de ikke blevet klogere? Det passer jo ikke. Ikke alene er deres emner permanent begravet, det er deres holdninger også. De eksklusive moralbegreber lever videre i bedste velgående. Hvis noget er permanent, så er det dobbeltmoral og dobbeltstandarder. Der er stadig et os og et dem, det lader til at være et grundvilkår. Det nye er hvem vi definerer som os og hvem vi definerer som dem. Os, er det os der deler holdninger, eller er det os der deler interesser? Det er sådan man bøjer moralbegreber. Mathias er ikke Satan, han er bare gået i stå. Det er vel tilladt for en snart halvfemsårig. Men er Satan nu også det samme som stilstand? Det må tænkes igennem ved lejlighed. Husk lige på det.

Luc tog over.

– Nu skal du holde op, Mathias! Du kørte på det samme vrøvl for over halvtreds år siden, det er jo historie, for fanden! Hvem i alverden går længere op i racisme og atschauvinisme? De ting findes kun i historiebøgerne og på museerne. Jo, det kan da godt være, der findes vistnok stadig enkelte nationalistiske miljøer i en slags reservater, dem værner man nærmest om som om en udryddelsestruet art! Man tager penge for at vise dem frem! Har den herre ikke opdaget kursskiftet og tidernes gang? Har den herre ikke opdaget alle disse fredsbevarende bevægelser, deres stilfærdige praktiske arbejde, disse nålestiksmanøvrer, alle de små kirurgiske indgreb til sikring af fremtiden? Deres flittige sundhedspleje, fjernelse af de menneskelige bylder som gartneren med sin beskærekniv? Der er jo næsten ingen magtbegærlige antidemokrater tilbage. For så vidt forbavsende, så hurtigt et globalt mentalitetsskift kan slå igennem, når blot trykket bliver lettet, når der bare bliver plads til alle meningerne, når meningerne og holdningerne kan udvikles, det kan de jo kun gennem afprøvning!

Johannes rettede sig en smule op. Det var alligevel som satan. Om ikke satans så alligevel pokkers. Her troede man at Luc med sin distance og selektive nærvær dækkede over en velorienteret og skarp stillingtagen til verdens aktuelle tilstand. Og så har han alligevel ikke fulgt med! Han overvurderer vist de progressive kræfter og deres evne til at modstå de reaktionære. Eller kan man tro at han er så langt forud for sin tid, at han helt har glemt nutiden? Det må Mathias have et svar på.

– Kan du ikke huske, fortsatte Luc henvendt til Mathias, – da vi alle gik i angst for kapitalen, at finanserne og markedsfilosofien skulle tage magten? Alt er bølger, det vidste vi også godt den gang, alt foregår med bølgernes dynamik. Alting har sin tid! Bølgernes rytmer kan man fornemme når man kommer op i vores alder, ikke før, for det går ikke så hurtigt. Epokernes rytmer. Vi dør snart, men verden går en smuk fremtid i møde. Balancernes verdensorden er gældende. Den er ikke genindført, for den har aldrig været omstødt. Det ligner et tusindårsrige. Er du religiøs? Nå ikke, det er heller ikke nødvendigt, men lad os så nyde balancen og især bølgeturene opad, så længe de varer. Ingen forventer at tusindårsriger kan vare i tusind år. Verden er igen blevet skøn, men bliv ikke blind for kimen til de fremtidige katastrofer, de lurer midt i idyllen! Kimen: det er de ødelagte, de svigtede, de desillusionerede og alle deres mindreværdskomplekser. Dem var der mange af i markedsfilosofiernes tid. De kan stadig nå at udvikle sig til diktatorer, despoter eller bare til bubbier. Det er et spørgsmål om næringstilførsel, ligesom i bistadet. Får de ikke åndelig næring nok, bliver de såmænd bare til bubbier. Men de kan danne farlige strukturer, husk det!

– Satirikeren på spil igen! indskød Mathias.

– Du snakker i en svunden tids begrebsverden! blev Luc ved.

– Er det din påstand? spurgte Mathias, – kunstens endelige sejr over videnskaben som erkendelsesmedium?

– Kunstens og videnskabens sejr over den rå magt, den politiske magt, den økonomiske magt!

– Jamen så kan vi da godt gå sammen! Du med kunsten og jeg med videnskaben. Beklager, at vi må efterlade politikken, markedet og religionen til andre.

– De skal være velkommen, velbekomme siger jeg! Det er os der har visionerne og ildhuen, engagementet på fremtidens vegne! Det kræver styrke og mod, det kræver at man er tryg ved at vide at alt ikke afhænger af en selv!

Tænk at sidde her og høre på de to oldinges forsøg på at genoplive deres ungdomstanker, drømme og tabte idealer.

– Det, det handler om, fortsatte Luc, – er at menneskene udvikler en total etik ud fra erkendelsen af deres klode som en organisme. Førsteprioritetsorganismen. Til side med alt bavlet om individet, slægten, nationalstaten, samfundslivet! Det kan vi tillade igen, når hensynet til førsteprioritetsorganismen er opfyldt. Man kunne endda sige: Kloden er den eneste organisme, som har prioritet! Alt andet er underordnet. Arternes vækst og undergang er kun udtryk for at kloden er i live og har det godt. Arternes diversitet er klodens sundhedstegn. Det samme kan man sige om individernes og massernes kampe. Hvem der vinder eller bukker under, hvem der jubler eller lider, det er ikke en skabers sag. Eller en klodes sag. Det er samfundslivets sag! Og den viden, du gamle, den er ikke forældet selvom den er mange gange ældre end dit religiøsitetsprojekt. Det er i biologien, fremtidens kræfter ligger, ikke i kulturen og alt dit humanismebavl! Humanismen er død! Længe leve posthumanismen! Længe leve livet! Skål!

Luc og Mathias havde delt en flaske gammel vintage port i de foreskrevne glas, Johannes tænkte over om det var en Robert i sin tid havde skaffet, eller en fra Janes slot. Nå, det kunne selvfølgelig være begge dele. Nu satte Luc flasken for munden og tog et par slurke. Man kunne se på ham, at det symbolske i handlingen forhøjede nydelsen betragteligt, selvom han snød sig for duften.

Johannes kom faktisk i tvivl om det nu også var Luc eller Skaberen og måtte lige se efter en ekstra gang. Tænk om Skaberen havde taget bolig i Luc, havde sat sig i ham og tænkt sig at bruge ham som talerør. Den blotte tanke krænkede Johannes dybt, og han ville gå Skaberen på klingen ved lejlighed, for at få ro med sin mistanke. Og hvem er så den anden? De er jo ikke afgørende uenige, og Mathias er ikke Satan. Er der to skabere? Det må kunne lade sig gøre at afkode dualiteten, se om den skulle være bærebølge for noget interessant. Se om deres uenighed kun skulle være symbolsk.

– I har kun én opgave her i livet! sagde den person, som Johannes oplevede som værende Mathias, – og det er at værne om og overlevere det, I har fået overleveret, på bedste måde. Dem der prædiker at I kun har én opgave, og at den består i at få det bedste ud af livet her på jord, det er de falske profeter, det er egoismens forkyndere. Jeg siger jer: Jeres ansvar er uendelig meget større end dette! At få det bedste liv, egoistisk set, det er jo kun en ringe opgave at løse, det er en komplet underlødig og betydningsløs opgave, men hvis du kan være heldig og få et bedre liv ud af det som en sidegevinst, så skal du ikke høre noget for det. Det stik modsatte gælder for jeres fælles ansvar, det ansvar I har for fællesskabet, for verden, for kloden. Det er den opgave, der skal løftes! Det ansvar er jer værdigt på en helt anden måde. Kun det ansvar er jer fuldt værdigt!

– Lad gå, sagde Luc. – Lad gå. Vi er jo ikke uenige. Men nu du alligevel er inde i en moralprædiken, kunne vi så ikke bruge Jesu lignelse om de betroede talenter? Den får mening når man tænker på, at de betroede talenter netop er: ansvaret for fællesskabet, de fælles vilkår, altings livsgrundlag. Det er det livsgrundlag der skal plejes og dyrkes og vedligeholdes, så det bliver til diversitet, til mangfoldighed, ikke til monokultur, ikke til ensretning, ikke til vækst! Det er på håndteringen af jeres ansvar for det fælles livsgrundlag, I bliver vurderet på dommens dag!

Ja, tænkte Johannes, deres uenighed er kun et ritual, de opfører ved særlige lejligheder.

Luc lo, skålede og kastede et sammenlignende blik først på portvinsflasken og så på sin urinpose, som for at se om der var plads til resten af portvinen i urinposen, og Johannes blev roligere, for sådan noget havde Skaberen næppe bekymret sig om. Luc tømte flasken for de sidste centiliter og gnaskede bundfaldet med en velbehagelig mine.

– Lad os prøve et eksempel! sagde han. – Hvis man engang i fremtiden foretager tidsrejser og kommer tilbage til fortiden. Tilbage til urtiden. Dengang der var dinosaurer. Dengang der var trilobitter. Eller hvis man kunne trække nogle af disse fortidsvæsener frem til vores tid, helt levende.

– Det ville fandeme ikke være morsomt! afbrød Mathias. – For hundrede år siden kunne man godt forestille sig den slags tidsrejser, også uden problemer. Men det kan vi altså ikke i dag. Jules Verne og de andre fantaster, de tog ikke højde for mikroorganismerne! Selvom det er dem, der står bag alt liv. De danner sjældent gode fossiler, derfor glemmer vi dem så let. Men hvordan vil vi nu gøre, hvis vi er på en tidsrejse og bliver sat på jorden i kambrium, perm eller øvre jura? Vi vil nok beholde vores rumdragt på. Vi vil også holde den under tryk, så vi undgår at få de ukendte mikroorganismer ind. Vi gætter på at de er farlige, vi har jo ikke nogen erfaring med dem, og vi har heller ikke nogen modstandskraft mod dem. Overtrykket i vores rumdragter skal beskytte os mod de ukendte farer. Men det kan ikke beskytte vores omgivelser mod os! Her kommer vi med sværme af modbydelige, avancerede mikroorganismer, som vi selv har udviklet resistens over for, og visse af dem er vi endda gået i symbiose med. De er overalt inden i os og inden i vores rumdragt. Vi hygger os med dem. Men der er nogle små lækager i vores rumdragter, de generer os ikke, for vi er under tryk så der ikke kommer noget ind, men til gengæld slipper vi mikroorganismer ud. De ender allesammen i et fremmed miljø, de fleste går til grunde øjeblikkeligt, men andre har herlige tider og formerer sig eksplosivt, fordi der ikke er nogen naturlige fjender. Hvilken forandring bliver der ikke at se!

– Det kan jeg godt se for mig, sagde Luc. – I fodsporet på din ekspedition breder katastroferne sig som epidemier. Fodaftrykkene vokser og smelter sammen, de danner sammenhængende plamager som på kort tid overhaler den vandrende tidsrejsende i sin rumdragt, han ser sig omgivet af rådnende biotoper under nedbrydning, og erkender sandheden i den ofte fremsatte læresætning, at iagttagelse af et objekt ikke er mulig uden samtidig destruktion af det iagttagede.

– Og hvad gør den rejsende så? spurgte Mathias men svarede selv. – Han rejser hjem og påbyder, at de næste tidsrejsende skal have indbygget mikrofiltre ikke blot i deres indtag men også i deres afkast fra rumdragterne. Og han giver sig til at spekulere over, hvilken virkning hans besøg og hans tilsvining af fortiden kan have givet anledning til. Måske havde han påvirket den udvikling han selv var et produkt af. Måske, tænkte han, var der i fortiden gennemført et stort antal tidsrejser før hans egen, måske var der et vist element af kortslutninger i form af sådanne tidsrejser indbygget i evolutionens praksis. Ikke i dens idé, ikke i dens teori, men i dens praksis, som er det eneste der virker.

Johannes lagde mærke til, at de to havde byttet størrelsesforhold. Den spinkle Luc var blevet mægtig, den større Mathias sank lidt sammen og var træt. Han belavede sig på at tage hjem.

– Nu har du vel ikke drukket for meget? spurgte Luc.

Portvinsflasken var tømt, cognacflasken hentet ned fra hylden, solen gået ned, Mathias kørt hjem af Benjamin, for Johannes havde også drukket for meget. Og Luc kunne fortsætte sin monolog.

Han sagde min søn og min dreng til Johannes. Det havde han gjort siden Johannes’ drengetid og deres leg i haven. Luc var utvivlsomt en af dem, der i sin ungdom havde gjort sig fortjent til en plads i kredsen af Johannes’ mulige fædre. Nu vendte han sig mod ham.

– Hvad laver du egentlig for tiden? Husk på, min dreng, jeg holder af dig, men jeg vil også gerne se dig i udvikling, i gang, i drift, i færd med noget. Det værste for de ældre er at se de unge gå i stå! Vi ældre ser med forventning frem til, at nogen overtager initiativet. Vi ser frem til at der er efterfølgere, der kan arbejde videre mod nogle af de mål, vi selv satte os, og som vi regner for universelle. Nye værdinormer hos de unge giver frustrationer hos de gamle. Mine værdinormer går ud på, at man ikke skal forspilde chancen for at få noget ud af livet. Ikke sådan egoistisk, men sådan at man bagefter kan se at det ikke har været helt uden mening. Og her hører det med, at man har fået lov til at koncentrere sig, leve sine mål helt ud en gang imellem. Det er ikke en smart terapi med henblik på afslapning. Alt for mange opfatter afslapning som livets mål og mening. Hvile er ren og skær nødvendighed, som at give sig selv lov til at trække vejret. Kunne du ikke se, at man havde fået tildelt f.eks. en milliard vejrtrækninger i sit liv, dem måtte man holde hus med. Hvad så hvis vejrtrækninger på hverdage mellem klokken otte og seksten ikke talte med. Hvis det var på den måde, ville jeg være glad for at gå på arbejde, og gerne tage lidt overarbejde med hjem ind imellem.

Luc kiggede ud ad vinduet. I skumringen fløj enkelte fugle stadig rundt, som om de ikke ville gå til ro allerede.

– Livet er en spegepølse. Vi skærer en skive af hver dag. Der er kun tildelt hver enkelt et begrænset stykke, og livskampen består i at redde det fra at blive ædt af de andre, som gnaver i det som rotter fra alle sider. Alle vegne er der nogen der gør krav på dit liv, de vil give dig arbejde, opgaver, venskaber, kærlighed, og det er smukt, men hvis du er uopmærksom, hugger de lynhurtigt en bid af dit liv. Indimellem kaster man nogle lunser for kræene for at holde dem en smule på afstand. Helst til fuglene, de holder sig flyvende på det og spreder det i alle retninger. Ikke til rotterne, de tager selv og graver sig bare ned med det. Hele tiden håber man at kunne beholde en lille smule for sig selv, bare nok til at opfylde lidt af målet med selve tilværelsen. En lille del men en væsentlig del, lige nok til at give tilværelsen mening. Det kræver at man er en smule kritisk med, hvem man bruger sin tid med og hvad man bruger sine kræfter på. Det kaldes også mod.

Han kiggede igen ud ad vinduet. Denne gang op i himmelen og så ud til at være tilfreds med at der var kommet stjerner.

– Hvor søger du dine mål? Er det i eller udenfor dig selv? Du kan ikke tage moren fra et barn uden at der bliver ballade. Heller ikke sutten. Heller ikke bamsen. Børn er gode til at udtrykke sig. Du kan ikke tage smøgen fra en ryger, flasken fra en dranker, kønsdriften fra en elsker. Så skal du se protester og skuffelse.

Men når du tager værdigheden fra en person, så kommer der ikke nogen protest. Paradoksalt. Personen tror at individualitet, personlighed og værdighed er de vigtigste ting i livet. Men når de er væk, så er der ingen tegn på skuffelse. Nogle personer bliver ligesom lettet ved at være fri. Det sker, når en overindividuel magt overtager kontrollen med dem. Ingen tvivl om, at Mathias kan måle den slags med sine tres år gamle instrumenter, hvis de findes endnu, eller med de nye metoder. Men nu personen vi talte om. En hvilkensomhelst person. Måske en som er blevet religiøs og forsvundet ind i en sekt. Sekten har overmandet staklen og udvisket al personlighed. Den slags sker vist kun for personligheder der er ubetydelige i forvejen. Men også de lidt mere synlige kan på et tidspunkt se sig omringet af en overmagt. Familie, inkassatorer, kritikere, fanklub eller vennekreds. Mod sådanne dumheder kæmpede selv guderne forgæves, påstod de. Dengang der var guder til.

Dine mål i dig selv er at komme ud af en afhængighed eller undgå at komme i en afhængighed. At du hverken er på drugs eller på kult. At der også er noget af dig selv tilbage.

Men dine mål udenfor dig selv er, at der om hundrede, tusinde eller halvtreds tusind år, stadig er liv på jord. Det er dine overordnede mål. Over for disse mål må du gerne træde ydmygt tilbage, eller endog helt i glemsel. Her er det ikke din individualitet der tæller. Ikke engang din nok så høje etik. Her er det kun livet selv, der tæller. Du selv er en ubetydelighed, men du kan indgå i noget betydeligt, noget umådelig rigt, hvis du vil – og hvis du tør. Individualitet er kun angst for helheden.

Da Johannes var ved at gå til ro samlede han sine notater fra aftenen. De lå på løse lapper, for han havde ikke fået nogen notesbog med. Det havde vel heller ikke hjulpet ret meget, løse lapper var nok bedre til at organisere løse tanker med. Og de gav ham bedre mulighed for at tænke med selv.

Annas himmelfart

Anna ringede en aften til Johannes.

– Gider du ikke lige komme, det hele er så underligt!

Johannes spurgte om hun kunne uddybe det nærmere.

– Det er som om der ikke er noget i venstre side. Jeg kan kun bruge højre hånd, jeg måtte lægge røret fra mig, da jeg skulle ringe dig op.

Han spurgte hvor hun var.

– Hjemme! selvfølgelig.

Johannes sagde, at det var jo meget godt, han ville gerne vide, om hun sad eller lå, hvor i huset, om hun var i seng.

– Nej, jeg sidder i lænestolen ved fjernsynet og telefonen.

Han bad hende blive siddende, og sagde at han ville komme med det samme. Derefter ringede han til Mathias, kørte forbi og fik ham med i bilen.

– Hvordan går det? spurgte Mathias, da de kom ind i stuen til Anna.

– Jo, sådan set udmærket, sagde hun, – det er bare underligt, den ene side er ligesom helt væk. Det er upraktisk.

Mathias gik i gang med at undersøge. Med en lille lommelygte så han efter pupilreflekser, og efter en kort klinisk undersøgelse sagde han:

– Det går hurtigt, dette her! Der er allerede sket forandringer siden vi kom. Vi må på sygehuset.

De tog fat i Anna, en fra hver side, og Johannes spurgte Anna, om hun kunne hjælpe til med at rejse sig.

– Åh, hold nu op med det pjat! Jeg går selv. Selvfølgelig kan jeg gå! Jeg kan da godt gå på det ene ben!

De hjalp hende op og hun forsøgte at tage et skridt.

– Det går vist ikke, konstaterede hun, – ikke nok med kun et ben.

Hun indvilgede i at blive båret ned til bilen.

De kørte gennem byen. Johannes prøvede at holde en samtale i gang for at hun ikke skulle forsvinde fra ham. Hun talte kun om små fornødenheder, om hun havde husket at få det hele med til sygehuset. Faldt lidt sammen og så ud som om hun sov. De kom til akutmodtagelsen, afleverede den nu bevidstløse Anna på en båre og afgav de obligatoriske oplysninger til journalen. Anna blev kørt til undersøgelse, Mathias gik med og vekslede bemærkninger med vagtlægen. Johannes spurgte Mathias, hvad han mente. Mathias så oprigtig berørt ud.

– Det vi nu kan håbe på, er en hurtig og nådig afslutning på et i øvrigt rigt og frugtbart liv. En ønskværdig måde at dø på!

Anna lå fredfyldt hen i næsten to døgn og kom ikke mere til bevidsthed.

Johannes var hos hende til det sidste. Maria kom og besøgte dem så tit hun kunne.

De sad alle i sygestuen omkring Anna. Maria havde taget de fire største af børnene med, de ville tage afsked med oldemor. Johannes, Maria, Nicola, Andrea, Vincent og Clemens. Pludselig skete der en forandring med Anna. Umærkeligt var hun holdt op med at trække vejret. En sygeplejerske blev tilkaldt og konstaterede, at der ikke var nogen puls.

– Hun er gået bort. En stille bortgang. Jeg giver besked til lægen, så der kan udfærdiges attest.

I flere timer sad de sammen omkring Annas dødsleje. Johannes fortalte barndomserindringer og historier om sin mor, først de varme og rørende, siden de muntre og fornøjelige, og han sad en stund og grundede over, om der kunne være flere historier, hun gerne ville høre nu.

Hvorfor egentlig ikke, den trygge og nære stemning indbød til det.

Han tænkte sig lidt om og holdt en pause. Han ville tage sig sammen til at fortsætte, men så blev et lys slukket. Ikke lyset i stuen, for det var stadig tændt, det var noget andet. Måske egentlig ikke et lys i dagligdags forstand.

Inden det gik op for Johannes, sagde Maria med sit tegnsprog:

– Nu er hun her ikke mere. Nu kan vi godt gå.

Begravelsen foregik i stilhed og Johannes var nedtrykt, ikke i egentlig sorg, døden kan også rumme afklaring.

Skaberen og stodderen

Igen trængte Skaberen ind igen, var der bare pludselig. Igen en aften, hvor Johannes var optaget af noget andet. Skaberen kom for at tale, ikke om Anna, kun om egne problemer. Ikke store, det drejede sig bare om kloden.

Johannes spurgte, om man ikke på enkel måde kunne hjælpe denne jord over krisen, prøve at bevare den sunde del af udviklingen. Han mente at det ville være trist at se eksperimentet på en hel lille klode gå til grunde som følge af en enkel dominerende art og dens verdensegoisme.

Skaberen rynkede brynene.

– Nu holder vi! sagde han. Ikke noget pjat. Det ville jo være rent snyd og også svindel. Jeg har indkodet nogle principper og konsekvenser i systemet, og så må det udvikle sig med de fejl, det har. Vi kan ikke gå her bagefter og manipulere med vores eksperimenter. Vi ville få upålidelige resultater, og det kunne gå hårdt ud over vores troværdighed. Tænk på de store åbne markeder i andre universer, hvor vi står i konkurrence med andre skabere, og tænk på vores egne endnu uopdyrkede områder og de svagt udviklede områder. Vi har skam selv en række galaksehobe med lav civilisationstæthed. Ganske vist lige så tit på grund af degeneration og alder som på grund af dårlige modningsbetingelser. Men vi har brug for pålidelige modeller, når vi skal igangsætte nye udviklinger og kulturer. Og hvis vi skal være en lille smule hæderlige, det er vi nødt til en gang imellem, så må vi tage ved lære. Der forekommer misvækster ind imellem. Og det må ikke forstyrre vores principper, ikke stå i vejen for vores dømmekraft. Tror du, en gartner med respekt for sig selv poder fra et træ der giver rådden frugt? Det er helt udelukket, vi kan ikke bruge noget fra jeres klode når vi skal ud og akkvirere nye opgaver.

Johannes var optaget af at tage mental afsked med sin mor og tænkte fanden tage den Skaber, som kom hensynsløst på de mest ubelejlige tidspunkter og belemrede ham med tilfældige, skaberfaglige spørgsmål. Og henvise noget så vigtigt som liv på jord til noget så latterligt som konkurrence og markedsmekanismer. Skaberen faldt betydeligt i hans agtelse.

– Næ, sagde Skaberen, lad os vende os fra jorden og den betændte menneskehed og samle os om noget mere positivt.

– Nu skal du bare se. Her er et par smukke eksempler på nogle udviklinger, med vækstprincipper i balance med livsgrundlaget. Her er en meget smuk klode med en intelligent civilisation. De har haft højteknologi i fyrre tusinde år. Ja, det er jo den tidsenhed I normalt bruger. Alt er relativt, men fra jeres synspunkt må det kaldes højteknologi, temmelig meget højere end jeres. Så gamle civilisationer er ret sjældne, og den høje alder siger noget om, at den er god til at afstemme sine aktiviteter i balance med sine livsbetingelser.

I kan umuligt have opdaget den endnu med jeres teknik, for afstanden er noget over tres tusinde lysår. Så der går endnu ca. tyve tusinde år, inden deres første signaler når ud til jer.

– Den anden klode, vi ser her, har også en intelligenscivilisation. Den er også lidt ældre end jeres, omkring tolv-femten tusinde år ældre. Men den har ikke haft en stabil udvikling på samme måde som den første. Der har været kriser, der har været katastrofer. Det er ikke naturkatastrofer, det er civilisationskatastrofer. De har flere gange forrykket arternes balance og truet livsgrundlaget. Kloden har overvundet kriserne, men der er stadig store ar efter dem. Mange arter gik til grunde, og flere biologiske nicher står og venter på at blive fyldt ud. Det kommer naturligvis med tiden, men der vil med sikkerhed restere en fattigdom i diversitet i tusinder, ja i millioner af år.

På en måde ligner denne klode jeres en del på sin tidlige udviklingshistorie. Ikke sådan at der er arter, der ligner jeres, det kan man vist ikke påstå. Men de har ligesom jer en dominerende art, der erobrede herredømmet over de generelle livsbetingelser. Den har haft nogle genetisk betingede aggressive adfærdsmønstre, nøjagtig ligesom hos jer. Det gode ved denne klode er så, at de fik ændret disse ting kort før det blev for sent. De brugte genetisk manipulation af arvematerialet med så stor konsekvens, at de næsten undgik at udrense farlige individer. Det er jo sådan I selv gør gennem avl, hvis I ikke mestrer genteknologien.

Nu har de fjernet de skadelige egenskaber hos deres egen art, der før i tiden fik den enkelte til at stille sig selv foran andre individer, og de træk som fik dem som art til at stille sig i vejen for andre arter. Man kan sige, at de har resocialiseret hele befolkningen ved hjælp af avanceret medicinsk højteknologi. Genopretningen tog tid, og der sættes stadig store kræfter ind på at vedligeholde det opnåede, men det er da alligevel et inspirerende eksempel, smukt, ikke sandt?

Johannes undrede sig over den skaber, der uden hensyn til lysets hastighed bevægede sig frit mellem galakserne som den naturligste ting. Men det er måske noget der kendetegner en skaber, at han står udenfor fysikkens love. noget han har til fælles med vores fantasi.

– Her er endnu et kuriøst eksempel. Det er igen en klode med et gammelt liv, men kun én art. Det var fristende at sige: også kun ét individ, for med denne type liv er det ikke muligt at isolere enkelte individer i forhold til arten. Rent fysisk dækker denne art det meste af sin klode som et lag, på afstand ligner det en slags vegetation. Dele af vegetationen kan snøre sig fri og danne isolerede enklaver eller øer, for senere at forene sig med hovedsubstansen igen. Substansen består af nogle celleagtige mindsteenheder, som kan bevæge sig i forhold til hinanden. De kan danne komplekse strukturer, de kan forme sig som lemmer. De afsnørede klumper kan bevæge sig ved hjælp af disse lemmer, hen over det øvrige landskab og smelte sammen med vegetationen et andet sted. Næste gang der sker en afsnøring, er det en anden gruppering af celler der snører sig af. Om den enkelte celle deltager i en sådan aktion er tilfældigt, for det afhænger af hvor den tilfældigvis befinder sig på tidspunktet.

Alt dette undrer dig måske ikke så meget. Men det vil nok undre dig at høre, at denne vegetation besidder intelligent liv, og at den forlængst har løst problemet med balance i forhold til sine eksistensbetingelser. Den kan selv udføre en slags fotosyntese og tilsvarende kemiske processer, den har fuld kontrol med håndtering af næringsmidler og stofskifteprodukter, men det mest interessante, set fra et skabersynspunkt, er at den kan danne hjerner, når der er brug for det. Ligesom cellerne kan slutte sig sammen for at udføre en fysisk opgave, kan de danne strukturer til at udføre hjernearbejde. Små eller store strukturer alt efter opgaven. Det siger sig selv, at der skal bruges en slags koordinering, hver gang milliarder af ligestillede celler skal slutte sig sammen, organisere sig, danne undergrupper og uddelegere specialopgaver til dem. De har haft held til at udvikle særlige egenskaber på yderst decentral vis, samtlige celler deltager i informationsvirksomheden og hjernefunktionerne, de egenskaber kan de også bruge til at formere kolossale processorer, der minder lidt om principperne i jeres egne hjerner, selvom deres både er mere kompakte og langt hurtigere. Når der skal løses en kompleks opgave der kræver stor beregningskapacitet, dannes i løbet af et øjeblik en hjernestruktur, der kan udstrække sig fra få millimeter til hele landskaber. Der er i praksis ingen begrænsning på denne hjernekapacitets effektivitet og muligheder. Vi kan roligt regne med, at et af de steder, hvor der ligger oplagret mest viden om verden og universet, det er på den klode. Selvfølgelig ved de også alt om deres egen udviklingshistorie, og de kommunikerer og står i forbindelse med et antal andre civilisationer, som begribeligvis er vidt forskellige fra deres egen. Men de ved muligvis ikke meget om jer, altså menneskeheden, da de på grund af afstanden ikke kan have nået at indhente oplysninger om jer.

Nu kan du prøve at forestille dig denne intelligensorganismes forhold til liv og død. Her er liv og død ikke basale kræfter i verden. Der er mange andre basale kræfter, og der eksisterer mange modsætningsforhold med spændingsfelter imellem, men ikke noget spændingsfelt mellem to modsat rettede kræfter af typen liv og død. Organismen kender til udskiftning af enkeltceller, dette er en stadig proces, der uafladeligt fornyer den samlede organisme og sætter den i stand til at fungere. Der findes ikke et selvstændigt bevidsthedsniveau knyttet til enkeltcellerne. Dem skiller organismen sig af med ligesom I skiller jer af med afstødte overhudsceller, når I går i bad. Hos organismen er der kun én fælles bevidsthed, og den er global. Den eneste rimelige sammenligning med noget der er individuelt, ville være at sige, at denne planet er et individ. Et ganske spændende individ. Men samtidig altså en civilisation, et kraftcentrum, en videnbank, en uudtømmelig inspirationskilde. I skaberkredse betragter vi den slags som juveler i vores samling. Dem afgiver vi kun nødig vores rettigheder på.

– Du har vel ikke lyst til at se alle skraldespandene? Alle de rygende ruinhobe, de golde kloder hvor det gik rigtig galt? De er mildest talt heller ikke spændende. Men så er der jo også alle de kloder, hvor livet rejste sig efter civilisationer der var brændt ud. Det er faktisk det almindeligste. Hvor der er civilisationer er der altid et biologisk liv udenom. Dette liv fortsætter mere eller mindre upåvirket efter selv store civilisationskatastrofer. Det kan skam nå at sætte an til endnu en civilisation, gennem andre arter naturligvis, og til andre igen, efterhånden som civilisationerne slår sig selv ihjel, der er såmænd tid nok. Evolution tager tid, men i kosmisk tidsskala betyder det ikke noget, vi har tid til at vente.

Johannes var blevet en lille smule nysgerrig og ville gerne vide hvor i universet disse lokaliteter var at finde.

– Det er ikke så kompliceret. De findes over det hele, jeg nævnede et par eksempler. Nogle er lige i nærheden, selv ved stjerner du kan se med det blotte øje. Andre er så langt væk at lyset fra dem ikke vil nå dig i løbet af universets levetid.

Skaberen er forsvundet og Johannes faldet i søvn. Han ser sig selv liggende på ryggen udbredt over jordoverfladen i form af en grønlig vegetation, som formerer sig ved simpel deling og derfor ikke har noget kønsliv. Alligevel ser han en udvækst vokse ud af sig som på Marcos billede Corpus Astrum Viris I og derpå Corpus astrum Viris II idet Nadia sætter sig overskrævs på ham og fører ham ind i sig, hvorved også hun vokser, trænger ud gennem vægge og tage der vælter omkring som korthuse, og stiger op gennem atmosfæren, hvorefter hun udbreder sig på stjernehimmelen. Johannes’ udløsning fæstner Nadia til himmelhvælvet som en sømpistol, det er en serie novaer, der danner stjernebilledet Nadias Smil bestående af syv klare stjerner i området mellem Spica og Arcturus, mellem dem svæver venlige kloder der senere udvikler lykkelige civilisationer, men det kan naturligvis ikke ses straks på grund af afstanden, lysets hastighed og evolutionens tidsfaktor.

Og så denne stodder. Præster finder vel ikke nødvendigvis døende stoddere hver gang de er på vej hjem fra kirken. Men Johannes gjorde, på vej hjem fra Annas bisættelse. Fandt stodderen i stærkt forkommen tilstand, liggende på det tidligere baneterræn, halvt under en busk og halvvejs gennem det hul i ståltrådshegnet, som Johannes skulle bruge. Det var et af de steder man kunne skyde genvej om natten, i ly af mørket. Kun for stedkendte, man skulle kende hullerne i hegnet, bunkerne af skrot som man kunne falde over, de uafmærkede brønde fra kloaksystemet og de utildækkede skakter fra den nedlagte tunnelbane. Han havde tit set liggende stoddere på steder som dette, de fleste lod til at være der frivilligt, denne bad om hjælp, han var måske slået ned eller ramt af et ildebefindende. Stedet for så vidt praktisk, før eller senere skal nogen igennem, og hvordan overse en der spærrer hullet i hegnet. Han slæbte stodderen ind i bilen som stod her fordi den i forvejen lignede en skrotbunke, og for at stodderne bedre kunne passe på den. Kørte ham hjem til sig selv og hjalp ham indenfor, ikke noget med akutmodtagelsen. Tog det våde og snavsede overtøj af ham, stablede ham op i sin bedste stol, gav ham en varm skål suppe og en øl. Den gamle var forkommen men havde ikke synlige mangler, tøede langsomt op, og begyndte lidt efter lidt at blive snakkesalig. Han bad om en cognac eller noget andet stærkt. Johannes havde ikke nogen cognac men hentede en whisky. Highland Malt atten år. Hvis han havde haft en billigere, havde han taget den i stedet for.

Da de havde talt lidt om episoden og om turen hjem spurgte han om den gamle ville fortælle lidt om sig selv. Den gamle lænede sig tilbage i stolen.

– Åhja, lad mig nu tale om mig selv! At tale om mig selv er jo, hvis jeg skal være helt ærlig, noget af det der interesserer mig mest. Vi kan lige så godt sige: Lad os begynde med slutningen. For jeg er heller ikke helt ung længere. Jeg må se en eller anden afslutning i møde. Gradvis eller pludselig. Planlagt eller tilfældigt. Med eller mod min vilje. Med eller uden velsignelse fra Gud og mennesker. Fra en eller flere guder.

Men en afslutning kommer, det hører op, vi kan ikke vide hvornår, men det må høre op. For mig. Og med mig hører alting op. Forstår du? Det hele. Rub og stub, alt, naturvidenskaben, religionerne, historien, kunsten, nydelsen, glæden, henrykkelsen, sanseligheden, kærligheden, sorgen. Og den ydre verden. Alle folkeslag, alle dyrearter, alle plantearter, alle kontinenter, globen, galaksen, universet. Alt udslettes. I den omvendte orden af den i hvilken det blev til ifølge skabelsesberetningen. Eller hvilken skabelsesmyte, du nu er glad for?

Den gamle var hård ved Johannes’ whisky. Johannes havde besvær med at følge med, og nu hældte den gamle den sidste sjat op i sit glas.

Johannes syntes, at den gamle mindede lidt om onkel Arthur. Samme højde, samme pyknikerstatur, ansigt og hår lignede også. En ældet udgave af den i forvejen ældede onkel Arthur.

– Jeg er ikke din onkel Arthur, sagde den gamle. Johannes havde vænnet sig til at høre andre svare på det han tænkte før han havde sagt noget. – Men jeg kender ham godt. Han har forresten en god smag, sagde han og tømte den ufortyndede whisky. Ja, vi ligner ganske vist hinanden. Vi er mange, der ser sådan ud. Så kan det vel være mindre afgørende, hvem vi er.

– Tænk forresten ved lejlighed på, hvorledes alt det skabte en gang skal afvikles. Kan den skabelsesmyte, der bruges i din tro, vendes om, kan den bruges som skabelon for afvikling af hele skaberværket? Godt. Visionerne om verdens undergang, som de ser ud i din tro, ligner de så en baglæns skabelsesmyte? Nå ikke, har I kun en katastrofe-apokalypse? Det var trist. Du ved jo godt, at katastrofer ikke dur til den slags ting. De er ikke afslutninger, de er kun overgange til noget andet. En slags sceneskift. Efter åbenbaringer kommer tusindårsriger, og af kosmiske knald fødes kim til nye livsformer. Din tros skabelsesmyte, var den da en katastrofe? Blev verden og alt liv undfanget under dramatiske omstændigheder, under bulder og brag? Eller blev verden og livet til under en bevidst styring, en tilblivelsesproces under en højere viljes kontrol? Test din tro ved at spørge den om den har en afviklingsplan, og om denne afviklingsplan er nogenlunde symmetrisk med dens skabelsesmyte. Ikke i detaljer, i de helt store linjer. Grundtesten er såre simpel. Før skabelsen var der intet. Efter afviklingen skal der altså også være intet. Af dette afhænger din tros troværdighed! Lad det være lakmusprøven på din tro.

Johannes hørte for sig Luc sige noget lignende. Eller Mathias. Den gamle klappede på sine forskellige lommer i frakken. Så trak han en lille flaske frem, vrikkede proppen af den og tog en slurk.

– Men nu til sagen, Åh, det er så let at lade sig aflede til at falde i snak om tilfældige ligegyldigheder som troen og verdensaltet, vi talte just om det væsentligste, om mig.

Og min afslutning nærmer sig som nævnt. Den bliver uden dramatik, den bliver som et spejlbillede af en kontrolleret og bevidst skabelsesproces, jeg får successivt afmonteret den ene efter den anden af mine livsfunktioner. Det vil ske i fuld værdighed. Krigeriske folk har livsfjendsk adfærd og har derfor tilsvarende livsfjendske begreber om ære og værdighed. Deres livsfjendskab kræver, at deres udgang sker ved at blive hugget ned af fjender under modstand. De må ikke nøjes med at blive afmonteret af venner i fredeligt samarbejde.

Jeg er ikke krigerisk og jeg har ikke nogen fjender. Jeg er fortrolig med mine venner, og jeg kender den proces, hvor jeg gradvis overlader scenen til andre. Altså til sagen. Jeg ser alt og kan alt. Nu er dette dog snart datid. Måske kan man sige det på den måde, at jeg befandt mig svævende hen over alting, i betydelig afstand og med et fuldstændigt overblik, så jeg kunne betragte alt hvad der foregik, jeg opfattede alt og huskede alt men registrerede intet, for jeg førte ikke registre. Men jeg så og hørte alt, både den komplekse totalitet og den mindste detalje, imens kunne jeg bruge mit gennemskuende røntgenblik, jeg kunne finde altings sammenhæng, følge det forudgående skridt, forudse det næste, jeg havde fuldt overblik over hensigter, motiver og tilfældigheder. Ak ja, jeg synes, det var lettere engang. Det bliver stadig sværere for mig at fastholde overblikket og følge udviklingerne. Ikke fordi jeg ikke mere behersker teknikkerne. Heller ikke fordi opgaven er blevet vanskeligere. Nejnej. Opgaven er blevet enklere, og mit håndelag har aldrig været bedre. Men jeg er bange for at miste interessen. Entusiasmen er der ikke mere. Det er blevet som enhver anden sur vedligeholdelsespligt. Tilgiv mig, hvis det lyder en smule blasert.

Den gamle havde igen fået proppen vredet ud af spritflasken. Det lugtede skarpt og ubehageligt.

– Jeg stikker endnu en gang en sonde, i form af et skypumpelignende sugerør, ned til jordoverfladen. Skypumpen er en sansning, den skaber et mentalt kighul ned til et eller flere individer, og så står jeg et øjeblik i forbindelse med en bevidsthed, med sanser, erindring og livserfaring. Et lille sjæle-kvant, en lille Leibniz-monade, en individualismens elementarpartikel, en person. Akja, det kan skam være både smukt og underholdende. Men oftest kedsommeligt, hvis ikke ligefrem frastødende. Alle muligheder foreligger.

Det mentale kighul er selvfølgelig tovejs. Den jeg har kigget ud, føler selv suset af at stå i forbindelse med metafysiske væsener. Og kommer bagefter i tvivl om sin intuition. Hvis han eller hun ikke har sådanne problemer, opstår til gengæld problemerne med at blive taget alvorligt, hvis man er så uforsigtig at fortælle om det til andre.

Nå, men den jeg nu får i den anden ende af røret, er en midaldrende kvinde, et enkelt og udramatisk levnedsløb på det ydre plan, og et uinteressant, lidt modsætningsfyldt indadvendt sjæleliv. Dybt nedsunket i individuel selvrealisering.

Den skuffende fangst minder om en nedgroet negl og trætter mig en smule. Hun får kontaktfølingen og mistolker den som en transcendens ind til et endnu mere centralt bevidsthedsniveau – hos sig selv, naturligvis.

Jeg ser mig lidt bedre om næste gang. Nu kan jeg se en forsamling, det er et møde i en lille nyreligiøs sekt. Den slags er taknemmelige ofre, jeg kender resultatet på forhånd, under dem ikke at se lyset lige nu. Ud igen inden der sker noget. I stedet finder jeg et par på en bænk på torvet udenfor. En dreng og en pige. De er meget unge og ærbare. Deres forældre ved ikke at de sidder her med hinanden, at de allerede har den slags ting i hovedet. Og så holder de unge ikke engang hinanden i hånden. Det kan ikke undgå at blive smukt.

Jeg kontakter dem, indånder deres usikkerhed og kejtede følsomhed, sender dem nogle venlige signaler og noget tryghed, ser deres chokagtige beruselse, og på stedet er de blevet velsignet med en livsvarig, gensidig hengivenhed, som hverken kan slås i stykker eller slides op.

Ja, det var rart og smukt. To unge mennesker kodet ind på at suset, saligheden og lykken, den finder de hos hinanden og ingen andre steder. Og jeg kan trække mig diskret og ubemærket tilbage.

Johannes var lamslået. Huskede for mange år tilbage sig selv og Nadia inden i en skypumpe, hvor de kunne se på sig selv ovenfra.

– Jeg har drevet denne virksomhed i umindelige tider, fortsatte den gamle med et smil. – Jeg var med da livsalige pagter blev indgået og da uhyre katastrofer indtraf. Jeg var for det meste ude i kulissen, jeg havde ikke mandat til direkte indgriben, og kun sjældent har jeg overskredet mine beføjelser. Men jeg har tit, igen og igen, rakt de nødstedte og de forhåbningsfulde et halmstrå, givet dem nye idéer og nye visioner.

– Minder det dig om noget? Tænk dig om. Det er jo ligesom i din egen fantasi og forestillingsverden. Det er ligesom i eventyrerne, hos Homer og Aristofanes, i evangelierne, hos Paulus, i tusind og en nat: Tanken materialiserer sig ud af det immaterielle og bliver en gestalt, ikke nødvendigvis som en helligånd, en nisse eller en alf, kun som et lag af din bevidsthed, som svæver over alting, tager form af en håndflade, bliver til en kugleskal, beskyttende krummer denne kugleskal sig om alt liv på jorden.

Din globale bevidsthed. Den side af din bevidsthed som vender udad, men som kun var fyldestgørende og nærværende hos dig i din urtilstand, som også var kugleformet. Den side af din bevidsthed som senere blev fortrængt, stædigt og effektivt, af alle de andre sider af dit bevidsthedsliv. Specielt fortrængt af de sider der har noget at gøre med Satan, som kun beskæftiger sig med opblæsning af dit ego.

– Nu må jeg bede dig have mig undskyldt, jeg bliver en smule distræt. I dette øjeblik forbereder jeg mig til at glide ind i den endelige sammensmeltning med alt levende og alt tidligere levende, den endelige ophævelse af grænsen mellem min person og verdensaltet, den endelige fuldkommengørelse af min eksistens, altså min død. Kulminationen – jeg ser frem til det – kolossalt – store forventninger – her er lyset, alt andet er betydningsløst – undskyld min distraktion, jeg er overvældet – skønhed – endelig…

– Har du nogensinde set tilbage på dit liv, har du set dig over skulderen og fået øje på nogen store gerninger? Ja, du kan godt glemme alle dine i øvrigt udmærkede attentater. Det er jo ikke arbejdets resultat der tæller. Herregud, en despotisk diktator mere eller mindre. Jo, det var fint nok at få dem af vejen. Men var det nu dybest set din fortjeneste? Du kan ikke selvstændigt tage æren for ret meget. Og er det ikke et håbløst arbejde? Spor som slettes så snart du vender ryggen til, de nye despoter myldrer frem, for du gav dem jo plads. Næ, det du har lavet sammen med andre, det er noget andet og bedre. Men var det særlig meget? Det bedste, det er nok noget du slet ikke var med til. Kast du hellere blikket på alle dine vidunderlige børn! Ja, dem har du heller ikke noget ansvar for. I hvert fald ikke genetisk, hvem kan i øvrigt tage ansvar for sine egne gener. Men du har vel nok på en eller anden måde været med til at gøre dem vidunderlige? Det er nogen pragtfulde velstimulerede børn. Den slags børn lover godt for en fremtid. Despoterne bliver ved med at myldre frem, men blandt sunde og velfungerende mennesker får de ikke en chance. Dine børn er sunde og immune overfor despoti, de er fremtiden.

Johannes havde fået anbragt den gamle der henne i gyngestolen. Arrangerede ham som han engang havde set Skaberen. Pittoresk, spektakulært. Med standerlampen bag sig, så man så ham som en mørk skygge mod den oplyste væg.

Hans hoved var gledet lidt ned til den ene side. Han rokkede stadig lidt frem og tilbage, men Johannes fornemmede, at han måtte være faldet i søvn, gik hen til ham og tog ham i skulderen.

Da der ikke var nogen reaktion, tog han ham under armene og slæbte ham over i sin seng. Da han var kommet hen til sengen og havde løftet ham op, åbnede den gamle øjnene og så lidt forvirret efter.

Johannes spurgte, om han skulle tage støvlerne.

– Åh jo, det ville være dejligt.

Han hjalp den gamle af med støvlerne og støttede forsigtigt mens han lagde ham til rette.

– Hvis du vidste, sagde han med et listigt smil, – hvad de støvlesnuder i tidens løb har vippet ud over afgrunden…

Et træt smil bredte sig på den gamles ansigt. Lidt efter sov han.

Da der et par minutter efter var blevet påfaldende stille, gik Johannes hen og for at lytte efter hans ånde, men kunne kun konstatere, at han allerede var død.

Udenfor var det blevet mørkt. Gennem vinduet, oppe i himlen, kunne man se et lys og et sceneri der lignede Apokalypsen kapitel 4 vers 1-11.

Han åbnede vinduet og kiggede ud. Og der lød en mægtig røst fra himmelen, alvorlig og bydende, som en basun.

– Læs ikke de hellige bøger! Læs ikke bibelen, toraen, koranen eller evangelierne! Læs ikke profeterne og læs ikke apostlene! Det de skrev var ikke om Gud! Det var ikke om det uudsigelige eller uudgrundelige. Det var om det nære. Det var kun om menneskene! Og en lille smule om deres tro.

Den sidste sætning havde røsten sagt hviskende og fortroligt i stedet for at råbe. Den advarede ham også mod at tro andre hellige skrifter, den befalede ham at lægge det hele til side i museets magasiner, gerne i den beskyttede atmosfære, og begynde helt forfra.

– Og du skal mærke dig hvad du er blevet fortalt hele livet. Du har vel hørt efter? Det skal du udbrede til alle mennesker. Ved du hvordan du skal gøre det? Det er nemt. Sig at det er en hemmelighed – så spredes det som en steppebrand!

Stemmen fra himlen havde fortonet sig, og lysshowet på skyerne forsvandt som om nogen havde trukket stikket ud. Pokker til censur. Sådan var det hver gang. Strømafbrydelse på de mest ømtålelige tidspunkter. Han lukkede igen vinduet. Så fortrød han og stillede det på klem. Overtro eller konvention i forbindelse med dødsfald. Han måtte hellere ringe efter en ambulance for at få stodderen afhentet. Til trods for, at han så skulle aflægge besværlig beretning, om hvorfor den gamle var hos Johannes, hvordan han kendte ham, om navn og adresse og sådan noget. Om det ansvarspådragende ved at slæbe stoddere med hjem og lade dem dø i sin seng. Ikke meget han selv kunne bidrage med. Han måtte nøjes med at fortælle at det drejede sig om en tilfældig drikkebror, han ikke havde kunnet slippe af med, og som var gået med ham hjem.

Og så havde han fået besked på at stifte religion og danne menigheder, eller sådan noget. Ikke nu igen. Han var ikke sikker på at han egnede sig til det. Han ville uden tvivl blive betragtet som gal, lige med det samme. Det ville også blive svært, for der var inflation i religiøse bevægelser som aldrig før.

Det var helt mørkt og det småregnede. Johannes var klar over, at hvis han ikke passede på, kunne han når som helst risikere at modtage religiøse åbenbaringer, og hvis han ikke passede endnu mere på, kunne han endda finde på at efterleve dem og i uheldigste fald udbrede dem. Selv nu, i sin relativt høje alder, når man så bort fra Luc naturligvis og den type ukuelige dødsfornægtere der betragtede trecifrede leveår som en selvfølgelighed, selv nu kunne han nogen gange betages og miste fodfæstet. Havde han ikke altid holdt af at slippe fodfæstet, når han var blevet ført ud i en erkendelsens åbenbaring, for det meste med netop Luc som læremester? Måske havde Luc i virkeligheden været hans fangevogter og ført ham længere og længere ind i erkendelseslabyrinternes fangenskab. Fangenskab eller åbenbaring, han ville ikke undvære de oplevelser han havde fået fra kunsten i Bernards og Lucs følge.

Kunsten er stor. Han havde gerne set og hilst på den graffitimaler, der havde malet på skyerne. Eller den lysmester der havde dekoreret dem med laserhologrammer. Men selv uden det var aftenen uforglemmelig.

Johannes var mest indstillet på at glemme stemmen fra himmelen med det forpligtende budskab. Det ville ikke gå at stille op som prædikant i en ny vækkelsesbevægelse. Hvad med at udbrede det ved at holde det hemmeligt, som foreslået. Selvfølgelig. Det var et snedigt træk af Skaberen, eller hvem det nu var der lige havde talt fra himmelen. Og det gav ham en god respit. Når der skal være hemmelighed om det, kan der vel ikke være hastværk med at få det udbredt.

– Du kan ikke ræsonnere dig frem til din skaber! Sådan havde skaberen selv sagt. – Du har en skaber fordi du vil! Du skaber din skaber. Det foregår ikke i himmelen, det foregår i knolden, gamle dreng!

– Hvorfor har vi så alle den samme skaber?

– Det er ikke den samme! Men de ligner, fordi den slags smitter. Mennesker smitter hinanden med forestillinger om verden. Nogle tror at den verden de kan røre ved, den de ser omkring sig, er en indbildning. Det beror på en mangel hos mennesket, en fejludvikling, men det har udviklingen noget at gøre med, ikke skaberen. Mennesket er ikke skaberens ansvar, det er omvendt. Skaberen er menneskets ansvar. Med deres begrænsede forestillingsevne, i deres lukkede forestillingsverden, er det sådan noget der smitter. I fattige sind uden nysgerrighed og med kun meget lidt fantasi, finder tanken om en skaber let grobund. Sådan er det! Beklageligt nok, fra din skabers synspunkt. Nu du spørger om alle har den samme skaber. Når svaret er, at der er kopier nok, så alle har hver sin skaber. Så forstår du også bedre, hvordan skaberen kan være til stede for alle på samme tid, til alle tider. Er det mærkeligt, at din skaber gør sig den slags tanker? Vel ikke mere mærkeligt end når du selv beskæftiger dig med dig selv. De fleste mennesker tænker dybest set kun på sig selv. Ikke anderledes med skabere.

Denne replik gav genlyd i Johannes’ hoved, mens han havde hørt på stemmen fra oven. En pudsig kontrast, en perspektiverende dualitet, som Luc nok ville have udtrykt det.

Støvlerne var det eneste der var tilbage, da Johannes havde lukket vinduet efter forgæves at have ventet for at være sikker på at der ikke kom flere åbenbaringer.

Stodderen var væk. Johannes gik en runde gennem huset for at overbevise sig om at stodderen ikke bare var ren metafysik, og opdagede herunder at heller ikke Luc var til stede. Ganske usædvanligt.

Men der lå en seddel fra Maria. Hun havde med sin sjove stavemåde beskrevet, hvordan de havde hentet Luc mens Johannes var ude. Hvem kunne hente Luc. Det måtte være stærkt mod hans ønske. Johannes måtte i hast ind til sygehuset for at se hvordan det hang sammen. Og om den snart hundredårige stadig hang ved livet eller havde tænkt sig at overdrage akkreditiverne.

Omvendt sjælesorg

Han sad ved sygesengen hos den gamle. Den gamle åndede svagt, men så fredfyldt og afklaret ud. Det strejfede ham, at der også kunne være noget smukt over døden. Den gamle var hans gamle ven Luc. Han spurgte om den gamle havde lyst til noget, om alle tænkelige fornødenheder, hvortil Luc rystede på hovedet.

– Jeg venter bare, ellers tak. Og jeg glæder mig, sagde han med et lille smil, med hvilket han så Johannes i øjnene.

– Du skal ikke ulejlige dig! Jeg har det godt, ligger bekvemt og komfortabelt. Ingen bekymringer hvad det angår. Ingen forværring, ingen forbedring, ingen forandring. Ja, du kan vel din Beckett.

Johannes spurgte om han skulle kalde en præst. Luc smilede, rystede svagt på hovedet.

– Beckett skrev ikke evangelier. Han skrev paradokser. Smukke og sande paradokser om liv på jord. Og jeg forlader gerne denne verden uden et eneste evangelium, bare jeg har mit paradoks at holde mig til. Næ, præster, ikke for min skyld. Ikke til mig. Det har jeg ikke brug for. Men kald du bare på en fortvivlet præst, hvis der skulle være en der har brug for det. For her er det mig, der kan give frelse. Det er mig, der kan udstede tilgivelse. Foran mig er der fred. Det er der ikke foran dig, det er der ikke foran din præst. Både du og din præst kan få brug for min trøst. Jeg har lyset og klarheden, du og din præst har mørket og forvirringen. Betragt dette som en overdragelse, en afleveringsforretning, hvis du er i stand til at modtage, og hvis du får tid nok. Jeg har masser af tid, i mit lys er tiden ophævet. Kan jeg nå at give dig et glimt af mit lys, kan du nå at opsnappe det? Næ. Det kan du ikke. Det er dig der har travlt, ikke mig. Du får mit ord og min velsignelse. Gå nu i fred, Herren tage imod din sjæl i nåde. Amen. – Har du forresten nogen sinde været præst?

Johannes benægtede at det skulle være tilfældet.

– Det skulle du prøve! Du minder om en. Du kunne sikkert blive helt god til det. Tænk dig nu godt om, når du skal vælge uddannelse når du bliver stor!

Luc vinkede venligt men myndigt til Johannes, som ikke kunne misforstå hans ønske om at være alene. Tidspunktet uegnet til at korrigere Lucs forestilling om ens alder og uddannelsesmæssige behov. Han rejste sig og gik hen mod døren, og havde næsten nået den da Luc sagde:

– Vent, søn! Kom lige. Husk: Selv er du intet, sammen er vi alt. Lige nu er jeg ved at forandre mig fra intet til alt. Det er temmelig irreversibelt, men du kan stadig nå at blive mere end intet i dit resterende liv – forstår du – indtil den dag hvor du ligesom jeg skal blive til alt! Den mulighed hedder sammen… forstår du – selv er du intet…

Luc gjorde en pause.

– Kender du kærligheden…

Og han rakte ud efter Johannes’ hånd, som han trykkede mellem begge sine. Johannes vidste ikke hvad han skulle sige.

– Hvad sker der med kærligheden, når man forandrer sig fra intet til alt? Den udstrækkes til det nye subjekt, altet, som afløser dit gamle subjekt, dig selv. Før havde din kærlighed objekter, det andet, de andre. Nu er kærlighedens subjekt og objekt det samme, nemlig altet. Det er så enkelt at forstå, hvis du siger: Det nye subjekt er alt det der er udenfor dig selv, f. eks. universet. Eller bare kloden. Når man selv er det samme som kloden, kan man da godt tillade sig en smule selvglæde. Man må gerne summe og snurre i lyksalig selvglæde, når man er en klode. Man siger: Jeg holder vældig meget af denne arm eller dette ben, og se nu den venstre lillefinger, så smuk den er. Er det perverst? Nå. Men man siger vel ikke: Alle mine celler holder jeg ligemeget af, alle nerveceller, muskelceller, blodceller og svulstceller. Alle mine svulster elsker jeg, gid de må vokse sig store og stærke. Nej, hvad med at få dem skåret væk inden det er for sent. Sådan går det også med kærlighedsbudskabet, når det globaliseres. Her er individer ikke længere deres egen berettigelse, de er kun led i en organisme der er uendelig meget større end dig selv. Derfor tager jeg nu afsked med uendelig fred og uendelig kærlighed! Husk at passe min klode ordentligt, vær varsom med dens skrøbeligheder, ryd godt op blandt dens parasitter! Du kender dem jo, og du ved hvordan.

Luc havde afskrevet legemlige behov, eller måske bare glemt dem. Tog ikke længere føde eller væske til sig.

– Det er et helt lille eventyr. Som alle eventyr har det også en glad slutning, men inden skulle vi så gruelig meget igennem. At vi endelig kom frem til en glad slutning, var der mange af os, der tvivlede på undervejs. Vi var gennem mange ild- og vand- prøver, dem havde de gode og de onde kræfter sat op for os, og vi bukkede også under gang på gang, for vi var for dumme til at lære af vores fejl. Vi var udsat for lidelse og uret, men det var ikke noget imod den lidelse og uret vi så overgå andre. Så megen lidelse der ikke kan lindres, så megen uret der ikke kan retfærdiggøres, så megen synd der ikke kan sones. Så mange syndere, der aldrig kan få deres synd forladt.

Luc hostede lidt og bad alligevel om et glas vand. Johannes skænkede op og rakte ham det. Luc fugtede læberne. Han så Johannes i øjnene med en bestemthed og et nærvær, Johannes aldrig havde set før hos Luc, som ellers rådede over et stort register af ansigtsudtryk. Blikket fæstnede sig i Johannes’ øjne. Derefter drejede han hovedet en anelse uden at miste blikkets fasthed, det tog retning lige frem, skråt op i loftet, hvor der jo ret beset intet var at betragte med en sådan intensitet. Han bad igen om et glas vand. Koldt vand. Johannes gik hen og hældte op fra hanen ved håndvasken, efter at have ladet vandet løbe lidt for at køle af, og gav ham det. Luc tog en lille smule mellem læberne, som for at fugte dem. Han så rolig ud, men også træt. Tankerne forlod ham tilsyneladende, måske kun tilsyneladende, men han sagde ikke mere. Johannes tog hans hånd. Den gamle så frem for sig, det var ikke til at sige om det var på noget bestemt, men i blikket var der en koncentration og en myndighed som hos en hærfører før det afgørende slag. Som hos en maestro foran et symfoniorkester, lige inden den første indsats. Dette blik stivnede og krakelerede. Umærkeligt men alligevel indiskutabelt forsvandt dets kraft, og ansigtets muskler afslappedes. Johannes så det ske, og kunne lidt efter forstå at han var død. Betragtede ham, holdt stadig hans hånd og følte efter en puls. Der var ingen. Efter en tid brød han andagten ved forsigtigt at lukke Lucs øjenlåg, lægge hans hænder over kors, rette på sengetøjet og stille vinduet på klem. Derefter gik han ud. Han lukkede stille døren og gav meddelelse til vagthavende sygeplejerske, inden han gik hjem.

– Hvor gammel er Jesus? var Jesus før dinosaurerne?

Kunne han ikke huske dette spørgsmål fra sin allerførste skoletid? Havde han ikke stillet det hjemme? Og var der ikke blevet grinet højt? Og en pige, en af hans elever, da han var lærervikar i skolen, havde stillet det samme spørgsmål. For mange år siden. Det var en pige i første klasse, hun var vel seks år, og hun havde hørt lidt om både Jesus og dinosaurerne, men fra forskellig side, og nu prøvede hun at få de to slags ny visdom til at passe ind i samme verdensbillede. Det havde fået ham til så enkelt og nænsomt som muligt at forklare klassen lidt om evolution og kreation. Men pigen ville ikke have en redegørelse om modsætningsfyldte erkendelsesbegreber, hun ville bare have et svar. Nu havde Marias barn og hans eget barnebarn stillet det samme spørgsmål. Det var Stephanie, og hun var også omkring seks år. Det var der i sagens natur ikke nogen der vidste helt nøje, men forældrene havde alligevel valgt en passende fødselsdato til hende som de plejede at gøre, ikke uden at skele til helgenkalenderen og øvrige navnedage. Stephanie havde stillet spørgsmålet til Nicola, som var den ældste i flokken, ikke af alder men i anciennitet. Og Nicola, denne skønhedsåbenbaring i ungdommens fulde blomst, denne Nicola med sit smittende humør, der daglig gjorde mindet om Nadia nærværende for Johannes, havde under høj latter henledt omgivelsernes opmærksomhed på dette dybt morsomme og dybt paradoksale spørgsmål. Og Stephanie var blevet studs over ikke at blive taget alvorligt, for hun ville have et svar, og det svar skulle komme her og nu, så det kunne stoppes ind i hendes velordnede verdensbillede om det så skulle være med skohorn.

– Spørg igen! sagde Nicola leende.

– Jeg spurgte bare, hvem der kom først, Jesus eller dinosaurerne? gentog Stephanie.

Og Johannes sukkede indvendigt over den skønne barndom, den skønne ungdom, tabet af en entydig verden. Åh, skønne og ideelle men bundløst og uskyldigt naive forestillinger om, hvordan denne verden kunne og burde være sat sammen. Efterhånden havde der velsagtens indsneget sig en accept hos ham af at det hele nok var mere komplekst, og nu så han sig nødsaget til at erkende, at den dybeste forståelse af de dybeste sammenhænge og altings årsag nok stadig lå et godt stykke udenfor hans fatteevne, hans erkendelses grænse. Denne erkendelse var ikke svaghedstegn men indsigt. At det er indlysende, at alt dette i naturen er skabt, for sådanne perfekte ting kan ikke bare udvikle sig viljeløst. I det mindste må der ligge en skabende vilje bag udviklingen. Dette ræsonnement var enkelt nok til at have bredt greb i millionerne, og det lå også rodfæstet i alle civilisationer og kulturer, hvor det havde stillet sig effektivt i vejen for en hurtig udvikling af videnskabelig tankegang og metode. Ikke sjældent med urimelige tab til følge. Altid ud fra nogle tilfældige, forbigående magthaveres præmisser. Men i det lange løb måske godt for noget, tænkte Johannes. Eller for nogle? Hvis moral og etik skal kunne følge med, er vi jo endnu langt fra modne nok til at håndtere alle de muligheder, den videnskabsbaserede teknologi har givet os i hænderne. Det er en god idé at lade etikken få tid til at følge med. Ligesom man før i tiden blev frarådet at rejse hurtigere end at sjælen kunne nå at komme med. Men spørgsmålet om hvem der har fordel af det, hvem kan have fordel af en opfattelse, der er så rodfæstet hos millionerne, det spørgsmål er værd at tage op til nærmere overvejelse. Johannes tog Stephanie på skødet. Han indviede hende ikke i sine spekulationer over magthavernes jerngreb om befolkningerne ved hjælp af religionen, men sagde, at han godt kunne forstå hendes spørgsmål. Hun skjulte sit ansigt i hans trøje for de store søskende, som sad på spring, parat til at le ad hende igen. Johannes beskrev problemet som var, at ikke alle mennesker ville give det samme svar. Så der er nok ikke kun ét svar. Hvis vi nu fortæller, at de sidste dinosaurer levede for femogtres millioner år siden og Jesus for to tusinde år siden, så er vi samtidig nødt til også at fortælle, at der er andre der mener at alting blev skabt for seks tusinde år siden, og så giver femogtres millioner år jo ingen mening. Og Jesus fortalte ikke noget om dinosaurer, i hvert fald er der intet nedskrevet herom, han vidste sikkert heller ikke noget om dem, men det kunne skyldes at der endnu ikke var udgravet nogen dinosaur-fossiler på Jesu tid. Så det kunne med god vilje give en slags mening at sige, at da der endnu ikke var opdaget nogen dinosaurer på Jesus’ tid, fandtes de som sådan naturligvis heller ikke. I menneskenes bevidsthed, altså. De begyndte på en vis måde at eksistere, da de første af dem blev gravet ud for to hundrede og halvtreds år siden. Men vi kan jo ikke vide det med sikkerhed. Stephanie var begyndt at sidde lidt løst og på vej til at glide ned ad Johannes’ knæ. Han skyndte sig derfor videre, efter hans opfattelse kunne man godt konkludere, at dengang der var dinosaurer, var Jesus ikke til. Der var ikke engang noget der hed mennesker, de kom langt senere, og Jesus kom først til efter at der var kommet mennesker, hvilket ingen kan være uenige om. Dengang Jesus var til, var der altså ikke nogen dinosaurer. Men der havde måske engang været nogen i fortiden. For så vidt er det eneste der er uenighed om, spørgsmålet om Jesus, dinosaurerne, eller begge, overhovedet har været til. Begge dele hviler på antagelser, men af vidt forskellig beskaffenhed. Men for ikke at gå for dybt ind i den diskussion måtte hun for Johannes’ skyld gerne sige, at dinosaurerne kom først. Stephanie hoppede ned, stillede sig men front mod Johannes med de knyttede hænder i siden og sagde med bestemthed:

– Nå, endelig!

Så løb hun fornøjet afsted.

Nicola havde overtaget Stephanies plads i Johannes’ skød. Hun lagde sig ind imod ham og lod ham indsnuse den friske sødme fra hendes hår og hendes hud. Hendes hårgrænse i nakken med små tjavsede hvirvler under det fyldige hår. Dunene på hendes kinder og duggen på overlæben. Den slags synsindtryk nu efter alle årene kun opfattelige med læsebriller. Men hver eneste generation det samme vidunder. Sarte, skrøbelige øjebliksbilleder. Altings forgængelighed. At sammenligne med naturens mikrokosmos, blomsterengen under lup. De perfekte kronblade, støvdragere og grifler. Engangsartikler. Blomstring, befrugtning, frøkastning og forfald. Splinternye biller hvert år i alle farver med klare dækvinger. Sommerfuglene, svirrefluerne og guldsmedene. Væk til efteråret. Naturens cyklus udtrykt i året på blomsterengen og i generationer af unge piger. Nadia, Maria, Nicola. Inden længe Andrea, om få år Stephanie. Ikke seksuel besættelse. Maria, Nicola, Andrea og Stephanie er ikke seksualobjekter, de er børn og børnebørn. Yngelpleje giver omsorg. Omsorg er ikke aseksuel, der er megen seksualitet i omsorg og megen omsorg i seksualitet. Men yngelpleje udelukker seksuel besættelse. Og seksuel omgang. Snedig artsbiologisk strategi, til sikring af den bredest mulige genetiske arvemasse. Fascination af skønhed er dog helt legitim, selv når man ser denne skønhed hos sine egne efterkommere. Johannes lod sig dagligt fascinere af pigernes skønhed. På samme måde påskønnede han drengenes fordelagtige fremtoning, men fascination af dem lod han kvinderne om. Han var stadig i besiddelse af en stor skat, det var en af de materielle ejendele, der havde haft størst betydning for ham siden hans ungdom. En sjælden vin, der gav ham associationer til alt det vidunderlige, der kunne ligge i fascination af det kvindelige. Både med hensyn til det æstetisk besættende og gerne, men ikke nødvendigvis, det seksuelt besættende. Med årene havde den sjældne vin udviklet sig, og det samme havde associationerne. Fra den oprindelige, sprængfærdigt kåde ungdommelighed, var associationerne modnet over det yppige og frugtsommeligt varme og favnende til den udkrystalliserede og raffinerede, universelle kvindelighed, frigjort fra alle forplantningens attributter, og målgruppen for hans seksuelle fantasier var ikke længere sytten år men uden alder, måske derfor netop et sted sidst i fyrrerne. Eller efterhånden tresserne. Der var stadig to flasker af den uforlignelige vin tilbage, som han opbevarede på et hemmeligt sted, og han glædede sig i spænding til at erfare, hvilke oplevelser de stadig havde at byde på. Nu sad han med Nicola på skødet, hun var sytten år og trak hår ud af ørerne og øjenbrynene på ham, mens han indsnusede hendes ungdommelighed og sammenlignede den med en flaske vin og i distraktion gjorde sig klog på et af Lucs foretrukne diskussionsemner, kreationisme og evolutionisme.

Johannes smyger den lange Nicolas syttenårige legeme ned af sit skød, rejser sig og kører turen ind til Elvira. Her bliver han ligesom i gamle dage modtaget med en kop kaffe og et stykke brød eller kage. Elvira svanser omkring ham, snakkende om egne og andres børnebørn og oldebørn og opvartende på det nydeligste, indtil Johannes udløser et signal ved at stryge hende over bagpartiet eller bedre, føre en hånd op mellem hendes lår. Så afbryder Elvira sit forehavende og trækker ham efter sig ind i soveværelset, affører sig sine klæder og lægger sig. Johannes favner denne frodige skikkelse, den imponerende barm og de yppige lår, og trænger uden modstand ind i det mægtige skød, hvor hans lem begynder at afsøge det tilsyneladende ubegrænsede volumen for en eller anden flade, fremme eller tilbage eller til siderne, der kunne give ham den fornødne berøringskontakt som stimulans til opretholdelse af sin rejsning, eller blot en orientering om hvor han var. Forgæves, ingen føling og ingen modstand, som at stikke den ud og ikke ind, men bestræbelserne afstedkommer højlydte hvin fra Elvira, som umiddelbart herpå slipper Johannes løs og igen tager tøj på, så de kan fortsætte med kaffen, som endnu ikke er blevet kold. Det lader ikke til at Elvira lægger meget mærke til ham under disse kortvarige seancer, om han er på vej ud eller i det hele taget er kommet ind. Han har længe været en smule ustabil i sit forhold til Elvira, gentagne gange har han fortrudt i sidste øjeblik og i stedet lagt turen om ad Jane. Langt morsommere, men Jane er kun sjældent hjemme, rejser det meste af tiden i det meste af verden. Elvira er altid hjemme.

Johannes er sammen med Jane, og Jane er igen sytten år eller i det mindste blevet stærkt ungdommelig, og Jane er spruttende fuld af humør. Hun har taget alt tøjet af og farer rundt i lejligheden, hvor Johannes må jagte hende rundt fra det ene leje til det andet. Så sidder hun i den store lænestol med knæene oppe omkring ørerne, så står hun bukket ned bag gardinet med enden til, så ligger hun spredt ud på dobbeltsengen, og hver gang kommer Johannes godt i gang med hende, og hver gang smutter Jane fra ham lige inden klimaks.

– Du har vel ikke travlt? spørger hun og griner på hendes kendte uimodståelige måde. Johannes har ikke travlt men arbejder alligevel heftigt på hende hver gang lejlighed byder sig. Han vågner ved at en hånd lægges på hans skulder.

– Du sover så uroligt! Kom hellere her over.

Johannes kravler over til Elvira og bestiger hende med det samme strunke lem som han netop har trukket ud af Jane i sin drøm. Tænke sig alligevel at fortsætte sin drøm fra det sted man er kommet til, uden nødvendigvis at falde i søvn igen. Nogenlunde. Elvira kan ikke helt sammenlignes med Jane. Hun springer ikke rundt i lejligheden, hun finder ikke på noget. Enhver kan vel løbe tør for idéer, men der er da ingen grund til at være fuldstændig passiv. Han gør et par forsøg men må opgive i mangel på modspil. Han skal netop til at lægge sig til ro, da han vågner op en gang til, denne gang i sin egen seng, og denne gang alene.

Nu var han vågnet op to gange i træk. Fra en drøm til en anden drøm. Begge lige realistiske. Det han nu var vågnet op i kunne vel også være en drøm, og hvor befriende ville det ikke være at vågne op fra den også. I det fjerne hørte han skudsalverne som mindede om at det nok ikke var nogen drøm. Johannes spekulerede over, hvad der var de inderste elementer i den jordiske kærlighed, i den tiltrækning og sympati, man kan føle for et andet menneske. Eller konkret, for en kvinde. Hans erfaringer sagde ham, at det kunne være enkelt og ligetil, det kunne være sammensat og indviklet. En gang var han underkastet storme, der beherskede hans følelsesliv og intellekt, og han havde følt sig angrebet på alle fronter og på alle planer. Helt fra barndomstiden havde kønne piger stukket knive i hans bryst blot ved at være til. Blot ved at blive tænkt på. Nadia tog ham helt og holdent og efterlod ham som en ruin da hun forsvandt. Siden dengang følte han sine vekslende sympatier for kvinder som delangreb på enkelte delniveauer, aldrig som totalangreb. Ligetil og krævende, nydende og ydende, egoistisk og gensidigt.

Hvordan forklare det? Som man kunne spørge en person, et individ. Men der er ikke et individ. Det stadium er forladt, passeret for længe siden. Der er en opsummeret beholdning af erfaringer og livsanskuelser, en fond. Vil du vide, om det er mere eller mindre end en person, et individ? Spørg dig selv. Giv dig tid til svaret. Du er måske som alle andre offer for den bølge af individets hellighed, hvorefter der intet er over og intet ved siden af selvet. Giv dig tid. Giv dig mulighed for at tænke over det og drage dine slutninger. Om nødvendigt i enrum. Dette er ikke egnet til gruppediskussioner og demokratiske flertalsafgørelser. Det er dit personlige ståsted det handler om, individet in mente. Går du i panik, fordi du ikke har nogen at spørge? Glimrende. Så har du nu muligheden for at kortlægge din egen placering i det mentale hierarki. Hvem ville du spørge? Dem placerer du over dig selv. Dem ser du op til. Hvem ville du under ingen omstændigheder spørge? Dem placerer du under dig selv, dem forbigår du. Bliver du selv spurgt? Så regner man dig for noget. Bliver du aldrig spurgt? Så regner man dig ikke for noget, du er overflødig i andres øjne. Men nu er det dig selv. Glem de andre, du kan alligevel ikke spørge nogen.

Julianas og Victors børn

Tilbage