Anita og Ellen

blotter holdninger og afslører modsætninger

– Har du tænkt på, siger Ellen ved en kop fyraftenskaffe, – ham statuen ovre i forhallen, han ligner dig?

– Tak. Hvem af dem?

– Ham til højre. Når man kommer ind.

– Javel. Nej, det havde jeg ikke tænkt på.

– Du er nu alligevel pænere!

– Tak tak. Det bliver bedre og bedre.

– Du er ikke helt så rusten som ham. Anløben, hedder det vel? Ved du hvem den anden ligner?

– Jeg har en svag anelse.

– Svend Svendsen! Ham i sygehusudvalget.

– Det er i så fald ikke så mærkeligt. Det er et portræt af hans farfar.

– Åh ja – selvfølgelig! Han hed jo også Svendsen. Så har vores kære Svend Svendsen vel ikke kun arvet udseendet, også familieformuen?

– Det vil jeg tro. I det mindste en hel del skøder på ejendomme. I den generation arvede sønnerne fædrenes forretninger. Når man er så stærkt bundet til en forretning at man ejer den, kommer man aldrig hjemmefra. De købte grunde op, de levede af byggeri, udlejning, spekulation i fast ejendom. Hvilken vej ville byen mon vokse? De havde ikke rigtig held med deres forudsigelser, men så blev de politikere, og så gik det straks meget bedre.

– Det er dem man kalder samfundets støtter…

– Man skelner ikke mellem støtter og udbyttere. Det er to ord for det samme.

Samtalen finder sted på neurologisk afdelings personalestue, et beskyttet sted, uforstyrret af medicinagenters besøg og ubehagelige erstatningssager. Med eller uden overvågning, man kan aldrig vide sig sikker.

Anita kommer ind, tilbereder en kop te og sætter sig. Jeg tænker på spændinger mellem to kvinder. Usynlige, knap mærkbare, et spørgsmål om mænd overhovedet registrerer den slags. Jeg er ikke god til det, det ved jeg godt, trods uddannelse og erfaring. Somme tider må man erkende, at en mængde nonverbal kommunikation går én forbi, også når det er en selv, kommunikationen rettes mod. Navnlig Anita omgiver sig til daglig med en aura af krypterede bølgelængder, som jeg forlængst har opgivet at stille ind på. Jeg har tit mærket, at kvinder er langt mere modtagelige, og mellem Ellen og Anita er spændingen så tydelig, at selv jeg kan mærke den. Jeg har på fornemmelsen, at Anita er kommet for at bryde ind og stille sig på Svend Svendsens side, og venter at høre et forsvar mod vores bagtalelser og verbale angreb.

– Han er en god mand for byen! siger hun med definitivt konstaterende tonefald, der ikke inviterer til modsigelse.

– Ja, og for sig selv! siger Ellen. – Han gør vist ikke noget uden at regne sin egen fordel ud først.

– Svend Svendsen er valgt her i byen! Det er en politikers opgave at arbejde til gavn for byen. Og det gør han!

– Kan vi også være sikker på, at han gør det? spørger Ellen.

– Han har da sørget for, at vi fik lov til at beholde en hel del afdelinger, i konkurrence med de andre sygehuse!

– Skal vi da konkurrere med andre sygehuse?

– Selvfølgelig skal vi det! Ellers udvikler vi os ikke.

– Mener du virkelig, at det er den måde man skal arbejde på i sundhedsvæsenet? Du siger konkurrence, men konkurrence, det er noget der foregår mellem private virksomheder, der prøver at slå hinanden ud. I det offentlige skulle vi gerne arbejde sammen. Grunden til at vi har en offentlig sektor er vel, at der er en masse ting, vi løser bedre sammen end hver for sig. Det gør vi så i fællesskab, ikke ved at lægge hindringer ud for hinanden. Lad mig prøve at sige det meget enkelt: Vi må mildne modsætninger, fjerne uoverensstemmelser, undgå konfrontationer, så får den fredelige sameksistens de bedste betingelser.

– Konkurrence er også fredelig sameksistens! siger Anita. – Og alle konkurrerer. Byer, landsdele, lande…

– Det er jo lige den situation, vi skal væk fra. Væk med alle modsætningsforhold, konkurrence og konflikter. Er det ikke alt for primitivt, sluger det ikke alt for mange kræfter, er det ikke alt for dyrt for skatteborgerne?

– Nej! For konkurrence skærper opmærksomheden og øger kvaliteten.

– Konkurrence giver spild! Hvad med de konkurrenter der falder bagud i konkurrencen? Kunne deres spildte kræfter ikke bruges meget bedre til udvikling under fredelig sameksistens? Tag for eksempel EU…

– Jamen det er da også forfærdeligt! Alt det tåbelige, der foregår dernede! At de virkelig tror, at de kan sætte sig over vores suveræne regering og folketing…

– Nå ja, der foregår tåbelige ting der, og ikke kun der. Men faktisk er EU på mange punkter mere progressivt end nationalstaterne. Og det vigtigste: Siden de gik i fællesskab, har ingen europæiske stater været i krig mod hinanden! Lige udenfor, javel, der hvor Slivovic kommer fra, der var der krig, men er netop dét ikke den vigtigste grund til, at der stadig skal optages nye medlemslande?

– Nej! Nej! Her er jeg aldeles uenig! Vi skal absolut ikke risikere, at der er andre, der skal bestemme over vores nationale suverænitet! Du taler som om du helt har glemt, hvor mange der satte livet til under anden verdenskrig, i forsvaret for vores danske interesser!

Ellen rykker sig tilbage i stolen.

– Tal med veteranerne fra de krigsførende lande om det, bemærker hun tørt. – Vi var jo ikke i krig, vi var et mønsterprotektorat. Beskyttet af både de allierede og aksemagterne. Det kunne vi være taknemmelige for, men noget tyder på, at vi har forsømt vores historiske hukommelse.

– Ja, lige præcis! Jeg taler om, at vi skal værne om vores nationale egenart med alle til rådighed stående midler!

Ellen læner sig frem og ser Anita direkte i øjnene.

– Ved du hvad jeg tror? Jeg tror, at vi skal prøve at være en del af verden! Tror du ikke også det?

Længere kommer hun ikke, før en stol skramler, en kop klirrer, og en plads ved bordet bliver tom.

– Tak for i dag! snerper Anita henne fra døren, inden den bliver smækket på en for Anita usædvanlig ubehersket måde.

– Jeg hørte det godt, siger jeg. – Dialog er godt, men når argumenterne slipper op, må man kapitulere eller gå over til andre metoder. Godt, hun ikke valgte det sidste. Mon ikke du provokerede hende lidt?

– Jeg prøvede at forklare hvad jeg mener. Jeg stillede spørgsmål. Er det at provokere? Kan man overtræde sin ytringsfrihed ved at stille spørgsmål?

– Hvis et spørgsmål ikke kan besvares, kan det godt føles provokerende.

Ellen inspireres

af begivenhederne og overvejer at gribe en chance

Ellen er glad for sit arbejde som oversygeplejerske på neurologisk, mindre glad for sin post i amtsrådet. Det skyldes ikke det område hun var valgt til at varetage, nemlig sygehusområdet, der er hendes hjertebarn. Det skyldes de andre medlemmer i udvalget, navnlig udvalgsformanden, og deres fortvivlende mangel på kompetence. Hun prøver at forklare, hun prøver at forelægge, fremvise, illustrere, appellere til fornuft, efterlyse informeret stillingtagen, men hver gang bliver hun afvist som inhabil, fordi hun arbejder på sygehuset. Uvidenheden ligger tungt over det absolutte flertal, men det generer ikke dette flertal, som tværtimod tager det som adelsmærke og bevis på deres magt.

– Det er de folkevalgte der bestemmer, ikke eksperterne!

Da det ikke er svært at se forskel på folkevalgte og eksperter, og da vælgerne føler sig mere trygge ved mavefornemmelse end ved viden, fejrer politikerne sejre hver gang pressen kan påvise, at den politiske vilje følger tæt i halen på den folkelige vilje, som følger sine egne veje, langt fra de veje, som de sagkyndige fagpersoner anviser, belastede som de er af deres viden.

Ellen har flere gange forsøgt at sætte kurser i gang under aftenskoleloven, for om muligt at sætte befolkningen lidt ind i hvad der sker bag de lukkede døre på sygehusene, i forvaltningen, i udvalget. For at kursusprogrammet ikke skal kunne mistænkes for at sprede viden ud hvor den kunne føre til kritik, kalder hun det noget så kedsommeligt som “Offentlig forvaltning og sygehusdrift”. Alligevel afvises kurserne, begrundet i prioritering af midlerne, som hellere skal bruges til kurser i selvrealisering, madlavning og boligindretning. Da hun prøver at få en mere fyldestgørende forklaring, bliver hun mødt med en uoverlagt og uofficiel bemærkning om, at det hun kalder oplysning, nok bare er et dække for ensidig politisk manipulation og skævvridning.

Inden hun når at anklage oplysningsforbundet for ulovlig censur, får hun et tip om, at der er en borgerdemonstration under planlægning. Det har man ikke fortilfælde for på disse kanter. Mobilisering af masserne hører de store byer til, det kan aldrig gå i disse tyndt befolkede egne, hvor alle kender alle. Går man til offentlige møder, bliver man genkendt med det samme. Ved kræmmermarkedet og det omrejsende tivoli kommer man kun af selskabelige grunde og af hensyn til sig selv. Både stadeholdere og publikum har legitime grunde. En demonstration med meningstilkendegivelser er farlig, for det er noget med helheden, fællesskabet, hensynet til andre, måske afvigende politiske holdninger, straks mere mistænkeligt. Hvad er de underliggende motiver? Hvad hvis man møder op og bliver genkendt? Hvis man bliver genkendt, bliver man så tillagt afvigende synspunkter? Er det ikke mere sikkert at holde sig til flertallets synspunkter? En demonstration er kun vellykket, hvis der kommer så mange at man kan skjule sig mellem alle dem man kender. Den skal være så stor, at der ikke er nogen tilbage at demonstrere imod. At stå udenfor flertallet er utænkeligt, al stræben går ud på at tilhøre flertallet. Her i denne egn har der aldrig været brug for meningstilkendegivelser, slet ikke i det offentlige rum, og slet ikke i form af demonstrationer, for alle mener det samme. Man kan kun ændre tingenes tilstand ved at flytte på flertallet, det ved Ellen godt, men det skal være med et snuptag, på én gang, så ingen behøver gå foran og risikere at stå alene. Den metode har være prøvet før, om ikke her så i udlandet. Men det kan selvfølgelig lade sig gøre, og det vil igen og igen kunne skabe grobund for autoritære styreformer. Der er bare ingen grund til at tale om det, ingen grund til at forskrække folk med den slags ting.

Margit og busterne,

samt hvad der kunne være sagt mellem ministre

Dagholdet går fra, jeg går i bagvagt og lægger vejen forbi Margit, for at se om hun også skal holde for i dag. Der skal hun, når hun først har ordnet et par småting af den slags andre kalder formalia.

– Hvordan føler du det, spørger Margit, – sådan at blive overbegloet hver gang man går ind og ud, gennem indgangen her nede?

– Skal du nu også? Pas på at du ikke kommer for godt i gang! Ellen har lige gjort mig til grin med det…

– Det kender jeg ikke noget til! Jeg tænker bare på sygehusets to grundlæggere nede i forhallen, de lokale udgaver af komedien og tragedien på teaterets proscenium, de op- og nedadvendte mundvige. I det virkelige liv idealisten og svindleren! Begår magthaverne stadig underslæb og bedrageri i vore dage? Er digterne stadig fremsynede, kan de forudse hvor mange frøken Julie’er der går forbi hver eneste dag, kommer de nogensinde til at skænke selvmord en tanke?

– Kommer der også politikere forbi? Der kommer nok flere letlevende frøkener. Fint, hvis de ikke lader sig skræmme af gamle forbilleder. Men du har ret, jeg havde ikke tænkt på statuerne som karikatur af de to herrer. Vi må håbe, at digterens inspiration slår bedre igennem end svindlerens. I øvrigt, der er kun gået et århundrede siden vi havde autoriteter, familietyranner og æresbegreber. Nu anklager vi indvandrerne for det samme. Tre fire generationer gør en forskel. Så må vi bare håbe, at den forskel også er til en fordel.

– Det går frem! siger Margit langsomt, – og det går tilbage. Fulgte du regeringsdannelsen?

– Hvilken. Den sidste?

– Det kan vel snart være ligegyldigt. Hvad bliver der sagt i ministerkredsen, når statsministeren udnævner sine ministre? “Nu er øvelsen den,” kan han have sagt, for man siger øvelse om det man vil skelne fra virkeligheden, “nu er øvelsen den at gennemføre den politik, vi er valgt på. Ingen går for sig selv med sin egen politik. Regeringen fører en samlet politik, det er den vi gik til valg på, og det er den vi har givet vælgerne kontrakt på, det er den vi vil gennemføre, med solidt parlamentarisk grundlag i vores mandater! Nærmere bevæggrunde behøver ikke redegøres. Øvelsen er enkel. Hvis et fagministerium afviger fra den lagte linje, vil der blive grebet ind fra statsministeriets side, det vil ske omgående og konsekvent, og det regner jeg naturligvis ikke med bliver tilfældet. I det daglige må jeg forvente, at den fornødne selvjustits er til stede, så processen kan holdes på sporet. Nogen spørgsmål?” Det er ikke altid til at vide hvad der bliver sagt officielt og hvad der bliver sagt internt, hvad der faktisk siges og hvad der kun tænkes! Lige dele udtalelser, fortielser, stift ansigtsudtryk, kvækkende stemme. En opsang af den slags må være blevet givet da de nyindsatte ministre trådte sammen første gang. Vi så kun virkningerne, men de var påfaldende. Aldrig så man så skræmte ministre, aldrig hørte man såkaldt ansvarlige politikere så hurtigt sige det modsatte af det de før havde sagt, aldrig så man nervøsiteten skælve sådan i en sitrende mundvig, et håndsky blik. Kamelslugningssæsonen indledt, nogen spørgsmål? De blev meget bedre til at sige hvad de ikke mente, et varsel om at de snart skulle lære at mene hvad de skulle sige. Blev de dygtigere til at spille rollen? Næ, ikke alle, og ikke hele tiden. Nogle få i længere tid, flere i kortere tid, men ikke dem alle i lang tid. Det ligner en farce, men risikoen for tragedie er overhængende. Det er let nok at være tankelæser, men ministre siger aldrig hvad de tænker, man må lytte sig frem til det de tænker bag det de ikke siger!

– Hvem har sagt at de overhovedet tænker? supplerer jeg. – Det har vist aldrig været lettere at være minister på automatpilot.

Manuskript til en tale

ved en tænkt borgerdemonstration

Næste gang jeg ser ind til Ellen efter arbejdstid, sidder Margit der i forvejen. Alligevel beder hun mig se på et manuskript. Det er til en tale, hun er blevet bedt om at holde.

– Hun har set det, siger hun og nikker mod Margit.

”Sygehuset ligger nær havet.”

Sådan begynder teksten.

”Som et opskyllet kadaver, gispende i et medium hvor det ikke kan ånde. Som en fæstning bygget på sandgrund, med havet i fuld gang med at erodere sandet væk under det. Andre sygehuse blev taget af det samme hav, blev suget ud af stormfloder og tidevand, flød med understrømmen, mistede opdrift og gik til bunds, for dette hav har ingen bæreevne, havet af egoisme, snæversyn og politisk inkompetence, markedshavet! Kun en tåbe frygter ikke markedet.

Hvorfor spyttede havet netop dette sygehus fra sig igen? Kunne markedet ikke bruge det? Nogle ting suger det til sig, griber dem, omklamrer dem, fører dem i dybet og suger næring fra dem. Andre ting støder det fra sig. De får valget mellem at ligge på stranden og gispe eller på bunden og drukne. Dette sygehus er ikke en fisk, det egner sig ikke til markedet, hvad det kan være stolt af! Nogle har brug for det, andre ikke, men den slags ved markedet ikke noget om!”

Jeg ser op fra manuskriptet.

– Jeg vidste ikke at du var præst! – Hvor skal du holde den prædiken?

– Der er anmeldt en demonstration mod nedlægningsplanerne! Det er en borgergruppe, der står bag. Sådan kalder de sig. Tidspunktet er ikke fastlagt endnu, men jeg er blebet bedt om at være med blandt talerne.

– Er du sikker på at det går at udtrykke sig så poetisk?

– Læs videre.

I mine øjne kan sygehuset godt se ud som en strandet hval, i Margits øjne mere som en slags respiratorpatient, hvor politikerne har trukket alle slangerne ud for at se hvad der sker. Der skal nok et helt hold anæstesisygeplejersker til at sætte dem i igen. Ja, de kan nok få pustet liv i gamle skrog. Måske er en ganske almindelig anæstesiolog nok? Margit kan nok hjælpe lidt til. Margit må kunne tilkaldes. Vi må have en redningsplan klar.

Jeg læser videre.

”Tilstanden er overordnet set kritisk men stabil. Kom redningsindsatsen i tide? Det kan diskuteres. Tiden er knap. Der kan tilstøde irreversible skader. Der kan ikke forventes fuld funktionsevne foreløbig, om nogensinde. Virkningen af massiv vanrøgt fortager sig ikke uden videre, efterslæbet fra årtiers undladelser indhentes ikke uden videre. Rehabiliteringsindsatsen må opprioriteres, rekonstruktion af hele funktionsområder må igangsættes, for at genvinde en del af den livskraft der var til stede engang, men nu ser ud som nedbrudt til ukendelighed.

Taler vi om en patient på intensiv? Vi taler om et sygehus på sine sidste suk! Der er sat masser af monitorering på, der er produceret stakke af dokumentation og test. Men her er det sygehuset der er patienten, og de der først udpiner det, derpå bomber det i sænk og nysgerrigt studerer nedbrydningen, er politikerne! Som på den klinik, amerikanerne oprettede efter at have detoneret et par atombomber, for at afslutte en krig der var vundet. Patienterne troede at de blev behandlet. Det blev de ikke, de blev undersøgt, så amerikanerne kunne forske i strålingsskader.

Nå, hvad betyder dette elendige sygehus også? Det skal sikkert nedlægges alligevel! Men det handler ikke kun om dette enkelte sygehus, det handler om hele sygehusvæsenet! Og det skrantende sygehusvæsen kan godt være billedet på hele den offentlige sektor generelt.

Den offentlige sektor – hvorfor vil den ikke dø? Hvorfor skal der serier af skudsalver til, i flere omgange? Rationaliseringsprojekter, rapporter, mistænksomhed, kontroltyranni, reformer på reformer, altid ændringer? Rutiner og procedurer, hvorfor må de ikke slå rod, hvorfor må hverdagen ikke nå at indfinde sig? Omstillingsparathed er slagordet, som skabt til sit destruktive formål. Den offentlige sektor skal leve i en permanent omstillingsverden! Det eneste uforanderlige er forandring for forandringens skyld, så der ikke gror mos frem i form af vaner, traditioner, kvalitet! Og hvad værre er: Det hele bliver ligegyldigt! Ingen gider længere følge instrukser og procedurer, for det hele er forældet i morgen! Man investerer ikke i udvikling, for den drukner alligevel i pludselige, uigennemtænkte, påtvungne ændringer. Og man lærer ingenting, for nok bliver der samlet viden, men dagen efter hører den til i arkivet for overflødig viden fra et antikveret system, som ikke længere har gyldighed! Der samles stadig erfaringer, men de bliver forbudt, groft konkurrenceforvridende som de er over for de private sygehuse, der ikke har nogen.”

– Værsågod at skylle! bemærker Margit. – Kommer der ikke en bemærkning om ansvarsplaceringen?

– Jeg tror ikke at man skal undervurdere sine tilhørere, siger Ellen. – De kan godt lægge sammen og trække fra.

– Hvorfor har de så valgt vores politikere?

– Det har de heller ikke! Vores tilhørere vil det gode, alle vil det gode, det er derfor vi kan tale til dem. Når de går i stemmeboksen, skifter de mentalitet. Det er derfor der er gardiner for. Vælgerne har ingen gode viljer, kun kampen mod de andre! Politikere vælger de kun ind for at bekæmpe de andre, kun fordi de er nogle andre!

Manuskriptet fortsætter.

”Hvad er et sygehus? Det er f.eks. fem kliniske afdelinger og tre kliniske servicefunktioner, et par hjælpeafdelinger for diagnostik, forebyggelse og rehabilitering, tohundredeoghalvtreds sengepladser fordelt på en halv snes sengeafsnit, en håndfuld ambulatorier, tre tekniske servicefunktioner og en administration. Godt syvhundrede arbejdspladser på fuldtid og deltid indenfor alle tænkelige fag, mange højt specialiserede. Den interne telefonbog er på firs sider. Lønafdelingen arbejder med femoghalvtreds overenskomster. Det er bare et eksempel, et mindre, ganske almindeligt gennemsnitssygehus, men beskrivelsen passer meget godt på os her. Når lærebøger i sociologi og ledelsesteori skal give eksempler på komplekse institutioner og forgrenede organisationer, der er vanskelige at få til at fungere ledelsesmæssigt, både i teori og i praksis, så bruger de sygehuse. Ikke så mærkeligt, for her er der et felt, hvor det teoretiske og det praktiske kun sjældent mødes.

Og hvorfor så det? Hvorfor mødes teori og praksis ikke? Er det fordi et sygehus skal realisere den paradoksale tanke at varetage den enkeltes helbredsinteresser på fællesskabets bekostning? Nej, den funktion er ikke paradoksal, den er en selvfølgelig del af enhver civilisation på et vist niveau. Er det fordi et sygehus er et selvmodsigende forsøg på at forene modstridende indre kræfter? Nej, der er hverken selvmodsigelse eller indre modsætninger. Vi er jo ikke konkurrencestyret. Vanskelighederne ved at forene teori og praksis indenfor sygehusledelse kommer af, at et sygehus ikke er nogen funktionel enhed! Alligevel forsøger man at gøre det til en organisatorisk og ledelsesmæssig enhed, og det er både naturstridigt og tosset. Et sygehus er et konglomerat, et tilfældigt sammenrend af et tilfældigt antal hver for sig veldefinerede organismer. De hedder afdelinger. Sygehuset er ikke i sig selv nogen organisme, og bliver det aldrig! Fem til ti afdelinger, der intet har med hinanden at gøre ud over beliggenheden, matriklen og postadressen, tanken om at gøre dem til én administrativ enhed og dermed en institution, er i sig selv håbløs.

Her kommer en appel til jer, og til dem I vælger til at sætte til at administrere vores sygehusvæsen:

Så længe der ikke er nogen gennemtænkt plan for hvordan det virkelig kan blive bedre, så lad være med at pille ved det, der trods alt fungerer! Stå imod alle destruktive kræfters forsøg på at ødelægge vores sygehus!”

Ellen holder en pause. Her er det nok tidspunktet, hvor bifaldet skal skylle mod tribunen. Forudsat at de lokale har fået hænderne op af lommerne og set efter hvad deres sidemænd gør.

Jeg giver hende et par anerkendende ord, og tager talen med for at se den igennem, som jeg har lovet.

En demonstration her ude bliver vist ikke så let at gennemføre. Den uro, der har bredt sig i befolkningen i løbet af de sidste mange år, er ikke så enkel at forklare, så der er nok ikke nogen enkel forklaring. Der er nok flere grunde. Ikke alene den, man kan enes om i overlægerådet og i de andre faglige grupperinger, nemlig den elendige politiske og administrative ledelse, som er så elendig, langt værre end slet ingen ledelse, det kan man godt betro hinanden, internt, det ved alle. At den er værre end ingenting, destruktiv, bevidst skadelig, farlig. Det man prøver at forklare uden for sygehusets mure, i gaderne, i indkøbscentret, på kroerne, og alle andre meningsdannende steder til og med i læserbrevene, er mere modsætningsfyldt, eller som det siges – nuanceret.

– I kan jo nok se, som det siges, – at når der er nogen der mener det modsatte, så må der være noget om det også!

De mange forskellige holdninger til sygehuset og hvad der foregår på det, strækker sig fra andægtig beundring til hadefulde beskyldninger. Endnu mere forvirrende er snakken om enkeltpersoner, for personhistorier er noget, folk i denne by hæfter sig ved. Diskussionerne om Vrangstrup og Nielsen har mange udgangspunkter, flere forgreninger og endnu flere konklusioner, og de kan vel ikke være forkerte allesammen. Der er nok lidt rigtigt i dem alle sammen, det må den rigtige, afbalancerede stillingtagen tage højde for. Skær de ekstreme synspunkter fra og holde dig til et gennemsnit af resten, så deler du holdning med de fleste og bliver uvenner med de færreste. Det må være op til den enkelte at vælge hvad man skal tro på, så man må hellere tro på lidt af det hele. Men ikke for meget for en sikkerheds skyld – det er da helt sikkert!

Ja, sådan baserer de fremherskende holdninger sig almindeligvis i denne by, nemlig hvilende på tilstræbt uvidenhed for ikke at skille sig ud. For dem der sætter sig ind i tingene er det naturligvis uudholdeligt, men hvordan skulle de nogensinde kunne danne flertal.

Derfor er der mange grunde til at lade sin stemme høre. En af dem er den stigende desperation over den tilstræbte uvidenhed. En gruppe borgere varslede demonstrationen, og ansøgte politiet om de nødvendige tilladelser i ytrings- og forsamlingsfrihedens hellige og ukrænkelige navn. Der blev sat dato på og hængt plakater op, men de blev straks klistret over med plakater for et omrejsende tivoli i nabobyen.

Hvad formålet oprindeligt var med demonstrationen må man gætte på. Alle ved at det handler om sygehuset, og at det nok ikke kan være budgettets sædvanlige overskridelser, for den slags udløser normalt ikke demonstrationer. Det kan også være klagesager, måske er det de mange klager fra patienter i lokalområdet. Måske at maden ikke er så god som på privathospitalet. Men det kan lige så godt være planerne om at nedlægge sygehuset og samle alle afdelingerne med afdelingerne fra andre sygehuse på en ubeboet hede længere inde i landet. Hver enkelt har sine grunde, og ingen kan længere finde ud af hvad man skal mødes om og hvad man skal protestere imod. Det vigtigste er jo også at blive enig om tid og sted. Og at blive enig om hvornår der skal klappes og hvornår der skal buhes.

Det er længe siden Christina sidst har kastet sin kærlighed og hvad dermed følger på egnen, sygehuset og dets problemer. Udfordringer, som hun nok har lært at sige i mellemtiden. Jeg overvinder mine hæmninger og ringer hende op.

Hun besvarer til min overraskelse opkaldet, jeg springer alle formaliteter over og går lige til sagen. For at foreslå hende at kigge på hvad der foregår.

– Du går nok lige til sagen, hvad? siger hun. – Så kender man dig igen. Forspil er ikke din stærke side!

Jeg protesterer og gør gældende, at jeg altid betjener mig af de nuancer, situationen kræver. Og at den situation der her er under tilspidsning, kan trænge til en pressedækning så nuanceret, som kun hun kan levere den.

– Jeg overhører smigeren, siger hun, – og overvejer tilbuddet, hvis det også omfatter natkvarter!

Utilfredshed som tager til

uden at have nogen retning

Christina er nu freelance journalist, og kan derfor tillade sig at smide alt for at gå efter hvad der rører sig, og hun synes at en demonstration i denne egn lyder så paradoksalt, at hun giver den en chance. Derfor står hun op samtidig med mig og forlader vagtværelset for at gøre forskellige feltstudier. Jeg fortæller hende hvad hun kan få at vide hos enhver anden, og håber at hendes feltstudier vil tilføre hende noget mere brugbart. Borgergruppen, der oprindelig tog initiativet til en demonstration, har længe talt imod planerne om sygehusets forventelige nedlæggelse. Det er nok et af de få emner, der kan mobilisere rigtig mange folk i byen og på egnen, uanset observans. Noget der angår den lokale dækning af sundhedsydelser, og noget der ikke mindst angår byens stolthed og dens største arbejdsplads, det kan man tage stilling til uden at mistænkes for ekstreme holdninger.

Ellen fik en henvendelse fra borgergruppen. Hun takkede for invitationen, gav besked om at hun havde modtaget den, indvilgede i at deltage, og fortalte om sine begrundelser. Det fik arrangørerne til at overveje deres egne grunde, og nu har de opdaget at de står splittet. De viser sig ligesom befolkningen at være delt i mindst tre fløje. Ellen må hjælpe dem med at rede tingene ud og formulere sig over for hinanden. En fløj, den største, vil demonstrere for at bevare sygehuset og beskytte det mod nedlæggelse, det skal være af hensyn til den lokale sygehusdækning og for at bevare arbejdspladser. En anden vil kæmpe mod planerne om at erstatte sygehuset med et nyt supersygehus, der er tænkt placeret alt for langt væk, for det vil fratage byen endnu et prestigesymbol. En tredje vil protestere over de seneste lægefejl og kræve fyringer. Kun fordi Ellen fra de politiske udvalg er vant til at lytte på hovedløs tale, opgiver hun ikke, men prøver at forbinde fløjene. Med lidt pædagogisk vejledning baseret på det hun kalder informeret stillingtagen, men som oftere og oftere høres omtalt som propaganda og manipulation, lykkes det hende at gøre bevarelse af sygehuset, modstand mod et nyt, og protest over lægefejl, til forskellige sider af samme sag. Man kan godt bevare sygehuset, bevare strukturen, og samtidig nedbringe lægefejl. Hvorfor ikke gå efter flere formål? Med ét smæk få flere kvalificerede læger bosat i området, kortere afstande til basale sygehusydelser, bedre og mere sikker behandling, og oven i købet bevare de mange lokale arbejdspladser. At forebygge lægefejl, siger hun, forudsætter bedre rekruttering til stillingerne, bedre vagtdækning med kortere tilkaldetider, og dermed selvfølgelig tilførsel af ressourcer. Ingen kan påstå, at sådanne formål er i strid med hinanden, de er i høj grad sammenfaldende og selvforstærkende.

Da hun senest fremsatte lignende forslag i sygehusudvalget, så Vrissum skiftevis på uret og ud gennem vinduet, hovedrystende kaldte han hendes forslag rystende naivt og rystende uansvarligt.

– Rystende politisk tonedøvt! Kan du ikke selv høre det? Du har lige indrømmet, at dit forslag kræver tilførsel af ressourcer!

– Ha! råbte hun igen, – det er da din politik, der udsender falske toner! Det er den, man skal være komplet tonedøv for at kunne holde ud!

Når hun skal holde tale til folket, foreslår jeg hende forsøge at undgå at være den der skælder ud.

– Det behøves heller ikke her, svarer hun, – publikum er jo ikke en samling fjolser der er blevet immune ved at være valgt.

Den kritiske masse

Demonstrationen er anmeldt, det samme er fakkeltoget for de faldne i sygehusets senge og på dets operationsborde, det tager sin begyndelse ved sygehuset og skal ende ved havnen, men undervejs mødes med hoveddemonstrationen på torvet hvor det hele skal afsluttes.

Optoget skal sættes i gang, deltagerne er samlet i det fri på parkeringspladsen ved banegården. Hverken Strandhotellet eller sportspladsen ønsker at huse et møde for meningsdannere, der kan mistænkes for at være inspireret af oppositionel tankegang, og dermed politisk inficeret. I udkanten ses nogle få politikere fra udvalget, de holder sig på god sikkerhedsafstand, de fleste holder sig helt væk.

Et tredje optog er ikke anmeldt, men blander sig alligevel i begivenhederne og støder til på torvet. Det er et gadeteater med agerende i hvide kitler, stetoskoper og pandelamper, de har medbragt bannere med slagord mod elektrochok specielt og psykiatrien generelt, selvom den ikke længere findes på dette sted. På en trækvogn er anbragt et stativ hastigt forarbejdet af trælægter, forestillende en galge til hængning, og i den hænger en halmdukke klædt i hvidt, i en strikke om halsen, og med et stort skilt på brystet, Psykiater står der på det.

Optoget standser, så demonstrationen kan kulminere med taler på trappen op til rådhusets hovedindgang. Det har man valgt i mangel af en regional administrationsbygning, man mere berettiget kunne have vendt sin vrede imod.

Tiggeren må flytte sig. Ham med harmonikaen og kasketten til mønter, ham der sidder på broen over åen ved havnen og spiller samme melodistump som i båndsløjfe til ulidelighed. Ham man helst går udenom, men der er ikke andre broer. Man undgår heller ikke at lægge mærke til hans tale, udseende og skæve gang. Hvert skridt ledsages af et ryk i albue og skulder, som for at kompensere for stødet mod jordoverfladen. Sådan går barfodede børn over sten på stranden. Det er ikke kongenitte defekter, metatarsus varus, pes equinovarus. Det er ikke erhvervede neurologiske tilstande, peroneusparese.Det er senvirkninger af hårdhændet tortur. Falangafødder. Slag med stokke under fodsålerne, kommer aldrig til at gå normalt igen. Krumbøjet holdning måske af samme årsag, måske af andre grunde, eller bare af et slidsomt liv. Fremmedartet accent som følge af fremmedartet afstamning, et handicap der her på egnen vejer tungere end de fysiske. Skuldres og overarmes modvillige protest mod benenes bevægelser, somme tider afbalanceret af stolens og harmonikaens vægt. Sædvanligvis alene, ingen kontakter ham, man ønsker at slippe for hans musik og hans synspunkter. Musikken siger mere om hans lidelser end hans tale, som kan være relevant nok, men sikkert er både besværlig og omstændelig som hans gangart. Men nu må han gøre plads, hans budskaber fra en verden i smerte må vige for almindelige borgeres velerhvervede rettigheder.

Ankommet til torvet tager arrangørerne og talerne opstilling. Da borgergruppen har budt velkommen får Ellen overladt mikrofonen til det skrattende og hylende anlæg, for at indlede talerrækken.

– Se dette sygehus, siger hun. – Hvad kunne det være blevet til, hvad er det nu? Skal det forsvinde? Skal det tvinges herfra, skal vi rejse halve dagsmarcher for at blive undersøgt og behandlet, og for at komme på arbejde? Skal det fortsat forringes og beskæres, så vi tvinges til kun at få de sygdomme, som de private kan behandle?

Hun holder en lille pause for at lade tilhørerne svare på spørgsmålene, klappe, pifte, og råbe nej og ja på de rigtige tidspunkter.

– Hvem er det, fortsætter hun, – der tager beslutningerne om sygehusets fremtid, og om de sundhedsydelser, der bliver tilbudt os?

– Politikerne! bliver der råbt. – Regeringen! Statsministeren!

En enkelt foreslår forsigtigt sundhedsudvalget.

– Hvem har valgt dem? spørger hun.

Tilhørerne ser sig beskæmmet om i kredsen.

– Vi stemmer ikke på sundhed og sygehuse, råber en enkelt. – Vi stemmer på skattestop!

Der klappes spredt. Kraftigst i den ene ende af forsamlingen.

– Alle reformerne, fortsætter hun, – alle omlægningerne, systemerne der ikke virker, er det kun fordi beslutningstagerne er dumme? Det tror jeg ikke. Det er bevidst. De har sat en proces i gang, den er selvforstærkende, og snart kører den helt af sig selv. Sådan brækker man ryggen på systemet. Alle de behjertede medarbejdere der farer rundt for at mindske skaderne, de slider sig op for at redde patienterne og for at redde sygehuset, men det hjælper ikke. Minimalstat, det er ikke noget man slider sig op for, det er noget man laver med et fingerknips ved at ødelægge alt det, andre har brugt generationer på at bygge op!

Larmende applaus, bravo-råb, hør-råb, buh-råb, piften fra hjørnet hvor der før lød klapsalver.

Ellen fortsætter, opildnet af stemningen.

– I kender fornemmelsen: Man sidder i en bus, har lige hilst på chaufføren ved påstigningen, sætter sig bag i bussen, den sætter i gang. Lidt senere undrer man sig, farten stiger, bussen kører tværs gennem en rundkørsel med et mægtigt bump, jævner et par færdselsskilte og nogle medtrafikanter med jorden og ender i den forkerte vejbane, man styrter op til chaufføren og ser ham ligge hen over rattet, død. Inden man når at rette op, få hans fod fra speederen og træde på bremsen, vågner man heldigvis op i sin seng, lysvågen, forskrækket. Man går på arbejde i god ro og orden, og opdager at drømmen ikke var helt løgn. Bussen er sundhedssektoren. Passagererne er personalet og patienterne. Rundkørslen og vejene er befolkningen og det behandlingsmæssige landskab. Det er lighederne! Der er også forskelle. Politikerne er ikke døde, de er bare fanatiske hadere af busser og offentlig transport, men vil alligevel lege chauffør. Ingen kan få chaufførerne fra rattet, for regeringen har sørget for, at indflydelsen hverken ligger hos regionerne eller kommunerne, men i ministerierne! Og man kan ikke vågne lettet op, for det er ikke en drøm! Men nu må vi alle vågne op, for inden længe er det for sent, den offentlige sektor lader sig ikke rette op, personalet springer af i farten og ingen hopper på! Det eneste der hjælper er nye chauffører i en fart! Så kan vi måske langsomt genoprette kursen og tilliden. Men det tager tid. Og vær nu forsigtige med valg af chauffører for en anden gangs skyld! Hvad der tager generationer at opbygge, kan smadres på to valgperioder.

Hun holder en kort pause for at lade krydsende jubel og skældsord få luft.

– Når magthaverne ikke selv kan tage ansvaret for at standse ødelæggelserne, siger hun, – så må andre prøve. Om ikke andet, så må vi selv tage et ansvar, også du og jeg, hver enkelt, være med til at gøre det, i det mindste næste gang. Tænk dig om, bedre end sidste gang I gik til valg, for det må ikke gå galt igen!

Vi ved kun alt for godt hvordan det hænger sammen. Tag ikke fejl igen en anden gang. Husk at de sejrende partier tager jer på ordet, det vil sige på krydset. Ikke kun det ved den nederste del af ryggen, også det kryds I sætter på stemmesedlen. Husk at det kryds bliver misbrugt imod vores alles bedste. Vores fejl i stemmeboksene legitimerer politikernes forringelse af samfundet! Hvis de fortsætter ødelæggelserne, får de skadet den offentlige sektor så grundigt, at den ikke kan rejse sig igen. Det er ikke i vores interesse, det er ikke i jeres interesse, det er ikke i nogens interesse. De ved det godt, politikerne, men det er deres mål, deres skjulte dagsorden.

Ellen har ikke kun talt om visioner for stedet og fremtiden, men også om hvordan sådanne visioner kan ødelægges. Det har delt mængden. Hun holder mere af at være den samlende part end den splittende, og hun er vant til at få afdelinger og faggrupper til at samarbejde ivrigt og medlevende. Her på torvet lykkes det ikke at forene modsætningerne, de er heller ikke sygehuspersonale. De fleste plejer vel at følge politikerne i ord og handling, de ser ikke ud til at være forvænt med at tage stilling på egen hånd, endsige blive spurgt.

Ellen er kun en af de lokale politikere der får adgang til mikrofonen. De fleste benytter lejligheden til at snakke udenom, og tale om hvad der falder dem ind. Meningen er vistnok, at de skal holde sig til emnet, men formanden for uddannelsesudvalget råber op om, at de unge skal honorere erhvervslivets behov, det er skolens opgave at levere kvalificeret arbejdskraft, universiteternes at levere kvalificerede ledere.

Kulturudvalgets formand vil have idrætsstævner og popkoncerter til byen, fordi de tiltrækker flere mennesker og skaber mere omsætning end kirkemusik og forfatteraftener.

Det afføder ikke nogen spørgsmål. Mødet er om sygehuset, og man venter på formanden for sygehusudvalget, Vrissum.

Han er sat på talerlisten som hovedtaler, for arrangørerne er det en stor sejr at se ham opfylde sin del af aftalen, hvis han i det hele taget møder frem. Han virker utilpas ved situationen, men taler sig varm om behovet for at få flere specialer til regionen, dog kun så længe de andre regioner vil betale for at bruge dem. Da grænserne blev ændret, de tidligere amtsgrænser sløjfet og nye regionsgrænser trukket, forsvandt den politiske interesse for at drive sygehuse tæt på de nye regionsgrænser, og begrebet udkantområde fik ny betydning. De før så centrale institutioner er nu marginale, de før så marginale er nu centrale. Og det kommer til at blive afgørende for fordelingen af driftsbudgetter og anlægsinvesteringer.

– Det særlige ved dette sygehus, siger han, – er at det desværre ligger så yderligt i regionen, hvad det jo ikke gjorde på nær samme måde i forhold til det gamle amt. Men det skal jo betjene regionens egne indbyggere, ikke det tidligere amts, og da slet ikke naboregionernes patienter, der tilfældigvis bor nær vores grænser. Derfor bliver det nødvendigt at flytte vores sundhedstilbud i denne ende af regionen et skridt nærmere regionens midte. Vi vil opføre et nyt og meget større sygehus længere inde i landet, sådan at flere af vores patienter får kortere afstand til behandling, og sådan at borgerne får langt bedre behandlingstilbud at vælge mellem. Vi udvider heller ikke sygehuset i nabobyen, hvorfor skulle vi det, når vi i stedet kan bygge et topmoderne og højteknologisk supersygehus midt imellem de to byer? Er der nogen, der kan have noget imod det? Derude er grundene billigere, og når vi slår tingene sammen, kan vi få større sygehuse, der kan få de aller dygtigste læger og sygeplejersker og behandle endnu flere patienter på endnu kortere tid. Og hvorfor kan det så det? Fordi når et sygehus får flere patienter, bliver behandlingen bedre!

Ja, kunne man tænke, det ved vi. Den verserende strid mellem dette sygehus og det andet er ikke mindst oppisket af lokalpolitiske interesser, så det har længe været overvejet at nedlægge dem begge for at opføre et helt nyt sygehus midt imellem. For at undgå ballade. I håb om, at nissen ikke flytter med. Naturligvis en vanvittig tanke, enhver kan forestille sig det kolossale spild af penge der mangler i forvejen, og når alle slagsmålene er taget bliver resultatet nok også, at det ene sygehus udvides og det andet nedlægges. Er det vores sygehus der skal nedlægges? Det kan i betragtning af beliggenheden ikke udelukkes.

Tilhørernes spørgelyst vækkes, måske mere end tilsigtet. I spørgsmålene høres ind imellem sagtmodig men gennemtænkt kritik.

Et spørgsmål lyder fra forsamlingens forreste række.

– Hvis der skal være bedre muligheder at vælge mellem, skal der så ikke også være mere end én mulighed? Hvorfor så kun ét sygehus? Skal vi ikke have frit sygehusvalg længere?

Allerede her ved første spørger indser Vrissum, at der stilles spørgsmål ved væsentlige grundlag for den politik, han selv er valgt på.

For nylig har han fundet på eller hørt et nyt udtryk, som han selv kan forstå, og derfor regner han med at også selv de langsomst tænkende blandt vælgerne kan forstå det: “Øvelse gør mester.” Udtrykket skal bruges som slogan for de nye bølger af centraliseringer, sådan at forstå, at hvis en læge laver flere behandlinger af samme slags, bliver han mere øvet, og muligvis, når han har øvet sig rigtig meget, bliver han også mester.

– Øvelse gør mester! råber han med fornyet kraft. – Det får man kun når man har mange patienter!

– Vil du så have at det er os, han skal øve sig på? bliver der råbt fra den ene side.

– Hør nu her, Vrissum! bliver der råbt fra den anden side. – Du tænker nok ikke på, at de specialiserede mestre, der kommer ud af alle de øvelser, måske ikke bliver bedre til at løse andre opgaver end lige dem de har øvet sig på?

Det forstyrrer ikke Vrissums tankegang, for han er ikke læge men politiker, endda rundet af det administrative lag, hvilket giver ham en fornemmelse af suverænt at kunne overskue og ikke mindst gennemskue enhver institutions indre liv. På institutionsniveau naturligvis, ikke nødvendigvis afdelingernes indre liv.

Men han justerer på slips, manuskriptark og stemmeleje.

– Det må alt andet lige være bedre at vælge mellem bedre muligheder end mellem flere, og…

Nu er der noget der tyder på at hans argumenter er ved at være sluppet op eller bare uanvendelige. Han ved godt, at han som borgerlig politiker med bredt mandat bag sig bør kunne fortsætte uanfægtet trods eventuelle forventninger om velargumenteret beslutningsgrundlag.

– Det bliver som det er bestemt, afbryder han sig selv, – fordi der er politisk vilje til det!

Dem i forsamlingen der ikke fatter noget er i absolut majoritet. Men i krogene bliver der grinet og rystet på hoveder. På pladsens midte har der efterhånden samlet sig en stor mængde borgere. De kan se sig selv som et afgørende flertal, og danner en masse der bliver mere og mere enig med sig selv, og for så vidt også med Vrissum, som mange af dem sandsynligvis har stemt på. Massen breder sig over det meste af pladsen. Der er spredte tilløb til meningstilkendegivelser fra grupper der ankom før den brede hob, men de er lige så stille trængt ud i pladsens hjørner. Herfra prøver de at gøre sig synlige med plakater og transparenter, og gøre sig hørbare med skrattende megafoner. Gadeteateret er klemt ind mellem modeforretningens tøjstativer og kan ikke få plads til sine forestillinger vendt mod psykiatrien, men har måske i mellemtiden fået forklaret at dette sygehus ikke har nogen psykiatri. Ti til tolv medlemmer af et parti under dannelse, med navnet Egnens Genrejsning, bliver presset ned i pladsens hjørne med toiletterne, sammen med en gruppe fra bevægelsen Folk Flest, et navn som ellers nok skulle være dækkende for det store sammenhængende flertal med den store sammenhængskraft på pladsens midte. I det modsatte hjørne er andre smågrupper trængt til side, én bærer plakater med påskriften Vores Værn, en anden er iklædt jakker med påskriften Magt og Ære, en tredje skilter for bevægelsen Frihed til Velstand. De små grupper af folk med delte meninger håber måske at der bliver mulighed for en slags valgkamp med tilhørende kontakt til vælgerne, men de taler kun afmålt høfligt med hinanden som de helst vender ryggen til, og nu har de helt opgivet at henvende sig til det tavse flertal, der viser sin magt ved at erobre pladsen med sin synlige tilstedeværelse og mængde.

Pludselig lyder en rumlen i det fjerne, den kommer nærmere, og en gruppe på store motorcykler ankommer gennem de små gader til pladsens tredje hjørne, hvor de standser motorerne ved at gasse op til en serie dumpe drøn, der for en tid overdøver alle talere og megafoner. Samtidig ses brede skuldre, blanke isser og rygmærker tilhørende en anden gadebande, komme beslutsomt gående fra hovedgaden, hvor de har parkeret deres lige så store kværne ulovligt foran biografens indgang. Begge grupper overser forsamlingen på torvet, den skal ikke forstyrre dem i at markere territorium over for hinanden, en begivenhed der udfoldes forskellige steder i byen og omegnen med jævne mellemrum. Om sammenfaldet er tilfældigt kan ikke siges, men mens sammenhængskraften ikke består belastningsprøven, og folkemængden siver forskræmt i alle retninger, samler en håndfuld skægløse unge drenge sig i en formation af beundrende tilskuere, for at overvære en konkurrence i imponerepositurer og skræmmeattituder, som om de skal parodiere vadefugle i brunst.

– Her er der vist tale om en vis intellektualitetskløft!

Bemærkningen kommer spidst fra en hastigt forbipasserende kvinde, iført en modemæssigt mindst femten år forældet spadseredragt, et for tykt lag sminke og en em af parfume.

– Hvor? råber Margit grinende. – Jeg ser kun kløftens bund!

Da politiet når frem med sirener og blinkende lygter, er gadebanderne forsvundet igen under bulder og brag. De unge beundrere ser oplivede ud som ved et lyspunkt efter flere dages mangel på oplevelser. Så får de øje på Svend Svendsen der dukker frem, kommer halvt til syne i en smøge og forsøger at skjule sig bag et hushjørne. De danner front og går skulder mod skulder imod ham, som de lige har set deres forbilleder gøre over for hinanden. De er ikke så høje og kraftige, men går hurtigt mod Svend Svendsen, til sidst i løb, og forsvinder hujende bag hushjørnet. Snart efter kommer de frem igen, med brede grin. En enkelt vender sig, bukker ned som en vædder og hvæser som en kat tilbage mod krogen, hvor den lokale politiker, en af byens støtter, gemmer sig. Så forsvinder de under hoverende latter, med en hvinende lyd, der afslører at de i stedet for motorcykler kun har udborede knallerter uden lydpotter.

Der er allerede tyndet kraftigt ud blandt tilhørerne, som er blevet færre end talerne. Demonstrationen afsluttes og går mere eller mindre i opløsning foran lukkede vinduer med nedrullede gardiner. Kun få er gået i direkte konfrontation med Vrissum, som klarer sig ved at være omgivet af en håndfuld loyale embedsmænd. Han bliver lukket ind ad en bagindgang i rådhuset, fulgt af andre politikere og sygehusfolk, til sidst også af mig selv sammen med resten af embedsmændene. Bag vinduerne står sygehuschefen og andre fra sygehusets ledelse allerede, og følger med i protestdemonstrationens opløsning.

– De er på vej hjem, siger sygehuschefen. – Dem skal vi ikke bekymre os for. De har alt for travlt med deres friværdi og deres statussymboler. Hvornår så vi sidst de velbjergede borgere gå i protestmarch?

– Joh, siger forvaltningschefen, – mælkebønderne hælder mælk ud, vinbønderne hælder vin ud, når der er Tv på, men hvad gør flæskebønderne? Brænder de det af, laver de diesel på det? Det handler kun om at holde priserne oppe, og når man kun protesterer for at holde priserne oppe, så må man være velbjerget.

– Nå, i denne del af landet ser man nu ikke så mange af de velbjergede, du taler om.

– I denne del af landet er der heller ikke tradition for at gå på barrikaderne.

Sygehuschefen vender sig mod mig.

– Vi skal have gjort noget ved vores driftsbudget. Vi har for mange velbjergede. Vi har for mange topstillinger. Det er uansvarligt. Sig mig, hvis jeg fyrer dig nu, er der så patienter på din afdeling, der ikke bliver behandlet?

– Du har da fuldstændig ret – det er der. Hvis du kvæler en fugl, er der sange der ikke bliver sunget…

– Ja tak! Du skal ikke synge, du skal behandle patienter!

– Det kan jeg jo ikke hvis du fyrer mig!

– Så giv mig en grund til ikke at fyre dig!

– Den vi taler om. At det vil være uansvarligt. Og det er dit ansvar. Er du ikke sygehuschef?

– Sig mig, siger sygehuschefen, han tager brillerne af og tørrer sig med en serviet over panden, – er du altid så sikker på, at du er læge?

– Næ, svarer jeg. – I hvert fald ikke hvor længe. Men det var et interessant modspørgsmål. Det åbner visse muligheder, og det beroliger mig.

Sygehusledelsen og forvaltningsledelsen med følge forlader rådhuset samme vej de var kommet ind. Jeg har en aftale med Margit på havnen.

Fakkeltoget er også endt ved havnen, og skifter tilstandsform til en fredsommelig havnefest. Ved havnekiosken er der fyldt op på bænkene og tændt op i den åbne grill. På ophalerpladsen ender faklerne i et bål, som nogle opfatter som symbolsk manifestation af en retfærdig magt, andre som symbolsk offersted for en utilfredsstillet hævntørst. Flere af hoveddemonstationens deltagere er også at se.

Gadeteatret, der prøvede at forstyrre talerne ved demonstrationen, forlod rådhustorvet i procession og gik videre gennem gaderne til akkompagnement af en krigerisk stortromme, for at tage opstilling foran sygehusets hovedindgang, og uddele pamfletter hvoraf der fremgår forbindelse med en sekt af parareligiøst tilsnit. Således tabt for havnefesten, uden at efterlade savn. Den folkemængde, der tog sig nogenlunde ensartet ud på bytorvet, er nu delt op i gammelkendte konstellationer, sådan at de kan tage sig endnu mere ensartede ud på hver især deres egen måde. I periferien bevæger den traumatiserede spillemand sig stødvis rundt, tilsyneladende i to retninger på én gang, ligesom tankerne formodes at gøre i hans hoved.

– Du talte med forvaltningschefen, spørger jeg Margit, – kender du ham?

– Det var dig selv der lokkede mig med da jeg mødte ham sidst. Ja, jeg kender lidt til ham fra studietiden. På afstand. Min bror læste jura, og de to var studiekammerater. De var med i et slæng af blærerøve, der gik rundt og opførte sig tåbeligt i nattelivet, det var ikke sjældent at de fik bank. Fuldt fortjent. Og så spillede de op til hinanden ligesom alle unge lømler, afprøvede og udfordrede hinanden som ungtyre i parringstiden. De spillede, ikke kun i lotteriet, også på børsen, og hånede dem der fik tab. Og de indgik væddemål. Om hvadsomhelst de blev uenige om. Indsatserne var aktier og pantebreve, fast ejendom, og allerhelst kvinder. Hans kone, som var en ualmindelig dejlig pige den gang, vandt han i et væddemål. Hun gik på omgang, og kom sammen med min bror, dengang han tabte.

– Hvordan kunne han det?

– Vinde hende? Det var ikke så svært. Da min bror havde tabt, gik han i byen, drak sig fuld, glemte alle aftaler og gik med andre damer. Og så var blærerøven dér på pletten, parat til trøst. Det tog ikke en uge, så var den klaret. Nu har de to voksne børn.

– Javel. Aner man et hævnmotiv?

– Jeg ved ikke hvad du aner. Der er ikke skygge af hævn, hverken fra min bror eller mig. Men de fortsatte med at spille mod hinanden, selv efter at de blev voksne og kom i ansvarsfulde stillinger. Det har min bror ligesom antydet, selvom alt er hemmeligholdt under ed. Eller også har jeg bare gættet rigtigt.

– Det lyder som en hypotese, du vil afprøve.

– Lad os sige det, som udgangspunkt.

Forsamlingen er gået over til urtidslignende former for fødeindtagelse over grillen. Lydniveauet stiger, der lyder muntre stemmer og højrøstet latter, lidt senere skænderier, råb og vredesudbrud. De små ensartede grupper er ikke længere så ens, at de kan enes.

– Det offentlige kan ikke lave noget, de private ikke kan lave bedre! bliver der råbt.

Lidt længere henne står nogle personer, der ser ud som om de måler situationen og venter på tegn til hvornår de kan komme til for at hjælpe med lidt slagfærdig håndkraft, at dømme efter deres skulende udtryk.

Politi og skadestue er varslet, så vidt jeg kan konstatere.

Fjordsejlads, flugt og fristed

Mens de forskellige grupper indleder diskussioner, der efter stedets traditioner nemt kan ende i slagsmål og ufrivillig vandgang, viser Margit vej længere ud ad molen. Ellen og jeg følger hende, og hun inviterer os på en rundtur i foreningens pensionerede fiskerbåd. Bådens skipper er ombord, tilsyneladende efter aftale med Margit, som han kender fra foreningen. Han hilser høfligt på mig og venskabeligt på Ellen, og kaster fortøjningen.

– Du brugte ikke dit manuskript? spørger jeg.

– Nej, du havde ret, siger Ellen. – Tiden er ikke inde til poesi.

Vi lægger fra og glider mellem havnemolerne ud på fjorden til lyden af den antikke petroleumsmotor. Margit viser rundt på båden. Udvendig ser den original ud, indvendig er den ændret langt fra sin oprindelige bestemmelse. Under dæk er der indrettet en hyggelig kahyt med langbord, bænke og køjer.

Trods det stille vejr er der køligt der ude, men en pragtfuld vesthimmel, og skipperen slår motoren fra og lader båden drive. I lyset fra den lavtstående sol sætter vi os på ruf og ræling og nyder den absolutte stilhed i kontrast til de forvirrede selskaber på land.

Jeg kan forstå, at Ellen har været på båden før. Hun indrømmer at have været med på tur flere gange. Også uden andre om bord end hende selv og Margit.

Margit henter en flaske cognac og fire glas.

– Du skal indvies i en lille hemmelighed. Men nu hvor det er afsløret, er det gået hen og blevet helt officielt.

Hun skænker op og byder rundt.

– Skål! Santé! Prost! Cheers!

Alle skåler. Jeg lytter interesseret.

– Sidste weekend fejrede vi her ude, siger Ellen. – Margit og jeg. Det var vores bryllupsrejse. Vi blev gift for fjorten dage siden!

Jeg kan ikke skjule min overraskelse.

Jeg giver dem begge et knus. Der er noget indlysende over dette.

– Det er rigtig dejligt, siger jeg, – at se to, man holder af, finde hinanden! Tænk at opleve sådan en optimisme. Den slags trænger vi til! Lyspunkter i mørket! Tillykke!

Margit sætter en kop kaffe over, og Ellen leder båden igennem men finder ikke andet i skabet end kiks, chokolade og kransekage, som har overlevet bryllupsrejsen.

Vi glider stille rundt på fjorden i en times tid, uden at tale meget, kun for at fornemme lyset, stemningen, himmelen og havet, og landskabets pejlepunkter. Sygehusets kendte profil. Kirken, rådhuset. Strandhotellet og længst ude klitplantagen.

– Vi må stoppe Vrissum, siger Margit. – Det er vigtigt.

Ellen siger ikke noget, men lader til at være indforstået. Jeg nikker. Margit ser ud over horisonten i begge retninger.

– Skallesluger, blishøne, edderfugl, siger Margit. – Hættemåge, pibeand, terne. Jeg har en plan!

Hun tænder en cigar. Det husker jeg ikke at have set før.

– Jeg har en plan. Vi skal også have en plan B, C og D. Her ude kan vi tale. Har du tid i næste uge?

Jeg kan godt indse, at det er svært at finde egnede steder at tale i byen og omegn. Jeg går med til at aftale en ny udflugt, hvornår det skal være, bare ikke i en weekend. Det må selv Margit kunne forstå, nu hun har taget skridt til at stifte en lille familie.

– Du har vel gennemsøgt båden for storentreprenørens lytteudstyr?

Erindringer

med solnedgangsstemning

På vej mod land. Der må tillades tyve minutter i egne tanker. Snart tredive år siden, inden alle katastroferne, lokalt, nationalt, internationalt. Sådan var det trods alt ikke dengang. Eller også var vi bare mere ubekymrede, måske uden grund. Og så var der Britt.

Vi havde aldrig set hinanden før, da vi mødtes på toget. Hun skulle til Paris for at begynde på et studieprojekt, jeg skulle til provinsen for at søge en uddannelsesstilling. Jeg måtte finde en undskyldning, aflyse ansættelsessamtalen, og følge med til Paris. Forklaring overflødig. Vi var sammen nat og dag i måneder, vi kom hjem sammen, og så var hun der næsten ikke. Hver gang hun var der, var hun helt nær lige med det samme. Hun sugede sig fast, på en måde der var karakteristisk for hende, og som jeg senere genfandt hos Malene som helt lille. En sugekop. Hun så mig dybt i øjnene, Britt. Dette blik, der var egentlig ikke nogen verden udenfor, der var absolut ingen tvivl, verden var her, hendes krop og min forenedes uden videre, uomgængeligt, naturnødvendigt. Hun kom og gik en tid, det var mens jeg skulle løse mine eksamensopgaver, dem tog hun ikke hensyn til, og i slutningen af læseferien som jeg ellers havde tilbragt alene, kom hun og beslaglagde mig fuldstændigt i en hel uge lige før eksamen.

Hun lod til at have vores forhold på prøve.

– Du er den dejligste! sagde hun blidt, og strøg mig over panden. – Og den vidunderligste.

– Hvorfor?

– Fordi.

Svaret udeblev. Jeg bestod eksamen. Hendes hjælp var ikke den bedst tænkelige, og jeg fornemmede at hun var ved at bevæge sig væk fra mig igen. Hvorfor de lange fravær, som hun ikke fortalte noget om. Måske var hun ved at nærme sig i stedet? Det var ikke til at blive klog på. Jeg forberedte mig på den smerte der ville opstå ved et pludseligt farvel. Trods hendes altdominerende nærhed måtte jeg være indstillet på at det kunne være forbi på et øjeblik, jeg beredte mig på en morgen at vågne fra det som fra en drøm, og fordi det var en god drøm, leve videre på vidunderlige minder. Hun skulle ikke være på besøg i mit liv forgæves, det gode vi havde haft sammen kunne aldrig ødelægges.

– Det skal være os to! sagde hun en dag. En dag, hvor intet adskilte os, fordi vi som så ofte havde ligget hele dagen afklædt under samme dyne.

– Det kan du tro, svarede jeg, men hvordan kan du vide det?

– Jeg kan mærke det.

Mere var der ikke at sige til det. Hvis der skulle være noget at tro på, så måtte det være det. Jeg kunne se det, og mærke det. Jeg kunne høre det, jeg kunne lugte det på hende. Hun mente det. Mente dette lille kvindelige vidunder noget som helst? Dette lille kvindelige vidunder, der overvejende bestod af følelser og skønhed, tiltrækning, ophidselse og forløsning, havde hun også meninger? Hun førte et arkiv, det havde mange mapper, en af de tykke hed “Anden periode”. Jeg hæftede mig ikke videre over det, indtil jeg opdagede at hun lagde alting i den mappe. Regninger fra restauranter, garantibevis for gaver jeg havde givet hende.

– Hvorfor hedder den Anden periode, spurgte jeg.

– Jeg er ikke kommet helt ud af den periode endnu, sagde hun.

– Jamen hør, du siger at det skal være os to?

– Det er også ved at bevæge sig i den retning.

– Opretter du så en ny mappe?

– Det kan da godt ske.

Jeg spurgte hende om hvad hun fik tiden til at gå med når hun ikke var hos mig. Hun svarede, at hun havde suppleret timer i sprog og i statskundskab, for at støtte sine bifagsstudier. Det kan du bilde mig ind, sagde jeg. Blandt andet, sagde hun, jeg er nødt til at finde ud af hvad jeg skal gøre. Fornuftig pige, sagde jeg, er du så også ved at finde ud af hvor du skal være? Hun lagde hovedet på skrå og armene om min nakke. Det blev kun til et ømt nik med hovedet, diskret, langsomt, med et blik der så søgende ud, som om hun noterede sig hvad der foregik inden i mig. Blandt andet, gentog jeg, har du så også undersøgt andre muligheder? Hun nikkede igen. Hvormange? Nogle. Jeg slap hende. Jeg så mig selv blandt en flok narre, stillet op på række som hingste til hingstekåring. Jeg så mig selv som én ud af et bundt tyre på en arena, med en blændende kvindelig toreador, der generøst tildelte dem nådestødet en efter en, og nu ville have mig til at tro at jeg som den eneste kunne gå fri. Hvad tillader hun sig, har tyre intet valg?

Sådan er det bare, sagde hun. Jeg er omhyggelig når jeg beslutter mig for noget.

Og hun sugede sig fast. Hendes arme lå stadig om min hals, mens resten af hendes krop smeltede sammen med min. Det er du den eneste der kan, sagde hun stille. Hvad? spurgte jeg. Smelte sammen, sagde hun. Er det ikke sådan det hedder i ægteskabsritualet, blive til ét kød? Jeg vil ikke se dine mapper, sagde jeg. Hun rystede langsomt hovedet fra side til side.

Nogle år senere blev vi gift, som hun så diskret havde antydet. Eller åbenlyst erklæret. Da havde vi allerede tre børn. Hun gemte sine mapper. For et par måneder siden tog hun dem frem igen, gik dem igennem og smed det meste ud. Jeg havde ikke tænkt mig at blade i dem, selvom det virkede som om hun havde tænkt sig at gøre dem tilgængelige for andre. Måske skal børnene en dag have lejlighed til at se, hvad der findes om f.eks. perioden forud for Malenes fødsel. Det må være deres sag, jeg respekterer gerne privatlivets fred.

– Hvis du en dag beslutter dig for at vi kan slå os ned derude, sagde hun, midt under sorteringsarbejdet, så opretter jeg en ny mappe.

Anitas afsked

Arrangørerne af demonstrationen opdagede ikke episoden bag hushjørnet ved banegårdspladsen, men det gjorde Svend Svendsen. Han politianmeldte omgående demonstrationen for voldeligt overfald. Uden at kunne påvise andre skader end røde kinder og forhøjet puls. Mod hans protest blev en notits om hans korte entre og exit ved festlighederne optaget i den ellers sparsomme reportage i næste dags lokale avis. Udover fotografiet af Vrissum på talerstolen ved rådhuset og den lidet hædrende omtale af “Svend Svendsens flugt fra borgermødet” er kun gadeteatret nævnt, som “nævekamp foran sygehuset mellem psykiatritrængende scientologer og fredelige borgere”.

Anita, den altid korrekte og ubestikkelige lægesekretær på neurologisk afdeling, får tilbagefald. Sygdommen har bredt sig. Hun fungerede på deltid det sidste år, og sygemeldte sig, langt om længe. Jeg har observeret, hvordan hun gradvis lider mere ved at møde på arbejde, at sidde på en stol, at tale.

Hun nægter at lade sig indlægge, og jeg følger hendes dødskamp på afstand. Hun insisterer på at dø hjemme. To gange besøger jeg hende på dødslejet. Hun er afklaret, men støtter sig stadig til sin tro på mirakler.

Lige til sin dødsdag har hun to ting der kan trøste hende. Hendes naturmedicin og Jesus.

Jeg deltager ved begravelsen og ser nogle af hendes pårørende. De vender mig ryggen. En søster møder mig med bidske anklager om hvorfor jeg ikke hjalp hende.

– Anita valgte selv sine hjælpere, siger jeg. – Det var ikke muligt for os andre at påvirke hende. Og vi har ikke hjemmel til tvangsbehandling.

Ved bodelingen finder familien nogle papirer, som de mener tilhører sygehuset, heriblandt kopier af journalnotater. De regner med at det kommer fra noget arbejde, Anita har udført for afdelingen hjemmefra, i den periode hun var på nedsat tid. Boets advokat sender papirerne til afdelingen i en pakke. Jeg beder den nye sekretær gennemgå det, for at se efter om det er noget der hører til i journalarkivet. Sekretæren afstemmer det, og finder at det kun er kopier. Men der er også dele af en korrespondance, hun har ført med en person, om patienterne og om notaterne. Sådan opdages det, at Anita ved hjælp af patientkartoteket har skaffet kunder til en af sine healere, og at hun har forsynet denne healer med oplysninger fra patientjournalerne.

Jeg rejser sagen overfor sygehuschefen for at få ham til at politianmelde forholdet, så det kan undersøges om denne healer skal retsforfølges efter straffeloven. Det fører i stedet til mistanke for medvirken. Der bliver hverken påbegyndt efterforskning eller rejst sigtelse, men reaktionen bekræfter mig i, hvad jeg egentlig godt vidste, at der er sider hvorfra jeg ikke kan vente forståelse.

Djævlepanel

med Bramberg som uventet alliancepartner

Jeg er gæst ved en reception, alle de sædvanlige receptionsgæster er samlet. Afskedsreception for en fyret sygehuschef på et nabo-sygehus. Jeg går rundt og observerer, om der er nogen jeg kan genkende fra tidligere receptioner, men de ser forholdsvis normale ud, er ikke begyndt at træde i karakter som djævle. Det eneste jeg genkender er deres reversnåle.

Fem af dem finder sammen i et ubevogtet øjeblik og stiller sig i kreds med ryggene mod omgivelserne, jeg ser isserne flade ud og hårtotterne spire frem. Da kredsen opløser sig og de vender sig udad igen, opfanger jeg i et kort glimt lidt fråde om munden hos den ene, de roterende spiraløjne hos den anden, men det fortager sig i det samme, og forvaltningschefen, ham med fråden, nærmer sig endda, henvender sig og ser påfaldende normal ud, han har skjult halen og bukkehoven som man kun kan gøre når man er sikker i sin sag. Han spørger til min fremtid, men jeg er ikke interesseret i at fortælle ham noget og lader ham gå med en til lejligheden opfundet løgnehistorie, så jeg senere kan teste sladdermekanismernes effektivitet. Jeg fortæller, at jeg er indgået i et konsortium med henblik på at etablere et neurologisk storcenter i en konkurrerende naboregion. Sammen med medicinkongen naturligvis, som ser en investeringsmulighed og stiller et ukendt antal milliarder til rådighed.

Han lytter interesseret og forener sig kort efter med gruppen, der igen slutter foruroligende kreds.

Imens ser jeg gennem vinduet indkøbscentret som en kræftsvulst æde sig ind på de omliggende kvarterer, det har allerede taget de lavtliggende dele af den indre by og en luns af sygehuset, overskredet alt hvad der findes af byggerestriktioner, lokalplaner, regionsplan, landzonelov, naturfredningsbestemmelser.

– Vi lever ikke af at overholde love og regulativer! siger den store, fede med den glatte hud. – Profitmaksimering overholder egne lovmæssigheder. Vi går ikke til grænsen, vi går over grænsen. Hvis vi ikke overskrider grænser, har vi ikke gjort det godt nok. Hvordan var det han sagde, statsmanden: “Det ulovlige gør vi med det samme, det forfatningsstridige tager lidt længere tid!” Ja, han var politiker, alligevel kunne man godt lære enkelte ting af ham. Det var hans arbejde!

Den der snakker og praler er Bramberg, der langt om længe har givet sig til kende. Den succesombruste og feterede erhvervslivets feltherre, som opererer i luftlag flere etager højere end Svendsen, og med flere nuller efter. Og som af samme grund ikke går ind i politik, det har han folk til. Jeg har ikke mødt ham tidligere, men ved denne reception afser han tid til at underholde sig med mig et øjeblik, selvom vi er på hans domæne. Han er dominerende, ikke kun på sit eget domæne men uanset hvor han kommer. Han har, det må erkendes, et vist format på sit felt, som er det selskabelige og karismatiske. En kvik replik og svar på alt, og en umistelig tro på egen ufejlbarlighed, prototypen på den charmerende psykopat. Bramberg sætter mennesker i scene som brikker på sit brætspil, ikke som Svend Svendsen ved at love dem fordele, men ved at kende deres svagheder. Det lader til at han allerede kender mine svagheder efter en kort forudgående ordveksling med forvaltningschefen, han er jo ikke amatør. Og jeg kan høre, at han gerne vil lokke oplysninger ud af mig om denne medicinkonge.

Jeg er ikke åbenmundet, men lader ham føle en modstand, der lige netop kan fastholde hans interesse. Nogenlunde tilfredsstillet med en antydet forlængelse af løgnehistorien går han tilbage til gruppen, som straks danner kreds. En kort peptalk, strategiske planer der skal justeres, timeout som ved en boldkamp. Jeg opsnapper enkelte ord, og hører ham omtale en minister.

– Han er min! siger Bramberg. – Det er mig, der betaler hans valgkampagner!

Desværre vågner man somme tider op fra en drøm uden at have fået slutningen med. Derfor hører jeg ikke hvilken minister det drejer sig om. Pokkers, så skal man bruge et helt morgenbad under bruseren på at gennemgå alle muligheder. Der findes bedre beskæftigelse for en vågnende koncentration. Hvilken minister kan være i lommen på Bramberg? Problemet er, at ingen med sindsro kan udelukkes. Måske kan kaffen fjerne ubehaget ved at tænke på ministre.

Jeg må derefter indrømme over for mig selv, at det indtil videre kun er i denne drøm, jeg har mødt denne entreprenør, som var så stærkt omtalt i tiden omkring min tiltræden på sygehuset. Kort forinden var han rejst til storbyen hvor han grundlagde et investeringsselskab, der snart efter optrådte i de landsdækkende aviser med rækker af svindel- og skandalesager. Landspressen når tilsyneladende ikke helt her ud, og det kan være en grund til hans tilbagevenden. Eller – mere sandsynligt – udsigten til forretning.

Jeg må have dannet mig tilstrækkeligt med forestillinger, ellers kunne jeg ikke have drømt så detaljeret om ham. I vågen bevidsthed har jeg endnu ikke mødt ham. Spørgsmålet er så, om min nysgerrighed er stor nok til at afprøve, om disse forestillinger skal indfris eller skuffes.

I øvrigt drømmer jeg kun sjældent om ubehagelige ting. Bortset fra djævlene, naturligvis. De viser sig altid i bundter, og de opstår ved at folk, der til daglig optræder som normale mennesker, undergår en forvandling, til at begynde med næsten umærkeligt, men så mere og mere synligt. Det er uafvendeligt, jeg ved hvordan det ender, jeg ved at de bliver til ildsprudende smådjævle, for deres temperatur stiger når de nærmer sig hinanden, så de kun kan afkøles ved at spredes igen. Eller ved hærdning. Det syder voldsomt når djævlene kommer i vand, og de omgives af damp, så hærdningen går dårligt. Der må tilsættes additiver for at modvirke damp, så der bliver bedre kontakt mellem de glødende djævle og den kølende væske. Jeg ved ikke hvorfor djævlene skal hærdes. Nitter som anbringes i stålkonstruktioner for at holde dragerne og pladerne sammen, bankes jo i form på stedet, inden de hærder ved afkøling mod det omgivende stål. Men djævlene bliver ikke banket på plads, de går frit omkring, og ligner piratfisk med grådige munde der opsluger alt der rører sig, selvom de også har individuelle træk, sådan at én ligner en sygehuschef, en anden en forvaltningschef, en tredje en sygehusudvalgsformand, og de er omgivet af mindre men lige så forslugne piratfisk, der ustandseligt snapper ud i det tomme rum, for det tilfælde at der skulle komme nogle gode lunser forbi.

Den tidligere entreprenør der var rejst bort og er vendt tilbage til byen, eksisterer. Også i den verden vi er vant til at betragte som den virkelige, fordi vi er så mange der iagttager den, er fælles om at beskrive den, og derfor jævnligt kan bekræfte den for hinanden. I andre verdener er man måske mere optaget af religiøse forestillinger, som man på samme måde kan bekræfte for hinanden. Men det kræver åbenbaringer, eller anden form for ukritisk autoritetstro. Utænkelig i vores verden. Her nøjes vi som bekendt med erindringer, erfaringer, og eksperimenter der kan gentages.

Entreprenøren, mange har erindringer om og erfaringer med, hedder Bramberg. Ikke mange har lyst til at gentage tidligere eksperimenter med ham. Han voksede fra egnen, som det kan ske for de unge, hurtige og energiske. Men han vendte tilbage til sin hjemby, i det mindste for en stund, for at overtage ejendomme som blev ledige efter nogle af de naturligt forekommende konkurser. Som det så ofte sker i detailhandelsbranchen, såvel som i andre grene af erhvervslivet, hvor konkurrencen tvinger til mere eksperiment og mindre erindring og erfaring. Ikke uden at han har overtaget ejendommene på fordelagtige vilkår, naturligvis. Hans venner, de sande af dem, har virket i baggrunden som mæglere, advokater og bankforbindelser. Nu venter han bare på, at der siden vil vise sig købere.

– Man skal vente, siger Bramberg. – Man skal vente, så skal man vente, så skal man vente. Og slå til. En eller anden får en idé, andre lægger kræfter i og kaster penge efter. Vi er dem der henter udbyttet, det skal der også være nogen til.

Ikke noget at sige til, at Svend Svendsen og Bramberg har modstridende interesser i sygehusets udbygningsplaner. De er begge ejendomsspekulanter, og Bramberg lader Svend Svendsen køre sit løb. Somme tider ydmyger han Svend Svendsen ved at lade ham agere stråmand ved sine egne kontroversielle opkøb. Hvorefter det morer ham særlig udsøgt at se Svendsen bære tabene og selv tage gevinsterne.

Bramberg gik ind i en kapitalfond og stiftede et par investeringsselskaber. Dem passede han som sin urtehave. Gennem dem afsøgte han systematisk mulighederne for investeringer, med den allerstørste respekt for potentielt afkast og intet andet, og nu er et af hans selskaber i færd med at trænge parasitært ind i det offentlige sundhedsvæsen for at dræne det for værdier.

Han har dog ikke kun sans for forretning, også for socialt samvær. Det dyrkede han oprindeligt i sportsklubbernes motionscentre, indtil han blev for fed til andet end golfbaner og jagtselskaber. Nu driver han jagt fra egne skove, og jagtselskaberne bruger han til at invitere indflydelsesrige jægere, og kortlægge hvilke af de mange interessante magtstrukturer han kan bruge. Som en sand jæger snuser han sig frem til ofrenes svage flanker, og planlægger næste fremstød i det skjulte, mens han jovialt drikker politikerne under plankebordet. Han holder meget af at udfordre konkurrenterne, f.eks. leverandørerne af medicin, forbrugsartikler og kostbart medicoteknisk udstyr, og derefter afsløre dem i deres dybere hensigter.

Erstatningssagen igen

Erstatningssagen, som kom til at belaste sygehuset efter Nordensgaards tragiske dødsfald, dukker med mellemrum op, senest i forbindelse med regnskabsafdelingers og revisorers gennemgang af sygehusets tilgodehavender, udeståender og forpligtelser. En oversigt over sådanne ting har man fra forvaltningens side udbedt sig, af hensyn til de kommende strukturelle sammenlægninger. Hvilket igen har bragt Nielsens kirurgiske afdeling i søgelyset. Margit og jeg vil gerne gøre hvad vi kan, for at undgå at han igen bliver mål for en forfejlet kritik, og opsøger ham udenfor arbejdstid, som sædvanlig på hans betingelser.

– Man må forstå, siger han efter at have hørt hvad vore ærinde er, sat sig ved klaveret og rejst sig igen uden at anslå en tone, – hvad der blandt os som læger naturligvis må herske fuld enighed om, nemlig at visse former for viden kan være vanskelig, for ikke at sige umulig, at anbringe. Skrevne og uskrevne love for omgang med information afstikker rammer for det mulige, det hensigtsmæssige og det lovlige. Det skal overvejes nøje, ikke mindst i et tilfælde som dette. Men hvis man kan være varsom med oplysninger, der af faglige og/eller kollegiale grunde kan være belastende for visse personer, og hvis man navnlig kan holde hermetisk tæt med disse oplysninger overfor personer udenfor vores kreds, vil jeg gå tilbage til emnet, og undtagelses- og antydningsvis dele min viden.

– Selvfølgelig…

– For jeres egen skyld! fortsætter Nielsen, – må I hellere glemme det hele på vej ud. Ikke noget til referat! Nu får I forløbet.

Han rejser sig igen, udsøger sig en cigar, klipper den og lægger den fra sig, skænker en cognac og lader den stå urørt, og sætter sig igen. Ingen tvivl om at det er små ritualer, der skal antyde over for os, hvad han har tænkt at foretage sig, når vi er gået. Cognac, musik, cigar. Han vil vise os, at vi kan berede ham en stor lettelse.

– Ældre politiker! begynder han, – hvis indflydelse og kvalifikationer ikke kan betvivles, lader sig indlægge med medicinsk sygdom. Uvist af hvilken grund på herværende almen medicinsk afdeling. Kronisk lidelse, burde forlængst være visiteret til specialafdeling. Mulig forklaring: Gensidig politisk og social afhængighed mellem visse politikere og visse indflydelsesrige personer, som det eksempelvis udtrykkes gennem loger. Dette blot en sidebemærkning til orientering. I en af disse loger sidder både den ældre politiker og overlægen på den herværende medicinske afdeling. Den ældre politiker som normalt er velinformeret, er også loyal og føler sig forpligtet over for sine logebrødre. Det ser ud til at ramme ham med momentan blindhed vedrørende lægefaglige kvalifikationer. Og får ham til i ubegrundet tillid at følge ordineret fejlbehandling. Loyalitet sat over helbred, helbred sat over styr. Kompliceret endokrinologisk lidelse, permanent behandlingskrævende. Medicinske behandlingsmuligheder udtømt, patienten responderer ikke længere på behandlingen, der er kun kirurgiske løsninger tilbage. Patienten overgives akut til intensiv med henblik på stabilisering forud for nødvendig anæstesi og kirurgi, hvilket forudses at tage en rum tid. Laboratorieresultater afslører imidlertid langvarig og ukontrolleret overmedicinering med truende organsvigt til følge. Øjeblikkeligt indgreb påkrævet. Overflytningen kommet for sent. Den overmedicinerede patient kan hverken lægges i anæstesi eller opereres, begge dele vil være uforsvarligt. Han er kørt så langt ud, at han heller ikke kan overflyttes til specialafdeling. Livsreddende kirurgi igangsættes på stedet med tilsidesættelse af procedurer og forsigtighedsregler, en alvorlig men nødvendig beslutning, alternativet taget i betragtning. Der er forhøjet risiko ved anæstesien på grund af almen konstitution og medicinstatus. Der ses indre blødninger forårsaget af langvarig fejlmedicinering. Alligevel reddes patienten i sidste øjeblik fra umiddelbar livsfare. Kirurgisk afdeling forestår medicinnedtrapning med ekstern specialistbistand. Patienten må ti dage senere reopereres, da tilstanden ikke er tilfredsstillende stabiliseret. To døgn efter reoperation dør patienten på intensiv, uden at være bragt ud af kunstig coma. Herefter tager pressen og det politiske flertal over, dækker forbilledligt loyalt over loge og logemedlemmer. Forvaltning og medier tillægger fejlagtigt kirurgisk afdeling ansvar og skyld. Forløbet vil kunne afdækkes gennem journalnotater, men for en afgørende periode mangler patientens notater i det elektroniske system, og der er huller i den manuelle journalføring.

– Er det operationsjournalerne?

– Nej, nej! De er perfekt ført og i god behold. Manglerne vedrører de forudgående to måneder på medicinsk.

Det er længe siden, jeg sidst var formand for overlægerådet. Ikke en post, jeg stræber efter at overtage igen, nu er det også Margit, der har den. Hvilket hun sandsynligvis kan blive ved med i lang tid endnu, selvom også hun kunne tænke sig at slippe. Vi støtter hinanden i, at denne tilstand dog er at foretrække for noget, der kunne være værre. Det er altså Margit, der skal advisere sygehusledelsen om, at Nielsen er klar til at redegøre for erstatningssagens baggrund, under dobbelt belagt tavshedspligt, som hun siger.

Det lykkes at kalde ledelsen til møde, igen på Nielsens kontor som udtryk for at det er ham der er vært og stiller betingelserne, og det lykkes for Margit af få Nielsen til at gentage sin redegørelse om forløbet, kun en anelse mere detaljeret og en anelse mere floromvunden, men noget skarpere i sin præcision. I et selskab som dette kan man ikke løbe an på at blive forstået, hvis der er den mindste mulighed for at tolke en betydning ind, der ikke er blevet sagt.

Cheflægen skifter ansigtsudtryk fra energisk til ubeslutsomt.

– Ja, det forstår man, siger Nielsen uden at vente svar. – Det må være et dilemma! Især når man hellere vil være chef end læge.

Han rejser sig, henter artikler og notater fra mødebordet og sætter sig til at studere dem ved sit skrivebord. Cheflægen og chefsygeplejersken opfatter afvisningen og går. Sygehuschefen følger forvirret efter, i håb om at cheflægen vil udlægge ham teksten. Et øjeblik efter går Margit og jeg også, efter en kort, fortrolig men måske overflødig ordveksling med Nielsen.

Kommandovejen er ikke altid vejen der leder mod højere kvalifikationsniveauer. Cheflægen går til sygehuschefen. Sygehuschefen til forvaltningschefen. Forvaltningschefen til udvalgsformanden. Udvalgsformanden, uvist om han har konsulteret sit udvalg, tilbage til forvaltningschefen. Forvaltningschefen tilbage til sygehuschefen. Sygehuschefen tilbage til cheflægen. Cheflægen tilbage til Nielsen. Der er kun gået to dage.

– Jeg vil anbefale dig at tage en advokat.

– Det er fanden galeme ikke mig der skal bruge en advokat! siger Nielsen.

Tanker

om mulig alternativ arkiveringspraksis

I dette land er der intetsteds noget sandhedsministerium til rådighed, som kan rette arkivalier i overensstemmelse med den til enhver tid gældende sandhed. I forvaltningen må man vel klare sig med mindre, i form af en slags sikkerhedsfilter, og eufemistisk kalde det et informationskontor, det må meget gerne lyde positivt. I sygehusets journalarkiv kunne man endda nøjes med en ansvarlig person med kommissorium til at gennemgå notaterne kritisk og afstemme dem efter hinanden. Det er endnu ikke muligt, for digitaliseringen af journalarbejdet lader vente på sig, og hovedparten af journalerne – især de ældste og tykkeste – ligger stadig på papir. Klassificeret information skal omgås varsomt, men naturligvis kan oplysninger på helt ansvarlig vis arkiveres forkert, forlægges, fejlregistreres, komme i forkerte skuffer, glemte skabe, i helt ukendte mapper med manglende eller misvisende etiketter, og på den måde forsvinde sporløst og uforklarligt.

Det er hvad der ligger inden for de sandhedssøgende arkivansvarliges muligheder, og i Nielsens sag savnes da også enkelte arkiverede oplysninger, som kunne sætte ledelsens sandhedsbegreber i perspektiv, på prøve, be- eller afkræfte dem, hvis de havde været tilgængelige.

Ville der ikke være fordele ved et fuldt udbygget sandhedsministerium med en systematisk, alternativ arkiveringspraksis? Kommer lige på et eksempel. Flere i omgangskredsen har begået selvmord. Ikke tragiske, ulykkelige selvmord, det var stolte selvmord, moderne harakiri. Metoderne blev til kreative udsagn i sig selv. Et betydningsladet selvmord er et stærkere udsagn end et uforståeligt selvmord. Budskabet kan være en hadefuld anklage, metoden en humoristisk happening eller en patetisk selviscenesættelse. Udrettede du ikke noget af betydning i dit liv? Så kan du i det mindste arrangere et flot selvmord. At sende et meget stærkt signal, som det siges i uhæmmet tro på egen ufejlbarlighed, hvorfor så ikke meddele det i et sprog, enhver kan forstå? Historiske idéer om ære, krænkelser, hævn og oprejsning, alt det irrationelle om jeg’et og jeg’ets betydning, alt det som har fået så kolossal opblomstring i medierne, og som enhver kan forstå. Individets frisætning, personlig eksponering, alle tiders mest fristende erstatning for nærvær, fællesskab og medansvar. Markedsteknologernes boltreplads, den individuelle adfærd som spejlbillede af naboens. Sildestimens og fugletrækkets logik, ikke som følge af fælles viden, men som følge af fælles nervøsitet. Frygt forplanter sig omgående, viden kun langsomt og modvilligt. Der gælder visse presseetiske regler for ikke at inspirere til bølger af efterligninger. Det forhindrer forsiderne i at svømme over med skildringer af spektakulære spring med tilløb fra menneskefyldte perroner ud foran gennemkørende tog. Så stiger kravene til originalitet, for eksponering er det vigtigste af det hele. Inden selvmordets kunst nåede at blive raffineret til monumental fuldkommenhed, blev den desværre distanceret af en sværm af mellemøstlige selvmordsbombere, og der gik inflation i foretagendet. Ingen pårørende ud over de religiøst eller patriotisk vildledte kan være stolte over et selvmord. Pårørende til gerningsmænd for skolemassakrer er ulykkelige, brødebetyngede, skamfulde. De udstødes, afvises af venner, kolleger og naboer. Mental forvirring, personlig selvutilstrækkelighed, familiære og sociale overgreb, politisk og religiøs vildfarelse, resultatet er det samme. Kun eftermælet er der forskel på. Det kunne et sandhedsministerium gøre noget ved. Forskellige typer af selvmord kunne fordømmes, andre forherliges, om ikke ligefrem kanoniseres. Et nyt politisk flertal med en ny regering kunne slå omskifteren fra og til, så det der før skulle glemmes nu bliver husket, og det der før skulle huskes nu bliver glemt. Historieomskrivning efter hvert flertalsskift, det vil stimulere interessen for historie. Og for flertalsskift.

Eksemplet må forklares. En sen aften, for mange år siden. Over en flaske whisky. I diskussion med en kollega. Emne: en fælles kollegas selvmord. Begge lige uforstående. En uge efter samtalen begik også denne kollega selvmord. Uden forklaring, uvist om det var stolt eller tragisk. Med efterslæb af lange kæder af ubesvarede spørgsmål. Og intet at føre i arkiv.

Hellere følge Nielsen tæt i en periode. Hvis man sidder miskrediteret tilbage, efter en lang karrieres kamp mod uforstandig skepsis. Hvis man bliver hængt op på et beskæmmende ansvar for andres svigt, som alle de andre løber fra i smukkeste fælles hensyn til egen fordel. Så kan selv den stærkeste bukke under.

Men nu går det hjemad, efter en travl uge. Nielsen må klare sig et øjeblik.

Jubilæet

Tilbage