Sådan sagde hun.
Det var da vi havde mødt hinanden, hvad jeg ikke var forberedt på. Ved et bryllup. En af min kones mange veninder holdt en stor bryllupsfest med en uoverskuelig mængde gæster, sådan gjorde man i de kredse. Min egen kones bryllup havde været lige så stort, og der kan være en tendens til at mænd, selv brudgomme, bliver ligesom lidt usynlige bag de festende kvinder, som man fornemmer kunne have noget sammen som vi ikke er en del af. I gamle dage, ved jeg fra dårlig litteratur og fra dårlige film, var fester noget man brugte til at føre sig frem, præsentere sig på det mest præsentable, meget ofte med en smule overbud, altså på en måde der ikke helt var dækning for. Dårlig reklame, som man sagde. Men hvad, alle vidste jo at det kun var facaden det kom an på, ikke indholdet. At det stadig forholder sig sådan, måtte jeg lære da jeg blev introduceret i min kones omgangskreds, der hvor jeg kom fra var det hverken velset eller almindeligt at give sig ud for mere end man var. Nå, men det var vilkårene i mit nye liv. Jeg lærte det kun overfladisk, mere forventedes heller ikke, det blev ikke en del af min selvforståelse, kun en rolle at spille hver gang man var flere samlet. Arbejdsmæssigt, selskabeligt, ingen forskel, overalt ulasteligt klædt, i upåklagelig sindsstemning, i behersket men selvsikker fremtoning, og velplejet, overfladebehandlet humør, som ikke måtte vise sprækker og slet ikke afsløre eventuelle underliggende svingninger og spændinger.
Altså velkontrolleret anakronistisk høflig omgangsform men ikke unuanceret, rig på signaleret lagdeling, et mylder af manerer til demonstration af relative statusforskelle deltagerne imellem. Måske økonomisk, måske efter rang og stand, slet ikke efter akademisk grad eller fagligt renommé på anden måde, absolut ikke efter den betydning man som person kunne have for andre i de omgivelser og fællesskaber man færdedes i udenfor det herværende. Måske er min iagttagelse af dette forhold unormal blandt de fremmødte, kendetegnende for en fremmed, afslørende præget af min rolle som opkomling i dette miljø, helt og holdent min kones produkt. For at være ærlig, min svigerfars.
Ved den behersket bølgende bryllupsfest stoppet med sylespidse statusmarkeringer og arrogant nedladenhed som ubekvem polstring under betrækket, fik jeg øje på hende. I gruppen af brudens ungdomsveninder, den kreds der for et par dage siden kunne have trukket festlighedernes hovedperson gennem alle en polterabends ritualer, hvis den slags også bruges i disse kredse. Gruppen let kendelig som betydeligt mere livlig, frigjort og pjanket end resten af selskabet. Her så jeg hende, først i et hastigt glimt, og i et perlende humør, som jeg bedst husker hende. Et humør, som forsvandt fra hendes ansigt i samme sekund vores blikke mødtes. Hvorefter hun også selv forsvandt fra kredsen, i hvert fald ud af mit synsfelt.
Min puls steg fra tres til hundrede, følte jeg. Og mit beredskab fra agtpågivende til alarmtilstand. Skulle jeg simulere ildebefindende, forlade festen, snige mig udenfor med rygepause som påskud, utroværdigt som ikkeryger, skulle jeg indlede samtale med en tilfældig, utroværdigt som perifert pårørende til en bryllupsgæst, skulle jeg stille mig i køen ved toiletterne, ved baren, hvor samtaleemner afgøres af to forskellige typer tilfældigheder, skulle jeg lade som ingenting. Disse alternative tilstande af tvivl kæmpede om overtaget i et kvart sekund, for at slippe for det utænkelige men måske uundgåelige – at kontakte hende.
De næste brøkdele af sekunder blev til hele sekunder og derefter til minutter. Jeg prøvede at vinde tid og lod som ingenting, blev fanget i en strøm af gæster, som af en slags fælles vilje blev drevet udenfor, først gennem foyeren og derefter helt ud i det fri, hvor formerne blev løsnet en smule i takt med cigaretter trukket frem og røg suget ind. Her fik de kunstigt afslappede ansigtsudtryk lov til at falde et øjeblik til hvile i segmentets normdannende anspændthed. Det hele foregik, som almindeligvis for den slags arrangementer, i et af byens forlystelseskvarterer, hvor restauranter og nattelivets etablissementer lå tæt, de mondæne og de simple side om side, kvarteret ikke helt frit for et berygtet omdømme. Hvis man så godt efter, kunne man længere henne ad gaden se eksempler på gadens speciale indenfor det stærkt varierede selvstændige nærings- og natteliv, i de brancher som området var kendt for.
Men jeg var til fest, en af de fester i min kones omgangskreds som jeg følte mig tvangsanbragt i, hvorefter alle tidligere bekendtskaber som konsekvens måtte udelukkes. Jeg havde nok fortrængt at der kunne eksistere en overlappende fællesmængde af bestående af begge parters tidligere og nye omgangskredse, i hvert fald var jeg ikke forberedt på sådan noget, men så var hun der. Den pige, som jeg var kommet så tæt på som ingen anden, i de lykkelige år der blev til det. Så godt som jeg ikke har kendt nogen anden, så godt som ingen anden har kendt mig. I vores gladeste stunder, hvor meget kunne vi da ikke sammen, hvor meget kunne vi ikke lege sammen, hvor godt kendte vi ikke hinandens inderste hemmeligheder, så vi kunne skiftes til at lede hinanden rundt gennem følelsernes krinkelkroge og sensitivitetens muligheder, til den højeste fryd der er forundt to mennesker. Overstadigt morsomt, inderligt og ømt, sprede vingerne ud og svæve uden faldskærm, båret på en tryghed og en tillid, som aldrig kunne svigtes. Og hvorfor det holdt op, det som aldrig skulle holde op, det som den gang var det eneste jeg kunne drømme om, og det bedste jeg kunne forestille mig af en tilværelse og en fremtid.
Jeg var hentet til udlandet, til hovedkvarteret for den multinationale virksomhed hvor jeg arbejdede. Headhuntet, til et virkeligt karrierespring. Den slags kan gøre blind. Koncernchefen var både indehaver og gammeldags, han stillede som betingelse for en plads i direktionen, at jeg kom ind i familien. Jeg var ulykkelig, skrev hjem til min elskede at jeg savnede hende og ikke kunne leve uden, men hun gennemskuede mig, og provokerede mig ved at komme sammen med en anden. Og med andre. Jeg var stadig ulykkelig, troede at jeg ved at arbejde intenst med min nye forlovede kunne opbygge et forhold med en nærhed, en tillid, og en frigjorthed ligesom med min eneste ene, men det lod sig ikke gøre. Dertil var hun alt for formelt og konventionelt indstillet, ikke til at inspirere, ikke til at puste nyt liv i, alt blev det samme og det samme, liv og lyst erstattet af rutine og nødtørft. Så længe det varede. Jeg opgav alt. Erkendte for mig selv at jeg allerede havde fået min kvote af lykke. Ikke alle kan fange lykken og sætte den på nåle som sommerfugle i en samling, jeg måtte leve med at den fandtes, men udenfor mig. Alt andet var kompensation. Alligevel blev vi gift. Tilfredsstillende arbejde med et glimrende afkast hvoraf en lille del endda ramte mig selv. Fagligt set omgivet af respekt, men socialt og selskabeligt fejlplaceret i omgivelser præget af overfladiskhed og substitutter for alt af værdi. Som nu dette bryllup. Som nu her ude i kulden, i mørket, mellem de rygende, hvor luften bestemt ikke var frisk men tung af rædsom os fra elendige efter sigende vanedannende cigaretter, blandet med ubestemmelige lugte fra al byens forfald, sminket af lige så ubestemmelige kunstigt påførte dufte.
Så kom hun igen. Strøg sig tæt forbi mig, så jeg ikke undgik at bemærke hendes ændrede fremtoning. Kjolen trukket op som et temmelig kort miniskørt, så man direkte kunne nyde synet af hendes vidunderligt velformede ben, som jeg kendte så godt. Midt i det berygtede kvarter førte hun sit uimodståelige legeme på en lokkende, men selvsikker og målbevidst måde hen ad gaden, sådan at mindst halvdelen af de mandlige festdeltagere fulgte synet med øjnene, indtil det sammen med hende forsvandt om et hjørne. Der gik flere minutter. Den rygende gruppe var blevet påfaldende tavs da man kunne iagttage andre grupper to hundrede meter længere fremme i helt andre ærinder, drypvis forsvinde om samme hjørne. Der gik endnu en tid, ingen havde bekvemmet sig til at gå indenfor igen, og så kom hun tilbage, fulgt af alles blikke. Løsnede undervejs igen kjolen, som foldede sig ud og faldt ned i sin fulde længde. På tilbageturen i sin trængen gennem mængden strejfede hun mig igen. Noterede sig at blive set af de nærmeste, og stoppede et bundt pengesedler i min brystlomme.
– Jeg kan også!
var ordene, diskret hvisket i mit ene øre.