Da rejste en integrationsordfører sig og ville sætte integrationsministeren på prøve og spurgte ham: “Minister, ved hvilke kvalifikationer kan man gøre sig fortjent til at få tilladelse til at søge adgang for indgivelse af en ansøgning om asylsagsbehandling med mulighed for midlertidig opholdstilladelse?” Integrationsministeren sagde til ham: “Hvad siger de gældende regler? Hvad læser du dér?” Integrationsordføreren svarede: “Du skal elske vort land, Danmark, dit måske nye land, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din danske nabo som dig selv!” Integrationsministeren sagde: “Der har du svaret rigtigt. Gør du det, så kan du få tilladelse til at anmode om at få tilsendt en blanket, der i udfyldt tilstand kan give adgang til en formular for ansøgning om midlertidig opholdstilladelse. Som ekspederes efter retningslinjer fastsat ifølge seneste forlig på området, med udløbsdato senest fem år efter indgåelsen, på hvilken dato en nærmere forhandlet procentdel af ansøgningerne forudsættes færdigbehandlet i henhold til den på pågældende tidspunkt forefundne kapacitet på sagsbehandlingsområdet”. Men da integrationsordføreren ville være på den sikre side, og tidligere havde erfaret at djævelen kunne ligge i detaljen, spurgte han integrationsministeren: “Ja ja, det er jo ganske kart. Men hvem er da min danske nabo?”
Integrationsministeren svarede og sagde: “En mand var på vej fra Ydre Nørrebro ned mod Christianshavn, eller var det nu Christiania eller Christiansborg, stedet underordnet, han faldt undervejs i hænderne på banderelaterede. De tog hans telefon og penge, trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge hjælpeløs, kvæstet og muligvis halvdød. I det samme kom en fortravlet forretningsmand fra Østerbro den samme vej; han så de flygtende banderelaterede, han så manden, derefter på sit ur, mente ikke at have tid og skyndte sig videre. Det samme gjorde en endnu mere fortravlet folketingspolitiker fra et vestligt udkantsområde som kom til stedet, også han så ham og gik forbi ham i håbet om at ingen havde set noget. Men en asylansøger, som var på vej til sit asylcenter, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og gav ham førstehjælp, ringede 112 for at få ham bragt med ambulance til skadestuen hvor de kunne sørge lidt bedre for ham, og for samtidig at stille sig til rådighed som vidne ved en eventuel retssag om et overfald han muligvis havde været tæt nok på til at lægge mærke til. Vagthavende, som noterede anmelderens navn, stilling og øvrige relevante oplysninger før han kunne modtage nogen anmeldelse, lagde megen vægt på om anmelderen kunne give et signalement, og om de banderelaterede mest lignede hooligans eller loyale til familier. Hvortil asylansøgeren svarede, at han kun havde set dem på lang afstand og desuden dårligt kendte til forskelle mellem loyale til hooligans og loyale til familier, men at han var blevet hos ofret indtil ambulancen nåede frem.
“Hvem af disse tre synes du var en god dansk nabo for ham, der faldt i de banderelateredes hænder?” spurgte integrationsministeren. Integrationsordføreren svarede: “Han, som viste ham barmhjertighed.” Og integrationsministeren sagde: “Her har vi både uintegrerede, utestede, uvaccinerede og uomskårne, men jeg spurgte om hvem der kunne være en god dansk nabo, og ham du nævner, han var jo slet ikke dansk, det kunne han jo ikke være når han var asylansøger!” Men integrationsordføreren spurgte: “Kan man kun vise barmhjertighed hvis man er dansk?” Hvortil integrationsministeren først bemærkede at her skulle man ikke stille retoriske spørgsmål, og derfor svarede med et modspørgsmål: “Mener du ikke det er vigtigt for regeringen, med vores urokkelige men retfærdige integrationspolitik at fastholde et komfortabelt vælgerflertal?” Hvortil integrationsordføreren dristede sig til at foreslå, at regeringen med en lidt mere imødekommende attitude over for folk med bredere holdning til de gældende betingelser for hvilke grupper man måtte vise sin loyalitet, med fordel kunne kompensere for et vist vælgerfrafald ved at satse på et andet komfortabelt vælgerflertal, karakteriseret ved bedre informerede, mere stabile og dermed mere pålidelige befolkningssegmenter. Helt uden at spørge om de grundholdninger partiet oprindelig var grundlagt på, alt afhængigt af, naturligvis, disse hypotetiske grundholdningers overensstemmelse med det vigtigste af alt, nemlig de aktuelle strømninger i vælgerhavet, som nødvendigvis måtte definere den politik, de initiativer og de beslutninger, der måtte se dagens lys fremover. Hvorved det naturligvis måtte skønnes, at samtalens to parter, integrationsordføreren og integrationsministeren, nok ikke var af helt den samme observans. Således rustet på den rette forståelse af visse centrale nøgleord kunne man så gå videre fra de hypotetiske til det eneste relevante spørgsmål, vælgerflertallet, hvor det viste sig at integrationsordføreren og integrationsministeren var meget bedre til at forstå hinanden.