I. akt, i Rom

I. akt, i Rom
I. akt, I. scene, Ankomsten
I. akt, II. scene, Hos Seneca
I. akt, III. scene, Diskussionerne
I. akt, IV. scene, Tænkningens strategi
I. akt, V. scene, Handlingens strategi
I. akt, VI. scene, Mødet afbrydes

I. akt, I. scene, ankomsten
I en årrække har Paulus rejst rundt i Romerriges udkantområder for at følge den nye bevægelse der
er ved at spire frem. Med sit følge ankommer han til Rom, hvor en lille menighed som så mange
andre lever en skjult tilværelse for at beskytte sig mod den udbredte forfølgelse af anderledes
tænkende. Her møder vi Paulus, når han et øjeblik forlader denne menighed for at fuldføre et af sine
andre formål med at opsøge byen Rom.
De indledende scener, i hele 1. akt, handler om mødet mellem Seneca og Paulus, i tiden hvor
Seneca er trådt fra tjenesten og fuldt optaget af at skrive sine vejledende epistler, essays, og breve til
Lucilius. Hans indflydelse er aftaget, og han føler sin stilling truet. Nero, som han selv har oplært i
alt hvad en kejser bør kunne, er blevet indbildsk og utilregnelig.
Seneca er inddraget i hoffets intriger, og sammen med en gruppe af kejserens kritikere mistænkt for
planer om statskup.
Imens kommer Paulus i audiens for at fortælle om sit forslag til en ny statsreligion, og under
stigende pres udefra drøfter de i fortrolighed alt om rigets og verdens tilstand, og om de forhold i
verden og livet, herunder samfundslivet, som altid har optaget mennesker, og fået tænkere til at
studere filosofisk.
Det får ende, da en konspiration afsløres, Seneca mistænkes for delagtighed og beordres til
selvmord. Paulus afbrydes i sine planer om fortsatte rejser mod vest, og henrettes senere som led i
romernes forfølgelse af de kristne.

I. akt, I. scene, ankomsten til Rom
– Rom! Verdens centrum. Imperiets hovedstad, magtens hjem. Det mægtige romerske imperium,
hjemstedet for de mægtigste romerske herskere, her kommer jeg!
Uklædeligt at rette opmærksomheden mod sig selv, upassende, ubeskedent.
Det ved jeg godt. Men jeg har en mission, og den mission tillader alt.
Her i Rom er jeg optaget af to ting: At grundlægge en menighed, vejlede og anvise dens medlemmer
i den rette tro, den ene sandhed, med det formål at udbrede den også i befolkningen her.
Det er så enkelt, og dog ikke helt så enkelt.
Og imens udforme mit manifest, netop for denne tro, kald det min trosbekendelse, mit testamente,
for det tilfælde uforudsete forhindringer skulle afbryde mit projekt.
Den nye tro som overgår alt, troen med udgangspunkt i Abraham og på det mosaiske fundament,
men langt mere vidtrækkende, ikke kun gyldig for det udvalgte folk, men for alle mennesker, selv
for grækere, hvorfor ikke også for romere?
Den universelle, almengyldige tro, Kristendommen, troen på den opstandne Guds søn, som kaldes
Kristus!
Jeg har rejst en del, det skal ikke være nogen hemmelighed, har fungeret som rejsekonsulent og
grundlagt menigheder over hele Middelhavsområdet – det vil i respekt for sandheden sige den
østlige del, de vestlige udkantsområder må vente lidt endnu.
På de rejser har jeg mødt modstand på vejen og vanskeligheder for missionen, men der har altid vist
sig muligheder.
Det mest fremkommelige var såmænd at lægge min sandhed frem til dem der havde størst behov, de
fattige og de forfulgte.
Dem er der altid mange af, så mine menigheder vokser hurtigt, de klarer sig selv, så jeg kan komme
videre med mine ledsagere og finde nye tørlagte steder hvor jeg så at sige – kan vande jorden, så og
gøde, se tingene på ingen tid spire frem for mine øjne. Således også her i Rom.
Ja undskyld landbrugsmetaforerne, her i Rom dyrker man ikke jorden, alt fornødent får man leveret
udefra. Og jeg skal videre.
Når jeg er færdig her, må jeg se fremad og føre min gerning videre i Sicilien, Sardinien, Corsica, de
iberiske kyster, og i Afrika mellem de romerske protektorater lige fra Alexandria til Mauretanien.
Udbrede vores sandhed til hele verden, det skal vi, det er vores pligt, den sandhed som ikke er
forbeholdt noget udvalgt folk men som gælder for alle, sandheden om Kristus og hans opstandelse
fra de døde, sandheden om det evige liv.
Det er formålet, budskabet, som holder vores bevægelse i live, og som jeg har forpligtet mig på, jeg
som var der selv og oplevede himmelfarten på aller nærmeste hold, jeg som så, hørte, mærkede og
følte slipvinden, dønningerne, lydmursbraget, efter Kristi himmelske opstandelse.
Denne ubeskriveligt vidunderlige oplevelse som følger mig overalt og fylder mig så jeg er ved at
sprænges, og som jeg har en særlig og kærlig pligt til at udbrede, kundgøre, forkynde.
Nej, jeg er ikke ved at sprænges, jeg er bare sprængfyldt af glæde, benådet med kræfter, rede til at
lade den umådeholdne glæde tilflyde alle der vil modtage den.
Men nu er jeg jo i Rom, den prosaiske, profane, krigeriske verdens centrum. Byernes by, det
magtfulde romerske imperiums magtfuldkomne hovedsæde.
Ja undskyld, så må jeg også oversætte budskabet til den lokale dialekt latin, for at gøre
begivenheden tilgængelig for alle herboende mennesker.
Sandheden som er til for alle, selv for romere. Resurrectio Christi, som de siger.
Med Guds hjælp vil selv dette simple sprog kunne fungere som bærer af den guddommelige
meddelelse.
Og dog, skal man regne med det? Et sprog som mangler et ordentligt positionstalsystem, erstatter
det med bogstaver som udelukker selv den enkleste aritmetik.
I min mission burde jeg indtage byen standsmæssigt. Hædres og lovprises, modtages af de
mægtigste.
Men ingen modtagelseskomité, jeg kommer snigende, her er jo farligt.
Flere af vores frivillige er allerede slagtet af gladiatorer og ædt af vilde dyr, det betragtes som
underholdning for masserne. Så barbarisk her er, så uciviliseret.
Byernes by, sådan hører man den omtalt, overalt.
Noget af det må man bekræfte, omend modstræbende.
Der er et vist format over det fænomen, som denne by er, det kommer man ikke uden om.
Den giver et noget andet indtryk end andre store byer, det her er magtens centrum, og det fremgår.
Det er her det sker, byen lever døgnet rundt, travlhed, under relativt ordnede forhold.
Der bygges overalt, trafikken ledes uden om afspærrede områder.
Nattehimlen, som over andre byer nu og da blusser op af småbrande fra væltede køkkenbål, får her
et konstant, rødgyldent skær fra rækker af bål og lanterner, opsat for at belyse byggepladser i
døgndrift.
Hvilket gør færdsel efter solnedgang mulig, men ikke tilrådelig, med de mange skumle kroge og
faldgruber med voldelig selvberigelse skjult af mørket.
Hvorved adskiller så denne by, Rom, sig fra andre store byer? Jeg kender Jerusalem, Antiokia,
Thessaloniki, Efesos.
Der er noget fælles over betydningsfulde steder.
Men også store forskelle, hver by sit særpræg, det handler ikke kun om de monumentale bygninger
som templerne og teatrene, de imponerende åbne pladser beregnet til opvisninger og forsamlinger,
og mangfoldigheden af rigmandsboliger, klemt sammen mellem hinanden i kamp om pladsen.
Det ses også ved måden gaderne og de åbne arealer vedligeholdes på, passes og plejes, så
ulemperne ved mange ophobede mennesker på snæver plads holdes en smule nede.
Der er faktisk ikke så meget stank og snavs her, som man ser i mindre prægtige og mere kaotiske
bysamfund, hvilket må ses som et tegn på et vist civilisatorisk stade. Ret højt, faktisk.
Det hele virker vældig organiseret, meget romersk, må man sige. Ilden og bålene kan man lugte om
natten, køkkenerne ved spisetid, hvad tid det så end er, jeg tror de spiser når og hvor de kan komme
til det.
Ellers er luften mere frisk og ikke så beklumret, som det kan virke andre steder uden
renovationsordninger og kloakering.
Denne by er mægtig. Og magtens centrum, skal man indtage det sejrrigt eller anonymt? Skal man
nærme sig andægtigt, hvordan bliver man modtaget, med våben, med gaver, skal man ankomme
alene eller med følge, ydmygt i laser eller fyrsteligt klædt?
Her har vi så kejserpaladset! Som det breder sig ubeskedent ud til alle sider, magtens mægtige
centrum, som det her til morgen lader sig bestråle af det himmelske sollys, og selv udspreder en
overjordisk stråleglans!
Indbildsk, blasfemisk!
Dette mægtige romerske imperium er jordisk, og dette palads er domicilet for denne jordiske
verdens mægtigste magthaver, som indtil for nylig var kejser Claudius.
Lige i nærheden, næsten ikke til at se hvor skellet går, et bygningskompleks nærmest gående ud i et
med kejserpaladset, kan det være administrationsbygningerne, de imperiale regeringskontorer, kan
det være tjenesteboliger, domiciler for rigets mægtigste mænd næst efter kejseren, heriblandt den
faktiske hersker, kejserens betroede rådgiver og dukkefører, kan det være denne mægtige mands
eget luksuspalæ, stedet hvor netop denne mand tager imod audienssøgende?
Hvad det netop skulle være, ifølge de efter prisen at dømme meget troværdige og forhåbentlig
værdifulde oplysninger, vi fremskaffede fortroligt fra anbefalet pålidelig kilde. Når vi herfra trækker
gebyret som denne kilde beregnede sig, og når vi senere kunne få samme oplysninger gratis og frit
tilgængeligt for alle, stemte det ikke forventningerne mildere til en tilfældig romers troværdighed og
pålidelighed.
Her måtte man igen prøve at beherske sit temperament, uden at lade sig forlede af trang til
generalisering.
Faktisk ikke helt ukendt med denne by. Har været her i månedsvis, har lært at færdes nogenlunde
uset, undgå kontrolstederne og vagtposterne.
Vores menighed er i god vækst, men vi har længe været set som et uønsket element, det oplever vi
hele tiden, må stadig iagttage forsigtighedsregler og sikkerhedsprocedurer.
Uønsket som alle fremmede, som alle der ser en smule anderledes ud, taler anderledes og går
anderledes klædt, som alle der bare ønsker at leve som de selv vil, men som arresteres for at skabe
utryghed, ikke på anden måde end ved at adskille sig fra mængden.
Med turister og handelsrejsende er det noget andet, selvfølgelig, dem kan man tjene penge på, og de
slår sig ikke ned.
Samfundet her er ellers opdelt nok i forvejen. Åbenlyse skel mellem grupper med stærke privilegier
og grupper helt uden.
Og alle mellemlagene selvfølgelig.
Nattens bygningsarbejdere er ikke konstruktører, æstetikere, specialister, de kommer ikke for at
udføre de mest delikate detaljer som kræver dagslys, men for at forberede næste dags arbejde,
fremskaffe sten, kalk og vand, stable tømmer, fliser og kakler, berede adgangsveje, rydde op og
bortskaffe affald.
Udøvere af de groveste og simpleste funktioner, som lader sig udføre under kommando, måske
under tvang. Som det kunne fremgå af de lyde, der ledsager aktiviteterne.
De velpassede områder og de rene gader skyldes på samme måde hårdtarbejdende flokke af
mennesker som påtager sig de mindre behagelige opgaver uden hverken at påskønnes eller
anerkendes.
Hvilket igen hænger sammen med mængden af underprivilegerede migrantarbejdere, som slider sig
gennem dagens pligter uden eller næsten uden løn, uden ordentlige indkvarteringsforhold, uden selv
de mest basale rettigheder.
De stammer fra erobringer og plyndringer som den romerske hær foretager i imperiets
udkantområder, hvor territorier beslaglægges og befolkninger tvangsdeporteres og gøres til tjenende
underklasse for et privilegeret herskerfolk.
Samme mønster som gennemgående træk i riget, måske overalt, uanset hvor langt væk vi kigger i
geografien, uanset hvor langt tilbage vi skuer i historien.
Herskerklassen forsøger at forklare og legitimere dette forhold, men det tager sig ynkeligt ud, for
rent praktisk lader det sig kun realisere med hårde og brutale metoder, eksekveret af en krigerklasse,
som beredvilligt påtager sig denne funktion mod en løn, som kun hæver dem marginalt over de
undertrykte.
Denne samfundsorden med mange lag fra de bedst til de dårligst stillede, er nok det der tydeligst
karakteriserer de store bysamfund, og i særklasse denne by, Rom.
Har levet, virket og arbejdet her i måneder, og selvfølgelig fået et vist indtryk. Snak og rygter i
massevis, noget må bekræftes, andet forkastes, noget vænner man sig til, i håb om aldrig at blive
assimileret.
Her er ikke mange jøder, men romere vrimler det med. Vi er bekendt med deres adfærd, vi hører at
de har let til kniven, til sværdet, i bæltet og hvor de ellers anbringer våben og tilsvarende genstande.
Nogle gange for at slås og true, for det meste kun til pynt og pral.
Utilregnelige folk, uden tro, et troløst folk med en ringe erstatning for tro, med guder lånt af
grækerne og omdøbt i eget billede. Virkelig et potentiale for forbedring.
Jeg ser en karikatur af antikverede samfund, tilført lidt nyt. Som at genopføre forældede skuespil
med samme handling, men i ny opsætning og nye kostumer. En gudeverden kopieret fra den
græske, men med nye navne.
Som om de i forfængelighed forlanger at alt skal ske i deres eget billede, ingenting må være som
før. Trods deres drømme om genkomst af en svunden guldalder, et af deres mange paradokser.
Og deres sprog! En primitiv lokal dialekt smurt ud over hele imperiet og gjort til hovedsproget!
En stærkt forsimplet efterligning af græsk, ud med gamle ord, ind med nye, hvorfor? Vi har jo i
forvejen et fælles, universelt sprog, som bruges allevegne, selv hvor man har andre lokale sprog,
som hos Ægypterne og Fønikerne.
Men her i Rom, her taler alle deres simple hverdagssprog, hentet fra gaderne, gyderne, værtshusene,
slumkvartererne!
Uforligeligt med deres officielle sprog, som kun bruges skriftligt i afhandlinger, digte, skuespil, og
oratorisk i talernes konkurrencer om de bedste sætninger og de rigtigste meninger. Det officielle
sprog, som bruges i de højeste samfundslag, i magtens kredse.
Et af mange tegn på den sociale og kulturelle spaltning, som man ser hvor rå magt råder, og hvor
alt, sprog, kunst, kultur, religion, tænkning, må indrette sig efter hvad magten synes.
Det er en farefuld færd, det her.
Al rejse er farefuld, det ved jeg, som har rejst en del, og som har udstået mange vanskeligheder,
overvundet mange forhindringer, og modstået mange farer. Men målet er vigtigt, intet må gå galt.
Hvordan nærme sig?
Odysseus, da han skulle genindtage en kongeborg belejret af fjender, forklædte han sig ikke som
tigger?
Messias, ifølge profeterne, skal han ikke komme ridende på et æsel?
Men når han endelig kommer, og har skiftet æsel flere gange undervejs, nægter jøder og romere så
ikke at anerkende ham, slår de ham så ikke bare ihjel?
Bare rolig, det kommer vi til.
Foreløbig må vores lille menighed forskanse sig, leve i det skjulte og sprede budskabet fra mund til
øre blandt samfundets usleste. En nødvendig opgave, påskønnelsesværdig, men det går langsomt.
Mine analyser har ført mig til én, og kun én, fornuftig vej at gå. Den fører til Seneca. Rådgiver for
den tidligere kejser og underviser for den nuværende tronarving og efterfølger.
Jeg ved det er en satsning, men risikoen er værd at løbe. Her indgår intriger og snedig list, og
kvindernes indflydelse hver gang noget vigtigt er under udvikling, og magt, og kampen om magten.
Her er Seneca en vigtig brik. Hvorfor blev han sendt i eksil på Corsica? For at få ham væk, men
holde ham i reserve.
Hvad og hvem stod bag? Kvinders jalousi og kvinders list.
Forført af kejser Caligulas søster Julia, forvist af hendes magtfulde rival Messalina, tilbagekaldt af
kejser Claudius’ hustru Agrippina, som ville bruge ham i et kup mod netop – kejser Claudius.
Ja, det er som rygterne og sladderen går, nu også fremført af populistiske rygtesmede og
sladderhanke, som kalder sig historikere, sikkert på grund af alle de historier de finder på.
Satsningen jeg holder mig til og satser på, er at den ærgerrige Agrippina vinder, indlader sig med
Seneca, påtvinger ham giftermål, og sætter ham ind som kejser. Ikke dårligt tænkt, han vil blive en
fremragende kejser, ikke mindst på baggrund af familiens egne mislykkede eksemplarer.
Ham skal jeg have fat i, inden han bliver kejser.
Og det haster, for det skal være mens Nero stadig er under indflydelse af sin mor, Burrus og Seneca,
for alt i verden inden denne yngling kommer til magten, ham som står næst for som tronfølger, hvis
hans egen mors, Agrippinas, planer om at komme ham i forkøbet svigter.
Det skal lykkes! Intet må stå i vejen! Så nær målet, så store forhindringer overvundet, så mange ofre
gjort! Nu det sidste skridt, og det er fuldbragt!
Det er stort det her. Man ser det ikke, men det er sandheden.
Det kan ikke gå galt. Så ond er skæbnen ikke, så forgæves er kampen ikke.
Vrøvl, det er ikke en kamp, det er en opgave der skal løses.
Som en naturlig ting, at det hermed skulle være gennemført er noget af en overdrivelse. Men et
skridt, et lille skridt, som kræver behændighed, snuhed, skarpsindighed.
Farerne lurer overalt. Held skal der til. Var jeg tidligere modløs, fortvivlet, desperat? Det er
overstået, beslutningen er taget, alea est iacta som sagt.
Overvindelse, den nagende tvivl gnaver stadig men mere dæmpet, er modstanden for stor, er
metoden forkert, er opgaven håbløs? Det vil vise sig.
Hvordan i alverden kan man tvivle, det passer ikke godt hos en så kompromisløst troende som mig.
Nu er jeg her, kommet så langt, ved egen hjælp, ved andres hjælp, ved ikke mindst Hans hjælp,
Guds egen frelsende, velsignede, umistelige hjælp, som er troen på Jesu Christi Opstandelse.
Noget stod alligevel i vejen.
Agrippinas plan faldt til jorden så hun mistede hovedet, Nero blev kejser, stadig under rådgivning
fra denne Seneca, tidligere kejserlig studievejleder, nu forfremmet som den højst rangerede
embedsmand, men under mistanke for meddelagtighed i kupforsøget. Det ændrer dog ikke min
plan.
Men så er der lige metoden til at komme indenfor, fra pladsen her og ind i det allerhelligste? Hvis
der findes noget allerhelligste i en vanhellig verden.
Det er her, der kræves behændighed og snedighed. Og jeg tror det er bedre hvis idéen opstår hos
værten, husets beboer, end hos gæsten, mig.
Hvordan gøre opmærksom på sig selv, kunne man holde en tale, foranstalte et skuespil, et
gadeoptrin, på anden måde sørge for at blive opdaget?
Det frarådes, har jeg hørt, den slags ender gerne med arrestation og henrettelse.
Som folkeforlystelse, mere civiliseret er dette imperium jo ikke, som vi så ved den grusomme
henrettelse i Jerusalem, på Golgata højen. Den henrettelse som det uforstående flertal forlangte, og
som førte så meget andet med sig, blandt andet mine tyve års missionsrejser.
Her i byen har vi ikke noget Golgata, men vi har syv høje, og mindst lige så mange måder at blive
henrettet på.
Det jeg nu har sat mig for er ikke noget teater, men det er dristigt, jeg ved det godt, det er en
satsning, men den der ikke vover noget vinder heller ikke.
Jeg skal trænge ind på samfundets aller øverste lag, der hvor indflydelsen er størst, så jeg derfra kan
lade budskabet sive ned gennem alle de andre lag. Ligesom normale feudale herskere sædvanligvis
fordeler rigdommene til dem hvis indsats de har gjort sig afhængig af, som leverandører af
arbejdskraft, levnedsmidler, materialer, krigere til hærene. Ikke altid i praksis, men i kontrakter og
aftaler.
Kun med et mægtigt samfund omkring sig kan herskeren blive mægtig, det er herskerens grund til
at give sine undersåtter ordnede forhold.
Tålelige forhold altså, alt er relativt, de skal ikke have det så godt at de begynder at true hans egen
position.
Nå, det var et sidespring, men det er princippet. Kontrakter kan jo opsiges og aftaler brydes.
Hvorfor ikke benytte samme fremgangsmåde til lejligheden.
Lade vores livgivende sandhed tilflyde samfundet ved at hælde den ind ovenfra, hvor den vil flyde
over og dryppe ned over alle andre lag, berige dem, befrugte dem.
Den metode er samfundet allerede forberedt på, det er den hierarkiske magtstruktur indrettet til,
skulle det så ikke også kunne lade sig gøre at udbrede sandheden om opstandelsen efter magtens
eget pyramideformede princip, som gælder netop her, på alle tiders mægtigste magtsystemers
hierarkiske pyramidetop?
Hvis man vil udøse den livgivende tro på den opstandne frelse, Guds enbårne søn Jesus Kristus,
over hele det romerske imperium, må man altså starte oppefra. Som det fungerer i det topstyrede
romerske imperium. INRI, Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum, som romerne selv kaldte ham.
Og det er opgaven, det er nu min opgave, at sprænge alle grænser, bryde alle forhindringer, og
nærme mig den mest indflydelsesrige person i dette babelstårn af magt på magt. Er det nu så solidt,
det tårn, eller består det af strå og tynde pinde, så det vælter ved det mindste pust?
Det vil historien vise, men vi kan ikke vente på historien. Det er nu, chancen skal benyttes, kald det
bare momentum, det er nu der skal skabes en åbning til magten for at hælde sandheden ind, en
sprække er nok.
Jeg behøver normalt ikke udtænke noget snedigt og udspekuleret, mit budskab egner sig bedre til
direkte tale.
Men jeg ved at der nær toppen i imperiets magthierarki sidder denne magtfulde person, som har fået
indflydelse gennem sin viden og sine kvalifikationer, ikke kun gennem afstamning fra en eller
anden degenereret herskerslægt.
Det er ham der skal bringes til at tro at han er jægeren og jeg byttet, det er ham der skal gøre en
fangst, og den fangst skal være mig.
En enkelt betænkelighed. Dette korrupte regime, denne rent ud forbryderiske statsmagt, hvordan ser
det ud, hvordan vil jeg, som selverklæret apostel, med mit generalieblad jeg mener CV, fremstå ved
at pleje omgang med dette sataniske monstrum? Jeg må berolige mig ved at tænke på Frelseren selv,
som så smukt kunne vedstå sin færden, endda blandt toldere og syndere.
Der må være en indgang. Jeg ser for mig et prangende indgangsparti med udvendig trappe, XVI trin
op, en imponerende port flankeret af søjler, løver og portrætbuster hugget i udsøgt marmor.
En procession værdig, uden tvivl anlagt alene for et ærinde som mit, men strengt bevogtet.
Står lidt stille, registrerer synet og kan ikke undslå mig for at sammenligne med indtrykket fra
Christi opstandelse for fire håndfulde år siden, mærker en let hovedrysten, en trækning i ansigtet for
at undertrykke et opgivende smil, dette sceneri rykker hverken legeme, kødet, sjælen eller ånden,
det er bare til grin.
Må gå videre, det virker måske mistænkeligt med en landstryger foran symbolet for magt og pragt.
Ser mig om efter en mere ydmyg indgang.
Er ikke standsmæssigt klædt, har ikke engang noget æsel med mig, entré gennem pragtportaler vil
falde forkert ud. I en krog, skjult mellem et par fremspring i soklen, en anden dør, mindre og i
gadeplan.
En luge i ansigtshøjde er lukket, et bank på døren besvares ikke.
Min søgen fører mig videre langs bygningen gennem smøger, rundt om hjørner og langs en høj,
massiv og uindtagelig mur i de lokale klippeblokkes bleggule farve.
Længere henne, efter at have passeret endnu et par frem- og tilbagespring på fundamenter og mure,
ser jeg en stor port stå halvåben, solid men slidt, på tunge hængsler, som udtryk for magtens
bagside.
Adgang for leverancer og forsyninger, personale af alle slags, slaver. Her kunne man prøve.
Jeg når ikke at studere
forholdene nærmere, så er jeg
allerede grebet af stærke
arme, trukket ind,
gennembanket for en ordens
skyld, og smidt i et fangehul.
Så langt. Så lykkedes det at
overlade initiativet til
værtskabet.
Er jeg på rette vej? Sagde jeg
til dem at jeg søger audiens
hos den mægtige Seneca?
Jo, det gjorde jeg vist, men
det førte kun til flere tæsk.
Endelig ankommet. Udhvilet, men øm efter slag og skrammer. Så nær målet, efter års
ørkenvandring.
Symbolsk ørkenvandring var det, ikke landskabeligt, men socialt, kulturelt, og selskabeligt. Ikke
alene, men ensom.
Loyale følgere, forvirrede men velmenende, tillidsfulde men kedsommelige. Nu gemmer de sig
langt fra byens offentlige steder, i uhumske slumkvarterer, på jævne til usle lokaliteter, den slags
findes også i denne sammensatte by. Men parat til undsætning er de, følgerne, efter tilkald i
hemmelig kode.
Og jeg? I venteposition, her, under fængselslignende forhold, og ydmygende. Burde ikke overraske,
under ørkenvandringerne var der kun ydmygelser, det var vi vant til.
Blandt udstødte, i de forfulgtes samhørige fællesskaber, som ikke er særlig holdbare men opløses
sammen med udstødelsen og forfølgelsen. Når jeg – altså vi – har fuldført opgaven. Sådan er
vilkårene for al opstand. Det er en overgang.
I min ydmyge venteposition så nær målet sidder jeg i baggården til en imperial magistrat eller bare
et rigmandspalæ, hvor slaver håndterer forsyninger og affald. Her er andre lugte end de behagelige,
her venter andre audienssøgende end mig, og jeg bliver overhalet, konstaterer flere brud på
ventelisten, hvis der arbejdes med en sådan.
Er der egentlig en venteliste, er jeg bare arresteret? Det har en vis betydning i min situation, jeg må
prøve at finde ud af det, bedre end at gætte sig frem.
Finde tegn på hvad det kan være.
At dømme efter aktiviteterne omkring mig er det en indflydelsesrig virksomhed jeg har tænkt mig at
gæste, ganske anderledes end ved tidligere besøg på mine rejser. Måske tilsigtet, må jeg tilstå.
Mens jeg prøver at forstå den slags små trængsler som hører med til at forandre verden, i hvert fald
når den skal ændres så radikalt som vi har tænkt os det.
Masserne er tunge at danse med. Kan man i det hele taget rejse en bevægelse ved kun at vække
masserne? Måske.
Man kunne jo også prøve noget andet, supplere fremstødet ved at snige sig ind på samfundets top,
det er hvad jeg prøver, men hvordan man kommer magten nærmere herfra, fra denne baggård, det
ved jeg ikke.
Der er vist stadig langt til den kejserlige rådgiver, imperiets mest indflydelsesrige person, Lucius
Annæus Seneca.
Men man kan også blive overrasket.

I. akt, II. scene, hos Seneca
Denne måneds audienssøgende gæst nummer XXIV viser sig at rumme nogle muligheder.
Han er i besiddelse af nogle interessante oplysninger.
Pågrebet under forsøg på indtrængen, modstod de obligatoriske prøvelser under moderat fysisk
pres, en metode vi i øvrigt må holde under observation og skærpet kontrol, snarest.
Nogle af fangevogterne tolker reglerne temmelig frit, efter hvad jeg hører.
Grænsende til det utilladelige, hvilket visse synlige skader hos eksempelvis denne gæst kunne tyde
på.
Det går jo ikke, hvis vi gerne vil fremstå som strenge men retfærdige.
Men nu denne fange. Det blev mig anbefalet at tage ham i forhør. Det må ske under fire øjne.
Personligt.
Naturligvis i sikret tilstand, forsvarligt lænket, som foreskrevet ved forhør som dette.
Som følge af særlige omstændigheder er der taget
foreløbige efterretningsoplysninger på ham, og der
løber stadig noget ind. Vi får se.
– Hvem er du? spørger Seneca, da gæst XXIV får
foretræde. – Hvad vil du her?
– Paulus er mit navn, Kristus er opstanden! Det er
mit ærinde! Som jeg allerede har prøvet at forklare
fire gange…
– Jaja, der er nogle sikkerhedsprocedurer. Vi kan
ikke have alle og enhver til at fistre rundt her.
Kan du forklare, hvordan tror du det kunne lade sig
gøre for netop dig at slippe gennem kontrollen?
– Jeg har noget vigtigt at fortælle dig! Alligevel
måtte jeg vente i flere dage. Køen var lang, og jeg
blev pågrebet og sat tilbage til start, igen og igen!
Når jeg endelig nåede frem til en kontrol, blev jeg
udspurgt og anbragt i en ny kø. Det gentog sig fire gange, som jeg siger…
– Fire gange kø? Alle er velkommen her! Hvornår indgav du din ansøgning?
– Ansøgning? Jeg ansøger ikke om noget. Jeg møder op som jeg er, fri, stolt, uanmeldt!
– Der har vi forklaringen. Vagterne skal holde folk væk, de skal ikke vurdere tilfældige vagabonder
som dig, dem skal vi ikke have til at rende rundt, snuse i affald og efterladenskaber, ligge og sove i
gangene, stinke, samle rotter og lus, og skræmme ordentlige folk væk.
Det virker utryghedsskabende! som de siger. Vores vagtmestre er blevet ret nærtagende i den sidste
tid.
Paulus retter sig fortørnet op, har ikke lyst til at stille sig ydmyg an som gæst.
– Jeg blev behandlet arrogant! Og brutalt! Vagterne lod mig sidde på bænken ved porten i timer og
dage jeg opgav at tælle, hver dag så jeg en lang række andre audienssøgende blive kaldt forbi!
Ingen bekvemmede sig til at høre på mig!
Jeg blev passet op af to robuste vagter udstyret som kampklare gladiatorer, de tog vandrestav,
sandaler og bylt fra mig, og kropsvisiterede mig for at se om jeg var omskåret eller ej! “Hvad vil du
her?” spurgte de, præcis som du selv spurgte lige før.
Og bænken! Den er skrå! Vidste du det? Man kan ikke tillade sig at falde bare en lille smule i søvn,
så glider man straks helt ned til porten igen! Hvis man ikke ramler ind i de andre, men de er jo
allerede ekspederet forbi!
– Det står ikke i politirapporten, den har jeg fået. Her bliver du afhørt med en sigtets rettigheder, er
du bekendt med dem? Du har ikke pligt til at udtale dig, alt hvad du siger kan blive brugt imod dig.
– Jeg er her kun for at udtale mig! Jeg kender ikke til nogen sigtelse! Alt hvad jeg siger kan kun
hjælpe mig, såvel som det kan hjælpe andre!
– Sigtelsen mod dig lyder i øjeblikket kun på ulovlig indtrængen, men kan udvides alt efter hvad du
finder på at sige, du er nok klar over at alt kan blive brugt imod dig. Har du noget at tilføje?
– Det skal jeg da lige love for, hvis vi nu kan gå til sagen, til mit ærinde, til grunden til at jeg
kommer her!
– Du skal såmænd bare svare på hvad du bliver spurgt om.
– Det har jeg sandelig tænkt mig, nu du spørger om jeg har noget at tilføje!
– Lad gå. Inden jeg tilkalder skriveren, vil jeg gøre dig bekendt med strafferammen for dine
forseelser. Som altså kan udvides sammen med en eventuel udvidelse af sigtelsen, som tidligere
antydet.
– Tilkald endelig alle de skrivere du vil, tilkald det halve Rom! Jeg er her for at udbrede budskabet
om Jesu Cristi opstandelse!
– Og du er blevet advaret. Skriveren lader vi vente til du har erklæret dig indforstået med
betingelserne. Hvad jeg har noteret mig, udenfor notat, er din insisterende facon og dit kampberedte
temperament.
– Jeg bereder mig absolut ikke til nogen kamp, men jeg benytter enhver lejlighed til at udbrede det
største glædesbudskab, Kristus er opstanden!
– Og her nærmer vi os betænkeligt en betragtelig udvidelse af sigtelse såvel som strafferamme. Tror
du vi har religionsfrihed her?
– Det siger rygterne, men det er ikke hvad man ser i praksis! Kunne I dog bare forene teori og
praksis, lade praksis følge teori, ikke omvendt, så var det til at have med at gøre!
– Det kan der være noget om.
Du har muligvis ret. Tvivl bør komme den sigtede til gode.
Retssagen er udsat, imens må du give din beretning forfra.
Helst med et mere tempereret temperament og i et mere behersket toneleje.
Der vil gå lidt tid, jeg har nogle uopsættelige ærinder i embeds medfør.
Da Seneca kommer tilbage, fornemmer Paulus på lyde og lugte at det uopsættelige ærinde nok
nærmere har haft karakter af frokost end af uopsætteligt arbejde.
– Jaja, fortsætter Seneca, – indgiv en klage. Det hjælper ikke, men muligheden skal være der. Du
kunne bare have skrevet.
Som chef for statens sikkerhedsråd må jeg iagttage de gældende regler, udformet af mig selv.
De foreskriver brevhemmelighed, din ansøgning ville med garanti være nået
frem, i det mindste til sekretariatet, al post til mig er klassificeret! Og al
post fra mig, selvfølgelig. Ingen i postvæsenet tør smide mine breve væk,
hverken til mig, eller fra mig. At du får foretræde for mig hører i øvrigt til
undtagelserne, de fleste ekspederes i departementernes sekretariater.
Nå, lad mig så høre! Og fortæl mig først hvorfor det er lige her, hos mig, du
vil lette dit hjerte?
– Nu lykkedes det da endelig for mig at blive lukket ind, endda at komme i
audiens, efter den temmelig ugæstfri modtagelse.
Ja, nu hvor jeg omsider er sluppet forbi de hårdhændede vagter og de
mistroiske udspørgere med al deres hån og latter og kærtegnende leg med knive og køller, så skal
jeg da gerne fortælle om grundene til at opsøge den viseste mand i det mægtigste rige af alle, det
mægtige romerske imperium.
Jeg ved da udmærket hvem Seneca er! Den Seneca som er dig, som jeg har opsøgt ikke kun på
grund af din status og indflydelse, også lokket af rygterne om dine opbyggelige taler, dit ædle
sindelag, dine humanistiske tanker og din etiske indstilling, som du ikke undlader at belære andre
om, hvis de fortjener det, og som du er blevet berømt for i hele riget, med alle de tilstødende lande
og protektorater, som imperiet ædelmodigt har taget under sin beskyttelse!
– Tak tak, smiger hjælper ikke her, det trækker fra!
Kommer der én bemærkning mere af samme skuffe spilder jeg ikke mere tid på dig.
Ser du den mandshøje gong der? I sit solide ophæng, ciseleret og dekoreret med bronzefarvede
mønstre i cirkler om den polerede midte, og med den tunge kølle ved sin side, polstret med blødeste
antilopeskind? For nylig hjemført fra østlige provinser. Dens myndige klang, stigende i styrke fra
det næppe hørbare anslag til den ubærlige, metalliske myndighed!
Den tilkalder vagtmandskabet, som du vistnok trænger til at lære lidt bedre at kende.
Og jeg spurgte dig hvorfor du kommer netop her, og jeg vil høre én grund og ikke flere! Flere
grunde er ingen grund!
– Forstået. Det kan muligvis misforstås, det ærinde jeg kommer med, det kan forveksles med det
som alle sælgere og handelsrejsende prøver på, at påføre kunden et indbildt behov! Men jeg har én
altoverskyggende grund. Som er at forkynde den største og reneste sandhed!
Kristus er opstanden!
Det vil sige, han døde men steg til himmels, og på den himmelfærd tog han alle vores synder med
sig!
– Vi kan alle dø, tilgives for vores syndighed og syndige
gerninger, og leve lykkeligt i evighed, hvis vi tager imod Hans
nåde og velsignelse!
– Altså en slags rejsende i religion, konstaterer Seneca lavmælt,
med pande og næse rynket i mishag. – “Og leve videre i
lykkelig uvidenhed?” Ikke den bedste anbefaling.
– Sig ikke det! Det er en tro med en fremtid for sig! En stor
fremtid for den der tilslutter sig! For ikke at sige for alle dem,
som tilslutter sig!
– Altså i håb om mere end bare at blive religionsstifter.
Jeg synes jeg har hørt den slags salgstaler før.
De færreste når længere end til at blive arresteret, de fleste ekspederes omgående, med eller uden
rettergang. Smidt for de vilde dyr, næste gang der er forestilling i arenaen.
– Vi bliver de styrende! Vi bliver dem, alle må omvende sig til!
– For at blive rig? Vil du være rig, som det siges, ikke bare rig, men stinkende rig, som de siger, så
skal du stifte en religion!
Men jeg investerer ikke i religioner!
– Det ligger ikke i opdraget. Vi har folk fuldt beskæftiget med at skrive trosartiklerne, ja ikke
mange, det er jo så nyt, og ikke alle kan skrive.
De bliver bedt om at notere hvad de kan huske om hvordan det gik for sig, dengang vores frelser gik
rundt, tog et opgør med de mest fundamentalistiske blandt farisæerne og lagde grunden til en hurtig
opgradering af deres tro.
En forbedret religion, forestil dig det, en universel religion – som vil stifte fred mellem alle!
Faktisk behøver vi ikke kassere den gamle, vi vil bare gøre den stærk, robust, smidig, nutidig og
tilgængelig for alle, ikke kun for et udvalgt folk med den rigtige afstamning, med den rigtige lov og
de samme komiske ydre tegn på pagten med Herren din Gud.
Herregud, glem det! Det er så uambitiøst.
Små folk med små ambitioner på andres vegne men store på egne, virkelig så småt, egoistisk,
småborgerlig stammetænkning.
Et par enkle men nødvendige korrektioner skal der til, det er nok til en påkrævet modernisering, og
så vil troen blive verdensomspændende!
Ja, nu skal du høre. En lille flok fulgte Ham, vores frelser, ikke stor, men stor nok til at overbevise
enhver retfærdig domstol, hvis de skulle blive trukket ind som vidner i en retssag.
Men hvor kunne man finde sådan en retfærdig domstol?
Ingen gad høre på dem, de var jo afvigere som ikke lignede alle andre, og de blev forfulgt, som de
hjemmehørende behandler de fremmede, som de mange behandler de få.
Overmagten var for stor, og Han selv, vores stifter og grundlægger, Han blev forrådt, fanget og
arresteret, og henrettet for øjnene af en folkemængde, så stor som alle vores nye menigheder
tilsammen, måske endda større.
Uden rettergang er måske så meget sagt, men folk er jo altid helt vilde med at se nogen blive
smadret! At se en forræder blive hængt op på en pæl og dø pinefuldt langsomt til afskrækkelse!
Så er der ikke noget bedre, de elsker at se en modstander forhånet, ydmyget, lidende i fortvivlelsens
smerte!
Nu er de spredt i alle retninger, de tolv tilhængere der fulgte Ham, heraf de fire referenter, som
samler hvad de kan skrabe sammen af oplysninger og fortæller om det til alle der kan skrive, og de
arbejder for tiden på fuld kraft på at dokumentere alle beretningerne om Ham.
Og så kvinderne der var med Ham, dem i familien, dem der var betaget af Ham, og dem som bare
fulgte.
Og så alle de små grupper af tilhængere, som stadig bliver forfulgt, massakreret og udrenset.
Jeg var selv beskæftiget med dette forholdsvis ubehagelige arbejde, må tilstås, dog ikke ret længe,
Herren være deres sjæle nådig.
Men det afgørende er: Nu er Han ikke længere død! Han er genopstanden!
– Ja, det er godt med dig. Hvem henrettede ham?
– Besættelsesmagten! Den romerske hær havde magt over provinsen, den romerske besættelsesmagt
beordrede kongen til det!
– Du sagde at det var folket?
– Ja, folket ville have underholdning, den romerske besættelsesmagt tvang kongen til at følge
folket, så man kunne få ro!
– Åh ja, befrierne kalder du selvfølgelig en besættelsesmagt. Nu er du under dens beskyttelse.
Herefter kalder du den beskyttelsesmagten, forstået! Men kongen?
– Herodes, ja. De hed allesammen Herodes i de år, en familiesvaghed.
Han her hed desuden Agrippa, og var venskabeligt stemt med kejser Caligula, som du vel har hørt
om?
Forresten, var der ikke noget med en lille affære med en yngre dame ved hoffet, noget med kvinders
indflydelse…
– Skal jeg få dig gjort til dyrefoder?
Slug dine antydninger, hold dig til sagen og hold dig fra personligheder!
Du bevæger dig på farlig grund, du provokerer et vink fra min lillefinger, den kan mere diskret end
gongen ekspedere dig udenfor og afslutte denne venskabelige samtale før den er begyndt! Tilbage
til henrettelsen!
– Okay. Som du vil, mener jeg.
Der er noget med årsag og virkning, der er noget med hændelsesforløb, der er noget med
ansvarsplacering. Og med ansvarsfordeling.
Derfor ender ansvaret hos det svageste led, her hos folket, som altid bliver spurgt mens det er mest
ophidset.
Sådan skal den ged barberes, som de siger.
– Åh ja det er godt med dig, den ged, den ged.
Den kaldes folkedomstolen! Den gamle historie, der er potentiale i historie.
Man kan også sige det sådan, at når hæren gør jeres kombinerede stifter af fred og ufred til martyr,
får I to fordele:
Martyriet i sig selv, det skal nok give sympati.
Og at komme af med ham, endnu bedre. Det er godt med et martyrium, men heller ikke tosset at
slippe fri for selve hovedpersonen, så har I det hele for jer selv.
Titel og navn på den romerske befalingsmand der beordrede henrettelsen?
– Pontius Pilatus, vistnok, Rang og stand kan du nok få oplyst bedre hos andre kilder end mig.
– Hvor mange har I til at formulere disse vidnesbyrd?
– Kun fire, som sagt. Og mig selv, sagt i al ubeskedenhed, med mine egne iagttagelser. Ikke af
henrettelsen, men af konsekvenserne.
Synd der smutter noget med, om min irritation som utålelig chef, synes de nok, dovne som de er, i
menighederne.
Men så er der vist ikke brug for flere til at skrive og fortælle.
Verden venter på evangelisterne, endnu mere dovne end menighederne, kunne de dog bare gøre sig
færdige!
– Godt. Jeg skal ikke gøre mig klog på populistisk ledelse.
Du påstår at afdøde går igen, men hans genfærd vil ikke sige noget? Sørg nu for at skrivernes
vidnesbyrd – det de fanger med det ene øre og når at grifle ned inden det smutter ud af det andet –
ikke kommer til at ligne hinanden for meget, for så vil man udlægge det som aftalt spil.
Det kommer til at tage tid! Men I kan nå at lægge kimen til noget der kan vokse sig stort, man ser
det for sig, imponerende, anerkendelsesværdigt. Men farligt!
Du kender vores stat, og vores system. Ikke for at prale, men ganske velfungerende og effektivt,
ikke sandt?
Du tør selvfølgelig ikke sige andet. En enkelt svaghed har det dog.
Systemet med én og kun én hersker i spidsen af det hele!
Deri ligger svagheden, usikkerheden og manglen på stabilitet.
Jeg selv har haft til opgave at opdrage vores nye kejser, iscenesætte ham, gøre ham klar til sit
embede, ja sådan må man se på den funktion, som et embede kejserne skal bestride.
Det stiger dem til hovedet, de fleste af dem, de begynder at betragte imperiet som deres ejendom, de
er jo ikke bedre end mennesker.
Hvorefter de misbruger magten i egen interesse, men udlægger det som en fordel for imperiet. Den
er jo helt gal.
Det må I undgå, hvis eller når I skal stifte en magtfuld organisation. Husk at have folket med hele
vejen! Nødvendigt for at få succes.
Ellers – for løverne. De er sultne, ved fordringstid to gange om måneden.
Lige en ting mere, for din egen skyld: Alt hvad du hører her, er dybt fortroligt!
Han er ret talelysten, tænker Seneca.
Viser sig sikkert som en værdifuld kilde, dette møde bliver ikke det sidste.
Ganske velorienteret, ikke kun hvad angår de forskellige rejser og de mange egne han beskriver,
også om de svage punkter i dette imperiums hemmelige efterretningsvirksomhed.
Kan nemt blive et problem. Visse lækager kan have givet ham stof til statsundergravende
virksomhed. Ikke kun alt dette, som om det ikke var nok, han har også detaljeret kendskab til
forholdene i vores ellers stærkt bevogtede centraladministration.
Dette er for mig særlig pinligt, pligten til at forhindre den slags lækager ligger jo i mit
embedsområde.
Farlig viden hos en farlig mand, han skal ikke regne med at se dagens lys igen foreløbig.
Det er den ene side af sagen.
Den anden side er hans åbenlyse organisatoriske evner, som vores kilder beretter om.
Jeg skal have ham under bearbejdning, få ham rullet rundt som de siger, indtil han vil samarbejde.
Jeg ved nok om karakterer som hans. Moderat fysisk pres fører ikke til noget.
Slet ikke hvis man forstærker det, som vagtmandskabet ønsker, så mister vi bare en informant, en
nyttig kilde, en mulig uvurderlig allieret.
Han omtaler sit projekt oprigtigt begejstret.
Antyder et enormt potentiale i et samarbejde, på hans præmisser hvis jeg forstår ham ret, men med
visse muligheder efter min vurdering.
Skal mærke efter om der kunne ligge et interessant investeringsprojekt.
Jeg tager det roligt, lader mig ikke lokke, må bevæbne mig med vanlig skepsis og skærpet klarsyn,
altid nyttigt i situationer svære at håndtere.
Ja undskyld, nu skal selvtilliden heller ikke løbe løbsk. Også den har jeg før kunnet kontrollere om
nødvendigt, hvad det sandelig har været, ind imellem.
Senecas tænkepause får Paulus til at se sig lidt rådvildt omkring.
– Bare rolig, siger Seneca, – vagterne holder sig på afstand, der er ingen aflytning.
Godt. Du sælger altså indbildning. Det skal du nok få held med, folket ønsker sig intet mere end at
blive vildledt. De vil for alt i verden flygte fra virkeligheden, hellere se bagud og til siden end lige
frem, hellere snakke udenom end tale om det egentlige. Undgå ubehageligheder. Hellere komedie
end tragedie. Det er lige hvad religioner kan bruges til!
Ser du ikke hvad der kan ske? Hvor mange mennesker tror du der er på jorden?
Som du ved, nogle steder lever de spredt, andre steder tæt.
Hvis man ikke gør noget ved det, bliver alle provinser i udkantområderne snart lige så tæt befolket
som hovedstaden her, Rom!
Hvordan skal de skaffe sig føde? Komme af med deres affald, efterladenskaber og døde?
Vil de ødsle med deres overflødige liv i pragt og luksus, vil de hellere henslæbe deres kummerlige
tilværelse i usselhed og fattigdom?
– Der vil også blive ved med at være krige…
– Er det et behov, en trussel, et forslag? Skulle det være din løsning på det?
Er det ikke fredens og kærlighedens religion du prøver at promovere?
Ser du din Gud som gartneren der beskærer avlen, som hyrden som decimerer hjorden, så den ikke
græsser sig til sult, hunger og død?
– I paradiset græsser lammet og løven side om side…
– En vegetarisk løve? Er det nu klogt. Har du tænkt dig at operere koens tandsæt og dens fire maver
ind i løven? Er der plads til det i en løve?
Du hænger fast i indbildning og ønsketænkning. Du ved, alternative fakta, det samme som
ønsketænkning.
Det er sådan som du vil have det til at være, men uanset hvor meget og hvordan du ønsker det skal
være, så bliver det ikke som du ønsker.
Gå ud og undersøg virkeligheden i stedet for, vi mennesker har gode hjælpemidler til det, vores
viden, vores erfaring og vores videnskabelige metoder. Anerkender du det?
Du ved nok, viden. Kender du til viden? Det er ikke det samme som visdom.
Vores viden er det der gør vores erfaring til kendsgerninger. Erfaring med det vi ser, føler og hører,
når vi har sorteret alle fejlene fra.
Viden er for de nysgerrige.
Visdom er vores viden blandet op med meget andet, det kan være evner, det kan være erfaring, til en
passende fortynding af videnskomponenten.
Der skal være situationsfornemmelse, der skal være overblik, proportionssans og dømmekraft.
Sådan udrustet går vi bedre gennem tilværelsen end uden.
Vi bliver endda i stand til at tænke, og til at løse problemer vi ikke har mødt før.
Visdom er tillid til at vi nok skal klare os i fremtiden og i livet, og hjælpe andre til det samme.
Tro, det er for dem der opgiver det hele, for dem der overlader ansvaret til autoriteterne!
– Nej! Så overser du det enorme potentiale der ligger i troen. Før eller siden vil du selv indse det.
Troen på Jesu Christi opstandelse giver os, de troende, tro på vores egen opstandelse og et evigt liv!
Det kan du ikke se, men tro kan flytte bjerge kan du tro, som det står skrevet, og det kan selv den
tvivlende se!
– Hvor står det skrevet?
– Måske ikke helt endnu, men det kommer!
Og når man sætter de troendes tro i system, lader dem gå sammen i fællesskaber, i menigheder, så
skal du se hvilke kræfter der ulmer, antændes og kommer til udfoldelse!
Det bliver en verdensomspændende kraft!
– Det er jo netop det jeg kalder farligt.
– Det er ikke farligt. Det er redningen, det er udfrielsen, det er frelsen!
Sæt dig roligt ned, læn dig velbehageligt tilbage, og vent. Det skal nok komme!
– Javel, men ingen af os to kommer til at opleve det.
– Måske, måske ikke. Men nu tror jeg du blander tingene sammen.
Det kan jo være ligemeget med os to, dig og mig, som du selv er inde på, glem ikke det. Du kan
ikke vide hvad der kommer til at ske, du kan ikke allerede vende dig om og se dig tilbage over
skuldrene, du kan ikke betragte din fremtid før du er trådt ind i den hellige tilstand, der frigør dig fra
tid og sted, vrøvl og ballade.
Vent roligt, tag imod din opstandne frelser når han kommer for at udfri dig fra dine trængsler.
Så kan du være til stede både frem og tilbage i tiden, se hvad alle andre ser, høre hvad alle andre
hører, vide hvad alle andre tænker! Hvis du tager imod din opstandne frelser, for han tager imod
dig!
Om han så skal samle dig op fra den muddergrøft du lever i, fra det dynd du hænger fast i!
– Ja, det er opmuntrende hallucinationer du underholder med.
Ellers en smuk anmeldelse af min ydmyge bolig!
Nå, men du havde ikke sendt en ansøgning, ikke engang en forsigtig forespørgsel. Du opførte dig
som en bølle i ventehallen. Alligevel slap du igennem! Hvordan har du kunnet gøre dig fortjent til
det?
– Jeg løftede sløret for mit ærinde!
Vores frelsers opstandelse fra de døde til det himmelske lys må ikke skjules, den skal forkyndes for
alle mennesker!
– Ja, jeg modtog en note om en gal mand, der lå, sad, kravlede, sprang rundt, råbte og gestikulerede
om en begivenhed så fantastisk, og han beskrev den så levende! Som en talentfuld taler, orator og
skuespiller!
Den slags galninge bliver normalt kastet direkte ind til gladiatorerne eller de vilde dyr, men der var
måske noget særligt ved dig, som de mente jeg måtte kaste et blik på. Hvad tror du det kunne være?
– Det kan jeg ikke regne ud. Men jeg fortalte dem at jeg har en hilsen med til dig fra din bror, og så
blev det hele ligesom forandret.
Jeg kom i nyt forhør, ikke nær så voldeligt, her skulle jeg pludselig fortælle alt om hvordan jeg
kendte en bror til dig, og om jeg kunne beskrive ham, så de kunne afsløre mig som simpel bedrager
i forsøg på at snyde sig ind.
Det lykkedes bedre at overbevise dem med din bror end med opstandelsen!
Jeg fik endda en skål varm linsesuppe, og tænkte meget over om jeg nu var ved at forråde vor herre
Christus for en portion linser.
Forråde ham til hvem? Til Satan. Undskyld, til Lucifer, selvfølgelig, jeres egen lokale Lucifer in
Inferno, lysets engel, som går med glans!
– Tak, det fik jeg også besked om. Du må sætte dig bedre ind i vores gudeverden, hvis du vil
forklare noget som helst ved gudernes hjælp. Men nu min bror – vagterne kender ikke noget til
mine brødre, hvem af dem det så kunne være.
Men hvis du kan beskrive ham nu og her, og berette om dit møde med ham, skal jeg da gerne lytte,
og tage imod din hilsen, hvis jeg finder den troværdig.
– Din bror, som kalder sig Junius Gallio, ham mødte jeg i Korinth, hovedbyen i Achaea, en græsk
provins under besættelse af Romerriget…
– Under beskyttelse!
– …og hvor han var udstationeret som statholder. Om han stadig har den stilling ved jeg ikke.
Jeg mødte ham ved en retssag. Jeg var anklaget og blev stillet for retten, hvor han var dommer.
– Ja, man stiller sig til rådighed som dommer ved retten. Det hører med til embedet, det ved alle.
Du er stadig i live, sidder her og optager min tid, altså må han have frikendt dig.
Har du et signalement, hvordan vil du beskrive ham, hvad lød anklagen på, hvordan blev dommen
afsagt?
– Åh, undskyld jeg tager din tid fra dig, tænk at du bruger tid på det, håber du synes mit budskab er
vigtigt. Vigtigere end små lovovertrædelser og afviste retssager.
Men synagogens gejstlige anklagede mig for at krænke Moselovens hellige bud. De nedlagde
påstand om dødsstraf, måske ikke helt uden interesse?
Din bror, Gallio, ser man bort fra hans tjenstlige udrustning og embedsdragt, kan han bedst
beskrives som lidt højere og lidt slankere af statur end dig, men med ansigt, især pande og profil
næsten som hos dig selv.
Han ville ikke dømme i en religionsstrid, sagde han, så han annullerede sigtelsen og lukkede sagen!
Det var jeg faktisk ret lettet over.
Bagefter overfaldt mængden synagogeforstanderen og bankede ham sønder og sammen. Jeg ved
ikke, sådan går det måske når man taber retssager i Korinth.
Jeg har rejst rundt og set mange skikke, så det skulle ikke undre mig.
Der skal jo også være noget til at styrke retsfølelsen, som de siger, et gammeldags, dejligt bøjeligt
begreb ved du nok, vældig udbredt der hvor romerretten endnu ikke har vundet fodfæste.
– Meget morsomt. Men det med ikke at blande sig i de troendes indbyrdes stridigheder, det er ikke
noget specielt for Gallio, sådan vil enhver anstændig romer gøre. Det er nødvendigt for at holde
sammen på det mægtige imperium.
Man kan ikke lade noget så ligegyldigt som religion splitte folket. Hvad de tror på må de selv om,
ligesom med alle de andre hyggelige egnsskikke.
Vi har det på samme måde, min ældre broder Gallio, og mig. Vi tager ikke stilling i religiøse
stridigheder.
Som forholdsreglen er – bagateller som tro og religion splitter riget, realiteter som brød og skuespil
holder det sammen.
De små kampe om hvad man skal tro på må I tage for jer selv og med hinanden.
Hvis det spidser til, kan de bruges som underholdning for masserne, i store arenaer som den vi har
her, lige om hjørnet.
– Jeg hørte dig tidligere tale om at forfølge de kristne, synes jeg?
– Glem det. Men der kom også en anden note!
Den handlede ikke om tro, den nævnede at du havde rejst rundt og stiftet alternative småsamfund,
klaner, bander, hvilket vakte min mistanke om dig som tidligere banderelateret, som endda får
bevilget navneskift og tilbudt er ny identitet, det er jo noget ganske andet!
Samfundsdestruktivt, statsundergravende, temmelig stærkt på kant med loven og romerretten.
Det kan bringe dig i fare hvor du går, og nu vover du dig endda frivilligt her ind lige midt i løvens
hule, hvis man kan sige det på den måde!
Som nærmeste nabo til arenaens folkedomstol!
Er du parat til at få det ordnet efter skik og brug, underholdende, opbyggeligt, grundigt, naturligt og
praktisk, så intet går til spilde? Modigt, kunne man tænke, eller dumdristigt?
Men nu hvor du har søgt tilflugt her, har du desværre pålagt mig et ansvar for dig.
Jeg går for at være retsindig og indflydelsesrig, og samtidig generøs, gæstfri og venlig.
Hvis den værste irritation skulle lægge sig, over en påtrængende audienssøgende som dig, kunne
jeg i princippet tage sådan en ivrig og energisk person under min beskyttelse.
En flammende entusiastisk men forholdsvis uskadelig prædikant for en besynderlig men flamboyant
ny trosretning.
Bag vores indledende høflighedsfraser må du have bemærket min anbefaling om passende
sikkerhedsforanstaltninger mod de farer der kan lure mod intetanende prædikanter her i det
imperiale samfund, hvor kejseren regnes for gud, i det mindste regner sig selv for gud, og denne
selverklærede gud i kejserklæder kan finde på at dekretere hårde indgreb mod afvigende
trosretninger.
Det må du være klar over, også at dette møde af samme grund må holdes absolut hemmeligt. Det
kan være farligt for mig selv også.
– Nu skal du høre, fortsætter Seneca efter en kort pause, hvor han udsteder anvisninger over sin
højre skulder og modtager beskeder over sin venstre.
– Din langsommelige ankomst er faktisk brugt til noget fornuftigt.
Jeg har modtaget en smule efterretninger om dig. Dem afstemmer vi nu dine oplysninger med.
Sammen med de ubekræftede rygter om din småkriminelle baggrund.
Det forlyder at du tidligere var rabbiner, og at du arbejdede med at forfølge tilhængerne af en ny
trosretning der spirede frem på din egn. Tillad mig at gengive efter rapporten.
Leder af et tæskehold, der beskæftiger sig med små målrettede massakrer på anderledes tænkende.
Kan du genkende det?
Midt i dette ubehagelige arbejde blændes du af en hallucination,
hvor du ser en person miste jordforbindelsen, lette som et stykke
velvoksent fjerkræ og forsvinde lodret op i luften.
Ja undskyld mit historiske præsens. Er det ellers i
overensstemmelse med din iagttagelse? Du ved, vidneudsagnets
upålidelighed…
Senere, husk mig på det, må du fortælle mig i detaljer, hvordan
dette gik for sig.
Jeg har før trøstet folk og hjulpet dem af med generende
tvangstanker.
Men denne opadstigende person i hastigt avancement, har du sagt,
ja det har du råbt, skreget og forkyndt vidt omkring, senest i
ankomsthallen her udenfor, denne person var den selvsamme,
tidligere henrettede frontperson for den selvsamme trosretning som
du var fuldt beskæftiget med at udslette, det var ham du så stige til
himmels, hvilket fik dig til at omvende dig lige på stedet!
Var det sådan? Det skulle for dig have været en skelsættende
begivenhed, som du fortalte om vidt og bredt, og som du begejstrede en mængde af dine senere
følgere med.
– Er det sådan du så det? Hvordan kan du beskrive det, foregik det lodret op, så du det i en eller
anden skrå vinkel med perspektivisk forkortning, kan du føre vidner? Du ved jo nok at uden vidner
får du svært ved at overbevise andre! Var det ved højlys dag, eller var det nat? Kunne han udsende
noget lys undervejs?
– Er det rigtigt forstået? Så er det ikke længere dig der
forfølger de anderledes tænkende, men dig der sammen med
dem bliver forfulgt af de ortodokse, de skriftkloge og
farisæiske fundamentalister, og de følger stadig efter dig på
dine rejser rundt i middelhavslandenes fodende, hvor du vil
oprette nye filialer og yde konsulentbistand til dem der
allerede er under etablering.
Midt under det arbejde føler en gejstlig ved synagogen i
Korinth sig voldsomt stødt på vegne af sin krænkede
autoritet og sin ukrænkelige tro ifølge Moseloven, og rejser
en anklage mod dig for blasfemi.
Gallio, min bror, var, og er stadig, så vidt jeg er orienteret
ifølge aktuelle oplysninger, romersk statholder i provinsen
Achaea, der skulle dække Grækenland, men siden skrumper
til en mindre administrativ region på nordsiden af
Peloponnes.
Som led i tjenesten er han også retsformand og dommer.
Men kun i verdslige sager, han nægter at tage parti i
gejstlige stridigheder, han afviser alle anklager med religiøst
indhold og derfor også anklager som den mod dig.
Sådan lyder de indkomne efterretninger om dig. I
nogenlunde overensstemmelse med hvad du selv fortæller, til støtte for din troværdighed, hvis den
skulle få brug for det.
Har du kommentarer eller tilføjelser?
– Du tager fejl. Middelhavets fodende vender mod vest, hvis det skal give mening at tale om hoved
og fod på Middelhavet.
Det er selvfølgelig interessant at høre afsløringen af en hemmelig efterretningstjenestes arbejde.
Men paradoksalt, at det der kan give tiltalefrafald i Achaea, skulle føre til spektakulære
folkeforlystelser som skueprocesser med påfølgende dødsdom, her i det såkaldte oplyste imperiums
absolutte midte. Det lyder ikke som udslag af den højeste civilisation.
– Jeg selv kommer fra Cordoba, og har aldrig hørt om at hjernen skulle ligge i fødderne. Javel. Du
har måske en pointe, som de siger på fransk.
Men det du kalder skueprocesser er ikke jura, det er politik. Af den populistiske slags med laveste
fællesnævner, sammenhængskraft via fjendebilleder.
Forsvarsløse minoritetsgrupper er gode fjendebilleder. Selv en indflydelsesrig mand som Gallio har
en bror med endnu større indflydelse, og som står kejseren endnu nærmere.
Det er naturligvis nærværende første person ental, jeg taler om. Pågældende, som hedder Lucius
Annæus Seneca næsten ligesom Gallio, der også har flere af de samme navne som det er skik i visse
familier, og dertil et kaldenavn.
Og nævnte person, broren til Gallio, altså jeg selv, bor selvfølgelig i Rom, ikke visdommens
centrum men magtens, i egenskab af betroet embedsmand i den kejserlige regering, som rådgiver
for det kejserlige hus, og for kejseren selv, som han, altså jeg selv, i en periode virkede som
huslærer for, den forrige kejsers stedsøn, en dengang opvakt, tolvårig dreng, udset til at blive den
nye kejser, og derfor skulle modtage den bedste oplæring i kejserfaget der kunne fås.
Hvilket lykkedes, altså oplæringen, omend der nok må tages et forbehold for resultatet.
Valget af huslærer kunne jeg således bifalde, i øvrigt umuligt at afslå, som kejserlig befaling.
– Lige et øjeblik, siger Paulus, uden at skjule hverken ambitioner eller stræbsomhed, men tillokket
af chancen for at komme endnu tættere på magten.
– Inden du snakker for meget udenom. Du praler af din indflydelse og din retsindighed, du
forholder dig til religiøse stridigheder som din bror Gallio, hvorfor så ikke straks gøre ende på de
skrækkelige massakrer på jeres stakkels mindretal?
Med al respekt, ærede Hr. Kejserlige Rådgiver. Jeg var i forvejen i Rom for at besøge vores
menighed her, som ikke er stor, men voksende.
Ikke sådan at forstå, at besøget hos min menighed kan gå forud for besøget her hos den ærværdige
Hr. Kejserlige Rådgiver, på ingen måde, men jeg kan bekræfte, at straks efter min åbenbaring af det
blændende syn med den opstandne frelser skiftede både min tro og mit arbejde karakter.
I stedet for at optrevle de kristne menigheder har jeg som opgave at vejlede og inspirere dem,
hvilket jeg bestræber mig seriøst på, ved mine besøg, mine taler og mine breve.
Dem lader jeg ligge hos menighederne, altså brevene, medbringer dem i afskrift til næste stop på
min færd, sammen med tankerne.
Desuden, for at komme tilbage til formålet med denne audiens – ja, nu skal jeg straks sende en
ansøgning – forudsat jeg kan blive løsladt og skaffe en formular hos en af skriverne på markedet –
desuden, ja, det er mit personlige formål, så kunne jeg godt tænke mig at høste lidt kundskaber hos
netop den underviser der blev udset til at uddanne den næste kejser.
Det kan en mand med mit CV og et generalieblad som mit godt få brug for.
Og ikke mindst kan man virkelig få stor nytte ud af det, når man går med fremtidsplaner som mine.
Kunne vi så ikke se bort fra de små fejltrin. Jeg har jo også selv… der er et større formål…
Jeg har en plan, tænker Seneca, mens han prøver at lukke ørerne for arrestantens videre udredning
af personlig og dermed irrelevant karakter.
I den plan indgår gæst XXIV, som kalder sig Paulus. Det er en vidtløftig plan, og den kommer til at
indvirke på andre planer, som må tilrettes, ændres, eller udsættes.
En af dem er tilløb til en konspiration, som denne gæst Paulus var tæt på at gennemskue, uden
anden hjælp end almen viden, almindelig sladder, god hukommelse, iagttagelsesevne og veludviklet
kombinatorisk sans.
Ganske nyttige egenskaber, må indrømmes, helt som jeg kender det fra mig selv. Og en ting mere,
som jeg ikke kender fra mig selv. En bedragerisk naivitet.
Spiller han teater? Han virker så barnligt nøgen og ubeskyttet i sin hengivne tro på noget som
blæste ham omkuld i en svimlende hallucination, noget så ubegribeligt som et syn hvori han så en
person forlade jordens overflade, og i et ubeskriveligt udstyrsstykke af en forestilling, med lys- og
lydeffekter og overdådig scenografi, stige lodret op og forsvinde i luftrummet oven over alting,
udenfor alt i den kendte verden, som han siger, gæst XXIV.
Om denne opstigning nu er foregået lodret opad eller med en eller anden skrå hældning kan ikke
siges med sikkerhed uden objektivt at afprøve sandhedsværdien i hans subjektive beskrivelse.
Der kan udmærket have været et perspektivisk synsbedrag på spil, afhængigt af hans standpunkt
ved iagttagelsen. Hvilket han erkender, men samtidig beklager at han i forvirringen ikke fik
indsamlet øjenvidneskildringer fra tilstedeværende, der kan have set fænomenet fra en anden vinkel.
Alligevel anerkender han ikke spørgsmålet om at nogen kunne finde på at drage hans oplevelse i
tvivl.
Hvorom alting er, denne troskyldige, åbenhjertige naivitet, så tvingende og overbevisende den tager
sig ud. Den skal beskyttes, for den kan bruges.
Nu ved jeg godt at jeg hermed sætter mig selv lidt udenfor samme naivitet. Ikke højere, men med en
afstand, der gør det svært for mig helt at overskue betydningen. Og mulighederne.
Mon ikke det er det samme som at sige, at for at få den fulde virkning af hans alternative
tankeverden og hans gavmilde kreativitet, må denne Paulus også beskyttes mod mig. Jeg skal nok
passe på.
Og dog – mon ikke netop naiviteten har været hans egentlige styrke? Mon ikke den alene er
forklaringen på alt det han har opnået?
Jeg har skaffet afskrifter af nogle af hans breve, som han på ingen måde holder hemmelige. Og så
ser jeg at vi tit kommer til samme resultat, han spontant, jeg beregnende.
Jeg tror vi må prøve at sammenligne skrifter. Så kan det godt være at han med det samme ser
forskellene, nemlig mine kalkulerede manipulationer mod hans egen blottede åbenhjertighed.
Men det kan også være at den samme åbenhed beskytter ham mod sådan en mistanke, så han straks
tager ordlyden som gældende for indholdet, og så har vi et godt udgangspunkt.
Måske er han mere beregnende end jeg er klar over.
Nu vi er ved naiviteten, så er der sket noget med vores kejser i mellemtiden. Vores nye kejser. Han
må have mig undskyldt at blive nævnt i en bisætning, og kun på grund af en egenskab han har
fælles med Paulus. Uden den ville der overhovedet ikke være nogen grund til at nævne ham.
Der er en forandring undervejs. Det er kejseren der er forandret, men ikke i en god retning. Da han
slap fri af sin mor, var der ingen til at holde ham fast i den vejledning fra mig, som han så
indlysende havde brug for, nu gennem de sidste VIII til X år.
Det forekommer mig, at da den moderlige dominans fra Agrippina forsvandt, slap hans egentlige
jeg ud. Som en ånd der slipper ud af flasken, når proppen løsnes.
Intet kan stoppe ham nu. Og det slår mig, at når små mennesker kommer til rigdom og magt, vil de
vise sig frem.
De vil gøre sig populære, de påkalder sig folkets yndest og hyldest, og nu denne kejser, vores nye
kejser Nero, vil gerne være populær, derfor synger og spiller han for dem, derfor vil han være den
bedste i alle sportsgrene, derfor er han glad for fart og tempo, og stiller op til konkurrence på
væddeløbsbanen i sin stridsvogn, hvor konkurrenterne ved at det kan være usundt for dem at vinde
over ham.
Han viser sig altså ikke som det man forstår ved et stort menneske. Imponerende ser det ud, ja, men
skuespil.
Augustus ville ikke gøre sig populær, han solede sig ikke i folkets blikke, han styrede bare imperiet
så godt det lod sig gøre, og ingen gjorde det bedre end ham.
Vi var igen på vej til gyldne tider, Nero og jeg. Og så viste det sig at han ikke var spor bedre end
sine forgængere, rækken af Augustus’ skrækkelige efterfølgere.
Enten blev de despoter og tyranner, eller også var de bare dårlige kejsere.
At være kejser er jo at bestride et embede, givet i arv eller skænket af gud, hvem den gud så er.
Men et embede som også giver sin indehaver en ubegrænset magt, som uvægerligt afslører små
personer ved deres misbrug, som ødelægger det de har fået magt over.
Siden Augustus har imperiet ikke haft nogen ordentlig kejser. Vi satte, med et vist forbehold, vores
lid til Nero. Det håb er vi på vej til at miste igen. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men hvad stiller man
op mod en dominerende og magtsyg mor, som kun har øje for sig selv. Tidligt omsorgssvigt.
Senvirkninger som narcissisme, forfængelighed og manglende empati. Velbeskrevet i litteraturen,
hvor jeg i al beskedenhed har bidraget en smule.

I. akt, III. scene, diskussionerne
Hvor værten og gæsten prøver hinanden i hensigter, motiver, viden og vilje
– Spiser I aldrig her?
Paulus bliver mindet om et nærliggende, måske dagligt behov.
Måske strejfes hans lugtesans igen af nogle signaler udsendt
fra et køkken i nærheden.
– Sig mig, siger Seneca, – er vi sammen for at snakke eller for
at æde? Det er snart spisetid! Skal du ha’ noget med? Det
plejer at være godt. Vi får det arrangeret for dig ved udgangen,
porten ved køkkenfløjen. Spørg efter køkkenaffaldet! Og så
dit følge, hvad skal vi kalde dine private sikkerhedsstyrker?
Og jeres heste.
– Æsler, ikke heste.
– Nå, æsler, og det klarer I selv, kan jeg forstå, din styrke på
tre mand og dig selv, hos jeres brødre i menigheden. Også
bedst på den måde, vi skal ikke provokere ordensmagten, vi
skal ikke servere for bevæbnede kristne. Jeg regner dig ikke
for totalt uformående, det kan jo ikke lade sig gøre som
ubemidlet person at rejse rundt i hele vores imperium med
flok og følge, i hele vores kendte verden, uden stærke støtter,
rige venner og gavmilde sponsorer.
– Det er vores menigheder. De skraber midler sammen, flittigt
og opofrende, for at udbrede budskabet så hurtigt og så langt
som muligt! Ja, de støtter mine rejser. Og de er mange,
menighederne, de er fattige, men lidt midler kan de da afse.
– Det kan du godt bilde mig ind. Men sig mig, du kan vel ikke
være alene om det, den eneste rejsende i religion?
– Der er masser af charlataner. De rejser bare rundt og
prædiker, skriver ikke noget ned. Du ved jo godt, jeg har mit
følge med. Dem har du selv ladet indkvartere. Eller skal vi
sige arrestere. Sammen med vores heste, telte og oppakning.
Æsler, altså. Så vidt jeg ved er jeg, med mit følge, den eneste,
for tiden, i hvert fald den eneste der betyder noget. Den eneste
der skriver om det, i det mindste den eneste hvis breve bliver
bevaret og ikke smides væk med det samme. Ikke dem alle.
– Sig mig, forresten. Er det ikke sådan, hvis man kan sige det på den måde, med hensyn til dig og
dit følge, kan man sige at det nok er digder er den klogeste blandt jer?
– Det kan der måske være noget om.
– Ja, den slags breve du spreder omkring dig kan sikkert gemmes og bruges som mål for valfarter til
kirker over hele jeres udbredelsesområde, muret inde i altre og anbragt i
hemmelige relikviegemmer udhulet i krucifikser og altertavler. Hvor mange
kopier af dine breve tror du ikke der allerede findes rundt omkring?
I stedet for at kastes tilbage til fangevogterne bliver Paulus tilbudt et noget
mere komfortabelt logi, mens Seneca efter eget udsagn må tilbage til nogle
uopsættelige ærinder. Der går nogle dage, hvor Paulus endda får materialer
og skriveredskaber til rådighed. I Senecas øjne er Paulus noget naiv, måske
udspekuleret, men med fremdrift og et stort potentiale. Der er en vis
drivkraft i at skabe en samfundsomvæltning som den han skitserer. Universalismen, et projekt man
kun kan sympatisere med, og hvis samfundsstrukturelle muligheder bør undersøges nærmere. I hans
øjne er jeg en hedning. Som en nylig omvendt der endda har modtaget en åbenbaring, er han vældig
optaget af at udbrede den, utålmodigt og intolerant. Her i Rom dyrker man flerguderi, regner kejsere
for guder, hvilket for Paulus er afskyeligt, men han vil gerne høste af mine legendariske holdninger
til moral og humanitet, og håber til gengæld at kunne sprede lyset, oplysningen om opstandelsen,
her oppe fra samfundets øvre etager, hvor han tidligere var vant til at nærme sig fra bunden, gennem
de nedre lag og derfra håbefuldt, op ad bakke.
– Her mødes vi igen, hører Seneca ham sige, – du som vært og jeg som gæst.
Beklager den påtrængende påtvungne selskabelighed. Hvorfor ikke benytte
lejligheden? Prøve at sætte nogle af vores tekster op imod hinanden og
sammenligne? Hvad med at finde et muligt fælles grundlag at samarbejde
på?
– Du er hurtig, siger Seneca, – nok lige vel hurtig. Og som du ved, du kan
citeres for hvad som helst. Du bliver spurgt om hvad som helst og bliver
citeret for hvad som helst. Af dine følgere. Hvis du nu bringer orden i dine papirer, dine mange
forskellige papyrusruller, alle dine breve til dine uvorne menigheder, hvis du samler en bunke med
det som kan bruges, og lægger resten hen i bunken med apokryfe skrifter. Så gør jeg det samme. Jeg
trækker et uddrag af det mest relevante materiale, der ligger fra min hånd. Det bedste fra dine og
mine skrifter skal være vores kernestof. Bagefter supplerer vi med vigtige elementer fra det vi
begge kender som vores nødvendige baggrundsstof, fra Parmenides, Thales, og så videre frem til
vores egne tænkere som Cato og Cicero. Vi må høste hvor vi kan. Som du kan forstå, din tanke er
mig ikke helt fremmed.
Alligevel – vi må prøve at undgå forveksling. Mellem os to,
altså. Det mindste vi kan gøre er at fastholde hver vores stil,
som hjælp for andre til at skelne mellem os. Vi må undgå
ligheder, der kan få læserne til at tro at vi har skrevet
sammen, eller skrevet af efter hinanden.
– Mit budskab om Kristi Opstandelse kan ikke på nogen
måde forveksles med det du skriver!
– Du skriver også om så meget andet, noget der mere jordnært omhandler
den menneskelige tilværelse og levemåde. Det er her, lighederne kan
optræde.
– Sandt nok. Hvis nu vi bliver spurgt om noget som “hvem skriver af efter
hvem?” eller “Hvem finder på det, og hvem bliver kopieret?”
– Så mistænksom skal man heller ikke være. Måske har vi bare fået det
samme indfald fordi det var indlysende. Tanker kan være så indlysende at
man ikke kan have dem for sig selv. Kan den samme tanke ikke opstå to
steder, hos to forskellige mennesker som ikke kender hinanden?
– Selvfølgelig kan den det, især hvis det er en banalitet. Tænk hvis der var et lager med tanker, kun
én af hver, og hvis en person så tager en af tankerne, så er der ikke flere af den slags til de andre.
Sådan fungerer det heldigvis ikke. Hvis der findes sådan et lager, er alle tanker til fri afbenyttelse
for alle og enhver. Ingen regning, ingen ophavsret. Hvis nogen påstår at have eneret til en bestemt
tanke, skal det begrundes, og det skal også begrundes hvorfor der skulle være en eneret til den
tanke. I de fleste tilfælde må sådan et ønske kunne tilbagevises som infantilt, rethaverisk og tåbeligt.
Hvis tanken skal holdes hemmelig for at beskytte dens udvikling, må det kunne forklares hvorfor
sådan en udvikling sker bedre mellem få end mellem mange.
– Nogle former for viden bliver da bevaret med meget stor
hemmelighedsfuldhed.
– Rigets sikkerhed?
– Ja, når der er riger.
– Konkurrenceklausuler?
– Ja, når der er konkurrence. Hemmelige opskrifter på læskedrikke og
målsøgende missiler.
– Nydelsesmidler og militært isenkram!
– Det er det samme. At holde på hemmeligheder, der ikke må komme i hænderne på de andre.
– Så er vi to dårlige til at holde på hemmeligheder!
– Det skal vi to heller ikke! Vi skal udbrede tanker, ikke spærre dem inde!
– Der findes altså to slags viden. Den der skal ud, og den der ikke må komme ud. Hvilken slags
foretrækker du?
– Det siger sig selv. Al god viden skal ud, al dårlig viden må gerne graves
ned og gemmes helt væk.
– Hvordan ser du forskel?
– Den gode viden har ingen bagtanker.
– Hvordan ser man om en viden har bagtanker?
– Hvis den har et sideformål, som ikke afsløres. Som for eksempel at opnå
personlige fordele, tjene penge eller andet. Du stiller opfølgende spørgsmål,
udmærket, bliv ved med det. Lyder helt sokratisk. Bare du ikke stiller modspørgsmål.
– Hvad er modspørgsmål?
– Igen sokratisk. Det er at fordreje spørgsmålet eller bruge stumper af det som ammunition til at
skyde tilbage med. Samtalen bliver en strid om ord i stedet for en udveksling af tanker. Som at
drage en helt forkerte konsekvenser af spørgsmålet i stedet for at besvare det. Retorisk fejlslutning,
non sequitur.
– Mon ikke vi skulle indføre en regel mere. Vi bruger navne, men taler ikke om personer.
– Det lyder både fornuftigt og rimeligt. Personhistorier er fulde af faldgruber.
Man lader sig distrahere af personer og deres individualitet. Lad os endelig
holde os til idéen, til tanken og dens klarhed! Vi taler ikke længere om personer,
men om deres tanker!
– Vi bruger personnavne javel, som Anaximander, Anaximenes, som
Parmenides, Pythagoras, Heraklit og Xenofanes! De navne bruger vi som
overskrift på tanker og idéer som var stærke nok til at få et navn, så det bruger
vi navne til, om idéer, ikke om enkeltpersoner, hvor historiske
eller fiktive de end kan være!
– Er vi politikere? Jeg er ikke politiker. Hvis jeg var politiker kunne jeg ikke sige
hvad jeg mener, kun hvad mine vælgere vil ha’ mig til at mene. Det vi samler på her
er meninger og tanker, ikke tænkere. Tænkere bruger vi kun til at finde ud af
hvordan tankerne opstår, udvikler sig, smitter og påvirker hinanden.
– Netop! Personer er ligegyldige! Lad ikke tankerne besmittes af tilfældige
personer! Lad os skille tanker og personer ad, tanker for sig og personer for sig!
Beskyt tankerne mod personer trods navnelighed og navnesammenfald! Personer kan have
belastende sider, personer kan være ubehagelige, frastødende, gøre farlige ting, tåbelige ting, opføre
sig uacceptabelt, så vi må tage den største afstand, men det må ikke smitte af på tanker med samme
navn!
– Bliver de Pythagoræiske læresætninger forkerte af at han er besat af skøre idéer og
teorier om spirituelle verdener? Hans geometriske regler kan kontrolleres, det kan
hans vanvittige metafysik ikke! Bliver Thales’ evne til at forudsige solformørkelser
ringere af at demonstrere forudsigelse i praksis? Han spekulerer selvisk, opkøber alle
ledige olivenpresser under rigelighed, sælger igen under knaphed, praktisk
købmandskab er vel noget enhver kan forstå?
– Og så må vi huske på at selv skurke og svindlere kan tænke langt og længe over
tingene, på verden og på altet, deres tanker behøver ikke have noget med deres adfærd at gøre.
– Vi må hellere slå følgende fast, min ven Paulus, først som sidst. Vi kan ikke vide alt om de
personer hvis navne vi kender. Jeg siger bare, det behøver vi heller ikke. Vi ved jo ikke engang
hvem Homer var, var han en eller flere personer, en snakkeklub, det var jo før nogen kunne skrive
og læse, var Homer simpelthen en bevægelse, en tradition? Er der nogen der interesserer sig for os,
for dig Paulus, for mig Lucius, kan der tænkes en eller anden personfikseret personalhistoriker der
vil vide noget om din person og min person, om vi foretrækker syret eller usyret brød, æder vi høns,
geder, frøer eller slanger, går vi barfodet, i sandaler eller støvler, hvordan klæder vi os og pynter os?
Lad den historiker om det, lad dem alle, om de så optræder i mængder! Nej, det er vores tanker og
kun vores tanker, det drejer sig om! Kan vi love hinanden det?
– Som vi dog kan blive enige, min ven Lucius. Ja undskyld jeg kalder dig
ved fornavn, er det for familiært, krænker det dig?
– Ja, vist er det krænkende. Men jeg har selv inviteret dig ind, jeg var klar
over at du kunne finde på at tage dig visse friheder, den risiko tager jeg på
mig. Til gengæld forventer jeg at det samlede udkomme vil gøre det
berettiget.

I. akt, IV. scene, tænkningens strategi
(Her indskyder Seneca en redaktionel bemærkning til dem der engang skal fortælle og lytte til hans
oplevelser med sin gæst, den selvudnævnte apostel Paulus. Vi kan ikke vide hvilket sprog de taler
sammen på, må formode at Paulus til daglig taler aramæisk, græsk, og måske latin, mens Seneca
selv må vælge et sprog som hans sikkerhedsvagter hverken genkender eller forstår. Hvilket i sig
selv kan vække mistanke og dermed udsætte ham for fare, for sikkerhedsvagterne skal ikke alene
beskytte deres foresatte, herunder mod indtrængende personer, de skal også beskytte deres
Imperator, den ungdommelige og til tider lettere uligevægtige Kejser Nero, mod denne betroede
embedsmand.
Vagterne har til opgave at observere al mistænkelig adfærd fra Senecas side, i
hvilken form den end kommer frem, i skrift og tanker, gennem hans kontakter,
korrespondance, besøgende af enhver art og især fremmede, netop sådan nogen som
Paulus. Mistænksomheden er høj, alt er strengt bevogtet. Ja, det er bare en
undskyldning for at gengive beretningen i et sprog også vi kender, i stedet for i et
sprog vi ikke kender).
– Jøderne har deres love og deres pagt, siger Seneca, – og de små latterlige tegn på krampagtig
samhørighed, det eneste der kendetegner dem, det eneste der betyder noget for dem. Grækerne har
deres viden og deres filosoferen, deres gudeverden bruger de kun som figurer og kulisser, staffage
til eposser, skuespil og digte. De kristne har deres tro!
Som gammel rabbiner må du vide det. Er det rigtigt at det de skriver i jødernes tekster, vistnok i
Makkabæernes bog, er det den rigtige beskrivelse af jødernes historie? Den er da både grusom og
brutal. Men der er jo det med historieskrivere, de elsker at lave om på virkeligheden, hvis den ikke
er spændende nok! Som vi kender det fra Herodot, og vores egne sensationsjournalister, Tacitus og
Suetonius.
(Seneca i færd med at forklare Paulus i enkle vendinger, hvordan han ser på religiøs tro, de
almindelige trosretninger og deres kendetegn.)
– Den nye tro, din tro, den kristne tro. Den tro er rummelig, siger du selv, man skal bare se den
indlysende sandhed i Kristi død og opstandelse, og det evige liv. Kan man i denne fantastiske tro
skjule andre fantastiske historier, og bruge dem til svindel med bedrageriske løgne om den enkelte
troendes eget efterliv, som dette liv kun er en optagelsesprøve til? Mennesket udvikler sig, det
samme gør samfundene. I den usikre start skal både mennesker og samfund have noget at støtte sig
til, før de kan stå selv. Det kan en religiøs tro bruges til, siger du. Det har du, vi, menneskeheden og
samfundet, fået troen til! Er vi enige?
– Jeg er ikke vant til at diskutere troens samfundsnytte med menighedernes medlemmer. Vi
betragter den individuelt og i menighedens fællesskab, men ikke længere ud end det.
– Altså ikke missionsk?
– Det har vi missionærerne til. Og apostlene, som mig selv.
– Godt. Så har vi indkredset det sandsynlige stade i den nye religiøse udvikling. Tilgiv mig min
tvivl. Men der er også en sekulær verden. Lad os se på udviklingen her. Vi kender den stærke
statsmagt, et godt eksempel har vi her i det romerske imperium. Vi ser mængder af despotiske
tyrannier, vi ser krigsherrer underlægge sig befolkninger til egen fri afbenyttelse, vi ser bystater
skiftevis bekæmpe og handle med hinanden, lidt af det samme, og vi ser forsøg på at lade
befolkningen selv bestemme, dog som en undtagelse kun i en enkelt af disse bystater, og kun i kort
tid. Hvor ser vi fremtidens muligheder? Hvilke styreformer har de bedste chancer?
– Er det ikke lidt til grin? Den slags kan vi ikke komme med bud på. Det er også ret ligegyldigt.
– Det skal du ikke sige. Vi kommer med bud på hvad der vil ske i den spirituelle verden, skal vi sige
den åndelige, hvis det passer dig bedre. Det er dit speciale, du ved hvad der rør på sig i dit
himmerige! Jeg ved kun hvad der rør på sig blandt menneskene. Du skal se, det er ikke nær så svært
at give bud på. Det kan se kaotisk ud, men i det store perspektiv er der kun et endeligt antal
muligheder, ikke et uendeligt som i dine himmelske sfærer. Tæl selv prognoserne, og du vil
forbavses!
– Jeg giver mig kun af med én mulighed! Det er den jeg er sat i verden for at forkynde!
– Så overbevist du er. Stædig og kompromisløs.
– Sig mig, er du ateist?
– Og jeg kender salgstaler fra mange brancher. Vi var tidligere inde på det.
Beskyt din troværdighed, du kan risikere at tabe det hele på gulvet.
– Styreformer og andre ligegyldigheder. Gud elsker alle, bare de hengiver
sig i troen på den opstandne frelser.
– Er også de himmelske nådegaver belagt med korruption? Al den
kærlighed er måske grunden til at han har så svært ved at holde
befolkningstallet nede! Han elsker alle, har svært ved at slå de elskede
ihjel, det må menneskene selv finde ud af!
– Du er stædig! siger Seneca. – Stædighed belønnes, som man siger, men jeg ved nu ikke rigtig.
Egentlig burde jeg sparke dig ud, hurtigt og nemt, alarmere vagterne, få dig smidt i fangehullet! Vi
kan ikke have sådan en som dig til at fistre rundt her. Som allerede sagt. Du må forstå, jeg, med den
respekt jeg nyder, med min position, min reputation og mit omdømme, det kan jeg slet ikke tillade.
For ikke at tale om mit ansvar for statens sikkerhed, den kan jeg heller ikke sætte på spil. Skulle jeg
risikere min stilling? Skulle jeg tillade en ringere person at komme til på den post, som retfærdigvis
er tildelt mig? Det går jo ikke. Vi må iagttage diskretion. Af hensyn til Romerrigets sikkerhed. Det
kan ikke gå at denne vores mistænkelige aktivitet kommer til vores forfølgeres kendskab. I det
mindste for mit renommé vil det være skadeligt, vil jeg bede dig betænke, hvis det står anderledes
til med dit.
– Du må meget undskylde! Jeg vil bestemt ikke ligge dig til last, jeg var ikke klar over at det var så
følsomt?
– Faren er langtfra drevet over. Din retræte kan blive lige så katastrofal som din indtrængen. Jeg må
købe mine betroede folk til tavshed! Mere betroede end at de kan købes, kan de alligevel ikke
skaffes her i byen. Min position giver mig paradoksalt nok midler til at købe diskretion. Det er jo en
mægtig by, den her! Ikke et provinshul som du kommer fra, hvor folk er naive og uvidende, men
trofaste. Her kan alt købes. Nå, det vender vi tilbage til, overlad det til mig. Dine folk, er der taget
vare på dem, og jeres heste? Er de i sikkerhed hos din menighed, er din menighed et sikkert sted?
Hvis ikke, må vi selv tage os af dem, på romersk maner. Hvis det går dig godt, og du kan forklare
dig tilfredsstillende, kan de senere løslades. Ellers må det gå jer som alle de andre kristne.
Paulus prøver at overhøre advarslen ved at snakke udenom.
– For øvrigt har vi æsler, ikke heste. Med hensyn til Caligula, det dummeste I kunne gøre, det var da
at gøre ham til gud! Det fratog både ham og det guddommelige princip enhver respekt.
– Du skal ikke komme her med din majestætsfornærmelse! I øvrigt gjorde vi ham ikke til gud. Han
forsøgte selv, men det blev forhindret.
– Cato kæmpede en håbløs kamp for at vriste magten fra de magtbegærlige, og give den til folket
selv?
– Netop. Hans erfaringer kan vi bruge, sammen med de andres, som løb panden mod den samme
mur.
Markedsføring
– Man bliver lovet et evigt liv, siger Paulus, – hvem kunne ikke tænke sig det?
– Det lyder besnærende, siger Seneca, – men utroværdigt. Med din tale lyder du som en snu sælger.
Hvem tror på en snu sælger, alle kunder tror sig snydt. Selv hvis du med din stemme og hele
fremtoning virker som en ærlig mand. Hvem tror på en ærlig mand? Alle kunder kalder ham naiv, i
kundens øjne er naiv det samme som dum!
Som sagt, jeg anser jeres forretningsmodel for at have et ganske stort potentiale. Den kan blive
verdensomspændende, men den er ikke uden problemer. Den påstår at være barmhjertig, men kan
blive særdeles ubarmhjertig i sine missioner og i sin bekæmpelse af andre kulturer og andre
religioner.
Rigtig godt tænkt, jeg vurderer den som en temmelig skør men fantastisk salgbar vare: I stedet for
bortgang i glemsel og ubemærkethed lover I belønning i form af et evigt liv, endda med
valgmuligheder, tilvalg og fravalg, som motivationsfaktor.

1. et fredeligt og frydefuldt efterliv i vidunderlige omgivelser,
2. ufattelige pinsler som i al evighed at opsluges af helvedets flammer og det der er værre.
   Frit valg. Men husk, som det står skrevet: Alle som præker der findes mer, gir dig veksler uden
   underskrift! – Jo, ingen kan komme efter jer hvis de bliver skuffet. Den perfekte forbrydelse, og
   med den tilraner I jer al jordisk gods og materiel ejendom fra de uhjælpeligt frelste, som frivilligt
   skænker jer det i skræk for straf og fortabelse. Din sjæl i bytte for aflad fra synder, med mulighed
   for forvandlingsstraf i form af klækkelige bøder. Der skal jo bygges katedraler, ærkebiskopper og
   abbeder er ikke billige i drift, kirkens hellige mænd lever ikke af brød alene, fantastisk
   forretningsmodel.
   Forsynet
   Seneca læser op fra sit skrift Om Forsynet.
   – Al respekt for alderdommen, siger Paulus, – men du er nu noget gammeldags.
   – Alderdom og gammeldags? Hvor vil du hen med det? Nok er jeg ældre end dig, men vel ikke
   meget mere end et decennium eller et halvt! Med hensyn til visdom har du nok ret, man mærker hos
   dig mere ungdommelig galskab end moden eftertanke! Men hvad sigter du egentlig til når du siger
   gammeldags? Fordi jeg håndhæver de klassiske dyder?
   – Du vil gerne se et udviklet samfund, du vil gerne omtale det romerske rige som en civilisation,
   men I slår dyr og mennesker ihjel for underholdning i jeres arenaer, I holder mænd og kvinder
   adskilt, jeg vil ikke undlade at bemærke at det er mændene I fremhæver, udstyrer dem med
   privilegier og roser dem for dyder som kampvilje, mod og frygtløshed.
   Kvinderne holder I tilbage, dem kan I højst rose for deres ynder, så længe de kan være til fornøjelse
   for mænd. Det kan ikke være nogen højtstående civilisation, når de viseste og mest indflydelsesrige
   magthavere tænker sådan om den ene halvdel af deres befolkning. Har du ikke lige forklaret om
   hvordan mænd og kvinder opdrager deres børn forskelligt? Og fremhæver de maskuline metoder?
   – Ja, det har du nok fundet i en af mine tekster.
   Hvem citerer hvem
   – Er du forresten sikker på at du ikke har læst det jeg skriver? Mine digte, mine dramaer, tragedier
   og komedier, mine lærebøger til kejseren da han var dreng, ingen skal sige at han ikke var godt
   opdraget, men som han dog misbruger sin viden! Ved Jupiter in Tartarus! Imens skriver jeg til min
   lille fætter Lucilius, så han og alle i fremtiden kan få noget at rette sig efter! Gode, almennyttige
   leveregler, så uopslidelige de kan være, også du, min kære Paulus, også du kan tage ved lære, når du
   bare afslører hvor du har det fra!
   – Du skriver om almindeligheder, jeg skriver om almindeligheder. Ikke så sært at man kan få den
   tanke at du skriver af efter mig.
   – Eller omvendt! Har du dato på dine tekster som jeg har på mine?
   – Ingen har, himlen være lovet, opfundet ophavsretten endnu, men vil du påstå at du har fundet på
   det hele selv? Ja, når det vi skriver ligner hinandens så meget, så må jeg jo bare konstatere at enten
   skriver jeg så banalt, at hvem som helst kan finde på det samme. Selv en som dig! Jeg mente det var
   originalt. Eller også skriver den ene af os af efter den anden!
   – To sjæle én tanke!
   – Som de siger, folk der ikke får andre tanker end dem de stjæler fra andre.
   – Hvad så med det modsatte af at stjæle? Plante tanker i andre?
   – Det er jo hvad du selv giver dig af med. Du vil udbrede en tro, hvordan kan du gøre det uden at
   påvirke andres tankegang? Deres følelser, hvis det er lettere. Du kender vel det simple kneb at
   slippe for skyld ved at vælte den over på andre. Beskylde andre for det man selv bliver beskyldt for,
   og det som man beskylder sig selv for uden at indrømme det. Så letter det en smule hvis man kan
   skubbe det over på andre. Det sker helt ubevidst, men kan altid gennemskues.
   – Det er at rense sig for beskyldninger! Jeg gør det modsatte, planter tro, ikke skyld og mistanke,
   bibringer mine følgere en oplevelse, en erkendelse, en stor rigdom, en frelse!
   – Er det ikke lidt meningsløst at skelne mellem de to ting? I begge tilfælde et invasivt indgreb i et
   medmenneske. Belaste med skyld eller religiøs tro? Love evigt liv eller stjæle sjæle? Jeg ved ikke
   om det vil lykkes, du er sikkert inde på noget af det rigtige, og det vil jeg sige dig: Hvis du vil skabe
   noget stort, ikke bare stort, men rigtig stort – så stift en religion! Ikke kun for at blive stinkende rig
   som det siges, kun undermålere tænker sådan. Og religionsstiftere. Skal det være enestående,
   epokegørende, paradigmeskiftende, verdensomspændende og verdensbetvingende stort, så skal du
   stifte en stor religion, en rigtig stor religion! Det er ikke nok at skrive af efter mig, det skal være dit
   eget! Og jeg siger dig, den skal være til at forstå, og den skal ikke være til at forstå!
   – Det kan jeg godt genkende. En ny religion! Og jeg som bare ville opgradere og reparere lidt på
   den gamle!
   – Noget af din religion skal være til at forstå, for at få alle med. Så simpelt at alle kender det i
   forvejen, man kender det fra sin egen hverdag, så man kan se sig selv i det – du ved, et knæfald for
   jeget, det selvoptagede, selvplagende jeg! Ikke pænt, ikke smukt, men nyttigt for sagen. Noget
   andet skal være ubegribeligt! Så dybt uforklarligt at det ikke er til at forstå! Man væltes bagover,
   man vil så uendeligt gerne trænge ind i det mystiske, fatter det ikke, man tror det er ens egen fejl og
   gør alt for at trænge ind i det mystiske som vi kalder det hellige! Det er tricket!
   – Det er muligt. Nu ser vi helt bort fra de kommercielt indstillede, der bare vil trække profit på
   fænomenet. Den skal være for alle, den eneste sande religion, selv for velbehagelige, selvtilfredse
   stoikere som dig!
   – Åh ja. Jeg er nu ikke så stoisk så det gør noget.
   – Du henviser ustandseligt til Epikur?
   – Han er heller ikke kun stoiker. Vi epikuræere er meget mere venlige og
   sympatiske, se bare på mig. Der er langt flere af en helt anden slags, som vi godt
   kunne undersøge til almindelig advarsel. Metafysikere og mystikere. Hvorfor
   kommer jeg straks til at tænke på Pythagoras?
   I øvrigt, tricket, som du ikke afviser at tale om, det har folkeforførere altid benyttet
   sig af, store som små. Som i de pseudoreligiøse sekter, hvor lederen på en eller
   anden måde bilder sine følgere ind at han og han alene besidder en viden, som kun
   han har adgang til, som kun han har nøglen til, og som kun han kan tilbyde nogle få
   af sine udvalgte følgere at få et lille indblik i, trin for trin, flig for flig, mod betaling!
   Til sidst har enkelte følgere præsteret at kravle op til det øverste betalingstrin, men så
   er de blevet så indkapslet i projektet at de selv begynder at opkræve betaling fra de
   næste, og med den placering i pyramidespillet er der jo ingen der nænner at afsløre
   det hele som lukrativ svindel!
   – Hvis du vil ha’ et godt råd. Vil du det? Fremsæt kun synspunkter hvis de kan begrundes, for du vil
   blive spurgt. Kom kun med påstande hvis de kan bevises, for de vil blive afprøvet. Stil spørgsmål,
   gerne sokratiske, gerne ledende, gerne selvindlysende, gerne dumme. Spørgsmål er meget bedre end
   påstande, for man kan altid stille spørgsmål uden at hæfte for noget svar. Men undgå ledende
   spørgsmål! For det er manipulation. Giv aldrig løfter om noget som helst. Sig kun noget hvis det er
   nødvendigt. Og vær uskarp. Teknikken er at udtrykke sig upræcist, hellere sigte lidt ved siden af end
   på selve målet. Så får dine følgere fornemmelsen af at finde frem til sandheden på egen hånd. Den
   sejr må du unde dem!
   – Hvad skal vi også med alverdens beviser når vi finder den åbenbarede sandhed?
   – Det er den konklusion dine troende gerne skal komme frem til!
   Vigtigheden af prydgenstande
   – Men hvad er det her for en gammel, glemt, længst tilbagelagt strid, der gennemtrænger alle dine
   anvisninger og formaninger? Hvordan man behandler sin manddoms prægtigste pryd, og hvorfor I
   forlanger det samme af alle andre, kan du forklare det? Skal man absolut være udstyret med den
   kropsdel for at være med, og endda snitte den til? hvordan stiller det den del af befolkningen der
   ikke er udstyret på samme måde? I mener jo at det kan være ligegyldigt om pryden er beskåret eller
   ej, med eller uden præputium kan man vel trænge ind i jeres menigheder, lige så let som det sted
   den er skabt til? Ja undskyld, her i landet taler vi rent ud i daglig latin, lige fra gaden, behøver ikke
   besmykke det med græske omskrivninger. Jeg forstår godt at man ved at frafalde kravet om
   lemlæstelse åbner for en dramatisk udvidelse af jeres målgruppe. Men når den detalje udtrykkeligt
   fremhæves i snart sagt hvert af dine breve, må det ligge jer stærkt på sinde! Selvom du frakender
   det enhver betydning? Vi kan se historikken i jeres regler med ændringer og tilpasninger,
   sammenligne dem med almindelige foreningsvedtægter og statsforfatninger, og når den slags bliver
   revideret, vil vi se rettelserne som afslørende spor efter de problemer som rettelserne skulle løse!
   Jeg siger bare at det ikke kun er afslørende, det er også uudsletteligt. Det er ikke kun uudsletteligt,
   det er også åndssvagt. Og den meget omtalte pryd, den der omtalte, famøse kropsdel, er den virkelig
   det første man ser når I kommer gående, går I allesammen rundt og stritter med den til offentligt
   skue, så man straks kan se hvem der er hvem? Er I ekshibitionister, lider I af pryds-fetichisme eller
   andre primitive vrangforestillinger, mangler I beklædning til at skjule jer og beskytte jer, eller råber
   I bare op om det for at hænge jødedommen ud, den som I alligevel stammer fra, er det for at
   distancere jer så meget som muligt fra den, fordi jeres opgør med den er så nyt? Jeg tror du skal
   regne med at fremtiden og den almindelige oplysning vil afdramatisere dette forhold, så det alene
   bliver et modespørgsmål, og så vil dit angreb på en latterlig mode se lige så latterligt forældet ud!
   Det er måske ikke meget andet end en identitetsmarkør, ikke meget anderledes end rygmærker,
   fodboldtrøjer og andre ydre tegn, som tatoveringer og klanmærker, men som kan holdes skjult for
   dem man ikke lige ligger intimt sammen med.
   – Du taler om en tradition. Fra gammel tid kaldes det en pagt med Gud, påføre sig et tegn på at høre
   til det udvalgte folk, ved at skære noget fra. Noget må ofres. Ligesom i de første tider hvor man
   ofrer den første afgrøde, så det første lam, og når intet hjælper, den første søn! Så er det da mere
   civiliseret at skære lidt af sig selv, noget man alligevel kun bruger sjældent og ikke ret meget. Den
   pagt skiller vi os af med, det betyder strengt taget ikke noget længere, nu skal alle være velkommen
   i vores nye tro, med eller uden emblemer, rygmærker, firmalogoer og kropsdekorationer. Enhver,
   selv en som dig, har jeg udtrykt mig tydeligt?
   – Tydeligt? Du snakker udenom, det du fabler om er det skøreste jeg nogensinde har hørt! En
   trosretning der lever af at gøre forskel! Som lever af at skelne mellem sin egen tro og andres! Det
   samler ikke, det spreder! Er du klar over, at det er den slags der sår splid mellem mennesker, til
   enhver tid, i alle generationer!
   – Ja ja, det var den gamle tro. Alle ville gerne vise hvem hvad og hvor de hørte til. Jeg prøver bare
   at sige til dem at det absolut ikke er nødvendigt. Man skal ikke vise hvem hvad og hvor man hører
   til. Nogen synes det er meget vigtigt, det må vi lade dem om. Det er netop derfor vi må afskaffe
   omskærelsen som en pagt med Gud! Ethvert kendetegn gør skade, når det bruges som adgangsbillet
   til en gruppe, for det skiller i stedet for at samle! Jøderne har deres love og deres pagt, og må leve
   med de små latterlige tegn på den. Grækerne har deres viden og deres filosoferen, deres gudeverden
   bruger de kun som figurer i skuespil og digte. Vi kristne har vores tro! Den tro er rummelig…
   – Ja, i den kan man skjule de mest fantastiske historier, bruge den til alskens svindel og bedrag! Vi
   har noget på hinanden. Du var med til at forfølge de kristne, indtil du selv blev en af dem. Jeg blev
   taget i at se gennem fingre med forfølgelse af minoriteter og brug af dem som skydeskive og
   underholdning.
   – Husk at de kristne hører til minoriteterne. Imperiet overgår alt i brutalitet og bestialitet.
   
   Flugtdrømme
   – Vi kommer ikke ud af stedet på den her måde, siger Seneca. – Nu skal vi prøve noget helt andet,
   noget sjovt, noget med prognoser og fremskrivning. Tænk stort, tænk frem! Om få hundrede år, tre
   eller fem hundrede år, så findes dette elendige imperium selvfølgelig ikke længere. Mon ikke det
   går på samme måde med din tro?
   – Bestemt ikke! hører du ikke efter? Den er for evigheden!
   – Jaja, store ord. Men hvilken fremtid tegner der sig så?
   – Troen på den opstandne frelser breder sig, som du selv har udbredt dig så overbevisende om, den
   bemægtiger sig al indflydelse hele vejen rundt om havet, selv højt mod nord, helt op til bjergene
   som kaldes alperne. Muligvis endnu længere, blandt hedningene! I øjeblikket tænker vi en del på
   occidenten, langt ude mod vest, det fjerne Iberia. Alle vores tro forkyndere af troen helliger sig det
   krævende arbejde og lever et nøjsomt ydre liv med et rigt indre, de afviser alle verdslige nydelser,
   skaffer sig ikke rigdom og luksus, indgår ikke ægteskab, alt det forsager de for kun at være
   passioneret i forholdet til den opstandne frelser! Kald det kærlighed.
   – Hvis du sætter ægteskab i forbindelse med nydelse og luksus, kender du ikke meget til ægteskab.
   Det kunne vel også være for at forhindre jeres forkyndere i at få efterkommere og grundlægge
   dynastier?
   – Nu er du ond. De er lydige, dydige og troende!
   – Hele vejen op gennem hierarkiet, for et hierarki opstår vel?
   – Stop så, det er ikke sjovt!
   – Så hele vejen ned gennem historien.
   – Du mener vel op.
   – Jeg mener ned. Historien fører os kun nedad, fra fortidens glorværdige guldalder til nutidens slum.
   – Det er kun så længe vi tæller ned til år nul! Så begynder det at gå opad igen.
   – Skriver vi da ikke oppefra og nedefter? Det ældste vi skrev, det står øverst, det nyeste vi skriver,
   det står nederst!
   – Ja, men nyere tider lægger sig oven på ældre. Mener du ikke at når vi smider noget væk, så ser vi
   det nye skidt lægge sig ovenpå det gamle? Det nye tempel bygges ovenpå det gamle, den nye by
   opstår ovenpå den gamle! Affald stables, byer stables, sådan går det opad, gennem hele historien,
   uanset hvor meget du skriver den ned!
   – Er der i det hele taget et år nul? Tæller vi årene? Hvor skal vi sætte nulpunktet?
   – Hvis du spørger mig, må der være ved den mest skelsættende begivenhed for verden, for
   mennesker. Det må blive ved opstandelsen! Noget mere betydningsfuldt tidspunkt findes ikke! Fra
   det tidspunkt begynder den nye tid!
   – Vi har en tradition med at begynde det nye år ved forårstid, hvor man sår sine sædekorn for at få
   den bedste høst. Tror du din opstandelse skete ved forårstid?
   – Det gjorde den faktisk! Vistnok. Første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
   – Det passer godt med marts som den første måned. Efter måneder opkaldt efter guder og kejsere
   kommer september, den syvende, oktober otte, november ni, december ti.
   – Så må vi prøve at overbevise de kejserlige kalenderansvarlige om det. Hvis det ikke allerede er for
   sent. Jeg tror de planlægger året til at begynde ved den korteste dag.
   
3. I. akt, V. scene, handlingens strategi
   – Nu må vi sørge for, min ven Lucius, at det aldrig kommer ud, det vi taler om her i dine
   aflytningssikrede haller. Du har vel ikke spioner posteret i hver niche og bag hver søjle? Du har vel
   ikke folk med pen og papyrus til rådighed, som kan gemme vores talte ord for eftertiden?
   – Jeg er med på at vi skal sikre vores fortrolige samvær mod forstyrrelser, kun for at tænke bedre,
   ikke af nogen anden grund, ikke til noget andet formål. Jeg kan ikke se hvorfor det ikke må komme
   ud. Hører du hvad jeg siger? Du er en farlig gæst at have boende.
   – Muligvis! Folk kunne let miste deres illusioner. Det kunne let føre til uenighed, skænderier, ufred.
   – Du skal ikke være konfliktsky på kommende generationers vegne.
   – Tænk al den kritik vi får!
   – Det skulle da kun smigre dig! Kritik er ros, kritik er anerkendelse! I forvejen kritiserer de
   hinanden for hvad de kan finde på, nogle for at omgås sandheden lemfældigt, andre for at være
   bange for alt og alle, vi kunne måske risikere at beskyldes for at tage dybt alvorlige emner for det
   rene pjat! Og modsat, vice versa, tage det rene vrøvl for alvor! Jeg ved det ikke. Jeg tror du skal
   være ligeglad. Nogen skal selvfølgelig henrettes for at sige sandheden, hver eneste henrettelse i
   magtstyrede samfund udstiller magthavernes løgne. Dødsstraf er altid en kalkuleret risiko for den
   samvittighedsfulde, mere end det kan de dog ikke true os med.
   Paulus lytter til fjerne lyde, som kan være råb fra gaden, fra en af de indre gårde eller fra
   bygningens sale og gangsystemer.
   – Som det ser ud nu, siger Seneca, – i betragtning af det der foregår omkring os, – måske ikke helt
   usandsynligt at sådan nogle som os henrettes, på et tidspunkt efter ordre fra den indbildske
   narcissist. Magt parret med uvidenhed og paranoia kan føre til henrettelse som beroligende middel,
   når passende motiver synes at være til stede, visse betingelser synes at være opfyldt, og humøret er
   til det. Det eneste der interesserer tyranniske magthavere er som bekendt at holde fast på magten,
   ikke på nogen måde slippe den af hænde, forebygge ethvert anslag mod den. Efter magtens sødme
   kommer nedstigningen fra tronen og turen til dom, straf, hævn og pine, afståelse af privilegier,
   fratagelse af hæderstegn og eftermæle, nedrivning af statuer og mausoleer, derfor deres løgne! Hvis
   de ikke allerede er eksekveret, ekspederet, kremeret, pulveriseret, kasseret…
   – Sh! Pas på! Kan nogen høre os? Hvis de hører hvad du siger, altså – jeg tænker bare…
   – Ja ja, siger Seneca, – tænk du bare. Nu ikke så højlydt, som du selv er inde på. Men for at komme
   tilbage til sagen. Det kan godt være at vi ind imellem stiller hinanden nærgående spørgsmål. Men vi
   må ikke tage det personligt, reglen vi har indført. Faktisk interesserer du mig ikke, det regnede du
   vel heller ikke med? Jeg skal ikke psykoanalysere dig, det er der ingen grund til, og det gider jeg
   ikke. Det er ikke dig det drejer sig om, vi skal ikke vide noget om dig, vi vil ikke vide noget om dig,
   vi ved intet om dig, det er også ligegyldigt hvad vi ved om dig, og hvad vi skulle mene om dig. Du
   er ligegyldig, forstår du? Det kommer ikke an på dig, heller ikke på mig! Det kommer ikke an på os,
   det kommer slet ikke an på personer, det kommer kun an på det du tænker, det du gør, og den
   betydning det har! Og det du skriver, selvfølgelig. Som påpeger nødvendigheden af en
   universalistisk verdensreligion, og som du lægger mere vægt på, en universalistisk verdensorden.
   Med lighed mellem mennesker!
   – Som der er behov for, tak for din anerkendelse!
   – Ulighed findes overalt, uanset samfundsorden, uanset styreform.
   Hos autokraterne praktiseres ulighed som metode, hos dem der har
   folket med sig, opstår den bare. Ulighed i rang og stand, i status som
   følge af ophav, slægt, afstamning, sprog og fødested, og overalt ser vi
   en udbredt kønsulighed, for nu at komme ind på kvinderne. Selv hos
   filosofferne! Sådan bør det ikke være, tænk på de steder hvor alt
   afgøres mand og mand imellem, der går det altid galt.
   – Det har mændene altså ikke eneret på, det sker også mens der er kvinder til stede.
   Messalina og Agrippina løste i hvert fald ikke flere problemer end de skabte.
   Selvom Agrippina sørgede for at du fik det mest indflydelsesrige job der findes?
   – Det var måske nok en del af problemet. Bortset fra det – du har også selv et
   problem med kvinder. Du siger at de ikke må tale i forsamlinger.
   – Åh, et øjebliks irritation, du skulle vide hvordan de kan finde på at opføre sig i
   menighederne, for eksempel i Korinth. Det skulle nok ikke være skrevet, den
   bemærkning slipper nok ikke igennem i en revideret version. Jeg kan bare ikke
   holde deres evindelige knævren ud, når vi andre skal lytte til vores himmelske guds
   ord sammen, stille og andægtigt. Bortset fra det, lod du ikke også dig selv distrahere
   en smule, faldt du ikke også selv over en køn blomst på vejen, som gerne ville
   plukkes?
   – Smukke åbenbaringer der kan opstå på veje betros det desværre ikke mig at
   modtage. Og jeg plukker ikke blomster. Der var en prægtig blomst i hoffets
   gemakker, som gerne ville vandes. Allerede omplantet, og forsvarligt sat i vase. Jeg
   siger ikke nej til at vande blomster.
   – Og gøde dem?
   – Det tilkommer ikke min ringe stand at interferere i den kejserlige slægts private
   anliggender.
   – Men når hun gerne ville? Der kunne jo også tænkes at der lå en snedig familieplanlægning bag?
   Noget med, om man så må sige, at gøre noget ved den måske lidt tvivlsomme og degenererede
   arvemasse?
   – Jeg må advare mod udtalelser som fra den kejserlige slægt kunne ses som injurierende! Der kunne
   – teoretisk set – have groet en sådan sammensværgelse frem, bag min ryg. Den slog i så fald fejl.
   Hvad jeg fik ud af det var otte år på Korsika. Der ligger kvinder bag alt, siger man. I mit tilfælde
   også bag at blive taget til nåde og siden anbragt mere bekvemt indenfor den kejserlige families
   rækkevidde.
   – Messalina og Agrippina?
   – Nu ingen personligheder! Jeg blev som bekendt hentet tilbage og pålagt ansvaret for uddannelsen
   af en ung arving til kejserembedet, vores nuværende kejser. En vis grad af anerkendelse og tillid lå
   vel også bag. Kvinders veje er uransagelige, i hvert fald visse kvinders. Så ikke et ord mere om
   kvinder! Og glem alle bemærkninger om Agrippina.
   – Hun slap heller ikke godt fra det. Tænk at blive aflivet på befaling af sin egen søn! Når hun bare
   ville noget så uskyldigt som vippe ham af tronen! At være kejserens mor er dog noget, men selv at
   sidde på toppen af magten er mere. Var der ikke noget med at du selv var inde i billedet som
   kandidat til stillingen som kejsergemal? Ikke dårligt tænkt af hende som talentspejder…
   – Nu holder du! Man modsiger ikke sin kejsers befaling, heller ikke sin tidligere kejserindes! Jeg
   har været til tjeneste i en betroet stilling, og på ingen måde givet min eks-kejserinde anledning til
   spekulationer i magtskifte. Men nogle gange kan ambitioner føre folk hen til og langt ud over
   grænsen for ret og rimelighed, ja tilmed over grænsen til vanvid. Denne eks-kejserinde,
   den nuværende kejsers moder, kunne se sin søn i færd med at puste sig op som en
   uregerlig tyran, og rent teoretisk se sig om efter en bedre løsning for imperiet. Og for
   sig selv! Hun ville have magten, hvad den end skulle koste, ikke stå tilbage for nogen.
   Du har vel hørt om Herostratos? Som kun kendes for det lidt han gjorde, især for det
   intet som han ikke gjorde, ingen kan have mindre betydning end ham! Men at sætte ild
   til byens helligdom for at blive berømt! Det kunne han finde ud af, det gjorde han, og
   berømt blev han! Uden nogen anden grund! Blev han mere elsket for hvad han havde
   gjort? Mere skattet, mere værdsat? Mere forhadt måske, uden betydning, utroligt hvad
   folk finder på for at blive kendt! At man så samtidig bliver hadet, forhånet, foragtet,
   latterliggjort, betyder ikke noget, bare man bliver kendt! Kendthed, det mest foragtelige
   der findes, enhver kan blive kendt uden grund, man kan sagtens blive kendt med den
   dårligst tænkelige grund til det, gerne ved at gøre noget grænseløst tåbeligt, absolut helt
   uden grund! Selv ved at lade være med at gøre noget man ikke engang har nået at finde
   på. Alligevel er der nogen der lever for fem minutters ubegrundet opmærksomhed og
   tror at det kan gøre dem udødelige!
   – Jeg ved ikke hvad du hentyder til, Lucius. Sådan er det selvfølgelig ikke for alle, slet
   ikke her, heldigvis. Vi to har ingen interesse i at blive kendt. Din hensigt er at udøve en
   storslået gerning under ansvar for et imperium personificeret af den til enhver til
   rådighed værende kejser, så tosset det end lyder, men sådan er det indrettet. Min hensigt
   er at skænke verden den endelige og absolutte sandhed. Jeg har opsøgt dig, det skal jeg
   ikke skjule, for at opnå noget, for at komme nærmere til dette formål, så skal det senere
   vise sig om det har nyttet noget. Du har heller ikke prøvet at skjule din skrumpende
   indflydelse. Vi må forberede os på at vore veje må skilles. Jeg har ventende opgaver og
   uindfriede løfter foran mig, og idet jeg snart må takke dig for din venlige modtagelse –
   måske pånær det lille uheld i begyndelsen – har jeg en enkelt lille bøn til dig. Du må
   ikke skrive og udgive noget biografisk om mig. Det gør jeg heller ikke om dig. Vi skal
   ikke bidrage med stof til byens personfnidder, det kan de andre gøre, sladretaskerne, og
   det bliver uden undtagelse både forkert og dårligt.
   – Selv tak. Jeg skal ikke stå i vejen for din fortsatte oplysningskampagne med
   fantasifulde tanker om opstandelse, frelse og evigt liv. Jeg ønsker dig især held med
   udbredelsen af dine universalistiske idéer om denne tilværelse med et liv mellem
   mennesker i lighed og frihed. I livet før døden. Håber ikke besøget her har skuffet dig
   for meget, min handlemulighed er indskrænket, som du selv har bemærket. Dine tanker kunne i
   heldigste fald gøre verden til et bedre sted for alle. Jeg har også en lille bøn til dig. Videregiv ikke
   så mange detaljer, om hvordan jeg bor, om maden, bekvemmelighederne og mit folkehold, mine
   tjenere. Det kan være afslørende. Ikke mindst om mine kejserligt tildelte men tvangspålagte
   privilegier, som min tjenerstab ikke har samme del i, lad det være indrømmet. Og ikke mindst –
   hold venligst dine insinuationer om hoffets interne forhold for dig selv! Og dine antydninger om
   min beskedne andel deri. Husk endelig på, at mine metoder til at forbedre samfundsforholdene ikke
   udfolder sig lige så pludseligt som dine, de tager tid. Tænk slutteligt på, at fremtidige historikere
   sandsynligvis vil kunne gennemskue vores små løgne. At de så først gør det om hundrede eller
   tusind år, det er deres problem. I mellemtiden vil de sikkert meget gerne bruge vores historie i deres
   fortælling om at forankre romerkirkens kristelige oprindelse og grundlag, på dette sted, og med din
   mellemkomst, men lad det være vores hemmelighed, det kan vi ikke gøre noget ved, det må blive
   deres sag. Og skynd dig hellere, vi mærker stadig omgivelsernes uro komme nærmere.
   
   I. akt, VI. scene, mødet afbrydes
   – Undskyld, min ven Lucius Annæus, hvis jeg kan tillade mig at kalde dig sådan.
   Kan jeg tillade mig endda at stille dig endnu et måske temmelig personligt spørgsmål?
   – Åh jo. I den foreliggende situation ser jeg ikke nogen grund til at frabede mig noget spørgsmål.
   Selv om det skulle have personlig karakter.
   Uagtet at vi tidligere har indgået en aftale om at udelade alt personligt, da det personlige er så langt
   væk fra de emner der interesserer os begge.
   Ja, står i direkte modsætning til dem, til alt hvad vi forstår som vigtigt og uomgængeligt.
   – Det er jeg så absolut indforstået med. Spørgsmålet, i al sin enkelhed, er følgende.
   Det forekommer mig, at den person, som jeg førhen har hørt omtalt som imponerende ved sin
   viden, dømmekraft og åndelige styrke, nu så småt ser ud til at henfalde i tvivl og frygtsomhed.
   Er mit indtryk forkert?
   Er du dårlig, syg, utilpas?
   Eller er der bekymringer som tynger dit humør?
   Trænger du til fred for mit selskab, skal jeg gerne lade dig være alene, skal jeg kalde på dine
   tjenere?
   Jeg bemærker at de helt usædvanligt lader til at være forsvundet?
   – Ja, undskyld, min ven Paulus, bekymringen har naturligvis sin årsag i den uro, vi kan høre
   omkring os.
   Jeg er oprigtigt bekymret for om prætorianergarden skulle have taget sin troskabsed alvorligt, sin ed
   om troskab mod kejsertronen, uanset hvem der på et givet tidspunkt besidder den. I så fald vil vores
   behagelige samvær snart få sin ende.
   Undskyld så meget, Paulus, min ven Burrus, Min ven Lucilius, min bror Gallio om så skulle være,
   mine kære nutidige, samtidige, midlertidige og fortidige venner, lærere og elever, og hvem jeg ellers
   kan komme i tanker om, det der nu skal ske er ikke et filosofisk spørgsmål der berettiger jeres
   opmærksomhed, brugen af jeres tid og tanker, for det er kun en personlig sag, der angår mig alene.
   Og, det skal siges, naturligvis angår det også mit embede og de personer der er tilknyttet, samtlige
   mine nuværende og tidligere, snart kun tidligere, medarbejdere i tjenesten, i administrationen og de
   tilknyttede institutioner.
   Beklager så meget, men i denne time er jeg ikke selv herre over begivenhederne. Højere magter,
   formelt og administrativt, har overtaget kontrollen med alle styringsfunktioner, mit liv er snart forbi,
   befalet afsluttet af vores storsindede kejser, Lucius Domitius Ahenobarbus, kåret som kejser Nero
   Claudius Cæsar Augustus Germanicus, Jupiter i himlen være hans sjæl nådig når straffens time
   kommer.
   Endvidere beordret til selv, egenhændigt at udføre befalingen med en af de traditionelt anbefalede
   metoder, ved egen hånd.
   Hvorefter jeg springer over her, skal undlade detaljerne, som også er enhver juridisk udredning og
   filosofisk udlægning totalt uvedkommende, men må henvise til en eller flere af de omkringfarende
   snushaner, posekiggere og dyneløftere, sladrehankene som du kalder dem, Paulus, det er navnlig
   Tacitus og Suetonius, den ene ikke bedre end den anden, og tilgiv dem nu i forbifarten for alle løgne
   de skulle finde på for at gøre historien livlig, spændende og rig på farver, lyde og dufte, hvad den
   bestemt ikke vil være uden dem.
   – Som de dog hamrer ubønhørligt vedholdende på den pokkers dør!
   Ak kunne jeg dog blot i heksametre og alexandrinere beskrive den
   udåd dette kunne medføre, i afmagtens time, hvor den stakkels
   Paulus, i denne ufrivillige ensomhed med begrænset frihed var mit
   eneste selskab med fornødent omløb i hovedet, hvordan han brat
   blev revet bort herfra af hærdebrede legionærer, overlistende og
   underløbende mine betroede beskyttere fra prætorianergarden!
   Her har jeg siddet og ladet mig underholde af den mest forunderlige person jeg længe har mødt, om
   nogensinde, fuldstændig blottet for respekt og ærbødighed for overmagten, autoriteterne og den
   offentlige orden! Besat af voldsom lidenskab for en tro, fred være med den, som han er til sinds at
   indføre her i det lidet troselskende imperium, hvilket har bibragt ham ikke få problemer og
   sammenstød med betydende magter, åndeligt underforsynede men muskulært veludrustede, ledet af
   kræfter som muligvis, ja sandsynligvis, også står bag denne min isolation, dette indgreb i min frihed
   til selv at vælge hvem jeg vil tale med, og sikkert snart vil fjerne ham mod hans vilje og mod min!
   Og denne person har jeg ladet forstå at han ikke interesserer mig!
   Åh, med hvem kan jeg ligne mine trængsler? Hvilke guder fra de homeriske eposser og skildret af
   historikerne Herodot og Lykurgos har lidt tilsvarende skæbner, omsat i medrivende tragedier af
   Sofokles og Euripides?
   Men jeg må tage mig i agt. Der er ingen grund til at min gæst fatter uråd, det lader ikke til at den
   fjerne buldren i gangene og på dørene forstyrrer hans tanker.
   Freden brydes endnu mere pludseligt end ved Paulus’ ledsagede udgang, idet vagterne ved den
   massive og normalt velbevogtede dør giver efter for enten ordre eller rå magt. Planer om
   undergrundsaktiviteter omhandlende attentat mod Nero er optrevlet, og al den imperiale autoritets
   brutale magt, initieret af den i Senecas øjne lettere infantile, temmelig utilregnelige og betænkeligt
   egocentriske imperator selv, nærmer sig den ubevæbnede og forsvarsløse, tidligere højt værdsatte
   kejserlige rådgiver og underviser. Statsmagten råder over et arsenal af metoder til at bringe
   modstandere, upålidelige og mistænkelige til tavshed. Såvel som personer der vurderes som
   udtjente, unyttige, overflødige og besværlige. Hvis man som kender af kejserens baggrund,
   beslutninger og handlinger kan mistænkes for ved sin blotte tilstedeværelse at irritere hans dårlige
   samvittighed, nærmer man sig stærkt gruppen af uønskede. Der kan tænkes mange grunde til at
   komme i betragtning som del af denne gruppe, men kun én måde at komme ud af den på. Følge
   kejserens befaling. Det er kun et spørgsmål om det bliver udført for én, eller om man skal gøre det
   selv.
   Seneca beskyldes for at have været vidende om eller have hørt om et forræderisk kupforsøg, han
   anses for at være for tæt involveret, og dømmes til at begå selvmord. Paulus får held til at
   undslippe, men indhentes senere og henrettes som led i organiserede forfølgelser af de kristne.