Fremlæggelsen
Der er en god stemning, men ikke helt stille. De der er mødt frem må have vænnet sig til store rum. Det var et problem ved Satros orienteringsmøde, men ser ud til at være overvundet. Eller udtryk for en grovsortering.
– Vi må have ro til at høre hvad grupperne har at fortælle, opfordrer Lear. – Kan I ikke vente lidt med disse næstegenerationsgrundlæggelsesøvelser der ovre, det distraherer! Bagefter skal vi nok holde fest!
Lear præsenterer panelet og nævner deltagerne og deres emner.
Hagen lægger ud. Han skal tale om den fysiske indretning af områderne.
– Endelig fik vi adgang til de afspærrede områder! Det var da gangene var sikret og målingerne viste at det var ufarligt. Det første vi lagde mærke til, det var hvordan alle gange og sale var ligesom vores – og alligevel helt anderledes.
Midt i salen en kendt stemme.
– Skal vi ikke bare flytte der ind med det samme? Der er jo masser af plads!
Det er Masso. Straks er den uadskillelige Setto efter ham.
– Man hører på dig at vi udvælges som de fredeligste, ikke som de klogeste!
– Heller ikke som de sødeste! svarer Masso.
– Ja, Masso, siger Lear, – når arkæologerne, historikerne og de andre videnskabsfolk har samlet nok sammen, så foreslås det at oprette samlinger og museer, og så bliver der plads nok til andre spændende ting. Der melder sig sikkert mange til at gå ind, rydde op og gøre klar, de bliver nok de første til at vælge steder for sig selv –
– Jeg er god til at rydde op! siger Masso.
Massos forslag giver anledning til en række spørgsmål til nye mulige boformer, og hvordan man kan indpasse dem i den almindelige boligfordeling. Hvilket får Lear til at opfordre til respekt for mødets formål og rammer. Hagen får igen ordet.
– Der er rør og kanaler som vi kender dem, installationer som er uforståelige for os, og som må stamme fra teknologier som vi ikke kender noget til. Temmelig avanceret, ser det ud til. Det er virkelig spændende at se kæmpestort og mikroskopisk udstyr side om side, noget har været voldsomt energikrævende, andet har fungeret næsten uden energi. Det teknologiske stade har været imponerende!
– Hvad blev alle dimserne og alt udstyret brugt til?
– Det ved vi kun meget lidt om, indtil videre. Vi er nødt til at sammenholde fundene med de beskrivelser der utvivlsomt findes i de bevarede dele af arkiverne.
– De bevarede dele?
– Ja, nogle af arkiverne er så ødelagte at man ikke kan finde hoved og hale i dem. Sket under sammenstyrtningerne. De må ligge til vi har fået overblik over de dele der er nemmere at overse.
Vores udviklingshistorie har ladet os få avanceret teknologi på områder som ikke kræver energi og ressourcer, og efterladt os med et lavt stade på andre områder, sammenlignet med forhistorisk tid. Som industriproduktion og for eksempel transport. Vi har jo ingen gavn af stordrift, og hvad skal vi med avancerede trafiksystemer, med vores korte afstande til alle tilgængelige arealer?
Men det var fantastiske ting der blev udrettet dengang! Udviklingen forud var gået vældig hurtigt gennem fire fem generationer, der blev gjort opdagelser og opnået teknologiske fremskridt, som ligger udenfor vor tids teknologiske muligheder og udenfor vores erkendelse! Alt det de gjorde med bjerget vi bor i, gangenes og hulernes konstruktioner og installationer! Det skylder vi vores forhistoriske forgængere, og de muligheder de havde. Siden gik det fuldstændigt i stå, der var nærmest ingen udvikling under de tidligste generationer i historisk tid. Men det kan vi ikke bebrejde dem! Mulighederne var jo pludselig taget fra dem. Efter katastroferne havde de nok at gøre med at overleve, efter at alt det der var opnået var ødelagt. Vi kender den kamp, og vi ved, at det kun var de få heldige der overlevede blandt de milliarder der forsvandt. Tænk bare på vandet, vi har adgang til. Det skyldes også deres teknologi. Ikke sådan at de var fremsynede og ville redde fremtiden, de tanker lå dem vistnok fjernt. Men på grund af kortsynede interesser, som styrede alting dengang!
– Ja, historien kender vi, det er forhistorien vi vil høre om!
– I forhistorisk tid havde man ikke sans for at recirkulere og genanvende. De vidste godt hvad det var, men blev først tvunget til det i de post-katabole tider. Varmen. Vi skal være glade for at man allerede dengang havde boret så dybt ned, at man kunne hente varme op fra varme lag i undergrunden. Fremsynet, tænker vi, med det var noget de gjorde for deres egen skyld, ikke for vores. Systemet vedligeholdes ved at lukke af for brøndene på skift, trække rør og pumper op og sætte nye ned. Altid parallelsystemer af hensyn til vedligehold og pålidelig drift. Sådan indrettede de flere langtidsholdbare løsninger, som vi kan være taknemmelige for. I virkeligheden var fremtiden ikke noget de gjorde meget ud af. I hvert fald ikke dem der traf beslutninger og førte dem ud i livet. Vi må ikke tro, at alle den tids mennesker manglede perspektiv og fremsyn. Den tankegang der i øvrigt var altdominerende, og som førte til katastroferne, selvom de godt vidste det, den rummede ikke noget fremsyn. Det må have været forfærdeligt for de kloge der var dengang, at se verden blive styret af de dumme, de griske, de egoistiske og de aggressive. Men sådan blev det, fordi de fleste hver gang kunne danne flertal, og de fleste var ikke hver gang de klogeste. Godt at den slags mennesker ikke findes i vores tid! Vi har kun historierne om dem, og dem fortæller vi ikke børnene, for så kan de ikke sove!
– Nu bevæger du dig vel ikke udenfor dit emne? Det er Lear der afbryder. – De menneskelige egenskaber er der andre der behandler!
– Undskyld, jeg skal nok lade være. Men jeg er imponeret over alt det man kunne dengang, og alt det vi stadig har glæde af. Jeg nyder at gå rundt, bare for at glædes over alle de fantastiske ting der findes, og alle de fantastiske ting der sker!
– Dette samfund blev udviklet under barske betingelser, fortsætter Lear. – Det kunne kun overleve ved at alt hvad man foretog sig, sammen og individuelt, blev analyseret, taget til overvejelse og styret stramt.
Det kunne være en overskrift. Nu må I tænke på at det vrimler med hypoteser og ren spekulation. Vi har kun fundene og opdagelserne, det er vores empiri. Dem analyserer vi, så opstiller vi hypoteser, som skal kunne kunne pilles ned, modargumenteres, falsificeres, og det vil vi bede jer være med til.
Sådan er det med alt det vi fremlægger. Spekulationerne må I selv finde på.
Nu er det Salka der skal fortælle om fødevarer og ernæring i forhistorisk tid, og derefter Lola om uddannelse og sociale forhold. Jeg har talt med dem begge om alle deres projekter, og ved at de vil sige det samme som jeg har hørt før.
– De spiste kød fra dyr! hører jeg hende sige.
– Selvom det krævede ufattelige mængder af arealer, energi og vand, selvom det satte de værste aftryk på klimaudviklingen hen imod katastroferne, selvom de vidste at det ville sætte en stopper for deres egen overlevelse! At de kunne slippe for alt det ved at undgå de animalske fødevarer, det tog de ikke hensyn til. De benægtede at det hang sådan sammen, viden var jo ikke bedre end uvidenhed, især ikke når det drejede sig om at få stemmer nok til deres politiske beslutninger. De dumme blev ved med at være de fleste, og sådan havde de indrettet det dengang, at det var de fleste der kom til at bestemme tingene, altså vandt dumheden. En af katastrofeteorierne lyder netop på, at det var verdensdumheden der fremkaldte katastroferne!
Jeg tænker at Lear snart skrider ind og også beder Salka holde sig til sit emne. Men jeg må gå et øjeblik, skal ordne materialet til mit eget indlæg, og glæder mig til at høre Mitri, for han har antydet noget spændende, holdet lige har opdaget. Da jeg kommer tilbage er det Lears stemme jeg hører.
Sundheden
– Nu kommer Mitri! annoncerer han. Salka og Lola er færdige.
– Han fortæller om nogle af de meget interessante opdagelser hans gruppe gjorde for nylig, indenfor de områder som de har forstand på!
– Beklager hvis nogen har hørt det før, siger Mitri, for så er det gentagelser. – Men der er altid nye der ikke har hørt det før.
Jaja, for mig er det ikke gentagelser, for de har holdt det godt skjult.
– Der var påbegyndt nogle udgravninger, fortsætter han, – vi måtte ikke komme ind, det var kun for de godkendte. Det var noget temmelig stort noget, og det overraskede dem en del, dem der kom ind. Og så talte de om kulturlag. Ligesom lag på lag der havde lagt sig oven på hinanden gennem tiden. Vistnok gennem ret lang tid. Sådan at det ældste lå nederst og det yngste øverst. Og så sagde de at det nok var arkæologisk! Så var det at arkæologerne blev hentet, for der skulle bruges arkæologer. Det var en gravplads, viste det sig, for der var mumier, og der var skeletter. Mumier for sig, skeletter for sig. Vi er ved at undersøge om mumierne var forstadier til skeletter, eller om de bare var omdannet på en anden måde fordi der var tørt. De lå i forskellige gangpartier, måske var bevaringsforholdene forskellige. Skeletterne undersøger vi først, for metoderne er også forskellige, og det er lettere med dem end med mumierne. Skeletter i lag på lag. Det var før de døde gik til genbrug, må I tænke på, i vores tid er der ikke mange der ser et skelet.
– Dem har jeg set masser af! siger Masso. – Især dengang vi demonterede de døde før de gik ind i processerne!
– Jaja, så ved du noget om det. Det mest spændende, ifølge dem der gravede det ud, det var de nederste lag. Der fandt de nemlig skeletter med forandringer der aldrig var set før. Så var det at også jeg blev hentet, for jeg er ikke specialist i arkæologi, heller ikke i recirkulation, men i patologi. Hvad så vi? Deformiteter, henfald, nedbrydningsprocesser, alle mulige slags forandringer der ikke kunne komme af omdannelser efter døden, men måtte stamme fra nedbrydning i levende live. Forfærdeligt at tænke på. Fortidens mennesker har efter al sandsynlighed levet med mange ukendte lidelser, nogle i lang tid inden de døde af dem. Sygdomme som er ukendte i nutiden, et stort mysterium. Vi talte meget sammen om det, Binda og jeg, hun er arkæologisk professor, med medicinsk uddannelse og erfaring. Vi foreslog at det kunne være sygdomme som de forhistoriske mennesker havde taget med ind i historisk tid, og levet med lidelserne indtil de døde af dem, under de skrækkeligste forhold man kan tænke sig, dem der herskede i tiderne lige efter katastroferne. De svageste bukkede under først, svækkede af fejlernæring og underernæring, derefter døde mange af sygdomme som vi heldigvis ikke kender noget til længere. De barske forhold i de første tider udryddede både de syge og deres sygdomme, sådan blev de arvelige sygdomme udryddet. Hvis de skulle opstå igen, ved vi ikke hvordan vi skal behandle dem, så vi må håbe det ikke sker. Og så skylder jeg naturligvis at sige at det er vores teori, men for nylig er der fundet noget litteratur fra forhistorisk tid, der synes at bekræfte den. Det er dem der studerer de åbnede arkiver der fortæller, at i forhistorisk tid var der mange for os ukendte sygdomme, og at næsten alle kræfter i det forhistoriske sundhedsvæsen blev brugt til at bekæmpe dem. Det er påvist i flere kilder, siger de. Mærkeligt at tro! Lige så mærkeligt som at sygdommene forsvandt nærmest lige med et, i hvert fald meget hurtigt, da katastroferne kom. Under katastroferne blev det sværere at leve, det blev umuligt at behandle sygdomme, en skrækkelig masse mennesker døde, det gjorde i hvert fald de syge. De der overlevede, det var dem der var i stand til det. De kunne tåle at fryses ned, de kunne tåle at blive kogt, ukrudtsmidler og gift virkede ikke på dem, heller ikke kampvåben kunne udrydde dem! Ikke dem alle. Nogle få procenter var ikke til at udrydde, derfor blev de kaldt rotter af deres fjender. De sejlivede levede længst, fik flest børn, og de mest sejlivede børn fik igen flest børn. Sådan fortæller de. Nok lidt overdrevet, men det mest almindelige var at dø, hvis man skal tro på overleveringerne. Kun meget få ud af de meget få fik en chance. Derfor har vi heller ikke den slags sygdomme i vores tid. Vi kan ikke sige at vi savner dem, men de er væk, de overlevede ikke! Det er en fordel for os der lever nu, men for de generationer der levede under katastroferne var det bestemt ikke sjovt.
De åd hinanden og overtog hinandens sygdomme! De sidste døde uden nogen at videreføre sygdommene til. Men så var der rotterne. Man må forestille sig hære af rotter, de rigtige rotter, angribe i svimlende mængder og besejre de sidste mennesker. Om de så overtog sygdommene er uvist, eller om de også blev kannibaler ligesom menneskene, det ved vi ikke, men aflejringerne i kasematterne kunne tyde på det. Nederst menneskeknogler, ordnet som man kunne forestille sig ved rituelle begravelser. Det var her vi fandt dem med tegn på ukendte sygdomme. Herover menneskeknogler, knækket og flækket, smidt som rester efter måltider i en bunke affald. Oven på det hele, og blandet med de øverste lag af menneskeknogler, rotteskeletterne. Nogle splittet ad, andre i hel tilstand. Man må antage, at kakerlakker, orme, svampe og mikroorganismer tog sig af resten, for det hele ligger indlejret og dækket af et gråligt lag af nedbrydningsprodukter.
Der fandtes sandsynligvis andre lommer med overlevende individer og samfund. Nogle overlevede som individer eller som små grupper, de uddøde, alle forsøg på at overleve som samfund mislykkedes, fordi de overtog større eller mindre dele af de oprindelige samfunds værdibegreber, etik og moral. Tror vi. Den slags halvhjertede forsøg kunne ikke fungere under ekstreme forhold. De skadelige fænomener blev videreført, det kunne være alt det med magt, hierarki, tradition og den slags. De kaldte det kultur. Det der var gældende under store tals lov duede ikke i et mikrosamfund som vores. Man var nødt til at styre det!
– Ja tak Mitri, siger Lear, – det var spændende at høre om jeres fund af de forsvundne sygdomme! Men det med de forsvundne værdibegreber, samfundsformer og kulturer behøver du ikke tage forskud på, for det er andre blevet bedt om at udrede. Nogen spørgsmål til Mitri?
Der kommer en del spørgsmål fra forsamlingen, ikke for at betvivle det han siger, men for at vise at man følger nysgerrigt med. De spændende sygdomme, hvad de bestod i, hvordan de ytrede sig, hvorfor man døde af dem, men det må Mitri opgive at gøre rede for.
– Vi mangler viden, siger han, – måske, måske ikke, kan der hentes meget mere ud af mere omfattende studier. Vi er jo kun lige begyndt.
Kulturen
Lear introducerer næste indlægsholder, som er mig. Jeg skal fortælle om hvad der foregik i teateret vi sidder i, og om den viden om forhistorisk kulturliv der kan hentes herfra. Hvis der bliver tid skal jeg også prøve beskrive hvad vi ved om de de opfattelser af godt og ondt, rigtigt og forkert, idealer, tabuer og religiøse anfægtelser, der prægede den periode vi ser på.
– Ja, begynder jeg, – vi er kun lige begyndt. Men der er allerede fundet masser af materiale om de forestillinger, der blev opført på dette sted. Til hver forestilling har der været en fortælling, som skulle fremsiges eller fremsynges af menneskestemmer, mens der blev frembragt lyd fra alle lydapparaterne. Beskrivelserne viser, at det skete efter en nøje planlagt orden, sådan at bestemte lyde fra bestemte apparater skulle følge hinanden i en bestemt rækkefølge, og at den menneskelige tale og sang skulle passe til dette. Det må have været utrolig indviklet at forberede og gennemføre disse opførelser, og krævet den største kunnen og disciplin. Det har samlet en vis interesse må man sige, en flok af nysgerrige har samlet sig om det, de sidder nu og forsøger at rekonstruere lydindtrykkene, så de bedre kan forstå hele denne forsvundne kultur. Men nu skal I høre – de nysgerrige fandt interessante oplysninger om vores navne! Navnene stammer fra de ældste tider. Det vil nok være rigtig spændende at høre om det – for dem der interesserer sig for sig selv. Man har fundet ud af hvor vores personnavne kommer fra! Vi troede at vores navne kom af gammel konvention uden kendt oprindelse, men de stammer fra persongalleriet i disse forestillinger! Det er jo lidt interessant at få at vide om ens navn blev brugt om en tyran, der undertrykte sit folk og myrdede sine modstandere, eller om man er opkaldt efter en stakkels ung pige, der efter frygtelige pinsler tog livet af sig selv i kærlighedssorg! Dramatik og følelser, det var hvad fortællingerne handlede om, og alle navnene kan føres tilbage til helte og skurke, engle og hekse!
Man havde skuespil, hvor der forekom krig, forretning, forbrydelse, familie, ære, hævn, magt. Nu er vi efter en lang række generationer endelig sluppet for alt, der kunne minde om den slags skrækkelige ting. I erkendelse af, hvor skadelige den slags rædsler er. Det kunne være skuespil der handlede om lande og stater, nationer kaldte de det, inden for hver nation hyldede de hver deres hersker, hver nation havde sit flag, hver havde sit sprog, hver havde sit fodboldhold! Hinsides vores forestillingsevne, ren fantasi, idioti, vrøvlehistorier om konkurrence, kamp, konflikt, alle de farlige ting som man ikke må lade børnene høre om. De skulle hellere have lavet eventyr med dyr, fisk, træer, blomster, borde og stole, som kunne elske hinanden, og tale med menneskestemmer.
Det er måske forkert sådan at fordømme de forhistoriske kulturer, men når nu vi ved hvor farlig folks adfærd var, hvad det førte til, og hvor glade vi skal være for at være sluppet af med alle deres gerninger og alt deres væsen. De havde krig, konflikter og kampe. De dyrkede modsætninger og konfrontationer. De kunne ikke få nok, selv i sporten dominerede kamp og konkurrence, de havde endda noget de kaldte kampsport. Børnenes lege var delt op i drengelege og pigelege, i drengenes lege var det kamp det handlede om. Drengelegetøj skulle forestille krigsmaskiner og magtsymboler, ikke sært at de udviklede aggressivitet, ikke underligt at det endte galt.
Det er mit område. Hagen har allerede fortalt om arkivet der skred sammen mens jeg stod og så på det. Jeg pustede næsten ikke på det, så skred det bare sammen. Jeg synes ikke at jeg behøver fortælle noget om det nu. Men gerne om emnerne for dramaerne, moralen og magtforholdene.
– Nu kommer der noget ejendommeligt noget, siger jeg, – det er en række kuriositeter, som vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med. En slags underpunkt til teatrene, dramaerne og litteraturen. Det er noget vi fandt mellem de andre oplysninger om de forhistoriske samfund. Det beskriver tidens syn på mennesket, individet, fællesskabet, begreber om adfærd, normalitet, idealer, livsmål og al den slags. For os i vores tid virker det fremmedartet og forvrænget, så vi kan have svært ved at se meningen med det. Vi ved ikke rigtig hvordan vi skal beskrive det, og i hvilken rækkefølge, og vi er heller ikke sikre på om det i det hele taget er en god idé at fortælle om det. Men nu prøver vi. Hvis nogen af jer er bedre i stand til at forstå det end os, så hører vi gerne. Vi har valgt at dele det op i nogle kategorier, og det kunne være sådan noget som religiøsitet og tro, det kunne være noget med hvordan man delte befolkningerne op i grupper som familier og klaner, det kunne være noget med hvordan man kunne transformere alle forhold af interesse til en slags laveste fællesnævner, som man kaldte penge. Vi ved at det er tungt stof, vi ved at det lyder skørt, men prøv nu at følge med, for det er ikke uinteressant.
Lear blander sig igen. Det er ham der skal fortælle om fænomenet ejendomsret og penge, det må jeg ikke foregribe.
– Ja tak, siger han, – én ting ad gangen. Det er Tino der fortæller om det, nu vil han forsøge at redegøre for den første kategori af de mærkelige fænomener, noget vi kunne kalde religiøsitet og tro. Værsgo!
Selvom jeg prøver at holde mig seriøst til fundene og holdets analyser er det svært for tilhørerne at koncentrere sig om hvad jeg siger. De vil hellere høre min forklaring som et humoristisk indslag, og opfatter det som optakt til festen bagefter.
– Fulgte de deres tåbelige tro og deres latterlige guder, som du siger? Blev de ikke reddet af deres tro men svigtet af deres guder? Førte deres tro dem ikke til lykke og deres guder ikke til frelse, men direkte ud i katastroferne? De må have følt sig snydt så groft, følt sig dumme, det har været så pinligt for dem!
Mens de sidste endelig holder op med at grine ved tanken om de forhistoriske vrangforestillinger, går jeg tilbage til podiet for at forberede en introduktion til noget helt andet. Som alligevel bliver opfattet som lidt af det samme.
– Sammen med deres besynderlige overtro havde de også andre mærkelige vaner. En af dem var deres forhold til de døde. De døde gik ikke til genbrug, de blev samlet på særlige områder, nogle gange gravet ned, andre gange brændt, alt gik til spilde. Og der blev sat mindesmærker op over dem, så de efterladte kunne komme hen og tænke på de personer, der havde været lige netop deres mor! og deres far! farfars far og mormors mor! Sådan nogle udflugtsparker havde de for at mindes deres døde. De kaldte dem kirkegårde og gravpladser. Det kan skyldes et ganske særligt forhold de havde til deres forgængere, dem de kaldte deres ophav, deres familie, deres slægt. Også nogle personer som havde været særlig berømte, fordi særlig mange havde kendt dem, lavede de mindesmærker over. Der var nogen der havde lavet de bedste og smukkeste ting, og der var nogen der havde begået de værste forbrydelser. Det siger noget om dømmekraften hos de forhistoriske mennesker. Ligemeget om man havde lavet noget godt eller noget skidt, bare man var kendt af mange, blev man holdt frem som forbillede. Også deres ledere, om dem ved vi jo, at de var de værste til at spolere tilværelsen for alle andre. Men folk hyldede dem alligevel.
Substitutterne
Produktion, omsætning, værdibegreber og værdisubstitutter er Lears område. Egentlig skulle han tage sig af de samfundsmæssige forhold, de forhistoriske opdelinger i familier, grupper, klaner, nationer, men det har han overdraget til Isa. Fornuftigt nok, det er hende der har sat sig bedst ind i det stof. Så Lear nøjes selv med den mest kedelige del. Under hans beskrivelse viser tilhørerne tegn på stigende træthed. Han forklarer om den forhistoriske indretning med værdier, værdisubstitutter, den laveste fællesnævner penge, økonomi, økonomiske incitamenter. Flere er faldet i søvn, endnu flere siver lige så stille ud, de kan være grebet af kedsomhed, emnet kan have gjort dem adspredt, de kan være lokket af festen, som man hører buldre svagt i det fjerne. Lear kan ikke nære sig for en henkastet bemærkning.
– Avlsprogrammerne gjorde os fredeligere, javel. Ved samme lejlighed kunne de have gjort os klogere, som Setto antydede! den chance blev øjensynligt forpasset!
Bemærkningen er rettet mod dem der har forladt mødet, men rammer dem der er tilbage. Det giver anledning til en vis utilfredshed.
– Det er os du taler til! Os der bliver og hører efter! Du skal ikke skælde os ud over de andre der går! Det er ikke fair!
Det er en bemærkning fra salen. De få der er tilbage i stedet for at gå til fest, er blevet mere aktive.
– Det kan du have ret i, siger Lear. – Spontan udvandring er selvfølgelig spontan sortering. Det minder om en lille notits fundet i arkiverne fra forhistorisk tid. En arvelighedsforsker skulle finde metoder til at gøre folket klogere, for det fandt diktatoren påkrævet. Det var i et diktatur. Arvelighedsforskeren præsenterede forslag og programmer for at imødekomme ønsket, men midt i det hele beordrede diktatoren hele projektet stoppet øjeblikkeligt. Hvorfor måtte de ikke blive for kloge? Folket kunne jo ende med at blive klogere end ham!
– Og hvis du bliver ved med at sortere blandt dine tilhørere, ender vi med at blive klogere end dig!
– Netop! Så det synes jeg bestemt vi skal blive ved med!
Ikke alle er vant til Lears ironi. Den kan være tør og lidt svær at gennemskue. Efter samarbejdet om at afdække de forhistoriske synder mener jeg at være kommet den noget nærmere, hans humor. Jeg tager mig selv i at tænke og udtrykke mig lidt på samme måde. En stilistisk tilpasning tror jeg, ikke andet. Jeg skal passe på ikke sådan at tage farve efter omgivelserne, som et forhistorisk fabeldyr. Hvis alle kopierer hinanden, kan ingen præstere noget nyt. For kort tid siden tog jeg hul på emner om kultur og værdibegreber fra forhistorisk tid, og ingen faldt i søvn, som under Lears fremstilling. Det må skyldes mit spændende emne og Lears kedelige. Ikke os som personer, for jeg virker uden tvivl mere kedelig end Lear.
Han taler om ejendomsret til fysiske ting, steder, rettigheder, om indtjening, tab og erstatning, om de omsættelige værdisubstitutter. Tilhørerne er skeptiske og keder sig åbenlyst. De griner ikke som da jeg fortalte om religion og tro, de nægter simpelthen at anerkende det vrøvl, de synes Lear kommer med. Det er lige ved at gå ud over den respekt, de normalt viser en vidende, karismatisk og velmenende person som Lear. Indtil Isa kommer ham til undsætning og lover dem, at hun og andre vil bevidne at det er fuldstændig sandt, alt hvad han siger.
Samfundsindretningen
Isa skal fortælle om de forhistoriske tiders måder at indrette samfund på. Det kan ikke undgå at blive spændende, for dem der stadig ikke er gået til fest. Hun er en spændende og charmerende person, og emnet er interessant. Det jeg tænker om hendes person skyldes måske at jeg er forudindtaget, men jeg mener også at vide noget om det. Det med emnet kommer af at jeg har hørt en del om det, under holdets analyser af materialet, hvor det blev debatteret livligt. Og gennem Isa selv, som gerne deler sine tanker, også med mig, for jeg holder mig gerne i nærheden.
– Nu har I hørt Lear redegøre for hvad vi ved om det de kaldte penge! siger hun, – hvordan man kunne veje usammenlignelige formål op mod hinanden med en universel, målbar parameter: Penge. Så man kunne afgøre hvor meget velstand, retfærdighed, sundhed, uddannelse, sikkerhed osv. man kunne få for – pengene! Kan vi få mere demokrati for færre penge? Hvor meget overlevelse kan vi få for pengene? Så vanvittigt var det! Hvad kan vejes op mod overlevelse? Penge?
Isa distraherer mig bare ved at være der, stå og tale til forsamlingen. Jeg kender hende godt, synes jeg, ved hvordan hun gerne vil elske og hvor nysgerrig hun er, og føler mig privilegeret. En skamfuld følelse, egentlig burde jeg fortælle mine bedste venner hvordan Isa skal behandles, ikke stå i vejen for hendes sidespring, men vise hendes elskere til rette. Sådan ville jeg også gøre hvis det ikke var Isa. Hende vil jeg gerne beholde for mig selv, kan jeg mærke, og ved, at det ikke gør mig meget bedre end de forhistoriske mennesker med deres afskyelige ejerfornemmelser over hinanden. Ejendomsret! Og nu fortæller hun om hvordan denne afskyelige ejendomsret dannede grundlag for de reguleringssystemer, der blev kaldt lov og ret. At eje noget, det var fundamentalt. Langt vigtigere end at vide noget, eller at kunne noget. Lear fortalte før om hvordan man kunne veksle sin viden og sin kunnen til at eje noget, for det var hvad man regnede for slutresultatet, det mest eftertragtede og højest opnåelige. Det har bestemt været nogle psykopatiske tilstande at leve under. Og de troede, at sådan var verden nødvendigvis skruet sammen, kaldte det nødvendighedens politik, og de indrettede sig efter det, og de brugte deres liv på det. Paranoidt, psykopatisk, dumt. Men det er glemt, det er historie. Forhistorie. Mit privilegium er ikke at eje Isa, for det er utænkeligt. Forbryderisk. Forhistorisk. Mit privilegium er at være nær ved hende.
– Det lyder da sindssygt! fortsætter hun. – Skulle det være godt at eje ting? At eje folkets vilje også, og på den måde bestemme over hele samfundet? Ja, det var ikke de ædleste motiver der vandt. Men nu må vi hellere gå over til styreformerne og beslutningsprocedurerne, vi skal jo ikke tage al jeres tid.
– En vidunderlig verden, pragtfulde mennesker, rædselsfulde samfund! Sådan kan vi beskrive tilstandene i forhistorisk tid. Vidunderlige omgivelser, ingen tvivl om det, indtil de ødelagde dem. Prægtige mennesker efter alt at dømme, i hvert fald nogle af dem. De havde jo ikke lært vores avlsmetoder. Men i alle tilfælde: De mest rædselsfulde samfund man kunne forestille sig. De ødelagde verden! De ødelagde deres fremtid. Som nu er vores fortid.
Isa holder øje med om hendes ord har effekt på tilhørerne. Jeg følger hendes blik og ser alle stadier fra ivrige til søvnige og sovende. Hun fortsætter.
– De forhistoriske mennesker var godt klar over at udsigterne hen imod slutningen af deres tid blev mere komplicerede, mere usikre og mere dystre. De havde haft autokrati, oligarki, aristokrati, teokrati, teknokrati, gerontokrati, de havde prøvet plutokrati, despoti, tyranni, anarki, meritokrati, demokrati, alt hvad man kunne drømme om. Disse styreformer var afprøvet grundigt og havde afsløret alle deres mangler. Demokratiet f.eks., det blev i en periode ret udbredt. Man havde valg og afstemninger, alle kunne deltage med én stemme hver. Man troede at folk kunne lære at blive gode samfundsmedlemmer, det handlede hele deres skolesystem om. Det lykkedes ikke, det blev aldrig godt. Man måtte nøjes med en middelmådig og smådum befolkning, dem gav man hele ansvaret gennem afstemninger og valg. Ikke kun om almindelige og banale småfornødenheder, også om vigtige emner, de principielle, om hvordan samfundet skulle indrettes og hvordan beslutninger skulle tages. Det kunne de ikke finde ud af, de forhistoriske mennesker, de tænkte kun på egen fordel, aldrig på andres, aldrig på helhedens. Så kunne det jo ikke hænge sammen.
Vi fandt forskellige skrifter, der kunne tyde på at man var begyndt at tvivle på det lovpriste demokrati. Nogle handler om det forkerte i at lade de uvidende bestemme, andre beskriver de kræfter der arbejdede bevidst på at misbruge demokratiet ved at manipulere med folkestemninger. Tilsammen giver de et indtryk af, at man var ganske klar over demokratiets svagheder, og det håbløse i at bruge det som styreform. Jeg har valgt to korte eksempler, som jeg gerne vil læse op. Markedet bestemte folkets holdninger, holdningerne styrede deres valg, markedets propagandister kunne afgøre folkets valg, deraf kom alle problemerne, men det var ikke noget man talte om.
Første tekst:
“Vi siger at vi har den mindst ringe styreform, for vi kan se at det ikke er den bedste. Vi kalder os selv eksperter, ingen må vide mere end andre. Ingen må bestemme mere bare fordi de ved mere. Gennemsnittet skal bestemme, selv på områder som kun meget få ved noget om. Sådan bliver det ringere end det kunne være. Dem der ved mere end gennemsnittet hører man ikke på. Hvor stammer det vanvid fra? Diagnosen er enkel. Man bruger en metode til at vægte alle forslag mod hinanden, selv mellem forslag der ikke kan sammenlignes. Selvom der er væsensforskelle i forslagenes betydning, fordele og ulemper, konsekvenser og skadevirkninger. Det gør man for at glæde generalisterne, dem der ikke ved mere end gennemsnittet. Dem har vi sat til at bestemme. Fordi hver person har én stemme, og fordi alle skal have valgret og stemmeret. Af den forståelige grund, at man ikke kan afgrænse valgret og stemmeret på nogen objektiv måde. Hvem skulle kunne foretage sådan en afgrænsning objektivt? Det er umuligt. Så tager man alle med, både dem der ved en hel masse og dem der ikke ved noget. Både dem der er dybt engageret og interesseret, og dem det hele rager en skid. Både dem der danner sig meninger de kan argumentere for, og dem der følger øjeblikkelige indskydelser. Både dem der følger gennemtænkte holdninger, og dem der lader sig manipulere med.
Folkeforførere har vi nok af. Sådan er demokratiet.
I stemmeboksen behøver man ikke forklare om man tænker med hjernen eller med fordøjelseskanalen. Slutprodukter fra hjerner og fordøjelseskanaler er ikke ens! Men de lægges sammen og divideres med antallet af slutprodukter fra hjerner og fordøjelseskanaler, sådan er demokratiet! Generalisternes sejr over specialisterne, for alle stemmer har lige stor vægt. Meningernes antal er gældende, ikke deres lødighed.”
Isa har salens fulde opmærksomhed. Hendes emne er spændende, hun selv er indtagende. Svært at sige hvad der tæller mest.
– Så blev der plads for en helt anden slags specialister, fortsætter hun, – dem der havde metoder til at manipulere masserne, de gjorde det elegant og brutalt, de kunne ikke styre tanker og ræsonnementer, men de kunne styre massernes laveste instinkter, dem der sidder ved fordøjelseskanalens udgang, ikke ved dens indgang. Sådan kunne de afgøre demokratiske valg!
– Brugte de der specialister folks dumhed til at bestemme over dem?
– Det kan vi vist godt sige. De lod folk blive i deres tro på at folkets vilje var den sande vilje, og at flertallet altid havde ret.
– Hvordan udviklede demokratiet sig sådan at det kunne styres af udemokratiske kræfter?
– De kaldte det markedet! Altså dem der manipulerede. De lod folk tro at marked og demokrati var det samme. De sagde at markedet var et demokrati hvor man kunne stemme med fødderne, ved at modtage eller afvise dets tilbud, om det så var konsumvarer eller politik. Det var markedsdemagogernes paradis!
– Det med at de uvidende er i flertal, er det sådan det var i forhistorisk tid, eller er det også sådan hos os?
– Sådan er det altid. Det er ren matematik, så simpelt at du selv kan regne det ud, selvom du skulle høre til de uvidende!
– Det tror jeg nu ikke –
– Det tror jeg heller ikke, for så havde du slet ikke stillet det spørgsmål!
– Kan du så ikke lige vise os det regnestykke? Ja, for det tilfælde at der er nogen der ikke kender det?
– Åh jo, så lad os se på et simpelt eksempel. Vi tænker os en gruppe på fem personer, og stiller dem hver fem spørgsmål. Der er spredning i deres viden, så én kan svare rigtigt på 1 spørgsmål, én på 2, én på 3, én på 4 og én på 5 spørgsmål. Hvad er så gennemsnittet af deres viden? Der er i alt 15 rigtige svar, delt med 5 giver det 3 som gennemsnit, netop det samme som den midterste person havde. Men sådan er det når man fordeler på personer! Hvordan så når man fordeler efter den samlede viden? Den består jo af 15 rigtige svar, det halve af den er 7,5, og det kan de tre første ikke komme op på, mens de to sidste kommer et stykke over. Det samme resultat vil du få, om du så regner med grupper på hundreder og tusinder, den samlede mængde af viden fordeler sig ikke jævnt over befolkningen, men samler sig tættest hos dem der ved mest!
Nu vil Lear måske indvende, at hvis man fordeler indflydelse efter viden og ikke efter antal, så kommer det til at ligne den måde man i forhistorisk tid gav størst indflydelse til dem der ejede mest. Men vi taler jo netop ikke om ejendom, som kun kom ejeren til gode, vi taler om viden, som kommer alle til gode!
Hun holder en kort pause og tager et krus vand. Jeg prøver at høre efter uden at lade mig distrahere.
– Hvordan det så er hos os? Vi har jo ikke nogen formaliseret styreform, men det klassiske meritokrati lignede nok mest det vi har hos os. Det var heller ikke i forhistorisk tid svært at argumentere for meritokratiet, men hos de store uoplyste masser var det umuligt at få det accepteret. Det kræver jo oplysning, som det lå tungt med dengang, så de få meritokratiske styreformer vi fandt noget materiale om, var baseret på magt. Vores styreform hviler som bekendt på høj oplysning og bred accept, det er bedre end magt, og det skal vi være glade for.
Anden tekst:
“Demokratiet er så udbredt fordi det er så let at få det anerkendt af folket. Intet styre har større legitimitet end det, der er bygget af dem der skal styres. Ingen styreform kan væltes, når den står under selve folkets beskyttelse. Alle kan stemme, også demente og debile, alle stemmer er lige gode, det er smukt men vi opdager ikke bedraget! For hvem styrer vores stemmer? Det gør dem der er specialister i at styre vores stemmer! Folkestyre, haha! Vi tror vi har magten! Men vi er under angreb af parasitter! Parasitter på vores vilje! Menneskelige parasitter på samfundet!”
De vidste udmærket dengang, at de var på gale veje. Uden kontrol over kurs og fart, med et forhistorisk maritimt udtryk.
Og så må vi huske den anden grund, den som Lear var inde på, nemlig at veje alting op i penge. Det der ikke kunne omsættes i penge havde ingen værdi.
– For nu at finde ud af hvad det var for en slags parasitter der blev ment. Hør nu her. Det var meget enkelt. Folkets holdninger var flertallets, folkets valg var flertallets. Flertallet var styret af folkestemninger. Folkestemninger var styret af dem der forstod sig på at styre folkestemninger. “Vi skal bare lave en god folkestemning,” sagde de, “så har vi afgjort det valg!”
Markederne havde velsmurte propagandamaskiner, det kaldtes marketing, det var staterne også interesseret i. Markederne vidste hvordan man kunne kunne lave folkestemninger, de skulle jo styre massernes forbrugeradfærd, hvorfor så ikke hjælpe staterne med at styre massernes vælgeradfærd? Mod en passende modydelse naturligvis, som det var sædvane. Noget med markedernes rammevilkår formentlig, men det handler jo om økonomi, et forhistorisk fænomen som vi ikke har forstand på. Måske Lears gruppe, som har undersøgt det. De der ville styre, fandt på at markeder og stater skulle gå sammen om at styre massernes adfærd. På den måde kunne de styre alt forbrug, alle valg, alle afstemninger, og få det ønskede resultat. Med demokratiets fulde legitimitet!
Og så kørte de deres propagandamaskine. Man udviklede nye ord og nye begreber til formålet, sådan at indholdet kom til at ligge så langt som muligt fra ordlyden. Løgne og vildledninger hørte med, de kunne let pakkes ind i fordomme, rygter og myter, fjendebilleder og konspirationsteorier, og så havde man skabt en folkestemning.
Beslutninger skal kunne begrundes, siger vi, men de forhistoriske mennesker brød sig ikke om begrundelser! I demokratiet kunne man beslutte hvadsomhelst uden at begrunde det! Fordomme og løgne var lige så gode som sandheder! Man kunne ikke begrænse valgretten, for det kunne se ud som om man ville påvirke selve valget, og det var strengt forbudt. Men vælgernes frie vilje! Den kunne man styre som man ville, det var hverken svært eller forbudt at styre vælgernes frie vilje! Vælgerne stemte ud fra følelser, mavefornemmelser, løgne og indbildninger, det var lige noget for propagandisterne, manipulatorerne og marketingfolkene, for de vidste hvordan man skulle styre den slags! Under dække af den frie vilje.
Ingen bemærkninger fra tilhørerne, heller ikke fra Lear, alle vil høre mere. Isa fortsætter.
– Følelser og indbildninger kan modsiges, men ikke modargumenteres! De følger helt andre mønstre. Brugervejledning for populister, side et! Kun argumenter kan modargumenteres. Til gengæld kan følelser og indbildninger let manipuleres. Lærebog for demagoger, forsiden! Sådan var argumentets stilling meget svag i demokratiets tid. Man stemte efter overfladiske følelser og hastige impulser, farvet af indbildninger, gruppeidentitet og tilhørsforhold, i et vist omfang efter interesser. Ikke mindst egeninteresser, de blev anset for mere legitime end fællesinteresser. Man glemte det gamle ord om at vi deler os efter anskuelser, man forvekslede anskuelser med interesser! Resultat: konkurrence, konfrontation, konflikt, kamp, kaos. De demokratiske fundamentalister var dem der bedst kunne styre dette kaos, dem der bedst så egen fordel i at styre det, dem der allierede sig med manipulatorerne, derfor var det dem der fik størst indflydelse. “Til helvede med alle idealister!” sagde de. “Næ, giv os nogle gode gammeldags pragmatiske opporunister, dem kan vi styre!”
De troede de havde et rigtigt demokrati, det havde de ikke, kun et skindemokrati! Skal demokratiet fungere til samfundets fordel, kræver det en oplyst befolkning. Ellers bliver det en platform for stridende egeninteresser, i bedste fald. I værste fald et redskab for dem der kan styre uoplyste folkemængder, de professionelle manipulatorer, der får det som de vil. Disse manipulatorer gemte sig i forhistorisk tid under navnet markedet.
Som vi kan se, var demokratiet dengang – protodemokratiet, eller skindemokratiet som vi kalder det – en ret vanvittig måde at afgøre vigtige spørgsmål på. Det har vi heldigvis rådet bod på i vores tid.
Vi har hentet udsagn ind fra alle de andre der undersøgte kilderne. De er parallelle og modstridende, altså kilderne. Der er papirer fra analyser lige før katastroferne, som viste at folk var smerteligt bevidst om det forestående sammenbrud. I tror det ikke. Men vi så det. De skriftlige kilder, de blev gransket og de blev oversat. De blev gransket igen, de blev oversat igen. Vi troede det ikke, som I ikke vil tro det. Men sådan var det!
Isa holder en kort pause. Hun har haft mere taletid end vi andre tilsammen. Lear har ikke grebet ind. Enten synes han at det er for spændende til at afbryde, eller også er han lige så betaget af hende som os andre, trods sine kendte tilbøjeligheder. I tankerne er jeg midt i et erotisk forhold med Isa, forspillet var kærligt smilende med masser af humor, nu er vi inde i en stabil fase oppe i højderne, den skal vare ved så længe som muligt. Jeg ser efter på hende om hun er med i min drøm, det er ikke til at afgøre, men efter alle forelæggelserne skal vi jo til fest, så det varer nok lidt inden det bliver min tur igen.
Der kommer ikke flere spørgsmål og bemærkninger, kun dybe suk. Det ryster de tilbageblevne, at man ikke valgte beslutningstagere ud fra kvalifikationer, men efter folkelig tilslutning. Den var ikke engang begrundet i kvalificeret viden, men i tradition, identifikation, gruppetilhørsforhold og tilfældige indskydelser. Alle afstemninger var hemmelige, og folk lod sig lede lige meget af antipati som af sympati, lige meget rettet mod personer som mod emner og sagsområder. Isa nævner, at beslutningstagerne dengang kunne slippe afsted med bemærkninger som “jeg synes”, “det er nu min holdning”, “det vigtige for mig, det er”. Alle ryster på hovedet, over den slags udsagn, der intet havde med argumenter at gøre, men blot understregede beslutningstagerens ret til at tage ubegrundede beslutninger.
– Det viste sig at være en af de helt store fejl ved den repræsentative parlamentarisme. Man skulle kun præstere et flertal blandt modstridende interesser, ikke overbevise ud fra grundforudsætninger og slutmål. Så måtte det jo gå galt.
– Helt overordnet opdagede vi nogle skrækkelige beslutningsstrukturer fra forhistorisk tid. Der forekom ledelsesformer med en slags øverste instans, der skulle prioritere mellem alle mulige usammenlignelige indsatsområder, sådan at hvis man satsede meget på ét område, måtte man holde igen på andre områder! Hovedrystende vanvid, og de kaldte sig civiliserede? De bildte sig ind at de havde skabt den bedste styreform af alle! Selvom de godt var klar over at den ikke var, og nøjedes med at beskrive den som den mindst ringe. Sikke noget vrøvl! Deres demokratier blev aldrig bedre end summen af den foreliggende viden, divideret med antal stemmer. En stor fejl! De skulle have splittet det op, som vi gør det! Lad dem der har forstand på vandforsyning træffe afgørelser om det, og dem der har forstand på kloakering træffe afgørelser om det! Dem der ved noget om undervisning, lad dem styre det, dem der ved noget om sygdomme og behandling, lad dem styre det! Hvordan i alverden kunne de bilde sig ind den gang, at der skulle være nogen med forstand på det hele? Deres styreformer, selvom de var forskellige, så viste de allesammen dette rendyrkede vanvid. Det bundede i en ideologi om at alles meninger skulle veje lige meget om alting, og at alle ønsker, formål og hensyn kunne vejes op mod hinanden. De fleste steder havde man oven i købet sat en enkelt person i spidsen for de afgørende beslutninger hele vejen rundt! Ingen så paradokset: Først skulle alles meninger gælde, så blev ansvaret alligevel overladt til en enkelt! Rendyrket opskrift på praktiseret galskab!
Alle folkene havde prøvet alle muligheder for hvordan de kunne indrette deres samfund. De havde prøvet at lade de stærke bestemme, det var ikke godt for de svage. De havde prøvet at lade de hurtige bestemme, det var ikke godt for de langsomme. De havde prøvet at lade de rige bestemme, det var ikke godt for de fattige. De havde prøvet at lade de kloge bestemme, det var ikke godt for de dumme. De havde prøvet at lade mændene bestemme, det var ikke godt for kvinderne. De havde prøvet at lade de fleste bestemme, det var ikke godt for de færreste. Men de havde også prøvet at sætte sig sammen, høre alles meninger, og så finde fælles svar på fælles spørgsmål. Det var den bedste løsning af alle, fandt de, for så blev alle hørt, og alle blev lidt klogere. Med den metode udviklede samfundene sig og blev bedre og bedre, menneskene blev klogere og klogere, og mere og mere lykkelige. Men desværre tog det længere tid når man brugte den metode, så den kunne kun bruges når det ikke hastede med beslutningerne. Og desværre var det ikke altid sådan.
Når der var ufred, når man var i konflikt med nogle andre, når man forskansede sig, forberedte sig til kamp og krig, skulle forsvare sig mod angribere eller ville angribe nogle der ville forsvare sig, så skulle der handles hurtigt. Ikke tid til at spørge alle. Den konstante ufred, alles strid mod alle. De konstante konflikter krævede konstant vagtberedskab. Kort beslutningstid, omgående reaktion, ikke tid til forsamlinger, klare kommandoveje, i de situationer valgte man at samle de vigtige beslutninger hos nogle få, og når de få heller ikke kunne blive enige, så samlede man dem hos én! Sådan opstod tyrannierne, despotierne, diktaturerne.
Åh ja, så skal det jo gå galt! Hvordan kunne de finde på at overdrage al magt til personer, som i forvejen havde dokumenteret psykopatiske træk ved måden de tilegnede sig magten på? Hvorfor kunne de ikke som hos os finde ud af at nedsætte forskellige råd til forskellige delemner? Al magt til en enkelt! Autokrati, diktatur. Det kan kun være kommet fra tider hvor der altid var krig! Al beslutsomhed i én leders hånd, så går det hurtigt. Så åndssvagt havde man indrettet sig! Hvordan sikrede diktatoren sig loyalitet fra dem der blev undertrykt? Ved at gøre dem til sine slaver! Ved at gøre landet til diktatorens ejendom! Det eneste middel man havde, dengang alt handlede om ejendom. Diktatoren snød dem alligevel. Problemet var, at selv det gav respekt, har vi hørt.
Konflikter, konfrontationer, kampe og krige skabte diktaturer. Som i fredstid blev holdt i live af frygten for konflikter, med nye indbildte fjender, frygten for konfrontationer, kampe og krige.
Det var som om det aldrig kunne gå den anden vej igen. Herskerne kunne finde på med meget kort varsel at sætte en ny konflikt i gang, som gjorde det nødvendigt at fortsætte med autokratiet og enevældet. Det blev til ulykkelige tider i alle de samfund, der var hærget af eneherskerne og deres vilkårlige magtudøvelse. Også fordi flertallet af folket slet ikke troede på herskernes guddommelige egenskaber. Man var nødt til at lade som om, for at redde sig selv og sine nærmeste. Alle var undertrykte, alle var gidsler i de samfund hvor den hårde magt styrede alting, fordi magten påstod at den var nødvendig for at kontrollere ydre og indre farer. Sådan kan man snyde hele befolkninger til at fralægge sig ansvaret og deponere al magt hos despoterne.
For at give disse eneherskere en slags legitimitet fandt man på at bilde folket ind at de havde overnaturlige evner, som en slags guddommelige skabninger. Det var let nok, for folk ville gerne slippe for at tage stilling til alting, det var lettere at slappe af og overlade magten til dem der ønskede magten. Som tiden gik og historien udviklede sig, blev den måde at styre samfundene på enormt udbredt. Psykopater var der jo nok af!
På ét punkt kunne man i den prækataboliske periode have haft glæde af korte kommandoveje og stærk beslutningskraft. Det var i spørgsmålet om at redde livsgrundlaget. Men det interesserede ingen diktatorer sig for, beslutningskraften hos de konfronterende parter var udelukkende styret af hensynsløs egennytte. Hensynet til livsgrundlaget druknede i konkurrence og konflikt, i alles kamp mod alle.
Isa holder øje med forsamlingen. Det er ikke til at se om tilhørerne sidder i anspændt stemning, eller i utålmodig afventning. Men de er stille. Sikkert ikke vant til at se og høre Isa fra den side.
– Vi har jo ikke noget som demokrati, siger hun, – vi tæller ikke stemmer. Enhver ved jo, at så tæller en dum og en klog lige meget, og som enhver også ved, så er der stadig flere dumme end kloge. I stedet vejer vi begrundelser. Vi har et system, hvor de beslutninger der bliver taget, er de bedst begrundede. Alle forslag skal begrundes. Selv begrundelserne skal kunne begrundes, og sådan skal der være lange kæder af argumenter, der alle hviler på den kendsgerning, at vi kun lever på visse betingelser. Og med det slutmål, der heller ikke kan diskuteres, nemlig at vi skal kunne overleve. Hvordan, på hvilken måde, i hvilket omfang, på hvilket niveau, hvem og hvor mange, det kan alt sammen diskuteres. Men valgene og beslutningerne skal kunne føres tilbage til grundforudsætningen, som er livsbetingelserne, og frem til slutmålet, som er overlevelse. Ikke vækst, ikke mangfoldiggørelse, men overlevelse.
Det er ikke normalt at applaudere ved møder som dette, men det bliver der her. Isa takker, og samler sine notater.
Skabelsesmyterne
– I kender allesammen de gamle skabelsesberetninger?
Det er Sastro, der gennem hele mødet har siddet diskret i baggrunden uden at blande sig. Efter Isas fremlæggelse er stemningen løftet, og man er parat til fest. Men Sastro lytter man til.
Jeg tænker at han har lyst til at konkludere og runde af. Han har fulgt med i hele forarbejdet, ikke kun mødet, og har ikke behov for at tilføje noget. Jeg må antage at han er tilfreds med fremlæggelserne, især Isas.
– De gamle skabelsesberetninger kom fra tider hvor man ikke vidste bedre. Nu har vi fået bedre dokumentation om de tider hvor man ikke vidste bedre, og så må disse meget gamle og meget fantasifulde historier henvises til den mere muntre del af litteraturen, afdelingen for spøg og skæmt, sammen med al anden humor og satire. Nu er vi i stand til at gøre det bedre, så her kommer en revideret skabelsesberetning.
I begyndelsen var verden “befolket af idioter”. I hvert fald “domineret af idioter”. “Overbefolket af idioter”. “Idioterne skal bekæmpes!” sagde man. Det var sådan nogen slagord, folk havde det med at hæfte på hinanden. Alle idioterne rettede sig efter det, for de troede at kun de andre var idioter, de var ikke klar over at de også var det selv. Hvis man nu havde tænkt på at bekæmpe selve idiotien, ikke kun idioterne! Men det tænkte de ikke på, idioter som de var. Alle idioterne bekæmpede hinanden. De havde ikke andet i hovedet end at rage til sig selv, tage, snyde, svindle, handle, stjæle, så meget de kunne fra så mange de kunne. Al deres tid og alle deres kræfter gik med at skaffe sig selv og sine nogle fordele, frem for alle andre. Sådan gjorde alle idioterne hver for sig, alene og i grupper, over for deres nærmere og især fjernere omgivelser. De dannede lande og stater, som gjorde præcis det samme, opførte sig lige så idiotisk og sørgede for at rage fordele til sig selv fra nære og især fra fjernere stater og lande. Det var blevet almindelig praksis, der var ikke længere nogen der troede at det kunne være anderledes. Men det kunne jo ikke blive ved med at gå på den måde. Folk og nationalstaterer beskæftigede sig så sindssygt meget med at holde sig selv oppe og de andre nede, de satte hegn og mure op for at holde de andre væk, de brugte våbenmagt til det, de forsøgte at slå så mange af de andre ihjel som muligt, de forsøgte med alle midler at ødelægge de andres lande og alle andres muligheder for at leve videre. Ikke så mærkeligt at det hele endte med at gå ad helvede til.
Alt det er det for sent at bekymre sig om nu, men i forhistorisk tid havde man også festtaler. Det som vi nu har fortalt, vi der repræsenterer de arkæologiske grupper, det kunne være vores bud på festtaler til nutidens fester. Og som man har sikkert lagt mærke til, er der lagt op til festligheder i andre lokaler, ikke langt herfra.
– Det skal vi ikke forhindre, men måske vil Lear først give en oversigt over de dommedagsscenarier, som man underholdt sig med henimod slutningen af den periode som vi kalder forhistorisk tid. Det kunne være en passende måde at slutte af på, og ikke mindst underholdende. Og så god fest, til dem der slutter sig til den, før eller siden! Vi, de overlevende!
Undergangsmyterne
Efter den lange række af fremlæggelser er enkelte af tilhørerne faldet i søvn, flere faldet fra, og der høres lyde fra det fjerne, hvor der holdes fest. Det går sikkert livligt til. Applauserne for Isa og derefter Sastro har vækket de fleste. Til normalbefolkningens stærke sider hører ikke evnen til at koncentrere sig i længere tid ad gangen, men feste, det kan alle finde ud af. En god illustration af et stort problem i forhistorisk tid, dengang som nu, dermed til alle tider. Folk overlader helst de vigtigste afgørelser til andre. Enten ved at udråbe diktatorer, eller ved at lade sig repræsentere parlamentarisk. Gøre som alle andre, og derved slippe for at gøre noget selv. Tænk ikke selv, tænk som de fleste. Det står Lear uden tvivl og tænker over, mens han forbereder sit indlæg om katastrofeteorierne. Sastro har lige sammenfattet skabelsesberetningerne i en ny, nu kommer Lear nok med apokalypserne. Men kun for dem der er tilbage.
– Man opererede med 100-års scenarier! begynder han. – Det vil sige, at rent statistisk kunne der være optrådt syv-otte af de altødelæggende begivenheder mellem deres tid og vores tid! Syv-otte gange kunne en eller flere af deres største civilisationer være ødelagt i mellemtiden! Vi ville nok kalde det optimistisk, kortsigtet, ubetænksomt, hensynsløst.
Vi må indrømme, at vi ikke entydigt ved hvordan præcis det gik galt, til gengæld har vi mange beretninger. Dem vi har fået fat i beskriver kun hvordan samfundene var indrettet. Det er også nok, for de viser tydeligt, at det hele var indrettet til at gå galt. Måske ikke bevidst, måske ikke tilstræbt, men man indrettede sig sådan, at det var nødt til at gå galt.
Politologernes og økonomernes fortælling:
– Globalkapitalen voksede hurtigt nationalstaterne over hovedet, staterne blev irrelevante, deres rolle blev symbolsk, svandt ind til en nostalgisk dyrkelse af fortiden, og egnstraditioner blev moderne. Fremtiden, sagde de, var kapitalens frie bevægelighed, så kunne man lige så godt opløse nationerne og sløjfe grænserne gennem multilaterale aftaler. Det nåede man ikke før staterne gik i opløsning helt af sig selv. Så blev pengene også irrelevante, og så kunne man lige så godt afskaffe dem. Det nåede man heller ikke, de blev bare værdiløse helt af sig selv. Andre var uenige, de tillagde finanserne stor indflydelse på alle afgørende beslutninger, og gjorde pengekulten ansvarlig for alle ulykkerne.
Klimabiologernes fortælling:
– Det passer ikke, for det var klimakatastroferne der kom først. Miljøet og klimaet, det var noget kapitalen havde ødelagt men ikke kunne reparere. Det blev umuligt at bo i de gamle lande, alle folk trængte sig sammen i polaregnene og i de højeste bjerglande, hvor der aldrig havde vokset noget, der prøvede de at dyrke klipperne, men det var selvfølgelig håbløst. Der var ikke føde nok, der opstod hungersnød alle vegne, og folk der ikke allerede var gået til under panisk flugt fra de ødelagte hjemegne, døde af sult og epidemier. Så var det, at nationerne forsvandt, for til enhver nation hører et landområde, men de var forladt og ubeboelige. Familier blev spredt, derfor blev også de irrelevante, og de få overlevende fandt aldrig deres familier igen.
Lægernes og epidemiologernes fortælling:
– Mennesket havde sjusket for meget med antibiotika. Ikke kun i sygdomsbehandlingen, også i fødevareindustrien, fordi man havde en stor animalsk fødevareproduktion, hvor man medicinerede besætningerne og anvendte det forebyggende. Trods alle advarsler. Så kom der multiresistens. Hvorefter det tyndede voldsomt ud i befolkningerne på grund af de patogene mikroorganismers uhæmmede vækst, især i de massive befolkningskoncentrationer i og omkring storbyerne. Her kunne al slags smitte forplante sig hurtigt. Så enkelt er det!
Antropologernes og sociologernes fortælling:
– Det hele begyndte med familierne. De havde altid haft magt over deres medlemmer, mange steder en helt urimelig magt der kunne række langt ud over deres egne, og det behagede ikke de formelle magter som regeringerne, for med stærke familier kunne en regering aldrig få monopol på magt. Medmindre familierne også satte sig på regeringerne. Det gjorde de så. Nogle steder havde man et uafhængigt militær, det lagde grunden til opløsningen, for det uafhængige militær bestod af dem der var blevet smidt ud af deres familier. Derfor hadede soldaterne familier i det hele taget, især den familie der sad på magten for tiden. De skød alle familieoverhoveder, bortførte deres kvinder og børn og delte dem ud til garnisonerne, de brændte alle personlige papirer og hyggede sig med de kønneste af pigerne. På den måde blev befolkningen spredt, det var ikke kun fordi de flygtede fra hungersnøden.
Kultur- og religionsforskernes fortælling:
– Det kan godt tænkes at det hele var på grund af religion. Alle religionerne havde regler om ikke at slå nogen ihjel, men det forstod de troende ikke noget af. De rettede sig bogstaveligt efter hvad der stod i nogle forældede tekster selvom det stod allegorisk, de læste ikke teksterne kildekritisk, tænkte ikke selv men hørte efter hvad deres snæversynede fundamentalister sagde. De fik besked på at gå til angreb på de vantro, det var dem med andre religioner, som ikke var deres egne og altså forkerte. De slog hinanden ihjel, familier, klaner og hele stammer selv dem med samme religion, fordi de ikke kunne enes om måden at praktisere deres tro på. Militæret greb ind, hvis der var noget militær, for ikke at miste magt til de religiøse klaner med deres militser, for at holde sammen på det de kaldte en nation. Ellers var der kun stammerne og klanerne, de holdt ikke sammen på andet end deres stammer og klaner, de samlede ikke noget som helst men spredte alting, nationen gik i opløsning, også militæret blev opløst og dannede hærgende bander ligesom de religiøse militser og stammemilitserne.
– Ja, siger historikerne, – hvordan det hele begyndte, det må vi lede i historiebøgerne efter, for der er mindst én historie for hver teori. Det vigtigste er, at da alt var gået i kaos, var den eneste mulighed at begynde helt forfra, så det kunne man lige så godt gøre. Det heldige var at man indså at det værste man kunne gøre, det var at gentage fejlene. Derfor blev der aldrig genindført privat ejendomsret, slut med penge, slut med familier, slut med religioner, slut med nationer. Uden disse forbandelser kunne folk leve i fred, uden konkurrence, uden krav om at overgå hinanden, uden evig modstand mod det de ønskede og gerne ville gøre. Med den energi der blev frigjort kunne de bygge deres helt nye verden med tid nok til alle, kræfter til at lave alt det nødvendige og lyst til at lave alt det sjove, i deres egen nye verden, som de selv skabte på ruinerne af den gamle.
Der høres en spredt mumlen som om nogen er ved at tage sig sammen til at gendrive det naive i historikernes udlægning, men den standses af et indlæg fra en der enten ikke har lagt mærke til det, eller ikke tager hensyn til det.
– Nu er der igen kommet en ny teori! Det var måske slet ikke menneskets skyld, de ødelæggelser der hærgede planeten. Måske var det noget der kom udefra?
– Åh, stop nu! Mennesket er ikke så uskyldigt som du gerne vil tro! Andre faktorer kan have spillet ind, men menneskene har skyld! En kolossal skyld! Som minimum var de medskyldige! Og så videre og så videre. Det vigtigste er jo ikke, hvilken forklaring du vælger. Det vigtigste er at kende de andre muligheder.
– Det kan selvfølgelig være at du har ret, men det er slet ikke umuligt at tænke sig en kombination af selvskabte og udefra kommende faktorer. Alle samfundene blev afhængige af en bestemt måde at kommunikere på, det var ved hjælp af den elektroniske informationsteknologi. Den udvikling voksede, den fortsatte ubehersket, og som vi nu kan sige ubekymret, selvom nogle mennesker allerede dengang var blevet betænkelige ved netop den teknologi med dens sårbarhed. Hvis der kom massive udslip af elektroniske, magnetiske og andre udladninger fra solen, fra andre himmellegemer, fra andre hidtil ukendte fænomener i universet, så kunne hele det globale kommunikationsnetværk bryde sammen på et øjeblik. Man kan forestille sig hvilke vitale funktioner i samfundene, der med ét slag blev sat ud af spillet. Styring af fremstillingsprocesser, logistik og transport. Viden og arkivering. Sundhed og uddannelse. Ledelse og beslutningsprocesser i virksomheder, stater og samfund. Den slags sammenbrud satte samfundene tilbage til tiden før civilisationernes opståen. Der opstod et kolossalt og grusomt kaos. Ingen tog sig af hinanden, alle sørgede for sig selv. Byerne fik ikke tilført vand, energi, fødevarer, de slap ikke af med affald, sygdomme, kriminelle, afdøde. Byerne rådnede indefra, det tog ikke lang tid. Lidt langsommere gik det i de mindre tætbefolkede områder mellem byerne, men også de blev indhentet. Epidemierne blev til pandemier, de skånede ingen. Kun vi, de underjordiske i de aller yderste områder, vi der beskyttede os ved at søge tilflugt i de indretninger vores forhistoriske forgængere havde indrettet med helt andet formål, kun vi fik en chance. Trods det blev det til en uhyre vanskelig opgave for vores forgængere at føre vores lille overlevelsessamfund frem til det, vi har opnået nu. Egentlig er vi ikke længere belastet af så mange nedarvede fejl og mangler, men vi lider stadig under de store forhistoriske fejltagelser. Sammenholdt med sygdomsbehandling kan vi sige, at vi er blevet helbredt, men med varige skader af behandlingen og dens eftervirkninger.
– På meget kort tid, kortere tid end det tog kloden at rotere en gang om sin akse, var alt fejet væk. Kommunikationssatellitter sat ud af drift, spionage- og informationsudstyr ødelagt, datatransmission, telefoni og jordbaseret elektronik ubrugeligt. Enkelte sonder med videnskabeligt udstyr blev skånet, fordi de på tidspunktet for udbruddet lå heldigt i skyggen bag en fjern planet. Ikke kun direkte men især indirekte var katastrofens omfang enormt. Konsekvenserne var afbrudte sikkerhedssystemer, hospitaler uden strøm, tog og skibe uden styring, storbyer i kaos og derefter i brand, biler i sammenstød, fly i styrt, forsyningssystemer i nedbrud, kriminalitet i eksplosiv vækst, væbnede militser i plyndring af varer og civilbefolkninger, ingen information fra nogen til nogen om noget, den totale opløsning.
– Var der ikke også noget om at de ødelagde det for hinanden, bevidst?
– Det kan være vanskeligt at undgå generaliseringer og forhastede slutninger, men flere tegn tyder på at samfundene smuldrede mere og mere jo tættere man kom på katastrofen. Vi må huske på, at selvom et antal begivenheder indtræder samtidigt eller kort efter hinanden, behøver der ikke være nogen årsagssammenhæng. Derfor må vi løbende afstemme vores analyse af opdagelserne fra fundene og især de samtidige beskrivelser. Det er den eneste måde vi kan komme frem til valide resultater på. Men vi kan gøre foreløbige betragtninger. På det kendte grundlag så det altså ud til hurtigt eskalerende samfundsopløsning. Den sås tydeligst der hvor man kunne tale om relativt velfungerende samfund, mindre tydeligt der hvor der i forvejen ikke rigtigt var nogen egentlig civilisation. Ved fremskredent samfundsforfald kan vi observere sådan nogen forandringer: Henfald eller bortfald af respekten for samfundsbærende institutioner. Selvtægt og selvbestaltede magtgrupperinger. Når det har udviklet sig i nogen tid, degenereres de officielle enheder der skal stå for orden og sikkerhed, de bliver til én blandt flere stridende grupper. Alene magt tæller, en retsløs tilstand. Med magt følger lave instinkter, de magtudøvende tiltager sig friheder de ikke har adgang til i et ordnet samfund, de plyndrer og nærer sig på alle måder af befolkningen, de tager for sig af befolkningen, holder den som slaver, bruger den som skjold mod fjender og tvinger den til underkastelse. Drab, voldtægt, massakrer og udryddelser er normalt. Sådanne opløsningstendenser har vi fundet beskrivelser af, flere og mere brutale jo nærmere man kom katastroferne og katastrofeområderne. I visse samfund, der betegnede sig selv som udviklede, begyndte tendenserne langt tidligere. Det viste sig ved brug af våben, især skydevåben, som var frit tilgængelige for privatpersoner i de samfund. Visse steder havde man lovsikret ret til at eje og bruge skydevåben, for at beskytte sig, sine nærmeste og sin ejendom. Tænke sig, en egoistisk krigsmentalitet nedfældet i forfatning og love! I et samfund der ville kalde sig civiliseret! Skuddrab var almindelige, nærmest som en del af nationalkarakteren. Familier var almindelige, og i familierne skød man hinanden og hinandens elskere, forældre og børn, som til gengæld skød tilbage. Man skød på kolleger, naboer, bekendte og tilfældige. I de samfund havde man de fleste skuddrab, og blandt de overlevende de fleste lemlæstede.
Festen
Fremlæggelsen er i det store og hele blevet gennemført som planlagt. Den har nok virket kedelig trods de spændende emner, eller også var den for sindsoprivende, for næsten alle tilhørere er forsvundet. Der sidder kun en lille gruppe tilbage af de mest interesserede, foruden indlægsholderne, der gerne ville høre hinanden. Mens de entusiastiske forskere fremlagde deres varierende dokumentation på forskellig måde var festen begyndt i nogle andre sale, det har vi kunnet høre på afstand, og det har uden tvivl tillokket flere af dem der nødigst ville se deres enkle livssyn udfordret af mere eller mindre bizarre beretninger om uvidende mennesker med grusomme ledere, rædselsfulde samfund med frygtelige tilstande, vidunderlige verdener ødelagt af egoistisk kortsyn. Isa, Lear, Eltra, Rina og Fido samles nu med den lille gruppe af nysgerrige i salens ene hjørne, hvor de udveksler livlige betragtninger over menneskehedens tilsyneladende ubegrænsede evne til at danne samfundsformer, og de konsekvenser, de mest dominerende samfundsformer har haft gennem tiden, nu hvor man også er i stand til at inddrage viden om de forhistoriske tider.
I mellemtiden har festen udviklet sig, som en af de fester hvor man har det herligt, spiser søde sager og drikker sjove safter så humøret bliver endnu højere, det er festens formål at blande alle. Jeg bliver holdt tilbage af mødet med fremlæggelsen og eftersnakken, så jeg oplever ikke festen i dens kulmination, og det er snart svært at finde en partner, der ikke allerede har fået styret sine lyster. Selvom jeg fremviser tegn på parathed, reageres der stort set ikke. Jeg sætter mig i baren med et udvalg af drikke, for om muligt at komme på niveau med den fremherskende stemning. Lear viser sig, kigger rundt for at orientere sig, og trækker sig tilbage igen. Han har vel set at Mario og hans venner ikke er der, enten har de forladt festen eller også har de ikke deltaget. Jeg kan se at Isa ikke har besvær med at få kontakter. Hun har det fortrin for mange andre at hendes charmerende egenskaber skinner igennem, ligegyldigt hvor meget eller lidt tøj hun har på. Jeg tænker allerede på, når festen er forbi, om vi så kan gå hjem og få et par selskabelige øjeblikke sammen inden vi lægger os. Når vi har sikret os at hendes datter Ania sover godt, hun er endnu ikke stor nok til at komme med til fester som denne.
I et andet rum sidder to mennesker, dybt koncentreret, i færd med at frembringe lyde fra nogle mekaniske indretninger. De ligner meget dem vi fandt i teatergrottens magasiner, de har åbenbart repareret på dem så man kan få et indtryk af hvordan de skulle lyde, eller også har de lavet kopier efter de originale fund. Det vil jeg spørge dem nærmere om. Foran sig har de anbragt nogle ark med masser af tegn, dem var der også var en mængde af i arkiverne, og når de tolker tegnene og omsætter dem i lyd, lægger jeg mærke til et utrolig komplekst udtryk det giver, som om der foregår flere forskellige ting på samme tid. Og så er det bare to personer der bruger to forskellige instrumenter. Jeg forstår godt at der kun er ganske få tilhørere, for det vi hører er uden tvivl for krævende for de mange, der er beskæftiget i den store sal med at dyrke hinandens legemer og kropsfunktioner, med hjælp fra stimulerende drikkevarer og monoton lydkulisse. Det kan berolige og opildne, men så heller ikke mere. Det vi hører her inde hos de musicerende virker som et inciterende sprog, fyldt med budskaber, som hverken kan oversættes eller tolkes, men lever sit eget liv i sit eget univers, i sin egen ret, kan man sige.
De holder pause, skifter nodeark, lægger instrumenterne fra sig, tørrer instrumenterne og derefter panden af med en klud, og jeg griber øjeblikket for at spørge lidt om det de foretager sig. Deres instrumenter er rekonstruktioner. Intet instrument, fortæller de, kan bevare sine klanglige egenskaber i så lang tid uden tilsyn og vedligeholdelse. De har selv arbejdet med opmålinger, materialevalg, og eksperimenteret med fremstillingen. Det ene instrument er af møjsommeligt fremskaffet organisk materiale, udskåret i svungne former, og hult, sådan at der er bund, låg og sider. Over låget er anbragt et lige stykke, der rager udenfor lågets kant i den ene ende, og som er forsynet med fire tynde strenge. De sættes i sving når de stryges med en stok, hvorpå der er udspændt et bundt lange tynde fibre. Klangen er forbavsende fyldig, og ret veldefineret i tonehøjde. Hun viser hvordan man med fingrene kan bestemme hvor langt stykke af strengen der skal klinge, og dermed hvilken tone der skal lyde. Det andet instrument er af en type som vi også så i magasinerne. Det består simpelthen af et rør med en række huller i, et af hullerne puster man i, det vil sige man blæser røret an så der dannes en tone, og denne tone kan man så bestemme højden af, ved at lukke et antal af de andre huller med fingrene. Han viser, at man på den måde kan forandre tonehøjden lige så hurtigt som man kan bevæge fingrene. En violin og en fløjte, fortæller de, og da de spillede lagde jeg mærke til små lydfigurer og motiver ligesom sætninger, som nogle gange kunne høres fra violinen og andre gange fra fløjten. Og så fortæller de om andre instrumenter man lærte at kende gennem udgravningerne, dem er man også i færd med at kopiere, mens der arbejdes intenst på at finde ud af hvordan de har været brugt, og hvordan det skulle lyde. Selvom musikken kun kan tilegnes gennem de kopierede instrumenter, noderne og beskrivelserne. De har haft alt for kort tid til at lære en lille smule af det, siger de, og har opdaget at det kræver stort arbejde og mange forsøg at nå acceptable resultater. Her må de i høj grad støtte sig til deres intuition. Det skal kunne fornemmes og føles, siger de, det er ikke nok at holde sig til de skrevne anvisninger.
De to musikanter genoptager deres spil. Jeg forbavses over virkningen, undres over at dette skulle skjules i så mange generationer, før hemmelighederne slap ud på grund af en brist i bjergets struktur. Og hvoraf en del blev ført tilbage i glemslen den kom fra, på grund af et helt andet uheld. Som jeg hverken er helt uvidende om eller helt uden skyld i, men pinligt bevidst om. Åh, kunne man bare gøre tingene om. Gøre det gjorte ugjort. Og straks bliver jeg mindet om den kollektive fortrydelse, mistanken om den kunne meget vel ramme hele menneskeheden. Der var virkelig ting man kunne have ønsket omgjort. Ugjort. Men som alligevel blev gjort, i mangel på overblik. Proportionssans. Situationsfornemmelse. Dømmekraft. Kolossale svigt. Ikke kun hos nogle få, men hos mange. De få: Kupgeneralerne, som skaffede sig magt og tvungen tilbedelse, som gjorde sig til diktatorer men snart blev detroniseret, ydmyget, henrettet, udstillet og fotograferet som skamferede lig. De mange: Masserne, der fulgte herskerne, ophøjede dem til gudelig status, indtil det guddommelige afsløredes som bedrag og forsvandt, så der opstod skuffelse, krænkelser som drivkraft for hævntanker, nye konflikter, kampe, krige. Folkeslag som blev undertrykt og holdt udenfor indflydelse. Folkevandringerne da store dele af jordens overflade blev gjort ubeboelig. Ansvaret som ingen ville vedkende sig. Konflikterne og krigene som kom af undertrykkelserne og migrationerne. Ligegyldigheden hos dem der havde magten. Ligegyldigheden hos dem der havde privilegierne. Ligegyldigheden hos dem der kun tænkte på sig selv.
Til tonerne fra afdøde imperier og svundne kulturer. Til klangene af døde sjæles erindringer og de endnu døendes klager. Til rytmerne fra generationers livsvilje og dødskampe i makaber kædedans.
– Hvis vi bare kunne få deres ledere her ind, så skulle vi give dem så meget kærlighed, at de kunne glemme alt om deres onde planer!
Det er Fritz der stadig taler om de forhistoriske herskere.
– Det ville ikke virke på dem! Desværre. De var fremavlet til at være voldelige, ikke fredelige. De har været fortid i utrolig lang tid, vi ville hverken være i stand til at forstå deres sprog eller deres tanker.
– Skal vi ikke lave et skuespil om forhistorisk tid? Tino, kan du ikke finde et gammelt teaterstykke som vi kan lege med? Så kan vi klæde os ud i gamle dragter og opføre os fjollet, danne grupper der hader hinanden, hugger kærester fra hinanden og slår hinanden ihjel?
– Den slags, siger jeg, – er dårlig indflydelse fra de mørkeste perioder i forhistorisk tid. Det må vi tage afstand fra. Gøre alt for at undgå. Det kunne fremkalde de mest afskyelige impulser. Vi må huske, at nok er vi civiliserede og fredelige mennesker, men der er nogle brutale urinstinkter, som avlsprogrammerne ikke har kunnet udrydde. Vi må ikke risikere at vække skjulte kræfter til live igen. Så længe vi ikke kender deres styrke, så længe har vi ikke midler imod dem.
– Jamen det kunne være sjovt! –
– Drik du hellere noget sjov saft og knald nogle søde piger i stedet for, det er sjovt!
– Det synes pigerne ikke –
– Jo da, mange gør. Ikke mindst de søde!
Det sidste var sagt i sjov, men Fritz tager det personligt, som en hentydning til at han har det svært med piger. Det var ikke meningen.
Festen har mistet sin dynamik og går mod udtynding og afvikling, mens vi sidder udenfor og lytter til rekonstruerede klange fra rekonstruerede musikinstrumenter, og ikke er i humør til at gå ind til de andre. Man skal være med fra begyndelsen, ellers virker alle deltagerne mere fjollede og håbløse end de er i forvejen. Inden enkelte giver efter og springer ind i festen og andre går hver til sit, diskuterer vi hvordan mødet fik os til at tænke på vores egen samfundsindretning. Som er indrettet sådan for at få alle tingene til at fungere, er vi enige om. Der er nogen der bestemmer det. Vi ved godt hvem det er. En gang imellem er der en der træder ud, så skal en anden ind og bestemme. Det er ret mange om at bestemme, men ikke de samme hver gang, og det er ikke de samme der bestemmer over drikkevandet og afløbene, over maden, procestankene og affaldet, over skolerne og uddannelserne, over energien, varmen og den friske luft, planterne i væksthusene, og de planter vi kan spise. Det hedder ikke at bestemme, det hedder at have ansvar. De fleste har ansvar for et eller andet, Massos mor har for eksempel, sammen med andre, ansvar for materialerne til at lave borde og senge af. Settos mors anden søn har lige fået medansvar for de stoffer der laves tøj af. Der er ikke nogen der har ansvar for det hele. En gang imellem kalder de til møde, og så sætter alle der har ansvar for forskellige af områderne sig sammen, og så snakker de om tingene, det kan være en der synes at der skal løses nogle problemer, det kan være en der har et forslag, og så skal man sammen finde ud af hvordan man gør. Når man har været gennem alle argumenterne, så kan alle se hvad der er det bedste, og så træffer man en beslutning.
Så er det ikke et spørgsmål om hvor mange der mener det ene eller det andet, men hvor godt der kan argumenteres for det. En måde at sætte argumenternes betydning op overfor hinanden, så der kan træffes en kvalificeret beslutning. Sådan var det bestemt ikke i forhistorisk tid, der måtte man tælle dem der mente det ene og dem der mente det andet. Et skjult bedrag, for noget af det de havde specialister til, det var at manipulere folk til at beslutte noget de hverken vidste eller mente noget om, uden at prøve at gøre sig nogen af delene klart.
Når de kvalificerede beslutninger bliver taget, altså i vores tid, så skal der være nogen til at udføre det der er besluttet. Det er for det meste de samme som dem der har ansvar for de områder det handler om. Når noget så er lavet om, så får andre lagt det ind under deres driftsansvar, så alle kan igen kan passe de områder de er valgt til. Sådan har det været rigtig længe, og det virker rigtig godt. Der er nogen der snakker om de gamle dage hvor det ikke var så let. Der var altid nogen der ville bestemme over det hele, selvom de absolut ikke havde forstand på noget af det. Det kaldtes politik. Det står der noget om i vores historiebøger, det er ikke det mest spændende, men det er da godt at vi ikke har sådan noget som politik længere.