Engang i 1950-erne stødte jeg på en bog af Bergen Evans med titlen “Dårskabens naturhistorie”. Originaltitel “The Natural History of Nonsense”, fra 1946. Bortset fra det let genkendelige og stadig aktuelle indhold slår det mig, at der var noget i den nære efterkrigstid (udgivet i New York hos A. A. Knopf, 1946) som blev betragtet som dårskab (mon ikke vi med nutidens sprogbrug vil kalde det galskab, tåbelighed, eller slet og ret dumhed). Det fænomen forekommer i dag som noget ganske normalt, et anerkendt samfundsmæssigt og politisk vilkår. Alligevel kan bogen stadig sætte nogle ting på plads. Forfatteren ser den som “En håndbog for unge rekrutter, der går ind for den sunde fornufts muntre sag”. Den burde have haft en renæssance i sit hjemland, inden det gik helt galt ved præsidentvalget i 2016.
Indenfor politik kalder vi det ikke nonsens, dårskab og alle synonymerne, vi kalder det bare populisme. For det handler jo om at stikke snuden i sporet efter vælgerflertallets uvidenhed for at få deres stemmer, i stedet for som minimum at fortælle dem hvad de afgørende beslutninger egentlig drejer sig om.
Diskussionen om mødrene med børn i de syriske flygtningelejre er et slående eksempel. Blandt de internerede i lejrene findes tilhængere af en islamisk stat, nogle få af dem er danske statsborgere, og der er børn imellem. Ifølge internationale forpligtelser har ethvert land ansvaret for sine egne statsborgere. Uanset om de får problemer eller skaber problemer. Det er det formelle. Det reelle er, at lejrene er usikre. De internerede kan bryde ud, slippes ud, eller komme under indflydelse af kræfter man gerne vil undgå, for modnes de kræfter i børnene og slippes ud, skal deres hjemland ikke regne med at have nogen som helst kontrol med dem. Af sikkerhedsmæssige grunde er det langt at foretrække at få børnene hjem, med deres mødre, som så kan kontrolleres, holdes i kort snor, evt. retsforfølges og sikres.
Regeringen har valgt en politik, der tager udgangspunkt i en fornemmelse for vælgerflertallets holdning i stedet for i de formelle og reelle kendsgerninger. Vælgerflertallets holdning er ikke nødvendigvis udtryk for den største viden på området, den kan lige så godt være udtryk for et følelsesmæssigt ubehag ved at have politiske ekstremister for tæt på. Anderledesheden kan spille en rolle for dette tænkte ubehag, noget mere anderledes end holdninger der kunne tænkes at skade landets interesser kan man næsten ikke forestille sig. Den typiske misforståelse går ud på, at de mange tusind kilometers afstand til personerne skulle kunne holde problemet på lige så stor afstand.
Men her kommer de interneredes børn ind og forvirrer den afstandtagende holdning, for hvem kan have noget imod uskyldige børn, og hvem kan se terrorister i femårige og otteårige.
Og det sætter regeringen i et dilemma. De kurdiske myndigheder der holder opsyn med lejrene, kan og vil ikke skille børnene fra deres forældre, det er jo inhumant. De vil gerne af med de internerede, have deres hjemlande til at hjemtage dem, også børnenes forældre. Det er ren logik, vores myndigheder vil også gerne sende de internerede i vores udrejsecentre hjem til deres hjemlande, det kan vi bare ikke, så længe der er livsfarlige krige og konflikter i områderne. Her i landet er det ikke farligt at være, det er heller ikke farligt at modtage folk der af sikkerhedsgrunde må holdes isoleret. Omfanget af problemet og dets kendsgerninger er til at overse, og antallet af personer berettiger på ingen måde de dybe panderynker der illustrerer regeringens dilemma.
Regeringens bekymring handler heller ikke om de få mennesker det drejer sig om, den handler om de rigtige beslutningers mulige men frygtelige konsekvens, som er en risiko for faldende vælgertilslutning, hvis der viser sig den mindste sprække i den førte politiks fasthed, konsekvens og kompromisløshed. I virkeligheden ligger faren i det falske og skrøbelige fundament af dårskab, galskab, tåbelighed, eller slet og ret dumhed, som på et eller andet tidspunkt må krakelere.
Og det kan jo være farligt for enhver regering.