Sagen
Min chefredaktør kom med et notat og spurgte om jeg ville følge en gammel historie op. Han var ved at rydde op i sine arkiver, og havde fundet et fragment der skildrede en sag, der berørte ham en del. Han virkede tænksom, og en smule vemodig, da han forklarede at sagen havde kostet en gammel ven og kollega livet.
– Det skal du naturligvis selv afgøre. Men prøv nu at se i notatet. Det mangler desværre forsiden.
Jeg læste det af notatet der var tilbage. Og måtte finde mig i en lidt hovedkulds måde at komme ind i beskrivelsen på:
“… der foreligger et bånd fra en diktafon, som belyser omstændighederne ved det tragiske dødsfald. Sjældent er der redegjort så grundigt for de sidste minutter inden et drab, der må siges at være både uheldigt og beklageligt. Efter politiets grundige tekniske undersøgelser blev båndet forelagt anklagemyndigheden som bevismateriale. Det kom dog kun forsvaret til nytte.
Båndet var anvendt som støtte for et interview, der blev afholdt i sigtedes celle, hvor han sad varetægtsfængslet mistænkt for delagtighed i to kaotiske skudepisoder, hvor han i begge tilfælde selv var eneste overlevende.
Optagelsens ordlyd er følgende, idet den første stemme tilhører intervieweren:
” – Blandt os går en person rundt, som vistnok må siges at have prøvet lidt af hvert. Også døden har han udfordret i den grad. Han må kunne komme i betragtning ved Guinness’ Rekordbogs udnævnelse af de mest sejlivede. Et utal af gange har han mirakuløst overlevet flystyrt, skibsforlis, trafikulykker, jordskælv, ja, krigssituationer, herunder træfninger ved fronten som led i opgaver for de fremskudte styrker, selv hemmelige missioner i spionageøjemed. Jeg sidder her sammen med den tooghalvtredsårige H.S., som har lovet mig en serie eksklusive interviews, og jeg ser med forventning frem til de fire eftermiddage, vi foreløbig har aftalt.
Allerførst, kære H.S., hvad laver du egentlig for tiden?
– Jeg laver faktisk ikke ret meget for tiden. Jeg tænker over tiden der er gået, og jeg gør mig rede til at dø. Ja, jeg forsøger faktisk ind imellem at dø.
– Ikke med stort held, kan jeg forstå?
– Det, du siger, kan være meget rigtigt. Det er tilsyneladende ikke lykkedes endnu. I modsat fald har de i hvert fald snydt mig groft i deres beskrivelser af, hvad døden er.
– Det forstår jeg til gengæld ikke?
– Nej, du har ret. Det forstår du ikke. Hvem kan fortænke dig i det, når ikke engang jeg selv er helt sikker. Hvem kan egentlig garantere at man ikke er død? Ja, jeg kan se at du ikke forstår, du er heller ikke død, og du kan formentlig se at jeg ikke er død. Men hvordan kan man vide med sikkerhed, at man ikke selv er død? Kan man vide det med sig selv uden at spørge andre? Det spørgsmål ville jeg gerne have opklaret. Faktisk foreligger den mulighed at man kan være død uden at vide det. Døden er jo bare en tilstand, hvor man ikke længere meddeler sig til andre. Derfor får de levende ikke at vide hvordan det er at være død, før de selv oplever det. Og så er det for sent. Hvert dødsfald leverer to muligheder. Enten opdager du det, eller også gør du ikke. Hvis du opdager det, vil du indse tabet af din mulighed for at kontakte de endnu levende. Hvis du ikke opdager det, vil du stadig prøve at kontakte dem. Det giver igen to muligheder. Enten mislykkes kontakten eller også lykkes den. Hvis den mislykkes, vil du opleve en isolation og acceptere, at sådan er døden. Hvis den lykkes, er der to muligheder. Enten bliver den afvist eller også bliver den modtaget. Hvis den bliver afvist, sker der ikke mere. Hvis den bliver modtaget, er der to muligheder. Enten bliver den ubesvaret eller også bliver den besvaret. Hvis den bliver ubesvaret, sker der ikke mere. Hvis den bliver besvaret, er der to muligheder. Enten forstår du det ikke eller også forstår du det. Hvis du ikke forstår det sker der ikke mere. Hvis du forstår det, er der to muligheder. Enten er du slet ikke død, eller også er døden til forveksling ligesom livet. Som du ser, i én divideret med to i sjette tilfælde, altså med en logisk mulighed på en fireogtredsendedel eller omkring halvanden procent, eller måske er det to i ottende tilfælde, altså med en logisk mulighed på en tohundredesekstendedel eller en tredjedel procent, hvor man kan være død uden at vide det. Der er faktisk en reel mulighed. Men jeg er nysgerrig. Jeg vil have afklaret, hvad man kan og hvad man ikke kan som død. Og jeg synes det skal være nu.”
Herefter følger på optagelsen lyden af et skud og af noget ubestemmeligt, som noget der falder sammen, og en antydning af et stolebens skraben mod gulvet. Af optagelsen fremgår endvidere, at der blev udløst en alarm, der høres løbeskridt, nøgleraslen og højtråbende tumult, der er blevet udlagt som fængselspersonalets overmanding og afvæbning af den sigtede. Ordvalget ikke egnet til gengivelse her.
Ifølge politirapporten blev et skud affyret af den interviewede, angiveligt med det forsæt at projektilet skulle gå gennem hans eget kranium gennem højre tinding og således forårsage døden ved egen hånd. Imidlertid mislykkedes dette forehavende som følge af svage hænder eller svag vilje, begge dele i strid med den viden der forelå om sigtedes fysiske og mentale status. Projektilet strejfede kun issen let med en overfladisk læsion til følge, rikochetterede fra betonloftet og ramte interviewerens højre tinding præcis som det var tiltænkt den sigtedes egen. Intervieweren var dræbt på stedet. Efterforskningen viste overensstemmelse mellem mærker i loftet og på projektilet, og sigtelsen på overlagt drab blev ændret til uagtsomt manddrab, men heller ikke denne sigtelse kunne opretholdes, det kunne kun en sigtelse om ulovlig våbenbesiddelse og uagtsom omgang med skydevåben.
Spørgsmålet om hvordan sigtede kunne have et skydevåben på sig under en varetægtsfængsling kunne ikke besvares af fængselsledelsen, men gav anledning til en ransagning der bragte yderligere tre håndvåben til veje, samt til et par personalesager resulterende i forflyttelser blandt fængselsfunktionærerne.
Intervieweren havde sikret sin familie og efterlod hustru og to voksne børn med en forsikringssum, stor nok til i sig selv at udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko. Men intet pegede på at de efterladte havde noget som helst med hændelsen at gøre, bortset fra et godt motiv.”
A.M., redaktionssekretær.
Ja, der manglede årstal og andre tidsangivelser. Men min chefredaktør havde været redaktionssekretær den gang. Så det var længe siden.
Jeg spurgte om man vidste hvordan det var gået denne H.S.
– Det er netop det, der er opgaven! Jeg har ingen anelse om det er svært eller let at finde ud af. Du må bruge den viden du har om at efterspore forsvundne. Manden må være i halvfjerdserne, hvis han eksisterer endnu.
Eftersøgningen
Jeg havde ikke meget at gå efter. Men jeg kunne da tage tråden op efter den type katastrofer hvor H.S. plejede at være i centrum.
Måske havde han henlagt sine selvmordsforsøg til steder hvor der ikke var andre mennesker i nærheden. Det kunne have ført ham langt omkring. I hvert fald ophørte de voldsomme begivenheder straks efter varetægtsfængslingen og interviewet. Enten var hans forehavende endelig lykkedes, eller også holdt han sig godt skjult.
Faktisk kunne han kun holde sig skjult så længe han var helt alene. Hvad er det for noget vrøvl, selvfølgelig er man alene når man er skjult. Eller er det også noget vrøvl?
Noget kunne tyde på, at han havde opgivet sit skjul efter fire år. I hvert fald fandt jeg igen et mønster, efterhånden som jeg gik frem i arkiverne. Et mønster der måtte kunne kortlægges som hans rute. Jeg satte nåle med datoer på landkort, og ved at trække snore mellem nålene i datorækkefølge, opstod en rute der lignede en jordomrejse. Makabre fodaftryk på en turisttur til alverdens hovedstæder.
Noget kunne også tyde på, at han var begyndt at benytte sine evner konstruktivt og målrettet, f.eks. ved at holde sig i nærheden af diktatorer og internationale storforbrydere. Nålene med attentater på sådanne personer trak et stadig tydeligere spor tværs over alle kontinenter. Jeg fandt frem til sagerne over de enkelte begivenheder. Der var ingen fællestræk, intet slægtskab i metode, der var intet navnesammenfald, og kun meget dårlig billeddækning. Et enkelt fotografi var interessant, for det viste mellem en gruppe arresterede en ældre mand, der på ansigtstrækkene godt kunne ligne H.S. Men navnet var et helt andet. Heller ikke usandsynligt, han kunne have skiftet navn flere gange. Hvis man antager at det var den samme person i ny identitet, der stod bag alle disse systematiske attentater med rytmiske tidsintervaller, havde de kostet ham et par fængselsophold, men ikke langvarige på grund af pludselige og mystiske dødsfald omkring ham blandt offentlige anklagere og fængselsdirektører.
Ikke alene viste mine knappenåle med snore imellem en stram orden og konsekvens. De gjorde det også muligt at forudsige næste træk. På sted og næsten også på dato.
Derfor bevægede jeg mig til en afrikansk stat og en landsby, i hvis nærhed der lå en træningslejr for en lokal militsfyrste.
Interviewet
Jeg ventede på ham. Han kom som forudset, og jeg fik mit interview. Jeg havde fundet en lille restaurant med en fredelig terrasse, og spurgte om han havde en halv time. Det havde han ikke nogen problemer med. Vi begyndte med tiden der var gået.
– Jeg ville bare lave et antal attentater. Hvis jeg kunne regne med at bare halvdelen af dem forblev uopklarede. Det skulle man nok kunne forvente. Så måtte jeg finde mig i at resten blev opklaret. Jeg kunne risikere at blive slæbt for retten og fundet skyldig. Men der var mærkelige dødsfald mellem anklagere, dommere og nævninge, de lod sig ikke opklare. Lige inden voteringen blev anklageren ramt af et slagtilfælde. Blandt nævningene faldt et par stykker fra, lige tilpas til at fjerne flertallet for domfældelse. Sagen gik om med nye nævninge, men så blev dommeren hasteindlagt. På vej til sikringsanstalten fik chaufføren et ildebefindende og retsbetjenten et hjerteanfald. Fængselsinspektøren døde pludselig netop som han skulle modtage mig, og blandt fangevogterne udbrød epidemi. Jeg var fri. Jeg tilegnede mig undervejs hvad jeg kunne få fat i af effekter fra de afdøde. Kontanter, legitimationspapirer, pas. Jeg rejste til lande hvor der ikke var personregistre. Der har jeg altid godt kunnet li at være.
Men så fik jeg ideen om at være til nytte for Verden. Herregud, det kostede jo ikke noget, og jeg var vant til at leve farligt. Det blev en besættelse for mig at udnytte mine evner, til gavn for Menneskeheden og fremtiden. Hvis det ikke var mig der skulle gøre det, hvem skulle så. Jeg behøvede bare gå ind imellem en diktator og hans livvagt, så skød livvagten straks efter mig men ramte diktatoren. En anden livvagt likviderede den uheldige og hele korpset sigtede efter mig men ramte først diktatoren en gang til og derefter hinanden. Jeg lærte mig metoder til renere træfning for at undgå disse blodbade der ikke tjente noget formål. Nu er turen kommet til skurken derinde. Jeg tror du skal holde dig på afstand i morgen.
Mit interview blev langt og vældig spændende, det kom til at beskrive en munter og dybsindig samtale med en karismatisk ældre person, der havde trukket sig tilbage, mæt efter en eksotisk og oplevelsesrig tilværelse. Med fokus på en mængde spændende anekdoter, den spektakulære udsigt over savannen, og aftensolens spil i vinglasset. Hans små projekter og planer omtalte jeg ikke. Dem ville jeg gerne give ham arbejdsro til.