En gang i februar gjorde jeg en erfaring, der skulle få en vis betydning. Nogen tid efter – i maj eller juni – gik det op for mig, at jeg var udstyret med en evne – andre ville måske sige en mangel på evne – sammenlignet med andre mennesker. Allerede samme år, omend nær dets afslutning, besluttede jeg at udforske de muligheder jeg havde opdaget, og nu, flere år efter, befinder jeg mig på toppen af den perfektion, der ville være berømmet og beundret i vide kredse, hvis blot arten af den disciplin, jeg behersker, gjorde det muligt. Men det gør den ikke.
Det begyndte som sådan noget ofte gør med tilfældigheder, man normalt ikke ville tillægge nogen betydning. Jeg havde netop stiftet bekendtskab med en mængde forskellige metoder til personlighedsgranskning gennem lige så mange forskellige selvrealiseringskurser, og så spurgte jeg mig selv, om der skulle være et system i iagttagelserne. Før i tiden så jeg tit de små tegn uden at tillægge dem betydning, men nu havde jeg gennem kurserne fået en slags – skal vi sige inspiration – til at beskæftige mig med mine egne underligheder. Og jeg legede med den tanke, at det ikke var tilfældigt, at der måske kunne ligge en fællesnævner bag de små oplevelser med de mange sammenfald. Det ville jeg undersøge.
Jeg opdagede, at jeg kunne gøre mig anonym. Egentlig var det ikke svært i det offentlige rum hvor jeg ofte færdedes, det var let nok at blive overset på gaden, at skulle vige udenom andre gående der havde overset mig, at skulle bremse op for nogen der pludselig stod i vejen, at skulle flytte sig for en flok, der netop havde udset min gangretning til at blive krydset af deres.
Det var også let nok at blive overhalet i køerne i butikker og banker, og at blive overset af ekspedienter og bankpersonale. Faktisk var det her, jeg begyndte at eksperimentere med min erfaring og dens pålidelighed. Da jeg passerede gennem supermarkedets kasselinje, og kassedamen som sædvanlig ikke havde lagt mærke til mig, undlod jeg en dag at rømme mig eller påkalde mig opmærksomheden på anden måde, og transportbåndet kørte blot videre til næste kunde, som heller ikke havde lagt mærke til noget. Jeg gav mig god til at samle mine ting sammen fra ekspeditionsbåndet og blev overhalet af fire kunder, mens jeg langsomt lagde varerne i indkøbsvognen. Jeg fyldte mine bæreposer og gik et par gange frem og tilbage lige foran næsen på butiksdetektiven, som også prøvede at se anonym ud, og som jeg derfor følte et indforstået fællesskab med. Butiksdetektiven så heller ikke noget, han spejdede forbi mig og endda lige gennem mig, hver gang jeg passerede ind foran hans røntgenblik. Jeg udviklede mig på få måneder til en ganske habil butikstyv, og jeg havde altid både kreditkort og rede mønt parat, i tilfælde af at nogen skulle få øje på mig under en kasseekspedition. Det skete kun to gange. Den ene gang fordi kassedamen måtte afbryde ekspeditionen et øjeblik og kalde på sin inspektør, fordi hun ikke havde flere byttepenge. Det skete netop mens jeg stod ud for hende, og mine varer lå på båndet mellem os. Under disse omstændigheder valgte jeg at lede kontanter frem, fandt nok til at kunne betale med lige penge, hvilket kassedamen opdagede og udtrykte sin tilfredshed med. Anden gang jeg blev set under en ekspedition var en dag, hvor en meget omfangsrig kunde havde kilet sig fast i den smalle passage mellem kasseapparaterne, og jeg måtte komme til undsætning med nogle åndedrætsøvelser for at hun ikke skulle besvime, hvilket havde kompliceret situationen yderligere. Kunden fik øje på mig, takkede og beklagede meget, og jeg benyttede lejligheden til at lægge pengene for mit indkøb over til kassedamen, der så ud til at være vågnet efter et øjebliks forvirring. Sandsynligvis på grund af episoden med den svære kunde. Der kom personale til fra alle kanter, med forenede kræfter fik de kunden bugseret tilbage hvor hun var kommet fra, hvorefter de foreslog hende en anden udgang. På tidspunktet for de to små begivenheder havde jeg endnu ikke udviklet koldblodighed nok til bare at gå uden at betale trods forstyrrelserne. Den tillagde jeg mig dog senere.
Jeg prøvede mine evner af når jeg kunne komme til det. I firmaet gik jeg en dag i kantinen og satte mig ved et bord, hvor jeg ikke plejede at sidde.
– Er den plads optaget?
– Nej, værsgo.
Jeg prøvede ikke at være specielt anonym, jeg bad om saltet, og kom med ligegyldige bemærkninger, som man nu kan finde på for at indlede en overfladisk kontakt. Jeg gik ind i rollen som hvemsomhelst. De andre ved bordet kendte jeg kun af udseende. Jeg måtte finde på et mere velegnet emne.
– Sig mig, spurgte jeg, – hvor er det jeg har set dig? Hvilken afdeling arbejder du i?
– Eksport og spedition.
– Åh, ja. Det er sandt. Og du?
– Pakkeri.
– Javel. Javel. Er I så klar over, hvad jeg laver?
– Jo – det er vist dig, der sidder i lønbogholderiet.
– Det er korrekt. Det er mig der anviser jeres løn. Ofte kender jeg kun navnene, men ved ikke hvilke ansigter de tilhører.
I det samme prøvede jeg at gøre mig fuldstændig anonym.
Personen der sad overfor og så mig ind i ansigtet blev pludselig flakkende i blikket og fik svært ved at fokusere.
– Sig mig, spurgte han utydeligt, – siden hvornår er du holdt op med at eksistere?
Han var tilsyneladende ikke længere klar over hvem jeg var. Eller hvor jeg var, for han så både over, forbi og gennem mig. I det samme kiggede den anden på uret, de ryddede af og gik tilbage til deres arbejdspladser.
Jeg var tilfreds med eksperimentet. Den slags små manøvrer skulle lære mig præcision og give mig bedre kontrol.
På vej tilbage til lønbogholderiet foregav jeg distraktion og gik ind på dametoilettet for at vaske hænder. Samtidig gjorde jeg mig anonym. Som jeg stod der ved håndvasken kunne jeg selv se i spejlet, at jeg var fuldt til stede. Der var bare ingen der lagde mærke til mig. Man gik høfligt udenom, og på et tidspunkt var jeg flankeret af to unge damer der stod og justerede makeup med øjenskygge og lip-liner.
– Undskyld, sagde jeg og trak mig langsomt baglæns. Pigerne rykkede bare lidt tættere sammen da der blev plads, og fortsatte deres snak. Jeg kom ubemærket ud mens jeg tænkte over mulighederne. En anonymitet som min, medfødt eller erhvervet, ville være et fund for enhver voyeurist. Den ville til gengæld være en katastrofe for exhibitionister. Den måtte alligevel kunne bruges til noget i Landsforeningen af Lurere og Blottere. For ikke at tale om småkriminalitet. Butikstyverierne lykkedes jo så overbevisende. Det skal nu ikke forstås sådan at jeg ikke henregner butikstyveri til småkriminalitet. Det gør jeg for så vidt, men de varer jeg fik med ud uden kvittering, fordelte jeg straks mellem de hjemløse og tiggerne, der var forsamlet udenfor. De vidste ikke, at de på den måde blev gjort til hælere, for det er ganske almindeligt, at man afleverer noget til dem, det man har købt for meget. Og det er samtidig velset. Det er på den måde de fleste skiller sig af med deres overflod. Samtidig med at man også aflastes en smule for sin tyngende sociale samvittighed. Tilmed øger metoden omsætningen i detailbranchen, hvilket skaber arbejdspladser til de ansatte, privatformuer til indehaverne og øget beskatningsgrundlag til det offentlige, så alle er glade. På parkeringspladserne udenfor butikscentrene ser man hver dag dette hyggelige klunseri, hvor forbrugerne, der er blevet jaget gennem indkøbsjunglen og har forkøbt sig på tilbud og impulskøb, kan komme af med alt det overflødige de alligevel ikke tør komme hjem med og vise til ægtefællen. Der er spiselige ting imellem, vel nok ikke det allermest lødige, for det er normalt ikke de mest bevidste blandt forbrugerne, der køber hvad de ikke har brug for. Jeg vil skynde mig at sige, jeg har intet at gøre med disse impuls- og fortrydelseskøb. De skyldes andre anonyme, der ser det som deres opgave at vride penge fra småforbrugere. En kriminalitet større end min. Men tiggerne er nøjsomme, og man ser dem gumle pølser, roulade og chips. Der falder også såkaldte varige forbrugsgoder af, som lamper, brødristere, vaser og bordskånere. Dem har de boligløse ikke umiddelbar glæde af, men de kan omsættes til forbipasserende for en tiendedel af det de er købt for.
Vi kom fra småkriminalitet. Men nej – det er der ikke meget format over. Til mine evner passer kun virkelig storkriminalitet.
Kriminalitet. Hvorfor egentlig? Den er helt unødvendig. Større end at bryde loven er dog at bruge den. Jeg søger målrettet hen imod de felter, hvor min kunnen kan være mig til størst nytte og fornøjelse. Selvom jeg kunne gå upåagtet ud af et hvilketsomhelst fængsel, behøver jeg aldrig gå ind i et, for jeg bliver aldrig dømt når jeg ikke engang kan pågribes. Heller ikke for sportens skyld interesserer tanken mig, der er ingen sport hvor der ikke er udfordring. Derfor er kriminalitet kedelig. I stedet trives jeg fortrinligt her i kulissen af de store begivenheder, i skyggen af de store finansielle beslutninger. Ingen ved, at jeg står i centrum af dem og har betydelig indflydelse på dem, såvel som på min personlige indtjening og sociale status, naturligvis.
Jeg benytter daglig min usethed til at snige sig ind på kvindelige skønheder. Ja, undskyld, nu dukker voyeuristen i mig måske en smule op igen, er den upassende? den passer nu så godt til mine evner. Jeg har vidunderlige oplevelser med kvinder, og nogle af dem forelsker jeg mig i. Jeg slipper altid fra dem uset, og de vågner gerne op og betror deres fortrolige noget om en dejlig drøm, som de alligevel ikke ønsker at uddybe i detaljer.
Hvad er nu dette med blot at bruge loven. Det bliver også kedeligt. Hvorfor ikke hellere forme den i stedet for – ja, skabe den. Mine evner skal udnyttes i en større sags tjeneste.
Jeg er med ved de største politiske begivenheder. Historiske. Hvis man ser nøje efter på billeder fra fredsslutninger, traktaters og ratifikationers indgåelse, viser det sig tit, at jeg har været til stede. Som sekretær, som journalist, fotograf, eller pas nu på: som sikkerhedsvagt. Andre gange blandt tilhørerne. Statslederne ved ofte ikke hvad de har været med til at aftale og hvad de har skrevet under på, før længe efter at det er for sent.
Går det også hen og bliver kedeligt? Jeg skal passe på ikke at blive blasert, men har på den anden side taget mine forholdsregler. Næste projekt bliver at gå ind i laboratorierne og lege lidt med livets grundforudsætninger. Det bliver sjovt. Jeg har ikke tænkt mig at rode med det hele, bare mennesket til at begynde med, som en øvelse. RNA og retrovirus er spændende. DNA og genmodificering, hvorfor ikke, når jeg nu kan lege troldmandens lærling uden at blive opdaget.
Jeg mener i det hele taget, at det er underholdende og udbytterigt at vove sig ud i disse eventyr. Som at være til stede og ikke til stede på en gang. Til stede for mig selv, men ikke for andre. Der skal være passende ting på spil. Store indsatser. Måske er jeg lidt af en gamblernatur?
Men nu er han kommet, denne person, som alt preller af på. Stærkt irriterende.
– Hvad så med min pant? siger han.
– Hvadfornoget, hvem er du, og hvad har jeg sat i pant til dig?
Jeg prøver at gøre mig så usynlig som jeg bedst kan.
– Glem det der! Nå, du er måske ikke klar over det? Det er i øvrigt ligegyldigt, hvad du er klar over og hvad du ikke er klar over. Men det er mig der har sat dig i stand til at – om jeg så må sige – forsvinde ud af folks opmærksomhed i belejlige øjeblikke. Har du haft det sjovt? Det tænkte jeg nok. Hvor sjovt? Jaja lad gå, ikke så tosset. Andre har haft endnu mere ud af det. Det kommer helt an på talentet, du ved, Matth. 25, 14-30, hvis du forstår hvad jeg mener. Men jeg er såmænd ikke vred. Du har gjort et nogenlunde udbytte, du har haft det nogenlunde sjovt. Og du kender prisen.
– Jeg kender ikke til nogen pris! Jeg tænkte da ikke over om der stod nogen bag! Hvordan skulle jeg dog kunne se det?
– Vrøvl! Vi kan aldrig være uvidende om der er kræfter bag. Når vi pludselig kan noget nyt, når vi bliver herre over det ene eller det andet. Er du ikke klar over hvor mange kunstnere, musikere, politikere og magthavere der hører til hos mig? For ikke at tale om alverdens forretningsfolk. Du kan godt regne med, at jo bedre det går en eller anden skurk, des højere står han i gæld til mig. Jaja, de fleste når kun at kvaje sig, de lærer ikke helt så hurtigt og helt så elegant som dig. Nedture, krak, offentlige skandaler og den slags. Domfældelse og straf for de klodsede. Men rigtig mange gennemgik hele programmet, gjorde glorværdig karriere, samlede formidable formuer, uden at nogen opdagede det. Den eneste der ved noget om spillet, det er faktisk mig. Jeg håber deltagerne syntes at turen var prisen værd.
A propos prisen. Vi skal til afregningen. Mine hjælpere har ført dit bogholderi. Klag, hvis der er noget at klage over. Det hjælper ikke noget, men muligheden skal være der.
– Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan det samlede regnskab står på slutkolonnen i totalbogholderiet. Balancen?
– Rolig, siger han. – Du holder på den rigtige hest. Et godt stykke over til min side. Vi har sat en de facto standard her i Helvede, i praksis er vi tæt på totalt monopol. Ikke gode tider for konkurrenterne, dem i Himmerige. Tiden må snart være moden til fusion. Vi venter lidt endnu, til prisen passer, Haha! Du har haft kriminel omgang med kærlighed, finans og politik. Det er i orden, det er vores afdeling. Men du skal ikke begynde at lege skaber og pille ved livets byggesten. De henhører under de højere magter. Endnu.
Og så var der lige prisen, som du siger. Det bliver lige – det går lige op! Ikke noget med irriterende byttepenge. Du er min, rub og stub.
Og Djævelen trækker af med mig. Jeg når lige at tænke, at der nok ikke bliver noget særligt savn efter en anonym person som mig.