Morgen, september. Kurs nordøstover fra Grenå. Nyt grej, der skal afprøves, nyt satellitnavigeringsudstyr, der skal kalibreres. Forventet sejltid 9 timer til bankerne.
Jeg elsker disse morgener på åbent vand. En kurs, en fart, dem kan ingen ændre.
For år tilbage var det endnu bedre. Det var dengang vi ikke havde satellitter. Kortbølge ved man hvad er.
Der har været forholdsvis god fangst i de seneste år. Der er tilbagegang i Nordatlanten og på Grønland. Det er der ikke her i Baltikum. Gode fangster af konsumfisk, navnlig torsk men også kuller, laks, rødspætter, skrubber, pighvar, ja alt hvad du kan nævne. De findes på de ydedygtige banker, i de centrale og nordlige dele af dette prægtige indhav. Sydeuropa har sit Middelhav, vi har vores Baltikum, som vi også kalder Østersøen, vi der kommer vestfra. Den er vores handelsvej op gennem historien, den er vores næringsvej, den er vores identitet og sjæl. Fra gammel tid har der været et grundlæggende fællesskab blandt alle nationerne omkring dette hav. Trods opsplitninger i stormagters blokpolitik, for opsplitninger er altid forbigående. Som det senest sås ved murens fald, Warszawapagtens opløsning og østlandenes åbning mod vest. Gamle venskaber, der genoptages. En pause på 80-90 år, herregud, kun et spørgsmål om få generationer, det hul kan nemt lappes. Nu venter vi på virkningen af de store miljøforbedringer i den tidligere østblok, dem vil vores fælles indhav utvivlsomt nyde godt af. Der må ikke længere være mistanke om tungmetaller i vores marine fødevareprodukter, de skal fremstå som krystalrene alternativer til landbrugets kødproduktion. Den er baseret på landpattedyr, intensiv drift, indavl, genmanipulation og medicinrester. Vores er natur. Landbruget led alvorlige nederlag med kogalskab, svinepest, aujeszky og salmonella. Mund- og klovsyge. Hvad bliver det næste. Deres problemer lader til at være uden ende, vores er forhåbentlig forbigående. Alle lande omkring Baltikum er enige om at bevare dette skatkammer. Det skal være så frit for miljøbelastning som overhovedet muligt. Industriens, landbrugets og bysamfundenes affald. Og minedriftens. De må selv rense det, inden de leder vandet i floden og ud i vores prægtige indhav.
Hvis vi tager dem med uret: Finland, Rusland, Estland, Letland, Litauen, det tidligere Østpreussen omkring Kaliningrad, som kaldes en stump Rusland selvom det ikke er, Polen, Tyskland, Danmark og Norge. Finland og Norge med de længste kyststrækninger. Polen og Tyskland med de største udledninger.
Geologisk er Baltikum et produkt af de gentagne overisninger, og den eneste grund til at det rummer åbent vand er, at vi lever i den sidste del af en mellemistid. Vi kan forvente, at der igen en gang vil indfinde sig en overisning, så området kommer til at ligne Antarktis, én sammenhængende iskalot, der dækker Baltikum og hele Skandinavien, Nordsibirien og det nordlige Canada til og med Hudsonbugten, og naturligvis også hele det Nordlige Ishav, Grønland, Island og en stor del af Nordatlanten. Og det vil allerede begynde om nogle få tusinde år – eller måske blot få hundrede – hvem ved.
Baltikum minder lidt om Hudson Bay, begge steder skabte isens kolossale vægt en lavning i jordskorpen. Den tilbageholdt enorme ismasser langt hen i afsmeltningsforløbet under mellemistidens klimaforandring. Isens vandring og den gradvise afsmeltning dannede de bund- og randmoræner, der her i Europa senere fik navne og blev kaldt Danmark og Nordtyskland. Ja, vi kan tage Polen og Holland med. Dele af Rusland og England for en fuldstændigheds skyld.
Vi sætter nu kursen mod nogle af de rige banker i centrum af vores indhav. Vores position er 59° nord og 13° 30′ øst. Mod sydøst ligger de rigtig gode Götabanker og mod nordøst de lige så gode Sveabanker. Hvis jeg får god fangst, kan jeg lande den i Halden i Norge, eller Fredrikstad, og så prøve igen. Mærkelige navne, f. eks. Göta Banke og Svea Banke, det er ikke til at vide hvor sådanne navne kommer fra, de refererer ikke til nogle kendte lokaliteter i land.
Heldigvis har de internationale konventioner om skibsruter fastsat, at ruterne skal lægges et godt stykke fra de værdifulde fiskepladser. et fint træk og et godt eksempel på den gode samarbejdstradition mellem landene. Det betyder en lille forlængelse af ruterne mellem Norgeskysten og landene østpå, f. eks. Oslo-Helsinki.
Den årlige rytme bestemmes af forekomsterne. Og vinterisen. Den lægger sig hvert år i December-Januar. Fra Bottenbugten omkring Karesuando i Nord, så vandet fryser til langs både Norgeskysten og Finlandskysten til en linje cirka fra Kongsvinger i vest til Turku i øst, som isen når i løbet af marts. På kolde vintre går den endda noget sydligere. Isen afbryder al skibstrafik langs Norges østkyst. I vinterperioden har de kun Hurtigruten langs vestkysten til at betjene øriget fra Trøndelag og nordpå, Nordland, Troms og Finmarks Fylke. Det sidste er landfast med Finland og lukker af ud mod Ishavet.
Jeg fik en pæn fangst på bankerne og landede den i Halden, nu er jeg her igen. Herman ved roret, jeg går ud på fordækket og tjekker grejet. Vi følger stimerne på ekkoloddet og lægger trawlet ud. Faktisk ikke så tosset.
Igen en god fangst. Lastrummene fyldt. Jeg ringer til opkøbere og auktionshuse. Men jeg gider ikke tage til Hirtshals selvom jeg kunne tjene mere der. Jeg prøver Gdansk eller Klaipeda. Det bliver Gdansk. Jeg snakker med Herman om returlast. Han er med på hvad som helst men vil ikke vide noget. I Kaliningrad får vi cigaretterne leveret dobbelt emballeret så de ligner kartofler og ikke tager lugt af fisk. Herman vil gerne med til Klaipeda. Jeg siger til ham, at her må vi skiftes til at gå i land, for nu har vi last ombord. Jeg skaffer vodka, det kommer i original emballage men skal også pakkes en ekstra gang af hensyn til lugt og udseende.
Så ringer jeg til Tatjana. Faktisk har jeg i forvejen en aftale med hende, det er den jeg nu vil bekræfte. Tatjana er faktisk den med den gladeste røv jeg kender. Egentlig ved jeg ikke om hun hedder Tatjana i virkeligheden eller om det er hendes kunstnernavn. En gang ringede jeg til hende, og hun var forhindret, men så gav hun mig bare telefonnummeret til Ilena i stedet for. Hun var også dejlig. Måske et samarbejde de har, ligesom tandlæger. Henvise til hinanden ved travlhed og ferie.
Tatjana er hjemme og vil gerne se mig. Jeg har ure med til hende, smykker og mærkevaretøj som jeg har fået billigt. Hun jubler over det hele som om det er hede kærlighedsgaver, og vi elsker længe og kraftigt. Så spørger hun mig om jeg vil have vodka. Jeg siger at jeg har noget allerede, men det viser sig at hendes er bedre og billigere. Så må jeg have nogle af cigaretterne ud af lasten og op på dækket. Det går nok, de vejer jo ingenting. Bedre at stuve vodkaen lavt.
Tatjana har en særlig gave til mig. En erindringsgave, en kærlighedsgave, siger hun. Det er en bog. Tatjana ved, at jeg holder meget af sagn og myter. Tidligere, da vi var unge, og al tiden ikke skulle gå med forretninger, snakkede vi sommetider længe om vores hjemlandes sagn og fortællinger. Hun er ikke dum, Tatjana. Bogen, Tatjana giver mig, hedder “Erindringen om Svea-rige”. Den ser spændende ud. Jeg siger tusind tak og forærer Tatjana en dyr parfume, jeg ikke kender navnet på. Hun spørger med et smil om jeg ikke synes hun lugter godt nok, men kysser mig alligevel til afsked.
Jeg tager ud til båden og afløser Herman. Først giver jeg ham Ilenas telefonnummer og en anden parfume, han kan bruge som gave. Resten må han selv finde på, og jeg har betalt ham for hyren. Han lover, at han nok skal være her i morgen.
Så lægger jeg mig ind med en flaske vodka og en bog.
Landet med fangster i Halden og Gdansk, gjort handeler i Kaliningrad og Klaipeda. Haft møde med elskerinden. Fået foræret en ny bog om min store interesse. “Erindringen om Svea-rige”. Der er billeder i. Den handler om ufoer, rumskibe, rumvæsener og genkomst af tidligere jordboere. Den passer lige til tilbageturen. Lad os nu se om Herman vil påmønstre hjemad. Det vil han ikke. Han vil først dyrke Ilena lidt mere. Han finder nok en anden hyre hjem, eller også bliver han her et stykke tid. Det gør han nu nok ikke, her er ikke meget at lave for sådan en som ham, der ikke kan sproget og ikke kan få opholds- og arbejdstilladelse. Man kan kun få opholdstilladelse hvis man har arbejde, men man kan kun få arbejdstilladelse hvis man har en adresse. Derfor er man nødt til at begynde med illegalt arbejde og illegalt ophold, så kan man se om det illegale ophold kan gøre ens arbejde legalt og omvendt, og når man så har legalt arbejde kan man få en opholdstilladelse, så man kan få legaliseret sit ophold og dermed få arbejdstilladelse. Sådan skal det gøres i tre trin, enkelt nok. Eller omvendt. Men det ved Herman vist ikke noget om. Piger som Ilena og Tatjana kan forklare ham det, hvis de synes han skal blive. Så han må nok finde en anden hyre hjem. Når han ikke har råd til mere vodka.
Jeg læser bogen og bliver fuldstændig opslugt. Sætter trawlet ud på hjemvejen. Jeg kan godt sætte trawl ud og tage det ind igen uden Herman, jeg har jo det hydrauliske spil. Jeg må trække det ind igen, der er ikke plads til fangst i lastrummet. Det havde jeg glemt, så spændende var bogen. Satellitterne har nok fotograferet mig med trawl ude, det kan bruges som alibi.
Jeg vender hjem til Grenå med automatpilot på, så jeg kan læse resten af bogen. Hvilken fantasi. Nok kulørt litteratur af værste slags, men spændende. Den handler om myterne og legenderne. Og om den sproglige afsmitning. Der er en del af det vestlige Finland, hvor man taler et eget, skandinavisk sprog. Fra de egne udgik i gamle dage store hære, der hærgede i Norge, Danmark, Tyskland, Polen og Rusland. Meget brutale og hensynsløse skal de have været, som alle hære og alle krigere til enhver tid har været. Man kan nu ikke se noget af det på de nuværende efterkommere. Turku og Pori er såmænd lige så fredelige som alle andre byer omkring Baltikum.
Men så er der sagnene. De stammer fra mundtlige overleveringer, de er yderst livagtige, og har drevet mange hypoteser frem i flere hundrede års romantiske litteratur, så de også var på nippet til at komme med i historieskrivningen.
De gik ud på, at der en gang skulle have eksisteret et stort landområde midt i Baltikum. Et stort og langstrakt landområde, som havde udfyldt det næsten fra Nord til syd, så der kun var en smal stribe hav tilbage mod øst. Et landområde lige fra Finmarken helt ned til et sted mellem Sjælland og Bornholm. Det lyder helt vanvittigt, og der er heller ingen belæg i geologiske fund og hypoteser, for Baltikum menes som bekendt at være dannet under en række istiders belastning fra det massive isdække, således at der i de kortvarige mellemistider lå et bækken parat til at fyldes med hav. Der sker stadig en landhævning, som følge af at jordskorpen stadig prøver at rette sig ud efter den sidste afsmeltning. Derfor synes det videnskabeligt usandsynligt, at det kan have gået den anden vej, en landsænkning, og at der skulle have været landområder på de angivne steder i historisk tid. Men derfor er sagnene, myterne og legenderne da ikke mindre spændende.
Myter om et sunket rige, ligesom i Atlantis-myten. Myter om forhistoriske civilisationer, og landkort optegnet af ekstraterrestriske væsener, et kort der viser et land i Baltikum. Måske fotograferet af ekspeditioner fra andre kloder. Ifølge kortet skulle jeg sejle midt på landjorden nu. På vej gennem en skov fra en by til en anden. Nej, ikke landjord, tidligere landjord, selvfølgelig. Opsamlede erindringer om glemte navne, glemte byer, landskaber, kulturer, folk. Ikke kun enkeltpersoners skjulte erindringer, hele befolkningers fælleserindringer. Og så al den interesse, der vises dette parafysiske fænomen. Man bliver totalt forvirret. Konklusionen: Der er så mange sammenfaldende mystiske vidnesbyrd, så mange indicier, men intet afgørende bevis. Alle vidnesbyrd og udsagn er bare udvalgt for at støtte den samlede påstand. Et eventuelt tidligere landområde benævnt Svea-rige og beliggende midt i Baltikum, eventuelt landfast med Norge og/eller Finland. Det savner ethvert belæg og enhver dokumentation ud fra forskning i geologiske, arkæologiske, historiske, sproglige eller kulturelle fund. Hypoteserne må nok henregnes til de mere eksotiske, men derfor er de ikke mindre farverige, og der er da også gennem tiden opstået en hel litteratur om emnet, og myterne har givet stof til utallige værker inden for digtekunst, billedkunst og musik.
Jeg lægger til i fiskerihavnen. Der er en kasse vodka til fiskeriinspektionen. Også en til toldvæsenet, men de viser sig ikke i dag. Måske fordi de allerede har fået en kasse tidligere på dagen, det bad jeg en kollega sørge for gennem telefonen. Afsætningen af importvarerne til mine kontaktmænd går gnidningsløst. Det kostede kun en af dem et lag tæsk, fordi han havde misforstået noget med afregningen. Så jeg måtte hjælpe hans hukommelse på plads igen. Jeg beholder selv en kasse vodka og den til toldvæsenet, hvis de skulle komme i tanker om mig. Til min kone har jeg en pels med fra Klaipeda, den bad jeg Tatjana om at skaffe. Hun har forstand på pelsværk, og min kone er rigtig glad for den. Hun får også en af de dyre parfumer og næsten en halv palle cigaretter, så hun byder mig hjerteligt velkommen og anstrenger sig for at holde mig ud i en hel uge.
Jeg tager bogen frem igen. Og så dette mystiske kort. Det har nogle stednavne. Og de passer til navnene på nogle af de gode fiskebanker. Og skove. Søer og elve. Og byer.
Jeg lukker bogen i og repeterer de vigtigste påstande. Tænk at man kan udgive sådan noget sludder. Jeg må hellere ud på det åbne vand igen. Og se om havet stadig er der.
Jeg vil se lidt mere om udgiverne og slår op på titelbladet og bag i bogen.
Min kone blader i avisen og spørger om vi ikke skulle tage på et krydstogt sydpå til næste år. Så kan vi da være sammen og på havet samtidig. I tre uger. Og nu har du jo penge nok. Og hun læser en række anløbssteder op. Southampton, la Coruna, Lissabon, Tanger, Malaga, Tunis, Palermo, Napoli, Genova, og så hjem over Geneve, Basel, Saarbrücken og Antwerpen. Var det ikke noget?
Det tænker jeg over, mens jeg opvejer fordele med ulemper.
Jo, siger jeg. Det skulle vist kunne lade sig gøre.
Det kunne være rigtig dejligt, siger hun. Ja, siger jeg.
I det samme ser jeg på bogens sidste side en reklame med anbefaling af forlagets næste udgivelse i samme serie. Den hedder “Myten om Franker-riget”. Den handler om, at der en gang skulle have eksisteret et landområde mellem den Iberiske Ø og det europæiske fastland. I myterne, altså.
Kan de da blive ved. Nu er de vist helt ude i tovene. Besynderligt er det, med myter som denne. Tilsyneladende smitter de oven i købet. Der opstår måske lokale variationer over sagn om sunkne landområder. Først et land midt i Baltikum, og nu et, der engang skulle have udfyldt det meste af det Galliske Hav, og som efter overleveringen skulle have gjort den Iberiske Ø landfast med Belgiens, Luxembourgs, Tysklands, Schweiz’ og Italiens vestkyster. Det skulle således have været umuligt at besejle Middelhavet gennem det Provencealske Stræde mellem Italien og Spanien, og Middelhavets eneste forbindelse til Atlanterhavet skulle have været Gibraltarstrædet. Tænk engang. Det hypotetiske landområde i det Galliske Hav var angiveligt på størrelse med det i Baltikum, måske endda lidt større, men ikke så langstrakt. Ligesom for Svea-riget, findes der heller ikke det mindste troværdige belæg for dette landområdes eksistens. Det skulle være benævnt Franker-riget. Om det så er geologien, arkæologien, den sproglige og kulturelle arv, giver de ikke noget at bygge sådanne skrøner på. De sproglige argumenter tager f. eks. udgangspunkt i, at det sprog, der tales i det vestlige Schweiz, i store dele af Nord- og Vestafrika, i det østlige Canada, og som kaldes fransk, skulle have haft et fælles udgangspunkt i det nu forsvundne landområde. Det er for meget. Man burde dæmme effektivt op for denne type bizarre eventyr og dagdrømme. I visse kredse og i visse perioder kan de gå hen og antage kultlignende former. Det stjæler tid fra seriøse menneskers studier af verden, geografien, historien, menneskelivet, kulturen og kunsten, sådan som det faktisk forholder sig.
Der findes endda klubber hvor man diskuterer myterne om de sunkne riger. Deres adresser og websteder står i annoncen.
Jeg sukker dybt og ryster opgivende på hovedet. I mellemtiden har min kone allerede reserveret to billetter på krydstogtskibet. Så må jeg undvære Riga og Klaipeda for en tid. Jaja, det er jo til næste år.