Den øverste del af byen er faktisk et plateau for sig selv. Den står i forbindelse med den nederste del via et mægtigt trappesystem. Her udspiller sig hver morgen et festligt sceneri, med arbejdere på vej til arbejde, handlende på vej til deres butikker, og børn på vej til skole. Børnene leger, råber og spiller bold mens de klatrer, og om eftermiddagen kaster de modelfly og papirflyvere ud over afgrunden, i håb om at finde dem senere. Eller måske i håb om at sende meddelelser til de indsatte i fængslet nedenfor. Næsten alle i byen kender nogen i fængslet.
En eftermiddag lå der en stor vandpyt på en afsats, for det havde regnet. Jeg var på vej ned. Jeg tog et stykke klar plasticslange, jeg havde i tasken. Ved at fylde slangen med vand dannede jeg en hævert, som kunne tømme vandpytten til skråningen nedenfor. Alle børnene stimlede sammen. Vandet løb op over brystværnet, og ned igen til slangens udmunding længere nede, hvor det plaskede ud på skråningen. Børnene kiggede forundret på vandet der løb opad inden i slangen.
Jeg er lærervikar på en skole, der ligger oppe på bjerget. De fleste af eleverne kommer oppefra, fra de beskedne boligkvarterer. Andre kommer fra endnu mere beskedne kvarterer og skal ligesom jeg forcere de mange trapper.
En morgen er der stor forvirring da jeg ankommer til skolen. En tilsynsdelegation fra den offentlige skoleforvaltning har meldt sin ankomst med ti minutters varsel, de vil ved selvsyn undersøge undervisningens kvalitet på baggrund af nogle indberetninger. Den meget store delegationen har delt sig i et antal grupper, som vil gå ind og overvære undervisningen i den første time i så mange klasser som muligt samtidig.
Skoleinspektøren er ved at mønstre sine tropper. Han har allerede truffet aftaler med en håndfuld lærere, der hver skal modtage en sådan gruppe. Han ryster på hovedet over det tåbelige i foretagendet, men er ikke nervøs på vegne af sine læreres undervisning.
– Jeg er stolt af mine lærere! De har et hårdt, nødvendigt men lavt værdsat arbejde.
De delegerede stiller sig myndigt tilknappet an. Fåmælte, med stive, kolde, skeptiske blikke.
– Hør Simon! siger han til mig, da jeg kommer ind på hans kontor for at høre, hvad jeg skal lave i dag. – Kan du ikke tage en af disse grupper med til timen. Første C har ingen lærer, frk. Ferguson har meldt sig syg.
Jeg spørger hvad jeg skal lave med dem.
– De skal egentlig have en matematiktime. Problemet er, at du samtidig skal underholde dine gæster og være fuldt opmærksom på de spørgsmål de stiller. Måske kan du finde på noget andet?
Jeg foreslår en fysiktime. Der kan man sætte eleverne i gang med eksperimenter, så kan jeg bedre frigøre mig.
– Glimrende. Det er vigtigt at gøre et godt indtryk. Flere af de delegerede er overordentlig indflydelsesrige, de har ofte det afgørende ord ved fastansættelser. Husk det!
Jeg begav mig ud i et voveligt eksperiment, kunne jeg se. Skulle improvisere undervisning i en klasse, jeg ikke kendte ret godt, i et fag jeg ikke var fortrolig med. Skulle finde på noget der kunne fange børnene så timen kom til at forløbe overbevisende. Jeg løb hurtigt hen til klassen for at komme gæsterne i forkøbet.
Jeg fortalte børnene, at vi skulle i fysiklokalet, og at vi skulle skynde os der over, fordi vi fik gæster, der skulle lære, hvordan man laver fysik i Første C. Undervejs fortalte jeg dem, at i denne her time hed jeg slet ikke Simon, jeg hed Sonny. Det var børnene helt med på.
– Vi skal have Sonny! råbte de.
Da vi kom til fysiklokalet, havde de delegerede allerede sat sig tilbage i lokalet. Alle børnene myldrede ind. Jeg ville præsentere gæsterne for børnene. Det afslog gæsterne med mørkt blik, jeg måtte endelig ikke henlede børnenes opmærksomhed på dem. Men der kom til at mangle tre stole, som de havde taget fra eleverne. Jeg sendte tre elever tilbage for at hente flere stole i den tomme klasse.
Jeg sagde til eleverne, at denne time, som egentlig var deres matematiktime, nu var lavet om til en fysiktime, fordi deres lærer var blevet syg, og det var også grunden til at de skulle have mig i stedet for. De tre kom tilbage med stolene og satte sig helt foran.
Jeg benyttede mig af lejligheden til at repetere navnene, jeg kunne de allerfleste, og spurgte så hvad hedder jeg?
– Sonny! råbte de henrykt i kor, og gæsterne gjorde notater.
Jeg fortalte børnene, at vi skulle lave nogle fysikøvelser, som de selv kunne arbejde lidt med, og at jeg havde en masse forskellige ideer, men om de ikke også selv havde nogle forslag?
– Jo, vi skal lave en røgbombe!
Det mente jeg nu ikke at vi skulle. Det var naturligvis fristende at lægge røgslør ud. Jeg forklarede, at røgbomber hørte til i kemi, som de først skulle lære noget af om nogle år.
– Øv!
– Men hvad så med at få vandet til at løbe opad? Det kan du jo!
En spændt forventning lyste ud af det lille ansigt. Jeg havde brug for en forklaring.
– Jo, kan du ikke huske den dag efter skole, hvor vi var på vej ned ad trappen, og det havde regnet, og så kunne du få vandet til at løbe opad! Kan du ikke vise hvordan man gør det?
Det ville jeg gerne indvilge i. Jeg ledte i alle skabene, fandt to glaskar frem og et stykke klar slange, hældte vand i det ene kar og stillede det lidt højere end det andet på et par klodser. Så viste jeg hvordan man kunne fylde slangen med vand fra hanen, holde enderne lukket og stikke den ene ned under vandoverfladen inden man slap for den anden ende der var ført ned i det lavere kar.
Jeg fik børnene tæt sammen, så de allesammen kunne se. Nu så de måbende på, at vandet løb opad. Når man løftede slangen, rev det endda et par luftbobler med, før de tog turen ned igen i det andet kar.
Jeg delte eleverne op i grupper på tre, og instruerede dem om at den ene kunne styre det ene kar, den anden det andet kar og den tredje skulle så styre slangen.
Rekvisitterne slap hurtigt op. Der var ikke mange kar, og alle mulige beholdere måtte benyttes. Gulvspande blev hentet fra rengøringsrummet. En af drengene havde i sin taske to ølflasker han havde fundet, og som han skulle have pant for på vejen hjem, de blev også brugt. Slangen slap op, og et par stykker blev sendt over til pedellen for at spørge efter nogle stumper haveslange. De kom tilbage med rigeligt, som kunne skæres op i passende længder, uden om en hel del huller, måtte jeg påse, for slangen var kasseret. Gæsterne gjorde notater.
Nu var der etableret ni – ti opstillinger. Alle børnene kunne ved selvsyn se vand løbe opad, og jeg foreslog dem at lave forsøget mindst tre gange, så hver enkelt kunne prøve at stå for hver opgave i det mindste én gang. Alle børn var fuldt beskæftiget en rum tid, den tid kunne jeg bruge til at formilde stemningen hos gæsterne.
Gæsterne så ud til at føle sig utilpasse over at jeg havde forfordelt dem så groft med opmærksomhed i konkurrence med børnene, de var modvillige og langsomme at tø op. Kun enkelte gange skulle jeg komme børnene til undsætning. Det var når de ikke kunne holde vand i slangen, fordi de ikke lukkede tæt nok for den.
Jeg snakkede til de delegerede om hvad der faldt mig ind. Det gik bedre, da jeg holdt op med at kommentere klassen og skolen, og begyndte at spørge til deres arbejde, kolleger og omgangskreds, for at finde ud af om vi havde fælles bekendte. En enkelt kvitterede behersket oplivet med at fortælle sin sygehistorie, dog uden at afsløre for meget privatliv og navne på pårørende. Til sidst gik samtalen velsmurt og livligt, om sportsresultater og TV-værter, og der opstod hen imod timens slutning en helt venskabelig stemning, hvorunder jeg fik navne på flere personer i forvaltningen, som det ville være fornuftigt at stå sig godt med. I baggrunden lød en konstant summen af børnenes iver og optagethed.
Børnene havde hele tiden indforstået brugt navnet Sonny til mig, flere gange med generte smil. Men nu sagde Christian:
– Det var sjovt, det vi lærte med at få vand til at løbe opad, men hvordan kan det være, kan du ikke forklare hvordan?
Jeg svarede ham, at det blev der ikke tid til i dag, for der var kun tre minutter tilbage af timen, men en anden dag, hvis vi skulle ses igen i en anden time, så ville jeg gerne forklare de fysiske kræfter og årsager bag eksperimentet. Børnene jublede.
– Skal vi så have dig igen, Simon?
Og de klappede i hænderne.
Netop i dette øjeblik kom delegationens leder ind, og spurgte sin gruppe om forløbet. Gruppens sekretær havde gjort notater på egen hånd men nåede ikke at konferere med nogen. Han tog ordet.
– Han jager med os fra det ene lokale til det andet og laver billige tricks, som han kalder eksperimenter, og som får gulvet til at sejle med vand. Men det værste er, at hans elever upåtalt bringer øl med ind på skolen, at han får børnene til at stjæle haveredskaber fra pedellen, og at han skjuler sin identitet under falsk navn. Vi må indstille til øjeblikkelig afskedigelse!
Sekretærens selvbestaltede indstilling splittede gruppen. Der var spredt tilslutning, men tilsyneladende også tendenser til oppositionelle synspunkter. Damen med sygehistorien tog til genmæle.
– Det er ikke rigtigt! Vi er blevet særdeles vel modtaget og har været i behageligt selskab. Og børnene var ikke til besvær og generede ikke vores møde særlig meget. Jeg har i sinde at anbefale læreren til en karriere i forvaltningen, og har allerede taget initiativ til kontakter på politisk niveau.
Sekretæren bukkede hovedet, og hans fløj tav.
– Javel, sagde delegationslederen, mens klokken ringede og alle børnene som raketter fløj ud ad døren. Fire-fem stykker tog dog mellemlanding på mit skød, to slyngede armene om halsen på mig, mange råbte: – Vi skal have Simon igen! og en spurgte: – Hedder du så ikke Sonny mere?
Jeg rystede beklagende på hovedet.
Delegationen tog afsked og bevægede sig ud mod de ventende limousiner. Delegationslederen lykønskede mig.
– Det lader til, at du har overbevist den rette. Hun er gift med borgmesteren. Med hende på sin side kan det ikke gå helt galt.
Vi gik hjem fra skole, og på vej ned ad trappen så jeg nogle af børnene pjaske i en pyt vand. Det havde ikke regnet, så de havde åbnet en vandhane i stedet for. De bad mig prøve eksperimentet igen, men jeg havde ingen slange. En kone skældte ud fra et nærliggende hus. Børnene løb videre, og ved foden af trappen mødte de en flok jævnaldrende, de kendte. De fortalte ivrigt om vandet der kunne løbe opad, og en dreng fandt på at man godt kunne demonstrere det alligevel, for der lå en stor grusbunke, som de plejede at klatre i.
– Hold fast i mig! sagde han. – Og dan kæde!
Så kravlede han op på grusbunken med kæden efter sig, den ene efter den anden.
– Det skal være en lang kæde, kommanderede han, – der skal flere bagi!
Han stod på toppen af grusbunken. På den anden side af grusbunken var der gravet en grøft.
– Hold nu godt fast! råbte han, – Nu løber vandet opad. I er vandet!
Og så kastede han sig ned ad den anden side af grusbunken og trak de næste efter sig. Helt ned i grøften, hvor han gav slip og sprang op.
De næste trak andre efter sig, som igen trak andre, det gik hurtigere og hurtigere under høje hvin, og i løbet af et øjeblik var hele kæden trukket med over, så alle drengene lå i en bunke nede i grøften. Alle holdt fast og den sidste blev slynget højt op i luften som snerten af en pisk, inden han landede oven i bunken. De få, der havde nået at springe op igen, stod og slog sig på lårene af grin.
Mange havde slået sig, kun få ville være ved det, dog var der to der ømmede sig, fordi de var kommet til at ligge nederst.
En af drengene fik pludselig et alvorligt og spekulativt udtryk i ansigtet. Han sad for sig selv og spekulerede. Så gik han hen til to af de andre og kaldte dem til side. Han forklarede og gestikulerede. Pludselig jublede de to andre, men han tyssede på dem, og så spænede de afsted alle tre.
– Se, nu render fængselsrotterne!
Alle vidste, at de tre drenges fædre sad i fængsel. Og at fængslet var fyldt med politiske fanger. Folk, der havde gjort sig skyldige i at arbejde mod det siddende bystyre.
Næste morgen var jeg igen på vej op ad trappen og blev som sædvanlig overhalet af mine små venner. Også de tre med fædre i fængsel var der. De så indforstået smilende på mig som om vi havde en hemmelighed, men de sagde ikke noget. Halvvejs oppe ad trappen var der en afsats, hvorfra man havde god udsigt over fængslet. Man kunne ikke se ind i fængslet, og der var normalt ikke noget at se omkring det. De tre drenge plejede at se den anden vej og snakke om noget andet. I dag stillede de sig op på brystværnet og kiggede ud over byen, op mod morgensolen og ned mod de dystre fængselsmure i modlyset. De vinkede med oprakte arme, tavse. Det var ikke til at se om deres hilsen blev besvaret.
Den eftermiddag var byen ikke sig selv. Straks efter jeg kom fra skolen ud på gaden, mødte jeg avissælgerne med de sidste nyheder. Byens fængsel var tømt. Alle fanger var undveget under gårdturen. Det var et stort mysterium, hvordan det havde ladet sig gøre at passere fængselsmuren. To ædruelige fængselsfunktionærer påstod, at de havde observeret de indsatte spadsere i én lang række og med hinanden i hånden, lodret op ad fængselsmuren, hvorefter de forsvandt i det fri. Sporløst.
De tre drenge havde travlt med at komme hjem. De nåede lige at vende sig om.
– Tak for en god ide!
Ja. Når det er et mirakel at se vand løbe opad, skal der ikke så meget til at lave mirakler.
Borgmesterfruen havde også set mit hæverteksperiment. Det var sket på et tidspunkt, hvor hendes mand havde nået sin karrieres absolutte højdepunkt. Hun havde et godt og grundigt greb i sin mand. Derfor havde han også trukket hende med til tops.
Den dag de oppositionelle kræfter slap ud af fængslet, begyndte borgmesterens magtbase at vakle, og han påbegyndte den nedtur, der var beregnet til at trække de næste opad. Som vand i en slange følger også politiske karrierer elementære love.
Borgmesterfruen havde som antydet sin egen personlige sygehistorie, som indeholdt rigeligt med tarmluft. Tilmed havde hun for nylig set demonstreret i skolen, hvordan det går når man bruger en punkteret slange som hævert. Altså prikkede hun et næsten usynligt hul, ikke i sin tarm men i sin mands karriere, som alligevel slap en luftblære ind der var stor nok til at borgmesteren kunne styrte i dybet uden nødvendigvis at trække hende med. Det kræver god balance at holde sig på toppen, man skal have anlæg for det og være fri for højdeskræk. Disse egenskaber forenede hun til fuldkommenhed i en anselig årrække, beskæftiget som en linedanser med at balancere yderfløje af mod hinanden. Jeg så det jo selv, for hun havde givet mig en tjans i bystyret, og jeg holdt mig til, det skal siges, det gjorde jeg mig ikke for god til. Jeg var så tæt på som man kan komme. Men det blev ikke min tur efter hende, så snedig var jeg ikke. Da hun styrtede, trak hun mig med sammen med sit øvrige halehæng, de tidligere fængslede. Der var ikke noget at gøre, når rutsjebanen går i gang er det en hel tur eller ingen, og vi blev alle forbigået, en hel generation sprunget over. Men alle holdt fast i hinanden, det holdt ved hele rækken ned, og én gang snert altid snert, han der som dreng havde prøvet luftturen som kædens sidste led, anbragte sig strategisk og blev nu slynget så højt op at han blev uopnåelig. Der blev talt om at han havde mistet jordforbindelsen, at tyngdekraften havde mistet sit tag i ham, at han var gået i evigt kredsløb og befandt sig i vægtløs tilstand. Mange var glade, for nu var der endelig kommet en stærk mand, som de sagde, det havde de ventet på lige så længe demokratiet havde hærget byen med alt dets snak og evindelige vrøvl.
Jeg så bare en psykopat. Muligheden for stærkmandsvælde ligger latent mange steder, den skal bare rendyrkes. Så skal der også bruges en psykopat hver gang, men de er lette at få fat på. Senere, da de første tegn viste sig på hans kommende, uundgåelige og bratte fald, var han selv den eneste der ikke opdagede det.