En slutning
Er dette målet?
Vi skulle drøfte hvad der gør et lykkeligt liv, og hvad formålet med det kunne være, hvis det havde et formål. PA mente stadig at målet med livet var at eje ting og rigdom og magt, og at man skulle have lov til at gøre hvad man ville, og at alle stridigheder kunne afgøres fuldt retfærdigt, hvad der kun kunne ske ved at vinde over alle andre, og hvis det ikke rigtig kunne lade sig gøre, så i det mindste over nogle få andre.
Men Sofia henviste til dem der havde skaffet sig ejendom og formue, rigdom og magt, heller ikke de blev lykkelige, penge hjalp dem ikke.
Mahmoud kom i tanker om en fatalist han kendte, en person overbevist om at alt i forvejen er fastlagt, intet kan forandres, alt er styret af den almægtige, som måske er udstyret med guddommelige kræfter. For denne fatalist, eller determinist, kunne det hele være ligegyldigt, det kunne ikke betale sig at lave noget om, han blev fortørnet hvis nogen mente at man selv har en indflydelse, det ville nærme sig blasfemi og ringeagt for den almægtige, og var derfor forbudt. Den trosretning var Mahmoud en smule charmeret af, den gjorde det hele så bekvemt, sagde han. Og spændende, at betragte som tilskuer. Man kunne godt se det lune smil stikke frem bag hans forsøg på at se alvorlig ud.
Her i den seneste tid var Nalle vokset betydeligt, han havde lært noget vigtigt, efter egen mening. PA var skrumpet tilsvarende, han havde ikke lært noget, kun efter egen mening, selvfølgelig også skrumpet som følge af de påførte legemlige reduktioner. Jagten på Peggy var afsluttet før hun blev indhentet, og som deres fælles instruktør i den svundne fortid havde forudset, var der blevet god plads i køen. Hun havde mistet alle attraktioner og var oven i købet blevet gnaven, og Nalle var tæt på at opgive sit forsæt om at få hende til sidst. Sofia støttede og hjalp ham med at komme over det, og Peggy var ligeglad.
Nalles konkluderende tanker havde fået det bedste med fra Sofia og Saraghina, selvom han ikke altid havde hørt ordentligt efter. Nu dukkede de op underbevidst, og de pegede på den enkeltes pligt til at bidrage med redningen. Det indebar større bevidsthed om klima og biodiversitet, om verdensledernes mishandling af lande, havområder, befolkninger og civilisationer, og at der måtte stilles krav til demokratiet og andre styreformer om at tage livsgrundlaget seriøst.
Til gengæld var PA blevet forskånet for tilsvarende påvirkning, han havde jo også i en længere periode ført et helt andet liv, efter sine egne idealer.
– Hvorfor spilde tiden med at imødegå ubegrundede holdninger og tossede meninger. Lad dem dog skændes indbyrdes, så meget de vil.
Sofia og Mahmoud havde indgået en alliance, de anlagde samme syn på de store og mellemstore perspektiver, og hvad angik de mindste, tilkendte de hinanden en part i æren for Nalles forandring. Nalle selv kunne ikke finde ud af om deres alliance også var af romantisk art, den del af tilværelsens gåder havde han stadig ikke løst.
Men Sofia og Mahmoud talte om hvordan verdens store problemer bedst kunne løses, om den demokratiske parlamentarisme kunne være til gavn eller forhindring, om den i det hele taget kunne bruges tildet.
– Hvis de nødvendige metoder bliver tiltrådt af et flertal, sagde Sofia, – så skyldes det kun at de behager flertallets bekvemmelighed, for det er jo ubekvemt at anlægge holdninger der går imod ens bekvemmelighed.
– Ja, selv uklare holdninger kan selvfølgelig begrundes, men når de kun begrundes i ønsket om at opnå flertallets opbakning, er det jo, af de grunde vi så tit har talt om tidligere, ingen begrundelse.
– Nej, vi ved hvad der skal til, og alle ved hvad der skal til. Benægterne, det er dem der ikke kan tale rent, når de får al deres udenomssnak galt i halsen, når de får mavepine af alle deres undskyldninger. I så fald burde de lytte til deres mavefornemmelse, der for en gangs skyld ikke er ude på at snyde dem.
Nalle var godt klar over at verdens problemer var langt større end demokratiets.
Demokratiets problem, som Saraghina sagde, eller var det hans egen mor? demokratiets problem er at folk stemmer på det, som de tror er bedst for dem selv, her og nu. Uden at tænke på, at det bedste for dem selv, her og nu, måske slet ikke er det bedste for de andre, for samfundet, for civilisationen, for kloden. Demokratiets indbyggede svagheder kan ikke repareres. Man kan justere en lille smule, man kan sørge for at det generelle oplysningsniveau bliver højere. Selvom det bliver uden virkning i en verden, hvor løgn tæller lige så meget som sandhed og ofte mere, når en løgn på ti ord er lettere at forstå end en sandhed på hundrede, sådan som det er med løgne og sandheder.
– Men det er ikke min opgave, sagde Nalle. – Jeg ved kun hvordan det er, ikke hvordan verden kan reddes. Noget kan gøres, men det bliver svært. Og det kommer til at gøre ondt. Ligesom med en sygdom der breder sig i al hast, mens man bruger tiden med at skændes om diagnose og behandling. Til sidst bliver det nødvendigt med en livreddende operation, men denne gang uden bedøvelse. Er patienten, verdens befolkning, parat til det? Eller vil den hellere dyrke den bekvemme uenighed, udsætte det nødvendige og fortsætte sin evindelige strid om hvad der skal gøres, til længe efter at den sidste chance er forpasset?
Sådan blev Nalle ved med at give udtryk for både sine velovervejede tanker og sine uovervejede indfald, akkompagneret af de forudsigelige suk og indvendinger fra den svækkede men stædige PA.
– Det kan være meget godt, sagde Nalle. – Men lad os nu passe vores verden.