Møde med Svend Svendsen
og et selskabeligt sygehusudvalg
Mandag eftermiddag, på indkøb efter nødforsyninger til en lille uges ophold. I Kvicklys foyer lige indenfor svingdøren ses en let genkendelig person, Svend Svendsen, medlem af sygehusudvalget. På vej ind, med utilfreds mine og forknyt tillukkethed. Jeg selv på vej ud med to indkøbsposer, nogenlunde sluppet for at få humøret spoleret af et besøg i det lokale handelsmekka. Svend Svendsen standser og ser sig omkring. Skulende, med højde under middel og bredde over middel. Han kan være benhård, han kan være sky. Her virker han som afsløret i noget skamfuldt.
– Goddag, smiler jeg venligt, som jeg nu har lært det. – Lad dig nu ikke friste over evne!
– Friste? Det ku’ ikke falde mig ind, brummer Svend Svendsen studst. – Jeg handler ikke her! Jeg skal bare se hvad det er for en ombygning, de praler så meget med.
– Så er det længe siden du har været her sidst?
– Sidst? Jeg har aldrig været her før! Her kommer jo kun – Svend Svendsen skutter sig og ryster på hovedet med det fyldige underansigt, – socialdemokrater og den slags!
Tonefaldet og den udtryksfulde gestik skal vistnok vise foragt, men falder lidt komisk ud.
– Jeg handler dér ovre! forklarer han i en helt anden stemmeføring, med et nik i retning mod storkøbmandens varehus, – dér ovre er det ganske anderledes sympatiske mennesker!
Sympatiske? Jeg vil ikke kopiere Svend Svendsens manér med at gentage det sidste ord. Uden held prøver jeg at forestille mig denne storkøbmand og småsvindler som sympatisk. Spekulanten, kendt fra pyramidespil og pantebrevskarruseller, og som tilfældigvis ejer varehuset for tiden. De er sikkert gode handelspartnere, svindleren og Svendsen. Det er næsten for oplagt at drille ham lidt.
– Herinde kommer ellers mange du kender, siger jeg, – mindst tre har jeg hilst på i dag! Jeg synes at man møder alle sine bekendte her. Måske skulle jeg en dag prøve at gå over på den anden side, hvis du siger at man kan møde en helt anden slags mennesker. Hvordan kan man se om de er sympatiske?
– Og det spørger du om, som kører en god vogn og går pænt klædt!
– Javel, hvis der ikke skal mere til…
Jeg fortsætter ud til bilen og overvejer om den gør mig mere eller mindre sympatisk. Jeg er ikke kommet længere end til at læsse varerne ind og lukke bagklappen, da Svend Svendsen bredsporet kommer masende forbi på vej tilbage.
– Dårligt byggeri! vrisser han. – Forældet byggemetode, sådan kan man ikke tjene penge i vore dage! Men vi ses vel i aften?
Han mener vel mødet i sygehusudvalget. Som medlem af sygehusets byggeudvalg er jeg opfordret til at deltage, men har endnu ikke afklaret om jeg kan tillade mig at gøre det, af hensyn til afdelingens vagtdækning.
Byggeudvalget er ikke noget der specielt interesserer mig. Jeg interesserer mig for et neurologisk center og derfor i de overordnede beslutninger, og gik kun ind i byggeudvalget fordi nogen skulle. Alligevel møder jeg frem, lidt for sent, fordi der har været travlt på afdelingen. Det er ikke nemt at se hvad der er op og ned på den aktuelle sag. Den bærer præg af en vis forvirring, men jeg har prøvet at trevle den op, og vil gerne be- eller afkræftes i min opfattelse af at man – igen – er på vej til at begå fejltagelser. Forsinket, men når alligevel frem i god tid inden den del af mødet jeg er inviteret til. Der hvor der skal forelægges nogle udbygningsplaner for et par af sygehusene.
Udbygningerne er én ud af mange uforudsete konsekvenser af én ud af mange tidligere politiske beslutninger. En beslutning der blev truffet i tide, som Svend Svendsen har sagt, af hensyn til fremtidens udfordringer. Investeringer, tænker han vel, som enhver entreprenør vil tænke. For at komme på forkant af udviklingen, siger de, for at lyde som dem der vil åbne for fremtiden. For at binde fremtidige dispositioner, tænker de vel, som dem der vil forme den. De uigennemtænkte om- og sammenlægninger er tiden allerede løbet fra, men de er besluttet alligevel. Som sædvanlig, det handler ikke så meget om reelle behov, men vistnok mere om at investere så meget som overhovedet muligt, inden amtet trues med sammenlægning med nogle andre, sådan som der går rygter om.
Jeg kommer for sent til mødestart men tidsnok til dagsordenspunktet og venter udenfor, sammen med arkitekten og ingeniøren. Sender en tanke til mine ambulatoriepatienter. Der må være gået politik i et af de første mødepunkter. Så bliver byggeplanerne nok ekspederet tilsvarende hurtigere. Døren bliver åbnet for rådgivere, teknikere og medarbejderrepræsentanter. Tavshed i salen. Tillukkede og tavse udvalgsansigter. De har sikkert brug for lidt ro efter skænderierne. Arkitekten er inviteret for at gennemgå udbygningsalternativer og deres konsekvenser på anlægsbudgettet, og har taget ingeniørfirmaets lokale afdelingsleder med. Ikke fordi ingeniøren kan bidrage med noget særligt, ved mødet tager han kun ordet for at berolige med at den fornødne kapacitet er til stede eller let kan etableres, for så vidt angår vand, kloakering, el, kraft og fjernvarme, hvorefter han går over til at foreslå indretning af byggeplads, adgangsveje og byggestrøm. Mens nogle falder i søvn ovenpå de tidligere anstrengelser, gør Svend Svendsen notater og slår op i sine papirer. Han sidder i byrådet og i sygehusudvalget, men driver også en lille entreprenørforretning ved siden af sin ejendomshandel, og lægger ikke skjul på en vis interesse i byggeplanerne.
Udvalgsformanden, det er Vrissum, den legendariske Nordensgaards efterfølger, mener at forelæggelsen er ved at gå i detaljer på et alt for tidligt stadium. Han beder gæster, personalerepræsentanter og rådgivere afslutte deres forelæggelse, selvom kun ingeniøren og arkitekten er blevet hørt, men nu skal de forlade salen og igen tage plads udenfor. Nå ja, det kunne i bedste fald tyde på at udvalget er klar til at træffe et valg. I værste fald i færd med at lade sig forlede til et bestemt valg.
I foyeren finder jeg en avis. Ved bordet ved siden af slår de to rådgivende teknikere sig ned.
– Nu er det spændende om han bed på den! hvisker ingeniøren til arkitekten. – Lagde du mærke til at det interesserede ham?
– Det er da klart, svarer arkitekten, – du lægger maddingen frem lige for næsen på ham, det er næsten for tykt. Bare han ikke opdager fælden. Den indretning du foreslår, er jo som skræddersyet for hans liftmontage!
– Netop! Selvfølgelig opdager han det, men så er han også den eneste. Nu arbejder han for vores projekt, det var slet ikke for tidligt at snakke monteringsplan!
Jeg genkender ingeniørens måde at tænke på. Ikke fra nogen bestemt, alligevel er den velkendt. Sandsynligvis er det også hans måde at tjene penge på, det faglige i opgaverne kan de fleste ingeniørfirmaer løse bedre, ifølge snakken i byen.
Efter et stykke tid kommer udvalgsmedlemmerne ud. Med gæster i nærheden må de pålægge sig tavshed, men man fornemmer igen efterdønningerne af hede debatter, ikke alene om udbygningsplanerne, også og måske især om de andre emner, hvoraf gæsterne kun kender dem der er på den åbne dagsorden. På de oprømte stemmer på vej ud af den dobbeltdæmpede dør kan det høres, at lydniveauet først lige er begyndt at lægge sig. Ansigterne er stadig røde af ophidselse. Mange mennesker trænger til mental stimulans i hverdagen, de burde gå ind i lokalpolitik. Mens jeg overvejer muligheden af politisk arbejde som ordineret terapi, får Svend Svendsen ild på en cerut og nærmer sig gruppen der sidder og venter.
– Nå, hvad så? spørger Svend Svendsen grinende.
– Jo tak! ingeniøren skynder sig at komme arkitekten i forkøbet, og ser på sit ur, – vi sad såmænd lige så stille og fik lyst til en bid brød. Var det ikke noget for dig også?
– Jo da, siger Svendsen roligt og kigger også på uret, – Det lyder som en rigtig fin idé!
Han ser sig omkring og får øje på Vrissum.
– Hør du! råber han, – Konsult-konfus giver en middag! Kan du ikke også tage din forvaltningschef med?
– Kofu Consult! korrigerer ingeniøren, leende men beskæmmet. – Efter stifternes forbogstaver, Karl Overgård og Frederik Ullemose.
– Ja netop! griner Svend Svendsen, – tænk at det skulle overgå os, alle de uller i mosen!
Kun han selv griner. Gruppen supplerer sig med yderligere nogle politikere og embedsmænd, og fordeler sig på to biler.
– Det skal være et sted hvor de opfører sig ordentligt over for gæsterne! råber Svend Svendsen. – Jeg kender et sted hvor de lægger dug på og tænder lys!
Bemærkningen vækker tilsyneladende genklang hos enkelte der kender Svend Svendsens forhold til restaurationsmiljøet, for der grines stille men indforstået. Jeg bliver spurgt om jeg vil med. Jeg svarer undvigende, men må indrømme, at alternativet er vagtværelset og måske en god bog, og jeg skal alligevel have noget at spise. Der er ikke undskyldninger nok, ingen troværdige.
En lokalitet
egnet til uformelle møder
Selskabet ankommer til en lun kro i bymidten, med tyk måtte i vindfanget, mørkt interiør, vinduer med blyglasruder, tunge gardiner og antikviteter, trægulve med håndknyttede tæpper, i indgangspartiet under et spotlys en guldfiskedam med springvandsskulptur i keramik, i de øvrige lokaler dæmpet lys og dæmpet lyd mellem tekstilerne og de polstrede møbler. Man kan dårligt forestille sig større kontrast til hospitalsmiljøet. Byretten hedder kroen, det hedder spisekortets specialitet også.
Hvis de fremmødte skal bænkes samlet, må et par af de tilstedeværende gæster vige deres plads. Men det er ikke noget problem for Svend Svendsen, for han kender de to bankmænd. Ungdommelige, nyklippede, slipsekorrekte, som fra tøjkataloger. På Svendsens højrøstede vink flytter de sig villigt til et andet bord.
Der bliver bestilt, og de fleste skal have byretten, der består af engelsk bøf på stenplade med bagt kartoffel, brøndkarse og hvidløgssmør. Ingeniøren byder på drikkevarer ad libitum. Da bøfferne ankommer efter en kort ventetid, er der allerede indtaget betragtelige mængder rødvin og fadøl.
Svend Svendsen råber op. Under spisningen sender han jævnligt højrøstede kommentarer til de to bankfolk, afvekslende med grov latter. Efter bøffen genner han hele holdet af politikere, embedsmænd og rådgivere ind i slyngelstuen til et slag terninger, også bankfolkene. Svendsen introducerer de to for ingeniøren, han skal lige have et par ting på plads, det drejer sig om adgangsforhold, terrænarbejde og skurby.
Jeg ringer Margit op.
– Hvis du er interesseret, så er den samlede elite med indflydelse på vores arbejdsplads til stede her!
– Er det ikke spild af tid?
– Jo, hvis du venter for længe.
– Jeg er ikke meget for lobbyvirksomhed, ved du.
– Det er dit valg. Forvaltningschefen er her også. Han har fået ca. 5 genstande.
– Jeg kommer!
Svend Svendsen prøver at tirre de to bankmænd.
– Det her virker helt forkert! I gamle dage kendte man jer i hele byen som hinandens modstandere, nu sidder I og hygger jer sammen, fuldt offentligt, ha! Hvad går der af jer?
– Det er flere år siden vi blev enige, i stedet for at modarbejde hinanden ville vi arbejde sammen. Du har vel hørt om fusioner? Vi blev sammenlagt! tidligere konkurrenter, nu i samme firma, under samme navn, heldigvis et nyt navn. Under samme logo, heldigvis et nyt logo. Nogle gange under samme tag, det er nu det værste!
– Ja, siger den anden, – tænk at jeg brugte al min tid på at bekæmpe ham. Og nu arbejder jeg med ham!
– Konkurrencesamfundets lyksaligheder! Fortryder du, at du bekæmpede ham?
– Man kan aldrig fortryde at bekæmpe en som ham! Jeg fortryder kun at det ikke lykkedes.
– Det jeg fortryder, siger den første, det er al den tid jeg spildte på ham! Nu må vi indhente det forsømte, gå sammen, bekæmpe nogen helt andre. Gør det, du er bedst til, det gør vi! Skål!
– Jeg savnede nu vores gamle logo, siger den anden. – Kan du huske det? Det var Merkur, ham med vinger ved anklerne, du ved tyvenes gud.
– Nej! Nej!, retter han sig selv, dybt beskæmmet, – handelens gud! Handelens gud, for Guds skyld! Og gudernes sendebud! Det var derfor han gik på vinger! Ham som grækerne kaldte Hermes!
– Det er da fuldstændig rigtigt, bemærker jeg stilfærdigt, – det du siger om tyvenes gud…
– Handelens gud! Handelens gud! råber bankmanden, og forsøger besværgende at slette de fatale ord med fægtende arme.
– De var jo ikke dumme, de gamle grækere, siger jeg for ikke at gøre det for let at tilbagekalde fortalelsen, – de vidste udmærket, at handel og tyveri var to sider af samme sag, de lange arme når dig overalt! De lange fingre kommer ned i alle pengetanke og alle baglommer! Vinger ved anklerne, så de kommer væk i en fart! Svindlernes og merkantilismens kendetegn!
– Hov hov, nu skifter vi emne! det er Vrissum der kommer forbi og giver mig et klap på skulderen, – du går jo hen og bliver helt politisk!
– Det kan for fanden være ligegyldigt! råber Svend Svendsen, – for politik har de to der ikke forstand på! han peger på bankfolkene, – det eneste de skal, det er at ryste op med en ordentlig rente! Og nu har de snydt os! Vi kan ikke længere spille dem ud mod hinanden! De danner monopol! Tro dem ikke!
– Nå, lad os nu ikke komme ned på det plan, protesterer jeg, – det er ikke kun politik. Hermes, Merkur, det er historie. Religionshistorie, kulturhistorie.
– Kun politik? gentager Svend Svendsen, – skal historie nu gøres til mere end politik?
Han kniber øjenlågene sammen til en smal spalte. – Historie, det er fortiden! Politik, det er fremtiden! Bare vent, om et par år, så kan du se tilbage, så skal du se hvor indflydelsen lå. Så skal du få historie!
Svend Svendsen klapper munden i og skyder underkæben frem, så han ligner en bulldog, både mund og næse stritter opad. Den profil holder han i et par sekunder. En trang til at grine må undertrykkes, tænk hvis det er et forsøg på at se snu ud. For at undgå at fejltolke vælger jeg at tage hans replik mere alvorligt end hans mimik. Og prøver herunder at overveje om blinde taler mere koncentreret og mindre distraheret end andre.
– Raflebægrene på bordet!
Svend Svendsen er blevet spillelysten. Tjeneren skaffer det fornødne. Svendsen går i gang uden videre. Jeg kender ikke reglerne men prøver at følge med. Det ligner en turnering, spillerne falder fra efterhånden, der er kun få finalister tilbage i hver runde. Til gengæld er runderne korte, så der kan nås mange omgange, og med korte mellemrum skal man til Viborg, uden at jeg har fundet ud af hvorfor. Der er indlagt faste skålerunder som led i spillets gang. Jeg ryger ud tidligt i hver runde, men det ser ikke ud til at skade min sag. Derimod kommer ingeniøren langt, han vinder endda et af spillene, men så viser det sig at prisen er, at han skal give en omgang. Vundet eller tabt, han holder lav profil i resten af turneringen. I en afgørende runde bliver Svendsen selv snydt til sin store utilfredshed, og to folkevalgte fra hver ende af amtet lader til at fryde sig i det skjulte. De hyppige hentydninger til konkurrence mellem byer og duellering mellem lokalområder afløses af undren over Svendsens skuffende kampform.
I mellemtiden er Margit ankommet. Hun lader overrasket over at møde bekendte, det ved jeg at hun ikke har grund til, og hilser høfligt på dem hun kender. Også en anden kommer ind, en høj ældre mand, som går lige hen til Svend Svendsen uden hensyn til terningspil, og uden at tage frakken af. Under den ses hans ulastelige jakkesæt og slips. Advokaten, ankommet direkte fra dagens retsmøder. Svend Svendsen har flere sager kørende mod konkurrenter, det ved alle, det er gerne noget med rettigheder og overskridelse af konkurrencebestemmelser.
– Tillykke! siger advokaten.
– Tak. Hvordan gik det?
– Vi fik ret! Han blev dømt. En bøde, og en erstatning.
Svend Svendsen kniber øjnene sammen.
– Det må jeg nok sige! hvisker han. – Hvor meget?
De to, Svendsen og advokaten, bliver tavse, skuler til alle sider og stikker hovederne sammen nede mellem skuldrene.
– Javel, javel! siger Svendsen listigt. – Så meget troede jeg alligevel ikke vi havde ret!
– Nej, siger advokaten og retter sig op, – det er hvad der kommer af at have en god advokat!
En ny omgang hentes ind. Samtalen kommer antydningsvis ind på sygdom, og en kontorchef fra forvaltningen lister forsigtigt nærmere og stiller mig et spørgsmål.
– Jeg har fået noget her, siger han og lægger en hånd på halsen og det øverste af brystkassen. – Det ligesom snærer og spænder, især når jeg trækker vejret dybt.
Kontorchefen er en person som ikke gør sig bemærket ved andet end sin loyalitet over for sin forvaltning og de politiske ledere, den er til gengæld bemærkelsesværdig. Somme tider slår loyalitet over i sin karikatur, når man som embedsmand ikke vil irritere beslutningstagerne med sin faglighed. Den type embedsmænd har ikke min tillid. De er efter min erfaring meget lidt troværdige og derfor også meget farlige. Tilfældige festgæsters småskavanker er i øvrigt ikke noget jeg bryder mig om at kommentere, slet ikke når det ligger på felter hvor jeg ikke har specialviden.
– Det lyder ikke alvorligt, siger jeg da kontorchefen er færdig med sin udredning. – Og det går over. Den slags skal man ikke bekymre sig om.
– Jamen hvorfor? spørger kontorchefen. – Er I læger ikke sat i verden for at helbrede sygdomme?
– Vi er sat i verden ved et øjebliks ubetænksomhed fra vores forældre! Og vi kan ikke helbrede alle sygdomme.
– Jamen det er ikke noget særligt, det er bare lidt ømhed i brystet. Det ligesom trækker sig sammen. Tror du det kan udvikle sig? Man har jo hørt om aneurisme, infarkt, lungeemboli.
– Ja ja. Men i så fald er der alligevel ikke meget at stille op. Hold øje med det! Hvis du glemmer det, er det fordi det er gået over, hvis det bliver ved, må du nok gå til egen læge.
– Det er vel også et spørgsmål om det kan betale sig! Det er Margit der blander sig, og svarer den stakkels kontorchef. – Du er djøf’er, ikke?
– Jo! økonom, HD, cand. merc.
– Så kan du også anlægge en costbenefit betragtning! Det er, som du ved, ligesom med billigt legetøj fra skrammelfabrikkerne, armbåndsure til en halvtredser, industriprodukter der ikke er beregnet til at reparere men til at smide ud. Da min nevø var lille, splittede han sit legetøj ad. Bagefter bad han sin far reparere det. Det lykkedes aldrig, for det billige stads kunne ikke repareres! Ikke skilles ad uden at ødelægges! Han fik en erfaring. Ting har ingen værdi! Det er dyrere at reparere end at købe nyt. Han elskede ting, nu har han ingen respekt for ting. Der gik inflation i ting, industriprodukter har principielt ingen værdi! Salgsværdi? Lige indtil de kommer gennem kasseapparatet. Brugsværdi? Lige indtil de går i stykker! Resten er skrotværdi!
– Hvad har alt det med mine symptomer at gøre?
– Nånej, det var måske lidt svært at følge med i. Man reparerer ikke på djøf’ere. Dem erstatter man! Hvis det står i kontrakten, er der en fratrædelsesgodtgørelse eller en retrætepost. Fortæl din udvalgsformand om anæstesiologisk afdelings akutte behov for to speciallæger og fem sygeplejersker, så skal jeg fortælle hvordan du kan forbedre dine karrieremuligheder betydeligt med små midler!
– Din sarkasme er forstået. Og jeg kan efterhånden godt forstå de mange i vores område der opsøger alternative behandlere! Skal jeg hellere gøre det?
– Jamen det kan jeg da vældig godt forstå! Hvis der er noget i vejen med min motorcykel, så spørger jeg også bageren, for det har mekanikeren da ikke forstand på! Alternativ behandling, det elsker politikerne, for så er vi alle lige: Ingen ved mere end andre, alle ved ingenting! Politikernes ønskedrøm, at ingen ved noget, for det er deres berettigelse! Alternativ behandling, tænk dig om. Det er også alletiders grobund for brugerbetaling! En patient bliver snydt af sin healer, bagefter er han villig til at betale for kvalificeret behandling. Er det ikke det vores sundhedsudvalg går efter? At patienten vil betale? Brugerbetaling, sundhedsforsikringer? Somme tider skulle man tro at sundhedsudvalget bare var en gruppe lobbyister ude på at gøre os til et privathospital!
Sygehuschefen nærmer sig. Han har holdt til ved den anden ende af bordet sammen med de mest indflydelsesrige, herunder enkelte politikere der også har en slags indflydelse. Nu har han hørt ordvekslingen på vej tilbage fra toilettet, ikke mindst Margits bidrag, og sætter sig. Han erindrer Margit om at udvalget har tænkt sig at skære i budgettet til sygehuset. Margit forsøger at gentage hvad sygehuschefen ikke ser ud til at have forstået, sygehuschefen hører ikke efter men gentager også hvad han én gang har sagt, beder Margit være påpasselig, for der er overforbrug på driften, især hvad angår lønninger. Margit vender sig brat om mod ham.
– Er du ikke klar over hvad dit arbejde består i? Du skaffer pengene! så skal vi andre nok tage os af patienterne!
Det lader ikke til at sygehuschefen helt har fattet dybden i Margits bemærkning, eller også ved han bare ikke hvad han skal stille op med den. Han rejser sig, og finder igen en plads blandt dem han er mere tryg ved.
Margits bemærkning har jeg vist hørt før. Fra min gamle chef Arne. Sagt til en helt anden sygehuschef.
Margit vender sig tilbage mod kontorchefen.
– Jeg skriver et middel op til dig! Det er det bedste der findes. Hvis du tager to tabletter hver morgen og to hver aften, er du symptomfri på syv dage!
Kontorchefen lytter interesseret.
– Hvis du ikke tager det, siger Margit, – går det over af sig selv i løbet af en uge.
Svend Svendsen er blevet mere stille. Om han er tankefuld eller bare snedig er ikke til at sige, men der går flere minutter inden han igen blander sig i samtalen.
Jeg følger Margit til baren. I selskabet opstår momentvis en distraktion, og stemningen slår om. Brat som et sceneskift uden tæppe, kostumeskift på scenen, skuespillere der skifter karakter og tøj simultant. Jeg kan ikke følge hvad grunden er, og spørger Margit om hun har observeret noget, hvad hun ikke har. Men en af politikerne har fået et telefonopkald. Bundtet af politikere og administrative funktionærer samles som en fiskestime, de er nok ikke selv klar over hvor tydeligt det kan ses bagfra. Måden at stikke hovederne indforstået sammen på, måden ikke at lade sig mærke med det på, stanken af sammenspisthed. Fiskestimer skifter kurs på et signal, og de stinker når de er halet på land og rådner i solen. Det kommer denne stime også til, lad os se om de udvikler djævletræk. Det bliver kun til den karakteristiske duknakkethed med det skumle sideblik, der afslører en viden der ikke skal ud til alle og enhver. Måger er ikke gode til at holde på hemmeligheder. Når de finder en fiskestime der er halet på land og begyndt at rådne, lokker de alle de andre måger til med deres skrig. Politikere kan heller ikke skjule en fælles viden, selvom ingen af dem ønsker at den bliver kendt. Jo, visse drevne politikere kan holde på visse hemmeligheder, det er et spørgsmål om rutine. Vælgerne er undertiden naive, det er politikernes redning, vælgerne forveksler alt for let den iscenesatte fremtoning med dens modsætning: troværdighed. De foretrækker en kontrolleret politiker for en ærlig politiker. Og i deres naivitet overvejer de ikke et øjeblik, om kontrasten mellem det ydre og det indre skulle bero på retorisk metode eller psykiatriske tilstande.
Hele den lille uro i fiskestimen skyldes en avisartikel. Redaktøren på den lokale avis har ringet sygehuschefen op, midt under den sammenkomst som Svend Svendsen har lokket det blandede selskab med til, og spurgt om det kan være rigtigt. Artiklen, han søger verificeret, er et interview med administrerende overlæge på den kirurgiske afdeling, som havde fortalt om arbejdet på sin afdeling, og beskrevet behovet for øget kapacitet på en række specialer, herunder sit eget. Redaktøren, som kommer privat sammen med Vrissum, vil sikre sig at de fremsatte betragtninger har dækning hos sygehusledelsen. Og, i benægtende fald, åbne mulighed for en korrigerende udtalelse fra sygehusledelsen i forlængelse af interviewet.
Margit og jeg er de eneste tilstedeværende fra sygehusets lægepersonale. Jeg føler en uvant interesse vendt mod mig, navnlig fra mine administrativt foresatte. Hvad bruger man i øvrigt administrativt foresatte til? Mig bekendt ikke til andet end at sikre bevillinger til specialet, her er jeg på linje med Margit. Men blikkene fastholdes, der stikkes til mig med hentydninger, mine holdninger til systemets værdier udfordres, det samme bliver, måske endnu vigtigere, mine tilbøjeligheder til at udtale mig gennem pressen. Jeg svarer, at nok har jeg min lovhjemlede og overenskomstsikrede ytringsfrihed, men det er ikke noget jeg hverken har tænkt mig eller føler behov for at benytte mig af, mit mål er at gøre en fagligt forsvarlig og fyldestgørende indsats, hverken mere eller mindre. Det stemmer forhørspanelet mildere, men de vil gerne være på det rene med hvad man som ansat går og udbreder sig om offentligt, det må enhver da kunne forstå.
– Og ikke mindst udvikle afdelingen! tilføjer jeg, og lader som om jeg overhører den sidste bemærkning. – Det er vigtigt at skabe de bedst mulige betingelser for en specialafdeling her i området, jeg har tal der viser hvor meget behandling vi kunne yde i forhold til vores naturlige patientunderlag, altså den befolkning der har kortere vej til os end til andre afdelinger der laver det samme. Vi får patienter udefra fordi vi har specielle tilbud, men må også sende patienter udenamts, uden nogen faglig grund. Og det er absolut ikke acceptabelt at lade patienter, der er visiteret til specialafdelinger, ligge og vente på vores alment medicinske afdelinger. Der skal ikke så meget til, for vi har kvalifikationerne, vi skal bare have løftet normeringssituationen så den svarer til behovet! Det vil øjeblikkeligt gøre alle vores tilbud tidssvarende.
Det synspunkt stemmer ikke panelet mildt. Det forstås ikke, det tages som en temmelig upassende bemærkning på en aften, hvor man ellers skulle prøve at finde ud af det med hinanden.
– Desuden, tilføjer jeg uden hensyn til stemningen, er der forholdene for de patienter der udskrives til eget hjem. Uden kommunal service, uden adækvat støtte fra primærsektor…
– Det tager vi ikke stilling til her! bryder forvaltningschefen ind. – Det er kommunernes problem! Lav et notat, og find et tidspunkt hvor du kan gøre rede for dine synspunkter i udvalget!
Den invitation vil jeg ikke lade ubesvaret.
Svend Svendsen lærer et nyt begreb
– Må jeg spørge dig om noget? afbryder Svend Svendsen uden at tage hensyn til den diskussion der lige er åbnet. Eller uden at høre efter. Han kommer nærmere og trækker mig til side. – Det må være noget du har forstand på! Ja, nu skal du høre. Du ved, strukturudvalget, som forhandler specialefordeling, dem har vi møde med hver måned, og der var der en der brugte et ord, som han ikke ville forklare. Selvom jeg spurgte hvad det betød, ville han ikke svare! Ja, det var noget han sagde i en pause, ikke ved selve mødet, og han sagde det ikke til mig men til en anden. Det virkede som om det ikke var så godt at jeg havde hørt det.
– Du ved, siger Svendsen, – jeg lærte aldrig noget i skolen. Det jeg lærte, det lærte jeg hjemme. Jeg regner ikke uddannelse! Jeg har aldrig savnet noget. Jeg regner heller ikke sygehuse! Jeg har aldrig fejlet noget. Men hvad betød det ord, han ikke ville forklare? Han sagde “residualbefolkningen”! Kan du sige mig hvad det betyder? Han vævede noget om at det var den oprindelige befolkning eller sådan noget, de indfødte af en slags, kan det passe? Og hvis der er noget særligt ved dem der har været her altid, ja så kunne jeg da godt tænke mig at vide det. Men det ville den psykiatersnude ikke uddybe noget om! Og så må man jo tænke selv!
Jeg skal lige til at give ham en forklaring.
– Næ næ, du skal ikke svare! siger han, – for jeg fandt ud af det! Tro ikke at jeg ikke kan huske sådan et ord. Residual-befolkningen! Jeg begyndte at tænke, og da jeg selv var til undersøgelse for nylig, hørte jeg ordet igen. Jeg skulle undersøges for et eller andet med vandværket, og så skulle de måle min residualurin. Residual-urin! Det var jo næsten det samme ord! Og så spurgte jeg hvad det betød, ja det ved du: Det der bliver tilbage hvis man ikke kan tømme blæren helt! Det er derfor man går og drypper lidt bagefter, sagde de! Det er til at forstå. Og ved du hvad, det er dejligt at vi har sygehusene til det, for så kan vi altid komme hen når befolkningstallet drypper, og lære hvordan man tømmer det helt!
– Ja, det er da rigtig dejligt, gentager han langsomt uden at lyde imponeret, – at vi har sygehusene til sådan noget! Og så er det, at jeg vil spørge dig: Har jeg forstået det rigtigt, det med residual-urin og residual-befolkning? Hvordan vil du forklare det?
– Nå ja, siger jeg, – overført kan det vel betyde noget i retning af dem der bliver tilbage når de andre er rejst. Nogle kommer til, andre rejser, og nogen bliver tilbage. Det kunne måske være dem.
– Tak for forklaringen! Psykiaterne skelner mellem dem der bliver tilbage, og dem der rejser til de store byer for at uddanne sig! Hør nu, mange af dem kommer aldrig tilbage igen! Og ved du hvad, dem regner jeg ikke! Kan du ikke se, dem der rejste da de var unge, og kommer tilbage efter mange år? Sådan en der ikke duede hjemme, han har gjort det godt i det fremmede, og så skal han lige prøve at spille stor mand hjemme! Måske skal han også prøve at ødelægge ærlige folks forretninger! Næ næ, jeg kender den slags, og det er aldrig lykkedes for nogen af dem at vriste bare en enkelt byggegrund fra Svend Svendsen! Residualbefolkningen! Er det os der måtte blive hjemme, fordi de ikke mente at vi var kloge nok til de store byer? Residualbefolkningen – det er mig!
Jeg ser en sammenhæng og bliver helt kold. Der går ubekræftede rygter om de møder i strukturudvalget, Svend Svendsen taler om. Enhver ved, at psykiatrien kun ligger tilbage som resultat af en gammel politisk studehandel, den gang byen blev snydt for et hjerteafsnit og fødeafdelingen, men fik ortopædkirurgien, psykiatrien og lidt mere organkirurgi i stedet. Og i mellemtiden blev psykiatrien også afskaffet. Tænk, hvis Svend Svendsens reaktioner er beskrivende for beslutningsprocesserne i strukturudvalget!
Svend Svendsen har ikke studeret, men han kan godt huske. Og han kan slå handler af. Alle kender Svend Svendsen som en magtfuld mand på sin hjemegn, hvorfra han blev stemt ind i byråd og amtsråd i lange perioder. Ham kan man hverken komme udenom i stemmetal eller i forhandlinger. “En god mand for byen!” Hvis den kan gavne ham selv. Han sidder på den fædrene gård og har gennem årene tilkøbt og tillagt jorder, nogle af dem så tæt på byen at han heller ikke er til at komme udenom hvis byen skal vokse, og han er den i byen man kender med flest skøder på ejendomme.
– Nu skal vi se hvor mange residual-afdelinger der bliver tilbage! ler han brovtende. – Hvor længe tror du, at du har arbejde på en rigtig residualafdeling? På en af dem der snart flytter til de store byer! Ha, ha!
Svend Svendsen slår sig på lårene og ler indvendigt, længe, som folk der kun griner over egne bemærkninger kan grine. Han råber tjeneren an og bestiller en omgang til hele stuen, enhver kan selv vælge. Han vælger selv en dobbelt whisky med én isterning. Desværre falder sjussen ud af hånden på ham inden han får den op til munden, så han må have en ny, mens tjeneren kravler under bordet og prøver at fjerne glasskårene mellem fødderne på ham. Samtidig med at hans magt over de tilstedeværende bliver mere og mere synlig, bliver hans tale mindre og mindre forståelig. Da disse to egenskaber er ved at gå op i en højere enhed, kommer et andet selskab ind i krostuen. Det ville ikke i sig selv være noget større problem, hvis ikke den ene af de nyankomne var Svend Svendsens søn. Far og søn opdager straks hinanden, og Svend Svendsen bliver på stedet om ikke ædru, så dog mere kontrolleret.
– Goddag Mads! er hans velkomst. – Hvad i alverden laver du her?
– Vi er på vej hjem fra et møde i gruppen.
– En gruppe? Har du fået lov til det? Det husker jeg ikke. Hvad er det for en gruppe?
Mads svarer ikke, en af hans ledsagere kommer ham til undsætning.
– Den hedder Terminator! Med inspiration i filmene, dem kender du vel?
– Hvad hedder du?
– Martin. Undskyld at jeg ikke præsenterede mig.
– Hvem er din far?
– Vrissum! Politiker. Sygehusudvalgsformand.
– Det var da som… jeg troede at du læste i de store byer?
– Ja, faktisk, sammen med Mads! Men vi kommer her af og til. Ikke mindst for at holde gruppen i gang.
– Jeg vidste ikke at Mads havde så dårlig smag! siger Svend Svendsen, missende med øjnene. – Altså med hensyn til film. Næh du, Svend Svendsen kender ikke sådan nogen film! Hvad skal I ha at drikke?
– Tak, tak, jeg tror at vi klarer os! skynder Mads sig at komme ham i forkøbet.
De to bankfolk slutter sig straks til de nyankomne, så de på den måde danner en hel lille gruppe. Den passer lige til et barokt langbord i krogen som de har reserveret i forvejen, det ser ud som et aftalt møde.
Margits tvangfri
omgang med embedsstanden
Margit passer forvaltningschefen op i baren. Kender de hinanden? Forvaltningschefen nikker genkendende, uden den store begejstring.
– Du skal jo holde sammen på en umage flok politikere, siger Margit efter de meget korte hilseritualer. – Kan det lade sig gøre?
– Det går.
– Hvordan med udvalgsformanden? Jeg må sige, jeg er ikke imponeret. Kan du styre ham?
– I det omfang det kræves.
– Også når han er på vildspor?
– Han kan holdes på sporet.
– Hvem udlægger det spor? Du fortæller vel ikke, at vi har embedsmandsvælde?
– Han afstikker selv kursen.
– Skal du så rette ham ind?
– Jeg fortæller ham, hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt.
– Advarer du ham også når det er – om ikke umuligt, så dristigt?
– I princippet, ja.
– I princippet?
– Beslutningstagere skal føle sig informeret, ikke manipuleret.
– Jeg kan se for mig, at det kan give nogle spekulationer. Hvem skal du redde først, sygehusene eller din udvalgsformand?
– Begge. Den fornemste opgave er at beskytte en beslutningstager mod at begå fejl!
– Nu er din udvalgsformand ikke kendt for at være midtsøgende. Han går tit til ekstremerne. Hvor langt kan du lade ham gå planken ud, inden du må komme ham til undsætning?
– Ja se, det er jo kunsten…
Forvaltningschefen lader forstå, at her går grænsen for hans talelyst. I stedet for at gøre sætningen færdig vender han ryggen til og indleder en samtale med en anden af politikerne, der tilfældigt står ved hans anden side. En person, som efter de flestes opfattelse ikke giver problemer med grænsen mellem information og manipulation. Hvis han i det hele taget kender de ord.
Telefon til mor
Margit har ikke i sinde at lade forvaltningschefen slippe, da en lille episode påkalder sig opmærksomhed. Svend Svendsens søn, der hedder Mads, hans ven Martin og de to bankmænd er opslugt i deres egen samtale, holder hovederne sammen og kigger med mellemrum interesseret rundt som for at notere sig hvem der er med fra udvalgsmødet, mens de forsøger at undgå Svend Svendsens afbrydelser.
– Mads! råber han. – Har du talt med Mor?
– Nej, det har jeg da ikke!
Samtalerne fortsætter rundt om i lokalet, ved hvert bord for sig. Lavmælt i baren, hvor Margit ikke har held til at få mere ud af forvaltningschefen. Mere højrøstet ved Svend Svendsens bord, hvor han sidder omgivet af sine støtter, det vi sige folk der har gjort sig afhængige af ham. Et kvarter senere råber han:
– Mads! Ring til Mor!
– Hvad skal jeg sige?
– Sig at jeg kommer senere!
Den næste halve time går med nye emner og nye drinks, det ser ud som om Svend Svendsen har sat sig for at prøve dem alle sammen. Han brokker sig højlydt og irettesætter tjeneren, der adlyder, han skal ikke indlade sig på unødige diskussioner med byens matador.
– Mads! råber han igen. – Har du talt med Mor?
Mads, der er i fuld gang med at gøre sig gældende i en kreds af absolut selvhjulpne unge mænd, som kalder sig Terminator, dukker sig. Det er en betydningsfuld kreds, nu tilsyneladende suppleret med et par lidt mere erfarne bankfolk. Det ænser hans far ikke, Svend Svendsen gentager endnu højere sit spørgsmål. Mads skrumper ind i undselighed.
– Ja!
– Hvad sagde Mor?
– Hun sagde “Nå!”
Svend Svendsen ser sig omkring og ræsonnerer at han hellere må komme hjemad.
– I teorien har jeg to muligheder, mumler han, – i betragtning af fruens humør nok kun én.
– Mads! råber han. – Ring efter en taxa!
Margit og jeg har besluttet at forlade selskabet, som ikke længere giver nogen mening. Men vi vil først sikre os, at Svend Svendsen bliver fulgt betryggende til dørs. Taxaen kommer efter få minutter.
– Mads! råber Svend Svendsen. – Hjælp mig ud!
Politisk indført teknik
under faglig modstand
Dagligdagen på afdelingerne ligner sig selv. På overfladen, nedenunder anes en uro. På afdelingerne skænker man sjældent politikere og administratorer en tanke, men stemningen er påvirket af Nordensgaards dødsfald. Først var der vanskelighederne ved at forklare hvordan noget kunne gå galt, som ikke måtte gå galt. Så kom savnet af hans person. Han var ikke en ligegyldig politiker som de fleste andre, ham var der respekt om. Hvilket sikkert skyldtes hans viden om alle de afgørende forhold for sygehuset og dets afdelinger, og selvfølgelig hans indflydelse på beslutningerne. Det værste er frygten for fremtiden efter ham. Navnlig er frygten stor hos de personer, der kender noget til de politiske konsekvenser. Hvad skal der ske, hvem kan blive hans efterfølger? Udsigterne er ikke betryggende, de foreliggende muligheder taget i betragtning.
Jeg besøger Margit igen, og Margit er rasende. Der er sket en fejl under overvågning af en patient på intensiv. Patienten overlever, har ikke lidt skade, men det er kun et lykketræf. Ingen udenfor afdelingen opdagede uheldet, måske også et lykketræf. Men Margit vil vide mere. Hun kender kun patienten fra journalen. Der kan være sket fejldiagnosticering, men det kan også være en fejl fra Intensivs side, det må ikke finde sted! Hun gennemgår samtlige notater. Det skete under afprøvning af ny overvågningsteknologi. Et projekt, som afdelingen er pålagt fra sygehusledelsen, fordi en lokal importør har sponseret overvågningsudstyret. Naturligvis ikke anonymt, hvilket sker, men sjældent. De fleste har grunde til at være privat sponsor. I dette tilfælde en kendt virksomhed, også udenfor lokalområdet. En kendt indehaver, navnlig i lokalområdet. Han leverer overvågningsudstyr til banker, storcentre og dagligvarekæder, til industrivirksomheder, skoler, festivaler, museer og offentlige kontorer, til politi, retsvæsen, militær og efterretningstjenester. Han har en særlig ekspertise i aflytningsudstyr til udendørs arealer, siges det, eksempelvis golfbaner. Interessen for at gå atten huller på den bane der grænser op til hans ejendom, er kølig blandt dem der kender ham. Men selvom han oprindelig er uddannet radiotekniker, gik den teknologiske udvikling ham forbi, og han tager sig kun af import, reeksport og salg. Ved siden af den entreprenørforretning og ejendomshandel, der efterhånden er blevet hans hovedaktivitet, formelt i samarbejde med, men reelt i skarp konkurrence mod Svend Svendsen, der sidder i sygehusudvalget. I det skjulte kaldes han våbenhandleren, men det er nok at gå lidt for vidt, da ingen ved om det har noget på sig. Til gengæld kan han godt ligne en, at dømme efter de stereotype fremstillinger af skurke og våbensmuglere i spionfilmene.
Overvågningsprojektet på intensiv er et pilotprojekt, og meningen er at undersøge, om en ny slags højteknologisk monitorering med mange alarmer med bip og blinkende lygter kan gøre driften af et intensivafsnit billigere, ved at spare hovedparten af bemandingen. Margit er direkte imod. Allerede fra starten, ved leverandørens introduktionsmøde med betalt middag og det hele, sagde hun:
– Glem ikke det kliniske blik! Er der kameraer der registrerer hvordan patienten ser ud?
– Sensorer og infrarødkameraer registrerer legemstemperatur og hudtemperatur på udvalgte steder, svarede firmaets salgschef. – Målepunkterne kan aftales efter afdelingens eget valg. Intet undgår sensorerne, de har langt større sensitivitet end dine sanser!
– Der indgår mange flere observationer i det kliniske blik end dem du kan nævne! Og der indgår erfaring! Hvordan har jeres apparater det med erfaring?
– Intet problem! Erfaringer fra generationer af anæstesiologer er lagt ind i programmet, som er på størrelse med de skakprogrammer som stormestrene ikke kan slå. Du kan roligt regne med at det tager højde for alt, hvad de højst kvalificerede specialister kan komme ud for!
– Jamen det er jo vidunderligt! Programmet er stort, det tager højde for alt, men processoren er ikke større end den der står på dit skrivebord. Det vil tage den tre måneder at regne på alle de oplysninger den får ind. Og tænk, hvis nu det virkede! Ikke blot bliver man aflastet, man slipper også for at holde specialet vedlige! Ikke mere uddannelse til de unge, for de kommer aldrig på højde med din skakcomputer. Der er bare tre bemærkninger: Kan programmet udvikle sig ligesom specialet har gjort indtil nu? Og hvem er de specialister der står bag produktet? For jeg er temmelig gammeldags, jeg vil hellere stole på den der udvikler produktet, end på den der sælger det! Og hvad med fremtiden for specialet? Skal det dø teknologidøden ligesom de gamle håndværksfag, bødkere, karetmagere, hjulmagere? Hvem skal overvåge monitorerne, nu hvor man ikke overvåger patienter længere? Undskyld, det bliver et tillægsspørgsmål. Skal det være læger eller ufaglærte? Sidder de her i nærheden eller i det fjerne østen? Har man indregnet deres timeløn, hvem tager højde for deres faglighed? For deres ansvar?
Det var introduktionsmødet den gang. Nu holdes et nyt møde, det handler om evaluering af forsøgsperioden. Jeg følger med Margit til mødet. Under hendes bemærkninger, der gentager de forrige, bliver der siddet uroligt i stolene bag hende. Navnlig i de stole, hvor administratorerne og politikerne sidder.
– Måske skulle vi minde om, lyder det bagfra, – at fagets udvikling ikke er et anliggende for dette sygehus. Uddannelse og forskning foregår på universitetshospitalerne! Her skal vi behandle patienter! Vi skal gøre det hurtigt, korrekt og effektivt, i respekt for skatteydernes penge. Med det nye overvågningsudstyr kan vi spare i omegnen af femten stillinger på amtets intensivafdelinger. De stillinger kan komme patienterne til gode på andre afdelinger, så vi kan få nedbragt ventelisterne!
– Skal udstyret finansieres over sparede stillinger? spørger Margit. – Når man indfører højteknologiske løsninger, flytter man kun ressourcer fra afdelingen til leverandøren. Vi sparer stillinger på afdelingen, der bliver oprettet lige så mange stillinger hos producenterne. Så vidt jeg kan se går det lige op, der bliver ikke noget tilbage til at nedbringe ventelister. Medmindre det er sundhedsvæsenets opgave at erstatte vores herværende sundhedspersonale med underbetalte teknikere i udviklingslande?
– Der er forskel på løbende udgifter og engangsinvesteringer. Materielanskaffelser er investeringer. De kan reducere løntimeforbruget, og løntimeforbruget er vores akilleshæl, ingen anden omkostningsfaktor er tilnærmelsesvis lige så belastende!
– I så fald ren kassetænkning. Det er første gang jeg hører om investeringer der ikke skal følges op på, det er første gang jeg hører om materiel som ikke kan slides op, og du snakker om udvikling, har du ikke ligesom os hørt om teknologisk forældelse? Om fem år er investeringen blevet værdiløs, nyt grej koster en femtedel og er blevet fem gange så godt, måske endda mere sikkert. Følger der ikke løbende udgifter med, når man vælger ny teknologi? Hvem skal f.eks. uddannes i at betjene det, koster det ikke noget?
Margit holder en pause og ser sig om.
– Nu har I hørt mit synspunkt! fortsætter hun, – prøv at overbevise mig om det modsatte. I har forstået mine spørgsmål, og til den der kan svare fyldestgørende, giver jeg en middag! I mellemtiden tager jeg det faglige ansvar på den eneste fagligt ansvarlige måde. Det sker ved at jeg bestemmer hvilke personer der har forvagt og hvem der har bagvagt. Det skal der ikke pilles ved, ellers har vi ikke længere nogen anæstesiologi her på stedet!
Uroen stiger. I forsamlingen ryster producentens repræsentanter opgivende på hovederne. En af dem rejser sig og åbner munden som for at tage til højlydt genmæle, ordene bliver siddende i halsen på ham, han ligner en hane der skal gale men ikke kan. Man når dog at høre ordet udviklingsomkostninger, og at nogle skal bære udviklingsomkostningerne, inden kollegerne dysser ham til ro på en lidt robust måde.
En anden prøver at gå direkte håndgribeligt til værks men bliver på samme måde forhindret af egne hjælpere, derfor undgår Margit et voldeligt overgreb. Beslutningstageres resistens overfor argumenter er vi efterhånden godt kendt med, men jeg tænker et øjeblik over, om jeg ikke tidligere har set tumulter brugt som dække for tåbeligheder? Jeg kan have overset noget.
Først da uroen har lagt sig gør Margit opmærksom på den fejl, der kunne være blevet skæbnesvanger, for både patient, afdeling og leverandør af avanceret materiel, men som blev løst af en vagthavende, der tilfældigt kom forbi og så til patienten en ekstra gang, selvom det ikke var foreskrevet. Margit fremlægger roligt monitoreringsrapporten sammen med den vagthavendes notater.
– Teknologien svigtede! siger hun, – intuitionen og det kliniske blik vandt!
Der spores forskrækkelse og bestyrtelse i forsamlingen, der ses hastige sideblikke og høres spredte forsøg på ansvarsfralæggelse udlagt som damage control, der breder sig almindelig skepsis over Margits påstand, episoden udviklede sig jo slet ikke fatalt, hvordan kan hun så vide at udstyret ikke fungerede?
– Skal der lig på bordet? spørger hun. – Skal vi absolut vente til der kommer dødsfald og livsvarige skader? Se dokumentationen! Hun lægger plancherne fra sig på bordet. – Skal vi også have dem op på væggen? Altså plancherne, ikke ligene!
Hun tænder projektoren. Ser sig omkring. Her er det tydeligt hvem der ikke ønsker at se denne dokumentation udstillet. Hun tøver og lader sit spørgsmål hænge i luften indtil enhver kan mærke den dårlige samvittighed der fylder rummet, og høre hvor den kommer fra.
Da de pågældende har svedt længe og synligt nok, slukker hun igen projektoren.
– Der skal ikke laves noget om på min afdeling! siger Margit, – som jeg ikke kan tage fagligt ansvar for! Kom med jeres isenkram, sæt det op, lad os få al den computermonitorering vi kan, men det må aldrig træde i stedet for lægeligt eller andet sundhedsfagligt beredskab! Mennesker kan begå menneskelige fejl, men vi må aldrig tolerere apparatfejl! Apparaterne er og bliver et supplement, og der kan ikke skæres én time i beredskabet begrundet i ny teknik. Ikke så længe teknikken er på forsøgsstadiet, og det er mig der er ansvarlig!
– Så længe det er dig? lyder det bagfra. – Det var dog en åbning.
– Sig mig, er du ikke lidt gammeldags? lyder det fra fløjen, – medicoteknologien har forlængst overtaget alle væsentlige overvågningsopgaver, i cardiologien, i endokrinologien, alle andre steder! Hvad i alverden havde I gjort på intensiv uden monitorering? Har du ikke opdaget alle de mange nye områder der kommer til, det ene efter det andet? Ingen kan klare sig i dag uden!
Det er et af de yngre, fremstormende udvalgsmedlemmer. Han har en direktørstilling og er bestyrelsesformand i flere firmaer, samtidig med at han driver et antal egne virksomheder, nogle mod succes, andre mod konkurs, og arbejder freelance med management, medier og undervisning. Sandsynligvis også med medicoteknik såvel som med sikkerhedsovervågning, i hans kompagniskab med storentreprenøren om golfbanen. Elegant påklædning, trimmet frisure og selvsikker fremtoning. Skrækvisionen af en svigersøn. Hans stemme – som når grisene skryder i stalden. Når man ser på ham, må man erkende at han faktisk også ligner sådan en, hårfarven og trynen passer, de nedadvendte mundvige. Det eneste mærkelige ved ham er, at han blev politiker trods en god position i erhvervslivet. Politik – en gumpetung, kikset bestilling, sammenlignet med jetsettets glatte surfen rundt på samfundsdybets overflade. Livet i overhalingsbanen som de selv kalder det, uden at det fremgår om overhalingerne skal foregå indenom eller udenom, på et atletikstadion, en motorvej eller en aktiebørs. Helt oplivende at finde en metode til at få selv politikere til at fremstå sympatiske – som man kan ved at holde dem op mod støtterne i deres bagland, alt er jo relativt. Og så svigersøn. En frygtelig tanke. Forhåbentlig vil det vare meget meget længe, inden noget sådant skal afprøves derhjemme.
– Jo! svarer Margit. – Jeg er gammeldags. Det er grunden til at så mange overlever på Intensiv!
Anita og andre
af afdelingens uforanderlige sider
Tiden kan ind imellem gå forbi alt for ubemærket. Det er hvad der sker i arbejdets hede. Hjemme forsvinder børnenes barndom år for år, hvad man ikke opdager før det er for sent. Her ude forsvinder sygehuscheferne efter en forudsigelig rytme, det er normalt noget med dårlige regnskabstal. Næsten alt andet er uforandret, selv Anita, lægesekretæren.
Jeg frygter ikke for min afdelings faglighed, tvivler heller ikke på min egen, men må forberede mig på, at forvaltningen kan få nemmere ved at stikke skovlen under alle andre end Arne.
Der opstår stadig konflikter med det politisk-administrative system ligesom i Arnes tid, men uden Arnes mentale overskud i konfrontationerne. Politikerne henholder sig til vælgernes ønsker, som de siger. De taler om at overholde valgløfterne og de indgåede kontrakter med vælgerne, men hvem andre end politikere husker den slags, i hverdagens omtumlede praksis satser de på vælgernes korte hukommelse. De ubehagelige beslutninger, som amtsborgmesteren med jævne mellemrum siger til sin gruppe, de skal tages i ét hug mellem valgene, så tidligt som muligt. De milde gaver drysser man ud i småportioner, sidst i perioden. Vælgerne skal have nogle små gode historier, som de kan huske ved næste valg. Den taktik kan de hurtigt enes om hos flertallet i amtsrådet.
Sundhedspolitik er et godt felt at profilere sig på, som han siger, Vrissum, den nye sygehusudvalgsformand.
Efter min mening burde de profilere sig ved at forbedre sundhedspolitikken, ikke ved at sætte uvidenhedens stempel på den, en sær herostratisk måde at skaffe sig indflydelse på. Neurologisk set er det til at overskue, for magtpolitik bor i hjernens basalstrukturer, som mennesket har fælles med padder og krybdyr.
Anita er den samme, og det fælles personalerum også. Ved morgenkaffen trænges alle om kaffemaskinen, ved køkkenbordets anden ende tilbereder Anita sin urtete. Kvinderne på afdelingen – Inger og Annette, de slagfærdige sygeplejersker, man kan aldrig vide sig sikker på den næste replik. De eftertænksomme læger, jo mere eftertænksomme, des lettere at forudse næste replik. Anita skiller sig ud fra begge kategorier. Hverken overraskende eller forudsigelig. Hendes personlige panser tillader kun en afmålt, perfektioneret præcision. Sådan var hun allerede da jeg mødte hende ved min tiltræden, hendes myndige og kontrollerede fremtoning, tilsat en smule anakronistisk selvhøjtidelighed. Duften fra urteteen breder sig mellem de mere traditionelle lugtindtryk på gangen.
– Det lugter godt! – Giver du en kop?
– Fejler du noget?
– Skal man da det?
– Denne te er sammentrækkende, og beskytter mod bestemte lidelser!
Hendes replikker kommer gerne efter en sikkerhedspause på mellem et og to sekunder, for at undgå at sige noget overilet.
– Jeg tager den for duftens skyld, siger jeg, og snuser efter. – Blomsteragtig, aromatisk!
– Du skal ikke gøre grin med min te! Den skal indtages i afmålte mængder. Skal du have en normaldosis?
– Bare en smagsprøve. Den er rigtig god! Og sammentrækkende, det kan man godt smage.
Anita trækker øjenbrynene opad og ryster sammentrækkende på hovedet. Ansigtsløftningen, hun fik lavet for et par år siden, giver de hævede øjenbryn en særlig effekt. Til gengæld har hun fået svært ved at smile naturligt, men det er heller ikke hendes mest benyttede udtryk.
– Et øjeblik! siger hun, går til sit skrivebord og finder noget i skuffen. – Her er en bedre te til dig. Hun lægger et par tebreve i en konvolut, som hun rækker mig.
– Prøv den en anden gang. Og fortæl mig, hvad du synes.
Hun fortæller ikke hvad den skal være god for.
Hjemtur
hvor et fraværs mulige skadevirkninger observeres
Hjemtur igen. Glad og vigtig weekend forude. Kun os selv. Britt følger mig til verdens ende. Siger hun – forudsat mit job er stabilt nok. Det skulle være sket inden børnenes skolestart, det nåede vi ikke. Mens de var små valgte hun at være hjemme for at passe dem. Så længe hun gjorde det, kunne vi flytte uden videre. Hun kan få job alle steder, færdiguddannet som gymnasielærer i sprogfag med flotte papirer. Hun har undersøgt alle byer og kender sine muligheder i alle egne af landet, venter bare på afklaring af min jobsituation og geografien.
Hvad kan man gøre? Fører dette arbejde det rette sted hen? Fører det noget sted hen? Har det tværfaglige center for neurologiske patienter nogen fremtid? Planerne trækker ud, politikerne kan man som sædvanlig ikke stole på. I mellemtiden må man leve som weekendpendler og bo på vagtværelse mandag til fredag. Det planlagte liv, det forudsigelige liv. Pendleriet. Bestemt ikke tiltrækkende, ikke alvorligt frastødende, en smule vanedannende. Men det vigtigste, det er hjemmefronten. Og det der afgør udfaldet, det er mit fag. Jeg forfølger de faglige muligheder som en sporhund, hvor de end måtte skjule sig. Er det egoistisk og hensynsløst? Det er drift og naturkraft, det er drivkraft. Det er ikke indtjening, det er ikke status, det er ønsket om at bidrage der hvor det nytter bedst, det er mulighederne for at udvikle sig fagligt og ikke mindst udvikle faget. Hidtil har det kunne kombineres med hensynet til familien på sin egen kantede måde, efterhånden kalder både faget og familien på beslutninger.
Signe er vokset. Efter en uge tænker jeg hende igen som fem år, men så er hun otte. Hver gang jeg kommer hjem har hun en ny alder. Hver gang jeg er på vej hjem skal jeg tænke over hvilken klasse de mon går i nu, Stefan, Signe og Malene. Pinligt, når man ikke længere kan huske, hvilken klasse ens egne børn går i. Husker deres fødselsår, alderen fremgår ved at trække det fra nuværende kalenderår. Herfra kan man trække de seks-syv førskoleår, og så må Stefan gå i femte, Signe i tredje og Malene i første. Jeg ved i det mindste, at der er to år mellem deres klassetrin, som mellem deres aldre. Så kan jeg danne mig et indtryk af, hvilke typer af opgaver de arbejder med i dansk, matematik, fremmedsprog og historie, samfundsfag og den slags. Og fremstå velorienteret.
Nej, nu koketterer jeg med min uvidenhed. Jeg har faktisk fulgt ganske godt med, jeg har dem tit i telefonen, og får opgaver tilsendt på email til kommentar og lektiehjælp. Vistnok lige så meget for min egen skyld, for det faglige skulle Britt nok kunne klare endnu bedre.
Stefan har fundet sig selv, og klarer sig rigtig godt trods sine begrænsninger. Han er følsom over for præstationskrav, og reagerer negativt på kaos og modstridende signaler. Men på sine egne præmisser fungerer han helt problemfrit, og som de siger i skolen, langt over forventning. Han har ikke bare autistiske symptomer, også anarkistiske, og ingen autoriteter får nogen chance hos ham.
Modsat med Signe. Hun gør sine omgivelsers forventninger til sine egne og indfrier dem til punkt og prikke, for hun er omhyggelig, akkurat, perfektionistisk, og hvis det ikke var for det lystbetonede i hendes efterlevelse af sædvaner og konventioner, ville man nok have fundet det betænkeligt. Men hun trives fint i sit velordnede univers og sit velordnede værelse, og kan formentlig se frem til mange trygge år indtil den dag, hvor en kæreste ankommer og vender op og ned på begge dele.
Så retlinet er Malene ikke. Hendes mor har allerede været indkaldt til flere samtaler på skolen, fordi andre forældre har påtalt hendes adfærd. Flere af drengene er bange for Malene, fordi hun både er meget livlig og usandsynlig fræk, og de forskrækkede forældre vil gerne beskytte deres børn mod piger der er livlige og frække. Den slags beskyldninger mod et barn har Britt ikke tidligere hørt om, og hun kan til ringe trøst for disse forældre oplyse, at det er noget, hun let kan genkende fra sig selv som barn. Ikke kun på dette punkt men også på næsten alle andre områder er Malene særdeles fremmelig, og med hendes energi og humør er det svært at forestille sig, at hun vil møde nogen særlig modstand i fremtiden.