Gennem ugæstfri egne
I landskabet beboet af får og geder samt deres utøj var det ikke let at finde noget at spise, og så glemte de at tænke på det. Derimod var det ikke svært at finde noget at tale om. Var deres navigatør ikke god til at vise vej, var han udmærket til at kommentere hver eneste af Sofias udtalelser, og igen følte Nalle sig som lytter og iagttager, som så ofte før. Der var heller ingen ladt pistol indenfor rækkevidde, så han behøvede ikke frygte sine tendenser til spontane indfald og uoverlagte handlinger, den slags som tidligere havde haft måske lidt uønskede konsekvenser for selskabet.
Sofia var som person optaget af at behandle alle andre ordentligt, og det bekymrede hende at mennesker kunne begå overgreb på andre personer, krænke andres rettigheder og hindre andres muligheder for at udfolde sig frit. Det kunne gøre hende oprigtigt vred, uanset om det foregik i hendes umiddelbare nærhed eller på den anden side af jorden. Her i ørkenen hvor de ikke vidste om de skulle gå til den ene eller den anden side og derfor blev hvor de var, lod hun sig distrahere af tanker om voldsomme overgreb begået i et fjernt og meget primitivt samfund, hvor der var fri adgang til skydevåben, og dermed også fri adgang for enkeltpersoner, sindsforvirrede eller køligt velovervejede, til at begå massakrer, i frustration, i distraktion og kedsomhed, i hævn på andres vellykkede liv for eget mislykkede.
– Det er måske lidt trist i øjeblikket, for dem det går ud over, sagde Mahmoud. – Og for deres pårørende, selvfølgelig. Mange af ofrene vil være savnet. Men sådan må det nødvendigvis være, for hvordan skulle man ellers kende forskel på dem der har råd til automatvåben og dem der ikke har? Krig og våben og den slags er alligevel en slags legetøj, og spillene på deres spillemaskiner handler ikke om andet end at plaffe nogen andre ned. Det drejer sig kun om at beslutte hvem der er de andre, så man kan få nogen at plaffe ned. Det er ikke mærkeligt, at det går sådan. På den ene side kan det være meget godt at plaffe nogen ned, for ellers bliver vi alt for mange. På den anden side er det altid de forkerte det går ud over, og det er mindre godt. Vi kan sige det sådan, at når de aggressive og skydegale plaffer de fredelige ned, så ender det med at der kun er de skydegale tilbage. Nogen af dem, for de plaffer jo også hinanden ned. Med den selvforstærkende virkning er der flere og flere der bliver skydegale, flere og flere bliver plaffet ned, og så når man måske hurtigere den balance, hvor der kun er de mennesker på jorden den kan bære.
Sofia kunne godt mærke Mahmouds sarkasme, når han parodierede den afslappede holdning til skoleskyderierne i våbenindustriernes eget land. For Nalle var det vanskeligere, den hurtighed der hørte med til hans ufrivillige handlingsudbrud var ikke til rådighed når han skulle forstå flertydige meningstilkendegivelser. Han forstod bare, at Sofia gerne ville havde det bedste frem i mennesker, til og med i ham selv, mens Mahmoud bare virkede desillusioneret. Pessimistisk var måske det rigtige ord. Sofia nåede ikke at få det bedste frem i Mahmoud, inden han fortsatte med sine parodier og hun kunne nå at formulere et svar.
– Akkurat som mellem de besynderlige administrative dannelser du ved, sagde Mahmoud, – dem der kaldes nationalstater. Andre siger lande. Hvis sådan en nationalstat, eller sådan et land, ikke har noget at tilbyde på markedet, det skal være noget der kan sælges, det vil sige omsættes gennem noget omsætteligt, værdisubstitutter altså, det kan være penge, værdipapirer, gældsbreve, kryptovaluta, hvis de ikke har sådan noget, altså penge og den slags, kan de heller ikke anskaffe våbensystemer nok til at forsvare det der er deres og erobre det der ikke er deres! Vi har våbenindustrierne, glem ikke dem, dem må vi også tage hensyn til! Kan man måske omstille dem sådan uden videre fra at fremstille skrivemaskiner i stedet for maskingeværer? Støbe kanonerne om igen til de kirkeklokker de kom fra? Som man gjorde i gamle dage når der kom fredstider? Nå nej, kanonerne ligger på havets bund sammen med skibsvragene, og moderne kanoner er heller ikke af bronze. Nej, våbensystemer skal vi ha’! De hører med til vores selvrespekt som nationalstat, som land, de er grundlag for magtbalancen! Sådan er det, sådan må det være, alt i sin orden, alt i den skønneste orden. Det er jo sådan det er! Så skønt er det!
Nu var Nalle endnu mere i tvivl om sarkasmens parodi og parodiens sarkasme. Hvis ordene havde været sagt af PA, havde de været mere oprigtigt ment.
Sofia havde utvivlsomt valgt at vente med at sige noget til Mahmoud var færdig. Måske skulle man hellere lade ham brænde sine tanker ud end give dem modstand.
– Ja, jeg snakker, fortsatte Mahmoud. – Det bliver som det er. Sådan vil verden gå under i almindelig udenomssnak, mens folk stjæler den sidste brødkrumme og det sidste håb fra hinanden. Mens de sælger den sidste redningskrans og de sidste nødhjælpslagre for penge der alligevel er blevet værdiløse!
– Tænk, indskød Sofia, – i England, et land vi somme tider regner med blandt de civiliserede, der har man en styreform der stammer fra riddertiden og turneringerne, men som man stædigt holder fast i. Og en helt urimeligt gammeldags valglov, noget med distrikter og valgmænd, et system som sørger for at der kun kan være to betydende parter til at slås om regeringsmagten. Parlamentsbygningens indretning er endda indrettet til det system. Fortidigt, rituelt som i eventyrene. Intet under, at befolkningen har mistet tilliden til politikerne, og tabt troen på systemet selv. I regeringen er man dødsens angst for at høre folkets stemme, der frygter man parlamentsvalg og folkeafstemninger mere end noget andet. Det forstærker selvfølgelig politikerleden endnu mere. Antallet af vælgere der vil forlade de overnationale fællesskaber og antallet der vil blive, ligger så tæt at ingen i parlamentet tør løbe en risiko, ingen tør tage stilling, de så hvordan en tidligere premierminister legede med ilden, og hvordan det gik gruelig galt. Folkeafstemninger sætter både regering og parlament udenfor indflydelse, hvorfor i alverden skulle en parlamentariker ønske det.
Få dog moderniseret den valglov og indfør pluralisme, det vil ganske vist tage livet af de store gamle partier, men hvad så? Vi vil se en opblomstring af reelle kræfter, nye partier der kan profilere sig på holdninger og anskuelser, og som ikke behøver rumme alle modsætningerne i sig selv. Det vil give vælgerne virkelige valgmuligheder, og tilføre det politiske liv helt nyt engagement og entusiasme. Bagefter må vi lade Amerikas forenede stater se på den samme udvikling. De stater, som indførte den første forfatning, som skulle danne forbillede for så mange andre. En forfatning med store svagheder ganske vist, på navnlig to punkter, nemlig at det var tilflytternes forfatning, der lod dem stjæle land fra de oprindelige beboere. Og at denne forfatning bekendte sig til en religiøs tro, ligesom man traditionelt gør i de samfund, som Amerikas forenede stater nødigt ser sig sammenlignet med. Med disse to svagheder har de gjort ubodelige skader på deres land og dets beboere, oprindelige som tilrejsende. I deres megalomane suprematisme tillod de sig endda at transportere hele befolkninger fra Vestafrika, til at arbejde som slaver i jordejernes landbrug med tungt arbejde og ydmyge servicefunktioner.
Sofia og Mahmoud lagde ikke med det samme mærke til at Nalle var faldet i søvn. Men da de konstaterede det, gik der ikke lang tid før de hviskende afprøvede hinandens holdninger til at efterlade ham på samme måde som med Peggy.
– Uden hende er han jo ikke til megen nytte, som Sofia formulerede det. Men disse rent praktiske spekulationer dæmpede ikke deres fortsatte talestrøm om lande, stater, styreformer og mere eller mindre legitime ledere.
– I de lande, fortsatte hun, – kan alle og enhver blive politiker. Det kræver ikke andet end at blive valgt, vælgerne ved ikke altid hvem de stemmer på, kun hvad partiet har fortalt i deres valgprogrammer, og hvad de siger i de nogle gange meget ophidsede debatter. På den måde kan en ukendt person blive valgt ind, hvis han eller hun bare har virket loyal nok overfor ledelsen i sit parti. Som bare har været synlig nok på populære medier. Andre kvalifikationer behøves ikke, til gengæld får sådan en politiker stor magt. En af dem kan bestemme hvad der skal opføres på nationalscenen, en anden hvilke museer der skal åbnes og lukkes, en tredje kan bestemme hvilke diagnoser sygehusene skal behandle, en fjerde hvor der skal anlægges veje og jernbaner!
– Jamen det er da et vældig godt princip! Noget skal en folkevalgt politiker have ud af at blive valgt, og det er da dejligt at kunne bestemme noget! Næste gang er det alligevel nogle nye, og så bliver det hele lavet om igen. På den måde bliver alle glade!
– Ja, måske bliver den enkelte politiker glad over at komme til at rode med noget som ellers er meget svært at få lov til at rode med. Men hvad med befolkningen, som det går ud over?
– Åh, du bekymrer dig da også over alting! Folk kan jo bare stemme på dem der har forstand på det de roder med!
– Og dem kan folk ikke stemme på, for de bliver ikke politikere!
– Mon ikke du tar helt fejl! Folk stemmer ikke på kandidaterne efter deres valgprogrammer, de stemmer på dem de kender fra deres reality-programmer! Præsidentvalg afgøres i reality-TV!
– Det kan der være noget om. Politik og underholdning kan ikke sammenlignes med virksomheder og organisationer. De steder har man direktioner og bestyrelser. Direktionen handler på bestyrelsens vegne, bestyrelsen selv hører man ikke meget til men den træffer de principielle beslutninger, den kan ansætte og afskedige direktionen. Modsat i de politiske organer. I et folkestyre har man ministerier, regering og parlament. Ministerierne gør som der bliver sagt, uden at sige noget selv. Regeringen gør som den vil, teoretisk skal den spørge parlamentet først, men i praksis har den uindskrænket magt, behøver ikke engang underrette parlamentet. Det kan give problemer, javist, men for sent til at reparere skaderne. Hvis de ikke må begå fejl, kan de jo slet ikke lave noget. Befolkningen, som parlamentet, regeringen og ministerierne skulle være til gavn for, glemmes helt i det spil.
Nu var det blevet aften, fra tid til anden havde de hørt en buldren i det fjerne, som ikke var tordenvejr, vidste Mahmoud, heller ikke havets brusen, da der ikke var noget hav i nærheden. Eller jordskælv. Det var kamphandlinger, sagde han. Nu lød de igen, tydeligere end nogensinde, lysglimt fra detonationer sås tydeligt i mørket, og lydene kom så tæt på at Mahmoud begyndte at opremse de anvendte våbentyper, til og med fabrikat, kaliber, ammunition og udgangshastighed. Larmen var nær ved at vække deres sovende medpassager, men de blev de nødt til selv at gøre det alligevel, da de blev passet op af en gruppe svært bevæbnede, der spærrede vejen for dem med et køretøj større end deres. De blev gennet ud, kropsvisiteret og frarøvet alt hvad de havde. Det store køretøj gassede op og forsvandt i en støvsky oplyst af deres forlygter, og de tre der havde erobret deres ejendele satte sig ind i bilen og fulgte den større med en lidt mindre støvsky efter sig. Højst et par hundrede meter havde den kørt, da den gav endnu et lille lysglimt og en lidt større detonation fra sig, og efterlod de efterladte i stilhed.
– Hvad fanden! råbte Mahmoud, en håndgranat!
Her måtte Nalle tilstå, at han havde tilegnet sig sådan en fra kassen med mekaniske dele, der stod foran i monsterbilen. Den håndgranat havde han ladet ligge under bagsædet, under sin opvågning gjort klar med slæbetovet ud gennem bagklappen fastgjort til donkraften, så den kunne udløses ved mødet med en passende forhindring.
– Lad os hente vores ting! foreslog Sofia, hun skulle nødig stå tilbage for Nalle i snarrådighed. – Det er vel ikke farligt?
– Der var kun én håndgranat, sagde Nalle beroligende.
Uden problemer kunne de hente det fra bilen, som de kunne bruge, og som ikke kunne bruges mod dem, hvis de igen skulle få problemer med en fysisk ovemagt.
– Men nu er der ingen bil, sukkede Mahmoud.
– Skidt med det, sagde Sofia, – der var næsten ingen benzin på.
– Flaget? spurgte han, er det i bilen?
– I bagruden, svarede Nalle.
– Godt. Så er der ingen fare.
– Jeg kan ikke få opladet min telefon.
– Her er alligevel ikke noget mobilsignal.
Igen måtte de tilbringe en nat i ugæstfri omgivelser. Både vind og kamphandlinger var løjet af, men det var koldt under den klare stjernehimmel, hvor Nalle hørte de to andre konkurrere om hvilke stjerner og stjernebilleder de kunne kende. Det var ikke langt op ad næste formiddag, før de igen blev mødt af en række køretøjer, der godt kunne ligne en militærkolonne, men sådan en var det ikke, sagde Mahmoud.
Da de fleste af køretøjerne havde passeret, viftede Mahmoud med begge arme til de resterende i kolonnen, den sidste bremsede op, en vogn bemandet med to, som spurgte hvad problemet var.
– Hvor kan vi få noget at spise? spurgte Sofia.
– Hvem i alverden er I, at tro at der kan findes noget spiseligt her? blev der spurgt i en mistænksom tone, – noget så ligegyldigt kan vi skam ikke bruge vores tid til!
Endnu et par undrende øjne blev rettet mod dem.
– En som er ny her, skyndte Mahmoud sig at svare, – en som ikke kender egnen, som ikke ved hvad den kan byde på af spisesteder, men som ligesom disse to andre vildfarne er sulten.
De to undrende så mistroiske ud, tog fat i deres kikkerter som om de var deres sikreste holdepunkter, og spejdede ud i horisonten uden at få øje på noget der kunne minde om spisesteder.
– Vi ser hvad vi kan finde! lød svaret, da Mahmoud havde oversat hele ordvekslingen tovejs, til et sprog som han mente kunne bruges på egnen.
Så fulgte de tre passagerer med i sidste vogn af en længere kolonne, og da den ikke kunne foretage svinkeærinder på egen hånd, måtte de følge med til bestemmelsesstedet. To passagerer af hankøn men forskellige af statur, en af hunkøn, ligeledes forskellig af statur fra Nalles savnede Peggy, men det kunne de undrende mistroiske ikke vide noget om. Forude kunne man stadig se støvskyen fra kolonnens fortrop, og mens den blev indhentet og i lang tid efter var der tavst mellem de to personer på forsædet, mellem de tre passagerer på bagsædet og mellem de to grupper indbyrdes.
Vognens fører og forsædepassager havde hver en kikkert, som forsædepassageren brugte flittigt, mens han forsynede føreren med beskeder og anvisninger.
– I får ikke en kikkert, sagde han vendt bagud, – men I kan få sådan et glas. Til deling, vi har ikke så mange.
Hvorefter vognen blev bragt til standsning, og Nalle, Sofia og Mahmoud sat af. Vognen fortsatte kørslen, indtil den var ude af syne.
– Skulle det her være til nogen hjælp? spurgte Sofia, – her er jo fuldstændig lige så forladt i dag som i går!
Stadig uden noget at spise, stadig under åben himmel, i en svagt bølgende sandørken uden vegetation, uden liv.
Nalle var den eneste der interesserede sig for det lille stykke glas han havde fået i hånden. Det holdt han op for det ene øje, tog det væk igen, så op for det andet, og fik et så forbavset udtryk i ansigtet, at de andre spurgte om der var sket noget. Nalle kunne ikke svare, men pegede på glasset og rakte det frem til dem, så de selv kunne se. Og ganske rigtigt, gennem glasset kunne de se noget, man ikke kunne se uden det.