Det kunne være meget godt med denne by som er vidunderlig, men jeg var kaldt til møde, som led i en konference jeg ikke vidste noget om, og mødet skulle holdes et sted jeg ikke havde været før. I en bygning af nogle kaldt byens stolthed, af andre kaldt dens skændsel, hvor begge synspunkter blev fremsat af hold hvis deltagere syntes at deres modpart var uvidende, uduelig, skadelig, og burde fratages enhver indflydelse. Det nyindviede tårn i jeg ved ikke hvor mange etager, som en lodretstående krydsning mellem prisme og cylinder i glas, aftagende i bredde opadtil for at give anledning til så mange flere etager. På en af disse etager skulle jeg møde frem.
– Det letteste er, sagde min kontaktperson, – hvis du bruger de udvendige trapper.
Jeg havde set bygningen på billeder og lagt mærke til trapper i rør sat udenpå facaden, som ekstra, nødtørftige forbindelseslinjer mellem nogle af etagerne. Som om de ved en dekorativ virkning skulle mildne det rå og brutale ved formen kombineret af cylinder, prisme og omvendt istap. Som om man på den måde, ved at hænge trapper og korridorer på udvendigt, kunne illudere en lille smule organisk udtryk, mellem alt det mekaniske i bydelen. Javel, hvis det var gjort elegant, her mindede det mere om kroppens indre organer, som på sin vis også er elegante, og forsynet med blodkar og andet ligesom lagt udenpå i sidste øjeblik. Det husker jeg fra billeder i anatomiske lærebøger, hvor det dog er gengivet farver, her ligner det kun is.
– Fra ankomstplanet finder du den udvendige trappe, der går opad og mod venstre. Når den stopper går du lige frem, indtil du finder en trappe der går nedad, og følger den en etage ned. Cirka en kvart omgang fremme er der igen en trappe opad, kaldt bypass 7-11, med den kan man nemlig komme forbi de afspærrede etager, og hvor den ender, begynder vores afsnit. Her ser du receptionen, og der kan du få forklaret resten af vejen.
Det lød kompliceret, og jeg prøvede at huske det, mens jeg tænkte at det nok ville være lettere at bruge elevatorerne.
Jeg ankom til bydelen, fandt frem til området og prøvede at finde en ledig parkeringsplads, mens jeg blev irriteret over at der ikke var nogen offentlig transportforbindelse til et sådant sted. Ikke alt i planlægningen var vellykket, som det tit sker med den slags arrangementer hvor mange parter er indblandet, uden at nogen af disse parter viser evner og vilje til samarbejde. Nær tårnet var der intet der kunne minde om parkeringspladser, så da jeg endelig fandt en, var jeg så langt fra målet, at jeg måtte lede i himlen efter noget der ragede op som et tårn, som en uregelmæssig kæmpemæssig syl tilspidset opefter. Sådan nogle tårne kunne jeg se masser af, i form og størrelse stærkt afvigende fra hinanden og fra min beskrivelse. Det skulle være umuligt at tage fejl, selvom alle overgik hinanden i grimhed, for det jeg ledte efter skulle være flere gange højere end de andre. Gåturen blev til en enerverende række af forhindringer, og jeg havde medbragt et arkivmodul på hjul, indeholdende fortrolige og uundværlige materialer, som skulle med til mødet, afleveres og anbringes i organisationens nye lokaler. Det var besværligt at få det over alle fodgængerfelterne, som manglede skrå kantsten eller ramper for kørestole og andet kørende udstyr. Og jeg rystede på hovedet ved tanken om at bestige alle de udvendige trapper med dette monstrum. Mon ikke der kunne være en elevatorløsning.
Da jeg havde undersøgt en hel del af de ikke så høje tårne, fik jeg endelig øje på selve det høje tårn med trapperne som et net af årer sat udenpå. Foruden disse årer var det også forsynet med et bladhang, en vedbend eller efeu, som på en eller anden måde var sat til at vokse på alle facader indtil en vis højde. Noget der måtte gøre vinduespudsning både umulig og overflødig.
Da jeg kom til hovedindgangen, undrede jeg mig over dens beskedne udseende. Ingen prangende skiltning, intet stort automatisk dørparti, kun en almindelig lille dør som en slags nødudgang. Og stadig ingen skrå trinforkanter ved fodgængerfelterne. Indenfor skulle man passere gennem flere ydmyge gange for at komme frem til et foyerområde, der til gengæld åbnede sig favnende mod den anden side, som jeg må have opfattet som bagsiden. Gennem facadepartiet i glas uden bladhang kunne jeg se ud mod et mægtigt parkeringslandskab, næsten tomt. Her var jeg igen blevet utilstrækkeligt informeret. Og der var elevatorer. De var bevogtet af to ældre kvinder, som lukkede de ankommende personer ind efter tur. Da det blev min tur, viftede den mindste af konerne sig om ansigtet med et misbilligende udtryk, sikkert fordi jeg netop havde taget en bid af en saltet kiks med krydderier dyppet i en hvidløgsdressing, begge dele placeret på et lille bord i et venteområde ved receptionen. Hun viste mig hen til automaten hvor man kunne indløse billetter til elevatorerne, og lod mig vide at den rigtige indgang for sådan nogen som mig var gennem kælderen, hvortil der var udvendig nedkørselsrampe og godselevator. Mens hun skelede til arkivmodulet som jeg stadig slæbte efter mig.
Udenfor, mellem indgangen og parkeringspladsen, fandt jeg hverken rampe eller elevatorer til kælderregionerne, derimod et antal afskærmede brusere, som ved en badestrand mellem hotellerne for ferieturister til afskylning for forurenet havvand. Men jeg fandt også en indgang til et andet foyerområde, også her var en hel væg besat med elevatorer. De var heldigvis ubemandet, til dem skulle man også købe elevatorbilletter, som man kunne få hos en ældre mand, siddende bag en glasvæg med luge og pengekasse, for at tage imod betaling og udlevere billetter, som han stemplede med en bunke forskellige gummistempler, han havde liggende i en bunke foran sig. Hele tiden skulle han vende sådan et stempel for at se efter i bunden hvad der stod på det, og måtte en gang imellem kontrollere det ved at prøve på et ark han havde liggende for det samme, da han ikke havde lært at læse spejlvendt skrift. Arket var helt overstemplet, så det måtte være svært at se om der kom flere aftryk end der var i forvejen. Men han var i godt humør, og grinede til en besøgende, der kom med en stor gammel jubilæumsmønt, påført en vistnok stor værdi i engelske pund, og sagde at for den mønt kunne man som besøgende få billetter til resten af året. Jeg spurgte om han tog imod alle slags mønter, hvilket han kunne bekræfte, og det var godt, for jeg havde ikke andet betalingsmiddel med, kun få og små mønter, men måske nok til at komme op i etagerne og vel også ned igen.
Med min billet gik jeg så til væggen med elevatorer, her så jeg at der ganske vist var flere døre ved siden af hinanden og ved hver dør flere elevatorstole over hinanden, som i en paternoster. Men alle rummene var ganske små, ikke mere end godt halvanden meter i højden, og ikke brede nok til at sætte sig ned. Helt umuligt at få arkivmodulet med sig ind i sådan et rum. Heller ikke hvis jeg bestilte en elevator til mig selv og en til modulet, for jeg kunne stadig ikke være der inde. Jeg begyndte at undre mig over at ingen fra konferencen endnu havde ringet for at rykke mig, tiden var snart gået et kvarter over. Mens jeg var ved at opgive det hele, bevægede alle elevatorerne sig, de kom ned fra et sted højere oppe, og lukkede skolebørn ud, en efter en, og der blev en råben og en larm, som når mange børn er sammen. Selvfølgelig, det var skolens elevatorer. Et par af børnene så på mig og pegede i den anden retning, og ganske rigtigt, der ovre var også en væg med paternosterelevatorer, disse i mere anvendelig højde. Jeg kunne endda klemme arkivmodulet med ind, man havde vel været nødt til at regne med besøgende af et vist legemligt omfang.
Endelig kunne jeg stå ud på den etage, som min kontaktperson havde betegnet som ankomstområdet, men jeg kunne også vælge at fortsætte opad med andre elevatorer, og det gjorde jeg. Ganske rigtigt, de passerede forbi de afspærrede etager hvor der end ikke var stop, og jeg kunne stå ud et sted højere oppe. Her var en anden reception hvor jeg kunne spørge om vej. Da receptionisten så mit medbragte skab på hjul, opgav han med det samme at foreslå de udvendige trapper, men skrev en lille vejledning til mig på en lap papir, om hvilke etager man skulle stå af på og skifte til andre elevatorer, de fleste opad og enkelte nedad, for på den måde at navigere sig frem til destinationen. Indviklet, som køreplaner i et byområde med mange uafhængige lokalbaner og busforbindelser, hvor ingen havde taget sig sammen til at koordinere ruter og afgangstider efter hinanden.
– Ja, sådan er det også her, sagde receptionisten, – vi har så mange virksomheder i huset, alene på denne etage flere end fingre på min hånd. De store firmaer har som udgangspunkt hver sin elevator. Nogle, især de små, deler elevator med hinanden, men bestemt ikke alle.
Da jeg nåede frem til mødet havde de øvrige deltagere allerede åbnet deres bestilte eller medbragte madpakker.
– Nå det var godt! sagde de, – der kommer drikkevarerne!
Egentlig burde jeg have regnet det ud, hvis jeg havde tænkt mig om. Jeg er jo ikke udvikler af klassificeret software eller leverandør af avanceret isenkram, jeg er ansat som bud hos en købmand, som leverer til døren.
Selvom de delegerede ved vores konference vidste hvad der var sket, hvad der måske var undervejs til at ske og hvad der sandsynligvis måtte ske på et eller andet tidspunkt, selvom det som alle vidste blev forsøgt holdt skjult, selvom alle mente at en ny katastrofe af omfang som den tidligere indtrufne ville være lige så svær at skjule som den ville være sandsynlig.
– Hvis en sådan katastrofe muligvis havde udløst et imperiums fald, måtte andre imperier da bare tage ved lære af det!
Sådan blev det sagt om det mest ubehagelige man kunne komme i tanker om, men som man ellers gjorde hvad man kunne for at se bort fra.
– Mere vigtigt var det heller ikke, det imperium, det kunne jo ikke bruges til noget alligevel!
Men selve følgevirkningerne. De direkte og umiddelbare kendte man ikke da det skete, men det gjorde vi nu, ved mødet, i et omfang det ikke længere var til at se bort fra. Langtidsvirkningerne var stadig ukendte, men ville efterhånden vise sig på flere områder som krævede laboratorieundersøgelser, ikke for at afdække men for at forklare. Og igen fortrænge. Ganske som man fandt det nødvendigt at fortrænge skandalen om det monstrum af et bygværk vi befandt os i. Som på andre måder satte sit præg på området, tænkt som et optimistisk vartegn for at indvarsle en ny fremtid og udviske en fortid fra en fælles bevidsthed. For eksempel om dengang området stadig var tomt for mennesker på grund af strålingsfaren.
Sådan lå det forladt, området førhen beboet af en kvart million indbyggere men hurtigt evakueret, en bydel med femten tusinde flygtet i al hast, et sted hvor ingen var vendt tilbage og alt overladt til vilde dyr som intet vidste om den radioaktive fare. Bortset fra en mindre gruppe fastboende som i dødsforagt løste overvågningsopgaver, og turistbusser i pendulfart med oplevelsestilbud for katastroferomantikere. Men nu genindtaget i livsbekræftende forhåbning om at alt kunne glemmes. Og markeret med et i de flestes øjne mislykket monstrum af et mindesmærke, indrettet med kontorer, institutioner og klinikker.
– Mindesmærke! råbte han med foragt i stemmen, mødelederen, da han havde skænket rundt af de arkiverede drikkevarer fra mit medbragte skab. – Denkmal! Mindes, tænke, erindre, glemme!
– I byer med eksploderede atomkraftværker må man jo glemme, indskød en efter stoleopstillingen at dømme højtplaceret mødedeltager.
– Hvilket forhindrer de ansvarlige i at handle hurtigt! sagde en repræsentant for en minoritetsgruppe bestående af yngre kvinder, fra bordets lavere ende.
– Når de ansvarlige har tænkt sig om grundigt nok, fortsatte den højtplacerede, – og derfor vågner op lidt for sent til at forstå at det ikke længere kan bagatelliseres! Og når de har nået at vedtage den nødvendige hastelovgivning for at etablere en gyldigt lovhjemmel!
– Typisk forhalingsmanøvre, forsøgte den yngre kvinde, – den lovgivning skal jo mønstre et flertal!
– Ikke alle katastrofer er hurtige! Det er ikke sikkert at denne by, den pragtfulde by vi bor i, skal blive helt ubeboelig efter en pludselig katastrofe. Kun delvis. Hvis nu ulykkesforsikringen kun dækker almindelige ulykker men ikke pludseligt opståede ulykker, for at indføre et fortolkningsspørgsmål. Er et jordskælv for eksempel pludseligt opstået i modsætning til en pandemi?
– Andre byer kan gå til grunde på andre måder! Et bysamfund kan sygne hen, kun en af forsyningsårerne skal svigte, el, vand, afløb, renovation, den daglige forsyning af information, nærings- og nydelsesmidler, dyner, vaskemidler, øl og brændevin, kunder og leverandører, teaterforestillinger og byrådsmøder, børn til skolerne og patienter til hospitalerne, klienter til advokaterne og arbejdsløse til jobcentrene, tjenere til restauranterne, andagtsøgende til kirkerne og gamle til plejehjemmene!
– For ikke at tale om arbejde til arbejderne og arbejdere til arbejdet! Spørgsmålet er, om man hamstrer toiletpapir når der hverken er vand i hanerne eller afløb fra kloakkerne, strøm i ledningerne eller mad i butikkerne!
Egentlig kunne jeg let forlade mødet, skulle bare have kvitteringen for leverancen hjem igen, men her havde jeg en mulighed for at lytte på en begavet samtale mellem byens mest indflydelsesrige beslutningstagere.
– Tænk samfundet som en organisme! forsøgte den yngre kvinde, som repræsentant for de mindre indflydelsesrige.
– Vrøvl! blev der råbt fra bordenden. – Hvem har lukket jer ind? Vi har individuelle virksomheder og virksomhedsledere, og vi har aftaler og kontrakter! Ikke sådan noget som samfund!
– I en levende organisme, forsøgte hun igen, – har man organer, som alle afhænger af hinanden. Det ved læger, fysiologer og udviklingsbiologer. Disse organer skal tilføres næring og befris for deres affaldsprodukter, og de skal kunne sende og modtage signaler til og fra hinanden. Ellers dør organet, og hele organismen med. I hjertet sidder muskler og arbejder hele tiden for at pumpe blodet rundt. Afspærres den åre der forsyner musklen med det blod den selv pumper rundt, bliver den på ret kort tid forvandlet fra muskel til arvæv, som ikke kan pumpe mere. Det går selvfølgelig ud over resten af kroppens organer, ikke mindst hjernen, som er storforbruger af blod. De biologiske organismer har tiden og udviklingen forsynet med indviklede og effektive mekanismer, der kan få det hele til at fungere, det gør de i en balance så fantastisk at man fra gammel tid da man ingenting vidste og ingenting forstod, kaldte det guddomme-ligt. Det gør man stadig i visse dele af verden og hos visse befolkningsgrupper hvor man stadig ingenting ved og ingenting forstår.
– Ja, netop! råbte mødelederen, – vi forstår ingenting! Ha ha! Vi er hjernen, og vi er afhængige af forsyninger! Vi har netop modtaget en smule forsyninger, lad os fejre det, skål!
Opfordringen blev fulgt, også holdningen syntes fulgt af forsamlingens flertal. Men det standsede ikke den spagfærdige stemme.
– En by er også en organisme, fortsatte hun, – den er ikke kun en ophobning af individuelle mennesker. Det har man vidst siden de første byer opstod, hvor alle ikke længere lavede det samme, men man begyndte at specialisere sig, nogle i fødevareproduktion som tidligere, andre i håndværk, handel med andre og indbyggernes sikkerhed.
– Laver vi måske ikke allesammen det samme? Samler indkomst? Akkumulerer kapital?
– Byer som er store, fortsatte stemmen, – og samfund som er komplicerede, stiller høje krav til forsyning, afledning og interne kommunikation. Jo større by og jo mere kompliceret samfund, des højere krav. Det ved man fra arkæologiske udgravninger af forsvundne civilisationer, hvor man ofte ser at ganske små ændringer har kunnet udløse enorme katastrofer, set fra disse civilisationers synspunkt. Den faldende vandstand i Cambodjas floder og de udstrakte kanalsystemer omkring Angkor. Ibrugtagningen af nye handelsruter, som gik udenom etablerede hovedstæder som derefter sygnede hen, flere eksempler. Men også internt i store byer kunne der ske organdød, som følge af ændrede konkurrenceforhold på verdensmarkedet, så fabrikker lukkede og hele arbejderkvarterer forfaldt og forsumpede, som i Detroit og i Michael Mores Flint, Michigan. Organdød i biologiske organismer, kvarterdød i storbyer, to eksempler på samme proces. Gerrymandering, politisk aflivning af i forvejen svækkede byområder. Organsvigt, funktionssvigt, henfald og forrådnelse. Liv kræver næring, det gælder i levende organismer og det gælder i levende samfund.
– Som man ser, råbte en af de højtplacerede, – vi er et primitivt samfund for vi laver det samme! Tjener penge! Skål på det!
– De livsnødvendige mekanismer ser de politisk destruktive kræfter ikke, eller også er de ligeglade. To af de værste politiske samfundsødelæggelser i nyere tid så man i Storbritannien og i USA, med Thatcher og Reagan. Den forrykte pemierminister, der mente at sådan noget som samfundet ikke fandtes, kun individuelle mænd og kvinder, og familier. En tankegang fra stenalderen, længe før jernalderen. Den amerikanske filmskuespiller, som brugte sit præsidentskab på en drøm om at være filmhelt som på lærredet, og lod sig styre af de mest ærkereaktionære instruktører der var at finde. De samfundsmæssige katastrofer er de to tidligere politiske stormagter endnu ikke kommet sig over, og har meget svært ved at erkende.
Jeg forlader mødet, skal passe mit arbejde, og ingen bemærker at jeg går fra dem. Servicepersonales umistelige privilegium. Jeg bryder mig heller ikke om at opholde mig i det skrækkelige monstrum for lang tid ad gangen. Især ikke efter at skandalerne ved dets opførelse ikke længere kunne holdes skjult, men blev lækket offentligt, selvfølgelig forsøgt benægtet, fortrængt, beskyldt for konspirationsteorier, men alligevel ikke lod sig standse, og stadig ulmer som underjordiske brande i tørvemoser, den tørv som ville få bedre anvendelse ved røgning af malt til pure malt, single malt og highland malt whiskies. Men det blev afsløret at der havde ligget gennemberegnede, velafprøvede og myndighedsgodkendte projekter til alle faser og led i byggeriets konstruktioner, men at konsortiet af entreprenører valgte at bruge egne metoder, uafprøvede, aldrig testede, aldrig godkendte, men billigere. Det havde givet besparelser, nogle af dem anvendt som hjælpemiddel i bevillingsprocessen, andre til berigelse af konsortiets egne parter, især hovedentreprenøren. På daværende tidspunkt stod store arealer og mange etager stadig ubenyttede, og kun de af natur mest risikovillige trodsede advarslerne og både købte og lejede sig ind på etagerne.
– Vores tårn står sikkert nok! hørte man fra det forenede kor af politikere, entreprenører og uafhængige advokater for konsortiet. – Det er i hvert fald sikret mod oversvømmelser!
Det blev der grinet ad, indtil man fandt laboratorierapporter der afslørede at fundamentet og jordlagene det stod på ikke kunne tåle fugt.
– Vi har en varslingstjeneste så man kan nå at komme ud inden det skrider, alarmen lyder når udsvinget nærmer sig en komma tre graders hældning!
– Men det hjælper kun hvis der ikke kommer jordskælv. For så rystes leret og sandet i undergrunden løst og bliver til mudder på et øjeblik, og så når varslingssystemet ikke engang at starte alarmen før det hele er på vej ned!
Ved Tjernobyl kan man se hvor hurtigt det går for naturen at indtage områder forladt af mennesker. Nu ved vi hvordan det kan se ud tredive år efter, ved Angkor Vat hvad der kan ske på tre hundrede år. En logaritmisk tidsskala med fremskrivning, tredive – hundrede – trehundrede – tusind – tre tusind – ti tusind – tredive tusind år osv. Om tre-fire hundrede millioner år kan visse spor fra menneskets tid måske stadig ses som et lag i en klippe, men det skal den tids geologer være dygtige for at få øje på. Af hvilken art de geologer så kan være, mennesker er de jo ikke.
På længere sigt er vi alle døde, sagde Keynes. På længere sigt er alt ligegyldigt, kunne han også have sagt, eller andre for den sags skyld. Om cirka fem milliarder år bliver jorden opslugt af solen under dens forvandling fra hydrogenstjerne til heliumstjerne. Så bliver alt udslettet. Ånd og materie, udvikling og historie, lande, have, bjerge, det hele forsvinder i en stor solopgang, så der herfra ses sol i alle retninger, for vi er blevet en del af den. Jorden med alt dens liv og rester af liv, rester af planter, dyr og mennesker, det hele svides af. Menneskene med alle deres bygværker og kunstværker der længe har været eroderet væk, alt bliver som ikke eksisterende, som havde det aldrig eksisteret. Filosofferne, videnskaberne, de troende med alt deres Gud, Allah, paradis, frelse, undergang, det hele er væk. Slut med krige og kampe. Menneskene nåede alligevel ikke at blive overlevelsesdygtige. Når solen opsluger jorden om cirka fem milliarder år vil alt alligevel være udslettet forlængst. Cirka fem milliarder år tidligere vil ethvert spor alligevel være udvisket, af Heraklit, Pythagoras, Sokrates, Platon. Homer, Dante, Shakespeare. Bach, Mozart, Schubert, Brahms. Rafael, Rembrandt, Manet, Cezanne. Galilei, Kepler, Newton, Einstein. Intet spor. Intet vil nogensinde have eksisteret. På længere sigt er alt ligegyldigt. Set herfra. Andre steder i universet kan andre verdener stadig opstå og forgå. Selv på denne jord kan nye civilisationer nå at udvikles og gå til grunde igen inden solen sluger det hele, dog ikke med mennesker som deltagere eller iagttagere. Det vigtige, for os, det er her og nu. Mens der findes en jord med natur, bjerge og have, planter, dyr til og med mennesker. Selv nogle af deres tanker og nogle af deres værker. Alting er meget vigtigt, lige her og lige nu.
– Nu forstår du vel, siger han, – at vi må tænke på det der faktisk sker, ikke på det man kunne drømme om. Tænk på venner og bekendte, på personer kan vi kalde dem, men vi kan også kalde dem idéer. De går, står, løber, taler, skælder ud, og vi må prøve at beskrive deres handlinger og det der kommer ud af dem. Deres sindstilstand og deres bevæggrunde behøver vi ikke tage os af, deres spekulationer og anfægtelser, personernes indre stridigheder og kampe behøver vi ikke arbejde med, for det handler ikke om psykologi og filosofi, følelserne og meningerne må de have for sig selv, hvordan de kommer frem til beslutningerne er deres sag, for det er deres handlinger, og kun deres handlinger, det handler om. I straffesager er det også handlingerne man bliver dømt for, ikke for de misforståelser, der førte til handlingerne, ikke for overbevisninger, hallucinationer, hævnmotiver, stemmer fra ånderne og hvad du vil, de får ikke betydning for dommen, kun for strafudmålingen.
Måske. Har du læst Brødrene Karamazov måske? Nødvendig grundbog for filosofi, religion, psykologi, jura, menneskekundskab. Hvad vores venner og bekendte gør, hvad vores omgivelser foretager sig i virkeligheden, det er vigtigt, for det er de ting der sætter udviklingerne i gang, det er alt det der får indflydelse på fremtiden, ikke kun på den indre selskabsstemning i vennekredsen, men på den ydre verden i al sin konkrete virkelighed. Vores venner i sig selv er ligegyldige, ligesom personer i virkeligheden også kan være ligegyldige, undtagen netop for en selv og nogle få andre, måske. Beskueren, betragteren, iagttageren, må kunne beskrive personernes handlinger rent, uden at dømme dem ud fra intentionen bag. Er det klart? Incitamenterne bag handlingerne er vigtige nogle gange, i nogle sammenhænge, ikke her og ikke nu. Menneskene ødelægger jo deres verden og deres fremtid alligevel, uanset deres gode grunde til det og trods deres ædle hensigter med det.