– Vi ved det jo godt. Vi hører efter hvad beslutningstagerne udtaler sig om, hvad de vælger at tage sig af, hvad de begrunder deres holdninger med. Tænk på deres begrænsninger, og på deres begrænsede muligheder. Deres styringsredskaber er jo begrænset til budgetter, regnskaber, konti, penge. Hvis man tænker i penge, hvad det koster, hvad der sættes af på budgettet, må man være politiker. Hvis man kun eller næsten kun taler om penge, og ikke om ret meget andet, må man være borgerlig. Højreorienteret borgerlig, som kan veksle alle fordele og ulemper til penge.
– Nu kan jeg ikke høre om det du siger skal være en kritik af politikerne eller et forsvar for dem.
– Det er vel bare en konstatering. Vi skal ikke kritisere eller forsvare, kun prøve at finde ud af hvordan de tænker.
– Tror du man begynder at tænke anderledes bare fordi man bliver politiker?
– Noget kunne tyde på det. Sådan noget som at indgå flerårige forlig, det kræver en særlig tankegang. For så kan man pludselig blive nødt til forsvare det man før har bekæmpet.
– Skulle vi så ikke prøve at fortælle hvad det er vi vil prøve at finde ud af, og måske stille nogle spørgsmål, som godt kan være gode selvom de ikke kan besvares? Vi ved det godt, siger du?
– Vi kunne da prøve. Hvis vi nu begynder med det store udland, som man kan have mange meninger om uden at genere nogen. Det kunne vel lyde sådan:
– Kære politikere, vi ved det godt. I har jo ikke bedre replikker end dem der bliver gennemskuet med det samme. Vi kan godt se forskel på ærlige og engagerede mennesker der siger hvad de mener, og folkevalgte der prøver at fremføre tillærte replikker, mere hult end troværdigt. Reagan, var han ikke en forholdsvis gennemsnitlig filmskuespiller ud fra en halvdårlig amerikansk standard? Sagde han ikke det som andre havde instrueret ham i? Ville han måske ikke allerhelst spille de store helteroller, så han ikke præsidentskabet som sin chance for at spille sit livs helterolle? Men du siger at hans manuskriptforfattere og instruktører var bedre til at hjælpe sig selv og den økonomiske elite, end til at hjælpe samfundet. Kunne vælgerne ikke gennemskue det? Jo, siger du, men ikke nok? Ikke gennemskuet nok eller ikke vælgere nok? Og så denne Trump, havde han ikke lært af alle Reagans replikker, og af sin succes som vært for sit eget realityshow? Hvor stor forskel er der på at styre et TV-show, styre en valgkampagne, og lede et land? Hvor lidt skal der til for at forføre den halve verden? Var det et godt eller et dårligt spørgsmål?
– Det var ikke et særlig godt spørgsmål, det handlede kun om at lede et show eller et land. Det vigtige, det er jo hvad man bruger magten til, og hvordan. Hvor meget, hvordan, og hvorfor man hele tiden går udenom at løse de store problemer, fattigdommen i verden, uligheden, klimakrisen, diversitetskrisen, alle de problemer som er alle kriges og konflikters moder. Alle de problemer hvis løsning kræver stor beslutsomhed, og hvis løsning er den eneste undskyldning for at udøve magt.
Den blinde vinkel
– Vi må hellere gå lidt ned i skala. Der findes jo lokalpolitik. På områder alle har en mening om. Det kan godt være at de ikke mener noget om stormagtskonflikter, men de mener noget om hvor tit skraldespanden skal tømmes, hvor mange flygtninge der skal være i nærheden, og hvor meget skatten skal stige.
– Så kunne vi vel begynde på et mellemtrin. Landspolitikken. Vi kan prøve at stille nogle generelle spørgsmål, som kan besvares men kun hvis de vil, politikerne. Hvilket synspunkt ser I det fra, det I har fået ansvaret for? fra landets, fra folkets, fra en del af folkets, fra borgernes? fra leverandørernes eller fra brugernes, udelukkende fra brugernes? fra vælgernes? fra chancerne for genvalg?
– Nu må du tænke på hvor svært det kan være at være politiker. De skal regne ud hvordan man får indflydelse, for uden indflydelse kan man ikke agere på det man er valgt til. Og indflydelsen kommer af vælgertilslutningen. Opbakningen behøver ikke være seriøs, bare den er stor.
– Det er jo spørgsmålet om hvordan man leder samfundet – her skulle man tro at der var fundet den bedste løsning til det, men alle modeller var prøvet, og ingen havde bestået en kvalitetskontrol. Skrækkelige samfundsformer, tyrannier, magtsyge diktatorer, noget så sindssygt som magtpositioner der går i arv. Og så havde man introduceret folkestyret, en styreform hvor alle kunne komme til magten, bare de var valgt til det. Af vælgerne, det vil sige af befolkningen, eller af dens repræsentanter. Demokrati, blev det kaldt. Det blev også kaldt den bedste styreform, eller den mindst ringe. Det siger sig selv at det ikke kunne passe. For her fik man slæbt selve folkets dumhed med ind i de styrende organer. Det fungerede heller aldrig særlig godt. Det eneste positive der er at sige om demokratiet, er at det nok er den styreform der giver mindst ballade.
Det blinde øje
– Så I ikke hvor galt det gik med inklusionen i folkeskolen? Hænger det fast i et politisk forlig? Hvad med de strejkende sygeplejersker, er I sikker på at I forstod deres budskab? Er regeringen kun ude på at tilfredsstille brugernes krav til service, ser I helt bort fra hvad der skal til for at opnå en den service, velfungerende institutioner og velfungerende forskningsmiljøer, i en befolkning med en vis koncentration af virksomheder, institutioner og uddannelser, hvortil hører fastboende uddannede kolleger? er det kun et spørgsmål om at gøre uddannelse og sundhed tilgængelig for brugerne? hvad med dem der skaber det, dem der leverer uddannelse og sundhed? er der ikke også et hensyn at tage til en velfungerende funktion, hvad med rekrutteringen til de samfundskritiske funktioner, er det ligegyldigt hvor man placerer dem, er det så let at få det bedst kvalificerede personale med ud til alle de styrelser og institutioner I har lagt ud hvor ingen bor? Ville Silicon Valley fungere hvis det var spredt ud mellem en masse stater, kender I grillkul-effekten? enhver med havegrill ved at når man samler kullene brænder de stærkere, når man spreder dem, køles de af, den samme effekt man bruger til at styre kædereaktionen i kernekraftværker, den gælder selvfølgelig også for arbejdsmiljøer hvor viden er afgørende. Nærhed betyder noget, og i tætbefolkede områder har man tværsektorielle rekrutteringsmuligheder som ikke findes i de tyndtbefolkede. Det må man benytte sig af hvis man ønsker velfungerende samfund. Når I spredte styrelser og institutioner ud over hele landkortet, var det så for at svække dem, som når man spreder grillkul? var det kun som det siges, fordi det var det eneste i kunne, udflytte offentlige arbejdspladser fordi I ikke havde magt over de private? De private fremstillingsvirksomheder for eksempel, som med fordel kunne placeres langt fra de store befolkningskoncentrationer. Amatørpolitikere for helvede! Det må siges at være en sølle samfundstænkning.
Det politiske forsvindingsnummer
Det store parti havde mistet sin kraft. Tidligere havde det haft både mening og betydning. Det mente noget, fordi det repræsenterede nogle synspunkter, og det betød noget, fordi rigtig mange kunne tilslutte sig dets synspunkter og programmer. Og det var lidt vigtigt, for alle beslutninger, selv de vigtige beslutninger om hvordan samfundet skulle indrettes, blev taget ved valghandlinger, hvor alle valgberettigede kunne deltage. Det kaldtes demokrati.
Dengang der stadig var stor tilslutning til partiets synspunkter gik det godt, partiet repræsenterede på tilfredsstillende vis sin repræsentative del af vælgerne og var dermed repræsentativt for sit vælgerbagland. Men sådan blev det ikke ved med at gå. Vælgerne fik nye interesser, partiet mistede repræsentativitet, og dermed vælgere. Hvad gør et stort parti så, et parti der flere gange har haft regeringsmagten, alene eller i selskab med andre partier. Det sidste kunne man godt, altså danne en flerpartiregering, i henhold til gældende bestemmelser, i modsætning til hvad man kunne i visse andre lande med antikverede valgsystemer. Men være alene om den udøvende magt, det var nu alligevel at foretrække.
Kunne man stadig overbevise vælgerne om det fortræffelige i partiets synspunkter? Det viste sig nogenlunde ufremkommeligt, for vælgere har deres fordomme og fastlåste holdninger, de lader sig ikke flytte af argumenter, men af strømninger intet politisk parti kan styre.
Kunne man så prøve at finde ud af i hvilken retning vælgerhavet var i færd med at skvulpe, og indrette sine valgkampagner efter det? Ikke uden et lydhørt ministerkollegium, og en lydhør folketingsgruppe. Og her kom spørgsmålet om etpartiregering eller flerpartiregering ind igen, for ministre og ordførere fra ens eget parti er nu lettere end de andres at have med at gøre, når nogen skal bankes på plads.
Man kunne berettiget spørge hvad i det hele taget meningen med et parti kunne være. Grundloven og valglovene foreskrev ikke sådan noget som partidannelser.
Men nu blev skvulpene og rørelserne i vælgerhavet til de strømninger, som store og magthungrende partier måtte tage bestik efter. Selvom det skulle gå lidt skævt eller helt på tværs af partiets oprindelige synspunkter, deres grundsynspunkter. Man kunne selvfølgelig fortolke dem på en lidt ny måde, skrive bøger, holde foredrag og giver interviews, for at vise hvor stor overensstemmelse der i virkeligheden var mellem de oprindelige og de nye holdninger. Det måtte selvfølgelig tilpasses og justeres ind efter hvert nyt skvulp. For ministre og ordførere var det besværligt at følge med, man kunne tydeligt se deres anstrengte forsøg på at se normale ud, når de pludselig alle som en gentog partitoppens nye paroler. Og det var hverken godt for troværdigheden eller betryggende for vælgerne, som nemt kunne gennemskue udsagn og budskaber uden dækning i den talendes blik og kropssprog.
En gang imellem gik det dog over al forventning. Det var når der blev skredet ind, hurtigt og resolut, over en epidemi der havde udviklet sig pandemisk og truede med at dræbe mennesker, overbelaste sundhedsvæsenet og lukke samfundet ned. Foranstaltninger som forekom brutale, herunder afvikling af et helt erhverv der beskæftigede sig med produktion og eksport af luksusvarer fra bestande af særligt smittebefordrende produktionsdyr. Indgreb, som enhver regering nødvendigvis måtte foretage uden tøven. Enhver ansvarlig regering.
Men nu partiets tilpasningsvenlige lydhørhed over for vælgerhavets skvulp og rørelser, der var jo fortilfælde. De begyndende tegn ser man på en stigende afsnøring af partiets ledelse fra resten, fra medlemmerne, de delegerede, de lokale partiforeninger, fra byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer. Det er ikke nyt, det sker for ethvert magtstyret parti. Når partiet afskærer medlemsdebatten. Når partiets organer, kommunikationskanaler og hjemmeside bliver topstyret, ligesom dets pressetjeneste. Så er den ved at være gal. Så har partitoppen forladt sit bagland, som en ballon med kappede fortøjninger, og ingen ved hvor den lander. Et voveligt eksperiment, skulle man synes. Her oppe i den politiske stratosfæres turbulenser tager patitoppen pejling fra vinde som slet ikke når ned i vælgerhavet. Så er det, at den politiske ledelse kan føle sig fri. Helt fri for andres indflydelse, helt fri for ansvar for de førhen så trofaste vælgere. Kun ledsaget af sine nye rådgivere med kompetencer inden for markedsanalyse, markedsføring, manipulation af forbrugerstrømme og ikke mindst vælgerstrømme, med deres fokusgrupper og taleskrivere, eksperter i vælgeroptimering og kendskab til loven om administrationens vækst. Undskyld partiets.
Beslutningstager i klemme
Egentlig var det ganske banalt, egentlig vidste alle hvad der foregik, men det sagde man jo ikke højt, for det var et fordækt spil, og det skulle være et fordækt spil, det måtte selv oppositionen indrette sig efter, for en dag kunne de jo selv risikere at komme i regering, en dag var det måske dem selv der skulle sidde i et samråd og besvare ubehagelige spørgsmål som alle kender svarene på, men ingen afslører direkte, og den mulighed ville ingen politiker, tidligere, nuværende, kommende, give afkald på.
Altså sad ministeren og kogte i sin koldsved, spiddet på krogen, eller på krogene, hvor alle, regeringen med statsministeren i spidsen og hele dennes følge af mørkelagte rådgivere og specialister i folkeforførelse, med folketingsmedlemmer, regeringsmedlemmer og ministre som instrument, ligesom alle andre i folketinget, medlemmer af oppositionspartierne, medlemmer af støttepartierne, medlemmer af partier der hverken støttede regeringen eller dens modstandere, men stillede sig an som om de indtog en neutral position, samt tidligere medlemmer af partier som de havde forladt i vrede eller som var blevet opløst og splittet for alle politiske vinde – og nu har vi snart ventet længe nok på et punktum – her hvor alle disse mennesker sad og ventede på den mindste rysten og det mindste fejltrin, der om ikke andet kunne lægge ved til det bål der ved ikke den første men ved den bedste lejlighed skulle antændes under netop denne minister, med samt vedkommendes position, renommé og hele politiske indflydelse. Lidt ligesom ved gladiatorkampene i det antikke Rom, hvor små fejltrin og svigt i evne til iagttagelse, analyse og beslutning, og ikke mindst små svigt i den pågældendes koncentration om disse forhold, kunne få skæbnesvangre konsekvenser.
Denne politiker, som altså var minister, en betingelse for at blive indkaldt til et samråd, skulle her gennem en slags ild- og vandprøve, for nu at tale i klichéer, for at vise om han selv og især hans standpunkt kunne vise sig ild- og vandfast, hug- og stikfast, riv- og bidfast, træk- og slipfast og hvilke kriterier der ellers blev lagt for at kunne bestå sådan en prøve. Som antydet med al den respekt og skånsomhed der måtte udvises for en person i et embede, der en skønne dag kunne blive ens eget.
Hvori bestod denne klemme, denne umulige situation som den stakkes minister befandt sig i? Var det virkelig sådan et såkaldt catch twenty two, et virkeligt dilemma som var uløseligt fordi begge løsninger af to mulige ville være lige katastrofale, fordi alle løsningsforslag mellem mange mulige ville være endnu værre? Det kunne tænkes. Det kunne ikke udelukkes. Lad os se på mulighederne.
I toppen af regeringen sad denne statsminister, omgivet af sine topministre, der som statsministeren selv var opstillet og valgt ind ved seneste parlamentsvalg. Desuden omgivet af sine udvalgte toprådgivere, som var på lønningslisten og altså udpeget af statsministeren selv, eventuelt tillige af kredsen af topministre. Et arrangement der allerede havde høstet masser af kritik som mørkelagt, uigennemskueligt og udemokratisk. Men denne kreds af toppolitikere og toprådgivere havde fastlagt en linje, som skulle angive regeringens kurs, så længe regeringen var sat sammen af politikere fra dette parti. I en etpartiregering var det let nok, så kunne topstyringen ske uhæmmet, i en flerpartiregering ville det være langt mere omstændeligt, erfaringsmæssigt, for så skulle mange flere parter høres, og så kunne man ikke drive det hemmelighedsfulde og mørklagte spil i den indelukkede partitop.
Altså, den ene kæbe i knibtangen, partitoppen. At den kunne have sine grunde, det var klart og indlysende for enhver, og de grunde handlede om at udspille de andre partier, dem der stod på spring for at erobre regeringsmagten ved først givne lejlighed, og erobre deres vælgere ved simpelthen at overtage deres politik. Sådan var det med oppositionens indflydelse: den fik plantet sin politik i regeringen, så behøvede den ikke selv gøre arbejdet. Men sådan stod det ikke nødvendigvis til hos regeringspartiets egne medlemmer, knibtangens anden kæbe. Fra gammel tid, dengang politikere blev valgt efter den politik de stod for, var der stadig et antal partimedlemmer tilbage, som ikke troede så meget på fidusen i at holde på magten ved at overtage andre partiers politik. Den klemme sad ministeren i, på den ene side den følgagtige regering med oppositionens politik, på den anden side medlemsflertallet, af både de indvalgte og de menige, med den politik de så som partiets eksistensberettigelse.
Der var flere hårde kendsgerninger som ministeren måtte forholde sig til, en af dem var lovgivningen. Den kunne man lave om, blev der sagt. Og cirkulærer og instrukser, alt det der skulle til for at realisere hensigten i lovene, og som kunne være med til at virkeliggøre dele af regeringens politik, uanset om den var til låns fra oppositionen eller om den var en del af partiets grund til at være til, nogle kaldte det partiets sjæl. Det var partitoppen med sine lukkede rådgivere kold over for, de prøvede at betvivle baglandets evne til at følge helt med, og orientere sig nok om udviklingen.
Der var selvfølgelig endnu nogle besværligheder, en af dem var forfatningen. Men her havde selveste Kissinger over there for sagt længe siden, at bryde lovene, det ordner vi med det samme, forfatningen tager lidt længere tid. Og det synspunkt syntes at have vist sig attraktivt for regeringsledere over hele verden. En anden besværlighed var konventionerne, dem man havde tiltrådt i en begejstringens rus, dengang den sidste af de globale krige var afsluttet, og som man ikke ønskede set gentaget. Menneskerettighedskonventionerne, for eksempel. I samme forbindelse kunne man nævne de overnationale fællesskaber. Det var da også irriterende, at man under påvirkning af den samme begejstring havde indført sådan noget, i håbet om at styrke et overnationalt fællesskab, men som samtidig lagde nogle alvorlige begrænsninger på medlemsstaternes individuelle, spontane udfoldelser. Det var i det hele taget som om nationalstaterne oplevede en renæssance efter at have været nedvurderet i lang tid, nationalismen voksede frem flere steder, det samme gjorde forskellige former for separatistbevægelser, hvor det handlede om at genoplive og rehabilitere folkestammer, som lagde ihærdige kræfter i at splitte det der før var samlet, somme tider voldeligt.
Ja, mange dilemmaer kæmpede om pladsen bag ministerens rynkede pande og flakkende blik. Måske så man også tegn på en alvorligt beklemt almenmenneskelig samvittighed, det var ikke til at se, men den kunne jo have udløst de tics i ansigtet, der blev stadig hyppigere, så man måtte frygte at de var kommet for at blive. Det var jo også en stor og kompliceret sag det hele drejede sig om. Man skulle forklare hvorfor man ikke bare kunne hjemtage nogle af vores lands egne statsborgere, der sad fast i en mellemøstlig flygtningelejr. Det drejer sig om et par håndfulde børn og mindre end en håndfuld af deres mødre. En uoverstigelig opgave. Altså at forklare hvorfor det ikke kunne lade sig gøre.