Fra svulstens synspunkt

– Jeg husker da min mosters og onkels hus blev anlagt. Der var sat landmålerstokke op, udgravet for fundament og kælder, lagt rør og kabler inden der blev støbt sokkel, vægge og dæk. Vi legede i det hus hver sommer. Der var bare marker omkring, men hvert år var der bygget nyt og kommet nye naboer. Nu kan man ikke komme ud i det åbne landskab medmindre man har bil, eller gør forberedelser til en længere cykeltur.

Hun sukkede i savnet over den svundne tid, der dog ikke kunne ligge længere tilbage end det meste af hendes liv, svarende til en eller to generationer, da hun nu selv havde børn på samme alder som hendes egen, da hun legede hos mosteren og onklen. De to var nu blevet visiteret til en plejebolig, da han havde udviklet en tiltagende aldersdemens, og hun ikke længere kunne imødekomme det stigende behov for konstant overvågning og kompetent pleje og behandling. Livets gang, tænkte hun, ikke alt i livet er fremgang.

Heller ikke alt for parcelhuskvarteret var fremgang. Da det blev udbygget var der også sørget for nærbutikker, kiosker og postindleveringssteder, nu var de fleste af de faciliteter afviklet, ligesom skolen og biblioteket, da alt af den slags var underskudsgivende og måtte underkaste sig centraliseringen. Nu da de fleste i forvejen havde bil, som nødvendig betingelse for en normal tilværelse på sådan et sted. Der var jo ikke længere til storcentret end et kvarters kørsel.

Det åbne land skrumpede ind. Det man som byboer kunne nå med bil eller på en motionsbegrundet cykeltur, gerne i hold eller grupper for selskabeligheden skyld. Det rummede heller ikke fri natur, som man finder i urørte områder fri for menneskelig indblanding, for de hørte til sjældenheder, som denne landsdel ikke gav betingelser for. Efter en ganske kort strækning med forholdsvis åben himmel og ubrudt horisont var man igen inde i bebyggede områder med befæstede arealer, kloakering og regnvandsbassiner, konstante indtil permanente udgravninger for fjernvarmerør, forsyningsledninger og lyslederkabler.

I det betrængte landbrug havde man fundet ud af at der var flere penge i lokalplaner, landzonetilladelser, byggemodning og udstykning end i avl af fodermidler for industrielt opdrættede produktionsdyr og nicheproduktion af afgrøder egnet for menneskeføde. Endnu en aktivitet betød konkurrence for agerdyrkningen, det var de uhyre solcelleparker, som strakte sig ud over flade arealer med lav bonitet, og berigede disse områder med en geometrisk regelmæssighed, i harmoni med de mange vindmølleparker opstillet efter den rette linjes princip, for det meste i en stor matrix beslægtet med koordinatsystemets udtryk og poesi.

Den stadig ungdommelige kvinde med det smukke indre kunne med et vist vemod sammenholde sine indtryk af stedet med hvad hun kunne huske fra en generation tidligere. Tiden havde forandret det hele. Hvis ikke tiden, var det så mennesket, kommunen, eller markedet? Savnet hun oplevede, kunne det sammenlignes med at se de gamle mennesker forsvinde, som mosteren og onklen. Kunne det sammenlignes med hvordan hun huskede da hendes egen far følte sig fortæret af en snigende, men uafvendelig kræftsygdom. Hvordan denne sygdom blev beskrevet, hvordan kræftceller formerer sig uden hensyn til at deres vækst kan føre til at værtsorganismen kan dø, hvilket vil medføre deres egen udslettelse. Er det kræftcellernes uvidenhed eller deres mål?

Om det nu kunne være den ene eller den anden måde at opløses på, at fortone sig i en sky mens alt det man husker, alt det man er, forsvinder, eller om det er at opleve sig magtesløs over for at blive fortæret af noget man ikke har magt over, fordi det ikke har magt over sig selv.

Sygdommen på jordens overflade, mente hun, kunne netop sammenlignes med kræftsvulster. Plamager af kræftsvulster. Det sunde væv skulle man efterhånden rejse langt for at opleve, og jo mere man rejste, jo mere af smitten tog man med sig. De eneste smittefrie områder var de steder hvor der endnu aldrig havde været nogen mennesker.

Men det er imod menneskets natur at lade sådanne steder ligge urørt, de er lige så lokkende som nyfalden sne en solskinsmorgen. Den urørte sne lokker børn til at træde spor i den. De urørte områder uden spor efter menneskelig aktivitet lokker forskere til at afdække områdernes hemmeligheder. De eneste stier der ikke er betrådt ligger hvor det er farligt at færdes. Derfor sender man sonder, apparater og måleinstrumenter der hen, der ud, der ind. Modsat førhen passer man mere og mere på at disse indgreb ikke risikerer at ødelægge det betragtede objekt. Men hvor mennesker har gået, bygget, opholdt sig, fortrængt sine medskabninger og især erobret deres områder, breder bebyggelserne sig, den rette linjes princip, de rette vinkler og de geometriske figurer, alle symptomerne på svulsternes krystallinske struktur. Engang var man stolt ved tanken om at ens frembringelser kunne ses fra rummet, ligesom den kinesiske mur. I dag ses synligheden af menneskehedens destruktioner som en skændsel.

Tilbage

Scroll to Top