Slivovic ankommer
og forveksles ikke med nogen anden
En eftermiddag hvor dagholdet og Anita er gået hjem, bliver der banket på døren til mit kontor, og en person træder ind. Det er en, jeg kender fra en tidligere ansættelsessamtale, og som trods afslag alligevel blev ansat, men på en anden afdeling. En ung flygtning, næsten færdiguddannet som læge, fra et østeuropæisk land, han hedder Slivovic. Eller noget lignende, her kaldes han Slivo, og går med på spøgen. Påbegyndte sin uddannelse i hjemlandet, der udbrød borgerkrig og han fortsatte i to andre lande, men inden han kunne afslutte uddannelsen, måtte han rejse tilbage for at beskytte sin mor og søster. I det ødelagte hjemland fandtes der ikke længere nogen afdelinger han kunne arbejde på, det var et spørgsmål om der overhovedet var noget sygehusvæsen tilbage, den slags forsvinder under borgerkrige. Der var ingen sundhedsydelser til rådighed for hans etniske mindretal, slet ikke stillinger, og da hans kontakter til fremtrædende lokalpolitikere to gange havde bragt ham selv og familien i skudlinjen, deres hus blev brændt ned og de selv truet på livet, flygtede de over bjergene. Ad lange omveje og illegale grænsekrydsninger endte han her, fordi han fra en professor havde fået udleveret en lap med adresser på internationalt velrenommerede neurologiske afdelinger.
Her i landet kan man bare ikke bruge hans uafsluttede uddannelser, men Slivo er ikke typen der giver op, og mens han fra flygtningelejren energisk supplerer sine kvalifikationer i håb om at finde nåde hos myndighederne, en gang i fremtiden, talte jeg med Ejvind, teknisk chef, om at give ham et ledigt vikariat som ufaglært på Teknisk afdeling. For Slivo fortalte også om sin bachelorgrad i datalogi, og viste os nogle arm- og benproteser, han havde udviklet, i virkeligheden en slags avancerede robotter. Fra vikariatet er han blevet kendt som den der kommer med alle mulige forslag og idéer til forbedringer på alle afdelingerne. Små ramper og lifte til at få sengene hen over dørtrin og trappeafsatser. Conveyor-systemer til patienttransport. Skitser til nye modeller af bækkenvaskere og autoklaver. En stol med skærmterminal, der kan vippes i alle stillinger fra lodret til vandret, til brug for immobile patienter og sekretærer med dårlig ryg. Synlige tegn på hans virksomhed overalt på sygehuset, for han tager ikke hensyn til design og æstetik, og genbruger gerne kasserede dele. Når han hjælper bandagisterne med at fremstille proteser og kropsnære hjælpemidler, er man ikke i tvivl om, at der er tale om produkter fra Slivos hånd. Klodsede prototyper, men de fungerer. Jeg spurgte for sjov om han ikke også kunne reparere den elektroniske patientjournal, den behøvede ikke være køn men skulle fungere. Han tog sig grinende til hovedet. Det kunne han godt, men det ville tage nogen tid, for der skulle efter hans mening begyndes helt forfra.
Nu kommer denne neuro- og datalogisk interesserede medarbejder fra Teknisk afdeling med et forslag til endnu et forskningsprojekt. Det skal handle om at gøre det muligt for hjerneskadede og cerebrale paretikere at styre kørestole og andre hjælpemidler. Eller traktorer, frontlæssere, rendegravere og andre maskiner til landbrug, byggeri og anlæg. Ved hjælp af neurologiske impulser!
Jeg spørger ham hvordan han ville bære sig ad med at realisere alt det.
– Ved samarbejde! Der er så mange interesserede! Så meget interesseret!
De har allerede etableret et samarbejde med teknikere om maskindelen, med fysioterapeuter, ergoterapeuter og arbejdsmedicinere om ergonomien, med neurologiske specialister om lokalgeografien i Brodmann’s areas, for at udvælge nogle bestemte små områder, som han er interesseret i. Om bevægeapparatets motoriske processer, hjernens måde at styre dem på, og signalerne mellem neuroner og dendritter. Han nøjes ikke med kontrolpaneler og styrepinde, han vil fange selve de nerveimpulser, der styrer kroppens lemmer, dem vil han have til at styre maskinerne direkte.
Tidligere lavede han programmer og styresystemer til store entreprenørmaskiner, kraner og gravemaskiner. Han fortæller om sciencefiction film, hvor et menneske går ind i en mægtig maskine med arme og ben, den store maskine gentager menneskets bevægelser i større skala, og gennem
maskinen får mennesket overstørrelse og superkræfter. Samme princip bruger han i sine robotproteser.
På mit kontor har han et bestemt ærinde.
– Vi arbejder sammen med to forskellige producenter af elektroniske sensorer, fortæller Slivovic, – og med en lokal maskinfabrik med speciale i hydraulik, og vi har brug for en hovedsponsor, helst en med masser af penge! Men det er det kun farmakologiske koncerner der har. Men så, på maskinfabrikken kom de i tanker om at de har fået en henvendelse fra en mand, der vil hjælpe med at skaffe EU-midler! Det skal være til internationale udviklingsprojekter, så vi må hellere lave sådan et. Det lyder ikke så tosset. Det er kun et par dage siden, må jeg aftale at han kommer her på et besøg?
– Hvorfor her? Mener du her på afdelingen?
– Ja! Det er hans forslag. Han kan skaffe pengene! Det er nok bedre, hvis han selv fortæller om det.
EU-agenten
med de måske bedste hensigter
Et par dage senere dukker EU-agenten op. Jeg har glemt alt om det, har ikke fortalt Anita noget. Hun tror, at det er en af de utålelige sælgere, der render en på dørene trods forbud. Den samme tillærte smarthed, det påtagede gode humør, den samme desperate stædighed under overfladen. Og Anitas røntgenblik, der ubarmhjertigt gennemskuer alt det, der ligger sælgeren stærkere på sinde end køberen. Men selvom han virker insisterende, fornemmer hun at han er ude i en vigtigere sag end bare at sælge. Og så har han endda en aftale. Bare det problem at hun ikke har hørt noget om en aftale.
Jeg står med ryggen til i personalerummet og hører på mandens forsøg på at overbevise Anita. Hun er ekspert i at afvise indtrængende, men denne vinder tid, måske ved ikke at virke helt så professionel som de fleste. Faktisk virker han lidt ynkelig og rørende, som en frelst sjæl der går fra dør til dør i håb om at hverve ensomme sjæle til sin sekt, så de kan blive lidt mindre ensomme. Den slags går rent ind hos Anita, og hun nænner ikke at smide ham ud lige så brutalt som normalt. Pludselig bliver hun nysgerrig, det er da han kommer til det med at han kan tilføre afdelingen midler. Så er det en anden sag. Ikke en gemen sælger, hvor man jo godt ved hvilken vej pengene skal flyde. Hvis der virkelig er penge i det, som han siger, hvis han er den eneste der ved hvordan man skal vride dem ud af systemet, så lyder det interessant. Hun ved godt, hvor mange ansøgninger jeg og de andre læger sender ud om forskningstilskud, og hvor sjældent der kommer positivt svar. Hun beder mig komme og se lidt på hvad det er for penge, denne mand har med. Jeg inviterer den besøgende ind på konferencestuen der tilfældigvis står tom, og gratulerer ham med at bestå adgangsprøven, at komme forbi den frygtindgydende dørvogter. Agenten gør rede for sit ærinde, og det varer ikke længe før jeg genkender alle Slivovics idéer og planer.
– Det må nødvendigvis ske på afdelingsplan! siger agenten. – Ikke på institutionsplan, slet ikke på forvaltningsplan.
Og han fortæller beredvilligt om sit koncept, der kan lede store mængder af EU-midler i jævne strømme til forskningsprojekter på betrængte specialafdelinger. Til brug for Slivovics projekt har han allerede taget kontakt til en mellemleder i en tysk elektronikfabrik med speciale i scannere og røntgenudstyr, og en afdelingsleder på et medicinsk fakultet i et af ansøgerlandene. Til EU altså.
– Samarbejde hen over landegrænserne, det er det afgørende, siger han. – Samarbejde mellem nye og gamle EU-lande, meget gerne med et ansøgerland indblandet. På tværs af fagområder, på tværs af sektorer, noget offentligt, noget privat, lidt præg af iværksætter, lidt præg af egnsudvikling i tilbagestående udkantområder, sådan et projekt kan de slet ikke afvise! Der står puljer parat til det, de puljer kan ikke finde afsætning for deres midler, for deres formålsbestemmelser er alt for stramme og detaljerede. Så er der jo ikke andet at gøre end at skræddersy vores projekter ud fra disse begrænsninger! Sådan fik vi øje på jer!
Hvilket minder mig om et almindeligt brugt udtryk om blandt andet denne landsdel. Tilbagestående udkantområde. Udtrykket residualbefolkning er ikke så almindeligt udbredt.
– Vi skal etablere et samarbejde! fortsætter agenten, – det skal ske direkte mellem afdelinger, der må ikke blandes administratorer ind i det, slet ikke politikere. Det er meget vigtigt, for så kan det nemlig behandles på lavest mulige administrative niveau i EU, og det er hele fidusen. Kan du se det? Rigtig mange millioner, fordelt på mange små puljer, det er bare med at skrue projekterne rigtigt sammen. Det er det, jeg arbejder med, jeg er den eneste der kan. Og det skal såmænd ikke koste så meget!
– Hvor meget?
– En procentsats. Den er en forretningshemmelighed.
– Det kunne jeg tænke.
– Tænk også på, at jeg skal indregne en spildprocent, ikke alle projekter realiseres.
– Det kan jeg også regne ud. Dine rekommandationer?
– Jeg var ansat på et af de kontorer der arbejder med puljerne. Det eneste du skal bekymre dig om er, hvordan du får suget flest midler ud af systemet til dit projekt. Det afhænger helt af, hvor godt det ser ud, set med EU-briller. Hvilket jeg kan hjælpe med. Hvilket igen afhænger en lille smule af, hvor meget jeg får ud af det. Et af de incitamenter jeg arbejder bedst på, er det økonomiske!
– Selv det kunne jeg forestille mig! Al ære værd at tilstå den slags. Det kan være svært at forhindre folk i at gøre, hvad de er bedst til.
Eksterne samarbejdspartnere
kan være ret forskellige
Jeg accepterer idéen, Slivovic genoptager straks kontakten til EU-agenten og sine eksterne samarbejdspartnere, og EU-agenten skitserer den videre konstruktion af samarbejdet. Så sammensættes forskningsprojektet: Slivovic, herværende neurologiske afdeling, en teknologisk högskola i Sverige, ikke skolen men en af dens afdelinger, en IT-virksomhed i Polen og en egnsudviklingstrængende maskinfabrik lige i nærheden. Et broget samarbejde. Projektet skal være tværsektorielt og tværnationalt, så sammensat som muligt. EU-agenten tilføjer en lille serbisk produktionsenhed under en tysk producent af laboratorieudstyr, bare for det tilfælde at der kan blive brug for det. Desuden finder han på at tilknytte en genoptræningsafdeling i Ungarn, der arbejder med hjerneskadede trafikofre, for det ser ret godt ud i ansøgningerne, og giver mulighed for tilskud fra andre puljer, oprettet til andre formål. Den lille maskinfabrik i den nærliggende stationsby har specialiseret sig i hydraulik, den er underleverandør til en fabrik for entreprenørmaskiner i Spanien, det har Slivovic fundet ud af, og får det føjet ind i ansøgningen. Virksomheden i nabobyen kan noget med hydrauliske manøvresystemer, og den spanske fabrik har i mange år fremstillet alle slags store og små maskiner, som kan betjenes af en fører i et styrehus med en mængde styregreb og kontrolpaneler. De ligner monstermaskiner fra en fremtidsfilm om invasion fra fremmede kloder, og den der behersker knapper og greb, kan få de største maskiner til at udføre de mest minutiøse bevægelser. En af teknikerne på fabrikken har prøvet at få en gummiged med hydraulisk grab til at tænde sig en smøg. Det lykkedes ham ikke, for det foregik udendørs, og blæsten slukkede hele tiden tændstikken. Men hente en øl fra kassen, det kunne han godt få den til.
Inden længe erkender alle, der undersøger det nye EU-projekt, at det er den i EU-sammenhæng nytilflyttede Slivovic selv, der sidder midt inde i den monsterlignende proces og styrer den ud i alle forgreninger med sine mentale impulser.
Der er naturligvis en forhistorie, hvor designere arbejdede intenst på at forbedre grebene og kontrolpanelerne, så de blev lettere at bruge og sværere at forveksle. Andre gik videre, de fik fotoceller til at registrere øjenbevægelser, så selv lammede personer kunne betjene fjernkontroller, computere og elektriske kørestole med øjnene. Slivovic går endnu videre, han monterer følere i en hjelm til at tage på hovedet, så sensorerne opfanger alle de små signaler inde fra hjerneprocesserne, som man skal bruge til at styre maskinerne med. Telekinese, det er drømmen, dette at flytte ting alene med sin tankes kraft, det bør ikke være fremtidsfiktion, det må kunne realiseres.
Når man er forud for sin tid, kan det skyldes at man endnu ikke råder over den nødvendige teknologi. Slivovic kan ikke skaffe sensorer der er selektive nok til at skille signalerne fra de udvalgte hjernevindinger fra støjen fra alle de andre centre i hjernen. Det nytter jo ikke noget, hvis maskinen vælter et hus i stedet for at tænde en smøg, bare fordi føreren kommer til at tænke på kaffe eller siger et bandeord. Slivovic mener at man må bore sig ind gennem kraniet, og montere følere direkte på overfladen af de hjernevindinger der skal bruges. Han får medicoteknikerne til at udvikle implantater med chips der næsten ikke fylder noget, han finder neurokirurger der er villige til at sætte den ind på forsøgspersoner, og hele projektet er for så vidt parat, da Slivovic søger efter disse forsøgspersoner og opdager at han ikke kan få nogen til at melde sig frivilligt. Jo, egentlig er der flere der gerne vil, men de bærer allesammen præg af store doser fysisk udviklende træning og hormonstimuleret muskelkraft, de har åbenlyst allerede leget med tanken om uovervindelig fysisk kraft.
Slivo viser endda Margit bunken med ansøgninger fra frivillige, der har meldt sig til forsøgene. Margit ser ham i øjnene og lægger bunken fra sig.
– Det går ikke. De rene bøv’er!
– Hvad er det? spurgte Slivo.
– På dansk. En bøv, en børne-voksen, voksen udenpå, barn indeni!
– En retarderet?
– Ja og nej! Det er ikke tænkeevnen der mangler, det er tænkemåden. Primitiv, infantil. Egoistisk, hensynsløs. Man ser dem tit i gadebanderne.
– Kan man se det på dem? En som ham der?
Han viser Margit billedet af en ansøger. Ung eller yngre mand, koldt blik, pumpede tatoverede overarme, ringe i øre og næse, kortklippet, sirlig skæg- og hårvækst.
– Hvad hedder han? spørger Margit.
– Det ved jeg ikke. De har kun et nummer indtil vi bryder koden, det gør vi kun når deres ansøgning er godkendt.
– Jeg tror jeg kender lidt til ham. Hvis det er ham, er han er ikke en bøv, nærmere en bav.
– Hvad er så det?
– En baby-voksen. Den ekstreme udgave. De bruger kun det af hjernen som krokodiller og padder har. Går lige på, bliver let hidsige. Ser du en, der ikke tåler at vige for en anden på fortovet, så har du en bav!
– Nå ja. Dem kender jeg. Militserne. Paramilitære styrker. Brutale, dumme, veltrænede, patriotiske, bruger kun hovedet til at se forskel på ven og fjende! Jeg er meget mistænksom.
Det forskningsmæssige er til at overse, tænker jeg, uden at blande mig. Det drejer sig om en praktisk udviklingsopgave. Det kan de private lige så godt tage sig af.
Patienter
med vekslende held til at danne foreninger
EU-agenten kommer jævnligt tilbage til afdelingen, for at følge projektets udvikling. En dag for at tilføje noget han har glemt.
– Der er også patienterne! siger han. – Dem må vi ikke glemme. Af hensyn til legitimiteten, ikke sandt? Har nogen af jeres patienter en patientforening? Gerne en, der fungerer under en europæisk paraplyorganisation?
Det må jeg tænke over et øjeblik. Muligvis ser jeg opgivende ud, for han trækker sig, som om han har sagt noget forkert.
– Ja, der er et par stykker, svarer jeg. – Af svingende aktivitetsniveau, af svingende kvalitet.
– Det betyder ikke noget, siger han hurtigt, – vi skal kun bruge deres organisationsstruktur. Hvis du kan finde sådan en – så skaffer vi et par farmakologiske virksomheder. De er normalt ret store, desværre, og meget centralt organiserede. Men det finder jeg ud af, bare du kommer med et par forslag.
Det tager mig ikke et minut at lave en liste over medicinalfabrikker. Jeg springer to over, som jeg ikke har lyst til at samarbejde med, og to, hvis samarbejde jeg ikke har lyst til at ødelægge. Jeg beder Anita om navnene på de patientorganisationer, disse firmaer har mest kontakt med. Så skriver jeg medicinalfirmaerne op i én kolonne og patientforeningerne i en anden. Og trækker streger mellem kolonnerne for at vise hvem der har noget med hinanden at gøre.
Agenten ser opløftet ud.
– Det er et rigtig godt arbejdspapir! siger han, – det kan jeg komme langt med.
Dagen efter fortryder jeg listen en smule. En af patientforeningerne har jeg ikke lyst til at inddrage i arbejdet. Kan man lave listen om på en fornuftig måde? Jeg ringer EU-agenten op, for at sige at den skal rettes.
– De er allerede blevet spurgt, svarer agenten. – Rolig, jeg har ikke fortalt dem for meget! De er interesseret, ja. Men det forpligter os vel ikke. Hvorfor vil du skære i listen?
– De er ikke alle seriøse. Det havde jeg nær glemt. Jeg er ikke god til at huske dårlige oplevelser. Dem glemmer man for hurtigt. Har du det ikke også sådan?
– Så ville jeg ikke kunne leve af at sætte projekter sammen! Man må holde nøje regnskab med hvem man indgår aftaler med, hvem man kan regne med, og hvem man ikke kan. Men husk, vi skal jo kun bruge dem på papiret, så det går nok…
– Vi slipper ikke for at skulle arbejde sammen med dem også. Jeg har et forslag. Der er de nye foreninger, og der er de gamle, hæderkronede. Lad os holde os til de nye.
– Jeg mente, at vi burde holde os til de veletablerede?
– Det kunne man tro. Men de nye foreninger har pionerånd, de arbejder for medlemmerne og foreningens formål, de behøver strengt taget hverken vedtægter eller formålsparagraf, for de har en sag, medlemmerne bevæger sig i samme retning, de vil alle det samme, og de arbejder sammen. Men så er der de etablerede! Lige så snart en forening er etableret og velrenommeret, får den problemer. Der bliver valgt mange slags folk ind, nogle af dem har de mærkeligste idéer om frivilligt arbejde, og de dårligste motiver! De går efter at få respekt. Titler, sekretærer, brevpapir med eget navn under logoet, privilegier. De fik måske ikke nogen anerkendelse i arbejdslivet, det kan de få i foreningslivet. Når man står som formand for et udvalg, eller som medforfatter til en tryksag, så er man noget, i hvert fald i egne øjne. Desværre, de typer hærger det frivillige arbejde. Har du foreningernes vedtægter? De kan give et fingerpeg. Gamle konflikter sætter tydelige spor i vedtægterne. Man kan altid se, hvilken slags undergravende virksomhed de har måttet tage højde for gennem tiden.
– Der findes vel også andre motiver! Jeg havde en bekendt, der arbejdede som frivillig i en organisation inden for noget socialt. Han fortalte, hvor meget han hjalp sine medlemmer, og hvordan medlemmer somme tider faldt ham om halsen i taknemmelighed, når han havde hjulpet dem med et brev til en kommune.
– Hvad betød mest for ham, at hjælpe, eller få tak?
– Det ved jeg ikke. Jo – han fortalte om en håndfuld medlemmer han havde hjulpet, de var parate til at gøre alt for ham, sagde han. De ville nok støtte hans valg til bestyrelsen…
– Der kan du se!
– Hvad mener du?
– Inden du gennemskuede ham, afslørede han sig selv.
– Hm… Jeg retter listen!
– Tak.
Medicinagent
tilsyneladende uden de bedste hensigter
En aften hvor jeg alligevel sidder med et bundt ansøgninger om forskningstilskud, ringer jeg Slivovic op.
– Slivo.
– Torben. Hej. Forstyrrer jeg?
– Hej. Nej, ikke hvis du ringer for noget godt!
– Jeg vil bare spørge om hvordan det går med din ven, ham der kan skaffe penge fra EU-fondene?
– Nå, ham – jo, han siger, at han har fundet en kollega, der er interesseret. Han vil gerne kigge på sygehuset…
– Hvad skal nu det til for? Skulle han ikke bare søge nogle EU-puljer?
– Nå ja, men det her er noget andet. Hans kollega, det er en, der arbejder med en medicinfabrik. Den der er kommet med i projektet, de har en filial i Slovakiet. Og de har masser af penge…
– Det er vel ikke dem, der har købt klinisk kemisk?
– Hvad? Jo, det er det vistnok. De er i forvejen på sygehuset…
– Det er EU-agentens opgave at finde EU-midler, ikke at sælge sygehuset stump for stump! Hvad ved du mere?
– Jo, jeg ved, at ham fra medicinfabrikken kommer for at se på sygehuset. I næste uge. Skal jeg prøve at få en aftale med ham?
– Det må du meget gerne. Aftal et møde med ham. Det skal være inden de blander sig fra ledelsen! Husk, at EU-midlerne skal søges af afdelinger, ikke institutioner.
– Ja, det er rigtigt. Det skal jeg nok sørge for. Jeg skal sørge for, at administrationen ikke får noget at vide. Men vent lidt – det her er jo ikke EU-projektet…
– Jeg spurgte faktisk til EU-projektet. Det skal finde sted på afdelingsniveau, som du ved. Og det er emnet for mødet.
Et møde
hvor parterne er for ulige til at noget kan lykkes
Slivovic aftaler mødet, og lader mig sætte præmisserne. Både EU-agenten og medicinagenten møder op. Jeg forhører EU-agenten om hvilke fremskridt der er i behandlingen af ansøgningerne.
– Det tager tid! er svaret. – Vi kender sagsbehandlingstiderne i det system. Puljerne er åbne i fire år, og i den periode modtager man ansøgninger…
– Hvornår behandler man dem så?
– Det gør man løbende. Hvis der kommer ansøgninger om flere midler end puljen rummer, sker der en udvælgelse. Også løbende.
– Det lyder rodet. Og langsomt.
– Det er jo også derfor, vi har taget direkte kontakt til en interessent. Hvilket er lovende, da denne farmakologiske koncern har vist sig interesseret i netop dette sygehus. Ikke mindst på grund af beliggenheden! Og specialesammensætningen.
Det ses næsten for tydeligt på EU-agenten, der har etableret kontakten til medicinagenten, at han nærmest fungerer som dennes oppasser. Og at han kender nogle salgsmetoder. Overfor denne medicinmand stiller han både sygehuset og dets afdelinger i et noget bedre lys end berettiget. Men det er vel hvad man kan vente mellem personer, der bruger ordet agent om sig selv. De kan sikkert agitere for hvadsomhelst over for hvemsomhelst, måske lige undtagen over for hinanden.
Det bliver hurtigt klart, at EU-agenten ikke har meget at komme med udover denne medicinagent, og det lykkes heller ikke at skjule, at medicinagenten er kommet i et helt andet ærinde, hvorfor jeg må minde EU-agenten om dennes egne ord om at holde sig på afstand af sygehusledelsen, så længe vi arbejder sammen på Slivovic’s projekt. På den måde lykkes det at beholde både EU-agenten og Slivovic på afdelingen, mens medicinagenten går videre, ifølge EU-agenten til et møde som vi ikke ved at han skulle have aftalt med sygehuschefen og sygehusudvalgsformanden, Vrissum.
Hvad der kommer ud af medicinagentens møde med de to personer fra de politisk administrative ledelseskredse får vi ikke at vide på afdelingen, men noget kan tyde på, at Slivovics projekt er ved at tage en retning, der fører det lidt ud af hans kontrol. Det er han ikke tilfreds med.
– Medicinmanden vil dreje projektet ind på områder, der dækkes af firmaets patentrettigheder, siger han, – ellers er han ikke interesseret!
Slivovic er ophidset.
– De tænker på patenter før de tænker på patienter! De vil ikke give patienterne kontrol, de vil kontrollere patienterne! De vil ikke give lægerne kontrol, de vil kontrollere lægerne! Næste gang vil de kontrollere alle!
Han vandrer frem og tilbage i en tidligere sekssengsstue, hvor tre senge er afløst af skrivebord og reoler, og tre andre af en magelig sofagruppe. Mit kontor.
– Patenter før patienter! Elektronik skal udskiftes med medicin, for det er der, deres patenter ligger! De har allerede patent på en medicinsk lobotomi. Den synes de er vældig interessant, for hvis den bliver frigivet, kan den få alle mennesker til at opføre sig eksemplarisk både i supermarkedet og på arbejdsmarkedet! Og senere på vælgermarkedet, som han siger, agenten.
– Kan vi ikke få lidt mere at vide om denne medicinalkoncern? spørger jeg. – Hvorfor er den så interesseret i dette uinteressante sygehus?
– Jo. Jeg har spurgt to venner, jeg kender fra medicinstudiet. Den ene underviser i farmakologi, han kender koncernen godt. I medicinsk forskning indgår eksperimenter, siger han. De skal bruge sygehuset til medicinske eksperimenter. De laver også eksperimenter i Mozambique og Bangladesh, men her kan de slå det hele sammen: eksperimenter, luksusbehandlinger, afsides beliggenhed, flyveplads, nå ja skal vi ikke sige landingsbane, til kundetransporterne, og en velrenommeret neurologisk afdeling lige ved hånden! God beliggenhed, som de siger, rekreative muligheder. Et mærkeligt land, kun lidt korruption, som de siger, hvilket ganske vist gør alting besværligt. De leder efter tyndt befolkede områder, det passer bedst til deres virksomhed. Områder med lav vækst, helst minusvækst, det er det bedste. De holder af et stille liv, de har ikke brug for at være synlige i offentligheden!
Om succesvirksomheder
og hvordan man kan skabe en sådan
Jeg er desorienteret, men nysgerrig. Medicinkoncernens agent ankommer sammen med sygehuschefen for at besigtige af-delingen, og under forskellige påskud lidt af resten af sygehuset, hvorefter de på min anbefaling kører til den lokale fiske- og vildt-restaurant, det eneste spisested på egnen der er kendt ud over bygrænsen.
På vej til restauranten prøver jeg at samle mig et indtryk af denne agent. Førsteindtryk: Rutineret forbehold, kombineret med urutineret afsky. Hos mig, altså. Associationer til meget glatte, menneskelignende robotter, udviklet til at gøre alle tilfreds, men kun kan gøre få tilfreds. Overfladebehandlede afføringspiller beregnet til at glide igennem uden modstand og uden at vække mistanke inden det er for sent, hvilket i sig selv vækker en vis mistanke.
– Vi er en succesvirksomhed! siger medicinagenten. – Vi opkøber succesvirksomheder. Vi vil ikke spejle os i forretninger der ikke har kunder, Tv-kanaler der ikke har seere, boldklubber der ikke laver mål, hospitaler der ikke helbreder patienter! Hvilke afdelinger har højst helbredelsesrate? Vi ser på en virksomhed, og hvis der er noget vi kan bruge, køber vi den, beholder det gode, resten skærer vi fra og lader ligge. Jeg sagde ikke, at vi smider det ud til gribbene, det gjorde du! Gjorde du ikke? Du tænkte det! Men vi er ikke gribbe! Du spiser vel heller ikke hele skroget, når du har set dig mæt i bryster og lår? Haha!
Agenten peger på den flot anrettede and på bordet, og stikker sin gaffel i et stykke af det udskivede andebryst. Jeg må få ham til at fortsætte.
– Hvis du køber et sygehus, spørger jeg, – med skal vi sige en ortopædkirurgi med en helbredelsesrate på 95, og en medicin med en på 38, hvad vil du så gøre?
– Beholde ortopædkirurgien og få den op på 100, svarer han med både and og grin i mund. – Medicinen lader jeg ligge til andre. Frit valg, tagselv tilbud, happy hour, æd til du revner! Medicinsk afdeling, min bare røv. Haha!
– Hvis nu ortopædkirurgiens 95 kommer af, at de også har akutfunktion, hvordan bærer du dig så ad med at få den op på 100?
– Akutfunktionen skiller vi fra! Som jeg siger, vi er en succesvirksomhed!
Bramberg, som mod sin natur
foretrækker at holde sig i kulissen
Kan man ikke undgå at møde denne medicinagent, der fører sig frem som en stadig hyppigere gæst på sygehuset. Det har også Margit bemærket. Slivovic desuden, at denne handelsrejsende er blevet en flittig bruger af den skjulte landingsbane, der ligger et stykke fra byen, inde i klitplantagen, godt gemt mellem tætte granplantninger. Agenten lægger stor energi i at befæste det han allerede anser for et godt forhold, han interesserer sig for egnen og området, tager på udflugter og læser turistbrochurer, og antyder, at hans koncernchef måske vil være villig til at aflægge sygehuset et besøg.
En helt anden person, der engang var hjembyens skræk, inden han forlod byen af grunde ingen længere bryder sig om at huske, er for nylig vendt hjem som storentreprenør. Han har i nogen tid forhandlet med Vrissum, hvis plan er at nedlægge sygehuset helt for at give det nye privathospital bedre vækstmuligheder. Det er Bramberg. Han er medlem af privathospitalets bestyrelse, og Vrissum er partner i Brambergs holdingselskab. Begge gør sig tanker om nye anvendelsesmuligheder af det gamle sygehus.
– Vi, altså privathospitalet, udtaler Bramberg, – overtager sygehuset og ombygger det til kontorer og indkøbscenter. Det er beliggenheden meget bedre til.
Det kan Vrissum selvfølgelig godt se en idé i.
– Vi, altså privathospitalet, siger han, – kan altså ikke bruge det gamle sygehus! Nyt sygehus, nyt navn, nyt sted, så folk kan se at det er noget helt andet de får.
– Og nye ejere?
– Naturligvis! Det gamle sygehus ombygger vi til kontorer og indkøbscenter, som du siger. Men hør nu her, så kommer politikeren op i én! Der skal være ferielejligheder og bodegaer, spillehaller, helsecentre og motionsklubber! Golf og jagt har vi i forvejen, det hele passer godt sammen, men der skal også være noget for kulturen, haha!
– Det lyder som ren kommunalpolitik.
– Ja. For vi sælger til kommunen! Hvis de har råd!
– Alt for kulturen! tilslutter Bramberg sig. – Men vi beholder det hele, hvis det giver omsætning! Sig mig, du spiller golf, sig til hvornår du har tid, så kan vi tage et par huller. Her kan vi jo ikke tale rent ud.
– Er du sikker på, at vi kan det på golfbanen?
– Rolig! det er mig der ejer den.
Skal man nu frygte den planlagte konference om sygehusets fremtid, den burde være et tilbud. Der har været så mange konferencer, ingen af dem førte til noget. Det vil være for store forventninger at stille til beslutningstagerne. Og nu denne medicinkoncern, der kommer ind fra højre og viser interesse for at overtage det hele. Også det er vist for store krav at stille til beslutningstagerne, for så skal de tage stilling til noget. Selv i vågen tilstand kan en bevidsthed trænge sig ind, så man skulle tro at medicinkongen kommunikerer trådløst med hvem han vil. Jeg må have undersøgt mit søvnmønster og mine drømme, for jeg vil helst udelukke deliriøse tilstande. Det forekommer for virkeligt. Som hos regnskovsfolket, der ikke så nogen klar sondring mellem drømme og virkelighed, og agerede på det, de oplevede i deres drømme. I mine bevidsthedslag lige under den oplevede verden tager denne erhvervsleder og koncernindehaver mageligt plads på en meget selvbevidst måde, og fortæller beredvilligt om sine planer og hensigter. Det er formentlig en temmelig stor medicinalkoncern, den er sikkert også dominerende på aktiemarkedet.
– I enhver by hvor koncernen har en filial, siger medicinkongen, – er der også en neurologisk afdeling. På nogle af dem har man gennem mange år, tilbage fra politistatstiden, gjort erfaringer med hjerneskadede. Ikke i behandlings- men i forskningsøjemed. Mennesker med hjerner påviseligt og irreversibelt skadet. Psykiatriske patienter med hjerneskader efter sygdom eller behandling, misbrugsofre, fanatiske troende. Og selvfølgelig torturofre. Rigeligt at tage af. Med en scanner og en accelerator til strålebehandling. Lære at udføre lobotomier med stor præcision, uden synlige mén, hurtigt og sikkert. Lidende patienter, bliver fredelige og ufølsomme. Er det ikke et godt formål? Værd at prøve at finde frem til pålidelige metoder. Fremstille lydige personer! Let nok. Kan parere ordre, kan bruges til alt lige fra opvartere over soldater til bødler. Senere tider mindre gunstige. For de totalitære regimer.
Jeg siger ikke noget men lader medicinkongen tale. Det lader til, at han gerne vil gå videre med dette arbejde, metoderne ligger der, skal bare forfines, ikke nødvendigvis for at fremstille flere bødler, men for at udvikle perfekte forbrugere og vælgere, den nye verdensborger, det er hans koncept.
– Problem, siger han til mit bevidsthedslag: – vi kan stadig ikke finde noget godt påskud for at lokke folk ind i en strålekanon. Og ligge stille.
Medicinkongen behøver ikke sige noget, han overfører tanker ordløst. Det neurologiske implantat som Slivovic arbejder med interesserer ham. Kan man påvirke klientens viljeshandlinger? Klassisk lobotomi gør mennesker til dyr, fremtidens skulle gerne gøre dem til robotter.
– Problem! siger han, – hvordan anbringe implantater på store befolkningsgrupper? Men så har vi kemiske løsninger, og ikke mindst mikrobiologiske. Vi arbejder med nanopartikler og genmodifikation. En simpel injektion arbejder vi med, har store fordele: Lader sig let udføre, i kombination med alt, der ellers skal injiceres. Dropvæske, vacciner. Kontraststof, isotoper. Blodtransfusion, intravenøs nutrition. I medicinkoncernen råder vi over et stort spektrum af muligheder. Og det vigtigste: Præcision! Det er nøgleordet, og den mestrer vi. Og patenterne, naturligvis! Dem kontrollerer vi.
Den travle hverdag lægger sig igen hen over min bevidsthed og begynder at kræve min opmærksomhed, medicinkongen lægger sig også igen, modstræbende som en drøm man prøver at fortrænge. Men af og til flyder han op til overfladen, ligesom de ubestemmelige og ubehagelige klumper, der nægter at lægge sig roligt ned på bunden i det kommunale rensningsanlæg ved sportspladsen.
Privatklinik
som også gerne vil være succesvirksomhed
Når ens fag egner sig perfekt til en blomstrende klinik, og man alligevel ikke har gjort noget for at etablere en sådan, kan man let komme til at fortryde. Navnlig hvis man samtidig har interesse for økonomi og indtjening, og det har Schneider. Han sad i lang tid og oplevede igen og igen, hvordan alt for mange penge gik alle hans konti forbi, arbejdede derfor på alle afspadseringsdage og i ferierne på privathospitalet i nabobyen, og oplevede hvordan de dér ikke lod nogen som helst penge gå deres konti forbi. Han satte sig for at lære lidt om forretningsmetoder, privat forretningsvirksomhed, og ikke mindst om kunsten at udskrive fakturaer. Der er jo lidt med godkendelser, husleje, personalehold og ansvarsforsikringer, alt sammen frygtelig kostbart, men det kan godt indregnes i et bæredygtigt budget, sagde hans rådgivere, revisoren og banken. Som også tog sig rigeligt betalt, følte han, men da det ikke var til at komme uden om, tog han det med, og startede derefter for sig selv.
Ærgerligt, at så mange andre også skal leve af ens arbejde, at man skal dele indkomsten med så mange andre end sig selv. Men revisoren redder ham for en del af skattebyrden, nok til at berettige sin eksistens og delvis sit salær. Revisoren, det er en der skal sørge for at Schneider ikke kommer til at betale for asfalt på vejene, gadebelysning om natten, skoler og biblioteker, social- og sundhedsvæsen – alt det der forresten sætter hans patienter i stand til at oppebære indkomster store nok til at betale hans regninger – det må være deres problem at sørge for den slags, ikke hans.
Da Schneider mente sig kampklar gik han i kompagniskab med Dahlin, ørelægen, der allerede havde drevet egen klinik i mange år. De gik sammen, udvidede klinikken og blev temmelig uforstående og meget fortørnede, da Margit nægtede at yde dem anæstesiologisk bistand. Der var jo penge i det, som de sagde. Men Schneider og Dahlin har fundet en anden, som også hjælper til efter behov hos tandlægerne i byen. Samarbejdet er omsider indgået mellem personer med samstemmende interesser, og det er nok også bedst sådan. De finder sammen om en fælles fornøjelse i at gå efter alt der gavner dem selv. Det indrømmer Schneider villigt, men han ved også at Margit forlængst har gennemskuet ham.
Schneider beholder sit job som overlæge på sygehusets ortopædkirurgiske afdeling mens privatklinikken vokser, og det har han tænkt sig at fortsætte med indtil klinikken er selvforsynende med opgaver. Det tager nogen tid, og i mellemtiden kan man passende akkvirere for sin nye forretning i sit gamle job.
En patient, indlagt på ortopædkirurgisk, har fået øje på Schneider i stuegang på afdelingen. En ældre dame, faldet og indlagt med et brud på lårbenshalsen. Hendes mand, en kendt forretningsdrivende og byrådspolitiker, fik udskiftet et hofteled på Schneiders klinik et halvt år tidligere.
– Jamen Schneider! – hvad laver du dog her? udbryder hun uden tanke for afdelingens patienter og medarbejdere. – I den her… slagterbutik!
Hun gyser som ved kulderystelse og rynker ansigtet i en misbilligende grimasse.
– Jeg arbejder her! Og vi sætter folk sammen, vi slagter dem ikke.
– Undskyld! Men i sommer var du på privatklinikken, husker jeg. Min mand fik en ny hofte. Hvorfor er du ikke længere der? Det er da et meget pænere sted!
– Der arbejder jeg skam også. Når jeg har fri mellem vagterne her.
– Vil det sige, at det andet kun er en bibeskæftigelse? Du skulle da hellere blive der ude! Det går ellers rigtig godt med hans hofte… men så må jeg vel trøste mig med, at det også nok skal gå med min coll… et eller andet med feminin…
– Collum femoris! Det betyder lårhalsknoglen. Du ved, øverst er der et skråt stykke knogle, lige under hofteleddet.
– Nå ja, det kender jeg godt. Når man slagter gris…
Hun gyser igen i en grimasse for at vise afsky, og det lykkes hende ganske rigtigt at se afskyelig ud.
– Ja, det er nogenlunde det samme. Det er måske derfor, du taler om slagteri?
– Det er det måske. Men jeg ville nu føle mig bedre tilpas på klinikken. Når du alligevel arbejder begge steder, kan jeg så ikke lige så godt blive indlagt der?
– Du faldt på det glatte fortov. Så bliver man indlagt akut. På klinikken har vi kun planlagte operationer, alt det akutte laver vi her.
– Jamen kan vi så ikke planlægge en operation der?
– Jo, hvis du kan vente i otte uger på en ledig tid, og det vil du ikke, for det vil blive et smertensleje, og bruddet heler forkert op. Næ, du kan trygt blive her!
– Javel. Jeg kan jo ikke gå nogen steder. Men hvorfor laver I ikke den slags på klinikken?
– Fordi det er en forretning! hvisker han. – Der laver vi det, der kan planlægges, hvor vi kender omkostningerne. Det akutte kan vi jo ikke give tilbud på, det må laves efter regning.
– Behøver det ikke være en forretning her? Er det fordi det hører under det offentlige?
– Sådan kan man godt sige det! Her på sygehuset skal vi lave hvad der kommer, uanset prisen. Og det er nok meget godt, for ellers bliver det måske slet ikke lavet. Og så hører din collum femoris fraktur endda til det lettere. Selvom – der er jo forskel på patienter!
– Hvad mener du med det?
– Jo – nogle er mere skrøbelige end andre.
– Ja, jeg føler mig meget skrøbelig…
Hun synker sammen og lader hovedet falde modløst på puden.
– Du er stærk som en okse! Du skal nok komme over det her i allerbedste form!
– Det håber jeg sandelig også.
– Medmindre, selvfølgelig, dine knogler er blevet så porøse, at der kun er dine muskler og sener til at holde sammen på dem. Så kommer vi nok til at udskifte nogle flere reservedele. Det kan vi også lave på klinikken!
– Ja, hvis du vil være sød at skrive mig op…
Schneider, Dahlin
og en mulig succeshistorie
I årene siden Dahlin oprettede sin privatklinik, har man i forvaltningens fløj for tidligere sygehuschefer undret sig over den stigende forekomst af trachostomerede i oplandet.
– Et påfaldende stort antal i forhold til landsgennemsnittet, siger de på hjælpemiddelcentralen, som skaffer stemmevibratorer til patienterne.
Som praktiserende ørelæge bruger Dahlin titlen otorhrinolaryngolog. Denne stillingsbetegnelse kan nu også ses på skiltet og brevpapiret tilhørende hans og Schneiders fælles klinik. Flere af patienterne bliver bedt om at udtale titlen. De tror, at det er for at høre om de har polypper, og mødre træner deres børn i at sige det svære ord, hvorefter børnene træner fædrene. På forvaltningen finder man ud af, at Dahlin tidligere var kendt som en meget anvendt specialist i netop trachostomier og laryngectomier. Det er til at forstå, han har lavet mange trachostomier, og gør det stadig, men er der et sammenfald mellem på den ene side hans ekspertise i dette indgreb, og på den anden side den statistiske overforekomst af trachostomerede i netop denne del af landet? Flyttede han hertil fordi vi har særlig meget strubekræft? Det har vi ikke, siger kræftlægerne, der står ikke nogen patienter på ventelisten for kirurgisk behandling af disse lidelser.
Forholdet bør undersøges, mener de på forvaltningen, hvor de holder meget af tal og statistik. Der skal findes en forklaring på hjælpemiddelcentralens indberetninger om den usædvanlige efterspørgsel på stemmegeneratorer. Mens undersøgelsen står på, får min afdeling en forespørgsel fra otorhrinolaryngologen, om jeg eller en eller anden kvalificeret neurolog kan hjælpe med i et projekt, som er på idéstadiet, men skal produktudvikles, fordi den store medicinkoncern gerne vil arbejde sammen med alle slags eksperimenterende klinikere. Måske kan et samarbejde føre til udvikling af en færdig behandlingsform. Spørgsmålet er, om man kan finde nogle områder i hjernen, der alligevel ikke bliver brugt til noget. I bekræftende fald er der et par af otorhrinolaryngologens kunder, der gerne vil give deres stemme større kraft og bedre klang, fordi de er blevet fortalt, at sådan en stor stemme får man kun, hvis man gør plads for et større resonansrum i kraniet. Deres kæbe- og pandehuler er ikke store nok, måske er de helt afsnøret, så deres stemme bliver tør og klangløs. Den ene af otorhinolaryngologens kunder er en omrejsende sanger med elorgel og rytmeboks, som klager over sin mangel på stemmepragt. Som ellers kunne have givet ham en glorværdig karriere, hvis han havde en, og han har oplyst, hvilke popsangeres stemme han gerne vil have en kopi af. Denne opgave synes Dahlin lige er en opgave for ham. Kan man danne et resonansrum i kraniet? spørger han mig, ved at fjerne overflødigt hjernevæv?
Jeg tænker mig om mens jeg prøver at bevare seriøsiteten. Jeg kan godt komme i tanker om personer, også popsangere, der opfører sig som om de ikke har noget særligt at bruge deres frontallapper til. Hvis man erstatter frontallapperne med et passende resonanskammer, kan man givetvis frembringe en stemme med en ganske særpræget klang. Men hvordan skal den resterende hjerne så vide, hvad der skal siges eller synges? Jeg lader Dahlin forstå, at der efter min opfattelse vil stille sig nogle etiske betænkeligheder i vejen. Og opfordrer ham til indtil videre at stille sig tilfreds med traditionel og velkendt elektronisk forvrængning i et sanganlæg. Hvilket ganske vist ikke henhører under en otorhrinolaryngologs faglige område. Han har hørt fra udlandet om et eksempel på en vellykket operation med implanteret resonanskammer. Sangeren, der fik dette installeret, var ganske vist i forvejen kendt som en francofil, lapset blærerøv. Kritikere siger, at med indgrebet er han bare blevet til en nasal, francofil, lapset blærerøv. Han er ikke at finde på pågældende kliniks referenceliste. Alligevel er resultatet beskrevet og distribueret, som det er almindeligt ved ansvarlig omgang med dårlige resultater. Det afskrækker ikke Dahlin, som har travlt med at finde en ny niche til erstatning for det faldende antal trachostomier.
– Se nu plastikkirurgien! siger han. – Der er ikke grænser for hvad man kan pynte på, når det er udseendet der plager patienten. Ansigt, barm og baller! Nogle plastikkirurger leger med de ting som om de var designere og skulptører. Hvorfor skulle man ikke også kunne pynte på stemmen?
Jeg siger til Dahlin, at jeg under ingen omstændigheder kan medvirke. Han er hverken tilfreds med afslaget eller begrundelsen, og har tænkt sig at reparere på sit renommé som den der fratog mennesker deres stemme og erstattede den med stemmevibratorer, ved også at være den, der kan give den tilbage til andre. Jeg er lidt nervøs ved at han kan finde på at lede videre. Må advare Slivovic.
Team
med ikke ringe udsigter til vokseværk
Slivo lader sig påvirke af min advarsel vedrørende Dahlin, men et par dage senere trækker medicinagenten ham til side og hvisker til ham, at han ikke behøver vente på EU-agenten, for det går alt for langsomt med hans metoder og med bureaukratiet der nede, der er meget besværligt, og når man nu har en interesseret storinvestor og hovedsponsor lige ved hånden, så er det vist ikke værd at spilde tid på småpenge fra oversete EU-fonde! Slivo overvejer det nogenlunde grundigt men ikke ret længe, fristes til at følge medicinagentens opfordring, for med den følger nye pengestrømme sammen med en kontrakt, hvis eneste utilfredsstillende punkt er en passus om, at medicinkoncernen på intet tidspunkt kan hæfte for krav om erstatning mv. hidrørende fra eventuelle skader efter fejlbehandling, eksperimentel behandling og anden håndtering af patienter og forsøgspersoner, herunder ikke kendte somatiske, psykiatriske og psykologiske senvirkninger. På den anden side er medicinkoncernen langt mere interesseret i Slivos projekter end i hans manglende autorisationer, så tilbuddet giver ham god lejlighed til at sætte fuld kraft på sine forskningseksperimenter. Han behøver ikke engang selv udpege forsøgspersonerne, dem kommer medicinkoncernen med jævnlige leverencer af.
Samtidig med Dahlins mislykkede jagt på nye succesområder bliver Schneiders klinik delvist overtaget og næsten rendt over ende af en plastikkirurg. Til stor fortrydelse for Dahlin, hvis disposition for misundelse og brødnid er velkendt og til tider synlig. Overtagelsen er et krav fra medicinkoncernen, som også har udpeget den pågældende, Hellmann. Han er en plastikkirurg, som måtte opgive sin tidligere praksis fordi han havde været lidt uheldig med fedtsugninger, ansigtsløftninger og forbedringer af læber, bryster og kønsorganer, og de deraf følgende presseomtaler og erstatningssager. Nu beskæftiger han sig med identitetsstyling, plastikkirurgiske indgreb med forandring af ansigtsproportioner, så klienterne lettere kan unddrage sig billedidentifikation gennem fotos og overvågningskameraer. Det har udviklet sig til en ganske givtig forretning, og her kan alle hans kosmetiske uheld nemt bortforklares med operationernes egentlige formål: at gøre klienten uigenkendelig.
Hellmanns patienter bliver leveret af medicinkoncernen, og trafikken på landingsbanen er i stigning. Bramberg presser på hos Vrissum for at få lov til at overtage hele sygehuset, for de små lokale privatklinikker kan slet ikke følge med efterspørgslen.
Medicinkongens og Brambergs plan er tilsyneladende at udvide forretningen, og gøre sygehuset til et center for udvikling og forbedring af menneskelegemet. Nu har de: Plastikkirurgi ved Hellmann, ortopædkirurgi ved Schneider, otorhinolaryngologi ved Dahlin, og om alt går vel, neurologi ved Slivovic. Men han er advaret én gang. Organkirurgi og almen medicin er der ingen penge i, Nielsen og Vrangstrup bliver der ikke plads til.
Landingsbane
og flykending
Landingsbanen i plantagen, tænker jeg en morgen, hvor jeg vågner med uro i tankerne. Stefan opdagede den ved et tilfælde. Hvad ved Margit? Hun kender vist nogle lokale flyspottere. I hendes motorcykelklub er der et par stykker, der også interesserer sig for fly. Drengeårenes hobby med at notere nummerplader på vejene, nu overført til voksne mænds logbøger over take-offs og touch-downs i alle lufthavne og på alle flyvepladser.
Jeg ved godt at Stefan ikke er ubegavet, selvom han ved alt om de mærkeligste ting, som biler og motorer, ikke de bedste tegn. En sommer brugte Stefan alle sine eftermiddage hos byens joviale mekaniker, bortset fra én bestemt eftermiddag, hvor han lærte sig selv matematik og fysik. Fordi han ville vide noget om slagvolumen, kompression og hestekræfter. Der smuttede endda lidt kemi med, det der handlede om energiudviklingen ved hydrocarboners reaktion med oxygen, og de molekylære egenskaber ved hexaner, heptaner og oktaner. Målrettet med sin indlæring, upåvirkelig for andres forsøg på at påvirke den. Krævende med hvad han vil vide besked om, men kræsen med kun at vide hvad der interesserer ham.
Så det må være forståeligt, at skolen på et vist tidspunkt blev opmærksom på, om de skulle have en autist i klassen. Stefan gik gennem udredninger og fik en diagnose. Selvom man er neurolog, og ens barn har en neurologisk betinget afvigelse, her er der tale om en tilstand og ikke en sygdom, må man være parat til at støtte sig på andre faggrupper. I Stefans tilfælde varetages det i et tværfagligt forum, og der kan ikke udsættes noget på den assistance der stilles til rådighed.
Stefan har evne og interesse for at iagttage og samle på data, og efter sine udflugter på egen hånd til den mystiske landingsbane i kystplantagen, falder hans valg på den. Når der ikke lige er fly, er der masser af snegle, frøer, insekter og fugle, altsammen laver han notater om.
Jeg kan mærke på Stefan, at der er noget ude i skoven der optager ham, og får ham til at snakke med Slivo om det.
– Han ved alting! siger Stefan bagefter. – Ham Slivo. Han ved alt om IT! Og han ved alt om de flyvere, der lander og starter ude i skoven!
Slivo foreslår Stefan at gå sammen med de lokale flyspottere, være med til at observere trafikken i skoven. Men Stefan vil helst arbejde for sig selv.
Margit har også talt med den motorinteresserede Stefan, der er for sky til at indgå i selskabelige fællesskaber som motorcykelklubber, og hun ved at to af motorcykelklubbens medlemmer, der interesserer sig for fly lige så meget som for motorcykler, også har opdaget den nye trafiklyd fra kystplantagen, og dermed det de kalder den uautoriserede landingsbane. Derude møder de Stefan med sin notesbog. De får ham af grunde de ikke selv forstår overtalt til at gå med i en vagtturnus, så de på skift kan overvåge landingsbanen næsten i døgndrift. Det kan Stefan acceptere bare han kan gå alene, og han går ind på at overlade dem en kopi af sine optegnelser mod at få kopi af deres, ikke af sikkerhedsgrunde, men fordi han ikke vil overlade sin egen notesbog til andre.
– Godt at vide! siger Slivo, – så ligger der en tilgængelig dokumentation, endda med sikkerhedskopi, for påkommende tilfælde!
Stefan når ikke at blive optaget i den betroede kreds af flyspottere i skoven, for han kan kun passe vagterne kortvarigt og med for lange mellemrum. Men en formiddag kredser han uroligt rundt i den ende af flyvepladsen, hvor et af flyene står parkeret, mellem værkstedsskuret og skovbrynet. Her bliver han set af medicinkoncernens mekaniker, der fungerer som vagtmand. Det lykkes ikke for mekanikeren at få en sammenhængende forklaring ud af Stefan, der ikke gør noget særlig opvakt indtryk. Han slippes straks løs. Og tager straks ind til Slivovic.
– Bogstaverne! Det er hvad Slivovic får ud af Stefan.
– Flyet skifter bogstaver!
– Så er der jo flere forskellige fly! mener Slivovic.
– Nej! Det er det samme fly! påstår Stefan. Og han forklarer Slivovic om beviserne på at det er et og samme fly. En skramme i malingen på landingsstellet i højre side. En udskiftet arm til en flap på vingen i samme side, den er ny og har en afvigende farve. To fotografier monteret med kortnåle på en lille opslagstavle i cockpittet, et familiebillede med far, mor og to børn, en person i uniform, kasket og honnør. Hvordan kan to identiske par af de samme fotos være sat op på samme måde i to identiske fly hvis de er forskellige? Stefan er sikker på, at det er samme fly. Han har registreret det fly flere gange, med mindst tre forskellige bogstavkombinationer. Den morgen han blev opdaget, så han flyet helt uden kendingsbogstaver, da havde han allerede været henne og opdaget nogle mærkelige felter på flyet der hvor bogstaverne skulle være, ligesom et transparent panel, en slags display. Det er da let nok at regne ud, hvordan man kan skifte bogstaver ved at styre displayet indefra! Men så løb han i armene på mekanikeren.
Hvad er det, medicinkongen prøver at betro mig gennem sin metafysiske bevidsthedsudveksling, som nu for kort tid siden? Metafysik er jo bare nogle tryllekunster, hvis hemmelighed ikke er afsløret endnu.
– Så klodsede som CIA er vi ikke! siger medicinkongen med åbenlys foragt. – Vi skjuler vores identitet. Af diskretionshensyn ændrer vi kendingsmærker på flyene, lige så hurtigt som tankstationerne deres prisskilte. Det sker med en fjernbetjening og et lille kontrolfelt i cockpittet. Udvendigt ser man kun de sædvanlige bogstaver, ingen kan se at de ikke er malede. De skiftes under flyvningen i lufthavet over titusind fod.
Jumbojet
og farmakologisk industrifyrste i tåget forestilling
På en psykiatrisk afdeling blev der for halvtreds år siden gjort forsøg med lysergsyrediethylamid, LSD, for at se hvordan psykofarmaka virkede på forskellige depressioner, neuroser og psykoser. Man brugte frivillige blandt afdelingens patienter, og forsøgene blev registreret og virkningerne beskrevet. Også senvirkningerne, som 25-30 år efter forsøgene udløste en række erstatningssager.
Men da var afdelingen nedlagt. Den historie kender alle i psykiatrien og tilstødende fagområder. Man gjorde hvad man kunne for ikke at komme i situationen igen, og der blev aldrig siden eksperimenteret på samme måde. For selvom psykofarmaka og andre måder at rode i folks hjerner kunne give forsøgspersonerne intens lykkefølelse og andre oplevelser, f.eks. fred i troen på Gud, skærpede sanser, kronisk orgasme, kunstnerisk skaberkraft, kontrol med omgivelserne, klarsyn, clairvoyance, evne til at se, gennemskue og forstå alt, overalt og til alle tider, fra fortid over nutid til enhver fremtid, så var bivirkningerne alligevel værre. Tabet af realistisk livssyn og selvopfattelse var irreversibelt. De dårligste ofre for forsøgene måtte medicineres så de henlå som grøntsager, hvis de ikke forinden nåede at tage deres liv i desperation. Hvad er værdien af religiøs tro, politisk fanatisme og anden fastlåst tankegang, når den skyldes et ødelagt område i den del af hjernen, hvor tvivlen sidder?
– Sagt i fortrolighed, siger medicinkongen i min alternative bevidsthed, – det vi interesserer os for, det er den geografiske placering. (Ikke i de Broddmanske områder, må jeg straks korrigere mig selv! – i sygehusets fysiske omgivelser).
– Det kystnære! De rekreative muligheder, underskoven af små, eksperimenterende og risikovillige privatklinikker, det er lige hvad vi skal bruge! Og ikke mindst den nærliggende landingsbane. Små forhold, gerne primitive, det passer glimrende til vores formål. Det er jo ikke jumbojets, vores patienter kommer med!
Jeg ligger vågen det meste af natten. Hvis man bare kunne falde i søvn, igen, så djævlene kan spærres inde i drømmen, og man selv kan slippe ud. Denne gang lykkes det ikke. Var det bare lige så let at stå ud af en drøm som at træde ud af en seng.
Bemærkningen om at det ikke var jumbojetter følger mig mens jeg går i bad, børster tænder, går på afdelingen, får min morgenkaffe, gennemgår journalnotaterne, møder til morgenkonferencen.
Drømmen slipper mig ikke. Jumbojetter på græsbaner. Jumbojetter på mudderbaner. Bemandet med små rødglødende djævle. Jumbojettens landingshjul kommer ikke ud af stedet, men begraves i mudder op til navet. Op over landingsstellet. Mudderet er et dynd, en sump. Jumbojetten synker lige så stille. Hver gang en af de små djævle springer i vandet fra det synkende fly som lopperne fra en hund, syder det som når smeden smider sine nagler fra essen over i vandspanden for at hærde dem.
Hvad fanden mener medicinkongen med, at de ikke skal bruge jumbojets? Jo, siger han, vi har en kategori af internationale patienter. Ikke mange ad gangen. De bryder sig ikke om offentlighed, men de betaler godt!
Det er vist en misforståelse, hvis han tror at han kan skjule sine transporter med den elendige flyveplads. Enhver kan spore dens trafik. Selv her ude i skoven holder der flyspottere til. Det ved Stefan, Slivo og Margits venner noget om.