Pludselig har jeg fået besøg af en fjern slægtning. Kusine måske, eller kusines kusine, det er en forgrenet slægt. Det er ikke lykkedes for min kone at aflede hende, før hun trænger ind i mit arbejdsværelse og står der for mig, uden at se noget påfaldende i det. Arbejdsværelset er et tomt loftsrum, stort og spartansk indrettet, med det indvendige af taget som loft, yderst sparsomt møbleret, kun med et arbejdsbord i midten, ved det sidder jeg på en kontorstol og skriver med tastatur og skærm foran mig. I mit arbejdsrum skal jeg kunne koncentrere mig, der må ikke være noget der kan distrahere. Bag mig står en sofa op mod væggen, den kan jeg bruge hvis jeg får behov for hvile uden at forlade arbejdet. Min fjerne kvindelige slægtning har taget manden med, ham havde jeg ikke set med det samme, men nu hører jeg hans stemme, fra denne sofa. Det er nu ikke den mand jeg husker, det er deres søn, som ikke ligner sin far på andet end stemmen. Bortset fra den er der ikke nogen lighed, han er lavere end sin far, måske med nogenlunde samme farver, men selvfølgelig noget yngre, og lettere kvabset. Ellers kunne han godt give indtryk af at være et kompetent yngre menneske, og han er da også for nylig blevet indvalgt til kommunalbestyrelsen i sin hjemby, det fremgår ikke for hvilket parti.
– Tillykke med valget! siger jeg. – Er det ikke dejligt, sådan at have et helt embedsapparat til at rådgive sig, så man ikke gør nogen fejl som folkevalgt?
– Jeg skal ikke have nogen rådgivning fra noget embedsapparat, siger han. – Men det skal forsyne mig med de nødvendige oplysninger, så jeg har det bedste grundlag at træffe afgørelser på.
– Det er jo det jeg mener, siger jeg. – Man ser jo alt for tit politikere tage beslutninger direkte imod de oplysninger de har til rådighed.
– Det er nu noget andet vi kommer for, afbryder hans mor, – som er grunden til at jeg har taget Erling med og ikke hans far. Carl er jo ikke andet end netop far til Erling, han er kun en indgiftet, hører arvemæssigt set ikke til slægten, men det gør Erling.
– Nå, siger jeg, – det er altså et slægtsanliggende? Så må jeg beklage at jeg sikkert ikke kan være særlig behjælpelig, jeg har hverken forstand på slægtsforskning eller arveregler, kender personligt kun de nærmest beslægtede, og interesserer mig forresten ikke meget for slægten, eller for slægter i det hele taget.
– Nej, det ser man! siger hun. – Du interesserer dig heller ikke for arvestykkerne? Ved den seneste bodeling, det var efter onkel Theodor som døde ugift og barnløs, blev hans ejendele tildelt hans forældre, og da han var enebarn til hans bedsteforældre, og da der ikke var nogen overlevende i de generationer, nedad igen indtil man fandt nogen nulevende.
– Ja det husker jeg, sådan blev hans samlinger spredt for alle vinde. Bortset fra alt det værdiløse, som bagefter røg på auktion for måske at dække lidt af hans gæld. Jeg tegnede mig for nogle af hans bøger, et par reoler til at have bøgerne i, det udmærkede arbejdsbord I ser her, og en del malerier. Altsammen opgjort efter vurdering, så ingen kunne føle sig snydt.
– Det er jo derfor vi er kommet! Onkel Theodor var en samler, du er en spreder! Du har solgt nogle af hans møjsommeligt indsamlede sjældenheder!
– Nu var der allerede sket en spredning, arvegodset fra den gamle tosse kunne næsten ikke spredes mere! Jeg forsøgte at råde lidt bod på det, jeg har forsøgt at få nogle af tingene samlet igen og anbragt hvor de kan være til glæde for mange. At gavne og fornøje, som man siger. Det kunne være gået helt galt! Det var allerede gået galt, som det så tit gør når ting går i arv. Hver gang der er flere end én der skal arve, bliver ting spredt som skulle være samlet. Det bedste man kan gøre er at lade det hele gå til kunstmuseerne, til de historiske museer, til alle de offentligt tilgængelige samlinger. Hvis det har nogen værdi for samlingerne, altså, ellers kan det være ligegyldigt. Malerierne, det var de vigtigste, dem skænkede jeg til tre kunstmuseer, til dem der i forvejen havde relevante samlinger for de kunstnere det drejede sig om. Hans møjsommeligt indsamlede sjældenheder som du siger, det var tyvegods. Gravrøverier fra arkæologiske udgravninger i midten af attenhundredetallet. Han havde købt ind og handlet hos arvingerne fra udgraverne selv, det var nok til at han kunne pryde sit hjem så det lignede et palads fra Tusind og en nat, krydset med et ægyptisk gravkammer. Museerne havde nok af gravrøverier og var ikke interesseret i mere hæleri. Der var krig i de lande fundene stammede fra, og de var selv i fuld gang med at smadre det umistelige de havde, på grund af uvidenhed og had til andre traditioner end deres egen. Der var heller ingen autoriteter tilbage på museumsområdet. Hvad andet var der at gøre, sagde man, hvordan kunne man sikre artefakterne bedre end ved at overlade dem til de virkelig interesserede. Selvom historikken gik tabt. Det skete så ved auktioner, hvor budsummerne desværre var en hån.
– Det bortforklarer ikke at det som før var samlet på slægtens hænder, det har du nu spredt!
– Det som før var spredt på slægtens hænder! Nu har jeg sørget for at få samlet lidt af det igen! På museerne. Det du kalder slægten er irrelevant i den forbindelse.
Jeg tænker at de fremmødte slægtsinteresserede skal have en chance for at overveje det synspunkt jeg netop gav udtryk for, og foreslår en kop kaffe.
– Det kan man ikke få her oppe, siger jeg, – og nedenunder kan I samtidig se hvad jeg fik med fra hans bogsamling. Her oppe under taget har vi kun skråvægge, de egner sig ikke til malerier og reoler.
Vi sætter os nede i opholdsrummene hvor mine gæster lægger mærke til malerier og reoler. Jeg gør dem opmærksom på at det kun er bøger og reoler der stammer fra onkel Theodor.
– Nu kender I nok Matthæusevangeliet kapitel 25 vers 14-30.
– Det er den med de betroede talenter! siger min fjerne kvindelige slægtning.
– Ja, tilføjer sønnen, Erling, – men den handler jo om det stik modsatte, at samle sin kapital og få den til at vokse!
– Efter alt at dømme, siger jeg, – var der noget helt galt fat med den evangelist. Han kunne kun gøre sig forståelig ved at appellere til sine tilhøreres laveste instinkter. Egoismen og ejendomsretten. Det rummer hans evangelium masser af eksempler på. Sædemanden. Vingårdsbønderne. Brudepigerne. Han kom fra en agerbrugstradition, hvor man værdsatte ejendom højere end næsten alt andet, også jord kunne man eje, og når man har jord kan man høste det sted hvor man har sået. Og det man ejer kan man sætte hegn om, derfor var agerbrugerne altid i strid med jægerne, samlerne og nomaderne, for de syntes at hegnene stod i vejen, dem kunne de ikke bruge til noget. Fiskerne kunne de forlige sig med, agerbrugerne, for de sloges ikke om jord. Men Mattæus går videre! Hans kapitalist høster hvor han ikke sår og samler hvor han ikke spreder! Den værste form for spekulation i kurser, aktier og fast ejendom! Arbejdsfri indkomster! Og han tvang endda sine betroede tjenere til at spekulere på hans vegne! Rent slaveri, for hvis de var frie folk, ville de selvfølgelig lave forretninger for sig selv og ikke for herremanden!
Både min fjerne kvindelige slægtning og hendes folkevalgte søn Erling ryster på hovedet.
– Sådan er det jo! siger han.
– Men det betyder vel ikke at det skal være sådan! Dengang lå alle de skønne værdier spredt ud over det hele, forrige tiders kunstværker godt spredt ud, fordelt mellem alt for mange samlere, spredt som det måtte blive når der var tale om bestillingsværker, og når de blev solgt til kunstelskere og investorer, endnu mere spredt når de skulle fordeles mellem alt for mange arvinger, og når de blev stjålet. Hver gang en nation erobrer en andens område, plyndrer de med militærets hjælp alt hvad de kan rage til sig, de erobrer tingene og anbringer dem i sikrede bokse, så kun ejerne det vil sige erobrerne får dem at se, og dem de vil imponere med deres erobringer, naturligvis. Er det ikke forbrydelser på linje med at destruere tingene? Som det også var sædvane blandt de mere primitive magter, jo mere primitive, jo mere ville de slette de besejredes fortid! Ved at gøre tingene utilgængelige for videnskaben, forskningen og offentligheden. Kvindeerobreren gør hvad han kan for at slette sin elskedes fortid. Landeerobrerne gør hvad de kan for at smadre de erobredes historie. Jeg gør det modsatte! Det der er splittet og delt sætter jeg sammen igen, de arkæologiske og kulturelle artefakter gør jeg tilgængelige for forskningen og videnskaben, og for offentligheden. Sådan kan man samle og ikke sprede. Ved at skænke dem til museerne. Ved at stifte nye samlinger, museer og forskningsinstitutioner. Theodor samlede på genstande og kunstværker, men lod ikke andre se dem. Det var hans fejl, men en endnu mere ulykkeligt at se dem spredt for alle vinde ved en ødelæggende bodeling. Det var lykkeligt at kunne bringe en lille del af dem sammen igen så de kan give mening, stille dem til rådighed for alle som har lyst til at opleve dem hvor de hører hjemme. Der er de nu.