Jeg kom kun hjem fordi jeg havde arvet. Hvorfor skulle jeg ellers. Nysgerrig? Muligvis. Hvad er arvegods. Advokaten havde i sit brev forklaret, at det var betydeligt. Ville ikke ud med detaljer, men mente at det var afgørende at jeg kom til stede og blev konfronteret med denne arv, dens art og omfang. Jeg skrev tilbage og spurgte om der var gæld der skulle overtages, i så fald var jeg ikke interesseret.
Så ringede advokaten. Midt om natten. Det skulle vel være i hans kontortid.
Jeg kunne høre ham dukke nakken i telefonen og blive fortrolig. Der var ikke egentlig gæld, men der var fordringer i nogle værdier. Dem kunne boet ikke uden videre indfri ved at realisere værdierne uden om de arveberettigede, i henhold til gældende fundatser for ejendommene.
Jeg spurgte om han kunne stå inde for, at der ville være dækning for mine rejseomkostninger og indtjeningstab, hvis jeg skulle rejse helt hjem for at tage boets aktiver i nærmere øjesyn.
Her var han ikke i tvivl.
– Jeg kender ganske vist ikke noget til Deres indtægts- og formueforhold, sagde han, – men blandt mine nuværende, såvel som tidligere klienter, er der ingen, der ikke ville stå sig ved at ofre en uge eller to på en sådan sag. Med rejseomkostninger, hoteludgifter, alt det løse inklusive. Og her taler jeg ikke just om de ringest bemidlede klienter der findes.
Jeg lagde røret, trak skuffen ud i kasseapparatet, kastede først et blik på dens bund, som på ingen måde var skjult af kontanter, så på skrivebordet med bunken af ubetalte regninger, og spekulerede på hvordan jeg skulle betale en returbillet til den anden side af jorden, bare for at kigge på en påstået arv. Ganske vist har jeg et prominent efternavn, der associerer til adel, fyrstestatus og rigdomme, men jeg kender ingen der ville låne mig til en lokal busbillet, og mit forhold til banken er forholdsvis anstrengt. Jeg har drevet denne tankstation med burgerbar i sytten år, men den har ikke helt levet op til sit oprindelige formål: at gøre mig gældfri. Det er sikkert grunden til at det første jeg tænker på er at sikre sig mod ny gæld. Det forekommer mig helt urealistisk at vedgå arv og gæld, det første har jeg aldrig oplevet, det andet har været hverdag siden jeg kom i kløerne på dette røverfirma, der ville gennemføre en påstået venlig sammenlægning ved at opkøbe min gamle importforretning.
Tænk hvis alt dette kunne blive fortid.
Advokaten. Jeg ringede ham op på den anden side af jorden. I hans kontortid. Og spurgte om boet kunne stille midler til rådighed for rejsen. Som et udlæg, naturligvis. Der opstod en længere tænkepause hvori advokaten udstedte ordrer over skulderen og kommenterede vejret udenfor. Måske skulle der ventes på forbindelse og konfereres med den anden telefon.
– Boets status, sagde han lidt efter, – og skifteloven, giver ikke mulighed for det De foreslår. Men mit firma har oprettet en klientkonto på sagen. Ja, det er netop sket i dette øjeblik. Fra den konto kan der gøres et udlæg, ja. Det vil foregå ligesom en ganske normal oprettelse af lån i et pengeinstitut. Jeg sender papirerne. Hvor stort beløb skal vi oprette udlægget på? Er fyrre tusinde nok, eller skal vi sige tres?
Jeg spurgte om hvilken valuta. Jeg var ikke helt forberedt på at tage stilling til størrelsen af låneprovenu nu.
– Vi arbejder i US dollars, når det er internationalt. Det er det nemmeste.
– Vi siger tres, sagde jeg, og fantaserede mig frem til at rydde op i regningsbunken, sætte barlokalet i stand og ny rude i indgangsdøren, hvor der havde siddet en krydsfinerplade siden seneste indbrud. Og måske kunne der blive råd til en returbillet til hjemlandet. Europa. Hvor længe siden var det mon jeg havde set det. Kunne der også blive råd til en smuttur til andre hovedstæder? Jeg er ikke vant til at bruge tres tusinde dollars på en uge eller to.
Jeg kom over Singapore og Dubai. Når man flyver med solen slipper man for jetlag. Alle døgn bliver bare længere, og det er som det skal være. Som det altid burde være. Længere dag, længere nat, det er ligemeget, bare der er længere til næste dag.
Hjem, kaldte jeg en gang dette sted. Ankommet her ved jeg hvor mit hjem er. Hjemme er der nat nu, her er klokken fire om eftermiddagen. Her er man bagud med alting. Helt synligt. Som at komme tres år tilbage for tres tusinde dollars.
Jeg indlogerede mig på hotellet og ringede til advokaten, for han sagde at jeg bare skulle henvende mig, aftale ikke nødvendig. I telefonen hørte jeg ham omdirigere andre aftaler. Ti minutter senere kom advokaten mig i møde i foyeren på mit hotel, hvor han fik receptionisten til at udpege mig. Denne var rutineret og kunne godt kende nye gæster selvom de ikke var celebre. Advokaten var ikke alene men havde medbragt to yngre medarbejdere. Lærlinge i faget, sekretærer, bodyguards, ikke til at sige.
– På eksekutorernes vegne skal jeg byde velkommen hertil, sagde advokaten mens han trykkede min hånd. Han præsenterede ikke de to andre.
– Hvem er disse? spurgte jeg. – Hvem betaler deres løn?
– De er ansatte i advokatfirmaet. De har ikke en egentlig løn men en beskeden provisionsordning, der betales over klientkontoen. Resten betaler de selv, så længe de er under uddannelse. Det skal forstås som en opsparing. Hvis de bliver til nytte for firmaet, begynder vi at udbetale løn.
– Jeg betaler altså en del af deres løn. Fyr dem!
– Det ville være en rigtig dårlig ide. Denne er den eneste, der kender din sag i detaljer. Den anden er den der bedst forstår sig på ombygning og renovering.
– Har du gjort som jeg sagde, har du fyret dem?
– Ikke endnu…
– Så se at få fart på. Fyr dem omgående!
– I er fyret!
– Godt. Nu er I fritstillet. Jeg ansætter jer på de samme betingelser I havde eller bedre. Accepteret?
– Naturligvis…
– Og du, advokat, du er vist ikke til nogen nytte længere. Gå bare. Du er fyret!
Advokaten gjorde indvendinger og sagde, at sådan kunne man ikke bare tilsidesætte hans velerhvervede interesser i boet. Jeg sagde, at sådanne interesser kendte jeg ikke noget til. Hvis han dokumenterede dem, kunne vi vende tilbage. Assistenten, som jeg netop havde antaget, prikkede mig på skulderen og erindrede mig om dokumenterne. Jeg forstod ikke straks.
– Papirerne, hviskede han. – Dødsattesten, testamenterne.
– Ja, hvad med dem?
– Dem har han! Det er vigtigt, at du får dem udleveret.
– Kan du ikke finde ud af det. Det bliver din første opgave.
– Der er bare lige det, sagde han fortroligt, – at der også bør laves en kontrakt i forbindelse med min tiltræden. Du sagde tilsvarende eller bedre betingelser. Det må vi først have nedfældet og signeret. For mit vedkommende, altså. Jeg ved jo ikke, om du også er interesseret i denne person.
Han gjorde en bevægelse mod den anden assistent som om det var en flue der skulle viftes væk.
– Lav et udkast, så får vi se. Og sørg straks for at få mine dokumenter vristet fra den gamle.
– Der er vistnok yderligere et problem, sagde assistenten. Det forekommer mig – det vil sige, det er ikke noget jeg har set på tryk, men det hænger muligvis sådan sammen, at den gamle har stillet et forskud til rådighed for dig? Hvis det er tilfældet, må du snarest sørge for at bringe det ud af verden.
– Det kan jeg godt se. Det må også være en opgave for dig: Hvordan får jeg udleveret mine dokumenter så jeg kan få effektueret den arv, der vil gøre det muligt at indfri min forpligtelse overfor den advokat der har mine dokumenter i hænde. Kan du løse det? Der vil blive givet en passende bonus.
– I forhold til arvesummen?
– I forhold til forskuddet.
– På treogtredive procent?
– På ti procent.
– Femogtyve procent?
– Tyve procent, ok.
– Jeg kommer på hotellet i aften, sagde assistenten og forsvandt.
Den anden nærmede sig.
– Jeg har nøglen! Jeg ved ikke om du vil kigge med det samme?
– Hvilken nøgle?
– Til basilikaen.
– Det må du fortælle mig noget mere om. Sagde du med det samme?
– Ja. Hvis du har tid, kunne vi kigge derhen. Hvis vi kører nu, kan vi være tilbage inden han kommer med papirerne.
Jeg indvilgede. Det kunne ikke være nogen skade til at være lidt bedre forberedt, hvis der skulle skrives papirer.
– Fortæl om denne basilika, sagde jeg, da vi havde sat os ind på bagsædet i en taxi. Det var i øvrigt yderst begrænset hvad jeg kendte til denne by. Der var blevet nævnt nogle gadenavne og adresser, ikke noget af det sagde mig det mindste.
– Basilikaen er en del af din arv. Så vidt jeg ved er der også nogle ejendomme på landet. Men slægten efterlod basilikaen som det markante og storslåede anlæg det er, uden at pege på en fremtidig bestemmelse for det. Der var påbegyndt forhandlinger med bystyret, staten og en række fonde, museer og erhvervsvirksomheder om en overdragelse, men ejeren døde midt under forhandlingerne inden der forelå nogen aftaler, og så var der ikke andet at gøre end at lade den gå alle dødsboers gang, over skifteretten. Man fandt dig som den eneste arveberettigede. For næsen af stat, bystyre og egnens fremtrædende folk dukkede du op som enearving! Det har ærgret nogle og lettet andre, mon ikke du snart skulle få en række henvendelser fra de mange der har interesser? Som du selv bemærkede, advokaten er en af dem. Han sidder i første parket. Det var klogt at fyre ham med det samme, men derfor skal du ikke være sikker på at slippe for besvær fra hans side.
Da vi havde kørt en halv times tid gennem trafikpropperne var vi kommet ind i det der måtte betegnes som byens gamle velhaverkvarter. Grundene enorme, villaerne tilsvarende store, udformet i svundne tiders byggestil som barokanlæg, i neoklassicisme, neogotik, nationalromantik og funkis. På intet punkt havde den bynære beliggenhed dog fristet til overbebyggelse. Når man så bort fra en stor grå kolos, der skød sig ind imellem de pyntelige patricierhuse i deres parklignende haver. Denne kolos så man allerede på nogen afstand, som den lå uskønt dominerende i det ellers åbent og lavt bebyggede terræn. Tæt på opdagede man, at den ikke blot fyldte i højden, men også i længde og bredde. Den spændte godt ud på sit grundstykke, der svarede til fem-seks af de andre storparceller. Det smalle stykke jord der blev til overs mellem kolossen og naboskellet, var overgroet af et ufremkommeligt vildnis som ikke havde været passet i tyve år eller mere. Nu kørte vi ind ad indkørslen, hvorfra man så at forhaven var fyldt op af en byggeplads med materialeoplag og skurby. Skurenes skilte repræsenterede ti-tolv forskellige firmaer indenfor bygningshåndværk og leverandører til byggeindustrien.
– Er der en indgang? spurgte jeg.
Der var ikke nogen synlig adgangsvej til at få øje på. Kun nogle lave og smalle kælderhalse som til fangehuller i en eventyrborg.
– Ja, sagde manden. – Der skulle være en køreadgang et eller andet sted. Man burde kunne se hjulspor, for det har regnet. Måske er de fejet over.
Han gik hen mod facaden. Eller rettere gavlen. Selvom det var basilikaens korte side, var den imponerende. Den strakte sig tværs over grunden og ragede op så skurbyen lignede mider der var drysset af en ost. Der var egentlig også noget osteagtigt over bygningens form, som den lukkede sig tungt af bredere forneden end foroven, og kun havde åbninger i form af huller og sprækker hist og her. Bortset fra farven. Selv med hang til meget gammel ost ville man ikke finde denne lerede overflade appetittelig med dens ubestemmelige farve. Jeg har så tit rejst i gamle storbyer og blandt antikke monumenter. Selv smuldrende ruiner – eller måske især dem – har denne glød i aftensolen, denne materialemæssige mættethed der gør dem smukke, selvom de engang tjente formål der bestemt ikke var smukke. Herredømme og undertrykkelse. Forfald formilder, som rynkerne på gamle hærgede ansigter. Denne bygnings ydre havde ingen formildende omstændigheder. Selv vejret havde det imod sig. Der stod en klam vind ind over området, vinden tog en piskende småregn med sig, den afsatte uklædelige skjolder på bygningen som bidrog til uspiseligheden. Jeg ledte efter de formildende tegn på forfald. En afskalning. En ruststribe. Jo, der løb ruststriber som tårer fra de allerhøjst placerede åbninger. Det eneste man kunne trøste sig med.
Manden var forsvundet i sin søgen efter indgangen. Han kom tilbage, fortalte at han vistnok havde fundet den, men at de nærmeste skure stod skubbet helt tæt op mod den, så det var umuligt at mase sig ind.
– Det må være ment som tyverisikring, sagde han.
– Prøv lige at komme derhen. Der er god plads neden under skurvognen.
Han tog sig sammen et øjeblik, men kravlede så ned og forsvandt ind under skurvognen.
– Det nytter ikke, sagde han pustende da han var kommet ud igen. – Porten åbner udad. Der kan kun blive en sprække på ti centimeter. Jeg har prøvet.
– Hvad skal det så hjælpe med din nøgle? spurgte jeg.
– Ikke meget. Medmindre den også passer til sidedørene.
Han forsvandt ned i en kælderhals og prøvede nøglen.
– Der sidder en hængelås. Det er i hvert fald ikke her, nøglen passer.
I det samme så jeg en mand i arbejdstøj og hjelm komme op fra en anden kælderhals. Han blev fulgt af en hel række andre. De gjorde klar til at låse af efter sig. Jeg anråbte dem.
– Hej! Sig mig, hvordan kommer man ind her?
– Her er ikke adgang. Det er byggeplads! Vi har lige sat alarmen til.
– Vent lige! sagde jeg og halede assistenten op fra hans hængelås. – Det er en besigtigelse. Desværre har min medarbejder her glemt den rigtige nøgle. Hvis vi kunne få lov?
Og jeg skubbede assistenten foran mig hen mod de hjelmbeklædte bygningshåndværkere.
– Åh, arkitekten! sagde de, med en anelse ærefrygt i stemmen. Det kunne nu også være indestængt morskab.
– Ja, sagde assistenten, som var arkitekt. Han rettede slipset og børstede støv og jord af frakkeærmet, man kunne godt se at han havde været under skurvognen.
– Ja, hvis vi lige kunne komme ind. Kunne du slå alarmen fra igen?
– Det er i orden. Hvis du selv slår den til når du går, sagde holdets leder, mens han gjorde tegn til en af de øvrige som forsvandt ind et øjeblik.
Han tog fat i trækstangen til skurvognen med én hånd og rullede den som ingenting væk fra porten.
– Og hvis du lige stiller denne her på plads igen. Det er en aftale vi har, så de andre firmaer kan se, at der ikke er nogen på pladsen. Og husk at gå ud den vej! Det er der man stiller alarmen.
Han pegede på kælderhalsen.
De gik. Jeg spurgte arkitekten hvem de var.
– Ja, lad os nu se, sagde han mens de fandt frem til deres skurvogn. – De kommer fra stenhuggerfirmaet. De må være ved at montere skulpturer. Eller flytte dem.
Nøglen passede i portens lås, og porten gled op.
– Hvor skal vi begynde, sagde arkitekten til sig selv. – Jo, jeg tror vi går denne vej.
Porten gav adgang til en hal med ramper beregnet til aflæsning. Vi skulle klatre op på en af læsseramperne for at komme videre. Herfra låste han os ind gennem en ståldør til en lang korridor, hvor vi måtte tænde lys for at orientere os. Der hang rør og kanaler under loftet, og en gang imellem måtte man dukke sig for at komme under. Endelig viste der sig en åbning i den anden ende. Vi trådte ad en slags kældertrappe op på gulvet i et kæmpemæssigt rum, udstyret med terrasseformede bænkerader, placeret i rundkreds om dette gulv. Det var kolossalt stort. Kolossalt. Colosseum.
– Vi står nu midt i et romersk cirkus! Det er fragtet hertil sten for sten. Det har taget femogfyrre år at sætte det op her. Alt er originalt. Der var ekspeditionsledere og museumsinspektører i slægten. De stod inde for at British Museum, Louvre, Museumsinsel, ikke havde noget tilsvarende.
– Hvor kommer det fra? spurgte jeg.
– Jeg tror ikke man tog det så nøje hvor det kom fra. Måske – ja, sandsynligvis – kom det fra en mængde forskellige steder.
Jeg gik hen for at tage marmoren i nærmere øjesyn. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret. Der var forskellige sten fra mange forskellige brud. De var hugget ud i flere stilperioder. Et sammenbragt monster af fragmenter fra mange lande og mange tider. Der var ikke nogen moderne efterligninger. Ingen sandstensstykker, der kunne stamme fra senklassicistiske byhuse, ingen afstøbninger i beton. Alt ægte, men blandet mellem hinanden, så det kunne illudere helhed på afstand. Ind imellem kunne man finde de rene perler. Jeg ved lidt om det, for antikkens kultur har været min store lidenskab fra ungdomstiden. En slags bånd til min barndom i Europa.
– Det er flot, sagde arkitekten, – og det virker på afstand. Egentlig kunne det være sjovt at opføre rigtige antikke skuespil her. De moderne med, for den sags skyld, for her kan vi jo placere publikum hele vejen rundt. Alle bænkerader er perfekte ellipser. De nederste med størst excentricitet, så der fremkommer en langagtig arena.
– Gør man da ikke det?
– Det kan desværre ikke lade sig gøre. Du så selv hvor besværlige adgangsforholdene er. Når dertil kommer, at der ikke er ordentlige trapper og gange. Man kan jo ikke have al publikum til at ankomme hen over scenen. Hvad hvis nogen skal på toilettet under forestillingen. Skal de så kravle ned over bænkeraderne og gå tværs over scenen, og vende tilbage samme vej? Den slags er jo meget forstyrrende.
– Jamen du er arkitekten. Kunne du ikke have sørget for det?
– Det ville være meget mod den gamle herres vilje. Og det er for sent nu. Men jeg synes vi skal bevæge os videre.
Vi gik tilbage i korridoren og måtte igen dukke os for tværgående rørgennemføringer, ventilationskanaler eller hvad det kunne være. Arkitekten fandt vej gennem et hul til en elevatorskakt, hvor der hang kabler ned, som man skulle tage sig i agt for ikke at falde i. Han fandt en stige og satte den op til et andet hul, hvorigennem vi kunne komme ud til et nyt korridorsystem. Her var der ikke noget lys, men arkitekten havde en stavlygte, så vi undgik at vælte de mange spande og gå ind i de mange stakke med mursten, fliser, rør og kabler. Endelig, omkring nogle hjørner og efter nogle tværgående korridorer, fandt han igen vej ud i et stort rum. Lyset udenfor var blevet svagere, det var sidst på dagen, og der slap kun sparsomt lys ind højt oppe, gennem andre rum der måske havde vinduer til det fri. Da han slukkede stavlygten skulle øjnene vænne sig til mørket.
Dette rum var større end det romerske cirkus. Betydeligt større, tre eller fire gange så stort. Samme bredde, men meget længere. Og hvad foregik her. Trapper over det hele. Overdådige to- og trefløjede trappeanlæg over to, tre, fire etager. De var anbragt over for hinanden. En trefløjet baroktrappe med svungne løb i to etager overfor en antik, tofløjet og ligeløbet trappe i hvid marmor. En rokoko palætrappe for fuld udblæsning overfor en tilsvarende i bastant renæssance. En stentrappe fra et middelalderligt borganlæg fra riddertiden over for et bredt, lavt trappeanlæg i byzantinsk eller maurisk stil. Omkring det hele løb gallerier i fire etager afbrudt af massive firkantede trappetårne. Her var tilsyneladende trapper nok. Midt på gulvet, langs dets midtlinje i længdeaksen, var der anlagt en bred promenade, en Via Dolorosa som i domkirken mellem stoleraderne. Men i enderne hverken alter eller orgel. Der var andre trappeanlæg, velnok de mest overdrevne og umådeholdne af dem alle. De kæmpemæssige pragttrapper i hver ende af hallen stod og hilste på hinanden i en uafsluttet forhandling om hvilken af dem der var den mest magtfulde.
– Hvad er dog dette? spurgte jeg andægtigt.
– Det er basilikaen. Vi står i basilikaen. De effekter, vi ser omkring os, er den gamle herres trofæer fra de godser han opkøbte. Ligesom jægere der samler på opsatser. I mange år drev han handel med de største landejendomme på kontinentet. Han lod straks hovedbygningernes trappeanlæg nedrive og flyttede dem hertil. Så kunne han stå på enhver slotstrappe og byde de andre slotsejere velkommen. Det var ikke så indviklet, for de andre slotsejere var også ham selv. I de sidste år så vi ham hver formiddag gå op og ned ad disse trapper og tage imod sig selv. Han vidste godt – eller det ved jeg nu ikke helt sikkert – men han havde formentlig en fornemmelse af at hans åndsevner var på retur. Han kunne godt selv grine ad sine egne manerer på trapperne. Bagefter. Så sagde han, at det gav så god motion. Med et glimt i øjet. Næste morgen var han på trapperne igen, og så var det ikke med et glimt men med et lyn i øjet. Han lod sig ikke genere af håndværkerne. Tvært imod var han meget tilfreds med at stenhuggerne flyttede rundt med skulpturerne. Det tog lang tid at få skulpturerne på plads. Næste dag var hver skulptur gået et trin op ad trappen. Til sidst stod de på deres pladser, på pillerne og i nicherne. Det var en stiltiende overenskomst stenhuggerne havde fundet ud af med den gamle, så skulpturerne kunne illudere folket der hyldede ham.
I mørket kunne man skimte legemsstore skulpturer alle vegne. De stod på deres piedestaler, på terasseforkanterne, som balustre i rækværkerne, som søjler i arkaderne, i nicher i bagvæggene. Og en hel del af dem på trappernes trin på vej til deres endelige placering.
– Hvad er der deroppe? spurgte jeg. Der var om hele rummet søjlegange i fire etager, med brede omgange. Hele min tankstation med bar og vaskehal kunne ligge på sådan en hylde.
– Det er gallerierne. Det er ret besværligt at komme der op.
– Jamen hele huset er fyldt med trapper. Og der er også elevator, har jeg set.
– Det kan være meget rigtigt. Men som jeg var inde på, er det ikke trappernes formål at føre noget sted hen. De har alle tidligere haft hver deres formål som adgangsveje, men det er nu taget fra dem. Det var den gamle herres overbevisning, at først når man helt fjernede det praktiske formål, kunne det egentlige komme helt til sin ret. Og det egentlige formål var at fungere som pragtsymbol. Det var hvad han brugte dem til. Han lod sig gerne både fotografere og male i denne sal. Men nej, trapperne fører ikke op til etagerne. Ude i de seks tårne er der skakte men ingen elevatorer. Der er også fuldt af trappeløb, men de fleste ender blindt. Man går op ad en trappe og ender bare med at slå hovedet mod loftet, for der er ingen åbning. Man går ned ad en trappe men må gå op igen, fordi trappen fører direkte ind i en væg. Kun nogle få trappeløb forbinder en etage med en anden, og så skal man rundt og finde et andet trappetårn, og her skal man finde trappen til den næste etage og så videre. Det er en stor labyrint. Jeg har aldrig fundet ud af det, og håndværkerne har helt opgivet. De bruger kraner og lifte, når de skal lave noget oppe i bygningen. Jeg har hørt, at der skulle være tre kilometer at gå, hvis man bruger trapperne for at komme den rigtige vej op på den øverste etage. Det har vi jo normalt ikke tid til.
Basilikaen mindede om et slot der aldrig var bygget færdigt. Den lå der med sine centralhaller, gallerier og korridorer, hvor man skulle gå mange omgange rundt, og op og ned ad symmetriske trapper så man aldrig vidste hvilken, en symmetri og en orden der gjorde orientering umulig. Rundgange og sakristier, tårnværelser, utallige rå rum bag gallerierne, det hele under ombygning eller aldrig færdiggjort. Vi gik rundt med lygten i stueetagens sidegemakker. Der var oplagret bygningsfragmenter i tusindvis. Søjler og kapitæler, tilhuggede sten i alle former. Og dele af statuer. Færdigrestaurerede statuer opstillet i lange rækker i værkstederne, i procession, så de skridt for skridt kunne gå ind og indtage deres pladser i trappesalen.
Det var blevet mørkt og man kunne ikke orientere sig uden stavlygten. Ved hjælp af den fandt vi samme vej ud. Jeg måtte prisgive mig arkitekten og hans ikke særlig overbevisende stedkendskab.
– Er der mere i bygningen? spurgte jeg.
– Ja. Der er en afdeling endnu.
– Den når vi vel ikke i aften. Der har for så vidt også været rigeligt. Men jeg vil gerne se det hele igen ved dagslys. Så kan vi måske tage tredje afdeling med?
– Ja. Det kunne vi måske. Problemet er, at jeg ikke ved hvordan man kommer derind.
– Du er arkitekt på byggeriet, og du ved ikke hvordan man kommer ind i en tredjedel af bygningen?
– Arkitekt er nu så meget sagt. Der var virkelig ikke meget råderum under den gamle herre. Og en tredjedel, det er heller ikke helt rigtigt. Vi mangler nok overblik over de to tredjedele. Der er vist magasiner i seks etager plus de underjordiske. Og hvordan man kommer ind? Det skyldes, at det aldrig blev mig betroet. De tilladelser fik jeg aldrig. Jeg tvivler faktisk på om nogen i advokatfirmaet havde adgang. Men det sidste, dette med at se bygningen i dagslys, det kan jeg godt sige ja til.
Vi tog tilbage til hotellet. Den anden assistent var ankommet og ventede i lobbyen. Jeg ville gerne have noget at spise og spurgte om han kunne vente lidt. Han indvilgede. Jeg satte mig i hotellets restaurant og bestilte en burger. Tjeneren beklagede at det ikke fandtes på spisekortet.
– Nå, sagde jeg. – Hvor jeg kommer fra, har vi kun burgere.
– Desværre. Men over gaden og halvtreds meter til venstre, kan De sikkert få hvad De søger.
– Skidt med det, sagde jeg. Så giv mig hvad der er.
– Vi kan anbefale en velhængt tournedos bearnaise med sauterede grønsager og en ovnbagt kartoffel med hvidløgssmør.
– Siger mig intet. Det prøver vi. Jeg er ikke vant til egnens skikke.
– Det er ellers en enkel, og yderst international ret, sagde tjeneren med et smil.
– Okay. Jeg er ikke så kræsen.
– Og hvad kunne De tænke Dem at drikke til? Vi kan anbefale en veltempereret bourgogne, chambertin 88, eller en dejlig kraftig chateauneuf 91. Begge dele lever fuldt op til tournedos’en i karakter og fylde.
Jeg tog mig i ikke at forlange en halv liter cola og bad om chateauneuf’en. Jeg fik øje på manden i lobbyen og vinkede ham nærmere. Han kom tøvende og jeg bød ham tage plads.
– Skal du have noget at spise? spurgte jeg.
– Jamen det er alt for meget. jeg…
– Skidt med det. Advokaten gi’r! sagde jeg.
Tjeneren var netop kommet med min chateauneuf og skænkede et par dråber op. Jeg lod som om jeg kendte den gældende etikette, smagte på dråberne og godkendte dem. Det samme havde tjeneren allerede gjort ved at snuse til proppen.
Jeg bad tjeneren komme med endnu et glas og endnu en tournedos.
– Javel, sagde tjeneren.
Glasset var der hurtigt. Vi fik et par glas mens vi ventede på tournedosen.
– Gik det godt hos advokaten? spurgte jeg.
– Helt som forventet, sagde min assistent. – Jeg fik både testamentet, skøder, attester – og her er et kontraktudkast vedrørende min tiltrædelse. Det bliver forandret til en gældende kontrakt i samme øjeblik du skriver under.
– Jamen det gør jeg så. En pen?
Han rakte mig en pen og jeg satte min signatur.
– Så er der vel ikke noget i vejen for at vi kan gå videre, sagde jeg.
– Nej, det er der ikke. Men vi må se i øjnene at vi nok ikke kan komme ret langt uden advokaten alligevel.
– Det kunne du godt have sagt inden jeg skrev under!
Han trak skyndsomst kontrakten til sig og stoppede den i sin mappe.
– Lad mig høre, sagde jeg, – hvilke forhindringer vi har nu?
– Det drejer sig om nøglen. Den har advokaten.
– Det lille problem har vi løst, sagde jeg og pegede ud mod arkitekten, der gik rundt om sig selv ude i lobbyen.
– Den idiot har da ikke nøglen, sagde assistenten. – Du har vel ikke lovet ham noget?
– Han har lovet mig, at vi kan se bygningen igen ved dagslys.
– Det kan du ikke bruge til noget. Han har kun adgang til forgemakkerne. Det siger jo ikke noget om de hemmelige skatte.
– Fortæl mig lige, hvad det er med basilikaen. Og arven i det hele taget. Advokaten sagde, at du kendte det i detaljer.
Jeg satte mig bedre til rette. Assistenten smagte på vinen igen.
– Den er god, sagde han, om vinen. – Ja, så meget det nu er muligt at kende til, når man ikke kender det inderste. Det drejer sig om den seneste indehaver af huset. Den sidste fyrste, som de kalder den gamle. Det må du om nogen kende til, du bærer slægtens navn, er universalarving.
Jeg benægtede at vide noget om det. Havde forkastet familien, sagde jeg, var selv blevet forkastet, siden emigreret.
– Javel. Men der var udstrakte besiddelser, enorme landområder med prægtige hovedsæder. Meget havde slægten myrdet og plyndret sig til, andet havde den tilkæmpet sig i regulær krig, og endnu noget havde den tilgiftet sig fra andre fyrstehuse. Metoderne ændredes op gennem tiden, og den sidste fyrste var både forretningsmand og politiker. Koncernchefer er jo vor tids fyrster.
Men der var tilbagegang for ejendommene, dårlig økonomi, og i takt med den øgede indsats på den finansielle front afviklede han de store ejendomsbesiddelser. Det drejer sig om vældige land- og skovdistrikter i flere lande. Der var jo benyttet alle former for fusioner før i tiden. Men nu solgte han fra. Han skulle bruge kapital til alle sine virksomhedsovertagelser. Og så ribbede han i øvrigt de prægtige herresæder for alt af værdi. Kunstværker, møbler, alle former for løsøre, ja selv bygningsdele, så de en gang så stolte bygninger lå tilbage, ikke bare tømt for alt indbo, men flået for al pryd, som pelsede kadavere. Jeg tror ikke vi har set et mere hensynsløst plyndringstogt i vores del af verden. Bortset fra korstogene og den reformatoriske billedstorm på kirker og klostre, selvfølgelig. Alle rigdommene flyttede han til basilikaen, dette monstrum som du lige har besøgt. De værdifulde ting befinder sig i magasiner, hvor det var tanken at de skulle overleve krige og katastrofer og sættes på markedet når de var blevet sjældne nok. Der findes ifølge optegnelserne malerier af de største kunstnere der har levet. Og skulpturer. Uerstattelige bogværker. Originalmanuskripter. Litteratur og partiturer af forfattere og komponister, som senere er blevet berømte. Men disse værker blev aldrig udgivet. Han holdt dem tilbage så længe ophavsrettighederne stod i vejen for hans udbytte. Der var videnskabelige samlinger af alle slags. Arkæologiske og etnografiske. Hans kriterium var, at det skulle være bedre end det, de havde på museerne.
Og så døde han inden han fik ordnet overdragelsesforretningerne. Han var netop begyndt at indse, at han ikke selv kunne nå at få glæde af alle de værdier han havde skrabet sammen.
Tournedosen var ankommet under hans fremstilling. Jeg måtte medgive, at den var velsmagende. Der var frisk brøndkarse og kuvertbrød. Vi bestilte en flaske mere.
– Vi kommer til at fremskaffe denne nøgle, sagde jeg. – Er du sikker på, at advokaten har den?
– Det går jeg da stærkt ud fra. Nu hvor jeg har fået papirerne er den vel hans eneste aktiv.
– Du må hellere bede ham komme over med den nu. Nej forresten. Lad os vente til i morgen, så kan vi få ham til at følge os på vej. Fik du forresten ordnet den lille sag med udlægget?
– Ja, det gjorde jeg. Det var bare en formalitet. Det er nu overført til min klientkonto. Det har du netop bekræftet ved din underskrift.
– Pokkers, man skal da også altid undersøge alting inden man skriver under!
– Men der er vist ingen tvivl om at advokaten vil være interesseret. Jeg kan godt aftale et møde med ham i morgen formiddag. Skal vi sige klokken ti?
Jeg indvilgede.
– Husk nu, sagde assistenten idet han rejste sig, – at få kvitteringer for sådanne småudgifter. Han hentydede til det overståede måltid. – Det vil min revisor sætte pris på, så længe det drejer sig om træk på min klientkonto.
Ud på natten blev jeg vækket. Der sad en person på min sengekant og talte til mig. Jeg for op. Det var advokaten. Han var mørkere klædt end ellers, havde sorte handsker og en sort kappe på. Han bad mig følge med. Chancen var der nu, sagde han, uden de irriterende assistenter. Jeg klædte mig på og fulgte med ned på gaden, hvor han havde en taxi ventende. Vi kørte ud til basilikaen, han tog en lygte frem der var dobbelt så stor som arkitektens.
– Den kan også bruges i nødværge! forklarede han og viste hvordan man kunne tage ladegreb på den. Han låste os ind og viste sig bedre stedkendt end arkitekten. Vi skulle kun skifte kanaler og skakte få gange, og skulle kun klemme os forbi en dynge murbrokker en enkelt gang. Så stod vi der, i trappehallen. Vi gik op ad den allerstørste trappe ved endevæggen, dens løb svingede sig snart ind, så man forsvandt i dybe tunneler, snart ud, så man så sig frit hængende på en afsats over en afgrund. Endelig, helt oppe, på det sted hvor det evige lys falder ind gennem stjernevinduet hvis det havde været en domkirke, var der en lem med en kombinationslås.
Advokaten famlede med nøgler og koder, og snart gik lemmen op. Den var adgang til endnu en mørk gang, som gik lige frem. Vi skulle bukke os for at komme gennem lemmen, og i gangens modsatte ende så vi en dør.
Nu ville advokaten have mig til at tage en beslutning.
– Hvad tror du gemmer sig bag den dør? spurgte han.
Jeg havde ingen anelse. Men assistenten havde luftet nogle antydninger.
– Som du ved, har jeg nogle velerhvervede interesser i boet. Vi burde kunne gøre en handel. Så vi er kvit fremover, og ikke skal genere hinanden med tåbelige fordringer. Jeg foreslår, at vi deler. Det der er bag denne dør, og det der er foran. Hvad siger du?
Advokaten havde leget med lygten, tændt og slukket den, mens han skiftevis pegede på den lukkede dør og mit ansigt. Hver gang han slukkede den, så jeg en sprække lys ved siden af døren, som om karmen ikke var støbt ordentligt i. Dagslys. Jeg forstod ikke meningen, men tog det som en advarsel.
– Har du et forslag?
– Jeg foreslår dig at vælge. Det du har set og det du ikke har set.
– Jeg vælger det jeg har set, sagde jeg.
Jeg kunne lige så godt have valgt det, jeg ikke havde set, men lyssprækken gjorde mig usikker. Navnlig i betragtning af at det var nat.
– Godt! sagde advokaten. Han gik hen mod den lukkede dør, rodede i nøglebundtet og prøvede sig frem indtil han fandt en der passede. Han låste døren op og åbnede den.
Bag døren var der fuldt dagslys. Vi blev begge blændet af det uvante lys, og det varede et stykke tid før vi fandt ud af, at vi kiggede ud i en mægtig, åben gård midt inde i bygningskomplekset. Murene, der omgav denne gård, kunne minde om fængselsmure i deres lukkethed og trøstesløshed, men var tre gange så høje. I bunden så man krogede misvækster af planter, der havde forsøgt at slå rod her. I de delvis udgåede træer holdt flokke af krager til. Jeg spekulerede på, hvorfor man dog ikke havde lagt mærke til at bygningen var udhulet, i det mindste når man fløj hen over den. Jeg kastede et blik på advokaten, der var i færd med at tage sin part i øjesyn. Hans ansigt havde forandret sig. Han var blevet stengrå som murene, øjnene stirrede stift frem fra deres huler. Han sagde ikke noget, da han sprang i dybet og med sin kappe lignede en stor sort fugl, der baskede men ikke kunne lette. Der hørtes et klask nedefra og ikke mere.
I det samme vågnede jeg i min hotelseng med et spjæt, og måtte vende både dyne og hovedpude, som var blevet dyngvåde.
Næste formiddag mødtes vi ved basilikaen. Advokaten var ankommet i sit normale tøj og bød velkommen, som om der ikke var sket noget. Han viste vej til en indgang, vi ikke havde set før. Hans nøgle passede. Denne indgang var heller ikke prangende, men dog mere bekvem end den ad rampen og gennem skakte og kanaler. En trappe førte op til en etage, hvor man kunne gå ad lange gange forbi en mængde rum med udstillinger og samlinger som på et museum, mens man til den anden side så gennem glugger ud over det romerske amfiteater. Længere fremme gentog det sig, til den ene side lokaler med biblioteker og samlinger, til den anden side den store hal med trappeanlæggene. Undervejs underholdt advokaten med historier om den sidste fyrste.
– Der har været tale om mellem tredive og fyrre store jordbesiddelser med lige så mange hovedsæder. Vistnok seksogtredive. Slottene blev ryddet, og de krigsførende magter fik skylden. Men skattene blev samlet her. Derefter solgte han fra, for jord gav ikke forrentning nok, efter hans mening. I dag kan vi se at det havde været bedre at væbne sig med tålmodighed, men det stod ikke til herrens temperament. Faktisk nåede han lige at sælge de to sidste landbesiddelser, de lå ikke så langt væk, det ene femogfyrre og det andet godt hundrede kilometer herfra, inden han døde. Det viste sig også, at der var brug for det. Salgssummen gik ind og dækkede næsten hullet efter hans sidste finanskrak. Mere end fem milliarder var gået op i røg. US dollars. Salget af slottene dækkede det meste men ikke det hele, derfor er der stadig fordringer i boet. Forskellige fonde og frivillige donorer vil støtte bystyret i at overtage samlingerne og denne bygning, og så skulle resten være dækket. Men hvad ingen ved besked om, er de indre arkiver. De er ikke værdisat, og ingen udenfor advokatfirmaet kender deres eksistens. Det er ikke sundt at fordele en sådan viden på flere firmaer.
Advokaten så misbilligende på de frafaldne assistenter.
– Jeg kan vise vej dertil, og jeg har en nøgle og koden til en kombinationslås.
Der skulle låses døre op, og der skulle afstilles alarmanlæg, og igen tilsluttes alarmanlæg i de afsnit vi var gået igennem. Til sidst stod vi ved det allerhelligste. En ståldør på tunge hængsler og med to kraftige greb.
En elektronisk sikringsanordning med stemmegenkendelse forhindrede det første forsøg. Men advokaten var i besiddelse af den sidste fyrstes personlige legitimationskort, som kunne sidestilles med hans stemme. Det blev placeret i kortlæseren, og der var adgang til kodelåsen. Advokaten studerede en notits i sin lommebog og indtastede et langt nummer, på mindst femten cifre. Trykkede på ok-tasten, og døren gik op af sig selv. Vi gik alle nærmere. Gangene i dette afsnit mindede ikke om de øvrige. Her var tæpper på alle gulve, kontorer med det nyeste udstyr, og længere fremme et åbent areal med opholdsgrupper og spisepladser som i en kantine. Et helt lille hotelafsnit var indrettet her.
I et af kontorerne sad to mænd ved deres skærme og kontrollerede lister af.
Advokaten præsenterede sig, og mændene så forskrækket op på de tre fremmødte.
– Hvad skyldes æren? spurgte den ene, mens den anden bevægede sig sidelæns hen i et hjørne. Jeg gik med ham og nåede at afskære ham vejen, så han ikke kunne udløse nødalarmen ved at trykke på en knap bag døren.
– Jeg kommer fra advokatfirmaet, sagde advokaten. Jeg skal præsentere jer for boets universalarving.
Han slog armen ud mod mig.
– Vi andre er eksekutorerne.
– Boet? Arving? jamen… jeg er ikke med?
– Boet efter den sidste fyrste, ja, og det er hans universalarving, I ser her. Vi kommer for at besigtige boets effekter.
– Vil det sige, sagde manden mens han tørrede panden med et lommetørklæde, – at den sidste fyrste er død? Hvornår er det sket?
– Det er vel sket for en lille måned siden. Ja, jeg har datoen her, sagde advokaten og begyndte at lede i sine papirer.
– Og det har ingen fortalt os? spurgte han den anden. – Men det betyder måske også mindre, bare samlingerne bevares? Der skal vel stadig registreres?
– Det regner vi bestemt med. Hvad foretager De dem i øvrigt, rent konkret?
– Vi er da i gang med den store registrant af samlingerne! Vi sidder her på ottende år, og vi er ved at få en smule overblik over hvad der er tilbage. Vi skønner, at der er tre års arbejde endnu.
Advokaten så på mig.
– Vi må gå ud fra, at arkivarernes ansættelse forlænges under den nye ejer, indtil opgaven er løst?
Jeg nikkede bekræftende.
– Åh, tusind tak! sagde arkivaren lettet. – Det ville ikke være til at bære, at skulle slippe det mens det går bedst.
– Javel, det er en aftale. Sørg for at de nødvendige papirer bliver ordnet. Han kommanderede med assistenterne.
– Der er lige det problem, hviskede den ene assistent til ham, – at vi ikke længere er ansat hos Dem. Vi er ansat direkte under arvingen.
– Åh ja, det er rigtigt, pokkers også. Det må vi lave om på.
– Jamen vi vil hellere være ansat under arvingen!
– Nå. Javel. Men derfor kan vi vel blive nødt til at arbejde sammen alligevel.
– Det var netop det, jeg ville frem til. Vi arbejder sammen, ikke for hinanden. Den eneste jeg arbejder for, er den der udbetaler min løn. Og det har du jo aldrig gjort!
– Åh, sagde advokaten til mig, – er det i orden, at vi forlænger ansættelsesforholdet for de to arkivarer?
Jeg indvilgede.
– Skal jeg ikke sørge for de nødvendige papirer? spurgte assistenten hurtigt.
Jeg indvilgede.
– Nu vil jeg gerne høre lidt om samlingerne, sagde jeg. Kunne I ikke fortælle om dem et øjeblik?
Den ene arkivar kiggede op på hylderne med ringbind og sukkede.
– Det ville tage nogle dage at give et hurtigt overblik.
– Jamen så et ultrahurtigt overblik. Hvor stammer arkivalierne fra?
– Det er krigsbytte. Det ældste stammer fra de græsk-romerske krige. Så kommer korstogene med deres udbytte af arabisk og byzantinsk kunst, og vi har en overdådig samling fra billedstormen under reformationen. Meget kommer fra almindelige plyndringer og røverier i ly af krigene. Trediveårskrigen, napoleonskrigene. Den franske revolution. Den fransk-italienske krig. Du kan blive ved. Første verdenskrig. Anden verdenskrig. Det vi har her i samlingen er noget, man andre steder i verden regner for at være gået tabt. Den sidste fyrste og hans slægt før ham har reddet det. De var brutale, javel, de brændte slotte og byer for at man skulle tro at alt var tabt, men inden forstod de sandelig at tage det med der havde værdi og som kunne flyttes.
Resten af dagen gik vi rundt i samlingerne. Vi kom ikke dybt ind i krogene, og vi fik kun en antydning af overblik, men var alligevel både andægtige og lamslåede da vi måtte opgive at rumme mere.
– Det bør øjeblikkelig stilles til rådighed for forskerne, sagde jeg. – Universiteterne. Museerne. Der er jo uanede guldgruber.
– Er du vanvittig! sagde advokaten og assistenterne på én gang. De stillede sig i kreds om mig.
– Det her skal vi nok klare! fortsatte advokaten. – Arkivarerne bor her på stedet, de skal have mulighed for at gøre deres arbejde færdigt. Vi må sørge for at de ikke kommer ud, vi må supplere deres forsyninger så de har til et par år endnu. Når de er færdige med at registrere, kan de være til nytte stadigvæk, så længe de ikke røber noget!
Hans ansigtsudtryk var uudgrundeligt.
– Og så skal det sandelig overvejes meget grundigt, hvem disse værdier skal tilbydes. Det er slet ikke givet, at museerne er de højestbydende. Den sidste fyrste og hans slægt var samlere par excellence. Dem findes der flere af. Men der findes også spredere. Markedet kan slet ikke tåle et for stort udbud, så rasler priserne bare ned. Lad du bare os om at forsyne markedet i den rigtige takt.
– Og så var der forresten det med dit navn! fortsatte han.
Alle tre kom nærmere og stillede sig tættere om mig.
– Hvad er der i vejen med mit navn? spurgte jeg.
– Hvor længe har du haft det?
– Nå, det har I måske fundet ud af. Navnet tog jeg kort før jeg skulle oprette min virksomhed. Import, reservedele. Jeg syntes det lød godt.
– Det gjorde vi også! Men nu fatter du måske, hvad det var vi skulle bruge dig til? Vi skal nok klare det her, og du er ikke nødvendig længere. Rejs du hellere hjem til din tankstation og bliv ved med det du har forstand på! Så længe vi kan bruge dig, dit navn og din underskrift, skal vi nok sende en klat til dig hvert år.
– Hvad med hver måned?
– Det kan vi godt sige. Fyrre tusinde.
– US dollars?
– Det plejer vi jo.
– Vi siger tres. Og tre måneder forud.
– Lad gå. Skriv under her.
– Hvor længe kan I bruge mig og mit navn?
– Så længe du ikke røber noget, din tosk. Så længe du i øvrigt er i live. Hold dig i live, få nogle børn for en sikkerheds skyld. Ellers går det hele til statskassen!
Når man flyver den forkerte vej forkortes døgnet. Det koster et par ekstra døgn at komme ind i rytmen igen. Jeg har fået døren repareret, baren også. Der er kommet lidt flere varer på hylderne. Tredive-fyrre kunder om dagen imod før atten-tyve. Og kontoen vokser pænt. Regningerne er betalt. Jeg skulle måske en dag få en anden til at passe biksen så jeg kan invitere Susie ud. Til Bali, Athen, Monte Carlo, Paris, Florida, Las Vegas, Tokyo? det må hun bestemme. Det skal bare være den rigtige vej rundt.