Pavillonen
hvor fester gerne holdes og derfor også denne
Jubilæumsarrangementet skal holdes på Strandhotellet, hvor der engang har været danserestaurant, et sted hvorfra hele generationer af de fastboende har romantiske minder. I parken ligger dansepavillonen, og salen her er egnens eneste sted, der er stort nok til at rumme selskabet. Bortset fra sportshallen, der er større men fundet uegnet. For at få plads til alle er dansepavillonen udvidet med et lejet festtelt, sat op på plænen udenfor, terrassedørene slået op, så det kan virke som ét stort rum. På tribunen stod danseorkestret i gamle dage. Her skal konferencieren og talerne stå. Efter festmiddagen skal jubilæumsrevyen vises fra denne scene, musikken er derfor anbragt på gulvet nedenfor.
Festmiddagen er bestilt og betalt af Bramberg, som en jubilæumsgave til sygehuset og dets personale. Det har han insisteret på. Så kunne udvalgsformanden, Vrissum, uden betænkeligheder invitere sine embedsmænd og de relevante sygehusansatte til at deltage, og alle er glade. Kun skal deltagerne fra de tilknyttede leverandører og rådgivende firmaer have et symbolsk bidrag med hjemmefra, så man kan se at det ikke er helt korrupt.
Gæsterne ankommer, der opstår selskabelig tumult i garderoben, humøret er højt hos nogle og anspændt hos andre, men de fleste griner på de rigtige tidspunkter over både spontane og planlagte morsomheder, mens de hilser nærværende eller fraværende på hinanden. Langt de fleste er indforstået med de forventede overtagelsesplaner og bekymrede over deres virkning.
Svend Svendsen går til receptionisten for at sikre sig, at der er cigarer af god kvalitet, og beder om at få en på prøve.
– Er der et navn eller et værelsesnummer, jeg må notere det til?
– Åh! hvis De lige vil lade mig tale med inspektøren!
Denne bliver i hast tilkaldt.
– Sig mig, siger Svend Svendsen i en anklagende tone, – Har I tjenere ansat, der ikke ved hvem jeg er?
– Det beklager vi meget, siger inspektøren, – vi har et par nye medarbejdere, der flyttede hertil fra et af vore hoteller i en anden del af landet for to uger siden. De har ikke lært alle vores gæster at kende på den korte tid. Vores personale har i øvrigt instruks om at iagttage diskretion, de færreste af vore gæster bryder sig om at blive genkendt for åbenlyst på steder som dette.
– Hva’beha’r? råber Svend Svendsen demonstrativt højt, – skulle vi være kommet her i lyssky ærinde? Jeg optræder fuldt offentligt alle steder! Jeg som hilser al overvågning velkommen, sku’ jeg ha’ noget at skjule?
– Nej vel! Man hører en skarp, skærende stemme som hos en kirkesanger, – det har du forhåbentlig ikke, men derfor kan der jo godt være nogen der skammer sig over at blive set sammen med dig! Ha ha!
Det er en sent ankommet festdeltager, der kommenterer Svend Svendsens erklæring. Stemmen lyder fra indgangspartiet, og med en skræppende latter træder en person ind, der hverken kan overses eller overhøres.
Bramberg er kommet, det er ikke mindst ham man venter på, for det er ham der betaler gildet. Han lader tjeneren tage sin frakke og træder frem i smoking, skræddersyet af endnu mere tvingende grunde end Svend Svendsens habit. Til smokingen har han hvidt halstørklæde, det tager han af med en indstuderet bevægelse og holder frem, så den tililende tjener må skifte gangart til løbeskridt.
Bag den imponerende silhuet dukker en eksotisk skønhed op. I hans skygge kunne man have skjult en håndfuld, men der er kun denne. Man har hørt om hans caribiske kone, men ingen kunne forestille sig noget som dette. Hun er ung – eller yngre, slank, elegant, med en fantastisk legemsform og et kønt ansigt, mere end kønt, fascinerende smukt, en levendegjort og sprudlende livlig Dronning Nefertete, det er umuligt at finde hvile for øjet noget andet sted i nærheden.
Man går i salonen for at samle gæsterne og hilse rundt, inden man går til bords. Der opstår en uvant fåmælthed, måske på grund af den nyankomne vært der dominerer lydbilledet, måske på grund af hans ledsager, der visuelt lægger endnu stærkere beslag på de tilstedeværendes opmærksomhed.
Straks falder Margit og jeg i snak, i et hjørne af foyeren. Vi forsyner os hver med et glas af den fremsatte velkomstdrink, og navigerer os rundt i den almindelige småsnak. Herunder får hun et par ord med den omfangsrige byggematador, som hun uden besvær genkender fra en forlængst nedlagt motorcykelklub.
– Kører du stadig HD? spørger Margit.
– Ikke meget, hihi! Men jeg har da et par stykker på stald. Foruden mine gode gamle venner, en AJS og en Vincent HRD. Historiske instrumenter! Jeg passer på dem og skamrider dem ikke.
– Jeg hilste på din kone, siger Margit. – Tillykke med hende.
– Nå, Veronique? Tak, hæhæhæ, gnægger Bramberg.
– Kontrasterne mødes, det er jo det rene beauty and the beast.
– Åh tak, tak for det. Du er måske allerede på vej hjem? Skal jeg kalde en vogn?
– Behøves ikke. Jeg deltager i et jubilæum og er med til middagen. Er det sådan at du kan kompensere noget af din modbydelighed med noget af hendes skønhed?
– Det er vel nærmere sådan, at jeg bytter noget af min modbydelighed, som du siger, med noget af hendes skønhed!
Ordet modbydelighed ledsager han med nogle bevægelser med fingerspidserne. Om det skal illudere citationstegn eller dollars, er på grund af fingrenes fedme ikke til at afgøre.
– Hun tager godt imod min modbydelighed!
Nu ledsager han ordet med gnidende bevægelser af pege- og tommelfinger, denne gang ikke til at forstå som andet end antydning af pengesedler.
– Vi deler yndighed og bekvemmelighed lige over, jeg får bedre samvittighed, hjælper hende af med at være fattig, hun hjælper mig af med at være modbydelig! Sådan udjævnes livets goder. Jeg forstår godt hvad du mener, forstår du.
– Jeg forstår, du forstår, siger Margit, – en kræmmer fornægter sig aldrig.
Bramberg griner med et indforstået vrinsk. Margit vender sig og går. Det sker ellers aldrig for manden med smokingen, det hvide halstørklæde, skønheden og prangerpungen, at nogen vender sig fra ham og går. Han opsøger ikke personer, de opsøger ham. Der opstår rådvilde brøkdele af sekunder, hvor han ikke har andet end sin velkomstdrink at holde sig til, inden han straks igen omgives af en stime servile medløbere, heriblandt ikke mindst politikere.
Mens han talte med Margit er skønheden blevet midtpunkt i en anden flok tilhørere. Med forførende stemme, henrivende accent, fortryllende øjne og fascinerende læbebuer fortæller fortæller hun med fængslende mimik, dramatisk og medrivende om vulkaner, hurricanes, palmebladslandsbyer, slumforstæder og caribisk musik og dans. Hun er ved at demonstrere nogle trin, da Margit og jeg klemmer os ind i flokken for at lytte med. Humøret er hurtigt steget adskillige grader.
Der er ikke lagt nogen bordplan. Bortset fra at Bramberg har udset sig et bord for de ledende og indflydelsesrige, her kalder han mig hen, og byder mig tage plads. Margit må slå sig ned et andet sted. Uden videre får jeg skønheden til bords. Det må alene tillægges skønhedens initiativ og indflydelse. Senere må jeg høre en del for åbenbart at være den eneste attraktive mandsperson i selskabet, hvilket ved nærmere eftersyn heller ikke burde overraske nogen.
– Han købe mig da jeg er sytten år! siger Veronique. – Han bestikke mine forældre, landsby, myndigheder. Det er rigtigt, at jeg bytte med ham. Jeg faktisk troede jeg kunne frelse ham. Men frelse ham – umulig. Han ikke ønske nogen børn, han kun bruge mig som pynt til forretning. Jeg med for overtale mange politikere. Og forretningsmænd. Bare ikke tro, at sex kan ikke være nyttig.
Det sidste siger hun skamløst og nærmest distræt, mens hun ser sig omkring som for at notere sig positioner for muligt bytte. Så tilsmiler hun mig med charmerende sideblik og umisforståeligt blink med de fejende øjenvipper, lange som udskifteligt tilbehør til en transvestit.
– Ja, han hedder Bramba! siger hun. – Oprindelig han hedder vistnok Jørgensen, men i hans fag man skifte navn en gang imellem. Så han hedder Vestergaard, det er efter der hvor han er født, han også hedde Damager. Det er efter et andet sted han bor. Men det er ikke så godt på engelsk, så han tager navnet Bramberg, efter der hvor hans mor er født, i Østrig eller Bayern, et sted hvor der er bjerge. Bramberg. Men jeg er fra Jamaica, og på Jamaica, vi kalder ham Bramba. Det er et kælenavn, til dem der er lidt store. Jeg kun kalde ham Bramba. Nogen gange han komme når jeg kalde!
Hendes uimodståelige smil glider over i en kåd, perlende latter.
Vrissum, der er gastronom og vinkender og kendt for sin bug, om hvilken det hviskes i krogene at den har været kostbar, har på selskabets vegne valgt en Bordeaux og en st. Emilion fra gode huse, naturligvis på Brambergs regning. Han prøvesmager dem begge, godkender dem efter en lidt for lang kunstpause, misbilligende, med udtryk for enten dyb skepsis eller dyb rådvildhed. Eller bare for at påkalde sig anerkendelse og respekt. Det får han ikke, for Bramberg griner spruttende ad ham.
– Lad gå! siger Vrissum.
– Jeg har bestilt en glaceret fasan financière, råber Bramberg, – det navn er lige noget for mig!
Samtalen går lystigt, og der høres munter snak fra alle sider. Fra tremandsgruppen i hjørnet ved scenen lyder sagte kniv og gaffel musik. Vinen skænkes rundt. Den er som ventet god, men formentlig kun prisen værd for dem der alligevel har for mange penge. Bordene er stillet op i lange rækker, og kuverterne bæres ind af en tjenerstab på ikke under tyve. Kort efter fatter alle gæster om bestikket som man holder på et bilrat, lydniveauet falder, og de lange borde ligner turneringer, fronter af ophidsede rallykørere lige før kæmpemæssige frontale sammenstød.
Jeg falder i tanker over ikke de lange men det runde bords lyksaligheder, da jeg bliver distraheret af Bramberg, der fører an i formationen overfor. Han har fået anrettet sin kuvert med glaceret fasanbryst og trøffelsauce. Kniv og gaffel i fast greb med hver hånd, albuerne vildt svingende. Det går effektivt for sig, når de store mundfulde i hurtig rækkefølge forsvinder i gabet. Med ét afbrydes det spektakulære skue, Bramberg læner sig frem, en bunke halvt tygget mad forlader den åbne mund og lægger sig som en ubestemmelig garniture oven i det der er tilbage på tallerkenen.
– Føj for pokker! råber han. – Tjener!
Jeg er ikke den eneste der har fulgt det både synlige og hørbare fødeindtag, og der bliver medfølende spurgt om hvad der er i vejen.
– Det smager som trækpapir!
Tjeneren ankommer og spørger hvad selskabets vært ønsker.
– Giv os noget andet! Hvor i alverden har I fået fat i det vindtørre stykke fjerkræ? Det smager jo som pap!
– Det beklager vi stærkt, jeg skal naturligvis lade det gå videre omgående. Hvad kunne vi tjene Dem med i stedet?
– Noget ordentligt, noget der går hurtigt! En tournedos, rosa til medium. Fire minutter på hver side.
– Meget vel, siger tjeneren og skynder sig ud med Brambergs tallerken.
– Fasan financière! hviner han ud over selskabet, – det vil jeg sgu ikke finansiere! Det smagte som toiletpapir!
– Brugt eller ubrugt? bliver der grinet.
– Vil du prøve?
– Det lignede også toiletpapir. Bruger du altid toiletpapiret på begge sider?
Bramberg trækker på skuldrene og tygger sig hurtigt gennem den nyankomne tournedos, knurrende og smaskende som et rovdyr der får stillet den første sult.
Sådan begynder festmiddagen som opvisninger i kendte og ukendte former for bordskik, hvoraf ingen overgår den der præsteres af traktementets vært. Ingen andre end Bramberg klager over den menu, han selv har bestilt. Samtalen ved bordene genoptages, først på skrømt, så spredt i alle retninger om divergerende emner, og der opstår lige så divergerende problemer med enigheden. Der bestilles kaffe, cognac og whisky, og en stribe fadøl. De der vil ryge bliver bedt om at gå udenfor.
– Jeg ryger hvor og hvornår jeg vil! erklærer Bramberg messende og sætter ild på en cigaret.
Mellem gæsterne får jeg øje på Christina. Hun bevæger frit sig rundt mellem sygehuspersonale og administratorer, jeg kan ikke lade være med at se hende som en nysgerrig reporter der har fundet en fært, og er ikke fri for en smule ængstelse over hvordan hun vil udbygge sit netværk.
Jeg rejser mig, følger ikke efter Christina. Savner Nielsen i selskabet, han er her ikke, kan normalt hverken overses eller overhøres. Går ud i den friske luft.
Det er en jubilæumsfest. Der skal holdes revy. Susannes revy, jeg har en vis anelse om hvad den vil handle om. Kommer i tanker om andre revyer, andre somre, ikke mindst en særlig dårlig sommer for revyer. Så dårligt skulle det helst ikke gå for Susannes revy, den har kun lokalt stof på programmet. Den sommer jeg tænker på blev alle sommerrevyerne hægtet af, gjort til grin og til fiaskoer, fordi de rigtig komiske begivenheder udspillede sig midt mens revyerne var i fuld gang. De begivenheder, revyerne skulle bruge til at lave satire over. Ingen nåede at reagere, revyforfatterne nåede ikke at følge med, de optrædende nåede ikke at indstudere. De folk er hurtige, men kilderne hvorfra komikken udsprang var hurtigere. Først sagde socialudvalgsformanden, at ulighed var gavnligt, for det kunne stimulere dynamikken. Men det brød amtsrådsformanden sig ikke om, og straks trak socialudvalgsformanden sin udtalelse tilbage. Efter at den var nået ud til både aviserne og regionalradioen. Så opdagede de samme aviser, at ægtefællen til familieudvalgets formand havde glemt at betale regninger fra den lokale boligudstyrsforretning for sofaer, gardiner og markiser til familieboligen. Ikke godt, heller ikke at der samtidig blev afsløret andre familiære problemer gemt i det forhold. Formanden for kulturudvalget kom i en tale for skade at sige, at formålet med den amtslige kulturstøtte var at holde andre amters kultur ude. Det var heller ikke amtsborgmesterens livret, for han så en vis nytte i at samarbejde med andre amter, selv på kulturområdet. Erhvervsudvalgets formand var gift med en virksomhedsejer, i hvis virksomhed der var ansat tilrejsende og dårligt integrerede arbejdere uden overenskomst og dermed også uden sociale rettigheder, hvilket gav mulighed for at få profitgivende arbejde udført med beskedne omkostninger, uden skat og andet bøvl. Ikke så snart havde alle revyerne nået at lave nødplaner og indarbejde nye indslag i programmerne for at leve bare en smule op til det politiske liv, før et medlem fra et andet parti i amtsrådsflertallet afleverede sæsonens clou, med et festfyrværkeri i form af løgne og injurierende påstande på sin hjemmeside. Det blev påtalt, og pågældende reagerede med underholdende abekastninger og gennemskuelige ansvarsunddragelser, og skød skylden for de kriminelle tekster på sin stakkels rådgiver. Som både havde handlet efter ordre og roligt fandt sig i alle beskyldninger.
Javel, det skete i Amtsrådets sommerferie, og komikken fik ikke langt liv i agurketidens lokalsprøjter, for samme efterår skulle der være nyvalg. Ikke til et nyt amtsråd, nu skulle det hedde Regionsråd. Og der blev kun plads til en brøkdel af alle de politikere, der før havde siddet i amtsrådene.
Revyen
hvorfra kun få tilhørere udvandrer
Revyen skal i gang, vejret er perfekt med den lave aftensol, og tilhørerpladserne i dansepavillonen fyldes lidt efter lidt med personale i civil, mere eller mindre festklædte, mange uigenkendelige. De fordeler sig på stoleraderne og sætter sig i grupper og enkeltvis. Enkelte demonstrativt med overspændt munterhed og teatralske hilsener. Der er gæster fra forvaltning og udvalg, ellers ikke nogen fra byen eller egnen. Bortset fra de inviterede ægtefæller og tilsvarende ledsagere, der passivt tynger stemningen en smule i retning af det formelle. Nielsen, overlægen på kirurgisk afdeling, ankommer uledsaget kort før revyen åbnes. Han bliver spurgt om hvorfor han ikke nåede tidsnok frem til middagen.
– Åh! Jeg havde en aftale med en buk ude i et hegn.
Nielsen er hørbar i enhver forsamling.
Der har aldrig før været holdt revy på sygehuset. Men nu har en gruppe medarbejdere planlagt en, fundet tekstforfattere og optrædende, og brugt de truende udsigter for sygehusets fremtid til at gøre jubilæumsrevyen opmuntrende, som de siger. Hundrede år.
Susannes revy. Der er nok af emner at satirisere over. Hovedvinklen er den slet skjulte politiske kritik, mavefornemmelsen det gennemgående tema.
Luften er lun og stille, selv her ud på aftenen, og der bliver snakket om enkelte positive sider af den globale opvarmning.
– Mavefornemmelse? spørger en ældre dame ved siden af, som er i færd med at læse festprogrammet, der også har en annoncering af jubilæumsrevyen. – Mavefornemmelse, hvad er det egentlig? Hvordan forklarer man det lægeligt? Det begreb kender jeg ikke. Måske har jeg den slet ikke?
Hun er ikke en jeg kender, muligvis hustru til en politiker eller embedsmand. Det tager mig mere end et sekund at forberede et svar, derfor tager Margit over.
– Mavefornemmelsen, siger hun, – det er den der fortæller, når du skal på tønden. En hensigtsmæssig fornemmelse! Hvis man ingen har, gør man stort allevegne. Er vi får og svin? Næ, vi er sociale dyr, og vi har mavefornemmelse! Nogle politikere har regnet ud, at deres vælgere ikke bare fordøjer deres føde men også stemmer med mavetarmkanalen! De er mange. Det ses på valgresultaterne. Og på den politik der føres! Det er en god solid politik, hvor der er ikke er forskel på hvad de lukker ud forfra og bagfra, og så bliver resultatet derefter! Vi har det jo godt!
Den spørgende dame vender sig om og ønsker absolut ikke at veksle flere ord med Margit.
Tilhørerpladserne i salen er fyldt. De tre lokale musikere leverede baggrundsmusikken under middagen, nu åbner de forestillingen med en fanfare. Den går lige over i en festlig introduktion, som de gør svagere og svagere. Imens træder Bente og Susanne frem foran tæppet, iført sygeplejerskeuniformer. For at byde velkommen, introducere showet og præsentere revyens emne.
– God morgen! siger Bente til Susanne. – Og vel mødt!
– Tak skal du ha! Skal vi nu til det igen?
– Hvad tænker du på?
– Arbejdet selvfølgelig.
– Hvad er der i vejen med det?
– Det går mig altså på og sådan noget!
– Det var da kedeligt. Er der noget i vejen med arbejdet?
– Nej, det er der ikke, hvilken umulig tanke. Arbejdet er perfekt! Arbejdspladsen et fund! Kollegerne alle tiders. Det er nok noget med nerverne.
– Tror du det? Det kunne jo også være noget med hjertet? Hvordan er dine blodtrykstal? Har du fået dem tjekket for nylig? Eller dit kondital, dit blodsukker, og hvad med dine kolesteroltal? Og så var der lige dit BMI, tror du ikke du skulle få gjort noget ved det?
– Så er det godt!
– Jamen sund livsstil, gode løbeture, og der er lige kommet et kondicenter nede i byen til hvis det regner, var det ikke noget…?
– Måske! Hvis jeg kunne nå alt det for den stressende arbejdsdag. Jeg hælder til, at det er noget med nerverne.
– Nu er det faktisk ikke spor moderne længere, at gå så meget op i sine nerver. Har du ikke hørt om vor tids nye kvalitetsmål? Det er ikke særlig gammelt, og ikke engang gået helt af mode endnu!
– Jeg tror ikke jeg ved hvad du taler om.
– Mavefornemmelsen! jubler Bente.
– Mavefornemmelsen?
– Ja, kender du ikke den? Ikke hjerte-kredsløbsfornemmelsen, den er hypokondrisk! Ikke lungefornemmelsen, den er astmatisk! Ikke knoglefornemmelsen, den er mekanisk! Ikke rygmarvsfornemmelsen, den er automatisk! Ikke hjernefornemmelsen, den er elitær! Ikke sexfornemmelsen, det romantiske skidt! – Nej, mavefornemmelsen! Den siger hvornår vi skal spise og skide, hvornår vi har lyst og ikke lyst og kun lidt lyst, den kender alle, høj og lav, klog og dum, og når alle kender den, så kan selv politikerne også bruge den, hver gang de skal træffe vigtige beslutninger! Det er meget lettere end at spørge eksperter og al den slags. Ud med eksperterne, eksperter er vi jo selv! Ind med…
– Mavefornemmelsen! råber de i kor.
– Jamen det lyder da rigtig godt! siger Susanne. – Så er det også meget lettere at forudsige det uforudsigelige. Lover godt for meningsmålingerne! Men lover det godt for beslutningernes kvalitet?
– Åh nej, åh nej. Det gør vist ingen forskel. Har du nogensinde hørt om gode beslutninger?
– Måske ikke, men måske skulle vi passe lidt på hvad vi siger, tænk hvis alle vidste det samme som vi ved!
Nu tror damen der spurgte Margit om mavefornemmelse nok, at hun er revyens manuskriptforfatter.
– Forresten, siger Susanne fortroligt til publikum. – Det her er et nødprogram, vi har lige sat det sammen. Egentlig var vi i fuld gang med at skrive en mægtig revy, den skulle handle om den politiske situation, i land, amt – undskyld region, snart region! – og by, men vi kunne ikke! Vi kunne ikke! råber hun.
– For det første, fortsætter Bente, – faldt vi om af grin hver gang vi kom til at tænke på politikerne, og det kan vi jo ikke være bekendt over for sådan et fornemt publikum! Det skal da være publikum der griner, ikke os! For det andet kunne vi alligevel ikke holde trit med politikernes egne komiske optrin, de bliver ved og de bliver ved, og det kan vi aldrig hamle op med! Så nu må vi nøjes med at kigge på vores egen lille komikfabrik, og hvis I har det som vi har det med dette sygehus, så er det heller ikke så dårligt endda. Men husk, det er en hemmelighed! Det med nødprogrammet, fortæl det ikke til andre…
Bente og Susanne går helt ned i knæene for at parodiere diskretion, og forlader scenen med hænderne for munden og hovedet trukket ned mellem skuldrene, under stigende musikalsk akkompagnement.
Det var pokkers. Har Susanne og jeg snakket om det her? Det lød som noget jeg selv kunne have fundet på. Men hvorfor skulle hun ikke også have lagt mærke til de samme ting. Vi burde nok ikke spilde tiden så meget med unødvendige ting, når vi er sammen.
Året med de mislykkede revyer var vistnok det samme år, hvor de snedige centralpolitikere besluttede at give den offentlige sektor det afgørende nederlag. De private virksomheder skulle have lov til at tjene ansvarlige penge på alt det som det offentlige hidtil helt uansvarligt havde ødslet skatteydernes penge ud på, og det skulle være straks, her og nu. I det år kunne de, midt mellem to valg, uden at spørge nogen, ændre landets administrative opdeling til det enklere, danne større og færre kommuner, og allerhelst slippe helt af med amterne.
Der var ikke nogen der spurgte vælgerne, der var ikke nogen der spurgte dem der arbejdede i sygehusvæsenet om deres mening, eller i hele den offentlige sektor for den sags skyld, ingen spurgte patienterne, ingen spurgte befolkningen, selvom der blev lovet frit valg fra alle hylder. Der blev heller ikke forberedt nogen lang proces, hvor man kunne sørge for at alting kunne fungere undervejs i en hæsblæsende omlægning. Der blev ikke afholdt folkeafstemning, der blev ikke udskrevet valg med strukturreform på programmet. De vælgere det angik fik ikke mulighed for at tage stilling til det der angik dem selv. Pludselig var det en realitet. “Fordi der var politisk vilje til det!” som det blev sagt fra centralt politisk hold. Og fordi det kunne lade sig gøre. Grundlov, styrelseslov, forvaltningslov, symbolske høringer, intet kunne forhindre det. Ingen skal sige at politikere ikke har indflydelse, nok ved de ikke meget om hvad de roder med, men indflydelse, det har de. Nok ved de ikke om deres metoder virker, men det er de eneste metoder de kender, derfor må de tro på at de virker, ellers holder de sig selv for nar.
Et flertal af centralpolitikerne besluttede, at de selv fik mere at skulle have sagt, og at de decentrale politikere ude i landet fik mindre at skulle have sagt. Det kommer de nok til at fortryde senere. Så skulle antallet af kommuner reduceres til en tredjedel og antallet af kommunalpolitikere til det halve, de fik jo heller ikke så meget at skulle have sagt. Helst havde de centrale politikere set amterne helt afskaffet, det blev dog ikke politisk muligt i den omgang, det kunne højst blive til en midlertidig overgangsløsning, hvor der blev dannet nogle administrative enheder, uden økonomiske og politiske beføjelser. Som blev kaldt regionerne.
Og jo, der var en sidegevinst, set fra centralpolitikernes side. For oppositionen regerede i de fleste af kommunerne. Hvis centralpolitikerne stak fingrene ned i ansvarsområderne og plukkede de gode sager til sig selv, og lod decentralpolitikerne sidde tilbage med de dårlige sager, så ville centralpolitikerne, med vindersagerne og de rigtige partier bag, blive meget mere populære hos vælgerne end decentralpolitikerne med tabersagerne og de forkerte partier bag. De store tals lov skulle gælde, “øvelsen” var at kunne tælle til et folketingsflertal, og formålet var at gøre det irreversibelt. Lokalpolitikken måtte ofres for landspolitikken. Man vidste godt, at stordriftsfordelene på det kommunale område ophører ved administrative enheder på over tredive tusinde indbyggere, og på sygehusområdet, som regionerne skal tage sig af, ved et par hundrede tusinde eller tre. Endnu større administrative enheder giver ikke stordriftsfordele, kun stordriftsulemper. Alligevel kom de nye kommuner på op til hundrede tusinde, og regionerne i gennemsnit på en million.
Pausen i revyen er ikke lang, Bente kigger ud mellem sidescenens draperier, musikken tier, og hun hvisker ud til publikum:
– Nu kommer der noget med nogle eksperter! Hvis altså eksperter er det samme som specialister!
Fortæppet trækkes fra, og afslører en scene forestillende en konsultation. De to medvirkende er de samme som foran fortæppet, Bente og Susanne.
– Du arbejder med nerver! siger den person der bliver fremstillet af Susanne.
– Er det ikke noget med tanker og følelser?
– Jo, lad være med at afbryde mig! kan du så sige mig hvor tankerne sidder?
– De sidder vel i hjernen.
– Du skal ikke komme med et flabet svar! Hvad med følelserne, sidder de måske i hovedet eller i brystet?
– De føles i brystet!
– I hovedet sidder hovedpinen!
– Er der i det hele taget plads til tanker for al den hovedpine?
– Hvor sidder så tandpinen? Og brystet, hvilke følelser sidder i lungerne, hvilke følelser sidder i hjertet?
– Skal alt det der pulserer rundt absolut sidde i brystkassen? Eller sidder de foran, sidder de i brysterne?
– Ved du hvad! De kan da ellers godt pulsere, se selv!
– Hvad med abdomen, hvis jeg må være lidt privat, nå må jeg ikke det? Må der ikke være noget til privatlivet og peristaltikken?
– Vi ved godt hvad peristaltikken skal bruges til, men hvor sidder samlejebevægelserne?
– Hovhov!
– Sidder de i brystkassen, eller foran den, sammen med alt det andet pulserende?
– Pulserende musik, skal den udtrykke hjerterytme, åndedræt, peristaltik, peritonæum, sex?
– Har vi så glemt alt det med at tygge og gurgle? Det er vel også pulserende?
– For ikke at tale om at gå, løbe, svømme. Og kravle, sex er vel ikke det eneste, vi bruger arme og ben til.
– Og sutte!
– Man ser spædbørnenes suttebevægelser, så rytmiske, så frydefulde, er de ikke det mest tilfredsstillende vi har indtil vi når til orgasmen?
– Er det ikke noget der optræder lidt senere?
– Og hvad med mavefornemmelsen, sidder den i hovedet, i maven eller måske endnu længere nede?
– Er den også pulserende? Eller tilfredsstillende?
– Hvorfor mærker man nogle følelser i åndedrætsorganerne, andre i fordøjelseskanalen?
– Er mavefornemmelsen den, der sender os på toilettet?
– Er den simpelthen det samme som defækationstrangen?
– Selvfølgelig! Vi hører tit politikerne lukke noget ud, nogle gange kommer det med et plask og andre gange med et plump!
– De siger at det er deres mavefornemmelse!
– Det stinker også!
– Nu begynder vi at forstå hvad de mener!
Spredt bifald. Tæppe for. Hurtigt sceneskift, musikgruppen leverer en kort pausemusik og skruer ned til dæmpede baggrundslyde.
Margit har sat sig på rækken bag mig. Hun læner sig frem.
– Der er for mange medicinstuderende i manuskriptgruppen! når hun at hviske.
Tæppe fra.
Der afvikles i et hastigt tempo en mimet sketch, der skal portrættere de fire temperamenter. Lydbaggrunden forsøger at illustrere dem musikalsk. De agerende er udstyret som fire overlæger, med hver sine attributter. Der grines højt og længe ved præsentationen af hver karakter. Kolerikeren i grønt operationsantræk og med jagtstøvler, jagthat og legetøjsgevær over skulderen og korte, abrupte bevægelser: Nielsen. Melankolikeren der kommer trækkende med trykflaske, med motorcykelhjelm og en diskuterende, hovedrystende holdning, karakteristisk for Margit. Flegmatikeren siddende i en stol, tilbagelænet og læsende journaler, mens han ser på uret og gaber uden at opdage travlheden på sin medicinske afdeling. Sangvinikeren med elektroder på hovedet, mens han antastes af en skiftende serie letpåklædte damer, der to ad gangen smyger sig mod ham og om ham.
Jeg distraheres et stykke tid, så dekorativt fungerer disse piger i deres delvise afklædthed. flere af dem genkender jeg fra besøgene på vagtværelset. Så går det op for mig, at det er mig selv, de prøver at karikere på denne måde.
Mens latterbrølene stiger til nye højder, ser jeg mig om for at notere mig hvordan de tre andre ofre reagerer på sketchen. Selvom enkelte har haft god anledning til at føle sig krænket, klapper de og jubler, med muntre blikke rettet mod mig.
Nyt indslag på scenen. En person i kittel med stetoskop i brystlommen vandrer rundt og rundt, med hænderne på ryggen. En anden, der skal forestille en pårørende, kommer tungt slæbende med en tredje, der skal forestille en temmelig ældet patient, og råber:
– Er der en læge til stede?
En fjerde klædt i sygeplejerskeuniform kommer ind.
– Nu skal jeg kalde.
Kalder ud i kulissen.
– Hør portør, råber den pårørende, til manden der vandrer rundt, – kan du ikke finde en seng?
– Sådan må du ikke sige! siger sygeplejersken, – portørerne vil blive meget fornærmede!
– Over at de skal til at lave noget?
– Næ, over at blive forvekslet med … ham der!
– Hvem er han da?
– Det er overlægen.
– Hør, overlæge! råber den pårørende, – kan du ikke se på min gamle mor?
– Hørte du ikke, svarer overlægen, – der bliver kaldt! Nu kommer en af de yngre læger.
– Hvorfor vil du ikke se på min gamle mor?
– Fordi det er de yngre lægers arbejde. De er under uddannelse, de skal lære noget!
– Ja, for ham er det for sent, hvisker sygeplejersken.
– Hvad er det da, du laver? spørger den pårørende hviskende.
– Management by wandering around! svarer overlægen højt.
Tæppe. Salen brøler af grin. En stol væltes, en person forlader salen med hastige skridt, og en dør smækkes hårdt. Overlæge Vrangstrups plads er tom.
Den reaktion får forvaltningschefen til at ændre ansigtsudtryk. Nu bliver han nysgerrig, og følger revyen mere ivrigt end før.
Næste indslag. Tæppe fra. En operationsstue. En patient ligger på lejet klargjort til operation, en sygeplejerske med ansigtsmaske står ved hovedgærdet. En person iført jagtkostume kommer ind, tager bestik af operationsfeltet, tager maske på, stikker en hånd ud mod bakken med instrumenter uden at se efter, får fat i en jagtbøsse, der er et propgevær, tager sigte og skyder direkte mod operationsfeltet.
– Meteorismus! siger han, – fejlmedicineret, tympanistisk perkussionslyd, trommesyge, megacolon. Fuldtræffer!
Den opererende skytte tager ansigtsmasken af.
– I øvrigt en gammel buk! Det er måske ham jeg længe har haft en aftale med. Ude i et hegn.
Tæppe. Igen larmende bifald og høj latter. Igen forlader en person salen, dog på en mere kontrolleret måde, uden at vælte stole, Nielsen. Man må håbe, at han ikke løber ind i Vrangstrup udenfor.
Kan Christina genkende kilderne til Susannes revymanuskript? Under optrinnet bliver jeg mindet om stemningen under amternes afvikling og regionernes dannelse. Ude i institutionerne skete der ikke noget lige med det samme. I amtsforvaltningerne havde man for længe siden moret sig med en stående vittighed: “Hvis der en dag skulle ske det,” som de sagde, “at alle institutionerne af en eller anden grund pludselig bliver nedlagt, ja så vil der nok gå tre til seks måneder inden vi opdager det herinde!” Og så skete det modsatte. Inden der var taget stilling til hvordan sygehusene og afdelingerne skulle organiseres, kom strukturreformen væltende som en flodbølge. Den gjorde ikke noget indtryk på afdelingernes dagligdag, men den gav voldsomme dønninger i det politiske og det administrative liv. Igen kom der stor udskiftning i administratorkorpset, og i forvaltningerne vidste man godt, at bunden var skrabet i forvejen. Braindrain, som det blev kaldt. Der havde aldrig været karrierestillinger for jurister og økonomer på sygehusene, og de der alligevel sad der, risikerede endda at blive forhånet af overlægerne for deres manglende kvalifikationer.
– Hvad fanden skal vi med de lakajtyper, der glemmer at de er lakajer, og tror, at de skal bestemme?
Udskiftningerne var denne gang også massive blandt politikerne, fulgt af det ofte stillede spørgsmål:
– Har vi i det hele taget et politikermateriale?
Intet svar. Der blev grinet lidt anstrengt i krogene. Håbet var forlængst opgivet.
Med et slag var amterne forsvundet, i stedet blev der sat nogle regionale forvaltninger sammen af stumperne, og ude på institutionerne lagde man kun mærke til det nye logo på brevpapiret. Her ude bredte der sig en behagelig ro, mens de fusionerede forvaltninger havde nok at gøre inde i de fusionerede forvaltningskontorer med at finde ud af hvilke ben der var hvis. Ude på sygehusene begyndte man at bekymre sig for forvaltningerne, som leverede et stigende antal patienter med mange forskellige lidelser. Sygdomsfremkaldende problemer havde forvaltningerne altid holdt sig selvforsynende med, men på det sidste var de blevet påtvunget en mængde nye fra endnu mere centralt hold.
Sådan var det, men også det var kun en overgang. Lige så stille begyndte resterne af de iturevne administrative strukturer at gendannes i ny form, og lige så snart de havde vokset sig stærke nok, ville de for alt i verden tvinge alle fysiske strukturer ind under de administrative, ligegyldigt hvor provisoriske de var. Større administrative enheder skulle der være, derfor også færre. Eller var det omvendt? Større fysiske enheder var den naturlige følge, derfor også større og især færre institutioner. På afdelingerne så man de nye regionsgrænser skære sig tværs igennem etablerede og velfungerende arbejdsfællesskaber. De afdelinger som man tidligere havde det bedste samarbejde med, måtte pludselig hverken hjælpes eller spørges, for de var kommet på den forkerte side af et imaginært jerntæppe. De lå på et sygehus der var kommet ind under en helt forkert region, som man ikke længere måtte samarbejde med, for nu måtte der kun samarbejdes med afdelinger inden for egen region, og det med afdelinger man aldrig ville vælge ud fra faglige kriterier. Sådan kunne konsekvenserne af de administrative strukturers forbandelse også se ud.
Heldigvis er pausen ikke lang før revyens næste indslag, ellers ville tankerne løbe alt for frit. Fire agerende kommer ind, den ene efter den anden, og sætter sig med front mod salen ved et bord, som ledelsespanelet ved et stormøde. Den ene forestiller cheflægen, den anden chefsygeplejersken, den tredje sygehuschefen, og den fjerde sygehusudvalgsformanden. Titlerne er vist med store skilte på brystet.
– Hør her! siger sygehuschefen, efter de indledende standardbemærkninger, – vi får fint besøg i næste uge! Der kommer en stor forretningsmand og besigtiger sygehuset. Han er yderst interesseret i visse af vores ydelser. Han kan blive vores hovedsponsor! Hvis vi behandler ham ordentligt.
Sygehuschefen nikker i lang tid for at bekræfte sit eget udsagn, måske mest henvendt til sig selv. Og til publikum naturligvis, som straks genkender den nikkende attitude.
– Hvor stor er han? spørger chefsygeplejersken, – og hvem er han, ud over forretningsmand?
– Han er meget stor! Hovedaktionær i en multinational farmakologisk koncern. Deraf hans interesse.
– Nå ja, på den måde. Så han bedre kan få solgt sin medicin?
– Netop! Eller Nej! Måske! Og han siges at være en lystig herre. Som tager for sig af alle livets goder, så at sige. Vi må være parat til at ledsage ham – lad os sige eskortere – rundt i selskabslivet. Åh – er der nogen escortpiger til stede? Ellers finder vi dem. Hvis vi ikke finder noget tilfredsstillende i nærheden, tager vi ham med til de større byer. Ja, det kan vel også være i udlandet! Det skal ikke komme an på det, han har eget privatfly med! Meget kommer an på hans humør. Sig mig, var det ikke noget for dig, cheflæge?
– Åh, jeg beklager! Jeg er tobaksafhængig, men ryger ikke mere. Jeg har netop gennemgået en afvænningskur, og lagt smøgerne på hylden. Selskabelighed kan få mig til at falde i, og hvis jeg falder i, er jeg bange for, at jeg bliver utilregnelig i hele næste uge.
– Det er vel ikke noget nyt! Men sig mig, er det ikke et spørgsmål om karakter?
– Jo, det er netop problemet! Høj latter og applaus.
– Så hvis I vil have mig undskyldt…
– Nej, det går selvfølgelig ikke. Vi kan ikke have en utilregnelig cheflæge. Men dig, chefsygeplejerske, var det ikke noget for dig? Du både ryger, mig bekendt, drikker, og…
– Det vil jeg kraftigt fraråde! Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke mere – men som du ved, lasternes sum er konstant! Konstant!
– Jamen medicinkongen glimrer vist ikke just ved sin sexappeal?
– Men det gør han til gengæld ved sin sexlyst! Han vil givet ha’ mig med ud på dansegulvet! Så snart jeg kommer ud og danse, så kan ingen styre mig! Heller ikke jeg selv. Jeg svarer ikke for de næste seks uger, når jeg kommer hjem igen, ingen skal vide sig sikker!
Hun demonstrerer med et drageagtigt udfald mod ham hvad hun mener. Kraftigt bifald.
– Nej, det kan vi ikke risikere, siger sygehuschefen forskræmt.
– Hvad så med dig selv? spørger hun.
– Je-je-jeg er ludoman, men spiller ikke mere! Hvis jeg først kommer ind på et kasino, er jeg ikke til at stoppe. Se bare hvordan det gik med min forgænger. Han spillede hele afdelinger væk, både fysiurgisk, klinisk kemisk og røntgen, uden at få noget igen! Nu har vi ikke mange brikker tilbage at spille med…
– Nej, det kan vi heller ikke risikere, siger cheflægen, – vi er nødt til at holde dig i temmelig kort snor.
– Men hvad så med dig, sygehusudvalgsformand? spørger de tre i kor.
Sygehusudvalgsformanden viser overdrevent tydelige nervøse trækninger.
– I disse bekendelsernes tid, siger han sagte, så må jeg med skam tilstå, at jeg er alkoholiker. Men jeg drikker ikke mere!
– Det er ikke en skam, siger chefsygeplejersken, med blid stemme på en meget moderlig måde. – Kom, læg dig ved mit bryst. Nej, kun dit hoved! Det, du har været igennem, og din nye beslutning, det viser kontrol og styrke!
– Hjælp! Han kæmper sig fri af brystet. – Ja ja, men hvis jeg skal følge med denne medicinkonge, så har jeg ikke en chance! Jeg falder direkte i. Og det tager mindst seks måneder, inden jeg kan begynde på vågeblus igen.
Hun slipper det moderlige greb om ham, han glider ned på gulvet, hun og de to andre ser på hinanden, med større og større munterhed.
– Jamen det er da fremragende! Fantastisk! Du skal se, det går nok! Seks måneder uden dig! Det overlever vi nok!
Og de tager hinanden i hænderne og danser i ring om den liggende sygehusudvalgsformand, mens tæppet trækkes for. Han maser sig frem under tæppekanten, og spørger febrilsk:
– Jamen vi fandt ikke rigtig ud af denne medicinkonge, hvad er hans mani? Hvad er han afhængig af?
– Åh, det er nemt nok! griner Susanne, nu klædt ud som revyens leder med jaket og høj hat, gående ind på forscenen fra venstre. – Han er plutoman. Hans følelser sidder hverken i tarme eller i brystkasse, de sidder i tegnebogen. Forresten er han slet ikke interesseret i escortpiger. Men hvis du har nogle tilsvarende drenge…
– Det kunne du ha’ sagt med det samme! siger chefsygeplejersken med et lettet udbrud, – så er han jo heller ikke noget for mig…
– Det var da forresten mærkeligt, nærmest hvisker hun, – der kom slet ikke nogen heroin- eller kokainvrag. Har vi ikke rigeligt med dem? Og hvad med astrologerne, numerologerne, og de andre praktiserende paranoikere?
Susanne trækker tæppet for. Her nede på rækkerne kommer man let i tanker om det år, hvor gamle sygehuse skulle nedlægges og nye opføres, alt til ære for den nydannede region, så den geografiske dækning kunne komme til at se endnu bedre ud på et landkort hvor alt udenfor regionen var klippet væk. Sådan et landkort havde de lavet på forvaltningen, og der var antaget et reklamebureau til at få alle medarbejderne til at identificere sig med den nye region på rekordtid. De splinternye administrative afgrænsninger skulle være knivskarpe, så regionen i dens betrængte selvforståelse kunne ses fra månen. En spektakulær manifestation af administratorernes og politikernes betrængte selvforståelse. De tænkte i administrative afgrænsninger, de tænkte til nød i institutioner, uden hensyn til hvor irrelevante begge størrelser var. De tænkte i sygehuse, uden at tænke på, at virkelighedens verden består af afdelinger, der kan være vidt forskellige, kun deler naboskab ved et tilfælde eller under tvang, og ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Vi har behov for velfungerende faglige enheder med velfungerende faglige miljøer, det kan man på nogle få specialer stimulere ved at samle dem i færre men større enheder. Mange andre specialer fungerer bedre når man deler dem i mange mindre enheder.
Sådan ser det også ud fra patienternes synspunkt. De der har en sjælden lidelse, foretrækker en afdeling, hvor personalet har set flere lignende tilfælde i forvejen. Hvis man derimod fejler det samme som hver anden af naboerne, og som man kan blive behandlet for allevegne, vælger man naturligvis det nærmeste behandlingssted. Ingen sygehuse behøver ligne hinanden, alle afdelingerne med alle specialkompetencerne på de små patientgrupper behøver ikke bunke sig oven i hinanden på samme adresse. De kan i stedet fordeles efter faglige kriterier, og organiseres i faglige miljøer. Også på institutioner kender man til både stordriftsfordele og stordriftsulemper.
Scener
som foranlediger endnu en tilhørers sortie
Et kort sceneskift bag tæppet er udført, hurtigt over til næste indslag i revyen. To optrædende på scenen.
– Velkommen til præsentationen af det nyeste, donerede udstyr! Vi har modtaget det hele fra byens kendte forretningsfolk.
– Er det en moderne form for aflad?
– Vi kalder det donationer! Nu har de snydt kunderne længe nok, synes de.
– Vil det sige, forretningsmænd med samvittighed?
– De findes, de findes, det kan man ikke udelukke. Vi kunne undersøge det en dag, nu hvor vi har gode diagnostiske metoder til rådighed. Her har vi en MR-scanner, en rigtig god donation, men vi ved ikke om den kan måle samvittighed, vi har ikke prøvet den på nogen med samvittighed.
En mellemting mellem rekvisit og kulisse skubbes ind, fremstillet af malede papkasser, forestillende scanner med leje.
– Jeg synes ikke, at det hul ser ret stort ud!
– Og hvad så?
– Kan du få alle gennem det hul? Politikere og administratorer? Og sponsorer?
– Nå, det skulle vel ikke være noget problem. Du ved, rotter, får de først mast hovedet igennem, så skal resten nok følge efter!
Larmende applaus.
– Og her ser du vores meget nyttige ultralydscanner. Nyeste teknologi! Den bruges i fosterdiagnostikken. Ikke alle går som bekendt ind for diagnostisk indikeret svangerskabsafbrydelse, men med sådan en kunne vi i tide afsløre f.eks. en mikrocefali!
Hun kigger ned i salen, blikket standser ved første række.
– …Jamen derfor behøver du vel ikke kigge sådan på politikerne?
– Politikere? God idé! Det kan de blive! Hvad skulle man ellers sætte dem til, de kære små retarderede, når de bliver store?
– Et øjeblik! råber Svend Svendsen fra første række, – jeg ved ikke, hvad I taler om. Hvad betyder det der mikro- et eller andet?
– Ved du ikke det?
– Nej, det ved jeg ikke.
– Det betyder heller ikke noget særligt! Mikro, det er noget småt. En bagatel. Noget småt der ikke betyder noget særligt…
Latteren brager. Måske kender Svend Svendsen det navn, der bruges om ham på sygehusets lokale slang: Den mikrocefale pykniker, forkortet Mikropyk. Hans exit overgår de forrige. Han rejser sig, raser gennem lokalet mod en dør, som han flår op og smækker hårdt i efter sig. I samme øjeblik lyder brag og bulder bag døren, Svend Svendsen kommer til syne igen med klæder og hentehår i uorden, og forlader salen gennem en anden dør. Den første førte til et rengøringsdepot uden lys men med stiger, koste og spande. Publikum jubler. Denne del af optrinnet var ikke forberedt, men heller ikke uforudset, som Susanne senere må tilstå. Under klapsalverne iler sygehuschefen og et par kontorchefer fra administration og forvaltning ham til undsætning, og prøver at indhente den fornærmede og forslåede politiker, men han undviger på vej ud gennem garderoben, forcerer to garderobestativer på tværs under stangen mellem frakkerne, videre ad foyeren og udgangen, hvis fløjdøre heldigvis åbnes i flugtretningen, og op mod strandhotellet tværs over plæner og gangstier hvor han snitter et blomsterbed, fuldt synligt fra veranda og telt. Det lykkes ikke forfølgerne at opsnappe ét sammenhængende ord, men i Svend Svendsens blik lyser en hævntørst større end de før har set det fra hans side, selvom de er vant til en del.
Nu er dette en revy, men det forhindrer ikke andre tanker i at passere revy, herunder om lovgivere der kun lovgiver for andre, og selv føler sig hævet over loven, for som de foragteligt siger, som om jura skulle stå over politik. Om statsministres nytårstaler, hvor der blev vovet satsninger hvorefter jubelen i vælgerkorpset udeblev. Så de måtte finde på noget andet. En undervisningsminister der havde håbet at blive udfriet fra sine pinsler ved et hurtigt valg, og gav op ved udsigten til et halvt år mere, da valget udeblev. Ikke alle har den fornødne tykhudethed, men efterfølgeren havde. Så kan en statsminister gribe chancen for en mindre ministerrokade, og indsætte standupkomikere i skatteministerium og integrationsministerium, hvor de kan prøve at gøre indenrigs- og sundhedskomikeren rangen stridig. Integrationskomikeren trængte alligevel til fornyelse, og det sørgede den nye på pladsen for ved bl.a. at give fordele til indvandrere fra rige lande og udnytte aupair-piger fra fattige lande. Det var ellers den skandaløse fejlregistrering af statsløse børn og unge, der ud over at koste de herfødte deres konventionssikrede ret til statsborgerskab, også fik den mere lukketmundede og mikrofonslukkende til at aflevere sit ministerium til den mere åbenmundede og mikrofonsvingende, hvorefter fejlregistreringerne lystigt kunne fortsætte. Ministeriel inkompetence som slør for politisk doktrineret statskriminalitet.
I sig selv burde den fatale dræning af regeringspartiernes talentmasse kunne udgøre tilstrækkeligt grundlag for satiriske indslag til adskillige revysæsoner. Hvorved man straks kommer til at tænke på den tidligere videnskabsministers og den nuværende transportministers kreative omgang med forskning og togdrift. For ikke at tale om beskæftigelsesministeren, der forlængst har fået adjektivet ‘komisk’ hæftet på sit navn – og så finansministeren… ja, humor er vist den eneste måde at udholde det på. Navnlig set i lyset af alt det andet som hverken ministrene eller landets øvrige borgere er særlig gode til, men absolut skal blive verdens bedste til, trods diverse pointsystemers forhindringer for at opfriske den udtørrede talentmasse med tilførsel udefra.
Tiden efter den lille ministerrokade blev præget af regeringens desperate forsøg på at forbedre sine meningsmålinger og bevare sit flertal. Det lignede en temmelig komisk dans fra isflage til isflage, hvor de politiske emner så ud til totalt at miste betydning, mens folketingsflertal og vælgermålinger blev altafgørende. Groteske kamelslugninger afløste den selvrespekt og anstændighed som i forvejen var i restordre, og støttepartiet trak regeringen rundt i manegen til grin for alverden, til forargelse for udlandet, og til stor skade for landet og dets befolkning.
I mellemtiden bidrog det mindre af regeringspartierne med jævnlige tilløb til udbrydertrang i form af selvstændige udmeldinger, som på komisk vis udstillede sprækkerne i et samarbejde, der kun fungerede på den polerede overflade. Og som afslørede et parti i yderste skræk for egen udslettelse. Og i skræk for et privatejet ultrakomisk parti, der dog til beroligelse for andre højrefløjspartier så ud til vedblivende at skulle være en parentes.
Senest kom så det flotte forhandlingsforløb om 2020 planen. Den var grundigt gennemtænkt og tilrettelagt, den skulle bare færdigforhandles. I forhandlinger kan der ske de mærkeligste ting, og områder som normalt bør holdes i god sikkerhedsafstand fra den politiske uvidenhed, kom i spil. Hvilket på ustyrlig komisk vis udstillede netop den politiske uvidenhed. Samt det mindre hyggelige forhold, at hensynet til landet, befolkningen, udviklingen og fremtiden, har tendens til altid at måtte vige for det der er vigtigere: Magthavernes interesser. Som er at blive ved magten. Selv kalder de det demokrati.
Hvorfor vi også så de mest grinagtige forsøg i nyere tid på at holde fast i det halvfemsindstyvende mandat, ved hjælp af tidligere frafaldne medlemmer, som endda måtte udskiftes for at fastholde tidligere fejltagelser: centralisering, supersygehuse, fejlplacerede kæmpeinvesteringer i allerede forældede strukturer på sygehusområdet. Til stor morskab for de skadefro, og til ære for de mest uvidende af mavefornemmelses-segmentet, medførte det endelige forlig, ud over det allerede kendte indhold, et nyt makværk af virkningsløse indgreb og stramninger. Som man både kunne frygte og forudse.
Men heller ikke denne gang reagerede vælgertilslutningen på de storladne regeringsinitiativer og 2020 planer, og oppositionen står stadig til sejr. Hvilket ikke kan inspirere statsministeren til et hurtigt valg. Nogen heldig hånd på vælgermassen har han ikke, ligemeget hvad han gør for at skubbe til den, svupper den tilbage hvor den stod. Det må give nogen statsministerfrustration.
Midt i manegen tronede alt imens balancekunstneren fra det selverklærede midterparti, der øjnede chancen for at genindtage sin yndlingspositur i dansk politik: Skrævende hen over vippens nav og ved små vægtforskydninger selv bestemme hvilken af vippens fløje der skal op og hvilken der skal ned. Således at dette parti hvad angår indflydelse pr. vælger kan få mangedoblet sin kursværdi i forhold til andre partier. Komisk? Nu holder vi vejret, det er jo en balancekunst.
Senest smuldrer regeringens flertal bag de store aftaler, for den parlamentariker der blev indvalgt for et nu hensmuldret parti, men som farmand fik manøvreret over på en mere sikker plads, træder ud af Folketinget til grundlovsdag, hvorefter flertallet simpelthen er væk. Enhver kan se komikken. Så enten skal statsministeren manøvrere alle lovforslagene igennem i denne uge, eller også skal han udskrive valg. Hvis han ikke tør stole på det mandat, der nu ryger tilbage til liberalkomikerne.
En festsang
med et vist kirurgisk snit
Under sluttableauet med alle klapsalverne og fremkaldelserne indsniger sig en mistanke, formentlig også hos andre, om at revyen ikke nødvendigvis har forbedret sygehusets fremtidsudsigter.
– Nielsen! råber Susanne fra sidescenen. – Det er nu!
– Nielsen er gået! hører hun fra salen.
– Jamen han skal spille! Det skal være inden afslutningsfanfaren! Han har selv taget en festsang med! Den er trykt i hundrede eksemplarer, det er jo et hundredeårsjubilæum!
– Han kan jo ikke spille når han ikke er her, siger sygehuschefen. – Det må musikken klare. Hvad melodi går den på?
– Jeg har en node sammen med teksten. Men det var meningen at han skulle spille den selv.
– Har du noden? Så giv den til musikken!
Susanne finder noden frem og viser den til den tre mand store musikgruppe. Ingen af dem ser ud som om de har set noder før.
– Det kan de vist ikke spille! bekendtgør Susanne.
– Et øjeblik!
Det er chefsygeplejersken der træder frem.
– Nielsen bad mig for et par dage siden om at være til stede ved festen, hvis han skulle få forfald. Det var noget med en sang der skulle spilles til. Han spiller selv Chopin, Debussy og Rachmaninov. Jeg spiller efter Folkehøjskolens Melodibog, jeg assisterer organisten ved gudstjenester. Nielsen må have lagt mærke til mit bladspil.
Klaveret står parat i salens anden ende, musikerne tilbyder hende at låne deres keyboard, men det er hun ikke tryg ved. Hun får noden frem og sætter sig til klaveret. Et enkelt blik på noden, og hun har fotograferet den af og bruger den kun som støtte for hukommelsen.
Chefsygeplejersken kaster igen et blik på noden og improviserer en introduktion med stumper fra begyndelsen og slutningen, som ved præludierne i kirken, før hun går i gang.
– Jeg spiller lige melodien igennem en gang, så I kender den. Derefter begynder vi med første vers.
Til at begynde med synger alle med, så vidt det kan høres. Så begynder folk at falde fra. Der lyder opgivende råb, piften og andre mishagsytringer. Til sidst synger kun meget få med, og tilhørerne begynder at forlade salen.
– Hvem har skrevet det bras? bliver der spurgt.
– Det er da Nielsen! bliver der svaret. – Kan du ikke høre det?
– Er han ikke blevet lidt ond på sine gamle dage?
– Blevet? Det har han altid været. Ond? Det er så han dirrer.
– Er han ikke kommet endnu?
– Det er nok noget med en buk i et hegn.
– Såh? Jeg vidste ikke at han var på det hold – øh.
Publikum går ud i ankomstområdet og samles i grupper om de opstillede småbarer, deres udtryk viser alt fra åbenlys morskab over indestængt fryd til tavs beskæmmelse og direkte forargelse.
Forvaltningschefen noterer sig de udleverede personers reaktioner.
– Hvem er manuskriptforfatterne? spørger han Susanne, da han forsynet med en drink maser sig kejtet ind på hende, som en beundrer på en omsværmet diva.
– Det er vi da alle! griner hun. Folk står tæt omkring dem, så hun alene ved sin åbenhjertige latter opnår at eksponere hans uvidenhed om sygehusets interne forhold.
– Men sangen, siger hun, – den kendte vi ikke. Den er Nielsens alene.
Svend Svendsen
kan slås ud, Bramberg ikke
Svend Svendsen forlod jubilæumsfesten i vrede. Måske skulle man løbe hukommelsen igennem, finde ud af hvornår man selv kan have generet ham. For det tilfælde at en eller anden drøm skulle tale sandt. Ingen tvivl om at han drives af hævnmotiver, han har tit jævnet modstandere med jorden. Kan man have trådt ham over tæerne? Svend Svendsen vil gerne være en stor mand. Han har en virksomhed inden for byg og anlæg, til tider er den stor, andre gange må den rette sig voldsomt ind efter byggeaktiviteten og dermed konjunkturerne som han siger, selvom han længe har haft ganske god indflydelse på hvad der skal bygges og hvornår. En stor mand javel, men lav af vækst. Han var i sin ungdom ansat som arbejdsmand i sin fars byggefirma, det var han vældig god til, sagde de med et grin, som skabt til isolatør, for han kunne komme ind i alle skunkene. Den slags historier hænger ved. Han arbejdede som murerarbejdsmand, men fik aldrig nogen faguddannelse, det var ikke nødvendigt, når man bare skulle blive bygmester og entreprenør og senere ejendomsspekulant. Men han knyttede folk til sig, og plejede en hær af trofaste allierede. Han blev en stor mand i lokalmiljøet, voksede sidenhen en hel del i bredden, knyttede forbindelser alle vegne og løser nu alle problemer for sine venner. “Den klarer Svend Svendsen,” som han siger, “bare rolig gamle ven, Svend Svendsen har lange arme!”
– Ikke helt forkert, som det blev sagt, det huskes ikke længere af hvem, – han kan klø sig lavere bagi end de fleste uden at bukke sig. Og så hjælper han dig med job, lejlighed, byggetilladelse, banklån. En dag flere år senere lægger han en af sine lange arme om din skulder, og hvisker: “Jeg regner med dig.” Så forfalder et afdrag, han skal bruge din støtte i en sag, du skal lægge din indflydelse ind for ham, eller for en af hans venner.
Han fik betydende folk til byen ved at sælge fordelagtigt til dem, han sørgede for lærepladser til politikeres og embedsmænds halvvoksne lømler, han havde altid et godt tilbud til den der kunne gøre noget for ham en anden gang. Den tidligere borgmester havde han et særlig godt forhold til, og byggede hans villa om for næsten ingen penge. En vennetjeneste for flere gode kommunale anlægskontrakter ganske vist, men uden papirer på ombygningsarbejdet kunne hverken borgmesteren eller han selv huske noget. Da han kom i sygehusudvalget, gav han et byrådsmedlem med en kronisk sygdom garanti for at bevare den sygehusafdeling, den pågældende havde brug for. På samme måde lovede han en bekendt, at der med garanti ville blive ved med at være en velfungerende neurologi i området. Den bekendte var en vigtig forretningsforbindelse, men forstod ikke de simple regler for troskab og gensidig tillid, og da Svend Svendsen først følte sig svigtet og siden modarbejdet af denne person, faldt afregningen. Der skulle være konsekvenser, neurologien skulle afskaffes, jo før jo hellere. Det blev hans mærkesag under forhandlingerne om sygehusplanen.
Er det hele forklaringen, eller har han noget personligt? Har det noget at gøre med den gang jeg afviste ham, diplomatisk men bestemt, da han ville blande sig i et sundhedsfagligt spørgsmål, og jeg sagde at det møde skulle jeg nok selv tage? Kan det være det? Rent faktisk forhindrede jeg ham i at skade det neurologiske samarbejde med naboamtet, hvilket han var ganske tæt på. Først nu ser jeg, at det muligvis var led i hævntogtet mod denne tidligere forretningsforbindelse. Hvad skulle han ved et fagligt møde i et fagligt fællesskab, om praktiske løsninger indenfor de politisk fastlagte aftaler om kapacitetsudjævning? En politiker ville være fejlanbragt, en politiker som Svend Svendsen totalt malplaceret. Hvordan havde han snuset op, at det møde skulle holdes?
Hvornår er man for mistænksom, hvornår er man paranoid, hvornår gennemskuer man bare en simpel og naturlig adfærd hos andre mennesker? Svend Svendsen er som en åben bog, men tror selv at han er vældig snu. Hans ansigtsudtryk, hans positur, hans bevægelser afslører alt. Det er da egentlig pudsigt – dem der tror de er snu, det er faktisk de nemmeste at gennemskue. Gælder det for alle politikere? Svend Svendsen er politiker, men hverken blandt de klogeste eller de mest indflydelsesrige. Det burde da undersøges ved lejlighed, det må være oplagt at gå f.eks. regeringen igennem, alle ministrene, sammenholde snuhed med gennemskuelighed. Jo, – ved en hurtig eftertanke, det skal nok passe. Der skal ikke mange ministre til for at konkludere, at jo mere snu, des mere gennemskuelig. Hvad politikere siger, det er ganske uden betydning. Men hvad de gør, det kan desværre få afgørende betydning. Og hvad de har tænkt sig at gøre, siger de ikke, men det afsløres af deres krops ubevidste signaler.
Ved et valg, den gang der var noget det hed amtsråd, fornærmede en politiker fra naboamtet Svend Svendsen ved en bagatel, som ingen husker. Men han svor hævn. “Jeg går hele vejen! Ingen skal standse mig!” sagde han. Under indtagelse af alkohol ganske vist, så man kan ikke vide om han stadig husker det.
Bramberg fylder stadig godt op i selskabet og taler konstant. Ikke om revyen, den kommenterer han ikke, selvom den kunne have givet ham et nyttigt indtryk af visse personers omdømme, styrker og svagheder. En gæst trænger sig på og drejer samtalen ind på en kendt forretningsmand, der modsat Bramberg er respekteret for personlig adfærd, social ansvarlighed, og samvittighed over for miljøet.
– Jeg viser ham, siger Bramberg, – at det intet er værd, det som han går og bruger sit liv på! Hvordan kan jeg gøre det? Ved at pisse på det. Hans årsløn smider jeg væk som ingenting.
– Pisser du også på miljøet?
– Miljø? Hold kæft. Jeg skal ha’ et stort, benzinslugende monster, som oser ham lige i synet! Jeg skal brænde fire gange så meget energi af som ham, svine ti gange så meget med CO2 som ham. Det skal ses, høres og mærkes når jeg kommer, for her kommer jeg!
– Det er nu mest stanken, man mærker det på, siger en stemme. – Den er slem.
I stedet for at reagere på krænkelsen ler han bragende. Uden at dreje hovedet, der sidder som støbt fast til kroppen, nikker han over venstre skulder, mod den side hvor stemmen kommer fra.
– Du skal få stank, til du bliver kvalt. Mig kommer du ikke udenom!
– Det er ikke dine monstercars jeg taler om. Det er dig selv. En skam, at vi ikke længere har de gamle tiltaleformer, som Deres Højhed, Deres Ærværdighed, for så ville vi sige Deres Afskyelighed! Deres Nederdrægtighed, Deres Modbydelighed!
– Tak, tak! Tusind tak for komplimenten! Hvorfor ikke bare Deres Ondhed?
– Fordi det hedder ondskab.
– Det hedder også Deres herskaber og grevskaber, ægteskaber og klædeskaber. Kan du flere?
Han bestiller en drink til sig selv og den anden, og skåler.
– Og forresten. Også en til de andre! Her kan man ikke indlægge sig særlig fortjeneste!
Han ler højt med fuld bugstøtte og ser ud til at more sig fortræffeligt.
Et uvejr
stiller sig i vejen for planlagt sluttableau
Det bliver aften, og festdeltagerne fordeler sig efter lyst og behov i de grupper, der har dannet sig på terrassen, i parken og i dansepavillonen. En lun og stille aften, perfekt til alt hvad man kan foretage sig udendørs ved solnedgang. Nogle af deltagerne foreslår at tænde bål, men bliver mindet om, at der er planlagt et festfyrværkeri, der snart skal affyres for at markere afslutningen på denne jubilæums- og festaften. Det skal vel ikke forhindre et bål? siger de, og snart flammer det lystigt op fra bålpladsen på hotellets forstrand.
Andre samles i snak på terrassen med nye drinks i glassene og nye aftaler i kalenderne, andre igen spredes, enkelte parvis i ly af den tiltagende skumring i bevoksningen der omgiver den store plæne. Uden at nogen bemærker det lægger en kølig fugtighed sig over strandhotel, forstrand og park, solen er gået ned for et stykke tid siden, det bliver hurtigt mørkt, uvant for denne årstid.
Himmelen mod nordvest er ene om at bevare en smal lysstribe, som pludselig forsvinder. Hele aftenen har været vindstille, nu mærkes et let pust, og vimplen, der hænger som en slatten klud om flagstangen, løfter sig en smule. Vinden tiltager hastigt. Så ses enkelte våde pletter på terrassen. De følges af flere, snart kommer de i mængder og dækker terrassen, så der ikke længere er en tør plet.
Folk trækker sig skyndsomt indenfor. De, der vovede sig for langt væk, dukker op fra stranden og krattene og styrter i ly i strandhotellet og i dansepavillonen. Det buldrer i det fjerne. Regnen pisker ned, det bliver til et veritabelt skybrud, træerne ruskes af vindstød, terrassen står under vand, og alle stier forvandles til rivende strømme.
Bulderet kommer nærmere og bliver kraftigere, og himmelen oplyses hvert andet sekund af stadig stærkere lyn, efterfulgt af stadig højere brag. Alle har travlt med at bringe sig i størst mulig sikkerhed, og ingen savner det varslede festfyrværkeri, der kort forinden lokkede dem ud i det fri.
Tordenvejret står på i næsten en time, og der bliver talt om et muligt ekstranummer, for dette har da vistnok overgået de dristigste forventninger. Efter endnu en række fjerne brag, der kunne tyde på at uvejret er på vej sydover, bryder en afdeling af selskabet ud i jubel. Man hører klapsalverne, da der næsten er blevet stille bortset fra regnvejret, der stadig skyller ned, men i aftagen. Så bliver det meddelt fra arrangørerne, at det annoncerede fyrværkeri må aflyses på grund af et uventet skybrud med torden. Nye klapsalver, spredte gætterier om at krudtet nok er blevet for vådt, og forskellige bemærkninger om tordenvejr, deres opførsel og unfair konkurrence med festfyrværkerier.
Uvejret har lagt sig, festdeltagerne har efterhånden fordelt sig i mindre og større grupper, efter hvem de kender og hvor de føler tilhørsforhold. Nogle synes at festen allerede er forbi, og benytter afbrydelsen til en hastig afsked. Ellen har talt med for mange folk der skuffede hende, og tabt lysten til videre excesser, i hvert fald i dette selskab. Hun tager hjem alene, og overlader til Margit at følge op på aftenens udvikling. Ved baren kan man se at Svend Svendsen er kommet tilbage, målbevidst beskæftiget med at indtage flydende stimulans. Hans ludende kropsholdning og skulende ansigtsudtryk virker ikke umiddelbart indbydende, men den slags har Margit god erfaring i at overse.
– Nå! siger hun, mens en fadøl bliver skænket for hende, – skal vi så se at få reddet den her dødssyge aften?
– Der er ikke så meget der kan redde den, brummer Svend Svendsen, – det skulle da være hvis nogen kunne få ram på det fede svin.
Har du nogen bestemt i tankerne?
– Det kan jeg love dig! Hans indflydelse på alle de her mennesker – og på sygehusets fremtid – det kan simpelthen ikke blive værre!
– Jeg tænkte på hvem der skulle få ram på ham. Og hvad den udvalgte skulle gøre ved det?
– Han skulle aldrig have været født! Han skal få en ulykke. Hvis han ikke selv kan finde ud af det, skal han hjælpes!
Inden Margit får en nærmere udredning om hvilken hjælp Svend Svendsen forestiller sig der skal gives og af hvem, bliver der kaldt til samling blandt de tilbageværende gæster, hvoraf de fleste hører til den nærmeste kreds om sygehusets ledende funktioner. De nærmeste pårørende, som man havde sagt hvis det var en begravelse. Stemningen passer meget godt.
Det er Bramberg, der kalder til samling.
– Nej, det er eddermame for meget! gjalder han ud over forsamlingen, – vi tager sgu hjem til mig! Altså ud til min jagthytte. Jeg ringer lige op, så varmen bliver sat til. Det foregår automatisk med et opkald. Hvordan fanden er det nu man gør det, det skal indtastes på mobiltelefonen, det er der fandeme ikke nogen der kan finde ud af i min alder, haha! Der er indendørs pool, otteogtyve grader, den skal ikke startes, den kører konstant. Hør nu, er der nogen der har bestilt overnatning her? Dem afbestiller vi sgu. Vi tager ud i jagthytten, der er plads til tyve liggende gæster, pool, spabad og sauna. Og jeg kan love jer en ting: Der mangler ikke noget i barskabet!
Det må passe, tænker jeg. Der er programsat bukkejagt ved daggry, det står i indbydelsen. Jeg overvejer at snyde mig fri, finde på en eller anden undskyldning, lægge vejen omkring afdelingen, lave forefaldende arbejde, det hele ligger parat i bunker på skrivebordet. Eller kigge på vagtdækningen og forberede morgendagen, det er også en mulighed.
Mens gæsterne går i garderoben efter deres tøj kommer Veronique hen til mig. Helt hen. Hun lægger en arm om min skulder, og lægger resten af kroppen mod min, tæt.
– Jeg har en bedre idé, siger hun. – Hvad med at blive her? Nu der er ledige værelser.
– Det lyder som en rigtig god idé, siger jeg.
– Hvad arbejder du egentlig med?
– Jeg leder sygehusets neurologiske afdeling.
– Åh, du er en ansat? jeg troede at du var en politiker! Undskyld mig et øjeblik.
Mens jeg venter, forstår jeg at hun nok ikke kommer tilbage. Tænk at være så klodset at røbe at man ikke er en af beslutningstagerne. Hvis man dog bare kunne tænke sig ordentligt om.
Bramberg har i flere omgange i løbet af aftenen haft travlt med mobiltelefonen. Han tysser på selskabet og lader forstå, at opkaldet kommer fra en særlig indbudt gæst, som desværre ikke kunne nå selve jubilæumsfesten, men som lige så gerne vil deltage i efterløbet under mere ydmyge forhold i jagthytten. En gæst, som har udtrykt store forventninger til en bukkejagt i morgen tidlig, som Bramberg har lokket ham med. Det er ingen ringere end indehaveren af den meget omtalte medicinkoncern. Medicinkongen, som han kaldes. Og som allerede tælles blandt sygehusets ærværdige sponsorer og bidragydere, som Vrissum så smukt formulerer det. Javel, det må være i egenskab af ejer af klinisk kemisk. Han skulle være undervejs, men kunne ikke sige noget præcist tidspunkt.
Bramberg beder receptionen ringe til et hyrevognsfirma efter fem biler.
– Vi kan lige så godt komme ud og gå i gang, så må han komme når han kommer.
Mens man venter på taxaerne, underholder han selskabet ved at udbrede sig om sine besiddelser.
– Denne plantage? Jeg overtog den fra godsejeren. Vi havde et godt lille konsortium, og han skød penge i. En idiot, viste det sig, kunne ikke tjene penge. Da han ville ud af sin gæld til mig, var plantagen det eneste han havde at betale med. Nu forpagter jeg driften ud, men beholder jagten, den er god at ha’, når vi holder vores små forretningsmøder ude i hytten. Og jeg kan love jer: Den dag, verden bryder sammen, og byerne hverken får vand, strøm eller varer, og gror til i affald, stank og lig i gaderne, så er det et godt sted at være!
– Ja, siger Margit, – af samme grund kommer der nogen og skyder dig og tager stedet fra dig. For det samfund der skal sørge for vand, strøm, varer og affald, det samfund der skal beskytte dig, give dig fred, sikkerhed og indtjeningsmuligheder, det samfund har du jo afskaffet i mellemtiden!
Bramberg vender demonstrativt den afvisende ryg mod Margit og den favnende front mod alle andre.