Kontrolleret genindførelse
af etablerede magtstrukturer
Svend Svendsen sidder stadig og skumler. Margit prøver at muntre ham lidt op, for at få ham med til jagthytten. Svend Svendsen indvilger efter en tænkepause. Uden yderligere kommentarer men med uudgrundeligt ansigtsudtryk i konflikt mellem ubehag og beslutsomhed, som hos en ubeslutsom, overvægtig vinterbader under middelhøjde lige før springet ned til isflagerne.
Bramberg får igen telefonkontakt med den ventede gæst. Uvejret har forsinket ham yderligere, fordi han var undervejs i et fly. Men nu er det drevet over, og så kan hans pilot godt lande privatflyet på landingsbanen i klitplantagen.
– Vi må huske at tage ordentligt imod ham! siger Bramberg. – Han skulle være noget sær. En dekadent særling, med en masse milliarder, og ingen har noget billede af ham. Han skulle holde meget af at rejse rundt i forklædning, og bruge sit undselige udseende til at dække sin identitet.
Brambergs opfordring til at tage godt imod gæsten fremsættes myndigt og højlydt, som en kommando. Hurtigt bliver stemmen svagere, allerede det med milliarderne siges kun til de nærmeste, han taler ikke længere kommanderende men eftertænksomt, og da han kommer til det med forklædning, undseligt udseende og fordækt identitet, er han blevet helt stille.
– En dekadent, stinkende rig bøsse, hvisker han nærmest til sig selv, – skjuler sig i anonymitet, går mærkeligt klædt, glad for jagt, paradoksalt.
– Det bliver interessant at møde ham! siger han, igen højt. – Muligvis. Hvis man interesserer sig for ekscentriske personer.
Tjenerne har fundet to taxafirmaer, der stiller med i alt tre minibusser. De er ankommet, og selskabet kører til jagthytten.
Nielsen mangler. Og Veronique.
– Hende er jeg færdig med at passe på, siger Bramberg, der igen kan koncentrere sig. – Og hun gider ikke gå på jagt. Jeg finder lige nogle andre piger.
Han kalder op på mobiltelefonen, får forbindelse, siger tre ord og afbryder igen.
– Bare som jagtselskab! siger han til de andre.
Javel, det kan da godt være at der sidder nogen rundt omkring og venter på invitation til jagt. Hvis der er afbud eller lovligt forfald, må man vel operere med en venteliste, som til operationer, således også til jagtselskaber. Men piger? Det må være hans spøg.
– Nielsen og Veronique, siger Margit stille, – en overraskende konstellation!
– Ja, skulle han være bedre? Hun forsøgte med mig, men jeg blev smidt væk som en kasseret bifangst. Hun så ud som om hun havde fået en flue i munden. Jeg var ikke betydningsfuld nok til hendes opmærksomhed.
– Godt, at du selv kan se det. Hvem mangler ellers?
– Vrissum? Næ, han er her. Svendsen? Næ, han er her. Forvaltningschefen? Han er her.
– Det er også lidt svært at forestille sig, hvad en som Svend Svendsen ville stille op med en som Veronique. Et vortesvin til en gazelle.
– Jeg melder pas. Beklager, det må være Nielsen. Der er ikke andet der passer.
– Det passer ikke med hans humør da han gik. Synd at han ikke så reaktionen på sin sang.
– Reaktionen? Hvilken? Der var jo ingen reaktion.
Den lille kortege kører gennem plantagen, ad mindre og mindre småveje, markveje og hjulspor, langs et skovbryn, inden den svinger ind på en privat grusvej, som den følger et par kilometer. Det må være Brambergs metode til at forhindre sine gæster i at finde stedet igen. I mørket er det ikke muligt at få et indtryk af omgivelserne, udover at der er plantage, hybenroser og bjergfyr, samme miljø som ved strandhotellet. I god overensstemmelse med Brambergs personlige selviscenesættelse er der automatisk udendørsbelysning, der tændes successivt fra mast til mast, så hele grusvejen bliver oplyst efterhånden som bilerne kommer kørende. Vejen og lysshowet ender ved et illumineret springvand midt på gårdspladsen, foran det som Bramberg kalder sin jagthytte. Det viser sig at være bygningerne fra et nedlagt landbrug, respektløst istandsat med mislykket symmetri, og med et overdådigt nyt stråtag, der forsøger at svøbe sig henover de umage bygninger med dårligt tilpassede mellemliggende glaspartier, så det trelængede anlæg kommer til at ligne halvanden skamskudt brontosaurus med hofteskred.
– Lad som om I er hjemme! råber Bramberg, da de er kommet indenfor. – Mere end hjemme! Slap af!
For gæsternes syn åbenbares et interiør med associationer til spejderlejr, broderskabsloge og rockerborg, tilsat symboler fra ridderromantik, våbenkult og skrækfilm, overbroderet med beviser på jagtlivets lyksaligheder i form af opsatser og andre trofæer. Den fri hastighed på de lange landeveje bliver tilsvarende hyldet med hjul, forlygter, motordele og andre rekvisitter fra antikke og moderne motorcykler. Indridsede og indbrændte signaturer og sentenser overalt i bræddevæggene. I foyeren faner i paraplystativet, hjelme på knagen og støvler på hylden, på korridorens vægge er ophængt bemalede hjorteskind og overlæssede plakater fra film og rockgrupper, der for yndere af maskuline miljøer må antages at have været genstand for kultlignende dyrkelse i deres samtid. Over pejsen to gevirer, det ene fra en kronhjort, med et jagthorn hængende på en af takkerne, det andet fra en motorcykel. Dens forgaffel og styr kan med god vilje minde lidt om et trofæ. Margit, selv gammel motorcyklist, bemærker det som den eneste synlige antydning af selvironi. Til gengæld byder hytten ikke på større komfort end plankeborde, rå bænke af træ uden ryglæn og hynder, langs væggene læderbetrukne liggemøbler. Her i den robuste atmosfære midt i pejsestuen samler Bramberg sit selskab.
– Vi behøver ikke bløde møbler! griner han og klapper sig selv bagi, – polstringen medbringer vi selv.
Han forsvinder et øjeblik, og kommer tilbage i komplet jægerantræk, i en størrelse, i hvert fald jeg ikke har set magen til før. Så placerer han sig i en bred og dyb lænestol, der trods hans bemærkning alligevel ser komfortabel ud. Han fylder den helt ud til kanten og helt op til randen, tænder en smøg og slår støvlerne op på sofabordet.
– Der ovre er baren! peger han, – bajerne er i bryggerset! Se så at komme i gang!
Alle er indforstået med at forsyne sig selv. De der ikke er hurtige nok, får opmuntrende tilråb.
Så ankommer flere gæster, hører man i døren. Det er let at genkende Veroniques stemme, og interessen samler sig om hendes ledsager, hvem af de udeblevne det kunne være.
Den hun har med ind, er en ukendt. Han siger ikke mange ord, men ankommer iført jagtkostume fra en ligeledes ukendt, sandsynligvis centraleuropæisk bjergtradition, med knapstøvler, ridebukser, broderet vest og en jægerhat med lang fjer, som ved folkloristiske danseopvisninger. Bramberg springer op, bliver beleven og gæstfri, og modtager den spinkle mand med åbne arme i en halvt favnende gestus, der hvis den blev hel, ville få gæsten til at forsvinde af syne.
Sproget laves om til en blanding af dansk og tysk, med enkelte engelske støtteord. Bramberg er ikke helt uvant med tysk, viser det sig. Han henter et par literkrus i baren, og hans gæst kommenterer i spøg flaskeøllet, hvoraf der skal trækkes tre op for at fylde ét krus. Bramberg reagerer omgående. Trods gæstens afværgende protester ringer han til restauratøren, med ordre om straks at levere et fadølsanlæg til hytten, dertil et passende antal fustager i udvalg. Han lader de øvrige gæster passe sig selv, og viser den nyankomne rundt i jagthyttens vigtigste afdelinger, det er pejsestuen, opholdsstuen, havestuen, værelsesfløjene og badeafdelingen med indendørs opvarmet pool, spabad og sauna. Herefter byder han sin gæst tage plads i pejsestuen, og sætter sig mageligt sammen med ham i de dybe lædermøbler, spørger til rejsen og om han ikke er træt. Gæsten smiler listigt, men afviser at være træt.
– Lad som om du er hjemme! siger Bramberg og slår igen støvlerne i bordet. Gæsten lader til at kende og sætte pris på denne skik.
Tre personer mere ankommer, og henvender sig diskret til Bramberg.
– Nå piger! siger denne, stadig med støvlerne på bordet. – I ved hvordan det foregår her? Det eneste det kommer an på er, at alle er glade!
– Selvfølgelig, siger de og bliver stående ved væggen.
De bliver ikke budt på noget, og forsyner sig i smug. Så bliver jeg opmærksom på, at jeg har set dem før. Det var på en restaurant, hvor den ene ved et uheld forvekslede sin gamle banks logo med tyvenes gud. Piger er de på ingen måde, derimod de samme overkorrekte og veltrimmede bankmænd, jeg husker fra tidligere.
– I kan da i det mindste se at få tændt op i pejsen! vrisser Bramberg.
Straks agerer bankfolkene varmemestre, henter brænde i en kurv og tænder op. De virker rutinerede.
Restauratøren kommer med fadølsanlægget på en sækkevogn, stiller det op, slutter det til, og fortæller at de kommer til at nøjes med en enkelt hane, for mere er der ikke på hans transportable anlæg.
– Hjem efter et mere! beordrer Bramberg.
Gæsten beroliger ham med at de kan nøjes med at smage én fustage ad gangen, der er jo alligevel ikke til mere end én omgang i hver. Med de krus. Bramberg indvilger brummende.
Restauratøren kører igen, fustagerne tømmes og udskiftes med korte mellemrum, og gæstens humør stiger, navnlig da de kommer til det mørke øl. Han har selv medbragt Weinbrand og Jägertee, som han gavmildt deler ud af, men det høflige selskab afstår undvigende fra hans gaver, nogle fordi de foretrækker noget de kender i forvejen, andre fordi de netop kender gaverne i forvejen.
Spontan selskabelighed
med bivirkninger
Hvis Vrissum prøver at komme i snak med den jagtberedte gæst fra udlandet, bliver det forhindret af Brambergs altdominerende nærvær. Og hans manér med at udmanøvrere irrelevante personer ved at tale hen over dem. Det passer ikke Vrissum at blive ignoreret, det er trods alt bedre at blive modsagt. For ikke at blive overset igen sætter han sig ved langbordet i havestuen. Godt at sidde ved bordenden, bedst i indforståede kredse uden for mange spørgsmål. Ved langbordets anden ende løber en diskussion om den private og den offentlige sektor i almindelighed, og sygehussektoren i særdeleshed. Han forsøger i nogen tid at lytte sig ind på diskussionen, bliver endda spurgt, men deltager ikke før han har talt efter og fundet meningsfællerne i overtal.
– Man må stimulere det private erhvervsliv! siger han, trygt omgivet af indforståede. – En gartner, der dyrker tomater og agurker, når han stimulerer deres vækst stimulerer han sit udbytte. Et under, hvad vand, kalk, og lidt komøg kan gøre ved det!
– Åh ja, den gamle sang! råber en der ikke hører til meningsfællerne. – Den gamle substral-roundup-diskussion. Når man kun har to brikker at flytte med, tror man at det er de eneste der findes. Substral: tilskud. Roundup: skatter.
– Når man kan stimulere erhvervslivet, spørger en mere velvilligt indstillet, – kan man så ikke også stimulere det offentlige? Ja, det kunne godt trænge til noget stimulation…
– Selvfølgelig! siger den første, – men ikke med så simple midler, det offentlige er langt mere kompliceret. Det bruger penge, men må ikke tjene dem, for de kommer ind gennem skatterne. Kun de private må tjene penge! Kun de private er modtagelige for økonomiske incitamenter, ha ha!
– Grin ikke for tidligt! svarer Vrissum. – Det økonomiske incitament er altafgørende! Simpelthen. Det skal kunne betale sig at arbejde! Væk med topskatten, væk med overførselsindkomsterne!
– Og væk med det offentlige, kan jeg forstå.
– Ikke væk, kun tilbage til den plads der er deres!
– Hvad så med gartnerens beskærerkniv? spørger Margit, der er kommet forbi. – Den bruger I jo flittigt på det offentlige. Med meget større præcision end substral og roundup. Hvordan overfører man det på erhvervslivet?
– Det er op til markedet! siger Vrissum. – Markedet ordner alt.
– Jeg er ikke helt så sikker. Det økonomiske incitament kan føre til mange ting, også skadelige, men kan det føre til præcision?
– Så har vi lovgivning, politi, retsvæsen. De dårlige vækster skal væk, for de fordærver de sunde. Men kun indtil vi får den ideelle verden hvor markedet styrer det hele, for så behøver man ikke skære, for så er der ikke flere dårlige vækster!
– Det var pokkers. Hvordan ser man på en vækst om den er sund?
– Det ser man på om den kan tjene penge! En sund virksomhed, det er en virksomhed der kan tjene penge!
– Nu er vi tilbage igen. Kan man så også overføre det synspunkt du kommer med, til den offentlige sektor?
– Nej, det kan man naturligvis ikke. Den ser vi jo ikke gerne vokse! Hæhæ!
– Hvorfor ikke? Foretager den sig ikke noget nyttigt?
– Jamen du ved da godt, at den private sektor producerer, den offentlige sektor forbruger. Produktionen er det som skal betale forbruget. Og hvis vi ikke producerer mere end vi forbruger, går det galt. Forstod du det?
– Vil det så sige, at hvis vi nu f.eks. flytter en operation fra et af regionens sygehuse til et privat hospital, så forvandler vi et forbrug til en produktion?
– Så enkelt er det!
– Jeg kan ikke se, hvad der forhindrer det offentlige i at producere, og det private i at forbruge!
– Det var dog utroligt! Det offentlige kan ikke producere, det offentlige har slet ikke lov til at producere, for så vil det være skattefinansieret produktion, konkurrenceforvridende over for de private virksomheder, som ikke må opkræve skat! Derfor er det naturligvis også forbudt. Det offentlige må kun forbruge, og det forbrug skal vi have sat ned, helst elimineret! Nu ved du vel, at hele formålet med strukturreformen var at få skåret det offentlige ud i nogle spiselige portioner, så de kunne blive attraktive for de private aktører? Du skal se, det bliver lettere og lettere at forvandle det offentlige forbrug til privat produktion!
– Det var dog fanden til naiv tankegang. Jeg har hørt den før, indrømmet, endda til bevidstløshed. Men tak for at du afslører de uvidende politikeres destruktive hensigt. Det er altså et formål i sig selv at lægge hindringer ud for den offentlige sektor, så den private kan vokse sig større? Regeringens detailstyring, skal den gøre det sværere for kommunerne at fungere? Ministrene, skal de stikke deres lange fingre ned i kommunale ansvarsområder og fiske vindersager til sig selv? Kommunerne, skal de ligge og rode rundt med alle tabersagerne? Borgerne, skal de blive frustrerede over det faldende serviceniveau, så de lægger den offentlige sektor endnu mere for had? Det slår stærkt igennem på kommunerne, men regeringen klarer frisag, for den spiller handlekraftig, den binder kommunernes handlefrihed og kvæler deres økonomi, så går den ind og regulerer på alle de små ting som folk kan forstå. Strukturreformen skal svække den offentlige sektor i forhold til det private, er det sådan I tænker? Altså kun kommunerne, ikke staten? Regionerne ser vi helt bort fra, de har ingen selvstændig berettigelse, ingen interesserer sig for regionerne, de lever på lånt tid! Destruktion af det offentlige, styrkelse af det private, det er hensigten! Tak for oplysningen. Slut med civilisationen! Jeg sender en krans. Lad os skænke en gravøl.
Vrissum genoptager ikke diskussionen.
– Du har fattet noget af det! siger han efter en pause, rejser sig for at gå. – Bortset fra det, siger han, – arbejder vi alle for regionen!
Under Margits replik har alle tilhørerne rejst sig, den ene efter den anden, kun jeg sidder tilbage. Jeg henter en fadøl til Margit.
– Som man råber i skoven!
– Det har du vist misforstået.
– Nå. Det var kun for at vise lidt solidaritet.
– Tak. Det var ikke som at råbe i en skov, der får man i det mindste en slags ekko. Det var som at råbe fra en bjergtop.
Diskussionen om strukturreformen giver kold luft omkring Margit og mig. Ved Vrissums møde omkring langbordet var der ingen til stede fra forvaltningen, måske grunden til at de primitive udsagn ikke blev modereret. Margit finder forvaltningschefen ved baren, og prøver om hun kan få mere ud af ham end ved tidligere samtaler. Det lykkes ikke før hun får ham til at fortælle om sin forgænger.
– Dengang sad jeg selv i den anden ende af landet, siger forvaltningschefen. – Han fik mig lokket hertil. Du kender ikke den verden. Man kan slippe fri, og man kan indordne sig. Man kan få en stilling ude i erhvervslivet, det er den normale måde at slippe fri på. Men det må ikke være i en virksomhed, der leverer til det offentlige. Vidste du, at det trækker fra at være offentligt ansat?
– Nej, siger Margit, – det vidste jeg ikke. Og det passer heller ikke.
– Det kan du tro, at det gør! Skeptiske blikke. Folk der ikke forstår, at man kan arbejde for sådan en utrolig dårlig løn.
– Har du da gjort det?
– Det er hvad man får i det offentlige.
– Ufrihed, dårlig løn, er det sådan du beskriver din stilling i forvaltningen?
– En form for mageligt fængsel. Hvis man kan sidde helt stille, savner man ikke nogen bevægelsesfrihed. Hvis man kan leve et stille liv, savner man heller ikke nogen løn. Hvis man fungerer bedst i ensformighed og rutiner, savner man ikke nogen udfordringer. Og får ikke nogen ballade.
– Du keder dig oven i købet?
– Tag ikke mig personligt til indtægt. Jeg citerer bare den fremherskende holdning. Nej, jeg keder mig aldrig. Men vi – vi ville alle kede os, hvis vi ikke fik de konstante forsyninger af underholdning. Nærmere udredning overflødig, det vil formentlig unddrage sig din og andre udenforståendes erkendelse.
– Det tror jeg på. Alligevel kunne det være interessant at høre et eksempel. På den underholdning, I får konstante forsyninger af.
– Du skal ikke tro, at jeg kunne finde på at afsløre vores kilder. Det må være nok at vide at du støder på dem oftere end du tror!
– Det er rigeligt. Skål! Hukommelsen hjælper i gang, fantasien rækker til resten.
Baren er blevet selvbetjent, og Margit skænker nye fadøl.
– Du kunne vel også lække noget til offentligheden, foreslår Margit. – Eller til pressen, den har en interesse i at beskytte sine kilder.
– Det må du aldrig gøre! Jeg ved godt, at du flere gange har prøvet at afsløre politiske tåbeligheder. Gør det aldrig igen!
– Nogen skal jo.
– Hør nu her. Som den erfarne embedsmand fortæller jeg dig dette. Lad det aldrig komme andre for øre. Du er fagperson, for jer gælder måske andre regler. Men som embedsmand i administrationen må du aldrig, aldrig nogensinde blive whistleblower!
– Jamen hvorfor ikke? Ser du ikke hvor galt det kan gå? Kan en sag ikke blive så stor, at du må beskytte verden mod tåbelige politiske beslutninger?
– Det går såmænd rigeligt galt alligevel. Det er den eneste verden vi kender, hvor de der ved noget, ikke må sige noget. Og hvor de der siger noget, ikke må vide noget. Det eneste politikerne har, det er deres beslutninger, og det er deres ansvar. Det må du aldrig tage fra dem, uanset hvad det medfører. De har ingen viden, de har ingen kundskaber, men de har ansvar. De lærer heller aldrig af konsekvenserne! Næste gang er det jo nogle andre, der sidder i deres stol og ser konsekvenserne af fortidens dumheder. Alle katastroferne er noget, de aldrig selv har haft ansvaret for. Politikerne stoler blindt på, at besindige embedsmænd vejleder dem, holder dem i hånden, kommer til undsætning hver gang noget går galt, tørrer op efter dem og reparerer på alle deres fejltagelser.
– Og det må du ikke fortælle om?
– Selvfølgelig ikke! Folk skal blive ved med at tro, at deres valgte ledere er ansvarlige. Du har kun ét valg: Tavshed.
– Det du foreslår, er jo fuldstændig uansvarligt. Jeg er dybt, dybt uenig.
– Meget muligt. Men husk mit råd. Læg sagens præmisser frem for din politiker, informer ham eller hende om konsekvenserne af de forskellige valgmuligheder. Hvad der er muligt, hvad der er måske muligt, og hvad der ikke er muligt. Ikke noget med hvad der er klogt og dumt, ikke noget med hvad der er mere eller mindre moralsk. Hvad der er mere eller mindre lovligt vender vi med vores hær af dygtige jurister, for de er til for at gøre selv det ulovlige muligt. Hold din egen vurdering for dig selv! Og lad så politikeren træffe sit valg.
– Var det en til mig?
– Det var en generel anbefaling. Men du har jo tit nok fået en over næsen for at komme med uvelkomne råd. Du skal vide, at uanset hvilken type politiker du sidder over for, så er det politikeren der skal træffe et valg, ikke dig. Derfor er du aldrig klogere end politikeren. Det er svært for dig, det er utåleligt, det er hændervridende og tåkrummende, det er sindsoprivende tortur. Men når du efter nogle år har taget permanent skade på sjælen, når samvittigheden har fået kanterne slebet helt af, så du ikke længere mærker den, så kan du fungere i lang tid, driftsikkert, upåklageligt, sådan at heller ikke nogen lægger mærke til dig. Lige så længe det skal være. Det gælder i forvaltninger, og det gælder i centraladministrationen. Om det så er justitsministeren, sundhedsministeren, finansministeren eller statsministeren gudhjælpemig, så må du aldrig være klogere end dem! I visse kejserdømmer skulle både folk og adel dukke sig så de aldrig var højere end kejseren. I visse politiske systemer flader embedsmænd intellektuelt ud indtil de kommer i højde med deres folkevalgte. Det kan godt være som at gå under en limbo-stick femten centimeter over gulvet, så du må øve dig!
– Og se nu Nielsen! fortsætter forvaltningschefen. – Hvorfor skulle han ødelægge en festsang, lave den om til en anklage? Eller var det bare politisk propaganda? Det var ikke klogt. Der går ikke lang tid før han hører fra sine foresatte.
– Nielsen har ingen foresatte. Han er autonom.
– Åh jo. Og dog. Nogen skal jo betale hans løn.
Margit, forvaltningschefen og jeg går ind i pejsestuen, hvor Bramberg holder hof med medicinmanden i alpeantræk som æresgæst. Veronique sidder nu på skødet af Vrissum, der alligevel har opgivet at komme igennem til æresgæsten. Veroniques lange, slanke, chokoladefarvede ben forsvinder på en spændende måde op under hendes korte og kropsnære kjole, og Vrissums ene hånd er i færd med at følge dem længere op forbi stedet hvor kjolekanten forhindrer blikket i at gøre det samme. Han har også hørt, at medicinkongen er bøsse, og spørger hende om hvad hun har lavet sammen med ham.
– Åh, jeg var ude og tage imod ham på flyvepladsen. Så vi tog tilbage på hotellet. Ellers der er ikke meget forskel på hvad mænd laver mellem ben på kvinder. Undtagen længden, por supuesto.
– Længden?
– Ja, længden, hvor lang tid de skal bruge! Det kan være meget forskellig…
Inden længe føler andre dele af Vrissums krop lyst til at gøre den særligt privilegerede hånd følgeskab, og Veronique, der er husvant, finder et passende værelse, hvor de lukker sig inde. Noget tyder på, at Vrissum giver sig god tid.
– Den slags skulle han hellere lade drengen om! griner Bramberg. – Den unge Vrissum, det er han nok meget bedre til.
– Kender du ham? spørger Margit. – Vulgærliberalisten?
– Hvorfor kalder du ham det?
– Jeg har hørt ham forsøge at sige to meningsfulde sætninger i sammenhæng.
– Ja ja, han er måske lidt af en idealist…
– Så kender du ham altså?
– Han er ansat i mit holdingselskab. På prøve. En slags erhvervspraktikant.
– Jaså, jaså. Forresten, havde du ikke også Nordensgaards søn ansat for nogle år siden?
– Jo, det er rigtigt. Han var såmænd dygtig.
– Jeg forstår, konstaterede Margit. – Det er bare trist, når man som ungt menneske mister den vigtigste af sine kvalifikationer. Sin far.
Hun finder ikke behov for at lade Bramberg forklare sig yderligere.
– Hør Torben, bliver der råbt, – har du ikke nogen gode lægehistorier?
Spørgsmålet kommer fra det hjørne, hvor folkene fra forvaltningen og sygehusadministrationen har fundet sammen. De er kommet ind i en stime med at fortælle anekdoter og vittigheder. Latteren viser, at historierne har overskredet grænsen for det stuerene. Jeg har ikke sagt et ord, men stiltiende ladet de andre gøre sig lystige på minoriteters, kvinders, og lægefagets bekostning. Jeg må finde en god undskyldning for at trække mig væk, men når det ikke i tide.
– Desværre, siger jeg, – jeg er ikke god til at huske den slags…
– Det passer jo ikke! Vi er bare ikke fine nok. Dine historier er måske for sjofle til os?
Høj latter.
– Det tror jeg såmænd ikke, jeg kan bare ikke komme på nogen.
Margit kommer mig til hjælp.
– De bedste lægehistorier handler ikke om læger, de handler ikke om patienter, ikke om hospitaler, de handler om administratorer. Sådan er det hele vejen igennem: plejeassistenterne gør grin med sygeplejerskerne, sygeplejerskerne med lægerne, lægerne med administratorerne, administratorerne med politikerne. Alle gør grin med deres ordregivere. Især med de selvhøjtidelige, for de er altid komiske!
– Hov hov! griner Bramberg. – nu skal du ikke komme for godt i gang! Er du klar over at jeg kender en sygeplejerske?
En pool
kan bruges til elementære omgangsformer
Bramberg gider ikke høre historier, men fører medicinmanden og alle gæsterne ud i badeafdelingen for at vise dem svømmebassinet. Da jeg når der ud, er et par stykker allerede hoppet i, heriblandt medicinmanden.
– Prøv! siger Bramberg til mig, – hvis du kan svømme. Du bliver ikke halet op igen!
Han gør tegn til bankfolkene. De smider hvad de har på og springer i bassinet. Ingen bruger badetøj, der er jo ikke kvinder til stede. Kun de færreste betragter Margit som sådan. Bramberg griner.
– Der er også finsk sauna, fortsætter han. – Det er rigtig lækkert. Desværre kun plads til ganske få af min størrelse!
De spruttende lyde fra ham skal nok forstås som en slags undertrykt latter.
– Bankfolkene, spørger jeg, – hvorfor behandler du dem sådan?
– Pigerne? De er mine!
Han fører hånden for munden og hvisker i mit øre.
– De gør hvad jeg siger. De bedrog nogle kunder, selv mig! Hvad du måske tror er løgn. Jeg opdagede det, men skulle jeg melde dem? Det gjorde jeg ikke. Du ved, de fleste synes at det er mandigt at hoppe på en kvinde, andre synes at det er dobbelt så mandigt at hoppe på en mand. Ha ha! De to er guf for gamle bøsser. Lad os nu se hvad der sker. Det skulle vel ikke være noget for dig? Ha ha ha!
– Det samme gælder for ham der, siger Bramberg og peger på advokaten, der står ved bassinkanten lige i nærheden.
– Er det ikke rigtigt, siger han højt, – vi er gode venner og arbejder godt sammen?
– Jo, jo, mumler advokaten og spiller vældig distræt.
– Hvorfor fortæller du mig alt det? spørger jeg, – nu kan jeg heller ikke stole en skid på dig!
– Det er sgu heller ikke meningen! griner Bramberg larmende og slår mig på skulderen, så jeg må huske at få den undersøgt for brud.
– De danner par! hvisker Bramberg, da vi er kommet lidt væk. – Advokaten er den ene, bankfolkene er den anden!
– Er du sikker på det?
– Man kan aldrig være sikker. Men de opfører sig som om de var.
– Hvorfor ringede du efter dem?
– Schreiner er kendt som dekadent. Og bøsse. Der skal være lidt guf for ham også! Men man skal heller ikke tage fejl af ham. Han forregner sig meget sjældent. Det gjorde han da han oprettede banker for stamceller! Han forudså ikke, at udviklingen fortsatte, så man kan gendanne organer fra alle celler, ikke kun fra navlestrenge og placentaer. Sådan nogen fejlinvesteringer bryder han sig ikke om. Nu vil han hellere tage patent på dit DNA! Kan du se det for dig? Han har et register med en utrolig masse menneskers biologiske stamtavle. Slægtsforskning afløst af DNA-registre! Han overtager rettighederne til dit biologiske arvemateriale, og du skal betale licens hver gang du får et barn! Hahaha! Det er det, man har patentsystemer til! siger han. Næste gang tager han vel patent på atmosfæren, den er der heller ingen der kan undvære.
Det høres fra pejsestuen at Svend Svendsen er kommet i fremskreden stemning, jeg har ikke før hørt dialekten slå så rent igennem, selvom diktionen svigter en smule. Svendsens humør synes derimod ikke at være blevet bedre.
– Det er en skidt kælling, hende din kollega! hvisker han til mig.
– Hende skal du ikke tage fejl af, indvender jeg, – hun er højt kvalificeret og en af de mest engagerede vi har på sygehuset. Og fantastisk velorienteret om alting.
– Ja, det gi’r jeg ikke meget for! Jeg mener rent politisk. Og han er en skidt ka’l, den fede entreprenørsnude!
– Ham kender jeg ikke nær så godt, så det ville være lige så forkert at stå inde for ham som at tage afstand.
– Han er en forræder! Og en svindler. Det opdagede jeg i aften!
– Det var da noget af en beskyldning.
– Det kan enhver da se! Her kommer min advokat og to af mine bankforbindelser, og så er de totalt i lommen på ham der!
– Det var ikke godt.
– Det er bare satans, at der ikke er nogen advokater eller banker der holder åbent nu! Jeg har selvfølgelig andre, men straks mandag morgen skal jeg have overflyttet tre sager og en bunke konti, depoter og bankgarantier. Det giver et arbejde som ind i helvede. Han er min konkurrent, den fede, men vi arbejder også sammen, jeg laver en del for ham med min liftmontage. I morgen må jeg se hvordan jeg kan forebygge de værste skader. Jeg må tage de første træk nu og udtænke de næste!
Sådan er jeg ikke vant til at høre Svend Svendsen. Jeg må tænke over om noget i aftenens forløb kan hjælpe med at forklare behovet for store alkoholindtag ved forretningssammenkomster.
Bramberg kommer ind igen med et bundt gæster, der er kommet op fra bassinet og har taget jagtkostume på som han selv. Han er blevet endnu mere støjende end før, og får øje på Svend Svendsen, der skuler frem mod mandag morgen med et blik som en tyr, der endnu ikke har fået øje på nogen toreador.
– Hov! råber Bramberg, – jeg kom lige til at tænke på gamle dage, kan du huske det, Svendsen? På byggepladsen, var det ikke på foderstoffen ved havnen? Kom lige her hen!
Svend Svendsens ryg krummer sig, men han kommer ikke her hen. Bramberg er en af dem, Svend Svendsen ikke giver meget for, som han siger. Rejst fra byen, gjort karriere, og vendt tilbage med forretning og succes, alt til stor irritation for dem der blev hjemme og passede deres. Og passede byen. Uden at det hjalp noget særligt, men de skal ikke lade sig kommandere rundt med af sådan en – forræder.
– Jeg ved ikke hvad du taler om! siger han.
– Installationstunnellerne, du ved! Kablerne, kanalerne, afløbene nede under gulvet i hallen. Og gruberne til kornsneglene! Alle gennemføringerne, de skulle tilstøbes, vi skændtes om hvem der skulle gøre det. Der var kun en meter og tredive til loftet, og der var kommet rør i, der var næsten ikke til at komme rundt. Ingen ville der ned. Så sagde smedeformanden: Den slags gør man med en engangsbonderøv, ham murer man efter! Og så fandt vi dig!
Der breder sig en brølende latter, som Svend Svendsen ikke deltager i.
– Jeg kan ikke genkende det du taler om! hvæser han.
– Du blev jo heller ikke spurgt. Sig mig, hvordan kom du egentlig ud?
Ny brølende latter.
– Det du siger, det er løgn!
Bramberg tager gulvet i besiddelse, springer frem foran Svend Svendsen, fægter med imaginær espada og muleta, som en overvægtig men forholdsvis adræt toreador.
Svend Svendsen ser utilpas ud, ser ikke den røde klud, forlader pejsestuen og forsvinder ad gangen til værelsesfløjen.
Raflebægrene tages frem, luften bliver tyk af sjofle brandere, og den umådeholdne druk ser ud til at fortsættes til de små timer.
Margit og jeg benytter tiden til at sammenligne vellykkede afdelinger vi kender fra ind- og udland, og drøfte om man kan udlede generelle udsagn om disse vellykkede afdelingers struktur, drift og ledelse. Vi må erkende, at det nok er mere indviklet, at det afhænger en hel del af forhold som afdelingerne ikke har indflydelse på, som uddannelsesstruktur, personaleressourcer og politisk klima.
Information
under moderat farmakologisk pres
Margit passer igen forvaltningschefen op, de går sammen på undersøgelse i baren, Margit mikser drinks, og skænker op i to glas. Og i tre, da jeg kommer nærmere.
Jeg prikker Margit fortroligt på skulderen og hvisker til hende.
– Er du nu sikker på at han kan tåle flere genstande?
– Som anæstesiolog kender man middel, dosis og virkning. Bare rolig.
– Du kender hverken middel eller dosis.
– Det kan du tro! Virkningen er ikke til at tage fejl af.
Forvaltningschefen virker desillusioneret. De efterhånden mange genstande gør ham åbenhjertig. Helt imod hans principper og professionalisme, og han virker desorienteret over det synlige tab af kontrol. Margits håndelag og evne til at operere i skumringsfeltet mellem fuld bevidsthed og forskellige stadier af narkotisering virker overbevisende. Det kan være teknik, måske er det bare principper og professionalisme.
– Vi skal have en cognac mere, siger Margit. – Eller hvad med en Highland Malt? Den rene vare. Det er bedre end alt det blandingssprøjt.
Rutine. Dosering af anæstesigasser og ædle destillerede varer, det er hendes område.
– Nej tak! siger forvaltningschefen. – Nu bliver jeg ved øllet.
Margit gør flere forsøg på at åbne snakken, men det lykkes først, da hun foreslår at gå ind og deltage i rafleturneringen.
– Jeg spiller aldrig! siger forvaltningschefen.
– Vi havde en tradition, fortsætter han efter en pause. – En slags spil. Det var rigtig sjovt! Et væsentligt bidrag til vores faglige udvikling – og underholdning. Deltagerne kom fra hele landet. Ja, det var sjovt. Nej, jeg skal ikke sige mere. Det kan koste job og det der er værre.
Han kører sit halvtomme krus rundt i ølsjatterne på bardisken. Margit siger ikke noget. Hun tager sit eget krus, fylder det og drikker langsomt men dybt. Jeg følger hendes eksempel. Forvaltningschefen er tavs i lang tid. Hans talelyst skal ikke forstyrres, og da han lidt efter også har forsynet sig igen, er han klar til at fortsætte. Han er blevet helt ivrig.
– Ja, det kunne godt være farligt, siger han. For vores medarbejdere altså, for dem kunne det være direkte farligt at vide for meget. Det måtte vi beskytte dem imod, så de fik selvfølgelig aldrig noget at vide. Om det. Det var et spil. Vi gjorde indsatser. Vi havde et netværk, og vi spillede. Nogle spillede forsigtigt, andre ubehersket, nogle gamblede afsindigt og hensynsløst. Nu sidder vi i centraladministrationen, i de lokale forvaltninger, i banker og revisionsfirmaer, flere som topchefer i erhvervslivet. Et netværk. Nogle af os erhvervede sig formuer, andre erhvervede sig indflydelse. Nogle blev så belastende for deres ministre og departementer, at de måtte fjernes. Det vil sige forfremmes. De besværlige, det er dem der ved noget. Dem kan man kun komme af med på én måde i det system, hvis man samtidig skal holde på deres diskretion. Så de røg til tops i departementer, direktioner og styrelser. Anerkendelsen for grænseoverskridende risikabel indsats. Hvis man har lavet noget der kan medføre en ministers afgang, og bagefter laver noget så han alligevel bliver siddende, og hvis kun ganske få ved hvad det handler om, så er der ikke grænser for hvad man kan opnå. Sande karrierefremmende foranstaltninger!
– Javel, men hvad var det så, I spillede om, spørger Margit. – Det var vel ikke stillinger?
– Vi spiller stadigvæk. Ind imellem! Næ, vi gambler ikke med vores egen position, vi satser kun vores politikere. Risikofrit brætspil, politikerne er brikkerne, de kan bruges til at slå hinanden med, de kan slås tilbage til start, og de kan listes frem til baglinjen og veksles til en dronning. Politikere bevæger sig tit ud på skråplaner som du ved, somme tider gør de det helt af sig selv, men hvor langt? Hvor langt kan de ledes ud, så vi bagefter kan redde dem i land igen i sidste øjeblik, hvor tæt kan vi komme på stregen? Hvor ligger point of no return? Se, det er det spillet går ud på. Det er ret spændende. Et uopdyrket forskningsfelt. Politikere er ikke ens, de fleste er for dumme, nogle er for stædige, men selv de dumme kan lytte en sjælden gang. Hvis man kommer med noget der passer rigtig godt til deres politiske ideologier, så blæser de på al forsigtighed og er parat til at gå langt. Rigtig langt. Og det er morsomt. Rigtig morsomt. Her i området har vi jo Vrissum! Den for tiden herværende sygehusudvalgsformand…
De sidste bemærkninger har forvaltningschefen fremsat hviskende. Han tager sig til hovedet, derefter til sit krus, som om det er den sidste redningskrans, og drikker halvt ud.
– Sygehusudvalgsformanden, hans liberalistiske felttog, kors i røven, hold kæft, han er let at skubbe rundt med. Og nogenlunde let at hale i land igen. Men det er slet ikke sikkert at vi vinder, for der er skarp konkurrence fra lige så gale køtere i andre dele af landet. Det der er sikkert er, at der sidder kolleger rundt om i landet og følger spillet. De skulle gerne forskrækkes over dristigheden, og imponeres over håndelaget når det lykkes. Men dybest set håber de bare, at vi taber vores politikere på gulvet. Det giver dem større fordele på point, det giver bedre show, og bedre erfaringer for fremtiden. Vovemodets grænser skal afprøves en gang imellem. Og skulle det gå så galt, så er det jo kun politikeren der tabes. Hans dukkefører sidder tilbage med styrket CV, og kan vælge på alle hylder mellem de bedste tilbud.
Jeg ser mig om for at konstatere om der er monteret aflytningsudstyr i Brambergs jagthytte. Jeg finder ikke noget, i hvert fald ikke noget synligt. Jeg spørger forvaltningschefen om han ved, hvilke belæg der egentlig er for rygterne om visse planer om at afhænde sygehuset.
– Vrissum og regionsrådsformanden er tæt på at underskrive kontrakten med denne medicinkonge, den ligger klar. Men så skete der noget meget kedeligt. Et hold af deres jurister opdagede, at det ikke var muligt. Ikke bare hinsides det lovlige, for det var klart ulovligt, det vidste alle, men det var også hinsides enhver tænkelig mulighed. Sådan noget skal juristerne jo være flere om at afgøre, for som alle ved kan det være farligt at opdage den slags ting helt alene. Stor opstandelse. Forvirringen skyldtes den administrative omlægning, der var en følge af strukturreformen. Der var sat helt nye folk på alle sagerne. Ingen af dem kendte smutvejene. Selvom de havde fået udleveret et helt sæt ringbind, et fra hvert af de gamle amter, hvert ringbind med påskriften “Øvrige arbejdsgange”, og de handlede alle sammen om de forskellige og helt uundværlige metoder til at komme uden om reglerne. De gamle rotter i forvaltningerne kunne let have kombineret forretnings- og arbejdsgangene, selvom alle forskrifterne var forskellige, men de gamle var spredt for alle vinde, og de nye, de var ikke kreative nok, eller også kom de op at skændes om hvilke forskrifter der skulle gælde, og så blev ingen af dem fulgt. Hvis der bare ikke havde været al den forvirring, og hvis juristerne havde været en lille smule hurtigere og dygtigere til at finde smutvejene, var sygehuset blevet solgt for længe siden. Det skulle jo bane vejen for at privatisere sektoren og samle resterne i et nyt supersygehus inde i landet. Nu bliver det noget mere besværligt.
Forvaltningschefen taler ikke længere med sin sædvanlige klare stemmeføring, men lader til stadig at være afklaret om sin loyalitet over for henholdsvis politisk arbejdsgiver og fagligt netværk.
– Den tidligere forvaltningschef, min forgænger, fik en topstilling i centraladministrationen. Kun fordi han vandt en af konkurrencerne i det administrative broderskab. Det var ham, der fik sin politiske chef længst ud på gyngen, og han fik ham endda reddet i sidste øjeblik, inden det blev opdaget. Det var elegant. Hvis det lykkes at få vores kære sygehusudvalgsformand til at gå planken helt ud, så han gennemfører salget, før nogen når at forhindre det, så står der flere interessante stillinger klar. Lige til at vælge og vrage imellem. Jeg har forlængst undersøgt hvem der skal pensioneres fra hvilke gode stillinger og hvornår.
Jeg lægger mærke til at forvaltningschefen begynder at gentage sig selv og køre i samme rille. Indil han skal på toilettet.
– Hvad puttede du i hans øl? spørger jeg.
– Hvorfor spørger du?
– Den talelyst hører ikke til hans normaltilstand. Heller ikke til normal beruset tilstand.
– Jeg puttede ikke noget i hans øl. Det kan jo smages. Cocktails er bedre. Resten henhører under farmakologien. Man bruger også midlet i dit fag!
– Var der behandlingsmæssig indikation?
– Diagnostisk. Stille, han kommer.
Forvaltningschefen dukker op igen og vakler ad gangen mod værelsesfløjen.
Vi følger ham med øjnene og møder hinandens blik.
– Plan G! siger Margit.
– Den er god, siger jeg. – A og B er forpasset, C tvivlsom. D stadig mulig, men risikabel.
– Husk, jeg løber en risiko! indskyder Margit. Det skulle gerne være ude af kroppen på ham inden han løber ind i en dopingtest.
– Og husk, hvisker jeg, – vi sidder midt i førerbunkeren hos en aflytningsekspert. Vi holder D åben, og G selvfølgelig. Den fik vi aldrig drøftet, men jeg ved hvad du mener.
Vi ser os omkring. Deltagerne i selskabet er blevet færre. I alle rum står slidte sofaer og divaner, de fleste læderbetrukne. Jeg havde ikke tænkt over formålet med dem før her ud på natten, hvor alle kamre er fuldt belagt med snorkende, fuldt påklædte gæster. Også i havestuen og i biblioteket er alle liggepladser optaget. En restgruppe på fire sidder tilbage i pejsestuen og raver hen over et lille bord.
– Sild på spid! siger den ene.
– Hold kæft, siger den anden, – vi har ingen sild. Og heller ingen spid.
– Det har jeg sgu. Sild på spid!
– Vel har du ej, du vrøvler. Gå hen og læg dig.
– Gu har jeg så! Lige her! Sild på spid! Jeg så en sild lige før!
– Den sild får du aldrig! Du kan få en gammel havkat.
– Nej! Ikke kvabsoen derhjemme! Sild på spid!
– Vi burde gå hjem, siger Margit.
Ham med sild på spid ser sløret ud i blikket.
– Du kan sgu hverken gøre noget ved en sild eller en kvabso, siger den tredje.
– I morgen, i morgen!
Den fjerde prøver at hjælpe den berusede hen til en briks i hjørnet. Det lykkes ham kun halvvejs at vælte den berusede om på lejet, hvor han bliver liggende, hvorefter han selv finder tilbage til lædersofaen. De to resterende er sunket sammen i deres lænestole. Et øjeblik efter er der ro. Et øjeblik efter igen larm fra et antal regelmæssige men asynkrone respirationer.
– Egentlig burde det slet ikke kunne lade sig gøre at opretholde et sygehus som vores, siger Margit. – Vi driver afdelinger stik imod naturens love. Det er absurd teater!
– Et supersygehus til at samle alt det op som privatsektoren ikke vil røre ved, er også absurd teater.
– Uvidende politikeres vanvittige absurditeter baseret på egennyttige manipulatorer og hyperloyale embedsmænd. Absurd.
– Ligesom dette her selskab. Hvorfor tager vi ikke hjem?
– Vi er bestilt til at være her!
– Som fagpersoner eller som gidsler?
– Det ved ingen. Måske bliver vi klogere. Som de eneste.
– Undskyld. Vi er kun her som disse forbryderes nyttige idioter. Vi tager hjem straks i morgen tidlig.
– Straks, når missionen er fuldført.
– Plan G.
Jagtmorgen
med beklageligt fravær af kompetente deltagere
Bramberg er tidligt oppe. Jeg har kun sovet kort og dårligt, men Bramberg ser frisk ud. Det samme kan man ikke sige om Vrissum, der ligner en der har været udsat for store prøvelser. Jeg overvejer om der er behov for et hurtigt helbredscheck, og bemærker det over for Bramberg.
– Vrissum? Gør hellere det, han er vigtig! Men han er min! Det er mig der betaler hans valgkampagner!
– Så var det vel lidt unødvendigt at udsætte ham for Veronique?
– Slet ikke! Hans betydning skal man ikke undervurdere.
Veronique kommer alene tilbage fra sin private afdeling, og hvisker til Bramberg, at medicinmanden har blottet sig.
– Nej ikke blottet på den måde, han bare har afsløret sig. Han slet ikke er medicinkongen, kun en direktør!
– Hvordan ved du det, brummer Bramberg, – han var jo ikke din opgave. Et øjeblik! – Jeg så nok at de to bankfolk ikke rigtigt gjorde indtryk på ham – ikke det fjerneste indtryk. Siger du, at medicinmanden ikke er Schreiner?
– Han er ikke den Schreiner, der ejer fabrica, han er kun Scheiner, direktør for fabricas russisk og østeuropæisk marked! Schreiner var forhindret selv, sagde han.
– For helvede! hyler Bramberg og springer op, i trodsig fornægtelse af naturlove om inerti og tyngdekraft. – Snydt! Bedraget! Og du har kastet dig i grams til ingen nytte? Det må du selv rode med! Jeg havde det på fornemmelsen, der var noget galt, den fyr kan ikke være ejer af en koncern – det har han ikke krop til. Han virker alt for meget som en – ansat!
Hans næsebor spiler sig ud, mens han tramper fnysende rundt ved tanken om ansatte, uden tanke for at han udelukkende er omgivet af ansatte.
– Og han er ikke bøsse! siger hun nøgternt konstaterende.
– Han burde komme ud for et vådeskud! hvæser Bramberg, da medicinmanden i det samme dukker op iført lederhosen, listigt smil bag Schnurbarten og medbragt Doppelflinte i rem over skulderen. Bredt hilsende, gavmildt bydende rundt af sin lommelærke, parat til næste underholdende indslag.
– Han kan selv være en Ratzeputz! knurrer Bramberg.
På hans tegn løfter advokaten jagthornet ned fra sin strop på geviret over pejsen, blæser fanfare og gør honnør. Alle der ikke er mødt bliver gennet op, det er stadig inden solopgang, alligevel ikke særlig tidligt i betragtning af årstiden. Baren bliver åbnet, alle får en kaffe, et krus fadøl og en spids til at vågne på, og på plankebordet bliver lagt fire store brød, en pølse på en halv meter og af farve og tykkelse som Veroniques lår, en røget skinke med facon som Brambergs overarm, en dyrekølle med facon som hans underarm, og en stor kniv. Medicinmanden lader lommelærken gå rundt og ler støjende over de host og prust det afstedkommer. En liflig lugt fra morgentraktementet breder sig i lokalet, det samme gør krummer og sjatter på bordpladen og fjogede bemærkninger hen over den, blikkene bliver roligere og bevægelserne langsommere. Bramberg råber til samling, giver forholdsregler og fordeler poster.
– Til dem der ikke selv har jagtudrustning med, er der skabe med militære kampuniformer, der ude!
Der bliver trængsel ved skabene. Svend Svendsen finder et battledress, hvor ærmerne passer, men benene må smøges op. Bramberg giver ham en stærkt orangerød hue.
– Det er så du ikke bliver skudt! Resten ligner jo bare en kamufleret bunke kvas.
Svend Svendsen dirrer af indestængt vrede. Der fordeles rifler, toløbede haglbøsser og ammunition.
Da morgenen gryr, er der tåge med sigtbarhed på femogtyve meter. Det forhindrer ikke selskabet i at begive sig på vej. Tågen kunne jo lette, som den somme tider gør i løbet af sådan en morgen, især hvis det blæser op. Dyrene har såmænd det samme problem, men de er bedre til at tie og lytte. En af de korrekt udstyrede jægere der hverken er i stand til at tie eller lytte, fortæller en jagthistorie.
– Det var en tåget morgen som denne, en hjort trådte lige pludselig ud af tågen og kom på skudhold, for ikke at sige klos hold, omkring fem meter. Den stod helt stille og ligesom vejrede, så opdagede den mig og sprang væk igen inden jeg nåede at tage sigte.
– Javel, siger en jagtkammerat, lige så korrekt påklædt, men tyndere. – Du nåede ikke at tage sigte, men skød du?
– Insinuerer du, at jeg skyder før jeg tager sigte?
– Det gør jeg ikke, for det nåede du jo ikke. Men skød du eller skød du ikke?
– Kun sådan et par skud ind i tågen.
– Hold kæft, du har ærgret dig! Du blev så forskrækket at du ikke kunne samle dig til at skyde da du skulle.
– Jamen jeg nåede det ikke, den var væk!
– Sagde du ikke lige at du var på jagt? Den kom på skudhold, den stod stille, du sagde at den vejrede. Du kunne have skudt den halvtreds gange mens den var på skudhold, men du ventede til den var væk. Så du efter om den var anskudt?
– Det kunne ingen levende sjæl have set i den tåge.
– Så er spørgsmålet bare, siger en der har nærmet sig, – hvad en jæger laver i sådan en tåge. Sådan en dag skal man passe sin vildtbestand, lægge foder ud, se efter rejfespor, men ikke tage bøssen med.
– Jeg tager heller ikke bøsse med! Men jeg går aldrig i terrænet uden min riffel.
Hvordan mon jægerne undgår at ramme hinanden. Projektiler og hagl tager så vidt vides ikke hensyn til nedsat sigtbarhed. Det har Bramberg råd for, han medbringer et infrarødt kikkertsigte til militært brug, frisk fra en våbenhandler hvis navn han ikke vil oplyse, men kun i ét eksemplar, ikke til udlån.
– Kunnen er godt! Men udstyret kan være den marginal man vinder på, siger han som om han snakker konkurrencesport. Jeg forsøger dog at gøre det synspunkt gældende, at udstyret i dette tilfælde kan betyde mere end blot marginaler. Hvilket Bramberg ignorerer, så man ikke kan vide om han er enig eller ej.
I det samme får Margit et opkald fra afdelingen. En sygemelding kræver at hun tager tilbage for at dække vagtbemandingen.
– Så må I komme og hente mig! siger hun til mobiltelefonen. – Eller sende en vogn!
Alle er ved at være klar, Bramberg skridter fronten af og korrigerer udstyr og antræk, og selskabet bevæger sig ud i morgendisen.
Da kæden har sat sig i bevægelse langs et skovbryn mod en plantning med femten-tyveårig gran, og duggen fra det høje græs gennemvæder buksebenene oven for støvlekanten, brager et skud bagude, og straks efter lyder et råb.
Min første indskydelse er Svend Svendsen. Skulle det være sådanne metoder, han havde bestemt sig for?
Men stemmen lader til at komme fra medicinmanden, og jeg løber efter lyden. Medicinmanden er kommet til skade med sit eget jagtgevær, snublede og har simpelthen skudt sig i foden, som han siger, og efter en hurtig undersøgelse er der ingen tvivl om at han har ret.
– Tænk at skyde sig selv i foden! bliver der mumlet i kredsen med hovedrysten og stor utilfredshed. Han er blevet en stadig mere irriterende belastning, siden det rygtedes, at han ikke er den, man havde håbet på. Nu er opgaven at få ham transporteret ad skovvejen, langs brynet og ned til jagthytten.
– Ikke noget problem! råber Bramberg, – Hent min firehjulstrækker! Ordren er til advokaten. – Vi har læger nok!
Jeg befrier medicinmanden for støvle og strømpe på den sårede fod, og konstaterer at der med god vilje nok står tre tæer herunder storetåen til at redde. Jeg forbinder foden nødtørftigt til transport, og i det samme dukker et mærkværdigt monstrum ud af tågen, bumpende hen over vandhullerne. Givetvis på en af de sjældne ture, der giver lejlighed til at aktivere firehjulstræk og differentialespærre. Luksus fritidskøretøj i svær kaliber med skindbetrukne sæder og klimaanlæg, men med urutineret fører, advokaten, bag rattet. Bramberg har demonstrativt mistet interessen for medicinmanden, og følger i stedet Vrissum videre ad skovstien.
Inden de har bugseret medicinmanden på plads i bilen, lyder et andet skud. Et øjeblik efter kommer en forpustet jæger brasende ud af tågen.
– Er der en læge til stede?
Margit får fart på, og kalder efter svar, for at blive ledt i den rigtige retning, og for ikke selv at blive skudt.
På den stærkt opkørte skovvej er Vrissum faldet om i mudderet. Gruppen står i ring om stedet, nogle bøjet hen over ham, da Margit kommer for at tage skaden i øjesyn.
Jagtkammeraterne griner:
– Ham behøver du sgu ikke bedøve, han er jo pissefuld!
Ud af tågen dukker bankfolkene. De har holdt sig på afstand, men sluttet sig til advokaten, og ser både forbavsede og forvirrede ud. Jeg ankommer, og undersøger den faldne sammen med Margit. Vi vil have ham på sygehuset omgående. Bramberg prøver knurrende at forhindre det.
– Tak, ingen opmærksomhed! I har været tit nok i avisen. Det her må være noget I selv kan klare, det er jo grunden til at I er med! Jeg skal nok betale for hvad I bruger.
– Hør, er det her en rockerbule eller hvad? råber Margit. – Jeg har allerede ringet efter en ambulance med udrykning. Jeg har adviseret bagvagten på kirurgisk. Hvor er Nielsen? Er der nogen der har set Nielsen? Der kan være perforeret bughule, måske tarmlæsioner!
– Nej! Ikke det! Afblæs udrykningen! Det er et ordentligt selskab det her! Jeg siger dig, at hvis du anmelder det her, så ødelægger jeg dig! Det kan jeg gøre så let som ingenting!
– Så er det jo ikke noget ordentligt selskab! En mand er ved at gå til, hans liv kan reddes, men hvis du prøver at forhindre det, kan det ikke, og Svendsens politiske liv heller ikke!
Ingen har tænkt på Svend Svendsen. Han sidder på en træstub et stykke derfra. Jeg går hen til ham.
– Ved du hvad der skete? spørger jeg.
– Det var mig. Jeg gled i mudderet. Jeg tabte bøssen. Da jeg ville samle den op, gik den af. Det er forfærdeligt.
Svend Svendsens kamuflagedragt er helt ren. Jeg ser ingen spor fra mudder eller skovbund på Svendsens knæ og hænder. Heller ikke på hans våben.
Bramberg ringer til politimesteren og giver ham besked om at udvise absolut diskretion, de står i loge sammen og har tilstrækkeligt på hinanden til at udveksle alt fra diskret vennetjeneste til bydende kommando. Hvis politimesteren ikke adlyder her, kan Bramberg ødelægge ham også.
– Du ved, at det her koster! siger han over skulderen henvendt til Svend Svendsen.
Granstammer
som kommer på tværs af visse planer
Vrissum er blevet ramt af et skud hagl, men kan trække vejret og tale med besvær. Han accepterer at komme på sygehuset. På samme tur kan medicinmanden komme på skadestuen, Bramberg vil køre selv.
– Hop ind! råber han efter mig. – Vi skal ha’ en læge med!
Jeg får fat i tasken med nødhjælpsudstyr, og planlægger at gøre en sprøjte klar. Med morfin. Nu er der mulighed for at give ham en overdosis, Vrissum. Eller hvad med den sprøjte som man afliver heste med? Etisk mere forsvarligt, ikke juridisk. Den humpende medicinmand bliver bugseret ind på højre forsæde, bagved anbringer vi den anskudte sygehusudvalgsformand, og ved siden af ham sætter jeg mig for at støtte og observere de tilskadekomne. Medicinmanden jamrer svagt, men er nogenlunde selvhjulpen så længe han sidder med sin Weinbrand. Jeg observerer Vrissum, og spørger til hans smerter.
– Har du brug for noget smertestillende?
– Det tror jeg…
Jeg finder en sprøjte og tøver et øjeblik ved valget mellem de to midler. Vrissum beder stønnende om at komme til at ligge ned.
– No problem! siger Bramberg, – men så må du om bagved! lyder hans kommando til medicinmanden, – hintersitzen! Og dig bliver der ikke plads til, hr. livlæge!
Forsædet slås sammen, skudofrene bliver omstændeligt ommøbleret, og jeg må følge med Margit bagefter i taxaen, som skal hente hende og netop er ankommet.
Bramberg starter monsteret, sætter i gang med et ryk og tager sving og terræn med en brutalitet der hverken skåner skovveje eller tilskadekomne. Han kommer ud fra de ujævne hjulspor til den lange grusvej gennem plantagens ældre plantninger, vejen er lige som en snor, så han sætter hastigheden voldsomt op trods tågen. Der er pletvis sigtbart mellem de tætte grantykninger. Langt fremme kommer en stor traktor til syne fra en lille skovvej i højre side, møjsommeligt i færd med at dreje ud på vejen, med transportanhænger og et kolossalt læs stammer. Der er ingen modkørende. Bramberg blinker energisk med alle fire forlygter, og sætter fanfarehorn på, så traktorføreren ved et blik i bakspejlet ikke behøver være i tvivl om hvem der kommer, en som plejer at fylde meget for både syn og hørelse, og som også her uden at sætte farten ned lægger brølende an til overhaling. For at gøre plads trækker traktorføreren med sit læs ind til siden, på et vigespor der netop ligger belejligt til formålet. Uheldigvis er stammerne så lange, at de svinger ud og spærrer hele vejen i begge retninger, det har han nok ikke tænkt på. I samme øjeblik kommer Bramberg rasende bagfra. Inden han når at reagere, slår de to længste af stammerne med ét sammenhængende brag gennem firehjulstrækkerens forrude og ud igen gennem bagruden. Opbremsningen ved sammenstødet er voldsom, men selvom bilen er stor, vælter den ikke læsset som er endnu større, nu hænger firehjulstrækkeren bag på, fastholdt på og mellem tyve granstammer, som en knust kæmpebille spiddet bag på et kæmpemæssigt hulepindsvin. Taxachaufføren bremser hårdt op, og undgår med nød og næppe at banke op bagi. Margit og jeg springer ud og er hurtigt fremme ved ulykkesstedet. Nu ser vi, at to træstammer med en livvidde næsten som Brambergs er gået gennem bilen fra forrude til bagrude, hvorimellem de optager al plads der hvor Bramberg selv, medicinmanden og Vrissum skulle have deres hoveder. Hvor hovederne er nu kan nok ikke opklares, før der kommer redningshold og politi med afspærringsmateriel og hunde.
Margit, taxachaufføren og jeg står i tågen. Alt er blevet stille, og den chokerede skovarbejder lægger sit høreværn, stiger ud af traktoren og går roligt hen for at undersøge om et af ofrene skulle være den han regner med, hvorefter han roligt tænder en cigaret og ser ud til at interessere sig meget for dens røg, som stiger langsomt i den stille luft. I det fjerne høres en udrykning på vej. Margit ringer igen til vagtcentralen, og må tale højt og gentage sig selv inden alvoren bliver forstået. Hun har allerede lavet én bestilling, én afbestilling og én genbestilling inden for de sidste femten minutter.
Efter endnu femogtyve minutter ankommer resten af redningsholdet, de arbejder effektivt, og de tilstedeværende får besked på omgående at forlade ulykkesstedet, mens redningen og politiets efterforskning skal finde sted.
Det bliver ikke nødvendigt med lægeledsagelse ved de tre transporter. Margit bander sagte over Nielsen, der stadig ikke har vist sig. Hun har også forsøgt at tilkalde ham over kaldeanlæg og vagttelefon, men forgæves. Nu også formålsløst. Jeg demonterer den sprøjte, jeg ikke fik brug for, og genindsætter ampullen i den anbrudte emballage. Med forfærdelse ser jeg, at jeg har været i færd med at gøre parat til den helt forkerte injektion. Katastrofal fejltagelse. Heldigt, at jeg ikke nåede at gøre brug af sprøjten. At den nåede at blive overflødig. At fejltagelsen ikke nødvendigvis behøver blive opdaget.
En beslutning
modnes med ny overbevisning
Tilbage ved jagthytten hører vi, at Svend Svendsen stadig sidder på træstubben hvor skuddet faldt. Jeg går ud for at se til ham.
– Forbier, mumler Svendsen. – Det store svin. Til daglig er han umulig at komme udenom. Hvordan dælen kunne jeg ramme forbi.
Jeg fortæller ham, at både de tilskadekomne og deres chauffør er hentet af ambulancer og kørt direkte til skademodtagelsen. Svendsen bliver tænksom.
– Jeg hørte tre udrykninger, siger han. – En skulle vel være nok. Går det bedre med dem?
– De overlevede det ikke, siger jeg. Altså ulykken.
Svend Svendsen ved ikke noget om ulykken. Jeg forklarer i enkle ord hvad der er sket med Bramberg, medicinmanden og Vrissum. Svend Svendsen viser ingen reaktion.
– Ved du hvem der afløser ham som sygehusudvalgsformand? spørger jeg.
– Det er mig der står for, som næstformand.
Svend Svendsens ansigtsudtryk ændrer sig, og viser små tegn på genvågnende tankevirksomhed efter længere tids inaktivitet. Jeg føler undersøgende efter på Svend Svendsens stadig helt rene bukser og jakke. Da Svend Svendsen ikke rigtig forstår, peger jeg på dem, derefter på hjulsporet i skovbunden, så på kamuflagedragten igen. Nu er Svend Svendsen med. Han rejser sig, lader sig som i langsom gengivelse glide ned på begge knæ, derefter rulle om på højre side, hvorved både hofte og albue får synligt aftryk af mødet med skovbunden. Og kravler pustende op igen.
– Du har reddet mit liv! stønner han, stadig på knæ.
Han rejser sig omstændeligt op og børster overflødigt mudder af, hvorved det fordeler sig troværdigt på begge hænder, og bagefter på bøsseskæftet.
– Tak du for, bemærker jeg for at berolige ham, – at andres uheld kunne blive dit held. Det skal ikke komme videre.
– Som tak for at du har reddet mit liv, vil jeg…
Nu viser Svend Svendsens stemme og mimik, at det ikke kan vare længe før taleevne og tænkemåde er tilbage i normalt omfang. Han ser ud som en der helst vil undgå at fortale sig i et svagt øjeblik.
– Bare rolig, siger han, retter ryggen og gør sig bredere, en vane han tillagde sig siden det med højden ikke rigtig ville lykkes, og påbegynder målbevidst tilbageturen til jagthytten.
– De kan ikke standse os!