Nedskæring
ikke kun af budgetter og sygehusbehandling
Da vi kommer kom tilbage til sygehuset, får vi besked om, at Nielsen er fundet. Han blev indleveret på skademodtagelsen, da der ikke er nogen patologisk afdeling, og ligger nu og trænges om pladsen mellem tre uheldige jagtdeltagere, hvis selskab han i levende live ikke ville have opsøgt frivilligt. Tre, der som følge af omstændighederne kom ham i forkøbet, og allerede optager tre bårer afventende en læges attest på, at et mistet hoved hver har kostet dem deres liv.
Da tågen var ved at lette, kørte et morgenhold fra strandhotellets gartnerafdeling rundt for at rydde op efter jubilæumsfest, gæster og revyforestilling. I stedet for rester efter et festfyrværkeri så de en legemsstor silhuet hænge i et tov fra en af grenene i den store rødbøg på plænen mellem pavillonen og dammen. For ikke at komme det makabre fund for nær slog de alarm. Redningsholdet, der efterhånden var forberedt på hvad der måtte komme, slap midlertidigt eftersøgningen efter tabte hoveder i plantagen, og kørte ind for at skære et intakt, omend afsjælet legeme ned fra træet, hvorefter de bragte det ind til de hovedløse.
Nielsen. Her i rødbøgen har han hængt hele natten. Han deltog i festen, men bagefter, i jagthytten og under jagtselskabet, kunne ingen finde ham. Den erfarne jæger, der ellers var selvskrevet som uvurderlig garant for morgenjagtens reglementerede gennemførelse. Ved at gennemtænke forløbet husker man det planlagte fyrværkeri, der i sidste øjeblik blev aflyst på grund af et pludseligt, ikke planlagt skybrud med torden og lyn. I sådan et vejr ville ethvert fyrværkeri dels være druknet i regnen, dels stå lidt ynkeligt i konkurrence med naturens egen magtdemonstration. Det kunne Nielsen ikke have forudset. Men han vidste, at festfyrværkeriet skulle opføres ved dammen, og han må have forestillet sig en terrasse fyldt med festklædte mennesker med champagne i glassene, parat til at skåle for sygehusets fremtid til akkompagnement af raketter og batterier. Han manglede efter de flestes mening ikke sans for det bizarre, og hans plan kan have været at lade festdeltagerne i raketternes glimt opdage et ubestemmeligt objekt hænge under træets krone, og derefter erkende objektet som en livløs skikkelse i fuldt side- og modlys, på en baggrund af sole, stjerner, romerlys og ildfontæner. Hvilket formentlig ville præge stemningen hen imod festens afslutning, og måske få visse personer til at spekulere over, hvad der kunne drive en anerkendt kirurg til denne udgang. Spekulation? ja, men ikke for dem der tager udgangspunkt i Nielsens selvopfattelse. Et velvalgt øjeblik, et passende publikum til afsløringen. Det havde passet ham langt bedre end at blive opdaget tilfældigt i morgendisen sammen med festens øvrige efterladenskaber, af en søvnig havemand på rutinerunde med havetraktor og tømmermænd. Som endda havde tilkaldt assistance for ikke at blive vækket for brat.
Festens forløb kan sammen med vagthavendes notat ved ligsynet give et fingerpeg om tidspunktet for Nielsens selvmord. Efter mørkets frembrud, mens aftenen stadig var lun og stille. Under eller lige efter revyens sidste del. Han var jo set udvandre, da han blev parodieret på scenen.
Et grundigt retsmedicinsk ligsyn vil formentlig afstedkomme spørgsmål til begivenhedsforløbet forud for de dramatiske dødsfald i plantagen. Det sker ikke, måske som følge af Brambergs imperative påmindelse til politimesteren. Som denne følger i punktlig respekt, selvom der næppe længere burde være noget at frygte fra Brambergs side.
For Svend Svendsen er situationen ny, som han ser sig helt fri for politiske og forretningsmæssige konkurrenter. Man noterer sig hans humørs gradvise bedring, og han indsættes uden modkandidater som konstitueret sygehusudvalgsformand.
Forhandling
om en ordning til alles tilfredshed
Vi sidder over for hinanden, Svend Svendsen og jeg. På restauranten på Strandhotellet, og kaster med mellemrum et blik ud på Nielsens rødbøg, hvilket tilnavn ingen dog har foreslået at give den officielt. Den står imponerende netop på denne årstid. Resten af tiden har vi blikket rettet mod hinanden, og eventuelle forbipasserende vil kunne bemærke en vis dynamisk spænding mellem to fremtoninger, og helst undgå at bryde sigtelinjen.
– Du har reddet mit liv!
Svend Svendsen retter på både slips og serviet og nipper til sit glas.
– Ikke noget at takke for, når jeg at sige, inden jeg kommer i tanker om, at selv det der siges i den høfligste hensigt, til tider kan have den modsatte virkning, og misforstås som en fornærmelse.
– Som tak for at du har reddet mit liv, vil jeg… bede dig om et godt råd.
Sådan en bemærkning har jeg aldrig før hørt fra Svend Svendsen. Har jeg nogensinde hørt den slags fra en politiker i det hele taget? Sensationelt. Nu må åndedrættet beherskes og hvert ord overvejes.
– Jeg ved, fortsætter Svend Svendsen, – at du har et par idéer om sygehusets udbygning. Sæt mig ind i dem, det får jeg brug for!
Jeg på min side får ikke brug for at overveje mine ord, så godt behersker jeg mit åndedræt. Vel vidende hvor værdifuld en velanbragt tavshed kan være.
Ved efterfesten i jagthytten talte forvaltningschefen over sig. Måske husker han noget. Margit og jeg beder om et møde på hans kontor. Det dæmrer for ham, at vi kan have hørt lidt for mange af hans små hemmeligheder. Vi kommer ikke med nogen hentydninger men får ham uden videre, med andre ord selvfølgelig, på den tanke, at der nu ligger et nyt projekt parat for ham, og det er at lade Svend Svendsen gå hele planken ud med sit nye projekt til oprettelse af et behandlings- og forskningscenter for neurologi og tilstødende specialer. Det er ikke så ligetil, som forvaltningschefen siger, for det går stik imod planerne for det nye supersygehus, der er planlagt til at ligge på heden længere inde i landet. Der kan forudses nogle faglige og administrative udfordringer…
Forvaltningschefen ser alligevel interesseret ud. Somme tider kan det være en god idé at lade gode idéer opstå helt spontant og modnes helt selvstændigt hos helt andre personer. Så er han sat på sagen, tænker jeg, og veksler håndtryk med Margit hele vejen ned i elevatoren.
Tilbageblik på chancer
der ikke alle blev spildt
Indrømmet, jeg har ikke været i stand til at følge så tæt op på min beretning som tidligere. Jeg sidder derfor nu, længe efter, og prøver at holde sammen på hukommelsen, for at give et nogenlunde dækkende tilbageblik på tiden efter den aftale, jeg indgik med Svend Svendsen. En aftale uden dokumentation, uden ord eller noget andet tegn på bekræftelse, det var nok at vi begge fornemmede vores afhængighed af hinanden. Mere behøvedes ikke.
Ja, det blev en travl tid. Hvis jeg tidligere havde haft nok at gøre, var det dog intet mod den tid der kom. Der var ikke længere tid til at føre notater over mine daglige fortrædeligheder, men der var heller ikke længere noget behov. Hvor livet her i udkanten før var præget af modstand og forhindringer, fandt det nu sted i en positiv atmosfære af velvillig forståelse. Næsten, men kun næsten, som i Nordensgaards tid. Jeg lærte at sætte pris på at have en indflydelsesrig beslutningstager inden for rækkevidde, og jeg tror at Svend Svendsen på sin side var tilfreds med at blive forsynet med let forklarlige fornuftsgrunde for sine beslutninger.
Sygehusets udviklingsplaner kom i gang med et ryk. I den følgende tid konsulterede Svend Svendsen og jeg jævnligt hinandens kontorer. Det kom der en glorværdig plan ud af, dens omdrejningspunkt var en ambitiøs udbygning af neurologisk afdeling til et nyt neurologisk center. Lokalebehovet krævede en vis udbygning på de nabogrunde, som på enkel vis kunne erhverves, fordi Svend Svendsen tilfældigvis stod som ejer, og velvilligt havde indvilget i at de kunne udlægges til sygehusformål. Som centerleder fik jeg rådighed over et budget, der tillod mig at samle faglig ekspertise fra flere institutioner i en række forskellige lande, hvor budgetterne havde givet faget lige så besværlige kår at leve med som her. Svend Svendsen forlangte ikke, at mit center skulle tilpasse sig gennemsnitsniveauet i andre regioner, og jeg fortalte ikke nogen om begivenhederne under jubilæumsfesten og morgenjagten i kystplantagen. Heller ikke Margit, centrets anæstesiologiske chef, talte mere om det, og Ellen havde som centrets kompetente sygeplejechef tilstrækkeligt med intuition til at forstå, hvornår der ikke nødvendigvis behøver siges noget.
Forvaltningschefen fik ikke længere stor indflydelse, men gjorde sig til tjenstvilligt redskab for den nye sygehusudvalgsformands politiske vilje, som var uventet klar og konsistent. Han forstod sig ikke på typer som Svend Svendsen, og endnu mindre på at styre ham, men hjalp ham beredvilligt med at gå hele vejen, om det så skulle være planken ud.
Arvefølgen på neurologicentret var sikret. Slivovic blandt arvtagerne. Neurokirurgien blev en etableret del af centret, det samme blev den kliniske neurofysiologi, samt en række nichespecialer, der knyttede sig til det samlede fagområde. Og ikke at forglemme de helt nødvendige terapeutiske fag, samt de tilhørende radiologiske og klinisk kemiske funktioner, og centret udmærkede sig ikke mindst ved sin højtudviklede diagnostiske ekspertise.
Efter samme skabelon var andre centre under opbygning indenfor andre specialer, som hjertecentret og mavetarmcentret i hver sin by, med tilhørende medicinske og kirurgiske specialer, samt de laboratoriefunktioner og den diagnostiske og terapeutiske radiologi, der var nødvendig for de pågældende specialer. Et center for medicinsk endokrinologi og immunologi var under planlægning. Der fungerede allerede upåklagelige skade-traumecentre på tre af regionens sygehuse, og grundlaget for de små lokale afdelinger for almen medicin og kirurgi var lige så stille ved at falde væk. Afstande betød ikke længere det samme som i hestevognenes tid, dengang sygehuset blev grundlagt, og selvom denne landsdel ikke hørte til de tættest befolkede, var det heller ikke som i Sibirien eller regnskoven.
Sådan gik det til, at sygehusstrukturen gradvist blev forbedret i overensstemmelse med de faglige krav og muligheder. Samtidig betød det en væsentlig bedre udnyttelse af de foreliggende bygningsmæssige faciliteter og personalemæssige ressourcer. De faglige miljøer udviklede sig og blomstrede på egne betingelser, uden risiko for evindelige kæppe i hjulet fra de politiske bremseklodser. Jeg var tilfreds med at kunne konstatere, at jeg havde været med til at præge denne udvikling. Som en lille brik i det store puslespil, javel, og med baggrund i begivenheder der havde haft lidt af tilfældighedens præg over sig, det må indrømmes. Men så er det jo godt, når man en sjælden gang har held til at udnytte en chance når den kommer.
Og så var der en ikke ubetydelig sidegevinst ved den specialeopdelte sygehusstruktur. Nu var det ikke længere nødvendigt at rive sygehuse ned og opføre andre, hver gang der skulle flyttes politiske hegnspæle og sættes nye administrative streger på landkortet. Nu kunne regionale sammenlægninger og ændrede administrative grænsedragninger være helt uden betydning, det samme kunne en endelig nedlæggelse af regionerne, hvis sådan noget en dag skulle blive en realitet. Rygterne rumlede i hvert fald i horisonten som et tordenvejr der ikke kunne beslutte sig til at komme nærmere eller trække væk. Men de kunne ikke true længere. Aldrig havde man set så robust en sygehusstruktur. Afdelingerne havde vundet slaget, de og ikke administratorerne havde indtaget sygehusene, og derved blev det. Som Ellen sagde:
– Den nuværende opblussen af diskussionen om nedlæggelse af regionerne viser ikke politikernes kamp for sygehusene. Den viser politikernes kamp om kontrollen med sygehusene. Det er ikke det samme. Og tænk så på hvad ruinerne af regionernes indsats bliver: Supersygehuse. Mastodontiske, uhåndterlige monumenter over en kortvarig, midlertidig administrativ struktur, som var forældet længe inden den blev implementeret. Godt, at behandlingsenhederne har kunnet overleve ved at køre deres eget løb uafhængigt af dette, udelukkende på fagligt grundlag! Administrationer forgår, sundhedsfagene består.
Sygehusets forpligtelser over for det lokale bagland blev ikke glemt, og i skyggen af det fremvoksende neurologicenter drev Vrangstrup ligesom før en rudimentær almen medicinsk afdeling. Den blev ikke søgt af mange patienter, men den var der. Jeg bragte det på bane over for Svend Svendsen.
– Jeg har strakt mig vidt! sukkede Svend Svendsen, der med god vilje kunne se den medicinske afdeling som lidt af en skønhedsplet. – Jeg har strakt mig til tålegrænsen. Men jeg kan ikke genere mit politiske bagland mere end jeg allerede har gjort. Han har altid været partiet en god mand!
Så mange var ordene, og jeg måtte beherske min ideale fordring.
Slivo kunne ikke beslutte sig i valget mellem neurologisk og teknisk afdeling. Han blev ved med at udvikle, først kastede han sig over selvklæbende digitale folier, der kunne bruges som displays til flyvemaskiner og reklameskilte. Udviklingen af neurologiske implantater førte til forsøg med andre centre, så hvorfor ikke også syns- og hørecentret, så man kunne levere syn og hørelse til blinde og døve. De første deltagere i eksperimenterne, folk der aldrig havde kunnet se eller høre, sagde dog nej tak, efter de første skræmmende oplevelser med de nye sanser.
Og han arbejdede videre med den elektroniske patientjournal, og foreslog en række ændringer i patientregistreringen, alle de forbedringer der var så indlysende, at ingen andre kunne have fundet på dem. Og her måtte han give nogle af de uheldige rationaliseringskonsulenter ret, trods alle deres kuldsejlede projekter: Somme tider kan det være en fordel at se på et problem uden at være tynget af viden og erfaring. På felter som systemudvikling og IT naturligvis, ikke inden for komplicerede samarbejdende strukturer som i sygehusdrift.
Alle udviklingsprojekterne skete i vidt forgrenede samarbejdende strukturer under konstant forandring med dertil hørende begrænset effektivitet, og hvor hver enkelt af deltagerne kun havde fat i et lille hjørne, undtagen Slivovic, som overskuede og gennemskuede det hele. Men han beherskede ikke alle detaljer, og navnlig det der ikke interesserede ham overlod han til andre. Sådan var det især med en meget vigtig del af de elektroniske ydelser, nemlig de parallelsystemer, der skulle styre regnskaberne med forbruget og omkostningerne, og dermed de pengestrømme, der skulle sørge for betaling for anvendelsen. Det skulle der andre til, for hver gang han beskæftigede sig med penge i få minutter, fik han ubehagelige anfald af kedsomhed og irritation, der udefra kunne se ud som om han kæmpede med senvirkninger af voldsomme krigstraumer.
Midt mellem alle projekterne åbnede han en restaurant i gågaden, det var midt i en sommerperiode hvor han havde tre ugers ferie. Restauranten forsøgte sig med balkaninspireret mad, for det var han begyndt at savne. Også her kunne han kun lige være med til at starte foretagendet op, men snart fik han hjælp af hele Ahmets familie og alle hans venner, endda fra Margits bekendte fra bænken på havnen. Byens nye balkanrestaurant fik selvfølgelig navnet Slivo, den havde ikke noget spisekort, kun en righoldig buffet med salatbar. Den rådede kun over seksten siddepladser men leverede også ud af huset, så køen hen ad fortovet om aftenen i sæsonen var lige så lang som hos bageren søndag morgen.
Buffeten kunne ikke holde sig inden for balkankøkkenet, for med indflydelsen fra Ahmet og hans venner kom der også et strejf af Middelhavet med aroma fra hele Mellemøsten.
Restaurant Slivo henvendte sig navnlig til tilrejsende og sommergæster men ikke meget til de lokale, for hverken dens indehaver eller medarbejdere kunne føre deres slægt fire generationer tilbage på egnen. Leverandørerne var de samme som leverede til Ahmet i hans grøntforretning, desuden nogle af havnens få pensionerede fiskere der ikke ville holde op, samt en håndfuld af omegnens fritidslandmænd, der kastede sig over fritidslandbrug af kærlighed og ikke for økonomisk vinding. Det gav problemer med restaurantens kontrolrapporter, så Slivo sendte breve til Fødevarestyrelsen med en mængde forslag til forbedring af kontrollernes forskrifter, procedurer og rapportering.
Der var alligevel et enkelt punkt, hvor kontrol af pengestrømme kunne aftvinge Slivo en vis interesse, for han havde hørt om visse arbitragebanker og deres måde at beregne sig gebyrer af valutatransaktioner. Da han havde fundet ud af systemet, konstruerede han en lille tilføjelse til programmet, og det lykkedes for ham, med sin erfaring som hacker og kodebryder, at lægge den ind som implantat i bankernes supercomputere. Nu blev de snedige systemer beriget med en lille programtilføjelse, en tilfældighedsgenerator, som i cirka halvdelen af beregningerne gav gebyrerne modsat fortegn. Nu blev der lige så tit trukket gebyrer fra som de blev lagt på. Den lille spøg blev først opdaget efter flere måneder, hvor bankerne havde bemærket, at deres indtjeningskurve var begyndt at flade ud, og det bekymrede dem dybt, for det så ud til at true både aktionærer og direktører. Altså ikke direkte, men på indtjeningen. Men da havde Slivo forlængst både slettet alle spor og igen fået nye interesser.
Jeg kunne ikke undre mig over, at Stefan i lange perioder opholdt sig på Slivos værksted for at følge Slivos eksperimenter, for Stefan var fascineret af hans sammensatte og splittede univers, og en af de få der både kunne tænke i hans tempo, og samtidig viste evner til at koncentrere sig uforstyrret trods distraktioner fra omgivelserne. Når Slivo foretog sine tankespring, gik Stefan i dybden. De holdt begge af uformelt samarbejde, og selvom Stefans læretid blev kort, fordi han skulle fortsætte i gymnasiet, blev de snart jævnbyrdige i opfindsomhed. De fortsatte samarbejdet over nettet, og blev ved med at supplere hinanden med komplementære temperamenter, men med det samme forhold til omgang med penge, og det strejfede aldrig Stefans fantasi, om man med en lille tilføjelse til Slivos tilfældighedsgenerator kunne dirigere pengestrømme ind på sin egen konto. Selvfølgelig kunne man ikke det, så ville hele tilfældighedsprincippet jo være forspildt.
Imens var Veronique blevet en energisk erhvervskvinde, ejer af golfbane, plantage med egen landingsbane og en række jordbesiddelser i et område, der ikke egnede sig specielt til sygehusformål. Så meget mere egnede de sig til rekreative formål som ferieby, badeland, og indkøbscenter med kasino, bodegaer og sommertivoli.
Integrationsmyndighederne inddrog hendes opholdstilladelse, da Bramberg var omkommet og hendes spinkle opfyldelse af tilknytningskravet dermed var bortfaldet. Hun fandt dog en advokat, der fik myndighederne til at acceptere tegn på en delvis tilknytning, hvorefter hun fik sin opholdstilladelse forlænget. Det drejede sig om en arkivskuffe med aktier, pantebreve og bankkonti med mange cifre og plus på bundlinjen, og især en anden skuffe med skøder på fast ejendom, som skifteretten havde gjort hende til ihændehaver af, hvilket tilsammen hjalp en del på tilknytningskravet.
– Plan N! sagde jeg for nylig til Margit, for at minde hende og mig selv om at det hele ikke var gået så galt som frygtet. N for et ubestemt, stort antal planer, som heldigvis aldrig blev realiseret. N for Neurologisk Center.
– En lykkelig ting, sagde Margit, – at plan H ikke blev udført.
– Plan H? Den kender jeg ikke?
– Nej, for du skulle ikke kende den!
– Forklaring udbedes.
– I al korthed. Der var flere ude på stedet den morgen. Blandt andre en gammel bekendt. Krigsveteran, engang medlem af Brambergs rockerklub, senere freelance livvagt og sikkerhedsrådgiver. Han skyldte mig noget, sagde han, bare fordi jeg en gang havde hjulpet ham ud af noget skidt. Med stoffer og småkriminalitet, naturligvis. Han røbede en planlagt bestillingsopgave. Den havde han ingen problemer med, som han sagde, for den blev aldrig udført. Blev den aflyst eller mislykkedes den bare? det ville han ikke ud med, indtil for ganske nylig. Dengang, kort før jubilæumsfesten, kontaktede han mig og sagde, at han netop var blevet kontaktet af et par personer. De ville betale ham for noget, som var nemt for ham men ikke for dem. De kendte hinanden i forvejen, sikkert ikke for noget godt. Ja, det kan jeg jo sagtens sige, for jeg kendte dem også i forvejen, så jeg burde vide, at det ikke var for noget godt. Kan du gætte hvem det er?
Jeg kom i tanker om en advokat og et par bankfolk, men sagde ikke noget. Margit fortsatte.
– Denne tidligere sikkerhedsvagt tænkte i metoder han beherskede, og sagde til dem: Overlad det til mig! Han ville slå et smut ud i plantagen den morgen der skulle være jagt. Han kendte plantagen ud og ind, regnede ud hvilken rute selskabet ville gå, og tog en bøsse med og samme type ammunition som Brambergs gæster fik udleveret. Den kendte han alt til fra deres fælles våbenleverandør. Han gik på biblioteket og bladede i aviser, og fandt billeder af Vrissum, det skulle jo være professionelt. Men han fik ikke udløst ét skud. Den tåge var umulig at arbejde i for en skarpskytte, fortalte han bagefter, mens han grinede højt ved tanken om sig selv som skarpskytte med haglbøsse i tæt tåge.
– Du må kende ham! fortsatte Margit. – Han kommer også af og til på havnen. Jeg har haft mange gode samtaler med ham. Han er ikke så tosset som folk tror. Var krigsfange, mærket af tortur. Blandt andet slået under fodsålerne. Ingenting mellem huden og knoglen, hvert skridt er en lidelse, det kommer han aldrig over, derfor går han som når vi andre går med bare fødder over sten på stranden.
– Var det en plan H?
– Ikke helt. Han havde lavet planen sammen med en advokat og to bankmænd, du kender dem godt, men han skulle også bruge mig. “Jeg har brug for din hjælp,” sagde han. Jeg blev kun indviet i min del af planen, resten hørte jeg bagefter. Plan H. Jeg holdt min del af aftalen, indtil begivenhederne overhalede alle udtænkte spekulationer. Hans opgave var at sørge for, at ofret kun skulle anskydes på afstand. Sådan at det umuligt kunne afgøres, hvem der havde ramt ham. Så skulle jeg give den anskudte et skud morfin, og sende ham afsted med en udrykning, som jeg også nåede at tilkalde. Her skulle jeg allerede være undervejs til et nødopkald, jeg selv havde arrangeret. Så du måtte være den, der ledsagede ofret. Uden at vide, at jeg allerede havde givet ham en dosis, skulle du give ham en til. Du ville aldrig kunne gøre den slags med overlæg! Så var det, at en del ting gik galt, også plan H.
– Sig mig, var du med i den plan?
– Som jeg sagde. Jeg skulle i øvrigt også give signal, på telefonen. Det nåede jeg ikke, før udviklingen tog en uventet drejning.
– Du er ikke rigtig klog!
– Nej! Men det gik jo også galt, som jeg siger. Godt nok for det!
Genforening
i stedet for sammenføring
Endelig kunne jeg byde Britt velkommen, under mere lovende forhold end det tidligere havde været muligt. Endelig var jeg blevet i stand til at tilbyde min mage en passende rede. Desværre var ungerne allerede fløjet fra den tidligere rede, så de kom aldrig til at lære egnens dialekter ordentligt. Men de kom tit på besøg.
Stefan, der havde været så utilpasset som dreng, og gennem flere år modtaget specialundervisning i skolen, havde fundet sit felt, ikke mindst med inspiration fra Slivo. Han indhentede det forsømte, når det foregik på hans egen måde, han klarede lige netop gymnasiet og kom ind på en ingeniøruddannelse. Ad omveje havnede han i matematisk krævende fag som astrofysik og kernefysik, jo snævrere speciale des bedre. Datalogi beherskede han i det omfang han kunne benytte sig af dets metoder. Han underholdt alle med spektakulære teorier om universet, antistof, sorte huller, kosmisk baggrundsstråling. Legede med sin forestillingsevne, og med tanken om at vi og hele vores kendte univers er noget som andre udenfor betragter som det indvendige af et supermassivt sort hul. Hvilket jeg fandt beslægtet med drømme, som af og til hjemsøgte mig selv. Og Stefan beregnede den statistiske mulighed for et lidet sandsynligt scenarium: En tilfældig klode der kommer gennem solsystemet og skaber uorden, ændrer planeternes baner, trækker Jordens bane om solen stærkt excentrisk, hvilket giver glohede somre og iskolde vintre over hele jorden. Månen trækkes fri af jordens tyngdefelt og går i sit eget kredsløb om solen, i en bane der på faretruende måde krydser Jordens, med mulighed for sammen med asteroiderne at udgøre fare for livsudslettende sammenstød. Jeg spurgte ham, hvilken betydning sådanne scenarier kunne få for de store religioners apokalypseteorier, og Stefan så desorienteret ud og sagde, at hans beregninger var seriøse, ikke religiøse, de var kosmologiske, ikke komiske! Efter min mening alligevel bedst egnet som selskabelig underholdning.
Signe, der var så smuk som barn og blev ved med at være det som voksen, var samtidig lidt for ordentlig og dydig til at finde kærester. Men det kunne Malene gøre for hende, for det var hun vant til. Efter utallige forsøg lykkedes det for Malene at finde en der faktisk var sympatisk, hun havde endda lidt svært ved at slippe ham, holdt ham fast lidt for længe og følte allerede rastløsheden. Da hun endelig præsenterede ham for sin søster, gik det over al forventning. Signe mærkede straks, at denne gang var det noget særligt, det sagde hun, og det mente hun. Hun var i gang med en god uddannelse og fik senere en god stilling, og blev på sin egen respektable måde lykkelig i sin familie med mand og to børn, Britts og mine eneste børnebørn.
Malene, krudttønden af humør og temperament, var fuldt optaget af at gøre karriere som model og sanger. I en musikalsk genre, som jeg hverken havde hørt eller hørt om før. Ingen kunne se på hende, at hun hørte til min nærmeste familie. Hun havde kun forbigående kærester, og kunne ikke drømme om at blive hængende i et fast forhold, i hvert fald ikke foreløbig.
Da Britt var flyttet til egnen, og vi havde fundet en mere rummelig bolig end de vekslende vagtværelser, holdt vi en lille indflytterfest for de personer, der stod nærmest blandt de fastboende. Ellen og Margit naturligvis, desuden andre bekendte fra sygehuset, overvejende kvindelige, derudover blandt andre Svend Svendsen og Christina. Og Veronique, der havde etableret sig sådan i lokalmiljøet og bekendtskabskredsen, at hun ikke var til at komme udenom.
Da Malene mødte Veronique, fandt de umiddelbart sammen som den naturligste ting. De var som to piger på fem år, der ser hinanden for første gang og straks går i gang med at lege sammen, som om de aldrig har lavet andet. Men nu var de trods alt mere end fem år, Veronique noget mere end Malene, og så blev de af udenforstående antaget for at være søstre.
– Er hun adoptivbarn? spurgte Christina, som udmærket kendte til forskellene mellem Malenes og Veroniques baggrund.
– Nej nej, hun er hjemmelavet! svarede jeg. – Det bedste minde fra den tid hvor vi arbejdede sammen der ude, på nødhjælpsprojektet i regnskoven. Det var der, hun fik sin kulør!
Britt smilede som en tredje femårig, en der tages i noget flovt som også er sjovt. Så lo hun løssluppent og nød tilhørernes reaktioner.