Vi taler om historien, det har vi gjort længe, så vidt vides altid. Spredte kilder beskrev de første tider, vores forgængere gennem generationerne, hvordan de affandt sig med forholdene. Nu taler vi også om forhistorien, den der handler om tiden før livet i bjerget, før de store katastrofer, eller hvad det nu var. Nu har vi måske fået den på tæt hold, forhistorien. Alt hvad vi finder frem vidner om forholdsvis udviklede civilisationer, mennesker der dannede samfund, og indrettede sig på jordens overflade på den bedste måde, troede de. Uden tanke for andet end sig selv, uden at tage hensyn til andet end sig selv. Det var bestemt ikke til fordel for livet og livsbetingelserne. Men det fik katastroferne lavet om på. Vi ved ikke med sikkerhed hvilken type katastrofer det var, om det var naturlige eller menneskeskabte katastrofer, ubevidst eller selvforskyldt. Men kolossale bestræbelser og arbejdsindsatser gik tabt sammen med befolkningerne og kulturerne. En mængde kunnen, erfaringer, resultater og et væld af viden. Noget af det vi finder nu kan vi sikkert drage nytte af, andet forstår vi ikke, men undersøger af nysgerrighed. Vi finder vidnesbyrd om forhistoriske forhold, de giver inspiration til nye udviklinger, forslag, initiativer. Vi har brug for idéer og inspiration, nu som altid. Det er udvikling. Hvis hver generation af de unge gør som de gamle, kommer vi aldrig videre.

– Størstedelen af levnene fra forhistoriens kulturer gik tabt.

Sådan hørte vi vores undervisere i historien.

– Det samme gælder teknologien, den blev kun videreført på felter som passede til livet i hulerne. Enkelte videnområder blev overtaget og videreudviklet fordi der var brug for dem. Sundhed, sygdomsbehandling, medicinsk forskning og praksis blev videreført. Fødevareproduktion blev radikalt ændret og tilpasset de nye betingelser. Samfundets “blodkar og nerver”, infrastruktur, forsyning, distribution, affaldshåndtering og recirkulation, alt det blev nærmest genopfundet. Det samme med kommunikation og information, for dengang teknologien til det forsvandt, var der ikke længere brug for den. Der blev skabt nye ting, og fundet på nye måder at gøre det på, det står de for, dem der arbejder med de nye teknologier og udvikler dem, men hvordan det fungerer unddrager sig de fleste andres erkendelse.

Arkivet

Jeg er ved at uddanne mig som arkæolog. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvordan de forhistoriske samfund har været, hvordan de var indrettet, hvordan det var at leve dengang, hvilke vilkår man levede under, hvad man kunne gøre som person, var der stærke begrænsninger, skulle alle opføre sig ens, kunne man vælge mellem forskellige måder at udfolde sig på? Knogler giver et spor. Alle efterlader spor, alle efterladenskaber indeholder spor. Alle de videnskaber og al den teknik de forhistoriske mennesker omgav sig med, afsatte spor. Deres bekymringer, forestillinger, illusioner, deres religiøse og politiske vanvid, det hele afsatte spor. Det er bare os der skal tyde dem.

Noget af det første vi fandt dengang bagvæggen i vores gamle hule blev åbnet, var begravelserne i nicher og på hylder, i lag på lag af skeletter og mumier. De blev undersøgt, vi undrede os over at de ikke straks var gået til genbrug. Dengang beherskede man endnu ikke teknikken, tænkte vi. De yngste af mumierne er næsten alle af samme alder, cirka 18-20 generationer, det må være før det blev almindeligt at recirkulere de døde.

I arkæologien støder man hele tiden på gåder der skal løses, mysterier der skal opklares. I arkæologien stilles man hele tiden spørgsmål. Det er det smukke ved videnskab og forskning. Vi vil gerne finde svar. Men vi bliver forvirret, når vi ikke kan finde ord for det. Ordene skal jo lige opfindes først.

Vi er på en af vores mange udflugter ind i det ukendte indre. Det hører med til studiet, og vi bliver overvåget, for vi skal jo ikke ødelægge noget. Turen går til et nyopdaget område bestående af haller, sale, små og større rum, korridorer, gange og trapper, ikke mindst trapper. Et par steder er der gået noget i stykker, så man kan se ind i konstruktionen. Og her kan vi se spor efter et utal af ombygninger, for ved hver ombygning er der tilføjet en ny væg, inden for den gamle. Nogle steder findes fire og seks lag, og i mellemrummene er alt det tidligere bevaret, lige fra vægge med fodpaneler, dørindfatninger og hele døre, til gardiner og malerier. Vægge bag vægge i flere lag, en guldgrube af et fund. Et sted står de så tæt som malerierne i magasinet til et kunstmuseum eller et sted hvor man kan bytte kunst. De er betagende, billederne, og alle i ekspeditionen fortaber sig i dem i stedet for at komme videre.

Jeg går lidt væk fra gruppen. Jeg ser så langt jeg kan ind mellem de tynde vægge, de er alle stillet op foran de endnu ældre, uden større hensyn. Jeg kan mærke overfladerne der engang var synlige, og fornemme rummene de dannede. En sælsom lugt, der meget sandsynligt stammer fra de mange materialer. Ikke stærk, men karakteristisk, støvet og krydret, syrlig og sødlig, og den forandrer sig lidt ved hvert skridt, her en anelse røget, lidt længere fremme med et kemisk stikkende anstrøg. Og med lugte i alle farver.

Jeg føler på væggen et sted hvor den er gået fra, og prøver at trække den lidt fri, så jeg bedre kan se ind bagved. Så sætter den sig med et ryk, og jeg må holde igen på den så den ikke skal skride. Men da jeg tager hånden til mig igen, løsner væggen sig og glider fremad og nedad. Væggen bagved blottes, og det ser ud som om endnu flere lag vil skride, og jeg må prøve at støtte igen, for at undgå at det hele styrter sammen. Det lykkes nogenlunde, men ud af en reol mellem to af væggene glider indholdet fra hylderne ud og lægger sig oven på den løse væg, der nu falder helt sammen. Et skab åbner sig, og fra det vælter indholdet også frem og hober sig i dynger oven på det andet, og jeg må springe til side for ikke at blive begravet. Jeg må tilkalde hjælp for at forhindre mere ødelæggelse, men det er for sent nu. Det ser ud som et helt bibliotek, ligesom vores museumsmagasin, bare større. Sammenstyrtningen forplanter sig til andre magasiner som jeg ikke kan se, jeg hører lyden af træ der knækkes og bylter der falder på gulvet, mærker lugten fra støvet som kommer drivende og lægger sig over alting, tager af, og kun langsomt breder sig. Tænk hvis jeg havde undgået dette, så havde der været uvurderlige kilder at tage fat på, undersøge og registrere. Det er der stadig, men al orden og systematik er gået tabt, og det er jo noget af det vigtigste. Som hvis man åbner en bog, og bogstaverne drysser ud og lægger sig i en bunke, den bog giver jo ikke mening længere.

Jeg må finde gruppen. Jeg må fortælle at jeg lige har lokaliseret et hjørne af et kæmpestort arkiv. For noget af det kan stadig være intakt. Jeg må vente lidt, til støvskyen har lagt sig. Ellers får de mistanke om uansvarlig omgang med et uvurderligt fund.

Ja, jeg kommer alligevel til at vente lidt. Jeg har jo sluttet mig til grupperne der skal føre protokol over arbejdet. Så kan jeg bedre holde mig fra de skrøbelige fund. Heldigvis er vi mange om undersøgelserne, for de strækker sig over store områder, og det er umuligt at følge med i det hele. Vi er et helt hold af personer, der skal beskrive det der foregår. Ikke kun fremlægge og beskrive, også dokumentere processen. Egentlig er jeg ikke helt glad for det, for det holder mig tilbage fra at være i front, at være blandt dem der ser og undersøger fundene som de første. Jeg skal holde mig fra at pille ved tingene, men bliver kompenseret med et bedre overblik. Det jeg mister som frontløber og spydspids, indhenter jeg ved større samlet viden. Og det forhindrer mig ikke i at dyrke min særlige interesse, den handler om det skriftlige, det der bedst beskriver den tid vi undersøger. Med hele dens tænkemåde og mentalitet. Havde jeg dog bare ladet arkivet være.

I historieundervisningen prøvede vi at rekonstruere en tidsskala, for at se om tiden har en retning vi kunne bruge. Vi undersøgte lineære, pendulerende, cykliske og logaritmiske tidsskalaer, enkeltvis og i kombinationer. Tidsskalaen bruger vi nu til at ordne det materiale vi finder, så det er den gamle, forhistoriske tidsskala, som var lige dele lineær og cyklisk. Man brugte tal delelige med to og tre, måske fem, og gerne et total mere, så man kunne dele i halve, tredjedele, fjerdedele, femtedele og sjettedele. Tolv og fireogtyve er gode. Hvis der også skal være et femtal med kan man bruge et tal som tres. Det kom fra geometrien, hvor man havde brug for en praktisk måde at dele vinkler og cirkelslag. Nu må vi se hvordan det virker når vi skal inddele tid på den måde, ligesom hos de forsvundne kulturer.

Historiestudierne giver foreløbige resultater. Nej, ikke resultater, kun teorier. Historie har aldrig været eksakt videnskab. Mon det også var sådan med den sidste tid lige før de store katastrofer, er det også teori? Er kilderne gode, er de troværdige? Hvis vi finder skriftlige overleveringer om tilstandene i den tid, bliver det lettere. Hvis vi får rekonstrueret de ødelagte arkiver, tænker jeg. Dem som jeg så på mens de ødelagde sig selv. Jeg tror ikke jeg nogensinde tør fortælle hvordan det gik til. Ja, tænker jeg, der var en masse teorier om tiden før katastroferne, om hvad det var for en slags katastrofer, om hvordan og hvorfor de skete. Nu kan der kastes nyt lys over det, vi må samle materialet op, sortere det i teorier og resultater, og underdele resultaterne i hypoteser og kendsgerninger. Hvis vi kan.

Nogen tid efter min drøm om at gå ind i den anden verden er den faktisk fundet. Undersøgelserne er i fuld gang, lige så forsigtigt og omhyggeligt. Jeg studerer arkæologi, og er med til det. Og nu bliver der fremlagt resultater fra optegnelser og fund fra de nyfundne områder. De er på skrift og viser sig at være interessante kilder på forskellige forhistoriske sprog, de bliver undersøgt af sprogspecialisterne, og der kommer en redegørelse frem. Det er skrækindjagende læsning. Det står på ingen måde tilbage for mit gamle mareridt. Der oprettes studieretninger for at lære at tyde de antikke skrifter, og det bliver moderne at lære deres sprog at kende. Kilderne beskriver samfundsforholdene før katastroferne. Det der først blev betragtet som et forvildet febersyn, viser sig desværre at være forhistoriens virkelige verden. Al menneskehedens onde vilje, egoisme, uduelighed og tvivlsomme adfærd i fuld udfoldelse.

Som protokolførende må jeg referere alt, selv de mere konkrete og måske banale fund, i første omgang handler det mest om lokaliteterne vi bevæger os rundt i. Rapporterne kommer fra dem der undersøger gangene, rummene, inventaret, installationerne, jeg skal sådan set bare samle deres notater. Og være med til at ordne dem og kategorisere dem, det slipper ingen for. Jeg tror vi alle synes det er spændende, alle de forskellige måder stederne var indrettet på, ligesom vores, ikke lige så slidt, men forsømt. Ubrugt, næsten urørt siden ibrugtagningen, det ser man. Slid og præg af stadig brug giver liv, så meget liv nåede stedet ikke at få tilført, det har nok kun været brugt i kort tid, sandsynligvis forladt hurtigt. Det er gruppen hvor Hagen sidder, der modtager rapporterne om de ting.

Så kommer vi til de spændende steder hvor fundene hober sig op og de fleste opdagelser gøres, det er allerede en hel del sjovere. De store mængder stiller krav til registreringen, det er omstændeligt, langsommeligt, men nødvendigt. Og spændende. Sådan er faget jo, jeg har selv valgt det.

Fundene som vi skal registrere, indløber sideordnet, i tilfældig rækkefølge, kaotisk. De kommenteres med notater, i kortfattede standardformater. Vi diskuterer dem under sorteringen, og gør os tanker om hvad man kan udlede af dem, og prøver at forklare det for hinanden.

Der er flere grupper til at tage sig af opgaverne, der fordeles efter speciale. Der er ernæringen og fødevaresituationen, som var fuldstændig anderledes i forhistorisk tid end det vi kender til. Og sundheden, og deres sygdomme, særlig dem vi ikke kender i vores tid. I sundhedsgruppen sidder Salka, i sygdomsgruppen Mitri.

Mange af teksterne der bliver fundet når jeg slet ikke at se. Kun dem der beskriver de emner som Isa og jeg skal ordne og arkivere. Og så dem der der bliver afleveret forkert. Som vi selvfølgelig staks bærer over til de rigtige grupper. Her er for eksempel et par tekster om mad og fødevarer, dem skal Salka have. Men jeg kan ikke lade være med at kaste et blik på dem.

Maden

Nu vi nævner Salka, ernæring og fødevarer. Nærings- og nydelsesmidler. Vi skal have noget at spise, vi er sultne. Arbejdet er spændende, men det kan ikke dæmpe appetitten helt.

– Det er godt at vi har noget at spise, siger jeg til Salka. – Det er godt at vi har noget der smager helt fantastisk! At vi kan tale om det og drømme om det!

– Ja, siger hun, – jeg kan rigtig godt forstå dem der gerne vil arbejde i køkkenerne. Det er svært at komme ind og være med, man skal sikkerhedsgodkendes. Når man er kommet der ind, fortæller de heldige, så ser man en verden af muligheder! Mad, smag, duft, konsistens, struktur, tekstur, udseende, farve og den slags. Syn, lugt og smag! Produkter, ingredienser, med hver deres egenskaber, så forskellige, så mange muligheder! Og det ernæringsmæssige, det er vigtigt, mad skal være sundt! Og dejligt at spise.

Der sker hele tiden fremskridt. Før i tiden var det mere ensformigt. Fantastisk at se, som udviklingen går fremad. Vi kan få al den mad, vi ønsker, med alle varianter af smag, lugt, blødhed, konsistens, farve og struktur. Hele tiden nye spændende varieteter, udviklet på forsøgsanlæggene, og hele tiden nye, opfindsomme måder at sætte retter sammen på. Og så har vi det eksotiske, som er specialiteterne indført fra naturen og dyrket i væksthallerne. Det sker ikke så tit, man må vente til de bliver frigivet. Men hvis man er heldig, kan man nu og da sætte tænderne i en ny og ukendt sort, endnu en grund til at det er så populært at arbejde i fødevareproduktionen. De mest sjældne ting når endnu mere sjældent uden for de kredse.

Tænk, at man kan få de fantastiske ting at smage, og så er det lavet ud fra stoffer, der tidligere var lort, pis, affald, døde mennesker, rådne indvolde. Fordi det hele er nedbrudt til grundbestanddele, molekyler mindre end proteiner og aminosyrer. Så der ikke slipper sygdomme gennem recirkulationen og forarbejdningsprocesserne. Det samme som naturen altid har gjort, mennesker levede direkte af naturen, dengang voksede det hele også op på død, henfald og nedbrydningsprocesser. Mikroorganismerne der gjorde deres arbejde i naturen, bruger vi nu i vores anlæg, bare mere koncentreret. Mennesker har altid spist rester af deres forgængeres lig, om ikke direkte, så efter at de var gået gennem langvarige processer, bakterier, mikroorganismer, dyr og planter, forrådnelse, nedvisning, formuldning, genopståen gennem nye organismer. Og så forfra i et cyklisk forløb af opbygning og nedbrydning, naturens egen runddans af anabolske og katabolske processer.

– Altså, naturen har altid været en stor biologisk genanvendelsesfabrik. I hver eneste mundfuld du spiser eller drikker, er der materiale der før har siddet i pis og lort fra fisk, padder, dinosaurer og i levende og døde dyr og mennesker før dig, i bylder og betændelser, i rådnende kadavere af uddøde og overlevede dyrearter, i fluer og maddiker, edderkopper og slangegift. Vi spiser det hele! Det har vi altid gjort. Nu sørger vi for nøjagtig det samme, bortset fra at vi for alt i verden må undgå giftstofferne udefra. Lige fra gas og radioaktivitet til patogene mikroorganismer. Det holder vi ude, må enten være selvforsynende eller kontrollere alt udefra. Vi gør begge dele. De mumier vi fandt f.eks. skal kontrolleres grundigt, hvis vi vil sætte dem ind i kredsløbet. Muligvis kan de bruges, men der er vist ikke meget at hente i dem, og sandsynligvis er de forurenede. I deres tid var risikoen for kontaminering udefra endnu højere end nu. I øvrigt skal de nok bruges til forskning.

Masso arbejder stadig ved dekomponeringsanlæggene og fortæller at det ikke lugter særlig godt, det er hans måde at sige det på, ellers kan han godt vænne sig til det. Alligevel kommer vores mad til at smage fantastisk! Selv uden at være sulten fristes man til at smage på specialiteterne. Med dem er det med så meget, måske synes man ikke om det første gang, men lidt efter får man åbnet sine sanser – og opdager helt nye skønhedsoplevelser! Oplevelser der huskes, og kan gentages, når man vil forkæle sig selv. Og har tid nok, for med specialiteterne skal man give sig god tid.

Alle de gamle tekster om mad, tilberedning og spisekultur samler vi sammen til Salka. Her igen en tekst til hende, denne gang lidt om den forhistoriske gastronomi.

– Spændende! siger hun. De havde helt andre muligheder. Men vi har vores egne. Det er forresten ikke hensynsfuldt at svælge for meget i specialiteterne. Det kræver så meget af dem der laver det!

Isa har siddet opslugt af sine notater, men bryder ind.

– Det er ellers her, de udfolder sig rigtigt med alt det de kan! De elsker det!

– Det er rigtigt, og de elsker at fortælle om det. Men de mere enkle måltider er da også en nydelse. Vores traditioner, kommer de ikke fra tider hvor man kun havde få fornøjelser? Man forsøgte vel at skabe nogle lyse øjeblikke, med de muligheder der var?

Men specialiteterne. Alle kender nogen der arbejder i køkkenerne, også Salka, Isa og jeg, og vi kan spørge dem selv. Er vores lyst til specialiteter til byrde for dem, eller til berigelse? Jeg tænker videre, overvejer noget jeg vil vente lidt med at diskutere med Isa og Salka. Jeg tænker på den gang man havde fået bugt med de fleste af menneskets dårlige egenskaber, da man havde afskaffet ejendomsretten, besiddertrangen og jalousien, så kærlighed og seksualitet blev til umistelige glæder, mennesker kunne give hinanden.

Og mad. Gælder det også mad? Kan vi sige hvor vi fandt glæderne først, i god mad, i god kærlighed? Det har vel ikke altid været som det er nu. Begge dele giver de største glæder for de fleste af os, selv for dem der har svært ved at finde glæder andre steder. De endnu mere heldige finder flere fornøjelser, ved arbejdet, studierne, nysgerrigheden, ved den viden og kunnen, man tilegner sig gennem arbejde, studier og nysgerrighed. Alle kan finde fornøjelse ved mad, sådan er det også med kærlighed. Lad os bare sige sex. Der er basisfornødenheder, der er forretter, hovedretter og desserter. Der er sublime oplevelser i kærlighed, som der er gastronomiske højdepunkter i mad. Jeg har prøvet det hele. Alle sanser skruet op på fuld styrke. Hvis der er for lyst eller for mørkt, intet syn. Hvis der er larm eller stilhed, ingen lyd. Følelse er svær at snyde, men lugt og smag kan snyde, det er der ikke noget ved. Mad må ikke snyde. Sex heller ikke. Begge dele findes som nødtørftig tilfredsstillelse af drifter, som standardiserede forløb efter en skabelon, det er der nogen der foretrækker. Men det er også en måde at mødes på, man kan udvikle det som sprog, man kan lege med det og udforske mulighederne, det er en dans, en kunst. I sex og kærlighed kan de nysgerrige finde andre nysgerrige at lege sammen med, opnå umistelige oplevelser til at huske, og leve videre på. Kombiner det med venskab, og man får uopslidelig kærlighed, båret af fortrolighed og omsorg. Sådan som jeg har det med Isa, vi har endda det faglige samarbejde, engagementet i viden og undersøgelser, som kan være lige så intenst som et knald. Her føler jeg mig privilegeret, jeg har adgang til Isa, i fuld udstrækning, kan svælge i hende, øse af hende, uden begrænsninger og på alle planer – og håber at give lidt igen, kan jeg det? Det må jeg spørge hende om. Ikke nu.

Hvorfor jeg nu kommer til at tænke på alt dette med mad og sex? Hvad har mad og sex til fælles? Æstetikken? Grådigheden? Det kan jeg godt spørge Salka om.

– Kan det komme af, at man spiste mennesker, engang tilbage i tiden? spørger jeg.

– Nå ja, det gjorde man jo, siger hun. – Når der ikke var andet at få. Var det mon et levn fra den tid hvor man endda spiste dyr? Jeg ved ikke hvad der var mest frastødende. Sådan behøver det jo ikke være med sex!

Jeg ved ikke om hun forstår det med sansernes sammenstød mellem at spise og elske. Hun har allerede fortalt historier om forhistoriske spisevaner, jeg skal ikke nyde noget. Salka dramatiserer det måske, hun kan få os til at føle, se, lugte og smage, bare ved at fortælle om det. Forskrækkelsen over at man i forhistorisk tid spiste dyr. Avlede dyr for at lave mad af dem. Kvalmt og ulækkert, siger hun.

– Hensynsløst! Ufølsomt! Når man ved at dyrene var levende væsener med følelser og bevidsthed, når man ved at der dengang var masser af frugt og grønt at spise, meget mere end vi har nu, vi har lært at man brugte utrolig store arealer for at dyrke planter til at fodre dyrene med, kun for at slagte dem og spise dem bagefter! Ved at dyrke afgrøder til at spise direkte kunne man have sparet dyrene for et uværdigt liv til slagtning, og arealerne for uværdig dyrkning af foder! Og så alt det vand, de arealer skulle vandes med! Ved at æde planter i stedet for dyr kunne de have reddet civilisationen! Tænk at hælde fire fem gange flere næringsstoffer gennem slagtedyr end man kan konsumere selv? Men de holdt fast i gamle traditioner, de ville ikke undvære hvad de var vant til, de ville ikke give slip på noget der gav magt. Magt over dyr. At dræbe nogen for at æde dem, total magt! Svælgede de i drab? Fik de afløb for sadistiske følelser, udviklede de smagssanser der gjorde det muligt at spise dyrenes kød og blod, skind og ben og indvolde? Ligesom rovdyr, var de forhistoriske mennesker rovdyr? Vi avler ikke dyr til at blive ædt, sådan et liv vil vi skåne dem for, vi spiser ikke dyr! Fordi det er ondskabsfuldt og ulækkert, og fordi der ikke er flere, dem fik de forhistoriske mennesker udryddet! Men sammenligne det med sex, det får du mig ikke med til!

Hun sagde ufølsomt. Hos hende kortsluttes sanserne ikke mellem spisning og sex.

Salka bliver ved med at finde grusomme beretninger fra teksterne. De dominerer i materialet om ernæring og fødevarer.

– Absurd tanke! Afskyeligt, meningsløst spild af ressourcer! Uansvarlige mennesker! Noget godt kom der da ud af deres omgang med dyr, de lærte at fremme de gavnlige egenskaber og hæmme de skadelige, gennem avl, sådan at de senere kunne bruge metoderne på sig selv! Men de kunne ikke se forskel på gavnlige og skadelige egenskaber, det lærte de for sent, men vi er ikke længere rovdyr, vi er i stand til at omgås hinanden fredeligt! Det kan vi takke vores forgængere for, da de endelig havde lært at bruge avl til noget fornuftigt!

Ja, tænker jeg, vi er ikke som som vores fjerne forgængere. Vi deler alt med hinanden, uden forhistoriske dramaer og slægtsfejder, uden at dræbe hinanden for noget så pjanket som jalousi og krænket ære. Vi har lært at være fælles om tingene som den naturligste ting. Vi under hinanden det bedste vi kender, for eksempel vores kærester, i stedet for at holde dem for os selv. Det er uhøfligt at lægge beslag på nogen, og det er uhøfligt at afvise kærlighed. De dyrekøbte historiske erfaringer gjorde det muligt at leve i den bedste af alle verdener. Når nu vi ikke kan flygte fra den. Hvad heller ingen normale mennesker ønsker.

Vi sidder i den store hal og modtager materialet til fordeling mellem grupperne. Hallen kan ikke have været et bedested som i forhistorisk tid skulle stemme sindet til andagt. Tværtimod, det her har været et teater, som skulle give folk noget at grine og græde over. Vi fandt arkiver med opskrifter på teaterstykker, i store mængder. Her forekommer navne. Ikke forhistoriske navne, det er navne som vi genkender. Noget tyder på at der var musik til teaterstykkerne, det er forskernes bud på hvad de store mængder af tegn på indviklede linjesystemer skulle bruges til. Foreløbig er man i færd med at tyde teksterne. Emnerne er stærkt antikverede men ikke indviklede, de handler om primitive følelser som kærlighed og jalousi, og om virkelig forhistoriske fænomener som familie, magt og tyranni.

Det er sådan et sted vi har fundet frem til, et teater, et sted der ser ud til at rumme fund i overflod. Fantastisk stort, meget større end nogle af de sale og haller vi kender i forvejen. Fantastisk travlt, alle arkæologerne, arkæologaspiranterne, hjælperne, specialisterne fra flere andre fag, vi har alle sammen travlt med at afdække det hele, beskrive og registrere hvad vi finder, og lige så travlt med ikke at gå i vejen for hinanden. Der lyder en summen, som af mange stemmer der taler ærbødigt hviskende med hinanden, hver især optaget af spændende opgaver, og af respekten for det de undersøger. Også opgaven med at rapportere og registrere er vi heldigvis flere om, for det er umuligt som enkeltperson at få noget overblik. Alt imens rapporterne hober sig op og fundene mærkes og nummereres, kan vi ikke lade være med at spekulere over hvad det er for en tid vi ser tilbage i.

Her sidder vi så, Isa og jeg, mellem de andre grupper der har dannet sig, for at bearbejde fundene. Vi interesserer os for de kulturelle og sociale forhold, derfor går vi især efter det skriftlige materiale. Vi ser det i den rækkefølge det bliver gjort tilgængeligt, og vi må samarbejde med dem der hjælper med at oversætte det for os. Dem diskuterer vi med, følger med i deres betragtninger, reaktioner, overraskelser og vurderinger, og finder frem til en fælles forståelse af dokumenterne, og af den verden de stammer fra.

Den store hal bærer præg af at være brugt som tilflugtssted, genbesøgt med korte mellemrum, måske over meget lang tid. Det eneste sted i de nye områder hvor vi ser tegn på intens brug. Efterladenskaber og slidmærker fra flere perioder, ifølge Hagens hold, som ivrigt indsamler alle genstande og spor. det må være lidt svært for dem siden vi tog hallen i brug for registreringen. Tænke sig flere generationer af mennesker leve tæt mellem hinanden, måske endnu tættere sammen end os der sidder her nu, uden at kunne bevæge sig udenfor. Søgte de dækning, var de indespærret?

– Nu ikke så vemodig på deres vegne! siger Setto, da jeg nævner det for ham. – Var det ikke også almindeligt her hos os indtil for nylig?

– Jo. Men vi kunne dog komme rundt.

– Kan du huske vores gamle? Dem der døde da vi var små? De havde ikke lyst til at komme rundt.

– Der er stadig nogen der nægter at prøve det, andre vil bare ikke høre om det.

– Det viser vores skrækkelige tilpasningsevne! Det der blev en nægtet, og som man aldrig fik mulighed for, det ønsker man heller ikke. Man kan fantasere, man kan drømme, men man forventer ikke noget, til sidst ønsker man det slet ikke.

Grupperne, der sidder spredt i den store sal, prøver at samle puslespillet, som kommer fra arkiverne, også det der væltede. Der er nemme og vanskelige opgaver, alt efter arkivaliernes tilstand. Hele bøger lader sig ordne, nogle af dem er sammenhørende mht. udseende, alder, sprog, emne, og de holdes sammen. Værre med de bøger der er splittet ad, så de løse sider ligger rodet mellem hinanden. Endnu værre, når siderne er så mørnet, at også de er blevet til småstumper. Det må vente til der er udviklet bedre metoder. Man tager sig af det nemmeste først.

Det samme problem har man stået med tidligere, viser det sig. I forhistorisk tid fandt man også levn fra endnu tidligere tider, og nogle af de levn var mangelfulde og ufuldstændige, så man også dengang sad med spørgsmål der ikke kunne besvares. De ældste skriftlige kilder man kendte, var tegn præget ind i vådt ler, der kunne tørres og gemmes på den måde. De vigtigste af disse lertavler blev brændt til sten, så de kunne holde i rigtig lang tid. Alligevel gik mange af dem til grunde, blev ødelagt eller forsvandt, så der kun var brudstykker tilbage. Et stort epos, en slags skabelsesberetning fra dengang skriften lige var opfundet, fandtes stadig, blev oversat og udgivet på mange sprog, men fuldt af huller, som bare gjorde mystikken større. Gilgamesh. En matematiker og filosof gjorde langt senere store fremskridt for videnskaben og filosofien. Han lod sig på et tidspunkt omvende til religiøse fantasier, og nedskrev sine tanker på løse skitser uden nogensinde at få ordnet dem. Efter hans død redigerede forskellige udgivere hans materiale til vidt forskellige udgaver, der dårligt kunne sammenlignes. Blaise Pascal hed han, og hans tekst “Pensees”.

På samme måde får vi hele tiden tekster ind, de har været undersøgt, sorteret og nødtørftigt repareret, og det er så vores opgave at kategorisere dem og fordele dem til grupperne. Vi kunne ordne dem efter alder, men vi gør det efter emne, for sådan kender vi det fra vores bibliotek. Når der kommer tekster ind til grupperne skal de sorteres, vi bærer dem rundt til de andre grupper, og bytter med dem til alle tekster passer til de rigtige grupper. Den ene læser op fra teksterne, og den anden nævner gruppen der skal modtage dem.

– Vandforsyning, siger hun.

– Hagen, svarer jeg.

– Sund ernæring, siger hun.

– Salka, svarer jeg.

Vi lærer hurtigt hvilke grupper der skal have hvilket materiale, og vi skal være enige, så vi slipper ikke for at tale om det. På samme måde lyder der snak, mumlen og diskussion fra alle bordene hele salen rundt. Det vi er i færd med er den reversible proces af det jeg så ske med arkivet da det væltede. Den gang var jeg vistnok med til at vedligeholde nogle huller i vores viden.

Flere og flere af forskerne har kastet sig over magasinet hvor der blev opbevaret bøger. Det ser ud som om en stor del af det er styrtet sammen, siger de, og at det er sket i nyere tid. Det kunne have forbindelse med det skred der skabte adgang til hulerne. Jeg siger ikke noget. Hvorfor skulle jeg det, hjælper det på rekonstruktionen hvis jeg fortæller at jeg så det ske? “Det var mig der gjorde det” eller sådan noget, det behøver jeg vel ikke sige.

Forskerne har virkelig sat sig ind i at tyde de gamle skrifter og lære deres sprog, det interesserer dem vanvittig meget. De fortæller en gang imellem om noget de har opdaget, som kan kaste endnu mere lys over de skumle tider. Først finder de en operatekst, så det drama den stammer fra, og så nogle endnu ældre kilder. Noget af det sjove fortæller de så om. Det er den slags jeg har til opgave at sortere.

Opera

Nu kommer de med bunker af tekster, der alle handler om opera.

Langt de fleste af de gamle tekster er uegnede til at tage op igen. Håbløse at læse, latterlige at høre på og umulige at opføre. De vil ikke sige vor tids mennesker noget som helst. Tænke sig, at bruge en god lang tid på at lytte til det værste vås om to unge der elsker hinanden men ikke må for en tredje. Hvorfor skal vi spilde tid på al den snak om at de ikke engang kunne finde ud af at dele lige over, som vi gør i vores tid. Endnu værre, når nogen sloges mod hinanden om ret til en formue eller til et stykke jord. For at forstå det, skal man kende til ejendomsret over genstande og jord, noget vi lærer om som fortidens forbrydelser, som heldigvis ikke eksisterer længere. De kunne finde på at føre krig og slå hinanden ihjel hvis de fandt nogen der var en lille smule anderledes og ville leve på en lidt anden måde. Uhyggeligt at tænke på hvor primitivt de forhistoriske mennesker opførte sig.

De fandt en opera der hed Elskovsdrikken.

– Se her! Endelig noget vi kan forstå! Lad os se hvad den handler om, høre hvordan den lyder!

– En genert ung mand vil bruge et kærlighedsmiddel på en pige han er forelsket i. Det virker ikke, men han tror det virker, og så bliver han modig. Det falder hun for, han tror hun falder for ham, det gør hun ikke, hun falder for hans mod.

– Skulle det være sjovt? Det handler om svindel og forsøg på at snyde hinanden! Man kan ikke snyde sig til kærlighed, dybt dybt forhistorisk!

– Men det er sjovt at høre lydene! siger de. – Den forhistoriske musik, de har prøvet at rekonstruere den på musikarkæologisk afdeling. Det lyder meget eksotisk og meget arkæologisk!

Her kommer et teaterstykke der blev kaldt Romeo og Julie. Og det sammenligner de med en lille fortælling fra en samling historier fortalt af en gruppe mennesker der var flygtet fra deres by, hvor der var udbrudt sygdom. Den lille historie har noget af det samme som det store drama, for det handler om to unge mennesker der gerne vil elske med hinanden, og en balkon, som er stedet hvor de kan fortælle om det til hinanden, på én gang symbol for afstanden mellem dem og nogle forhindringer de skal overvinde. I det store drama bliver det til en familiestrid hvor alle er i kamp mod alle, sådan noget tåbeligt sludder kan civiliserede mennesker da ikke beskæftige sig med. Den lille fortælling må være endnu en håndfuld generationer ældre end dramaet, i den kravler den unge mand op til den unge kvinde, og så benytter de balkonen efter dens formål, ingen problemer opstår, og alle er glade. Hvilket viser, at før menneskene blev vanvittige, var de måske fornuftige nok. Selvom den lille historie også havde noget vanvittigt over sig med nogen der har magt og andre der ikke har, og en familie der bestemmer hvad de unge må og ikke må. Den lille historie hed Nattergalen, samlingen den kom fra hed Dekameron, den slags fortællinger kan vi sagtens bruge i vores tid, vise vores unge mennesker at også i forhistorisk tid var der folk som os. Det var selvfølgelig fuldstændig åndssvagt med en far der havde så meget at sige, og det med at tvinge unge forelskede til udelukkende at leve med hinanden bare på grund af et knald. Sådan var der vist så meget i de primitive tider dengang.

Opdagelserne fra arkivet vender op og ned på alle vaneforestillinger. Vi opdager operaerne og operanavnene. Det der siger os mest er navnene. Enkelte librettoer bliver oversat fra de antikverede sprog og fortolket. Det meste er uforståeligt. Sådan noget som regler om kærlighed, troskab og jalousi, tænk at det kunne beskæftige tænkende mennesker. Den med Elskovsdrikken forstod vi, men undrede os. Fænomener næsten lige så uforståelige som slægt, ære og magt. Det mest uforståelige er religiøs tro. Den mest udbredte opfattelse af tro er en teori. Vi mener at troen kom fra epidemier med en virus, der svækkede hjernens funktioner og forårsagede neurologiske kortslutninger, med deraf følgende tankeforvirringer. Tanker der går i ring uden at finde en udgang, dem kender vi fra andre tilstande, hvor der også findes en behandling. Men i forhistorisk tid kunne man hverken stille diagnose eller give behandling, så religionerne begyndte at smitte uhæmmet, men hæmmende for det egentlige samfund og dets udvikling. Ja, det er en teori, og ingen har lyst til at lade sig inficere med sådan en virus, så det ligger lidt tungt med at bekræfte teorien eksperimentelt.

Så er det opklaret hvor vores navne kommer fra! Det får mange, især de unge, til at interessere sig for sig selv på en hidtil ukendt måde. Der er en mani med tolkning af navnene, og som sideeffekt vil folk gerne kende librettoerne og den litteratur, de stammer fra. Det forstår de ikke meget af. De reagerer negativt. Så vidt vi kan se handler teksterne mest om egoistiske følelser, noget man skal dybt ned i sine urinstinkter for at grave frem, og det er altid en ubehagelig oplevelse. Sådan noget som jalousi, det har vi ikke i den moderne verden, hvorfor skal man pludselig tage stilling til det. Og kampe, konkurrencer, krige, stridende kræfter med sejre og nederlag, skal man nu lære om det, selvom det repræsenterer alle de dårligste sider af menneskelivet.

Alle de dårligdomme har noget at gøre med at man dyrkede individet, alle handlinger, kræfter, voldsomme udladninger og varme følelser skulle forbindes med den personlige identitet. Gruppetilhørsforhold for eksempel, det hjalp altid på en svag identitet. Så kunne familien være gruppen, men det kunne legekammeraterne også. Banden, byen, nationen, massen, religionen.

Når vi læser teksterne, når vi hører om disse meget gamle fortællinger, kan vi få indtryk af et særpræget forhold til seksuallivet, den tids mennesker må have haft. Et meget privat og intimt forhold. Respekt, selvrespekt, anseelse og status var knyttet op på den enkeltes forhold til sit kønsliv. Det hang uden tvivl sammen med traditioner, især de traditioner der havde noget med familierne at gøre. Og med den magt, familierne havde over den enkelte. Især reproduktionen var familiens anliggende, ikke personens. Hvorfor var det magtpåliggende for familierne at kontrollere reproduktionen, og dermed medlemmernes seksuelle adfærd? Fordi de oprindelige samfunds eneste gyldige enhed var familien. Den eneste magt i de oprindelige samfund var familiernes magt. Senere fandt man på mere avancerede måder at strukturere samfund på, man orienterede sig efter andre principper og efter andre mål, der opstod organisationer og institutioner, familierne mistede deres betydning, deres status, deres magtmonopol, og blev irrelevante. Men man glemte at justere på traditionerne i seksuallivet! Det blev ved med at handle om det intime og private, og det er nok grunden til at de blev ved med at dyrke fortællingerne om ejerskab og ejendomsforhold mellem elskende, med al den rivalisering og jalousi, det førte med sig.

Nu har vi jo et langt mere generøst og smertefrit forhold til kærlighed og sex. Da familierne og ejendomsretten blev afskaffet, forsvandt snerpetheden også. De ville nok få et chok, den tids mennesker, hvis de så hvad vi laver.

I de områder hvor teksterne blev fundet fandt man også genstande af metal, lavet sådan at de danner rør, enten lige eller tragtformede, krummet i mærkelige sving og sløjfer. De lige af dem har en række huller, omhyggeligt dækket med klapper og ventiler. Der har været pakninger for at dække åbningerne tæt. Ingen tvivl om, at disse apparater har kunnet frembringe lyde, hvis man blæste luften i dem an på en eller anden måde. Det er ikke til at forestille sig lyden fra disse instrumenter, for de var bygget til et lufttryk større end vores. Før en del af atmosfæren blæste væk. Hvor meget det nu var. Hvis man vil høre den rigtige lyd, må man prøve dem i et trykkammer.

Hvordan man fremstiller lyd. Fundene af antikke lydinstrumenter giver anledning til at sammenligne med de nye. Enhver kan fremstille lydtableauer, lydfænomener, lydforløb, forme dem og ændre dem. Det sker ved nogle impulser som man giver, og de bliver straks omarbejdet til lydindtryk. På samme måde kan man påvirke hinanden med farver og dufte, og andre sanser. Man kan udtrykke sig med det og kommunikere gennem det. Det kan rettes mod en enkelt, nogle få, mange eller alle. Som modtager kan man heldigvis slå det fra, ellers ville det være forfærdeligt at bevæge sig rundt i. Jeg ved godt at de fleste kalder det musik. Jeg kalder det støj. De elsker at gå rundt i det, og de slår ud med arme og ben imens. Det skal helst være meget enkelt og meget ensartet, for så er der flere der elsker det. Indtil de bliver trætte af det, så vil de have noget andet, men det skal også være enkelt og ensartet. De holder mest af det som de fleste hører på, for så har de ligesom noget at være sammen om. Jeg holder ikke af det, jeg synes det er for enkelt og for ensartet, bliver træt af det næste gang jeg hører det, somme tider allerede første gang. Men der er også nogen der arbejder meget koncentreret med noget meget mere kompliceret, hvor der foregår flere ting samtidig, hvor fænomener former sig og udvikler sig i stedet for bare at komme igen og igen. Det synes jeg er spændende. Ikke fordi jeg er specielt kræsen eller krævende, men jeg synes at de simple ting er kedelige. Somme tider kan jeg blive helt væk i at lytte til nogle komplekse strukturer der væver sig ind i og ud af hinanden, det er når de forlader det man kunne kalde beskrivelse af almindelige ting, som sjov og alvor, varme og kulde, behag og ubehag, og selv kærlighed og sex, ja for det er der meget af den simple musik der handler om. Det er når man bliver lukket ind i en verden, der bedre fortjener at kaldes musik, for det er hvad den handler om, musik og ikke andet. Dem jeg kender der arbejder med det, det er især Pelia og Aria, de fortæller at man fandt noget i de åbnede arkiver, som er mindst lige så spændende, selvom det bygger på helt andre traditioner. De taler om navne som Bach, Schubert og Shosta, som kaldes sådan fordi det rigtige navn er for langt. Og de glæder sig til at opdage endnu mere, for det er noget fantastisk der har åbnet sig for dem, og de vil kaste sig over at lave troværdige rekonstruktioner af den forhistoriske musik, ud fra de kilder de har fundet og med de metoder der allerede ligger til det.

Et par af forskerne ledte efter operaer der kunne interessere os i vores tid, mere om samfundsforhold og mindre om personlige intriger. Og så fandt de en der hed Aniara. En fremtidsskildring, en befolkning på flugt fra jorden, som de selv havde ødelagt. En masseflugt, der foregik med kæmpemæssige rumfærger, for at slå sig ned på en naboplanet. En af rumfærgerne hed Aniara, den forsøgte at vige udenom en komet eller en asteroide, men blev ramt af en meteorsværm, som smadrede dens navigationssystem. Nu måtte passagerer og besætning indstille sig på en færd uden mål, i kurs mod uendeligheden. Det kunne de ikke gøre noget ved. Et lille samfund, måske på størrelse med vores, indespærret i et rumfartøj uden udsigt til en fremtid og uden andet at gøre end at vente på ingenting. De dannede klubber og kulter, kastede sig over videnskab, filosofi, underholdning, religion og sex, lidt ligesom vi lærte i vores fortid i hulerne, bortset fra religion selvfølgelig. Men til forskel fra os lærte de ikke noget, de beholdt alle de dårlige egenskaber, de nåede ikke at forbedre sig selv, men blev ved med at optrappe intriger og stridigheder. Operaens visionære fortælling byggede på en digtcyklus om at det hele måtte få en brat ende, sådan som menneskene opførte sig. Spændende at finde den slags profetier, og høre at man engang tænkte den slags tanker, uden at der blev gjort noget som helst ved det.

Men jeg taber koncentrationen, vi skal jo fastholde overblikket, og jeg er en del af holdet der skal skabe orden i kaosset af fund, registreringer, analyser, informationer, sammenfatning og videreformidling. Godt vi er flere, i øjeblikket synes jeg det ser noget forvirret ud.

Samfund

Samtidig med operaerne opdagede vi nogle vanvittige strukturer, som man havde baseret de forhistoriske samfund på, og administreret dem efter. Det er vi ved at få klarhed over. Sådan noget som nationer. Som gav masser af kamp og strid, internt og eksternt. Der var besynderlige indretninger som familier, koncerner, karteller, interessesammenslutninger og andre samfund i samfundet. De havde noget de kaldte økonomi, kapital og markedstænkning. Den slags gjorde de til tilværelsens omdrejningsakse, og det giver os selvfølgelig nogle nærliggende modeller til forklare hvordan de kunne se på tilstandenes katastrofale forværring uden at gribe ind. De emner har Isa valgt at tage sig af, det meste af det andet er mit område, også det med tro og virus.

Ja, det ser forvirret ud. Men hvem siger der skal bringes orden i noget som ikke kommer af orden, som ikke tillader orden. Det er måske bare et kulturelt efterslæb jeg lider af, en sygelig trang til at få kosmos ud af kaos, næsten som de religiøst forblændede, der kræver en enkel verden og en enkel verdensorden for at kunne holde det ud. Jeg må være angrebet af virusinficeret trang til orden.

I forhistorisk tid har man manglet folk der ville noget med samfund, og som vidste noget om hvordan det burde indrettes, så det kunne fungere bedst muligt. De fandtes, der var desperat brug for dem, men de var ramt af Kassandra-syndromet, det vil sige at ingen lyttede til dem. Folk ville hellere indrette sig efter eget velbehag og til egen fordel, hvor kortsigtet. Der manglede vilje til at se livet som en helhed, til at se samfundets livsbetingelser som et samspil mellem alle levende arter, i den myldrende balance mellem komplekse organismer. Man var hverken interesseret i at kende deres måde at fungere sammen på, eller i at vide hvordan man kunne beskytte den skrøbelige balance, man forstod den ikke, derfor ødelagde man den. Interesseorganisationer var der nok af, de bestod af dem der ville arbejde for sig og sine. Dem der ville arbejde for helheden og for eksistensgrundlaget, de fik aldrig en chance. Der fandtes masser af viden om hvordan det kunne gøres, hvordan man kunne indrette vidunderlige samfund i respekt for livsbetingelserne, ikke på én men på mange forskellige måder, men ingen kunne blive enige om at gøre det nødvendige, og flertal kunne ikke bruges, for den enkeltes egeninteresser kom først, de manges fællesinteresser var irrelevante. De svage ville gerne gøre noget ved det men kunne ikke, de stærke kunne godt men ville ikke. Firmaers, familiers og gruppers interesser stod i vejen, nationers og staters magtkampe forhindrede alle gode initiativer og ødelagde det hele for hinanden, for alle andre og for helheden. Intet håb om at det nogensinde ville blive bedre. Derfor var udsigterne for fremtiden dystre.

Engang, nu eller senere, finder vi nok noget der viser hvordan idéerne blev udviklet i tidligere tider, hvor meget de blev stimuleret i frugtbart samarbejde, hvor stærkt de blev bremset af interessemodsætninger og spærret af rettigheder og patenter. Et af de områder min historiske nysgerrighed førte mig hen til, var spørgsmålet om hvad der sker når nyttig viden tilbageholdes, og det ved vi allerede en hel del om. Nu kan vi måske finde ud af hvilken praksis der var gældende her på stedet i den prækatabole tid, og om den praksis i givet fald var medvirkende til nogle af de store katastrofer.

Samfundsanalytikerne studerer de forskellige mekanismer der gør sig gældende i samfundslivet. De har et projekt som de kalder “Anaboliske og kataboliske processers indvirkning på prækatabole samfundsorganismer”. Noget i retning af opbyggende og nedbrydende kræfter før det endelige sammenbrud. De opbyggende processer dannede mere sammensatte strukturur ud af mindre sammensatte. De nedbrydende processer splittede sammensatte strukturer ad til mindre sammensatte. Nedbrydning var lettere end opbygning, hurtigere, med stærkere virkning, så mere effektivt ud. Ikke desto mindre så man ustandseligt gennem forhistorisk tid eksempler på opbygning og nedbrydning i vekselvirkning mellem hinanden, nærmest som en lovmæssighed. Efter hver omhyggelig opbygning fulgte en hurtig, uigennemtænkt nedbrydning, og omvendt, efter hvert destruktivt angreb påbegyndtes en nødvendig men møjsommelig genopbygning. De der ville forbedre samfundet opbyggede og vedligeholdte, de der ville forringe, ødelagde bare. Sådan var det med selv de sidste af de civilisationer, der kaldte sig højerestående. I deres slutfase dominerede afviklingstendenserne, startet af dem der ville se civilisationen nedbrudt til et stade de kunne forstå, som de kunne overskue, som de kunne beherske, så de lettere kunne udøve deres magt. Troede de. Derfor var nedbrydning og afvikling stærkt udbredt blandt svage ledere, når de ville øge deres magt og virke handlekraftige. Det blev kaldt reformer, men det var samfundsnedbrydende virksomhed. Ja, vi udfører kildekritik, med den kan man nuancere og moderere, men altså også chokere.

– Verdens befolkninger var delt op i nationalstater, som hun siger, Isa. – Det ved vi! Der var også andre måder at opdele på, de dominerede af og til, man rettede sig ind efter økonomiske og religiøse magter, alt efter hvor meget magt de havde. Disse magter tilpassede sig omvendt de foreliggende strukturer, fuldstændig som etikken og moralen, for struktur var ligegyldig, alt handlede om magt. De tog kontrol over nationerne, det var jo i nationalstaternes tid. Den slags religiøse og økonomiske statskup blev kaldt parasitær magtovertagelse. Det kom snigende indefra, som parasitter der opæder deres værtsorganisme.

Nationalstaterne skrev forfatninger, traktater, og overenskomster mellem hinanden. Man indgik bilaterale og multilaterale aftaler, som tilgodeså parternes interesser, alt efter magtens fordeling, uden hensyn til den samlede overlevelse.

Ja, kilderne til forhistorisk tankegang er tungt stof. Menneskets tænkning tilpasser sig forholdene, og under tilstande med konkurrence, konflikt, kampe og krige, formede begreberne sig efter det. Det værste man vidste dengang, det var forræderi mod sine egne og spionage for en fjende. Ja, sådan en naivitet kan man i vores tid næsten ikke forestille sig. At der skulle findes “venner” og “fjender”, en gruppe af “dem”, som “vi” skulle bekæmpe og forsvare os imod. Ingen savner de tider. Den slags udtryk viser menneskenes labile forestillinger om de højeste dyder og de værste synder. Hos os er der ingen der tager sig af blasfemi, for vi har ikke nogen religion. Ingen bekymrer sig om forrædere og spioner, for vi har ingen fjender. Ingen tænker på tyveri, for man kan ikke eje noget. At eje, ejendom, besynderlige gammeldags ord, som gled ud af sproget. Det kan være svært at forklare de unge hvad det egentlig ville sige i de ældste tider, at eje, for det siger dem ikke noget. Man kan lave noget, man kan skabe noget, man kan ødelægge noget, men at eje, det giver ingen mening.

Det værste har til alle tider været at ødelægge det fælles livsgrundlag. Sådan var det også i visse enklaver af forhistorisk tid, hos folk hvor man troede sig afhængig af guddommelige magter. Så slog man hårdt ned på dem der krænkede en guddom, som man troede sig afhængig af.

Her kommer noget mere med ejendomsret. Det skal over til Lears gruppe. Der er fundet flere tekster der beskriver den ejendomsret, der fandtes i forhistorisk tid. Der fandtes omsættelige værdisubstitutter, man kunne endda eje arealer og lokaliteter. Noget så enkelt men samtidig skadeligt som at eje ting tog de forhistoriske folk for givet, og det fik dem til at lide under en ufattelig uretfærdighed og ulighed.

Ja, det er min historiske interesse, der løber af med mig. De andre siger at jeg er engageret, jeg kan mærke at jeg også er indigneret.

Udveksling af varer og tjenesteydelser skete, så langt tilbage man har kilder om forhistorisk tid, ved hjælp af let omsættelige værdisubstitutter, kaldet penge. De blev værdiløse straks efter katastroferne, og med dem alle andre forekomster som valuta, mønt, værdipapirer, gældsbeviser, og alle kontraktlige forhold om ejendom. Al ejendom blev værdiløs, kunne ikke værdisættes, og så blev ejendomsret også meningsløs. Eksempler på penge og værdipapirer udstilles som kuriosa i montrer på det historiske museum, sammen med andre antikke fund som våben, ordener og æresbevisninger. Alt militær og al våbenbrug blev afskaffet. Og da der opstod katastrofal mangel på vand, fødevarer og andre nødvendigheder, blev der indført befolkningsregulering, med kvoter for tilvækst, der skulle tilpasses ressourcerne og mulighederne. Der er opstået teorier om at der i forhistorisk tid ikke var nogen bevidst styring af den fælles genetiske arvemasse, og at der som følge heraf blev udviklet sociale misfostre, individer uden sociale egenskaber, og at disse asociale egoister endda blev betragtet som normale, og til tider kunne danne flertal ved deres afstemninger. Der er ikke langt fra sådanne teorier til at opliste fantasifulde grunde til sammenbruddet.

Avl og mentalitet

Så kommer de igen ind med noget om avl. Jeg må stable det, og senere aflevere det til Mitri eller hvem der nu skal have det, jeg er ikke helt sikker.

Når vi undersøger den mentalitet, vi har tillagt os som art og som befolkning, så finder vi ud af at den faktisk er ret ung set i historisk lys. Mentaliteten altså. Før i tiden, ja måske især i forhistorisk tid, har menneskene følt og reageret på helt andre måder end hvad vi regner for civiliseret, hensigtsmæssigt og nødvendigt. De var aggressive, de manglede tolerance, de var egoistiske, kamplystne og stridbare. Godt vi er fri for den slags i vores tid. At vi ikke længere har de problemer de kæmpede med, og som de til sidst slog hinanden ihjel med, næsten sig selv også. Vi kan ikke udrydde tendenserne helt, vi ser rudimenter dukke op i hver eneste ny generation, måske i hvert eneste nyt individ. Men vi ved hvordan vi skal håndtere det. Ved at styre reproduktionen. I historisk tid kaldtes det avl. I forhistorisk tid eugenik. Dengang satte man alt ind på at forhindre bevidst udvælgelse af arveegenskaber, det stred mod deres regler fordi det havde været misbrugt, det ville være naturstridig manipulation af naturens orden. Som de så stort på i alle andre forhold. Men i de første historiske tider måtte man indse at det var nødvendigt, hvis man ville overleve som gruppe, som samfund, som art. Det som nu ses som en naturlig ting, som en nødvendig betingelse for civilisationens overlevelse.

Mere end tyve generationers avlspraksis kommer til sin ret. Krigerens kampinstinkter, social dominans, stigmatisering og bekæmpelse af andre fordi de er anderledes, alt det blev beskrevet, og menneskehedens sociokulturelle letalgener blev kortlagt, så vores forgængere kunne lade de følgende generationer slippe for dem. Det lykkedes til dels.

Man blev udvalgt og godkendt til at få børn, ud fra en karaktervurdering, men det var kun begyndelsen. Da man gik over til genetisk bestemmelse blev det gjort automatisk. Det var ikke noget problem. Selvfølgelig var der piger der gerne ville være mødre men ikke kunne godkendes, og der var dem der blev godkendt men ikke havde lyst. Men når man var genetisk bestemt og mentalt testet, var den sag afgjort. Det vil sige, der skulle stadig tages bestik af situationen, den genetiske analyse kunne ikke afdække alt, der kunne opstå mutationer og andre uventede uregelmæssigheder og karakterbrister som ikke kunne forudses. Samtidig skulle bredden i den genetiske arvemasse sikres, og her var tilstanden heldigvis meget bedre end man kunne forvente i en så lille popuation som vores. Vi havde så at sige ingen indavl, og baseret på mitokondrier var der nok af forskellige linjer at bygge videre på.

Alt det lyder nok lidt tørt og teknisk, men det var afgørende for at nå så langt som vi er nu.

Måske er der ingen der opdager mit uheld med arkivet. Jeg har heller ikke fortalt Isa om det. Alt andet kan jeg tale med hende om.

– Var man i forhistorisk tid slet ikke ikke indstillet på at forbedre den menneskelige natur?

Sådan kunne jeg spørge hende.

– Nej, kunne hun svare, – man tilbad mennesket som en guddom, og påstod at det aldrig kunne ændres.

– Vi ved da at menneskets natur godt kan ændres?

– Det vidste man også i forhistorisk tid, men stærke samfundsmagter modarbejdede, de forhindrede at man gjorde noget ved det.

– Nu spekulerer vi jo over om menneskets natur nogensinde var blevet forbedret uden de katastrofer?

– Ja katastroferne, som tvang de overlevende til at gennemtænke, situationen og genoverveje det de havde lært. Deres nedarvede forestillinger om livets begyndelse og afslutning, om livsførelse, moral og etik, dem regnede man for uforanderlige, indtil man måtte gennemtænke dem forfra. Og så fandt de ud af, at når flydende fænomener beskrives med lige så flydende begreber, går det galt. De undersøgte om der fandtes universelle regler for adfærd, moral og etik. Men, opdagede de, der findes ingen universelle regler for sådan noget, for moral og etik former sig efter de herskende tilstande. Med efterslæb ganske vist, men kun kort. I løbet af én generation kunne man sagtens opleve flere strukturelle forandringer. Hver gang havde man moralen og etikken til at svøbe sig beskyttende om den gældende samfundsorden!

Jeg lytter tit og gerne til Isa, især når hun taler om det hun har undersøgt.

– Den gang var der dyr til stede. Fugle, og fisk. Det fik de sat en stopper for. De åd dem! Til at begynde med drog de ud i skovene og ud på havet, der var ikke grænser for de opfindelser de gjorde for at fange dyr, fugle og fisk. Senere blev nogle af folkene fastboende, og gav sig til at dyrke jorden i stedet for at rende rundt og fiske og jage. Så gjorde de nogle af dyrene tamme, hegnede dem ind, åd dem, og begyndte at avle på dem for at få nok at spise og nok af de materialer, de kunne få fra dyr. Knogler, sener, indvolde, skind og pels. De skulle have avlet på sig selv i stedet for, så var det ikke gået så galt! Men de blev ved, i deres hensynsløse grådighed, egoisme og kamprus. Når de en sjælden gang forsøgte at avle på sig selv, var det ikke for at dæmpe deres dårlige egenskaber, det var for at forstærke dem!

Da det drejede sig om husdyr, gik man efter ydelsen. Da det drejede sig om mennesker gik man efter mentaliteten, for at opbygge kamp- og sejrsvilje. Modsat hos os! Vi dyrker det fredelige, viljen til samarbejde, hensynet til andre. Af hensyn til fremtiden. Vi kan se hos børn, allerede tidligt, om de har det. De fleste børn har gode sociale egenskaber med sig fra fødslen, ser det ud til, det drejer sig kun om ikke at ødelægge dem.

Da katastroferne var sket, fik de få overlevende øjnene op for at det var nødvendigt med bevidst avl. På den hårde måde fandt de ud af det. Der blev nemlig stadig kæmpet med den samme hensynsløse egoisme og grådighed, den der havde ført til katastroferne. Men nu kunne den lille befolkningsrest der var tilbage let indse, at de kampe måtte stoppes, hvis det hele ikke skulle ende med total udslettelse. Og det var mentaliteten man satte ind på. I sig selv nogle hårde kampe der skulle til, når de hensynsløse skulle isoleres. Men dem der huskede avlsarbejdet med husdyrene, de fik medhold i deres forslag om at udvælge visse individer til avl og fravælge andre. De fredelige blev godkendt, de aggressive og kamplystne blev fravalgt ligesom de grådige egoister. Og man kunne se, at det gav resultat som ønsket. Allerede efter de første to tre generationer havde befolkningen som helhed fået mildere træk, sådan at det blev lettere og lettere at udskille de aggressive og hensynsløse. Som I alle ved, har vi nu, i disse tider, opnået næsten alt hvad vi kan ønske i den retning. Men vi er nødt til at beholde godkendelsessystemet. Vi skal ikke risikere tilbagefald. Derfor har vi stadig de detaljerede standardprocedurer, der skal følges omhyggeligt ved en hver ansøgning om at blive mor eller far til et barn.

Samfund og kultur

Når det er samfund og kultur, er det mit område.

De der fatter interesse for teksterne, fascineres en smule ved at blive pirret på de tilbøjeligheder, som de hidtil har holdt nede og modvirket. Vi gør jo meget for at bevare et fordrageligt og samarbejdende fællesskab, hvor alle trækker i samme retning i stedet for at modarbejde hinanden. At eje noget er utænkeligt, at erobre noget forkasteligt, at snyde, svindle, og gøre noget mod andres vilje strafbart, at tvinge nogen, at vise magt og styrke, tilmed skade andre og endda dræbe, umenneskeligt. Men det kræver fantasi. Og det stimulerer primitive følelser som skal undgås. Forbudte, forargelige, uartige, grimme, frastødende, modbydelige følelser, men også lidt spændende. For nogle.

Og så er der de helt uforståelige fænomener som synd, skyld, skam, og de modsatte begreber dyd, ære, stolthed, og alt det absurde med fromhed og tro. Det giver ingen mening i sig selv at arbejde med den slags tåbeligt nonsens, men operaerne er fulde af den slags, mytologier som formentlig fulgte nogle kryptiske regler, deres koder må brydes hvis man vil forstå noget af det. I operatiden var det normalt med samfund opdelt i familier, klaner, partier, nationer, og andre grupperinger. Alle mere optaget af at bekæmpe hinanden end at arbejde sammen. En mørkeverden må det have været, med en tilhørende mørk mentalitet. Intet under, at den slags samfund kunne føre til katastrofer.

I gamle dage troede man også på at menneskene kunne styre sig selv ved hjælp af moral og etik. Der findes ikke sådan noget som moral og etik. Der findes kun vaner, individuelle og kollektive vaner. Man kan tilvænnes, man kan afvænnes. Og så findes der dårlige undskyldninger. De kan afsløres. I gamle dage hævdede man, at den menneskelige natur ikke kunne ændres. Det var jo hvad vi gjorde! Vi vidste, at alternativet ville være vores egen udslettelse.

Familier var almindelige før i tiden, men det blev ophævet for længe siden. Efter verdenskatastroferne var der kun spredte stumper tilbage af familier, der endnu ikke var udslettet. Som arv fra registrerings- og identifikations-processerne efter katastroferne har vi den biologiske identifikation, kromosom- og genprofilerne og de registre der blev oprettet, det hele er gjort klart og enkelt, og ingen tænker på familie som et anliggende mellem forældre, søskende og børn. Alle forbindelser kan slås op i registret. Hvis man vil finde partnere til at få børn med, søger man efter et match for at få den sundeste afstamning. Hvis man ellers er godkendt, for ikke alle kan godkendes, der må ikke være nogen kendte gendefekter. Heller ikke alle kan godkendes som mor, men selvom man ikke kan godkendes til at avle børn, kan man godt blive godkendt som mor til børn født af andre, for det er en anden slags godkendelse. På den måde gled familiens betydning ud, helt af sig selv, både af almindelig brug og af den enkeltes identitet, selvopfattelse og tilhørsforhold. Særlinge, der savner slægten som ankerpunkt i deres tilværelse, kan dyrke deres tilbøjelighed på museerne, i de historiske værker og i rollespillene. Før i tiden var det ikke almindeligt at kritisere sine forfædre. I mange samfund havde forældrene nærmest guddommelig status, for det var dem vi skyldte livet, og det var helligbrøde at spytte på dem. Logikken syntes at være, at hvis man slog ud efter sit ophav, ramte man sig selv i nakken. Hvilket viste, at man trods alle gode tanker satte sig selv højst. Hvor logisk argumentet om forfædrenes ufejlbarlighed end kunne lyde, og hvor let det var at punktere det, så var det dog en af de mere sejlivede myter gennem tiderne, sammen med sin modmyte, nemlig den med at ungdommen aldrig viste de ældre respekt, altid fejlede, aldrig blev til noget, og måske, måske ikke, lærte sig de egentlige mål i livet engang når de var blevet ældre.

Tro og humor

– Alle de oplysninger der bliver hentet frem fra fortiden, de er nye for os. Det forekommer naturligt at sammenligne den svundne verdens oplysninger med vores. Nærmest indlysende. Kunne det tænkes, at det er enestående for os at tænke som vi gør? Ikke at vi er enestående, langtfra, men at vores tænkemåde er. Vi sætter tvivlen før alt andet. Før vi tilslutter os en forståelse, skal vi have elimineret al tvivl. Sådan var det vist ikke førhen. Kan det ikke tænkes, at det har været helt afgørende at have en fælles forståelse af verden og af tilværelsen, for simpelthen at holde sammen på fællesskabet, samfundet, kulturen, civilisationen, kald det hvad du vil? Vi kunne kalde den religiøse tro for en identitetsmarkør, som individets garant for at tilhøre fællesskabet, kulturen osv. Det kunne måske forklare den aggressivitet, troen blev forsvaret med. Vi mangler ikke eksempler på hvor livsfarligt det kunne være at benægte sin tro. Tvivlede man på den religiøse tro betød det at man forkastede den samfundsorden man var underlagt og afhængig af. Det må have været et mærkeligt fænomen, en mærkelig situation at leve med, at man skulle anerkende et ganske bestemt sæt af doktriner, for selv at blive anerkendt som et gyldigt medlem af samfundet. Underkendte man de doktriner, underkendte man samtidig det samfund som var ens livsgrundlag, og det blev mødt med ganske voldsomme sanktioner. Som at blive henrettet for sin tvivl, ganske almindeligt i de mest forskellige traditioner, så vidt vi kan se. Inkvisition blev det kaldt, kætter blev man kaldt, blasfemi blev man dømt for, man blev halshugget, hængt, brændt, somme tider ens familie med, og hele den landsby man boede i, for den kunne være besmittet med ens tvivl. Så stærkt blev den religiøse tro forsvaret, lige så stærkt som den gældende samfundsmagt, og skulle vi tro at magt og tro var ét og samme, eller at den ene var den andens instrument? Hvis det sidste var tilfældet, hvilken af de to var så instrument for den anden? Udelukkelsesmetoden. Magten som troens instrument? Savner reelt set enhver logik, men magten kunne sagtens være legitimeret som instrument for troen, hvilket i høj grad ville være muligt indenfor troens selvbeskrivelse som den ultimative sandhed. Troen som magtens instrument? Indlysende logisk, understøttes af de samlede vidnesbyrd, den nok mest sandsynlige forklaring.

Der var perioder i historien, hvor vores samfund næsten blev udslettet. Det ved vi fra de mange fund, tekster og overleveringer. Vi kender flere sådanne store krisesituationer. Vores befolkningstal har været ekstremt lavt, nogle forskere anslår antallet efter den værste af kriserne til få hundrede. Vi ved også, at under nogle af disse kriser har vores forfædre været tæt på at opgive det hele, og lægge sig til at dø sammen. Det var den tvivl der opstod, hver gang tilstanden skulle synes at være håbløs, fremtidsudsigterne endnu mere håbløse. At lægge sig kollektivt til at dø var en mulighed der endnu ikke var prøvet. Hvad forhindrede det? Vi ved jo, at der i helt gammel tid stadig fandtes religioner. Sådan en religion kunne lokke tilhængerne til at komme med over i de dødes verden, for det var ikke svært at forklare at den ville være bedre en de levendes. At ikke alle vores historiske forfædre hoppede på det nonsens, det kan vi i vores generationer takke dem for. Hvis livet er noget at takke for. Men vi har vores argumentationspraksis, hvor alle begrundelser skal kunne føres tilbage til grundforudsætningen og alle argumenter frem til slutmålet, som begge handler om at bevare livet. For at opgive det skal man virkelig have opgivet alt. Så der var altid nogle stædige der holdt ved grundforudsætningen og slutmålet. Hjulpet af den viden, som blev opbygget gennem de seneste generationer, den ene efter den anden, som lærte os hvordan det hele var sat sammen, hvordan det var opbygget, hvordan det fungerede, og hvordan det skulle passes og vedligeholdes. Og udvikles. Krisesituationerne kunne godt stoppe sådan nogle udviklinger og sætte andre i gang.

Den fri ret til at bære våben sørgede for en vis reduktion af befolkningstallet. Vidt forskellige grupper mente at drab på andre grupper stadig kunne have fordele, om ikke andet så for at få bedre plads og lette på vores miljøbelastning. Fejlen var, at det altid var de værste der gjorde det og de bedste det gik ud over. Hvis det skete i form af krig, kunne de pynte på det med en slags patriotisk legitimitet, for i krig talte man ikke om sandhed og retfærdighed, men om os og dem. Vores eget samfund skelnede ikke mellem os og dem, afskaffede krig, og fandt at den aller alvorligste forbrydelse, det var at øge miljøbelastningen. Dette synspunkt har lige siden de første tider været grundlaget for vores love, derfor blev det også bestemmende for vores håndtering af kriminaliteten.

Vi sidder, Isa og jeg, i den store sal mellem de andre grupper, med de indsamlede resultater fra arkivets undersøgere. Vi prøver at sortere stoffet, for om muligt at bringe en slags orden ind i det. Samtidig undrer vi os over denne trang til orden, og spørger os selv om det bare er vores egen trang til overblik, der fører til at lede efter systematik i noget der egentlig er fuldstændig usystematisk. Jeg beskriver min idé om en slags ordens-virus. Men vi er nødt til at følge en orden, siger hun, og foreslår at vores forsøg på systematik måske senere vil blive afløst af noget andet og bedre. Den tanke styrkes af de store mængder af materiale, som uden ophør sætter os til at revidere vores forståelse.

– Ja, her har vi det igen! hører vi hinanden sige igen og igen. – Gentagelser, gentagelser! Vidnesbyrd fra en verden af ukontrollerede tanker hos usorterede individer. Gode tanker om sig selv og dårlige tanker om andre – det må have været frygteligt! Det endte jo også galt.

Vi finder levn af de forhistoriske kulturfrembringelser, og finder det interessant at holde dem op mod vores egen tid. Vi har jo ikke længere kultur i traditionel forstand. Kunst, litteratur, musik, det er ikke noget vi er så gode til som de var i forhistorisk tid.

Men humor, det er noget der har udviklet sig til ukendte højder. Humor er et kontakt- og kommunikationsmiddel. Der er mange lag i den humor, den udspiller sig på flere planer, den er lynhurtig, den bruges i almindelig omgangsform mellem mennesker, på arbejde, i selskaber og i det offentlige rum. Det er udelukkende en venskabelig og inkluderende humor, og den bruges kun til at gøre alle til en del af fællesskabet, for vi skal inddrage, ikke udelukke nogen, ikke hænge nogen ud og tage afstand. Vi kan ikke bruge humor til en slags duel hvor man gør andre til grin og prøver at sejre, det er utænkeligt. Ligesom det er utænkeligt at folk fra forhistorisk tid skulle kunne forstå vores humor.

Små historier om dem der kommer galt afsted men reddes, kan bruges. Overraskelsen, forskrækkelsen, panikken, glæden når det går godt, det kan bruges i humor. Det er godt, hvis historierne egner sig til at genfortælle, og de skal kunne forstås af børn. Det ved de noget om, dem der har studeret det. De har givet eksempler på studier i det de kalder den relative humor.

Vi kan lære meget af vores prækataboliske studier. Noget som kan beskrive vores egne grundholdninger, på en mindre selvsikker måde, ikke mindre præcis men mere nuanceret, i perspektivet af opdagelserne. Jeg tror vi kan sammenfatte noget af det vi har lært i en række udsagn, sætninger, ord værd at huske. De skal dække det vi mener nu, men bliver uden tvivl justeret og tilpasset lige så hurtigt som vi lærer mere. Det kunne være som en lille lommebog med løsblade, så den kan følge med udviklingen. Udsagnene tager udgangspunkt i nogle af de forhold der undrede os ved de forhistoriske samtidsbeskrivelser. Her kommer et foreløbigt bud. Jeg har vist det til Isa, hun synes idéen er god nok, men der skal være mere, selv har hun bare ikke tid nu, hun er optaget af alt det forhistoriske.

– Kamp: Hold nu op med det! skriver jeg. – Ved du ikke, at det er primitivt? Kamp er forhistorisk!

– Konkurrence: Vi må følges ad! Der er ingen mening i at komme først.

– Slægt: Vi nedstammer alle fra en eller anden genetisk linje. Det er interessant når vi skal planlægge vores afkom, ellers er det ikke interessant.

– Kærlighed og jalousi: Jeg holder fantastisk meget af den pige, og er samtidig stærkt tiltrukket. Jeg forstår udmærket, at mange andre har det på samme måde.

– Samfund: Grunden til at vi overlever, er at vi gør det sammen. Ingen kan klare sig alene. Vores opgave i livet er at stå sammen.

– Fremtid: Fremtiden er lovende. Det har i umindelige tider været meget svært at se noget lys forude. Det viser sig lige foran os i disse tider.

– Historie: Det er nødvendigt at beskæftige sig med historie, men ikke nogen fornøjelse. Den beskriver nogle meget ubehagelige og vanskelige tilstande. Utroligt at vi ikke uddøde. Så sejlivede og tilpasningsvenlige er vi mennesker.

– Sundhed: Vi har pligt til at holde os sunde og i form, men ikke til at føle det som en pligt. Nogle synes det er sjovt, for dem er det en fordel.

– Viden: Mængder af viden som fandtes før i tiden er sandsynligvis gået tabt. Det der ikke var nødvendigt, blev ikke videreført. Man kan måske sige, at vores samlede viden er blevet både nøjsom og begrænset.

– Filosofi: Det har ikke været meget brugt at tænke over altings sammenhæng. Det betragtes i vores tid nærmest som en overflødig luksus, men det kan bruges som underholdende tidsfordriv, så det kommer måske snart igen.

– Etik: Det er nemt at forstå hvordan tilværelsen kræver en hensigtsmæssig livsførelse, og at vi indretter vores samfund fornuftigt. Hvis vi ikke gør det, går samfundet i opløsning. Etik tilpasser sig, etik er en konsekvens af livsvilkårene.

– Moral: Hvordan den enkelte vil leve sit liv må den enkelte jo finde ud af, men hvis man overtræder den gældende moral, får man det at mærke. Det er noget med at vise hensyn, gøre plads for andre, vise interesse, ønske fællesskab. Hvis man er dårlig til det, har vi træningslejrene. Jeg var selv i en træningslejr, ved ikke om det hjalp, lærte en brugbar adfærd og omgangsform, men blev ved med at føle det som noget tillært.

– Tro: Vi ved godt, at vi mennesker er tilbøjelige til at søge forklaringer og forstå tingenes sammenhæng, det er jo det vi har filosofien til. Der hvor det kniber med forståelsen, har vi troen til at samle op. Derfor vil der altid findes troende. Men vi kan behandle dem.

Som Isa siger, der skal være meget mere. Men til en begyndelse, for nu at komme i gang, så tror jeg at sådan en liste over begreber og deres forståelse kunne være god, som nøgle til at forstå lidt af vores samfund, og den mentalitet, der gør det til et samfund. Så jeg bliver ved med at føje til listen, og finde andre der gerne vil bidrage.

Er det mentaliteten, jeg kommer til at tænke på? Er det mærkeligt at vi kan enes om de fleste ting, den måde vi i mange situationer kommer til de samme løsninger på? Det kunne skyldes, at vi har lært at undersøge spørgsmålene grundigt og gennemskue konsekvenserne, hver gang vi ser et problem og skal løse det. Argumentationspraksis, kalder vi det.

Sådan noget som doktriner, forskrifter, og autoriteter med alle deres påstande om universelle lovmæssigheder og basale retstilstande, det ses som fortidslevninger, ikke noget man tager alvorligt i et kvalitetssamfund som vores. Ligesom med måden at lede samfundet på i det hele taget, alt er til diskussion hele tiden, det at træffe de afgørende beslutninger, det går på omgang hele tiden. Det eneste der ligger fast er retningen, nemlig at gøre livet muligt, bevare levevilkårene og om muligt forbedre dem. Og naturligvis undgå katastrofer som de forhistoriske, især de menneskeskabte. For nu at tale om dem der skal træffe beslutningerne. De skal selvfølgelig godkendes, det er vistnok nogle strenge krav de skal opfylde, endnu strengere end kravene for at blive mor og far, og den der så er godkendt, indgår i en pulje hvorfra man kan blive udtrukket og sat til at træffe afgørelser, men kun på de områder den pågældende ved mest om. Der er ingen overordnet ledelse for det hele, hvis man kan sige det sådan, for der skal ikke prioriteres. Når der bliver satset meget på et område, går det ikke ud over nogen af de andre, for de valgte kan ikke bare flyttes fra det ene til det andet, ingen kan alligevel bruges til det hele, og der er ikke noget loft over hvor meget man kan satse.

Det kunne være sjovt at forestille sig om der fandtes andre samfund. Om der skulle være andre overlevelseslommer? Om der kunne være mennesker i dem ligesom os, om de havde udviklet sig på samme måde som os, eller på helt andre måder. Taler de et sprog, som vi kan forstå? Har de sørget for at styre deres avl, ligesom os, og med samme formål? Rene spekulationer. Når et samfund som vores eksisterer, kan det jo lade sig gøre, der kunne teoretisk eksistere andre samfund. Intet tyder på det, men det vil ikke sige at det er udelukket.

Mario

– Det vi beskæftiger os med kan være farligt, siger Lear. – Unge mennesker bliver fascineret af det. Se bare Mario. De klæder sig ud i eventyrlige dragter, og så holder de kampe, hvor de foregiver at bekæmpe hinanden. Det er frastødende, det fremmer en forkert mentalitet. Noget med at konkurrere med hinanden for at se hvem der vinder, det er der ikke meget samarbejde i. Det krænker generationers og generationers bestræbelser på at gøre samfundet i stand til at overleve. Alt arbejdet med at udrydde konkurrence, konfrontation, kamp og krig vil være omsonst, hvis den slags forvrøvlet sludder om forhistoriske idealer skulle brede sig igen. Vi må modvirke de tendenser. Den mentalitet ligger nu begravet under støvet, men den kan genopstå, med alle de livsfarlige drømme om individers, familiers og nationers magt. Jeg må tale med Mario.

Det havde jeg ikke tænkt på. Den bekymring var ikke faldet mig ind, men jeg kan godt se hvad Lear mener, og prøver at gå ind på hans tankegang.

– Det vi oplever i operaerne er et fiktivt univers, siger jeg, – men følelserne er universelle og anfægtelserne er genkendelige. Det sker ved kendte følelsesudtryk sat i rammer. Frygt, utryghed, forventning, håb. Raseri, vrede, had, bedrag, uretfærdighed. Tillid, svigt. Dobbelte og modstridende følelser. Til hver person hører én bestemt indre konflikt. Sådan tematiseres stoffet i tre fjerdedele af operateksterne. Mod slutningen kan der ske et skift, sådan at de følelseskarakteristika, der hidtil var figurernes kendetegn, bytter plads. Disse indre revolutioner er kommentarer til nogle fælles, ydre omvæltninger.

Sådan konkluderer Tuna og Pollo ud fra de tekster de har undersøgt. Det ved Lear måske ikke, jeg må nok hellere fortælle at det er dem, jeg har det fra.

– Der er flere mennesker end følelser, fortsætter jeg. – Så må vi dele nogen af dem. Hvilket er grundlaget for at vi kan forstå hinanden.

– Det kommer ikke fra operaerne! siger Lear. – Det er fra en langt senere roman, han hedder Kundera!

– Det ve jeg, svarer jeg. – Rigtigt nok. Både hvem der siger det og hvad der siges.

– Tanker er mange og komplicerede, fortsætter Lear, – følelser er få og enkle, dem er vi fælles om, det er lettere at udtrykke følelser, det er lettere at forstå andres følelser, lettere at manipulere med andres følelser end med deres tanker. Tanker skal begrundes, de skal tåle modargumenter, det preller af på følelser. Derfor dur følelser ikke til beslutninger!

Lear ved meget, men jeg ved også noget. Alt det der kommer fra de åbnede arkiver er nyt for os begge, nogle gange er det mig der ser det først, andre gange ham.

Jeg, Tino, tænker også over om det er en god idé at tale om Mario og hans fantasier. De skal ikke slå an. Jeg pålægger mig selvcensur men finder det betænkeligt. Må tale med Lear om det. Han lagde selv op til det, men mens vi talte har han været mere optaget af at se på en Mario siddende med næsen i nogle gamle papirer. Jeg ved godt at Lear er mere interesseret i drenge end i piger, på afstand kan jeg se at det samme gælder for Mario, hvilket måske, måske ikke, gør deres samtale lettere. Flere, og især Mario, fantaserer sig tilbage til de tilstande der herskede i operatiden, og ind i deres historier. Tænk, de havde noget man kaldte ejendomsret! Man kunne herske over et stykke land, man kunne eje det, og hvad man ejede kunne man behandle lige som man havde lyst! Om det så var at slå vildt om sig, myrde og lemlæste, ydmyge og voldtage, så gav det kun respekt! Og kvinder, de var noget mændene ejede. Man kunne eje en, to, eller flere kvinder, de var opdraget til at adlyde mænd, og man kunne få dem så unge at de ikke havde elsket med nogen endnu, de blev kaldt jomfruer, og man kunne knalde med dem lige så meget man kunne overkomme, det var ikke noget kvinderne kunne bestemme. Mændene bestemte hvornår kvinderne skulle have børn og hvor mange! Men det vigtigste var at have dem for sig selv. For at de de ikke skal sammenligne med andre mænd, så kvinden tror at hendes mand er som en mand skal være. Vi tænker at det hele skyldtes familierne, at familierne blev styret af mænd, og ingen mand ville risikere at hans kvinder fik børn med andre. Så ville familien jo opløses, og dens magt smuldre. For familiernes magts skyld skulle kvinderne underkaste sig. Men det er ikke det, Mario tænker på. Jeg tror ikke han ser på det på den måde, han drømmer sig ikke ind i en verden hvor man som mand kan eje kvinder. Jeg kan ikke komme væk fra den tanke, at svage og uselvstændige mænd godt kan få den slags drømme og ønske sig den magt, undtagen typer som Mario og Lear, som hverken drømmer sådan eller ønsker sig underlegne. Hvis man ikke er skuffet over sig selv som mand, så skammer man sig vel ikke over at blive sammenlignet med andre? Ejendomsretten over kvinder skulle de bruge for at skjule mindreværdskomplekserne og mistænksomheden over for andre. Tror jeg. De var sikkert elendige elskere og uduelige skvat, de mænd der levede den gang. Derfor magten, undertrykkelsen, censuren. Som man ikke kan mistænke folk som Mario og Lear for.

Jeg møder Mario igen på et senere tidspunkt. Bortset fra at studere romantiske vrøvlehistorier fra samlingerne beskæftiger han sig med at male billeder med motiver, der minder om scenerne fra skuespillene og operaerne. Omgivet af plader, tavler, farver og redskaber. Iført særprægede kostumer han selv har skabt.

– Hvorfor vil du være kunstner? spørger jeg ham.

– For at give et budskab, siger han, stilfærdigt, tøvende. Skal du give et budskab, så vælg et der ikke kan falsificeres. En afhandling kan falsificeres, en disputats, en artikel, en dokumentarisk beretning. Men et kunstværk? kan et maleri falsificeres? en komposition? en roman? Vi fandt skrifter fra de religiøse filosoffer, hvis vi kan kalde dem sådan, en af dem talte om den dobbelt reflekterede meddelelse. En snedig metode at plante budskaber på, så modtagerne tror budskabet er deres eget. Ikke meddele at sådan er det, bedre at fortælle noget der viser at sådan er det, bedst at sige det der får modtageren til selv at regne ud at sådan er det. Manipulation, ja, men inden for rammerne af bevidst erkendelse.

Derfor laver jeg kunst. Der skal være dybder i det, som man ikke opdager med det samme. Man skal kunne opdage noget nyt hver gang man ser på det. Det skal kunne tolkes på så mange måder, at selv den der skaber værket ikke kan tælle alle mulighederne.

– Så du kender ikke selv budskabet?

– Sådan er det! siger han efter en pause, med penslen i varsom og kontrolleret berøring med kunstværket. Hans bortvendte smil, stillingen, de langsomme bevægelser, den fantasifulde klædning, hele fremtoningen, er budskabet. Som jeg ser det. Som han siger, et det budskab ikke kan falsificeres. Kopieres kan det godt. Hvis jeg ser nøje efter, kan jeg formentlig udpege hans tilhængere blandt folkene omkring, selv uden at de efterligner hans attitude. Jeg leder efter tegn på en sympati, som normalt er usynlig, og finder lidt af det i form af den samme sarte tøven, som han gerne udtrykker sig med. Og som jeg fra mig selv kun kender i forhold til piger og kvinder.

Navnene

Lina og Bina har kastet sig over en fortegnelse de har fundet, over operaer, librettoer, roller og partier.

– Er du klar over, siger Lina, – at bare sådan en ting som vores navne, de har en historisk forklaring? Vi var vant til at de bare var navne. Sådan opfattede vi dem. Ord med en lidt anden klang end andre ord. Og en lidt anden betydning. Havde vi ikke hørt, at de stammede fra de overleverede myter om verdens skabelse? Troede vi ikke, at de var bevaret fordi man en gang troede, at de rummede en særlig betydning, måske en særlig kraft? Lærte vi ikke, at de stammede fra de første tider, hvor der kun var ganske få mennesker, og at disse mennesker kun var i live, fordi de blev beskyttet af kræfter stærkere end mennesket? Og hang det ikke sådan sammen, at disse mennesker levede fra de første tider i nogle huler, og at disse huler var bygget af en endnu fjernere fortids mennesker, for at tilbede de overmenneskelige kræfter? Vi vidste, at alle de ord, de brugte som navne, kom fra den svundne tids hellige skrifter, som var blevet bevaret, kun fordi de var gemt i disse særlig beskyttede huler, og ikke af nogen anden grund. Eller rettere, vi troede det. Men navnene, de blev brugt. Hvis de havde nogen betydning i gammel tid, var den i hvert fald glemt så langt tilbage som der findes oplysninger fra. Har du lagt mærke til, at der aldrig bliver indført nye navne? Et almindeligt ord kan ikke være et navn, og et navn kan ikke have anden betydning end navn. Kunne du tænke dig at hedde Bord? Stol? Væg? “Hej, mit navn er Til.” “Hvad hedder du? Jeg hedder Fra.” Nej, et navn er et navn og ikke bare et ord. Vi bruger jo heller ikke vores numre til at præsentere os med, vi bruger vores navne. Du hedder for eksempel Tino. Egentlig en forkortelse af Tamino, man forkorter gerne navne til max to stavelser.

– Ja, det ved jeg. Setto kommer af Masetto, har han selv fortalt. Det gør Masso også, faktisk hedder de begge to Masetto. Det var noget vi grinede ubehersket over, dengang vi snakkede om næsten alt, da vi var børn. Lina er en forkortelse af Zerlina, Patra af Cleopatra. Næsten alle forkorter deres navne, for at gøre det lettere. Isa, ved du nok, kommer af Isagel, Libi af Libidel. De var begge dansere, Isagel står for tankens og intellektets dans, Libidel står for sensualitetens og vellystens dans, Libi-dans! Sandra kender du. Kommer af Kassandra. Hun siger at hun ved noget, men siger ikke hvad det er. Der er aldrig nogen der tror på hvad jeg siger, siger hun selv.

Lina kan fortælle mig meget jeg ikke ved, men ikke alt. Aniara, som jeg kender lidt til, leder tilbage til Virgils Æneiden, som handler om et sagn fra Troja. Kassandra havde fået gaven at kunne se ind i fremtiden, men samtidig den forbandelse at ingen ville tro hende. Måske har der været mange Kassandra’er i tiden før de store katastrofer. De har ikke haft det godt, for ingen ville tro dem. Vores Sandra er der ikke meget spåkone over. Men vi ser ikke kun ind i fremtiden, også tilbage i fortiden, selvom den er lige så lidt opløftende som fremtiden. En hedder Doris og en hedder Mima. Doris er en dreng. For at være pige skal ens navn ende på a. Pia kommer af Scarpia, og hun er en pige. Ligesom Gena, der kommer af Papagena. Vanni kommer af Don Giovanni, navnet på hovedpersonen i en opera med en komplet fjollet handling, hvor han straffes for at have mange kvinder. Det roses man jo for nu. En anden person hedder Ottavio, der gik for at være et skvat. Ja, personer som ham kunne passe godt til os i vores samfund. Set fra operatiden er vi nok allesammen nogen skvat. Men vi har lært at leve sammen, det kunne de ikke finde ud af dengang, de slog hinanden ihjel for den mindste fornærmelse. Tænk så tåbelige menneskene var dengang. Ikke så sært at de slog sig selv og næsten alle andre ihjel til sidst.

Lina og Patra remser op, nu på skift.

– Der er en enlig mor til tre børn, hvoraf et er hendes eget. Hedder Nelli.

– En er handicappet med en medfødt kronisk lidelse. Hedder Bino.

– En er en person der fører sig asocialt frem. Hedder Tus. Han er en omvandrende anakronisme, født ind i den helt forkerte generation. Så selvoptaget han er, prøver at anbringe folk som sætstykker i et scenerum med ham selv i front. Det gider ingen være med til længere. Men hans erfaring er muligvis en anden.

– En person der er droppet ud af fællesskabet, og må føle konsekvenserne, som er at han ikke kan hente bestemte varegrupper. Hedder Faf.

– En person der ynder at hente ting i den farlige natur til at lave mad af. Hedder Mimi.

Nima, tænker jeg. Nogen tror nok at det kommer af anima, for sjæl. Det tror jeg ikke Nima selv tænker over. Hvad kan grunden være til at man dropper ud af fællesskabet og bliver nægtet nogle varegrupper? Den ordning kender jeg ikke. Nu kan jeg ikke finde ud af om de taler om operaroller eller om nulevende.

– Flere personer der arbejder med at udfylde nødvendige funktioner i produktion og distribution, det er Dali, Mona, Dido, Nora, Neas, Belco, Borro.

– Og så er der det med navne der ender på a. I de gamle operaer var det sådan, men ikke altid. Hvordan skal vi fortælle Scarpia at hendes navn kommer af en tyrannisk skurk, og Manon, at han er en ung kvinde, der styrter sig i ulykke af kærlighed, og dør af det?

– Sjovt nok fandt vi også bøger med fremtidsskildringer. De var vældig populære i flere perioder. For at give håb om forbedringer i fremtiden, for at advare mod farlige udviklinger. Meget underholdende, de viser mere end noget andet den grænseløse naivitet der herskede. En af forfatterne vendte tilbage ca en generation efter sin første bog, rekapitulerede den sammen med en lidt senere bog om emnet, og postulerede at kun de spådomme som blev opfyldt ville blive husket. Ingen af dem blev til virkelighed. Nok var de fantasifulde, men fejlen var, at de foretog fremskrivninger. Fantasierne blev blandet med nogle allerede kendte tendenser, som man tog for givet. Den slags tog virkelighedens udvikling ikke hensyn til. Man var låst af vanetænkning, ønsketænkning, normer, konventioner, tabuer, man manglede fantasi til at forestille sig hvad der kunne ske, man var for bundet til at se det man kendte, og brugte det forvrænget og vendt på hovedet. De talte om værdier, om dyder og synder, de skulle bare vide at noget så afgørende for dem som ære og patriotisme senere ville blive betragtet som kriminelt. Det bliver over mit lig, sagde de. Og det blev det.

– De forhistoriske mennesker, vi må virkelig prøve at sætte os ind i deres tankegang, hvis vi vil finde ud af hvordan det kunne gå så galt. Vi kan undre os over hvordan det lykkedes for vores samfund at overleve trods de værst tænkelige muligheder. Man kan ikke lave om på den menneskelige natur, sagde de, men det var hvad der skete. Man kan ikke lave om på den menneskelige nysgerrighed, det ved vi nu, og det må heller ikke ske. Mennesket blev ikke i sig selv videreudviklet, men vi kan se, ja vi har grunde til at tro, at der blev opnået en god og stabil samfundsorden ved en smule selektiv udvælgelse gennem bevidst avl.

Det dæmper selvfølgelig ikke vreden over de forhistoriske mennesker, som egentlig vidste nok til at handle bedre, så de kunne have undgået katastroferne. Dumheden. Den ufattelige dumhed, som modsatte sig at blive klogere, men forlangte at blive hørt, fordi den repræsenterede masserne. Den ufattelige stædighed, som fik dem til at handle stik imod den bedre viden som trods alt fandtes. Selviskheden og egennytten, som underminerede livsgrundlaget for egen kortsigtede vindings skyld.

– Det der førte de forhistoriske katastrofer med sig, det skal vi ikke have genindført. Det var ejendomsretten og værdisubstitutterne, som førte til ulighed, egoisme og grådighed. Det var nationerne og de nationale grænser, der førte til forskelsbehandling og diskrimination. Det var konkurrencen, der førte til konflikt, konfrontation, kampe og krige. Det var familierne, der satte skel mellem dem inde og dem ude. Og det var religionerne der forsøgte at legitimere det hele under falske løfter for at trøste masserne, men i virkeligheden for at passivisere dem, tappe energi ud af dem, og derefter bruge dem som redskab for magt!

Det var alle de ting, der fik samfundene til at revne.

Og de førte krig. Så mange mennesker der brugte deres tid og deres liv på noget så unyttigt, noget så skadeligt, og noget så svært at genoprette. De slog en masse mennesker ihjel, og de som ikke blev slået ihjel, blev skadet for livet. De udvendige skader kunne ses og mærkes, men de indvendige skader ødelagde deres samfundsliv.

Ja, de sagde at det var menneskets natur! At man ikke kunne lave den om! Men vi der har arbejdet med at udvikle den menneskelige natur, vi ved at det ikke passer. Vi ved at man kan forbedre den.

Mennesket lever ikke af resignation alene, men af ethvert håb, der udgår fra den døendes mund.

Penge og velsignelse

Ejendom var hellig, så var pengene det også. Indtjening var vigtig, så var indtjeningsgrundlaget det også. I forfatninger og love nød indtjeningsgrundlaget stor beskyttelse. Hvis en person med eller mod sin vilje kom til at skade indtjeningsgrundlaget for en virksomhed, gik denne virksomhed sammen med domstolene til den formastelige synder med krav om erstatning for de forringede indtjeningsmuligheder. Fredsbevægelser blev sagsøgt af krigsindustrien, fordi de forringede krigsindustriens indtjeningsgrundlag. Forslag om familieplanlægning og reduktion af befolkningstilvæksten blev forhindret, fordi det kunne påvirke indtjeningsgrundlaget for boligbyggeriet, tøjbranchen og fødevareindustrien. Agerdyrkere blev anklaget for at krænke rettigheder og pålagt erstatning, når pollen fra patenterede kornsorter blæste ind over hegnet og forurenede deres afgrøder med patenterede arveanlæg. Nu stammede forfatningerne og lovene fra en tid endnu flere generationer tilbage, hvor det universelle livsgrundlag endnu ikke så truet ud, og ingen havde på det tidspunkt fantasi til at tro at det nogensinde ville blive truet. Forfatningernes grundlæggere og lovenes stiftere havde måske forestillet sig, at man i en fjern fremtid med ny viden som de ikke selv var i besiddelse af, naturligvis ville indføre ændringer og tilpasninger i forfatningerne og lovene, for at leve op til nye virkeligheder. Hvor naivt. Eller også havde de ikke forestillet sig noget som helst. Mere sandsynligt. Med et helligt forhold til ejendom, penge og indtjening var det umuligt at forestille sig nogen form for begrænsninger i den hellige treenige ret til ejendom, penge og indtjening. Alle anslag mod disse umistelige rettigheder blev forsvaret med forfatningen i hånd og edsaflæggelse til den hellige treenighed. Og med våben i den anden hånd, om muligt. Ejendomsretten var ukrænkelig. Alt imens stod det universelle livsgrundlag stadig uden nogen beskyttelse, det stod jo i vejen for den hellige indtjening. Der blev gjort mange forsøg på at gå omstændelige omveje, for eksempel ved at benytte den hellige beskyttelse af ejendom og indtjening. Anlæg af diger om en by truet af oversvømmelse kunne tillades, hvis nogen ville betale for at beskytte egne værdier, og hvis byens entreprenørvirksomheder kunne tjene mere ved at bygge diger end ved at reparere efter oversvømmelserne. Men sådan noget var undtagelser, de forekom kun på lokalt plan og havde kun lokal betydning. På det globale plan stod de lokale og regionale egeninteresser altid og massivt i vejen for beslutninger, der kunne have ført til effektive foranstaltninger. De traktater der blev indgået, og de indgreb der blev foretaget, kom alt for sent, var utilstrækkelige i omfang, og ubetydelige i virkning. For hellige treenigheder har det med at blokere for nødvendige ændringer, når der står egeninteresser på spil.

Der er en modning man går igennem, fra den før-bevidste fase til den bevidste. Min anden verden inde i stenen hører til den før-bevidste fase. I den kan man forenkle spørgsmålene om tilværelsen, gøre dem så enkle som muligt, for at gøre det hele nemmere. Og så kan man gå med forklaringen helt alene, uden at fortælle om det til nogen anden. Kan man forestille sig at andre også havde sådan et hemmeligt liv, hver for sig, som de ikke fortalte om til nogen? Selvfølgelig kan man det. Ingen fortalte om det, for så ville de komme en tur i træningslejren. Det lader til, at man i forhistorisk tid satte det i system, så der nærmest var pligt til at forestille sig en indbildt, usynlig verden, og at alle skulle dele den samme indbildning. De kunne endda finde på at slå hinanden ihjel. Hvis man nægtede at dele den indbildte forestilling, blev man slået ihjel. Typisk, det var deres primitive metode til befolkningsbegrænsning. Det var ikke kun om ejendom, penge og indtjening.

Man kunne altid tilslutte sig en forestilling om en tænkt, usynlig verden, den der var mest udbredt der hvor man befandt sig på den tid man var i. Det var det almindeligste, det blev anbefalet som det mest sikre, og så var man fredet. Især hvis det omgivende samfund var præget af magthavere, der forlangte at man skulle dyrke én og kun én bestemt tænkt usynlig verden, så ville alt andet være farligt på grund af voldelige sanktioner fra disse magthavere. Man levede med de dominerende idéer om et usynligt liv, som de troende mennesker brugte til at bilde hinanden og andre ind at der var enkle forklaringer på alting, på verdens tilblivelse og undergang, på altings årsag og virkning. De kunne slet ikke holde tanken ud om at det skulle være så indviklet som det virkelig er, derfor forenklingen. De brugte endda den fælles forestilling om et uvirkeligt liv til at belære hinanden om hvordan man skulle leve det virkelige liv. De opfandt mægtige magter som holdt til i den indbildte verden, som krævede at personerne i den virkelige verden skulle opføre sig på en bestemt måde, og som kontrollerede om de nu opførte sig som krævet. Infantilt indtil det latterlige. Jeg havde en ven inde i stenen, han havde ikke nogen magt og kontrollerede ingenting. Men i de religiøses indbildte verdener havde herskerne ubegrænset magt, og man gav dem navne. De blev kaldt skaberen, gud, og andre begreber om overmenneskelige fænomener, man tillagde dem uindskrænket magt over den virkelige verden. Meget tit var de omgivet af en mængde hjælpere, som kunne kaldes engle, profeter, frelsere og den slags. For at forstærke virkningen opfandt de også en slags modpol, en ond magt, som skulle sætte den såkaldt gode magt i relief, og den onde magt kaldte de satan, djævelen og andre navne, som man kunne kalde på når man var vred. Det blev til fantasifulde fortællinger, spændende og underholdende, men med ufattelige skadevirkninger på de forhistoriske samfund og de forhistoriske folk. Hvortil kom at de med deres kampe bidrog til at holde hinandens og dermed det samlede befolkningstal nede.

Fortidens ondskab var mangfoldig og havde mange veje. Fremtidens er enklere. Fortidens ondskab var diffus og uspecificeret, det var den man bruge for at ødelægge hinanden. Fremtidens ondskab er klart præciseret. Det er den man bruger for at ødelægge livsgrundlaget.

I forhistorisk tid fandtes der også steder og perioder hvor der nærmest var frit valg mellem forskellige historier at tro på og forskellige guder at dyrke, og om der nu var én eller mange, så gav det menneskene fred i sindet at tro på dem. Jeg tænkte i lang tid at det jeg tænkte i begyndelsen, det var i min før-bevidste fase. Nu har vi opdaget, at de fleste mennesker i forhistorisk tid levede ubekymret og lykkeligt, i hver sin før-bevidste fase. Med samme religion, med forskellige religioner, med hver sin religion. Ikke alle gjorde sådan, der fandtes bestemt bevidste personer også dengang, dem der syntes at man som menneske skulle tage ansvar for udviklingen uden støtte fra imaginære magter. Men sådan tænkte kun de færreste, de fleste levede trygt i deres før-bevidste fase. På grund af samfundenes håbløse beslutningsstrukturer blev det de før-bevidste, der kom til at afgøre tingene, de dannede jo flertal.

Panelet

Lear planlægger et stormøde for at orientere om undersøgelserne, og har kaldt holdet sammen. Han foreslår at mødet holdes i salen til stormøder, mest praktisk og den bedste ramme for den rigtige stemning.

– Vi har meget at fortælle om, siger han. – Det vil være nødvendigt at dele det op. gerne med et første møde hvor vi samler os om de store linjer, en anden gang kan vi gå i detaljer med de forskellige emner. Så hvis vi først tænker i overskrifter, giver et godt overblik, så kan vi senere komme tilbage med uddybende oplysninger, det er mit forslag. Detaljerne kan være dem vi allerede kender, det kan være nye, for vi regner med at der dukker nye op. Vi kan opfordre til spørgsmål, efterlyse forslag, så vi kan høre hvad folk gerne vil vide mere om. Hvad synes I? Jeg ser for mig en række spændende forelæggelser, og jeg foreslår at vi deler stoffet. Noget af det kan illustreres, andet ikke, noget foreligger veldokumenteret, andet mindre godt. Noget af det har enkelte af os været dybere inde i end andre, noget af det har interesseret nogle mere end andre. Hvis vi deler det på den måde, bliver det lettere for os at forberede det, og mere interessant at følge. Er der et bud på hvad I kunne tænke jer at forelægge, og hvordan?

Her følger en diskussion, som Lear ikke blander sig i. Jeg kommer til at tænke på noget jeg husker fra træningslejren, hvor ingen måtte tage lederskab. Det vil jeg se om Lear kan leve op til. På kort tid har der dannet sig en struktur, uden at han har påvirket processen mere end andre, opgaverne fastlægges, vælges og fordeles let og hurtigt, sammen med en rækkefølge der forekommer naturlig. Det vi skal beskrive er fundene fra de forhistoriske områder, og de foreløbige resultater af analyserne. Et af emnerne er stedets fysiske indretning og det teknologiske stade. Det er ret oplagt et emne for Hagens gruppe. Et andet er den forhistoriske ernærings- og fødevaresituation, det får gruppen hvor Salka sidder. Så er der emnerne uddannelse, sundhed, sociale forhold, det får Lolas og Mitris grupper. Et særligt emne om produktion, omsætning, værdibegreber og værdisubstitutter er Lears område. Kultur, viden, tro og myter bliver opgaven for min gruppe, og samfundets indretning og organisation med love, regler, beslutningsprocedurer og den slags, skal Isas tage sig af. Vi bliver også enige om så vidt muligt at begrænse ét indlæg til ét emne, men sådan at vi alle kan deltage i hinandens fremlæggelser, supplere, og tage over når der skiftes fra et emne til et andet. Det bliver til at finde ud af, så vi kan undgå at stå i vejen for hinanden, det skal nok blive spændende!

Strukturen er lagt, det er gået af sig selv, og jeg må sige at Lear ikke erobrede noget lederskab, men indgik på lige fod. Han bestod min prøve, hvad man også kan sige om hele gruppen.

Der skal arbejdes med arrangementet, for det skal være forberedt, det vi kommer med. Det kan ikke nytte noget hvis det ser sjusket ud, ufærdigt, uengageret. Vi har tit nok set tilhørere forholde sig skeptisk over for store og små emner, når der blev fremlagt foreløbige planer og ufærdige tanker til videre drøftelse. En holdning der virker blasert og uinteresseret, vidner om manglende nysgerrighed og engagement, alt for meget vanetænkning og skråsikkerhed, det skal vores publikum ikke få en chance for og vores panel ikke udsættes for. Vi er nysgerrige, vi er engagerede, vi er seriøse, og det gør ikke noget hvis vi skiller os ud fra den påtagede ligegyldighed, der er blevet så almindelig i visse kredse. Vi ved godt at den er et forsvar, når man vil beskytte sine skrøbelige holdninger eller mangel på samme. Men det er ikke det vi har at gøre med med her. Vi arbejder med at formidle den viden der på nuværende tidspunkt foreligger fra udgravningerne, undersøgelserne og analyseresultaterne. Derfor må vi alligevel forberede os på at møde tvivl, benægtelse, latterliggørelse, al den modstand der tit opstår når man rokker ved andres fastlåste livssyn og uforanderlige verdensbillede.

Konklusion

Tilbage