I valget mellem lokale transportformer vælger vi den enkleste, med flest afgange og kortest rejsetid.
Hjemkomst, hvor forventede mangler i den nødtørftige oprydning ikke bliver bemærket, jeg har jo heller ikke været hjemme undtagen efter post, for mindre end to timer siden. Det frygtede forhør bliver til en høflig forespørgsel om hvordan jeg har brugt tiden. Heldigvis ikke dybtgående, de har meget at fortælle selv. Om rejsen, hvordan den forløb, hvordan det var heldigt at det ikke blev et krydstogt, om byen, stemningen, havnen, gaderne, udflugterne, oplevelserne. Menneskene og møderne. Kursusstedet og konferencen. Deltagerne og programmet. Hotellet, restauranten, stranden.
Jeg har to ting i hovedet. De to kvinder beskriver turen og oplevelserne, deres sammenkædede beretninger kolliderer med min eftertænksomhed over en ledsager gennem to uger, mistænkt som undvegen patient, som brugte sin selvbestaltede, uledsagede udgang til at aflevere opmærksomhedskrævende budskaber til en så tilfældig forbipasserende som muligt, mig.
– Mens vi var der, siger min kone, – blev der holdt en konference. Det var spændende at følge, og vi var med som tilhørere ved nogle af møderne. Til sidst var der sammenkaldt et internationalt panel, hvor de foreløbige erfaringer skulle drøftes. Desværre manglede hovedtaleren, han var blevet forhindret, det blev ikke oplyst hvorfor.
Under deres fravær var jeg ledsaget af denne uledsagede ledsager, tænker jeg, som netop var på vej til en kongres eller lignende, hvilket mislykkedes. Pudsigt. Datteren tager over.
– Konferencen havde deltagere fra en forskningsgruppe, der arbejder med modelverdener i virtual reality. Der eksperimenterer man med samfundsudviklingen, og med forskellige parametres indflydelse på den. Altså kunstigt, det er beregningsmodeller, men det var vældig spændende at høre om. De arbejder med noget, der overfladisk set kan ligne cykliske processer, med gentagne udsving fra et yderpunkt til et andet, ikke som en uforandret repetition, men en slags pendulering med varierende udsving som aftager over tid, så man ser bevægelser med tendens til at gå mod mere stabile balancer. Muligvis. Sådan en proces fortsætter i ture rundt mellem alle ekstremerne, det kan være autokratier, revolutioner, anarkier og demokratier, teokratier og plutokratier, kratier af alle slags. Bevægelserne følger samme mønster, efter en pludselig omvæltning med stærke, og derefter gradvis svagere udsving. Man kan så ændre en grundparameter, som kan være f.eks. befolkningernes niveau af viden eller mangel på viden, folks egoisme og grådighed, og graden hvori de mod bedre vidende destruerer deres eget livsgrundlag, og så får man andre udviklinger. Stadig som aftagende cykliske spiraler, men nu mod nye slutbalancer. Og så kan man styre tingene! Det lyder spændende, man kan regulere og justere på grundparametrene! Jeg ved ikke hvordan man ændrer folks egoisme og grådighed, men deres uvidenhed skulle man gerne kunne gøre noget ved. Hvis man lader disse parametre indgå som variable i stedet for som konstanter, sådan at de kommer under indflydelse af udsvingene selv, kan vi få overstyring, og så går det helt galt. Mekanismerne må kalibreres, alt det kan man lege med i modellerne. Hvis man vil indføre det i virkeligheden kræver det selvsagt en stærk styring, og det vil man ikke få lov til under nogen af de kendte samfundsformer. Man overlader hellere samfundsstyringen til showbusiness. Medieklovne og standup-komikere har større chance end folk der har forstand på det. Det er nødvendigt at styre tingene, ellers vil de selvforstærkende processer føre til irreversible tilstandsskift, ensbetydende med civilisationernes undergang og selvudslettelse. De ellers så robuste civilisationer, der normalt overlever de sædvanlige følgevirkninger af de sædvanlige brutale overgange fra de klassiske styreformer til krige, katastrofer og hunger.
Jeg kender godt hendes holdninger, hun er min datter. Men jeg har ikke hørt hende udtrykke sig så kategorisk før. Den konference, hun må have hørt godt efter i timerne. Faktisk ser jeg H for mig, som foredragsholder eller underviser, men han stillede jo spørgsmål inden han søgte svar.
– Hører du efter? spørger hun. Hun har set min distraktion.
– Modellerne fra de virtuelle verdener kan så bruges til at sammenligne med den faktiske verden vi færdes i, og undersøge hvilken tilstand verdenssamfundet befinder sig i for tiden. Om der er balance eller bevægelse. Og her ser det ud til, at der godt nok er store lokale variationer, ligesom der i universet findes alt fra uhyre tomme områder til supermassive sorte huller. Der findes ikke en jævn, homogen masse, heller ikke i verdenssamfundet. Men der er en overordnet global tendens. Den ser ud til at gå mod større ensartethed, og fra individualitet mod fællesskab. Fænomener der står for opsplitning og adskillelse vil svækkes, det er sådan noget som familier, nationer, religioner og ejendomsforhold. De vil svækkes, og formentlig gradvis gå mod deres opløsning, eller blive til marginale undtagelsestilstande uden betydning. Hvorimod andre fænomener styrkes, dem der samler og forener, sådan noget som som viden og udvikling, forståelse og indføling. De kommer til at vinde frem og udviske skellene. Husk, det drejer sig om udsving fra en polaritet til en anden, og pendulet vil stadig tage nye udflugter, og vi vil stadig se bevægelser og rundture mellem ekstremerne, men i stadig mindre spiraler. Den homogene masse bliver aldrig virkeliggjort, og er måske heller ikke ønskelig. Dynamik vil stadig dominere over stilstand.
Jeg tror hun kommer hjem med nogle profetier. Om de er nye, eller om hun har tænkt sådan hele tiden, ved jeg ikke. Det er vistnok mig, der var under indflydelse af H og hans nærvær i to uger, men det er min datter der tager sig af det, og konkluderer på det.
Hun pakker ud og tager konferencemappen frem. Program og bilag. Det viser sig, at det ikke var selve hovedkonferencen de var med til, det var en alternativ konference, som blev holdt i protest mod hovedkonferencens formål, dagsorden, program og deltagerliste.
Jeg spørger om de fik noget ud af det.
– Faktisk en hel del. Både pessimistisk og optimistisk. Hovedbudskabet er, at samfundene kan reddes. Det afhænger af fire små ændringer, måske kommer de af sig selv, man kan jo håbe, og man bør nok stimulere dem lidt. Det første er at tage magten fra familierne. Det vil blive svært rigtig mange steder, men det vil hjælpe enormt. Det næste er at tage magten fra nationerne, helst opløse dem. Det er også ved at ske, men det kan ikke gå hurtigt nok. Det tredje er at tage magten fra religionerne. Der må gerne være religioner til husbehov og til privat brug, men de må ikke få indflydelse på samfundsforhold. Det fjerde, og helt afgørende, er at tage magten fra pengene. Penge må gerne være der som praktisk betalingsmiddel til handel og omsætning, men de må ikke blive vare i sig selv, de må ikke bruges til kapitalopbygning og koncentration af ejendom. Der var rigtig mange spændende forslag til hvordan det kunne gøres.
– Hvorfor tog man ikke det op på hovedkonferencen?
– Er du tosset, hovedkonferencen baserede jo alting på det de fastholdt som det uforanderlige, netop familie, nation, religion og penge.
– Det hele er ret enkelt, siger jeg. – Vi ved godt hvad der skal gøres. Det svære er at få det gjort. Desværre er de parlamentariske beslutningsprocesser ikke særlig gode til det. For i det hele taget at blive valgt som beslutningstager skal man imødekomme individers og gruppers snævre egeninteresser, og så kommer man jo ingen vegne. Demokratiets indbyggede svaghed.
– Fire enkle mekanismer skal nulstilles, resumerer jeg. – Den første er familien. Nulstille, ikke fjerne. Derefter tage magten fra den.
– Ja, og den næste er nationen.
– Så kommer religionen, og så pengene.
– Og her må du huske, at penge i vore dage ikke kun er et betalingsmiddel, de er også det ydre tegn på det som de misbruges til, nemlig ejendom, og det at kunne gøre krav på at eje noget.
– Der er vist masser af vanetænkning at gøre op med?
– Nu har du vist lært det!
Hun ved nok ikke at jeg har været under intensiv opskoling mens hun var væk.
De to er gået på badeværelset, det har kvinder altid kunnet enes om. De skal hvile ud efter turen, det er tiltrængt, og de er endnu ikke begyndt at spørge om hvordan jeg har haft det. De har heller ikke bemærket to potteplanter der er gået ud, og et par mere der ser triste ud. De har vel heller ikke forventet andet, de ved at når jeg er optaget af noget, er der noget andet jeg overser.
Hvorfor skulle jeg egentlig skrive det ned, det de to uger gik med? Når der er gået et stykke tid, har det sikkert fortonet sig alligevel. Ligesom drømme, man ikke når at notere inden de er blevet ligegyldige. Hellere bistå med deres debriefing, de har været oppe at flyve, også i overført betydning. Nu kommer der et par dage, hvor vi skal gennemgå alle deres billeder og beretninger fra turen. Først ud og spise, de er endnu ikke landet så tungt at de har glemt at gøre sig i stand til aftenen. Som er lang endnu, deres tidsforskydning taget i betragtning. De er straks klar. Det bliver på en af de udmærkede restauranter vi har i nærheden, jeg lader dem selv vælge.