Journalen ligger og venter på at det bliver dens tur. Problemer skal løses i den rækkefølge de opstår. Rutinesager. Denne kalder på en særlig intens måde. Udeblivelser fra indkaldte møder. Hun har ellers søgt krisecenter to gange. Udstødt, voldstruet og isoleret. Rendt lige i favnen på en bandit. Efter sigende igen. Hun venter sig, og der skal følges op. Der har ikke været kontakt i flere måneder. Men telefon har hun da.
– Hej. Det er længe siden!
– Ja.
– Hvordan går det? Og hvordan har maven det?
– Den er ikke så stor mere.
– Har du da allerede født?
– Ja.
– Jamen tillykke dog! Hvad blev det?
– En dreng.
– Og hvor stor? jeg må da høre…
– Han er stor. Otte kilo vistnok.
– Hvad siger du? Det passer ikke. Så store børn føder man ikke.
– Så otte pund da. Hvad er forskellen?
– Nåja, det kan bedre passe. Men det var da stadigvæk en stor en! Af en førstegangsfødende!
– Jeg er ikke førstegangsfødende. Jeg har to andre.
– Hvad siger du? Det har du aldrig fortalt mig? Hvor gamle er de? Og hvor er de henne?
– De er elleve og ni. De har været hos min mor siden jeg mødte José. Han vil kun have sine egne, siger han.
– Og hvad siger din mor?
– Hun siger at nu skal jeg bare ikke komme rendende med flere. Hun har også altid haft nok i sine egne, og nu orker hun ikke mere.
– Hør nu her. Hvordan er han, din José? Tror du ikke, at du kunne få ham med på at du tager dine andre børn hjem igen?
– Det ved jeg ikke. Han vil ikke tale om det. Hvis jeg bare tænker på det, spørger han om jeg ville synes det var dejligt at få alle hans børn hjem også. Han har vist mange rundt omkring.
– Det lyder som den rene familieidyl. Men fortæl nu om din nye lille, store dreng!
– Han er meget sød, god og rar, spiser og sover. Og så ligner han sin far.
– Det var da et held. Prøv at beskrive ham.
– Det ved jeg ikke om jeg kan. Han har overskæg og sådan et kraftigt mørkt hår, næsten sort. Og så har han sådan nogle dejlige skuldre og overarme, det kan jeg se når han boller mig.
– Nåda. Jeg mente ellers drengen. Men hvad laver han, din José?
– Han har ikke noget arbejde. Han har ikke lavet noget så længe han var her i landet. Han er vist ikke noget særligt. Men det er jeg jo heller ikke. Jeg er på kontanthjælp, og han har ikke noget. En gang imellem kommer der nogen og leder efter ham. Nej, det er ikke politi. Det er nogen der taler samme sprog som ham. Så er han væk i nogle dage, og så kommer han hjem og har penge. Ja, for det meste har han allerede brugt dem til nyt tøj. Det er nødvendigt, siger han. Og parfume og aftershave og alt sådan noget. Ellers kan han ikke få noget arbejde, siger han. Men så går han kun i det nye tøj og går allevegne med det, han sover også i det og kommer nogen gange hjem hvor han har været i slagsmål og fået det ødelagt. Så siger han at jeg skal reparere det. Men det kan jeg ikke finde ud af, og så tager han noget andet på og går og smækker med døren. Det er det jeg er mest bange for.
– Han slår dig vel ikke?
– Nej, aldrig. Kun når han har drukket. Og når han tager venner med hjem, og de har også drukket, og de drikker videre. Det er det værste. Hvis jeg ikke hjælper dem med alt muligt, kan han finde på at slå. Og somme tider siger han at jeg skal gå i seng med dem. Hvis jeg ikke vil, slår han også. Så boller de mig, mens de andre griner og tager tid. Det er ligesom en konkurrence. Og næste dag når de er gået og José vågner op, slår han mig igen fordi jeg har været ham utro. Og så truer han med at gå fra mig, og jeg håber at han gør det, men han bliver alligevel.
– Hvor tit sker det?
– At han ikke går fra mig?
– At han tager venner med hjem og at de holder fest med dig.
– Det ved jeg ikke. Ikke hver uge. Måske hver anden uge.
– Tror du ikke hellere, jeg skal komme og besøge dig en dag? Eller nu, med det samme?
– Det er vist ikke så godt…
– Jamen hvad skal du? Er din José hjemme?
– Nej, det er han nu ikke.
– Jamen så kan jeg da godt komme forbi og besøge dig? Skal vi sige om et kvarter? Det kan jeg godt nå.
– Nej, det er ikke så godt.
– Jamen er du dårlig, har du det ikke godt? Jeg vil gerne hjælpe dig. Er der ikke en opvask jeg kan tage? Eller en støvsuger? Har du ikke noget vasketøj jeg kan ordne, mens vi hygger os lidt og snakker om alting?
– Det er ikke mig, det er den lille.
– Hvad? er han syg?
– Det ved jeg ikke. Han er lidt underlig. Jeg må bare holde øje med ham hele tiden.
– Jamen hvis der er noget i vejen, må du da have hjælp! Og barnet!
– Nej, det er vist ikke så godt.
– Hvorfor ikke? Du må da kunne få at vide om det er noget der går over eller om det kræver behandling?
– Ja. Men jeg venter på at han bliver lidt bedre. Lidt pænere. Ellers tror de bare at José har slået ham.
– Jamen hvad er der dog sket? Er han kommet til skade?
– Jeg tabte ham på gulvet. Jeg er så ulykkelig. Det var lige da José var gået. Han var fuld og rasende. Da han havde slået mig, gik han ind til den lille. Jeg hørte en hel masse larm men gemte mig i dynerne. Da jeg havde hørt ham smække døren og løbe ned ad trappen, gik jeg ind til den lille og tog ham op. Men så må jeg være kommet til at tabe ham, tror jeg nok. Det er min skyld. Jeg havde vist for travlt. Han skal lige hvile sig lidt.
– Jeg kommer alligevel! Detteher skal du have hjælp til!
Alarmcentralen. De får hendes adresse og en besked om at stille med politi og ambulance. På sygehuset kan de ikke stille noget op. Efter to dage i respirator dør drengen. Kvæstelserne stammer ikke fra en faldulykke. Moren kommer i psykiatrisk forvaring. Tidsubestemt. José viser sig aldrig igen men efterlyses internationalt, sigtet for vold med dødelig udgang. Journalen arkiveres.