1
Der var så dejligt ude i kompostbunken! Jo, det var der, selvom man ikke altid kunne have den helt for sig selv. Øverst var gærdesmutterne, længere nede musene, helt nede ormene, og ind imellem et mylder af alle slags skabninger. De så alle sammen ud som om de havde fundet deres plads, som om der gjaldt en slags naturens orden.
Dette var dog kun tilsyneladende, som vi senere skal se.
Hele sommeren havde det kriblet og krablet med kryb af enhver slags. Mange tror at de bare kan komme og slå sig ned her og bygge rede og yngle og alt muligt og svine verden til med deres afkom. Nu er de fleste heldigvis væk, fløjet til himmels, forvandlet sig til mærkværdige skabninger, blevet til pupper, gået i dvale. Eller blevet ædt. De der kolossale og larmende flyvende fæstninger, der kalder sig musvitter, drosler, snapper, spætter, mejser og spætmejser, hele sommeren har de hentet alt hvad de kunne skrabe sammen af labre larver, mæskende maddiker, fede fluer og trinde tusindben.
Godt man er uspiselig.
Nå. Nu er der bedre plads. Nu ved man hvem der er fastboende, og hvilke folk man kan regne med. Fri os for de fremmede og turisterne med alle deres gerninger og alt deres væsen. De har jo både deres skrækkelige udseende imod sig og slæber deres rædsomme kultur med sig. Men – turistsæsonen kunne jo også blive god næste år, det gælder bare om at være bedre forberedt.
Familien var ved at komme på benene – og dem var der en del af – de små havde fået morgenmad og begyndte så småt at blive livlige. Det var fridag, og der var desværre ikke nogen steder at sende dem hen. Mor blev let vrissen over al den livlighed og sagde tit:
– Hold nu mund og bid blot i jeres bænke!
Inde i bunden af den gode klamme sprække lå far stadig og sov – eller prøvede på det. Han havde igen været til et fugtigt træf hos nogle af kollegerne. Nu glædede han sig bare til at blive bænkebider igen og blive af med de gevaldige tømmer-hanbænkebidere, der rumsterede i hovedet på ham. Han vaklede fortumlet ud i spisekrogen og mumlede noget utydeligt. Mor gættede på at han sagde noget i retning af kaffe, det var ret nærliggende, da der i alle gange og sprækker duftede herligt af kaffe.
Far sad med sin kaffe og rokkede med hovedet frem og tilbage, mens han prøvede at få de to kopper til at blive til en.
Imens var de små gået i gang med at klippe og klistre noget der kunne blive til alt muligt, men som skulle forestille nogen nisse-hanbænkebidere og nogle nisse-hunbænkebidere, og som skulle hænges op for at pynte til jul.
De to mindste var ved at bygge en mægtig stor en af en halv hyben med en masse torne som ben, og de sagde, at den skulle forestille den store Jule-hanbænkebider, ham som kommer med gaver til alle børnene.
– Tror du ikke osse på Jule-hanbænkebideren? spurgte den ene.
– Jo, selvfølgelig, det er ham, der kommer med gaver! Det er ham man skal tro på og ikke den gamle, som Bedstemor har hængende, gennemboret tværs igennem med en knappenål og fastnaglet til et trækryds! Ham er der da ingen der tror på. Han kommer jo aldrig med en skid!
Far hostede lidt og forsøgte at dæmpe børnene.
– Lad nu Bedstemor om sin tro!
– Jeg har da osse spurgt Bedstemor om hun elsker ham den magre bænkebider på trækrydset, sagde den ene, – for siden bedstefar døde har hun jo ikke nogen hanbænkebider mere. Så sagde hun, at det var heller ikke helt det samme. Men denne her er naglet til sit kryds, så ved hun altid hvor hun har ham! Og så siger Bedstemor forresten, at hun ikke kun tror på ham med krydset, hun tror også på reinkarnation! Hun siger, at det er meget mere bænkebiderligt end det med krydset.
– Nu ikke så rapkæftede, hvilken ugudelig snak! sagde far og rømmede sig mens han prøvede at se bister ud. Men han kunne ikke stå helt stille. Ungerne fniste lidt og mor sagde:
– Skulle du ikke se at blive soigneret lidt ude på badeværelset? du ser da frygtelig ud.
2
De små havde fundet en ny ven. Han brød sig ikke om årstiden, var forkommen og afkræftet og prøvede at skjule sig i en sprække. Det lykkedes ikke helt og børnene tog ham hjem. De små kunne godt være lidt brutale, men storesøster sagde, at han var det smukkeste hun havde set, med sådan nogen lange, lige ben. Det var ment som en provokation, ikke mindst over for far, som ikke kunne døje fremmede. Men for at drille bed de små i hvert sit ben. De gik af, og storesøster skændte på dem.
– Pas på! han har ikke så mange ben som os!
Men i mellemtiden var nogle af drengenes venner kommet til, og de kom op at slås om den nye ven. Mærkeligt nok gik der flere ben af. Da der var gået syv ben af, syntes de, at den nye ven så underlig ud, med kun ét ben, og han bevægede sig også underligt.
Han lå bare der og rodede rundt. De kommanderede: Rejs dig op! Det hjalp ikke.
Storesøster skændte på de små og sagde til den nye ven, at han ikke skulle tage sig af dem. De var altid så slemme til at drille.
– Men hvad skal vi nu stille op med dig? spurgte hun. Og hun så på ham og på hans ene ben, og sagde høfligt, at hun håbede de andre ben snart ville vokse ud igen.
Så fik hun en idé. Hun bed hurtigt det sidste ben af og lagde ham ind i sin seng. Så tog hun kyse og forklæde på og sagde:
– Jeg henter lige noget at spise. Og hvis du ellers trænger til noget, skal du bare ringe efter sygeplejersken, det er mig!
Hun kom straks tilbage med et godt stykke af en mør bænk, og det lagde hun i sengen til ham ved siden af puden.
Men han ville ikke tage føde til sig. Han så trist ud og tabte i vægt. Storesøster gik vældigt op i sin sygeplejerolle, jo mere sølle han blev, des bedre blev hun til det, og hun følte sig til sidst helt udlært.
– Nu kan jeg pleje de syge, uden at det går mig på i min fritid! Er det ikke professionelt? Det eneste sådan nogen har brug for, det er en til at holde i hånden, eller hvis de nu f. eks. ikke har nogen hånd, så en til at lægge en hånd på deres pande, lægge det ene øre til, hvis de vil sige noget, og hælde vand ud af det andet.
Men de små brødre havde lagt mærke til, at der var noget helt galt med storesøsters patient.
– Luften er gået helt ud af ham! sagde de. – Han ligner jo en punkteret bold!
Det måtte storesøster efter et nærmere eftersyn indrømme, måske var hun måske alligevel ikke den perfekte sygeplejerske. Det var lidt pinligt at de små var bedre til at observere patienten end hun selv.
– Du er kun optaget af om kysen sidder ordentligt! sagde de.
Hun tabte lidt interessen for ham. Han lå kun helt stille, var ikke spor underholdende og havde slet ikke rørt det gode stykke trøskede træ. Til sidst var han blevet så flad som bøffen i en McDonald, og en eftermiddag, hvor drengene havde besøg af en flok lømler fra kvarteret, havde de ædt ham.
– Det kan I overhovedet ikke tillade jer! råbte Storesøster vredt.
– Det skal du da bare være glad for! sagde de, – så slipper du jo for at smide ham ud!
De havde nemlig lagt mærke til, at storesøster var begyndt at interessere sig for en af de store drenge på den anden side af møgbunken, og at hun brugte en del tid på at nette sig og gå til stævnemøder.
– Og desuden, sagde de, – så smagte han overhovedet ikke godt! Det gør den slags i øvrigt aldrig. Håber du har bedre smag næste gang!
De grinede og gav hende et skub i siden, så hun blev mopset og langede ud efter dem uden at ramme.
– Møgunger! råbte hun og smækkede døren efter sig på vej til et nyt stævnemøde.
Mor syntes det blev for meget med hendes natteliv.
– Ser du ikke, sagde hun en morgen, – hvordan hun hænger ved morgenbordet? Skal hun være søvngænger hele formiddagen, hvor hun skulle modtage indlæring? Måske vågner hun først op i eftermiddag, for at gøre sig klar til natten!
– Så så, sagde Far, – vi var også selv unge en gang. Vi var jo ligesådan.
– Ja, du var! Og se hvordan det er gået med dig selv! Er du nogensinde blevet til noget? Jamen jeg kan aldrig huske om du arbejder med forsikring eller realkredit! Nå ja, som revisor. Ja der kan du selv se, kedeligt skal det jo være! Og selvom du snorker derovre hele dagen, så gør du det gudhjælpemig også om natten! I din ungdom var du da i det mindste lidt livlig om natten!
– Jeg sover ikke om dagen. Det gør kun klienterne.
– Den må du længere ud på fyldet med!
Det med fyldet var nu bare en talemåde. Hun havde hørt den brugt af de store blanke fluer, de kom langt omkring og de havde ærinder helt ude ved Sidste Stop, hvor vindene vender og tager eksotiske dufte med. Ren parfume for spyfluer. Og de havde fortalt om de store øde områder på vejen der ud, hvor der lå mærkværdige firkantede, hule kompostbunker der ikke indeholdt liv, kun efterligninger af liv, eller var det en slags kæmpemæssige organismer af en ukendt livsform, der bevægede sig sovende rundt hele formiddagen ligesom storesøster. Stedet blev kaldt Næstsidste Stop.
3
Der var i øvrigt opstået tanker om, hvorvidt der kunne være liv i andre kompostbunker. Faktisk var emnet genstand for forskningen på det nystartede Institut for Sammenlignende Kompostbunkelære på Universitetet. De sagde:
– Nu ved vi efterhånden nogenlunde klart, hvad en kompostbunke er sat sammen af, og hvordan den fungerer. Det sidste spørgsmål, som nok er lidt for filosofisk, og måske for evigt vil forblive ubesvaret, lyder: Hvorfor?
Man havde længe vidst at der eksisterede andre kompostbunker, og man spekulerede over om de kunne rumme liv. Et af de steder var Næstsidste Stop.
Far var træt af al denne interesse for det der sker i verden omkring os.
– Lad os tænke på det, der står os nærmest, nemlig os selv!
Og han foragtede morbror, fordi morbror var optaget af tanker om eventuelle verdener udenfor.
Morbror, på den anden side, rystede på hovedet ad far. Han sagde altid:
– I er ikke til at holde ud med alt jeres bænkebideri! Tænk på, at daglig ser vi både tegnene fra de overbænkebiderlige magter – i form af f. eks. de flyvende fæstninger, snapper og svitter og alt det der – og også tegn på tilværelsens dybeste og underfundigste sammenhænge – gennem spindelvæv, mider, skjoldlus og andre parasitter samt bynke, alternaria, og salmonella DT104. Katastrofer indtræffer på grund af vores dovenskab, og vi ser det ikke, for vi vil ikke se det!
Far gad ikke blive mindet om det, og han gad ikke høre på den kætterske snak. Det kunne slet ikke lade sig gøre at råbe ham op, for nu havde han fundet nissehuen frem og sat en video på, hvor han selv optrådte som jule-hanbænkebider i firmaet sidste år, og han klukkede så maven hoppede. I det samme gik der en rystelse gennem hele kompostbunken, for en skovl havde taget toppen af den fordi nogle roser skulle have vinterdækning. Lidt senere blev en ny skovlfuld taget og så igen en, for en række staudebede skulle forbedres, kompostbunken kom gennem en kværn og blev blandet op i bedene med en fræser. Ved den lejlighed skete der et brud på tilliden til de såkaldte “stabile formationer” i kompostbunkens centrale partier.
Tillid eller ikke tillid. Nu måtte far, mor, morbror og alle ungerne samt alle de kendte, vennerne og naboerne, kollegerne i fars firma, prøve at blive accepteret i de forskellige nye samfund de var forflyttet til, hvor de hver især måske ville blive betragtet som minoriteter, ydmyget, kaldt fremmede, og blive behandlet derefter. Den første tid ville blive en prøvelse. Næste jul måtte holdes i de nye omgivelser. Ingenting var som før. De måtte se at finde hinanden igen. Og blive nogle flere af deres egen slags, så de ikke skulle være så pokkers alene.
Instituttet for Sammenlignende Kompostbunkelære blev efter omstændighederne videreført i decentral form, og eksisterede faktisk kun i form af websites. Men enkelte optimister fandt, at man nu måske var kommet et lille skridt nærmere svaret på det sidste spørgsmål, nemlig mysteriet om hvorfor der er kompostbunker.