Hertha og Clara boede ikke sammen, de var velanbragt i hver sin bolig, i hvert sit arbejde og i hver sin familie. Hverken privat eller arbejdsmæssigt havde de nogen kontakt med hinanden. I deres forskellige brancher, fag, stillinger og faglige og sociale netværker var der ingen berøringsflader, ingen fælles interesser, ingen smutveje eller ormehuller som man sagde, mellem den enes og den andens univers. Men de levede dog på samme tid, i nogen grad med fælles omgivelser, måtte referere til samme lovgivning, kulturelle normer, politiske vilkår og daglige nyhedsstrømme. Havde det nu været et samfund med en anden slags traditioner, hvor indbyrdes afhængigheder mellem samtidige mere var reglen end undtagelsen, hvor alting nærmest var smeltet sammen og al forskel på arbejdsliv og privatliv udvisket, havde det nok været en anden sag. Men her, i feltet mellem Herthas og Claras private og professionelle omgivelser, fandtes hverken nepotisme, korruption eller afhængigheder af anden slags, bortset fra det der havde sin rod i Linkedin og Facebook, Twitter og Instagram, med divergerende og alligevel ensartede bud på time management og tilsvarende evangelier om optimering og effektivisering af selv de mest nøjsomme foranstaltninger til at få tingene til at hænge bedre sammen og give mening til den enkelte, uanset pågældendes placering i faglige, sociale og selskabelige hierarkier. Det måtte de nøjes med inden for hver af deres adskilte sektorer.
Familiemæssigt havde de fra barndomstiden været naturligt, nogen ville mene stærkt, knyttet til hinanden, ved en tilvænnet omgangsform, med den ældre Hertha som den dominerende og den yngre Clara som den føjelige. Det var ikke helt ligesom hos Gustav Wied.
Som alle i deres omgangskreds havde forudset, videreførte de begge rollerne fra barndomslivet ind i voksenlivet og i hver deres ægteskaber, hvor Hertha havde fundet en velfungerende, dominerende og udadvendt type, som hun havde stor fornøjelse af at irritere, undertrykke og ydmyge i det daglige, når han kom hjem fra arbejdslivets små hverdagssejre, som hun elskede at jævne med jorden. Hun selv var blevet uddannet som sygeplejerske, hvor hun havde opøvet en stor og respekteret kunnen indenfor professionel omsorg, og den øste hun som oversygeplejerske på en stor klinisk afdeling hjerteligt og rundhåndet ud over sine patienter og medarbejdere, sådan at hendes bekendte og øvrige pårørende med stor undren kunne høre om hendes forbilledlige renommé som fagperson, mens de samtidig så hvordan den berømmede omsorg tilsyneladende var opbrugt hver aften, kort før hun kom hjem og terroriserede sin familie. Gennem årene var det velfungerende og udadvendte hos hendes stakkels mand nemlig slebet helt af, han drømte ikke længere om karriere, hans eneste fornøjelse var at se turneringer og fodboldkampe i fjernsynet med junkfood og fadøl inden for rækkevidde, og om sommeren sidde døsende henslængt i en liggestol med en robotplæneklipper som eneste selskab. Deres to døtre, som havde et godt og nært forhold til hinanden, mere symmetrisk end hos deres mor og moster, iagttog med bekymring den udvikling som havde overgået deres forældre, omgangsformen og tonen i hjemmet. De talte tit sammen og havde stor lyst til at komme deres stakkels far til undsætning, men turde ikke. Dertil var atmosfæren for sprængfarlig, og de nærmede sig kun barndomshjemmet når stemningen var sikret på anden måde, som ved større sammenkomster hvor reglerne for selskabelighed og god tone kunne forhindre enhver lunte i at blive antændt.
Claras løbebane havde formet sig anderledes. Hendes uddannelsesforløb havde været flakkende, sammenstykket af flere halvvejs gennemførte forløb og endt et sted hun umuligt kunne have forudset fra starten. Da hun så skulle afprøve sine kompetencer i arbejdssammenhæng, ankom hun med et CV der viste en buket af så sammenbragte elementer, at virksomhedernes HR-afdelinger fandt hende enten i overskud af kompetencer eller i underskud af erhvervserfaring. Du er overkvalificeret til stillingen, sagde de, når de ikke kunne overse konsekvenserne af i det hele taget at få virksomheden tilført kvalifikationer. Da hun således gennem længere tid havde haft en række ansættelsesudvalg til afprøvning, fandt hun et, der turde binde an med en bred tværfaglighed kombineret med kreativ nysgerrighed. På kort tid havde hun etableret sig i en virksomhed, der som hun selv spændte over flere forskellige specialer, og gav hende lov til at udvide repertoiret, og hvor hun på kort tid så sig selv i en indflydelsesrig position, med ansvar for alt fra processtyring inden for bygge og anlæg til kompetenceudvikling af konsulenttjenester i miljø- og klimasektoren. Arbejdet gav hende berøringsflader med politikere, embedsmænd, forretningsfolk, entreprenører og miljøaktivister, og uden at det egentlig var med hendes gode vilje, også med mulige kandidater til fremtidige parforhold. Frigjort fra Herthas overmagt fulgte hun sine egne indskydelser, fandt ikke nogen overfladisk set velfungerende sejrherre, men en stilfærdig og sympatisk person, hvis viden om og holdninger til forhold større end sit fagområde havde interesseret, tiltalt og imponeret hende. Alle der kendte dem, talte om den harmoni der herskede i deres hjem, forskellig fra det de fleste havde at sammenligne med. De havde også fået to døtre som var gode venner indbyrdes, ligesom de også var med deres kusiner, Herthas døtre. Da disse fire piger mange år senere, nu yngre kvinder med egne børn, i samtalen kom ind på den markante forskel på stemningen i de to hjem, spurgte de sig selv og hinanden om hvad grunden kunne være. Og så søgte de uformelt oplysninger på de to arbejdspladser. På Herthas afdeling, hvor hun igen var steget i graderne, fik de en varm fortælling med uforbeholden ros. Man var helt uforstående over beretninger om at hun skulle være mindre flink hjemme end på arbejde, nægtede ligefrem at høre på døtrene, antydede at døtrene måtte have et problem, men et der ikke kunne løses på pågældende afdeling. I Claras firma fik de listet frem fra den eneste der turde udtale sig, anonymt, at han engang i forskrækkelse havde spurgt hende om hvorfor hun altid var så skrap, og hvorfor hun altid skældte så hårdt ud, især i telefonen. Hvortil Clara havde svaret at al den vrede, den var både gavnlig og nødvendig i hendes arbejde, den havde hun brug for over for alle fra leverandører til borgmestre der enten ikke levede op til deres ansvar eller løb fra deres aftaler. Efter en dag hvor hun havde afleveret den altid nyttige vrede til alle dem der havde svigtet, kunne hun tage den af som en arbejdsdragt, hænge den på en knage i garderoben, føle sig renset, tage roligt hjem, ankomme glad og venlig, tage sig af sin familie og sine private venner, dem derhjemme som hun holdt så meget af, og som kun fortjente de bedste sider af hende selv, som hun sagde.