– Nu skal du se, sagde han og stoppede mig ned i karret, holdt mig fast i mindst et kvarter så jeg pustede da jeg slap fra ham og kom op igen. Ved egen hjælp, tror jeg.
– Heller ikke det dur du til! Vi har ellers givet dig mange chancer.
– Jeg har jo ikke gæller, protesterede jeg, – mine lunger skal have luft for at ånde.
Inden jeg var tør trak han mig ud, kastede mig flere gange med stærke bevægelser op i luften, for at se om jeg kunne flyve.
– Det kan du da nok regne ud, sagde jeg, forslået efter flere ublide landinger. – Jeg har jo ikke vinger!
Han så ud som om han ville stille mig på flere prøver, så sig omkring efter klippeblokke jeg skulle løfte, metertykke træstammer jeg skulle knække over, hundredeliters baljer med vand jeg skulle tømme i én slurk.
– Det er vist ikke på de områder, dine evner gør sig mest bemærket, sagde han. – Det ville ellers give dig mange beundrere, hvis du kunne noget af det. Er du meget rig?
Det mente jeg ikke var tilfældet. Kunne endda bevise det, hvis han ellers ville anerkende beviserne.
– Så har du heller ikke mange venner. En tosse som dig skal være meget rig for at få venner. Er du god til at knalde med pigerne?
– Har aldrig fået klager…
– Ikke godt nok. Dobbeltbenægtelse er ikke en bekræftelse. Ucharmerende fyre som dig skal være gode til at knalde, hvis de skal have nogen chance hos pigerne. Du skal ikke tro at jeg vil kontrollere det, som at se om du kunne flyve eller dykke, om du var stærk eller havde position og formue. Du må forstå, formålet er at evaluere dig, om du er et nogenlunde vellykket eksemplar af en art, der som helhed ikke er særlig vellykket, men alligevel har opnået altdominerende udbredelse, uforståeligt nok. På bekostning af alle andre arter, på bekostning af sit eget eksistensgrundlag, paradoksalt nok. Men ikke usædvanligt, læg mærke til dobbeltbenægtelsen, masser af arter har gennem udviklingshistorien ødelagt det for sig selv, på samme måde, på lignende måder, ved at blive for udbredt. Din art skulle gerne adskille sig fra mønsteret, den har jo fuldt kendskab til processerne, I ved jo hvad der kan ske, hvad der skal ske, hvad der vil ske, den indtil videre eneste art der kan forudse konsekvenserne af sine handlinger. Tror du det hjælper? Tror du, at alle I snæversynede, egoistiske og hjernepustede mennesker kan ændre jeres adfærd? Selv ikke den seneste pandemi viste tegn på at I kunne styre noget af det mest nødvendige, beherske jeres lyster og holde jer fra fristelserne, selvom I var udmærket klar over at det altid ender med at gå ud over jer selv. Det I kunne finde ud af, det var at skælde ud på alle andre end jer selv, de politikere I selv havde valgt, hvis de var så frække at påtage sig det ansvar I selv havde ladet ligge. Nå, lad os håbe at en rigtig stor pandemi en dag kan fritage jer fra det ansvar, I har jo hverken haft modet eller lysten til at tage det selv.
Hvorefter han gik hen til en afsats, hvorfra man kunne se landskabet med floder og skove nedenunder, og smed mig ud. Han havde ikke engang spurgt om de af mine kvalifikationer, som jeg selv satte mest pris på. At jeg havde interesseret mig så meget for laverestående organismer som alger, laver, og mosser, at det havde ført mig den lige vej gennem uddannelse og karriere, fordi der ikke var andre til det, at jeg havde fundet en ledig niche omhandlende specifikke studier af fossile encellede organismer i symbiose med andre, som gjorde at jeg hævet over enhver konkurrence havde arbejdet mig op til en status som forholdsvis uomgængelig kapacitet i min generation på feltet. Og at jeg var fuldt optaget af at levere afhandlinger og artikler om hvordan man med held kunne parallellisere menneskehedens adfærd i sin helhed med disse primitive urformer for levende, samfundsdannende organismer.
Og så havde han ikke fortalt om andre for hvem han tidligere havde præsenteret landskaber set fra høje udsigtspunkter, om jeg skulle være Abraham under forevisning af det forjættede land, kun for at opdage at det i sandhed var forjættet, overbefolket med jætter som det var. Kunne jeg måske være den Jesus, som den onde uden held ville friste med alle verdens kongeriger og herligheder, som Jesus til forskel fra alle kendte verdensherskere, autokrater og diktatorer først betvivlede, undersøgte og derefter afviste? Nok en bedre karakteristik af Jesus end af mig.
Det var hvad jeg tænkte på mens jeg hvirvlede gennem luften, dernæst tumlede ned langs bjergsiden, blev bremset i farten af de lave vækster over trægrænsen, pisket af grene og kviste i trætoppene, og endelig opfanget af kraftigere vækster og ubestemmelige substanser i et efter alt at dømme alt for bynært nærområde, hvor jeg kunne underkaste mine kvæstelser et flygtigt eftersyn, mens jeg fortsatte mine overvejelser over hvilke af mine fortrin der ellers blev forbigået i den efter mit skøn overfladiske evaluering.
Inden jeg i disse overvejelser var kommet til spørgsmålet om hvad eller hvem det egentlig var der udsatte mig for den ubehagelige følelse af uretfærdighed, som en særdeles overfladisk evaluering og fuldstændig uberettiget afstraffelse kunne afføde.
Det viste sig, da jeg så mig omkring, at jeg faktisk netop var ankommet til et typisk tilfælde af det man i afstandtagende foragt ynder at kalde et nærområde, fyldt med folk i alle aldre, af alle afstamninger, med alle sprog, bortset fra det som blandt andre uomgængelige krav kunne give dem adgang til samfundet udenfor. Desuden med alle kendte sygdomme, fysiske og psykiske, måske lige bortset fra diagnoser der kunne gøre dem berettigede til humanitært ophold. Altså en flygtningelejr. Min tur ned ad bjergsiden, gennem skiftende vegetationer og uofficielle affaldsdeponier, havde givet mig et udseende og en fremtoning i temmelig god overensstemmelse med flertallet af lejrens beboere, og jeg spekulerede om jeg stadig havde en slags legitimation på mig, der kunne støtte mig, hvis jeg søgte om tilladelse til at få adgang til at indgive en ansøgning om asyl.