På turen forbi den nye kirke, den skal indvies som koncertsal på tirsdag, høres klaverspil gennem porten, der hastigt blev åbnet og lukket igen. Det lyder overbevisende, vi prøver porten som kan åbnes, går efter lyden, sætter os stille ind på sidste række i en næsten tom sal og lytter, der er prøve, forstår vi. Pianist på koncertturne, har fået koncertsalen stillet til rådighed for at øve på koncertflyglet, led i prøverne forud for hans debutkoncert. Forprøve for hans rigtige debutkoncert, som er planlagt i næste måned, med et program der kræver orkesterledsagelse. I denne kirke et mindre soloprogram. Fantastisk oplevelse. Det lyder som om han øver stumper af repertoiret for begge koncerter, noget velkendt men indimellem også ukendte toner, for os i det mindste. Jeg sidder stille og andægtigt for at suge alt ind, kan godt fornemme nærværet af et usædvanligt menneske med noget vigtigt på sinde. Suverænt, noget der skal tages dybt alvorligt. Min ledsager bevæger sig frem til pianisten, i en pause begynder han at tale til ham.
– Hvem er du, har du en aftale? spørger pianisten.
– Nej, siger min ledsager, – kom bare forbi.
– Underligt, siger pianisten, – her er alt bevogtet, I går bare ind. Er det et talent I har?
– Undskyld, siger ledsageren. – Beklager. Vidste ikke hvem der spillede, vidste ikke om det kunne være en der hører til, sidder her hver dag, eller en der kommer langt væk fra, og i morgen er langt væk igen. Gribende at høre, fristende at sætte sig til at lytte. Bare et spørgsmål.
Pianisten virker afslappet. Uden de forbehold man normalt anlægger over for journalister og interviewere, sidder stadig ved klaviaturet og lader hænderne løbe over klange og modulationer.
– Hvad vil du vide? spørger han.
– Noget kunne man høre som klassiske værker, andet var nyere og mere ukendt, i hvert fald som umiddelbart hørt herfra. Er det kun fremførelse af færdige kompositioner, eller forekommer der også improvisationer?
– Jeg improviserer også. Så lyder det sådan her.
Hans løb, klange og modulationer fortsætter, følsomt og stille, mens han taler.
– Når jeg spiller for andre, er det kun gennemkomponerede ting. Komponerer selv, men spiller helst velafprøvede ting, som tillader at man kan udleve sig selv helt. Så må man ty til de rigtige komponister.
– Kan man ikke spille sig selv helt ud med noget man selv har skrevet?
– Hvis det er godt nok. Det der er fanget i nuet kan være gyldigt i nuet, og det kan være gyldigt for en selv. Det er ikke værd at spille for andre, og det er ikke værd at spille en gang til. Hvis det skulle ske at der dumper noget fantastisk ned midt i en improvisation, er det med at holde fast i det, inden det forsvinder. Så må man notere det, så man kan arbejde videre med det, og måske sætte det ind i en struktur man arbejder med i forvejen. Der må være struktur. Ellers bliver musik bare lyde der falder sammen med baggrunden, ligesom med malerier der falder i et med tapetet. Er der noget ved det? Form og fremdrift, det er afgørende, og det finder man i de store værker, som har vist slidstyrke. Nogle ting kan man arbejde videre med i det uendelige, de slides ikke op, de åbner stadig nye muligheder. Andre ting bliver man hurtigt færdig med, dem kan man roligt lade ligge. Det er kriteriet. At arbejde med uopslidelige værker, for de giver så meget. Man kan også arbejde med nyere og mindre livskraftige ting, for så kan man måske vise de nye komponister nogle muligheder de kan arbejde videre med.
– Laver du så om på deres kompositioner?
– Under ingen omstændigheder. Men du ved, man kan styre sin opmærksomhed, man kan henlede andres opmærksomhed, man kan give nogle passager større opmærksomhed og gå lettere hen over andre. Så ved komponisten hvad man mener.
– Og improvisation?
– Det er for nøjsomt.
Den unge pianist skulle holde debutkoncert, som han havde valgt at opføre i den nyopførte kirke, så det samtidig kan blive kirkens indvielse som koncertsal. Vi var alle mødt op, herunder ikke mindst pianistens seneste klaverlærer, som jeg kendte i anden forbindelse, og havde fået nogle forhåndsoplysninger fra. Den første del af koncerten skulle indeholde et værk af pianisten selv, og læreren fortalte at den rummede satser i stramt gennemkomponeret format, vekslende med andre, frit improviserede passager. Lidt drillende opfordrede han mig til at lytte efter, og prøve om jeg kunne skelne det ene fra det andet. Der var mødt en mængde tilhørere op, flere af dem utvivlsomt mere for at tage den nye kirke i øjesyn, end for at lytte til den unge pianists debutkoncert. Jeg var mindst lige så spændt på at høre musikken som at opleve kirken med rummet, arkitekturen og akustikken, og holdt mig det meste af tiden i nærheden af læreren.
Under koncerten var det ikke svært for mig at adskille to udtryksformer i musikstykket. To former for udtryk i to meget forskellige måder at spille på, den ene med tilbageholdte, spredt anbragte motiver adskilt af små pauser, skiftende tempi, sammensatte klange og akkorder i afvekslende rytmisk udførelse. Den anden med sammenhængende løb og virtuose udfoldelser af stor dynamisk spændvidde. Men hvilke dele der var stramt komponeret og hvilke der var frit improviseret, det var ikke muligt for mig at afgøre. To måder at fortælle to forskellige historier på, det kontrolleret tænksomme og det fritløbende fabulerende. Det tænksomme kunne være komplekst nok til at være nøje planlagt, men det kunne lige så godt være tanker der bliver til i øjeblikket, når den udøvende hele tiden leder efter udveje for at komme videre på en meningsfuld måde. I improvisation kan man somme tider høre det søgende, afprøvningen af små eksperimenter afbrudt af befriende landing på alle fire, tilbagevenden til det sikre. Den gennemkomponerede musik har sine fordele, den har været gennem kontrol, afprøvning og kvalitetssikring for at opnå det bedst mulige resultat. Improvisation som genre og udtryksform dyrker individet mere end musikken, selv når den udføres så originalt og overbevisende som muligt. Musikstykkets mere løsslupne og fabulerende passager kunne godt være det mekanisk krævende men intellektuelt mindre udfordrende, med kaskader af udtryksformer hentet fra kendte genrer til og med citater fra kendte og ukendte værker, stof som den rutinerede improvisator til enhver sid kan hente ud af sit indre lager. Men det kunne lige så godt være nøje tilrettelagt, afprøvet, komponeret og indstuderet på forhånd. Skulle man vurdere indsatsen efter den unge debutants pianistiske eller kompositoriske præstation, ville jeg nok satse på den pianistiske.
I pausen drøftede jeg kort disse ting med læreren, men så gjorde han mig opmærksom på, at koncertens anden del ville præsentere endnu en side af den unge mands kvalifikationer. På tårnets øverste afsats var der til lejligheden opstillet et spillebord med manualer og pedal, hvorfra man kunne betjene kirkens orgel og klokkespil. Det var ikke vanskeligt med de tekniske muligheder til rådighed, kablet eller trådløst. Men pianisten ville indtage sin plads ved dette spillebord ved at klatre op udvendigt på tårnet! Bjergklatring var nemlig hans anden passion, og han havde udmærket sig ved flere internationale stævner og opvisninger, som ikke sjældent medførte tab af deltagere ved fald fra store højder. I modsætning til bjergbestigning bruger man ved bjergklatring ikke noget sikkerhedsudstyr, man har kun sine arme og ben, hænder og fødder. Fra mit synspunkt noget af et paradoks at skulle bruge sine fingre både til at spille klaver med og til at hage sig fast i små fremspring højt over afgrunde, men læreren forklarede at det også var en glimrende styrketræning, som man ikke kunne opnå ved kun at spille klaver.
Alle tilhørerne forsamledes derfor udenfor kirken og dannede opløb sammen med tililende fra nær og fjern, for at se det vovelige eksperiment. Kirkens tårn var ualmindelig slankt og spidst, som en skulptur mere inspireret af spir fra gotiske katedraler end af tidens mere nøgterne byggestil. Uden tvivl tillokkende for en passioneret bjergklatrer. Vi så da også pianisten stille sine sko fra sig, og påbegynde klatreturen med bare fødder. Smidigt og glidende gik det opad, set fra terrænplan umuligt at forstå hvor det var muligt at finde støtte og holde fast i de glatte former med de griberedskaber, kroppen var udstyret med fra naturens hånd. Men i en eneste, uafbrudt bevægelse, fuldendte han opstigningen og forsvandt ind ad en luge, hvorefter man hørte et orgelbrøl fra kirkens indre. Det der her blev fremført, var måske mere overskueligt og forudsigeligt end koncertens første det, med vægten lagt an på kompleksitet i klang og polyfoni. Her blandede klokkespillet sig med korte replikker, så det blev til en dialog mellem kirkens indre og dens ydre. Egentlig imponerende, som sportspræstation betragtet, også i betragtning af bjergklatringen. Og da opførelsen var nået til den patetiske afslutning og lyden døet hen, dukkede debutanten igen ud af lugen øverst oppe og gennemførte en nedstigning lige så upåklagelig som opstigningen. Han børstede lidt støv af sig, tog sine sko på og modtog publikums applaus udendørs, for på den måde at undgå at krænke et kirkerum, der i andre situationer skulle danne ramme om andægtig indadvendthed.
Uden undren kunne man næste dag læse anmeldelser med rosende omtale af bestigelse af et praktisk talt uindtageligt kirketårn, og besejring af et fra begyndelsen skeptisk men senere fuldt hengivent publikum i en omvendelse, der var den sande tro værdig, med den unge debutant som hjertebetvingende bjergprædikant.