Netop hjemvendt ser jeg i havegangen et skilt, bemalet med en barnetegning og med en påskrift, henvendt til besøgende. Inden jeg når at studere meddelelsen hører jeg hendes stemme. “Jeg hedder Margaret, jeg er hjemme i dag fordi jeg er syg. Jeg kan smitte dig, så du skal ikke komme nærmere end to meter. Men du må gerne tage chokoladekiks med, og blommer og æbler.”
– Nå, råber jeg glad, for jeg har set hende. – Er det Margaret der siger sådan?
– Det er skiltet, kan du ikke se det? Prøv at gå forbi igen, ude fra havelågen!
Det gør jeg gerne, denne gang langsommere. Kort inden jeg når skiltet hører jeg igen fra en højttaler: “Jeg hedder Margaret, jeg er hjemme i dag fordi jeg er syg. Jeg kan smitte dig, så du skal ikke komme nærmere end to meter. Men du må gerne tage chokoladekiks med, og blommer og æbler.”
Min kone griner fra liggestolen i solskinnet på terrassen.
– Vi måtte lige rette beskeden lidt, siger hun med latter i stemmen. – Blommer og æbler i stedet for kager og slik!
I respekt for meddelelsens budskab behersker jeg min trang til at give Margaret et kærligt knus som jeg plejer, og studerer stregtegningen med teksten, som i sin selvsikre ubehjælpsomhed skal læses koncentreret for at forstås rigtigt. Jeg ser rettelsen, med de tilføjede frugter.
Kan man godt ændre sin adresse til Charing Cross? Vi kan. Kan man godt være dybt forelsket i en seksårig når man selv er halvtreds år ældre? Jeg kan. Og hun ved det, børn ved den slags. Om fjorten år når hun er tyve, ved hun det stadig, og som halvfjerdsårig vil jeg stadig være fortabt. Til den tid vil andre beundrere have fortrængt mig fra min privilegerede position, sådan skal det være, sådan vil det være, det er livets gang. Så det er nu, jeg skal tage oplevelsen til mig, gemme den i min erindring, og som ved studiet af subnukleare partikler passe på at objektet ikke lader sig påvirke af undersøgelsen.
Da hun var to år blev hun på gaden spurgt om hvor hun boede. “Charing Cross” var svaret. Med en umiskendelig Glasgow-dialekt, hvilket ikke undrede personalet hos de sociale myndigheder hvor hun blev bragt ind. Men den stedbetegnelse var kun en del af et brugbart svar, så det havde nok taget nogen tid at finde noget mere præcist at gå efter. Charing Cross var jo ikke en entydig adresse, var det kvarteret, stationen, det store gadegennembrud der spaltede byen i to, var det navnet på en forretning, et boligkompleks eller en fodboldklub. Men det var svaret på hvor hun boede, når hun blev spurgt.
Det lykkedes ikke for myndighederne at finde pårørende til barnet, som fik midlertidigt ophold på en institution. Man forsøgte så at matche en dna-test med registre over fødselsdata fra perioden hvor barnet blev skønnet at være født. Og da det ikke hjalp, mor og barn måtte være tilflyttere, ledte man videre i data fra socialvæsenet og sundhedsvæsenet. Søgningen ledte til vores datter, som havde været bloddonor i en periode i sin studietid. Men hun selv var forsvundet. Lejligheden fandt man forladt, men med rigelige tegn på at være bolig for Margaret og hendes mor. Vi blev hurtigt kontaktet som led i efterforskningen, blev naturligvis dybt oprevet, og tilbød straks at varetage omsorgen for barnet, indtil vores datter blev fundet.
Margaret var umiddelbart anbragt på en i øvrigt god og hjertevarm institution. Det blev ikke vanskeligt at forklare myndighederne at vi naturligvis stod til rådighed som barnets nærmeste pårørende, da hendes mor aldrig havde afsløret hvem faren var. Men alle administrative niveauer skal gøres glade og alle formalia overholdes, så der gik ulideligt lang tid med at få godkendt først en opholdstilladelse og senere en plejetilladelse hen over landegrænserne.
Barnets mor blev aldrig fundet. Kidnappet af kriminelle, myrdet og gravet ned i en skov, det var en af flere skrækindjagende muligheder. Flygtet ind i sekteriske miljøer af religiøse eller politiske grunde, fanget som offer for for samvittighedsløs narkokriminalitet, utænkeligt, afvist som helt usandsynligt.
Men Margaret ville hjem. Hjem til Charing Cross, havde hun hele tiden forlangt. Bestemt, myndigt, som en toårig kan sige det, med et karakterfast barns stædighed. Det ønske kunne vi opfylde. En ganske lille, men meget symbolsk imødekommelse, at omdøbe et hjem. Men det hjalp hende i de første år til at acceptere det brutale skift der havde hugget hendes korte liv over. På samme måde som et brutalt gadegennembrud kan hugge en by over. På samme måde hjalp det vist også at vi begge, helt fra begyndelsen, som forældre til hendes mor havde stået den lille familie nær, så der i forvejen var opbygget et ubrydeligt forhold mellem os. Ligesom Margaret også hjalp os gennem chokket, den mærkelige uvished, og sorgen, som kan forstene, hvad hun forhindrede. Ved at være til, kræve hele vores nærvær og ansvar, modtage al vores omsorg, hengivenhed og kærlighed.
Det er nu blevet hendes verden, hendes Charing Cross, som hun forresten synes er et underligt navn. Hun ved at der foruden os to som hun kalder mor og far, måske også findes en anden mor. Som hun en gang imellem drømmer om, ligesom Bambi, Pippi Langstrømpe og Julemanden.
Sådan kom vi alle tre gennem et pludseligt og helt forkert generationsskifte, i den helt forkerte generation. Så heldige er vi trods alt. Margaret, hendes mormor, og jeg selv. I morgen kan Margaret raskmeldes, så demonterer hun sit advarselsskilt med alarm, og glæder sig til at hun skal begynde i skole efter sommerferien, allerede om få uger.