Vi mødtes som vi havde gjort det så mange gange, vi kendte hinanden fra fortiden, fra skolen, fra ungdomstiden, gennem fælles venner og bekendte, fælles kærester og fælles oplevelser gennem mange år. For det meste var vi enige om det meste, hvilket nok havde at gøre med vores i store træk fælles baggrund og deraf følgende fælles opfattelse af omgivelserne, virkeligheden som vi kaldte den, og en gang imellem af verdenssituationen. Ingenting kunne skille os for alvor, men så kom denne situation ind i billedet, som vi ikke havde forberedt os på. Pandemien. Hvordan den truede os, hvordan den greb ind i vores forholdsvis regelmæssige, trygge og ugenerte hverdag, hvordan den forandrede en hel del ting omkring os og kaldte på stillingtagen til alverdens småting som tidligere ikke på nogen måde havde beskæftiget os i det daglige. Alt det selvfølgelige, som ikke var så selvfølgeligt længere. Pludselig skulle man tage forholdsregler, holde afstand, vaske hænder, bruge håndsprit og beskyttelsesmaske, kaldet mundbind fordi ordet ansigtsmaske var belastet, der var nemlig for nylig vedtaget en lov om forbud mod maskering i det offentlige rum, skjule sit ansigt under hvilken form det kunne være. Formelt og officielt for at muliggøre ansigtsgenkendelse ved hjælp af de mange overvågningskameraer, reelt men uofficielt for at forfølge og kriminalisere landets tre-fire burkaklædte kvinder. Vi vil ikke have burkaer her i landet, sagde de fremmedangste, heller ikke niqab’er og hijab’er, men der var svært at lovgive mod uden at diskriminere.
Det skænkede vi ikke en tanke, da vi iførte os ansigtsmasker ved navn mundbind, forestillede os mundbind som nærmere beslægtet med det i forvejen kendte hygiejnebind, og omdøbte så vores mundbind til mundble, så vi kunne udbrede den til hele befolkningen og ikke kun den halve, og ind imellem tænke over om vi havde lavet småt eller stort i den, alt efter samtaleemne og sprogbrug.
Hvordan kunne den så skille os, pandemien, hvordan kunne den få modsætningerne frem, i os der hidtil havde været enige om det meste? Det var om beskyttelsesforanstaltningerne, om formålet med dem, om hvem og hvad de var til for, og om indgrebet i vores hverdag. Jeg regnede mig for ansvarsbevidst, som en medansvarlig del af samfundsorganismen, som en der kunne se en opgave i og en pligt til at forhindre smittens udbredelse, som fuldstændig parat til at vise samfundshensyn. Det var han fuldstændig ligeglad med. Han var kun ude på at beskytte sig selv, han tog imod foranstaltningerne men så dem som et værn for sig selv mod omgivelserne, og var straks og vedvarende yderst omhyggelig med at lukke alle sprækker i dette værn.
Det var mig der fik sygdommen. Jeg var optaget af at skåne andre men glemte at skåne mig selv. Han var optaget af at skåne sig selv, og skånede således indirekte alle andre mere end sig selv. Sådan gik det til, at den der tog mest hensyn til sig selv, og var mest interesseret i at beskytte sig selv, var den bedste til at holde afstand, holde hænderne vasket og sprittet, og bruge visir og mundbind. Og som dermed også var den bedste til at holde smitten nede, beskytte alle andre, befolkningen, sundhedssektoren og hele samfundet mod pandemien, selvom det slet ikke var hensigten.
Og sådan gik det til, at den altruistiske, som glemte sig selv for at tage mere hensyn til de andre, blev en større smittefaktor end den egoistiske, som gjorde hvad han kunne for at beskytte sig selv.
Den erfaring siger selvfølgelig noget om mennesker, og om de forskellige måder den enkelte løser sit samfundsansvar på. Men den siger også noget om pandemier. At epidemier opstår af nærhed mellem individer, og her skelner vi ikke mellem mennesker og dyr, og at pandemier, i konsekvens heraf, næres af udveksling og transport af disse individer. Dyrekolonier med millioner i flokke er miljøer hvor smitten skabes. De miljøer efterlignes i den industrielle animalske fødevareproduktion. Når smitten overføres til mennesker, sker det samme. Tæthed og nærhed mellem mennesker i stort antal danner de bedste betingelser for spredning. Mange mennesker samlet i længere tidsrum giver superspredningsbegivenheder. Stævner, folkemøder, markedspladser, krydstogtsskibe, gudstjenester, koncerter og sportskampe i overdækkede haller og åbne arenaer, alle vegne hvor folk stimler sammen, og især hvor de udfolder sig med sang, råb og gestikulationer. Det er steder hvor smitte spredes og sygdomme trives.
En vigtig læring for den enkelte og for alle fra de miljøer hvor det førhen var almindeligt at give hånd, kysse og kramme, alle de smittebefordrende vaner der nu er afskaffet.
En vigtig læring også for et overbefolket samfund at tilrettelægge sin indretning og sin fremtid på. Et overbefolket verdenssamfund, altså.