– De har lukket min virksomhed! råber han. – De forhindrer mig i at gøre mit arbejde! Jeg kræver kompensation! Jeg taber omsætning, min husleje stiger, mine lønudgifter stiger! Alle mine omkostninger stiger men mine indtægter falder! Min tabte fortjeneste for dette år, for den kommende årrække, den kommer de til at erstatte, krone for krone! For de har lukket ned for min virksomhed, for mit fag, for hele min branche!
– Lad os høre, siger den anden, – hvordan regner du det ud? Kan du vide hvor meget du ville have tjent hvis du havde fortsat som før? Skal du ikke dokumentere sådan en påstand? Må vi se dine regnskaber og dine budgetter?
– Jamen hør nu, siger den tredje, – det er jo ikke kun dig der bliver lukket. Det er alle der sælger det modbydelige stads, det er jo giftigt, så blev det forbudt, og så må I selvfølgelig lukke. I må hellere finde ud af at sælge noget andet, som ikke er forbudt.
De sidder i bodegaen ved indkørslen til området for små erhvervsvirksomheder, bilværksteder, malerforretninger, blikkenslagermestre og andet håndværk, blandet med små importforretninger med kontor og lager. Sådan en driver han, ham hvis virksomhed er i fare for at skulle lukke.
Mens de tre prøver at finde ud af hvad de skal mene, men helst ikke mene det samme som de andre, nærmer en fjerde sig bordet, og da de ikke spærrer for ham, sætter han sig. Han har hørt hvad der blev sagt i den højrøstede samtale.
– Sig mig, siger han, hvem har egentlig bedt dig om at sælge det forbandede lort du ikke må sælge længere?
– Det har sgu været fuldt lovligt hele tiden! Indtil der kom en tåbelig bestemmelse om at nu bliver det pludselig forbudt, farligt eller hvad ved jeg, så nu må man ikke bruge det længere, og så må jeg heller ikke sælge det! Og hvad med mit varelager? Usælgeligt! Der står i hvert fald for trekvart million!
– Jeg kan se hvad det er du jamrer over.
– Jeg jamrer ikke! Jeg er rasende!
– Hvem eller hvad er du rasende på? Hvor ligger skylden for dit problem?
– Hos myndighederne kraftedeme! Kommunen! Regeringen! Politikerne!
– Har de bedt dig om at sælge det forbandede lort, importere det, lave det, handle med det, eller hvad fanden du gør?
– Gu har de da ej! Det kan jeg sgu selv finde ud af, jeg skal ikke ha noget som helst med de røvhuller at gøre! Det offentlige rager mig en skid! De er hele tiden efter de private næringsdrivende, men det er os der laver alt det der giver penge, det er os der betaler for dem der sidder på deres røv der inde, laver det offentlige noget der giver penge? Kan de finde ud af det? Kan de tjene penge? Bruge penge, det kan de finde ud af! Men det er os der skal betale for det!
– Nu har du vel forstået at det offentlige slet ikke må tjene penge. Hvis man finder noget der kan tjenes penge på, så skal det straks overgå til de private. Sådan har man bestemt det, så er der rene linjer, ellers er det konkurrenceforvridende.
– Nå, det var da endelig noget der giver mening. Men de bruger sgu mine penge alligevel! De plukker os for den elendige skat!
– Sådan har man også bestemt det. Der er nødvendige opgaver, og der er unødvendige opgaver. De nødvendige opgaver, dem der skal løses, men som er for store for den enkelte, dem må vi løse i fællesskab. Og det fællesskab, det er det offentlige. De opgaver der ikke er nødvendige, dem står det frit for enhver at løse. Ingen kræver at nogen skal lave unødvendigt arbejde, det må være frivilligt. Hvis man kan tjene penge på det, er det vel bare en fordel. Mange laver faktisk sådan noget arbejde der ikke er nødvendigt, men som de kan tjene penge på, nogle lever godt af det. Hvem har bedt dig om at levere alt det forbandede lort? Hvem har bragt dig i den svære situation, hvem har lokket dig til at levere noget usælgeligt, som du nu brænder inde med?
– Årh hold kæft, det er fanme ikke usælgeligt, jeg leverer det der efterspørges. Sådan fungerer markedet! Ved du ikke at det er sådan markedet fungerer? Og nu har jeg solgt lortet i årevis, uden problemer, det gik strygende, og hvem kommer så og stopper det? Røvhullerne der sidder der inde og ikke kan finde ud af at trække fingrene ud! Det private initiativ bremser de, har de nogensinde prøvet at tage et initiativ, gøre investeringer og tage en risiko? Nej, risiko det lader de os andre om, iværksætterne, entreprenørerne, de risikovillige, os der selv sætter pengene i klemme, får ørerne i maskinen og lægger bøfferne på kogepladen!
– Du er inde på noget af det rigtige. Ingen har bedt dig om at være handelsmand, så er der heller ikke nogen til at kompensere dig når din salgsfidus brænder ud, det må du selv rode med. Kunderne kan købe dine varer, men de har ikke pligt til at blive ved. Er du leverandør kan du indgå kontrakt om en leverance, den skal du aflevere og den får du betaling for, men ingen tvinger dig blive ved med at arbejde som som leverandør. Der er ikke andre end dig selv til at tage ansvaret for din forretning med alle dens aktiviteter, det er vilkårene for al privat virksomhed. Hvis du kun arbejder med indtjening som formål, så må du selv styre din butik og din omsætning med indtægter og omkostninger, ansvaret er dit alene.