Den lille forening var dannet, på den måde man altid kunne bruge til at danne små foreninger, da en gruppe mennesker sluttede sig sammen om noget de kunne være enige om. Der var masser af andre små foreninger i forvejen, i nærheden og længere væk, men i stedet for at gå ind i en af dem, var den lille gruppe af enige enig med hinanden og sig selv om at man helst ville danne en helt ny forening helt for sig selv. De der interesserede sig for at fiske ved sø og strand havde deres lystfiskerforening, de historisk interesserede havde deres lokalhistoriske forening, på samme måde var der foreninger om at spille skak, lave spændende mad, løbe ture i skoven, og alle mulige andre formål. I den lille nye forening havde man brugt en del tid og kræfter på at spørge sig selv og hinanden om hvad man egentlig skulle være helt enige om, derefter om hvad der egentlig skulle være foreningens formål, for skulle der udnævnes et formål måtte det helst være noget der nogenlunde dækkede det man skulle være enige om, i det mindste noget hen i den retning, for det kunne tænkes at få indflydelse på hvem og hvor mange der kunne tænkes at tilslutte sig, og derefter være afgørende for hvem og hvor mange man ville lukke ind. Ligesom det kunne være bestemmende for f. eks. hvilket navn man ville give den lille forening.
I løbet af de indledende møder med lange og indviklede forhandlinger var man faktisk kommet ret langt med idéer, forslag til visioner, procedurer, valgregler, organisationsstuktur og hjemsted, der lå faktisk en imponerende bunke forslag parat, inden det faldt en af de fremmødte ind at man hellere måtte gøre noget ved den formålsparagraf, der egentlig fra begyndelsen havde stået ret højt på deres huskeseddel. Det var nær blevet glemt, hvilket dog blev benægtet af dem der havde været med til at opliste punkter til huskesedlen, det var bare blevet indføjet i hvert af punkterne, sagde de, så man ikke umiddelbart kunne gennemskue hensigten. Men at det skulle gøres, var der på den anden side ingen tvivl om, og i diskussionen om formålet nærmede man sig faktisk en slags enighed. Men det skete i bølger der gik både op og ned, og i den proces faldt også flere af de potentielle medlemmer fra, det fandt de tilbageblevne beklageligt men også forståeligt og på sin vis fordelagtigt, for så ville det blive lettere at blive enige, og formålet måske lettere at fastlægge.
Flere af deltagerne i disse indledende møder havde erfaringer fra andre foreninger, også med foreninger under dannelse, og de gjorde opmærksom på en lang række praktiske ting det var godt at have styr på, ud over formålet, det kunne være ting som vedtægter, forretningsorden, generalforsamling, bestyrelse, bestyrelsesposter, valg, valgprocedurer, kontingenter, revisor, bankforbindelse, hjemsted, meget af det svarende til hvad man kunne finde i bunken af forslag, desuden delegerede til repræsentation i andre forsamlinger, og en opløsningsparagraf, herunder anbringelse af foreningens eventuelle midler ved en eventuel opløsning. De af deltagerne der lå inde med den type erfaringer kom af praktiske grunde til at præge udformningen af hele strukturen for foreningens virke, og det fik en del andre af de mulige medlemmer til at falde fra, nok især dem der ikke ønskede alt for stramme og hæmmende rammer for et nyt initiativ under fødsel. Selv uden de således frafaldne resterede stadig en smule uenighed i den gruppe, der egentlig havde dannet sig med det hovedformål at være enige. Der var sådan noget som hvordan beslutninger skulle træffes.
Det måtte være oplagt for en forening dannet i enighed om formål man var enige om, at alle beslutninger måtte tages i enighed. Skeptikerne for det synspunkt var dem med foreningserfaring fra andre steder, hvor uenighed mere end enighed var normen, og hvor man således havde taget former for afstemninger til sig, hvor der ikke krævedes enighed, kun flertal. Almindeligt flertal eller kvalificeret flertal, det måtte afgøres af emnets alvor og principielle betydning. Nu var forsamlingen også nået op på en størrelse som en helt almindelig mindre skoleklasse, trods de forskellige afskalninger og frafald, og sandsynligheden for fraktionsdannelse bag al enigheden var alligevel ikke til at se bort fra. Man valgte således en form for repræsentation. De sidste frafaldne blev dem, der stædigt fastholdt en fundamentalistisk tro på det direkte demokrati med fuld enighed i alle afgørelser, selvom det kunne trække beslutninger om de mindste småting ud i uendeligheder. For at slippe for det blev repræsentationen alligevel vedtaget, og den traditionelle struktur med generalforsamling, bestyrelse, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, bestyrelsesposter og formand, samt spørgsmålet om hvorvidt formanden skulle vælges direkte ved generalforsamlingen eller udpeges af bestyrelsen blandt egne medlemmer.
Nu var det sådan, at denne formand, af hvilket køn ingen længere kunne huske, og derfor omdøbt til forperson, fandt sig godt til rette i sin position. Ved vedtægternes udformning havde man nemlig på en enkel måde afgjort spørgsmålet om stemmelighed ved at lade denne forpersons stemme være afgørende. Fra begyndelsen havde der været et betydeligt personsammenfald, idet alle fremmødte ved generalforsamlingerne også var medlemmer af bestyrelsen, hvor de blev genvalgt år efter år. Nye medlemmer, som gennem tiden var lokket til af foreningens uangribelige formål, måtte se sig som en slags andenklasses medlemmer, idet alle pladser med indflydelse var optaget. Det var ikke til at se bort fra, at de der markerede sig som skeptikere overvejende var medlemmer der samtidig ikke var meget for at stå frem med deres skepsis i fuld åbenhed, man så dem aldrig på talerstolene men kun snigende sig rundt langs væggene og i korridorerne. De få der førte sig frem med indvendinger og forslag til korrektioner, ledsagede dem med en bemærkning om at agere djævelens advokat, hvilket efter deres egen opfattelse kunne tilføre disse indvendinger både autoritet og legitimitet, selvom de var så fortænkte og kryptiske, at det eneste formål syntes at være en demonstration af den eneste kvalificerede tænkemåde til at gennemgå alle eventualiteter.
Selv ikke alt dette hindrede foreningen i gennem årene at vokse sig talstærk, og det forhindrede ikke de stadig nye tilkommende medlemmer i igen og igen at undersøge alt gældende for foreningen, dens valgregler, dens vedtægter og historikken for dens vedtægtsændringer, dens kreds af sponsorer og velvilligt indstillede medlemmer af det lokal erhvervsliv og kommunalbestyrelse kaldet byråd eller borgerrepræsentation. Med den viden kunne disse nye medlemmer præsentere nye eller forlængst henlagte forslag til en lang række initiativer, der alle kunne opnås den allerstørste enighed om, fordi der allerede havde været fuld enighed om dem, indtil de af grunde man ikke talte højt om var blevet henlagt igen.
Således kunne selv disse nye medlemmer ses som bærere af en enighed, også kaldet konsensus, som aldrig før set. Erkendelsen voksede også af at det måtte være ønsværdigt at se i det mindste et enkelt eller et par af sådanne medlemmer som medlemmer af bestyrelsen, hvilket også blev konsekvensen af de påfølgende valg. Hvad der derefter foregik bag bestyrelsens i fuld enighed lukkede døre, sivede ikke ud hverken til foreningsmedlemmerne eller til offentligheden, når man ser bort fra en journalist fra det lokale dagblad, der havde placeret sig i skyggen af skumringen under et åbentstående vindue, hvorfra han bevæbnet med blok og blyant kunne opsnappe og notere noget af den højrøstede samtale der kunne høres indefra. Resultatet, som han kunne overbringe til sin redaktion og gennem den endnu længere ud til den enige befolkning og herunder til de meget enige bestyrelsesmedlemmer, var at man nu, i fuld enighed, i foreningen “Enigheden” havde valgt en ny forperson, som man i tiltro til netop denne forpersons enestående evne til at opfylde foreningens formål, at skabe enighed, havde udstyret med særlige beføjelser, som havde nødvendiggjort en række justeringer af foreningens vedtægter. Disse ændringer, som også var vedtaget i fuld enighed, drejede sig hovedsageligt om at sikre denne forpersons forbliven på forpersonsposten, ved at blive gjort til æresmedlem, valgt på livstid, som æresforperson. Det var den sikreste måde at sikre sig enighed på, om det som var foreningens egentlige formål. Og hvad var så foreningens egentlige formål, som man i enighed havde forsamlet sig om. Det var det formål, som man endelig, gennem tiden med utallige møder i det meget enige mønstersamfund kunne samle størst enighed om. At være enig om at holde alle de fremmede ude. Fra landet, fra byen og fra den blomstrende, tolerante og rummelige forening hvor alle var enige, foreningen Enigheden.