En lokalitet
uden særlige kendetegn
Man nærmer sig byen og får øje på sygehuset før noget andet. Fra alle retninger, ses forude, allerede fra stor afstand, byens vartegn og stolthed. Dens største arbejdsplads. Fra toget ser man ikke noget frem og tilbage, kun til siderne, den store hovedbygning viser sig langt ude til venstre, mens banelinjen før stationen slår en elegant bue bagom fjorden. På klare morgener kastes sollyset glitrende tilbage fra de lange, vandrette vinduesbånd. Toget udfører sin halve knibtangsmanøvre om byen, den gråsorte gavl bliver til horisontens dominerende element, og man får øje på den mellemliggende bebyggelse, huse, tage, gader og pladser, den gamle bymidte. Til fods fra banegården gennem krogede gader, op mod sygehuset ad den stigende tilkørselsvej, og det optiske bedrag afsløres.
Bygningen ligger på den eneste bakke i nærheden. Vejen bliver smallere, hækkene lavere, en Potemkintrappe. Før i tiden kunne et pralende udtryk svare til betydning og status. Dengang man ikke skammede sig ved praleri, nu virker det latterligt. Kan det selvhøjtidelige have spillet ind ved sygehusets planlægning og opførelse? Muligvis, kan ikke vides. Hvis man har let ved at skuffes ved noget der foregiver at være større end det er, bekræftes fornemmelsen allerede på halvvejen. Helt fremme hjælper det lidt, for her kommer bygningen ned i naturlig størrelse, man ser også behandlingsbygningerne og serviceafdelingerne, nogle af dem sammenbygget med sengefløjen i de to nederste etager, andre fritliggende. Kompleksets bygninger er kasseformede, forskellige af størrelse men ensartede i byggestil, med rette vinkler, facader på kryds og gavle på tværs. Den ældre bydel nedenfor med blandet boligbebyggelse og småindustri er uordentligt anlagt med smalle gader i skæve vinkler, og sygehusets mekaniske struktur virker som udset til at erstatte den organiske.
Et eller andet må have standset udviklingen, de firkantede bygningers fremmarch står fastfrosset midt i en brat opbremsning, to meter før et forskræmt gavlhjørne på et af de gamle huse. Et arkitektonisk trafikuheld, et par totalskadede bygningsvrag i vejsiden. Hvor længe skal de ligge her inden de bliver fejet væk? Ingen sikkerhedsafmærkning og presenninger, men matterede ruder i vinduerne nærmest sammenstødet. På sygehusets side altså, naboens vinduer nødtørftigt blændet af med bølgepap. Den smalle passage mellem hushjørnerne forsøgt afspærret med trådhegn, skilte henviser personalet til de autoriserede adgangsveje. Men passagen er hurtigste genvej fra parkeringspladsen til personaleomklædningen, hegnet nedtrådt og skiltene uden virkning, en selvbestaltet adgangsvej gennem naboens baghave, stiltiende accepteret.
Skjult bag de grå, kubiske former og flader ligger en nostalgisk rødstensbygning med granitsokkel og skifertag, sandstensornamenter på gavle og indgangsparti, over dette et ur der ikke går, og en gammel marmortavle med inskription der ikke længere passer. Sygehusets tidligere hovedbygning, når måske at passere sin hundredårsdag inden en truende sygehuslukning. Sygehuset som det oprindeligt var tænkt, pompøst og alligevel forsøgt harmonisk indpasset i sine omgivelser. Den gamle hovedbygning, nu uanvendelig til sit oprindelige formål. Nederst et par ydmyge kælderfunktioner som fysioterapi og høreklinik. I stueetagen sygehusledelsens kontorer, et par mødelokaler og en samlingssal, der hører under administrationen og bruges af forskellige forsamlinger, blandt andet overlægerådet. Desuden en række grupperum, der lånes ud om aftenen til motionsklubber, førstehjælpskurser og patientforeninger. På første sal lægekontorerne. De er rummelige, for det er tidligere sekssengsstuer, nu i stedet for senge nødtørftigt møbleret med reoler, skriveborde og en lille sofagruppe i hvert rum. Altså hos overlægerne, første reservelægerne er tre om at dele et kontor, de almindelige reservelæger op til otte. De gamle sengestuer havde ikke eget toilet, så det har disse lægekontorer heller ikke. Alle læger bruger fælles toiletter og baderum ved enden af gangen.
Her har jeg mit arbejde, sammen med et stort antal medarbejdere inden for et stort antal sundhedsfaglige grene. Som overlæge med ret til at disponere over et af lægekontorerne. Samt et vagtværelse oppe under taget, for jeg bor med min familie i den anden ende af landet, hvor jeg besøger dem i weekender og ferier.
Ud over at være overlæge på neurologisk også udpeget af overlægerådet som neutral bivåner af ansvarsplaceringen i forbindelse med et nyligt dødsfald. Den position kan jeg formentlig bevare lige så længe det skal være, forudsat de kan holde sagen kørende og jeg ikke skal udtale mig om den. Overlægerådet – labilt som italienske parlamenter. Formandsposten går på omgang mellem afdelingsledelserne, en ny ordning for at slippe for de hyppige, opslidende og altid konfliktskabende nyvalg.
Ankomst
til en normal arbejdsuge med hvad den indebærer
Netop ankommet. I de første år kom man ind med morgentoget ad den smukke bue bagom fjorden, nu er sove- og liggevogne afskaffet. Fem timer i bilen, en lidelse, de lange tomme veje eneste formildende omstændighed, for her kan man lade tankerne løbe om det der er ved at ske med ens arbejdsplads. Adspredt af natradioens genudsendelser af ugens debatprogrammer. Har hørt enkelte i forvejen, også det en lidelse. Kaffen, god til at begynde med, når at blive lunken i termokanden.
God idé at køre sent på natten og tidligt på morgenen, hvor man har det meste af vejen for sig selv. Møder nogenlunde frisk på afdelingen klokken syv, hører hvordan det står til, gennemgår journaler og ser til to patienter inden konferencen. Akutte indlæggelser fra lørdag klokken seksten, atten og toogtyve, søndag klokken syv og elleve, to af dem gamle kendinge fra ambulatoriet, to er nye tilfælde til udredning, en enkelt klar fejlvisitation fra en af de praktiserende læger, som har en kendt mani med at slå sig på denne afdeling. Desuden en overførsel fra almen medicinsk afdeling til observation – ja naturligvis, hvordan skulle de selv kunne finde ud af det. Der findes medicinske afdelinger der kan. Tilser yderligere to patienter, gennemgår elektroencefalogrammer og laboratoriesvar, ser scanningsudskrifter og radiologernes notater, møder til morgenkonference.
Omgang med mennesker, det er hvad der kendetegner denne arbejdsplads. Mylder som på en banegård. Chefer, medarbejdere, folk og folkevalgte. Menneskeligt og klinisk set ligestillede, uanset indflydelse. Alle kan blive gamle, alle kan få sygdomme, alle kan komme til skade, alle kan få samme behov. Alle har krav på samme opmærksomhed, og det får de. Når de kommer som patienter.
En aftale med en pårørende. Mor til en ung pige der har været udsat for en alvorlig trafikulykke, været gennem traumecentret og neurokirurgisk, nu sat i langvarigt efterbehandlingsforløb med genoptræning på et fysiurgisk hospital med speciale i rehabilitering efter hjerneskader.
Møde med denne mor. Skal fortælle om resultater, beskrive muligheder og fremtidsudsigter, der ikke ser opløftende ud. Stillet over for et ulykkeligt og sorgtynget menneske. Bliver selv berørt, har været gennem alle faser i dette tilfælde af knækket livsbane, grusomt bortrevet fremtid. Svært at lade den professionelle distance gå ind foran indfølingen, er ikke præst, er hverken i besiddelse af troens nådegave eller overbevisningens kraft. Hvordan give erkendelse, fortrøstning, håb, når man bare er et menneske. Håber forfængeligt at være et sådant. En skulder. Hun hulker ved en skulder. I armens anden ende er der en hånd, den lægges på hendes, hun græder igennem. Det kan man tilbyde, men så er grænsen nået for hvor personligt man kan stille sig til rådighed. En hånd at trykke, en skulder at græde ved. Kan dårligt nok tillade sig at tørre hendes tårer bort, slet ikke lægge armen om hende. Læge og patient kan komme tæt på hinanden, der forekommer som bekendt invasive indgreb. Mellem læge og pårørende er det anderledes, grænsen for intimsfæren er ikke som ude på gaden, men den er der, hårfin, og individuel. Hos de fleste pårørende ville denne stilling med hovedet på ens skulder allerede være grænseoverskridende. Men her er der afmagt, der er fortvivlelse, der er tomrum. Kan man være fortøjningspæl i en malstrøm, skal man være det.
Midt i den kejtede, ufuldendte omfavnelse erkendes duften fra hendes tårer. Samme duft som kommer fra hendes næse, hendes ånde. Syrlig, en anelse patologisk, jordslået. Kommer det når belægninger af fastgroet sorg frigøres? Opløses og bortsprænges i skaller, så nye tårer kan bryde igennem og springe frem som friske kilder? Græde så længe det renser. Duften er vedholdende, måske skal der mere til end rensende gråd. Måske lugter hun simpelthen sådan. Rækker hende et papirlommetørklæde, hun tørrer øjnene, trækker sig tilbage og pudser næsen. Så går hun. Møder hendes blik i døren. Et dybt smertefuldt blik, taknemmeligt.
Sætter sig og gør klar til den næste patient. Et aflyst seminar, det giver god tid, og det kan man benytte sig af. Lad patienten tale ud, så går alting lettere bagefter, og man undgår at begynde forfra næste gang patienten kommer. Indkaldelsen til seminaret lægges i skuffen. Emnet er kommunikation og patientklager, men det er aflyst fordi kirurgerne ikke har tid, de er kommet bagud og vil have færre møder og mere knivtid. Sekretæren har ringet rundt efter ambulante patienter fra ventelisten. “Der er en ledig knivtid i eftermiddag, kan du komme?” Måske ikke den mest vellykkede måde at berolige nervøse på.
Kan nå seks patienter i den tid hvor seminaret skulle have været holdt. Den aflysning var ikke forgæves. Godt at den ene af de seks har ledsager med, patienten selv husker vist ikke meget af det der tales om.
Sygehusets nye hygiejnesygeplejerske har indført en tjeneste, lader med mellemrum sin behagelige stemme lyde over sygehusets højttaleranlæg. Båndsløjfe som i tog og lufthavne: Passagerer opfordres til ikke at lade bagage henstå uden opsyn. Not to leave any personal belongings unattended. Her bare andre sætninger, cirkulerer i fast turnus. “Besøgende opfordres til at vaske hænder før og efter toiletbesøg.” “Alle vandhaner på toiletter og i baderum er automatiske, undgå venligst at berøre inventar og installationer.” “Personale, patienter og besøgende opfordres til så vidt muligt at undlade håndtryk, og hvis de er behandlingsmæssigt indikeret, da at vaske hænder før og efter.” “Alle døre på sygehuset er automatiske eller har albuebøjler. Hvis berøring af dørgreb er uundgåelig, opfordres til håndvask før og efter.” “Brug fingertutter, fugt under ingen omstændigheder fingrene med spyt ved håndtering af aviser, pjecer, journaler og andet papir.” “Patienter, besøgende og personale opfordres til ikke at bære nøgler, handsker, parkeringsbilletter, pengesedler og øvrige genstande der kan komme i berøring med andre, med munden.”
Det er da i orden. Vænne sig til nye skikke. Hygiejnen på sygehusene er blevet et problem. På grund af – hygiejnen. Klinisk miljø i renkultur er biotop for nye typer mikrober, der kun kan trives netop der. Slip naturen ind, og de resistente går til grunde, de kan jo ikke klare sig i fri konkurrence. Ny parole: Mere mudder på træskoene. Sådan udfordres de multiresistente stammers monopol. Men så længe det sårbare miljø på sygehusene opretholdes og de resistente fremmes, må man undlade at give hånd og slikke journaler, det er den slags der bærer mikroberne rundt. Løsningen: at flytte ud. Nye lokaler til sengestuer og operationsafdelinger hvert halve år! Afdelinger bør cirkulere mellem flere bygninger, ligesom i forrige århundrede hvor man avlede i vekseldrift for at undgå plantesygdomme. Lokalerne bliver på skift supermarked, farvehandel, socialkontor, skoleklasser, maskinværksted, frølager, inden de om ti år bliver sygehusafdelinger igen. Det samme med personalet, folk skal have karantæne med jævne mellemrum. Rejs til den tropiske regnskov, i nødhospitalet var der ingen hospitalsresistente stafylokokker. Ud og bo blandt beduinnomader, i indiske og sydamerikanske slumkvarterer, tag arbejde i banker, kostalde, parfumeforretninger og børnehaver, indtil jeres bakterieflora igen er blevet normal. Så meget personale har vi bare ikke, vi kan ikke afse nogen til karantæne.
Problemet med hygiejnesygeplejersken er netop hendes behagelige stemme. Nyhedsoplæsere med det obligatoriske smil i stemmen. De gør krige og naturkatastrofer til morsomheder, de gør voldtægter og drab til lystne lækkerier. Sådan inspirerer hun også til alt det hun advarer imod. Besøgende sutter på hinanden og afdelingens dørhåndtag, derefter på frimærker som sendes til familie i Amerika, Asien og Australien. Pårørende kysser patienterne og slikker deres sår, på vejen hjem opbevarer de mønter og billetter i munden, når de kommer hjem savler de hen over deres koner, mænd og børn. Kender Karina, hygiejnesygeplejersken. Ved, at det kun er stemmen der er uimodståelig. Var den lige så tør og uinspirerende som hende selv, gjorde hun mindre skade.
Og så er der jo de andre multiresistente mikroorganismer, der kommer fra helt andre miljøer. Overforbruget af antibiotika i den animalske fødevareproduktion, vent bare, hospitaler er ikke de eneste steder hvor der sker fremavl af antibiotikaresistente stammer. Godt at man ikke er specialist i immunologi og infektionsmedicin, der kommer pres på området.
Elever
må lære seriøsitet
Telefonopkald, introduktion og de første kliniske patientkontakter for et hold nye studenterpraktikanter. Amanda, sygeplejeinstruktøren, vil have mig til at præsentere afdelingen. Instruktionssygeplejersken, kalder hun sig. Vi har jævnligt besøg fra sygeplejeskolen og de medicinske fakulteter, noget må der gøres for rekrutteringen, de unges interesse skal vindes for specialet. Politikere og administratorer kan undværes, jo færre des bedre, studerende kan ikke. Og man skal være positiv. Holdet samles i konferencestuen for en generel orientering, så bliver de vist rundt, derefter skal de møde et par udvalgte patienter. Den første er Dagny. Hun er femogfirs, har en journal på et par kilo, og afdelingen er hendes andet hjem. Jeg har sikret mig at hun er indforstået, hun har prøvet turen før.
– Hvor kommer disse mange unge mennesker fra? stønner hun. Kun de der kender hende, aner en skælmsk undertone.
– De kommer for at hjælpe! siger Amanda i stedet for at svare, med påtaget smil i stemmen, betryggende som hygiejnesygeplejersker der skal fortælle om krigskatastrofer. – Nej, sikke flotte blomster, du har fået!
Dagny vender hovedet, hendes blik møder mit, hun spærrer øjnene op.
– Hun er mere interesseret i mine blomster end i min sygdom! hvisker hun. Alle hører det undtagen Amanda.
– Der skal flere øjne til at se på dig! smiler Amanda, – så vi ikke overser noget! Det er også for, hvis du en dag skulle møde nye folk på vagterne, så skulle det jo gerne være en, der kender dig. Nå, nu ser vi lige efter hvad du fejler, bagefter aftaler vi, hvad vi kan gøre for at hjælpe dig.
– Tak skal du ha’, siger den gamle. – Ja det forstår jeg godt, de unge skal også lære noget. Så håber jeg bare at der er noget at se, der er vist ikke så meget at prale af længere.
– Det kan du sandelig tro! smiler Amanda igen, – du er et meget vigtigt menneske, du er den eneste grund til at vi er her, vi er her kun for at finde den bedste måde at behandle dig på!
– Ja, det tror jeg ikke meget på. Men værsgo hvis I mener I kan bruge mig til noget.
De unge gør kliniske observationer og noterer almenindtryk, hudfarve og hudtemperatur. Kun de forreste kan komme til, de næste ser de førstes rygge, og bag i gruppen er et par mere optaget af at prøve på hinanden.
– Prøv at føle, siger Amanda. Hun opfordrer en af de unge til at sammenligne temperaturen på patientens to knæ.
– Kan du mærke forskel?
– Det kan jeg da godt, bliver der svaret, – men er det ikke ret upræcist?
– Jo, hvis man gør som dig, du bruger begge hænder. Brug samme hånd på skift! Hvorfor?
– Er hænderne ikke enige?
– Sådan kan man godt sige det. Bedre forslag?
– Hvis nu den ene hånd lige har været i lommen…
– Typisk bemærkning fra en mand, de ved noget om at gå med hånden i lommen! Hvad sker der så?
– Så er hænderne ikke lige varme.
– Rigtigt gættet. Hvor sidder forresten det bedste sted på kroppen, til at føle temperatur? Bedre end hænderne?
Pause.
– Det lyder lidt frækt, siger en pige med et frækt smil, langsomt.
– Ved munden, overlæben? forsøger en anden.
– Ja! Sådan gjorde vi da vi var små, indskyder en tredje, – når vi skulle mærke om der var fugleunger i æggene…
– Kom de voksne fugle så tilbage til reden? spørger en fjerde. – De troede vel du var et ægspisende monster?
– De kom da tilbage…
– Hvis du var heldig!
– Ja netop! afbryder Amanda, – læberne, huden over overlæben, prøv selv.
– Så er det derfor fyrene med overskæg er så ufølsomme! siger pigen med det frække smil.
En ung mand gemmer sit overskæg bag ærmet. Der bliver grinet, og han påstår at det er for at mærke ærmets temperatur. Amanda opgiver ikke sit pædagogiske forehavende.
– Hos dyr og mennesker sidder de fineste sanseorganer der hvor fordøjelseskanalen begynder.
– Hvad så der hvor den slutter, protesterer overskægget, – er kønsdelene måske ikke fine sanseorganer?
– Det må du vise os! Med det samme! griner det frække smil.
– Ja, alt det ved jeg ikke noget om, sukker den gamle dame, – jeg så aldrig min mand uden tøj på…
– Du fik da fem børn! siger Amanda, som har kastet et blik i journalen.
Dagny anlægger et listigt udtryk, holder hånden op for ansigtet og hvisker til Amanda og de nærmeste.
– Jaja, men de var ikke hans! Hun klukker indvendigt. – Men jeg lod ham blive i troen!
– Kommer de så og besøger dig?
– De skal ikke komme her! De har bare at vente til jeg kommer hjem!
– Men så må du da have set andre mænd uden tøj på! ræsonnerer det frække smil.
– Det skal ikke kommenteres her! Forresten lå mit ene knæ udenfor dynen lige indtil I kom. Det var fordi jeg havde det for varmt. Men så måtte jeg jo trække det lidt ind, for en anstændigheds skyld.
Hendes smil er blevet til et undertrykt fnis.
– Det er kun det ene ben der er noget i vejen med, fortsætter hun, – det andet kan jeg godt gå med!
Hun ryster opgivende på hovedet.
Det lykkes ikke for Amanda at genindføre samling og koncentration om emnet.
– Hånden i lommen, stønner en elev, – fugleunger, overlæber, kønsorganer. Er det sådan man lærer klinisk observation?
– Det er sådan man husker ting, svarer Amanda.
Den mandlige og kvindelige studerende der øvede sig på hinanden står i hed omfavnelse i et hjørne.
– Vi prøver bare at mærke! griner han til Amanda mens pigen skjuler et smil bag hænderne, – hun er kold på panden og ørerne, varm på tindingerne og munden. Er det sådan man skal føle på patienterne?
– Absolut ikke! Heller ikke på hinanden og slet ikke her på afdelingen! Bortset fra det viser din observation ikke tegn på sygdom hos forsøgspersonen.
Jeg holder mig i baggrunden. Amanda er optaget af sin instruktørrolle og glemmer at bede mig udrede tilfældet. Hvordan kan man blive sygeplejerske uden hverken at se eller høre? Elendig instruktion, dårligt eksempel for de unge. Holdet skal videre til anæstesiafdelingen, den ligger bag den automatiske dør lidt længere nede ad gangen. Jeg har lovet at introducere holdet og spurgt om lov til et kort besøg. Den lille sorthårede afdelingssygeplejerske kommer frem og giver alle hånd, som om hun ikke har hørt hygiejnesygeplejerskens instrukser masser af gange. Den sidste hånd er min. Hun holder fast, og undersøger den som for at lægge drop.
– Neeej! udbryder hun, mens hun holder min hånd frem. – Se de årer!
Den lange lyshårede sygeplejerske ved skrivebordet kigger hen over brillerne.
– Nøøøj! råber hun, – ja, dem kan man jo ramme her ovre fra!
Hun er i et spring på vej med en nål parat. Jeg skynder mig at stikke hænderne i kittellommen.
Jeg forklarer holdet, at her på afdelingen er de hurtige, så man skal holde hænderne for sig selv.
Jeg vender mig for at gå, og får et spark bagi. Det er afdelingssygeplejersken. Jeg prøver at få fat i benet der sparkede, uden held. De unge griner, på vej ind for at se en anæstesiafdelings virkelighed. Jeg udtrykker håb om at de kommer til at møde Margit, overlægen. Og håber indvendigt at de kan opføre sig ordentligt inde på intensiv.
Margit,
som senere får en vis betydning
Den, der i længst svunden fortid boede i værelset ved siden af mens rygleje pludselig blev nødvendigt for en yngre mand i forbigående svækkelse, endda med udsigt til et skilt med instruks om chaufførers adfærd under buskørsel, var Margit. Den, der ustandselig optrådte forførende på indersiden af lukkede øjenlåg og af og til var årsag til hurtig og rigelig indtagelse, var Margit. Der gik mange år uden nogen form for kontakt, derefter afvist tilnærmelse konverteret til venskab, først på afstand, men det blev anderledes, nu kan man bare lægge vejen om ad lægegangen. Uden antydning af vibrationer mellem kønnene, sådan foregår det ikke hos Margit. Usædvanligt.
Allerede i studietiden skilte Margit sig ud. Hendes snakkelyst apropos skiltet, at hun ikke tog et svar for et svar, at hun ikke tog en besked for en besked. At hun hver gang ville gå bagom udsagn for at undersøge motiver. Det kan være grunden til at hun ikke blev politiker, for politikere tager stilling til udsagn, ikke til motiver. Det viste sig, at ikke alle hun spurgte havde gode motiver for hvad de gjorde og sagde. De afslørede ikke gerne deres motiver, de rystede på hovedet og kaldte hende paranoid. Sokratisk var nok en bedre karakteristik, ifølge de mere venligtsindede, der fulgte fænomenet på nærmere hold. Besynderligt, at denne Margit var blevet anæstesiolog. I det fag skal der handles, ikke diskuteres. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes at hun i mellemtiden var blevet en slags handlingens kvinde. Forskertype, det var hun, oprigtigt optaget af sit fag og senere af sin forskning, bredt belæst, langt bedre alment orienteret og kulturelt funderet end nogen anden på studiet.
Var hun allerede dengang en original? Det er hun nu. Nyder stor faglig autoritet på og udenfor afdelingen, skifter i sin fritid fremtoning til landevejsridder, ikke med barnevogn, men med motorcykel. Det sociale instinkt dyrker hun ikke sammen med andre motorcyklister, det gør hun på havnen, hvor hun fungerer som mor og søster for havnebumsene, og ser ud som en der hører til slænget. Hun har andel i en gammel fiskerbåd, som en lille forening reddede fra ophugning. Hun ryger cigaretter og drikker øl sammen med fiskere uden fisk siden fisken forsvandt, arbejdere uden arbejde siden arbejdet forsvandt, og kontanthjælpsmodtagere uden kontanter siden kontanthjælpen forsvandt. Når hun ikke er i bagvagt, for så drikker hun vand. Margit påstår at de lærte hende alt, havnebumserne, navnlig Carlo som døde for fire år siden. Det passer selvfølgelig ikke, jeg husker at hun måtte have lært en del i forvejen. Men Carlo var det mest oprigtige menneske, hun havde mødt, sagde hun. Og Carlo endte som patient på intensiv. Margit håndterede det professionelt, men færdedes påfaldende meget på afdelingen mens det stod på, på alle tider af døgnet.
Carlo stod ikke til at redde, for mange organer var holdt op med at fungere. Som at bøde et garn der er så mørt at maskerne springer bare man ser på dem. Når man reparerer på den ene, ryger den anden, og den forklaring anerkendte de på havnen, mens de drak gravøl i en uge. Carlo kom fra en indremissionsk familie, fortalte Margit, derfor blev han buddhist. Det holdt dog ikke længe, inden de dårlige erfaringer med andre religioner førte ham ind i filosofien, og han endte som ateist. Da han døde, havde han hverken lyst til det evige liv eller til evig reinkarnation i livets hjul. Han havde lyst til at trække stikket ud.
Hun har selvfølgelig forandret sig, Margit. Blevet mere moden, om man så må sige, siden man vendte sig på sengen i savn efter hende, og kompenserede med hyppige besøg hos andre unge kvinder. De var ikke mangelvare på kollegiet. Men ikke Margit. Vi boede væg om væg, hendes seng stod få centimeter fra min, både lyde og vibrationer trængte tydeligt ind til hende. Det tog jeg mig ikke af. Tvært imod håbede jeg at det kunne inspirere hende. En fantastisk humor, evolutionen er udstyret med! Måden vi formerer os på, den sjovest tænkelige! Nå, er det skaberen? For min skyld gerne, der er altid nogen hvis fantasi ikke rækker til noget mere fantastisk end en skaber. Da vi var unge tænkte vi ikke på at formere os, vi tænkte kun på sjov. Og sjov blev det til. Kun ikke med Margit, og det plagede mig.
Koncentrationen efter en travl arbejdsdag kan slås fra på mange måder. Man kan gå en tur, trække en øl op, gå i bad, læse avis. Jeg besøger Margit. Sædvanligvis uanmeldt og uden ærinde. Her kan man vende verdens almene tilstand, rigets, sygehusets og fagets. Og bringe et aktuelt dødsfald på bane. Og gennemtænke egen situation et øjeblik. Kunne man da for pokker få skub i centerplanerne igen. Alting lader til at være sat i stå.
– Hvad sker der så med din afdeling? spørger Margit, – nu hvor vi ikke længere har Nordensgaard?
– Det er netop spørgsmålet.
– Nordensgaard var uundværlig. Han styrede dem og satte en stopper for deres mest vanvittige idéer. Han var den eneste der vidste hvad et sygehus er. Siden er det kun gået tilbage. Nå nej, det er også urimeligt at forlange at de skal vide noget, det skal de jo ikke, de skal bare beslutte. Sundhed forstår de sig ikke på, men forretning! Nu bliver der sluppet en byge løs af udliciteringer, de skal nok få det hele reduceret til kontrakter, ydelser, fakturaer, penge! Dét er noget de kræmmere forstår sig på. Har du tænkt over, hvem der kommer til at tegne sygehusudvalget?
– Her giver man sig af med at frygte, ikke tænke, siger jeg. Det er ikke til at sige hvem, lettere at sige hvad. Tankegangen om hvad der kan betale sig. Småkirurgi på erhvervsaktive betaler sig, akutte behandlinger på gamle og svage betaler sig ikke. A-patienter og B-patienter. Der bliver A- og B-specialer. Vi har mange gamle og svage. Sådan noget prøver jeg at give udtryk for.
– På min afdeling er vi mere rolige, siger Margit, – anæstesi skal bruges allevegne. Men at man placerede neurologien helt her ude på kysten! Det var nok ikke helt gennemtænkt, typisk folkevalgte! En studehandel fra den forrige amtsborgmesters tid, han kom jo her udefra. Så byttede de lige over, gyn-obst og gastroenterologien flyttede ind på hovedsygehuset, neurologien og ortopædkirurgien kom her ud. Tåbeligt! Belastningen steg lidt på røntgenafdelingen, men faldt hos os. Det fortalte vi ikke noget om, vi blev heller ikke spurgt. Vi har ikke længere så mange kejsersnit her ude. Kan du fortælle hvorfor gyn-obst pludselig forsvandt? Ingen ved hvorfor den kom i sin tid, ingen ved hvorfor den skulle væk igen. Måske opdagede de for sent, at det er et affolkningsområde. Men man kan aldrig undgå akutte sectio helt. Hvor der er en akutmodtagelse og en kirurg, får man akutte sectio. Sidste år havde vi et hver anden måned. Det er selvfølgelig ikke noget der tages højde for i planlægningen, for det er uofficielt. Alligevel skal vi tage højde for det i beredskabet.
Margit henter elkogeren og skænker kaffe i to krus. Fire teskefulde instant kaffepulver i hver. I tekøkkenet står de tomme flasker ikke så tæt som hos mig, men på bordet et utømt askebæger.
– Vi fortalte ikke politikerne, at belastningen på afdelingen var gået ned. Det var grunden til at vi i dag kan dække vagterne. Og så naturen. Og lystbådehavnen. Det er derfor vi kan få stillingerne besat!
– Der må da også være noget med din afdelings renommé, siger jeg, – glem ikke din faglige anseelse.
– Det skal du ikke regne med. Hvis det virkelig var sådan, fik vi nok mere seriøse ansøgere. Nej, det giver ikke plus i karakterbogen at blive for længe her ude.
Jeg lader en halv kop stå og rejser mig for at komme videre.
– Det bliver nok snart afklaret hvem der bliver udvalgsformand, fortsætter Margit. – Under den konstituerede formand sker der jo ikke noget. Men udsigterne er ikke gode. Efter hvad der slipper ud fra forvaltningen. Forresten – Forvaltningschefen! Hvis du render på ham under private former, kan du så ikke sige til?
– Hvorfor?
– Jeg skal ha en snak med ham! Et lille hængeparti. Det er noget fra vores ungdom.
– Du kan aftale et møde med ham. Han er ikke så vanskelig.
– Nej! Han skal være uforberedt. Jeg vil se hans reaktion.
– Så har det været belastet, jeres forhold?
– Det vil vise sig. Jeg skal bare have løst et mysterium. Noget der har irriteret mig i lang tid.
– Kan du løse det ved at møde ham?
– Det vil også vise sig! En tøven. Et flakkende blik. En trækning i øjenkrogen. Det er svar nok.
Det kommer ikke mig ved hvad Margit havde med denne forvaltningschef at gøre i deres ungdom. Teoretisk kan de have været kærester. Måske er det bare en uafsluttet diskussion, det er mere sandsynligt, som man kender Margit.
Arne,
som tidligere havde stor betydning
Det er rigtigt, som Margit siger. Udsigterne for neurologien er ikke opløftende. Tiltroen til de besluttende instanser er væk.
En hund hvis tæppe er lagt til vask, så den ikke kan finde hvile. I sådan et humør forlader jeg Margit. Hvor blev platformen af, hvad sker der med afdelingens fremtid, patienternes skæbne lagt i helt forkerte hænder, skal man affinde sig med det? Alle kender partiet bag det urokkelige flertal, både i sygehusudvalget og amtsrådet, og alle kender den ukuelige, yderliggående fløj i partiet. For Nordensgaard var de kun en generende sten i skoen, og han benyttede sig af altid at være mere vidende og bedre forberedt end dem. Han skånede dem ikke, han lo åbenlyst ad dem, hver gang de latterliggjorde sig selv. Men den slags var de immune for, og deres bagland opdagede intet. Nu kan denne fløj af uvidende lystfanatikere få stor indflydelse på sygehusets fremtid. Som Goethe sagde: Det mest frygtindgydende af alt – uvidenhed i aktion.
Jeg må lære af Margit. Hun er altid positiv, og det hjælper hende tit. I sin ungdom stillede hun spørgsmålene, det blev ikke altid godt modtaget, måske fordi det ikke var let at svare. Nu spørger hun ikke længere, måske fordi hun ikke forventer noget svar. Jeg tror hun har mistet håbet, ikke længere tror på at det nogensinde bliver bedre, forsoner sig med selv det der ødelagde håbet, det kan man blive meget venlig af. Jeg prøver bare at være neutral, objektiv, upartisk. Men Margit er venlig, både venlig og tolerant. Repressivt venlig, repressivt tolerant. Er skadelige synspunkter lige så gyldige som de gode? Skal man anerkende dem? Aldrig. Men man må anerkende at de findes. Objektivitet og neutralitet er ikke at lægge sig midt i middelværdien af de forefundne holdninger. Det er at analysere holdningerne, udpege de åbenlyst skadelige, kassere dem, isolere værdierne i resten og vægte dem nøje efter betydning. Der er jo altid et dybere formål bag alle de overfladiske. Et slutmål bag delmålene. Og slutmålet er at gøre en fremtid mulig. For alle, ellers er den jo ikke mulig.
Derfor vil jeg meget gerne være venlig og positiv ligesom Margit, også når der ikke er nogen grund til det. På den måde man har lært som læge, overfor patienterne. Nielsen kan. Han kan godt fortælle beslutningstagerne at de er idioter, uden at de opdager det. Fordi han gør det på en yderst venlig måde, så kun de mest skarpsindige gennemskuer hans fælder. Men siden Nordensgaard er der ingen skarpsindige tilbage mellem beslutningstagerne, kun jævnt begavede egoister. Herregud. Selv egoister har rettigheder, selv dem der endnu ikke er begyndt at tænke sig om. Hos nogle af dem findes oven i købet gode egenskaber. Skjulte. Den bedste af deres gode egenskaber er potentialet til forbedring, det er stort, og det må man ikke ødelægge. Resten kan man ikke gøre noget ved, udover at forsøge at afhjælpe følgerne af deres uvidenhed. Som de kun modvilligt giver slip på.
Nogle begivenheder er uafvendelige, andre skyldes tilfældigheder. Men sådan var det ikke med min ansættelse på dette sted. Jeg blev i sin tid hentet hertil, efter sigende for at styrke afdelingen. Det blev aldrig indrømmet åbent, men heller ikke diskuteret, som følge af Arnes mange uudtalte på- og forbud. Uden Arne var der ikke nogen grund til at arbejde her, uden ham havde dette været en ganske almindelig afdeling på et ganske almindeligt provinssygehus, endda temmelig afsides, beliggende i et udkantområde. En årrække gik, mærkeligt at det ikke ødelagde karrieren helt. De andre afdelinger på stedet er alt andet end meriterende, det trækker nærmest fra at have været her, som Margit er inde på.
Men denne afdeling. Den var et fund. Jeg gik med ind i Arnes planer om at udbygge en landsdelsfunktion på det neurologiske område. Tanken var at oprette et neurologisk center, placeringen var ikke afgørende, derfor kunne man lige så godt basere det på denne afdeling med de særlige kvalifikationer, der i forvejen var respekteret langt ud over amtets grænser. Det var i en tid hvor der fandtes udsyn og fremsyn blandt beslutningstagerne, her på stedet repræsenteret ved Nordensgaard. Afdelinger og behandlingscentre skal planlægges grundigt, desværre ikke kun hvad det faglige angår, også på det politiske område. Og her kan ingen vide sig sikker, for politik handler om at vælge mellem usammenlignelige størrelser – sygehuse, skoler, kloakker, ældrepleje, motorveje, overførselsindkomster. Javel, sygehusene blev administreret af amterne, så de var kun i konkurrence med særforsorg, gymnasier, landeveje og miljøplaner. Og så det allervigtigste, pengene i borgernes lommer. Skattelettelser. Denne by har siden handelsskolens lukning ingen ungdomsuddannelser, den har aldrig haft et gymnasium, og det kan man godt mærke, som de sagde i psykiatrisk. At der i det hele taget blev grundlagt en institution som sygehuset helt her ude, skyldtes naturligvis en forlængst glemt men dengang magtfuld bykonge. Politik er magtens domæne, ikke fornuftens.
Nå, men Arnes udviklingsplaner for det neurologiske center blev forelagt og gennemgået i det han mente var de sagsrelevante fora. Mængder af udvalgs- og amtsrådsmøder blev holdt. Der blev lyttet, og der blev nikket. Om planerne blev helt forstået, var mindre sikkert. Alligevel blev de populære, for i en årrække kunne de bruges som emner for besparelser. Det er altid godt for budgetlægningen at have nogle investeringer, der kan udskydes endnu et år eller to, det giver lidt bevægelsesfrihed.
Men nu er noget der tyder på at det alt sammen var forgæves. En lille håndfuld folkevalgte liberalistiske fantaster, mere skal der ikke til, og specialet synker tilbage i middelmådigheden. Tolv år der kunne være brugt bedre, på dette sted eller endnu bedre, et helt andet sted.
Selvfølgelig var en enkelt mand som Nordensgaard et alt for spinkelt fundament at bygge en faglig udvikling og opblomstring på, men så var der jo Arne, og han var ikke spinkel. Afdelingsledere som ham findes ikke længere. Hans type er alle administratorers skræk. Selv for sin tid var han en anakronisme, og kort efter min ansættelse overværede jeg et af de fyraftensmøder, hvor den daværende sygehusledelse beklagede sig over regnskabstal der overskred budgettet. De ville forsøge at rette afdelingerne ind efter de ledelsesmæssige idealer. Tavlen i auditoriet var blevet flittigt brugt til at visualisere tidens sidste nye ledelsesprincipper, der i eftertiden hurtigt blev glemt, for senere at blive genoplivet under nyt navn. For at vise det havde sygehuschefen havde tegnet et diagram med firkantede kasser og forbindelseslinjer, der viste den hierarkiske struktur. Afdelingerne for neden, og sygehusledelsen for oven. Allerøverst forvaltningen og det politiske udvalg.
Arne gik til tavlen, tog svamp og kridt, viskede ud og tegnede en ny figur.
– Det du viser, sagde han, – det er administratorernes billede. Nu skal du se, hvordan virkeligheden ser ud!
Arnes tegning viste otte til ti cirkler, fra hver cirkel en ret linje ned til et fælles punkt, og fra dette punkt en lodret linje ned til en tyk, vandret streg. Det lignede et bundt balloner sat til salg på en markedsplads.
– Det er afdelingerne, sagde Arne og pegede på ballonerne. – Det her, han pegede på den vandrette streg for neden, – det er middelmådigheden, repræsenteret ved de folkevalgte. Og knuden her, det er den lokale sygehusadministration. Kap linerne, og vi kan flyve! Skal det være over eller under knuden?
Hverken sygehuschefen eller nogen anden fra administrationen deltog i den almindelige munterhed. Det benyttede Arne til at sætte næste stik ind.
– Og jeg ved ikke, hvorfor du igen og igen skal underholde os med dine budgetter og regnskabstal. Vi skal nok tage os af patienterne! Det er vores ansvar. Din opgave, det er at skaffe pengene!
Noget af det, der hidsede Arne stærkt op mod politikerne, var Vrangstrups ansættelse. At de havde valgt den dårligst kvalificerede blandt ganske vist ikke særlig mange ansøgere, til at lede almen medicinsk afdeling, det var ganske enkelt utilgiveligt. Uanset denne ansøgers gode forhold til et varigt og stabilt flertal i amtsrådet. Vrangstrup havde end ikke de nødvendige godkendelser, det lille problem løste man ved at ansætte ham i et vikariat. Om han nogensinde opnåede godkendelserne eller fik en normeret stilling, det interesserede ikke Arne. Han spurgte ikke, han samarbejdede ikke på noget tidspunkt med Vrangstrups afdeling, og han skjulte aldrig sin disrespekt for de beslutningstagere, der stod bag dette ledelsesmæssige makværk.
Arne var jævnligt i pressen, et par gange lod han sig interviewe til TV, politikerne og administratorerne bandede og svovlede fordi han ikke gik i fælden, for det var nemt at fange en der kritiserede forholdene på sin arbejdsplads. Det gjorde han ikke, han generaliserede, henviste til tidligere offentliggjorte forhold, henviste til velkendte og veldokumenterede problemstillinger, som han omplantede til et fiktivt sted i udlandet. Og så gik han på pension. Som han fejrede blandt olivenavlere på græske øer og fårehyrder på den anatolske højslette.