Bronzebusters evne
til tankeoverførsel
Udtur. Glad weekend bagude. Rigtig vellykket genopfriskning af samværet, møder veloplagt og genopladet med børneoplevelser og andre livsvigtige mentale næringsstoffer, som denne på mange måder fortrinlige arbejdsplads aldrig vil kunne byde på.
Foran den gamle hovedbygning fører en bred stentrappe med fire trin op til fordøren, anlagt inden nogen overvejede sygehuses tilgængelighed for bevægelseshæmmede. Fra indgangen, på vej til den store trappehal der giver adgang til etagerne, passerer man gennem en lille men statelig forhal, med marmorfliser på gulvet og hvælvet, hvidmalet loft. Midt i hver sidevæg er der i vindueshøjde udhulet en niche, med flad bund og halvkuplet top, som for at gentage loftets hvælv i mindre mål. I hver af disse nicher står en bronzebuste på en lav granitsokkel. Som i kunstmuseets magasin, eller i planteskolens afdeling for haveskulptur. Busterne er kraftigt irret, hvilket gør det lidt vanskeligt at aflæse ansigtstrækkene. Sandsynligvis fordi de tilbragte flere årtier udendørs i det kystnære klima. Hospitalshaven blev inddraget som byggegrund for den nye hovedbygning, og måtte afstå sine prydgenstande til den gamle. De anløbne ansigter kom inden døre og blev berøvet deres respektfulde afstand. Hvor de før havde hver sin udsigt til rådighed, den ene over fjorden og den anden over byen, stirrer de nu direkte på hinanden, momentvis afbrudt af tredjepersoner, der nu og da trænger sig imellem. Den intetanende, der uforvarende krydser sigtelinjen, dukker uvilkårligt nakken for at undvige udladningen fra et suggereret kraftfelt. Blikkene er som plus og minus. Dynamoer og turbiner kan de nok ikke drive, men de kan fremkalde fornemmelser om grader af intensitet, meget høj og meget lav. På tidspunktet for busternes tilblivelse beskæftigede flere forskere sig med “Physiognomiske Studier”, efter egen opfattelse seriøst. De gjorde sig forestillinger om, hvordan man kunne udlede personers karaktertræk af deres kraniebygning og ansigtsform. Folk der af udseende kunne minde om løver, bjørne, dådyr, katte eller grise, blev tillagt de samme dyrs almindeligt vedtagne egenskaber. Så let er det ikke, ved man forlængst, og senere undersøgelser afviste også hurtigt disse fysiognomers fantasifulde forsøg på at bekræfte egne fordomme. At en væsel går for at være snu, bare fordi den ser snu ud, og en kat for at være nuttet, bare fordi den ser nuttet ud, kan nok bedre forklares ved en menneskelig tilbøjelighed til at overføre egne egenskaber til dyrene end det modsatte. Alligevel dukker de op, de fysiognomiske måder at klassificere mennesker på. Herunder at tillægge dem dyriske træk. Hver gang der skal skelnes mellem de rigtige og de forkerte, mobiliseres til alles overraskelse et latent beredskab af mistænkeliggørelse, stigmatisering, udstødning, en parathed til at rette skytset mod et eller andet mindretal. Intet er nemmere end at se af personers udseende, hvem der ligner en selv, hvem der er af vores slags og altså hører til de gode, og hvem der er af en helt anden slags.
Skal man beskrive de to bronzeportrætters fysiognomier, er det af samme grund fristende at hæfte sig ved deres forskellighed. Så kan man bedre erklære sig selv i slægt med den ene eller den anden, alt efter egen ansigts- og kropsbygning.
I højre niche det fremadhældende ansigt med dybtliggende øjne bag buskede bryn, en bred og høj pande med et kraftigt bølgende hår over, og et smalt, lidt skarpt tegnet underansigt med et stramt træk om munden, det hele højt løftet på en lang, senet hals.
I nichen overfor et mageligt tilbagelænet ansigt med vigende pande under en smal, sparsomt behåret isse, let udstående øjne, temmelig store ører, smal næse med moustache over en bred mund og et fyldigt underansigt med dobbelthager, gående i ét med overkroppen. Hvor den ene hovedform står spændstigt som en vejrballon klar til opstigning så snart snoren skæres over, minder den anden mere om en dej, der ville glide ned fra sin plads, hvis den ikke blev holdt på plads mellem trygge skuldre i højde med ørerne. Uden større analytisk indsats kan portrætterne betragtes som øjebliksbilleder, to abstrakte formprincipper, stivnet i hver sit dynamiske forhold til tyngdekraften.
Hvis man stadig ligger under for datidens fysiognomers betragtninger, er det fristende at udpege de afbildede personer som hinandens karaktermæssige modpoler, henholdsvis idealisten og pragmatikeren. Men det er de to stiftere af sygehuset, der posthumt vedholdende iagttager de forbipasserende fra hver sin side. Lægen og borgmesteren, og vil man vide, hvem der arbejdede energisk for sine patienter og hvem for sin by, må man søge oplysninger i sygehusets årbøger og byens jubilæumsskrifter. De kan uden tvivl findes på det lokalhistoriske arkiv.
Chefskifte
med indlagt tiltrædelsesreception
Efter konference og morgenkaffe med sammentrækkende smagsprøve skal et par sager ordnes inden stuegang og ambulatorium. Små rutiner. En enkelt forstyrrelse sniger sig ind. Den nye sygehuschef, Årh, hvad er det nu han hedder? Han har meldt sin ankomst for at præsentere sig. Den slags er også ved at blive rutine. Og så kan den nye kun dårligt skelnes fra de forrige. Middelhøjde, lettere overvægtig, kortklippet hår, moderigtige smalle briller. Helt efter opskriften bortset fra en detalje – han interesserer sig for alternativ behandling ligesom Anita. Homøopati, astrologi og healing, hvilket han huskes for, siden dengang han afslørede det i sin tiltrædelsestale.
– Det virker jo alligevel ikke, det I kommer med! som han gentog ved receptionen i sidste uge. – I skal ind på at behandle det hele menneske, ikke kun sygdommen! Men I vil ikke! Det er ufatteligt, at I kan gå sådan med hovedet under armen. Når nu det viser sig, at patienter bliver helbredt gang på gang uden om jer! Hvordan kan I se bort fra en hel gren af sundhedssektoren? Den bliver besøgt af ufatteligt mange mennesker, hvorfor hører I ikke efter, I underkender jo vores jugement! Hvad er det der plager jer, er I bange for konkurrence? Er I klar over hvilket marked der er? Stil dog op i den konkurrence, lad den bedste kur vinde!
– Kan vi nu være sikker på, spurgte Nielsen, overlæge på organkirurgisk, – om det virker lige så godt som placebo?
Spørgsmålet blev besvaret med spredt latter fra flere sider, dog ikke fra Anita og den nye sygehuschef.
– Markedet er der, det skal erkendes, sagde Margit, som det huskes, forholdsvis roligt. – Men konkurrence? Det har vi nu aldrig været ude for. Kræver det ikke en – konkurrent? Der må da være nogen konkurrenter der udfordrer! De må vældig gerne udfordre os, dine venner, healerne og holisterne! Hvis de vil stille op i en rigtig konkurrence, må de kunne dokumentere deres påstande, sådan en konkurrence kan kun afgøres på resultater, og der skal selvfølgelig være dokumentation for disse resultater. Let nok! Eneste krav: De skal gå med på at kontrollere virkningen. Går de med på det? Næh – altså ingen udfordrer, altså ingen konkurrence! Jeg indrømmer. Vi er dumme og primitive og blinde på det indre øje. I lægevidenskaben har man siden Hippokrates båret sig sådan ad: Vi iagttager, behandler, iagttager, behandler, iagttager. Det var forskellen på ham og Pythagoras, en omkring hundrede år ældre videnskabsmand, som blot begik den fejl at tro på magi. Vi går som Hippokrates ind for behandlinger der virker. Der hvor der kan ses en virkning, kan man lære af erfaring. Det er det ydre øje. Vi kan ikke overbevises af en idé, og bare behandle efter den i en eller anden tro på at det virker. Det er det indre øje. Vi vil se resultater! Så dumme er vi.
– Ja, men når det nu betyder så meget for rigtig mange mennesker, skal det så ikke tages bare en lille smule alvorligt?
– Det bliver det sandelig også! Vi vil gerne vide hvad patienterne tænker og føler, og vi spørger dem også. Vi kender de bøger de læser om det. Har du set hvor mange bøger om alternativ behandling og naturlægemidler der står på de offentlige biblioteker? For hver bog om konventionel behandling står der fem bøger om naturmedicin, healing, magnetterapi og planeternes stilling. Er det et bevidst valg? Er efterspørgslen så meget større indenfor det alternative? Eller er bøgerne om de etablerede behandlinger udlånt? Står de i arkivet? Det har undret mig gang på gang, men sådan har jeg set det i de sidste tredive år! Ja, sådan har det sikkert været så længe man har haft biblioteker. Der skal være hvad folk vil have, det er der også. Du kan ikke påstå, at viden om de alternative behandlingsformer bliver undertrykt!
– Det er jo ikke kun på bibliotekerne, det er også her på sygehuset! Der skal være en balance! sagde den nye sygehuschef, men da var han på vej ud. Så han hørte hverken Margits parodi på Vrissums stemme og gestik i en flammende fortale for frit diagnosevalg og alternative privathospitaler, eller hvordan Nielsen udviklede sine fantasier over sygehusets nært forestående storhedstid.
– Man ser for sig hele forhallen, brummede Nielsen med sin klangfulde stemme, tilbagetrukkede hage og nedadvendte smil, – omdannet til et marked med små boder med mineraler, penduler og krystaller, kabiner med akupunktører og zoneterapeuter mellem urtete-caféer og healer-barer. Informationsskranken bliver svær at få øje på i sådan en basar. Og man ser for sig mere end én overlæge storme igennem og rydde den, mere end én gang om ugen, som Jesus gjorde i templets gård, ifølge overleveringen. Mattæus vistnok.
– Nu ikke så bekymret, beroligede Margit, – de små butikker med alternative behandlere trives i bedste velgående! i de små gader nede mellem kirken og havnen. Har du ikke set det? De har ikke noget behov for at invadere forhallen, de vokser sig bare større og større, de belejrer, de invaderer ikke. Og overlæger er ikke frelsere der rydder tempelgårde. Er vi måske så koleriske?
Nielsens øjne trak sig øjeblikkeligt sammen som smalle sprækker, mens hans ansigt stivnede ubevægeligt som en maske, på en meget kolerisk måde.
En sygehuschefs behov
for synlighed og eller succes
Nu er denne nye sygehuschef på sin runde altså også nået frem til neurologisk afdeling. Efter sigende for at præsentere sig, han har lovet at følge afdelingerne tættere, og præstere mere synlig ledelse end de er vant til. Måske et tomt reklamehyl, måske et påskud som led i en udtænkt plan. Foreløbig har han udsendt en tidsplan over besøgsrunden, og den følger han punktligt da han ankommer, mens jeg er uforberedt, og finder besøget en smule ubelejligt.
– Jeg vil se mit personale! siger sygehuschefen. – Og jeg vil bede dig deltage i et symposium om afdelingernes og specialernes fremtid! – Med deltagelse af sygehusudvalget og forvaltningen, naturligvis. Denne gang desuden med en hjælpende hånd fra et revisionsfirma. Jeg ved ikke om du kender det?
Han ser mig ikke i øjnene, men famler med nogle papirer og en farvestrålende reklametryksag på glittet papir.
– Her kan du se symposiets program, og firmaets præsentationsfolder!
Det fremgår, at dette revisionsfirma har slået sig op som specialister i effektivisering og rationalisering af institutioner i den offentlige sektor. Symposiet er planlagt i detaljer, og skal vedtages på sygehusudvalgets møde om to dage.
Sygehuschefen gennemgår programmet overordnet og i de detaljer der er, det er ikke mange, og anpriser projektledernes kvalifikationer, og da jeg ikke afbryder ham med uddybende spørgsmål, begynder han lidt usikkert at gentage hvad han allerede har sagt.
Jeg benytter ikke lejligheden til at håne forvaltning og udvalg som Arne ville have gjort. Jeg lytter roligt, mens sygehuschefens flakkende blik uden fokus fjerner opmærksomheden fra det han taler om. Da han er gået, går jeg direkte til kontoret og skriver et notat stilet til sygehusudvalget, adresseret til forvaltningen for at gå den rette vej ind og blive rundsendt til de rette modtagere, og med kopi til de lokale sygehusledelser. Omhyggeligt, overskueligt og sammenhængende begrunder jeg, hvorfor det er nødvendigt at lægge en plan for det neurologiske områdes videre udbygning, at det overordnet set er nødvendigt med en logisk specialestruktur, at det er endnu mere nødvendigt nu end tidligere at lægge en samlet plan for koordinering og udvikling af specialerne, at det både er mere påkrævet og burde være lettere at gennemføre en sådan samlet plan i forbindelse med den påtænkte sammenlægning af amter til regioner, herunder og uanset dette, stadig at benytte sig af det faglige samarbejde hen over de administrative grænser hvor de end må blive trukket, hvorefter jeg viser, hvordan de aktuelle udbygningsplaner for et par af sygehusene let lader sig gennemskue som lappeløsninger, der ikke bare optager ressourcer, men simpelthen står direkte i vejen for en sådan koordineret udvikling.
Til en afslutning insisterer jeg diskret på at genoptage de planer for udvikling af et neurologisk specialecenter, der i sin tid havde lokket mig her til stedet.
Det tager ikke tyve minutter at skrive notatet. Lige ud ad landevejen, uden betænkeligheder, uden rettelser. Det bør være til at forstå. For at komme uden om forsinkelserne ved de interne postgange går jeg på afdelingen og kopierer notatet i tilstrækkeligt antal, adresseret til hvert af udvalgsmedlemmerne.
Da sygehusudvalget to dage senere holder sit ordinære møde med konferencen på dagsordenen, har jeg sørget for at også sygehuschefen har notatet med til mødet. Revisionsfirmaets konsulenter er blevet bedt om at holde sig parat i foyeren til de bliver indkaldt, men de når ikke at blive inviteret indenfor, og får ikke sagt mere. Mødet opløses uden klar konklusion, og sygehusledelserne kan gå tilbage med uforrettet sag, og med uklar tilbagemelding fra politikerne. Sygehuschefen kommer tilbage og viser tegn på at notatet ikke bekom ham vel, og irritation om ikke at være blevet orienteret på forhånd. Det lykkes ikke at få nogen reaktion fra mødet ud af ham.
Skadestue med behov
for neurologisk assistance
Et sygehus arbejder med mennesker, det vil sige alle slags mennesker, der gøres ikke forskel. Ud på natten bliver jeg vækket og tilkaldt fra skadestuen, der har modtaget en sønderslået person direkte fra et værtshusslagsmål. Rester fra en slags byfest på havnen, med det sædvanlige alkoholindtag og påfølgende udslip af overskydende aggressivitet. Skadestuen er på grund af byfesten både velforberedt og velbesøgt. Den tilskadekomne har måske været bevidstløs, han reagerer atypisk, og skal ifølge vagthavende have neurologisk tilsyn, nu da der er en vagthavende neurolog lige i nærheden.
Jeg er hurtigt i tøjet og på skadestuen. I venteværelset sidder folk alene eller i grupper, på en måde der påkalder erindringer om urskovshospital, midt ude i bushen hvor patienterne selv medbringer måtter, tøj, måltider og andre fornødenheder, og hvor de pårørende må hjælpe de patienter der ikke selv kan noget. Der er mange grunde til at have en familie, på urskovshospitaler er man dårligt stillet uden. I tankerne tilbage på hospitalet ved floden i regnskoven sammen med Britt, i det toårige projekt for nødhjælps organisationen. En håndfuld år siden, hvor mange kan man se på Malenes alder. Et nødvendigt, men hårdt sisyfosarbejde, taknemmeligt, fordi der var så mange små vidunderlige solstrålehistorier, utaknemmeligt, fordi de sørgelige historier var i flertal, og opgaven så uendelig og uoverskuelig.
Dernede en lille dreng med en oprevet og fortvivlet mor, og det meste af en fod medbragt i en plastikpose efter en landmine.
Her en lille dreng med en beskæmmet mor, efter et uheld med fingrene i bildøren.
Dernede en ung mand, lidende men tapper, gik tredive kilometer med en kniv i ryggen og perforeret lunge.
Her en ung mand der ikke ser særlig begavet ud, med forbinding om hovedet og en usoigneret kammerat ved siden til at støtte sig ved. Forbindingen betydelig ældre end de 24 timer inden for hvilke man kan blive behandlet på skadestuen.
Dernede en ældre kvinde båret gennem urskoven til hospitalet med sår som medicinmanden kun har gjort værre,
her et par i tresserne, de er berusede og skælder ud på hinanden, kun manden har taget skade af slagsmålet og bløder fra den skaldede isse.
Begge steder en slående kontrast mellem de entusiastiske medarbejdere og de dårlige vilkår, dernede trods alt størst.
Pludselig høres en ambulance, lyden kommer nærmere og stopper, og alt personale forsvinder ned i den anden ende af gangen ved akutmodtagelsen. Inden de når tilbage, ankommer en ny patient i venteværelset, en ung mor med et forslået spædbarn som hun påstår er faldet ud af barnevognen, men man ser med et halvt øje skader der ikke kommer af fald fra barnevogne, men kendes som tegn på vold fra en samlevende gorilla. Jeg beslutter at se på dette barn inden den tilskadekomne jeg er tilkaldt for. Tilstanden stabil, med behov for observation. Det bliver til en præventiv indlæggelse for mor og barn, med sandsynlig overførsel til børneafdelingen på hovedsygehuset.
Så kommer turen til den forslåede værtshusgæst. Som ledsager har patienten en makker, svarende til ham selv i højde, bredde, overvægt og kropsdekorationer. Makkeren sidder med armene over kors og ser bister ud.
– Din ven skal gennem et par undersøgelser, siger jeg. – For en sikkerheds skyld. Det kan vi lige så godt gøre med det samme. Hvis det er dig, der er hans kontaktperson, kan vi ringe til dig, når han er klar til besøg. Det er han tidligst i morgen
– Jeg bliver her!
– Hvad har du så tænkt dig at lave imens? spørger jeg.
– Jeg skal se på!
– Javel. Det kan du godt komme til. Men så skal du først optages på medicinstudiet, og være så heldig at få en turnusstilling her. Hvis du påbegynder en speciallægeuddannelse, kan du oven i købet få lov til at betjene apparaterne. Under opsyn, naturligvis.
Jeg fortsætter med at gøre klar til undersøgelsen. Sygeplejersken kommer ind, og spørger makkeren, om han vil være så venlig at flytte sig fra hendes stol.
Det gør han modvilligt, og bliver stående.
– Og nu vil jeg bede dig gå ud og vente, siger jeg, – så vi kan gøre vores arbejde.
– Jeg bliver her. Det er min ret!
– Hvad får dig til at sige det?
– Det er for skatteydernes penge. Er det her ikke et offentligt sygehus? Du arbejder for mine penge! Jeg har ret til at se hvad du laver!
– Skal du også ind på operationsstuen og se, hvis nogen skal skære i ham?
– Hvis jeg kræver det, ja!
– Hør nu her. Du er med til at betale skat, ligesom alle andre. Men det berettiger dig ikke til at bryde alle hygiejneregler og sikkerhedsprocedurer på en sygehusafdeling. Nu forlader du stuen, ellers må jeg tilkalde politiet.
Ved ordet politiet rejser den faldne kæmpes væbner sig, og jeg modtager to slag, det ene rammer venstre øjenbryn og det andet højre side af overlæben. Sygeplejersken tilkalder hjælp fra portørvagten, der straks lader alarmen gå videre til politiet, inden han løber til skadestuen. Her er der i mellemtiden opstået tumult, fordi der er ankommet nogle personer fra den gruppe, som min voldsmand vil beskytte sin ven imod.
Til alt held har politiet også forberedt sig med øget beredskab på grund af festen, og efter en halv time er der skabt ro. Det bliver til anholdelser og ophold i detentionen men uden neurologisk tilsyn, eftersom de behandlingskrævende selv har sørget for at slå neurologen ud.
Elektroniske konsulenter
med såkaldte udfordringer
Næste dag, rygtet om hændelsesforløbet spredt forud for fremmøde med diskret forbinding ved øjenbryn og overlæbe, kommentarer udeblevet. Patientjournalerne gennemgået ved morgenkonferencen, notater fra vagthavende på natholdet indføjet, sygeplejerskernes rapport konfereret af. Uforudsete problemer som altid med uforudseelige patienter, stuegangen forsinket, også som forudset, men uplanlagt. Introduktion af en ny kollega, kun delvis uforudset, en ny akut patient, hvilket burde kunne forudses, eller i det mindste tages højde for i bemandingsplanen. Pludselig og ulidelig indblanding fra sygehuschefen som forlanger en telefonsamtale øjeblikkeligt. Uforudset men ikke uforudseeligt, givet de forhåndenværende ledelseskvalifikationer. Trods alt kun moderat forsinket stuegang.
Sygehusledelsen kører for tiden forsøg med den elektroniske patientjournal, så man kan gå rundt og notere på den håndholdte, få online kontakt til sekretæren og videre til journalarkivet. Det virker bare ikke, det har ikke virket mere end en halv dag ad gangen siden forsøget blev sat i gang for flere år siden. I administrationen er der indrettet et kontor til specialister fra skiftende leverandørfirmaer. De skal sikre en gnidningsløs implementering, mens de forsøger at få systemerne på de forskellige sygehuse til at fungere sammen, hvilket indtil nu ikke er lykkedes. Nu sidder der tre i dagtiden og to i vagttiden, med skærme og tastaturer. Til at begynde med i slips og jakkesæt, nu med vildt hår og skjorten ud af bukserne, med cola light og junkfood, så de må spås tidlig udvikling af livsstilssygdomme. Af og til høres høje råb og energiske udbrud fra deres kontor, “Yes!” “Fuck!” og tilsvarende fagudtryk fra branchen. Noget af tiden er de helt fremme på stolen og helt fremme i skoene, også fagudtryk, resten af tiden sidder de tilbagelænet med fødderne på skrivebordet mens de åbner en ny cola light. Det er belønningen, når systemet virker et kvarter i træk, måske i to timer, og straffen, når det går ned. På afdelingerne går man stuegang på den gammeldags manér, det sparer tid, og det er helt sikkert.
Og nu vil sygehuschefen bare have en aftale. Om et møde med de nye planlægningskonsulenter. Møder og planlægning er hans område, derfor mener han at det er vigtigt.
Konsulentbesøg
uden store forventninger
Nøjes ved sygehuschefens møde med at minde om, at der skal udsendes præcise informationer til afdelingerne om det forestående projekt, så de får en chance for at indarbejde det i den interne planlægning. Og beregne tidsforbrug og omkostninger.
– Det er ikke nødvendigt! siger sygehuschefen. – Der er ingen kompensation. Skulle vi kompensere afdelingerne for at de får nogle rationaliseringsgevinster?
Implementeringsomkostninger afviser han helt at tage stilling til.
Alle afdelinger har fået breve om konsulentbesøg. Og der dukker konsulenter fra revisionsfirmaet op på alle gangene, i sengeafsnittene, i mødelokaler og konferencerum, ja selv på operationsstuerne, hvor de pakkes i steril iklædning, får lov til at stå bag operatørerne, og samles op fra gulvet når de besvimer. Alle afdelinger er behørigt informeret om invasionen på forhånd, med den oplysning at det drejer sig om at finde ud af “hvordan vi kan gøre det endnu bedre, hvad vi kan gøre endnu bedre, hvad vi ikke har været gode nok til, og hvor mange flere patienter vi kan behandle endnu bedre og på endnu kortere tid, hvis vi bare gør det så godt som overhovedet muligt”. Det lyder næsten som politikerslang, så let er det at forstå. Konsulentfirmaet har løst tilsvarende opgaver for maskinfabrikker, detailhandelskæder og banker, og indtil for nylig arbejdede de med en stor opgave for et amtsligt trafikselskab. Det hele handler om planlægning og logistik, påstår de, for det er hvad de har forstand på. Men så blev trafikselskabet nedlagt og trafikken sat i udbud, og så var der ikke mere for firmaet at rationalisere på. Hvorefter det måtte blive sygehusenes tur.
Alligevel går rygterne om en skjult dagsorden, som de kun kender i forvaltningen, nemlig at sygehusbehandlingen skal samles efter nye centraliseringstanker. Ligesådan med administrationen, som blev spredt ud på institutionerne for flere år siden, og nu igen skal samles i større enheder. Ikke efter samme logik naturligvis, heller ikke efter de “nye principper”, men efter “en fleksibel struktur”.
Nye idéer må altid forsynes med nye navne, så man bedre kan se, at det ikke bare er genbrug af de gamle. Det der før blev spredt skal nu samles, og når administrationerne skal samles, må institutionerne følge med. Og når gammel vin kommer på nye flasker, er alle glade, for så er det kun navnet man skal vænne sig til.
Det bliver til mange møder, som man skal deltage i, omend modvilligt. På skift med Margit og Nielsen. Med efterspil, rafling, natmad og noget godt at drikke.
– Når dette er overstået, kommer det forfra igen! som Nielsen siger. Han har været på stedet længe nok til at huske forrige gang de samme idéer var nye, de idéer som nu igen er blevet nye. Og til at konstatere at metoderne såvel som de selskabelige indslag stadig er de samme.
Mellem møderne ser jeg også på skift Nielsen og Margit i andre ærinder, hvor vi omhyggeligt undgår at tale om planlægningsmøderne. Som når pårørende prøver at berolige syge ved ikke at lade sig mærke med symptomerne. I stedet høres på korridorer og i omklædningsrum hver dag nye bemærkninger om logistiske flaskehalse i konsulentstrømme, om forholdsregler mod invasive arter som kakerlakker og konsulenter, om skadedyr i tilforladelig forklædning som mennesker, om hygiejnesygeplejerskens forskrifter for desinfektion efter konsulentbesøg.
Duftassociationer
som kan forlede til omveje
Morgenlugten på en sengeafdeling. Heldigvis har holdet af plejeassistenter været der og sørget for sengehygiejnen, slået dyner til side for den kvalme lugt af bleer og menneskelige udsondringer. Nogle sygdomme har en karakteristisk lugt. Stank fra genitalier og fra hudflader der har ligget længe mod hinanden. Menneskers individuelle duftsignaler, rudimentære signaturer fra den gang man snusede sig frem til sin udkårne. Det kan vi ikke længere, med de daglige kropsbade og store doser discount kamuflagedufte. Lugtesansen forbeholdt flygtningelejre og katastrofeområder. Skift af forbindinger er en sag for sig, sår, væv i henfald, påkaldende erindringen om lidelse og afmagt. Antiseptiske midler bidrager til duftorgiet, men det foregår på undersøgelsesstuerne hvor der er effektiv udsugning. Over det hele ligger en blandet og venlig lugt af patienter, sygdom, medicin og antiseptik. Denne afdeling er slet ikke den værste, men alting lugter på en sengeafdeling, også inventar og sengelinned, selv vægmalingen og gulvbelægningen. Man bruger den samme maling og den samme vinyl i kontorer, i skoler, i børnehaver og i biblioteker, men der kommer til at lugte anderledes på et sygehus. Man kan altid lugte hvor man er. Nogle pårørende går i krampe allerede ved tanken. Patientstank er dog at foretrække for de elektroniske journalnørders dunst af chips, ketchup, deodorant og sure sokker. Tænk hvis man kunne lugte stafylokokker, især de hospitalsresistente, som kun klarer sig i de højsterile miljøer hvor de er uden konkurrence. Hvis man kunne lære hunde op til det, så kunne man have en labradorstald, ved siden af musestaldene på de onkologiske afdelinger. Må der komme hunde ind på afdelingerne? Og hvad kunne de i givet fald udrette, udover at bekræfte at der er multiresistente stammer? det ved vi jo i forvejen. Tanken skal en dag luftes for hygiejnesygeplejersken. Det vil nok virke malplaceret, trods sin milde stemme har hun ikke nogen humor. Hun kan kun reagere forudsigeligt, og bryder sig ikke om hunde.
Muligheden for at lufte tanker med og uden hunde viser sig tidligere end ventet. I telefonen en behagelig stemme med smil i. Karina selvfølgelig, hygiejnesygeplejersken. En invitation, en smilende aftale. Det bliver til en middag på Strandhotellet, midt på ugen og uden for mange kendte ansigter fra byen i restauranten. Bagefter et besøg på vagtværelset. Hun tager latexhandsker på og har præservativer med, som hun selv lægger på, som en latexhandske. Ellers er hun både varm og livlig. Yder ingen modstand, giver heller ikke noget bidrag, og det er umuligt at vide om hun får noget ud af det, men det påstår hun.
– Vi har da prøvet en ny variation, som jeg antyder bagefter, – uberørt af menneskehænder!
Jeg skal på toilettet, og bevæger mig ned ad gangen til toiletterne. Ved håndvaskene står Susanne i nattøj og børster tænder, så jeg går ind i en toiletkabine i stedet for at benytte urinalerne. Susannes udseende har også tidligere kaldt minder frem om en pige fra min klasse i gymnasiet. Som hed Eva, og var så fascinerende formet, at pulsen bankede og blodet steg til hovedet så det måtte kunne ses, hver gang hun var i nærheden. Men det var jo også den gang man var sytten. Eva var bygget af lutter runde former. Kinder, læber, bryster, baller, lår, konvekse legemer sat sammen til en overdådigt indbydende frugtkurv. Især maven og lårene under den, tre hvælvede flader, der mellem sig gemte på en hulhed, ganske vist bestående af endnu nogle mellemrum mellem mindre, men stadig konvekse former, indtil den ultimative konkavitet, der som et sort hul måtte opsluge alt, der var indfanget i kredsløb om kloderne, frivilligt eller ufrivilligt. Den unge mand, jeg var den gang, opfattede Eva som lavet af kvindelige kønsdele fra inderst til yderst, det sarte, blide, bløde, føjelige, og alt imens hjertet bankede for at overdøve hvad hun hviskede i øret som lokkende sirener, og min stemme hakkende og stammende blev siddende i struben så der ikke kom noget ud, selvom jeg aldeles ikke var bundet til nogen mast, smilede hun og sagde: Torben, du er en løjerlig fyr, og placerede et vidunderligt kys på den unge mands kind, som jeg var den gang, så blødt som det ellers kun kunne gøres med de andre læber, som det kun blev til fantasier om. De blev ved med at svulme, altså fantasierne, og brandsåret efter kysset blev siddende i måneder og jævnligt kontrolleret i spejlet, selvom der blev ved med ikke at være noget at se. I tiden derefter, hvor Eva sås med et vekslende følge af mere erfarne og ikke helt så unge mænd, tænkte den meget uerfarne og meget unge mand, som jeg var den gang, over om jalousi kunne være det samme som fortrydelsen over ikke at kunne reagere hensigtsmæssigt på en opfordring. Siden blev jalousi ikke noget problem, og opfordringer heller ikke afvist.
Susanne er færdig med tandbørstningen, da jeg kommer ud igen. Jeg tager den anden håndvask og når ikke at tænke over hvorfor hun ikke lige så godt kan bruge håndvasken på sit værelse, inden hun siger:
– Der er noget du lige skal hjælpe mig med.
– Javel. Hvad kan det være?
– Her, føl efter, siger hun og trækker min hånd ned mellem alle de kuplede former bestående af mave, lår og bagdel. – Er det i orden? Det føles som om der mangler noget!
Hun slynger det ene lår om min hofte, maser mig hårdt ind mod det andet og fniser.
– Der er vist ikke noget i vejen. Vil du have at jeg skal se bedre efter?
– Kom! ikke her!
Hun tager mig ved hånden, løber med mig ud på gangen og forbi min egen dør, bag hvilken en anden kvinde formentlig stadig ligger i min seng og nynner med smil i stemmen. Lydløst åbner Susanne sin dør og lukker den efter os, hvorefter hun med én bevægelse løsner en strop, så natkjolen ligger som en krans om fødderne på hende. Her står jeg med alle de former mellem hænderne, som var blevet mig tilbudt i ungdommen, længe inden jeg kunne sanse at stille noget op med dem. En smuk ungdomserindring om en spildt chance, nu kan den rekonstrueres. Som i tankerne at gendanne en fuldendt vase, der har ligget knust i nummererede plastikposer i en skuffe.
Det lykkes på forbløffende vis ikke bare at klinke skårene, men at lege fuldt aktiv pottemager med ler, der bliver blødere og smidigere for hver bevægelse, og føle sig som selve den potente skaber, i fuld gang med at forme den første Eva af samme slags pottemagerler, derefter puste liv i hende, gøre hende mere og mere sprællevende, hvor meget liv kan hun rumme? Som skaber må man vide hvornår man skal holde op med at puste.
Susanne er ikke klar over at hun skal illudere Eva under skabelsen. Det lader sig gøre at puste en hel del mere liv i hende end i Karina, det kan sikkert også høres helt over til mit værelse, men pludselig, som når man trækker proppen ud af et badedyr, går trykket så eftertrykkeligt af hende, at man ved et uheld kunne komme til at rulle hende med ind i sengetøjet, når det lægges til vask.
Hun lægger en slatten arm om mig. Østhimmelen lyser svagt gyldentrosa. Mens jeg gennemtænker det forløbne døgn og forsøger at berede mig til det følgende, trænger solens første stråler ind under det halvt nedrullede gardin.
– Vi skal møde om to timer, hvisker hun. – Du må hellere gå!
Det har hun nok ret i. Jeg går ind til mig selv, i mit værelse der vender den modsatte vej og derfor kun modtager solstråler om eftermiddagen, er sengen tom, og det er ikke til at se spor efter sterile udskejelser. En times søvn kan det blive til.
Erindring
fra den gang man var eftertragtet
Hvad er egentlig grunden til den belejring, jeg har været udsat for i de senere år? Det kan vel ikke være noget med den gang jeg var patient på mit eget sygehus, dog ikke på min egen afdeling. Det var en vasectomi. Børn var der nok af, det havde Britt og jeg forlængst ræsonneret, og skulle der bruges flere, kunne de vel skaffes uden nødvendigvis at sprede egne gener. Over for det spørgsmål følte vi os afklaret. Jeg havde meldt mig klar til et mindre indgreb, for det tilfælde at der skulle komme et afbud på kirurgisk, og mødte frem en fredag eftermiddag med kort varsel. To kvindelige operatører stod parat, den ene skulle føre kniven for første gang.
– Nu er vi jo to! sagde den anden, mere for at berolige sin kollega end mig, – Jeg har prøvet det så mange gange, jeg skal nok vise dig hvordan man gør.
En sjældent god lejlighed for en ny kirurg, der skal prøve et indgreb for første gang. En mere erfaren kollega ved sin side, og en overlæge på bordet. For mig selv en uvant position, at deltage i en faglig diskussionen i rygleje, med blottet underliv og kønsorganer udsat for destruktivt angreb fra to kvinder, den ene uerfaren, den anden ikke kynisk, bare praktisk. Det var nok bedst at virke rolig og fattet. Jeg havde afprøvet nogle spøgende bemærkninger for at blødgøre stemningen, men de faldt fjoget ud, som det huskes, så jeg prøvede bare at støtte debutanten moralsk så godt som muligt. Der var på det tidspunkt ikke investeret i moderne laserteknik, så der skulle stadig bruges kniv og gaffel, som de sagde.
– Tænk hvis det her siver ud! havde den erfarne af operatørerne sagt til mig, som om hun oprigtigt havde tænkt sig at lade det sive, – så må du passe på alle de frække tilbud der kommer!
– Kan den slags give frække tilbud?
– Ja, hvis det rygtes, nu bliver du jo helt ufarlig!
– Javel. Men så er det jo godt, at det ikke kommer ud. Jeg kan godt li at være en lille smule farlig! Desuden bruger I jo selv al den prævention, der skal til.
Den erfarne vendte sig mod operationsfeltet og instruerede begynderen.
– Her er et område med nerver. Der skal du passe på. Det kan nemt tage hele fornøjelsen!
Hun vendte sig mod mig.
– Og det var jo ikke meningen, vel?
Indgrebet var ambulant, og blev gennemført som planlagt. Senere skulle det vise sig, at nyheden selvfølgelig var sluppet ud på forhånd, og allerede havde bredt sig som en steppebrand. Vil man informere alle om noget, skal man stemple det fortroligt. Sygehusets eget personale kan ikke være omfattet af den i øvrigt strengt håndhævede identitetsbeskyttelse og tavshedspligt, for siden den tid blev pauserne mellem de uanmeldte besøg på vagtværelset både sjældnere og kortere.
Fejlbehæftede systemer
med og uden tilvænning
Natten med to ivrige kvinder påvirker ikke dagens arbejdsindsats nævneværdigt, men kræver en middagslur. Forinden vil jeg dog samle nogle data til et af forskningsprojekterne, og går ind til Eriksen. Det er ham der har kørt det gamle statistiksystem så længe nogen kan huske, og nu er han blevet sat til at køre den nye produktivitetsdatabase. Nogle brugere af systemerne er mere krævende end andre, det er dem der skal bruge tal til deres forskning. Eriksen siger, at dette ikke er noget forskningssygehus, så vi er flere der har udviklet forskellige dårlige undskyldninger, og det hjælper endnu bedre hvis man forstår at smøre ham lidt. Ikke med bestikkelse, for det ville krænke ham alvorligt, men ved at vise interesse for ham og hans arbejde. Respekt og anerkendelse. Allerede tidligt havde jeg respektfuldt indgået en aftale med ham om løbende at indberette patientdata og evalueringer fra afdelingen, og det blev rutine at gå personligt ind, mindst en gang om ugen, for at aflevere periodens registreringer og se hvordan de blev modtaget.
På vej ind på Eriksens kontor overhales jeg denne gang af sygehuschefen, der kommer hastigt gående, maser sig foran og straks tager ordet, for at komme mine eventuelle kommentarer i forkøbet. Han virker både fortravlet og forvirret, tror måske at det kan forebygge skeptiske bemærkninger fra min side.
– Hej, Eriksen! puster han. Hvordan går det? Er det til at finde ud af?
– Mener du databasen?
– Ja! Hvad ellers?
– Vi har mange ting der skal findes ud af…
– Ja, men nu produktivitetsdatabasen. Fungerer den?
– Det tror jeg nok. Jeg skriver ned i protokollen, hver gang der er fejl. Der har været en del ting, men det kunne man jo forvente.
– Børnesygdomme! det bliver rettet. Det er godt hvis du vil samle lidt sammen til den næste opgradering. Men hvordan er det at vænne sig til det?
– Joh – man skal vel også vænne sig til en ny bil. Og en ny kone! Noget er anderledes, men det meste er det samme. Så kan man spørge om man foretrækker det der er anderledes, eller det der er det samme. Det korte svar må være: Det er for sent, der er ikke mere at gøre ved det. Noget er bedre, men det meste er dårligere. Valget er truffet, nu er det kun et spørgsmål om at vænne sig til det. Mon ikke også man skal vænne sig til en ny kone?
Eriksen ved godt, at sygehuschefen har fået ny kone, og at hun allerede er ved at drive ham til vanvid. Jeg må anstrenge mig for at beherske min morskab, det er egentlig ret frækt sagt af Eriksen. Sygehuschefen har investeret en hel del prestige i de projekter som Eriksen skal administrere. Så han overhører alt der kan anfægte dem, som han overhører al bekymring for sin civile status. Han løber hurtigt tør for påskud for at blive stående, i stedet finder han et påskud for at gå videre, og jeg kan aflevere min evaluering, mens Eriksen med himmelvendte øjne og tunge udåndinger gør sin mening klar om både projektet og sygehuschefen.
– Heldigvis har vi også systemer der fungerer! siger han. – Og forhåbentlig også opgaver med formål.