Forberedelser
som må gennemføres trods beskedne fremtidsudsigter
Ved et 100 års jubilæum, som nu for dette sygehus, kan man vælge mellem at fejre en velfungerende institution i fremgang, eller markere afslutningen på en epoke. Det sidste måske endda med en vis lettelse. Jubilæumsfesten er under planlægning, og der synes ikke at være særlige spekulationer over sådanne modsætningsforhold, i stedet er der lavet lister over gæster der skal inviteres, dem der ikke er til at komme udenom, dem man af forskellige grunde gerne vil have med, og dem man af andre grunde helst bør undgå. At medicinkongen får en invitation er nok mere uundgåeligt end lystbetonet.
Susanne skal stå for festrevyen, og hun har fået en diskret påmindelse om at behandle ham ordentligt. Fra sygehuschefen. Hun har researchet i lang tid, hun har tænkt sig at spotte alle fra læger over administratorer til politikere, for enten skal de hænges ud i revyen, eller også bliver de så taknemmelige over ikke at være hængt ud, at det kan bruges til noget fornuftigt bagefter. Men medicinkongen – ham var hun slet ikke kommet i tanker om før den diskrete påmindelse.
Der går ikke lang tid før de fleste ved at Susanne er i færd med at samle stof til revyen.
– Skal du ikke gå en tur på Lokalhistorisk samling? foreslår jeg, – de har en mængde stof om sygehuset. Der må være noget du kan bruge. De har ikke brugt alting til jubilæumsskriftet, det frasorterede er sikkert det sjoveste.
Jeg må introducere hende til Lokalhistorisk samling, det er ikke et sted hun kender noget til. Og hun bliver forskrækket over reolerne. Det er ikke noget kompaktsystem, men de står så tæt, at hun ser et problem. Den lille tynde mand, der passer samlingen, ser det på hende og lægger en beklagende mine an.
– Åh ja, vi har desværre ikke så god plads. Vi har længe ledt efter bedre lokaler, men der er ikke bevillinger til udvidelser.
– Vil du have at jeg skal mase mig sidelæns der ind? hvisker hun, – så meget kan jeg ikke klemmes sammen i bredden. Hvordan kan man gå ned i knæ når man skal stå sidelæns? Skal jeg nøjes med at undersøge de fem øverste hylder?
– Nej, hvisker jeg tilbage, – arkivet egner sig ikke til modeller størrelse seksogfyrre plus – (jeg får et klask på kinden af en buttet hånd med smilehuller ved fingrenes grundled) – der sidder på hug…
– Du skal ikke være fræk! snerrer hun, – det hævner sig ved revyen!
Susannes problem har den smallere arkivar ikke, han smutter ubesværet mellem alle reoler.
– Her begynder sygehuset! peger han, – og her slutter det.
Susanne gør det så godt hun kan, og jeg assisterer hende. Fra nederste hylde, mellem årsskrifter og andet støvet stof om længst hedengangne koryfæer, trækker arkivaren to papkasser frem med regnskabsbilag og personalesager fra sygehusets første årti. Han bærer kasserne hen til et bord, det pirrer Susannes nysgerrighed mere end besværet ved at klemme sig mellem hylderne, og hun giver sig til at undersøge indholdet. Midt mellem hundredårige udgiftsbilag, ansættelsesaftaler og afskedigelsessager finder hun et meget nyere skrift om højst nulevende personer. Det må være sat forkert ind. Det har ikke samlingens stempel, det er heller ikke katalogiseret med nummer. Susanne viser det til arkivaren for at spørge om han kender til materialet.
– Hvor har du det fra? spørger han, og kigger det hurtigt igennem. – Hvis du vil forære det til arkivet, tager vi gerne imod. Så registrerer vi det og dokumenterer det, så det kan blive tilgængeligt for alle interesserede –
Susanne griber chancen.
– Ja, siger hun hurtigt, – vi fra sygehuset vil egentlig gerne overdrage det til arkivet, – men det må blive på et senere tidspunkt. Det drejer sig om nulevende personer, mange af dem er stadig i samme job. Jeg ville bare vide, om der findes ældre undersøgelser af den slags?
Arkivaren kigger grundigt efter i registre og databaser, ransager også sin hukommelse, og må erkende, at man ikke har registreret tilsvarende undersøgelser fra sygehusets tidligere historie.
– Men vi modtager det meget gerne, siger han igen, – det skal naturligvis beskyttes efter registeransvarsloven, så der ikke bliver noget tilgængeligt før det kan frigives.
– Tak, vi venter. Jeg er enig i, at det hører til her i samlingen, men om nogle år. Jeg har ikke bemyndigelse til at aflevere det nu. Og jeg kan godt sætte mig ind i det spændende ved at arbejde i en lokalhistorisk samling som denne. Den ser virkelig velpasset ud!
Vi tager afsked, og den lille mand smiler uudgrundeligt, uden at være sikker på om han skal føle sig smigret eller snydt.
Hjemme på vagtværelset oppe under taget på den gamle hovedbygning læser Susanne rapporten igennem, og tror først at det er udkast til et gammelt revymanuskript, før hun kommer i tanker om at der endnu aldrig har været nogen revy på sygehuset.
Hun ser for sig lægerne og kollegerne gå lyslevende rundt, så godt er de karikeret, de overlæger og afdelingsledere, der stadig går rundt på de tilbageværende afdelinger. Også dem, der rejste sammen med de afdelinger der blev flyttet eller nedlagt. Der er rammende karikaturer af sygehuschefen, som hun levende kan genkalde sig, selvom der er kommet nye på pladsen flere gange siden.
Hun griner højt. Det er de andre beboere vant til fra hendes herrebesøg, og de undrer sig over, at der ikke går nogen gæster ind eller ud hos hende. Først efter at hade grinet i lang tid indser hun, at rapporten handler om seriøse udsagn fra byens og omegnens egne praktiserende læger, hvoraf flere fungerer endnu. Hvis noget fra rapporten skal bruges i revyen, må det selvfølgelig sløres grundigt, under både tavshedspligt og kildebeskyttelse.
De næste dage bruger hun hver anledning til at teste rapportens udsagn. Hun går i kantinen og sætter sig hos de personer, hvis skudsmål hun lige har læst. Hun sætter sig sammen med overlæger, hun normalt ikke plejer omgang med. Det bryder kantineordenens uskrevne regler, men når den første overraskelse har lagt sig, bliver hun hver gang budt hjerteligt velkommen. Hun forklarer, at hun er på vej rundt for at indsamle idéer til næste års revy. Det er jo ikke helt forkert, og mange lover at bidrage. Margit og hendes kolleger fra anæstesiologisk kender hun i forvejen, men betragter dem med en ny respekt med rapporten i tankerne. Sin egen overlæge Nielsen kender hun ud og ind, og når hun nu og da bryder ud i grin i hans nærvær, virker det ikke påfaldende, for hun er kendt for sit gode humør. Værre med overlæge Vrangstrup fra medicinsk. Hun har længe set ham som selvhøjtidelig på en lidt komisk måde, det blev bekræftet af læsningen, som samtidig synes at fratage selvhøjtideligheden enhver begrundelse. På samme måde har rapporten bekræftet hendes positive indtryk af neurologisk, og hun har set hvordan respekten for den afdeling strækker sig langt ud i oplandet. Hun går fra bord til bord, dag efter dag, og spørger ind til personer og episoder, observerer ansigtsudtryk og andre reaktioner, og får suppleret rapportens skudsmål med flere detaljer.
Hun har et hemmeligt rum i soklen under sit klædeskab, her gemmer hun rapporten. Hvorefter hun skriver nogle udkast, som hun tager med til revyens planlægningsgruppe. De vrider sig i latter og ryster på hovedet i fortvivlelse.
En dag hvor Susanne besøger mig på mit vagtværelse, har hun alligevel taget rapporten med og viser mig den. Jeg har selvfølgelig ikke fortalt hende noget om min tanke med at få hende til at kigge i den lokalhistoriske samling.
– Sjovt! siger hun, – som forbuden frugt bliver bedre af at deles! Din afdeling er nu ikke den der har fået de dårligste skudsmål.
Jeg læser nogle udpluk af interviewene med de praktiserende læger. De er placeret i rækkefølge efter den interviewede person, derfor kommer afdelingerne i uens orden.
“Kirurgien: Ved en beklagelig politisk misforståelse har vi ingen ortopædkirurgi her på stedet. Organkirurgien er okay, så velfungerende som det kan forventes så langt uden for landslov og ret. Det siger selvfølgelig ikke så meget.”
“Gynækologien: Den er flyttet. Vi har ikke længere nogen fødsler i denne del af amtet. Et politisk kompromis og en håbløs foranstaltning. Så galt kan det gå, når politikerne beslutter noget de ikke har forstand på.”
“Røntgenafdelingen bruger vi meget. Vi henviser masser af patienter, det fungerer som det skal.”
“Anæstesiologien har vi kun kontakt med en sjælden gang. Den lukker klokken 13, derefter deles beredskabet med nabosygehusene. Vagthavende skal kunne nå frem inden 20 minutter. Det når de selvfølgelig ikke, bortset fra den lille dame på motorcykel, hvis der er dagslys og tørvejr.”
“Gynækologi og obstetrik mangler. Der er en times kørsel til amtets specialafdeling for fødsler, det er et under at det ikke koster flere menneskeliv.”
Jeg anerkender udsagnene for at være præcise og rammende. Og konstaterer, at de ude i lægepraksis som forventet kender sygehuset ud og ind.
– Din egen afdeling er også med. Skal du ikke læse videre?
“Kirurgien: Vi har kun organkirurgi. Det fungerer udmærket. Bortset fra i jagtsæsonen, så står kirurgen ude i et hegn og venter på en buk.”
Ja, sådan kender vi det også. Nærmere karakteristik unødvendig.
“Neurologien: Hvorfor i alverden skal der ligge en første klasses neurologi på dette sted. Den afgørelse blev truffet i en politisk studehandel for mange år siden, længe inden politikerne kendte ordet neurologi, derfor hoppede de på en byttehandel med patologien, et ord de heller ikke kendte.”
“Røntgen: Ingen bemærkninger. Vi bruger afdelingen hyppigt i vores praksis og får en god og pålidelig service. Mere end halvdelen af røntgenafdelingens arbejde er henvisninger fra almen praksis.”
– Jeg er ved at skrive indslag til vores næste revy, siger Susanne. – Tror du ikke, der er noget her der kan bruges?
Jeg finder hverken noget nyt, sensationelt eller kontroversielt. Og siger til hende, at hvis hun kan gøre materialet morsomt, bliver jeg imponeret. Men opfordrer hende til at prøve.
Jeg læser videre.
“Lungemedicin og allergologi: Førsteklasses afdeling, stor ekspertise, foregangsafdeling på landsplan. Måske på grund af et forskerteams interesse i arbejdsforholdene på et par af vores stærkt forurenende virksomheder. Den klarer sig selv, og benytter sig ikke af almen medicinsk afdeling.”
“Otologien: Det er en privat forretning nede i byen, som normalt på denne type sygehuse. Han har adgang til et par senge, nok nærmest som en sideforretning, og aftale om deltid på en operationsstue. Han kan tilkaldes som konsulent af de andre afdelinger.”
“Anæstesiafdelingen har vi ingen problemer med. Hvis noget haster, ringer man til overlægen direkte, så når hun frem før alle udrykninger på en kæmpestor motorcykel.”
“Neurologien: En fejlplacering. En perle af en afdeling, dens renommé er landskendt, hvad skal den her i disse omgivelser. Uden avanceret radiologi, med en halv dagsrejse til relevant billeddiagnostik, omgivet af specialer der kun er det af navn, værst i psykiatri og almen medicin, begge disse specialer kunne være uvurderlige partnere for en neurologisk afdeling hvis de fungerede. Vores neurologiske afdeling kunne lige så godt ligge på en øde ø, den får ingen hjælp fra andre afdelinger her på stedet.”
Besynderligt, som dette skrift vækker genkendelse. Rent dejavu. Godt at blive mindet om, men ikke godt, at det ligger åbent for enhver. Vi troede det var fabrikshemmeligheder. Jeg spørger Susanne om der ikke også er noget om medicinsk afdeling. Og om psykiatrien, den fandtes jo den gang.
– Dem gemmer vi lidt endnu. Du kan nok regne ud, at det er dér, der er mest sjov til revytekster.
Jeg kan godt se de komiske muligheder, men det er jo også tragisk. Og opfordrer hende til at overveje meget nøje, hvordan hun griber det an.
– Jeg har tænkt mig, at du skal have en rolle, kunne du tænke dig det?
Det vil nok være en rigtig dårlig idé, antyder jeg. Og mener at hun må kende nogen, der egner sig bedre.
Overlægeråd
med genopfriskede konkrementer
Møde i overlægerådet. Ankommer med Susannes revyidéer i hovedet.
På dagsorden de evindelige rationaliseringsprojekter, holdningen til nye forvaltningsindgreb, og planerne om digitalisering af journalarkivet, med henblik på en kommende elektronisk patientjournal.
Ansættelser af læger og ledende administrativt personale til orientering.
Alle punkter burde være rene sager til efterretning, men der må være personfølsomme spørgsmål indblandet.
De verbale slagsmål kan være følelsesladede, ophidsede, perfide og infantile.
Administratorer og politikere har ikke lægernes respekt, orienteringen om dem har lav prioritet og overstås hurtigt, i dårligt skjult ringeagt. I overlægerådet bruges kræfterne internt, ikke på at fremme faget, men på at fremme egeninteresser, styrke magtpositioner, sværte hinanden og dække egen ryg. De dominerende overlæger tørner sammen som sædvanlig, de der har kørt sygehuset i hård magtbalance og stramme mentale tøjler, så længe nogen kan huske. Udveksle spydige bemærkninger, det kan de, så man skulle tro at der var sluppet noget ud fra journalistelevers skolearbejde. Men over for disse stærke rådsmedlemmer er der andre, der hverken vedligeholder konflikter eller har noget at skjule. Hvis man viser interesse for afdelingernes samlede bedste og fælles behov, får man forsamlingens tillid, og tilkendes formandskab og talsmandsfunktion.
Hovedkombattanterne i duellerne er Nielsen, organkirurgen, og Vrangstrup, medicineren. Men da der foretages afstemning, tilfalder posterne Margit og mig. Besynderligt, vi har ikke bekendt os til nogen af magtfløjene. Kompromiskandidater, bliver der vrisset fra flere sider, men resultatet accepteres, ud fra erkendelsen af at alle andre er fløjkandidater.
Uden for dørene foregår alt med et smil. Den kendte høflige tålmodighed, venligt nedladende tiltaleform og servile snakken efter munden. Forandringen sker på vej ud, midt i døren. Det gennem årene til perfektion udviklede skift i attitude, den hurtige transformation til nyt ansigtsudtryk og toneleje, som foregår på de få meter fra mødet og ud til sygehusledelsen og lokalpressen.
Hvad er det ellers vi lige var med til? Er vi i Vatikanet blandt kardinaler? Udsender andre overlægeråd også hvid røg, når der danner sig en majoritet der er stor nok? Her ved mødet lukker de røg ud, men bortset fra røgens farve, er der så en dybere forskel på konkrementer og overlægeråd? Jo, der er kvinder blandt overlægerne.
Det varer vist nogen tid inden vi får kvindelige kardinaler, for kardinaler kvalificerer sig gennem anciennitet og magtkampe, og der ses indtil videre ingen tegn på kvinder i de katolske gejstliges fødekæde. Ellers ligner tingene hinanden. Samlet front kan man vise over for en ekstern forhandlingsmodpart. Smil på læben, det kan man tage på mens man er på vej ud gennem fløjdøren, men indenfor! At normalt kultiverede og veluddannede mennesker kan opføre sig primitivt og egensindigt! Selvsupplerende råd, konkrementer, hvervning af støtter, tællen mandater, købslåen om alliancer, kompromiser, kamelslugning, overlægeråd. Så ved man lidt mere om magten og hvor den ligger.
Og magten ligger hos ham. Nielsen. Nu er han på vej hjem, kun lettere såret, sammenlignet med Vrangstrup, medicineren som han jævnede med jorden. Så snart han kommer inden for døren, kontrollerer han sine aktiekurser på nettet. Måske får konen et kys bagefter, måske kører han en tur med hund og riffel, måske når han lige at spise med først. Vrangstrup kontrollerer også aktiekurser, ikke de samme som Nielsen, inden han skal i logen. For sådan en besøger han vel, koner forstår jo ikke alt. Børnene må han snakke med en anden dag. Nå, de er vel flyttet hjemmefra forlængst.
Vagtværelset,
og hvad der uplanlagt kan ske på et sådant
Godt at komme ud i den friske luft, det var dog ubehageligt der inde. Holdninger så kvalmende som fodsved, selvforståelse så pågående som dårlig ånde. Man skulle næsten tro, det var i en politisk forsamling, men dem kan man jo holde sig fra frivilligt. Alle beslutningstagere trænger til et jævnligt eftersyn af holdninger, livssyn, idéer, værdier. Og deres holdbarhed. Det kan ikke være noget tabu, de slår selv på netop deres værdipolitik, som er den eneste der dur. Meget må man lægge øre til, men man opdager hurtigt hvad der bygger på misforståelser, efterrationaliseringer, afledninger. Især bortforklaringer af underliggende motiver, de mest dybtliggende er dem der skjules bedst og bortforklares kraftigst, nemlig kampen om egen position og vinding. Det kan man ikke bygge politik på, medmindre man netop bruger politik som redskab for sine egne formål. Egeninteresser går fint hånd i hånd med de almindeligt anvendte demokratiske idealer, hvis man bærer sig sådan ad: 1. undersøg hvad vælgerflertallet gerne vil, 2. gør det til din politik, og 3. vips, får du indflydelse. At flertallet samtidig er mindre oplyst og mere egoistisk end gennemsnittet, det er jo hverken unaturligt eller udemokratisk. Politikken lider selvfølgelig skade, og landet med, eller hvilken del af det der skal bære følgerne, det er bare ærgerligt.
Jeg går op på vagtværelset til en stak forskningsansøgninger der skal gennemgås, nogle af dem måske afsendes. Har tænkt mig at hvile lidt og måske lade tankerne falde en smule til ro over et krus øl. Gennemgår listen over urealiserede forskningsprojekter. De påbegyndte, de kuldsejlede, de henlagte. Dem, jeg og forskningsmedarbejderne har prøvet at sætte i gang gennem en længere årrække, både på vores egen afdeling og hos dem vi arbejdede sammen med. Projekter som blev godkendt af videnskabsetisk komité, søgt finansieret ad mere eller mindre traditionelle kanaler, men opgivet, fordi der ikke kom penge trods mængder af ansøgninger. Andre projekter blev trods modstand alligevel sat i gang, men gik i stå inden de var færdige, eller blev stillet i bero i årevis når de sparsomme midler slap op. Med mellemrum må de gamle ansøgninger gennemgås for genfremsendelse, det skal gøres først, derefter kan man tage fat på de nye projekter.
I sammenligning mellem bevillingerne til afdelingens projekter og bevillingerne til andre afdelingers projekter er forskellen til at få øje på. De projekter, der gennemføres med eksterne samarbejdspartnere, lever næsten udelukkende af bevillinger der kommer gennem partnerne. Således får afdelingens studier trods alt lidt gennem andre regioner, ikke fra egen region, og ikke noget imod hvad disse regioner giver til egne projekter.
Det må kræve en forklaring, og jeg har tit klaget over behandlingen. I forvaltningen gentager de hvad de har sagt så ofte, nemlig at afdelingen ikke er en forskningsafdeling. Jeg gentager, hvad jeg har gentaget lige så mange gange, nemlig at mine oprindelige tiltrædelsesbetingelser er nedfældet i ansættelseskontrakten, hvilket indebærer at afdelingen kan få adgang til forskningsmidler fra regionens forskningspuljer, på lige fod med andre afdelinger.
– Den slags aftaler skal genforhandles, bliver der sagt. – De er indgået med et tidligere sundhedsudvalg.
Det kan være svært at dokumentere at man udsættes for negativ særbehandling. Men tilskud fra private fonde spiller en stigende rolle for projekterne, og regionens forskningspuljer bliver mindre og mindre og til sidst næsten glemt. Flere og flere studier gennemføres udelukkende med private midler. Stigende andele af lægetid, sekretariatstid og fritid bruges til at opsøge fonde, kontakte organisationer, og skrive ansøgninger til dem. Jeg har opbygget en vis rutine, sætter de unge medarbejdere i gang med at søge fondsmidler, og må beklage, at den slags ting står lidt i vejen for afdelingens egentlige aktiviteter. Arbejdet med ansøgninger og motivationer henlægges til de aftener på vagtværelset, hvor man alligevel er frustreret over ikke at være hjemme hos familien.
Jeg kommer ikke længere før der bliver banket diskret på døren. Det er Susanne. Hun går direkte ind uden at tage hensyn til mine papirer, smider frakken oven i dem, mens hun lægger kroppen sugende massivt imod min. Inden længe overlejrer dette frontalangreb al øvrig tankevirksomhed, og jeg får fat om hendes bagdel, som er god og fast, men bred. Jeg får en hånd op under hendes bluse og den anden ned i hendes trusser, og selvom hun klemmer sig tæt ind mod mig, lykkes det at få en finger imellem. Jeg hører hendes betrængte ånde.
– Nej, ikke sådan, hvisker hun, – det skal være rigtigt!
Hun får på ingen tid tilstrækkeligt tøjet af mig og af sig selv, og jeg trænger uden modstand ind i hende på sofaen, og lægger an til et accelereret knald.
– Ikke så hurtigt! stønner hun, – hold pauser, ellers er det sjusk!
Jeg holder en kort pause, og lader hende så glide helt frem ad ophidselsen til en højlydt udløsning.
Hun dunker mig på ryggen, da hun er blevet rolig igen.
– Det var sjusk! Det var alt for hurtigt!
Jeg beder hende uddybe det.
– Jo, ligesom når du fejer gulv. Løber du bare med kosten hen over ganglinjen og spreder det ud til alle sider? Du skal feje grundigt, ind i alle kroge, mellem alle stolebenene, du skal samle alt fejemøget sammen fra hele gulvet, og når du har gjort det, kan du kaste hele bunken ud ad vinduet på én gang. Der skal være gjort helt rent over det hele! Grundigt!
– Nå, siger jeg. – Var du i rengøringsfaget i dit tidligere liv? Ellers noget af en sammenligning, tak for det, man føler sig som en hel gulvskrubbe.
– Hellere gulvskrubbe end karklud!
– Javel. Så er der jo ikke andet at gøre end at se efter om gulvskrubben har overset nogen nullermænd.
Jeg lægger mig bedre til rette, det lader sig straks gøre at varme hende op igen, denne gang med et lille ophold så snart hun viser tilløb til ophidselse, jeg sætter tempoet ned og begynder forfra, otte gange, ti gange, indtil hun trygler om at blive ved på samme måde.
– Nej, ikke stoppe nu! Bliv ved! Bliv ved! Ja – ja –
Så lykkes det. Jeg holder fast i sofaens ryglæn for ikke at blive kastet af, og ser for mig alle fejebunkerne kastet ud fra sygehusets øverste etage, blive grebet af vinden og fordele sig som konfetti over den del af byen der ligger i læsiden. Ingen af kvarterets beboere kan være i tvivl om at her bliver der foretaget en grundig rengøring.
– Nu er der gjort rent! siger hun træt. – Det holder måske til lidt ind i næste uge. Hvornår er du på vagt igen?
– Jeg kommer først på tirsdag.
– Mon du virkelig kan vente så længe?
Der kommer en eftertænksom pause og et listigt smil.
– Men det er fint for mig!
Hun står op og ordner sit hår og sit tøj. I døren vender hun sig om.
– Vi ses! Pas på dig selv. Nye gulvskrubber fejer bedst!
– Jeg troede at du ville vise mig en revytekst, siger jeg.
Jeg lukker vinduet igen efter en udluftning der symbolsk skal gøre det ud for bortkastning af fejemøg, og sætter mig tilbage til projekterne. Her en ansøgning om et stykke software til billedbehandling på afdelingens egne computere, en smule sekretariatsbistand, et antal laboratoriekits, et antal PET-scanninger, altsammen beregnet stykvis. Et beskedent budget. Og så frikøb af ansøgerens timer i tre måneder. Nå. Så kan vi ikke gå til alle fonde med den ansøgning, fondsbestyrelserne vil betale for apparatur og ydelser købt ude i byen, men ikke til forskernes egen løn. Hvordan kan der så forskes?
Her er en ansøgning om løn til en datamedarbejder på deltid og forskeren selv på fuldtid i atten måneder, de skal bearbejde materiale indsamlet gennem tolv år fra enogtredive afdelinger verden over. Der ligger en masse interessant viden gemt i dette kolossale materiale, som ingen hidtil har orket at gennemgå. Al respekt for det. Men klart underbudgetteret, halvanden stilling i halvandet år, de når kun lige at tage hul på det. Men hvem vil betale? Arbejdet med at finde sponsorer tager en større og større del af forskernes tid, og jeg har kun påtaget mig at hjælpe, fordi jeg muligvis kan pege på personer med flere fingre på pulsen end mig, og med meget bedre fornemmelse for hvor man finder ledig og samarbejdsvillig kapital. Frugtbare konstellationer, som man også ser det personificeret hos overlæger med aktier i medicinalindustrien. Fagets og forretningens symbiose, hvor interesserne går hånd i hånd, disse overlægers protegéer er altid sikret en god behandling fra farmakologiens forskningsfonde. Det spiller ikke nogen stor rolle inden for vores speciale, derfor kan man næsten være hellig og sige, at vi ikke er i lommen på industrien. Det er løgn, vi er fuldstændig omsluttet af den.
Kun en meget lille del af budgetterne handler om apparatur, tekniske hjælpemidler og forbrugsgods. På det område er ansøgerne beskedne i deres krav. De er indforstået med at låne afdelingernes udstyr, og lægge egne computere og programmer til. En større del af budgetterne er bestemt for undersøgelser på andre afdelinger, primært hos radiologerne, der normalt sidder på alt hvad sygehusene ejer af billeddiagnostisk udstyr. Når der skal bruges MR-scanninger og PET-scanninger, må der forhandles om apparattid og budgetteres med personaletid på røntgenafdelingerne. Drømmen er en dag at kunne disponere over egne diagnostiske faciliteter på et fælles center for neurologien, neurokirurgien og den kliniske neurofysiologi. Den drøm tilhører i bedste fald fremtiden, og den ser ud til at blive fjernere.
Den største post på alle forskningsbudgetterne er timeforbrug. Dels til frikøb af forskernes egen arbejdstid, så de kan tage orlov et par måneder fra afdelingen for at hellige sig deres forskning. Dels for at købe en smule sekretariatsbistand til skrivning og håndtering af det skriftlige materiale, der kan blive omfattende.
Ak ja. Ind imellem forskningsansøgningerne skal der ses på et indlæg til den internationale neurologkongres i Spanien i næste måned. Man kan på forhånd frygte belejringen fra tidligere bekendte fra tilsvarende kongresser, kvindelige altså. Og tidligere, i den grad. Det begynder at knibe med de unges blik for den modne charme. De gamle gimper, de skal nok være der, derfor hellere holde sikkerhedsafstand til badestrande, swimmingpools, restauranter, barer og indkøbsstrøg. Nå, tilbage til teksten. Her kommer udkastet til debatindlægget.
Kan man udvikle specialer i en sygehusstruktur, hvor administratorerne kun er optaget af økonomien? Kan man udvikle forskningen i en sygehusstruktur, hvor sygehusejerne kun er optaget af tilbud og efterspørgsel, kontrollerbare ydelser og sammenligneligt serviceniveau?
Det er spørgsmålet. Vi kan sige, at når alle gør hvad de er bedst til, så skulle der være chancer for et godt samarbejde. Jeg er optaget af at udvikle specialet, og blev i sin tid lokket hertil af udsigterne til at kunne etablere et tværfagligt center om nervesystemets sygdomme og deres behandling. Det skulle nok kunne lade sig gøre, også at udvikle en virkelig velkvalificeret neurologisk enhed, der kan være med i det internationale samarbejde om at bære specialet fremad. Intet naturstridigt i det, der er set kvalificerede enheder på mere øde steder end dette. Hvad skal der til for at sætte sådan en udvikling i gang, og få den til at lykkes? De rigtige personer, selvfølgelig.
Den gamle amtsrådsformand havde visioner, men blev desværre ikke genvalgt, som bekendt forsvandt sygehusudvalgsformanden også, og forvaltningschefen flyttede. Forudså han strukturreformen? Flygtede han? Han kan have haft sine grunde. Som at indse at der nok ikke kunne blive plads til ham efter en reform. I løbet af ganske få måneder savnede vi alle de personer der havde båret idéerne, energien og initiativet, alle dem vi kunne stole på. Afdelingen havde forlængst opbygget de bedst tænkelige faglige kvalifikationer, men så sig pludselig efterladt i et politisk og administrativt tomrum, uden fast grund under fødderne, uden opbakning hos beslutningstagerne. Hvad skete. Selvfølgelig trak centerplanerne ud, udsigterne var ikke længere de mest stimulerende, afdelingen måtte fortsætte sin faglige enegang.
Hvis faglige miljøer skal grundlægges, udvikles og blomstre, skal de rigtige personer samles om sagen. Det er fantastisk, det føles som en leg, så længe det går opad. Men på et tidspunkt opstår krisen. Som den gør i enhver tilværelse og ethvert samvær. Krisen lurer på udviklingens højdepunkt, lige på det følsomme punkt, hvor pionerfasen afløses af vedligeholdelsesfasen. Pionerer er jo ikke vedligeholdere. Når krisen kommer, hænger det sammen med dette skift fra udvikling til vedligehold, pionererne bliver overflødige, de skilles fra, de bliver skuffede og frustrerede ved at se deres anstrengelsers dyrebare frugter overtaget af anden- og tredjerangs epigoner, som løber med al hæder og udbytte. Når der ikke længere skal bruges frontløbere og fornyere, har pionererne ikke andet valg end at finde et nyt sted hvor der er noget at udvikle.
Er det ikke lidt vanvittigt? Skal vi se vores bedste kræfter og største talenter misbrugt på den måde, bare for at være banebrydere for de magelige og tilbagelænede, der indretter deres indsats på at høste andres frugter?
Vi ved godt hvad de samvittighedsløse kynikere svarer på det spørgsmål. De siger, at sådan er vilkårene, sådan er menneskets natur, den kloge narrer den mindre kloge. Og de citerer eventyr, fortællinger og anekdoter fra flere århundreder, selv de hellige skrifter. Skal det være vores morale: Bliv aldrig pioner, lad de andre stå? Nej, nej! Pionerer, bliv ved!
I har to muligheder: I kan flytte til nye felter der skal opdyrkes, men den manøvre kan man som enkeltperson ikke gentage ret mange gange i sit faglige virke. Den anden mulighed: I kan blive ved med at udvikle på jeres felt, nu I er så godt i gang.
Ingen skal bilde mig ind, at noget felt inden for specialet når loftet indenfor jeres levetid, der er altid plads til udvikling, der er altid plads til folk med energi, det bliver stadig mere og mere spændende. Men ingen kan holde til at være alene i en ørken af uvidenhed, ligegyldigt hvor dybt man går i dybden og hvor højt man går i højden. Derfor det faglige miljø. Det er af miljøet det hele udspringer. Vi skal have forklaringen parat til vores fantasiløse beslutningstagere hos de bevilgende myndigheder. De vil nemlig sige:
Hvorfor skal vi have noget, som de ikke har hos naboen? Vi svarer: Helt i orden, vi etablerer det hos naboen i stedet for, deres patienters behov er fuldt så legitime som vores. Det er selvfølgelig noget vrøvl, for alt hvad vi laver, gavner alle uanset nabolag. Men når det nu er det eneste sprog de forstår.
Nu vi snakker kriser, så forekommer de ikke kun i overgangen fra pioner- til vedligeholdelsesfasen. Der kan til enhver tid komme kriser af andre grunde. For eksempel når der udskiftes nøglepersoner. Her kommer det ikke kun an på det faglige miljøs kvalitet, også på dets størrelse. Så længe det er for lille, er det meget sårbart for udskiftninger. Det bedste for en afdeling er, at dens faglighed hviler bredt på flere personer, så den bedre kan tåle afgange og ansættelser. Men der er også en grænse opad. Når det faglige miljø bliver for stort, vokser den indre modstand, og samarbejde erstattes af konkurrence. Det er de to kritiske størrelser, den nedre og den øvre grænse. Mellem de to grænser ligger det faglige miljøs optimale muligheder for at spire, vokse, blomstre og sætte frugt.
Vi ligger under den nedre grænse. Vi er sårbare og afhængige, vi kan udpege fem personer, der er helt uerstattelige som forholdene er, og jeg er ubeskeden nok til at tælle mig med blandt de fem. De er ikke alle læger. Vi kompenserer for vores lille størrelse med et godt samarbejde. Vi har et stærkt sammenhold på afdelingen, det går gennem alle faggrupper, vel nok med sygeplejerskerne som bindemidlet der holder det hele sammen. Vi tager næring af en særlig mentalitet der findes her ude og ikke i de store byer, det må vi nok erkende, men det er en fordel, det kompenserer for alle de andre geografiske uligheder. Samarbejde, kvalifikationer, ansvarlighed, vi kan ikke få det bedre. Derfor har vi heller ikke problemer med rekrutteringen, for den slags rygtes. Af og til bliver vi rost for god ledelse. Det må jeg som afdelingsleder stille mig tvivlende over for, jeg ser ikke nogen ledelse, jeg ser kun samarbejde. Alle kender hinandens opgaver, alle ved hvem der kan hvad, alle ved hvem der skal tage stilling til hvilke spørgsmål, der er ikke så meget at være i tvivl om. Ledelse, det er et fænomen der først navngives når det savnes, noget de finder på til brug for afdelinger der er blevet for store.
Annemette
som har lyttet ved døren
– Hvad lavede du i fredags sammen med Susanne? spørger Annemette efter morgenkonferencen.
– Hun ville have mig til at stille op til jubilæumsrevyen. Hun er med til at planlægge en revy til sygehusets hundredeårsdag.
– Det lyder rigtig hyggeligt, siger Annemette. – Men så er den plads måske optaget?
– Slet ikke. For det første har jeg ikke sagt ja, det har jeg heller ikke planer om, for det andet er der vistnok brug for flere. Tænker du på en rolle? eller kan du lave tekster? Der er stadig plads til mange idéer.
– Jeg taler ikke om den plads, dit fjols. Jeg taler om Susannes plads.
– Jeg er ikke rigtig med…
– Nu skal du ikke være dum! Jeg hørte jer jo! Jeg kom forbi på gangen, der var ikke noget at tage fejl af. Og jeg skal sige dig noget: Jeg er meget bedre til at beherske mig! Jeg er næsten lydløs! Men vi kan godt finde et påskud. Jeg foreslår at vi holder et lille udvalgsmøde. Eller at vi planlægger den tværfaglige konference til Athen til efteråret. Jeg er god til at få rabat på flybilletter, hoteller og sådan noget.
– Og frække aftaler?
– Jeps. Hvis jeg er med i dem.
Mit kenderblik – hvis jeg kan kalde det sådan – strejfer Annemettes sjove spinkle skikkelse med strutrøven og de glade bevægelser. Jeg kommer altid i godt humør ved bare at se på hende. Derfor møder hun tit mit smil, sikkert også andres, sådan er livets goder så ulige fordelt. Visse uligheder må anerkendes. Hun er ansat som reservelæge på medicinsk, og var straks fra ansættelsen travlt optaget med at søge andre steder hen. Om hun vil holde sig til basisuddannelsen eller gå ind i et speciale, det har hun ikke besluttet.
Annemette tager næsten fast ophold på mit vagtværelse. Hvis man kan kalde de korte besøg for ophold. Jeg tænker på, at der bør være en chance for at hverve hende for neurologien.
Kan man egentlig tillade sig det, at hverve. Ikke uden associationer til religiøse sekter og andet misbrug, der vikler ofrene uhjælpeligt ind i afhængighed. Fornemmelsen af at lokke en anden person med sin egen overbevisning, den klæbrige fornemmelse af at være jæger, fælde og lokkemad i ét. Sådan noget får mig til at vaske hænder hvert øjeblik. Det får mig også til at ringe Annemette op og advare hende mod overgrebene fra min side. Hvilket hun absolut ikke forstår, hun tolker det som om jeg har fortrudt at indlade mig med hende, og nu prøver at komme fri på en hensynsfuld måde.
Hvorfor skulle jeg dog det. Annemette, den mest selvstændige og fritstående pige man kan forestille sig. Lige bortset fra Britt. Hvad de to har fælles, er det samme fravær af navlestrenge til den omgivende verden. At være til stede her og nu, helt og holdent, uden kuffert, nøgler, ur og kalender, makeup og alkymi, ingen historie, ingen planer, ingen andre livliner end den mellem sig selv og dette dyrebare øjeblik, det kan de, det er deres speciale. Og sådan skal det blive ved. Det må ikke ødelægges ved at styre Annemettes valg mellem uendeligt mange fremtidsmuligheder. Hun har jo mange flere muligheder end man kan fantasere sig til, og selvom jeg skulle irritere hende med alle mine anbefalinger og advarsler, behøver jeg ikke bekymre mig, for de preller af, hun er stadig fritstående, hun skal nok selv træffe et spontant og sikkert valg, den dag det skulle blive nødvendigt.
Annemette rejser sig pludselig fordi hun skal ud og tisse.
– Toilettet er ved enden af gangen, siger jeg. – Jeg beklager, der er ikke toiletter på disse elendige vagtværelser. Jeg har heller ikke brug for noget badeværelse. Jeg har aldrig liggende gæster.
– Årh, hvad kalder du så mig? Har jeg ikke ligget her tit nok?
– Netop. Sådan en som dig har ikke krav på samme komfort som gæster.
Hun giver mig et tjat i nakken, pakker en natkjole ud af sin rygsæk, trækker den over sig, går ud og kommer lidt efter tilbage nøgen under natkjolen, og vil ikke gå. Det bliver til to gange mere.
Værelse med
og uden håndvask
Der er kun kort tid tilbage inden hundredårsfesten og den jubilæumsrevy, Susanne har planlagt. Jeg møder hende på gangen.
– Nu vil jeg snart se din rapport! siger jeg, – skudsmålene om medicinsk afdeling.
– Hvorfor det? Du kan vel vente til du ser revyen?
– Jeg vil gerne vide, om jeg skal blive chokeret eller beroliget.
– Okay. Nu kan du heller ikke nå at afsløre så meget. Men er du alligevel ikke som et lille barn, kan ikke vente til juleaften?
Samme aften banker hun på, lægger sig i min seng, og viser mig nogle af de skjulte sider om medicinen og psykiatrien.
– Er det kun noget af det? spørger jeg.
– Ja. Jeg måtte censurere det værste fra.
Jeg læser.
“Den medicinske specialafdeling hæver sig ikke over almen praksis. Overlægen spankulerer rundt med hænderne på ryggen hvilket han kalder ‘management by wandering around’. Ude i byen kaldes han ‘portøren med guldfyldepennen’. En skændsel for portørerne, de bør ikke finde sig i sådan en sammenligning.”
“Psykiatrien: En katastrofe. Fra min praksis bliver der ikke visiteret nogen til den psykiatriske afdeling. Jeg visiterer til nabosygehuset eller udenamts, patienter og pårørende køres lige forbi afdelingens indgangsdør midt i dens åbningstid.”
“Almen medicin: Det er pinligt, det er ukvalificeret, overlægen kom i sin tid med på afbud, der er ingen faglige kvalifikationer, og afdelingen bliver ikke søgt af de unge under uddannelse. De reservelæger der kommer, er ringere end gennemsnittet, men bedre end overlægen.”
“Medicinsk afdeling? Den bruger vi ikke. Vi har næsten alle sammen haft en del af vores praksisuddannelse på den afdeling. Det var spild af tid, der var så godt som ingen uddannelse.”
Ja, det er triste meldinger. Men endnu mere trist, at vi ved det hele i forvejen.
Jeg lægger mig hos hende. Og spekulerer på, om det skal være prisen for de hemmelige sider. Og grunden til at hun stadig tilbageholder nogle flere.
– Jeg skal tisse! siger hun.
– Igen?
Jeg kommer i tanker om, at hun ikke har været ude endnu. Ikke hende. Hun overhører det.
– Det var heldigt at jeg ikke gjorde det i sengen. Det kan jeg godt finde på når der er gang i den.
– Så må du jo der ud. Tag den på, natkjolen, så du ikke fryser.
– Jeg har ikke nogen natkjole. Jeg skal ikke der ud. Jeg bliver afsløret, jeg bliver til grin. Jeg gør mig selv til grin.
– Gør man sig til grin ved at besøge mig?
– Pas bare på at det ikke er dig der bliver til grin! Alle kan jo se mig.
Hun giver mig et ubeslutsomt dask med bagsiden af hånden med smilehullerne.
– Det er en skam, at du ikke bare kan bruge håndvasken. Sådan noget bør man kunne i nødsituationer.
– Det tænkte jeg nok. Alle andre kommer ud på toilettet en gang imellem, det gør du aldrig.
– Hvordan kan du vide det?
– Jeg lægger mærke til små ting.
Hun springer ud af sengen, trækker en stol hen foran håndvasken, står op på den og sætter sig på håndvasken. Sluserne åbnes som var det Niagara.
– Du pisser som en hest!
– Tak.
Der lyder et brag, hun falder med håndvasken halvvejs til gulvet, skriger men springer væk i tide, og på gulvet breder sig en sø fra det brækkede afløbsrør. Jeg er på ulykkesstedet i en fart, og konstaterer at bæringerne er trukket ud af væggen, afløbsrøret knækket, de tynde kobberrør til koldt og varmt vand kun bøjet, så håndvasken hænger i dem, uskadt.
Jeg spørger om der skete noget, tager ømt om hende og inspicerer med øjnene håndvasken.
– Ja. Nu gør jeg dig rigtigt til grin!
– Nu skal du høre hvad der sker. Et: Jeg anmelder skaden til Teknisk Afdeling. To: Ejvind spørger hvordan det kunne gå til, i hans hoved står der kun damebesøg, intet kan få ham fra den idé. Tre: Ejvind blinker med det ene øje og spørger: “Hvem var hun?” Fire: Jeg siger at det var et tæskehold der vil banke mig, fordi jeg har anmeldt et værtshusslagsmål. Fem: Den tygger han lidt på, men kun hvis han kan bruge historien en anden gang. Seks: Så spørger han: Var det Gurli? Du ved, den nye oversygeplejerske på F. Sådan tænker Ejvind, derfor er håndvaskene monteret så dårligt.
– Syv: Du siger at det var mig!
– Det kunne jeg aldrig finde på. Så meget til grin vil jeg heller ikke blive.
– Så så, jeg kunne let blive stødt.
– Blev du det? Bagpå måske? Håndvasken holdt, men hvordan har bagdelen det? Jeg bøjer mig ned for at undersøge tilskadekomsten.
– Aha, bevismateriale! Der kommer et blåt mærke lige her hen over venstre balle, dekorativt! Det kan ikke skjules med sminke. Du pisser som en hest, nu er du også blevet sparket af en hest.
– Skidt med det! det er et sted som tøjet dækker.
– Det kommer vist an på hvem du er sammen med.
Hun langer igen ud efter mig, jeg undviger, fanger armen, holder hende fast, og drejer hende rundt. Gør et halvhjertet forsøg, men det lykkes uden problemer, og vi ligger et øjeblik og ser hinanden i øjnene.
– Igen? Du er nok i humør i dag?
– Noget må vi jo finde på. Vi kan ikke komme på toilettet, så vil alt være afsløret, vi kan ikke bruge håndvasken. Mine journaler er på afdelingen, du har heller ikke taget dine sager med, vi har kun hinanden.
Jeg sætter tempoet op og lægger kræfter i.
– Pas på sengen, stønner hun. – Den larmer. Den braser snart…
– Hold mund og følg med, siger jeg.
Efter en lur vågner vi ved at der er travlhed og stemmer på gangen. Der er ikke andet at gøre end at sætte en ny pose i affaldsspanden og tisse i den. Det gør hun, klæder sig på, lytter ved døren, venter til et roligt øjeblik og sniger sig lynhurtigt hen mod trappen og forsvinder. Med sin pose, som en flink hundelufter i parken. Jeg tager min kittel på og går roligt mod afdelingen, hvor man kan komme i bad, mens jeg overvejer en sandsynlig forklaring til at underholde Ejvind med.