Julianas og Victors børn
De andre. Dem der har betydet og betyder noget for dig. Dem som du har betydet noget for og måske stadig gør det. Der var også Anna, en mor, og Bernard, en slags far, men det er længe siden. På dette sted Luc. Tomt uden Luc på hans egne enemærker, i hans elskede og fredfyldte eremit-idyl. Nej, her kan aldrig blive tomt. I øjeblikket vrimlende fyldt med lyslevende børn fra morgen til aften. Fyldt op med minder fra barndommen. To huse havde de måttet bygge til for at alle kunne være der, og vejen havde de måttet forbedre. Ingen tvivl om, at Luc havde fulgt med i og accepteret forandringerne, han havde beredvilligt betalt sin part. Men ingen havde hørt ham kommentere dem med et ord. Luc lyttede høfligt men snakkede konsekvent om noget andet. Han lod beslutninger blive taget, lod ændringer ske og stillede midler til rådighed, så kunne man ikke forlange mere af ham, og han forstod at undgå bemærkninger og stillingtagen ved hver eneste gang at have et vigtigere emne parat. Han accepterede kendsgerningerne. Som modydelse accepterede hans nye familie at han ikke ville kommentere hvadsomhelst verbalt. Trods de store forandringer i Lucs tid og årene efter gennemtrænger Lucs nærvær stadig hver plet og hver krog.
Hvordan vil det gå, fremover? Når man ikke har Isabellas evner til at færdes lige selvfølgeligt i fremtiden som i fortiden, og snakke lige så meget med afdøde som med nulevende, må det blive med nogen usikkerhed. Men selv Isabella, det har hun indrømmet, opererede også med en vis fejlmargen. Vi kan forvente, og bør forvente, at tilstandene omkring os vil falde til ro. At de vil falde helt til ro, som noget der kunne kaldes fred, er der vel ingen der længere regner med. Men de daglige kamphandlinger bag horisonten og tættere på, de massive ødelæggelser og sporene efter dem, det må gerne engang blive fortid. Undtagen sporene, selvfølgelig, dem der ikke kan slettes. Byer kan genopbygges og vil blive det, veje og forsyningslinjer vil blive repareret. Men ikke de mentale og sociale ødelæggelser, de vil forfølge dette og andre samfund i generationer. Krigsofre i bred forstand, der ikke kan resocialiseres. De vil savne lovløsheden, som var deres virkelighed, den verden de lærte at fungere i og udfolde sig i. De vil samles i broderskaber, danne bander og konfrontere det omkringliggende samfund, som de krigstraumatiserede altid har gjort. De vil gå enkeltvis, efter alle midler til egen vinding på fællesskabets bekostning. De vil indgå i strukturer sat sammen af kollektivt og individuelt kriminelle, og gå i symbiotisk forbund med indehavere af de formelle magtmonopoler, som for eksempel ordensmagten og de militære styrker, på samme måde som det altid har været.
Men Isabella. Langt ude bag horisonten sidder Isabella og styrer verden som med fjernbetjening. Hun kommer ofte på besøg, indtil videre medbringende bagage i form af legemlig tilstedeværelse, senere formentlig uden, og har lige så ofte nogle af de herboende inklusive børnebørnene med på seende svæveture til begivenhedernes centre verden over. Navnlig Cecilie og Clemens holder af det og benytter sig meget af det. Isabella bliver meget gammel. I sagens natur bliver det svært at afgøre hvornår hun dør, for hendes særlige kontaktform følger hendes kontaktpersoner, og for personer som Isabella er det mindre afgørende hvilken verden de residerer i. Men på et tidspunkt vil der tilflyde Maria en stor testamentarisk donation, idet hun som eneste efterkommer i Bernard-Johannes linjen får del i arven efter Isabella, jævnsides med eller måske forud for hendes børn i Sydeuropa. Det ved kun Isabella.
Maria. En determineret kvinde. Mørkelagt fortid men lys nutid og fremtid. Det kan stadig undre at hun, med sin baggrund formet af katastrofer og voldshandlinger, i den grad ønsker denne tilværelse. En anden form for krisehåndtering end den, Johannes tidligere var involveret i. En anden reaktion end den hos de krigstraumatiserede samfundsfjender. Maria selv er ikke i tvivl. Hun virker forudbestemt for den selvvalgte opgave, og den for hende. Enkle men store mål, som består i at se børn trives, udvikles, lykkes. På disse punkter kompromisløs. På alle andre områder fordringsløs. Den eneste monogame kvinde, Johannes i hele sin livstid har kendt personligt. Bortset fra Nadia, hvis forhold til Johannes nok var monogamt, men til hans store sorg forblev en drøm. Maria lykkelig i sit forhold til Benjamin, lykkelig sammen med børnene. Får ikke selv biologiske arvinger men en pengearv, der sætter hende i stand til at omgive sig med lige så mange børn hun kan rumme. I de svære tider under krigen og da de levede under jorden, tog både Luc, Benjamin, Johannes og Maria sig af skolegangen i deres egen nødskole, nu drager alle børnene hver morgen afsted til forskellige skoler, uddannelsessteder og arbejdspladser. Maria arver penge efter Isabella, køber sig ind på to etager i et slot tilhørende Johannes’ gamle veninde Jane, og indretter det til hjemløse børn. Jane siger, at det såmænd ikke skal koste noget, på betingelse af at hun selv følger med, og på den måde bliver slottet til en filial af Lucs landsted. Maria engagerer hjemløse folk til at finde hjemløse børn og bringe dem til slottet, og ansætter lærere af alle mulige slags til at undervise dem. Stephanie er hendes højre hånd på landstedet og Jane institutionschef på slottet, men Maria selv er bestyrelsesforkvinde for det hele og døgnvagt og tager personligt imod alle nye forkomne og forskræmte børn. Maria vil gerne opkalde institutionen efter Isabella, men Isabella henvender sig i en drøm og foreslår at hendes mors og fars navne bliver brugt i stedet. Maria kalder derfor institutionen “Julianas og Victors børn”, ikke noget med fond, minde eller sådan noget. Men institutionens to afdelinger får lov til at hedde henholdsvis Luc og Isabella.
Benjamin. Benjamin kom med uanede kræfter som han holdt helt nede på jorden og på det nære, han helligede sig Maria og børnene, han legede med dem, holdt skole for dem, kørte dem og kører dem stadig rundt til alle aktiviteter og til videre skolegang, udvider boligen ved egenhændigt at bygge til på Lucs jorder i tre omgange, holder får og geder, tager småjobs for at tjene ind til livets ophold, holder foredrag om naturens balancer og menneskets sameksistens med naturen i balance, om ny ressourcebesparende byggeskik på glemte traditioner, om opvarmning og energiudvinding på vedvarende principper, og når det er påkrævet tager han sig kærligt og ansvarligt af de gamle, først Luc og nu Johannes.
Nicola. Nicola, den smukke, den ejendommelige. Familiens indiskutable storesøster, havde som sådan lært at tage ansvar for sig selv og sine mange søskende, måske lidt for tidligt. Hun bliver ved med at være storesøster, virker som faglig og organisatorisk leder af en ny organisation der tager sig af udsatte børn efter Marias forbillede, med et personale der i hende ser en at støtte sig til i vanskelige situationer, ikke som en mor men som en jævnbyrdig, en storesøster.
Andrea. Spøgte med at hun var blevet fundet i en bunke møg og vokset op i en bunke møg. Kom en dag hjem med en ungersvend hun havde fundet i byen, og var lykkelig. Det lykkedes hende at holde ham skjult i flere dage på sit værelse, men de omkringstående kunne ikke undgå at bemærke lyset der udgik fra hende og syntes at blive overført til alt hvad hun rørte ved. Der nedkaldtes ikke nogen straf over hende, men da hun endelig vovede at trække ham frem fra sit skjul, skæmtede man med at der nu var sket forening med yderligere en bunke møg. Af møg er du kommet. Han blev dog vasket, hvorved han blev til en slags prins, og Andrea drog bort med ham ligesom i eventyrerne til et drømmeslot i et fjernt kongerige eller tilsvarende. Her bidrager hun energisk til efterkommernes mangfoldiggørelse, men har aldrig glemt sine rødder og bliver ved med at komme som flittig gæst.
Cecilie. Vidste som lille ikke alt det gode hun skulle gøre, følte med børn og dyr der led. Sart sjæl som barn, yndede at sidde på skød hos Luc, holdt derefter i lange perioder sammen med Isabella, lærte hos hende at se gennem tid, rum og forhindringer, blev god til at gennemskue onde hensigter og bliver derfor en fremstående kompromisløs forhandler for en række idealistiske bevægelser i deres kampe mod allestedsnærværende undertrykkelse og tyranni udadtil, og i deres lige så besværlige kampe for at afdække magthavernes skjulte bjergsomhed og korruption indadtil. Gifter sig med Clemens, der ellers var som en bror for hende, og er den gode samvittighed i hans politiske virke. De får børn og et smukt og kærlighedsfuldt liv.
Stephanie. Flokkens store humorist, som uafladeligt kom med bemærkninger der blev husket, citeret og grinet over. Som sådan kraftigt medvirkende til den egenartede kultur, der var familiens, og som den værner om. Hun var og er den bedste til at kommunikere ordløst med sin mor, og der er mellem dem en solidaritet, ikke blot af typen mor-barn, men trods aldersforskellen også som solidariteten mellem søstre eller veninder, og de bliver ved med at være hinandens nærmeste fortrolige. Stephanie har med sikkert blik udvalgt en livsledsager, der ligner Benjamin på alle hans egenskaber, og som kan gå ind i alle Benjamins funktioner, endda uden at føle sig påtvunget en bestemt rolle, for alle roller passer som skræddersyet til ham. Stephanie er utilbøjelig til at flytte hjemmefra og glider med sin mand ind i Marias stab af lærere og hjælpere på Janes slot.
Vincent. Adskiller sig fra hovedparten af sine søskende ved en betydelig mørkere hudfarve, bortset fra Samuel der også er mørk, men ikke så mørk som Vincent. Om sommeren når de var solbrændte, holdt han gerne sin arm hen til dem og vandt alle sammenligninger. Sluttede sig tidligt til Johannes og Benjamin, for de kunne ligesom Luc fortælle ham mere om mekanik end Maria og Nicola. Er dygtigere end Benjamin til at reparere møbler, redskaber, låse, installationer og andet der havde med mekanik at gøre, og er familiens specialist i elektronik og informationsteknologi. Han interesserer sig for de tekniske videnskaber, hvilket har ført ham gennem forskellige uddannelser til lærerstillinger på tekniske skoler.
Samuel. Samuel legede hele tiden som lille. Helt alene, sammen med Maria, sammen med de andre børn, små lydløse hyggelege. Senere fik han lyd ind i legene og opfandt mange måder at lave lyd på, uden at hans mor opdagede det. Luc opdagede det og sagde til Johannes, at den dreng skulle lære at spille, der var store musikalske anlæg. Luc sagde, at det skulle være på violin, den skulle han begynde på med det samme hvis det skulle blive til noget, og så ville den blive ved med at honorere hans forventninger og udfordre hans evner lige så langt han kunne udvikle dem. Samuel fik en lille violin, derefter flere og større, fik stadig bedre lærere, er ikke længere til at standse og er gået ind i et liv med musik. Samuel bliver voksen, og fremdrager af hukommelsen de mærkeligste erindringer, som han ikke synes har nogen forståelig sammenhæng med hans nutidige tilværelse, og han kan huske mange ting som han med sikkerhed aldrig har været med til, men kan omsætte i musik.
Clemens. Led stærke kvaler i hele sin barndom, hvor han var stærkt tiltrukket af sin fem år yngre søster Cecilie. Blev i pubertetsalderen med ét udfriet af kvalerne, da Maria opdagede dem og fortalte, at Cecilie ikke var hans biologiske men kun sammenbragte søster. Hvad han egentlig godt var klar over, men alligevel havde opfattet som en forhindring. Forvandlede sig herefter til en glødende men hensynsfuld tilbeder, og måtte vente endnu fem år før Cecilie gengældte hans følelser, selvom hun forlængst havde gennemskuet dem med metoder der mindede om Isabellas. Er lykkelig sammen med Cecilie, støtter sig til hendes stærke moral og sikre dømmekraft, da han som den eneste af børnene påbegynder en politisk karriere. Den fører til et arbejdsomt liv men giver ham ikke nogen topposter, funderet på samvittigheden som han er.
Laurens. Mangler højre arm og blev god til fodbold, hvor han kun havde halvt så mange uheld med hånd på bolden som de andre, men var ked af at han ikke kunne blive violinist ligesom Samuel, for han elsker musik. Spiller dog trompet, horn og tuba, og en lille smule klaver med venstre hånd. Som stor dreng nysgerrig og besluttede sig for at vide så meget som muligt, tog praktiske og teoretiske uddannelser, og fortsætter som voksen traditionerne fra Bernard og Johannes og går siden ind i det veletablerede internationale organisationsarbejde for at bevare livsbetingelserne, balancerne og freden.
Trompeten
For ubegribeligt mange år siden, et stort antal omend kun tocifret, gik en lille dreng hen ad vejen og ville over på den anden side, men blev standset ved et voldsomt ryk i armen. En lille dreng ved navn Johannes, som gik i egne tanker og, hvis han ikke blev forhindret af arme tilhørende en voksen ved navn Bernard, ville være kørt ned af en forbipasserende bil i høj fart. Denne dreng var allerede en gang tidligere af oprakte arme blevet forhindret i at slå sig ihjel ved et fald fra et højt tårn. Og denne dreng var allerede dengang begyndt at spekulere over om den virkelighed, der blev gjort mulig ved disse armes indgriben, virkelig kunne være den eneste mulige. Ligesom et sporskifte, en vej der forgrener sig, behøver et valg af den ene af mulighederne jo ikke udelukke den anden. Måske repræsenterer sådan et valg, eller sådan et par armes indgriben, bare en fraspaltning af en alternativ virkelighed, der ikke behøver være mindre virkelig bare fordi man forhindres i at følge den. Denne dreng kunne godt regne ud, at ophobningen af sådanne fraspaltede virkeligheder ville gøre virkelighedsbegrebet både uoverskueligt og kaotisk. Men der gik alligevel vældig lang tid, i betragtning af den lille drengs tidshorisont, inden han langsomt opgav forestillingen om alle disse parallelle virkeligheder. Flere oplevelser gennem tiden havde vist ham, at der måtte eksistere om ikke forskellige virkeligheder, så i hvert fald forskellige virkelighedsopfattelser mellem forskellige mennesker. Senere kom han ud for at blive sat over for et valg mellem to virkeligheder, af hvilke han ikke ville opgive den ene, selvom han mellem alle andre mennesker var blevet efterladt ensom uden nogen at dele den med. Denne, hans umistelige virkelighed, som han lærte at beskytte og bevare som en hemmelighed fordi den var hans alene, skulle ingen tage fra ham. Senere igen lærte han gennem en slægtning, en kusine i hvert fald på papiret, ved navn Isabella, at sådan en privat virkelighed både var mulig og tilladt, og hun havde endda ved flere lejligheder hjulpet ham med at komme i kontakt med den. I den virkelighed var Johannes sammen med Nadia. Alle mulige konventionelle forestillinger om en slags fortsat tilstedeværelse efter livets ophør sagde, at i den tilstand kunne man genforenes med andre sjæle, der var kommet i samme tilstand. Sådan nogle forestillinger gav Johannes ikke meget for, han mente at de højst kunne bruges som trøst for uvidende i deres angst, og han følte sig hverken uvidende om tilværelsen eller angst for det uafvendelige, og havde ikke længere behov for at beskytte sin velbevarede virkelighed mod nogen af delene. Men tanken om at gense Nadia ville han ikke slippe, om det så skulle være i hans egen forestilling eller i konventionens, eller i endnu ukendte virkeligheder.
Tænk at man kan tænke sådan om noget der endnu ikke er sket. Er det ønsketænkning? Jeg tænker frem, jeg ønsker frem, men erindrer baglæns. Jeg erindrer, altså tænker jeg. Jeg mindes. Jeg husker, altså er jeg. Eller altså var jeg? Alt forekommer fortidigt. Nuet og nutiden har mistet sin betydning og min interesse. Er det sådan man forbereder sig til døden? At gennemløbe en livsbane, fra fødslen har man været vænnet til at se fremad, det er det du skal styre efter, lad det skete være glemt. Eller lær af det skete, men kun for at blive bedre til at styre fremover. Fremtiden er formålet, nuet er midlet, fortiden er noget der er tilbagelagt. Er det sådan det er? Måske. Men denne jagt mister sin drivkraft, når man bliver ældre. Når man står på toppen af livet har man et glimrende overblik. Bagud. Opdager perspektiver, forbindelser og sammenhænge, som man var blind for da man stod midt i det. At nå toppen af livet er som at nærme sig en bjergtop. Men baglæns. Skridt for skridt åbner der sig nye storslåede indblik, det forgangne bliver forståeligt, krystalklart. Der, tilbage, ligger det fortidige, som rummer alt værdifuldt. Hvor smukt, hvor rigt. Det fremtidige foregår derimod bag ryggen på en. Det kan være uforklarligt, det kan være utænkeligt, det kan rumme noget smukt men behøver det ikke, for det er uinteressant i sammenligning med det storslåede tilbageblik. Det eneste jeg kræver af min baglæns blindmarch ind i fremtiden er, at den fører mig højere op til et endnu bedre klarsyn. Det har den gjort efterhånden en del år. Hver eneste erfaring skubber mig op på et højere trin, hver eneste tanke til en dybere erkendelse. Måske har alt dette varet i væsentlig længere tid end jeg indrømmer det, i så fald knap så erkendt. Nuet, tænker jeg så. Dette nu viser sig alligevel at være interessant nok, det adskiller sig fra alt jeg tidligere har oplevet. Det må være afslutningen. Jeg bliver presset på langs igennem en snæver kanal, med hovedet forrest. Var det sådan at blive født? Jeg ved, at i dette øjeblik skal jeg ikke fødes men dø. Hvem havde gættet på, at de to yderpunkter i denne tilværelse, fødsel og død, kunne være så symmetriske. Tager de også horoskoper af dødstidspunktet? Det lader da til at være lige så interessant som fødselstidspunktet. Jeg skal dø og bevæger mig derfor igennem en slags omvendt fødselskanal, fordi jeg ikke kender noget navn på de processer der leder til døden, heller ikke på de oplevelser, der følger med processerne. Jeg har ikke hørt om dem før, der er noget der tyder på at det er den type af hemmeligheder man tager med sig i graven. Er det et lys, jeg kan se fremme? Mærkeligt, hvis døden indledes ved at livsytringerne og sanserne forlader én lidt efter lidt, en ad gangen, så må den sidste sans, når der kun er én tilbage, være nysgerrigheden. Jeg husker flere der døde af nysgerrighed, og endnu flere der døde af mangel på samme. Men her er nysgerrigheden alene tilbage, der er tilsyneladende hverken åndedræt eller puls, syn eller hørelse. I hvert fald ikke den slags sanser, som er bestemt for den ydre verden. Ser jeg død ud udefra? Jeg bevæger mig igennem en kanal med hovedet forrest, og i en retning, der fornemmes som gående lodret opad. Kanalen har hidtil været snæver som en fødselskanal, men nu udvider den sig. Jeg udvider mig også. Samtidig med at kanalen bliver bredere, bliver jeg det også. Mit hoved bliver bredere, min krop kortere og tykkere. Stadig udvider kanalen sig, samtidig bliver bevægelsen fremad langsommere, men udvidelsen på tværs bliver hurtigere, jeg er snart bredere end jeg er høj, fra at have været vertikal bliver jeg horisontal, egentlig føler jeg mig mere som en skive, nu er jeg omsider kommet helt ud gennem kanalens trompetformede munding for at blive en efterhånden ultratynd skive, derefter en hinde eller en film, der stadig udstrækkes og derfor lidt efter lidt bliver adskilt i partikler, der opblandes med partiklerne fra de andre oprindelige skiver, for tilsammen at blive til et ur-ocean, hvor al individualitet er ophævet, opblandet, opløst, det ville allerede nu være meningsløst at sige: Jeg er en partikel, eller: Jeg er et antal partikler, der engang var forbundne i et system, der kunne kaldes mig – næ, det giver mere mening at sige: Jeg – eller efterhånden mere eksakt vi – svæver som en tilsammen uomgængelig, symbiotisk urkraft, vi er plasmaet, det råstof livet består af, vi kan lade dele af denne urkraft strø ud over planeter og kloder, kontinenter og oceaner, for at igangsætte nye eksperimenter, først med punktformige individuelle dannelser, så med mere spatiøse sociale dannelser, i to, tre eller flere dimensioner, alt dette bruger vi for at kontrollere og kalibrere vores egen iboende universelle urkraft, kald os blot Gud, og velkommen, hvert eneste nyligt ankommet individ vi ser dukke frem fra de trompetformede tragtmundinger, indtil nu var du blot en vildfaren, en adskilt enhed, men vi skal tage os godt af dig, det vil ske ved den fuldstændige opblanding af dig med alle andre tidligere individer, så du bedst muligt bidrager til det over-menneskelige og det over-individuelle, og det gør du ved for stedse at afsværge og give afkald på din tidligere tilfældige, private identitet – er du parat til det? det kan være svært for personer, det ved vi godt, det er derfor det kan være svært for personer at dø, men hvis du er klar over rigdommen i den kommende tilstand af universel væren, ikke til at skelne fra ikke-væren, er du ikke et øjeblik i tvivl om at det vil være let at dø, og at det kan være en fordel, men ikke blot dette, det vil også være smukt.
– Nadia – er du her?
– Vi er her alle! Vi kan ikke isolere enkeltpersoner. Ånd forefindes ikke i partikelform, ånd kan ikke opløses og fortyndes ud som stoffer i homøopatiske blandingsforhold. Ånd kan forenes. Du er en regndråbe der har mødt sit ocean. Vi kom her alle som stille regn. Giv slip og bliv et med din Gud. Forbered dig til den evige ekstase, smelt sammen med det universelle alt, opgiv din identitet, opgiv din person, den skal du skal ofre på livets evigheds alter, kald det bare det evige liv, bliv en del af universet og vær med i totalitetens sus. Giv slip – giv slip – ja, det er rigtigt, her er tidligere umistelige, her er tidligere venner og fjender, her er helte og hyklere, og der kommer flere, for de der lever er jo ikke kommet endnu – ja, det er rigtigt, her er muslimer og jøder, buddhister, taoister, hinduister, ateister, ludere, lommetyve, jehovaer og sidste dages hellige, de gir alle smag til samme suppe – ja, det er rigtigt, her er hunde og katte, lopper og lus, myg og elefanter, her er træer, græsser, bakterier og skimmelsvampe. Hvad der er liv er liv. Og det skal bruges. Johannes hører ikke længere efter men kysser Nadias galaktiske smil over det hele på én gang fra den ene ende til den anden i hele dets udstrækning, hvilket lader sig gøre som følge af hans kosmiske tilstand, i hvilken han tager hende ved hånden og lader sig føre med ud af eksistensen.