Analyse
Det med sammenstyrtningen, det må være den egentlige grund til at fortælle denne historie. I de lange tider der gik forud var der jo ikke noget at fortælle om. Vi gik rundt ligesom de unge mennesker stadig går rundt nu, det var mig og mine jævnaldrende, forvirrede og frustrerede, uden at se nogen mening med det hele. Bortset fra piger og sex altså. Jeg ved ikke om de forrige generationers fantasi kunne række til at indse det der nu er sket. Som at forstå, at der samtidig med vores verden findes en anden verden hvor vrangen er vendt ud, og at vi snart får adgang til den. For den ligger lige i nærheden. Kan det tænkes, at vi kan leve i to modsatte verdener, hvor retten er vendt indad på den ene og vrangen vendt udad på den anden? Ligesom dengang jeg drømte om en verden inde i stenen, hvor jeg havde en ven jeg ikke kunne nå? Nå ja, hvis jeg havde den slags fantasier, har andre vel haft noget tilsvarende af en anden slags, og så har vores forgængere sikkert også haft deres. Men så brasede gangene sammen, det skete for nylig, og vi fik adgang til den nye verden, som måske ikke er særlig ny, men meget gammel. Med alle vores fantasier lagt frem til åben beskuelse. Og til sammenligning. Og til revision af vores opfattelse. Myter der afkræftes, punkteres, eksploderes. Og tabuer. Finder vi nogle ældgamle tabuer, som man engang tog alvorligt? Mon vi også selv går rundt med vores egne tabuer, som vi heller ikke bør tage alvorligt? Det er en sjov tanke, og man tvinges hele tiden til at tænke forfra igen. Jeg forstår godt at det måtte holdes hemmeligt, i begyndelsen. Nedstyrtningsfare, skrev de på skiltene. Adgang strengt forbudt. Kun nogle få udvalgte pionerer blev sendt ind for at undersøge farer og afspærre usikre områder. Lidt senere nogle flere, for at afstive de nedstyrtningstruede lofter og fjerne nedstyrtningsmateriale, i store mængder vistnok. Men vi var endnu flere der blev nysgerrige. Jeg blev stærkt optaget af det, og valgte arkæologi som studieretning. Bare for at være med i undersøgelserne. Nu glæder jeg mig til at lære om fortidens indbildninger, misforståelser og tabuer, og om nutidens. Først vil jeg lære om dem, så vil jeg dokumentere dem, så vil jeg aflive dem. Nej det vil jeg ikke, jeg må ikke gå efter et bestemt resultat. Jeg vil dokumentere dem, så afliver de sig selv.
Jeg er på besøg hos mor. Vi er begge glade. Jeg skal påbegynde mit nye studium. Mor driller mig med alt det jeg ikke kan, som sædvanlig uden at det betyder noget, det er hendes facon. Men det generer mig ikke, for hun tror på mig, det ved jeg godt. Når hun driller mig på den måde er det for at vise at hun ikke forventer at jeg skal præstere noget, men håber at det bliver sjovt og spændende for mig.
Studiet begynder med historie. Meget af vores historiske forskning går ud på at undersøge alt det vi ikke ved noget om, udbedre manglerne, lukke hullerne, som vi godt ved der er mange af. Tidsskalaen må vi lære forfra hvis vi skal sætte tilstande og begivenheder i forhold til hinanden, for her inde i hulerne og gangene har det aldrig givet mening at måle tiden. Begreber som dag og nat, sommer og vinter som man brugte før i tiden, betyder ikke noget for os. I løbet af den nyere historie opgav man at måle tiden, tidsbegrebet selv blev opgivet og snart efter ophævet. Da man senere fik lyst til at tale om hvordan verden så ud tilbage i tiden, savnede man holdepunkter. I den store skala kan man begribe sådan noget som generationer, fødsel og død, i den lille skala har vi puls og åndedræt, sove og vågne. Der er også noget med hvornår man får tænder og hvornår man taber dem igen. Hvornår man så småt bliver voksen og kønsmoden. Drengene får skæg og pigerne deres bryster og menstruationer, nogle af dem deres svangerskaber, det er rytmer man kan forholde sig til. Andre påstod noget om en anden slags rytmer, noget som hverken havde teoretisk eller empirisk belæg, og som man derfor ikke kunne forholde sig til. Det var i historisk tid. Forhistorisk tid vidste vi absolut intet om, før de sammenstyrtede gangpartier gav adgang til utrolige fund. De hemmeligholdes stadig, indtil man finder ud af hvad man skal mene om dem. Der er dem der gerne vil holde det skjult, de mener at det kan forstyrre vores mentalitet og vores tænkemåde. Hvorfor må man ikke forstyrre vores mentlitet? Fordi, siger de, efter uhyrlige afsavn måtte vi anerkende netop den mentalitet som vores eneste chance for at overleve. Men nysgerrigheden vandt over betænkelighederne, de blev imødegået af argumenterne for at undersøge fundene omhyggeligt, for at lære af dem, for om muligt at udtrække nyttig viden. Om den forhistoriske tid, som hidtil har været mørkelagt. Og som vi nødig ser gentaget. Vi ville vide det! Nysgerrigheden er en stærk drivkraft, umulig at dæmme op for, jeg må nok tilstå at være ramt af den selv. I let, middelsvær eller svær grad? Nysgerrigheden vandt! Men ikke kun min alene. Vi ved godt, at vores opfattelse af verden er begrænset. Vores nichetilværelse i en overlevelseslomme levner ikke mange muligheder for udsyn og orientering. Dybt i bjergmasserne kunne vi overleve, men ikke orientere os om verden udenfor. Mange felter indenfor viden og videnskab forsvandt. Sikkert også meget mere som vi ikke kender til. Egentlig kan man ikke vide noget om det, når nu selv den viden, denne viden om en tidligere viden som gik tabt, selv gik tabt. Men nu har vi fået adgang til efterladenskaber fra det der kunne være en svunden civilisation, og der er en fornemmelse af, at disse steder og genstande blev bevaret af samme grund som gjorde det muligt for vores forgængere at overleve. Det var de helt unikke betingelser, der skånede både os og de nye fund, som blev holdt skjult indtil bjerget selv åbnede for dem! Kun steder som dette her kunne bevare tingene og os selv. Denne lokalitet og disse bjergmassiver. Nåja, hvad der egentlig skete ved vi stadig ikke noget om. Katastroferne er kun teorier. Det samme er idéerne om at vi skulle være de eneste.
Jeg er glad for historiestudiet, det var rigtig godt at blive optaget. Det bliver spændende når der åbnes for udgravningerne, ikke mindst for de arkiver, som vi håber er der, for de blev sporet da man prøvede at krydse nogle forskellige kilder. Vi ved stadig ikke om det passer, men hvis nu de er der – og hvis jeg bliver en af de heldige der kommer til at arbejde med dem – så har jeg set det hele i min drøm, og så må jeg lægge mærke til om noget af det passer. Hagen har jeg forresten mødt igen, og han har ikke taget skade af noget fald.
At læse om gamle dage var altid min store interesse så længe jeg kan huske. Læse om, høre om, se billeder fra gamle dage, hvor de havde helt andre levevilkår, og helt andre kulturer. Nu skal jeg gøre det til mit fag. Jeg sidder ved et møde indkaldt for det hold, der starter på historiestudiet nu. Det er meningen at vi skal høre på en introduktion. Det der er spændende for mig, det er om jeg kan lære noget nyt. Introduktionen giver nok bare en gentagelse af en hel masse som jeg ved i forvejen. En nyhed her vil være en overraskelse for mig. Sjovt nok, jeg vidste ikke noget om Sastro og rådene, men historie og fortællinger fra fortiden har jeg altid kunnet huske.
Mens jeg sidder og venter på overraskelser, gør de andre notater. Jeg venter mest på at høre om vores mødeleder ved lige så meget som mig, eller måske mere. Og venter utålmodigt på at komme videre til arkæologien. Det grundlæggende kursus i historie er kun det nødvendige første trin.
Myterne
– Der går myter om, at der for mange mange generationer siden levede mennesker over stort set hele kloden, og at de levede i ufattelige koncentrationer på flere millioner.
Sådan begynder hun, studievejlederen.
– Og så var der endda ikke ret langt til de næste ophobninger med måske endnu flere millioner. Det var den tids mennesker vant til. De havde ifølge myterne bygget fantastiske bygningsværker og byer, og nogle af disse byer var hundreder af generationer gamle. Man mener også, at der blev frembragt skønne kunstværker dengang, og spillet skønne lyde kaldet musik, og at både kunsten og musikken havde lige så gamle traditioner som byerne og bygningsværkerne. Arkæologien har gode metoder, og vi håber at finde billeder og optegnelser, måske tekster og spilleopskrifter, billed- og lydoptagelser i datidens teknologier, eller bare stumper af dem, det kunne være interessant, det ville være en enorm hjælp til at rekonstruere vores viden så godt vi kan. Nu venter vi på at komme ind i de forbudte områder, som arkæologerne får adgang til i takt med at de bliver frigivet. Det er spændende hvor meget der er bevaret, naturligvis. Derfor har vi allermest lyst til at lede efter de skjulte skatte, det vil sige arkiver og depoter gemt godt af vejen, dybtest inde i minegange i de mest stabile klippeformationer! Forudsat at den tids arkivansvarlige var fremsynede nok til at anbringe dem så sikkert som muligt, men det var de, hvis de tænkte ligesom os. For så er det, at vi kommer til myterne om store katastrofer, der afsluttede det hele. Selve katastrofens eller katastrofernes art og årsag var der ikke enighed om, kun om omfanget. At det har været voldsomt, og at det havde været verdensomfattende. Den teori ser ikke ud til at passe ret godt til de klassiske myter. Og alligevel. Myter har det med at tilpasse sig, der er ikke én myte som ikke kan laves om, og det vil også ske, når man får lidt flere resultater fra de arkæologiske udgravninger.
Der er selvfølgelig en mistanke om at de forhistoriske mennesker slet ikke var i stand til at håndtere de allervigtigste ting, det var noget med hvordan man skulle organisere og styre sådan nogle mægtige samfundsorganismer, som efter sigende var næsten umulige at styre. Og der går myter om at det mislykkedes for dem, og om at det skulle være grunden til at det hele gik galt i et vældigt kaos, sådan at menneskene måtte starte forfra, helt fra begyndelsen. Dem der var tilbage, altså. Men vi ved det ikke. Alt det håber vi de nye muligheder kan opklare.
Alle generationer voksede op i ruinerne af de forrige generationers fejltagelser. Hvor længe bliver de næste generationer ved med at finde sig i det? Der er kilder der viser, at på et vist tidspunkt, i forhistorisk tid, forsvandt troen på argumentets magt. Tilliden til sandhed var væk. Løgn var lige så godt som sandhed, lettere at huske, og sandheden kunne være ubehagelig. Det har aldrig behaget nogen at vide at de ødelægger fremtiden for andre. At de har forhindret en udvikling til det bedre. Eller er det måske netop det der er problemet? At de aldrig skænkede andre, fremtiden, udviklingen, civilisationen, en tanke? Det er emnet for studiet af de mentaliteter, der styrede de forhistoriske samfund.
– Til at begynde med havde man tænkt på om der kunne være andre overlevende end os, andre samfund som dette, som levede spredt og isoleret ligesom os, og at det bare var et spørgsmål om tid inden man fik kontakt med dem. Men som tiden gik indstillede man sig på, at vores egen civilisation nok var den eneste. Den tanke fik støtte i et enkelt ræsonnement, nemlig at der i de første mange generationer, hvor man skulle lære at leve tæt sammen under jorden, kun ville være en chance for grupper der kunne tilpasse livsformen på samme måde som hos os. Hvilket egentlig var den sværeste opgave.
Ligesom kun de fysisk og psykisk bedst tilpassede individer kunne overleve, kunne også kun de bedst tilpassede samfund overleve, og det var samfund, hvor der herskede indre fred og højtudviklede sociale omgangsformer. I samfund, hvor der herskede konkurrence, kappestrid og primitiv egennytte, ville den enkelte pr. definition være i strid med alle andre. Hvilket ville gøre det umuligt for sådan et samfund nogensinde at klare sig under de vanskelige forhold. Naturligvis var det teoretisk muligt at støde på andre samfund, der i så fald havde gjort samme erfaring og indrettet sig omtrent som vores, men chancen var forsvindende. Og det er der vi står nu, med en ukendt mængde af viden som er lige til at gå i gang med, med helt nye muligheder for at opklare en mængde hidtil uløste spørgsmål. Er det ikke heldigt for os, at det bliver netop os, der får lov til at gå i gang med den opgave? Kurserne, som vi har sat sammen, indeholder metoder og teknikker til at registrere og tyde de fund vi støder på. Vi kommer sikkert til at justere dem undervejs, efter som overblikket bliver bedre. Men allerførst, samtidig med den historiske gennemgang, som måske ikke er nyt stof for alle jer, vil vi få nogle af de arkæologiske eksperter til at demonstrere de metoder som vi skal arbejde efter, i de arkæologiske felter. Allervigtigst er, at vi ikke ødelægger noget! Og at vi dokumenterer hvert eneste fund, dets beskrivelse, placering, sammenhæng med andre fund osv., og tidspunktet! Derfor må vi til brug for arbejdet indføre en slags tidsregning, bruge apparater der kan fastslå tidspunkter som skal noteres sammen med de andre registreringer. Det bliver noget af et arbejde!
Det var stort set det hun havde, hende der introducerer holdet. Der var ikke meget nyt fra mit synspunkt. Det med myterne kender vi vel alle til. Alt det hun var inde på, med at opklare forhistorien med de nye muligheder, det er lige netop hvad jeg håber at være med til.
Ja, de oplysninger vi forhåbentlig finder, og som jeg var vældig optaget af at tage forskud på i min drøm, dem venter jeg meget af. Perioden i de første generationer efter generation nul er bedre kendt. De tider blev vi også grundigt undervist om i skolen, for den lange udvikling frem til nutiden er obligatorisk pensum for alle. Den udvikling var ikke nem, den førte undervejs til mange fejltagelser, og det skulle vi lære om, for det er fantastisk vigtigt at alle kender til det, for når alle ved det, kan vi bedre undgå flere fejl. Alle ved at det der er opnået indtil nu, kun var muligt gennem trængsler, pinsler og selvopofrelse. Det var de tidligere generationers indsats for at grundlægge og udvikle vores nuværende samfundsform. Vi kan kun være taknemmelige for den bedste indretning af et menneskesamfund, verden endnu har set. Uanset nok så mange glorværdige forhistoriske samfund. Alle er klar over at det stadig er vigtigt at vedligeholde og videreudvikle vores samfundsindretning, det er en opgave der aldrig må forsømmes, for vi ved også at den er skrøbelig, og at der ikke skal ret mange svigt i vores opmærksomhed til, før det vi har opnået er i fare. Det farligste af alt: Glemslen. Alt det lærte vi om i skolen, og det lærer børnene stadig om, for ligesom alle skal uddanne sig i et fag før de kan udøve det, skal man også lære om samfundsliv, før man kan deltage i det.
Efter introduktion og præsentation af det nye hold kommer vi godt i gang. Samtidig kommer jeg i tanker om alle de myter som bliver repeteret her, men som vi også blev præsenteret for gennem hele vores skolegang. Traditionelle, fantasifulde, opfindsomme, kontroversielle, velbegrundede og grundløse myter mellem hinanden. Dem må jeg have på plads inden jeg går rigtigt i gang med mine studier, som gerne skulle hvile på faktuelle oplysninger.
Skabelsesmyter. En skabelsesmyte. Livet stammer fra bjergene. Inde i dybet, i bunden af de lange gange og skakte, bag de tunge jernporte, hvor man nu gemmer alt det som ikke må gå til grunde, der inde blev de første mennesker til. I mange generationer levede de der, uden himlens lys, uden at se sol, skyer, måne og stjerner, uden at høre stormen og regnen, uden at opleve hav, floder, bjerge, dale, sletter og skove, uden at vide noget om at der var andet til end dem selv. Og bjerget selvfølgelig, gangene inde i bjerget.
Så begyndte de at kigge udenfor, og de kunne se at der var masser af lys, og masser af plads. De så ikke at det var godt, for det var ikke noget de brød sig om, hverken lyset eller pladsen. Sådan noget havde de aldrig kendt før, de syntes det var helt forkert, men det var nok fordi de ikke var vant til det. For farligt, sagde de. Til at begynde med var de bange, de vidste ikke hvad alt det udvendige kunne bruges til, og de skyndte sig ind i de trygge huler igen. Som et lille barn der lige er blevet født, bliver forskrækket og vil tilbage igen men ikke kan, sådan kunne de alligevel ikke lade være med at kigge ud en gang til, flere gange, efterhånden så tit at de til sidst ikke kunne holde tanken ud om at blive inde i bjerget til evig tid. De gamle advarede dem, men de unge byggede udenfor, de tog klipper fra bjerget som de huggede til, og stablede dem op igen, for at danne menneskebeholdere som de kunne være inden i. Til sidst havde de bygget så mange af den slags beholdere at det var blevet til et helt nyt bjerg uden for bjerget, men deres nye bjerg var der åbninger i, så de kunne se ud på dalen, floden, de andre bjerge, høre på stormen og regnen, og tænke på skyerne, månen og stjernerne. Solskinnet, når det fejede hen over dalen og på bjergene på den anden side, og når det om aftenen lyste ind ad vinduerne til dem, så længe det gamle bjerg ikke skyggede for det.
Menneskene ville endnu længere ud, de byggede flere kunstige bjerge, det blev de ved med, og i mellemtiden blev de bedre til at være helt ude i det fri. Enten udviklede de sig, så de bedre kunne tåle luften, eller også blev luften mindre farlig for dem, hvilken af delene der er sandt er der ingen der ved. I begge tilfælde blev det til, at de kunne færdes udenfor i længere tid. De begyndte at plante dalen til med træer, buske og andre planter, og med korn og andre afgrøder. Frøene til det var opstået, lige som menneskene selv, inde de beskyttede magasiner bag de tunge stålporte. Og lige så langsomt kunne menneskene få noget andet at spise end næringssubstraterne fra deres fermenteringstanke, og de lærte at sætte pris på noget af det. Men som det kan gå når man er uforsigtig, blev det hele ødelagt igen. Og de måtte skynde sig tilbage ind i bjerget.
Ja, det var en af de mere sejlivede myter, som det kunne være godt at aflive.
Og der var flere skabelsesmyter. En anden teori gik ud på, at både frø, pollen, svampe, sporer, og menneskene selv, stammede fra de tidligste tider, men havde overlevet i hulerne i en periode, hvor det ikke var muligt at leve udenfor. Den teori virkede ret spekulativ, om den havde noget verificerbart grundlag var ikke til at vide. Noget kunne alligevel tyde på det, blandt andet at det igen var blevet lettere at være udenfor, sådan at man måske var på vej mod en mere gæstfri ydre verden. Hvilket også kunne have været tilfældet tidligere, inden man søgte ind i hulerne for at overleve. Det var den slags spørgsmål, der optog sindene så meget hos de nysgerrige blandt forskerne, og stadig optager en del af dem, så de nu har planer om at udruste ekspeditioner, der skal kortlægge omgivelserne, og om muligt finde spor efter andre civilisationer.
Åh ja, der var endnu flere myter. Også den om at i begyndelsen var der ingenting, så blev verden til, og det var en ganske forfærdelig verden. Menneskene var rædselsfulde, grådige, hensynsløse og selviske. Det kunne naturligvis ikke gå, for de slog hinanden ihjel. Så skilte en lille gruppe sig fra, det var dem der gerne ville forbedre sig, så der kunne blive fred og alle blive glade. Det gik vældig godt for den lille gruppe. I mellemtiden havde alle de grådige og hensynsløse slået hinanden ihjel, men overset den lille gruppe. Da det var overstået gik alt godt igen for den lille gruppe, bortset fra alt det de grådige og hensynsløse havde ødelagt overalt på jorden.
Det var måske en af de mere sandsynlige af myterne.
Og så teorien om mit sten-jeg, min egen genpart inde i stenen. Må den ikke gerne kalde sig en myte? Måske kan den ikke kaldes en egentlig teori, måske bedre beskrives som en leg. En drøm i vågen tilstand, en skør idé, en idée fixe som de sagde, dem der havde hørt efter i skolen, noget med en tanke der virkede helt rigtig for mig men ikke for andre. Hvis jeg skal beskrive den idé, bliver det noget i retning af: Jeg har en ven inde i stenen, en sten-Tino, som bare hedder mit navn bagfra, altså Nima. Mit rigtige navn er jo Tamino, forkortet til Tino. Så må mit andet jeg inde i stenen hedde Onimat, passende forkortet til Nima. Det er altid godt at have en at tale med, som altid hører efter og svarer, og som for en sikkerheds skyld har et navn med flere mulige stavemåder. Bare en skam at jeg aldrig kan komme ind til ham eller hende og han eller hun ikke kan komme her ud. Men nu hvor der er fundet en helt anden ukendt verden inde i stenen, kan man jo forestille sig at det simpelthen er Nimas verden vi har fundet, og at jeg kan møde Nima i den.
Vi må gerne tænke sådan nogen tanker om noget der ikke findes i virkeligheden. For børn er det en trøst at få enkle forklaringer på noget der er svært at forstå, sådan noget som livet og verden. Men for voksne skulle den slags fantasier gerne være trådt i baggrunden for virkeligheden. En virkelighed som afdækker sig i flere lag, efterhånden som vi arbejder på at forstå den. Begribe den. Fatte den. Og hvad er virkeligheden så? Vi ved allerede, at for eksempel i forhistorisk tid, da man ikke vidste ret meget, da samlede man sig om en tro, en tro på noget komplet uvirkeligt og unaturligt, som de endda påstod var mere virkeligt end den reelle virkelighed. Typisk eksempel på de mentale forstyrrelser, som vistnok var almindelige dengang. De undskyldte sig med at man selv måtte vælge sin virkelighed, de dannede trossamfund, og i de trossamfund støttede man hinanden i at styrke deres fælles virkelighed, for deres selvvalgte virkelighed var bedre end alle andres virkeligheder. Når sådan et trossamfund fik magt over menneskene blev det meget farligt, for med en fælles indbildning kunne de overføre magt fra dem der lod sig lokke, til dem der stod i spidsen for trossamfundet. De gik så vidt som at få tilhængerne til at dræbe folk der ikke troede på det som de selv troede på, eller som bare troede på noget andet. Så primitive var menneskene dengang. Nu må vi godt tro på vores egne små løgne, ligesom små børn gerne må bruge sut. Men børn skal helst lægge sutten fra sig igen på et tidspunkt. På samme måde skal vi også lægge vores løgne fra os igen, og i hvert fald ikke prøve at overføre dem til andre. Sådan at vi ikke gør skade, sådan at vi ikke bliver til grin, for det vil virke ret komisk. Derfor fortæller jeg heller ikke nogen om min sten-Nima.
– Det er forlængst blevet almindelig sund fornuft, siger vores lærer, – at den klassiske konflikt mellem tro og videnskab var en skinkonflikt. Ræsonnementet, som man allerede var fuldt bevidst om selv under religionernes seneste storhedstider, var enkelt. Det er værd at ridse op med mellemrum, mindst én gang for hvert nyt hold studerende, mindst én gang for hvert nyt projekt. For det bør alle kende, og det lyder:
1. Vi har begreberne idé og virkelighed, sandhed og beskrivelse. Bland dem aldrig sammen.
2. I idéernes verden opererer vi med sandt og falsk.
3. I studiet af virkeligheden prøver vi at beskrive den så godt som muligt.
4. Det er hele forskellen.
Kalenderen
Vi har rekonstrueret en tidsregning ud fra en kalender, en indretning der stammer fra engang hvor tid gav mening. Vistnok noget med årstider, har jeg forstået. Det har noget at gøre med jordens rotation. Efter den kalender skal nogle ting begynde og afsluttes til forskellige tider, og den unge mand, som jeg efterhånden er blevet, har påbegyndt studiet i historie på det nyoprettede “Instituttet for Studier af Prækataboliske Samfundsforhold”, og skal være med på allerførste hold. Og her skal vi bruge tidsregning og metoder til at fastslå tidspunkter. Området har interesseret mig længe, altså ikke det med tidsregningen, men på grund af den store mystik og de mange myter der omgiver det, og så den seriøse grund når jeg bliver spurgt, fordi det rummer spændende muligheder for dyb og detaljeret forskning, efterhånden som der bliver åbnet adgang til flere af de forbudte områder. Kun forsøgsvis adgang, siger de, forbeholdt forskningen. Kun en meget lille del er kortlagt, og ingen ved hvor langt de ukendte områder strækker sig. Jeg skal tilegne mig så mange kvalifikationer og blive så anerkendt, at jeg kommer i betragtning, når den egentlige udforskning skal begynde. Som et naturligt valg. Jeg vil være en af dem der skal danne sig overblik, og strukturere arbejdet med at få indsigt i fortidens efterladenskaber. Der skal nok blive sat kræfter og engagement ind i projektet fra alle sider, i et stort tværfagligt samarbejde. For alle vil synes at det er vigtigt. Og hvem bliver de første til at møde det ukendte? Arkæologerne. Alle andre i samarbejdet må pænt vente hver gang et fund rapporteres, registreres, dokumenteres, laboratorieundersøges, konserveres, beskrives, og arkiveres til videre håndtering. Det vil jeg være med til. For at opnå sådan noget nytter det ikke at mase sig på og afsløre sin interesse for tydeligt, det ved jeg godt. Det er bedre at samle viden og kunnen til opbevaring i sit indre, så jeg til enhver tid kan give kompetente svar og forslag, så jeg kan improvisere når uforudsigelige opgaver skal løses. Konkurrence findes ikke, løsningen er at gøre sig til et uomgængeligt valg, når de særlig krævende funktioner skal bemandes. Sådan tænker jeg, og når man har så stor lyst til at gå i gang med stoffet er det et spørgsmål om at komme i gang uden for mange forhindringer. Men hvorfor kan der ikke bare være flere? Der er jo masser af opgaver. Nej desværre, vi skal først uddannes, og det tager tid.
Det er nu, hvor jeg begynder på mit studium, er optaget og har fået en velkomstskrivelse. Og et arbejde. Det havde jeg i forvejen, arbejde kan man altid få, der er masser af fornuftige ting at lave, og man vælger selv. Jeg er på vej til mit arbejde. Jeg har ingen planer om at svigte arbejdet, det kan jeg sagtens videreføre sammen med studierne. Det passer mig også bedst på den måde, for de to områder supplerer hinanden godt, her kan jeg kombinere ambitioner, fornøjelser, studier og arbejde lige så meget jeg vil, og så vidt jeg kan se kan det blive ved lige så længe det skal være.
Jeg begyndte på studierne efter at det brasede sammen. Indtil det skete var alle situationer at betragte som normalsituationer. Men ikke bagefter. Måske og i så fald utilsigtet lagde jeg mærke til en lidt anspændt undertone. Det der foregik og som foregår er jo ikke altid usædvanligt, for det meste er det vel nærmest som normalsituationer nu er. Rummelige normalsituationer. Til at begynde med ved man ikke hvad anspændtheden kommer af, heller ikke med hensyn til undertonen, men lidt efter lidt, når man har afprøvet nogle mere eller mindre løse antagelser med vekslende held, toner den en smule frem. I denne proces opdager man, at ting holdes skjult, at “nogen” holder oplysninger tilbage, men man ved ikke hvem disse “nogen” er, og hvilke motiver der skulle være for at holde oplysninger tilbage. Kun at der er en fornemmelse af en beskyttende hånd, der samtidig er meget tilbageholdende og ikke ønsker at ses. Der værnes om noget, der for alt i verden ikke må mistes. Det var det der tændte min nysgerrighed. Det var derfor jeg ville se hvad der gemte sig. Anspændtheden og mistænksomheden skyldtes dog kun, at man udmærket var klar over at man ikke vidste alt, og den fortonedes i samme øjeblik sikkerhedssystemerne skiftede signal fra højeste beredskab til almindeligt beredskab, så der blev givet adgang til at forske i nogle af de afspærrede områder, dem der havde været for farlige at bevæge sig rundt i. Men det sker snart, og så er jeg parat, og jeg er på vej.
Jeg møder på arbejdet. Egentlig er det slet ikke nødvendigt at møde op, for det vi laver kan vi lige så godt gøre hjemme. Men jeg vil gerne en gang imellem møde dem jeg arbejder sammen med, sådan ser mine kolleger også på det, og derfor har vi gjort arbejdspladsen til et behageligt sted at være. For de fleste er det en selvvalgt rutine at mødes og drøfte de aktuelle begivenheder igennem, både dem der er relevante for arbejdet, dem der måske er relevante, og dem der nok aldrig bliver relevante for noget som helst. Men humøret er højt, og når emnerne er udtømt, går vi hver især, enkeltvis, parvis eller i grupper, i gang med at løse vores selvpålagte opgaver, dem der hører til afdelingens ligeledes selvpålagte arbejdsområder. For mig den bedste af alle tænkelige opgaver, måske fordi der ikke findes nogen bedre, måske fordi min fantasi ikke rækker længere. Det sidste tvivler jeg selvfølgelig på. Så snart jeg kan, er jeg på vej til arbejde, og så sent som muligt på vej tilbage til mit rum, for at gå en tur og få lidt søvn. Og nu, efter min start på instituttet, viser der sig endnu flere muligheder. Registrering og formidling af idéer, og spændende afsløringer af historiens og fortidens hemmeligheder. Jeg tænker over om der bliver tid nok til det, men husker så de mottoer, der hænger over mit bord på arbejdspladsen: “Hvad der ikke nås nu, nås senere”, og “Det der haster, er aldrig det vigtigste”.
På arbejdet er der drenge og piger, næsten lige mange af hver. Ligesom på instituttet. Nogen af dem på arbejdet skulle man nok hellere kalde mænd og kvinder. Men det forstyrrer mig ikke ret meget, for selvom flere af de yngre kvindelige kolleger er kønne, og sikkert efter tidens målestok regnes for attraktive, så har de ikke de egenskaber der virker tiltrækkende, og giver længsel. Hos mig. Det er heller ikke afgørende, jeg behøver ikke altid tænke på den slags, nu da jeg ikke engang føler mig lokket af tanken. Én gang tidligere har jeg været besat af længsel efter en pige, ikke bare en pige men en bestemt pige, på en anden arbejdsplads, en helt anderledes ligegyldig arbejdsplads. Men det lagde denne pige slet ikke mærke til, og derfor, eller trods det, snuppede en anden fyr hende lige for næsen af mig før jeg fik en chance. Og da hun igen blev ledig, var der igen en anden der var hurtigere. Det er ikke den slags erfaringer man behøver samle på. Mærkeligt med arbejdspladser. Det er ikke ligesom udenfor, hvor jeg nærmest hele tiden er besat af den slags, og hvor vi deler kærester med hinanden hele vejen rundt. Ligesom ved festerne. Her på arbejdet vil de fleste hellere have en fast at være sammen med, så de slipper for den vilde jagt hele tiden. Måske bare et spørgsmål om bekvemmelighed. Det kan også skyldes alder og erfaring, men jeg tror det er sådan man gør på arbejdet.
Det er en fornøjelse at passe et arbejde. Bortset fra at jeg må vente med pigerne til fritiden. Det er arbejdsglæden, det er følelsen af at være sammen om noget, det er at bidrage, at være med til at gøre det så godt som muligt, ja man kan vel godt sige det er at skabe noget, arbejdsglæden er skaberglæden. Vi har arbejde, vi har glæden ved dets resultater, vi har kolleger, venner og veninder, vi har et sted at bo, vi kan få noget at spise og drikke, vi bliver passet når vi er syge, og den slags. Det er fordi der er andre der fremstiller mad og drikke, behandler syge, bygger steder til at bo i. Vi laver selvfølgelig ikke det samme, vi har et højt specialiseret samfund, og det sådan at alting passer sammen. Ikke som en maskine, for det er meget smidigt, jeg synes det mere er som en levende organisme. Det er det jo også. Vi passer et arbejde fordi der er grund til det, og fordi nogen skal gøre det. Noget arbejde er interessant, noget bliver gjort fordi folk meget gerne vil være med til det, noget fordi det er sjovt. Vi kan når som helst tage uddannelser, korte og lange, og med en uddannelse er vi autoriseret til at udføre særlige opgaver og udøve særlige fag. Der findes også arbejde som er nødvendigt at gøre, men som de fleste ikke synes er behageligt. Det skal gøres alligevel, det er en pligt. Så danner man nogle hold, hvor alle skifter i en turnus med andre vekslende opgaver. Og så hjælper alle til i en periode, med obligatorisk samfundstjeneste, det kan vare i lang eller kort tid, det mest ubehagelige i kort tid, og det kan varieres efter behov. Bagefter føler man virkelig at man har gjort nytte. Især hvis det også var lidt farligt. På den måde bliver alle nødvendige funktioner udført i nødvendigt omfang. Der bliver næsten ikke lavet unødvendigt arbejde, men det kan man jo ikke altid vide på forhånd. Der bliver helst ikke lavet noget forgæves arbejde, og der bliver slet ikke lavet noget der kan modarbejde andre. Man skal samarbejde med de andre og ikke konkurrere mod dem, ingen vinder ved at spærre for andre, man vinder kun ved at hjælpes ad. Man kan også lave alt muligt andet fornuftigt end lige netop arbejde og studier, det gør næsten alle, det er noget man gør for sig selv, noget man ikke behøver aftale med nogen andre. Det bruger jeg også tid og kræfter på. Når jeg gør det på den måde, er jeg somme tider endnu gladere for det end for arbejdet. Alt det vi laver, på arbejdet og for os selv, skal være til gavn for noget. Sådan vil jeg også helst have det. Intet arbejde må være spildt, både arbejdet og tiden før og efter skal give gode oplevelser, inspiration og plads til at få idéer. Inspiration er nyttig, den er uundværlig. Derfor passer jeg både mine studier, mit arbejde og min fritid. Alle tre ting giver oplevelser og idéer. Ligesom mine kærester.
På skiltet ved indgangen til min arbejdsplads står ordene “Kontoret for Idé- og Innovations Spredning”, og arbejdet består i at modtage, samle og fordele forslag, idéer og opfindelser, der bliver bragt ind fra folk der tænker over tingene og får gode idéer. Der bliver ført registre over alle opfindelser der er gjort før i tiden, og over alle nye idéer, deres brugbarhed, erfaringerne med dem og evalueringerne af dem, samt hvilke personer og virksomheder, der arbejder og har arbejdet med de enkelte typer af opfindelser. Områderne strækker sig over alle former for tekniske videnskaber og praktiske fag, teknologi, farmakologi, medicin, biokemi, elektronik, og inden for viden og kommunikation på alle fagområder. Derfor har vi også en mængde interesserede og dygtige folk på vores arbejde, og det er ikke kedeligt at snakke med dem. For en nysgerrig og videbegærlig person som mig. Som må indrømme at jeg ikke forstår alle detaljer. På arbejdet er mine kolleger Medea, Theseus og Judith. De arbejder i et tværfagligt team uden leder, med høj energi, fordi det interesserer dem. Ligesom med de fleste der har et arbejde. Ligesom mine gamle venner. Masso arbejder for tiden i recirkulationens demonteringsafdeling. Det interesserer ham ikke særlig meget, men han kan finde ud af det, siger han. Setto underviser i en masse af det der interesserer ham, som lærer for børn og voksne, men han har prøvet meget andet og vil prøve endnu mere.
Vi er to, en kollega og mig, der har påbegyndt et projekt, og vi skal forelægge projektet sammen. Jeg ved, at han er uenig med mig og egentlig helst vil gennemføre et helt andet projekt. Han hedder Werte. Han modarbejder i det skjulte selvom man ikke må, men på overfladen skal det se ud som om han vil forbedre det, når han kommer med sine evindelige indvendinger. Jeg fortæller ham at vi står over for en beslutningsproces, den skal foregå i mindst tre trin, og når vi har fastlagt formålet og derefter aftalt det principielle grundlag, som vi gør i første trin, så er det ikke gavnligt for processen at have alle detaljer fastlagt på forhånd. Dels er det slet ikke nødvendigt, dels taber man overblikket, og ikke mindst, så opstår der en mistanke om at projektet er kørt for langt i det skjulte, hvor der er blevet tilbageholdt en indsigt, der måske ligger til grund for vores anbefalinger, men som for den der mangler denne indsigt, ikke virker troværdig som grundlag for nogen beslutning. Så vil processen kræves udsat, for at give en chance for bedre overblik, for bedre at kunne overskue mulige konsekvenser. Måske bliver projektet endda stillet i bero. Ingen ønsker at blive ført bag lyset, slet ikke dem der skal træffe beslutninger. I værste fald kan de finde på at kræve arbejdet stoppet og startet forfra på nye præmisser, med andre deltagere og nye rådgivere.
Werte smiler anstrengt. I smilet trækkes den ene side af overlæben opad, det er en tilbøjelighed han har, når hans tanker går i modsat retning af det han siger.
– Det kan du have ret i, siger han, – men ikke i dette tilfælde. Jeg har sørget for, at alt nødvendigt materiale er kommet ud på forhånd.
– Det undrer mig i nogen grad! Det er ikke en del af aftalen, skal der allerede nu tages stilling til forhold, der kan binde processen, og dreje synspunkterne i retning af én løsning frem for en anden? Slet ikke når det drejer sig om detaljerede forhold, der hører til i en langt senere fase! Meningen er, at alle muligheder skal lægges åbent frem, og alle nye idéer skal blomstre frit. Så tager vi fat på bekymringerne bagefter. Når vi har overblik over alle betænkeligheder, kan vi vurdere alle idéer med tilhørende problemer!
– Det udsendte materiale er bilag til denne vurdering, siger han. – Det må være relevant at fremlægge dem, når de foreligger. At tilbageholde dem vil virke mistænkeligt.
– Ikke når du tænker på den virkning det kan få på processen! Det vil tvært imod virke som om vi fra begyndelsen prøver at dreje den i en bestemt retning!
– Det må være påstand mod påstand.
Jeg skal forelægge først. Min opgave er at fremlægge de forskellige udkast der er opridset på nuværende tidspunkt, og så vidt muligt åbne tilhørernes fantasi for at inspirere dem til supplerende, eller helt anderledes idéer. Opponenten har den modsatte rolle. Han skal fortælle hvor forhindringerne er, men ikke allerede, ikke før de opstår. Det er meningen med processen. Så længe det er et projekt, er det også et tankeeksperiment, og det skal gennemtænkes og gennemarbejdes i alle faser og alle konsekvenser, for så vidt muligt at undgå uforudsete problemer når det realiseres. Men det skal ikke styres af alle mulige tænkte og tænkelige forhindringer. Det vil forvirre overblikket, forstyrre proportionssansen og hæmme opfindsomheden. Hvis vi først opstiller alle forhindringerne, får vi et felt hvor man umuligt kan arbejde frit. Ikke alle forhindringer behøver undgås, nogle kan overvindes. Det prøver jeg at forklare ham. Men han egner sig vist bedre som opponent end som kollega.
I en periode mens vi gik i skole var det os, der legede mest sammen, Werte og mig. Nu bruger vi en metode, vi fandt på da vi var drenge. I gangene er der ekkoer og stående bølger. Nogle frekvenser svækkes, andre forstærkes, og lydbilledet forandres fra skridt til skridt. På den måde kunne vi altid høre hvor vi var. Det var skægt, at ikke alene udseendet og lugtene kunne genkendes, det kunne resonansen også. Hvis vi ramte en overtone til gangenes egenfrekvens, blev den forstærket, og så kunne en stående bølge høres rigtig længe. Det bedste var at finde en rigtig dyb tone, lige omkring nedre høregrænse, for de dybe toner dæmpes ikke så meget som de høje af mennesker og alt det andet fyld der er i gangene. Vi fandt ud af at lave bulder og larm med store vægplader, fandt et par der passede til tonen, og så kunne vi signalere til hinanden næsten ligegyldigt hvor langt vi var væk.
Nu går forsøget ud på at udsende lyd langt under høregrænsen, og måle på den, for at finde ukendte hulrum. Og vi har bygget en lydgiver der er stor nok. Det er bare en stor svingningsgenerator, som er sat til at vibrere vægpladerne. Bevægelserne er langsomme men skal være kraftige, så vores udstyr kan opfange dem. Så sender vi lavfrekvente beskeder gennem alle gangene, og samler dem op alle mulige steder. De kan ikke høres, fordi de er så dybe, men de kan mærkes hvis man kommer tæt på de steder hvor svingningstoppene mødes. Så gangene skal helst være tomme. Det viser sig, at de eneste andre der kan lytte til vores beskeder, det er seismologerne. For de samler hele tiden lydbølger op fra jordens indre og sætter dem op i tempo for at få bedre overblik over bevægelserne. De brugte ikke lang tid på at undre sig over de nye, mystiske stemmer fra jordens indre. Da de var holdt op med at grine, kom der ikke andet ud af den historie end at vores metode blev indføjet i arkivet over opdagelser og opfindelser.
Eksperimenterne med de lavfrekvente lydsvingninger afslørede alligevel at der kunne være ukendte resonansrum et eller andet sted, eller bare utætheder. Som i et flækket rør, det kan jo ikke blæses an til en tone. Et af hullerne kunne være hulen vi legede i som drenge. Pigerne havde dengang fortalt at der også var huller ind til noget bagved i den dårligt murede væg, der lukkede hulen af i enden. De huller sugede luft, det havde pigerne opdaget da de tændte ild i stedet for en lygte der var gået i stykker. Sådan nogle små huller, smalle mellemrum mellem stenene som vi ikke lagde mærke til, de sugede hele tiden. Man kan forestille sig de huller som rester af et ventilationssystem, en skorsten, der skulle trække brugt luft ud så frisk luft kunne blæses ind et andet sted. Flere af gangene har faktisk altid haft en ubehagelig træk, men kun nogle af dem.
Det blev også besluttet at genåbne adgangsvejen til hulen. Den hule, vi fandt da vi var drenge. Ikke på grund af vores eksperiment, nærmere som led i den almindelige interesse der var opstået for hulrum. Hulen var stumpen af en afskåret minegang. Det var heller ikke pigerne der fulgte efter os der opdagede den, gangen vi ikke kunne komme ind i. Hullet vi i sin tid krøb igennem viste sig at være et aftrækshul. Det burde vi have vidst. Da man åbnede muren i hulens bagende viste det sig at gangen bagved fortsatte helt som forventet, men den var stoppet til.
Og så viste det sig at de afspærrede minegange var begravelsespladser fra fortiden. Kasematter og katakomber. Fyldt op med mumier i mange lag, næsten til loftet. En silo med lig. Heldigt nok førte trækken bort fra og ikke ind til gangsystemet. Jeg fik straks den tanke, at min ven Nima inde i stenen, som jeg havde snakket med siden jeg var dreng, kunne ligge begravet der inde mellem bunker af lig og være død. Det passede mig ikke ret godt. Mumierne var tørre og godt bevaret. Arkæologerne og patologerne fastslog deres alder til mellem tyve og fyrre generationer. Det blev kun til foreløbige undersøgelser, men nu havde man bevis på, at der var en tid hvor man ikke genanvendte alt biologisk materiale, i hvert fald ikke fra de døde. Kunne de mange dødfundne så være resultatet af en pludselig massedød, i en tid hvor der hverken var kapacitet til eller behov for at genbruge materialet?
Isa
Jeg har travlt, og det er ikke noget jeg bryder mig om. Mit privatliv er stillet på pause, det er der ikke så meget at sige til, bortset fra at jeg stadig har kontakt med min mor, men omgangskredsen består nu overvejende af dem jeg omgås på arbejdet. Få damebekendtskaber, sporadiske og kortvarige, som det er almindeligt for de fleste. Men jeg har mødt en pige, en som jeg i min ungdom var stærkt betaget af, på afstand. Det var hende der opsøgte mig, uden at vide at jeg engang var forelsket i hende. Vi har indledt et forhold, er flyttet sammen, og jeg er faktisk lidt ked af hvis hun skal finde på at forlade mig igen. Det gør hun nok ikke, for det lader til at hun trives hos mig, hun holder af mine egenskaber, siger hun, og jeg håber at hun mærker min positive opmærksomhed på en naturlig og ikke tilstræbt måde. Alt det har fået hende til at falde til ro hos mig. Hun er køn, livlig, charmerende, tiltrækkende. Min vurdering, men det er også nok for mig, der ellers kan være krævende på det punkt. Praktisk, at man ikke behøver rende ud efter andre når man får lyst. Det er normalt og accepteret at flytte ind hos hinanden for kortere perioder, så man har ubesværet adgang til hinanden hele tiden, hvem gider rende rundt og støve partnere op, når man bor med en der vil. Men hvis det varer ved, kan man godt få bemærkninger om at beslaglægge hinanden for meget og stå i vejen for andre.
Det begyndte ved en forelæggelse af projektet. Efter fremlæggelsen af de dybe egensvingninger kom hun op til mig på podiet. Hun smilede, en anelse forlegent. Hun havde fulgt vågent med, og stillede mig et par spørgsmål om svingninger, frekvens og den slags. Bortset fra at hun var vidende og virkede oprigtigt interesseret, var det hendes måde at henvende sig på der påvirkede mig mest. Der stod også andre studerende omkring, de havde også interessante bemærkninger og spørgsmål, alligevel fortrængte kontakten mellem hende og mig de andre. Som med deres henvendelser mentalt set blev stående ude ved indgangen. Da der efterhånden var færre tilbage og de fleste var gået, stod hun der stadig, ubeslutsomt ventende. Vi talte stadig om vibrationer og frekvenser. Da jeg tog mine ting for at gå, fulgte hun med. Det er normalt at gå ganske tæt sammen, og vi gik så tæt at der næsten var konstant kropskontakt. Der var ikke andre at se, og hun lagde en arm om min nakke. Det standsede min gang. Jeg mærkede hendes nærhed. Hun var ikke beregnende, bare ærlig. Jeg kunne mærke hendes hjerte slå. Jeg hørte også hendes tilbageholdte vejrtrækning, og da ansigtet kom nærmere blev jeg overvældet af varme og ømhed, og jeg kyssede hende. Det blev ikke vanskeligere af, at hun var den sødeste og kønneste på holdet. Jeg havde længe lagt mærke til hende. Jeg huskede hende jo. Den indre snurren der opstod ved hendes første smil bredte sig nu gennem hele min krop. Samme fornemmelser som i længst svundne tider, hvor jeg var meget ung og let blev forelsket. De kom igen. Vi fulgtes, og som den naturligste sag gik hun med mig hjem. Uden undren, uden at nævne tingene med ord, klædte vi os af og gik i seng. Hvor det dog virkede selvfølgeligt. Og nu er hun her.
Hvor har vi dog forsømt det længe. Jeg ved, at hun har været medforfatter på to værker, hvoraf i hvert fald det ene har fået anerkendelse på sit felt. Nu nævner hun, at hun vil hente sine ting, de står hos denne medforfatter, hun vil lægge dem her, hvis hun må det for mig. Så vil hun flytte ind, så vi kan indhente det forsømte. Jeg siger, at det er en udmærket plan, her er ikke optaget. Og hvis der var, skulle vi nok finde ud af det, overbooking i min seng og i mine arme plejer ikke at være noget problem.
Jeg spekulerer over denne form for kærlighed. Det er nemt nok at forklare tiltrækningen med hendes attraktive ydre. Men det foregår på et indre plan. Der er dele af vores væsen der behøver hinanden. Jeg er fascineret af mit studium og hun af sit, ingen tvivl om at det holder os sammen, fjerner forhindringer, gør det lettere at komme hinanden nærmere, giver dybere gensidig forståelse, og som den naturligste ting er vi snart dybt inde i et samarbejde om et nyt værk, om hypoteser og teoridannelser i samfundsvidenskaben baseret på nyopdagede arkæologiske fund, men det er kun en del af det. Det er en lykkelig tid. Arbejde, studier, kærlighed i ét. Vi taler sammen, meget, men kun når det er nødvendigt. Humoren, som præger den normale omgangstone i forsamlinger og i det offentlige rum, bruger vi kun når vi taler om det praktiske. Om det faglige taler vi nøgternt, præcist, knapt. Om hinanden og vores samvær taler vi slet ikke, det kan vores kroppe gøre uden brug af ord. Hun indrømmer, at det var vibrationerne der ramte hende med en frekvens der gik i resonans med hendes underliv, så der kom stående bølger ud af det hver gang jeg så på hende. Og de bølger måtte hun have standset på en eller anden måde, og den hun bedst kendte var at indføre et passende kontrolelement for at dæmpe spændingerne. Det kunne jeg hjælpe hende med, og nu vil hun have mig inden for rækkevidde, hun er umættelig.
Det viser sig at hun hedder Isa. Vi er ubetinget glade for hinanden, og alle vi kender er glade på vores vegne, men de griner og synes nok at vi opfører os lidt forhistorisk, ved sådan at slå os sammen som par.
Vi leder efter et andet sted at bo. Det behøver ikke være et sted der er godt beliggende, smukt eller praktisk, bare vi kan have det nogenlunde i fred, for det kan godt være svært at finde noget for sig selv i fred for andre. Boliger fordeles på den måde, at man kan vælge et godt sted og dele det med andre, eller et dårligt sted og have det for sig selv. Det samme fordelingsprincip som også gælder for arbejde, venner og kærester. En af mine bekendte er så frastødende og alligevel så påtrængende, at han tit får det som han vil have det, i fred for alle andre. Det kan være ret irriterende. Men det skal siges, at langt de fleste jeg kender er fredelige og omgængelige, de har ikke særlig meget imod at være tæt sammen, endda sammen med de mindre tiltrækkende. Denne egenskab må være en følge af avlsprogrammerne der gør os alle så omgængelige. Af samme grund møder man også kun sjældent nogen så frastødende som denne bekendte. Han skal ikke gøre sig noget håb om at blive godkendt, hverken i avls- eller opdragerrollen.
Det var Isa vi kom fra. Det er hende der gerne vil svinge sammen med mig og som prøver at finde et nyt sted til os, hun er også den bedste til det, og det er hende der tager initiativet. Jeg hjælper til for at vise at jeg er med på hendes plan, hvad jeg heller ikke vil benægte.
Isa har spurgt om jeg er godkendt til at få børn. Det er hun nemlig. Jeg må skuffe hende. Hvis hun altså er interesseret i at få børn, det kan jeg ikke rigtig få ud af hende.
Man kunne godt udvikle børn i laboratoriet, så de aldrig blev til i en livmoder. Men hvorfor skulle man det, det er besværligt, metoderne er sårbare, ikke fejlfri og ikke nær så sjove, og behovet for nye børn er ikke større end at de kan løses naturligt. Der er altid kvinder der er helt vilde med at blive gravide og føde, hvorfor skulle de ikke få lov til det. Efter ansøgning og godkendelse, naturligvis. Med mænd er det lidt på samme måde, men ikke helt. Alle må elske med hvem der har lyst, men ikke alle må formere sig. De der ikke godkendes, bliver steriliseret. Kvinder på én måde, mænd på en anden, enklere måde, der er jo en forskel. Sådan har vi sikret vores efterkommere mod mange af de uønskede egenskaber, vi som mennesker fra tidernes begyndelse slæbte med fra naturens side. Engang udvalgte man avlseksemplarer efter andre idéer, det siger historikerne, det hører til vores pensum og står i vores kompendier. Det blev vistnok gjort for at gøre krigerne stærke og voldsomme. Det var i forhistorisk tid, dengang folkene ikke kunne få nok af at kæmpe mod hinanden, og vi kan jo se hvor galt det gik. Det med vores forholdsregler er ikke noget vi normalt går og tænker over, det er bare mig, fordi jeg er historisk interesseret. Ellers ser vi det som en fornuftig og helt naturlig ting, det er slet ikke til diskussion, vi skal ikke have aggressive og voldelige typer mellem os. Forresten fandt man ud af at de forhistoriske samfund allerede havde metoder til at bevare arveanlæg, men kun for enkeltpersoner. De kunne aflevere ægceller og sædceller til nedfrysning, lade sig sterilisere, nyde livet, og implantere befrugtede æg senere. Hvis man gerne vil se sig klonet på den måde, må man være mere end almindeligt glad for sig selv. Hvis vi brugte de metoder kunne alle afgive ægceller og sædceller og blive steriliseret. Befrugtede æg fra godkendte donorer kunne så indsættes i kvinder godkendt til at blive mødre, som havde lyst. Det gør vi ikke. Vi nøjes med at sterilisere dem der ikke kan godkendes, hvorefter alle slippes løs til fælles fornøjelse, så kun de godkendte får resultat. Det er det sjoveste og det mest spændende, og det er grunden til at alle voksne elsker alle børn.
Jeg ved godt at jeg ikke kan blive far. Det er ret svært at blive godkendt. For det første må det ikke føre til indavl, det forklares på den måde, at det er bedre hvis generne kommer fra en så bred arvemasse som muligt. Hellere fra mange end fra få. For det andet skal man bestå karakterprøverne. Der var vist noget i vejen med mine, noget med at jeg var lidt for hidsig, for let at irritere. Man må ikke være sur, hidsig og slet ikke aggressiv, det må man heller ikke i det hele taget, men skal man godkendes til at få børn må man slet ikke være aggressiv. Hvis vi var aggressive, kunne vi jo umuligt leve så mange sammen så tæt. Kun de blide og omgængelige holdt ud under fortidens trange forhold i hulerne og gangene. Egentlig var det bare den naturlige udvælgelse, der blev sat lidt i system. Men jeg ved ikke om det var af hidsighed eller irritation at jeg ikke blev valgt. Ikke fordi det generer mig, jeg har bestemt ikke noget ønske om at få børn. Det kan være ligegyldigt hvem der er deres far, jeg kender mange børn, kun få af deres mødre og ingen af deres fædre, men jeg ved hvem de bor hos. Jeg kan sagtens have børn om mig, også boende hos mig, hvis jeg finder et sted at bo. Hvis vi finder et sted at bo, for det må jeg aftale med Isa. Jeg holder meget af børn, faktisk mere end af voksne. Måske blev jeg slet ikke kasseret for at være irriteret, bare for at være irriterende. Den slags kan man vokse fra, men vi kan jo heller ikke have irriterende børn. Måske var jeg bare i dårligt humør for tit, gik for meget for mig selv, snakkede for lidt med de andre, måske var kvoten bare opbrugt. Der kan være så mange grunde til at få afslag. Masso fordi han larmede og var for doven, Setto fordi han var for speciel. Det er hvad de selv siger. Jeg tror at det var fordi Masso var for dominerende og påkaldte sig for meget opmærksomhed. Sådan har han altid været, han kan ikke sige en sætning uden at slå ud med arme og ben, og det er kun ham selv der synes det er sjovt. Setto fordi han var for mistænksom. Han tror aldrig på noget som andre fortæller ham. Forresten, der er aldrig nogen fra træningslejren der får tilladelsen, det er nok derfor jeg slap. Med pigerne er det på samme måde. Lola fik afslag af samme grund som Masso. Phyllis fordi hun kun drømmer om selvsikre maskuline typer, som kan tage initiativet fra hende. Stakkels Phyllis, for dem hun drømmer om findes næsten ikke mere. Jeg ved at Coppi og Nelli blev afvist, fordi de forventede at få fordele til gengæld for noget de gjorde! Tænk engang, at man kan ønske sig fordele, noget man får som andre ikke får, det er absurd! At få modydelser i bytte for ydelser, utroligt! Alle har fået den allerstørste ydelse man kan få, den kan man ikke modregne med noget som helst, nemlig at være i live! Det er det vigtigste. Der er nogle underpunkter, som at få noget at spise når man er sulten, at blive behandlet når man er syg, få en uddannelse når man er nysgerrig, få en kæreste hvis man finder en der vil, få lov til at fortælle børn at de er dejlige, hvoraf de bliver dejlige, tilsammen at leve og få noget ud af at leve, i det hele taget få lov til at leve! Er det ikke herligt? Så kan man da ikke falde ned i nøjeregnende smålighed, misundelse og mistænksomhed, måle sig selv med de andre, alt det der ødelæger humøret mellem mennesker. Uden de faldgruber er alle glade, og det er så herligt, er det ikke derfor vi lever, er det ikke bedre end ikke at leve? Et privilegium som vi nulevende har, for vi ved godt at op gennem fortiden levede masser af mennesker under forhold hvor det kunne være bedre at være død end levende.
Masso og Setto skændes somme tider. Jeg tror ikke det er alvor, det er nok bare deres facon. Men alene det kan være nok til at blive kasseret. Jeg hørte engang Masso råbe:
– Før i tiden steriliserede man ikke en som dig! Du ville blive kastreret! Hvis du ikke blev smidt direkte i recirkulation!
– Rolig, sagde Setto. – Vi har jo kassationsrådet!
– Ja, men ved du hvem der er kommet ind i det?
– Det gjorde Fafner!
– Og han er selv steriliseret!
– Selvfølgelig. Man kan ikke have et kassationsråd af kun godkendte. Så ville det se ud som om de kun ønskede børn af sig selv! Ved du hvordan de kasserede? En jeg kender så ikke venlig nok ud. En anden jeg kendte var ubehagelig, skubbede og råbte højt. Jeg kender ham heller ikke mere!
Sådan er tonen mellem de to. Men de kan ikke undvære hinanden. De må have lagt mærke til at jeg er meget sammen med Isa, men har ikke sagt noget om det endnu.
Vi er på udkig efter et sted at bo, og går gennem alle gangene, dem vi kender og dem vi ikke kender. De hører til det fælles rum, nogle af dem kender jeg ud og ind, og de går igen i mine drømme. Steder som jeg ikke kan undslippe, heller ikke i mine drømme. De evindelige ture altid ad de samme ruter, der kender jeg dem fra. Drøm og vågen tilstand, hvor er jeg nu? Jeg kan drømme videre herfra når jeg lægger mig til at sove. Jeg er måske lige vågnet, og går den samme tur som jeg lige drømte. Uanset hvad, jeg bevæger mig rundt i gangene, de fleste af gangene, for ikke at sige dem alle, de fører forbi andre genkendelige steder, gennem porte og døre, frem til hele tiden nye og genkendelige smøger og haller, nye og genkendelige gange og rum. Nu igen sammen med Isa, vi er vistnok vågne.
Gåturene er som nye. Jeg ser farver og overflader, føler deres ruhed og glathed, mærker lugte og hører lyde. Er det sådan man ved om man drømmer eller er vågen? Mine ture har altid haft en retning, også et formål, især hvis jeg har været vågen, men samtidig med at retningen ændrer sig forandres også formålet, det glider lige så stille ud af syne med fare for at fortones. Et drømmesymptom. Så dukker det op igen, målet eller retningen, et andet sted, eller som et andet formål, og turen fortsætter lidt mere nysgerrigt mod næste forvirring.
Disse ture er en snor, som perlerne hænges op på. Perlerne er de uafhængige historier. De er forskellige, men med fællestræk. Ikke med stof som til fortællinger, højst til episoder, men med en underliggende samlende funktion, tror jeg.
Ligesom retning og formål forandrer sig, forandrer også gangene og rummene sig, deres højde, bredde, længde, struktur og topografi. Ottefodsgange, firefodspassager, tofodsdøre. Ja, vi bruger ikke metersystemet som kom fra forhistoriske opmålinger af jordkloden og som vi skal lære igen, for at kende den forhistoriske verden. Her i vores verden er fod og tommer relevante. Større afstande måles i antal skridt. En lille genoprejsning af de menneskelige måleenheder. Passende omtrentlige ligesom vores tidsregning. Gåture i middel ganghastighed, lidt lavere end pulsen, på gyngende grund, hvilket stenen nok ikke kan lastes for, og man overraskes over at det man forestiller sig ikke holder. Selv dem jeg møder på turen undrer sig over at oplevelsen ikke helt passer til deres erfaringer. Noget af det snyder, enten erindringen eller iagttagelsen. Men nu er det sammen med Isa, og vi har et formål vi ikke glemmer.
Har lugten en farve? Jeg spørger de andre om de kender det. Når man går fra det ene sted til det andet, så skifter lugten. Det er svært at beskrive det, jeg ved ikke hvad man kan sammenligne med. Så jeg siger at lugten har en farve. Jeg kan genkende alle lugte, men for at beskrive den så alle kan forstå det, må vi være enige om hvilken farve lugten passer til. På dette sted i gangen er lugten brun. Den er også rund og blød, jeg ved ikke om den er behagelig eller hvad, men den er brun. Længere henne skifter den til blåsort, og bliver kold og kantet at føle på. Det er ligemeget om der er lys på, lugtens farve forsvinder ikke bare fordi der er mørkt. Isa lugter for det meste grønt. En gang imellem varmt, så går det over til mere lyst, det kan blandes med en lille smule gult, blåt eller trist. Det er når humøret er dårligt. Det kan også skifte til gråt, det er ikke så tit, men så er hun god igen næste gang vi mødes.
Har farven en lyd? Jeg snakkede i sin tid med Masso om den slags ting, for vi kunne bygge videre på hinandens tanker. Ikke med Setto, han var alt for firkantet og påståelig, og han lugtede for det meste mørkeblåt, nærmest selvlysende. Det er nok derfor han ikke kunne skjule sig i mængden ligesom Masso, som til gengæld altid lugtede lidt af sit arbejde.
Det her sted er lavet om siden i går. Eller osse har det forandret sig af sig selv. Det ligner sikkert heller ikke sig selv næste gang vi ser det. Det orange er garanteret blevet blåt, når jeg kommer igen. Det er med ikke at lade sig forstyrre af sådan noget. Der er jo ingen der orienterer sig efter plakater og skilte. Den her lugt var der ikke i går, så nu kan jeg ikke finde hjem. Hvad betyder hjem i øvrigt.
Og så finder vi pludselig stedet. Hun har lyttet og følt efter svingninger og vibrationer, og nu mærker hun de stående bølger med resonansen i underlivet, og vil ikke videre. Der er en lille sidegang, den åbner sig til en hule, det kan være et tidligere lagerrum, men den er tom. Her vil ingen være. Men det vil Isa. Vi maler stedet rødt for at markere det så vi kan finde det igen, men hvis det skulle finde på at skifte farve ligesom de andre steder i nærheden, kan vi finde det alligevel, med Isas sans for resonanser. Så går vi for at hente madrasser og møbler, men da vi kommer tilbage er det mørkt så vi ikke kan se farver, stille så vi ikke kan høre lyde. Det generer ikke Isa, hun finder vej gennem mørket og stilheden, følger vibrationerne og finder det hurtigt, og vi indvier straks lokaliteterne. Godt at jeg er i god træningstilstand, for hun kan ikke få nok.
Isa giver mig så meget skønhed, både ydre og indre, og hun frembringer så meget visdom, men vi forsømmer andre når vi er så meget sammen. Det må vi gøre godt igen, og vi breder vores kontakter og aktiviteter ud som før. Med den nye resonansbolig som base. Jeg tænker meget over hvordan man selv kan frembringe skønhed. Uden Isa. Vi har en mængde mennesker, der bruger enestående teknik til at skabe skønhedsoplevelser. Det er illusioner, javel, men uden illusioner kan vi ikke leve livet i hulerne og gangene. Nogle af oplevelserne er hele verdener som man kan færdes i, og blive ved med at færdes i så længe man vil. Der er også oplevelser som på en eller anden måde skildrer noget der findes, og nogle af verdenerne har øverst noget der kunne minde om himmel og nederst noget der kunne minde om land eller vand. Verdener der forestiller skønne mennesker, både børn og voksne, og selvfølgelig verdener der berører kærlighed mellem mennesker og varme seksuelle emner, men ingen med ondskab, vold og drab. Nok fordi ingen ønsker det. Alle må selv bestemme hvad de vil opleve, der er ingen grænser for hvad man kan vælge, og man kan selv lave om på det man oplever, så man kan opleve det på en ny måde næste gang.
Skønhedsoplevelserne er sat sammen af synsindtryk, lydindtryk, duftindtryk og føleindtryk. Og smagsindtryk, hvis man spørger gastronomerne. Man kan selv regulere dem, mens man strømmer gennem verdener af den højeste skønhed, verdener af de stærkeste følelser, verdener af de dybeste tanker, paradokser og sandheder, og af den højeste visdom. Alle idéer og ræsonnementer som man selv bringer på bane bliver afprøvet, analyseret for argumenters bærekraft og logisk sammenhæng, hvorefter de bedste af dem bliver udbredt og stillet til rådighed for alle. Ikke sjældent bliver der givet eksempler på typiske faldgruber, fælder og snubletråde, som ubegrundede påstande, mangelfuld argumentation og logiske fejlslutninger, det giver altid anledning til en god latter, en yndet form for humor.
Det siges, at folk i forhistorisk tid meget ofte brugte den slags dårlige tænkemåder, men de vidste ikke at det var humor før de omsatte dem i praktisk handling. Hvorefter den gode latter skiftede til en dyb, fortvivlet sorg, i tanken over de umådelige ødelæggelser, disse handlinger påførte de verdener, der fulgte efter idioternes.
Selvfølgelig har Isa og jeg brugt vores selvvalgte adskillelse. Selvfølgelig kommer vi begge tilbage med nye oplevelser, og bekræfter at vi vil være sammen igen som før. Og så er hun gravid. Jeg kan se på hende at hun er glad. Det eneste vi ved om hvem der skal være far, er at det ikke kan være mig.