Jesus sad på sin måtte på Tempelpladsen. Her gav han undervisning til lærlinge, disciple, og andre der ville nyde godt af hans kundskaber. Sådan brugte man Tempelpladsen, foruden til alle de andre ting. Her var suppe, brød og vin, her var høns og geder, potter og pander, høkere og kræmmere, et marked som alle andre steder hvor der kom folk. Jesus havde tidligere prøvet at smide handelsfolkene ud, men så snart man vendte ryggen til, var de der igen. De solgte også undervisning, de kunne lære andre at læse og måske skrive, og når der ikke var kunder sad de tilbagelænet og lignede profeter, for det skaffede kunder. Der sad mange og underviste, de kaldte sig lærde og skriftkloge, og nogle af dem havde en hel lille skare omkring sig, som betalte forestillingen. Det så mere håbløst ud for de lidet agtede profeter, som holdt deres foredrag for tre fire spurve og krager og fremviste deres dokumentation for den tomme luft.
Jesus var ret populær, og der var en stor forsamling omkring ham. Det irriterede nogle af de skriftkloge og især farisæerne en del, de forbenede fundamentalister, for han havde tit sagt noget, der uden at være i egentlig strid mod deres lære, alligevel kunne så kraftig tvivl om den. Det var ikke kun irriterende, det anfægtede simpelthen deres autoritet og magtbase. Derfor benyttede de enhver lejlighed til at udfordre Jesus. Det bedste ville være hvis han kom til at forbryde sig mod Loven, for så kunne de få ham dømt. Hvad nu hvis de f.eks. kunne få ham til at afsige en forbudt dom? En dom i strid med Loven. Så ville det snart være forbi med ham og hans succes.
Man havde grebet en kvinde i utroskab. Det blev somme tider straffet med døden ved stening, især hvis farisæerne skulle dømme, for det stod i Loven. Hvis de nu kunne få Jesus til at køre frem med sit elendige kærlighedsbudskab, så man kunne tage ham i at foreslå en mildere straf. Allerbedst hvis han slet ikke ville idømme nogen straf, det ville være perfekt. Så kunne de få slæbt ham for en dommer. En rigtig dommer, streng og retfærdig og uden nåde. På fersk gerning. Dommen ville lyde på at lære falsk. Det ville være at sidestille med blasfemi, meget værre end f.eks. forræderi eller terrorisme, for Loven er den store Lov, Guds Lov, og den står uendelig højt over folkets lov, den lille lov. Og i den store Lov er der ingen paragraffer mod terrorisme, men det er der mod utroskab.
De kom slæbende med kvinden. De smed hende foran Jesus, og råbte:
– Her ser du en mær, en hore! Hun blev set ligge sammen med en anden end den hun er gift med! Ifølge Loven skal vi stene den slags kvinder! Hvad siger du?
Jesus havde ikke megen lyst til at stille sig til dommer over denne overtrædelse. Hvis han dømte efter Loven, ville han handle mod sin lære og, nok så vigtigt, imod Faderens vilje. Det vidste han jo meget godt. Hvis han dømte efter sin lære og efter Faderens vilje, ville han handle mod Loven. Begge dele kunne få fatale følger for ham selv. Kunne Faderen da ikke også snart åbenbare en ny Lov. Den nuværende var med tiden blevet lovlig skamredet og lovlig mistolket af alt for mange mennesker, og trængte til en grundig lovrevision. Der manglede i øvrigt en tilfredsstillende bevisførelse i den konkrete sag.
Jesus så sig om efter referenten. En af disse evangelister, ingen andre kunne skrive. Johannes. Hvor var han nu blevet af?
Han manglede evangelisten. Kom med noget, i det mindste en lap papir, en tavle med griffel, et eller andet, for at komme videre.
Men så var der jo jorden. I støvet kunne man gøre notater.
Jesus kunne godt skrive. Han skrev i jorden med en pind. Når man sidder og underviser under et træ, eller i skyggen bag en kaktus, er der ikke så mange steder man kan skrive når man skal undervise og der hverken er papyrus, tavler eller andet i nærheden. Hvad er det for noget vrøvl med papyrus, det er for dyrt. Og tavler, de er både dyre og upraktiske. De ting bruges til færdige tanker, til love og til hellige skrifter. Ikke til undervisning, der kan man bruge jord. Jord har man altid i nærheden. Krads overfladen op, riv den og glat den fint, det kræver nogle læredrenge, men så kan man skrive. Jesus havde lært at læse og skrive, både på aramæisk og hebraisk, og når man har lært en skrift, har man lært dem alle. På græsk var tegnene bare en smule anderledes og blev skrevet den forkerte vej, altsammen detaljer. Allerede da Jesus var tolv år gammel begyndte han at lære fra sig til andre. Lysten var stor, og behovet var stort, for der var stadig kun ganske få der kunne. Når man skulle lære nogen at læse, så brugte man de hellige skrifter. De var stort set det eneste på skrift der var til at få fat på, og de var også det bedste undervisningsmateriale man kunne forestille sig, for den eneste grund til at lære at læse, var jo at lære de hellige skrifter at kende, som gav svar på næsten alt.
På den tid var det meget almindeligt at besvare spørgsmål med modspørgsmål. Ikke bare en dårlig vane Jesus havde tillagt sig, det var faktisk den hotteste måde at tale sammen på i de mere oplyste kredse. Det blev ikke brugt så meget blandt jævne folk. De uvidende og de dårligt uddannede havde lovene og cirkulærerne, som bare skulle efterleves og ikke sådan diskuteres. Ikke mindst Loven, den skulle absolut ikke diskuteres, derfor egnede den sig godt til folk der ikke var meget for snak.
Men blandt de intellektuelle var modspørgsmål en udbredt måde at nærme sig vanskelige spørgsmål på. Også om hvordan Loven skulle forstås. Lige siden Sokrates, denne særling der havde gået rundt i Athen og lært fra sig uden at besvare et eneste spørgsmål, ved at krybe udenom alle deres fælder og stille modspørgsmål i stedet for. Metoden var rygtedes, den var blevet højeste mode, siden Platon udgav skrifter med noget af det Sokrates havde sagt.
Jesus brugte også modspørgsmål. Nu var modspørgsmål ikke uden videre sokratiske, det vidste Jesus godt, men han brugte dem gerne så elegant at de skriftkloge både tabte tråden, næse og mund. Ind imellem brugte han dem så pædagogisk udspekuleret at helt almindelige mennesker begyndte at gøre sig tanker af en slags som ellers ikke var dem forundt. Det sidste havde han stort held med, for hans disciple hørte ikke just til de mest skarpsindige, og med det i baghovedet indså han, at han lige så godt kunne satse på at få selv de mest enfoldige med i fremtidens menigheder. På grund af dem fandt han ud af princippet om de to niveauer: Alt det dagligdags skulle være lige til at forstå, men det guddommelige – det skulle ikke være til at forstå. Hvad ville der ellers blive af forskellen på Gud og mennesker? Der skulle være noget komplet ubegribeligt i religionen, noget som man var nødt til at henregne under begrebet tro.
Metoden fungerede, og den blev da også opskriften for alle religionsstiftere lige siden. Nu skal man ikke tro, at Jesus stampede det hele frem af jorden bare sådan. Han havde jo de gamle religioner at kigge på, ikke mindst sit eget folks gamle monoteistiske religion, som israelitterne næsten troede de havde monopol på, omgivet som de var af folk med flerguderi og andet hedenskab. Men Jesus følte sig nok berettiget, eller nærmest forpligtet, til at give den en ordentlig omgang produktudvikling, så den kunne eksporteres og blive til gavn for alle folk i alle lande, i stedet for bare at lade de frelste sygne hen i selvtilstrækkelighed og indavl. Tænk stort, sagde han til sig selv.
Jesus havde fået stillet spørgsmålet “Ifølge Loven skal vi stene den slags kvinder. Hvad siger du?”
Han skrev med pinden i jorden og spekulerede på svaret. Han kunne have svaret med et modspørgsmål, men så ville det ikke være nogen dom, og de ville have en dom. Han kunne også lade være med at give dem et svar, men så ville de kunne anklage ham for at han ikke kendte Loven eller nægtede at følge den. Der var næsten ikke andet at gøre end at fælde en dom. Jesus var godt klar over, at det enkleste ville være at bekræfte deres forlangende og udstede dødsdommen. Men det ville jo ikke hæve ham en hårsbredde over spørgerne. Hans respekt ville lide et grundstød, og de ville gå af med sejren. Det kunne han ikke risikere her, slet ikke lige for øjnene af disciplene.
At fælde en dom, og samtidig aflevere et modspørgsmål der kunne få dem til at trimle om som kegler i et brætspil. Det ville være en løsning ud af kniben. Et modspørgsmål klædt ud som svar. At kaste afgørelsen tilbage i deres skød. Og ansvaret. Hvad var mon deres svage punkt? Han så ikke op på dem, men skrev stadig med pinden i jorden. Hvad med at prøve den gamle logik i, at den der stiller sig til dommer for en synd han også selv har begået, rammer sig selv med sin dom.
Ja, den er god til egoister, især til fundamentalistiske egoister.
Han behøvede ikke engang se efter hvem de var. Selv ved at prøve ihærdigt kunne han ikke komme i tanker om nogen han kendte, som ikke havde haft noget udenom en gang imellem.
Og så var der det med den manglende bevisførelse. Her stod han i overhængende risiko for at begå justitsmord. Men der var ikke tid til vidneindkaldelser, afhøringer og den slags. Han måtte vove det. Alt andet var kapitulation. Det var noget af en satsning. Han satsede på sit kendskab til den menneskelige natur. Og Faderen var som sædvanlig ikke til at kontakte efter flere forgæves opkald. Nå, man måtte vel efterhånden lære at stå på egne ben.
– Når man lyncher, sagde han, – er der en der skal begynde. Uanset hvordan man ellers bærer sig ad. Alle skal se hvem det er der går foran. Den der går i spidsen skal kunne stå inde for Loven. Hvordan er det så med de andre? Kan de ikke bare sige at de lod sig rive med, det giver måske en smule strafnedsættelse? Men den der begynder skal være sikker i sin sag. Han skal i det mindste være sikker på at Loven ikke kan vendes mod ham selv, han skal kunne erklære sig fuldstændig uskyldig i den synd han eksekverer straffen for. Ellers vil der være en eller anden, på et eller andet tidspunkt, der benytter lejligheden og angiver ham. Sådan vil det fortsætte, indtil alle syndere en dag er blevet stenet og der ikke er flere tilbage. Det gør måske ikke så meget? Det er op til jer hvis I har lyst til det. Gå bare i gang, men husk: Den første skal være uskyldig! Ellers går det galt.
Evangelisten var forpustet dukket op midt under Jesus’ svar. Der var sket en misforståelse under vagtafløsningen. Evangelisterne gik i fireskiftet vagt for at give fuld døgndækning. Han havde en tavle, halede den kortåndet frem sammen med en griffel, og tog referat. “Lad den der er ren kaste den første sten.”
Folkene i kredsen kiggede rundt på hinanden. De så ud til at have svært ved at komme i gang, eller bare at udpege en til at begynde festen. For det meste overlod man alle beslutninger og alt ansvar til de ældste. Det var gammel skik for dog at vise dem en smule respekt, så kunne man bagefter se om man ville adlyde dem. Men her lod det sig ikke gøre, det med beslutninger og ansvar. Slet ikke i betragtning af de historier og pralerier, de gamle havde underholdt alle og enhver med gennem årene, ved fyraften over et krus vin. Alle havde noget på alle. Og det var ikke småting.
Så begyndte de at gå, de ældste. Måske var de kommet i tanker om et krus vin. Det blev umuligt at finde nogen til at tage ansvar. Der var en enkelt, som de andre ofte havde moret sig over fordi han var lidt langsom i det og meget godtroende. Han følte sig fuldt i stand til at dømme uden at dommen kunne ramme ham selv. Han var allerede på vej, men tog sig straks i det, for også han havde pralet ved mange selskabelige sammenkomster. Hvis han afslørede sit praleri som det skinbarlige opspind eller rent ud sagt løgn, så ville han aldrig blive taget alvorligt mere. Han gik sammen med de sidste og var den eneste der så sig tilbage over skulderen, ærgerlig over at måtte lade en oplagt chance ligge.
Da de sidste var forsvundet så Jesus op. Han og disciplene var alene tilbage med kvinden. Hun rystede stadig med ansigtet gemt i hænderne.
Hendes rysten blev til en stille hulken. Jesus lagde en hånd på hendes lår, da han sad på jorden og ikke kunne nå hendes skulder. Det var ikke en krænkende hånd men en velsignende, mente han da.
– Jamen hovsa! sagde han, – hvor blev de af?
– De opgav at dømme mig! hulkede hun. – Det må være på grund af dig. Takket være dig. Tak og lov! Du har overnaturlige evner!
– Ja ja, Gud er stor. Pyha, det var ellers tæt på. Ved du hvem de var?
– Det gør jeg da! Det gør du da også. Så du dem ikke?
– Jeg havde travlt med at tage notater, sagde Jesus og skævede med rynkede bryn efter evangelisten, der var kommet for sent.
– Pas hellere på! sagde han til kvinden, – at du ikke træder i min protokol. Du kan nok forstå at her kan du ikke blive. De kommer efter dig igen før eller siden. Se at få et nyt pas, lav om i dit cpr-nummer. Jeg kender en der lever af at give folk en ny start, og han er ret god til det. Koster ikke ret meget. Slå dig ned et andet sted. Langt væk. Og find dig så for pokker et eller andet arbejde. Udsæt dig ikke for det her igen. Det ender jo galt. Er der ellers noget, jeg kan gøre for dig?
– Dengang du lige havde givet retsbelæring og sagt hvad man skal leve op til, kunne jeg godt forstå at de ikke kunne dømme mig. Det kender jeg dem alt for godt til. Men du, ville du kunne dømme mig?
– Nu er vi vist på kollisionskurs med privatlivets fred! Men jeg dømmer dig ikke, for jeg skal ikke være dommer. Jeg fordømmer dig heller ikke, for jeg har ingen fordomme. Det er forresten en lille specialitet jeg har. Det gør en forskel på mig og de andre. Vogt dig for efterligninger, og for de falske profeter. Kend dem på fordommene!
– Tusind tak for at du reddede mit liv! Det vil jeg aldrig glemme dig for.
– Åh, det var så lidt.
Hun så skuffet ud over at han syntes hendes liv var så lidt.
– Skal jeg skaffe en krisepsykolog?
Han kiggede på disciplene uden umiddelbart at få øje på nogen.
– Tak, jeg tror jeg klarer mig, sagde kvinden, – du var da ellers meget god.
– Eller en forfriskning?
To af disciplene var allerede i fuld gang med krukker og lædersække.
– Nej, ellers tak. Hej!
– Nå. Men så gå i fred. Hej hej.
Hun smilede sødt med både ansigtet og bagdelen da hun gik fra dem. Han vidste ikke om det var specielt til ham.
Jesus kastede et blik på sine disciple. Blandt dem der hørte efter måtte der da i det mindste være et par stykker der havde fattet hvad der foregik. Og han så efter vagthavende evangelist.
– Fik du det? råbte han over skulderen.
Evangelisten nikkede og noterede. “Og til kvinden sagde han: Gå bort og synd ikke mere.”