Den lille by havde et enestående parkområde, med dejlige plæner, fyldige og duftende buskadser, bede med prydblomster, en hel lille blomstereng og træbevoksede skråninger. Gennem det hele snoede sig et netværk af stier, der nu og da åbnede sig til pladser, hist og her udstyret med legeredskaber behørigt omkranset af bænke til de snakkesalige forældre og barnepiger, og et enkelt sted også med en lille tribune beregnet til forestillinger om sommeren. Her kom nogle gange omrejsende dansetrupper forbi og gav opvisning, andre gange et hornorkester fra en naboby, og højdepunktet var det årlige sommerfestspil, hvor gode folk fra nær og fjern samledes for at opføre en operette eller en musical fjorten dage i træk i turistsæsonen.
Og så havde parken ikke at forglemme alt sit dejlige vand. Hvor man end færdedes, kunne man se en sø, en kanal, et lille rislende vandfald eller en prægtig fontæne, der tilmed blev belyst af flerfarvede projektører hen under skumringstid, hvor de mere romantisk indstillede netop foretrak parkens skiftende belysninger og stemninger. I en af søerne var der etableret en lille bådudlejning, i en anden holdt byens forening for friluftsbadning til og havde sørget for en hel lille sandstrand, og ved bredden af en tredje lå et lille traktørsted så tæt på vandet, at man ved rækværket følte sig som ved rælingen på et skib. Men alt i så beskedne dimensioner, at man på vej ud af parken syntes at træde ind i en storby, skønt byen i sig selv også var ret lille.
Egentlig var parken en del af de bevarede spor efter et mægtigt fæstningsanlæg. En gang i fortiden havde stedet haft så stor strategisk betydning, at kongemagten havde fundet det gavnligt at opføre en befæstet garnisonsby netop her i sammenløbet mellem to flodarme, hvor man kunne anlægge borgvolde og vandfyldte grave, og et system af kanaler så trafikken på floderne kunne afspærres og kontrolleres. Herfra beherskede denne kongemagt store landområder og gjorde dem uindtagelige for andre hærførende magter gennem flere århundreder. Men tiden løb fra både teknologien og samfundsstrukturen, der skete sammenlægninger og fjendtlige overtagelser, de små kongedømmers tid var for evigt forbi, og voldanlæggene gik deres uundgåelige men forskønnende forfald i møde.
Heller intet ved parkens gæster afslørede, at deres forfædre enten havde løbet hidsigt storm på denne bastion, eller heltemodigt forsvaret den, med heftige tab på begge sider. De eneste mindelser om den voldsomme fortid var en kobberplade og et prospekt over fæstningen i dens velmagtsdage, som var sat op ved indgangen. Alt, både kanaler, voldgrave, skråninger og stier, ja selv byens indbyggere der defilerede gennem anlægget, var blevet blidere, blødere, jævnt afrundede med overvejende konvekse former. En gennemført omlægning fra blodtørstig strid til kagespisende idyl.
Uden for parken, nogle hundrede meter til venstre for indgangen, midt på grønningen mellem hegnet og omfartsvejen, lå en lille pavillon, som bystyret havde en smule problemer med. Det var oprindeligt en vagtstue, hvorfra der skulle holdes vagt ved den udvendige side af den oprindelige port, og hvor der før i tiden havde fundet et utal af vagtafløsninger sted under stram honnør. Der havde været kiosk og ishus, men pavillonen lå forkert i forhold til publikumsstrømmen, og ingen handlende ønskede at drive forretning derfra. Den var velsagtens også for lille til bolig, ingen ønskede at bo et sted folk kunne gå hele vejen rundt om og kigge ind gennem de lave ruder. Bystyret havde udskrevet en konkurrence om anvendelsen, men ikke realiseret nogen af forslagene, selvom der var kommet mange og de var vidt forskellige. Derfor havde pavillonen stået ubenyttet og tom i årevis, og flere generationer af opvoksende ungdom havde leget ved at løbe rundt og rundt mens de fulgte hinanden med øjnene tværs gennem stuerne med de lave vinduer.
Betænkelighederne generede ikke Ursula. Hun fik en aftale med bystyret, betalte et depositum og tre måneders beskeden leje forud, og indrettede huset med udstilling og salg af håndarbejde, tekstiler, smykker, keramik og kunstgenstande. Fra en kreds af lokale kunstnere, sagde hun.
Nu kunne man ikke længere se tværs gennem stuerne, på grund af alt det nips og smykker der lå på hylder i alle vinduerne, og på grund af de ophængte sjaler, hatte, bluser og kapper bag dem. Men der var en lampe i det ene vindue, den var nogle gange tændt og andre gange slukket, og døren kun åben når lampen var tændt.
Efter nogen tid fik Ursula en aftale med bystyret om at der kunne opsættes et hegn ved huset. Ikke omkring det, men fra huset ind mod parken. Så var det slut med at løbe rundt og rundt, og det var egentlig et betydeligt indgreb i de forhold, alle var vant til og ingen kunne huske anderledes. Men flere i byrådet havde fundet det hensigtsmæssigt, at der på den måde blev skabt en mere naturlig sammenhæng mellem hus og parkområde, som det blev udtrykt. En enkelt betonede navnlig den bedre fordeling af parkfrontens lys- og skyggepartier, som kunne opnås, og det var et ordvalg han netop havde lånt fra Ursula selv ved en lejlighed, hvor hun beskrev egenskaberne ved et skulpturelt stykke keramik, som det pågældende bystyremedlem havde hjembragt efter et hyggeligt besøg med rigelig tid til overvejelse og beslutning. Noget kunne tyde på, at han ved den forsinkede afsked havde savnet lidt skygge at færdes i for ikke at blive genkendt, men hans snarrådighed og vagtsomme udkig forhindrede at noget gik galt.
Her kunne det være på sin plads at indskyde et par bemærkninger om byens, og ikke kun parkens, geografi og rumlige udformning.
Da byen fortsatte sin vækst selv efter fæstningens tab af betydning, måtte denne vækst i alt væsentligt foregå uden for den gamle garnisonsby, som allerede var fuldt udbygget. Foran den store port, som dog senere blev revet ned så pavillonen kom til at ligge der helt alene og lidt umotiveret, blev der anlagt et stort symmetrisk ovalt pladsanlæg med de mest prominente residenser og institutioner i front mod den gamle fæstning, og nu altså med Ursulas pavillon som det diminutive men indiskutable centrum, dog trukket høfligt en anelse til side for aksen, for ligesom ikke at ligge i vejen.
Lige midtfor lå rådhuset, flankeret af to gader der førte mod de fjernere bydele. På hver side af dette centralanlæg kom den krumme front af patricierejendomme, hvor der lå advokatkontorer afvekslende med dyre lejligheder, hvoraf enkelte blev beboet af bystyremedlemmer. Et indflydelsesrigt magtens hulspejl, og i ellipsens ene brændpunkt Ursula.
Som tiden gik blev Ursula meget vidende om, hvad der blev tænkt og gjort i mange indflydelsesrige kredse, og hun begyndte selv at stille forslag og fremsætte initiativer. Det gjorde hun navnlig over for de indflydelsesrige personers baglande, og baglandene blev begejstret for ideerne, langt mere end de indflydelsesrige personer selv, som ikke opdagede ret meget på grund af for megen indflydelse. Hun blev overordentlig populær, og en delegation af fruer til bystyremedlemmer indfandt sig i hendes beskedne forretning og fandt med besvær sammen i den centralt placerede sofa med omgivende møbler, hvor de opfordrede hende til at gå ind i bystyrets arbejde. De ville personligt skaffe stillere og de nødvendige underskrifter.
Allerede om efteråret opstillede Ursula til bystyrevalget med et nystiftet parti. Der var ikke én af hendes politiske konkurrenter der ikke havde betalt rundhåndet til hendes valgkampagne uden at vide det. Og straks efter valget benyttede hun den lokalpolitiske platform til at arbejde sig ind i centralregeringen, hvor hun også omgående blev den mest vidende, og hvor det var politisk selvmord at antyde noget som helst om hvordan hendes karriere var begyndt.
Ursula bor stadig i den lille pavillon mellem byfronten og parken.
Lidt derfra står sejrsstøtten, og en morgen vågner jeg op på toppen af den. Jeg må være klatret op om natten, da der var mørkt og jeg hverken kunne se op eller ned, så jeg ikke anede hvor langt der var hverken til jorden eller til toppen. Jeg var måske blevet træt, og for at finde hvile måtte jeg klatre helt op, for der var ingen afsats undervejs. Og der var heldigvis ikke nogen gesims, jeg skulle klatre ud over. Så det gik. Nu er jeg lige vågnet. Det er nødvendigt at ligge stille. Plateauet jeg ligger på er så smalt, at jeg falder ned, hvis jeg vender mig. Tænk hvis jeg havde gjort det i søvne. Lige under mig ser jeg lige ned i et urværk. Det er et besynderligt urværk, for i stedet for klokker er der orgelpiber. Jeg kan forresten godt huske urets hylende og pibende timeslag fra dengang det virkede for mange år siden. Man kan vel også forestille sig, at klokker giver alt for store vibrationer til den spinkle støtte, som nærmest bare er en søjle. Bygget af firkantede tilhugne sten, med fuger imellem der lige netop er gode nok til at jeg kunne bestige den. Hvorfor gjorde jeg nu det. Vanvittigt overmod efter nyligt gennemført bjergklatringskursus. Hvordan komme ned? Det er sikkert betydelig vanskeligere, for øjnene sidder jo ikke ved fødderne. Vrøvl, jeg klatrede jo også op i mørke uden at kunne se noget, så det går nok også at komme ned. Det er noget med at føle sig frem. Ved siden af mig og over mig rager nogle store vinger op. De hører til skulpturen, det er et stort ur med vinger på. Jeg kan godt huske hvordan det ser ud nedefra, det drejer sig egentlig om en temmelig høj søjle. Den står midt på promenaden, hvor der altid er mange mennesker om dagen. I ellipsens ene brændpunkt Ursula, i det andet støtten. Den er vistnok et sejrsmonument, jeg ved ikke for hvilken sejr, jeg er ikke god til historie. Busserne sætter engangsturister af her, det er dem hvis hjemtur man ikke behøver bekymre sig om, de finder forhåbentlig et asylcenter. Jeg kigger ned. Der går enkelte mennesker rundt ved søjlens fod. Ingen lader til at have bemærket mig. Nå, jeg må påbegynde nedstigningen. Havde jeg dog bare haft sådan en rem, de canadiske skovhuggere bruger når de kravler op og ned ad stammerne. Og kroge på skoene. Selvom det måske ville ridse søjlen en smule. Det har jeg ikke, jeg må klare mig uden. Denne opgave er betydelig vanskeligere end afgangsprøven på bjergklatringskurset. Men jeg er jo kommet op. Pokkers, jeg skulle aldrig have gjort det. Havde jeg drukket? Næ. Nu husker jeg. Hun havde slået op. Hvem kan helt stå inde for hvad man gør i fortvivlelse efter en ophævet forlovelse. Især når det er hende, og ikke én selv, der har slået op.
Jo, nu husker jeg det. Ved foden af støtten kan man i stille vejr høre alt hvad der bliver sagt inde hos Ursula, fordi husenes facader reflekterer al lyden som et stort hulspejl. Jeg kunne høre på stemmerne hvem hun havde besøg af og hvad de talte om. Det ligger ellers ikke til mig at være jaloux, så jeg havde nok drukket alligevel. Jeg ville spille melodramatisk selvmordskandidat, siddende på toppen af søjlen, så kunne hun stå hulkende dernede og fortryde at hun havde slået op, så kunne hun rekvirere brandvæsen og derefter helikopter, for ingen stiger er lange nok, så kunne hun få mig ned igen, og smile til mig gennem tårer og vi kunne forenes og leve lykkeligt til og med vore dages ende. Men hun så slet ikke hvor jeg var gået hen. Hun kiggede både til den ene og den anden side men ikke opad, og det ville heller ikke have nyttet noget i det mørke. Sandsynligvis havde hun bare stampet i jorden og sagt til sig selv, at så kunne det også være ligemeget, og var gået sur hjem. At jeg dog kunne glemme alt det. Under alle omstændigheder må jeg se at komme ned. Lidt nede er der en smal kant, som jeg kan stå på. Det er den egentlige top af støtten, som urskulpturen er anbragt på. Han har egentlig været ret god til det, ham som er klatret her op med uret på ryggen og har skruet det fast. Når han kunne, kan jeg vel også. Jeg kan lige nå ned på kanten med den ene fod idet jeg lader mig glide hen over urets runding bagpå. Hvad er det? Jeg kan mærke en rystelse. Uret står løst. Havde han slet ikke fået det skruet ordentlig fast, urmageren? Vingerne står også løst. De hælder lidt, jeg må være kommet til at skubbe til dem. Jeg prøver at få dem på ret køl igen. Satans. Jeg kan ikke holde dem og må slippe. Jeg ser efter dernede. Der står to personer og læner sig op ad støtten. Vingerne styrter ned og bliver mindre og mindre i dybet. De har kurs mod de to personer. De lander lige ved siden af den ene og knuses. Jeg kan ikke se hvad der er sket med personerne, men den anden løber væk og ser op. Nu kan jeg heller ikke holde selve uret. Det rokker sig, det river sig løs selvom jeg holder krampagtigt igen, og idet jeg slipper det, må jeg genvinde balancen for ikke at styrte med. Uret lander på den anden side og rammer ikke nogen. Men dets afsæt fra toppen har fået hele søjlen til at slingre, jeg oplever det ekstremt ubehageligt, da det fjerner illusionen om at stå på et sikkert fundament. Jeg har travlt med at genvinde min egen og søjlens balance.
Lidt senere høres sirener og der ses røde og blå blink. Redningsfolk henter den kvæstede ved støttens fod og kører derfra uden udrykning. Igen blå blink, nu kommer en vældig stigevogn og tager opstilling, næ, det er en teleskoplift, snart er en mandskabsplatform på vej op. Jeg spekulerer på om den mon er lang nok. Men de ved vel hvad de gør. Længden ser ud til at passe, og Manden der står på toppen af liften og dirigerer den, kommer nærmere og bliver større. Han kommer helt hen. Han har sikkerhedshjelm på, har rande unde øjnene og er ubarberet. Måske var hans vagt næsten forbi så han var tæt på at blive afløst. Han er stor. Med den ene arm tager han mig med et fast greb, jeg hænger der under hans arm som en bylt. Han får mig lempet ind over platformens rækværk. På betjeningspanelet sidder et gult skilt med “max. 400 kg eller 3 personer”. Manden gør det ud for to af de tre. Han stiller mig fra sig, men jeg falder sammen på platformen. Jeg kan hverken gå eller stå, for der er hverken muskler eller nerver i benene. Heldigt nok at jeg ikke skal kravle ned i den tilstand. Det havde jeg helt overset, man skal helst kunne regne med sine muskler og sine nerver når man skal klatre.
Mens teleskopliften bliver kortere og kortere ser jeg skråt fra siden, at støtten ikke har genvundet sin balance siden skulpturens styrt. Den slingrer stadig, det er endda som om udsvingene er blevet større. Da vi er kommet ned i dens halve højde, ser jeg støtten gå i knæ og lægge sig skråt ud til siden. Ligesom en fabriksskorsten der har fået en ladning dynamit, lægger støtten de nederste sten pænt fra sig i en række, mens den øverste del i rank stilling fortsætter sit fald udefter, indtil hele støtten ligger strakt ud på jorden, de øverste blokke afleveret med en vældig fart, der får dem til at buldre videre, så den liggende støttes længde bliver den dobbelte af den ståendes. Støttens fald har kurs direkte mod Ursula. Den øverste blok rammer hendes dør med en afmålt kraft, lige netop stor nok til at trykke den ind og selv blive liggende på dørstenen.
Nå, sådan, tænkte jeg. Sådan havde støtten tænkt sig at smide mig ind igen. Aflevere mig lige så pænt på måtten, som om det hele kunne gøres godt igen. Men hun kan tro nej. Sådan ydmyger man ikke mig. Hun har sagt op, det er ikke mig men hende der skal komme krybende. Det var det min position på støttens top var beregnet til. Til alt held sad jeg ikke der oppe mens den væltede, men på teleskopliftens mandskabsplatform, som netop nu får kontakt med jorden.
Ursula kommer ud fordi støtten bankede på hendes dør. Hun ser mig stå ud af liften, og vi er i øjenhøjde. Hun kommer nærmere, er fuld af omsorg og fortrydelse. Ingen tvivl om at hun vil tage mig til nåde igen. Men jeg afviser hende.
– Jeg gider ikke mere.
– Hvad gider du ikke mere?
– Alt det ræs. Kvinder. Jo, jeg gider godt elske. Men ikke alt det andet. Ikke det der hører til. Til helvede med det der går forud og følger efter. Snak. Kurtisere. Spille op. Make up. Lægge an på. Dramaer og jalousi. Aftaler, ud at spise, i biografen, og så måske, måske… Alt det ræs som er så allerhelvedes overflødigt. Jeg kan sagtens snakke med piger. Til hovedet af dem. Men det behøver ikke være de samme. Nogen til at snakke med, nogen til at elske med. Bare de holder kæft imens. Jeg har heller ikke nogen præstationstrang mere, og det er ikke længere sådan at alle tænder på mig som for tyve år siden. Herregud, jeg har haft min tid, andre må tage over. Et knald morgen og aften, så må de for min skyld rende sig selv resten af tiden.
– Er det så ikke lidt inkonsekvent at bestige søjler?
– Alting skal ikke være så konsekvent.
Hun tager mig med indenfor. Det er vistnok grunden til at jeg ikke bliver anholdt. Og hun får mig overbevist om, at hun lige så godt kan blive ved med at tale med andre mænd. Når de nu har sådan et stort behov for den slags, et behov som jeg ikke kender.