Mod nye eventyr
Sammen fulgtes PA og Nalle ad rundt i gaderne, med PA som fremmedfører selvom Nalle nok kendte byen lige så godt. På et torv så de en mand i færd med at pakke sin bod sammen, med varer, plakater, baldakin og telt og lægge det hele på en trækvogn. De kunne se på hans skilte at det drejede sig om en behandler, der tilbød legemlig helbredelse og åndelig lindring, eller var det nu omsorg, måske frelse, ikke til at se, da skiltene allerede var pakket ned. Altså en prædikant og kvaksalver, efter PA’s mening, en der efter opvisning på torvet får travlt med at komme videre til andre søgende og eller forvildede sjæle.
– En af den slags, sagde PA, – der på ingen tid gør tilfældige tilhørere til kunder, og bagefter får kunderne til at betale for sine medikamenter kombineret med en håndfuld frelsende åbenbaringer. Eller to.
PA så helt opløftet ud ved tanken om mulighederne. Behandleren fik straks øje på Nalles og PA’s skrammer, og mente at de to kunne være perfekte emner at demonstrere sine vidundermidler på. Han tilbød dem gratis behandling, det skulle ske efter hans egen metode som var forbudt men som virkede, sagde han, blot de ville følge med ham til den næste by, hvor publikum endnu ikke havde haft glæde af hans behandlinger. Hvis bare Nalle og PA ville rejse med, på hans regning, ville han behandle deres sår og skrammer gratis, og samtidig vise sine resultater for et stort publikum. Det fandt han var en god måde at udbrede sin epokegørende behandling på, og skaffe sig flere kunder andre steder.
De fulgte opfordringen, og med trækvognen efter sig gik de gennem gaderne til et forladt industriområde, hvor behandleren havde parkeret en stor kassevogn. Han smed trækvognen og dens last ind bagi og bød dem tage plads foran, hvorefter de kørte hurtigt ud af byen. Det hastværk gav selv Nalle en fornemmelse af det som PA havde set straks, at det rigtigt nok drejede sig om at komme væk fra de gamle kunder i en fart.
I den næste by, som de nåede efter behandlerens lidt stramme tidsplan, hjalp de ham med at opstille telt, baldakin og bod, og da der havde samlet sig nysgerrige nok til et passende publikum, foldede han en sammenklappelig briks ud på torvet, her behandlede han først PA og derefter Nalle, anbragt på briksen og gnedet ind i de forbudte salver og cremer, sådan at tilskuerne med deres egne øjne kunne se de slemme sår blive mindre og derefter forsvinde, de blå og gule mærker fortone sig, de store buler jævnes og og de skrækkelige hudafskrabninger dækkes af ny hud, mens behandleren mumlede mystiske besværgelser, som for at nedkalde højere magter eller imponere publikum. Efter PA’s og Nalles tur blev der tid til tilhørerne, eller rettere til de patienter, som tilhørerne i en fart havde skaffet frem fra alle hjørner og kroge, og som bestemt så ud til at trænge til kyndig behandling.
Hele seancen tog et par timer, og udstyret blev igen pakket og gjort klar til afrejse. PA og Nalle fulgte med, lokket af den gratis forplejning, nu også af det vellykkede behandlingsresultat. Under køreturen mærkede de deres sår springe op igen, så deres hudafskrabninger og blå mærker træde frem og bulerne rejse sig igen fuldstændig som før.
– Ja, sagde behandleren, – med hensyn til præparaternes langtidsvirkning er der nok plads til forbedring, jeg kalder det et udviklingspotentiale. Til gengæld kan behandlingen gentages lige så mange gange det skal være. Sensationslystne tilskuere findes overalt, og når de har set hvordan mine midler virker, bliver de straks købedygtige!
Det sidste mente Nalle at man passende kunne kontrollere, for eksempel ved at blive lidt længere i hver by, så man bedre kunne undersøge virkningerne, og spørge kunderne om deres oplevelse.
– Der er vist meget du ikke forstår, sagde PA, som ud over udviklingspotentialet også havde set et vist indtjeningspotentiale. – Det skal være nye kunder hver gang!
Sådan rejste behandleren og hans hjælpsomme forsøgskaniner et par måneder rundt i det meste af kontinentet. PA sagde at han følte sig som lirekassemandens abe, så måtte Nalle være hans dansebjørn.
– Han er jo bøsse! sagde PA. – Har du ikke lagt mærke til hvordan han ser på dig? Mig er han ikke interesseret i.
– Tror du det? spurgte Nalle. – Det har jeg ikke tænkt på.
– Sådan er det med bøsser! De har altid skjulte hensigter, og de hensigter er både ulækre, vamle og kriminelle!
– Det passer ikke. Man kan ikke mærke noget på ham af den slags. Han er bare venlig.
– Der kan du se! Sagde jeg ikke skjulte hensigter? De er så skjulte, at du ikke lægger mærke til noget! Du er så pisse naiv, og han er udspekuleret nok til at snyde dig – det skal der ellers ikke så meget til, dum som du er! En dum og en kynisk kriminel, der udnytter den dumme på det mest ulækre, og den dumme opdager ikke en skid, for den dumme er både blind, døv og naiv, og den kriminelle er både kynisk og udspekuleret, desuden vammel og ulækker, og den dumme er dig, og den kriminelle er ham!
– Det er ikke rigtigt. Jeg synes ikke du skal tale sådan om ham, du kender ham jo slet ikke. Det er heller ikke rimeligt at tale sådan om mig, for den sags skyld.
– Synes du jeg skal give ham en undskyldning? Ha! Og dig? Skulle jeg give ham og dig en undskyldning? Ha ha! Det er en krænkelse! Det er jer, der krænker min ytringsfrihed! Vil I forhindre mig i at sige nøjagtig hvad jeg vil? Det er jer, der skal give mig en undskyldning! I øvrigt vil jeg ikke følges med jer længere. Det er for ulækkert at være vidne til med alle de sygdomme, og han betaler for dårligt!
Her havde PA forregnet sig, han vidste ikke hvor han var og hvordan man kunne komme videre, nu havde han ikke anden mulighed end at følge behandleren. Næste dag gik de tre derfor rundt i en ny by for at rekognoscere, finde sig til rette, og finde et velegnet sted til at slå deres stade op. Det skulle være et synligt sted, og det skulle være et sted man let og hurtigt kunne slippe væk fra, som behandleren sagde. Sådan var markedspladser sædvanligvis indrettet, og sådan var også den markedsplads de fandt efter nogen søgning. Netop drejet fra en smøge ud mod pladsen stødte de på en livlig og meget hørbar forsamling. Nalle troede et øjeblik at det var et gadecirkus eller lignende, men i forsamlingens midte så man ikke andet end en enlig klovn, meget talende og med megafon. En mindre hær af beskyttere holdt hans publikum på afstand, for det bestod af en flok vrede og ophidsede mennesker. Uroen viste sig at komme af aggressive protester og voldsomme trusler fra den ophidsede hob mod den talende klovn, men han blev stående, talte uafbrudt og udslyngede beskyldninger og fornærmelser mod hoben. Hans beskyttere lignede de formelle ordenshåndhævere, som var han under beskyttelse af ordensmagten. Efter at have lyttet nogle minutter og fået det hjælpeløst oversat af en vred tilhører, forstod Nalle hvordan talerens højtråbende beskydninger mod publikum provokerede dem voldsomt, og hvordan de beskyttende styrker ophidsede dem endnu mere. De ophidsede mennesker opfordrede beskytterne til at gå hjem, så de kunne smadre idioten i fred. En talsmand for beskytterne prøvede at forklare, at det drejede sig om en anmeldt demonstration, og at der var talefrihed for alle overalt i det offentlige rum, og at det var en rettighed som blev indført dengang dette samfund hørte til blandt de mere oplyste. Man havde haft nogle forfærdelige oplevelser med visse andre samfund som åbenbart hørte til de mindre oplyste, i de samfund havde man blandt andet forhindret folk i at tale frit, hvilket havde ført til rædselsregimer, og nu hvor dette samfund igen var i færd med at forandre sig i retning mod de mindre oplyste, måtte man afstå fra at bruge de mindre oplyste samfunds metoder, hvilket netop var hvad den talende klovn søgte at tilskynde til, og det kunne man kun undgå ved at fastholde de mere oplyste samfunds metoder, som indebar forsamlings- og ytringsfrihed, selvom talerens budskaber var de diametralt modsatte.
Som han sagde, talsmanden Det var vel nogenlunde til at forstå.
Nalle var alligevel ikke helt sikker på at have forstået det rigtigt, og forhørte sig hos en ældre mand som stod i nærheden og noterede noget på en lap papir, mens han lod til at interessere sig for det der foregik. Nalle, som havde prøvet at høre efter både taleren og den vrede persons udlægning, ville gerne vide om han havde misforstået noget eller forstået det helt.
– Nu skal man ikke altid gå så meget op i hvad folk siger. For eksempel de unge derhenne, de går i flok, og de råber i flok. De mener ikke noget, de er bare angrebet af en lidelse, der kaldes at være unge sammen. så skal man jo udstøde den slags lyde, der bekræfter at man er unge sammen. Det må du kunne huske fra da du selv var ung?
– Jamen nu taleren, er det lige meget hvad han siger? spurgte Nalle, – siger han ikke netop det som gjorde verden usikker dengang?
– Det kan man måske godt sige.
– Er det ligesom med børn? Når børn bliver ved med at skrige og sparke, indtil de får deres vilje?
– Det kan man måske godt sige.
– Ham der i midten, taleren, hvis han har lov til at svine alle andre til på den måde, har jeg så også?
– Ja, det har du. Alle der står i kredsen og skælder ud nu, de har lov til at skælde idioten ud – og alle mulige andre selvfølgelig – for hvad de vil, for talefriheden gælder for alle. Hvis du vil missionere for det ene eller gøre vrøvl over noget andet, kan du også det. Du skal bare huske at anmelde arrangementet i forvejen, dets tid og sted og formål, så kan du få tilladelse, hvis dets formål ikke strider mod forfatningen eller de lokale love. Måske kan du oven i købet få beskyttelse. Det skulle jo nødig se ud som om ordensmagten ikke kan opretholde lov og orden.
– Hvorfor egentlig? Det må da koste både tid og kræfter, ikke mindst for ordensmagten selv?
– Vores talerettighed er en af de fundamentale frihedsrettigheder i vores samfund.
– Og for den frihedsrettighed skal ordensmagten tvinges til at gå ud og beskytte idioterne?
– Ja, det skal den, når nu vi har de love. Jo mere idiotisk, des mere beskyttelse. Ellers får landet et omdømme som et der har vold i gaderne, og det ved han godt, idioten, og regeringen ved, at al den vold der skader landets omdømme også vil skade betalingsbalancen.
– Men hvad kan han få ud af at provokere folk sådan?
– Han får omtale. Og hvis folk siger at han provokerer, så svarer han at det er dem, der provokerer, at de krænker hans ytringsfrihed, og at han vil anlægge sag mod dem.
– Åh ja, det kender jeg godt! En af mine bekendte, ja det er ikke sådan at jeg kan kalde ham en ven, han har det på samme måde! Man kan ikke antyde det mindste, så påstår han at det er mig der krænker ham!
Det var jo PA, Nalle tænkte på med den sidste bemærkning. Han prøvede at komme på hvad den ældre mand havde sagt, ærgerligt at han ikke fik sat lydoptageren til. Det var muligvis fornuftige bemærkninger, men han havde også sagt noget om unges adfærd i flok, som Nalle nok genkendte fra sine jævnaldrende da han selv var ung, men de bemærkninger lagde sig hen over de mere fornuftige som han hellere ville huske, og forhindrede ham i det. Nalle mente heller ikke at huske ret meget om sig selv sammen med kammerater og den slags. Han følte sig i øvrigt tilstrækkelig ung endnu, så der var måske stadig håb om det med at gå i flok med andre unge og råbe dumme ting.
PA og Nalle fulgte med behandleren på en længere forretningsrejse, hvor både omsætningen og det forretningsmæssige gik bedre og bedre, så behandleren måtte være ret tilfreds med med sin indtjening. Men Nalle kunne stadig ikke glemme, at han engang havde set, hørt og overfladisk følt på den skønne miss Peggy. Og det skete, ikke hver aften men nogle, at han ved sengetid faldt hen i fryd over hvor dejligt det kunne være, og derefter i mismod over at det ikke lige lod sig gøre. Så tog han sig i at slumre blidt ind i en drøm om at det alligevel kunne, og det var i de stunder han helst ikke skulle forstyrres, for hvis man lod ham være, ville han med stor sandsynlighed vågne op igen, frisk, udhvilet og i efter omstændighederne forholdsvis godt humør.
De kom rigtig langt rundt på deres forretningsrejse, undervejs så de rigeligt med optøjer, demonstrationer brutalt slået ned af militær og ordensmagter, væbnede optøjer hvorunder militsledere, statschefer og diktatorer blev dræbt. Det gav behandleren og hans assistenter nok at bestille, og PA og Nalle blev et utal af gange helbredt for gamle og nye sår og skrammer, samt andre lidelser passende til omstændighederne. Hvis de forskellige skader ikke brød ud igen hurtigt nok efter behandlingerne, pådrog de sig bare nogle nye, det var alligevel ikke til at undgå med de oplevelser de udsatte sig for, og om nødvendigt ikke svært at arrangere. På deres rejser gennem snart flere kontinenter havde de ved et utroligt held undgået mindst to bombardementer, tre terrorangreb, en stormagtsinvasion og fire-fem væbnede statskup, derefter heldigt sluppet forbi en uoverskueligt stor flygtningelejr sikret med elektriske hegn og med daglige massakrer på uskyldige, kort inden den blev ramt af epidemisk udbrud af en voldsomt smitsom men uhelbredelig lidelse. Som af de stedlige magthavere blev taget for bevis på velvillig intervention fra forsynets side, mens andre mistænkte det forsyn for at være lidt for påvirkeligt af stedlige magthavere til at være et egentligt forsyn, i traditionel forstand.
Omsider ankom de tre omrejsende til et efter behandlerens mening mere fredeligt sted, hvor han vurderede lavere aktivitet, men bedre betalingsevne hos kunderne og dermed acceptabelt udbytte. Nalle, der endnu ikke helt havde gennemskuet velsignelserne ved penge der yngler bedst i borgernes lommer, lagde igen og igen mærke til hvordan PA hele tiden prøvede at agere lommebevidst borger og aflure den i hans øjne vamle behandlers elegante forretningsmetoder, og hvordan samme behandler hver gang betragtede PA’s forsøg med skæve men overbærende smil.
– Hvorfor taler du sådan til ham? spurgte Nalle.
– Ikke forstået. Om igen.
– Måden altså, som om du har hemmeligheder.
– Det skal være snedigt! sagde PA.
– Hvorfor skal det være snedigt?
– Ellers finder han ud af det, dit fjols.
– Men du egner dig jo ikke til at være snedig.
– Hvad er det for noget vrøvl!
– Enhver kan se på dig når du prøver at være snedig. Det er som når et trafiksignal skifter fra grønt til rødt.
– Hvad mener du?
– Når ryggen bliver krum, din ryg altså. Når hovedet glider nedad og øjnene skuler. Og man kan høre det. Når din stemme hvisker. Når du begynder at læspe, når du snøvler! Det kan man både se og høre!
– Det kan jeg overhovedet ikke genkende.
– Når du taler gennem munden og ligesom holder for næsen, er det så fordi noget skal skjules?
– Jeg siger ting som ikke nødvendigvis skal forstås. Det som absolut ikke skal forstås, siger jeg ikke. Man skal ikke finde ud af alt. Det har ikke noget at gøre med ryg, nakke, skuldre og de andre ting du siger.
– Jamen vi taler jo for at de andre skal forstå hvad vi mener. Hvis de ikke forstår det, må vi vel fortælle dem det?
– Sådan får du ikke selv noget ud af det!
– Det er da ikke mig der skal ha noget ud af det, det er de andre, patienterne for eksempel, kunderne!
– Hvor naivt! Har du ikke lært nogen ting?
Lige med ét, midt under behandlerens rutinemæssige demonstration af vidundermidler, til PA’s og Nalles småskænderier, hørte de råb og skrig fra gaderne der omgav markedspladsen de stod på. PA og Nalle var ikke rigtig klar over hvor i verden de egentlig befandt sig, det havde de opgivet at følge med i. Det var i nærheden af et hav, kunne de forstå, og dette hav kom pludselig buldrende gennem de nærliggende gader og smøger og rev alt med sig, boder, telte, salgbare varer og usælgelige varer, folk, æsler, børn og gamle, biler og hunde, og da dette hav igen trak sig tilbage skete det ikke mindre voldsomt, da det nu var blandet op med alt tidligere levende der nu var halvdødt, alle tidligere salgbare varer der nu var usælgelige, desuden enhver form for affald, bilvrag, køleskabe og knuste møbler, sten og mudder, og naturligvis alt stort og småt som vandet havde skyllet op og taget med fra kloakker og lossepladser. Da der var blevet mere roligt, og solen begyndte at udtørre alt hvad den kunne af alt der var gennemblødt, dukkede først få og efterhånden flere overlevende frem af huse og ruiner og fra andre bydele, for at se hvad de kunne redde og rage til sig af værdier, og Nalle huskede at det var sådan PA altid havde fortalt at man skulle bære sig ad. Vandet havde nemlig båret Nalle rundt, skånsomt nok til ikke at give ham særlig mange nye skrammer, og på tilbagevejen afleveret ham mellem grenene i et træ, som kastede sin skygge på netop det sted hvor behandleren få timer forinden havde slået sit stade op. Hverken stade, varer eller behandler var der dog hverken skygge af eller spor efter, og havde noget af det stadig været i nærheden, ville det fra Nalles udkigspost ikke være til at skelne fra alt andet ubestemmeligt der lå spredt på pladsen, i alle mulige former og størrelser men i samme farve, da alt på pladsen ligesom den selv var blevet dækket af en substans, der både lugtede og så ud som en blanding af mudder, slam og kloak.
Nalle følte efter på sig selv og især på sine lemmer om de var i stand til at bringe ham ned fra træet, det var de knap nok, men i det mindste var han ikke blevet dækket af slam og mudder som de andre på torvet, og følte det som tegn på en slags status hævet over alt og alle. Ingen havde besindelse til at vise denne status respekt, heller ikke til at give ham den mindste håndsrækning, og da han endelig besluttede at lade sig sig falde, var han allerede blevet tør. Hvilket ikke holdt længere end til hans landing i mudderet, der straks fik ham til at se ud og lugte som alle andre.
Han kunne nemt huske vekselerernes stader og hvor de havde stået, for den sags skyld også behandlerens, men det var ikke til nogen nytte for ham, for alt var rodet rundt mellem hinanden, så hvordan skulle han kunne finde opblødte pengesedler i mudderet og skelne dem fra andet affald. Nu måtte han prøve at finde PA, for med ham havde han i det mindste et fælles sprog. Hvis PA altså var i live og i nærheden. Han tænkte over hvordan PA mest sandsynligt ville bære sig ad i denne situation, og fandt at det måtte være noget med at realisere sine muligheder på den af PA foretrukne måde, altså tage for sig. Problemet var bare, at PA på dette sted ikke var alene om den tankegang. Alle halvt opretstående og delvist selvhjulpne personer på pladsen var tilsyneladende optaget af selvberigende aktiviteter, kamufleret i samme mudderfarve og ikke lette at skelne fra hinanden. Også lugten var de fælles om, og under de forhold ville det blive svært at udpege selv en person som PA. Men det var Nalles eneste mulighed, følte han, behandleren var væk, og PA den eneste af de to der beherskede en smule fremmede sprog. Mod forventning fandt han ret hurtigt PA, trods indfarvningen alligevel genkendelig på lang afstand, i færd med at sælge forskellige fund fra mudderet. Som om han allerede havde fundet sig til rette under de nye forhold, på en måde som aldrig havde fungeret med Nalle i rollen. Det passede ikke PA at se Nalle her, ved tanken om igen at få ham med på slæb.
– Find noget der kan sælges! råbte han. – Avancen er ikke stor, vi må satse på volumen!
På den måde var Nalle igen sat i arbejde, som dengang i filmselskabet og senere hos gadebanderne og i herberget for hjemløse, til ringe eller ingen løn. Ved at huske tilbage på dette ikke særlig omfattende curriulum vitae ville han trods tæsk og ydmygelse nok have fortrukket sin gamle plads mellem kulisser, lamper og kabler, ikke nær så anstrengende og æstetisk frastødende som dette her, hvor chancerne for at møde indtagende og tiltrækkende skabninger som den skønne miss Peggy endda så forsvindende små ud.
Mens han efter bedste evne forsøgte at skaffe PA det fornødne, faldt han over nogle tilskadekomne der ikke var helt døde endnu. Nogle af dem åndede, andre anråbte ham endda og bad om hjælp. Først lod han som om han ikke hørte noget, men så blev han holdt fast af et kraftigt greb om sin ankel, det var en hånd der ikke ville slippe ham igen, så han faldt om, uden at vide det oven i en bunke halvt døde og halvt levende. Flere af dem hviskede bønner skiftevis til deres frelsere og profeter og til Nalle, og han kom i tanker om behandlerens varelager i kassevognen, hvis han ellers kunne finde den. Han gav de mudrede ofre tegn til at vente, bad dem vaske sig lidt, dog uden at blive forstået, og begav sig ud i de gader hvor han sidst havde set bilen. Da han kom frem kunne han let komme ind, for bagsmækken stod åben, der havde allerede være indbrud, men han vidste bedre end de ubudne gæster hvor i vognen han skulle lede.
Nalle kom tilbage til dyngerne med overlevende og halvdøde, uddelte salver, helbredte mange, mildnede lidelserne hos flere, for der blev ved med at dukke nye op med synlige behov. En lille gruppe der var kommet sig lidt efter skaderne arrangerede hurtigt en bod med et bræt for de sårede at ligge på, en slags venteværelse mellem nogle skærme og plader de fandt, og en stol hvor der kunne sidde en for at holde styr på køen og rækkefølgen, og mens PA havde travlt med sin form for virksomhed, havde Nalles initiativ ført til en hel lille klinik med akuthjælp for nødlidende patienter der hurtigt blev glade igen, især da Nalle forklarede at de bare kunne komme tilbage igen efter behov, hvorefter han blev arresteret.
Af en eller anden grund var der pludselig udbrudt krig, uden varsel, uden tid til at vælge side. Nalle og PA havde hørt om gamle krige der var blevet ført helt andre steder, men ikke noget om nogen krig her og nu. Det havde andre omkring dem heller ikke, ingen vidste noget om årsagen, heller ikke om grunden til at de blev arresteret, men de havde sikkert sammen med en mængde andre i nærheden stået på den forkerte side af en nyoprettet grænse på et uheldigt tidspunkt.
De blev underkastet lynforhør af en gruppe lynhurtigt fremskaffede bevæbnede og officersuniformerede personer, som på ingen tid var dukket op fra kroge og sprækker eller ankommet på anden uforklarlig vis. Sammen med en flok andre personer der også havde været på et forkert sted på et uheldigt tidspunkt, blev Nalle og PA trukket frem som stikkere, for som stikker skulle man efter traditionerne henrettes offentligt. Hvis domstolen ville det sådan, der var jo flere måder at praktisere retssamfund på, og som følge af den på stedet gældende retspraksis blev alle de mistænkte stuvet sammen i en mørk kælder for at stå til rådighed for en større offentlig retshandling.
I arresten mødte de en tredje person, som var arresteret for at udbrede propaganda.
– Jeg forklarede bare det nødvendige! sagde han. – Nogen skal jo.
– Så er vi i samme situation! Sagde Nalle. – Du blev arresteret for at forklare det nødvendige, han der for at udnytte en pludselig chance, jeg blev arresteret for at hjælpe nogen mennesker under katastrofen. Min dom var måske retfærdig, for de sagde at det var de forkerte jeg havde hjulpet. Sådan tænker de jo, det er sådan myndigheder normalt tænker, sikkert også de unormale og de urutinerede, som ikke rigtig ved hvem der er de forkerte, for myndighederne her må jo være helt nye! Hvad forkert var der ved det nødvendige du prøvede at forklare?
– Det var bestemt ikke forkert, det var nødvendigt, siger jeg jo! Jeg forklarede hvad menneskene skal gøre og navnlig hvad de ikke skal gøre, så vi kan undgå flere katastrofer i fremtiden! Det var ikke populært, for så skulle de ændre på det ene, og give afkald på det andet, det er besværligt og ubekvemt, for så skal de til at tænke, så skal de til at tænke på andet end sig selv, og det er uvant, for så kan de ikke tjene lige så mange penge på alt det de skal afstå fra og give afkald på, siger de, og så bliver de sure over tanken om at tjene færre penge, og det er deres tradition jeg piller ved, siger de, deres tradition jeg krænker og deres levemåde jeg kritiserer, og så opstår der uroligheder fordi jeg krænker deres tradition og kritiserer deres levemåde på én gang, og sådan nogen uroligheder må ikke opstå, og det er mig der har sat dem i gang siger de! Andre demonstrerer for at smide de fremmede ud og brænder de fremmedes hellige bøger af, de møder også uroligheder, og deres modstandere bliver arresteret, det er der ikke noget at sige til. Jeg blev mødt af uroligheder, og så blev jeg arresteret selvom jeg ikke var modstander af noget, men mine modstandere, som også var modstandere af alt muligt andet, de gik fri! Er det retfærdigt? Når jeg tænker på den stakkels filosof jeg mødte, når jeg tænker på hvad han altid sagde, ja det er længe siden, så sagde han at det er helt i sin orden at det foregår på den måde, for det hele afhænger alt sammen af hvem der begår urolighederne. Hvis nogen provokerer og andre lader sig provokere, må man finde ud af hvilken af parterne der gør hvad. Hvis det er flertallet der begår urolighederne, altså dem der har den politiske magt bag sig, så må ordensmagten støtte dem og finde ud af hvem der har provokeret flertallet til at anstifte uroligheder, for det er jo det politiske flertal der afgør hvad ordensmagten skal gøre. Hvis det er flertallet der provokerer andre til at anstifte uroligheder, kan ordensmagten uden problemer slå ned på dem der lader sig provokere, det er meget lettere, sådan gør man altid med mindretal. Hørte du den anden taler, ham der stod i den anden ende af pladsen, ham der råbte imod de forfulgte mindretal? Han og jeg har modsatte budskaber, men han har meget lettere ved at finde tilhængere, for det er mere populært at give nogen andre skylden end at gøre det rigtige selv!
– Når det nu er så svært at finde ud af hvad det rigtige er! Sagde Nalle. – Find dem der anstifter uroligheder, som du siger, det vil sige det mindretal der demonstrerer og derved provokerer flertallet til at begå uroligheder. Men hvis nu flertallet demonstrerer og mindretallet begår uroligheder, så er det ordensmagtens opgave at kontrollere dem der begår urolighederne, som du siger, for hvis de der provokerer mindretallet hører til flertallet, kan man ikke arrestere dem. Er det rigtigt forstået? I dit tilfælde har du vist sagt noget som flertallet ikke bryder sig om at høre, i mit tilfælde hjalp jeg nogen som flertallet ikke syntes skulle hjælpes. Hvis vi ikke vil rette ind efter hvad flertallet mener, må vores straf accepteres som fuldt retfærdig. Det må vi nok hellere tage ved lære af.
Den indsatte som var arresteret for at udbrede propaganda og forklare det nødvendige, opgav både at forklare mere til Nalle og at lytte mere på ham. I stedet satte han sig på gulvet med ryggen mod væggen, uden at lede efter et tørt sted, og rokkede med hovedet fra side til side.