Den lille stamme holdt til i lavlandet, hvor vandene skilte. Og hvor vandene alligevel samlede, dengang det var lettere at sejle gennem stræderne og fra kyst til kyst end at trænge gennem de tætte og farlige skove. Den lille stammes lavland var fra tidernes morgen blevet krydset til lands og til vands af alle mulige andre stammer på vej fra det ene til det andet. Som en række trædesten i et vandløb lå det og forbandt bred med bred og hav med hav, ikke helt land og ikke helt hav, uden helt at forbinde, uden helt at adskille. En rigtig korsvej var det, og den lille stamme havde aldrig haft sit territorium helt for sig selv. Sådan et ville også være umuligt at forsvare, og de omgivende stammer havde gennem tiden hugget en bid snart her, snart der. Så lod de resten ligge, da de ikke regnede med at få mere vrøvl med den lille stamme. Det havde den lille stamme vænnet sig til, den levede på omgivelsernes betingelser og var god til at få det bedste ud af alle situationer. Bagefter kunne den omskrive selv de største ydmygelser som om de var godt for noget, hvad det end kunne være.
– De har heller aldrig været ligesom os! sagde den lille stamme, når de fremmede havde hugget et stykke land ude i kanten, hvor de sære personer boede. – Godt de forsvandt!
Det var straks værre, hvis de fik et stykke land lagt til. De havde nu ikke erobret noget selv, så længe nogen kunne huske, men det kunne ske at et par af de store stammer straffede en tredje, der havde været lidt for besværlig. Så fravristede de den noget land, som blev fordelt til de omliggende, og noget af det kunne ske at tilfalde den lille stamme. På sådan en stribe land kunne det ikke undgås at der fulgte folk med, som ikke rigtig passede ind. Som måske følte sig mere knyttet til stammen bag den gamle grænse, men nu var kommet indenfor den nye grænse, og straks havde man problemet.
Gennem tiden var der blevet skåret meget fra, kun sjældent lagt en lille smule til. Begge dele så længe siden at tiden læger sår, så den lille stamme havde så at sige ikke noget problem længere. Problemet, det var jo de anderledes.
Og nu havde den lille stamme fundet på, at den ville være reservat. En hel lille stamme, udnævnt som reservat. Med børn, kvinder, mænd, gæs, geder, kvæg, jord, territorium og alting. Det var i og for sig ikke usædvanligt. Mange territorier med stammer og det hele var blevet gjort til reservater fra tid til anden. Det havde de ikke altid været glade for, det var for det meste nogle andre stammer der havde fundet på det, nærmest deres måde at holde en bestemt stamme udenfor på, en slags udelukkelse fra indflydelse, uden direkte at udrydde den.
Denne gang var det bare den lille stamme selv der ønskede det, der blev endda rejst krav om det fra et flertal af stammens ældste.
Hvad kunne grunden mon være til at stammen ønskede at være reservat?
Jo, sagde den, den ville gerne beskytte sig mod omgivelserne.
Intet i dens tidligere adfærd syntes at tyde på den slags ønsker. Den drev jo livlig handel og samkvem med alle de omgivende stammer. Selv dens egne virksomheder og forskelligt småerhverv holdt sig heller ikke for gode til at handle med nabostammerne. Lige så snart nogle småbønder eller håndværkere gik sammen om større opgaver for bedre at kunne løse dem, blev sådan en gruppe straks købt op af endnu større enheder, til og med fra andre stammer, for de var bedre til at tjene penge, og det indrømmede man og fandt sig i.
Især når det drejede sig om svindel og bedrag i den store skala, og sådan noget som at unddrage fællesskabet dets berettigede andel af de frembragte værdier, så skulle det helst ske så langt væk som muligt, for at holde det skjult for de forurettedes blikke. Alligevel var det en anerkendt praksis, mellem fortrolige, dem der skrabede sammen til sig selv. Også blandt de forurettede, dem der blev skrabet sammen fra, var det accepteret, i drømmen om en dag at blive dem der kunne skrabe sammen til sig selv.
I det hele taget skulle man synes at den lille stamme var ganske velfungerende og godt tilpasset i en fredelig jungle, hvor alle stammer var vant til at leve sammen, snyde og bedrage hinanden, og nyde al den fordel man kunne have af hinandens gæstfrihed og naivitet. Og den lille stamme kunne finde sig i meget, som tab af stolthed, anseelse og selvrespekt, bare det gav en god handel her og nu. Der fandtes et ord for det, men det brugte man kun i obskøn sammenhæng.
Hvad kunne grunden så være til at stammen alligevel ønskede at beskytte sig så meget at den ville være reservat?
Jo, den lille stamme var begyndt at blive rigtig bange for de andre stammer. Ikke for deres arbejde, deres produkter og deres penge, det siger sig selv. Men for de andre stammers særlige kendetegn. Derfor måtte den finde ud af at beskytte sig mod den fri bevægelighed over grænserne. Ikke sin egen bevægelighed, som den havde været så glad for, men de andres.
Den omtalte sig selv som en helt specielt bevaringsværdig stamme, der fuldt berettiget måtte påkaldte sig beskyttelse, for ellers ville selve stammen med tiden blive fusioneret med eller endnu værre opslugt af visse andre stammer, med hud og hår, mus og mand, præst og degn, så ingen ville kunne huske at den nogensinde havde været der, den lille stamme, præcis som det var gået med de små virksomheder.
Den var nervøs for at dens særlige kendetegn var så sarte at de ville blegne, vige, måske helt forsvinde, ved den blotte berøring af stammer med stærkere kendetegn.
Denne nervøsitet mødte kun hovedrysten fra nabostammerne. Når stammens kendetegn var så svage, sagde de, og dens særpræg så vanskelige at få øje på, skyldtes det vel kun, at stammen selv var resultatet af den totale selskabelige bevægelighed og arvemæssige udveksling med alle naboer og gæster ved dens korsvej, alle mulige rejsende, der med eller uden grund var kommet forbi gennem tiden. De obskøne udtryk lå lige på læben, men de høflige nabostammer var vældig gode til at undgå fortalelser. Derfor sagde de bag smilet:
– Jeres arvemasses genetiske bredde behøver I ikke være bekymret for!
Hvis de havde været endnu mere høflige, kunne de have sagt det samme om stammens kulturelle spændvidde.
Denne og anden bedrevidende snak ville den lille stamme absolut ikke høre tale om.
– Det er fuldstændig ligegyldigt hvad andre mener! sagde den.
– Bring hellere jeres høje stammemoral på niveau med al jeres anden moral, foreslog nabostammerne, stadig med glimt i øjet. – Og det er nedad!
– Jamen det er ikke så meget jer, vi vil holde ude! Det er kun folk fra visse andre stammer endnu længere væk. Som er endnu mere forskellige. Og det er slet ikke deres varer, vi har noget imod, kun dem selv! Vi vil da gerne leve op til handelens fri bevægelighed, så vi kan tjene vores penge. Den fri handel er jo vores tro, og indenfor dens rammer har vi trosfrihed, og det er vi stolte af! Men fremmede stammer, dem vil vi helst slippe for at lukke ind her, for de har en helt anden tro og helt andre manerer, og de ser helt anderledes ud end os!
Den lille stamme fik sin vilje. Den satte hegn op og lagde forskellige andre forhindringer ud, så der ikke længere kom nær så mange ind af dem der var anderledes. Dem der alligevel slap ind, blev der også sat hegn om, og de fremmede, eller børn af fremmede, der havde boet hos stammen hele deres liv og følte sig som en del af stammen, dem blev der set skævt til. De så jo stadig anderledes ud.
Imens udviklede junglen sig uhindret udenfor, på begge sider af lavlandet med den lille stamme. I og for sig gik livet videre som det altid havde gjort, mange kom på besøg hos hinanden, for de fleste af stammerne var fra gammel tid vant til at rejse i egne der var fremmede og endda meget fremmede, og de var vant til at have gæster langvejs fra. Og alle stammerne i junglen var glade for at have hver sit kendetegn, for så havde de da noget som alle kunne more sig over når man holdt stævner og mødtes privat, og alle stammerne var taknemmelige over at få så mange gæster fra nær og fjern, for det gjorde deres hverdag mere spændende og satte liv i kludene ved festerne, og mange af gæsterne var helt vilde med at give en hånd med. Og til at købe og handle samtidig og alt muligt.
Midt i det hele sad den lille stamme og surmulede, fordi alt det spændende gik den forbi, og fordi den så længe havde ledt efter sit eget særlige kendetegn uden at finde det.
Nogle kvikke hoveder, for de fandtes også, syntes at nu skulle der sættes fart på for at finde de særlige kendetegn, der adskilte netop denne lille stamme fra alle mulige andre stammer. Nedlagte ekspertråd blev genoprettet i en fart, og et af dem fremkom med et forsigtigt bud på, hvad det kunne være, der gjorde denne stamme helt speciel.
– Den lille stamme, sagde rådet, – har det særlige kendetegn, at den er den mest almindelige af alle stammer. Hvis de andre stammer en gang skulle finde på at klone sig i massevis ud fra samme stamcelle, ja så behøver den lille stamme ikke gøre det, for den er helt gennemsnitlig i forvejen! Det er den lille stammes særlige kendetegn. Bortset fra det har den ikke nogen.
Den lille stamme gik glad ud og fortalte om det i hele junglen og spurgte om den så ikke gerne måtte være med til det sjove.
– Vi er den mest gennemsnitlige stamme der findes! sagde den stolt.
Og den fortalte, at som den mest gennemsnitlige kunne den bruges som referencestamme i enhver sammenhæng.
– Hvor uinteressant! sagde de mest bramfri af de andre stammer.
– Vi er sandelig ikke uinteressante! sagde den lille stamme, og den rejste ud i grupper, langt ind i fremmede stammers territorier, og der holdt den fest med sig selv og drak sig beruset, så de andre stammer tydeligt kunne se, at den lille stamme kunne være meget festlig.
– Se hvor morsomt, som I dog ligner hinanden! blev stammens medlemmer drillet med. – Lige almindelige og lige berusede! Om lidt er I helt ens.
Hjemme i den lille stamme var der nogen, der ikke syntes det var særlig sjovt bare at blive sammenlignet med hinanden som kloner. De mente bestemt ikke, at det at være almindelige og helt ens og den slags var noget særligt at gå efter. De fleste prøvede som de bedst kunne, bare at være en lille smule specielle, så de i det mindste kunne se forskel på sig selv og de andre i gaden, i byen og på egnen. Da der var mange der prøvede det på samme tid, blev de lidt senere igen umulige at skelne fra hinanden. De sled med at finde deres eget jeg og deres personlige identitet, som de ikke nødvendigvis behøvede hente i stammens rødder. Men da alle greb det an det på samme måde, kom de til samme resultat, og så var man lige vidt. Almindeligheden klæbede ved dem, uanset hvor meget de prøvede at ryste den af. Og de der havde prøvet mange gange, resignerede og fandt sig i deres skæbne.
– Det er ikke os, der er for ens! sagde de i individualistisk selvbekræftelse, – det er de anderledes der er for forskellige! Se dog på dem, de anderledes, de er jo så forskellige, at det ikke er til at sige, hvem af dem der er mest anderledes! Når man har set én anderledes, har man set dem alle! For os er de andre bare alt for anderledes!
Men de fremmede, der af og til kom for at besøge den lille stamme, fik hurtigt travlt med at komme videre. De få der slog sig ned, var dem der prøvede at rette sig ind efter den lille stammes mangel på særlige kendetegn. Endelig havde den lille stamme fået virkeliggjort sin drøm om at blive reservat. Den særlige beskyttelse mod fremmed indblanding fik den helt af sig selv, uden nogensinde mere at skulle bede om den. Og den lille beskyttede stamme lå der midt i krydsfeltet, som den havde gjort i længere tid end nogen kvindes eller mands minde, under den særlige beskyttelse det giver, at de betydende magter foretrækker en ubetydelig stamme uden særlige kendetegn til at bevogte et krydsfelt, de nødig ser overtaget af deres respektive modpoler.
Og så opdagede den lille stamme, at den slet ikke var alene om at reservere sig i eget reservat. Også andre havde tænkt tanken, i endnu længere tid endda, og i områder der var meget bedre egnet til at hegne sig ind. Det var blevet en hel mani, og der blev rejst mure og bygget hegn allevegne. Men hvor skulle de mure og hegn rejses? Mellem stammer, mellem sprog, kulturer, folkeslag, eller hvad? Det kunne jo ikke lade sig gøre. Løsningen blev at lade sig nøje med statsgrænserne. Dem kunne man altid bruge, så kunne man lettere forklare hvem der var os og dem, og lettere afgøre hvem der skulle betale for alle murene og hegnene.
I mellemtiden havde de alligevel lært noget, stammefolkene. Nogle af dem. Folk er virkelige, havde de lært. Befolkninger, samfund, kulturer, stammer er virkelige. By og land, hvor der bor mennesker, er virkelige. Folk som har oplevet og overlevet overmagt og overgreb som var virkelige, er virkelige.
Og så lærte de, ved at se på virkeligheden, at imperier forgår, men folkene består. Hvad enten de er nomader eller fastboende, består folkene. Hvad enten de bliver hvor de er, eller rejser omkring, i flugt fra desperate regimer i dødskamp. Også folkenes landområder og byer består. Selvom de med mellemrum smadres af desperate regimer i dødskamp.
Hvad der derimod ikke består, det er de kunstige statsdannelser og skillelinjer. Grænserne, som de tegner på landkortene, og som er uvirkelige. Staterne og statsmagterne, som forgår, mens folkene består. Nationalstaterne, som i trods rejser monumenter over sig selv og bygger mure om sig selv, begge dele lige uvirkelige, lige overflødige og lige skadelige.
Alt det lærte de. Også den lille stamme lærte, at det bedste den kunne gøre var, som den altid havde gjort, at blande sig flittigt med alle mulige andre stammer der kom forbi. Sådan at det ville blive meningsløst at bygge mure mellem dem. Det lærte den. Men den var ikke altid så god til at høre efter.