Min mor griner fordi jeg ved hvem der scorede hvor mange mål siden 1949 men ikke kan snøre mine sko. De to ting har da ikke noget med hinanden at gøre, det ene stod i klubbens jubilæumsbog, det andet er svært. Jeg kan jo heller ikke strikke. Skolen er kedelig, i timerne skal man vente på de andre, i frikvarteret må man passe sig selv når man bliver fravalgt til fodbold. Jeg har ingen venner, skal man have det? Drengene larmer og pigerne er sure. Kun én er til at holde ud, Tina. Hun siger aldrig noget. Man kan sidde ved siden af Tina uden at blive forstyrret. Jeg ville nok kalde hende sød, men måske er hun bare ked af det. Jeg kunne jo læse da jeg var fire år, måske før. Klubbens jubilæumsbog lå der bare, ude på toilettet, og så læste jeg den. Der er også en anden bog hvor der står om løver der græsser side om side med lam. Den må jeg ikke læse for mor. Det lyder ellers hyggeligt, men løver spiser ikke græs. Det kan man slå op, hvis man ikke slår noget op får man heller ikke noget at vide, man kan slå op på nettet eller i leksikonet, men der står i hvert fald ikke noget om græssende løver i leksikonet, som er så irriterende fordi de enkelte numre er så store og tunge, og de skal behandles pænt, siger mor, det skal se ud som om der aldrig er nogen der læser i dem. Jeg er også kun nået til F, men slog alligevel op på løver. Lige så længe jeg har læst bøger har jeg også læst noder, de er ret svære for fingrene, men så hører man dem bare inde i hovedet. Klaver er ikke helt så svært som snørebånd, men ret svært. Det virker som om min mor er lidt bekymret for mig, det er der ingen grund til. Det er lettere med min far, han ser ikke noget problem, bortset fra, selvfølgelig, at han er træt af jeg ikke spiller fodbold og kun kender klubben fra jubilæumsbogen. Børnene på vejen er der ikke noget ved. Når jeg kommer ud spørger de: hvorfor vil du ud og lege, når du ikke engang kan komme op i klatrestativet? Og så løber de efter hinanden og skal aflevere slik når de bliver fanget, så jeg får aldrig slik, heller ikke når jeg har noget med.
Faktisk er det irriterende at der er to bøger hvor der står det modsatte. Så kunne det være rart at glemme det halve af det, det som ikke passer. For jeg ved jo godt at ikke alt man hører er sandt, og ikke alt man læser er sandt. Men det kan man ikke, man kan ikke bare glemme hvad man vil. En anden af børnene, måske en fra klassen måske en fra vejen, siger at han kun læser i én bog, og alt der står i den er sandt. Han vil ikke sige om det er biblen eller koranen, men jeg kan heller ikke huske hvad han hedder. Jeg ved kun hvad de forreste hedder, dem jeg kan se fra min plads. Ikke dem der sidder bagved og larmer, heller ikke dem der løber frem og tilbage og ud og ind og kravler under bordene og ind i skabene. Læreren synes vistnok det er synd for Tina og mig, jeg tænker at det nok er mest synd for læreren. Og for de andre lærere selvfølgelig, og for de larmende børn der aldrig lærer noget. Men Tina som er sød eller bare ked af det kunne jeg godt tænke mig at gå en tur sammen med, på biblioteket. Der slipper man også for at tale sammen, for der skal være stille. I hvert fald på læsesalen, så vi kan sætte os der ind og læse i hver sin bog, og bagefter kan jeg foreslå hende at læse den også. Hvis den er god. Den skal altså være mere spændende end klubbens jubilæumsbog og den med løver der græsser, men der lå jo kun dem, nu håber jeg bare at jeg kan glemme dem en dag. Man skal nok vænne sig til at ikke alt der står i bøgerne passer. Og så kan jeg se lidt nærmere på Tina og prøve om jeg kan sige noget der gør hende glad, så hun kan være sød uden at være ked af det. Men det er nok bare en drøm. Til gengæld en jeg gerne vil huske.