Det var svært at få adgang, indrejsetilladelsen blev kun givet efter et ganske grundigt sikkerhedstjek, og jeg var underlagt opsyn under hele opholdet. En overfrakke som det i gamle dage blev kaldt andre steder jeg havde besøgt, her i form af en slags elektronisk fodlænke der ville afsløre ethvert skridt. Suppleret med en escortpige, der fik mig til at ligne en sugardaddy, men som ikke viste tegn på at benytte sig af muligheden.
Mit første indtryk af stedet beroligede mig en del. Jeg havde hørt beretninger og øjenvidneskildringer, men den slags kan være overdrevet og forvansket. Alle jeg mødte modtog mig venligt, i spektret fra skeptisk til forbeholdent, men kortfattet og afmålt. Jeg hørte dem snakke uforstyrret bag mig, man lod sig ikke genere ved mit nærvær, undlod heller ikke at komme med bemærkninger, flere negative end rosende. Det var lidt generende, syntes jeg, som at være sat til salg og der skulle tinges om en pris. Det virkede mest som i en drøm, en af dem der ved opvågning ikke giver nogen afklaring men må afvises som absurd. Nu var det ikke nogen drøm selvom det kunne virke sådan, og jeg var jo både blevet informeret og advaret. Jeg måtte hellere gå forsigtigt frem, følte jeg, og imens lede efter tegn på om det jeg skulle til at opleve, ville stemme overens med rygter jeg havde hørt og advarsler jeg havde modtaget.
Jeg så kun kvinder. Alle der færdedes i gaderne og andre steder i det åbne rum, alle der henvendte sig til min escortpige men ikke til mig, var kvinder. Og selvom jeg burde kende svaret, noget af svaret i det mindste, spurgte jeg hende hvor mændene kunne være.
– De bliver snart lukket ud, sagde hun. – Hver aften, på forskellige tidspunkter af praktiske grunde, bliver arbejdspladserne lukket af for natten, mændene kommer ud og bevæger sig mod deres hjem, herberg eller natkvarter.
Svaret var kort og blev hurtigt snuppet af, jeg følte at det var noget man ikke talte om. Hun var også hurtig til at finde på andre emner, og selvom jeg afstod fra yderligere spørgsmål for ikke at udfordre hende eller andre, og ikke træde mere rundt i det, fornemmede jeg en tabulignende tavshed. Jeg var turist, ifølge mine indrejsepapirer, og skulle være høflig. Som journalist ville jeg ikke have fået adgang.
Bortset fra det med de fraværende mænd, og det med de køligt vurderende blikke på mig, virkede alting umiddelbart naturligt og frigjort, med et åbent offentligt gadeliv, hvor man kunne sætte sig i skyggen under et halvtag og nyde en servering fra en af de små boder, der også kunne virke som restaurant og udskænkningssted. Jeg opnåede at komme i kontakt og i samtale med et par af de herboende kvinder, assisteret af escortpigen, og fik straks indtryk af at de måtte være instrueret, sådanne kontakter arrangerede, intet virkede tilfældigt. Jeg må vel også have lov til at prale lidt af min situationsfornemmelse og evne til at gennemskue sådan et tilrettelagt skuespil. Men overfladisk gemytligt virkede det, velkontrolleret og iscenesat. Jeg var god til at holde gode miner, og fik en god snak med grundig information om dette samfund, de sider af det som man herfra uden problemer ville vedkende sig over for den omgivende verden.
Midt under den anden samtale, med en meget livlig og meget myndig kvinde, som først havde vist mig rundt i området, ikke mindst i kontorerne for de offentlige funktioner og de besluttende forsamlinger som jeg havde fået en kort beskrivelse af, blev stemningen en anelse mere anspændt, og jeg måtte belave mig på at finde retningen til mit hotelværelse. Ikke noget problem, escortpigen viste vej. Mørket var også ved at falde på. Undervejs fik jeg øje på skikkelser, enkeltvis, parvis og i grupper, tildækket af mørke klæder og med tasker og poser i hænderne og i remme over skuldrene. Gående fra samme udgangspunkt og i nogenlunde samme retning, indtil de spredtes og fordelte sig ad andre gader, og forsvandt gennem smøger, ad trapper, gennem porte og døre, til det indre af forskellige huse. Det foregik påfaldende lydløst. Tidligere på dagen, i fuldt sollys, genlød gader og pladser af højrøstede kvindestemmer, fornøjede, skrigende, rasende og jamrende, nu var alt stille. Escortpigen brød sig ikke om at se mig gå lidt langsomt for at følge med i optrinnet, og prøvede blidt at skynde på mig for at få mig videre. Det var mændene jeg havde set, forklarede hun, da vi var kommet til mit hotelværelse. De var nu gået hjem, hvis de havde et hjem. De andre gik til forskellige herberger, hvor de skulle blive for natten. Jeg ville gerne vide noget om den forskel der var på kvindernes og mændenes stilling i samfundet, hvordan det kunne være at der udefra set lod til at være en ret stor forskel.
– Jamen de er jo ikke til ret meget, mændene, ikke til noget nyttigt i hvert fald. Jo, de arbejder i fabrikkerne og værkstederne, noget kan de da finde ud af. Men altid med kvindelige ledere. Vi har også tænkt lidt på at uddanne nogle af dem, for det er jo spild af ressourcer at vi kun udnytter halvdelen af befolkningens muligheder. Men ikke for meget med uddannelse, det er alle enige om. Historien viser os at de ikke må få for meget magt, for så bliver de ikke til at styre. De får lov til at bruge arme og ben, hænder og fødder, så de kan drive maskinerne med deres trædemøller, og måske betjene nogle af de enkleste. Har du lagt mærke til at vi ikke bruger trækdyr? Dyr holder vi for at få mælk, uld, skind og ben, foruden kød naturligvis. Dyrenes muskelkraft bruger vi ikke, vi har jo mændene! Og mændene, de er kun glade for at bruge deres muskler. Dem går de meget op i, træning kalder de det, og de små drenge, de ser op til mændene og håber at blive lige så stærke som dem, når de engang bliver voksne. Kan du se det? Så primitive er mænd. Nå nej, du er jo en mand! Det glemte jeg næsten. Men du er vist også uddannet, i et eller andet? Så kan du jo ligefrem snakke med. Hvorfor siger du ikke noget?
Jeg kunne ikke svare på hvorfor jeg ikke sagde noget, og var ved at føle mig ret dum. Men det kunne være i solidaritet med de undertrykte mænd, der opførte sig lige så underkuet som andre trækdyr, og som de andre dyr hvis kroppe menneskene, i dette tilfælde kvinderne, gjorde brug af forskellige dele fra. Så kom jeg i tanker om børnene. Hun havde selv nævnt drengene, så jeg spurgte om deres drenge, hvor de var henne, for ude på pladserne og i gaderne mellem husene havde jeg kun set piger, masser af piger i alle aldre, færdes frit omkring alle steder, alene og i flokke, legende og syngende i godt humør. Men ingen drenge.
– Vi må holde drengene adskilt, sagde hun. Vi kan ikke holde dem hjemme hos deres mødre, som kan komme til at tage sig for meget af dem. Drengene skal hjemmefra, komme ud og tjene, gøre deres arbejdskraft nyttig, der er jo så meget arbejde der skal gøres. De små kommer i børnehuse ved plejecentrene, den sammenlægning ligger der stordriftsfordele i. Når de bliver store nok kommer de ud og arbejde i minerne, industrien og i landbruget. Før i tiden blev de aggressive af drengene kastreret, et led i avlsprogrammet, så vi ikke videreførte anlæg for aggressivitet. Det er længe siden, jeg tror kun de allerældste kan huske det, men det hjalp. Nu ikke nær så mange, bortset de voksne kriminelle selvfølgelig, der kan blive det ved dom. Men der er altid brug for eunukker til arbejde der kræver præcision og tålmodighed. Desuden skal de der passer de små drenge altid være eunukker. Nu løser vi resten med streng opdragelse. Og selvfølgelig strengt forsamlingsforbud, for mænd. Det virkede, avlsprogrammet, som du nok kunne se på vores piger, og på kvinderne selvfølgelig. Jeg selv er jo også ganske rolig og behersket, hvis jeg selv skal sige det.
– Du siger ved dom, hvem sidder i den domstol, er det kun kvinder?
– Man kan da ikke forestille sig mænd som dommere.
Jeg måtte indrømme at det hele virkede vældig stramt og velorganiseret, så jeg måtte hellere høre om der skulle være en eller anden magt, en ideologi eller en religion for eksempel, der kunne gøre dette arrangement muligt, denne accept af samfundsforholdene som de var, og den besynderlige arbejdsdeling mellem kvinder og mænd. Jeg var ikke kommet ret langt i mit spørgsmål, før hun afbrød.
– Det er vores kultur. Og vores regeringer, som har gjort en ganske vellykket samfundsform mulig. Og vores bedehuse, hvor vi samles ved højtiderne for at prise vores Gudmoder, og hvor der er åbent døgnet rundt for enhver der vil møde hende i andagt. Kvinder altså. Det med kønnene, som du måske undrer dig over, er i øvrigt ikke meget anderledes end den måde I selv lever på i jeres eget land. I har måske ikke opdaget det, men jeg ved da godt at I mænd heller ikke har noget særligt at sige i jeres samfund. Er det ikke rigtigt at mændene hos jer også kun ser på fodbold, pornofilm og mobiltelefoner, så kvinderne må tage sig af alt det nødvendige? Hos jer går mændene til prostituerede, hos os går vi piger til herbergerne, hvis vi ikke selv har anskaffet en mand eller to. Det er normalt at have nogle mænd at skifte mellem, jeg har ikke nogen endnu, nøjes foreløbig med et par stykker på det herberg jeg synes bedst om. Forresten! Vi skal lige nå et knald inden jeg går fra dig. Mændene her er ret – kedelige! Hvis du forstår. De kender kun én måde, de har jo heller ikke lært nogen ting. Jeg håber du er mere spændende.
Det blev så hendes underholdning for den aften. Jeg håber hun var tilfreds, det blev i hvert fald sent inden hun gik fra mig og låste min dør for natten. Udefra.