Sofia, en hjælper i nøden
Da det var ved at blive mørkt og pladsen tømt, listede en kvinde sig ind på Nalle, og bad ham følge med sig. Hun var middelhøj, slank, med en figur og et ansigt præget af tidligere skønhed, så vidt han kunne se med det øje der ikke var opsvulmet. Hos nogle holder skønhed hele livet, hos andre kan den langsomt eller pludseligt gå over i sin modsætning, hos denne kvinde var den bevaret i sine grundtræk, kun forsvundet på det overfladiske. Nalle, som indrømmede sin svaghed for det overfladiske, måtte erkende at også det dybereliggende kunne have en berettigelse, og overlod tillidsfuldt alt initiativ til kvinden. Også for så vidt det angik håndteringen af hans maltrakterede legeme.
– Du er Nalle, sagde hun, nøgternt konstaterende. – Jeg hedder Sofia. Det ser ikke godt ud med dig, nu må vi se at samle sammen på stumperne. Hvad er det der? nå, det er din arm. Den tager vi med. Vi må hellere finde en kirurgisk afdeling eller en klog kone, der kan tage sig af det. Du er heldig at den gik over ved albuen, det er vistnok lettere at reparere end hvis det var ved håndleddet, med alle de nerver og sener til fingrene. Nå, tænk ikke mere på det, den slags kan ordnes.
Det viste sig at Sofia havde de rigtige forbindelser, og Nalles arm blev sat sammen igen efter de bedste kirurgiske metoder tilgængelige på stedet, den var vist kun gået halvt af og hang ved i nogle forskellige trevler. Efter seks ugers tid var han kommet sig nogenlunde, og Sofia mente, at det var den rette tid til at komme ind på emner som det gamle filmselskab og Peggy, som sammen med Nalle for nogen tid siden havde arbejdet der, hvor de havde lært hinanden at kende en lille smule. Det havde Peggy nævnt, sagde Sofia.
– Hvad, kendte du Peggy? den dejligste af alle lækre småbuttede poptøser? Jeg havde kun hørt at hun var dræbt og brændt, sammen med det dejligste af alle dejlige filmselskaber, det hørte jeg fra en af mine tidligere kolleger fra samme filmselskab, han blev henrettet for nogen tid siden sammen med mig selv, men er der måske noget der tyder på at jeg ikke blev henrettet helt? Eller drømmer jeg? Hvis nu det ikke er en drøm, kan du så, min skønne veninde, som jeg gennem din fremskredne alder sagtens kan se har været vældig skøn engang, kunne du så fortælle mig lidt mere om den stakkels, forhåbentlig stadig skønne miss Piggy, undskyld det var en fortalelse omend nærliggende, nu vrøvler jeg vist lidt, undskyld miss Peggy, om hvad der blev af hende, om hun blev dræbt lykkelig, måske ligesom jeg selv ikke dræbt ordentligt men kun halvt, om hun stadig skulle være i live og befinde sig et eller andet sted, om hun stadig er lige så dejlig og elastisk at føle på, om hun stadig skulle være lige uimodståelig og tiltrækkende for alle dele af ens krop, der har været ved at gå til i sorg, savn og svie over udsigten til at leve i permanent fravær af hendes?
Sofia, som langsomt og køligt vurderede Nalles foranderlige tilstand af chok, forvirring og svigtende kontrol over egne tanker og følelser, forsøgte at berolige ham ved at fortælle at Peggy faktisk var i live og i forholdsvis god stand, at hun opholdt sig et sted i nærheden, og at det var hende, altså Peggy, der havde bedt hende selv, altså Sofia, om at prøve at finde ham, altså Nalle, eller det der var tilbage af ham, da de nu engang havde stået hinanden så nær i mørket mellem filmstudiets opstablede kulisser og rekvisitter. Hun antydede for ham noget om en hemmelig adresse hvor han kunne møde Peggy, og forklarede samtidig at Peggy havde siddet på tilskuerpladserne i celebert selskab og fået øje på ham under henrettelsesceremonien, hvor hun staks på grund af hans ikke helt atletiske kropsform kunne huske ham fra filmstudiet, og så havde hun bedt Sofia finde nyt om ham. Sofia, som præsenterede sig som Peggys veninde og beskytter fra filmstudiet.
– Du har simpelthen en invitation, sagde hun. – Jeg må hellere gå med dig. For at berede Peggy, for at sikre klar bane. Undgå uheldige sammenstød.
Klar bane, det kunne Nalle acceptere. Men han var endnu ikke helt klar i hovedet, ikke klar nok til at forstå hvad et forbehold for uheldige sammenstød skulle være godt for. Men Sofia havde situationsfornemmelse, og som tidligere kollega, hjælper og medspiller til Peggy, desuden som hendes nærmeste bekendte og til tider veninde, syntes hun det var sjovt at lege med på Peggys indfald og luner, selv de skøre.